sager om overtrædelse af militær straffelov mod personer, som efter §§ 1 og 2 i militær straffelov kan pådrage sig strafansvar for overtrædelse af denne lov,
sager om andre strafbare overtrædelser mod personer som nævnt i nr. 1, når lovovertrædelsen vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten, på militært område eller i anvist kvarter, og
sager som nævnt under nr. 2 mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes som bistand for krigsfanger, eller mod fremmede militærpersoner og andre personer, der er interneret her i landet, og som i henhold til mellemfolkelig overenskomst, som er tiltrådt af Danmark, har krav på behandling som krigsfanger.
Stk. 2. Loven gælder for de personer, der er nævnt i stk. l, nr. 3, medmindre andet følger af de mellemfolkelige overenskomster, der gælder for behandlingen af dem.
Hvis en person samtidig retsforfølges for flere forhold, som ikke alle påtales af den militære anklagemyndighed, sker retsforfølgningen under en militær straffesag. Er den militære og den almindelige anklagemyndighed enige, kan sagen behandles som en almindelig straffesag.
Stk. 2. Retsforfølges flere personer samtidig for et forhold, som ikke for alle sigtedes eller tiltaltes vedkommende hører under den militære anklagemyndighed, kan sagen i sin helhed behandles enten som militær eller almindelig straffesag, når den militære og den almindelige anklagemyndighed er enige om det.
Hvis hensynet til den militære sikkerhed kræver det, kan retten beslutte,
at forhandlingen skal foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29,
at dørene lukkes under den forhandling, der går forud for rettens kendelse om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c,
at retten til aktindsigt i domme og kendelser m.v. begrænses, jf. retsplejelovens § 41 b, stk. 3, § 41 c, stk. 3, og § 41 f, stk. 1, 3 og 5,
at forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt fraviges, jf. retsplejelovens § 729 c, stk. 1, og
at et vidne pålægges tavshedspligt, jf. retsplejelovens § 189.
Stk. 2. Hvis samme hensyn som nævnt i stk. 1 kræver det, kan auditøren beslutte,
at retten til aktindsigt i straffesager, der er afsluttet, begrænses, jf. retsplejelovens § 41 d, stk. 3,
at udlevering af kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring begrænses, jf. retsplejelovens § 41 f, stk. 2,
at nægte samtykke til udlevering til sigtede eller andre af det materiale, som auditøren har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3, og § 729 b, stk. 2,
at forsvareren meddeles pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra auditøren, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 4, og
at retten til aktindsigt for den, der har været sigtet, i dokumenter, der vedrører sagen, begrænses, jf. retsplejelovens § 729 d, stk. 3.
Domsforhandling kan foruden ved de retter, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 63, foretages ved retten på det sted, hvor den tiltalte er tjenstgørende, eller hvor det skib, vedkommende hører til, er hjemmehørende eller har taget eller tager havn.
Stk. 2. Endvidere kan domsforhandlingen finde sted ved retten på det sted, hvor tiltalte på gerningstidspunktet var tjenstgørende, eller hvor det skib, vedkommende hørte til, var hjemmehørende.
Ved behandlingen af militære straffesager varetager generalauditøren henholdsvis auditørerne de opgaver, som efter retsplejeloven er henlagt til Rigsadvokaten henholdsvis statsadvokaterne og politimestrene, jf. dog § 9.
Stk. 2. Forsvarsministeren varetager de opgaver inden for den militære strafferetspleje, som efter retsplejeloven er henlagt til justitsministeren.
Stk. 3. Forsvarsministeren varetager i militære straffesager de opgaver, som efter lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er tillagt justitsministeren om udsættelse og benådning af fængselsstraffe og om fuldbyrdelse af bødestraffe, jf. lov om fuldbyrdelse af straf m.v. § 10 og § 90, stk. 2.
Stk. 4. Forsvarsministeren fastsætter i militære straffesager nærmere regler om den administrative behandling af sager om benådning og om behandlingen af sager om udsættelse af fængselsstraffe samt om den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder og behandlingen af sager om opkrævning af bøder.
Stk. 5. Forsvarsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at auditørens afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
I tilfælde, hvor det ikke på forhånd har været muligt at indhente auditørens bemyndigelse, kan militære myndigheder foretage ethvert uopsætteligt efterforskningsskridt i militære straffesager. Auditøren skal straks underrettes herom.
Stk. 2. Generalauditøren fastsætter nærmere regler om de efterforskningsskridt, der er nævnt i stk. 1, herunder hvilket militært personel der kan foretage disse.
En overordnet kan anholde en underordnet, der udviser grov ulydighed eller groft respektstridig opførsel, hvis anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til disciplinen.
En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at vedkommende har begået en overtrædelse af militær straffelov, som efter loven kan medføre fængselsstraf, og der er særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på fri fod vil virke alvorligt nedbrydende på disciplinen.
Stk. 2. Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan højst udstrækkes til 7 dage.
Stk. 3. Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde.
Er der begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, der skal behandles som en militær straffesag, og som efter loven kan medføre frihedsstraf, kan der uden retskendelse foretages ransagning på militært område, hvis ransagningen er af væsentlig betydning for efterforskningen, dog ikke af tjeneste- og lejeboliger. Ransagning kan omfatte den beklædning, som de personer, hos hvem ransagningen foretages, er iført.
Ved indgang til og udgang fra militært område kan militære myndigheder uden retskendelse foretage kontrol af indholdet af tøj, bagage, tasker m.v. og af transportmidler.
Stk. 2. I det omfang det er nødvendigt for at gennemføre kontrollen, kan genstande foreløbig tages i bevaring og personer tilbageholdes. Militære myndigheder kan med henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter anmodning militære myndigheder bistand hertil.
Stk. 3. Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol efter stk. 1 og 2.
Den frist på 24 timer, der er fastsat i retsplejelovens § 760, stk. 2, § 796, stk. 3, og § 806, stk. 3, kan ved tjeneste uden for landets grænser, ved orlogsskibe på togt eller i øvrigt under ekstraordinære forhold om nødvendigt udstrækkes i indtil 3 gange 24 timer.
Auditøren og andre militære myndigheder kan til enhver tid kræve, at tjenstgørende militært personel, som fører motordrevet køretøj eller i øvrigt varetager opgaver, for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser, foretager udåndingsprøve.
