Stk. 1 beskriver formålet med anvendelsen af disciplinarmidler, nemlig at »sikre disciplinen inden for forsvaret«. Denne angivelse præciserer samtidig, at anvendelsen af disciplinarmidler konkret forudsætter en vurdering hos disciplinarmyndigheden, af hvorvidt det i det enkelte tilfælde er nødvendigt at anvende en disciplinær sanktion af hensyn til disciplinen. Herved tilkendegives samtidig indirekte, at en sag om en forseelse efter omstændighederne også kan sluttes med f.eks. en uformel påtale, misbilligelse eller lignende. Dette er i overensstemmelse med de gældende principper, jf. generalauditørens bemærkninger til cirkulære af 2. marts 1990, hvorefter »småforseelser normalt bør afgøres med en mundtlig misbilligelse af det passerede«, og det princip skal følges, »således at strafferetlig sanktion normalt kun bringes i anvendelse ved noget grovere eller gentagne forseelser«.
Stk. 2 indeholder de grundlæggende forudsætninger for at pålægge disciplinære sanktioner.
For det første kræves det, at der foreligger en overtrædelse af gældende regler. De regler, der kan være tale om, er beskrevet i §§ 4 og 5 i lovudkastet.
For det andet er det en forudsætning, at der af disciplinære grunde konkret skønnes at være behov for at anvende en formaliseret sanktion og ikke blot f.eks. en uformel påmindelse eller lignende for at tilkendegive, at den pågældende har begået en forseelse.
Det centrale område for anvendelse af disciplinarmidler er de pligtforsømmelser, der ikke er strafbare efter militær straffelov, enten fordi den pågældende ikke har haft den nødvendige tilregnelse til at begå en strafbar overtrædelse, eller fordi overtrædelsen ikke er tilstrækkelig alvorlig i tilfælde, hvor strafansvar forudsætter, at overtrædelsen er af grov karakter.
Stk. 2 udelukker ikke, at et disciplinarmiddel kan anvendes i tilfælde, hvor det pågældende forhold for så vidt må bedømmes som en strafbar pligtforsømmelse, typisk hvor sanktionen ellers ville være en bøde. Dette er præciseret i § 1, stk. 2, in fine.
Hovedreglen efter forslaget til militær straffelov er, at en pligtforsømmelse skal være grov, og at forholdet skal kunne tilregnes den pågældende som forsætligt eller groft uagtsomt, for at kunne straffes. Begge betingelser skal være opfyldt.
Efter disciplinarloven kan et disciplinarmiddel pålægges for hovedparten af de forhold, der er nævnt i militær straffelov, og som ikke er af grov karakter. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger simpel uagtsomhed. Det betyder, at der alene kan reageres med et disciplinarmiddel, selvom forholdet er af grov karakter, når der foreligger simpel uagtsomhed.
Kompetencen til at pålægge disciplinarmidler vil ligesom efter de gældende regler alene tilkomme militære myndigheder. Kompetencen til at efterforske og påtale strafbare forhold vil efter forslaget til militær retsplejelov § 6, stk. 1, og § 7, stk. 1, derimod alene kunne udøves af den militære anklagemyndighed.
Adskillelsen mellem kompetencen og sagsbehandlingen i straffesager og disciplinarsager er således skarp og uden overlapning. Beskrivelsen af de overtrædelser, der kan medføre strafansvar efter militær straffelov, og de pligtforsømmelser, der kan medføre ansvar efter disciplinarloven, således som disse er beskrevet i forslaget til §§ 4 og 5, er derimod i et vist omfang sammenfaldende, således at visse overtrædelser i det nedre område for strafansvar også er omfattet af disciplinarloven. Det kan naturligvis være vanskeligt i det enkelte tilfælde at afgøre, om et forhold er af grov karakter, og/eller hvilken grad af tilregnelse, der må antages at være tale om. Denne delvise overlapning af gerningsbeskrivelsen kendes også inden for den almindelige lovgivning i forholdet mellem pligtforsømmelser efter tjenestemandsloven og pligtforsømmelser efter straffelovens § 157.
