VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Loven finder anvendelse på tjenstgørende militært personel samt hjemsendt militært personel med hensyn til militære pligter, som påhviler det efter hjemsendelsen.
Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse på udenlandsk militært personel, der er interneret her i landet, og andre personer, der efter mellemfolkelige overenskomster, som Danmark har tiltrådt, har krav på behandling som militærpersoner.
Under væbnet konflikt finder loven endvidere anvendelse på
enhver, der gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette,
krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for krigsfanger, for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster, og
enhver, der gør sig skyldig i overtrædelse af denne lovs §§ 28-34 og 36-38.
Loven finder anvendelse på lovovertrædelser, der begås i og uden for den danske stat.
Loven finder også anvendelse på lovovertrædelser, der begås mod andre landes militære styrker, som samvirker med danske militære styrker.
Under dansk straffemyndighed, jf. straffelovens §§ 6-12, hører endvidere overtrædelser af §§ 28-30 og 32, der er foretaget under væbnet konflikt uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme, medmindre andet følger af almindelige folkeretlige regler.
Stk. 2. Under dansk straffemyndighed hører endvidere overtrædelser af §§ 36 og 38, der er foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme, når overtrædelsen er begået over for dansk militært personel eller personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2.
Overtrædelser af denne lov straffes, når de er begået forsætligt eller af grov uagtsomhed, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser.
Straffelovens § 13, stk. 3, anvendes på handlinger, som er nødvendige for at tilvejebringe lydighed eller opretholde orden.
Den, der efter §§ 1 og 2 ikke er omfattet af loven, straffes kun for medvirken til overtrædelse af bestemmelser i loven, hvis lovovertrædelsen kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover.
Stk. 2. Der kan under tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 1 pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for medvirken til overtrædelse af denne lov.
Det forhold, at en strafbar handling er begået efter ordre fra en overordnet, fritager ikke den, som har begået handlingen, for strafansvar, medmindre denne var forpligtet til at adlyde ordrer fra den overordnede og ikke vidste, at ordren var ulovlig, og ordren ikke var åbenbart ulovlig.
Lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse, når danske styrker i eller uden for riget er i væbnet konflikt, eller der er givet meddelelse herom efter stk. 2 eller stk. 3.
Stk. 2. Under truende udsigt til væbnet konflikt kan forsvarsministeren offentliggøre meddelelse om, at lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse.
Stk. 3. Forsvarsministeren kan i forbindelse med udsendelse af danske styrker uden for rigets grænser bemyndige chefen for den udsendte styrke til under truende udsigt til væbnet konflikt at meddele, at lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse for styrken.
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af straffeloven, militær straffelov og retsplejeloven og om ophævelse af lov om straf for folkedrab og lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (Visse internationale forbrydelser) d. 30/12/2024
ophæves.
Den, der undlader at efterkomme en tjenstlig ordre fra en overordnet eller vagt, eller som efterkommer ordren på klart utilfredsstillende måde, straffes i grove tilfælde for ulydighed med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2. Straffen kan ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år, når ulydigheden er af særlig grov karakter, navnlig når den har medført betydelig skade eller fare eller har været egnet til at svække lydigheden hos andre tilstedeværende. Er ulydigheden forbundet med vold mod overordnet eller vagt, kan straffen stige til fængsel i 6 år.
Stk. 3. Under væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 10 år.
Udviser flere i forening forsætligt ulydighed, eller bruger de magt, vold eller trussel om vold mod overordnet eller vagt, straffes de for mytteri med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2. Under væbnet konflikt kan straffen stige til fængsel på livstid.
Den, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en foranstående eller vagt, straffes for respektstridig opførsel med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Straffen efter §§ 11-13 kan nedsættes eller bortfalde, når den foranstående eller vagten ved sin adfærd har givet anledning til lovovertrædelsen.
Den overordnede, som forsætligt ved forskelsbehandling, chikane eller på tilsvarende måde forfølger en eller flere underordnede, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Den foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gave, pengelån eller anden fordel, straffes for misbrug af stilling med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Den overordnede, der forsætligt undlader at gribe ind over for en underordnets krænkende behandling af dennes underordnede eller sideordnede, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Den overordnede, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en underordnet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Den, der udsætter en sideordnet for særlig krænkende behandling, herunder for nedværdigende ritualer, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Den, der ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer, opstemmende eller bedøvende midler eller på lignende måde har bragt sig i en tilstand, hvor vedkommende ikke er i stand til at varetage sin tjeneste på fuldt forsvarlig måde, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Forsvarsministeren kan fastsætte bestemmelser om promillegrænser på særlige områder for tjeneste i forsvaret, navnlig når sikkerhedsmæssige forhold kan begrunde det. Forsvarsministeren kan herunder bemyndige militære myndigheder til at fastsætte promillegrænser i særlige situationer. Overtrædelse af sådanne promillegrænser straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Den, der i tjenesten eller på militært område er i besiddelse af euforiserende stoffer, jf. lov om euforiserende stoffer, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der indtager sådanne stoffer i tjenesten eller på militært område.
Den, der forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synligt påvirket af de i § 20 nævnte årsager, og som gennem sin påklædning el. lign. klart viser at høre til forsvaret, straffes med bøde.
Stk. 2. Den, der i forbindelse med tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synligt påvirket af de i stk. 1 nævnte årsager, straffes med bøde. Under særlig skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 1 år.
Den, der groft tilsidesætter sine pligter som vagt, straffes for vagtforseelse med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 3 år, når forholdet er af særlig grov karakter, navnlig når det har medført betydelig skade eller fare eller har givet anledning til, at der er begået en forbrydelse.
Stk. 3. Under væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 10 år.
Den, der uberettiget fjerner sig fra tjenestestedet eller udebliver fra tjenesten, straffes i grove tilfælde for udeblivelse med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der forsætligt unddrager sig tjeneste ved at påføre sig sygdom eller legemsskade, foregive sygdom eller benytte andre midler, der er beregnet på at vildlede myndighederne.
Stk. 3. Ved forsætlig udeblivelse kan straffen stige til fængsel i 3 år, når udeblivelsen er af særlig grov karakter, navnlig når gerningsmanden må antages at have til hensigt at udeblive permanent, eller når udeblivelsen har medført betydelig skade eller fare.
Stk. 4. Under væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse af stk. 1 og 2 stige til fængsel i 10 år.
Den, der bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar, bortkommer, ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2. Ved forsætlig overtrædelse af stk. 1 kan straffen under særlig skærpende omstændigheder stige til fængsel i 6 år.
Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af særlig grov karakter, eller når den har medført betydelig skade eller fare.
Stk. 3. Under væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år.
For krigsforræderi straffes med fængsel indtil på livstid den, der forsætligt under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil for at gavne fjenden eller skade det danske militære forsvar
søger at opnå, at tropper, materiel, territorium eller infrastruktur bringes under fjendens kontrol eller ikke kommer dansk militært forsvar til nytte,
forleder til mytteri, overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske eller fjendtlige opråb i det danske militære forsvar,
ødelægger infrastruktur eller på anden måde søger at skade det danske militære forsvars kommunikationsmuligheder,
giver fjenden underretning om det danske militære forsvars forhold, herunder forhold vedrørende kommunikations- eller informationssikkerhed,
vejleder fjenden eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,
undlader at udføre en ordre,
giver falsk melding,
hjælper krigsfanger til flugt eller
gør sig skyldig i noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte.
For spionage straffes med fængsel indtil på livstid den, der hemmeligt eller under falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på det militære forsvars operationsfelt for at meddele dem til fjenden.
Stk. 2. En spion fra fjendtlige væbnede styrker, som efter at være vendt tilbage til egne styrker senere tages til fange, behandles som krigsfange og drages ikke til ansvar for den tidligere gennemførte spionage.
Den, der forsætligt foretager ændringer af eller erstatter ammunition eller andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller udebliver, eller personer udsættes for fare, straffes med fængsel indtil 8 år.
Stk. 2. Hvis gerningsmanden indser, at ændringen m.v. kan få virkning under væbnet konflikt, kan straffen stige til fængsel i 12 år.
Stk. 3. Er forholdet begået under væbnet konflikt, kan straffen stige til fængsel indtil på livstid.
Den, der under kamp, eller når kamp forestår, forsætligt på pligtstridig måde søger at unddrage sig faren eller søger at fremkalde overgivelse, straffes med fængsel indtil 12 år.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der under væbnet konflikt forsætligt ved pligtstridigt forhold bidrager til, at modpartens foretagender fremmes, eller at dansk militært forsvar skades eller udsættes for fare, eller som efterlader våben, ammunition eller andet materiel.
Stk. 3. Overtræder en befalingsmand stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post eller overgive sig til modparten eller ved at handle som nævnt i stk. 1, kan straffen stige til fængsel på livstid.
Stk. 4. Groft uagtsomme overtrædelser af stk. 2 og 3 straffes med fængsel indtil 4 år.
Den, der forsætligt røber en militær hemmelighed, hvis afsløring kan skade landets forsvar, hvis fremmede magter eller styrker får kendskab hertil, straffes med fængsel indtil 8 år. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, når forholdet er af særlig grov karakter, navnlig når det har medført betydelig skade eller fare. Begås handlingen under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel på livstid.
Stk. 2. Den, der uberettiget skaffer sig oplysning om sådanne hemmeligheder, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
Stk. 3. Den, der groft uagtsomt overtræder stk. 1 eller 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel i 4 år.
Den, som er vidende om, at mytteri, krigsforræderi eller anden for det militære forsvar farlig forbrydelse tilsigtes begået, og som forsætligt undlader at gøre, hvad der står i vedkommendes magt for at forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse, straffes, hvis forbrydelsen bliver begået eller forsøges begået, med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Stk. 2. Den, der undlader at foretage sådanne forebyggelseshandlinger, straffes dog ikke, hvis deres foretagelse for vedkommende selv eller dennes nærmeste ville medføre fare for liv, helbred eller velfærd.
Den, der under væbnet konflikt inden for det militære forsvar forsætligt foretager handlinger, som er egnet til dér at fremkalde modløshed, straffes med fængsel indtil 4 år.
Den, der forsætligt under væbnet konflikt uden tilladelse sætter sig i forbindelse med nogen, der hører til modparten eller befinder sig på modpartens område, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt oplysninger, der kan være af værdi for modparten, kan straffen stige til fængsel i 4 år.
Den, som under væbnet konflikt forsætligt misbruger eller ikke respekterer kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med fængsel indtil på livstid.
Stk. 2. På tilsvarende måde straffes den, der forsætligt bruger krigsmiddel eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.
For plyndring straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten eller frygten for de styrker, som den pågældende tilhører, forsætligt
fratager eller aftvinger nogen en fremmed rørlig ting,
bringer en stjålen ting i sikkerhed eller
tvinger nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller nogen, for hvem denne handler.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, når plyndringen er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af dens særlig farlige karakter, udførelsesmåden eller omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået.
Den, der forsætligt under væbnet konflikt uberettiget tilegner sig ting fra en person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for ligrøveri med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 6 år, når forholdet er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af omfanget eller udførelsesmåden.
I lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Forsvarsministeren fastsætter, i hvilket omfang værnepligtiges strafafsoning eller ulovlige fravær skal medføre eftertjeneste eller hjemsendelse med henblik på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan ikke overstige afsoningstiden og den tid, den pågældende eventuelt har været ulovligt fraværende.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
2. § 14 ophæves.
Denne lov træder i kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2. Samtidig ophæves militær straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september 1987.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
/Søren Gade
Bestemmelsen svarer bortset fra enkelte sproglige justeringer til gældende militær straffelov § 5. Bestemmelsen angiver, hvilket militært personel, der i fredstid er omfattet af loven.
Udtrykket militært personel omfatter efter lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004, § 2, stk. 1, følgende:
Befalingsmænd og menige, der indordnes i en rækkefølge af militære grader efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse,
auditørpersonel, gejstligt personel og musikerpersonel samt andet personel efter forsvarsministerens bestemmelse.
Befalingsmænd omfatter personel af officersgruppen og sergentgruppen. Menige omfatter personel af konstabelgruppen, konstabelelever, værnepligtige menige og kvindelige menige på værnepligtslignende vilkår, jf. samme lovs § 2, stk. 2. Det i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte personel betegnes som militært personel uden for den militære rækkefølge.
Forsvarsministeren har endvidere fastsat nærmere bestemmelser om militære grader mv. for personel i det militære forsvar, for tiden i bekendtgørelse nr. 325 af 28. april 1994.
Udtrykket »tjenstgørende« indebærer, at personellet skal være ansat eller indkaldt til tjeneste i forsvaret. Det er uden betydning om det militære personel er fastansat eller midlertidigt tjenstgørende. Personel af reserven vil eksempelvis kun være omfattet i det omfang, de er indkaldt til tjeneste. Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og ophørstidspunkt vil være afgørende. For så vidt angår værnepligtige er begyndelsestidspunktet det tidspunkt, på hvilket de efter indkaldelse møder eller skulle møde for at indtræde eller genindtræde i forsvaret. Hjemsendelsestidspunktet er afgørende for ophørstidspunktet.
Militært personel, såvel ansatte som indkaldte, har dog fortsat visse pligter, som påhviler dem også efter hjemsendelsen.
Som pligter, der påhviler hjemsendt personel, kan f.eks. nævnes tavshedspligt med hensyn til forhold, som den pågældende er blevet bekendt med under tjenesten, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet eller foreskrevet efter bestemmelser for den militære sikkerhed, forskriftsmæssig opbevaring af eventuelle våben, uniform og anden udleveret udrustning.
Civilt personel ansat i forsvaret er i fredstid ikke omfattet af militær straffelov. Civilt personel omfatter f.eks. blandt andre værkmestre, maskinmestre, materielforvaltere, ingeniører, radiotelegrafister mv. Civile er derimod omfattet af loven i krigstid, jf. nedenfor om § 2, nr. 1. Frivilligt hjemmeværnspersonel er i fredstid ikke omfattet af militær straffelov i modsætning til militært personel, der er ansat eller indkaldt til tjeneste i hjemmeværnet, jf. § 6, stk. 1, og § 13 i lov om hjemmeværnet, lovbekendtgørelse nr. 80 af 12. februar 2004.
Efter den gældende militær straffelov § 5, stk. 2, (lovforslagets § 1, stk.2,) omfatter loven i fredstid også fremmede militærpersoner, som er interneret her i landet, samt andre personer, der efter folkeretten har krav på behandling som militærpersoner.
Efter artikel 11 i konvention af 18. oktober 1907 om neutrale magters og personers rettigheder og pligter i tilfælde af krig til lands (Haagerkonvention V) skal en neutral magt, der på sit territorium modtager tropper, der hører til en krigsførende hær, internere sådanne personer. Dette kan være fremmede troppeafdelinger, der på grund af kamphandlinger af modstanderen trænges eller flygter ind på neutralt dansk territorium. Mere praktisk kan der være tale om besætninger på fly, der nødlander på dansk territorium. Der er desuden eksempler på, at Danmark som neutralt land efter overenskomst med en eller flere af parterne i en konflikt – f.eks. under 1. verdenskrig – af humanitære grunde har modtaget krigsfanger fra en eller flere af de krigsførende parter med henblik på at internere dem her i landet, indtil fjendtlighederne var afsluttet.
Stk. 2 blev indsat i loven af 1937 ved lov nr. 43 af 13. februar 1940 for at dække et hul i loven, der var opstået som følge af interneringen af tyske flyvere, der efter togter mod England måtte nødlande i Danmark, idet den fornødne orden ellers ikke kunne opretholdes i interneringslejrene.
