Formålet med loven er at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet), (EF-Tidende 2000 nr. L 327, side 1), Rådets direktiv 79/923/EØF af 30. oktober 1979 om kvalitetskrav til skaldyrvande, (EF-Tidende 1979 nr. L 281, side 47 ), Rådets direktiv 79/409/EF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (fuglebeskyttelsesdirektivet), (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), samt dele af Rådets direktiv 92/43/EF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet), (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7).
Lovforslagets fastlægger rammer for beskyttelsen af overfladevand og grundvand. Beskyttelsen skal ske ved at forebygge, beskytte og forbedre vandøkosystemernes tilstand og, hvad angår deres vandbehov, også tilstanden for terrestriske økosystemer og vådområder, der direkte er afhængige af vandøkosystemerne, samt ved at fremme bæredygtig vandanvendelse baseret på langsigtet beskyttelse af tilgængelige vandressourcer.
De internationale naturbeskyttelsesområder udpeget efter habitat– og fuglebeskyttelsesdirektiverne kaldes Natura 2000-områder.
Vandrammedirektivets artikel 3 fastlægger, at de centrale, geografiske enheder i vandforvaltningsmæssig sammenhæng skal være såkaldte vanddistrikter. Et vanddistrikt defineres i direktivet som »et land- og havområde bestående af et vandløbsopland eller flere tilstødende vandløbsoplande sammen med det tilhørende grundvand og kystvand « . Dir Direktivet fastlægger ingen nedre eller øvre grænse for størrelsen af et vanddistrikt, omend det forhold, at et vandløbsopland ikke kan deles mellem flere vanddistrikter, i praksis begrænser størrelsen nedadtil.
Grænserne for vanddistrikterne kommer til at ligge så tæt på de nuværende amtsgrænser som muligt for i videst muligt omfang at bevare og bygge videre på den nuværende administrative opbygning og kompetencefordeling i amtskommuner og kommuner. For hovedstadsområdet oprettes et særskilt hovedstadsdistrikt, hvor Københavns Amt, Roskilde Amt, Frederiksborg Amt samt Københavns og Frederiksberg Kommuner indgår i et samlet vanddistrikt. Den geografiske opdeling giver i alt 12 danske vanddistrikter samt et internationalt distrikt for oplandene til Vidå og Kruså.
Den geografiske opdeling i 13 vanddistrikter følger af bilag 1.
Opdelingen i vanddistrikterne er, for så vidt angår vandområder på landområdet, baseret på anbefalingerne i redegørelsen fra det såkaldte ”artikel 3 udvalg”, som blandt andet havde til opgave at udarbejde modeller for geografisk afgrænsning af vanddistrikterne.
På havet er vanddistrikterne afgrænset med hensyn til både økologisk tilstand og kemisk tilstand. For økologisk tilstand er der anvendt direktivets grænse, som angiver området ud til en afstand af én sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvandet måles. Der er dog også medtaget de områder, der hidtil har været afgrænset som ansvarsområder for amternes planlægning for kvaliteten af vandområderne, jf. bilag 1 i Vejledning i recipientkvalitetsplanlægning, Del II Kystvande, Miljøstyrelsen 1983, i det omfang disse dækker større områder end vandrammedirektivets afgrænsning. Det vil i praksis sige nogle få områder, hvor 6 meter kurven og særskilt afgrænsede fjorde og bugter strækker sig væsentligt uden for afgrænsningen på én sømil uden for basislinjen. Endvidere vil konkrete områder, hvor vandet er påvirket af en spildevandsudledning fra land, også være omfattet, selv om områderne ligger uden for kystvande og således uden for den generelle afgrænsning med hensyn til økologisk tilstand.
Vanddistrikternes ydre afgrænsning på havet med hensyn til kemisk tilstand er i direktivet fastlagt som grænsen for territorialfarvand (12 sømil). Denne grænse er medtaget på bilag 1. Afgrænsningen er en videreførelse af den hidtidige afgrænsning, som er gældende i relation til Rådets direktiv om udledning af visse farlige stoffer til Fællesskabets vandmiljø (76/464/EØF).
Afgrænsningen på havet mellem de enkelte vanddistrikter er så vidt muligt fastlagt efter et midtlinjeprincip fra det punkt på kysten, som udgør grænsen mellem to vanddistrikter, og ud til det nærmeste punkt på linjen, der afgrænser vanddistrikterne som helhed.
Til stk. 2
Det 13. vanddistrikt er de danske oplandene til Vidå og Kruså, som er udpeget til et internationalt vanddistrikt.
Efter bestemmelsen i vandrammedirektivets artikel 3, stk. 3, skal medlemslandene sikre, at et vandløbsopland, der dækker mere end én medlemsstats område, udpeges som et internationalt vanddistrikt. Der er to vandløb, som krydser den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Det ene af disse vandløb er Danmarks femte største Å, Vidåen, det andet er et lille vandløb, Kruså. De danske dele af oplandene til disse to vandløb befinder sig geografisk i Sønderjyllands Amt.
Sønderjyllands Amt er udpeget som vanddistriktsmyndighed for dette distrikt, og der skal inden for det internationale vanddistrikt udarbejdes en vandplan i samarbejde med de tyske myndigheder. Miljøministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udarbejdelse af vandplan mv. for det internationale vanddistrikt.
Ministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler forventes anvendt i forbindelse med eventuelle tilpasninger af eller supplement til lovens bestemmelser til opfyldelse af en kommende aftale med de tyske myndigheder. I den forbindelse vil lovens regler kunne fraviges.
Til stk. 3
Vandrammedirektivet fastlægger, at der for hvert vanddistrikt skal udpeges én ansvarlig myndighed. Dermed bestemmer den geografiske udstrækning af vanddistrikterne entydigt den geografiske udstrækning af den enkelte ansvarlige myndigheds ansvarsområde.
Den amtskommune, der har det største areal i vanddistriktet eller de største interesser i eventuelle grænseoverskridende vandløbsoplande, er udpeget som vanddistriktsmyndighed med koordinerende ansvar i forhold til de øvrige ansvarlige myndigheder inden for vanddistriktet. Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) udpeges som vanddistriktsmyndighed for hovedstadsdistriktet.
Ved at udpege HUR som vanddistriktsmyndighed for et samlet vanddistrikt for hovedstadsområdet vil alle amtskommuner i hovedstadsområdet sammen med Københavns og Frederiksberg kommuner komme til at indgå i et ligeværdigt samarbejde i distriktet med en administrativ konstruktion, der allerede i dag varetager regionplanlægningen for vandforvaltningen, og som er accepteret af alle parter.
Vanddistriktsmyndigheden tillægges kompetence til at koordinere opgavevaretagelsen for alle vanddistriktets vandløbsoplande, også selvom disse ligger inden for andre amtskommuners grænser. Vanddistriktsmyndigheden skal således i samarbejde med de øvrige relevante myndigheder udarbejde forslag til løsning af opgaverne inden for vanddistriktet.
Vanddistriktsmyndigheden tillægges ikke kompetence til at træffe beslutninger på vegne af de øvrige myndigheder i distriktet. Forslagene skal vedtages af alle amtskommuner i vanddistriktet for at kunne træde i kraft. Hvis der ikke kan opnås enighed, må uenigheden indbringes for miljøministeren, jf. § 32.
Vandplanen skal indeholde miljømål for alle vandforekomster i et vanddistrikt, en samlet fremstilling af vandforekomsternes tilstand, herunder oplysning om hvor målene ikke er opfyldt, og et indsatsprogram med de nødvendige tiltag for at opfylde målene. Om de nærmere krav til indholdet henvises til § 4 og bemærkningerne hertil. Vandplanen skal gælde for 6 år ad gangen og revideres hvert 6. år. De 6 år følger af vandrammedirektivets art. 13.
Til stk. 2
Alle kommunale og statslige myndigheder er bundet af vandplanen. Det indebærer, at de ved udøvelsen af deres beføjelser inden for lovgivningens rammer skal lægge planen til grund. F.eks. skal det ved meddelelse af udledningstilladelser sikres, at der ikke gives tilladelse til udledninger, som vil være uforenelige med opnåelse af de fastsatte miljømål, eller som i øvrigt er i strid med retningslinjerne i indsatsprogrammet.
Med miljøministerens adgang til at fremsætte indsigelse, jf. § 34, er det sikret, at der ikke kan vedtages en vandplan, herunder et indsatsprogram, der tilsidesætter statslige interesser.
Myndighederne vil også i deres planlægning efter anden lovgivning skulle lægge vandplanen til grund, således at planlægningen ikke strider mod denne. Der indsættes bestemmelser herom i de respektive love, jf. det samtidig hermed fremsatte lovforslag om ændring af vandforsyningsloven, miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og planloven.
Der ligger også en pligt for myndighederne til inden for deres respektive ansvarsområde at iværksætte de tiltag, som indsatsprogrammet foreskriver. F.eks. vil tilladelser skulle tages op til revision i det omfang det er fastsat i indsatsprogrammet, og amtsrådene vil være forpligtet til at iværksætte udarbejdelse af indsatsplaner efter vandforsyningsloven efter den prioritering, der fremgår af indsatsprogrammet.
Det vil blive vurderet, om der er behov for yderligere lovændringer for at sikre, at myndighederne har de nødvendige bemyndigelser til at realisere vandplanen.
Til stk. 3.
Hvis det i løbet af planperioden viser sig, at der er forhold, som planen ikke har taget højde for, kan denne ændres. Det kan f.eks. blive aktuelt, hvis overvågningen viser, at de iværksatte foranstaltninger ikke vil være tilstrækkelige til at opfylde miljømålene. I så fald skal der planlægges yderligere foranstaltninger, eller alternativt kan målene eller fristerne for opfyldelse af dem ændres, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Nye udviklingsaktiviteter, f.eks. en bro eller en havn, hvis etablering skaber behov for væsentlige ændringer af indsatsprogrammet eller miljømålene, herunder behov for anvendelse af undtagelsesbestemmelserne for opnåelse af miljømålet god tilstand inden 2015, kan også begrunde en ændring af vandplanen, hvis betingelserne i § 17 er opfyldt.
Ved ændringer i vandplanen, skal proceduren for tilvejebringelse af en vandplan følges.
I stk. 1 angives indholdet af en vandplan. I stk. 2 er det angivet, hvad revisioner af en vandplan - ud over det i stk. 1 anførte - skal indeholde. De nærmere krav til indholdet vil blive fastlagt i en bekendtgørelse.
Til stk. 1
Til nr. 1
Vandplanen skal indeholde en sammenfatning af basisanalysen. Om indholdet af basisanalysen henvises til § 6 og bemærkningerne hertil.
Til nr. 2
Planen skal oplyse, hvor der ligger beskyttede områder inden for vanddistriktet. Beskyttede områder er defineret i § 7.
Til nr. 3
Bestemmelsen er overført uændret fra vandforsyningslovens § 11 og planloven. Det vil dog fremover skulle sikres, at udpegningen ikke strider imod udpegningen af drikkevandsforekomster efter § 8. Områder, hvor der dannes grundvand til drikkevandsforekomster, vil således ikke fremover kunne udpeges som områder med begrænsede drikkevandsinteresser.
Til nr. 4
Kort over overvågningsnet omfatter placering af alle de målestationer, der skal oprettes for at overvåge tilstanden for overfladevand (økologisk og kemisk), tilstanden for grundvand (kemisk og kvantitativ) og tilstanden for de beskyttede områder. Krav til overvågningen vil blive nærmere fastsat i en bekendtgørelse.
Til nr. 5
Som en del af overvågningen skal der udarbejdes kort, der viser tilstanden af overfladevand, grundvand og beskyttede områder. Bedømmelse af tilstanden skal ske i henhold til retningslinjerne beskrevet under overvågning, vandrammedirektivet bilag V afsnit 1.1 og 1.2. De nærmere retningslinjer vil blive fastsat i en bekendtgørelse.
Der vil i bekendtgørelsen om overvågning blive angivet de krav, der fastsættes til selve præsentationen af resultatet af den udførte bedømmelse af tilstanden svarende til vandrammedirektivets bilag V, afsnit 1.4.2, 1.4.3, 2.2.4, 2.4.5 og 2.5.
Til nr. 6
Vandplanen skal indeholde miljømål for alle vandforekomster i distriktet. I det tilfælde, hvor miljømålet afviger fra de generelle miljømål, det vil sige hvor der er fastsat strengere miljømål, mindre strenge miljømål, hvor overfladevandområdet er udpeget som kunstigt eller stærkt modificeret, eller hvor tidsfristen for opnåelse af miljømålet er forlænget, skal der særskilt redegøres herfor i vandplanen og fravigelsen skal begrundes.
Til nr. 7
Med hensyn til indsatsprogrammets indhold henvises til § 2 og bemærkningerne hertil. Indsatsprogrammet er en del af vandplanen og får dermed retsvirkning, som angivet i § 3, stk. 2.
Kravene til sammenfatningen fremgår af direktivets bilag VII, afsnit A, punkt 7.1-7.11. Disse vil blive indarbejdet i en bekendtgørelse med hjemmel i § 4, stk. 3.
Til nr. 8
Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 11, stk. 6, litra b.
Til nr. 9-11
Bestemmelserne svarer til direktivets bilag VII, afsnit A, punkt 9, 10 og 11.
Til nr. 12
Vandplanen skal også indeholde en oversigt over de supplerende planer mv., som er vedtaget i henhold til anden lovgivning.
Eksempler på sådanne planer er indsatsplaner, der udarbejdes efter vandforsyningsloven af hensyn til beskyttelse af drikkevand, kommunale spildevandsplaner og vandforsyningsplaner, planer for vandløbs- og sørestaureringer m.v.
Sammenfatningen har til formål at give et overblik over den enkeltes plans aktiviteter i relation til opfyldelse af målene.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til direktivets bilag VII, afsnit B.
Til stk. 3
Bemyndigelsen skal give hjemmel til at udmønte direktivets bilag VII om indholdet af vandplaner og revisioner af planerne, jf. stk. 1 og 2. Der skal blandt andet udarbejdes en bekendtgørelse, som fastsætter nærmere krav til bl.a. indholdet af sammenfatningen af basisanalysen og sammenfatningen af indsatsprogrammet, jf. direktivets bilag VII pkt. A.1. og A.7.
Arbejdsprogrammet omfatter alle aktiviteter, der skal udføres for at udarbejde en vandplan, og tidsfrister for deres gennemførelse. Der skal i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdsprogrammet afsættes tid til høring og koordinering mellem statslige myndigheder og amtskommuner og kommuner i distriktet, således at de i loven fastsatte tidsfrister kan overholdes.
Til nr. 3
Oversigten over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver, der skal løses, skal vise/identificere de vandforekomster, hvor der er særlige behov for at iværksætte foranstaltninger. De væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver vil primært være knyttet til de vandforekomster, som amtskommunerne i forbindelse med basisanalysen har vurderet, ikke kan opfylde de fastsatte miljømål, og de påvirkninger/kilder, som er årsag til den manglende målopfyldelse.
Ved udarbejdelse af den første oversigt vil grundlaget herfor især være basisanalysen og de foreløbige overvågningsresultater, men også anden overvågning, regionplaner, vandressourceplanlægning og kommunale vandforsynings- og spildevandsplaner vil indgå.
De nærmere krav til basisanalysen samt grundlaget for denne vil blive fastlagt i en bekendtgørelse. Der vil endvidere blive udarbejdet en vejledning. Bestemmelserne vil blive udarbejdet i overensstemmelse med vandrammedirektivets bilag II og bilag III. Der vil bl.a. blive fastsat retningslinjer for, hvilke typer amtskommunerne kan inddele henholdsvis vandløb, søer og kystvande i, og hvilke parametre der skal benyttes ved en vurdering af om ”god tilstand” er opfyldt, jf. bemærkningerne til stk. 2.
Basisanalysen vil bl.a. omfatte den kortlægning, som amtsrådet hidtil har været forpligtet til at udføre efter vandforsyningslovens § 10. § 10 omfatter kortlægning af vandressourcernes beliggenhed, størrelse, kvalitet og naturlige beskyttelse mod forurening samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressourcernes kvalitet, og på grundlag heraf undersøgelser og beregninger af de vandmængder, der vil være til rådighed for vandindvinding. Den omfatter også en identifikation af de vandressourcer, som er særlig følsomme over for forurening, f.eks. fordi den naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig dårlig.
Vandrammedirektivets kvalitetsklasser er
I Høj tilstand
II God tilstand
III Moderat tilstand
IV Ringe tilstand
V Dårlig tilstand
Klasserne er defineret i direktivets bilag V og vil blive nærmere omtalt i forbindelse med bekendtgørelse om miljømål.
Til stk. 1, nr. 1
Overfladevand
For overfladevand skal der ske en typeopdeling efter vandforekomstens karakter. For kystvande kan det f.eks. være om det er åben kyst, en fjord herunder om fjorden er åben eller lukket.
For de enkelte overfladevandområder inden for hver type skal tilstanden vurderes i relation til om målet god tilstand kan forventes opfyldt. Vurderingen skal først og fremmest ske på grundlag af biologiske parametre, men også fysisk-kemiske støtteparametre skal anvendes, og det skal angives, hvilket interval disse parametre skal ligge i. For en fjord kan det f.eks. være dybdeudbredelse af bundvegetation, algebiomasse, sigtdybde m.m.
Alle ferskvandsområder er i dag målsat i det danske system, som er baseret på EU’s fiskevandsdirektiv (78/659). Fiskevandsmålsætningerne svarer til vandrammedirektivets mål om mindst god tilstand. De marine kystvande er i dag målsat med udgangspunkt i en ”generel målsætning”, som ligeledes forudsættes at svare til god tilstand. For både de ferske vande og kystvandene er der for visse lokaliteter fastsat henholdsvis skærpede mål og lempede mål. Amtskommunerne skal således gennemføre en oversættelse/tilretning af de eksisterende målsætninger fra regionplanen til vandrammedirektivets terminologi ved generelt at oversætte til miljømålet god tilstand, og hvor der er skærpede målsætninger, eller hvor tilstanden i overfladevandområderne faktisk er bedre end kravene til god tilstand, skal det sikres, at disse højere mål fastholdes.
Grundvand
Grundvand er i dag ikke målsat. Formålet med målsætning af grundvandet er at sikre såvel mængde som kvalitet. For mængden er kravet, at der skal være balance mellem indvinding af grundvand og grundvandsdannelse over en periode. Kvaliteten skal opfylde følgende:
– der må ikke være påvirkning fra indtrængning af saltvand,
– grundvandet må ikke medføre, at mål for kvaliteten af overfladevand ikke kan opfyldes. Det vil sige, at der skal regnes baglæns, idet der tages udgangspunkt i den kvalitet, der tilstræbes i overfladevand – det være sig vandløb, søer eller kystvande. Kravet til grundvandets kvalitet afhænger af transportvejen til overfladevand. Det vil f.eks. sige, at for områder med jord med ringe stoftilbageholdelse som sandjorde vil der være skrappere krav til kvalitet af grundvandet, end for områder med stor stoftilbageholdelse som lerjord,
– enhver væsentlig og vedvarende opadgående tendens i koncentrationen af forurenende stoffer, som skyldes menneskelig aktivitet, skal vendes,
– kvalitetskrav i henhold til anden relevant fællesskabslovgivning skal overholdes, herunder krav til grundvand, som bruges til fremstilling af drikkevand.
Til nr. 2
Der skal laves en foreløbig vurdering af påvirkningerne af overfladevandet og grundvandet. Udgangspunkt for vurderingen vil være en identifikation af de faktiske og forudsigelige belastninger (alle typer) og eksisterende kendskab til vandforekomsternes tilstand. Vurderingen gennemføres med henblik på at få identificeret, hvor der er problemer med at opfylde mål, eller hvor det er sandsynligt, at målene ikke vil kunne opfyldes i 2015. Denne problemidentifikation danner grundlag for, hvor der skal iværksættes foranstaltninger i medfør af indsatsprogrammet. Identifikationen skal desuden bruges til at definere overvågningsprogrammerne, idet der for områder med problemer med opfyldelse af mål skal laves en mere detailleret overvågning end den generelle overvågning.
Amtskommunen skal foretage en karakterisering af grundvandet for at vurdere dets anvendelse og risikoen for, at det ikke opfylder miljømålene. Amtskommunen skal derefter foretage en yderligere karakterisering af de grundvandsforekomster eller grupper af grundvandsforekomster, der anses for at være truet, således at risikoens omfang kan vurderes mere præcist, og det bliver muligt at identificere de foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse med indsatsprogrammerne.
Amtskommunerne skal indsamle og opbevare oplysninger om type og omfang af de signifikante, menneskeskabte belastninger, som overfladevandområderne vil kunne blive udsat for. Derudover skal amtskommunerne udnytte de indsamlede oplysninger og alle andre relevante oplysninger, herunder eksisterende miljøovervågningsdata, til at vurdere sandsynligheden for, at overfladevandområdet inden for amtet ikke kan opfylde miljømålet.
Til nr. 3
Der skal laves en økonomisk analyse af vandanvendelsen i distriktet, jf. bilag III i direktivet. Dette omfatter økonomien ved den eksisterende vand- og spildevandshåndtering baseret på oplysninger fra kommunerne og økonomien ved vandløbsvedligeholdelse m.v. Analysen skal danne grundlag for senere økonomiske vurderinger af tiltag i forbindelse med indsatsprogrammerne.