Stk. 2. Nægter en person at afgive udåndingsprøve, eller er vedkommende ikke i stand til at medvirke, kan vedkommende fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve. Det samme gælder, hvis udåndingsprøven giver grund til at antage, at der foreligger en overtrædelse af militær straffelov § 20 eller en overskridelse af en promillegrænse fastsat i medfør af § 21 eller færdselslovens §§ 53 og 54.
Stk. 3. Er der begrundet mistanke om, at militært personel gør tjeneste under indflydelse af euforiserende stoffer, kan pågældende fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger
Efter militær retsplejelov § 1 finder retsplejelovens regler om straffesagers behandling tilsvarende anvendelse på militære straffesager, medmindre andet er bestemt i militær retsplejelov. Bestemmelserne i militær retsplejelov er således tilføjelser til eller afvigelser fra disse almindelige regler.
Bestemmelsen foreslås opretholdt med enkelte sproglige justeringer som den indledende bestemmelse i militær retsplejelov.
Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige justeringer til den gældende bestemmelse. Bestemmelsen beskriver de sager, der er militære straffesager.
At en straffesag skal behandles som en militær straffesag indebærer navnlig, at sagen påtales af den militære anklagemyndighed (Forsvarets Auditørkorps), og at sagen efterforskes og behandles såvel efter retsplejelovens regler som efter de særlige bestemmelser i militær retsplejelov.
Militære straffesager er dels sager om overtrædelse af militær straffelov mod personer, der er omfattet af militær straffelov, jf. gældende § 2, stk. 1, nr. 1, dvs. især ”tjenstgørende militært personel”, dels sager om overtrædelse af anden lovgivning mod personer, ”der hører til det militære forsvar”, når overtrædelsen vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten eller på militært område eller i anvist kvarter, jf. gældende § 2, stk. 1, nr. 2.
De lovovertrædelser, der er omfattet af gældende § 2, stk. 1, nr. 2, og som dermed skal behandles som militære straffesager, er overtrædelser af anden lovgivning end militær straffelov, når overtrædelsen har en sådan sammenhæng med tjenesten, at det er naturligt og af efterforskningsmæssige grunde hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at den militære og ikke den almindelige anklagemyndighed behandler sagen.
Uanset beskrivelsen af den personkreds, som er omfattet af gældende militær retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 2 (”personer, der hører til det militære forsvar”), må det efter forarbejderne til bestemmelsen fra 1973 antages, at personkredsen er den samme, som er nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, dvs. tjenstgørende militært personel mv.
§ 2, stk. 1, nr. 2, i lovudkastet er derfor omformuleret, således at det klart fremgår, at bestemmelsen vedrører det samme personel, som er omfattet af militær straffelov, jf. henvisningen i nr. 2 til nr. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende og giver mulighed for, at en sag, der omfatter forhold, der hører under både den militære anklagemyndighed og den almindelige anklagemyndighed, efter aftale mellem de to anklagemyndigheder kan behandles samlet af én af dem. Bestemmelsen, der på en smidig måde løser et praktisk spørgsmål, foreslås opretholdt.
Efter retsplejeloven kan forskellige omstændigheder medføre, at lovens udgangspunkt om offentlighed mv. i retsplejen fraviges, herunder i form af dørlukning under retsforhandlinger i straffesager mv.
Disse bestemmelser suppleres i militære straffesager af gældende militær retsplejelov § 5, hvorefter der konkret, især af retten, kan foretages tilsvarende begrænsninger i offentlighedsprincippet, hvis ”hensynet til den militære sikkerhed” begrunder det.
Dette hensyn, der især omfatter sikkerhedsmæssige og efterretningsmæssige forhold af afgørende betydning for forsvaret, må fortsat sidestilles med de hensyn, som i alle andre straffesager kan begrunde begrænsning i offentlighedsprincippet. Bestemmelsen foreslås derfor opretholdt.
Ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 blev der på baggrund af Retsplejerådets betænkning om reform af den civile retspleje II (nr. 1427/2003) indført nye bestemmelser om aktindsigt i sager inden for retsplejen, jf. retsplejeloven kapitel 3a og §§ 729 a - 729 d.
Kapitel 3a indeholder de almindelige regler om aktindsigt for andre end parter. Reglerne om aktindsigt for parterne er for straffesagers vedkommende reguleret i §§ 729 a - 729 d.
Retsplejelovens regler giver som udgangspunkt enhver aktindsigt i domme og kendelser mv. dog med visse begrænsninger, jf. §§ 41 og 41 a - e. Endvidere kan der gives den, der har en særlig individuel væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, videre adgang til aktindsigt i dokumenter vedrørende en straffesag, når denne er afsluttet, jf. § 41 d. Herudover er der efter retsplejeloven § 41 f fastsat nærmere regler om massemediers adgang til aktindsigt.
Reglerne i retsplejeloven §§ 729 a - 729 d fastsætter bestemmelser om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt i straffesager.
De foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 1, nr. 3 og 4, fastslår, at retten i militære straffesager, ud over hvad der allerede måtte følge af retsplejelovens bestemmelser, også kan begrænse adgangen til aktindsigt efter disse bestemmelser, når hensynet til den militære sikkerhed kræver dette, da der ikke nødvendigvis kan antages at være overensstemmelse mellem det i retsplejeloven nævnte hensyn til statens sikkerhed og det i militær retsplejelov nævnte hensyn til den militære sikkerhed.
Tilsvarende gør sig gældende for stk. 2 i bestemmelsen, der omhandler auditørens adgang til at begrænse retten til aktindsigt.
Det bemærkes, at der alene er mulighed for at begrænse retten til aktindsigt ud fra hensynet om den militære sikkerhed i de tilfælde, hvor hensynet til statens sikkerhed er nævnt i retsplejelovens bestemmelser som et hensyn, der kan begrunde en begrænsning.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, nr. 5, svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 5, stk. 2, nr. 3. Efter forslaget til § 4, stk. 1, nr. 5, kan retten beslutte, at et vidne pålægges tavshedspligt, jf. retsplejeloven § 189, hvis hensynet til den militære sikkerhed kræver det. Efter retsplejeloven § 189 har politiet ligeledes hjemmel til at pålægge en person, der afhøres som vidne, tavshedspligt. Denne del af retsplejeloven § 189 er ikke medtaget i forslaget, idet den militære anklagemyndigheds adgang til at pålægge tavshedspligt under efterforskningen i medfør af § 189 allerede følger af forslaget til militær retsplejelov § 7, stk. 1, hvor den militære anklagemyndighed i militære straffesager er tillagt samme kompetence, som anklagemyndigheden er tillagt efter retsplejeloven.