Personer, der efter folkeretten har krav på behandling som militærpersoner, jf. stk. 2, 2. led, er blandt andre personer, der følger væbnede styrker, og som efter reglerne i artikel 4, A, nr. 4, i Genèvekonvention III af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger har krav på tilsvarende behandling som krigsfanger. Det drejer sig f.eks. om krigskorrespondenter, civile medlemmer af militære flys besætninger mv.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 6.
Den personkreds, der efter § 1 er omfattet af militær straffelov, udvides under væbnet konflikt betydeligt.
Ved § 2, nr. 1, udvides personkredsen til »enhver der gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette«, dvs. enhver, som i en eller anden egenskab gør tjeneste ved eller følger en militær afdeling eller er ombord i et af søværnets skibe. Bestemmelsen omfatter f.eks. alle civilt ansatte under Forsvarsministeriet, herunder civilt ansatte, der beskæftiger sig med reparation og vedligeholdelse af militært udstyr, civile chauffører, journalister, præster, lodser mv., når de følger en militær afdeling.
Efter § 2, nr. 2, omfatter militær straffelov under væbnet konflikt også »krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster (dvs. gejstligt personel), der tilbageholdes til bistand for krigsfanger, for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster«. Denne del af bestemmelsen indebærer, at krigsfanger mv. og andre her i landet internerede militærpersoner og dermed sidestillede er omfattet af militær straffelov. Dette er en forudsætning for at opfylde artikel 82 i Genévekonvention III om behandling af krigsfanger, der for at sikre beskyttelsen af disse fastsætter, at krigsfanger i disciplinær og strafferetslig henseende skal være undergivet samme lovgivning og disciplinære bestemmelser som de væbnede styrker i øvrigt i det land, hvor de tilbageholdes. Konventionen stiller således på denne måde et krav om en effektiv ligestilling mellem krigsfanger mv. og tilbageholdsmagtens eget militære personel.
Efter § 2, nr. 3, omfatter militær straffelov under væbnet konflikt enhver, der gør sig skyldig i overtrædelser af en række bestemmelser i militær straffelov.
Udtrykket »enhver« omfatter ikke blot enhver anden dansker, der ikke er omfattet af § 2, nr. 1, men også udenlandske statsborgere, herunder udlændinge, der begår disse særligt opregnede forbrydelser, uanset om forbrydelsen er begået i Danmark eller uden for landets grænser – forudsat, at Danmark er i væbnet konflikt.
De forhold i lovforslaget, som der henvises til i nr. 3, er: Krigsforræderi (§ 28), militær spionage (§ 29), ændringer af ammunition/krigsmateriel mv. (§ 30), »fejhedsforbrydelser« (§ 31), røbelse af militære hemmeligheder (§ 32), undladelse af at anmelde planer om visse alvorlige forbrydelser (§ 33), fremkaldelse af modløshed (§ 34), krigsforbrydelser mv. (§ 36), plyndring under væbnet konflikt (§ 37) og ligrøveri (§ 38).
Efter gældende militær straffelov § 2 finder loven også anvendelse, når en overtrædelse af loven er begået uden for den danske stat. Militær straffelov er således ikke territorialt begrænset. Derved skabes mulighed for dansk straffemyndighed for de lovovertrædelser, der er omfattet af militær straffelov. Bestemmelsen er bl.a. en forudsætning for at kunne indgå bi- og multilaterale aftaler, der kan sikre dansk jurisdiktion over dansk tjenstgørende personel under tjeneste i udlandet og dermed fritage dette personel for fremmed straffemyndighed.
Det er i praksis normalt en forudsætning for, at dansk personel kan deltage i internationale opgaver, herunder f.eks. fredsbevarende og fredsskabende operationer, at der i dansk ret er hjemmel til, at lovovertrædelser, der begås i udlandet af dansk personel under sådan tjeneste, kan retsforfølges i Danmark. Bestemmelsen indebærer samtidig en beskyttelse af udsendt dansk personel, som i udlandet har pådraget sig en sigtelse for strafbart forhold, idet danske myndigheder under henvisning til bestemmelsen kan kræve at forestå retsforfølgningen.
Bestemmelsen er således af afgørende betydning for Danmarks muligheder for at medvirke til løsning af internationale fredsbevarende opgaver mv.
Bortset fra en sproglig modernisering svarer bestemmelsen til den gældende militære straffelov § 3.
Bestemmelsen giver mulighed for, at enhver overtrædelse af militær straffelov, der begås af dansk militært personel over for udenlandske allierede styrker, kan retsforfølges af danske myndigheder. Det gælder såvel strafbare handlinger over for den pågældende forsvarsmagt som sådan, f.eks. krigsforræderi over for en allieret, som strafbare handlinger over for det pågældende allierede lands personel og materiel. Bestemmelsen vedrører både handlinger begået i Danmark og handlinger begået i udlandet, jf. forslaget til § 3. Bestemmelsen gør det muligt, at danske myndigheder under henvisning til bestemmelsen normalt vil kunne undgå, at dansk personel, der – især i udlandet – forser sig mod allierede landes forsvarsstyrker mv., bliver retsforfulgt af disse landes myndigheder.
Tidligere var bestemmelsen af praktisk betydning først og fremmest i forbindelse med samarbejde med andre lande i NATO-sammenhæng. Med det udvidede militære samarbejde i de senere år særligt i FN-regi, herunder i forbindelse med internationale fredsstøttende opgaver mv., må bestemmelsen i dag anses for at være af væsentlig større praktisk betydning, end det hidtil har været tilfældet.
Bestemmelsen indeholder de nødvendige supplerende bestemmelser om dansk straffemyndighed for overtrædelser af militær straffelov, som ikke kan henføres under straffelovens regler om dansk straffemyndighed.
Efter gældende ret finder straffelovens regler i §§ 6-8 om dansk straffemyndighed ikke anvendelse på overtrædelser af militær straffelov, idet den gældende bestemmelse i § 2 i militær straffelov selvstændigt regulerer dette spørgsmål. Dette fremgår ikke af bestemmelsen, men af forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse i militær straffelov fra 1937.
I spørgsmålet om dansk straffemyndighed ved overtrædelser af militær straffelov tager lovforslaget derimod udgangspunkt i straffelovens regler herom, jf. også lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.4.
Til stk. 1
Efter den foreslåede bestemmelse skal spørgsmålet om, i hvilket omfang der er dansk straffemyndighed for overtrædelse af militær straffelov, afgøres efter straffelovens almindelige bestemmelser om dansk straffemyndighed, jf. henvisningen i stk. 1 til straffeloven, §§ 6-12.
Der er imidlertid næppe dansk straffemyndighed efter straffeloven for de forbrydelser, som er optaget i militær straffelov kapitel 8 om forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed, når forbrydelserne begås i udlandet af udlændinge, idet disse forbrydelser ikke kan henføres under straffeloven § 8.
Den foreslåede bestemmelse skaber dansk straffemyndighed for overtrædelser af nogle af disse bestemmelser, når forbrydelsen er begået uden for den danske stat under væbnet konflikt, som danske militære styrker deltager i, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. De af militær straffelov gældende bestemmelser for væbnet konflikt, som foreslås omfattet af stk. 1, er § 31 om afsløring af militære hemmeligheder, § 32 om forfalskning af ammunition mv., § 33 om krigsforræderi og § 34 om militær spionage.
Militær straffelov § 31 (jf. forslaget til § 32) vedrører afsløring af militære hemmeligheder. Overtrædelser begået i Danmark er undergivet dansk straffemyndighed efter straffeloven § 6. Overtrædelser begået i udlandet af dansk militært personel kan henføres under straffeloven § 8, nr. 2. Overtrædelser af bestemmelsen, der begås i udlandet af udlændinge, er derimod ikke omfattet af dansk straffemyndighed.
Især som følge af de udvidede samarbejdsformer mellem landene kan det ikke afvises, at sådanne forhold i praksis vil kunne begås af repræsentanter for en samarbejdspartner til skade for dansk forsvar. Har de pågældende udenlandske myndigheder ikke den nødvendige straffekompetence, eller ønsker de ikke at gennemføre retsforfølgning, vil et sådant forhold forblive ustraffet.
Afsløring af militære hemmeligheder kan efter omstændighederne indebære risiko for endog betydelig fare eller skade og er derfor efter denne bestemmelse omfattet af dansk international straffemyndighed. Det gælder også den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 3, om strafansvar for groft uagtsomme overtrædelser.
Militær straffelov § 32 (jf. forslaget til § 30) vedrører forfalskning af ammunition og andet krigsmateriel til skade for dansk militær. Er en forfalskning begået i udlandet af en udlænding og det pågældende materiel leveret til det danske forsvar i udlandet, er der ikke dansk straffemyndighed, idet denne bestemmelse ikke hviler på konventionsbestemmelser, der er omfattet af straffeloven § 8, nr. 5. Forbrydelsens karakter af alvorlig krænkelse af danske interesser begrunder dansk international straffemyndighed.
Militær straffelov § 33 vedrører krigsforræderi (jf. forslaget til § 28). De forhold, der er opregnet i bestemmelsen, kan ikke straffes her i landet, når de begås af fjenden mod det danske militære forsvar, idet disse handlinger som udgangspunkt vil være lovlige krigshandlinger. Der er efter gældende ret ikke dansk straffemyndighed for forhold, der i øvrigt begås i udlandet af andre, herunder f.eks. af civile. Denne forbrydelse bør kunne straffes her i landet, uanset af hvem eller hvor forholdet er begået.
For § 34, stk. 1 (jf. forslaget til § 29, stk. 1), om militær spionage gælder det samme, som er anført ovenfor om krigsforræderi. Udlændinge, som i udlandet spionerer mod danske styrker, kan ikke straffes her i landet, idet dette forhold ikke er optaget i konventioner omfattet af straffeloven § 8, nr. 5. Denne bestemmelse bør derfor også omfattes af dansk international straffemyndighed.
Begrænsningen i sidste led af stk. 1: »medmindre andet følger af almindelige folkeretlige regler«, har til formål at undtage sådanne handlinger, som er omfattet af gerningsbeskrivelsen i de pågældende bestemmelser, men som er lovlige efter folkeretten, navnlig som led i lovlig krigsførelse. For eksempel er handlinger rettet mod danske militære interesser som beskrevet i § 33 om krigsforræderi lovlige efter principperne om lovlig krigsførelse, når de begås af en modstander mod danske militære interesser under væbnet konflikt.
Til stk. 2
Ved den foreslåede bestemmelse til stk. 2 medtages to yderligere bestemmelser i militær straffelov under forslaget om udvidet dansk straffemyndighed for forbrydelser begået i udlandet under væbnet konflikt. Det drejer sig om bestemmelserne i forslaget til § 36, jf. den gældende bestemmelse i § 25, om krænkelser af forskellige internationale regler om lovlig krigsførelse mv., og § 38 om ligrøveri, jf. den gældende bestemmelse i § 24, stk. 2, når forbrydelserne begås over for dansk militært personel og personer, der er omfattet af forslaget til § 2, nr. 1 og 2, jf. den gældende bestemmelse i § 6, nr. 1 og 2. At dansk straffemyndighed efter stk. 2 er begrænset til tilfælde, hvor dansk militært personel er involveret i væbnet konflikt, er ikke nævnt i § 5, stk. 2, men fremgår af §§ 36 og 38, som i gerningsbeskrivelsen udtrykkeligt er begrænset til at gælde under væbnet konflikt.
Forslaget til § 36 omfatter bl.a. forhold, der er forbudt efter Genèvekonventionerne af 1949. Disse konventioner rummer en forpligtelse for de lande, som har tiltrådt konventionerne, til at retsforfølge de mere grove overtrædelser af konventionerne. Sådanne forhold kan efter gældende ret strafforfølges her i landet i medfør af straffeloven § 8, nr. 5. Den foreslåede bestemmelse til § 5, stk. 2, har selvstændig betydning i tilfælde af mindre alvorlige konventionskrænkelser begået over for dansk militært personel mv. i udlandet.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 10 angiver de subjektive betingelser (tilregnelse) for at ifalde strafansvar ved overtrædelse af militær straffelov. Efter § 10 straffes uagtsomhed kun, hvis dette har særlig hjemmel. De fleste af bestemmelserne i lovens kapitel 7 hjemler strafansvar også for uagtsomme overtrædelser, herunder for simpelt uagtsomme forhold.
Forslaget til § 6 omfatter ifølge lovteksten også grov uagtsomhed. Dette skyldes alene formuleringstekniske grunde, idet strafansvar for overtrædelser af militær straffelov som udgangspunkt er begrænset til forsætlige forhold, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.6. Det kan virke lovteknisk uheldigt i den enkelte bestemmelse at angive »grov uagtsomhed«, samtidig med at overtrædelsen også objektivt skal være »grov«. I de tilfælde, hvor der ikke er fundet anledning til at udstrække ansvaret til grov uagtsomhed, er strafansvaret derfor udtrykkeligt begrænset til forsæt ved formuleringen af de pågældende bestemmelser.
Det bemærkes, at der ikke er strafansvar for simpelt uagtsomme overtrædelser, men at sådanne forhold i givet fald kan medføre et disciplinært ansvar.
I gentagelsestilfælde vil det imidlertid være muligt at anvende straf, selv om den aktuelle overtrædelse i sig selv ikke kan medføre strafansvar, men kun disciplinaransvar.
En sådan situation vil typisk foreligge, hvis der er sket gentagne overtrædelser af den samme bestemmelse inden for en kortere periode, hvor den pågældende i de første tilfælde er blevet ikendt en disciplinær sanktion og dermed er blevet gjort opmærksom på den uacceptable adfærd. En fortsættelse af denne adfærd vil herefter kunne betragtes som værende grov uagtsom.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 8 og er et supplement til straffeloven § 13, stk. 3, om straffefrihed på grund af nødværge.
Der er fortsat behov for, at overordnet militært personel, herunder vagter, kan anvende den nødvendige og tilstrækkelige magt til at skaffe lovlige tjenstlige befalinger adlydt og i øvrigt sikre disciplinen. Dette kan som hidtil mest hensigtsmæssigt ske ved en henvisning til straffelovens almindelige bestemmelse herom.
Den foreslåede bestemmelse, som regulerer strafansvaret for medvirken ved overtrædelse af militær straffelov, svarer til den gældende bestemmelse i § 7, bortset fra en mindre sproglig justering.
Efter straffeloven straffes ikke blot gerningsmanden, men også den, der »ved tilskyndelse råd eller dåd har medvirket til gerningen«, jf. straffelovens § 23, stk. 1. Straffeloven § 23 om strafansvar for medvirken til en lovovertrædelse gælder også i militære straffesager. Militært personel, der er omfattet af militær straffelov, kan pådrage sig strafansvar for medvirken til en overtrædelse af militær straffelov, der er begået af andet militært personel.
Straffeloven § 23 indebærer desuden, at også civile, herunder civilt ansatte inden for forsvaret, kan straffes for medvirken til overtrædelse af militær straffelov. Lovforslagets § 8 begrænser i lighed med den hidtil gældende bestemmelse imidlertid adgangen til at gøre et strafferetligt ansvar for medvirken gældende over for civile ved overtrædelse af militær straffelov. Efter bestemmelsen straffes den udenforstående (civile) kun for medvirken til en overtrædelse af militær straffelov, hvis strafferammen for den pågældende overtrædelse er fængsel i 4 år eller mere.
I den gældende militære straffelov findes ingen bestemmelse om juridiske personers ansvar. Dette svarede indtil 2000 til straffeloven, hvor der i § 306 indføjedes en bestemmelse om selskabsansvar for enkelte overtrædelser. Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 blev bestemmelsen ændret til en bestemmelse vedrørende alle overtrædelser af straffeloven. Bestemmelsen er motiveret af artikel 5 i FN’s terrorfinansieringskonvention, optrykt i Folketingstidende 2001-2002, 2. saml., tillæg A, sp. 877 ff.
