Miljøskadeloven § 15

Til stk. 1

For så vidt angår begrebet »beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder” henvises til bemærkningerne til stk. 3.

Vandforekomster er defineret som vandforekomster omfattet af miljømålsloven. Miljømålsloven implementerer vandrammedirektivet (direktiv 2000/60/EF). Definitionen af vandforekomster er dermed i overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 5. Disse vandforekomster omfatter herefter såvel forekomster af overfladevand som grundvand. Overfladevand er i miljømålsloven defineret som 1) indvand bortset fra grundvand, dvs. alt stillestående eller strømmende vand på jordoverfladen, herunder vandløb, dvs. indvand, som for størstedelens vedkommende løber på jordoverfladen, men som kan løbe under jorden i en del af sit løb og søer, dvs. indvand bestående af stillestående overfladevand, 2) overgangsvande, dvs. overfladevandområder i nærheden af flodmundinger, som er delvist saltholdige som følge af, at de er i nærheden af kystvande, men som i væsentlig grad påvirkes af ferskvandsstrømme og 3) kystvande, undtagen med hensyn til kemisk tilstand, hvor det også omfatter territorialfarvande. Kystvande omfatter såvel kystvand ud til 1 sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på basislinjen, hvor vandrammedirektivet stiller krav om økologisk tilstand, som territorialfarvand ud til 12 sømil, hvor vandrammedirektivet stiller krav om kemisk tilstand.

Grundvand defineres som alle former for vand under jordoverfladen i mættede zoner og i direkte kontakt med jordoverfladen eller undergrunden.

Til stk. 2

Ved udnyttelsesmuligheder til gavn for en anden naturressource skal forstås den funktion, som naturressourcer opfylder eller kan opfylde i forhold til andre naturressourcer, for eksempel jordens funktion som vækstmedium for en beskyttet planteart, eller et vandområdes betydning som levested for en beskyttet fugle- eller dyreart. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §§ 7-11, som fastlægger skadebegrebet.

Ved udnyttelsesmuligheder for offentligheden skal forstås både de udnyttelsesmuligheder, der knytter sig til, at der kan indvindes vand fra grundvandsforekomster, at der kan fanges fisk i kystvande, fældes træ i skove m.v., som de udnyttelsesmuligheder, der består i de såkaldte «rekreative tjenester», f.eks. at der kan ses på trækfugle over et vådområde, at der kan bades fra stranden eller at der kan ses på orkideer på vej hen over et overdrev.

Til stk. 3

I miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, defineres de beskyttede arter og naturtyper, der er omfattet af direktivet. Det drejer sig om:

1. arter, der er nævnt i fuglebeskyttelsesdirektivets (direktiv 74/409/EØF) artikel 4, stk. 2, eller opført i direktivets bilag I

2. arter, der er opført i habitatdirektivets (direktiv 93/43/EØF) bilag II og IV

3. levesteder for arter, der er nævnt i fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 2, eller opført i direktivets bilag I eller i habitatdirektivets bilag II

4. internationale naturbeskyttelsesområder, der er opført i habitatdirektivets bilag I, samt

5. yngle- og rastepladser for de arter, der er opført i habitatdirektivets bilag IV.

Disse arter, internationale naturbeskyttelsesområder og levesteder for arter, benævnes også Natura 2000-arter og -områder. Ordet »beskyttede« knytter sig såvel til arter som til naturtyper.

Samtlige fuglearter, som forekommer i vild tilstand inden for EU, er beskyttet efter fuglebeskyttelsesdirektivet. De fuglearter, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet og dermed af lovforslaget, er dog begrænset til arter, som kræver særlige beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til deres levesteder, og som er opført på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I eller omfattet af direktivets artikel 4, stk. 2. Bilag I-arterne er arter, der kræver særlige beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til deres levesteder for at sikre, at de kan overleve og formere sig i deres udbredelsesområde. Der er i alt ca. 75 fuglearter på bilag I, og de forekommer ikke alle vildtlevende i Danmark. Som danske bilag I-arter kan eksempelvis nævnes sangsvane, sort stork og vandrefalk. Artikel 4, stk. 2-arter er regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, der ikke er opført i bilag I, men som for så vidt angår deres yngle-, fjerskifte-, overvintrings- og rasteområder har tilsvarende beskyttelsesbehov. Som eksempel på en sådan art kan nævnes troldand, havørn og lille fluesnapper.