Til stk. 2
Der skal udstedes en bekendtgørelse, som skal indeholde bestemmelser om karakterisering, vurdering af menneskelige aktiviteters indvirkning på overfladevandets og grundvandets tilstand og den økonomiske analyse samt krav om standardiseret udformning og krav om adgang til de bagvedliggende kort og data på elektronisk form m.m.
Omfatter områder, der er udpeget efter lovens § 8.
Til nr. 2
Omfatter områder, som er udpeget til skaldyrvande i henhold til direktiv 79/923/EF om kvalitets krav til skaldyrvande, jf. § 9.
Til nr. 3
Omfatter områder udpeget som badeområder efter bekendtgørelse nr. 292 af 23. juni 1983 om badevand og badestrande. Ved badeområder forstås områder, som i region- og kommuneplanlægningen er særligt udlagt til badeformål, samt øvrige områder, hvor der findes badevand.
Til nr. 4
Nitratdirektivet 91/676/EØF er gennemført således, at der i hele Danmark skal anvendes de reguleringer, der ifølge direktivet skal anvendes i udpegede nitratfølsomme områder. Denne regulering er bl.a. gennemført med Vandmiljøplan II ved vedtagelsen af L55 (Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om naturbeskyttelse, lov om vandløb og lov om planlægning), L56 (Forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning), L58 (Forslag til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække) og L67 (Forslag til lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.) i folketingsåret 97/98.
Byspildevandsdirektivet (91/271/EØF) er gennemført således, at der for hele Danmark skal anvendes de reguleringer, der ifølge direktivet skal anvendes i udpegede næringsstoffølsomme overfladevandområder. Denne regulering er gennemført i spildevandsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999).
Næringsstoffølsomme områder omfatter derfor hele Danmark.
Til nr. 5
Bestemmelsen omfatter alene internationale naturbeskyttelsesområder, hvor opretholdelse eller forbedring af vandets tilstand er en vigtig faktor for områdernes beskyttelse. De internationale naturbeskyttelsesområder er hidtil udpeget i bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 med hjemmel i planlovens § 3, stk. 1 og 2. Områder beliggende på søterritoriet er udpeget med hjemmel i Statens Højhedsret over søterritoriet. Områderne er udpeget af hensyn til arter og naturtyper omfattet af habitatdirektivets bilag 1 og 2, fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 samt af hensyn til internationalt vigtige forekomster af trækfugle. Udpegning vil fremover ske i medfør af lovens § 36.
Udpegningen følger af direktivets artikel 7 og er ny i forhold til den eksisterende udpegning i medfør af vandforsyningsloven. I modsætning til områderne med særlige drikkevandsinteresser, drikkevandsinteresser og begrænsede drikkevandsinteresser er der tale om en udpegning af vandforekomster (i de fleste tilfælde grundvandsmagasiner), hvor den eksisterende udpegning omfatter arealer.
Til stk. 1, nr. 2
Denne planlægning vil fremgå af kommunens vandforsyningsplan efter vandforsyningslovens § 14.
Til stk. 3
Ministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler om, bl.a. efter hvilke kriterier udpegning af drikkevandsforekomster skal foregå.
Udpegning af skaldyrvande i kystvande skal ske ifølge Rådets direktiv om kvalitetskrav til skaldyrvande (Skaldyrsdirektivet - 79/923/EØF). Udpegningen er afgrænset til områder, hvorfra skaldyr (muslinger og snegle) skal kunne sendes direkte til konsum uden behandling. Formålet med udpegningen er at sikre en beskyttelse af disse områder i vandplanen, og at der træffes de nødvendige foranstaltninger mod forurening, således at skaldyrene har en tilstrækkelig kvalitet til markedsføring.
Udpegning af skaldyrvande i overensstemmelse med skaldyrdirektivet er indgået som en del af amtskommunernes hidtidige planlægning for overfladevandområdernes kvalitet, jf. Miljøstyrelsens Vejledning i recipientkvalitetsplanlægning, Del II Kystvande, Vejledning nr. 2 1983.
Udpegning af egentlige produktionsområder for fiskeri efter muslinger ligger imidlertid i Fødevareministeriet. Hidtil har Fødevareministeriet kun udpeget områder, hvor det forudsættes, at muslinger behandles inden markedsføring, og der har således ikke været behov for at udpege områder efter skaldyrsdirektivet. Eventuel tilladelse til markedsføring af muslinger til direkte konsum har været baseret på vurderinger af den aktuelle kvalitet i de områder, hvori de er fisket.
I det omfang Fødevareministeriet vurderer, at der også er grundlag for at udpege områder, som vedvarende kan benyttes til fiskeri efter muslinger til direkte konsum, skal disse områder ifølge skaldyrdirektivet også udpeges for at kunne sikre, at kvaliteten af vandet og muslingerne i området opfylder visse krav.
Amtsrådenes udpegning af skaldyrvande skal således ske på grundlag af Fødevareministeriets vurdering og udpegning af produktionsområder.
Skaldyrsdirektivets forpligtelse til at udpege områder, som har været gældende siden 1979, videreføres hermed. Det vil sige, at en udpegning er mulig i det omfang, der fra Fødevareministeriet tilvejebringes grundlag herfor. Såfremt Fødevareministeriet tilvejebringer et grundlag inden udgangen af 2007 er det hensigten, at miljøministeren udarbejder nærmere regler for opfyldelsen af kvaliteten i henhold til planloven og miljøbeskyttelsesloven.
Bestemmelsen præciserer, at miljømålene fastsættes i vandplanen.
Vandrammedirektivets artikel 4 og tilhørende bilag 5 indeholder en lang række betingelser, der skal tilgodeses ved målfastsættelsen. Der vil med hjemmel i § 21 blive udarbejdet en bekendtgørelse, hvori der fastsættes nærmere regler for målfastsættelsen. Detaljeringsgraden for vandforekomster, der skal målsættes, vil svare til den, der anvendes i amtskommunerne i dag, dog er det nyt med målfastsættelsen af grundvandsforekomster. Når der fastsættes miljømål, skal der tages hensyn til vanddistriktet i sin helhed. For eksempel skal et miljømål for Gudenåoplandet sammentænkes mellem Århus og Viborg amt. Miljømålet skal indgå i vanddistriktets samlede vandplan.
Direktivet stiller krav om, at der iværksættes nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af alle overfladevandområder og grundvandsforekomster. Bestemmelsen gælder for alle vandforekomster, men har særlig betydning, hvor tilstanden er bedre end god, idet der så skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre denne bedre tilstand.
Bestemmelsen svarer til de principper, der ligger til grund for de eksisterende danske miljøregler, som har til formål at forebygge forurening, og hvor det er et princip, at der ikke »fyldes op« til bestemte grænser, men at forureningen begrænses mest muligt.
Til stk. 2
Med bestemmelsen er der givet mulighed for en midlertidig forringelse af tilstanden. Før bestemmelsen kan bruges, skal der være tale om ekstraordinære forhold. Det vil sige forhold, der ikke kunne havde være forudset i f.eks. en beredskabsplan. Det kan enten være naturlige forhold eller ulykker. Eksempler på naturlige forhold kan være ekstraordinært meget nedbør, som medfører større udvaskning af næringsstoffer. Ved ulykke forstås bl.a. nedbrud på et renseanlæg eller et afløbssystem, som ligger udover, hvad et almindeligt beredskabssystem kan tage højde for. På renseanlæg må der for eksempel forventes at være et overvågningssystem og procedurer til at imødegå større udslip.
Med bestemmelsen følger en forpligtelse til dels at begrænse skadens omfang, dels at genoprette tilstanden efter en sådan midlertidig forringelse af tilstanden, idet der skal tages alle praktisk gennemførlige skridt for at mindske den skadelige indvirkning på vandforekomsten. Som eksempel kan nævnes et beredskab, der kan afspærre et forurenet vandløb og opsamle det forurenede vand fra vandløbet.
Når der i bestemmelsen står, at tilstanden så vidt muligt skal genoprettes, skyldes det, at når f.eks. et vandløb har været voldsomt forurenet, må der på trods af diverse genopretningsforanstaltninger forventes en vis tid, før vandløbets biologiske tilstand har samme kvalitet som før.
Til stk. 3
Bestemmelsen fastsætter i overensstemmelse med direktivet, at der ikke må ske en øget direkte eller indirekte forurening af overfladevand, medmindre foranstaltninger til gennemførelse af dette vil føre til øget forurening af miljøet som helhed. Dette er et direktivkrav som er videreført fra Rådets direktiv (76/464/EØF) om udledning af visse farlige stoffer til Fællesskabets vandmiljø. EF-domstolen har i dom af 29. september 1999 i sag C-231-97 afgjort, at direktivkravet bl.a. omfatter alle tilførsler af stoffer til overfladevand uanset om det sker direkte eller indirekte. Et eksempel på indirekte tilførsel er emission til luften, som derefter slår ned på overfladevand, eller på jorden eller faste overflader for derefter at ende i overfladevand via regnvandsafledning. Der er dog en undtagelse fra kravet, hvis iværksættelse af den foranstaltning, som skal begrænse forureningen af overfladevand, samtidig fører til en forøgelse af forureningen af miljøet som helhed. Det vil sige ved at flytte eller generere et forureningstryk, der samlet set vil have større betydning på andre miljøområder.
Bestemmelsen indeholder desuden en pligt til ved udarbejdelse af vandplanen også at tage hensyn til forurening af havet uden for vanddistrikterne. Bestemmelsen følger af direktivets art. 11, stk. 6.
Direktivet har også til formål at bidrage til at opfylde de forpligtelser, som Fællesskabet og medlemsstaterne har indgået som parter i forskellige internationale aftaler vedrørende beskyttelse af havmiljøet. Det forudsættes derfor, at medlemsstaterne ved gennemførelse af foranstaltninger tager alle relevante skridt for at undgå at øge forureningen af havmiljøet. Det er herunder direktivets endelige mål at standse eller udfase udledninger, emissioner og tab, af prioriterede farlige stoffer og at bidrage til at opnå koncentrationer i havmiljøet, der er tæt på baggrundskoncentrationerne for naturligt forekommende stoffer og tæt på nul for menneskeskabte syntetiske stoffer.
Direktivets artikel 4 fastsætter fælles EU-mål for beskyttelsen af overfladevand og grundvand.
God økologisk tilstand betyder, at de biologiske forhold for de enkelte typer af overfladevandområder kun er svagt ændrede som følge af menneskelig aktivitet, og kun afviger lidt fra, hvad der normalt gælder for typen af overfladevand under uberørte forhold. Direktivet definerer yderligere kravet om de biologiske forhold blandt andet i forhold til vegetationens, smådyrs og fiskefaunaens sammensætning, tæthed og udbredelse. Til god økologisk tilstand hører også, at de hydromorfologiske og fysisk-kemiske forhold, herunder næringssaltforhold, skal have værdier, der sikrer, at økosystemet fungerer, således at specifikationerne for de biologiske forhold opnås. Ved uberørte forhold forstås den tilstand, som et vandområde ville befinde sig på i dag med de nuværende aktiviteter i oplandet, men uden tilførsel af forurenende stoffer og andre påvirkninger fra disse aktiviteter. Fastlæggelsen af målbare værdier til brug for vurderingen af, om miljømålene er opfyldt vil blive fastlagt i en bekendtgørelse i henhold til § 21.
God kemisk tilstand er den tilstand, hvor koncentrationerne af forurenende stoffer ikke overstiger fastsatte miljøkvalitetskrav for de enkelte stoffer.
Målene skal være opfyldt i 2015. Der er hermed tale om en skærpelse i forhold til de eksisterende mål, der er fastlagt i regionplanerne, idet der nu er en pligt for myndighederne til at iværksætte foranstaltninger med det formål at opfylde miljømålene inden for fastsatte frister. Kvalitetskrav for miljøfarlige stoffer er dog allerede bindende i medfør Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996, som gennemfører Rådets direktiv 76/464/EØF om udledning af visse farlige stoffer til Fællesskabets vandmiljø.
Til stk. 2
Ved godt økologisk potentiale forstås, at der accepteres svage ændringer i værdierne for de relevante biologiske kvalitetselementer i forhold til, hvad der maksimalt ville kunne opnås i det pågældende vandområde med den aktuelle ændrede menneskeskabte fysiske udformning.
Bestemmelsen gælder for de forekomster af vand, der er udpeget efter § 8.
Grundvandet skal have en sådan mængde og/eller kvalitet, at det tilknyttede overfladevands miljømål kan opfyldes, men derudover fastsættes et miljømål, der knytter sig til kravene til drikkevandskvalitet, idet der dog tages højde for den anvendte vandbehandlingsordning. Det er reglerne i vandforsyningsloven, der gælder for vandbehandlingsordninger, og langt den største del af det danske drikkevand gennemgår en meget simpel vandbehandling. Med bestemmelsen bibeholdes målet om, at vandforsyningen i Danmark skal baseres på uforurenet grundvand. Der er derfor ikke tale om en realitetsændring.
Skaldyrsdirektivet forudsætter, at der udarbejdes programmer med henblik på at mindske forureningen og sikre, at de udpegede overfladevandområder inden for en frist på seks år efter udpegningen opfylder en række kvalitetskrav. Det vil sige, at skaldyrsdirektivets kvalitetskrav som forudsætning kommer til at indgå i grundlaget for tilladelser og godkendelser til udledning eller tilførsel af forurenende stoffer til de pågældende områder. 6-års-reglen følger af skaldyrsdirektivet.
Kvalitetskravene omfatter hovedsagelig krav til hygiejniske forhold og til vandets og skaldyrs indhold af nogle metaller og miljøfarlige stoffer. Disse kvalitetskrav og krav til udledninger af miljøfarlige stoffer vil blive fastsat i en bekendtgørelse med hjemmel i § 21.
Begrebet kunstigt eller stærkt modificeret overfladevandområde er introduceret i direktivet i erkendelse af, at mange overfladevandområder har væsentlige menneskeskabte ændringer i de fysiske forhold, som kan betyde, at disse overfladevandområder ikke vil kunne opfylde de generelle miljømål om god tilstand, og hvor en genopretning til de oprindelige fysiske forhold kan have en negativ indvirkning på netop den anvendelse, som de fysiske ændringer skal tilgodese. Det drejer sig om ændringer, der er gennemført for at kunne tilgodese flere forskellige anvendelser, såsom sejlads, oplagring af vand, regulering, dræning, beskyttelse mod oversvømmelser eller andre lige så vigtige bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter.
Hvis opfyldelse af de generelle miljømål vil have en betydelig negativ indvirkning på de i § 15, stk. 1, nr. 1-5, nævnte forhold, kan sådanne overfladevandområder udpeges som kunstige eller stærkt modificerede overfladevandområder.
Som eksempel kan nævnes, at hvis en genopretning vil få negativ virkning på et overfladevandområde, der skal kunne besejles, et tilstødende vandforekomst eller på miljøet som helhed, kan området udpeges som kunstigt eller stærkt modificeret. Hermed forstås, at en udpegning kan ske, såfremt de nævnte anvendelser ikke vil kunne tilgodeses samtidig med opfyldelsen af det generelle miljømål, og hvis de nyttige mål, der tilsigtes ved de kunstige eller stærkt modificerede karakteristika af overfladevandområdet, ikke med rimelighed på grund af tekniske eller uforholdsmæssigt store omkostninger kan opnås med andre midler, som miljømæssigt er en væsentlig bedre løsning.
Eksempelvis vil en vandløbsstrækning, der er stærkt reguleret for at sikre dræning af tilstødende jorder eller en vandløbsstrækning, der er påvirket af opstemning af vand, kunne udpeges som stærkt modificeret, hvis betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt. Derimod vil de opstrøms eller nedstrøms beliggende overfladevandområder, hvor de fysiske forhold ikke er ændrede, ikke kunne udpeges som stærkt modificerede. Hvis opstemningen på vandløbet hindrer fiskepassage til opstrøms liggende strækninger, og dette ikke forudsættes afhjulpet, vil disse opstrøms liggende strækninger skulle fastsættes med et mindre strengt miljømål i henhold til § 16. Det vil kun være den delstrækning, der er direkte påvirket af opstemningen, som kan udpeges som kunstigt eller stærkt modificeret.
Som et andet eksempel kan nævnes, at hvis en genopretning af uddybninger i et overfladevandområde, der skal kunne besejles, vil få negativ virkning på denne anvendelse, kan området udpeges som kunstigt eller stærkt modificeret.
Da der også er en række betingelser, der skal være opfyldt for at anvende undtagelsesbestemmelsen i § 16, vil den beskrevne situation, hvor der er konsekvenser for andre vandområder ved at udpege et konkret overfladevandområde som kunstigt eller stærkt modificeret, betyde, at en endelig fastsættelse af miljømålene for hvert af disse overfladevandområder forudsætter en vurdering efter både § 15 og § 16.
Der kan med hjemmel i § 21 fastlægges nærmere retningslinjer for udpegning af et kunstigt eller stærkt modificeret overflade vandområde.
Til stk. 2 og 3
Overfladevandområder kan kun udpeges som kunstige eller stærkt modificerede i tilfælde, hvor de nyttige mål, der tilsigtes ved den kunstige eller modificerede udformning af overfladevandområdet, ikke med rimelighed på grund af tekniske vanskeligheder eller uforholdsmæssigt store omkostninger kan opnås med andre midler, som miljømæssigt er en væsentlig bedre løsning.
Overfladevandområder kan ikke udpeges, hvis dette vedvarende udelukker eller hindrer opfyldelse af miljømålene i andre forekomster af vand inden for vanddistriktet.
For vandforekomster, hvor opfyldelse af de generelle miljømål vil medføre uforholdsmæssigt store omkostninger, er der mulighed for at fastsætte mindre strenge miljømål, hvilket gælder dels hvor vandforekomsten er påvirket af menneskelige aktiviteter, dels hvor de naturlige betingelser er sådanne, at opfyldelse af miljømålet er umuligt.
Der kan vær tale om aktiviteter, der efter deres ophør stadig giver anledning til påvirkning af vandmiljøet, eksisterende aktiviteter der påvirker vandmiljøet eller fremtidige aktiviteter der forudses at ville påvirke vandmiljøet.
Et konkret eksempel er, at hvis en opstemning på et vandløb hindrer fiskepassage til opstrøms liggende strækninger, og dette ikke forudsættes afhjulpet, så vil disse opstrøms strækninger ikke skulle udpeges som stærkt modificerede, men derimod skal der fastsættes mindre strenge miljømål, jf. dog bemærkningerne til § 15. Et andet eksempel er den fysiske påvirkning på plante- eller dyreliv, som en rekreativ udnyttelse af vandforekomsten medfører, og som accepteres af hensyn til denne udnyttelse.
Til stk. 2
Bestemmelsen betyder, at der ved fastsættelsen af mindre strenge miljømål ud over de miljømæssige forhold også skal ske en afvejning af andre forhold, herunder socioøkonomiske behov. Der kan med hjemmel i § 21 fastlægges nærmere retningslinjer for denne afvejning.
Til stk. 3 og 4
Ved fastsættelse af mindre strenge miljømål forudsættes det, at der træffes foranstaltninger til at sikre, at der for overfladevand opnås den bedst mulige økologiske og kemiske tilstand, og for grundvand, at dets gode tilstand ændres mindst muligt i betragtning af de indvirkninger, der ikke med rimelighed kunne være undgået på grund af de menneskelige aktiviteters eller forureningens karakter. Endvidere skal det sikres, at der ikke sker en yderligere forværring af tilstanden for den berørte vandforekomst.
Fastsættelse af mindre strenge mål kan ikke ske, hvis dette vedvarende udelukker eller hindrer opfyldelse af miljømålene i andre forekomster af vand inden for vanddistriktet.
Bestemmelsen gennemfører vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7. Bestemmelsen fastsætter, at nye aktiviteter, der vil medføre ændringer i en vandforekomsts fysiske udformning (hydromorfologiske forhold), kan gennemføres selvom det kan hindre opfyldelsen af de generelle miljømål. Der kan f.eks. være tale om udlægning af nye havneområder, kanaler, kunstige øer, bæredygtigt fiskeri eller fiskeopdræt.
Stk. 1 knytter sig til de tilfælde, hvor der er behov for, at vandforekomstens miljømål efter udviklingsaktivitetens udførelse fastsættes til mindre end god.
Alle betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, samt stk. 3 skal være opfyldt. Betingelserne følger af direktivets art. 4, stk. 7.
Stk. 2 knytter sig til de tilfælde, hvor der er behov for at forringe kvaliteten, men ikke mere end at god tilstand kan fastholdes. Betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, samt stk. 3 skal være opfyldt.
Jævnfør stk. 1, nr. 1, skal indvirkninger mindskes mest muligt, hvorved der skal forstås, at der skal tages alle praktisk gennemførlige skridt for at mindske den skadelige virkning.
Der kan fastsættes nærmere retningslinjer for anvendelsen af § 17 med hjemmel i § 21.
Det følger af § 11, at tilstanden i en vandforekomst ikke må forringes, og i de tilfælde hvor tilstanden er bedre end god, skal miljømålet fastsættes i overensstemmelse hermed, medmindre betingelserne i § 17, stk. 2 er opfyldt. Ligeledes følger det af § 20, at strengere miljømål, der er fastsat i medfør af anden lovgivning, går forud for denne lovs generelle miljømål om god tilstand.