I bemærkningerne til lovforslaget fremhæves, at forbrydelser som drab, vold, voldtægt, hærværk mv. typisk begås uden sammenhæng med gerningsmandens ansættelsesforhold, og at de, hvis de begås i forbindelse med arbejdet, i almindelighed vil være fremmede og atypiske for selskabet. Omvendt fremhæves afgivelse af urigtig erklæring, bestikkelse, bedrageri, skatte- og momssvig, EU-svig osv. som områder, der ofte vil medføre selskabsansvar.
For uagtsomhedsdelikter nævnes i bemærkningerne, at uagtsomt manddrab i forbindelse med en arbejdsulykke typisk vil medføre ansvar for den juridiske person, mens situationen er mere tvivlsom ved et uagtsomt manddrab begået ved et færdselsuheld. Dette skyldes i høj grad den praksis for selskabsansvar, der har udviklet sig på henholdsvis arbejdsmiljø- og færdselsområdet, og som forudsættes videreført.
Muligheden for at pålægge selskaber ansvar for overtrædelse af straffeloven bør ifølge bemærkningerne ikke medføre en begrænsning i anvendelsen af det personlige ansvar.
Umiddelbart synes behovet for et virksomhedsansvar for overtrædelse af forslaget til militær straffelov at være begrænset til § 30 vedrørende ændring af ammunition, men en række andre overtrædelser kan tænkes begået efter tilskyndelse fra forskellige organisationer. Under hensyn til den generelle regel i straffeloven, dennes motivering i terrorbekæmpelse, og at næsten alle andre særstraffelove indeholder en tilsvarende regel, er der indføjet et tilsvarende ansvar i militær straffelov.
Den foreslåede ordlyd svarer helt til straffelovens regel, bortset fra at den er formuleret som en bestemmelse om medvirken. Dette skyldes, at militær straffelov efter §§ 1-2 er begrænset til at omfatte bestemte persongrupper. Den foreslåede formulering medfører, at selskaber mv. kun kan pålægges ansvar for de i stk. 1 nævnte alvorligere overtrædelser.
Militær straffelov indeholder i § 9 en bestemmelse om, under hvilke betingelser en underordnet er straffri ved at efterkomme en tjenstlig ordre, selvom han herved begår en strafbar handling.
Bestemmelsen foreslås opretholdt. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.5.
Den foreslåede bestemmelse angiver, under hvilke betingelser de af lovens bestemmelser, der gælder for væbnet konflikt, finder anvendelse. Forslaget til stk. 1 og 2 svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i § 4, 1. punktum. Stk. 3 er en ny bestemmelse. Der henvises til bemærkningerne nedenfor. I øvrigt henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.3.
Med formuleringen »i eller uden for riget« præciseres, at bestemmelsen vedrører både international og ikke-international væbnet konflikt. Der er hermed ikke tilsigtet nogen realitetsændring, men alene en tydeliggørelse.
Væbnet konflikt foreligger, hvor dansk personel aktivt deltager i militære operationer mod en modstander, og i situationer, hvor en dansk styrke mod sin vilje inddrages i kamphandlinger f.eks. på grund af beskydning. I sidstnævnte tilfælde foreligger væbnet konflikt, uanset om de danske styrker skyder tilbage eller ej, forudsat at modstanderens styrker også repræsenterer en stat eller en gruppering med en struktur, der ganske må sidestilles hermed.
Ministerens bemyndigelse efter den gældende § 4, 1. punktum, 2. led, til under truende udsigt til krig at sætte krigstidsreglerne i kraft er udskilt til et særskilt stykke. Herved fremgår tydeligere, at reglerne kan træde i kraft dels »automatisk« ved danske styrkers aktive eller passive involvering i væbnet konflikt, jf. stk. 1, dels i tilfælde af udtrykkelig bestemmelse herom fra forsvarsministeren, jf. stk. 2. I sidstnævnte tilfælde kan reglerne også sættes i kraft alene for at udelukke enhver tvivl herom hos det involverede personel, således at der er fuldstændig klarhed omkring retstilstanden. Forsvarsministeren kan som »det mindre i det mere« vælge at sætte bestemmelserne for væbnet konflikt i kraft alene for en bestemt eller dele af en udsendt styrke.
I visse situationer kan der være behov for, at forsvarsministeren på forhånd meddeler en enhed, der allerede er eller skal udsendes, at bestemmelserne for væbnet konflikt er gældende for den pågældende mission, idet der utvivlsomt vil være tale om en opgave, der kan involvere de pågældende i væbnet konflikt. Reglerne for væbnet konflikt vil i en sådan situation kunne sættes i kraft ved forsvarsministerens offentlige meddelelse herom, også inden styrken har forladt dansk territorium, men hvor forberedelserne til udsendelse er i gang, og hvor det derfor allerede fra dette tidspunkt er relevant – også så personellet har fuld klarhed om egne vilkår – at disse bestemmelser er gældende.
Især under udsendelse af danske styrker til udlandet kan der være behov for hjemmel til at kunne sætte lovens bestemmelser for væbnet konflikt i kraft i den »grå fase«, der ligger umiddelbart forud for indtræden af væbnet konflikt, men hvor væbnet konflikt endnu ikke kan konstateres.
Som følge af at situationen under udsendelse i internationale fredsstøttende operationer kan udvikle sig fra det ene øjeblik til det andet, foreslås det som stk. 3 at optage en bestemmelse, hvorefter forsvarsministeren kan delegere sin beføjelse til at sætte reglerne for væbnet konflikt i kraft til chefen for den udsendte styrke. En sådan hjemmel kan bidrage til at sikre, at det udsendte personel på et tidligere tidspunkt får fjernet den uklarhed, der måtte være, om hvorvidt reglerne om væbnet konflikt finder anvendelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er således, at den militære chef kan sætte militær straffelovs regler om væbnet konflikt i kraft i situationer, hvor der ikke endnu foreligger en væbnet konflikt, som den danske styrke er involveret i, men hvor faren for væbnet konflikt er overhængende. I sådanne tilfælde er det væsentligt, at chefen over for personellet kan fjerne enhver tvivl om retsstillingen.
Som eksempel herpå kan nævnes den situation, at den danske styrke er under forskydning ind i indsatsområdet i forbindelse med en fredsstøttende operation. Den danske styrke er ikke blevet angrebet af nogen af de stridende lokale parter, og den danske styrke er derfor ikke i væbnet konflikt. De stridende parter er derimod fortsat indblandet i lejlighedsvise kampe indbyrdes – der »skydes i lokalområdet« – og der er i det hele taget en overhængende fare for, at situationen kan udvikle sig. I en sådan situation kan det efter omstændighederne være vanskeligt meget hurtigt at få en afgørelse fra forsvarsministeren – der ikke selv er på stedet og kan vurdere situationen – om at sætte militær straffelovs regler om væbnet konflikt i kraft. Hvis den militære chef forinden er blevet bemyndiget hertil, vil han derimod selv være i stand til at sætte reglerne i kraft. Det er kun chefen for den pågældende styrke, der kan få en sådan bemyndigelse, som således ikke kan delegeres.
Det forudsættes, at den pågældende chef efterfølgende ad kommandovejen indberetter, at reglerne for væbnet konflikt er blevet sat i kraft. Endvidere skal chefen ophæve beslutningen, når der ikke længere findes behov for, at bestemmelserne er gældende. Det forudsættes, at denne pligt for den militære chef til at tilbagekalde meddelelsen optages i den bemyndigelse, som ministeren giver den pågældende chef. Indtræder der væbnet konflikt, efter at chefen har givet meddelelse til personellet efter stk. 3, gælder reglerne for væbnet konflikt efter reglen i gældende militær straffelov § 4, stk. 1, og lovforslagets § 10, stk. 1.
Der bør som hovedregel senest i forbindelse med udsendelsen af styrken tages stilling til, om der – navnlig ud fra en vurdering af opgavens karakter – skal gives en sådan bemyndigelse. En bemyndigelse kan dog også gives på et senere tidspunkt, f.eks. hvis forholdene i missionsområdet har ændret sig. Forsvarsministerens bemyndigelse, der forudsættes givet ad kommandovejen, vil skulle præcisere, hvilken chef der er tale om.
Kapitel 2
Speciel del
Pligter som underordnet
Den foreslåede bestemmelse vedrører ulydighed over for en tjenstlig ordre fra overordnet eller vagt og svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 16.
Pligtstridig adfærd i form af ulydighed må også i dag betragtes som en kvalificeret pligtforsømmelse og bør derfor optages i en selvstændig straffebestemmelse. Ulydighed kan være af ret alvorlig karakter og efter omstændighederne indebære betydelige risici. En selvstændig bestemmelse vil endvidere kunne medvirke til at beskytte f.eks. menige, der udfører vagttjeneste, mod krænkende eller anden ulovlig adfærd fra andet personel, herunder sideordnet personel, og derved understøtte den myndighed, som f.eks. den værnepligtige er tillagt som vagt.
En vagt har efter gældende ret kompetence som overordnet, når han griber ind, f.eks. ved at udstede en ordre. Det er derfor for så vidt overflødigt udtrykkeligt at nævne vagten i gerningsbeskrivelsen. Det er imidlertid fundet hensigtsmæssigt at bibeholde ordet »vagt«. Herved præciseres vagtens, herunder den værnepligtige vagts, kompetence som overordnet.
En vagt i bestemmelsens forstand er således en militærperson, der kan afgive ordrer, som skal adlydes. Om en vagt konkret kan udstede ordrer, vil fremgå af f.eks. blivende bestemmelser, der gælder for det pågældende tjenestested, den instruks mv., der konkret fastlægger den pågældende vagts opgaver, etc. Også en mundtlig instruks kan konkret være grundlaget for vagtfunktionen. Er »vagten« herefter omfattet af bestemmelsen, vil den pågældende også være omfattet af de øvrige bestemmelser, herunder forslaget til § 24 om vagtforseelser og forslaget til § 13 om respektstridig opførsel. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger om vagtbegrebet punkt 3.3.2.
Udtrykket »befaling« i den gældende bestemmelse foreslås af sproglige grunde erstattet af det mere nutidige ord »ordre«. Det bemærkes, at begrebet »tjenstlig« fortsat indgår i lovteksten på grund af sammenhængen med forslaget til § 9 om straffrihed under særlige betingelser ved at udføre en ulovlig ordre, selvom det kan give indtryk af, at der eksisterer lovlige ordrer, som ikke er tjenstlige, hvilket ikke er tilfældet. Strafansvar efter § 11 forudsætter som hidtil, at ordren er lovlig.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ligesom den gældende ikke blot den, der udtrykkeligt nægter at udføre en ordre, men også den, der ikke efterkommer ordren tilstrækkelig hurtigt eller nøjagtigt. Dette udtryk foreslås ændret til »på klart utilfredsstillende måde«.
Selv om den foreslåede formulering indebærer en mindre begrænsning i gerningsindholdet i forhold til den gældende bestemmelse, beskriver forslaget tydeligere det centrale i bestemmelsen. Gerningsbeskrivelsen omfatter foruden nægtelse eller undladelse af at udføre ordren også den, der bevidst efterkommer ordren langsomt, herunder den, som på en provokerende måde trækker udførelsen af ordren i langdrag eller f.eks. bevidst stiler mod et uacceptabelt resultat. Den, der forholder sig passiv i forhold til ordren uden direkte at nægte at efterkomme den, er som efter gældende ret også omfattet af den foreslåede gerningsbeskrivelse.
Bestemmelsen er begrænset til grove forhold. Den direkte nægtelse af at efterkomme en ordre vil som udgangspunkt være udtryk for en strafbar handling. Det samme gælder for den, der helt undlader at efterkomme en ordre, medmindre omstændighederne er af en sådan karakter, at et disciplinarmiddel må antages at være en mere rimelig reaktion. Mindre grove overtrædelser kan alene sanktioneres med disciplinarmidler.
Den, der ikke er i stand til at udføre en ordre på grund af f.eks. fysisk udmattelse, vil ikke kunne pådrage sig strafansvar på grund af umulighed. Om dette konkret må antages at være tilfældet, kan naturligvis give bevismæssige problemer.
Jf. lovforslagets § 6 er uagtsomhedsansvaret begrænset til alene at omfatte grov uagtsomhed. Strafansvar i disse tilfælde forudsætter således, at den pågældende åbenbart burde have indset, at han har reageret klart utilfredsstillende på ordren.
Strafferammen for ulydighed, jf. den gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, 1. punktum, er fængsel indtil 6 måneder, mens strafferammen for vagtforseelser er fængsel indtil 1 år, jf. gældende § 26, stk. 1, og lovforslagets § 24. Ulydighed, navnlig i form af den direkte nægtelse af at efterkomme en ordre, vil efter omstændighederne være af samme strafværdighed som en vagtforseelse. Strafferammen foreslås derfor forhøjet fra de gældende 6 måneders fængsel til fængsel indtil 1 år, jf. lovforslagets § 11.
Når ulydigheden er af særlig grov karakter, herunder når den har været egnet til at svække lydigheden hos andre tilstedeværende, foreslås strafferammen fastsat til fængsel indtil 3 år, svarende til den gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, 2. punktum. Denne skærpede strafferamme foreslås samtidig begrænset til alene at gælde for forsætlige overtrædelser.
Den gældende strafferamme på fængsel indtil 6 år, når ulydigheden er forbundet med vold mod overordnet eller vagt, foreslås opretholdt. Et sådant forhold vil efter omstændighederne kunne sidestilles med mytteri, blot begået af en enkelt person, jf. gerningsbeskrivelsen i militær straffelov § 17 og lovforslagets § 12.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 16 om ulydighed indeholder ikke som f.eks. den gældende bestemmelse i § 26 om vagtforseelser en skærpet strafferamme for overtrædelser, der begås under væbnet konflikt. I gældende § 33 om krigsforræderi findes ganske vist en bestemmelse om strafansvar for den, der under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil undlader at udføre en befaling. § 33 forudsætter imidlertid, jf. indledningen til bestemmelsen, at forholdet er begået »i den hensigt at gavne fjenden eller skade det danske militære forsvar«. Strafferammen i § 33 er fængsel ikke under 8 år. I gældende § 35, stk. 1 og 2, findes endvidere bestemmelser om strafansvar for den, der på pligtstridig måde søger at unddrage sig faren i kamp mv. Strafferammen er her fængsel indtil 12 år.
Der vurderes derfor at være behov for at indføre en selvstændig skærpet strafferamme for tilfælde af ulydighed, som begås under væbnet konflikt, når forholdet ikke kan henføres under gældende §§ 33 (lovforslagets § 28) eller 35 (lovforslagets § 31). Konsekvenserne af disse forbrydelser vil som følge af den tekniske udvikling i dag kunne være langt mere alvorlige endsige katastrofale under væbnet konflikt i forhold til det, der kunne forudses i 1973 eller i 1937, hvor de gældende strafferammer i al væsentlighed blev fastsat. Den skærpede strafferamme under væbnet konflikt for ulydighed foreslås på denne baggrund fastsat til fængsel indtil 10 år. Den foreslåede strafferamme er udtrykkeligt begrænset til forsætlige forhold.
Den foreslåede bestemmelse om mytteri svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 17. Mytteri er en særdeles alvorlig militær forbrydelse. Den gældende bestemmelse foreslås derfor opretholdt, dog med den ændring, at også den passive ulydighed af flere i forening vil være omfattet af mytteribegrebet, da også denne form for adfærd må anses som mytteri.