Efter den gældende bestemmelse i § 5, stk. 2, nr. 3, kan et pålæg tillige omfatte, hvad vidnet er blevet afhørt om af en militær myndighed. Er forklaringen afgivet til en sådan, meddeles pålægget af vedkommende myndighed. Disse bestemmelser er heller ikke medtaget i lovforslaget, fordi militære myndigheder som altovervejende hovedregel ikke vil skulle foretage afhøringer efter forslaget til militær retsplejelov, medmindre dette sker efter forslaget til § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1. I disse tilfælde vil den militære anklagemyndighed efterfølgende kunne pålægge tavshedspligt, jf. forslaget til § 7, stk. 1.
Den gældende § 6 i militær retsplejelov indeholder en bestemmelse, der bl.a. giver mulighed for, at militære straffesager kan domsforhandles ved retten på det sted, hvor den sigtedes eller tiltaltes tjenestested ligger. Dette værneting følger ikke af retsplejelovens regler om værneting i straffesager. Retsplejelovens regler om værneting i straffesager findes i § 694 og §§ 696-698.
De almindelige bestemmelser i retsplejeloven om værneting i straffesager bør så vidt muligt finde anvendelse også for behandlingen af militære straffesager. Det vil navnlig sige gerningsstedets værneting, jf. retsplejeloven § 696, og hjemtinget i de tilfælde, der er omfattet af retsplejeloven § 698.
Der er dog fortsat behov for at give mulighed for at lade sagen behandle ved retten i den kreds, hvor den pågældende er tjenstgørende på det tidspunkt, hvor tiltalen rejses, og hvor også eventuelle vidner ofte bor eller opholder sig.
Den foreslåede – fakultative – bestemmelse vil navnlig være af betydning, hvor lovovertrædelsen er begået under øvelse eller under andet midlertidigt ophold uden for tjenestestedet. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor en militærperson, der er tjenstgørende ved Garderkasernen i Høvelte, under øvelse i Oksbøl gør sig skyldig i en pligtforsømmelse i overværelse af andet militært personel fra regimentet. Er den pågældende på tidspunktet for tiltalerejsning stadig tjenstgørende ved Garderkasernen i Høvelte, taler både praktiske og procesøkonomiske forhold samt hensynet til den tiltalte for at give mulighed for, at sagen kan behandles ved retten i Hillerød, navnlig hvis vidnerne eller nogle af dem fortsat gør tjeneste samme sted, i stedet for ved retten i Varde, som er gerningsstedets værneting, jf. retsplejeloven § 696.
Den del af den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 6, som regulerer værnetinget for handlinger begået om bord på skibe, foreslås opretholdt, dog med en forenklet beskrivelse. Efter forslaget kan tiltale for et strafbart forhold begået om bord på et af søværnets skibe behandles af retten på det sted, hvor skibet lå, da handlingen blev begået, hvor skibet er hjemhørende eller hvor skibet tog havn, efter at den strafbare handling blev begået.
Retsmøder under efterforskningen kan efter retsplejeloven § 694 afholdes i enhver retskreds, hvor oplysning må antages at kunne tilvejebringes. Der er derfor efter udvalgets opfattelse ikke behov for en særregel vedrørende disse retshandlinger.
Den gældende bestemmelse foreslås omformuleret, herunder således at begrebet ”forundersøgelse”, som blev forladt i retsplejeloven i 1978, udgår.
Til stk. 2.
Det er af praktiske grunde fundet hensigtsmæssigt at kunne anvende det værneting, hvor den pågældende på gerningstidspunktet var tjenstgørende, eller hvor det skib, han hørte til, var hjemhørende. En sådan situation vil kunne foreligge, hvor den pågældende er hjemsendt, og sagens omstændigheder taler for at fravige retsplejelovens regler om værneting, eksempelvis hvor den hjemsendte bor eller opholder sig på Færøerne eller Grønland.
Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til de gældende regler i militær retsplejelov § 7, stk. 1 og 2. Forslaget til § 6, stk. 1, svarer til retsplejeloven § 95 og stk. 3 til retsplejelovens § 98.
Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med sproglige ændringer til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 8, stk. 1.
I stk. 3 er indsat en bestemmelse, der i militære straffesager giver forsvarsministeren hjemmel til at varetage de opgaver, som efter lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v. er tillagt justitsministeren i relation til sager om benådning og udsættelse af fængselsstraffe samt om opkrævning og eftergivelse af bøder.
I stk. 4 gives forsvarsministeren mulighed for i militære straffesager at fastsætte nærmere regler for straffuldbyrdelsen af fængselsstraffe samt for den administrative behandling af sager om benådning. Endvidere giver bestemmelsen mulighed for, at forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af bøder og om den administrative behandling af sager om eftergivelse.
Endelig er der i stk. 5 i lighed med lov om fuldbyrdelse af straf m.v. givet mulighed for, at forsvarsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at auditørens afgørelse om henstand og afdragsvis betaling af bøder ikke skal kunne indbringes for højere administrativ myndighed.
Baggrunden for bestemmelserne i stk. 3, 4 og 5 er, at den militære anklagemyndighed efter lovforslaget i det hele skal varetage behandlingen af militære straffesager. Efter retsplejeloven § 997 vil auditørerne derfor være straffuldbyrdende myndighed i militære straffesager. Der bør derfor i relevant omfang skabes parallelitet i relation til selve straffuldbyrdelsen, som er nærmere reguleret i lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v. Efter denne lovs § 10 har justitsministeren kompetence til at udsætte fængselsstraffe, ligesom justitsministeren efter § 11 kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sådanne sager samt om den administrative behandling af sager om benådning. Endvidere har justitsministeren efter § 90 kompetence til at tillade henstand med eller afdragsvis betaling af en bøde, og ministeren kan efter stk. 3 i bestemmelsen fastsætte nærmere regler herom samt om den administrative behandling af sager om eftergivelse. Endelig kan justitsministeren efter stk. 4 fastsætte regler om, at politiets afgørelse om henstand eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
En tilsvarende kompetence tillægges forsvarsministeren efter lovforslagets bestemmelser i stk. 3, 4 og 5.