For andre vandforekomster, hvor der er et ønske om et strengere miljømål for at kunne tilgodese specifikke interesser, giver § 18 hjemmel til at fastsætte sådanne mål. Der kan med hjemmel i § 21 fastsættes nærmere retningslinjer for anvendelsen af § 18.
Til stk. 2
Hvis det overvejes at fastsætte et strengere miljømål, skal der foretages en samlet afvejning af de samfundsmæssige interesser. I så fald skal den gældende relevante regionplanlægning inddrages. Såfremt fastsættelse af strengere miljømål vil være i strid med retningslinjerne i den gældende regionplan, må der ske en prioritering mellem de forskellige interesser, og enten må det opgives at fastsætte et strengere mål, eller regionplanen må ændres.
Bestemmelsen giver mulighed for undtagelse fra hovedreglen om, at miljømålene skal opfyldes inden den 22. december 2015.
Til stk. 2
En fristforlængelse kan blive aktuel i situationer, hvor det ønskes at fordele iværksættelsen af foranstaltninger over to eller tre planperioder. Det kan enten være fordi der er behov for så store forbedringer, at de af tekniske årsager kun kan gennemføres i faser, der overskrider tidsplanen, eller fordi der vil være uforholdsmæssigt store omkostninger forbundet med færdiggørelse af forbedringerne inden for tidsplanen eller en kombination af disse grunde.
En anden grund til at forlænge tidsfristen kan være situationer, hvor den forbedrende virkning af de iværksatte foranstaltninger ikke kan nå at indtræde inden for den første eller anden periode af vandplanen.
Til stk. 3
Der kan højst ske fristforlængelse til to revisioner af planen svarende til 12 år, og alene naturlige forhold kan begrunde yderligere fristforlængelse. For eksempel kan udbredelse af naturlige vegetationer som ålegræs tage længere tid og nødvendiggøre yderligere udsættelse.
Der kan med hjemmel i § 21 fastsættes nærmere retningslinjer for anvendelsen af § 19.
Et eksempel på strengere krav i medfør af anden lovgivning kan være en kystvandslokalitet, der er udlagt til badestrand, jf. bkg. nr. 292 af. 23. juni 1983 om badevand og badestrande. Her vil både krav til god tilstand af overfladevand og krav til badevandskvalitet være gældende.
Til stk. 2
Kortere tidsfrister vil sige frister, der ligger før den 22.december 2015. Et eksempel er fristen for opfyldelse af målene i byspildevandsdirektivet inden 2006, jf. bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 (spildevandsbekendtgørelsen).
Der vil blive udarbejdet en bekendtgørelse, som vil indeholde en række tekniske bestemmelser, der specificerer bestemmelserne i lovens kapitel 6, jf. bemærkninger til disse bestemmelser.
Overvågningsprogrammerne skal anvendes til at følge udviklingen i den generelle tilstand, identificere problemområder og følge udviklingen i problemområderne, når foranstaltningerne i indsatsprogrammerne sættes i værk. Overvågningsprogrammerne skal være iværksat senest den 22. december 2006. Det vurderes, at der med resultaterne fra den eksisterende overvågning allerede er grundlag for at identificere problemområderne i forbindelse med karakteriseringen og vurderingen af vanddistriktet inden den 22. december 2004 (basisanalysen).
Resultaterne af overvågningen skal præsenteres i vandplanen, hvor den faktiske tilstand af de enkelte vandforekomster klassificeres efter samme målestok som benyttes i relation til fastsættelse af miljømålene (”høj tilstand”, ”god tilstand”, ”moderat tilstand”, ”ringe tilstand” og ”dårlig tilstand”, for grundvand dog kun enten ”god” eller ”dårlig” tilstand), og som sådan skal kunne vise om målene er opfyldt.
I forbindelse med fastlæggelse af overvågningsprogrammer vil øvrige overvågningsdata med fordel kunne inddrages. Det drejer sig bl.a. om overvågningsdata fra vandværkernes boringskontroller og evt. varslingsboringer, analyser af overfladevandskvaliteten for recipienter der løber langs kildepladser for grundvandsindvinding. I forhold til spildevandsovervågningsdata ligger der supplerende data i form af driftsdata fra renseanlæg og mange steder desuden målinger på recipienter.«
Der vil blive udarbejdet en bekendtgørelse om overvågning af vandtilstanden, der fastsætter nærmere regler for overvågningen, og herunder opgavefordelingen mellem staten og amtskommunerne.
Bestemmelserne gennemfører direktivets artikel 11 om udarbejdelse af indsatsprogrammer. Indsatsprogrammet indgår som en del af vandplanen.
Med bestemmelsen i § 24 er der en forpligtelse til at følge op på de problemstillinger, der er kortlagt i basisanalysen, særligt i de områder, hvor det er vurderet, at det ikke er sandsynligt, at miljømålene kan opfyldes.
Ved »iværksat« i § 25, stk. 2, forstås, at de foranstaltninger, som indsatsprogrammet har peget på, skal være foretaget senest den 22. december 2012. Det betyder, at tilladelser skal være revideret, og tiltag skal være gennemført inden for denne frist. Som eksempel kan nævnes, at for et renseanlæg, hvor der skal ske forbedret rensning, skal der i perioden fra 2009 til 2012 gives en revideret tilladelse til udledning, hvor fristen for udbygning af anlægget er fastsat, så renseanlægget er i stand til at overholde de skærpede krav fra 2012. Hvis det ikke er teknisk eller økonomisk gennemførligt, er der mulighed for at anvende bestemmelserne i § 16.
I det følgende gennemgås de konkrete krav til indholdet af indsatsprogrammet som fremgår af direktivets artikel. 11, og som vil blive fastsat i en bekendtgørelse.
Der er krav om, at der skal være grundlæggende foranstaltninger i et indsatsprogram og derudover kan der være behov for supplerende foranstaltninger for at opfylde miljømål for vandforekomsterne.
Grundlæggende foranstaltninger i indsatsprogrammer:
a) Der skal i programmet angives de allerede gennemførte og planlagte tiltag med henblik på at opfylde krav til fællesskabslovgivning på vandområdet. Fællesskabslovgivning er direktiver omfattende badevand, fuglebeskyttelse, drikkevand, risiko ved uheld (Seveso), VVM, spildevandsslam, byspildevand, plantebeskyttelsesmidler, nitrat, habitat, IPPC og direktiv om miljøfarlige stoffer (76/464/EØF).
Tiltag kan være gennemført både ved national regulering (f.eks. nitrat og plantebeskyttelsesmidler) og ved regional regulering i forbindelse med påbud, tilladelser og godkendelser.
b) Foranstaltninger med henblik på dækning af omkostninger ved vandanvendelsen. Dette omfatter omkostninger til vandforsyning, spildevandshåndtering og vandløbsvedligeholdelse. Området er generelt reguleret, hvorfor der i indsatsprogrammet må henvises til denne regulering.
c) Foranstaltninger, der skal fremme en effektiv og bæredygtig vandanvendelse med henblik på at opfylde miljømål. Dette er omfattet af national regulering af vandforsyning og spildevandshåndtering, og der skal derfor i indsatsprogrammet henvises hertil.
d) Foranstaltninger med henblik på at sikre krav til kvalitet af drikkevand, herunder foranstaltninger til sikring af vandkvaliteten med henblik på at reducere omfanget af den rensning, der kræves ved fremstilling af drikkevand. Herudover vil der skulle ske en udpegning og prioritering af indsatsområder og fastsætter en tidsplan for udarbejdelse af indsatsplanerne, som hidtil er sket i vandressourceplanlægningen og regionplanen.
e) Kontrol med indvinding af vand.
Vandforsyningsloven indeholder bestemmelser om kontrol med vandindvindingen. Al indvinding af vand kræver tilladelse efter vandforsyningsloven. Tilladelsen er altid tidsbegrænset. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis væsentlige samfundsmæssige hensyn, herunder hensynet til miljøbeskyttelsen, gør det nødvendigt. Der er krav om, at amtskommunerne opretholder registre over tilladelser til indvindinger, ligesom der er krav om tilsyn med de indvundne vandmængder.
f) Kontrol med kunstig infiltration eller forøgelse af grundvandsforekomster.
Vandindvinding med henblik på kunstig infiltration kræver – som al anden indvinding af vand - forudgående tilladelse efter vandforsyningslovens almindelige regler. Tilladelsen er tidsbegrænset. Selve infiltrationen eller forøgelsen af grundvandsforekomsten kræver forudgående tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Der er ikke krav om tidsbegrænsning af tilladelser efter § 19, men tilladelsen kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes under hensyn til bl.a. miljøbeskyttelsen. Da tilladelsen til vandindvinding er tidsbegrænset, vil spørgsmålet om fortsat infiltration efter § 19 blive taget op i forbindelse med en ny tilladelse til indvinding.
g) Punktkilder.
Der skal ske en opgørelse af alle punktkilder, der har betydning for miljøtilstanden i vandområderne. Punktkilderne er i dag alle regulerede via miljøbeskyttelsesloven i form af godkendelser og tilladelser. Bestemmelsen omfatter hydrauliske parametre, fysiske-kemiske parametre, mikrobiologiske parametre og miljøfarlige stoffer inkl. tungmetaller.
Punktkildeemissioner til atmosfæren, der medfører deposition til overfladevandområder, er også omfattet.
Indsatsprogrammet skal endvidere referere til de stoffer, som der er et generelt forbud mod at tilføre vandet, som angivet i spildevandsbekendtgørelsen.
Der skal ske regelmæssig revision af tilladelser, godkendelser og andre reguleringsværktøjer med henblik på opfyldelse af den ønskede miljøtilstand, og indsatsprogrammet skal give en oversigt over dem, der forudsættes revideret.
h) Diffuse kilder.
For diffuse kilder, der kan være årsag til forurening, skal indsatsprogrammet rumme foranstaltninger til forebyggelse eller regulering af emissioner af forurenende stoffer. Diffuse kilder omfatter f.eks. tab fra drift af landbrug, pesticidanvendelse, luftbåren forurening, samt tab af stoffer fra almindelig og udbredt anvendelse af produkter.
Tab af næringsstoffer fra drift af landbrug er i dag overvejende reguleret i generelle regler. Indsatsplaner efter vandforsyningsloven giver dog mulighed for en regional/lokal regulering af hensyn til beskyttelsen af drikkevandsinteresserne. I øjeblikket arbejdes der under VMP III med at vurdere en eventuel yderligere regulering af landbruget med hensyn til tab af kvælstof og fosfor, herunder en regional regulering.
Den nuværende regulering af miljøfarlige stoffer findes i bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.
i) Andre betydelige negative indvirkninger.
Foranstaltninger med henblik på beskyttelse mod alle andre betydelige negative indvirkninger på vandets tilstand, navnlig foranstaltninger for at sikre, at vandforekomsterne opfylder kravene til miljøkvalitet. Der tænkes her især på indvirkninger på de hydromorfologiske forhold.
Typer af påvirkning omfattet af bestemmelsen kan eksempelvis være råstofindvinding, fiskeri, vedligeholdelse af overfladevandområder med henblik på sejlads eller afledning af vand.
j) Forbud mod direkte udledning af visse forurenende stoffer til grundvand.
Denne bestemmelse er implementeret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4, § 24. Amtsrådet kan dog til videnskabeligt formål til karakterisering, beskyttelse eller genopretning af vandforekomster meddele tilladelse. Der skal redegøres for sådanne tilladelser i indsatsprogrammet.
Stoflisten angivet i bekendtgørelsen skal opdateres i overensstemmelse med direktivet, ligesom det skal overvejes, om anvendelsesområdet for spildevandsbekendtgørelsen skal udvides i overensstemmelse med direktivet, f.eks. til reinjektion ved bygge- og anlægsarbejder, råstofindvinding og oplagring m.v.
k) Foranstaltninger med henblik på at eliminere forurening af overfladevand med prioriterede stoffer.
For vandrammedirektivets prioriterede stoffer vil udgangspunktet være at sikre, at kvalitetskrav opfyldes generelt og i de lokale vandforekomster, hvortil udledninger sker. Desuden skal det sikres, at der sker en vedvarende reduktion i tilførsel af disse stoffer. For prioriterede farlige stoffer er målet at bringe udledning til ophør. Heri indgår en reduktion af den samlede tilførsel af miljøfarlige stoffer for at bidrage til at opfylde målene i relevante internationale aftaler vedrørende havmiljøet om at standse eller udfase udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer med det endelige mål at opnå koncentrationer i havmiljøet nær baggrundsværdierne for naturligt forekommende stoffer og tæt på nul for menneskeskabte syntetiske stoffer. Denne regulering kan ske via udledningstilladelser, godkendelser, anvendelsesbegrænsninger m.v. med henblik på opfyldelse af miljøbeskyttelseslovens krav om anvendelse af mindst forurenende teknologi ved regulering af udledning af disse stoffer for at opfylde kvalitetskrav for overfladevand for disse stoffer. Der vil for de prioriterede stoffer blive tale om en regulering, som dels fastlægges på Fællesskabsniveau og dels på regionalt niveau i det omfang, fællesskabsbestemmelserne ikke er tilstrækkelige for at kunne opfylde miljømålene.
For alle øvrige stoffer, der ikke er prioriteret, skal der ske en progressiv reduktion af forureningen med henblik på opfyldelse af miljømål for kemisk tilstand i form af kvalitetskrav. Denne regulering skal ligeledes ske via tilladelser og godkendelser m.v.
Bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 danner grundlag for fastsættelse af kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.
l) Forebyggelse af tab i forbindelse med uheld.
Der skal i indsatsprogrammerne være:
– foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge betydelige tab af forurenende stoffer fra tekniske anlæg og
– foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge og/eller reducere virkningerne af forurening som følge af ulykker, f.eks. som følge af oversvømmelse, herunder systemer til at opdage eller varsle sådanne begivenheder og i forbindelse med ulykker, som ikke med rimelighed kunne have været forudset, alle passende foranstaltninger til nedbringelse af risikoen for vandøkosystemerne.
Det vurderes, at der overvejende kan henvises eller refereres til eksisterende reguleringer, idet der i dag allerede i forbindelse med spildevandsgodkendelser og tilladelser tages højde for uheldsforebyggelse, og der er kontrolordning for beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning. Virksomheder med særlig risko er omfattet af bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.
Sikring mod oversvømmelse er generelt reguleret via vandløbsreguleringer, jf. vandløbsloven, og meddelelse af tilladelser til udledning, jf. miljøbeskyttelsesloven.
Der findes for transport, opbevaring og salg af olie/benzin en række tilladelses- og godkendelsesordninger.
Det må forudses, at der kan være behov for at revidere visse tilladelser og godkendelser for at sikre en tilstrækkelig forebyggelse af tab i forbindelse med uheld. Behov for revision er en konkret afvejning tilladelsesmyndigheden må foretage ved at se på udledningen eller den mulige udledning/tab, tilstanden af det vandområdet og mulige effekter af uheld. Særligt for de saltvandsbaserede fiskeopdræt, reguleret via bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990, er der vurderet behov for at indføre bestemmelser om forebyggelse af tab.
Supplerende foranstaltninger i indsatsprogrammer:
Ud over de grundlæggende foranstaltninger kan der i indsatsprogrammerne fastsættes supplerende foranstaltninger med det formål at opfylde miljømål. Supplerende foranstaltninger vil skulle fastsættes i det omfang, de grundlæggende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at opfylde de fastsatte miljømål. Direktivets bilag VI, del B rummer en vejledende liste over supplerende foranstaltninger.
Først når basisanalysen er gennemført med udgangen af 2004, vil der være grundlag for at vurdere omfanget af vandforekomster, hvor miljømål ikke kan opfyldes, og dermed behovet for foranstaltninger i indsatsprogrammerne.
Der er i dag i Danmark allerede gennemført en række nationale tiltag, som vil være at sammenligne med supplerende foranstaltninger. Det drejer sig om indsatsplaner efter vandforsyningsloven. Indsatsen sker for at forebygge forringelser af tilstanden i grundvandet f.eks. via dyrkningsaftaler, oprydning af forureningskilder eller reduktion af vandindvindingen.
Med hensyn til indsats over for udvaskning af nitrat findes en række foranstaltninger:
Vådområder
Der er via lov nr. 478 af 1. juli 1998 om ændring af miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, vandløbsloven og planloven skabt mulighed for genopretning af vådområder, og via regler udstedt af Fødevareministeriet er der mulighed for tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Desuden er der via bekendtgørelse nr. 881 af 23. juli 1998 mulighed for tilskud til økologisk jordbrugsproduktion.
Skovrejsning
Ved behandling og prioritering af ansøgninger om tilskud til skovrejsning blev der fra 1999-ansøgningsrunden foretaget en målretning til varetagelse af beskyttelse af drikkevandet.
Vandmiljøplan III
Der skal i forbindelse med forberedelserne af VMP III tilvejebringes et fagligt grundlag for en regional baseret beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstof og fosfor i forhold til landbrugets diffuse udledninger. Der vil blive indledt forhandlinger om VMP III ultimo 2003.
Der vil på baggrund af basisanalyserne af vanddistrikterne blive taget stilling til eventuelt behov for yderligere supplerende foranstaltninger.
Opfølgning på manglende målopfyldelse
Hvis overvågning eller andre data viser, at miljømål ikke kan forventes opfyldt, skal årsagen hertil undersøges, de relevante tilladelser og godkendelser gennemgås og evt. revideres, overvågningsprogrammer revideres, og der skal fastsættes de yderligere foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde miljømål.
Der er dog under særlige omstændigheder, force majeure eller naturlige forhold mulighed for at afvige herfra.
Øget forurening af havet
Ved gennemførelse af foranstaltninger optaget i et indsatsprogram skal den myndighed, der er ansvarlig for gennemførelse af en foranstaltning, tage alle relevante skridt for at undgå øget forurening af havet. Grundlæggende foranstaltninger må ikke hverken direkte eller indirekte medføre øget forurening af overfladevand. Dette krav gælder dog ikke, hvis overholdelse heraf vil medføre øget forurening af miljøet som helhed.
Bekendtgørelse om indsatsprogrammer og vandplaner
Der vil blive udarbejdet en bekendtgørelse, hvor miljøministeren vil fastsætte nærmere regler for indholdet af indsatsprogrammerne og vandplaner i øvrigt.
Bestemmelserne gennemfører direktivets artikel 11 om udarbejdelse af indsatsprogrammer. Indsatsprogrammet indgår som en del af vandplanen.
Med bestemmelsen i § 24 er der en forpligtelse til at følge op på de problemstillinger, der er kortlagt i basisanalysen, særligt i de områder, hvor det er vurderet, at det ikke er sandsynligt, at miljømålene kan opfyldes.
Ved »iværksat« i § 25, stk. 2, forstås, at de foranstaltninger, som indsatsprogrammet har peget på, skal være foretaget senest den 22. december 2012. Det betyder, at tilladelser skal være revideret, og tiltag skal være gennemført inden for denne frist. Som eksempel kan nævnes, at for et renseanlæg, hvor der skal ske forbedret rensning, skal der i perioden fra 2009 til 2012 gives en revideret tilladelse til udledning, hvor fristen for udbygning af anlægget er fastsat, så renseanlægget er i stand til at overholde de skærpede krav fra 2012. Hvis det ikke er teknisk eller økonomisk gennemførligt, er der mulighed for at anvende bestemmelserne i § 16.
I det følgende gennemgås de konkrete krav til indholdet af indsatsprogrammet som fremgår af direktivets artikel. 11, og som vil blive fastsat i en bekendtgørelse.
Der er krav om, at der skal være grundlæggende foranstaltninger i et indsatsprogram og derudover kan der være behov for supplerende foranstaltninger for at opfylde miljømål for vandforekomsterne.
Grundlæggende foranstaltninger i indsatsprogrammer:
a) Der skal i programmet angives de allerede gennemførte og planlagte tiltag med henblik på at opfylde krav til fællesskabslovgivning på vandområdet. Fællesskabslovgivning er direktiver omfattende badevand, fuglebeskyttelse, drikkevand, risiko ved uheld (Seveso), VVM, spildevandsslam, byspildevand, plantebeskyttelsesmidler, nitrat, habitat, IPPC og direktiv om miljøfarlige stoffer (76/464/EØF).
Tiltag kan være gennemført både ved national regulering (f.eks. nitrat og plantebeskyttelsesmidler) og ved regional regulering i forbindelse med påbud, tilladelser og godkendelser.
b) Foranstaltninger med henblik på dækning af omkostninger ved vandanvendelsen. Dette omfatter omkostninger til vandforsyning, spildevandshåndtering og vandløbsvedligeholdelse. Området er generelt reguleret, hvorfor der i indsatsprogrammet må henvises til denne regulering.
c) Foranstaltninger, der skal fremme en effektiv og bæredygtig vandanvendelse med henblik på at opfylde miljømål. Dette er omfattet af national regulering af vandforsyning og spildevandshåndtering, og der skal derfor i indsatsprogrammet henvises hertil.
d) Foranstaltninger med henblik på at sikre krav til kvalitet af drikkevand, herunder foranstaltninger til sikring af vandkvaliteten med henblik på at reducere omfanget af den rensning, der kræves ved fremstilling af drikkevand. Herudover vil der skulle ske en udpegning og prioritering af indsatsområder og fastsætter en tidsplan for udarbejdelse af indsatsplanerne, som hidtil er sket i vandressourceplanlægningen og regionplanen.
e) Kontrol med indvinding af vand.
