Miljømålsloven § 2

Til stk. 1

Vandrammedirektivets artikel 3 fastlægger, at de centrale, geografiske enheder i vandforvaltningsmæssig sammenhæng skal være såkaldte vanddistrikter. Et vanddistrikt defineres i direktivet som »et land- og havområde bestående af et vandløbsopland eller flere tilstødende vandløbsoplande sammen med det tilhørende grundvand og kystvand « . Dir Direktivet fastlægger ingen nedre eller øvre grænse for størrelsen af et vanddistrikt, omend det forhold, at et vandløbsopland ikke kan deles mellem flere vanddistrikter, i praksis begrænser størrelsen nedadtil.

Grænserne for vanddistrikterne kommer til at ligge så tæt på de nuværende amtsgrænser som muligt for i videst muligt omfang at bevare og bygge videre på den nuværende administrative opbygning og kompetencefordeling i amtskommuner og kommuner. For hovedstadsområdet oprettes et særskilt hovedstadsdistrikt, hvor Københavns Amt, Roskilde Amt, Frederiksborg Amt samt Københavns og Frederiksberg Kommuner indgår i et samlet vanddistrikt. Den geografiske opdeling giver i alt 12 danske vanddistrikter samt et internationalt distrikt for oplandene til Vidå og Kruså.

Den geografiske opdeling i 13 vanddistrikter følger af bilag 1.

Opdelingen i vanddistrikterne er, for så vidt angår vandområder på landområdet, baseret på anbefalingerne i redegørelsen fra det såkaldte ”artikel 3 udvalg”, som blandt andet havde til opgave at udarbejde modeller for geografisk afgrænsning af vanddistrikterne.

På havet er vanddistrikterne afgrænset med hensyn til både økologisk tilstand og kemisk tilstand. For økologisk tilstand er der anvendt direktivets grænse, som angiver området ud til en afstand af én sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvandet måles. Der er dog også medtaget de områder, der hidtil har været afgrænset som ansvarsområder for amternes planlægning for kvaliteten af vandområderne, jf. bilag 1 i Vejledning i recipientkvalitetsplanlægning, Del II Kystvande, Miljøstyrelsen 1983, i det omfang disse dækker større områder end vandrammedirektivets afgrænsning. Det vil i praksis sige nogle få områder, hvor 6 meter kurven og særskilt afgrænsede fjorde og bugter strækker sig væsentligt uden for afgrænsningen på én sømil uden for basislinjen. Endvidere vil konkrete områder, hvor vandet er påvirket af en spildevandsudledning fra land, også være omfattet, selv om områderne ligger uden for kystvande og således uden for den generelle afgrænsning med hensyn til økologisk tilstand.

Vanddistrikternes ydre afgrænsning på havet med hensyn til kemisk tilstand er i direktivet fastlagt som grænsen for territorialfarvand (12 sømil). Denne grænse er medtaget på bilag 1. Afgrænsningen er en videreførelse af den hidtidige afgrænsning, som er gældende i relation til Rådets direktiv om udledning af visse farlige stoffer til Fællesskabets vandmiljø (76/464/EØF).

Afgrænsningen på havet mellem de enkelte vanddistrikter er så vidt muligt fastlagt efter et midtlinjeprincip fra det punkt på kysten, som udgør grænsen mellem to vanddistrikter, og ud til det nærmeste punkt på linjen, der afgrænser vanddistrikterne som helhed.

Til stk. 2

Det 13. vanddistrikt er de danske oplandene til Vidå og Kruså, som er udpeget til et internationalt vanddistrikt.

Efter bestemmelsen i vandrammedirektivets artikel 3, stk. 3, skal medlemslandene sikre, at et vandløbsopland, der dækker mere end én medlemsstats område, udpeges som et internationalt vanddistrikt. Der er to vandløb, som krydser den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Det ene af disse vandløb er Danmarks femte største Å, Vidåen, det andet er et lille vandløb, Kruså. De danske dele af oplandene til disse to vandløb befinder sig geografisk i Sønderjyllands Amt.

Sønderjyllands Amt er udpeget som vanddistriktsmyndighed for dette distrikt, og der skal inden for det internationale vanddistrikt udarbejdes en vandplan i samarbejde med de tyske myndigheder. Miljøministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udarbejdelse af vandplan mv. for det internationale vanddistrikt.

Ministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler forventes anvendt i forbindelse med eventuelle tilpasninger af eller supplement til lovens bestemmelser til opfyldelse af en kommende aftale med de tyske myndigheder. I den forbindelse vil lovens regler kunne fraviges.

Til stk. 3

Vandrammedirektivet fastlægger, at der for hvert vanddistrikt skal udpeges én ansvarlig myndighed. Dermed bestemmer den geografiske udstrækning af vanddistrikterne entydigt den geografiske udstrækning af den enkelte ansvarlige myndigheds ansvarsområde.

Den amtskommune, der har det største areal i vanddistriktet eller de største interesser i eventuelle grænseoverskridende vandløbsoplande, er udpeget som vanddistriktsmyndighed med koordinerende ansvar i forhold til de øvrige ansvarlige myndigheder inden for vanddistriktet. Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) udpeges som vanddistriktsmyndighed for hovedstadsdistriktet.

Ved at udpege HUR som vanddistriktsmyndighed for et samlet vanddistrikt for hovedstadsområdet vil alle amtskommuner i hovedstadsområdet sammen med Københavns og Frederiksberg kommuner komme til at indgå i et ligeværdigt samarbejde i distriktet med en administrativ konstruktion, der allerede i dag varetager regionplanlægningen for vandforvaltningen, og som er accepteret af alle parter.

Vanddistriktsmyndigheden tillægges kompetence til at koordinere opgavevaretagelsen for alle vanddistriktets vandløbsoplande, også selvom disse ligger inden for andre amtskommuners grænser. Vanddistriktsmyndigheden skal således i samarbejde med de øvrige relevante myndigheder udarbejde forslag til løsning af opgaverne inden for vanddistriktet.

Vanddistriktsmyndigheden tillægges ikke kompetence til at træffe beslutninger på vegne af de øvrige myndigheder i distriktet. Forslagene skal vedtages af alle amtskommuner i vanddistriktet for at kunne træde i kraft. Hvis der ikke kan opnås enighed, må uenigheden indbringes for miljøministeren, jf. § 32.

Til stk. 4

Ændringer af bilag 1 sker ved en bekendtgørelse.

Til kapitel 3