Den foreslåede bestemmelse svarer med sproglige ændringer til gældende militær retsplejelov § 21.
Af praktiske grunde skal auditøren i sager, som efterforskes af den militære anklagemyndighed, kunne anmode militære chefer om bistand under efterforskningen af militære straffesager, jf. forslaget til stk. 1 samt den gældende § 21, 1. punktum. Auditøren kan i forbindelse hermed bemyndige militære myndigheder til at gennemføre konkrete efterforskningsskridt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9, stk. 1.
Forslaget til stk. 3 svarer til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 21, 3. punktum. Det er dog ikke fundet nødvendigt at gentage den gældende regel om, at politiet også straks skal underrette vedkommende militære chef om de foretagne skridt. En sådan orientering er naturlig, men hører ikke hjemme i en lovbestemmelse.
Efter lovforslaget, jf. §§ 6 og 7, henlægges efterforskningen i militære straffesager i det hele til den militære anklagemyndighed (Forsvarets Auditørkorps). Af praktiske grunde foreslås det dog i denne bestemmelse, at militære myndigheder under visse betingelser kan foretage sådanne efterforskningsskridt, som ikke kan afvente auditørens afgørelse, jf. også lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.
Til stk. 1
Ved den foreslåede bestemmelse får militære myndigheder kompetence til at foretage uopsættelige efterforskningsskridt uden forhåndsunderretning af auditøren. Dette har betydning i tilfælde, hvor det ikke er muligt at komme i forbindelse med auditøren. Er auditøren underrettet om sagen, kan auditøren bemyndige den militære myndighed til at foretage det konkrete efterforskningsskridt, jf. forslaget til § 8, stk. 1, hvorefter militære myndigheder yder auditørerne bistand.
Begrebet militære myndigheder i § 9, stk. 1, omfatter den militære chef på det pågældende tjenestested samt underordnet personel, der bemyndiges til at foretage disse efterforskningsskridt. En sådan bemyndigelse kan gives konkret af den militære chef på tjenestestedet eller følge af de regler, som generalauditøren udsteder i medfør af stk. 2.
Kan auditørens bemyndigelse ikke indhentes, kan militære myndigheder efter forslaget foretage uopsættelige efterforskningsskridt. I disse tilfælde vil den militære myndighed have en pligt til at gribe ind ”her og nu”, netop fordi der er tale om en uopsættelig situation. Sådanne uopsættelige efterforskningsskridt vil i praksis have undtagelsens karakter.
Hvor det er muligt at kontakte auditøren, kan auditøren beslutte enten selv at forestå efterforskningen eller bemyndige den pågældende militære myndighed til at foretage den konkrete efterforskning, jf. § 8, stk. 1.
Dette svarer til, hvad der gælder efter retsplejeloven § 1020 b, der findes i kapitel 93 c vedrørende straffesager mod politiet. Efter disse regler ligger efterforskningskompetencen hos statsadvokaten, jf. stk. 1, men politiet kan efter stk. 3 på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Er sådanne skridt foretaget, skal politiet snarest muligt underrette statsadvokaten herom. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 til anklagemyndigheden og politiet vedrørende behandling af klager over politipersonale mv.
Som eksempler på efterforskningsskridt, der kan være uopsættelige, kan nævnes skridt til på stedet at sikre sig identiteten af en formodet gerningsmand og eventuelle vidner, iværksættelse af en lægeundersøgelse på en skadestue eller hos en praktiserende læge, herunder med henblik på at sikre bevis i form af en skadestueattest eller en politiattest, at optage fotografier af gerningsstedet mv. og tilsvarende skridt, der har til formål at ”fastfryse” situationen på eller omkring gerningsstedet.
Også i pludseligt opståede situationer kan der efter omstændighederne være behov for omgående at indlede efterforskning. Er der mistanke om, at der er fjernet våben, ammunition mv., og er det ikke muligt at komme i forbindelse med auditøren, vil det være af afgørende betydning, at militært personel straks kan foretage ransagning og beslaglæggelse efter retsplejelovens almindelige regler. Dette gælder også i tilfælde, hvor mistanken ikke kan rettes mod en bestemt person, den såkaldte kollektive ransagning, jf. forslaget til § 12.
Det kan ligeledes efter omstændighederne være nødvendigt umiddelbart på stedet at afhøre den formodede gerningsmand om forhold, som kan være af afgørende betydning for den videre efterforskning, navnlig med henblik på bevissikring. Dette forudsætter, at den pågældende sigtes for et strafbart forhold med oplysning om, at han ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejeloven § 752, stk. 1.
I ”bagatelsager”, herunder f.eks. mindre alvorlige færdselssager, vil efterforskningen ofte være udtømt i og med foretagelsen af disse efterforskningsskridt, f.eks. i form af konstatering af identitet, af omfanget af en hastighedsovertrædelse mv. Også sådanne skridt vil kunne falde ind under den foreslåede bestemmelse. Den nærmere præcisering af området for denne praktiske efterforskning forudsættes fastlagt ved de regler, som generalauditøren kan udfærdige i medfør af stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil være af væsentlig praktisk betydning navnlig under tjeneste i udlandet, når det ikke er muligt hurtigt at få kontakt til auditøren. Det gælder alle efterforskningsskridt, også indledende efterforskningsskridt som at sigte og afhøre sigtede og vidner.
Militært personel kan endvidere anholde andet militært personel og civile, når betingelserne herfor i retsplejeloven § 755, stk. 2, om ”privat” anholdelse er opfyldt. Det gælder, hvad enten forholdet skal behandles som en militær straffesag eller som en almindelig straffesag. Herudover har overordnet militært personel kompetence til ved visse overtrædelser af militær straffelov at foretage anholdelse af militært personel af disciplinære grunde, jf. udkastet til § 10.