Vandforsyningsloven indeholder bestemmelser om kontrol med vandindvindingen. Al indvinding af vand kræver tilladelse efter vandforsyningsloven. Tilladelsen er altid tidsbegrænset. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis væsentlige samfundsmæssige hensyn, herunder hensynet til miljøbeskyttelsen, gør det nødvendigt. Der er krav om, at amtskommunerne opretholder registre over tilladelser til indvindinger, ligesom der er krav om tilsyn med de indvundne vandmængder.
f) Kontrol med kunstig infiltration eller forøgelse af grundvandsforekomster.
Vandindvinding med henblik på kunstig infiltration kræver – som al anden indvinding af vand - forudgående tilladelse efter vandforsyningslovens almindelige regler. Tilladelsen er tidsbegrænset. Selve infiltrationen eller forøgelsen af grundvandsforekomsten kræver forudgående tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Der er ikke krav om tidsbegrænsning af tilladelser efter § 19, men tilladelsen kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes under hensyn til bl.a. miljøbeskyttelsen. Da tilladelsen til vandindvinding er tidsbegrænset, vil spørgsmålet om fortsat infiltration efter § 19 blive taget op i forbindelse med en ny tilladelse til indvinding.
g) Punktkilder.
Der skal ske en opgørelse af alle punktkilder, der har betydning for miljøtilstanden i vandområderne. Punktkilderne er i dag alle regulerede via miljøbeskyttelsesloven i form af godkendelser og tilladelser. Bestemmelsen omfatter hydrauliske parametre, fysiske-kemiske parametre, mikrobiologiske parametre og miljøfarlige stoffer inkl. tungmetaller.
Punktkildeemissioner til atmosfæren, der medfører deposition til overfladevandområder, er også omfattet.
Indsatsprogrammet skal endvidere referere til de stoffer, som der er et generelt forbud mod at tilføre vandet, som angivet i spildevandsbekendtgørelsen.
Der skal ske regelmæssig revision af tilladelser, godkendelser og andre reguleringsværktøjer med henblik på opfyldelse af den ønskede miljøtilstand, og indsatsprogrammet skal give en oversigt over dem, der forudsættes revideret.
h) Diffuse kilder.
For diffuse kilder, der kan være årsag til forurening, skal indsatsprogrammet rumme foranstaltninger til forebyggelse eller regulering af emissioner af forurenende stoffer. Diffuse kilder omfatter f.eks. tab fra drift af landbrug, pesticidanvendelse, luftbåren forurening, samt tab af stoffer fra almindelig og udbredt anvendelse af produkter.
Tab af næringsstoffer fra drift af landbrug er i dag overvejende reguleret i generelle regler. Indsatsplaner efter vandforsyningsloven giver dog mulighed for en regional/lokal regulering af hensyn til beskyttelsen af drikkevandsinteresserne. I øjeblikket arbejdes der under VMP III med at vurdere en eventuel yderligere regulering af landbruget med hensyn til tab af kvælstof og fosfor, herunder en regional regulering.
Den nuværende regulering af miljøfarlige stoffer findes i bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.
i) Andre betydelige negative indvirkninger.
Foranstaltninger med henblik på beskyttelse mod alle andre betydelige negative indvirkninger på vandets tilstand, navnlig foranstaltninger for at sikre, at vandforekomsterne opfylder kravene til miljøkvalitet. Der tænkes her især på indvirkninger på de hydromorfologiske forhold.
Typer af påvirkning omfattet af bestemmelsen kan eksempelvis være råstofindvinding, fiskeri, vedligeholdelse af overfladevandområder med henblik på sejlads eller afledning af vand.
j) Forbud mod direkte udledning af visse forurenende stoffer til grundvand.
Denne bestemmelse er implementeret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4, § 24. Amtsrådet kan dog til videnskabeligt formål til karakterisering, beskyttelse eller genopretning af vandforekomster meddele tilladelse. Der skal redegøres for sådanne tilladelser i indsatsprogrammet.
Stoflisten angivet i bekendtgørelsen skal opdateres i overensstemmelse med direktivet, ligesom det skal overvejes, om anvendelsesområdet for spildevandsbekendtgørelsen skal udvides i overensstemmelse med direktivet, f.eks. til reinjektion ved bygge- og anlægsarbejder, råstofindvinding og oplagring m.v.
k) Foranstaltninger med henblik på at eliminere forurening af overfladevand med prioriterede stoffer.
For vandrammedirektivets prioriterede stoffer vil udgangspunktet være at sikre, at kvalitetskrav opfyldes generelt og i de lokale vandforekomster, hvortil udledninger sker. Desuden skal det sikres, at der sker en vedvarende reduktion i tilførsel af disse stoffer. For prioriterede farlige stoffer er målet at bringe udledning til ophør. Heri indgår en reduktion af den samlede tilførsel af miljøfarlige stoffer for at bidrage til at opfylde målene i relevante internationale aftaler vedrørende havmiljøet om at standse eller udfase udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer med det endelige mål at opnå koncentrationer i havmiljøet nær baggrundsværdierne for naturligt forekommende stoffer og tæt på nul for menneskeskabte syntetiske stoffer. Denne regulering kan ske via udledningstilladelser, godkendelser, anvendelsesbegrænsninger m.v. med henblik på opfyldelse af miljøbeskyttelseslovens krav om anvendelse af mindst forurenende teknologi ved regulering af udledning af disse stoffer for at opfylde kvalitetskrav for overfladevand for disse stoffer. Der vil for de prioriterede stoffer blive tale om en regulering, som dels fastlægges på Fællesskabsniveau og dels på regionalt niveau i det omfang, fællesskabsbestemmelserne ikke er tilstrækkelige for at kunne opfylde miljømålene.
For alle øvrige stoffer, der ikke er prioriteret, skal der ske en progressiv reduktion af forureningen med henblik på opfyldelse af miljømål for kemisk tilstand i form af kvalitetskrav. Denne regulering skal ligeledes ske via tilladelser og godkendelser m.v.
Bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 danner grundlag for fastsættelse af kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.
l) Forebyggelse af tab i forbindelse med uheld.
Der skal i indsatsprogrammerne være:
– foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge betydelige tab af forurenende stoffer fra tekniske anlæg og
– foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge og/eller reducere virkningerne af forurening som følge af ulykker, f.eks. som følge af oversvømmelse, herunder systemer til at opdage eller varsle sådanne begivenheder og i forbindelse med ulykker, som ikke med rimelighed kunne have været forudset, alle passende foranstaltninger til nedbringelse af risikoen for vandøkosystemerne.
Det vurderes, at der overvejende kan henvises eller refereres til eksisterende reguleringer, idet der i dag allerede i forbindelse med spildevandsgodkendelser og tilladelser tages højde for uheldsforebyggelse, og der er kontrolordning for beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning. Virksomheder med særlig risko er omfattet af bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.
Sikring mod oversvømmelse er generelt reguleret via vandløbsreguleringer, jf. vandløbsloven, og meddelelse af tilladelser til udledning, jf. miljøbeskyttelsesloven.
Der findes for transport, opbevaring og salg af olie/benzin en række tilladelses- og godkendelsesordninger.
Det må forudses, at der kan være behov for at revidere visse tilladelser og godkendelser for at sikre en tilstrækkelig forebyggelse af tab i forbindelse med uheld. Behov for revision er en konkret afvejning tilladelsesmyndigheden må foretage ved at se på udledningen eller den mulige udledning/tab, tilstanden af det vandområdet og mulige effekter af uheld. Særligt for de saltvandsbaserede fiskeopdræt, reguleret via bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990, er der vurderet behov for at indføre bestemmelser om forebyggelse af tab.
Supplerende foranstaltninger i indsatsprogrammer:
Ud over de grundlæggende foranstaltninger kan der i indsatsprogrammerne fastsættes supplerende foranstaltninger med det formål at opfylde miljømål. Supplerende foranstaltninger vil skulle fastsættes i det omfang, de grundlæggende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at opfylde de fastsatte miljømål. Direktivets bilag VI, del B rummer en vejledende liste over supplerende foranstaltninger.
Først når basisanalysen er gennemført med udgangen af 2004, vil der være grundlag for at vurdere omfanget af vandforekomster, hvor miljømål ikke kan opfyldes, og dermed behovet for foranstaltninger i indsatsprogrammerne.
Der er i dag i Danmark allerede gennemført en række nationale tiltag, som vil være at sammenligne med supplerende foranstaltninger. Det drejer sig om indsatsplaner efter vandforsyningsloven. Indsatsen sker for at forebygge forringelser af tilstanden i grundvandet f.eks. via dyrkningsaftaler, oprydning af forureningskilder eller reduktion af vandindvindingen.
Med hensyn til indsats over for udvaskning af nitrat findes en række foranstaltninger:
Vådområder
Der er via lov nr. 478 af 1. juli 1998 om ændring af miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, vandløbsloven og planloven skabt mulighed for genopretning af vådområder, og via regler udstedt af Fødevareministeriet er der mulighed for tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Desuden er der via bekendtgørelse nr. 881 af 23. juli 1998 mulighed for tilskud til økologisk jordbrugsproduktion.
Skovrejsning
Ved behandling og prioritering af ansøgninger om tilskud til skovrejsning blev der fra 1999-ansøgningsrunden foretaget en målretning til varetagelse af beskyttelse af drikkevandet.
Vandmiljøplan III
Der skal i forbindelse med forberedelserne af VMP III tilvejebringes et fagligt grundlag for en regional baseret beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstof og fosfor i forhold til landbrugets diffuse udledninger. Der vil blive indledt forhandlinger om VMP III ultimo 2003.
Der vil på baggrund af basisanalyserne af vanddistrikterne blive taget stilling til eventuelt behov for yderligere supplerende foranstaltninger.
Opfølgning på manglende målopfyldelse
Hvis overvågning eller andre data viser, at miljømål ikke kan forventes opfyldt, skal årsagen hertil undersøges, de relevante tilladelser og godkendelser gennemgås og evt. revideres, overvågningsprogrammer revideres, og der skal fastsættes de yderligere foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde miljømål.
Der er dog under særlige omstændigheder, force majeure eller naturlige forhold mulighed for at afvige herfra.
Øget forurening af havet
Ved gennemførelse af foranstaltninger optaget i et indsatsprogram skal den myndighed, der er ansvarlig for gennemførelse af en foranstaltning, tage alle relevante skridt for at undgå øget forurening af havet. Grundlæggende foranstaltninger må ikke hverken direkte eller indirekte medføre øget forurening af overfladevand. Dette krav gælder dog ikke, hvis overholdelse heraf vil medføre øget forurening af miljøet som helhed.
Bekendtgørelse om indsatsprogrammer og vandplaner
Der vil blive udarbejdet en bekendtgørelse, hvor miljøministeren vil fastsætte nærmere regler for indholdet af indsatsprogrammerne og vandplaner i øvrigt.
Bestemmelserne gennemfører direktivets artikel 11 om udarbejdelse af indsatsprogrammer. Indsatsprogrammet indgår som en del af vandplanen.
Med bestemmelsen i § 24 er der en forpligtelse til at følge op på de problemstillinger, der er kortlagt i basisanalysen, særligt i de områder, hvor det er vurderet, at det ikke er sandsynligt, at miljømålene kan opfyldes.
Ved »iværksat« i § 25, stk. 2, forstås, at de foranstaltninger, som indsatsprogrammet har peget på, skal være foretaget senest den 22. december 2012. Det betyder, at tilladelser skal være revideret, og tiltag skal være gennemført inden for denne frist. Som eksempel kan nævnes, at for et renseanlæg, hvor der skal ske forbedret rensning, skal der i perioden fra 2009 til 2012 gives en revideret tilladelse til udledning, hvor fristen for udbygning af anlægget er fastsat, så renseanlægget er i stand til at overholde de skærpede krav fra 2012. Hvis det ikke er teknisk eller økonomisk gennemførligt, er der mulighed for at anvende bestemmelserne i § 16.
I det følgende gennemgås de konkrete krav til indholdet af indsatsprogrammet som fremgår af direktivets artikel. 11, og som vil blive fastsat i en bekendtgørelse.
Der er krav om, at der skal være grundlæggende foranstaltninger i et indsatsprogram og derudover kan der være behov for supplerende foranstaltninger for at opfylde miljømål for vandforekomsterne.
Grundlæggende foranstaltninger i indsatsprogrammer:
a) Der skal i programmet angives de allerede gennemførte og planlagte tiltag med henblik på at opfylde krav til fællesskabslovgivning på vandområdet. Fællesskabslovgivning er direktiver omfattende badevand, fuglebeskyttelse, drikkevand, risiko ved uheld (Seveso), VVM, spildevandsslam, byspildevand, plantebeskyttelsesmidler, nitrat, habitat, IPPC og direktiv om miljøfarlige stoffer (76/464/EØF).
Tiltag kan være gennemført både ved national regulering (f.eks. nitrat og plantebeskyttelsesmidler) og ved regional regulering i forbindelse med påbud, tilladelser og godkendelser.
b) Foranstaltninger med henblik på dækning af omkostninger ved vandanvendelsen. Dette omfatter omkostninger til vandforsyning, spildevandshåndtering og vandløbsvedligeholdelse. Området er generelt reguleret, hvorfor der i indsatsprogrammet må henvises til denne regulering.
c) Foranstaltninger, der skal fremme en effektiv og bæredygtig vandanvendelse med henblik på at opfylde miljømål. Dette er omfattet af national regulering af vandforsyning og spildevandshåndtering, og der skal derfor i indsatsprogrammet henvises hertil.
d) Foranstaltninger med henblik på at sikre krav til kvalitet af drikkevand, herunder foranstaltninger til sikring af vandkvaliteten med henblik på at reducere omfanget af den rensning, der kræves ved fremstilling af drikkevand. Herudover vil der skulle ske en udpegning og prioritering af indsatsområder og fastsætter en tidsplan for udarbejdelse af indsatsplanerne, som hidtil er sket i vandressourceplanlægningen og regionplanen.
e) Kontrol med indvinding af vand.
Vandforsyningsloven indeholder bestemmelser om kontrol med vandindvindingen. Al indvinding af vand kræver tilladelse efter vandforsyningsloven. Tilladelsen er altid tidsbegrænset. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis væsentlige samfundsmæssige hensyn, herunder hensynet til miljøbeskyttelsen, gør det nødvendigt. Der er krav om, at amtskommunerne opretholder registre over tilladelser til indvindinger, ligesom der er krav om tilsyn med de indvundne vandmængder.
f) Kontrol med kunstig infiltration eller forøgelse af grundvandsforekomster.
Vandindvinding med henblik på kunstig infiltration kræver – som al anden indvinding af vand - forudgående tilladelse efter vandforsyningslovens almindelige regler. Tilladelsen er tidsbegrænset. Selve infiltrationen eller forøgelsen af grundvandsforekomsten kræver forudgående tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Der er ikke krav om tidsbegrænsning af tilladelser efter § 19, men tilladelsen kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes under hensyn til bl.a. miljøbeskyttelsen. Da tilladelsen til vandindvinding er tidsbegrænset, vil spørgsmålet om fortsat infiltration efter § 19 blive taget op i forbindelse med en ny tilladelse til indvinding.
g) Punktkilder.
Der skal ske en opgørelse af alle punktkilder, der har betydning for miljøtilstanden i vandområderne. Punktkilderne er i dag alle regulerede via miljøbeskyttelsesloven i form af godkendelser og tilladelser. Bestemmelsen omfatter hydrauliske parametre, fysiske-kemiske parametre, mikrobiologiske parametre og miljøfarlige stoffer inkl. tungmetaller.
Punktkildeemissioner til atmosfæren, der medfører deposition til overfladevandområder, er også omfattet.
Indsatsprogrammet skal endvidere referere til de stoffer, som der er et generelt forbud mod at tilføre vandet, som angivet i spildevandsbekendtgørelsen.
Der skal ske regelmæssig revision af tilladelser, godkendelser og andre reguleringsværktøjer med henblik på opfyldelse af den ønskede miljøtilstand, og indsatsprogrammet skal give en oversigt over dem, der forudsættes revideret.
h) Diffuse kilder.
For diffuse kilder, der kan være årsag til forurening, skal indsatsprogrammet rumme foranstaltninger til forebyggelse eller regulering af emissioner af forurenende stoffer. Diffuse kilder omfatter f.eks. tab fra drift af landbrug, pesticidanvendelse, luftbåren forurening, samt tab af stoffer fra almindelig og udbredt anvendelse af produkter.
Tab af næringsstoffer fra drift af landbrug er i dag overvejende reguleret i generelle regler. Indsatsplaner efter vandforsyningsloven giver dog mulighed for en regional/lokal regulering af hensyn til beskyttelsen af drikkevandsinteresserne. I øjeblikket arbejdes der under VMP III med at vurdere en eventuel yderligere regulering af landbruget med hensyn til tab af kvælstof og fosfor, herunder en regional regulering.
Den nuværende regulering af miljøfarlige stoffer findes i bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.
i) Andre betydelige negative indvirkninger.
Foranstaltninger med henblik på beskyttelse mod alle andre betydelige negative indvirkninger på vandets tilstand, navnlig foranstaltninger for at sikre, at vandforekomsterne opfylder kravene til miljøkvalitet. Der tænkes her især på indvirkninger på de hydromorfologiske forhold.
Typer af påvirkning omfattet af bestemmelsen kan eksempelvis være råstofindvinding, fiskeri, vedligeholdelse af overfladevandområder med henblik på sejlads eller afledning af vand.
j) Forbud mod direkte udledning af visse forurenende stoffer til grundvand.
Denne bestemmelse er implementeret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4, § 24. Amtsrådet kan dog til videnskabeligt formål til karakterisering, beskyttelse eller genopretning af vandforekomster meddele tilladelse. Der skal redegøres for sådanne tilladelser i indsatsprogrammet.
Stoflisten angivet i bekendtgørelsen skal opdateres i overensstemmelse med direktivet, ligesom det skal overvejes, om anvendelsesområdet for spildevandsbekendtgørelsen skal udvides i overensstemmelse med direktivet, f.eks. til reinjektion ved bygge- og anlægsarbejder, råstofindvinding og oplagring m.v.
k) Foranstaltninger med henblik på at eliminere forurening af overfladevand med prioriterede stoffer.
For vandrammedirektivets prioriterede stoffer vil udgangspunktet være at sikre, at kvalitetskrav opfyldes generelt og i de lokale vandforekomster, hvortil udledninger sker. Desuden skal det sikres, at der sker en vedvarende reduktion i tilførsel af disse stoffer. For prioriterede farlige stoffer er målet at bringe udledning til ophør. Heri indgår en reduktion af den samlede tilførsel af miljøfarlige stoffer for at bidrage til at opfylde målene i relevante internationale aftaler vedrørende havmiljøet om at standse eller udfase udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer med det endelige mål at opnå koncentrationer i havmiljøet nær baggrundsværdierne for naturligt forekommende stoffer og tæt på nul for menneskeskabte syntetiske stoffer. Denne regulering kan ske via udledningstilladelser, godkendelser, anvendelsesbegrænsninger m.v. med henblik på opfyldelse af miljøbeskyttelseslovens krav om anvendelse af mindst forurenende teknologi ved regulering af udledning af disse stoffer for at opfylde kvalitetskrav for overfladevand for disse stoffer. Der vil for de prioriterede stoffer blive tale om en regulering, som dels fastlægges på Fællesskabsniveau og dels på regionalt niveau i det omfang, fællesskabsbestemmelserne ikke er tilstrækkelige for at kunne opfylde miljømålene.
For alle øvrige stoffer, der ikke er prioriteret, skal der ske en progressiv reduktion af forureningen med henblik på opfyldelse af miljømål for kemisk tilstand i form af kvalitetskrav. Denne regulering skal ligeledes ske via tilladelser og godkendelser m.v.
Bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 danner grundlag for fastsættelse af kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.
l) Forebyggelse af tab i forbindelse med uheld.
Der skal i indsatsprogrammerne være:
– foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge betydelige tab af forurenende stoffer fra tekniske anlæg og
– foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge og/eller reducere virkningerne af forurening som følge af ulykker, f.eks. som følge af oversvømmelse, herunder systemer til at opdage eller varsle sådanne begivenheder og i forbindelse med ulykker, som ikke med rimelighed kunne have været forudset, alle passende foranstaltninger til nedbringelse af risikoen for vandøkosystemerne.
Det vurderes, at der overvejende kan henvises eller refereres til eksisterende reguleringer, idet der i dag allerede i forbindelse med spildevandsgodkendelser og tilladelser tages højde for uheldsforebyggelse, og der er kontrolordning for beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning. Virksomheder med særlig risko er omfattet af bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.
Sikring mod oversvømmelse er generelt reguleret via vandløbsreguleringer, jf. vandløbsloven, og meddelelse af tilladelser til udledning, jf. miljøbeskyttelsesloven.
Der findes for transport, opbevaring og salg af olie/benzin en række tilladelses- og godkendelsesordninger.
Det må forudses, at der kan være behov for at revidere visse tilladelser og godkendelser for at sikre en tilstrækkelig forebyggelse af tab i forbindelse med uheld. Behov for revision er en konkret afvejning tilladelsesmyndigheden må foretage ved at se på udledningen eller den mulige udledning/tab, tilstanden af det vandområdet og mulige effekter af uheld. Særligt for de saltvandsbaserede fiskeopdræt, reguleret via bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990, er der vurderet behov for at indføre bestemmelser om forebyggelse af tab.