Magt, vold eller trussel om vold som nævnt i bestemmelsens andet led omfatter også tilfælde, hvor vagten endnu ikke har haft mulighed for at gribe ind i sin egenskab af vagt og derved har gjort sig til overordnet, for eksempel hvor en vagtpost uskadeliggøres, inden han når at reagere. Vagtbegrebet er dermed videre end begrebet i bestemmelsens første led og i gældende § 16 (lovforslagets § 11) om ulydighed. Bestemmelsen omfatter også den situation, hvor f.eks. flere værnepligtige øver vold mod en anden værnepligtig under hans vagt, selv om voldsudøvelsen skyldes personligt uvenskab.
Efter den gældende bestemmelse er det også strafbart at indgå aftale om at begå mytteri. Er aftalen indgået, er mytteriet fuldbyrdet, selv om aftalen ikke føres ud i livet. Den, der har været med til at indgå en aftale om mytteri, kan derfor ikke træde frivilligt tilbage fra forsøg og herved opnå straffrihed.
Denne del af mytteribestemmelsen er ikke medtaget i udkastet. Det betyder, at deltagere i en aftale om mytteri, der ikke bliver udført, har pådraget sig strafansvar for forsøg på mytteri, jf. straffeloven § 21, stk. 1. Formålet med den foreslåede begrænsning af bestemmelsen er at give en deltager i en sådan aftale mulighed for at træde tilbage fra forsøgshandlingen og derved blive straffri, hvis betingelserne i straffeloven § 24 er opfyldt, dvs. at den pågældende aktivt, efter at aftalen er indgået, forhindrer, at mytteriet rent faktisk udføres. En sådan tilbagetræden fra forsøg vil f.eks. foreligge, hvis en af deltagerne i aftalen, efter den er indgået, men inden den udføres, underretter sin overordnede, auditøren eller politiet om aftalen og derved forhindrer, at aftalen om mytteri gennemføres. Den pågældende vil kun gå fri, hvis han forhindrer mytteriet, mens de øvrige vil kunne straffes for forsøg.
Selv om det kan være velbegrundet også at kunne straffe aftaler om at begå mytteri som fuldbyrdet forbrydelse, er det i forsvarets interesse at give den, der deltager i en aftale om mytteri, mulighed for og dermed incitament til at sikre, at en sådan aftale ikke følges op af handling. Der er dog fortsat tale om en særdeles alvorlig forbrydelse, også selv om der alene er tale om forsøg. Det bemærkes i denne forbindelse, at strafferammens maksimum for forsøg er den samme som ved fuldbyrdet forbrydelse.
Mytteri er en så alvorlig forbrydelse, at forholdet altid vil være af grov karakter. De gældende strafferammer for fredstid og væbnet konflikt på fængsel henholdsvis indtil 6 år og indtil på livstid foreslås opretholdt.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 20 vedrører forsætlig »respektstridig opførsel over for foranstående eller vagt«. Bestemmelsen supplerer bestemmelsen om ulydighed over for overordnet eller vagt.
Der vurderes fortsat behov for at kunne reagere med en strafferetlig reaktion over for forhold, som ikke er udtryk for ulydighed, der er omfattet af § 16 (lovforslagets § 11), men som – ikke mindst af hensyn til respekten og disciplinen – kan medvirke til at undergrave eller belaste forholdet mellem de involverede. Dette er centralt ikke kun i forhold til overordnede, men også i forhold til foranstående. Der er derfor ikke fundet grundlag for at foreslå bestemmelsen begrænset til kun at omfatte respektstridig opførsel over for overordnet personel.
I den gældende bestemmelse er gerningsindholdet beskrevet som »viser respektstridig opførsel over for foranstående eller vagt«, mens forslaget omfatter den, der »ved handling eller i ord groft krænker en foranstående eller vagt«. Begrebet »respektstridig opførsel« er således efter forslaget ikke udtrykkeligt gjort til et led i gerningsbeskrivelsen. Det er imidlertid fortsat en betingelse for strafansvar, at handlingen eller udtalelsen er udtryk for respektstridig opførsel. Dette krav følger af, at der skal være tale om en »krænkelse«.
Udtrykket »krænker« indebærer ikke et krav om, at opførslen skal indeholde et element af personlig krænkelse af den foranstående eller vagten, eller at den pågældende konkret skal have følt sig krænket. Handlingen eller udsagnet skal derimod ud fra en objektiv vurdering være egnet til at virke krænkende over for den pågældende som foranstående eller vagt. Denne fortolkning svarer til fortolkningen af ordet »krænker« i straffeloven § 232.
Omfattet af bestemmelsen er respektstridig opførsel f.eks. direkte over for den foranstående eller vagten. Det samme gælder den respektstridige opførsel, som vagten eller den foranstående ikke bemærker, men som ses eller høres af andre, eksempelvis latterliggørelse gennem tegn og fagter, uden at den foranstående bemærker det.
Derimod vil respektstridige udtalelser mv., der i en lukket kreds fremkommer om en ikke tilstedeværende vagt eller foranstående, ikke i sig selv være omfattet af bestemmelsen, medmindre den krænkende udtalelse senere udbredes offentligt, f.eks. ved efterfølgende opsætning af plakater, uddeling af løbesedler og lignende. I disse situationer vil kun den, der har omtalt eller offentliggjort krænkelsen, og den, der har medvirket hertil, jf. straffeloven § 23, kunne straffes. En deltager, der orienterer en overordnet om forholdet, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.
Manglende opfyldelse af hilsepligten vil som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen, men vil eventuelt kunne sanktioneres disciplinært.
Som efter den gældende bestemmelse foreslås strafansvaret for respektstridig opførsel begrænset til forsætlige forhold. Bestemmelsen er endvidere foreslået begrænset til alene at omfatte grove krænkelser. Krænkelser, der ikke er grove, eller som vurderes som uagtsomme, vil alene kunne medføre disciplinære sanktioner.
Den gældende strafferamme af bøde og fængsel indtil 6 måneder foreslås opretholdt.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 19, dog således at der foreslås en sproglig modernisering. Bestemmelsen foreslås tillige udvidet til også at give mulighed for strafnedsættelse eller strafbortfald, såfremt den foranstående eller vagten ved sin adfærd selv har givet anledning til respektstridig opførsel, jf. henvisningen til forslagets § 13. Der kan f.eks. være tale om – objektivt set – provokerende, groft fornærmende eller, som det hedder i den gældende bestemmelse, »udæskende« forhold.
Pligter som overordnet og sideordnet mv.
Den gældende bestemmelse i § 21 om forfølgelse af en underordnet omfatter forskellige former for uacceptabel adfærd fra en foranstående over for en underordnet. At den gældende bestemmelse vedrører foranstående, fremgår af overskriften til §§ 21 og 22, »Forbrydelser mod pligter som foranstående«, i den gældende lov.
Det, der især kan begrunde en selvstændig kriminalisering af denne form for pligtforsømmelse (»forfølgelse« af en underordnet), er, at den overordnede herved misbruger den befalingsret, han er tillagt som overordnet. Forfølgelse fra en foranstående over for en efterstående, der ikke samtidig er hans underordnede, henføres i dag under gældende militær straffelov § 15. Denne retstilstand ændres ikke ved forslaget.
Det bemærkes, at en foranstående, der i en konkret situation skrider ind over for en efterstående for at tilvejebringe orden eller hindre uorden, betragtes som foresat (overordnet), jf. § 3, stk. 5, i Kundgørelse for Forsvaret B.3-4 om tjenestebestemmelser for forsvarets militære og civile personel. Udvikler situationen sig i dette tilfælde til f.eks. chikane fra den foranståendes side, vil forholdet være omfattet af forslaget til § 15.
Efter den gældende bestemmelse straffes den foranstående, der »ved forskelsbehandling, eller unødig besværliggørelse af tjenesten forfølger en undergiven«. I forslaget er denne beskrivelse ændret til: »ved forskelsbehandling, chikane eller på tilsvarende måde forfølger «. Der er herved ikke tilsigtet nogen realitetsændring i bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til den gældende bestemmelse. Ændringen er alene af sproglig karakter. Forfølgelse vil navnlig foreligge, hvor den overordnedes krav til den eller de underordnede er båret af usaglige hensyn. Forfølgelse vil normalt forudsætte, at der er tale om gentagne handlinger, men vil efter omstændighederne også kunne statueres på baggrund af en enkelt handling, for eksempel hvor en enkelt værnepligtig ubegrundet pålægges en »stroppetur«.
Med ordene »en eller flere underordnede« præciseres, at forfølgelse ikke kun foreligger, når den overordnedes adfærd udvises over for en enkelt underordnet, men også når forholdet begås over for en flerhed af underordnede, f.eks. et »geled«, en deling mv., uden at der er tale om, at handlingen er rettet mod en bestemt person.
Den gældende strafferamme foreslås opretholdt.
Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i § 22. Det er især kommandoforholdet, herunder et muligt fremtidigt kommandoforhold, mellem den foranstående og den efterstående, der gør, at den foranstående ikke må bringe sig i en risiko for at »komme i lommen« på den efterstående. Det helt centrale bag bestemmelsen er, at forholdet skal være egnet til at bringe den foranstående i et afhængighedsforhold til den efterstående på tilsvarende måde som efter den gældende bestemmelse. Dette følger af udtrykket »uberettiget«.
Bestemmelsen beskytter desuden efterstående personel mod, at den foranstående udnytter kommandoforholdet til at opnå personlige fordele.
Det har været overvejet, om straffeloven § 144 om bestikkelse dækker de forhold, som i dag er omfattet af § 22. Straffeloven § 144 vedrører især offentligt ansatte, der i forbindelse med tjenesteudøvelsen uberettiget modtager økonomiske ydelser fra en udenforstående. Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 22 har derimod et væsentligt andet sigte, nemlig at beskytte den overordnedes myndighed. Der er derfor fortsat behov for en selvstændig straffebestemmelse herom i militær straffelov. Det kan ikke udelukkes, at et forhold, som falder ind under den foreslåede bestemmelse, også opfylder gerningsbeskrivelsen i andre straffebestemmelser, herunder især straffeloven § 144. Det foreslås derfor i bestemmelsen at åbne mulighed for at henføre det konkrete forhold under andre, strengere straffebestemmelser for at tilkendegive, at den foreslåede bestemmelse ikke udtømmende regulerer strafansvaret for enhver form for økonomisk udnyttelse.
Der er ikke fundet grundlag for at begrænse bestemmelsen til alene at omfatte forholdet mellem overordnet og underordnet personel. En foranstående og en efterstående kan senere i tjenesten i forhold til hinanden blive overordnet og underordnet, og et tidligere opstået afhængighedsforhold mellem dem kan derfor risikere senere at kompromittere deres tjenesteforhold. For at imødegå denne risiko omfatter bestemmelsen også foranstående i forhold til efterstående.
Det har været overvejet, om bestemmelsen som hidtil skal begrænses til ydelser mellem personel inden for samme enhed. Begrebet »enhed« kan i dag i modsætning til tidligere ikke defineres entydigt i organisatorisk og operativ forstand. Samarbejds- og kommandorelationerne vil i dag ofte skifte afhængigt af den konkrete opgave, idet opgaverne i vidt omfang løses projektorienteret. En sådan »projektgruppe« eller task force vil ofte være sammensat på tværs af forskellige enheder, herunder eventuelt med flere nationaliteter.
Bestemmelsen findes derfor ikke at burde begrænses til »efterstående af samme enhed«. Det uacceptable kan lige så vel foreligge i forholdet mellem en foranstående og en efterstående, der hører til en anden enhed. Denne situation må i dag henføres under den gældende bestemmelse i § 15.
Det er ikke enhver form for gave, lån mv., der er omfattet af bestemmelsen. Forholdet skal efter forslaget være uberettiget. Det betyder bl.a., at modtagelse af sædvanlige lejlighedsgaver, f.eks. i forbindelse med jubilæum, fødselsdage og lignende, fortsat ikke er omfattet af bestemmelsen, ligesom eksempelvis en foranståendes kortvarige mindre lån til køb af mad i kantinen heller ikke vil være omfattet af bestemmelsen. Tilsvarende vil ydelser mellem nærtstående, f.eks. ægtefæller, næppe kunne siges at være uberettigede, idet sådanne ydelser typisk ikke vil være motiveret af deres fælles ansættelse i forsvaret.
Med hensyn til såkaldte »vennetjenester« er vurderingen mere vanskelig. Det er ikke fundet muligt at foretage en nærmere afgrænsning af sådanne forhold i den foreslåede bestemmelse. Vennetjenester bør som udgangspunkt være omfattet. »Vennetjenester« af mere bagatelagtig karakter falder uden for bestemmelsens kerneområde. Det samme gælder »vennetjenester«, der må betegnes som ordinære, og som ikke kan antages at være motiveret af den fælles ansættelse i forsvaret. Personlige vennetjenester, som må bedømmes som naturlige blandt nære venner, tilsigtes således ikke omfattet af bestemmelsen, medmindre det i det enkelte tilfælde er klart, at »ydelsen« er motiveret af parternes over- og underordnelsesforhold.
Også visse andre ydelser er efter gældende regler holdt uden for bestemmelsen, jf. Forsvarsministeriets cirkulære af 1. juli 1989 (Kundgørelse For Forsvaret B.7-1) om menigt personels udførelse af personlige tjenesteydelser.
Der vil administrativt blive fastsat nærmere retningslinjer for personellets adgang til at modtage og yde gaver mv. med henblik på at afgrænse forhold, der falder ind under bestemmelsen, og forhold, der ikke tilsigtes omfattet af bestemmelsen.
De forhold, der er omfattet af bestemmelsen, er af så alvorlig karakter, at der ikke er fundet grundlag for at foreslå bestemmelsen begrænset til alene at angå grove forhold.
Den gældende strafferamme foreslås opretholdt.
Den foreslåede bestemmelse er ny. Den overordnedes manglende indgriben over for underordnet personels krænkende behandling af deres underordnede (undertiden kaldet »myndigheds ikke-brug«) henføres efter gældende ret under militær straffelov § 15. Forholdet bør imidlertid udskilles til en selvstændig straffebestemmelse, idet det herved tydeliggøres, at overordnet, militært personel har pligt til at beskytte deres underordnede mod uacceptabel behandling fra overordnet eller sideordnet personel, jf. også lovforslagets almindelig bemærkninger punkt 3.9.
Militær straffelov fra 1937 indeholdt i § 55 en tilsvarende bestemmelse om den foresattes forsømmelse af at gribe ind over for undergivnes forseelser i form af f.eks. rekrutplagerier. § 55 blev i lighed med et stort antal andre materielle straffebestemmelser ophævet ved 1973-loven, således at forholdene i stedet henførtes under den almindelige bestemmelse i § 15.
På baggrund af oplysninger om enkelte konkrete sager fra de senere år om såkaldte »optagelsesritualer« og lignende blandt personellet har det været overvejet, om den foreslåede bestemmelse bør suppleres med en bestemmelse, der omfatter den overordnedes manglende indgriben over for underordnedes krænkende adfærd over for deres sideordnede. Den overordnedes undladelse af at gribe ind over for sådanne forhold må betragtes som en efter omstændighederne alvorlig form for pligtforsømmelse. Disse situationer er derfor også foreslået omfattet af bestemmelsen.
»Optagelsesritualer« og lignende finder undertiden sted med de impliceredes accept, og det kan derfor være vanskeligt for en overordnet, der bliver bekendt med situationen, at vurdere, om der er anledning til at gribe ind. Bestemmelsen er imidlertid formuleret således, at den overordnede har pligt til at gribe ind, såfremt forholdet objektivt set opfylder gerningsbeskrivelsen, dvs. at der er tale om krænkende behandling. På grund af den situation de implicerede er i, kan et samtykke som udgangspunkt ikke tillægges betydning.
Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Det foreslås endvidere, at der indføres en selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer sideordnedes særligt krænkende behandling af andre sideordnede, især i forbindelse med optagelsesritualer, jf. forslaget til § 19.