De arter, der er beskyttet efter habitatdirektivet, og som er omfattet af miljøansvarsdirektivet og dermed af lovforslaget, er dyrearter og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis bevaring kræver udpegning af særlige bevaringsområder (bilag II-arter), eller kræver streng beskyttelse (bilag IV-arter). Som eksempel på bilag II-arter, der forekommer i Danmark, kan nævnes spættet sæl og hasselmus og på bilag IV-arter flagermus, odder, spidssnudet frø, snæbel og bred vandkalv. Af beskyttede plantearter kan nævnes vandranke, fruesko og gul stenbræk.

For beskyttede dyre- og plantearter gælder det, at de er beskyttet, uanset om de befinder sig i det område (Natura 2000-område), som de udgør udpegningsgrundlaget for, eller uden for disse områder.

Det foreslås, at den danske gennemførelse af miljøansvarsdirektivets regler for så vidt angår arter ikke skal være mere vidtgående, end EU-forpligtelserne tilsiger. De kommende Natura 2000-planer vil bl.a. fastsætte gunstig bevaringsstatus for arter i overensstemmelse med bestemmelserne i de 2 direktiver. Denne statusfastlæggelse er nødvendig som grundlag for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, jf. nedenfor om naturtyper uden for Natura 2000-områder.

Det forslås desuden, at den danske gennemførelse af miljøansvarsdirektivets regler for så vidt angår naturtyper ikke skal være mere vidtgående, end EU-forpligtelserne tilsiger, dvs. at den kun omfatter de udpegede Natura 2000-områder. En udvidelse til andre områder, for eksempel fredede områder eller § 3-områder uden for Natura 2000-områder, ville gøre det i forvejen yderst komplicerede spørgsmål om at afgøre, hvornår der foreligger en miljøskade på en beskyttet naturtype, yderligere kompliceret. For Natura-2000-områderne vil der fra ultimo 2009 foreligge Natura 2000-planer, der bl.a. fastlægger gunstig bevaringsstatus for områderne, som kan danne grundlag for vurderingen. Men sådanne planer – og dermed statusfastlæggelse – vil ikke foreligge for andre områder. Der vil således ikke være nogen målestok for, om en aktivitet har medført en væsentlig negativ påvirkning af bestræbelserne for at opnå eller bevare god bevaringsstatus, hvilket er afgørende for at konstatere, om der er en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

De beskyttede områder, der herefter er omfattet af lovforslaget, er områder, der af miljøministeren i medfør af miljømålsloven er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter. I lovforslaget anvendes betegnelsen internationale naturbeskyttelsesområder i overensstemmelse med terminologien i naturbeskyttelseslovens kapitel 2 a og miljømålsloven. Områderne benævnes også Natura 2000-områder. Mål og vurdering af naturtilstanden i de kommende Natura 2000 planer fastlægges i en kvalitetsskala bestående af fem trin (høj, god, moderat, ringe og dårlig). Høj og god tilstand opfylder kravene til gunstig bevaringsstatus. For arealer, hvor naturtilstanden betegnes som moderat, ringe eller dårlig, er målet at fastlægge tiltag, der over en periode gør det muligt at opnå gunstig bevaringsstatus.

I det omfang, det har betydning for artsbeskyttelsen, er tillige følgende områder omfattet af miljøansvarsdirektivet og dermed af lovforslaget: levesteder for de fuglearter, som efter fuglebeskyttelsesdirektivet kræver særlige beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til levesteder, herunder ynglepladser, fjerskiftepladser og rastepladser. Tilsvarende gælder ynglepladser og rastepladser for de arter, som efter habitatdirektivets bilag IV kræver streng beskyttelse.

EU-bestemmelser om beskyttede arter er gennemført i dansk ret i jagt- og vildtforvaltningslovgivningen, f.eks. bekendtgørelser om vildtreservater, og naturbeskyttelseslovgivningen, især bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt om beskyttelse af visse arter samt bekendtgørelsen om fredning af krybdyr, padder, fisk, hvirvelløse dyr, planter m.m. (artsfredningsbekendtgørelsen).

I Danmark er der i alt 254 habitatområder og 113 fuglebeskyttelsesområder. På land er der ca. 2.200 km2, der er udpeget som habitat- og fuglebeskyttelsesområde, mens 995 km2 alene er udpeget som habitatområde, og 418 km2 alene er udpeget som fuglebeskyttelsesområde. De marine habitatområder udgør ca. 8.000 km2 og de marine fuglebeskyttelsesområder ca. 12.000 km2. De udpegede arealer udgør for landarealernes vedkommende ca. 13 % af Danmarks landareal og for de marine områders vedkommende ca. 19 % af Danmarks havareal.