Supplerende foranstaltninger i indsatsprogrammer:
Ud over de grundlæggende foranstaltninger kan der i indsatsprogrammerne fastsættes supplerende foranstaltninger med det formål at opfylde miljømål. Supplerende foranstaltninger vil skulle fastsættes i det omfang, de grundlæggende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at opfylde de fastsatte miljømål. Direktivets bilag VI, del B rummer en vejledende liste over supplerende foranstaltninger.
Først når basisanalysen er gennemført med udgangen af 2004, vil der være grundlag for at vurdere omfanget af vandforekomster, hvor miljømål ikke kan opfyldes, og dermed behovet for foranstaltninger i indsatsprogrammerne.
Der er i dag i Danmark allerede gennemført en række nationale tiltag, som vil være at sammenligne med supplerende foranstaltninger. Det drejer sig om indsatsplaner efter vandforsyningsloven. Indsatsen sker for at forebygge forringelser af tilstanden i grundvandet f.eks. via dyrkningsaftaler, oprydning af forureningskilder eller reduktion af vandindvindingen.
Med hensyn til indsats over for udvaskning af nitrat findes en række foranstaltninger:
Vådområder
Der er via lov nr. 478 af 1. juli 1998 om ændring af miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, vandløbsloven og planloven skabt mulighed for genopretning af vådområder, og via regler udstedt af Fødevareministeriet er der mulighed for tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Desuden er der via bekendtgørelse nr. 881 af 23. juli 1998 mulighed for tilskud til økologisk jordbrugsproduktion.
Skovrejsning
Ved behandling og prioritering af ansøgninger om tilskud til skovrejsning blev der fra 1999-ansøgningsrunden foretaget en målretning til varetagelse af beskyttelse af drikkevandet.
Vandmiljøplan III
Der skal i forbindelse med forberedelserne af VMP III tilvejebringes et fagligt grundlag for en regional baseret beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstof og fosfor i forhold til landbrugets diffuse udledninger. Der vil blive indledt forhandlinger om VMP III ultimo 2003.
Der vil på baggrund af basisanalyserne af vanddistrikterne blive taget stilling til eventuelt behov for yderligere supplerende foranstaltninger.
Opfølgning på manglende målopfyldelse
Hvis overvågning eller andre data viser, at miljømål ikke kan forventes opfyldt, skal årsagen hertil undersøges, de relevante tilladelser og godkendelser gennemgås og evt. revideres, overvågningsprogrammer revideres, og der skal fastsættes de yderligere foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde miljømål.
Der er dog under særlige omstændigheder, force majeure eller naturlige forhold mulighed for at afvige herfra.
Øget forurening af havet
Ved gennemførelse af foranstaltninger optaget i et indsatsprogram skal den myndighed, der er ansvarlig for gennemførelse af en foranstaltning, tage alle relevante skridt for at undgå øget forurening af havet. Grundlæggende foranstaltninger må ikke hverken direkte eller indirekte medføre øget forurening af overfladevand. Dette krav gælder dog ikke, hvis overholdelse heraf vil medføre øget forurening af miljøet som helhed.
Bekendtgørelse om indsatsprogrammer og vandplaner
Der vil blive udarbejdet en bekendtgørelse, hvor miljøministeren vil fastsætte nærmere regler for indholdet af indsatsprogrammerne og vandplaner i øvrigt.
Bestemmelserne gennemfører direktivets artikel 11 om udarbejdelse af indsatsprogrammer. Indsatsprogrammet indgår som en del af vandplanen.
Med bestemmelsen i § 24 er der en forpligtelse til at følge op på de problemstillinger, der er kortlagt i basisanalysen, særligt i de områder, hvor det er vurderet, at det ikke er sandsynligt, at miljømålene kan opfyldes.
Ved »iværksat« i § 25, stk. 2, forstås, at de foranstaltninger, som indsatsprogrammet har peget på, skal være foretaget senest den 22. december 2012. Det betyder, at tilladelser skal være revideret, og tiltag skal være gennemført inden for denne frist. Som eksempel kan nævnes, at for et renseanlæg, hvor der skal ske forbedret rensning, skal der i perioden fra 2009 til 2012 gives en revideret tilladelse til udledning, hvor fristen for udbygning af anlægget er fastsat, så renseanlægget er i stand til at overholde de skærpede krav fra 2012. Hvis det ikke er teknisk eller økonomisk gennemførligt, er der mulighed for at anvende bestemmelserne i § 16.
I det følgende gennemgås de konkrete krav til indholdet af indsatsprogrammet som fremgår af direktivets artikel. 11, og som vil blive fastsat i en bekendtgørelse.
Der er krav om, at der skal være grundlæggende foranstaltninger i et indsatsprogram og derudover kan der være behov for supplerende foranstaltninger for at opfylde miljømål for vandforekomsterne.
Grundlæggende foranstaltninger i indsatsprogrammer:
a) Der skal i programmet angives de allerede gennemførte og planlagte tiltag med henblik på at opfylde krav til fællesskabslovgivning på vandområdet. Fællesskabslovgivning er direktiver omfattende badevand, fuglebeskyttelse, drikkevand, risiko ved uheld (Seveso), VVM, spildevandsslam, byspildevand, plantebeskyttelsesmidler, nitrat, habitat, IPPC og direktiv om miljøfarlige stoffer (76/464/EØF).
Tiltag kan være gennemført både ved national regulering (f.eks. nitrat og plantebeskyttelsesmidler) og ved regional regulering i forbindelse med påbud, tilladelser og godkendelser.
b) Foranstaltninger med henblik på dækning af omkostninger ved vandanvendelsen. Dette omfatter omkostninger til vandforsyning, spildevandshåndtering og vandløbsvedligeholdelse. Området er generelt reguleret, hvorfor der i indsatsprogrammet må henvises til denne regulering.
c) Foranstaltninger, der skal fremme en effektiv og bæredygtig vandanvendelse med henblik på at opfylde miljømål. Dette er omfattet af national regulering af vandforsyning og spildevandshåndtering, og der skal derfor i indsatsprogrammet henvises hertil.
d) Foranstaltninger med henblik på at sikre krav til kvalitet af drikkevand, herunder foranstaltninger til sikring af vandkvaliteten med henblik på at reducere omfanget af den rensning, der kræves ved fremstilling af drikkevand. Herudover vil der skulle ske en udpegning og prioritering af indsatsområder og fastsætter en tidsplan for udarbejdelse af indsatsplanerne, som hidtil er sket i vandressourceplanlægningen og regionplanen.
e) Kontrol med indvinding af vand.
Vandforsyningsloven indeholder bestemmelser om kontrol med vandindvindingen. Al indvinding af vand kræver tilladelse efter vandforsyningsloven. Tilladelsen er altid tidsbegrænset. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis væsentlige samfundsmæssige hensyn, herunder hensynet til miljøbeskyttelsen, gør det nødvendigt. Der er krav om, at amtskommunerne opretholder registre over tilladelser til indvindinger, ligesom der er krav om tilsyn med de indvundne vandmængder.
f) Kontrol med kunstig infiltration eller forøgelse af grundvandsforekomster.
Vandindvinding med henblik på kunstig infiltration kræver – som al anden indvinding af vand - forudgående tilladelse efter vandforsyningslovens almindelige regler. Tilladelsen er tidsbegrænset. Selve infiltrationen eller forøgelsen af grundvandsforekomsten kræver forudgående tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Der er ikke krav om tidsbegrænsning af tilladelser efter § 19, men tilladelsen kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes under hensyn til bl.a. miljøbeskyttelsen. Da tilladelsen til vandindvinding er tidsbegrænset, vil spørgsmålet om fortsat infiltration efter § 19 blive taget op i forbindelse med en ny tilladelse til indvinding.
g) Punktkilder.
Der skal ske en opgørelse af alle punktkilder, der har betydning for miljøtilstanden i vandområderne. Punktkilderne er i dag alle regulerede via miljøbeskyttelsesloven i form af godkendelser og tilladelser. Bestemmelsen omfatter hydrauliske parametre, fysiske-kemiske parametre, mikrobiologiske parametre og miljøfarlige stoffer inkl. tungmetaller.
Punktkildeemissioner til atmosfæren, der medfører deposition til overfladevandområder, er også omfattet.
Indsatsprogrammet skal endvidere referere til de stoffer, som der er et generelt forbud mod at tilføre vandet, som angivet i spildevandsbekendtgørelsen.
Der skal ske regelmæssig revision af tilladelser, godkendelser og andre reguleringsværktøjer med henblik på opfyldelse af den ønskede miljøtilstand, og indsatsprogrammet skal give en oversigt over dem, der forudsættes revideret.
h) Diffuse kilder.
For diffuse kilder, der kan være årsag til forurening, skal indsatsprogrammet rumme foranstaltninger til forebyggelse eller regulering af emissioner af forurenende stoffer. Diffuse kilder omfatter f.eks. tab fra drift af landbrug, pesticidanvendelse, luftbåren forurening, samt tab af stoffer fra almindelig og udbredt anvendelse af produkter.
Tab af næringsstoffer fra drift af landbrug er i dag overvejende reguleret i generelle regler. Indsatsplaner efter vandforsyningsloven giver dog mulighed for en regional/lokal regulering af hensyn til beskyttelsen af drikkevandsinteresserne. I øjeblikket arbejdes der under VMP III med at vurdere en eventuel yderligere regulering af landbruget med hensyn til tab af kvælstof og fosfor, herunder en regional regulering.
Den nuværende regulering af miljøfarlige stoffer findes i bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.
i) Andre betydelige negative indvirkninger.
Foranstaltninger med henblik på beskyttelse mod alle andre betydelige negative indvirkninger på vandets tilstand, navnlig foranstaltninger for at sikre, at vandforekomsterne opfylder kravene til miljøkvalitet. Der tænkes her især på indvirkninger på de hydromorfologiske forhold.
Typer af påvirkning omfattet af bestemmelsen kan eksempelvis være råstofindvinding, fiskeri, vedligeholdelse af overfladevandområder med henblik på sejlads eller afledning af vand.
j) Forbud mod direkte udledning af visse forurenende stoffer til grundvand.
Denne bestemmelse er implementeret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4, § 24. Amtsrådet kan dog til videnskabeligt formål til karakterisering, beskyttelse eller genopretning af vandforekomster meddele tilladelse. Der skal redegøres for sådanne tilladelser i indsatsprogrammet.
Stoflisten angivet i bekendtgørelsen skal opdateres i overensstemmelse med direktivet, ligesom det skal overvejes, om anvendelsesområdet for spildevandsbekendtgørelsen skal udvides i overensstemmelse med direktivet, f.eks. til reinjektion ved bygge- og anlægsarbejder, råstofindvinding og oplagring m.v.
k) Foranstaltninger med henblik på at eliminere forurening af overfladevand med prioriterede stoffer.
For vandrammedirektivets prioriterede stoffer vil udgangspunktet være at sikre, at kvalitetskrav opfyldes generelt og i de lokale vandforekomster, hvortil udledninger sker. Desuden skal det sikres, at der sker en vedvarende reduktion i tilførsel af disse stoffer. For prioriterede farlige stoffer er målet at bringe udledning til ophør. Heri indgår en reduktion af den samlede tilførsel af miljøfarlige stoffer for at bidrage til at opfylde målene i relevante internationale aftaler vedrørende havmiljøet om at standse eller udfase udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer med det endelige mål at opnå koncentrationer i havmiljøet nær baggrundsværdierne for naturligt forekommende stoffer og tæt på nul for menneskeskabte syntetiske stoffer. Denne regulering kan ske via udledningstilladelser, godkendelser, anvendelsesbegrænsninger m.v. med henblik på opfyldelse af miljøbeskyttelseslovens krav om anvendelse af mindst forurenende teknologi ved regulering af udledning af disse stoffer for at opfylde kvalitetskrav for overfladevand for disse stoffer. Der vil for de prioriterede stoffer blive tale om en regulering, som dels fastlægges på Fællesskabsniveau og dels på regionalt niveau i det omfang, fællesskabsbestemmelserne ikke er tilstrækkelige for at kunne opfylde miljømålene.
For alle øvrige stoffer, der ikke er prioriteret, skal der ske en progressiv reduktion af forureningen med henblik på opfyldelse af miljømål for kemisk tilstand i form af kvalitetskrav. Denne regulering skal ligeledes ske via tilladelser og godkendelser m.v.
Bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 danner grundlag for fastsættelse af kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.
l) Forebyggelse af tab i forbindelse med uheld.
Der skal i indsatsprogrammerne være:
– foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge betydelige tab af forurenende stoffer fra tekniske anlæg og
– foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge og/eller reducere virkningerne af forurening som følge af ulykker, f.eks. som følge af oversvømmelse, herunder systemer til at opdage eller varsle sådanne begivenheder og i forbindelse med ulykker, som ikke med rimelighed kunne have været forudset, alle passende foranstaltninger til nedbringelse af risikoen for vandøkosystemerne.
Det vurderes, at der overvejende kan henvises eller refereres til eksisterende reguleringer, idet der i dag allerede i forbindelse med spildevandsgodkendelser og tilladelser tages højde for uheldsforebyggelse, og der er kontrolordning for beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning. Virksomheder med særlig risko er omfattet af bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.
Sikring mod oversvømmelse er generelt reguleret via vandløbsreguleringer, jf. vandløbsloven, og meddelelse af tilladelser til udledning, jf. miljøbeskyttelsesloven.
Der findes for transport, opbevaring og salg af olie/benzin en række tilladelses- og godkendelsesordninger.
Det må forudses, at der kan være behov for at revidere visse tilladelser og godkendelser for at sikre en tilstrækkelig forebyggelse af tab i forbindelse med uheld. Behov for revision er en konkret afvejning tilladelsesmyndigheden må foretage ved at se på udledningen eller den mulige udledning/tab, tilstanden af det vandområdet og mulige effekter af uheld. Særligt for de saltvandsbaserede fiskeopdræt, reguleret via bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990, er der vurderet behov for at indføre bestemmelser om forebyggelse af tab.
Supplerende foranstaltninger i indsatsprogrammer:
Ud over de grundlæggende foranstaltninger kan der i indsatsprogrammerne fastsættes supplerende foranstaltninger med det formål at opfylde miljømål. Supplerende foranstaltninger vil skulle fastsættes i det omfang, de grundlæggende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at opfylde de fastsatte miljømål. Direktivets bilag VI, del B rummer en vejledende liste over supplerende foranstaltninger.
Først når basisanalysen er gennemført med udgangen af 2004, vil der være grundlag for at vurdere omfanget af vandforekomster, hvor miljømål ikke kan opfyldes, og dermed behovet for foranstaltninger i indsatsprogrammerne.
Der er i dag i Danmark allerede gennemført en række nationale tiltag, som vil være at sammenligne med supplerende foranstaltninger. Det drejer sig om indsatsplaner efter vandforsyningsloven. Indsatsen sker for at forebygge forringelser af tilstanden i grundvandet f.eks. via dyrkningsaftaler, oprydning af forureningskilder eller reduktion af vandindvindingen.
Med hensyn til indsats over for udvaskning af nitrat findes en række foranstaltninger:
Vådområder
Der er via lov nr. 478 af 1. juli 1998 om ændring af miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, vandløbsloven og planloven skabt mulighed for genopretning af vådområder, og via regler udstedt af Fødevareministeriet er der mulighed for tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Desuden er der via bekendtgørelse nr. 881 af 23. juli 1998 mulighed for tilskud til økologisk jordbrugsproduktion.
Skovrejsning
Ved behandling og prioritering af ansøgninger om tilskud til skovrejsning blev der fra 1999-ansøgningsrunden foretaget en målretning til varetagelse af beskyttelse af drikkevandet.
Vandmiljøplan III
Der skal i forbindelse med forberedelserne af VMP III tilvejebringes et fagligt grundlag for en regional baseret beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstof og fosfor i forhold til landbrugets diffuse udledninger. Der vil blive indledt forhandlinger om VMP III ultimo 2003.
Der vil på baggrund af basisanalyserne af vanddistrikterne blive taget stilling til eventuelt behov for yderligere supplerende foranstaltninger.
Opfølgning på manglende målopfyldelse
Hvis overvågning eller andre data viser, at miljømål ikke kan forventes opfyldt, skal årsagen hertil undersøges, de relevante tilladelser og godkendelser gennemgås og evt. revideres, overvågningsprogrammer revideres, og der skal fastsættes de yderligere foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde miljømål.
Der er dog under særlige omstændigheder, force majeure eller naturlige forhold mulighed for at afvige herfra.
Øget forurening af havet
Ved gennemførelse af foranstaltninger optaget i et indsatsprogram skal den myndighed, der er ansvarlig for gennemførelse af en foranstaltning, tage alle relevante skridt for at undgå øget forurening af havet. Grundlæggende foranstaltninger må ikke hverken direkte eller indirekte medføre øget forurening af overfladevand. Dette krav gælder dog ikke, hvis overholdelse heraf vil medføre øget forurening af miljøet som helhed.
Bekendtgørelse om indsatsprogrammer og vandplaner
Der vil blive udarbejdet en bekendtgørelse, hvor miljøministeren vil fastsætte nærmere regler for indholdet af indsatsprogrammerne og vandplaner i øvrigt.
Formålet med statusrapporterne er at holde Kommissionen underrettet om gennemførelsen af indsatserne i vandplanen. Kommissionen skal på baggrund af rapporterne for vanddistrikterne udarbejde en samlet rapport om gennemførelsen af vandrammedirektivet. Det forventes, at Kommissionen udsender et paradigma for denne indberetning til medlemsstaterne. Miljøministeriet vil på baggrund heraf fastsætte krav til indberetning fra amterne. Indberetningen skal ske til Miljøministeriet.
Bestemmelserne fastlægger den procedure, der skal følges ved udarbejdelse af samtlige dokumenter, der skal tilvejebringes i forbindelse med vandplanen, samt af selve vandplanen.
Med modellen fastholdes dels vanddistriktsmyndighedens koordinerende opgave i vanddistriktet, dels myndighedsstrukturen i dansk vandforvaltning med amtskommuner og kommuner som primære opgaveansvarlige. Med baggrund heri kan de nye opgaver, der følger af vandrammedirektivet, integreres og baseres på den nuværende kompetencefordeling. Vandforvaltningen vil fortsat ligge hos de amtskommunale og kommunale myndigheder. Herved sikres og fastholdes et lokalt interessefællesskab og en stor grad af lokalt kendskab til forholdene i vanddistrikterne.
Det er amtsrådet, som inden for sit geografiske område er ansvarlig for, at der udarbejdes de nødvendige bidrag, således at vanddistriktsmyndigheden kan tilvejebringe samlede forslag for vandistriktet. Med fastsættelse af en forpligtelse til at inddrage de berørte kommuner og berørte statslige myndigheder i udarbejdelsen af vandplanen, herunder fastsættelse af miljømål og udarbejdelse af indsatsprogrammet m.v., tilgodeses behovet for samspil mellem de planlæggende myndigheder og de udførende og/eller finansierende myndigheder. Der er herved lagt vægt på, at en tæt involvering af både amtskommuner og kommuner samt berørte statslige myndigheder i en reel dialog i planlægningsprocessen vil skabe det bedst mulige grundlag for en praktisk gennemførelse af den indsats, der er nødvendig for at forbedre vandmiljøet. Inddragelse af de berørte kommuner og berørte statslige myndigheder skal ske i så god tid, at de i loven fastsatte frister for offentliggørelse af den endelige vandplan kan overholdes.
Det er vanddistriktsmyndigheden, som tilvejebringer et samlet forslag for vanddistriktet for hver af de i stk.1 nr. 1-7 nævnte forslag.
Det forhold, at vanddistriktsmyndigheden ikke kan træffe beslutninger på vegne af de andre amtsråd, indebærer, at forslag til vandplanen for vanddistriktet skal godkendes af samtlige amtsråd, før forslaget kan sendes i høring.
Vedtagelsen af forslagene skal i lighed med vedtagelse af regionplanforslag ske i selve amtsrådet, og i hovedstadsområdet tillige af Hovedstadens Udviklingsråd.
Til stk. 4
Der skal gives de berørte kommuner i vanddistriktet lejlighed til, inden forslag til vandplan offentliggøres, at fremsætte indsigelse mod forslag til prioriteringen af foranstaltninger i det samlede forslag til indsatsprogram, som er en del af vandplanen.
Selvom de berørte kommuner i forbindelse med den offentlige høring kan få indflydelse på det samlede indsatsprogram, vil der kunne opstå situationer, hvor vanddistriktsmyndigheden i forbindelse med den endelige afvejning af det samlede indsatsprogram for hele vanddistriktet tilvejebringer et indsatsprogram, der kan synes uacceptabelt for de berørte kommuner. De berørte kommuners indsigelsesret er derfor begrænset til et specifikt ”klagetema”. ”Klagetemaet” vil være spørgsmålet om den mest cost-effektive kombination af foranstaltninger for en eller flere vandforekomster i distrikter, der har direkte indflydelse på administrationen eller økonomien i den pågældende kommune. Kan der ikke opnås enighed mellem kommunalbestyrelsen og vanddistriktsmyndigheden, skal vanddistriktsmyndigheden indbringe sagen for miljøministeren, som træffer afgørelse.
Bestemmelsen gennemfører vandrammedirektivets artikel 14 om offentlig oplysning og høring, herunder fastsættelse af tidsfrister for offentliggørelse af arbejdsprogrammet, oversigten over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver, som skal løses, og vandplanen. Artiklen fastsætter endvidere en frist på mindst 6 måneder for fremsættelser af indsigelser. Denne frist er videreført i lovforslaget.