Den foreslåede bestemmelse er ny, jf. også lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.9. Den overordnedes krænkende adfærd over for den underordnede er efter gældende militær straffelov ikke reguleret i en selvstændig straffebestemmelse, men behandles som en pligtforsømmelse efter den almindelige bestemmelse i gældende § 15. Denne form for pligtforsømmelse findes at være af samme strafværdighed som den tilsvarende respektstridige adfærd, som er omfattet af den gældende bestemmelse i § 20 (lovforslagets § 13).
For at understrege, at en overordnet på samme måde har pligt til at respektere en underordnet, foreslås det, at der indføres en selvstændig straffebestemmelse, som regulerer dette forhold.
Den foreslåede bestemmelse er således et modstykke til forslaget til § 13. Bestemmelsen omfatter den overordnedes pligtstridige adfærd over for den underordnede, hvor forholdet ikke er af en sådan karakter, at der er tale om »forfølgelse« eller »chikane«, jf. den gældende bestemmelse i § 21 og lovforslagets § 15. Om udtrykket »krænker« henvises til bemærkningerne under § 13.
Følgende situationer er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse: Er der objektivt set ikke tale om en krænkelse, selvom den pågældende måtte føle sig krænket, falder forholdet uden for bestemmelsen. Det samme gælder, hvor der objektivt set er tale om en krænkelse, men hvor krænkelsen ikke kan betegnes som grov.
Til forskel fra § 13 omfatter § 18 alene den overordnede, der groft krænker en underordnet. En foranstående, der ikke samtidig er direkte overordnet i forhold til den forurettede, vil således ikke kunne straffes efter § 18, men derimod efter omstændighederne efter den almindelige bestemmelse om pligtforsømmelser, jf. forslaget til § 27.
Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Militær straffelov indeholder ikke i dag en selvstændig bestemmelse, der kriminaliserer sideordnet personels nedværdigende behandling af hinanden, herunder i forbindelse med såkaldte optagelsesritualer, hvor der kan være tale om at typisk de nystartede eller mere uerfarne bliver udsat for særlige ritualer fra ældre sideordnede. Sådanne forhold kan efter gældende ret efter omstændighederne henføres under den almindelige bestemmelse i gældende § 15.
Disse handlinger, som i et vist omfang allerede i dag er forbudt på en række tjenestesteder, er uacceptable. De kan ofte være stærkt belastende for eventuelle »svage soldater«, kammeratskabet, tjenestestedet og for forsvarets omdømme og rumme risiko for gruppepres og skjulte overgreb. Der findes derfor behov for, at sådanne handlinger, herunder ritualer, som sideordnede udsætter hinanden for, i grove tilfælde kan henføres under en specifik straffebestemmelse. Den foreslåede bestemmelse supplerer således forslagets § 17, der vedrører den overordnedes manglende indgriben i disse situationer.
Accept fra den krænkedes side af at deltage i de pågældende handlinger fritager ikke gerningsmanden eller -mændene for strafansvar. Den foreslåede bestemmelse finder også anvendelse, når forholdet er begået uden for militært område, herunder i lukkede selskaber på privat område, når blot det krænkende forhold udspringer af det tjenstlige tilhørsforhold.
Det er ikke blot den, der aktivt udsætter en sideordnet for en nedværdigende eller krænkende behandling, der kan straffes. Efter omstændighederne kan også personel, der passivt ser til uden at gribe ind over for det krænkende forhold, straffes for medvirken, jf. straffeloven § 23.
Det er ikke en betingelse for at pålægge strafansvar, at den pågældende faktisk føler sig krænket eller nedværdiget. Det er tilstrækkeligt, at handlingen generelt er egnet til at krænke eller nedværdige. Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.9.
Rusmidler mv.
Efter den gældende bestemmelse i militær straffelov § 27, stk. 1, er det strafbart at »beruse sig« i tjenesten eller at indtage spiritus mv. på et tidspunkt, »når tjeneste må påregnes at forestå, således at han møder beruset i tjenesten«.
Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse.
Udtrykket »beruser sig« i den gældende bestemmelse er foreslået ændret til »indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer, opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager«. Der er herved ikke tilsigtet nogen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til den gældende bestemmelse, men alene en præcisering. Den foreslåede formulering svarer endvidere i det væsentlige til bestemmelsen i færdselsloven § 54.
Gerningsindholdet foreslås samtidig suppleret med et krav om, at tilstanden skal indebære, at den pågældende »ikke er i stand til at varetage sin tjeneste på fuldt forsvarlig måde«. Selve indtagelsen af alkohol mv. er således ikke i sig selv strafbar, men det kræves, at påvirketheden skal have haft den beskrevne indvirkning på evnen til at varetage tjenesten. Dette krav indebærer en vis begrænsning i det strafbares område i forhold til den gældende bestemmelse. På den anden side er med udtrykket »fuldt forsvarlig måde« tilsigtet, at der ikke skal meget til, før spiritusindtagelse i tjenesten kan medføre strafansvar. Kravet om fuld tjenestedygtighed skyldes navnlig, at den daglige tjeneste i forsvaret ofte er forbundet med mulighed for omgang med våben og andet farligt materiel, ligesom tjenesten kan omfatte betjening af udstyr mv., hvor manglende agtpågivenhed kan indebære risiko for alvorlig skade eller fare herfor. Som bestemmelsen foreslås formuleret, stilles der således ikke krav om, at indtagelsen skal have medført en konkret farlig situation.
Om betingelserne for strafansvar er opfyldt, må afgøres på grundlag af den pågældendes egen forklaring om omfanget af spiritusindtagelsen mv., vidneforklaringer om hans adfærd under tjenesten og øvrige foreliggende oplysninger. Størrelsen af en eventuel promille er naturligvis af betydning, men ikke i sig selv afgørende. Blodprøve kan kræves udtaget under de betingelser, der er nævnt i retsplejeloven § 792 b, stk. 2, færdselsloven § 55, stk. 2, og forslaget til § 15 i militær retsplejelov.
Den foreslåede bestemmelse omfatter som den gældende bestemmelse både den, der beruser sig under tjenesten, og den, der møder beruset til tjeneste, forudsat, at indtagelsen af alkohol mv. er sket på et tidspunkt, hvor den pågældende måtte regne med snart at skulle på tjeneste. Ved udeladelsen af det gældende udtryk, »når tjeneste må påregnes«, er ikke tilsigtet nogen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde. Strafansvar forudsætter, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed. Heri ligger også, at den pågældende vidste eller måtte regne med, at han kunne blive indkaldt til tjeneste.
Strafferammen for frihedsstraf foreslås forhøjet fra de gældende 4 måneders fængsel til fængsel indtil 1 år, da en overtrædelse af bestemmelsen efter omstændighederne kan være ganske alvorlig og indebære ikke ubetydelige risici for andre.
Ved den foreslåede bestemmelse bemyndiges forsvarsministeren til at fastsætte promillegrænser for tjeneste i forsvaret, navnlig når sikkerhedsmæssige forhold kan begrunde det.
Der gælder i dag på flere tjenesteområder inden for forsvaret forbud mod at være påvirket af spiritus under tjenesten. I sådanne tilfælde er promillegrænsen fastsat til 0,00. På andre områder gælder promillegrænser, der er lavere end den promillegrænse på 0,5, der gælder efter færdselsloven § 53 for at føre motordrevet køretøj. Disse regler er fastsat administrativt, navnlig i blivende bestemmelser for det pågældende tjenestested eller den pågældende mission. Sådanne promillegrænser betyder, at en alkoholpromille, der overstiger den fastsatte, er ensbetydende med, at den pågældende ikke vil være i stand til at varetage sin tjeneste på det pågældende område på fuldt forsvarlig måde.
Militære øvelsesområder og andre områder og veje, som udgør militært område, og som ikke benyttes til almindelig færdsel, er ikke omfattet af færdselsloven, jf. færdselslovens § 1. Det betyder, at færdselslovens bestemmelser om spiritus- og promillekørsel ikke finder anvendelse ved kørsel i motordrevet køretøj, herunder militære køretøjer, på sådanne områder, medmindre der administrativt er fastsat bestemmelser herom.
Overtrædelse af administrativt fastsatte promillegrænser udgør efter gældende ret en pligtforsømmelse, som er strafbar efter den almindelige bestemmelse i militær straffelov § 15. Som eksempel på en promillegrænse på 0,00 kan nævnes regler for kørsel med pansrede køretøjer, hvorefter det er forbudt at køre, starte eller forsøge at starte motorer eller tekniske installationer, hvis noget besætningsmedlem er påvirket af spiritus eller på anden måde er uegnet til at varetage sine pligter på fuldt betryggende måde, jf. bestemmelsessættet HRN 911-031, kapitel 2, punktum 213.
Den foreslåede bestemmelse er begrænset til »særlige områder for tjeneste i forsvaret«, navnlig når sikkerhedsmæssige hensyn kan begrunde sådanne regler. Udtrykket »områder« omfatter både tjenstlige funktioner og geografiske områder, f.eks. et tjenestested i udlandet og et øvelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse vil også kunne anvendes til at fastsætte bestemte promillegrænser for kørsel i motordrevet køretøj på militære områder mv., hvor færdselsloven ikke gælder. Om tjenstlige og arbejdsmæssige opgaver er af en sådan karakter, at der bør fastsættes promillegrænser, afgøres efter forslaget af ministeren.
Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte promillegrænser, herunder om alkoholforbud på særlige områder eller i bestemte situationer, f.eks. under øvelser, forhøjet beredskab, ved anvendelse af særligt materiel, på særlige tjenestesteder, under missioner i udlandet mv. Ministeren vil i forskrifterne kunne give militære myndigheder hjemmel til at fastsætte promillegrænser i særlige situationer.
Det har været overvejet, om der tillige bør skabes hjemmel til at frakende retten til at føre motordrevet køretøj efter de regler, der gælder efter færdselsloven, i tilfælde af kørsel i spirituspåvirket tilstand på områder, hvor færdselsloven ikke gælder. Henset til, at reglerne om førerretsfrakendelse ikke finder anvendelse på civile, der fører motordrevet køretøj på sådanne områder under påvirkning af spiritus, findes der ikke tilstrækkelig anledning til at foreslå sådanne bestemmelser.
Overtrædelse af sådanne promillegrænser straffes som efter forslaget til § 20 med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.9.
Efter den foreslåede bestemmelse straffes enhver besiddelse eller indtagelse af euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært område.
Efter § 1, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer er det under strafansvar forbudt bl.a. at sælge, købe, udlevere og besidde euforiserende stoffer, der er omfattet af loven. De stoffer, der er omfattet, er optaget i bilag til loven. Straffen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer er bøde eller fængsel indtil 2 år.
I praksis behandler den militære anklagemyndighed sager om militært personels besiddelse og indtagelse af disse stoffer i tjenesten som pligtforsømmelser efter den gældende bestemmelse i militær straffelov § 15, også når der er tale om ganske små kvanta, herunder af f.eks. hash.
Indtagelse eller besiddelse af sådanne stoffer er åbenbart uforenelig med tjeneste i forsvaret ikke mindst af sikkerhedsmæssige grunde, hvilket findes at burde fremgå klart af den militære straffelov.
Strafferammen foreslås at omfatte bøde og fængsel indtil 6 måneder. Er der tale om besiddelse af større mængder narkotika, herunder med henblik på videreoverdragelse, kan forholdet efter omstændighederne henføres under lov om euforiserende stoffer eller straffeloven § 191.
Om besiddelse eller brug af sådanne stoffer uden for tjenesten og på civilt område medfører strafansvar, må afgøres efter lov om euforiserende stoffer. Har den pågældende indtaget euforiserende stoffer i fritiden, vil han således ikke pådrage sig strafansvar, medmindre betingelserne herfor i lovforslagets § 20 er opfyldt. Det må antages, at betingelsen »at han ikke er i stand til at varetage tjenesten på fuldt tilstrækkelig måde« normalt vil være opfyldt også ved mindre grader af stofpåvirkethed ved påbegyndelsen af tjenesten.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.9.
Den foreslåede bestemmelse svarer delvis til gældende militær straffelov § 27, stk. 2, og har til formål at beskytte forsvarets renommé.
Bestemmelsen pålægger som den nugældende strafansvar for den, der viser sig synlig beruset i uniform.
Derimod vil den enkeltperson, der forstyrrer den offentlige orden, og som ikke er i uniform eller på anden måde gennem sin påklædning eller lignende klart viser at høre til forsvaret, ikke kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse, men alene evt. efter normalpolitivedtægten eller andre bestemmelser om forstyrrelse af den offentlige orden.
Udtrykket »gennem sin påklædning eller lignende« indebærer, at vedkommende ikke nødvendigvis skal være i uniform for at falde ind under bestemmelsen. Hvis der for eksempel er tale om mærker, tasker eller udrustning, som tydeligt viser, at vedkommende hører til forsvaret, vil den pågældende efter omstændighederne kunne ifalde stafansvar efter bestemmelsen.
Er der tale om en større gruppe, som forstyrrer den offentlige orden, hvor nogle er i uniform og andre er i civil, men hvor det ud fra en samlet betragtning er klart, at gruppen hører til forsvaret, vil der også kunne ifaldes strafansvar for den/de civilt påklædte, som hører til forsvaret.
Bestemmelsen er indsat for at beskytte personellet, hvor forseelsen er begået i udlandet. Muligheden for at straffe efter dansk lovgivning er normalt en forudsætning for, at de udenlandske myndigheder vil afstå fra strafforfølgning efter deres egen lovgivning. Det bemærkes, at det ikke er en betingelse, at den pågældende er i uniform eller på anden måde viser at tilhøre forsvaret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.10.
Andre pligtforsømmelser
Den foreslåede bestemmelse vedrører vagtforseelser svarende til den gældende bestemmelse i § 26 med den sproglige ændring, at ordene »begår en vagtforseelse« foreslås ændret til »tilsidesætter sine pligter som vagt«. Denne form for pligtforsømmelser kan efter omstændighederne – også under fredsforhold – være af ganske alvorlig karakter, og det foreslås derfor, at disse forhold fortsat reguleres i en selvstændig straffebestemmelse.
Vagtforseelser er udtryk for overtrædelse af pligter, der følger af tjenesten som vagt i forbindelse med militær vagttjeneste. Disse pligter fremgår dels af reglementer mv., dels af konkrete instrukser og pålæg fra overordnede, og følger desuden af selve vagttjenestens formål. Som eksempel på det sidste kan nævnes pligten til at gribe ind over for uregelmæssigheder, som vagten konstaterer under vagttjenesten.
Vagtbegrebet i den gældende bestemmelse i § 26 er videre end i f.eks. de gældende bestemmelser i militær straffelov § 16 om ulydighed og § 20 om respektstridig opførsel. Der henvises herom til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.2.
Det er en forudsætning for at ifalde ansvar for vagtforseelse efter denne bestemmelse, at ordet vagt indgår i den pågældendes funktions - eller stillingsbeskrivelse. Om dette er tilfældet må afgøres på grundlag af de skriftlige regler, der beskriver stillingen eller funktionen. Alternativt skal den pågældende have været afmærket som vagt for eksempel ved armbind.
Uagtsomhedsansvaret er i forhold til den gældende bestemmelse begrænset til grov uagtsomhed, og bestemmelsen omfatter alene grove forhold.
Om en vagtforseelse må betegnes som grov, afhænger især af forseelsens karakter og omfang, og hvilke følger vagtforseelsen har medført eller kunne have medført, herunder f.eks. af sikkerhedsmæssig karakter. Er der tale om en vagt ved et våbendepot, og indebærer forseelsen, at der er opstået uhindret adgang til våben eller ammunition, vil forseelsen naturligvis være grov.