Må det antages, at der foreligger et strafbart forhold, som skal behandles som en militær straffesag, er der – bortset fra tilfælde der vurderes som uopsættelige – efter forslaget ikke hjemmel til, at militært personel kan sigte og afhøre den pågældende. Kompetencen hertil tilkommer alene auditøren. Er en militærperson udeblevet fra tjeneste, og vagthavende officer skønner, at udeblivelsen har et sådant omfang, at den kan medføre strafansvar, kan vagthavende, når den pågældende møder til tjeneste, naturligvis spørge ham om årsagen til, at han kommer for sent, men ikke sigte og afhøre ham. I stedet skal han indberette sagen til den militære chef, der alene har kompetence til at tage stilling til sagens videre behandling. Finder den militære chef, at sagen må vurderes som straffesag, skal auditøren straks underrettes og tage sig af den videre efterforskning. Finder den militære chef derimod, at sagen bør behandles som disciplinarsag, foretager han sig som disciplinarchef det videre fornødne i overensstemmelse med reglerne i udkastet til militær disciplinarlov, jf. især §§ 7-12 i dette lovforslag.
Stk. 1, 2. punktum, i den foreslåede bestemmelse svarer til bestemmelsen i retsplejeloven § 1020 b, stk. 3, vedrørende behandlingen af straffesager mod politiet. Har politiet foretaget uopsættelige efterforskningsskridt i en sådan sag, skal statsadvokaten snarest muligt underrettes.
Til stk. 2
Efter gældende ret, jf. militær retsplejelov § 13, har alt overordnet militært personel kompetence til at foretage samtlige straffeprocessuelle efterforskningsskridt. Overordnet personel omfatter efter omstændighederne også vagter og militærpolitiet.
Som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 foreslås kun kompetencen til at foretage uopsættelige efterforskningsskridt i militære straffesager henlagt til den pågældende militære myndighed. Der er således tale om en begrænsning i forhold til gældende ret.
Det foreslås, at generalauditøren fastsætter nærmere regler om de efterforskningsskridt, der kan foretages efter stk. 1, herunder hvilket personel, der kan foretage disse skridt.
Den militære chef kan som nævnt i bemærkningerne ovenfor under stk. 1 bemyndige underordnet personel til at gennemføre konkrete efterforskningsskridt. Chefen kan endvidere inden for rammerne af de regler, der fastsættes af generalauditøren efter stk. 2, bemyndige underordnet personel til at gennemføre sådanne efterforskningsskridt. Stk. 2 giver endvidere generalauditøren mulighed for at bemyndige bestemt udpeget militært personel til at foretage ethvert uopsætteligt efterforskningsskridt. I særlige tilfælde kan disse skridt begrænses til nærmere angivne sagstyper, f.eks. i færdselssager. For eksempel vil det være naturligt, at militærpolitiet, som i praksis forestår færdselskontrol ved kørsel i militære køretøjer, på stedet kan foretage sådanne indledende skridt.
Det forudsættes, at den militære chef straks underrettes, når underordnet militært personel har foretaget uopsættelige efterforskningsskridt. Er der foretaget sådanne skridt, skal den militære chef straks underrette auditøren. Dette følger af, at disse efterforskningsskridt foretages på auditørens vegne. Underretningen kan efter omstændighederne ske samtidig med sagens oversendelse til auditøren.
Den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 15 udvider adgangen til at foretage anholdelse ved lydighedsnægtelse eller grov respektstridig opførsel, således at anholdelse kan ske, når det skønnes nødvendigt af disciplinære grunde. Anholdelseskompetencen tilkommer enhver overordnet.
Hensynet til disciplinen begrunder fortsat en bestemmelse, der giver mulighed for anholdelse ved mistanke om de nævnte strafbare overtrædelser, og denne del af bestemmelsen foreslås derfor opretholdt. Bestemmelsens formulering er tilnærmet retsplejeloven § 755, stk. 1.
Efter gældende militær retsplejelov § 18 kan retten træffe afgørelse om varetægtsfængsling af en sigtet i en militær straffesag, når varetægtsfængsling skønnes påkrævet af hensyn til disciplinen.
Der vurderes fortsat at burde være hjemmel til at kunne varetægtsfængsle en sigtet af disciplinære grunde. Bestemmelsen foreslås derfor opretholdt, dog med skærpede betingelser og således, at varetægtsfængsling efter denne bestemmelse højst kan udstrækkes i 7 dage.
Bestemmelsen foreslås begrænset til alene at vedrøre sager om overtrædelse af militær straffelov. Der findes ikke ved siden af retsplejelovens regler at være behov for at skabe mulighed for varetægtsfængsling af disciplinære grunde ved overtrædelser af den almindelige lovgivning, herunder af straffeloven.
Mistankekravet er efter forslaget skærpet således, at der som efter den almindelige bestemmelse i retsplejeloven § 762 skal foreligge begrundet mistanke om, at der er begået en sådan lovovertrædelse. Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende lovovertrædelse kan medføre straf af fængsel, og at det må antages, at den konkrete lovovertrædelse vil medføre straf af fængsel. Skønnes det, at sagen alene vil kunne resultere i en bøde, er varetægtsfængsling udelukket.
Endelig er også betingelsen ”virke nedbrydende på disciplinen” foreslået skærpet til ”virke alvorligt nedbrydende på disciplinen”.
Hensynet til disciplinen vil kunne tilgodeses tilstrækkeligt ved, at der gives mulighed for en kortvarig varetægtsfængsling. Det foreslås derfor, jf. stk. 2, at varetægtsfængsling af disciplinære grunde kun kan udstrækkes til højst 7 dage. Det er herved forudsat, at sagen – efter udfærdigelse af retsmødebegæring eller anklageskrift – i langt de fleste tilfælde kan behandles af retten inden udløbet af denne frist. Er dette ikke muligt i det konkrete tilfælde, skal den varetægtsfængslede løslades.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.4.
Ved den foreslåede bestemmelse videreføres den adgang til at foretage såkaldt ”kollektiv ransagning” hos visse grupper af militært personel, som gælder efter militær retsplejelov § 14.
Det foreslås, at kollektiv ransagning, som efter den gældende bestemmelse, kun kan ske på militært område. Denne form for ransagning kan således ikke foretages på områder eller i bygninger, som ikke er beliggende på militært område. Militært område kan ikke defineres entydigt. Omfattet af begrebet er bl.a. kaserner, flådestationer, flyvestationer, værksteds- og depotområder, øvelsesområder samt andre områder, der anvendes af militære myndigheder, herunder mobile enheder eller enheder i udlandet, dvs. også midlertidigt etablerede militære områder er omfattet af begrebet. Ved fastlæggelsen af, hvorvidt der konkret er tale om et militært område, indgår bl.a. muligheden for at etablere adgangskontrol i form af hegn, skiltning, elektroniske sikringer, vagt mv.