Det foreslås, at kredsen af personer og myndigheder, der kan fremsætte indsigelse over for forslagene, er ubegrænset. Med indsigelse forstås ikke en vetoret, jf. dog nedenstående om miljøministerens indsigelse. Det er derfor amtsrådenes beslutning, om indsigelsen skal give anledning til ændringer i vandplanen, og i sidste instans ministerens, hvis ikke samtlige amtsråd kan blive enige.
Efter stk. 1, skal der ske en offentlig annoncering af forslagene. Annoncen skal indeholde oplysninger om, at der er udarbejdet forslag, og hvor forslagene kan rekvireres, eventuelt mod betaling. Selve offentliggørelsen bør ske i lokale dag- og/eller ugeblade, der har almindelig udbredelse i vanddistriktet, på amtets hjemmeside og i øvrigt på den måde, det er almindeligt brugt. Forslagene skal være offentligt tilgængelige, hvilket betyder, at der skal være adgang til at læse dem, f.eks. i amtets forvaltning, på biblioteker eller lignende. Dokumenterne skal også kunne udleveres, eventuelt med betaling.
Til stk. 4
Fremsendelse af forslaget til miljøministeren samt øvrige relevante myndigheder kan ske i trykt såvel som i elektronisk format. Det foreslås, at ministeren får bemyndigelse til at udarbejde nærmere regler om, at planforslag skal sendes til andre som berøres af planen, f.eks. lodsejere der berøres af planforslaget.
Til stk. 6
Med forslaget skabes hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om, hvordan annoncering skal ske, f.eks. hvis der opstår behov for særlige krav til elektronisk annoncering og offentlig tilgængelighed via eksempelvis internettet.
Det foreslås, at ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om betaling for udlevering af dokumenterne fra offentlige myndigheder. Beløbet, som fastsættes som betaling, skal alene afspejle omkostningerne ved trykning, fotokopiering mv.
Bestemmelsen svarer til den gældende planlovs § 27.
I forbindelse med den endelige vedtagelse af vandplanen kan det besluttes, at der skal ske ændringer i planen. Beslutningen om at ændre planen kan blandt andet bero på de indkomne indsigelser. Ændringer, der alene udgør en justering af basisanalysens oplysninger, kan ske uden yderligere høring. Såfremt ændringerne på væsentlig måde berører andre end de myndigheder eller borgere, hvis indsigelse har foranlediget ændringerne, skal disse høres forud for den endelige vedtagelse af planen. Som væsentlige ændringer, der forudsætter høring, kan blandt andet nævnes inddragelse af nye områder og udtagning områder, der var omfattet af forslaget til indsatsprogrammet. Såfremt der i forbindelse med vandplanens vedtagelse sker så omfattende ændringer af planens indhold, at der reelt er tale om et nyt planforslag, vil procedurerne for vandplanens tilvejebringelse skulle følges. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis der i planen foretages omfattende omprioriteringer i forhold til den indsats, der var anført i forslaget.
Efter stk. 1 skal der ske en offentlig annoncering. Annoncen skal indeholde oplysninger om, at de i stk. 1, nr. 1-7 nævnte dokumenter er endeligt godkendt, og hvor de kan rekvireres, eventuelt mod betaling. Selve offentliggørelsen bør ske i lokale dag- og/eller ugeblade, der har almindelig udbredelse i vanddistriktet, på amtets hjemmeside og i øvrigt på den måde, det er almindeligt brugt. De nævnte dokumenter skal være offentligt tilgængelige, hvilket betyder, at der skal være adgang til at læse dem, f.eks. i amtets forvaltning, på biblioteker eller lignende. Dokumenterne skal også kunne udleveres, eventuelt mod betaling.
Til stk. 2
Planen skal desuden sendes til de berørte myndigheder. Fremsendelse af forslaget til miljøministeren samt øvrige relevante myndigheder kan ske i trykt såvel som i elektronisk format.
Til stk. 3
Med forslaget skabes hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om, hvordan annoncering skal ske, f.eks. hvis der opstår behov for særlige krav til elektronisk annoncering og offentlig tilgængelighed via eksempelvis internettet.
Det foreslås, at ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om betaling for udlevering af dokumenterne fra offentlige myndigheder. Beløbet, som fastsættes som betaling, skal alene afspejle omkostningerne ved trykning, fotokopiering m.v.
Det kan komplicere beslutningsprocessen, at samtlige amtsråd/Hovedstadens Udviklingsråd skal godkende ethvert samlet forslag for vanddistriktet, og der vil i særlige tilfælde kunne opstå vanskeligheder for vanddistriktsmyndigheden med at få den koordinerende opgave løst. Derfor skal vanddistriktsmyndigheden indbringe uenigheder for miljøministeren, som herefter træffer afgørelse.
Tilsvarende forpligtelse til at bringe sagen for ministeren er der i de situationer, hvor der ikke kan opnås enighed mellem en kommunalbestyrelse og vanddistriktsmyndigheden om det endelige forslag til prioriteringer i indsatsprogrammet.
Det kan komplicere beslutningsprocessen, at samtlige amtsråd/Hovedstadens Udviklingsråd skal godkende ethvert samlet forslag for vanddistriktet, og der vil i særlige tilfælde kunne opstå vanskeligheder for vanddistriktsmyndigheden med at få den koordinerende opgave løst. Derfor skal vanddistriktsmyndigheden indbringe uenigheder for miljøministeren, som herefter træffer afgørelse.
Tilsvarende forpligtelse til at bringe sagen for ministeren er der i de situationer, hvor der ikke kan opnås enighed mellem en kommunalbestyrelse og vanddistriktsmyndigheden om det endelige forslag til prioriteringer i indsatsprogrammet.
Miljøministeren kan, til varetagelse af statslige interesser eller opfyldelse af internationale forpligtelser, fremsætte indsigelse mod forslag til vandplan. Ministeren udøver, efter henvendelse fra relevante statslige myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget til vandplan, indsigelsesretten på vegne af den berørte statslige myndighed. De statslige interesser, der vil kunne omfattes af indsigelsesretten, kan blandt andet være statslige bygge- og anlægsarbejder, råstofindvinding, fiskeriinteresser eller andet af væsentlig interesse for staten, mens de internationale forpligtelser, der vil kunne føre til indsigelser, blandt andet kan fremgå af fugle- og habitatdirektivet eller konventioner på miljø- og naturområdet. Ministeren kan desuden gøre indsigelse såfremt vandplanen strider mod nærværende lovs bestemmelser.
Ministeren bemyndiges til at indlede nye forhandlinger med de ansvarlige myndigheder og fungere som mægler med henblik på at opnå enighed om et tilfredsstillende resultat. Kan enighed ikke opnås, træffer ministeren den endelige beslutning.
Såfremt ministeren gør indsigelse, kan et planforslag kun vedtages endeligt, når der er opnået enighed om de nødvendige ændringer mellem ministeren, der repræsenterer de involverede statslige myndigheder, og den pågældende planmyndighed. Uafklarede spørgsmål afgøres af ministeren.
Med bestemmelsen overføres en del af gebyrbestemmelsen i § 52 c i vandforsyningsloven til denne lov. Det, der overføres, er hjemlen til at opkræve gebyr for de opgaver, der overføres fra vandforsyningsloven til denne lov, og som der hidtil har kunnet kræves gebyr for i medfør af vandforsyningsloven. Gebyrbestemmelsen i vandforsyningsloven foreslås indskrænket tilsvarende, jf. det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af vandforsyningsloven, miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og planloven. Der er således ikke tale om nogen realitetsændring.
Der vil kunne opkræves gebyr for amtsrådets udgifter til følsomhedskortlægning i forbindelse med den del af basisanalysen, der knytter sig til drikkevandsressourcerne. Der er alene tale om gebyr for kortlægning, der finder sted inden for områder udpeget som områder med særlig drikkevandsinteresser eller inden for indvindingsoplande til almene vandforsyningsanlæg, hvilket svarer til det, der kan pålægges gebyr for i dag i medfør af vandforsyningslovens § 52 c. Der er ikke tale om en udvidelse af det område, amtsrådene kan kræve gebyr for.
Med hensyn til fastsættelsen af gebyrer og regnskabsmæssig dokumentation gælder de samme krav som efter vandforsyningsloven. Det foreslås, at det som hidtil skal være muligt at fastsætte et samlegebyr, både for den del, der efter forslaget skal fastsættes i medfør af vandforsyningsloven, og for den del, der skal fastsættes efter denne lov. Det betyder, at amtsrådene ikke skal føre separate regnskaber for udgifter, der er omfattet af gebyrbestemmelsen i denne lov og § 52 c i vandforsyningsloven.
Med hensyn til, hvem gebyret påhviler, og hvordan gebyret skal fordeles på disse, gælder de samme regler som hidtil, idet der henvises til reglerne i vandforsyningslovens § 52 c, stk. 3. Det er således indehavere af større indvindingsrettigheder, der skal betale gebyr.
I lighed med hvad der er gældende efter vandforsyningsloven, kan amtsrådets fastsættelse af gebyrstørrelsen ikke påklages til anden administrativ myndighed.
De øvrige regler i vandforsyningslovens § 52 c foreslås at finde tilsvarende anvendelse.
Områderne er i dag udpeget med hjemmel i planloven og statens højhedsret. I forbindelse med at der tilvejebringes ny lovgivning om planlægning i de internationale naturbeskyttelsesområder har man fundet det rigtigst, at der i samme lov tilvejebringes en hjemmel til også at udpege områderne. Der er kun tale om at tilvejebringe en ny hjemmel til at udpege de internationale naturbeskyttelsesområder.
Områderne er udpeget i bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003, med hjemmel i planlovens § 3, stk. 1 og 2. Områder på søterritoriet er udpeget med hjemmel i Statens Højhedsret over søterritoriet. Områderne er udpeget af hensyn til arter og naturtyper omfattet af habitatdirektivets bilag 1 og 2, af fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 samt for internationalt vigtige forekomster af trækfugle. Denne udpegning af de konkrete områder bliver opretholdt, og de skal således ikke udpeges på ny.
Efter direktiverne kan der på baggrund af overvågningen tænkes behov for enten at udpege supplerende områder eller ophæve områder, hvis den naturlige udvikling berettiger hertil. Der må forventes behov for supplerende udpegning af marine off-shore områder, når det igangværende EU-arbejde herom afsluttes i løbet af 1-2 år.
Miljøministeren vil som hidtil ved nye udpegninger og ændringer gennemføre en offentlig høring, og Fødevareministeriet, Trafikministeriet, Forsvarsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet eller andre ministerier vil som hidtil blive inddraget i forberedelsen af eventuelle udpegninger eller ændringer.
Til stk. 2
Udpegningen af internationale naturbeskyttelsesområder er bindende for myndighederne. Bestemmelsen forpligter myndighederne til, indenfor rammerne af den gældende lovgivning, at fremme formålet med udpegningen, det vil sige opnåelse eller opretholdelse af gunstig bevaringsstatus, ved udøvelse af deres skønsmæssige beføjelser. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder.
Til stk. 3
Hjemlen som svarer til planlovens § 3, stk. 2, kan blandt andet udnyttes til at videreføre det forbud mod visse planlægningsmæssige aktiviteter inden for de internationale naturbeskyttelsesområder, der fremgår af § 3 i bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder.
Forslaget om at tillægge amtsrådet kompetence til at foretage naturplanlægning for de internationale naturbeskyttelsesområder indenfor kystvandene er begrundet i, at den nødvendige indsats for at opfylde vandrammedirektivets og de to naturdirektivers krav i kystvandene, i vid udstrækning vil være sammenfaldende. Afgrænsningen vil således komme til at svare til den afgrænsning, der er foretaget i bilag 1 i vejledning i recipientkvalitetsplanlægning, del 2, kystvande, miljøstyrelsen 1983. Afgrænsningen svarer således også til den afgrænsning hvorefter amtet skal sikre opnåelsen af god økologisk tilstand og økologisk potentiale, jf. lovens bilag 1. Der ændres ikke i øvrigt ved den hidtidige arbejdsdeling mellem myndighederne.
Til stk. 2
Reglerne om Natura 2000-skovnaturplaner vil blive omfattet af bestemmelserne herom i forslaget til en ny skovlov.
Til stk. 3
Amtsrådet inddrager, i forbindelse med udarbejdelsen af Natura 2000-planen, de statslige myndigheder, der enten som myndighedsudøvere eller ejere, berøres af planlægningen. Formålet er, at de planer o.lign. en statslig myndighed har udarbejdet for det pågældende område, jf. § 39, stk. 2, kan indgå i amtets udarbejdelse af Natura 2000-planen, herunder indsatsprogrammet. Som eksempel på en plan udarbejdet som led i statslig myndighedsudøvelse, kan nævnes udpegning af Fødevareministeriets muslingefiskeområder. Som eksempel på planer udarbejdet for et areal som staten ejer, kan nævnes driftsplaner eller anden form for indsatsplanlægning.
For så vidt angår Natura 2000-planer, der berører den kystnære del af vanddistriktet, skal amtsrådet inddrage Trafikministeriet, idet statens højhedsret over søterritoriet henhører under Trafikministeriet.
Der lægges med kravet om inddragelse af statslige myndigheder ikke op til, at der, som i regionplanlægningens regi, vil blive udarbejdet statslige udmeldinger til brug for naturplanlægningen.
Efter habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne skal der, hvis arter og naturtyper omfattet af direktiverne er til stede, udpeges internationale naturbeskyttelsesområder på hele fiskeriterritoriet. Der er tillige krav om, at der udarbejdes de nødvendige planer for at sikre de nødvendige bevaringsforanstaltninger. Forslaget svarer til den kompetence til at foretage bekendtgørelsesfredninger på hele fiskeriterritoriet, som miljøministeren fik med ændringen af naturbeskyttelsesloven i 1992.
Forslaget giver miljøministeren initiativpligten, hvis internationale naturbeskyttelsesområder uden for vandområdedistriktet ikke har gunstig bevaringsstatus. Der ændres ikke ved den hidtidige arbejdsdeling mellem de statslige myndigheder, og Fødevareministeriet, Trafikministeriet, Forsvarsministeriet, Erhvervsministeriet eller andre ministerier vil blive inddraget i forberedelsen af de nødvendige Natura 2000-planer, i det omfang disse berører de pågældende ministeriers ressort.
Det forudsættes, at sektorlovgivningen indeholder de nødvendige hjemler til at sikre gunstig bevaringsstatus for de udpegede områder.
Bestemmelserne om udarbejdelse af Natura 2000-planer gennemfører fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4 og habitatdirektivets artikel 6, stk. 1. Med Natura 2000-planer og målsætninger konkretiseres tillige grundlaget for amter og kommuners administration af habitatdirektivets artikel 6,2-4, der tillige gælder for fuglebeskyttelsesområderne, om vurdering af aktiviteter og projekter, jf. bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Herefter er bevaringsmålsætningen for det enkelte område afgørende for vurderingen af, om konkrete aktiviteter og projekter er i overensstemmelse med beskyttelsesforpligtelserne.
Den samlede Natura 2000-plan består af tre elementer (basisanalysen, målsætninger og indsatsprogram), og bygger på det forslag til naturplanlægning, som er udarbejdet i »Idékatalog for naturplanlægning« marts 2003, af Miljøministeriet, Fødevareministeriet og Amtsrådsforeningen. Idékataloget opererer med en løbende planlægningsproces, hvor der på grundlag af en registrering og vurdering af tilstanden, kan opstilles målsætninger og udarbejdes indsatsprogrammer. En fornyet registrering af tilstanden vil vise effekten af den foretagne indsats og give grundlaget for revision af målsætninger og nye indsatsprogrammer.
Idékataloget knytter sig til regionplan 2005, og tager højde for, at naturplanlægningen skal kunne honorere EU-retlige krav efter habitatdirektivet og kunne samordnes med vandrammedirektivets planlægningsbestemmelser.
Lovforslaget gør naturplanlægningen obligatorisk i de udpegede internationale naturbeskyttelsesområder, mens naturplanlægning uden for disse områder fortsat kan være en del af den amtslige regionplanlægning. Dog kan det være nødvendigt, i Natura 2000-planen, at planlægge for arealer uden for de udpegede internationale naturbeskyttelsesområder, i det omfang en indsats her er nødvendig for at opfylde direktivkravene i områderne.
Naturplanlægningen i de internationale naturbeskyttelsesområder vil indgå som forudsætning for regionplanlægningen, mens naturplanlægning uden for disse områder som hidtil kan indgå i regionplanlægningen og den samlede interesseafvejning her. Da amtsrådet er ansvarligt for begge typer planlægning, forventes der ikke at blive problemer med at skabe helhed i naturforvaltningen.
Hjemlen i § 47 til at miljøministeren kan fastlægge retningslinier for udarbejdelse af Natura 2000-planer og deres indhold, vil om nødvendigt blive anvendt til at fastsætte eventuelle retningslinier for amtsrådenes prioritering af indsatsen.
Til stk. 2
På arealer inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, der er ejet af en offentlig myndighed, afgør den offentlige myndighed, om området skal omfattes af amtets indsatsprogram, eller om den offentlige myndighed selv ønsker at udarbejde et indsatsprogram eller lignende, med henblik på at prioritere indsatsen i det internationale naturbeskyttelsesområde. De planer mv. der kan blive tale om er fx driftsplaner eller anden indsats, som udføres af en offentlig myndighed som grundejer. F.eks. ejer Forsvarsministeriet, Fødevareministeriet, Miljøministeriet og kommunerne væsentlige naturområder, for hvilke der løbende udarbejdes driftsplaner eller lign. Planen skal være baseret på den af amtet udarbejdede basisanalyse og de fastlagte mål for naturtilstanden. Den offentlige myndighed har således alene indflydelse på hvorledes indsatsen skal tilrettelægges, og ikke hvordan målsætningen i øvrigt skal fastlægges, jf. dog § 44.
Med henblik på at sikre at der bliver taget højde for disse planer i forbindelse med udarbejdelsen af Natura 2000-planen, skal amtsrådet i medfør af § 37, stk. 3, tage kontakt til de berørte myndigheder forud for udarbejdelsen af Natura 2000-planen.
Amtets Natura 2000-plan skal herefter ledsages af en beskrivelse af andre offentlige myndigheders forvaltningstiltag inden for det internationale naturbeskyttelsesområde. Formålet er at skabe overblik over den samledes indsats. De ledsagende planer er således alene af oplysende karakter, og udgør ikke en del af Natura 2000-planen.
Da de offentlige myndigheder er direkte forpligtet af direktiverne, skal de, i forbindelse med udarbejdelsen af forvaltningsplaner m.v. for de arealer, myndighederne ejer, og som er omfattet af direktiverne, leve op til direktivernes beskyttelsesniveau.
Basisanalysen skal bruges til at få et overblik over, hvilke naturtyper der er lokaliseret hvor, og en vurdering af disses tilstand, således at der kan opstilles målsætninger og realistiske indsatsprogrammer, der ved senere revisioner kan effektvurderes gennem en fornyet tilstandsvurdering.
Basisanalysen forudsættes i vid udstrækning at kunne bygge på eksisterende data (rødlister, data indsamlet i forbindelse med myndighedsarbejdet, regional overvågning o. lign.), data der fremkommer gennem den nationale overvågning og i mindre omfang på nye oplysninger indhentet gennem målrettede dataindsamlinger.
Den første basisanalyse kan bestå af den kortlægning af NATURA 2000-områder på land, som er aftalt i det nationale overvågningsprogram NOVANA, de hidtidige overvågningsresultater fra NOVA-programmet (vedrører særligt de marine områder) og andet datamateriale, som amterne ligger inde med.
Resultaterne af overvågningen, herunder kortlægningen af NATURA 2000-områderne, vil løbende blive offentliggjort på DMU’s og amternes hjemmesider.
Det forudsættes, at amterne først i forbindelse med udarbejdelsen af målsætningerne for de enkelte områder drager konklusionerne af de til den tid indsamlede data. Der er derfor ikke forudsat nogen offentlighedsprocedure i forbindelse med kortlægningen m.v., men det hindrer ikke, at borgere og organisationer m.fl., der måtte ønske det, kan kommentere de til enhver tid foreliggende data over for de ansvarlige myndigheder.
Resultaterne af den nationale overvågning, m.v., data indsamlet i forbindelse med gennemførsel af indsatsprogrammer, regionale tilsyns- og overvågningsdata danner grundlag for senere revisioner af basisanalysen.
Basisanalysens tilstandsvurdering skal ske efter samme skala som målsætningerne fastsættes på baggrund af, jf. nedenfor til § 41.
Hjemmel til naturovervågning er ikke indarbejdet i denne lov, da en sådan hjemmel allerede findes i naturbeskyttelsesloven.
Det overordnede mål for forvaltningen af naturtyper og arter kaldes gunstig bevaringsstatus. Mål for naturtilstanden fastlægges i en kvalitetsskala. Skalaen vil bestå af fem trin, parallelt til vandrammedirektivets kvalitetsklasser, og er udviklet i forbindelse med udarbejdelse af ”Idékatalog for naturplanlægning”, marts 2003 af Miljøministeriet, Fødevareministeriet og Amtsrådsforeningen. Skalaen består af følgende klasser:
I Høj naturtilstand
II God naturtilstand
III Moderat naturtilstand
IV Ringe naturtilstand
V Dårlig naturtilstand.