De gældende strafferammer foreslås opretholdt, idet dog den gældende strafferamme på fængsel indtil 3 år for vagtforseelse begået under væbnet konflikt foreslås forhøjet til fængsel indtil 10 år i lighed med forslaget til § 11 (ulydighed). Konsekvenserne af disse forbrydelser vil som følge af den tekniske udvikling i dag kunne være langt mere alvorlige endsige katastrofale under væbnet konflikt i forhold til det, der kunne forudses i 1973 eller i 1937, hvor de gældende strafferammer i al væsentlighed blev fastsat. F.eks. vil en vagtforseelse, som medfører, at en modstander under væbnet konflikt får mulighed for at gribe ind i forsvarets it- og radarsystemer, kunne få helt uoverskuelige konsekvenser. Den foreslåede strafferamme er udtrykkeligt begrænset til forsætlige forhold.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 23 vedrører ulovligt fravær fra tjeneste. Udeblivelse fra tjeneste er langt den hyppigste tjenesteforseelse. I 2000 udgjorde udeblivelsessagerne 44,2 % af samtlige de forseelser, som blev sanktioneret med straf eller disciplinarmidler. I 2001 omfattede udeblivelsessagerne 44,1 % af alle sanktionerede forseelser og 44,8 % i 2002.
Udeblivelse fra tjeneste kan efter omstændighederne være udtryk for en manglende forståelse for de krav, som må stilles til militært personel. Udeblivelse kan desuden betyde, at planlagte opgaver, f.eks. øvelser, forsinkes eller ikke kan gennemføres. I nogle situationer, herunder ved tjeneste i udlandet, kan udeblivelse efter omstændighederne få meget alvorlige konsekvenser eller rumme risiko herfor. Der er således fortsat behov for en selvstændig straffebestemmelse for disse forhold.
Med »tjeneste« forstås tjeneste, som den pågældende har pligt til, eventuelt direkte er befalet til, at udføre. Bestemmelsen omfatter således bl.a. selve værnepligtstjenesten, tjeneste i forbindelse med genindkaldelser og konkret pålagte opgaver.
»Tjenestestedet« omfatter geografiske lokaliteter, hvor tjenesten foregår (garnisonen, skibet, flyvestationen osv.). For at »forlade tjenestestedet« skal den pågældende således være taget hjem, eller i hvert fald væk fra kasernen, mens den, der f.eks. forlader et skyttehul under en øvelse i militært øvelsesområde eller i civilt terræn, ikke har forladt sit »tjenestested«, men derimod er »udeblevet fra tjeneste«.
Udeblivelse fra tjeneste omfatter ikke blot udeblivelse fra selve tjenestestedet, men foreligger også, når den pågældende f.eks. udebliver fra en læreanstalt, hvor han tjenstligt er pålagt at skulle modtage undervisning. Endvidere kan der forekomme situationer, hvor den pågældende ikke er i tjeneste, men er pålagt at forblive på tjenestestedet, f.eks. ved beredskabsforøgelse. Fjerner den pågældende sig fra tjenestestedet, vil der ligeledes være tale om en overtrædelse af bestemmelsen. Det samme kan gælde for den, der forlader hjemmet til trods for, at vedkommende er pålagt tilkaldevagt netop der. Der vil i sådanne tilfælde være tale om udeblivelse fra tjenesten.
Der er ikke med den ændrede formulering af 1. punktum tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse bortset fra, at kun grove tilfælde efter forslaget kan medføre strafansvar. I mindre grove tilfælde vil der alene kunne blive tale om disciplinært ansvar. Desuden er bestemmelsen for så vidt angår uagtsomhedsansvaret begrænset til at angå groft uagtsomme overtrædelser, jf. lovforslagets § 6. Udeblivelse fra tjeneste, der alene skyldes simpel uagtsomhed, kan således kun resultere i et disciplinarmiddel.
Om en udeblivelse fra tjeneste må betegnes som grov, afhænger især af længden af udeblivelsen og/eller af de følger, som udeblivelsen medførte eller kunne have medført. En agterudsejling som følge af udeblivelse vil således normalt kunne betragtes som et grovere tilfælde, hvorimod en udeblivelse af kortere varighed fra den normale værnepligtsuddannelse næppe uden videre vil være det.
Efter den gældende bestemmelse er det en forudsætning for strafansvar, at den pågældende er udeblevet fra »den militære afdeling, til hvilken han hører eller er indkaldt«. Da militært personel allerede ved indkaldelsen er tilknyttet et bestemt tjenestested, er det fundet overflødigt udtrykkeligt at optage denne forudsætning i gerningsbeskrivelsen.
Udtrykket »udebliver fra tjeneste« i stk. 1 omfatter såvel den helt kortvarige udeblivelse (»for silde møde«) som udeblivelser af længerevarende karakter og den egentlige »rømningssituation«, hvor udeblivelsen tilsigtes at være permanent. Også »forstikkelse« er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Forstikkelse foreligger, når militært personel, der opholder sig på tjenestestedet, ikke møder til tjeneste til tiden. Denne form for udeblivelse, der hører til de mere hyppigt forekommende tilfælde, henføres i dag under § 15 som følge af den gældende formulering af § 23. Det findes imidlertid naturligt at samle alle former for strafbare udeblivelser fra tjeneste i samme bestemmelse.
Som anført af professor Gorm Toftegaard Nielsen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, side 994, afhænger muligheden for at straffe en person for forsætligt eller uagtsomt at komme for sent »af hans skyld i årsagen til, at han kommer for sent. At han ved, at han ikke møder til tiden skaber intet forsæt.« Det afgørende er således ikke tilregnelsen på udeblivelsestidspunktet, men derimod tilregnelsen på det tidspunkt, hvor den pågældende foretager den handling eller undladelse, der medfører, at han kommer for sent, jf. side 992.
Stk. 2 svarer med en sproglig justering til den gældende bestemmelse i § 23, stk. 2, idet det dog er fundet overflødigt selvstændigt at fremhæve »militærtjeneste«, da alene militært personel, der er omfattet af forslaget til militær straffelov § 1, kan gøre sig skyldig i en overtrædelse af bestemmelsen.
Udtrykket i den gældende bestemmelse § 23, stk. 2, »påføre sig legemsfejl«, foreslås af sproglige grunde ændret til »påføre sig legemsskade«. Udtrykket dækker såvel legemsmangel, eksempelvis afhugning af en finger, som midlertidig legemsbeskadigelse, eksempelvis knoglebrud. Udtrykket må også antages at dække en forstuvning eller muskelskade, da der ikke med den ændrede formulering er tilsigtet nogen realitetsændring.
De gældende strafferammer foreslås opretholdt, idet dog den gældende strafferamme på fængsel indtil 2 år for udeblivelse under skærpende omstændigheder foreslås ændret til fængsel i 3 år, jf. bestemmelsens stk. 3, når forholdet er forsætligt og af særlig grov karakter, svarende til de foreslåede strafferammer for ulydighed (lovforslagets § 11) og vagtforseelse (lovforslagets § 24) under skærpende omstændigheder.
Den skærpede strafferamme på fængsel i indtil 10 år under væbnet konflikt i gældende § 23, stk. 1, foreslås ligeledes opretholdt ved forsætlige overtrædelser af stk. 1 og stk. 2, jf. lovforslagets stk. 4.
Det har været overvejet, hvorvidt der er behov for at foreslå en yderligere skærpet strafferamme for særligt alvorlige tilfælde af udeblivelse under væbnet konflikt, herunder især rømning (desertering), hvor flere udebliver (deserterer) efter fælles aftale i en kampsituation eller umiddelbart forinden. Et sådant forhold er ikke omfattet af mytteribestemmelsen, som forudsætter, at der tillige er tale om ulydighed over for en ordre. De fleste af sådanne situationer vil imidlertid være omfattet af den gældende bestemmelse i § 35, stk. 1, om pligtstridig adfærd »under kamp eller når kamp forestår«, hvis strafferamme omfatter fængsel indtil 12 år. Denne strafferamme foreslås opretholdt, jf. nedenfor om forslaget til § 31.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 28 vedrører såkaldt »militært hærværk«.
Der findes fortsat behov for en særlig bestemmelse i militær straffelov om strafansvar for »militært hærværk«, der omfatter også groft uagtsomme forhold.
Det praktiske anvendelsesområde for militær straffelov § 28 er især tilfælde, hvor udleveret udrustning, materiel og lignende forsvinder under tjenesten, uden at der nødvendigvis foreligger bevis for, at forholdet er begået forsætligt, men hvor de nærmere omstændigheder må føre til, at der i hvert fald er tale om et groft uagtsomt forhold (skødesløshed).
Det foreslås, at »militært hærværk« i det hele reguleres i militær straffelov. Herved opnås også, at en dom for forhold begået under tjenesten, særligt alvorligere forhold vedrørende bortkomst af udleveret militær udrustning, ikke påføres den pågældendes straffeattest. Dette hensyn er især af betydning for indkaldt værnepligtigt personel.
Stk. 1 svarer i det hele til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 28. Dog er udtrykket »skødesløshed« udeladt af bestemmelsen, idet det følger af den generelle tilregnelsesbestemmelse i lovforslagets § 6, at bestemmelsen omfatter såvel forsætlige som groft uagtsomme forhold.
Grov uagtsomhed vil typisk foreligge, hvor der er tale om åbenbart sløseri, der medfører, at ting, der tilhører forsvaret, bortkommer, ødelægges eller beskadiges. Manglende omtanke eller mindre alvorlig forsømmelse, der f.eks. skyldes en stresssituation under en øvelse eller lignende, vil således normalt ikke kunne karakteriseres som grov uagtsomhed.
Særligt på baggrund af det, der er anført ovenfor om militært hærværks særlige karakter, findes strafferammen vedrørende frihedsstraf at burde nedsættes fra den gældende ramme på fængsel i 1 år til fængsel i 6 måneder.
Det har været overvejet, om bestemmelsen i stk. 1 bør begrænses til alene at omfatte forhold af grovere karakter. En sådan begrænsning kunne tilgodese særligt værnepligtigt personel, som under tjenesten uforsætligt kommer til at beskadige eller miste udrustning og andre udlånte effekter, men der er ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan begrænsning. Stk. 1 i den foreslåede bestemmelse erstatter ved militært hærværk i det hele den almindelige hærværksbestemmelse i straffeloven § 291, stk. 1. En begrænsning til grove forhold ville derfor give en væsentlig snævrere bestemmelse vedrørende enhver form for hærværk inden for forsvaret i forhold til tilsvarende handlinger på det civile område. Det forudsættes endvidere, at bagatelagtige tilfælde – især vedrørende udleveret materiel – normalt ikke medfører en straffe- eller disciplinarretlig sanktion.
Stk. 2 vedrører alene forsætlige forhold. Groft uagtsomt hærværk er således i det hele omfattet af stk. 1 uanset overtrædelsens karakter og uanset størrelsen af de involverede værdier.
Et hærværksforhold kan efter bestemmelsen ved forsætlige handlinger henføres under den strengere strafferamme i stk. 2, når der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Det findes ikke, at der med henblik på at afgrænse anvendelsesområdet for stk. 1 i forhold til stk. 2 bør søges fastlagt en vejledende økonomisk undergrænse, således som det i praksis er tilfældet ved afgrænsningen af anvendelsesområdet for straffeloven § 291, stk. 1. Dette skyldes især, som ovenfor nævnt, at militær udrustning efter omstændighederne kan have endog meget betydelig værdi. Som eksempler herpå kan nævnes forsætligt hærværk over for radarsystemer og andet elektronisk udstyr.
På den anden side kan ødelæggelse eller beskadigelse af effekter af mindre værdi efter omstændighederne medføre eller indebære risiko for vidtrækkende konsekvenser. Som eksempel på det sidstnævnte kan nævnes forsætlig ødelæggelse af en radio til en værdi af f.eks. 5.000 kr. i forbindelse med en større øvelse, der betyder, at øvelsen forsinkes eller ikke kan gennemføres. Et andet eksempel kunne være bortskaffelse af ammunition eller sprængstof, hvor bortkomsten vil få omfattende konsekvenser i både eftersøgningsmæssig og sikkerhedsmæssig henseende.
Strafferammen foreslås fastsat til fængsel indtil 6 år svarende til strafferammen i straffeloven § 291, stk. 2, da den foreslåede bestemmelse i det hele erstatter straffeloven § 291, stk. 2, ved hærværk mod det militære forsvar. Det bemærkes, at strafferammen i straffeloven § 291, stk. 2, ved lov nr. 352 af 19. maj 2004 om ændring af blandt andet straffeloven blev skærpet fra 4 til 6 år.
Det har været overvejet, hvorvidt der kan antages at være behov for en skærpet strafferamme for militært hærværk begået under væbnet konflikt. Sådanne alvorlige hærværksforhold må i det væsentlige imidlertid antages at kunne henføres under forslaget til § 28 om krigsforræderi og § 30 om ændring af ammunition eller andet krigsmateriel. Der er derfor ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan skærpet strafferamme.
Den foreslåede bestemmelse erstatter den almindelige bestemmelse i militær straffelov § 15.
Ud over bemærkningerne neden for henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.8.
Formuleringen af stk. 1 indebærer en væsentlig begrænsning i det strafbares område i forhold til den gældende bestemmelse. For det første er simpelt uagtsomme overtrædelser undtaget fra strafansvar. For det andet kan mindre grove (eller alvorlige) tilfælde af pligtforsømmelser efter forslaget ikke længere medføre strafansvar, jf. udtrykket »groft tilsidesætter«.
Pligtforsømmelser, der skyldes simpel uagtsomhed, kan således alene medføre pålæggelse af disciplinarmidler. Det samme gælder mindre grove tilfælde af pligtforsømmelser, hvad enten disse er begået forsætligt eller i grov uagtsomhed.
Dette indebærer, at en ikke ubetydelig del af de i dag forekommende straffesager vedrørende »almindelige pligtforsømmelser« alene vil kunne medføre disciplinaransvar.
Ved udtrykket »i øvrigt tilsidesætter sine pligter« er tilkendegivet, at bestemmelsen, som den gældende bestemmelse, er subsidiær i forhold til de øvrige regler om pligtforsømmelser. Bestemmelsen vedrører således kun de forhold, som ikke er omfattet af de specifikke bestemmelser om strafansvar for pligtstridig adfærd. Af samme grund foreslås bestemmelsen som »opsamlingsbestemmelse« indsat som den sidste bestemmelse i afsnittet om pligtforsømmelser, jf. forslaget til § 27.
Dette indebærer, at hvis f.eks. et forhold af respektstridig adfærd må vurderes at skyldes uagtsomhed, er forholdet ikke strafbart efter den foreslåede bestemmelse til § 13 og kan heller ikke henføres under den generelle straffebestemmelse om »almindelige« pligtforsømmelser, men vil efter omstændighederne kunne medføre pålæg af et disciplinarmiddel.
I lighed med gældende militær straffelov § 15 erstatter bestemmelsen straffeloven § § 156 og 157 i sager om militære pligtforsømmelser.
Strafferammen i bestemmelsen er uændret i forhold til gældende militær straffelov § 15.
At bestemmelsen i stk. 1 har en lavere strafferamme end de øvrige bestemmelser om pligtforsømmelser, skyldes, at disse omfatter forhold, som er fundet at være af mere kvalificeret karakter end de forhold, der henføres under lovforslagets § 27. Disse bestemmelser bør derfor indeholde maksimumsstraf, der er strengere end i forslagets § 27, jf. bemærkningerne til § 15 i lovforslaget fra 1972, Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 13.
Forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed
Den foreslåede bestemmelse, der vedrører krigsforræderi, svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i § 33.