Det er derfor muligt i særlige tilfælde at reagere alene med et disciplinarmiddel, hvor betingelserne for at anvende straf i øvrigt er opfyldt. At et strafbart forhold behandles i disciplinarlovens former og ikke efter militær straffe- og retsplejelov, kan rejse visse principielle betænkeligheder af retssikkerhedsmæssig karakter. Når det alligevel er fundet hensigtsmæssigt, at der i et vist omfang skabes mulighed for, at forhold, der er strafbare, kan mødes med et disciplinarmiddel i stedet, har det sammenhæng med følgende:
I det konkrete tilfælde, hvor der foreligger et forhold, som kan strafforfølges, kan der foreligge undskyldende omstændigheder eller personlige forhold, der gør det ubetænkeligt, at den militære chef slutter sagen alene med at pålægge et disciplinarmiddel. Det ville i sådanne tilfælde ikke være hensigtsmæssigt, om den militære chef skulle være henvist til at sende sagen til den militære anklagemyndighed – eventuelt med indstilling om, at påtale blev opgivet.
At afslutte sagen med en disciplinær sanktion i stedet for straf kan f.eks. være velbegrundet i førstegangstilfælde og i sager, hvor der foreligger formildende omstændigheder. Dette er for så vidt i fuld overensstemmelse med den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 37, stk. 2, hvorefter disciplinarmidler »skal anvendes i stedet for mindre straffe, medmindre omstændighederne taler imod det«.
Som det fremgår af forslaget til § 11, foreslås det, at disciplinarchefen skal sende sagen til auditøren, hvis disciplinarchefen finder det tvivlsomt, om sagen skal behandles som en straffesag. Denne forpligtelse for disciplinarchefen til at sende sagen til den militære anklagemyndighed skal ses på baggrund af de ovenstående bemærkninger. Forslaget til § 11 har til formål at skabe mulighed for, at den konkrete sag i givet fald kan behandles i det rette regi og efter det rette regelsæt.
Der er herved givet militære chefer, der kan pålægge disciplinarmidler, en rimelig margin med hensyn til at vurdere, om en pligtforsømmelse i det konkrete tilfælde kan afgøres med en sådan sanktion, eller om sagen skal forelægges auditøren med henblik på eventuelt at indlede straffesag.
§ 1, stk. 2, indebærer endvidere, at hvis disciplinarchefen finder det tvivlsomt, om forholdet er strafbart, men konkret vurderer, at sagen, selvom forseelsen anses for at være strafbar, kan afgøres med et disciplinarmiddel, vil denne kunne afgøres uden forudgående forelæggelse for auditøren.
Det bør fremhæves, at såfremt disciplinarmyndigheden vælger at behandle en åbenbar straffesag som en disciplinarsag f.eks. med det formål at dække over nogen, vil det i sig selv indebære en pligtforsømmelse, der kan være strafbar.
Endelig er det med formuleringen i § 1, stk. 2, »kan pålægges«, tilkendegivet, at anvendelsen af disciplinarmidler er fakultativ, dvs. at en mindre forseelse – som tilfældet er efter de gældende bestemmelser – ikke nødvendigvis skal mødes med en formaliseret sanktion, men at en påmindelse, misbilligelse etc. i den givne situation kan anvendes i stedet for straf eller et disciplinarmiddel.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.1. og 3.2.
Kapitel 2
Lovens område mv.
Det foreslås, at det militære personel, der kan pålægges disciplinarmidler, er det samme som det, der kan pådrage sig strafansvar for overtrædelse af militær straffelov i fredstid henholdsvis under væbnet konflikt.
Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at der i disciplinarloven optages en udtrykkelig beskrivelse af denne personkreds i stedet for blot at henvise til beskrivelsen i forslaget til militær straffelov § 1, henholdsvis § 2.