Både I og II opfylder kravet om gunstig bevaringsstatus. Gunstig bevaringsstatus er defineret for henholdsvis arter og naturtyper i habitatdirektivets artikel 1 punkterne e og i.
Definitionen af gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper omfattet af fugle- og habitatdirektiverne er desuden konkretiseret i en række kriterier gældende for hver enkel art og naturtype i en faglig rapport udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), ”Indikatorer og kriterier for gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper”.
Nogle internationale naturbeskyttelsesområder er udpeget af hensyn til flere forskellige arter og naturtyper, og der kan forekomme tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå gunstig bevaringsstatus for samtlige arter og naturtyper, fordi den krævede indsats for visse arter eller naturtyper vil være i modstrid med andre arter eller naturtypers krav. I sådanne tilfælde vil fastsættelsen af mål for naturtilstanden tillige rumme en prioritering mellem forskellige dele af områdets udpegningsgrundlag. Denne prioritering vil kunne føre til, at et område tildeles forskellige mål.
Mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder omfattet af skovloven fastsættes efter reglerne heri.
Med hjemmel i stk. 2 vil der blive fastsat regler af indholdsmæssig karakter om fastsættelse af mål for naturtilstanden.
Amtsrådet prioriterer selv sin indsats gennem udarbejdelse af indsatsprogrammet. Indsatsprogrammet skal alene omfatte den forvaltningsindsats m.v., som amtsrådet forventer at kunne gennemføre og finde finansiering til i den kommende planperiode. Indsatsen kan vedrøre et helt internationalt naturbeskyttelsesområde eller en række konkrete lokaliteter, hvor der forekommer bestemte naturtyper og arter. Indsatsen kan desuden indebære etablering af spredningskorridorer og trædesten m.v., jf. habitatdirektivets artikel 10. Amtsrådets indsats på et givet område kan være alle former for naturforvaltning f.eks. rydninger, plejetiltag, ekstensivering af eksisterende drift, etablering af ny natur eller prioritering af en indsats uden for de internationale naturbeskyttelsesområder, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde målsætningen. Gennemførslen af det vedtagne indsatsprogram vil ske med hjemmel i anden lovgivning.
Hvis amtsrådet med Natura 2000-planen vælger at lade eksisterende aktiviteter fortsætte, selvom disse forstyrrer eller forringer et internationalt naturbeskyttelsesområde, kan det være nødvendigt med kompenserende foranstaltninger.
Indsatsprogrammet skal som udgangspunkt omfatte samtlige arealer inden for det internationale naturbeskyttelsesområde, dog er der enkelte undtagelser hertil. For så vidt angår den del af de internationale naturbeskyttelsesområder, der er ejet af offentlige myndigheder, skal amtsrådet alene udarbejde indsatsprogrammer for disse, såfremt der ikke i medfør af § 39, stk. 2, er udarbejdet en plan eller lignende for området. Indsatsen efter skovloven er omfattet af skovlovens planlægningsbestemmelser. Amtsrådet skal således heller ikke udarbejde indsatsprogrammer for disse.
På det akvatiske område forventes indsatsen i vid udstrækning at være dækket af den indsats, der er nødvendig efter vandrammedirektivet. Der kan dog være tilfælde med behov for yderligere artsbeskyttelse eller særlige fysiske forhold, som f.eks. sikring af brinker eller beskyttelse mod forstyrrelser. Disse yderligere tiltag skal i givet fald indarbejdes i vandplanen, jf. vandrammedirektivets artikel 13, jf. § 7 om beskyttede områder.
Bestemmelserne i §§ 43-45 er på de punkter hvor det har været muligt, tilnærmelsesvis identiske med den procedure, der er krævet i nærværende lovforslags bestemmelser om vandplanlægning og er i øvrigt tilnærmet bestemmelserne i planloven gældende for kommune- og regionplaner. Denne procedure er valgt, fordi der ofte vil være behov for den samme indsats til opfyldelse af vandramme- og naturdirektiverne, og det derfor er mest enkelt med ensartede og parallelle procedurer, og fordi vand- og Natura 2000-planerne ligesom kommune- og regionplaner ikke har retsvirkninger for den enkelte borger. Der er ikke tale om fuldstændigt sammenfald mellem tilvejebringelsesreglernes ordlyd.
Vandrammedirektivet kræver en høringsperiode på 6 måneder. På grund af den lange høringsperiode indeholder lovforslaget ikke et krav om forudgående idéfase. Det forventes i stedet, at der i løbet af offentlighedsperioden foregår idéudveksling og en dialog, der kan tilgodese borgeres og organisationers ønske om og behov for inddragelse i planerne.
Til stk.1
Efter stk. 1 skal der ske en offentlig annoncering af forslag til Natura 2000-plan. Annoncen skal indeholde oplysninger om, at der er udarbejdet forslag, og hvor forslaget kan rekvireres, eventuelt mod betaling. Selve offentliggørelsen bør ske i lokale dag- og/eller ugeblade, der har almindelig udbredelse i amtet, på amtets hjemmeside og i øvrigt på den måde, det er almindeligt brugt. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt, hvilket betyder, at der skal være adgang til at læse forslaget f.eks. i amtets forvaltning, på biblioteker eller lignende. Dokumentet skal også kunne udleveres, eventuelt mod betaling.
Til stk. 2
For at sikre samtidighed mellem udarbejdelsen af planerne, er der fastsat en bestemmelse om, at vandplanen og Natura 2000-planen skal offentliggøres samtidig.
Til stk. 3
Fremsendelse af forslaget til miljøministeren samt øvrige relevante myndigheder kan ske i trykt såvel som i elektronisk format. Det foreslås, at ministeren får bemyndigelse til at udarbejde nærmere regler om, at planforslag skal sendes til andre som berøres af planen, f.eks. lodsejere der berøres af planforslaget.
Til stk. 4
Det foreslås, at kredsen af personer og myndigheder, der kan fremsætte indsigelse over for forslagene er ubegrænset. Med indsigelse forstås ikke en vetoret, jf. dog nedenfor om miljøministerens indsigelse. Det er derfor amtsrådets beslutning, om indsigelsen skal give anledning til ændringer i Natura 2000-planen.
Miljøministeren kan, til varetagelse af statslige interesser eller opfyldelse af internationale forpligtelser, fremsætte indsigelse mod forslag til Natura 2000-plan. Ministeren udøver, efter henvendelse fra relevante statslige myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget til Natura 2000-plan, indsigelsesretten på vegne af samtlige statslige myndigheder. De statslige interesser, der vil kunne omfattes af indsigelsesretten, kan blandt andet være statslige bygge- og anlægsarbejder, råstofindvinding, fiskeriinteresser eller andet af væsentlig interesse for staten, mens de internationale forpligtelser, der vil kunne føre til indsigelser, blandt andet kan fremgå af fugle-og habitatdirektiverne eller konventioner på miljø- og naturområdet. Ministeren kan desuden gøre indsigelse, såfremt Natura 2000-planen strider mod nærværende lovs bestemmelser. Ministeren bemyndiges til at indlede nye forhandlinger med de ansvarlige myndigheder og fungere som mægler med henblik på at opnå enighed om et tilfredsstillende resultat.
Såfremt ministeren har gjort indsigelse, kan planforslaget kun vedtages endeligt, når der er opnået enighed om de nødvendige ændringer mellem miljøministeren, der repræsenterer de involverede statslige myndigheder, og den pågældende planmyndighed. Kan enighed ikke opnås, træffer ministeren den endelige beslutning.
Efter offentlighedsperiodens udløb foretager amtsrådet en vurdering af de indsigelser, der er fremsat. Amtsrådet skal efter behandlingen af disse vedtage Natura 2000-planen endeligt.
Til stk. 2
I forbindelse med den endelige vedtagelse af Natura 2000-planen kan amtsrådet beslutte, at der skal ske ændringer i planen. Amtsrådets beslutning om at ændre planen kan blandt andet bero på de indkomne indsigelser. Ændringer, der alene udgør en justering af basisanalysens oplysninger, kan ske uden yderligere høring. Såfremt ændringerne på væsentlig måde berører andre end de myndigheder eller borgere, hvis indsigelse har foranlediget ændringerne, skal disse høres forud for den endelige vedtagelse af planen. Som væsentlige ændringer, der forudsætter høring, kan blandt andet nævnes inddragelse af nye områder og udtagning af områder, der var omfattet af forslaget til indsatsprioritering. Såfremt der i forbindelse med Natura 2000-planens vedtagelse sker så omfattende ændringer af planens indhold, at der reelt er tale om et nyt planforslag, vil procedurerne for Natura 2000-planers tilvejebringelse i §§ 43-45 skulle følges. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis der i planen foretages omfattende omprioriteringer i forhold til den indsats, der var anført i forslaget.
Til stk. 3
Amtsrådet skal, umiddelbart efter vedtagelsen af Natura 2000-planen, foretage offentlig annoncering af den endeligt vedtagne plan. Annoncen skal indeholde oplysninger om, hvor den vedtagne plan kan rekvireres, eventuelt mod betaling. Selve offentliggørelsen bør ske i lokale dag- og/eller ugeblade, der har almindelig udbredelse i området, på amtets hjemmeside og i øvrigt på den måde, det er almindeligt brugt. Planen skal være offentligt tilgængelig, hvilket betyder, at der skal være adgang til at læse den, f.eks. i amtets forvaltning, på biblioteker eller lignende.
Planen skal desuden sendes til de berørte myndigheder. Fremsendelse af den endeligt vedtagne Natura 2000-plan til miljøministeren samt øvrige relevante myndigheder kan ske i trykt såvel som i elektronisk format.
Det forudsættes, at den første vedtagne Natura 2000-plan offentliggøres senest den 22. december 2009, samtidig med offentliggørelsen af vandplanen.
Bestemmelserne om udarbejdelse af Natura 2000-planer hvert 6. år gennemfører fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4 og habitatdirektivets artikel 6, stk. 1.
Til stk. 2
Muligheden for at ændre Natura 2000-planens indhold i planperioden er begrænset til indsatsprogrammet. Begrundelsen herfor er, at basisanalysen, der omfatter kortlægning og vurdering af tilstanden, det vil sige de faktiske forhold på lokaliteten, under normale omstændigheder, ikke ændres nævneværdigt gennem en 6-årig periode. Mål for naturtilstanden, der fastsættes på baggrund af basisanalysen og med henblik på at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus, vil på baggrund heraf heller ikke blive ændret i perioden. Da indsatsprogrammet imidlertid er grundlag for amtsrådets beslutning om aktiv forvaltning af områderne efter naturbeskyttelsesloven, kan der i løbet af den 6-årige planperiode blive behov for at ændre indsatsprogrammet. Dette kan f.eks. være begrundet i et ønske om at gennemføre et større naturgenopretnings- eller forvaltningsprojekt, i EU-retlige aftaler eller i ny viden, der gør en hurtig indsats påkrævet. Hvis den prioritering, som amtsrådet foretog med vedtagelse af Natura 2000-planen, ændres væsentligt eller i væsentligt omfang berører private lodsejere anderledes end hidtil, må det betragtes som et nyt indsatsprogram, og procedurerne i §§ 43 - 45 skal derfor anvendes.
Med bestemmelsen sikres miljøministeren mulighed for, på grundlag af f.eks. overvågningens resultater eller EU-retlige aftaler at kunne give bindende forudsætninger for amtsrådenes prioritering. Det kan f.eks. dreje sig om, at indsatsen i en periode skal fokuseres på de i direktivet særligt prioriterede arter og naturtyper, eller det kan vedrøre den nærmere udformning af Natura 2000-planer af hensyn til opfyldelse af habitatdirektivets rapporteringsforpligtelser. Se desuden bemærkningerne til § 39. Med forslaget skabes endvidere hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om, hvordan annoncering skal ske, f.eks. hvis der opstår behov for særlige krav til elektronisk annoncering og offentlig tilgængelighed via eksempelvis internettet.
Det foreslås, at ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om betaling for udlevering af dokumenterne fra offentlige myndigheder. Beløbet, som fastsættes som betaling, skal alene afspejle omkostningerne ved trykning, fotokopiering mv..
Til stk. 2
Ministeren gives tillige mulighed for at fastsætte regler om udarbejdelse af sammenhængende Natura 2000-planer. Ved sammenhængende Natura 2000-planer forstås planer, der omhandler både internationale naturbeskyttelsesområder omfattet af denne lov, internationale naturbeskyttelsesområder omfattet af skovlovens bestemmelser, driftsplaner eller lignende udarbejdet for offentligt ejede arealer, samt internationale naturbeskyttelsesområder, der arealmæssigt er placeret i flere amter eller delt mellem flere myndigheder (f.eks. marine områder eller klitfredede områder). En parallel bestemmelse vil blive indføjet i forslag til en ny skovlov.
Fuglebeskyttelses- og habitatdirektiverne forpligter medlemslandene til at gøre den nødvendige indsats for at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper omfattet af direktiverne. Med denne bestemmelse forpligtes amtsrådet til at gennemføre de nødvendige forvaltningsmæssige tiltag med henblik på at sikre gennemførelsen af deres eget indsatsprogram. Dette er en stramning i forhold til planlovens ”virke for”-bestemmelser. Stramningen har vist sig nødvendig for at have en præcis retlig ramme for gennemførelse af direktivforpligtelserne.
Til stk. 2
Natura 2000-planen er bindende for myndighederne. Bestemmelsen forpligter myndighederne til, inden for rammerne af den gældende lovgivning, at fremme Natura 2000-planens målsætninger ved udøvelse af deres skønsmæssige beføjelser. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Heri er der, med hjemmel i de angivne love, fastsat retningslinier for de almindelige myndigheders tilladelser og dispensationer i henhold til disse.
Målsætningerne er således også bindende for de statslige myndigheders udøvelse af deres beføjelser. Med miljøministerens adgang til at fremsætte indsigelse til varetagelse af statslige interesser, jf. § 44 er det dog sikret, at et amtsråd ikke kan vedtage en Natura 2000-plan, der tilsidesætter sådanne interesser.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til miljøbeskyttelseslovens § 80.
Bemyndigelsen vil blandt andet blive brugt til at henlægge miljøministerens planlægningskompetence til efter § 36 at udarbejde Natura 2000-planer for de marine områder uden for de kystnære havområder til Skov- og Naturstyrelsen. Endvidere er det hensigten at delegere ministerens adgang til at fremsætte indsigelse mod forslag til Natura 2000-planer efter § 44 til Skov- og Naturstyrelsen.
For overvågning af vandtilstanden er det hensigten at delegere opgaver til Danmarks Miljøundersøgelse.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til de eksisterende adgangsregler i miljøbeskyttelseslovens § 87 og vandforsyningslovens § 39.
Miljømyndighedernes adgang kan ske med henblik på både forberedelse af beslutninger og gennemførelse af overvågning efter loven eller regler udstedt i medfør af loven. De fleste af myndighedernes opgaver vil kun kræve adgang til udendørs arealer, men der vil dog også være tilfælde, hvor der er behov for adgang til bygninger, herunder også private boliger. F.eks. vil der i forbindelse med amternes grundvandskortlægning i tilfælde, hvor kvaliteten af vandet fra en eksisterende drikkevandsboring skal indgå i kortlægningen, være behov for at kunne komme ind i private boliger for at tage prøve af vandet fra vandhanen, idet det ofte ikke er teknisk muligt at tage prøven direkte fra boringen eller andre steder uden for huset.
På linje med vandforsyningslovens § 39 foreslås en udtrykkelig bestemmelse om, at der skal ydes erstatning for de skader og ulemper, der forvoldes i forbindelse med myndighedernes opgaveudførelse. Det foreslås, at erstatningsfastsættelser og behandling af sager herom følger den ordning, der er fastlagt i lov om offentlige veje.
Bestemmelsen sigter ikke på placering af permanente målestationer. Hvis der ikke kan opnås en frivillig overenskomst om placering af sådanne, må den foreslåede ekspropriationsbestemmelse i § 52 anvendes.
Bestemmelsen svarer til den lignende bestemmelse i lov om forurening af jord (§ 22, stk. 2 og 5). Bestemmelsen vil f.eks. kunne bruges i tilfælde, hvor der ikke kan opnås aftale om etablering af nødvendige boringer til brug for overvågning af grundvandet.
Klageadgangen er begrænset til to væsentlige forhold i vandplanen: de fastsatte miljømål og indsatsprogrammet. Der skal således være truffet en endelig beslutning om miljømålene og indsatsprogrammet, hvilket sker med den endelige godkendelse af vandplanen, før der kan opnås klageadgang. Klageadgangen bliver således først aktuel med udgangen af 2009, hvor den første vandplan skal offentliggøres.
Der gives endvidere klageadgang får så vidt angår spørgsmål om forslag til vandplanens tilvejebringelse, herunder kravene til offentlighedsproceduren. Dette svarer til den praksis, som gælder inden for planlovens område. Disse sager vil blive aktuelle med udgangen af 2008, hvor det første forslag til vandplan skal foreligge.
Til stk. 2-4
Bestemmelserne svarer til den lignende bestemmelse i jordforureningsloven om Miljøklagenævnets kompetence m.v. Bestemmelserne er ikke formuleret på samme måde som i § 54 om klage til Naturklagenævnet, da hver af bestemmelserne er formuleret i overensstemmelse med praksis for udformning af regler om klage til det pågældende nævn og er ikke søgt harmoniseret.
Klageadgangen omfatter afgørelser vedrørende fastsættelse af mål for naturtilstanden og det udarbejdede indsatsprogram. Der kan endvidere klages over, at de proceduremæssige regler om tilvejebringelse af planen ikke er fulgt. Baggrunden herfor er, at det er disse elementer i Natura 2000-planen, der vil være styrende for den efterfølgende forvaltning og administration af gældende lovgivning inden for de internationale naturbeskyttelsesområder.
De beskrivelser af planer og lignende, herunder driftsplaner, fra andre myndigheder, som iflg. § 39, stk. 2, skal ledsage indsatsprogrammet, er ikke en del af Natura 2000-planen, og kan således ikke påklages til Naturklagenævnet. Henvendelse vedrørende sådanne planer skal ske til den pågældende minister.
Bestemmelsen om klageberettigelse svarer i det væsentlige til lignende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven. Som bestemmelsen er formuleret er organisationer, der varetager erhvervsinteresser ikke klageberettiget, f.eks. er Dansk Industri eller Dansk Landbrug ikke klageberettiget. Sådanne organisationer forventes at varetage deres interesser under høringsfasen. Organisationer vil som hidtil kunne klage som mandatar for et medlem.
Kredsen af klageberettigede er i øvrigt fastlagt under hensyntagen til, at indsatsprogrammet kan få væsentlig betydning for konkrete personer og virksomheder, idet indsatsprogrammet netop skitserer, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at opfylde miljømålene. Der kan f.eks. blive tale om at revidere udledningstilladelser i et område (i henhold til miljøbeskyttelsesloven), og det foreslås derfor, at de personer, som indsatsprogrammet retter sig imod, allerede på dette tidlige tidspunkt skal kunne klage over prioriteringen af foranstaltningerne.
Med hensyn til stk. 1, nr. 2, vil virksomheder, som kan blive berørt af indsatsprogrammet, kunne klage uden, at der skal foreligge dokumentation for, hvilke effekter indsatsprogrammet vil kunne få for virksomheden.
Med lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, menes bl.a. lokale organisationer og lokale foreninger, hvis medlemskreds dyrker særlige fritidsinteresser knyttet til naturen, f.eks. lystfiskere, jægere, fugleinteresserede, sejl- og rosportsfolk m.v., hvis der er tale om afgørelser, der på væsentlig måde vil gribe ind i aktiviteterne.
Kravet om skriftlighed omfatter også, at klagen kan indgives ved telefax eller elektronisk post. Ved offentliggørelse af dokumenterne skal der gives klagevejledning, herunder oplysninger om klagefristen.
Til stk. 2
Klagen skal på vandområdet sendes til vanddistriktsmyndigheden, og for naturområdet til det amtsråd, der har truffet afgørelsen. Vanddistriktsmyndigheden skal orientere de øvrige amtsråd i vanddistriktet om indkomne klager.
Klagenævnene vil kunne fastsætte opsættende virkning, f.eks. hvis der rejses væsentlig tvivl om foranstaltninger i indsatsprogrammer, der er planlagt gennemført først i planperioden, således at klagebehandlingen ikke vil kunne være gennemført, før foranstaltningerne er udført.
Bestemmelsen indeholder en frist for adgangen til efterprøvelse af afgørelser efter loven m.v. ved domstolene. Den svarer til bestemmelser i de øvrige love på miljøområdet.
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet), (EF-Tidende 2000 nr. L 327, side 1), Rådets direktiv 79/923/EØF af 30. oktober 1979 om kvalitetskrav til skaldyrvande, (EF-Tidende 1979 nr. L 281, side 47 ), Rådets direktiv 79/409/EF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (fuglebeskyttelsesdirektivet), (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1 ), samt dele af Rådets direktiv 92/43/EF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet), (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7).
Miljømålsloven
Gældende
LBK nr 692 af 26/05/2023
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Ændringer:
1
Miljømålsloven
Herved bekendtgøres lov om miljø m.v. for internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af 26. januar 2017, med de ændringer, der følger af § 13 i lov nr. 900 af 21. juni 2022.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte overgangsregler.