Ransagning efter den gældende bestemmelse kan foretages hos personel, der ”ikke fører særlig husstand”. Dette begreb kan give anledning til fortolkningsvanskeligheder. Det antages, at denne personelgruppe navnlig omfatter personel, der er indkvarteret på belægningsstuer og i kvarter. Den gældende bestemmelse antages at indebære, at lejeboliger og tjenesteboliger på militært område ikke er omfattet af bestemmelsen.
Den gældende bestemmelses afgrænsning af, hvor kollektiv ransagning kan foretages på militært område, foreslås videreført. Tjeneste- og lejeboliger er – som efter de gældende regler – således ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse, idet de pågældende boliger typisk vil være af overvejende privat karakter, hvor familiemedlemmer uden tilknytning til forsvaret i øvrigt også har bopæl og dermed har deres private ejendele. Bestemmelsen foreslås tydeliggjort, således at disse boliger udtrykkeligt undtages. Ransagning af leje- og tjenesteboliger på militært område kan derfor kun ske, hvis de almindelige betingelser efter retsplejeloven er opfyldt.
Tjenesteboliger, lejeboliger, kvarterer og belægningsstuer er defineret i Forsvarskommandoens Bestemmelseskompleks 610-1.
Det er en betingelse for at gennemføre ransagning efter lovforslaget, at der foreligger begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, der skal behandles som en militær straffesag. Heri ligger, at der er begrundet mistanke om, at den pågældende lovovertrædelse er begået af tjenstgørende militært personel, jf. forslaget til § 1, stk. 1, til militær straffelov og § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, til militær retsplejelov. Kan mistanken derimod alene rettes mod civile, kan bestemmelsen ikke anvendes. Den foreslåede bestemmelse kan også anvendes i tilfælde, hvor den lovovertrædelse, der er mistanke om, er begået uden for militært område, når der er grund til at antage, at beviser mv. kan findes på militært område.
Som udgangspunkt er der tale om et indgreb i privatlivets fred og dermed et indgreb efter menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Omvendt er der tale om et område, hvor man opholder sig med et bestemt formål for øje, hvorfor man ud fra anstaltsbetragtninger i større grad må affinde sig med indgreb i forhold til, hvor man ellers måtte opholde sig. Hertil kommer, at det i lovteksten er fremhævet, at det skal være ”af væsentlig betydning for efterforskningen” for at betingelserne i menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at ransagningen gennemføres over for civile, herunder civilt ansat personel. Ransagningen kan foretages på militære områder, der er omfattet af bestemmelsen, og er således rettet mod genstande og ikke mod personer. Er der f.eks. begrundet mistanke om, at militært personel har medtaget våben eller ammunition efter en øvelse og efterfølgende kan have overgivet effekterne til civile personer, der befinder sig på området, er der hjemmel til at foretage ransagning hos tilstedeværende civile personer, f.eks. af tasker og biler.
Ransagning efter retsplejeloven § 793, stk. 1, kan foretages af husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande og andre genstande samt af lokaliteter uden for husrum. Retsplejeloven § 793, stk. 1, omfatter ikke tøj. Adgangen til at ransage tøj blev i 1989 udskilt til kapitel 72 i retsplejeloven og optaget i § 792, stk. 1, nr. 1, om legemsbesigtigelse, jf. § 792 a, stk. 1. Den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 14 antages også at give hjemmel for ransagning af tøj. Især af hensyn til hele formålet med denne særlige adgang til ransagning er der fortsat efter den forslåede bestemmelse adgang til også at kunne ransage den pågældendes beklædning, herunder navnlig lommer og fodtøj. Hvis denne mulighed ikke medtages, vil bestemmelsen miste en væsentlig del af sin betydning, fordi netop tøj, herunder lommer, i praksis må antages at være et af de mere naturlige skjulesteder for de genstande mv., som ransagninger af denne art i praksis vil være rettet mod. Udvidelsen vedrører alene ransagning af beklædning. Legemsundersøgelse, jf. retsplejeloven § 792, stk. 1, nr. 2, er derimod ikke omfattet.
Det følger af forslaget til § 7, jf. § 12, at auditøren har kompetence til at træffe beslutning om foretagelse af kollektiv ransagning. Kan auditørens beslutning ikke indhentes, vil den militære myndighed normalt selv kunne træffe beslutning om at gennemføre ransagningen, jf. § 9, såfremt en udsættelse af sagen med henblik på at indhente auditørens afgørelse ellers vil betyde, at formålet med ransagningen vil blive forspildt.
Selve gennemførelsen af ransagningen kan forestås af den militære chef på auditørens vegne eller af det personel, som konkret bemyndiges hertil, f.eks. som i dag af militærpolitiet.
Der foreslås ikke en bestemmelse om, at ransagning som udgangspunkt kræver retskendelse. Dette skyldes, at ransagning på grund af de lovovertrædelser, som ransagningen særligt tager sigte på – ulovlig våbenbesiddelse, besiddelse af euforiserende stoffer mv. – som oftest vil vise sig forgæves, hvis der først skal indhentes retskendelse. Dette svarer i øvrigt til den gældende bestemmelse.
Som følge af den karakter, som indgrebet ransagning efter bestemmelsen må anses at have, foreslås der ikke en bestemmelse om, at den, hos hvem ransagningen er foretaget, kan forlange sagen indbragt for retten. Den pågældende kan selv indbringe spørgsmålet for retten, jf. grundloven § 63.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.5.
Bestemmelsen er ny og foreslår indført adgang for militære myndigheder til at kunne foretage kontrol ved passage til og fra militært område. Denne kontrol kan efter bestemmelsen foretages både over for militært personel og over for civile. Den foreslåede bestemmelse svarer til dels til den ”inspektionsret”, som gælder inden for det norske forsvar.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.6.
Til stk. 1
Kontrollen omfatter enhver form for håndbagage, herunder tasker, mapper, rygsække, indkøbsposer etc. samt alle former for transportmidler, herunder navnlig motordrevne køretøjer. Er bagagen låst, f.eks. en mappe eller taske, eller er bilen, herunder dens bagagerum, låst, kan det kræves, at den, der har rådighed over bagagen eller bilen, låser op, for at kontrollen kan foretages.
Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at undersøge den pågældendes tøj, herunder lommer og fodbeklædning. Dette bør ske ved, at den, der opfordres til at medvirke til inspektionen, anmodes om selv at tømme sine lommer. En egentlig legemsbesigtigelse kan alene foretages, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. retsplejelovens kapitel 72.
Kompetencen til at gennemføre kontrollen er efter forslaget henlagt til militære myndigheder. Auditøren kan ikke gennemføre kontrollen. Dette skyldes, at der ikke er tale om et straffeprocessuelt efterforskningsskridt. Militære myndigheder kan ikke bemyndige andre, f.eks. et privat selskab, til at varetage kontrolopgaven.
Det bemærkes, at bestemmelsen hjemler undtagelse for kravet om retskendelse i grundloven § 72.
Til stk. 2
Civile, der ikke ønsker at medvirke til kontrol af bagage, bil etc. ved indgang til militært område, kan afvises.
Civile, som nægter at medvirke til kontrollen under ind- og udpassage fra militært område, kan efter den foreslåede bestemmelse tilbageholdes af militære myndigheder, som herefter kan gennemføre kontrollen f.eks. i form af at åbne tasker og bagagerummet til biler, herunder ved anvendelse af den nødvendige fysiske magt. Det foreslås, jf. 2. punktum, at der optages en udtrykkelig bestemmelse om, at militære myndigheder om nødvendigt kan gøre brug af magt, herunder fysisk magt, til at gennemføre kontrollen. Undersøgelsen skal foretages så skånsomt som muligt, og tilbageholdelse må alene omfatte den genstand mv., som skal undersøges, eller den person, hvis tøj skal undersøges. Som nævnt ovenfor er en egentlig legemsbesigtigelse ikke omfattet af bestemmelsen, men kan alene foretages, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. retsplejelovens kapitel 72. Tilbageholdelsen må ikke vare længere end formålet med undersøgelsen tilsiger.
Beføjelsen i 2. punktum svarer til den beføjelse, der er tillagt politiet i anden lovgivning, når politiet anmodes om at bistå andre myndigheder, jf. ligeledes 3. punktum.
Militært personel er på grund af kommandoforholdet forpligtet til at medvirke ved kontrollen.
Til stk. 3
Efter stk. 3 kan forsvarsministeren fastsætte regler for gennemførelsen af ind- og udgangskontrol. Der kan herunder fastsættes bestemmelser om, hvorledes det tilkendegives, at kontrol kan finde sted.
Den foreslåede bestemmelse svarer til dels til gældende § 17 i militær retsplejelov. De frister, der er tale om, er reglen i retsplejeloven § 760, stk. 2, om at en anholdt, der ikke er løsladt forinden, inden 24 timer efter anholdelsen skal fremstilles for en dommer, samt bestemmelserne i retsplejeloven § 796, stk. 3, og § 806, stk. 3, hvorefter ransagning henholdsvis beslaglæggelse, der ikke er sket efter retskendelse, senest inden 24 timer skal indbringes for retten, når den, indgrebet er rettet mod, anmoder om det.
Det er yderst sjældent, at fristerne i ovenfor nævnte bestemmelser i retsplejeloven i praksis ikke kan overholdes.
Der kan imidlertid – især under tjeneste i udlandet eller under ekstraordinære forhold – opstå situationer, hvor det kan vise sig umuligt at overholde fristerne for retslig prøvelse af de tre nævnte straffeprocessuelle indgreb. Derimod findes der ikke grundlag for at opretholde bestemmelsen under fredsforhold i Danmark. Bestemmelsen forslås derfor begrænset, således at fristen kun kan udstrækkes i de situationer, der udtrykkeligt er nævnt i bestemmelsen.
Ved den foreslåede bestemmelse skabes der hjemmel til i visse tilfælde at kunne kræve, at tjenstgørende militært personel afgiver udåndingsprøve med henblik på, at det kan konstateres, om den pågældende har indtaget alkohol, jf. stk. 1. Blodprøve og urinprøve kan udtages under de betingelser, der er nævnt i stk. 2.
Forslaget til § 15 skal ses på baggrund af de samtidig foreslåede bestemmelser til militær straffelov § 21, hvorefter det er strafbart at udføre tjeneste under indflydelse af alkohol i strid med promillegrænser, der er fastsat for den pågældende tjeneste mv., og § 22 om forbud mod at indtage euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært område.
Formålet med disse bestemmelser er at markere det uacceptable i at udføre tjeneste i forsvaret under indvirkning af alkohol eller euforiserende stoffer i forbindelse med opgaver, som kræver skærpet opmærksomhed, og hvor fejlbehandling eller fejlbetjening af materiel kan få alvorlige konsekvenser.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.7. samt til forslaget om militær straffelov punkt 3.9. og de særlige bemærkninger til dette lovforslag, §§ 21 og 22.
Til stk. 1
Efter den foreslåede bestemmelse kan auditøren og militære myndigheder kræve, at tjenstgørende militært personel afgiver udåndingsprøve i de tilfælde, som er omfattet af bestemmelsen, dvs. hvor der er fastsat promillegrænser i medfør af militær straffelov § 21.
Efter § 15, stk. 1, skal militært personel, der er omfattet af bestemmelsen, på forlangende afgive udåndingsprøve. Det kræves ikke, at der konkret foreligger mistanke om strafbart forhold. Udåndingsprøve kan kræves også i form af stikprøvekontrol. Dette svarer i det hele til færdselsloven § 55, stk. 1. Pligten til at afgive udåndingsprøve er udtryk for et meget begrænset indgreb.
Det videregående indgreb – at udtage blodprøve mv., jf. stk. 2, – bliver kun aktuelt, hvis udåndingsprøve ikke kan foretages, typisk fordi den pågældende ikke vil medvirke, eller hvis resultatet af udåndingsprøven giver grund til at antage, at der foreligger en strafbar lovovertrædelse.
Bestemmelsen kan alene anvendes over for tjenstgørende militært personel mv. som defineret i forslaget til militær straffelov § 1. Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes over for civile, der befinder sig på militært område.