I nr. 1 og 3 er indføjet »infrastruktur«. Dette begreb omfatter elementer og indretninger, som er nødvendige for, at et moderne samfund eller en organisation kan fungere, f.eks. et lands anlæg af lufthavne, veje, jernbaner, telefonnet, el- og vandværker etc., herunder sådanne som er nødvendige for kommunikationen.
»Kommunikationsmidler« i nr. 3 foreslås ændret til kommunikationsmuligheder. Kommunikation kan i dag finde sted gennem vidt forskellige medier og midler, som er i konstant udvikling. Den foreslåede formulering omfatter ikke blot egentlige indgreb i eksisterende kommunikationsmuligheder, men også handlinger, som sætter dem ud af kraft (jamming).
I nr. 4 er det gældende udtryk »kendingstegn og signalkoder« foreslået ændret til »kommunikations- eller informationssikkerhed«. Herved sigtes bl.a. til procedurer og fysiske foranstaltninger, som har til formål at beskytte forsvarets klassificerede eller andre sensitive informationer mod spionage, kompromittering og tab.
Ligesom den gældende bestemmelse i § 33 finder den foreslåede bestemmelse anvendelse under væbnet konflikt og under truende udsigt hertil. Om sidstnævnte begreb henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 32.
Strafferammen er efter den gældende bestemmelse fængsel ikke under 8 år og omfatter således fængsel i 8 år til fængsel indtil på livstid. Der er ikke fundet grundlag for at opretholde minimumsstrafferammen.
Bestemmelsen, der svarer til den gældende bestemmelse i § 34, vedrører militær spionage.
Militær spionage er en af de alvorligste militære forbrydelser på linje med krigsforræderi, og bestemmelsen foreslås derfor opretholdt. Bestemmelsen er endvidere nødvendig, fordi den implementerer folkerettens regler om spioner og disses tab af krigsfangestatus samt bevarelse af denne status under de omstændigheder, der er nævnt i stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse svarer med sproglige ændringer til den gældende bestemmelse i § 34, stk. 1. Bestemmelsen er en forsætsbestemmelse, hvilket følger af beskrivelsen af fremgangsmåden, jf. ordene »hemmeligt eller under falsk påskud«.
Udtrykket »af den fjendtlige krigsmagt« i den gældende bestemmelse i stk. 2 foreslås erstattet af »fra fjendtlige væbnede styrker«. Det må imidlertid fremhæves, at der med dette udtryk fortsat kun sigtes til »lovlige kombattanter« efter folkeretten. Det er således ikke enhver tidligere spion, der ved senere tilfangetagelse under de i Haager-Landkrigsreglementet og bestemmelsen anførte omstændigheder har ret til krigsfangestatus. Udtrykket er valgt for at beskrive den pågældendes tilhørsforhold til regulære militære styrker eller andre, der efter folkeretten må sidestilles hermed. Bestemmelsen indebærer, at en tilfangetagen spion, som det lykkes at flygte tilbage til egne styrker, ikke vil kunne straffes efter stk. 1, hvis han på et senere tidspunkt tages som krigsfange for eksempel i forbindelse med, at han som officer har deltaget i regulære kamphandlinger.
Den gældende strafferamme for militær spionage omfatter fængsel ikke under 8 år, dvs. fra fængsel i 8 år og indtil på livstid. Det foreslås, at minimumstrafferammen ophæves, jf. bemærkningerne under forslaget til § 28. Strafferammen i den foreslåede bestemmelse om militær spionage omfatter herefter fængsel i 7 dage, jf. straffeloven § 33, stk. 1, til fængsel indtil på livstid. Opretholdelsen af en strafferamme på fængsel indtil på livstid er begrundet dels i denne forbrydelses meget alvorlige karakter, dels svarer strafferamme til strafferammen for spionage, der finder sted under krig eller besættelse, jf. straffeloven § 107, stk. 2.
Bestemmelsen vedrører uberettiget forsætlige indgreb mv. i ammunition og andet krigsmateriel og svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i § 32.
Det foreslås, især af sproglige grunde, at udtrykket »forfalsker« ændres til »foretager ændringer af«. Bestemmelsen foreslås desuden udvidet til også at omfatte erstatning eller ombytning af f.eks. skarp ammunition med løs ammunition, idet sådanne handlinger ikke kan antages at være omfattet af ordet »ændrer«.
Bestemmelsen er en forsætsbestemmelse. Gerningsmanden skal, jf. stk. 1, således have forsæt til hele gerningsindholdet, dvs. såvel have forsæt til at foretage handlingen som viden om den beskrevne virkning. Formuleringen »indser«, jf. stk. 2, indebærer, at bestemmelsen er anvendelig, når den, der foretager påvirkningen, indser, at ændringen mv. kan få virkning under væbnet konflikt. Det kræves ikke, at gerningsmanden skal have haft til hensigt at forvolde den nævnte fare. Også lavere forsætsgrader vil kunne begrunde anvendelse af bestemmelsen. F.eks. vil det forhold, at gerningsmanden blot måtte anse det for overvejende sandsynligt, at virkningen ville indtræde, være tilstrækkeligt til domfældelse.
Den gældende bestemmelse om forfalskning af ammunition mv. har en strafferamme på fængsel indtil 4 år, jf. § 32, stk. 1. Bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor gerningsmanden ved handlingen udsætter personer for fare, og har således klare lighedspunkter med straffeloven § 252 om den, der bl.a. på hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. Strafferammen i straffeloven § 252 blev i 2002 forhøjet fra fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 8 år, jf. lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af bl.a. straffeloven. Strafferammen i militær straffelov § 32, stk. 1, foreslås derfor forhøjet til fængsel indtil 8 år, jf. stk. 1.
Efter stk. 2 i den gældende bestemmelse kan straffen stige til fængsel indtil 12 år, når gerningsmanden har måttet regne med, at forfalskningen ville få virkning under krigsforhold. Denne strafferamme foreslås opretholdt.
Endvidere foreslås det, at den gældende bestemmelse suppleres med en skærpet strafferamme på fængsel indtil på livstid, når forbrydelsen begås under væbnet konflikt, jf. stk. 3. Hvis forbrydelsen har medført fare og især skade, vil sådanne forhold, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, kunne henføres under straffeloven § 237 om manddrab, § 180 om forsætlig brandstiftelse og § 183, stk. 2, om forvoldelse af sprængning mv. under de omstændigheder, der er nævnt i § 180. Det gælder dog ikke, hvis forbrydelsen medfører, at den forventede virkning af ammunitionen mv. udebliver.
Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i § 35.
Det foreslås, at udtrykket »fjende« ændres til »modpart«. Under militære fredsstøttende operationer vil de tidligere eller aktuelt stridende parter ikke kunne betegnes som »fjenden«. Den fredsstøttende styrke vil som udgangspunkt betragte sig som fuldstændig neutral i den konflikt, der er årsag til indsættelsen.
De gældende strafferammer foreslås opretholdt.
Den foreslåede bestemmelse vedrører strafansvar for at røbe militære hemmeligheder. Stk. 1 og 2 svarer med enkelte sproglige ændringer til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 31.
Udtrykket »militære hemmeligheder« omfatter ikke blot oplysninger, der er klassificeret »Hemmeligt« eller i øvrigt klassificeret efter det klassifikationssystem, som gælder inden for forsvaret og den offentlige forvaltning. Udtrykket omfatter enhver oplysning, som kan skade landets forsvar, hvis den videregives til fremmed magt mv. Især den teknologiske udvikling i de senere år har i betydelig grad ændret b.la. metoder og strategier for krigsførelse. Afsløring af sådanne oplysninger vil efter omstændighederne kunne få meget alvorlige konsekvenser for dansk militært forsvar. Det gælder, hvad enten forbrydelsen begås i fredstid eller under væbnet konflikt, og hvad enten de er blevet afsløret forsætligt eller uagtsomt.
De foreslåede bestemmelser til § 32, stk. 1, 3. punktum, og stk. 2, 2. punktum, finder efter deres formulering ligesom de gældende bestemmelser anvendelse såvel under væbnet konflikt som under truende udsigt hertil. Det er ikke en forudsætning, at der er offentliggjort meddelelse om, at der er truende udsigt til væbnet konflikt, jf. forslaget til § 10, stk. 2 og stk. 3. Udtrykket under truende udsigt til væbnet konflikt er et selvstændigt led i gerningsindholdet. Den gældende formulering foreslås opretholdt, idet bestemmelsen netop kan være relevant i den gråzone, der typisk vil gå forud for en sådan meddelelse eller den faktiske indtræden af væbnet konflikt. Om en overtrædelse af § 32, stk. 1, 3. punktum, eller § 32, stk. 2, 2. punktum, konkret er begået under truende udsigt til væbnet konflikt, skal i givet fald afgøres af domstolene under en straffesag.
Stk. 2 finder også anvendelse i tilfælde, hvor der ikke kan føres det nødvendige bevis for, at gerningsmanden har haft til hensigt at foretage handlinger, der er omfattet af stk. 1, særligt at røbe militære hemmeligheder, hvis åbenbaring for fremmed magt kan skade landets forsvar.
Forslaget til stk. 3 er en ny bestemmelse. På grund af de betydelige risici, som også uagtsomme afsløringer af militære hemmeligheder kan have for de væbnede styrker og for landets militære forsvar, foreslås det som stk. 3 at indsætte en ny bestemmelse om strafansvar for afsløring af militære hemmeligheder, som skyldes grov uagtsomhed. Den simpelt uagtsomme afsløring af militære hemmeligheder vil derimod fortsat ikke være omfattet.
De gældende strafferammer foreslås forhøjet. Dette skyldes dels som nævnt ovenfor forbrydelsens ændrede karakter begrundet i den teknologiske udvikling gennem de senere år i forhold til da de gældende strafferammer blev fastsat i 1937 dels, at bestemmelsen har en nær tilknytning til straffelovens bestemmelser om lignende forhold.
I straffeloven § 109, således som denne bestemmelse er affattet ved lov nr. 225 af 7. juni 1952, findes en nogenlunde tilsvarende bestemmelse om den, som røber eller videregiver meddelelse »om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror «. Strafferammen i § 109, stk. 1, er fængsel indtil 12 år.
Straffeloven § 107, stk. 1, og § 108, stk. 1, om spionage og bistand til fremmede efterretningstjenester anvender strafferammer på henholdsvis fængsel indtil 16 år og 6 år. Efter § 107, stk. 2 (spionage), kan straffen stige til fængsel indtil på livstid, bl.a. når forbrydelsen er begået under krig eller besættelse. Efter § 108, stk. 2, kan straffen for bistand til fremmede efterretningstjenester stige til fængsel indtil 12 år, når det drejer sig om efterretninger vedrørende militære anliggender, eller virksomheden finder sted under krig eller besættelse.
De forhold, der er omfattet af gældende militær straffelov § 31, stk. 1, har endvidere betydelige lighedspunkter med krigsforræderi, jf. gældende militær straffelov § 33, især nr. 4, hvis strafferamme går fra fængsel i ikke under 8 år til livstid, og med militær spionage, jf. gældende militær straffelov § 34, som har en tilsvarende strafferamme.
Grundstrafferammen foreslås, jf. stk. 1, forhøjet fra de gældende 4 års fængsel til fængsel indtil 8 år. Der foreslås endvidere optaget en skærpet sidestrafferamme på fængsel indtil 12 år, navnlig når forbrydelsen har medført betydelig skade eller fare. Også tilfælde, hvor forbrydelsen er begået af medarbejdere inden for forsvaret, der som følge af deres tjenstlige opgaver har arbejdsmæssig adgang til sådanne oplysninger, vil kunne henføres under denne skærpede strafferamme. Endvidere foreslås strafferammen forhøjet til fængsel indtil på livstid, når forbrydelsen er begået under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil, jf. stk. 1.
Strafferammen i gældende § 31, stk. 2, om den, der uberettiget bl.a. skaffer sig kendskab til sådanne hemmeligheder, som er nævnt i § 31, stk. 1, omfatter bøde og fængsel indtil 6 måneder. Sker det i krigstid eller under truende udsigt til krig, kan straffen efter 2. punktum stige til fængsel i 3 år.
Som følge af de foreslåede forhøjelser af strafferammerne i forslaget til § 32, stk. 1, foreslås den gældende strafferamme i § 31, stk. 2, 1. punktum, forhøjet til fængsel indtil 4 år, og i § 31, stk. 2, 2. punktum (under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil) til fængsel indtil 10 år, jf. forslaget til stk. 2.
Strafferammen for den groft uagtsomme afsløring af militære hemmeligheder foreslås, jf. forslagets stk. 3, fastsat til bøde eller fængsel indtil 2 år. Strafferammen for groft uagtsomme overtrædelser under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil foreslås fastsat til fængsel indtil 4 år.
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i § 30.
Den gældende bestemmelse er til dels udformet som en henvisning til dele af gerningsindholdet i straffeloven § 141. Den foreslåede bestemmelse er formuleret som en selvstændig straffebestemmelse. Bestemmelsen henviser bl.a. til bestemmelsen om krigsforræderi. Af systematiske grunde foreslås bestemmelsen derfor optaget efter denne bestemmelse.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 30 gælder både i fredstid og under væbnet konflikt, jf. bl.a. henvisningen til § 33 om krigsforræderi, som kun gælder under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil.
Bestemmelsen kriminaliserer som den tilsvarende bestemmelse i straffeloven § 141 bl.a. undladelse af om fornødent at anmelde mulige forsøg på at foretage meget alvorlige forbrydelser. Det har været overvejet, om en strafferamme på fængsel indtil 3 år også i dag er tilstrækkelig, når henses til de meget alvorlige konsekvenser, som de forbrydelser, som bestemmelsen omfatter, kan få, især under væbnet konflikt. Da manglende anmeldelse af mulige strafbare forhold efter dansk retstradition som altovervejende hovedregel ikke er fundet strafværdige, findes der ikke tilstrækkelig anledning til af denne grund at foreslå en skærpelse af strafferammen.
Strafferammen på indtil 3 års fængsel er i øvrigt i overensstemmelse med den i straffeloven § 141 angivne.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i § 36.
Der er ikke fundet grundlag for at foreslå den eksisterende strafferamme på fængsel indtil 4 år nedsat, idet sådanne forhold efter omstændighederne kan nærme sig mytteri.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i § 37.
Den gældende strafferamme i 1. punktum på fængsel indtil 1 år foreslås opretholdt. Strafferammen på fængsel indtil 3 år i den gældende bestemmelses 2. punktum foreslås forhøjet til fængsel indtil 4 år som følge af forbrydelsens alvorlige karakter. Forholdet må endvidere anses for et supplement til de alvorlige forbrydelser, som er omfattet af militær straffelov § 31, stk. 1, om videregivelse af militære hemmeligheder (lovforslagets § 32) og om krigsforræderi, jf. især § 33, nr. 4 (lovforslagets § 28, nr. 4).
Andre forbrydelser under væbnet konflikt
Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte sproglige ændringer til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 25, stk. 1. Bestemmelsen kriminaliserer forskellige handlinger, som er forbudt efter krigens folkeret.
Det findes hensigtsmæssigt, at den nugældende § 25, stk. 1, 1. og 2. punktum, opdeles i to forskellige stykker. Udtrykket »krig« i den gældende bestemmelse er ændret til »væbnet konflikt«. Udtrykket »krigsredskab« i den gældende bestemmelse foreslås erstattet af det mere moderne udtryk, som også anvendes i krigens folkeret: »Krigsmiddel«. Der er ikke hermed tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse.