Stk. 4. (Udelades)
Stk. 5. Regler, der er fastsat i henhold til hidtil gældende regler, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat med hjemmel i denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 6. Verserende klagesager i Natur- og Miljøklagenævnet eller Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der ikke er færdigbehandlet ved denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles og afgøres af Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i denne lov. Dette gælder dog ikke verserende klagesager ved Natur- og Miljøklagenævnet, som ved lovens ikrafttræden skal færdigbehandles og afgøres af Planklagenævnet, jf. § 1 i lov om Planklagenævnet.
Stk. 7. (Udelades)
Lov nr. 900 af 21. juni 2022 (Dispensation og klagesagsbehandling m.v. på fortidsmindeområdet)26) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Miljøministeren udpeger internationale naturbeskyttelsesområder på land og på havet.
Stk. 2. Miljøministeren kan foretage ændringer i allerede udpegede internationale naturbeskyttelsesområder.
Stk. 3. Under en bilateral samrådsprocedure mellem Danmark og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med henblik på overvejelser om et områdes udpegning som internationalt naturbeskyttelsesområde træffer miljøministeren passende foranstaltninger for at undgå forringelse af den prioriterede naturtype eller levestedet for den prioriterede art samt forstyrrelser af den prioriterede art, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for den prioriterede naturtype eller art. Ministeren kan herunder bestemme, at regionsråd, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder ved deres administration af lovgivningen er forpligtet til at beskytte området. Foranstaltningerne gælder, indtil der er truffet beslutning om og eventuelt foretaget en udpegning af området.
Stk. 4. Miljøministeren træffer beslutning om foranstaltninger, der kan beskytte et område, som ikke er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde, men hvor nye oplysninger om forekomsten af fugle indebærer, at området skal udpeges.
Stk. 5. Ministeren fastsætter regler om beskyttelsen af de i stk. 4 nævnte områder.
Stk. 6. Når et område er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde, er regionsråd, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen i øvrigt forpligtet af udpegningen.
Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler om begrænsning af kompetencen til planlægning efter reglerne i planloven inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
Kommunalbestyrelsen udarbejder en handleplan, jf. §§ 46 a-46 e, til gennemførelse af Natura 2000-planen inden for kommunens geografiske område på land og for den kystnære del af vanddistriktet. For det enkelte Natura 2000-område skal handleplanen koordineres og sammenskrives med eventuelle andre kommunale handleplaner og statslige handleplaner for skovbevoksede, fredskovspligtige arealer, der udarbejdes efter regler udstedt i medfør af lov om skove.
Fastsættelse af mål for naturtilstanden på grundlag af basisanalysen skal ske med henblik på at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus. Efter en klassificering og afvejning af eventuelt modstridende naturinteresser inden for det enkelte internationale naturbeskyttelsesområde fastsættes mål for området. Der kan fastsættes forskellige mål for delområder inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde.
Stk. 2. Miljøministeren skal fastsætte nærmere regler om fastsættelse af mål for naturtilstanden.
Indsatsprogrammet udarbejdes på grundlag af basisanalysen, jf. § 40, og foreliggende overvågningsdata. Indsatsprogrammet skal indeholde bindende retningslinjer for de kommunale handleplaner og kan indeholde konkrete forslag til handleplanerne.
Natura 2000-planen udarbejdes efter forudgående drøftelse med de berørte statslige, kommunale og regionale myndigheder og med inddragelse af nationalparkbestyrelser, foreninger, organisationer og lodsejere, som har en væsentlig interesse i planen.
Miljøministeren offentliggør ved annoncering et forslag til Natura 2000-plan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen oplyser ministeren om høringsfristen, jf. stk. 4. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt.
Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske senest 1 år efter offentliggørelsen af basisanalysen, jf. § 40, stk. 2.
Stk. 3. Samtidig med offentliggørelsen efter stk. 1 sendes forslag til Natura 2000-plan til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget.
Stk. 4. Ministeren fastsætter en frist på mindst 12 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende planforslaget.
Efter udløbet af fristen i § 43, stk. 4, vedtager miljøministeren Natura 2000-planen endeligt.
Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til Natura 2000-plan ændres væsentligt, kan miljøministeren ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Høringsfristen fastsættes til mindst 4 uger. § 43, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse. Hvis ændringerne er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til Natura 2000-plan, finder § 43, stk. 1, 3 og 4, anvendelse.
Stk. 3. Ministeren sørger efter udløbet af fristen i § 43, stk. 4, og fristen i stk. 2 for offentlig annoncering af den vedtagne Natura 2000-plan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Planen sendes samtidig til de regionale, kommunale og statslige myndigheder, hvis interesser berøres.
Miljøministeren reviderer Natura 2000-planen hvert sjette år.
Stk. 2. Indsatsprogrammet kan ændres i planperioden. Ved udarbejdelse og vedtagelse af ændringer følges proceduren i § 43 og § 45, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Ændringer, som ikke er væsentlige, kan foretages uden høring og offentliggøres efter vedtagelsen. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt.
Prioritering af kommunalbestyrelsens forventede forvaltningsindsats i planperioden på baggrund af en opgørelse af behovet for konkrete forvaltningstiltag.
Forventede initiativer, som kommunalbestyrelsen vil tage for at gennemføre Natura 2000-planen, herunder en plan for interessentinddragelse.
Oversigt over fordelingen af indsatsen mellem kommunale myndigheder, Miljø- og Fødevareministeriet og offentlige lodsejere.
Stk. 2. Handleplanen skal være i overensstemmelse med Natura 2000-planen.
Stk. 3. Handleplanen skal ikke omfatte offentligt ejede arealer, når der for sådanne arealer udarbejdes en plan for forvaltningsindsatsen, der er i overensstemmelse med de fastsatte mål for naturtilstanden. I disse tilfælde skal handleplanen ledsages af en beskrivelse af denne forvaltningsindsats, som tillige indgår i den i stk. 1, nr. 3, nævnte oversigt.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre gennemførelse af en vedtaget handleplan.
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om handleplanens indhold og tilvejebringelse.
Kommunalbestyrelsen vedtager senest seks måneder efter Natura 2000-planens offentliggørelse, jf. § 45, stk. 3, eller offentliggørelse af en ændring efter § 46, stk. 2, et forslag til en handleplan, herunder ændring af handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Kommunalbestyrelsen annoncerer forslaget offentligt og oplyser om fristen efter stk. 2. Forslaget skal være offentlig tilgængeligt.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til handleplan og fremsættelse af indsigelser efter § 46 d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ændre en vedtaget handleplan i planperioden. Kommunalbestyrelsen skal foretage ændringer, hvis de er nødvendige for at gennemføre en vedtaget ændring af Natura 2000-planens indsatsprogram, jf. § 46, stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør forslag til ændring af handleplan efter reglerne i stk. 1, 2.-4. pkt., og fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til ændring af planen og fremsættelse af indsigelser efter § 46 d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1, jf. dog § 46 c, stk. 6.
Kommunalbestyrelsen vedtager senest et år efter Natura 2000-planens offentliggørelse den endelige handleplan.
Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til handleplan ændres væsentligt, kan kommunalbestyrelsen ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 4 uger for indgivelse af høringssvar og fremsættelse af indsigelser efter § 46 d, stk. 1, og § 46 e, stk. 1. § 46 d og § 46 e finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til handleplan, finder § 46 b, § 46 d og § 46 e anvendelse, og fristen i stk. 1 forlænges med 3 måneder.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen sørger efter udløbet af fristen i stk. 2 og § 46 b, stk. 2, for offentlig annoncering af den vedtagne handleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den vedtagne handleplan skal være offentligt tilgængelig.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ændre en vedtaget handleplan efter udløbet af fristen i § 46 b, stk. 3, jf. dog stk. 2 og 3, og §§ 46 d og 46 e.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan vedtage ændringer af en vedtaget handleplan, som ikke er væsentlige, uden forudgående offentliggørelse og høring.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen sørger for offentlig annoncering af ændringer af en vedtaget handleplan vedtaget efter stk. 5 og 6. Stk. 4, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Et forslag til handleplan kan ikke vedtages, hvis andre berørte kommunalbestyrelser har modsat sig dette skriftligt over for kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen efter § 46 b, stk. 2. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.
Stk. 2. En indsigelse efter stk. 1 skal være begrundet.
Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed blandt de berørte kommunalbestyrelser, jf. stk. 1, om den nærmere udformning af handleplanen for det konkrete Natura 2000-område, jf. § 46 a, forelægges sagen for miljøministeren, som herefter træffer afgørelse.
Miljøministeren kan til varetagelse af statslige interesser eller opfyldelse af internationale forpligtelser fremsætte indsigelse mod et forslag til handleplan inden udløbet af fristen efter § 46 b, stk. 2. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.
Stk. 2. Såfremt der ikke ved forhandling kan opnås enighed, træffer ministeren afgørelse.
Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af Natura 2000-planen, kommunale handleplaner og forslag hertil. Ministeren kan herunder fastsætte regler om udelukkende digital annoncering og om betaling for udlevering af dokumenter.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at de kommunale handleplaner og forslag hertil skal sendes til andre, som bliver berørt heraf.
Regionsråd, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af en vedtaget Natura 2000-plan.
Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.
Stk. 3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.
Afgørelser truffet efter følgende bestemmelser kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 10, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet:
§ 45, for så vidt angår Natura 2000-planens tilvejebringelse.
§ 46 c, for så vidt angår handleplanens indhold og tilvejebringelse, jf. §§ 46 a-46 e.
Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.
Offentlige myndigheder.
Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.
Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Stk. 2. Ved klage efter stk. 1, nr. 5 og 6, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter.
Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at planen er offentligt bekendtgjort. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.
Stk. 3. Når myndigheden videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Stk. 4. Myndigheden skal straks underrette Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af forhandlingerne, når de er afsluttet.
Stk. 5. Myndighedens videresendelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.
Stk. 6. Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 2, 4. og 5. pkt., og stk. 3 ikke anvendelse.
En klage har ikke opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.
Stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige fristerne i § 46 c for så vidt angår hele eller dele af den kommunale handleplan i forbindelse med afgørelser truffet efter stk. 1.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af denne lov, skal være anlagt inden seks måneder efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort.
Lov nr. 570 af 24. juni 2005 (Udmøntning af kommunalreformen for så vidt angår organisering af myndighederne m.v.)2) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2-9.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af bestemmelserne i § 1, nr. 1-23, 26, 49, 50 og 52, eller dele heraf, dog senest den 1. januar 2007. Ministeren kan desuden fastsætte forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for de enkelte amter. Regionsrådenes rettigheder og pligter i disse bestemmelser træder dog først i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 3. Den eller de berørte amtskommuner bistår indtil den 1. januar 2007 ministeren vedrørende opgaver, som ministeren overtager efter stk. 2. Ministeren træffer bestemmelse om bistanden efter nærmere drøftelse med den eller de berørte amtskommuner.
Stk. 4. § 1, nr. 30, træder i kraft den 1. januar 2006, således at ministeren senest den 1. juli 2006 meddeler den enkelte kommunalbestyrelse det beløb, som gebyret skal dække i kommunen for budgetperioden 2007.
Stk. 5. Amtsrådet udarbejder basisanalysen, jf. § 40 i lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder, for Natura 2000-områderne på land og inden for den kystnære del af vanddistriktet senest den 1. juli 2006.
Stk. 6. § 4, stk. 5, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.3)
Stk. 7. § 1, nr. 51, og § 2, nr. 38, træder i kraft den 1. juli 2005.
Stk. 8. Lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, herunder regler udstedt i medfør af loven, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med de opgaveflytninger mellem amtskommunerne og staten, der sker i henhold til § 1, nr. 1-23, 26, 49, 50 og 52, i denne lov før den 1. januar 2007.
Stk. 9. Stk. 8 træder i kraft den 1. juli 2005.
§ 5
I det omfang regler i anden lovgivning pålægger en myndighed at overholde retningslinjer i en regionplan, og hvor det følger af denne lovgivning, at forpligtelsen ændres til en forpligtelse til at overholde en vandplan, skal den pågældende myndighed tillige overholde retningslinjer i en regionplan, der midlertidigt, helt eller delvist, er opretholdt i medfør af § 3, stk. 1 eller 2, eller § 4, stk. 2, i lov om ændring af lov om planlægning (Udmøntning af kommunalreformen).
Lov nr. 571 af 9. juni 2006 (Ændring af klagenævn og klagebestemmelser i en række love på miljøområdet)4) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 11 træder i kraft den 1. juli 2006.
Stk. 3. Sager, der pr. 1. januar 2007 er indbragt for Miljøklagenævnet, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Lov nr. 1571 af 20. december 2006 (Ophævelse af adgang til at overføre myndighedskompetence til kommunale fællesskaber og ændring af delegationsbestemmelser m.v. i en række love på natur- og miljøområdet)5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 23
Loven træder i kraft den 1. januar 2007.
Lov nr. 508 af 17. juni 2008 (Gennemførelse af direktiver om naturbeskyttelse)6) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 16
Loven træder i kraft den 1. juli 2008.
Lov nr. 1402 af 27. december 2008 (Regulering af afgift til drikkevandsbeskyttelse m.v.)7) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009.
Stk. 2-7. (Udelades)
Lov nr. 514 af 12. juni 2009 (Beskyttelse af visse dyrearter m.v.)8) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 13
Loven træder i kraft den 1. oktober 2009.
Lov nr. 484 af 11. maj 2010 (Ændringer som følge af lov om Natur- og Miljøklagenævnet m.v.)9) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 28
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2.
Stk. 2-3. (Udelades)
Stk. 4. Verserende sager i Miljøklagenævnet, der ikke er færdigbehandlet ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter lov om Natur- og Miljøklagenævnet af Natur- og Miljøklagenævnet med den i § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet nævnte sammensætning. I sager, hvor der efter de hidtil gældende regler er udtaget sagkyndige til behandling af den pågældende sag, sammensættes Natur- og Miljøklagenævnet med deltagelse af disse.
Stk. 5. Verserende sager i Naturklagenævnet, der ikke er færdigbehandlet ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter lov om Natur- og Miljøklagenævnet af Natur- og Miljøklagenævnet med den i § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet nævnte sammensætning. I sager, hvor Naturklagenævnet har afholdt besigtigelse i en sag om fredning efter naturbeskyttelseslovens kapitel 6, sammensættes Natur- og Miljøklagenævnet med deltagelse af de nævnsmedlemmer, der deltog i besigtigelsen.
Stk. 6. Verserende sager efter lov om vandløb, der ikke er færdigbehandlet i By- og Landskabsstyrelsen ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Natur- og Miljøklagenævnet med den i § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet nævnte sammensætning.
Stk. 7. Miljøministeren kan i øvrigt fastsætte overgangsregler.
Bekendtgørelse nr. 863 af 28. juni 2010 om ændring af bilag 2 til miljømålsloven om indholdet af vandplanen og om indholdet af indsatsprogrammer indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. juli 2010.
Stk. 2. Bekendtgørelsens § 4 og § 5 træder i stedet for bilag 2 i lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven).
Stk. 3. Bekendtgørelsens nr. 311 af 25. marts 2010 om ændring af bilag 2 i lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale beskyttelsesområder (miljømålsloven) ophæves.
Bekendtgørelse nr. 42 af 19. januar 2011 om ændring af bekendtgørelse om ændring af bilag 2 til miljømålsloven om indholdet af vandplanen og om indholdet af indsatprogrammer mv. indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. januar 2011.
Lov nr. 553 af 1. juni 2011 (»Grøn vækst«)10) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 15. juli 2011.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 1273 af 21. december 2011 (Digital annoncering, obligatorisk digital kommunikation, afskæring af klageadgang)11) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 20
Loven træder i kraft den 1. januar 2012.
Lov nr. 580 af 18. juni 2012 (Reform af klagesystemet på natur- og miljøområdet m.v.)12) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 28
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2012, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. Loven finder anvendelse på afgørelser truffet i 1. instans efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4. (Udelades)
Lov nr. 514 af 27. maj 2013 (Forenkling af planprocessen for Natura 2000-planer og styrkelse af interessentinddragelse m.v.)13) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 2013.
Lov nr. 1606 af 26. december 2013 om vandplanlægning14) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 39. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.15)
Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 41, nr. 1-4 og 7-11, og § 42. Miljø- og fødevareministeren kan herunder bestemme, at ændringerne træder i kraft på forskellige tidspunkter.16)
Stk. 3-5. (Udelades)
Lov nr. 1631 af 26. december 2013 (Konsekvensændringer som følge af lov om vandplanlægning)17) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 17
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.18)
Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af §§ 2 og 3, § 4, nr. 2, §§ 5-11, § 12, nr. 1, 3, 4 og 6, § 13, § 14, nr. 1 og 2 og 4-8, og §§ 15 og 16. Ministeren kan herunder bestemme, at ændringerne træder i kraft på forskellige tidspunkter.19)
Stk. 3. (Udelades)
Lov nr. 86 af 28. januar 2014 (Obligatorisk digital selvbetjening ved indgivelse af klage samt obligatorisk videresendelse af klage over lokalplan til Natur- og Miljøklagenævnet m.v.)20) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 26
Stk. 1. (Udelades)
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af §§ 1-6, § 7, nr. 2 og 3, og §§ 8-25.21)
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse for klager over afgørelser, der træffes, før loven træder i kraft. For sådanne klager finder de hidtidige regler anvendelse.
Lov nr. 726 af 25. juni 2014 (Anvendelsesområde og fornyet høring over vandplanforslag m.v.)22) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.23)
Stk. 2. (Udelades)
Bekendtgørelse nr. 1132 af 8. oktober 2014 om ændring af bilag 1 til miljømålsloven indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. oktober 2014.
Lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v.24) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 139. Loven træder i kraft den 1. juli 2015, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet25) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 24. Loven træder i kraft den 1. februar 2017.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte overgangsregler.
Stk. 4. (Udelades)
Stk. 5. Regler, der er fastsat i henhold til hidtil gældende regler, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat med hjemmel i denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 6. Verserende klagesager i Natur- og Miljøklagenævnet eller Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der ikke er færdigbehandlet ved denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles og afgøres af Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i denne lov. Dette gælder dog ikke verserende klagesager ved Natur- og Miljøklagenævnet, som ved lovens ikrafttræden skal færdigbehandles og afgøres af Planklagenævnet, jf. § 1 i lov om Planklagenævnet.
Stk. 7. (Udelades)
Lov nr. 900 af 21. juni 2022 (Dispensation og klagesagsbehandling m.v. på fortidsmindeområdet)26) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 18
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2022.
Stk. 2. (Udelades)
Miljøministeriet, den 26. maj 2023
P.M.V.
E.B.
Peter Østergård Have
/ Charlotte Brøndum
Bilag 1
(Ophævet)
Bilag 2
(Ophævet)
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193.
Loven er bekendtgjort i Lovtidende den 25. juni 2005.
Lovændringen vedrører § 53.
Lovændringen vedrører § 29, stk. 3, og § 50, stk. 1 og 3.
Lovændringen vedrører § 36.
Lovændringen vedrører § 8 a og § 35 og bilag 2, del A, nr. 3.
Lovændringen vedrører fodnoten til lovens titel.
Lovændringen vedrører § 53, § 55, stk. 1, § 56, stk. 2, § 57, stk. 1 og 2 og § 54. Lov nr. 1608 af 22. december 2010 vedrører en ny affattelse af ikrafttrædelsesbestemmelsen for lov nr. 484 af 11. maj 2010, hvor det er bestemt, at lov nr. 484 af 11. maj 2010 træder i kraft den 1. januar 2011.
Lovændringen vedrører i titelnoten og § 53, stk. 1, nr. 1 og 3.
Lovændringen vedrører § 27 a, stk. 1, § 29, stk. 1, § 31, stk. 1, § 31 b, stk. 1 og 4, § 31 c, stk. 3 og 6, § 42 a, stk. 1, § 43, stk. 1, § 45, stk. 3, § 46 b, stk. 1, § 46 c, stk. 3, § 47, stk. 1 og § 53, stk. 1, nr. 1 og 3.
Lovændringen vedrører lovens titel, § 1, § 3, stk. 3, §§ 10-12, § 13, §§ 14-21, § 51, § 52, § 52 a, stk. 2, § 57, stk. 2, overskriften til afsnit II, kapitel 2-5, kapitel 7-11 og bilag 1 og 2.
Loven er bekendtgjort i Lovtidende den 28. december 2013.
Ved bekendtgørelse nr. 774 af 24. juni 2016 blev det bestemt, at ændringerne trådte i kraft den 1. juli 2016.
Lovændringen vedrører to overskrifter til kapitel 5, § 8, § 8 a, § 28, stk. 1, nr. 1, og kapitel 12 samt ændrer § 7, nr. 1, § 28, stk. 2, § 29, stk. 1, 3, 5 og 6.
Loven er bekendtgjort i Lovtidende den 28. december 2013.
Ved bekendtgørelse nr. 775 af 24. juni 2016 blev det bestemt, at ændringerne trådte i kraft den 1. juli 2016.
Lovændringen vedrører § 56, stk. 2, og 5-6.
Ved bekendtgørelse nr. 57 af 23. januar 2015 blev det bestemt, at ændringerne trådte i kraft den 28. januar 2015.
Lovændringen vedrører § 30.
Loven er bekendtgjort i Lovtidende den 26. juni 2014.
Lovændringen vedrører § 51, stk. 3, 2. og 3. pkt. og § 52, stk. 2.
Lovændringen vedrører fodnoten til lovens titel, § 38, nr. 2, § 53, stk. 1, § 56, stk. 2, og ændrer overalt i loven »Natur- og Miljøklagenævnet« til »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