Efter den foreslåede formulering er bestemmelsen ikke begrænset til kørsel i militære køretøjer. Også kørsel i civile motorkøretøjer ført af tjenstgørende personel er omfattet.
Kompetencen til at træffe bestemmelse om at foretage udåndingsprøve foreslås henlagt til auditøren og militære myndigheder. Der er ganske vist ikke tale om et straffeprocessuelt efterforskningsskridt i de tilfælde, hvor der ikke foreligger konkret mistanke om spirituspåvirkethed, men da et positivt resultat af prøven giver mulighed for at fremstille den pågældende til udtagelse af blod- og urinprøve, findes det mest korrekt, at også auditøren har kompetence til at kræve udåndingsprøve.
Bestemmelsen er formuleret således, at auditøren tillige får denne kompetence inden for færdselslovens område, hvilket ikke er tilfældet efter de gældende regler. Auditørens kompetence i militære straffesager svarer til anklagemyndighedens kompetencer efter retsplejeloven. Politiets kompetence til at kræve udåndingsprøve mv. følger ikke af retsplejeloven, men af færdselsloven. Det er fundet naturligt, at auditøren også kan foretage dette skridt, når der er tale om militært personel.
I alle tilfælde, hvor der er mistanke om påvirkethed, der indebærer et strafbart forhold, kan militære myndigheder under alle omstændigheder træffe bestemmelse om foretagelse af udåndingsprøve, jf. forslaget til stk. 1.
Til stk. 2
Efter den foreslåede bestemmelse kan den pågældende fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve, når der efter resultatet af udåndingsprøven er grund til at antage, at den pågældende har overtrådt gældende promillegrænser, herunder for kørsel i motordrevet køretøj, eller promillegrænser i øvrigt, jf. forslaget til militær straffelov § 21. Det samme gælder, hvis den pågældende nægter at medvirke til udåndingsprøve eller ikke er i stand til det. Disse betingelser svarer til, hvad der gælder efter færdselsloven § 55, stk. 2.
Kompetencen til at fremstille den pågældende til udtagelse af blod- og urinprøve ligger hos auditøren og militære myndigheder, jf. stk. 1, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Til stk. 3
Efter den foreslåede bestemmelse skabes der hjemmel til at udtage blod- og urinprøve hos militært personel, hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende er påvirket af euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært område. Bestemmelsen skal ses på baggrund af den samtidig foreslåede bestemmelse til § 22 i militær straffelov.
Anvendelsen af udtrykket ”euforiserende stoffer” betyder, at ethvert stof, som det er forbudt at besidde efter loven om euforiserende stoffer, er omfattet af bestemmelsen.
De hensyn, der begrunder forslaget om at kunne stille krav om udåndingsprøve og udtagelse af blod- og urinprøve under de betingelser, der er nævnt i forslaget til § 15, stk. 1 og 2, begrunder tilsvarende, at der gives mulighed for at udtage blod- og urinprøve, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende har indtaget sådanne stoffer i tjenesten eller på militært område. Det er ikke tilstrækkeligt med udåndingsprøve, idet indtagelse af euforiserende stoffer ikke kan konstateres i udåndingsluften.
Der stilles efter forslaget krav om, at der skal foreligge en begrundet mistanke om, at den pågældende gør tjeneste under indflydelse af euforiserende stoffer, for at den pågældende kan fremstilles til udtagelse af blod- og urinprøve. Bestemmelsen giver derimod ikke hjemmel til stikprøvevis at kræve blod- og urinprøve udtaget.
Efter retsplejeloven § 792 b, stk. 2, som er optaget i kapitel 72 om legemsindgreb, kan udtagelse af blodprøve foretages som led i efterforskningen, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et led. Denne bestemmelse gælder ved siden af de forslåede bestemmelser i § 15, stk. 2 og 3, og vil kunne påberåbes i en række tilfælde, der også vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
§ 792 b, stk. 2, hjemler ikke adgang til at kræve afgivelse af urinprøve. For langt de fleste stoffer vil det være muligt at foretage en identifikation og en kvalitativ bestemmelse af euforiserende stoffer i en blodprøve. Den indledende screening kan imidlertid med fordel tillige foretages i en urinprøve, hvor det kan konstateres, om den pågældende har indtaget stoffet. Herudover vil koncentrationen normalt være væsentlig højere end i en blodprøve, og samtidig vil de aktuelle stoffer kunne påvises i en urinprøve i et betydeligt længere tidsinterval end tilfældet er for en blodprøve.
Den foreslåede formulering er derfor valgt dels for at give mulighed for at kræve afgivelse af urinprøve, dels ud fra det ønskelige i at formulere et selvstændigt bestemmelsessæt vedrørende betingelserne for at kunne kræve blod- og urinprøve udtaget for de særlige militære sager.
Efter gældende militær retsplejelov § 23, stk. 1, kan en sigtet, tiltalt eller domfældt i en militær straffesag også give ”meddelelse om anke eller kære” af en afgørelse til højere instans (landsretten) over for rettergangschefen eller en foresat chef. Bestemmelsen opfylder et praktisk behov og foreslås opretholdt.
Forslaget svarer med sproglige ændringer til den gældende bestemmelse.
Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2005, således at berørte myndigheder vil have den fornødne tid til at indrette sig på lovforslagets regler, herunder udarbejde bekendtgørelser, vejledningsmateriale mv.
I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Loven vil, da der er tale om rigsfælles lovgivning, og af hensyn til forsvarets aktiviteter i Færøerne og Grønland skulle sættes i kraft dér. Da der imidlertid ikke er overensstemmelse mellem den danske retsplejelov, som den militære retsplejelov er et supplement til og henholdsvis den færøske og grønlandske retspleje, vil det være nødvendigt nærmere at tage stilling til, i hvilket omfang retsplejeloven skal sættes i kraft for Færøerne og Grønland samtidig med ikraftsættelsen af dette lovforslag. Forholdet vil blive drøftet nærmere med de færøske og grønlandske myndigheder, idet det tilsigtes, at militære straffesager i videst muligt omfang søges behandlet af danske myndigheder og i fornødent omfang afgjort af de danske domstole, jf. herved også bemærkningerne til lovudkastet § 5 om værneting. Et udkast til anordning vil blive forelagt for de færøske og grønlandske myndigheder forinden ikrafttræden.