§ 25, stk. 2, i den gældende bestemmelse foreslås ophævet. Spørgsmålet om dansk straffemyndighed for overtrædelser af militær straffelov skal efter lovforslaget som udgangspunkt afgøres efter de almindelige bestemmelser herom i straffeloven §§ 6-12, jf. forslaget til § 5, stk. 1, i militær straffelov. Samtidig foreslås det at supplere straffelovens bestemmelser om dansk straffemyndighed med yderligere bestemmelser i militær straffelov, der bl.a. hjemler dansk straffemyndighed for sådanne overtrædelser af § 25, som ikke er omfattet af reglerne om dansk straffemyndighed i straffeloven § 8, nr. 5, jf. forslaget til § 5, stk. 2. Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 2, findes derfor overflødig.
Som det fremgår af lovforslagets § 5, foreslås det, at der optages en selvstændig bestemmelse om dansk international straffemyndighed for overtrædelse af visse af de bestemmelser i militær straffelov, som gælder under væbnet konflikt. § 5, stk. 2, omfatter bl.a. overtrædelser af den foreslåede bestemmelse til § 36. Ved § 5, stk. 2, præciseres det, jf. gældende militær straffelov § 2 og forslaget til § 3, at der er dansk straffemyndighed for forbrydelser begået i udlandet af udlændinge i det omfang, handlingen er forbudt efter de konventioner mv., der er omfattet af § 36. § 5 får selvstændig betydning for sådanne handlinger, som Danmark efter konventionerne ikke er forpligtet til at retsforfølge. Det gælder f.eks. de overtrædelser af Genèvekonventionerne, som ikke henføres til gruppen af »grove overtrædelser«. Disse handlinger er ikke omfattet af straffeloven § 8, nr. 5. Dansk straffemyndighed for disse overtrædelser foreslås begrænset til handlinger begået over for dansk militært personel mv.
Den gældende strafferamme i § 25, der omfatter bøde og fængsel indtil 12 år, foreslås ændret til fængsel indtil på livstid svarende til strafferammen f.eks. i straffeloven § 114 om terrorisme og § 237 om manddrab. Denne strafferamme findes bedst stemmende med den meget alvorlige karakter, som de mest alvorlige konventionskrænkelser kan have. Strafferammen omfatter herefter fængsel fra 7 dage til fængsel på livstid.
Bødestraf er ikke medtaget, når henses til karakteren af de forbrydelser, som bestemmelsen vedrører. Straffelovens regler om strafnedsættelse, herunder under strafferammen, findes at give tilstrækkelig hjemmel til at udmåle bødestraf.
Stk. 1 om misbrug af beskyttelsesmærker, som er forbeholdt personer, materiel mv. til hjælp for syge og sårede, omfatter det samme område som den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, 1. punktum. Bestemmelsen omfatter både de mere formelle former for misbrug, f.eks. hvor et mærke anbringes på et køretøj, som ikke benyttes af sanitetstjenesten, og de groveste krigsforbrydelser, f.eks. perfidi, hvor mærket uretmæssigt benyttes til foregivelse af beskyttet status for at dræbe, såre eller tilfangetage en modstander, jf. artikel 37, stk. 1, i Tillægsprotokol I til Gènevekonventionerne. At strafferammen efter forslaget går op til fængsel indtil på livstid, skal ses i lyset heraf.
Stk. 2 svarer til gældende § 25, stk. 1, 2. punktum. Bestemmelsen forskriver straf for »den, der bruger krigsredskab eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret«. Der er således tale om en kriminalisering af midler (»krigsredskab«) eller metoder (»fremgangsmåde«) under kamp eller under væbnet konflikt i øvrigt, som er ulovlige efter krigens folkeret.
Forbud mod at anvende sådanne midler og metoder følger bl.a. af Landkrigsreglementet (tillæg til Haagerkonvention IV fra 1907) artikel 23, f.eks. forbud mod brug af gift eller forgiftede våben, jf. litra a., drab mv. på personer, der har nedlagt våbnene, jf. litra c., og forbud mod at erklære, at der ikke vil blive givet pardon, jf. litra d., samt af tillægsprotokol I, f.eks. forbud mod vilkårlige angreb, jf. artikel 51, stk. 4, og repressalier mod civilbefolkningen, jf. samme artikel, stk. 6. Forbudte midler kan desuden være våbensystemer, som det efter krigens folkeret er ulovligt at anvende. Som eksempel kan ud over kemiske våben (giftgas) nævnes brugen af antipersonelminer, der er omfattet af konventionen af 4. december 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion. Som eksempel på ulovlige metoder i krigsførelsen kan nævnes foregivelse af beskyttet status, f.eks. ved at forstille sig som såret og udnytte modstanderens vildfarelse til at dræbe, såre eller tage ham til fange, jf. artikel 23, litra b, og artikel 37, stk. 1, i tillægsprotokol I.
Der er i lighed med den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, 2. punktum, efter bestemmelsen hjemmel til at straffe overtrædelser såvel af regler fastsat i en konvention ratificeret af Danmark som af regler, der følger af den folkeretlige sædvaneret. Ordene i den gældende bestemmelse »eller med almindelige folkeretlige regler« foreslås ændret til »eller med folkeretlig sædvaneret« for at understrege, at strafansvar kun omfatter overtrædelse af almindeligt anerkendte folkeretlige grundsætninger af sædvaneretlig karakter.
Henvisningen til den folkeretlige sædvaneret er nødvendig, fordi væsentlige dele af krigens folkeret trods stigende kodifikation i forskellige internationale aftaler fortsat kun eksisterer som sædvaneret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.13.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 24, stk. 1. Bestemmelsen foreslås omformuleret, således at den ikke – som den gældende bestemmelse – fremstår som en delvis henvisning til røveribestemmelsen i straffeloven § 288, men udformes som en bestemmelse med et selvstændigt gerningsindhold og selvstændig strafferamme.
Det foreslås, at udtrykket »under udnyttelse af krigsfrygten« suppleres af »under udnyttelse af frygten for de styrker, som den pågældende tilhører«. Den foreslåede tilføjelse er inspireret af udtrykket »militær overlegenhed« i § 101, stk. 1, nr. 1, i den norske militære straffelov.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 24 henviser i det hele til straffeloven § 288 og således også til § 288, stk. 2, der indeholder en skærpet strafferamme på fængsel indtil 10 år for røveri af særlig farlig karakter mv. En selvstændig bestemmelse svarende hertil foreslås indsat som stk. 2.
Det foreslås, at forbrydelsen betegnes »plyndring« i stedet for røveri.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 24, stk. 2, om tyveri fra personer, der er dræbt under krigshandlinger, men foreslås i lighed med lovforslagets § 37 formuleret som en selvstændig lovbestemmelse. Forbrydelsens navn foreslås ændret til »ligrøveri«.
Denne berigelsesforbrydelse kan efter omstændighederne henføres under den skærpede strafferamme i straffeloven § 286, stk. 1, jf. forarbejderne til bestemmelsen i militær straffelov for 1937, Rigsdagstidende 1936-37, tillæg A, sp. 5602). En selvstændig skærpet strafferamme svarende til straffeloven § 286, stk. 1, foreslås optaget som stk. 2. Formuleringen afviger fra formuleringen af straffeloven § 286, stk. 1, idet den her valgte – kortere – formulering findes tilstrækkeligt dækkende. Andre strafskærpende omstændigheder som f.eks. systematisk ligrøveri begået af flere i forening eller under anvendelse af usømmelig fremgangsmåde er dækket af den foreslåede beskrivelse af strafforhøjende omstændigheder.
Efter omstændighederne kan tilegnelsen af genstande fra døde soldater, f.eks. af støvler, frakker eller anden beklædning i streng frost, være berettiget. For at markere dette foreslås ordet »uberettiget« indsat i bestemmelsen.
Tilegnelse af genstande fra soldater og andre, der er sårede, er omfattet af straffelovens bestemmelse om tyveri (§ 276), da genstanden i dette tilfælde er i den sårede persons varetægt. Sådanne forhold er således ikke omfattet af den gældende bestemmelse i militær straffelov § 24, stk. 2, eller forslaget til § 38.
(ændring af lov om forsvarets personel)
1.
Bestemmelsen svarer til gældende militær straffelov § 14.
Af lovtekniske grunde foreslås bestemmelsen overflyttet til Lov om forsvarets personel, jf. lbkg. nr. 81 af 12. februar 2004. Bestemmelsen indsættes i Lov om forsvarets personel som ny § 4, stk. 4.
2.
Bestemmelsen er begrundet i gennemførelsen af såvel nærværende lovforslag som forslaget til ny militær retsplejelov og disciplinarlov.
I forbindelse med arbejdet i Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning anmodede Forsvarsministeriet udvalget om i tilknytning til udvalgets øvrige arbejde tillige at vurdere, om der var behov for at opretholde § 14 i Lov om forsvarets personel, eller om bestemmelsen burde ophæves eller revideres.
Lov om forsvarets personel (personelloven) § 14 indebærer, at tjenestemandslovens regler om disciplinærundersøgelse og disciplinærstraf for tjenesteforseelser ikke kan anvendes over for militære tjenestemænd, når sagen skal behandles som militær straffesag. Det drejer sig især om alle officerer af linjen og de befalingsmænd og konstabler, der har langtidsansættelse, dvs. ansættelse indtil det 60. år.
Sager, der efter gældende militær retsplejelov skal behandles som militære straffesager, omfatter sager mod især tjenstgørende militært personel om overtrædelse af militær straffelov og om overtrædelse af anden lovgivning begået i eller i forbindelse med tjenesten eller på militært område, jf. militær retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Det er uden betydning, om sagen afgøres med straf eller med et disciplinarmiddel efter reglerne i militær retsplejelov kapitel 15.
Personellovens § 14 udelukker ikke, at der rejses tjenestemandssag mod en militær tjenestemand, når den pågældende uden for tjenesten har udvist en adfærd, der bevirker, at han ikke er værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver (decorumkravet), jf. tjenestemandsloven § 10, eller at vedkommende afskediges i medfør af tjenestemandsloven § 10, hvis eksempelvis et strafbart forhold er fastslået ved dom, og dette forhold er uforeneligt med decorumkravet.
§ 14 blev indført ved tjenestemandsloven af 1919 efter forslag fra Lønningskommissionen af 1917 »under Hensyn til de særlige Forhold, der gør sig gældende for såvel Hæren som Søværnet«, jf. Rigsdagstidende 1918-19, tillæg A2, sp. 6252 og 6258, samt Lønningskommisionens betænkning, bind 2, lovforslag, side 175 og 330.
Udvalget har i betænkning nr. 1435/2004 om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov overvejet dette spørgsmål, jf. herved betænkningen, siderne 218 - 223.
På siderne 221- 223 fremgår følgende om udvalgets overvejelser:
»Efter kommissoriet er udgangspunktet for udvalgets arbejde, »at forsvarets personel på det foreliggende område både under tjeneste i Danmark og i udlandet så vidt muligt skal sidestilles med civile borgere, således at personellet kun skal tåle eventuelle særegne indskrænkninger af almindelige retssikkerhedsgarantier mv., såfremt det i hvert enkelt tilfælde kan begrundes, at dette er absolut nødvendigt«.
Baggrunden for, at militært tjenestemandsansat personel ikke er omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinær forfølgning, må formentlig søges i den omstændighed, at militært personel i forvejen er underkastet selvstændige bestemmelser om disciplinære sanktioner for tjenesteforseelser i form af disciplinarmidler.
Udvalgets forslag indebærer, at adgangen til at anvende disciplinarmidler som sanktioner over for tjenesteforseelser inden for det militære forsvar bevares, men således, at disse sanktioner reserveres for pligtforsømmelser, som ikke er strafbare eller ikke er af en så grov karakter, at der er behov for at anvende bestemmelserne i udvalgets forslag til militær straffelov. Det er udvalgets opfattelse, at disciplinære sanktioner efter forslaget til militær disciplinarlov udtømmende bør regulere disciplinaransvaret for tjenstgørende militært personel, således at der ikke skal være mulighed for yderligere at kunne indlede disciplinærforfølgning efter tjenestemandsloven over for tjenestemandsansat militært personel.
En opretholdelse af § 14 i loven om forsvarets personel i øvrigt vil betyde, at tjenestemandsansat militært personel – i modsætning til alle andre tjenestemænd – efter gennemførelsen af en straffesag ikke vil kunne undergives disciplinærforfølgning efter tjenestemandsloven.
Det er udvalgets opfattelse, at der ikke kan påvises afgørende hensyn, som kan begrunde denne forskel i retsstillingen for de to grupper af tjenestemænd. Almindelige lighedsbetragtninger taler for også i denne relation at sidestille tjenestemandsansat militært personel med andre tjenestemænd.
Udvalget foreslår derfor følgende bestemmelse indsat som § 20 i forslaget til militær disciplinarlov:
»For militære tjenestemænd finder bestemmelserne i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken § 20, stk. 2 og 3, samt §§ 21-24 ikke anvendelse, når sagen hører til de sager, der kan behandles efter militær disciplinarlov.«
Den foreslåede bestemmelse og en samtidig ophævelse af personellovens § 14 indebærer, at der skabes adgang til at kunne indlede disciplinærforfølgning mod militære tjenestemænd, efter at en straffesag mod den pågældende er afsluttet. Der vil således efter bestemmelsen i alvorligere sager kunne indledes disciplinærforfølgning med henblik på bl.a. degradation. Er forholdet ikke fastslået ved dom, kan de mere alvorlige disciplinære straffe, herunder degradation, ikke bringes i anvendelse uden at der er afholdt tjenstligt forhør. Dette kan f.eks. komme på tale, hvor den pågældende har vedtaget et bødeforlæg. Det bør specielt i disse tilfælde tilsikres, at den pågældende, forinden en eventuel vedtagelse af et bødeforlæg, oplyses om, at sagen ikke dermed nødvendigvis er afsluttet, men at en ansættelsesretlig reaktion kan komme på tale, herunder eventuelt ved gennemførelsen af et tjenstligt forhør.
Det er udvalgets opfattelse, at det ved en ophævelse af personellovens § 14 for så vidt angår militære straffesager i praksis formentlig kun vil være et ganske lille antal sager, der efterfølges af en tjenestemandssag. Dette skyldes, at sådanne sager kan undlades, når forholdet er fastslået ved dom, jf. tjenestemandslovens § 24.«
Nærværende lovforslag samt forslagene til ny militær retsplejelov samt militær disciplinarlov indebærer, at udvalgets lovforslag gennemføres. Bestemmelsen ophæver derfor lov om forsvarets personel § 14. I forslaget til militær disciplinarlov er endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter reglerne i lov om tjenestemænd § 20, stk. 2 og 3, samt §§ 21 - 24 ikke finder anvendelse, når sagen hører til de sager, der kan behandles efter militær disciplinarlov, jf. herved forslaget til militær disciplinarlov § 20.
Ikrafttræden mv.
Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2005, således at berørte myndigheder vil have den fornødne tid til at indrette sig på lovforslagets regler, herunder udarbejde vejledningsmateriale mv.
I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Loven vil, da der er tale om rigsfælles lovgivning, og af hensyn til forsvarets aktiviteter i Færøerne og Grønland skulle sættes i kraft dér. Da der imidlertid ikke er overensstemmelse mellem den danske straffelovs almindelige bestemmelser, som den militære straffelov er et supplement til og henholdsvis den færøske strafferetlige og den grønlandske kriminalretlige lovgivning, vil det være nødvendigt nærmere at tage stilling til, i hvilket omfang eventuelle almindelige strafferetsbestemmelser skal sættes i kraft for Færøerne og Grønland samtidig med ikraftsættelsen af dette lovforslag. Forholdet vil blive drøftet nærmere med de færøske og grønlandske myndigheder, idet det tilsigtes, at eventuelle overtrædelser af militær straffelov i videst muligt omfang søges behandlet af danske myndigheder og i fornødent omfang afgjort af de danske domstole. Et udkast til anordning vil blive forelagt for de færøske og grønlandske myndigheder forinden ikrafttræden.