Udtrykket militært personel omfatter efter lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004, § 2, stk. 1, følgende:
Befalingsmænd og menige, der indordnes i en rækkefølge af militære grader efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse,
auditørpersonel, gejstligt personel og musikerpersonel samt andet personel efter forsvarsministerens bestemmelse.
Befalingsmænd omfatter personel af officersgruppen og sergentgruppen. Menige omfatter personel af konstabelgruppen, konstabelelever, værnepligtige menige og kvindelige menige på værnepligtslignende vilkår, jf. samme lovs § 2, stk. 2. Det i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte personel betegnes som militært personel uden for den militære rækkefølge.
Forsvarsministeren har endvidere fastsat nærmere bestemmelser om militære grader mv. for personel i det militære forsvar, for tiden i bekendtgørelse nr. 325 af 28. april 1994.
Udtrykket »tjenstgørende« indebærer, at personellet skal være ansat eller indkaldt til tjeneste i forsvaret. Det er uden betydning om det militære personel er fastansat eller midlertidigt tjenstgørende. Personel af reserven vil eksempelvis kun være omfattet i det omfang, de er indkaldt til tjeneste. Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og ophørstidspunkt vil være afgørende. For så vidt angår værnepligtige er begyndelsestidspunktet det tidspunkt, på hvilket de efter indkaldelse møder eller skulle møde for at indtræde eller genindtræde i forsvaret. Hjemsendelsestidspunktet er afgørende for ophørstidspunktet.
Militært personel, såvel ansatte som indkaldte, har dog fortsat visse pligter, som påhviler dem også efter hjemsendelsen.
Som pligter, der påhviler hjemsendt personel, kan f.eks. nævnes tavshedspligt med hensyn til forhold, som den pågældende er blevet bekendt med under tjenesten, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet eller foreskrevet efter bestemmelser for den militære sikkerhed, forskriftsmæssig opbevaring af eventuelle våben, uniform og anden udleveret udrustning.
Det fremgår af den militære retsplejelov § 40, at disciplinarmidlerne belæring, tilrettevisning eller overflytning til anden tjeneste kan anvendes over for alle undergivne. De øvrige disciplinarmidler kan derimod ikke anvendes over for officerer og faste befalingsmænd eller dermed ligestillede, medmindre de pågældende er elever på en militær skole.
Ud fra lighedsbetragtninger er der ikke fundet grundlag for at medtage en lignende bestemmelse i forslaget til militær disciplinarlov. Afgørende for hvilket disciplinarmiddel, der skal bringes i anvendelse, er, at det i den konkrete situation er det bedst egnede disciplinarmiddel, der finder anvendelse, ikke mindst af hensyn til den pædagogiske effekt, det valgte disciplinarmiddel må antages at have. Der vil være forskel på, hvilket disciplinarmiddel, der i den konkrete situation må antages at have den tilsigtede effekt på eksempelvis en ældre officer og en uerfaren værnepligtig.
I forslaget til § 3 vedrørende væbnet konflikt er ikke medtaget en bestemmelse svarende til forslaget til militær straffelov § 2, nr. 3, idet de forhold, der er omfattet af denne bestemmelse, er af så alvorlig karakter, at der ikke er grundlag for at antage, at sådanne forhold kan resultere i et disciplinarmiddel. Desuden er denne personkreds uden for disciplinarlovens primære anvendelsesområde.
Som det fremgår af forslaget til §§ 2 og 3, omfatter personkredsen også internerede, udenlandske militærpersoner, jf. § 2, stk. 2, henholdsvis krigsfanger mv., jf. § 3, nr. 2. Såvel de nugældende som de foreslåede bestemmelser er en forudsætning for at opfylde Danmarks internationale forpligtelser. Beskrivelsen svarer til gældende militære straffelov §§ 5, stk. 2, og 6, nr. 2, og forslaget til § 1, stk. 2, og § 2, nr. 2, i militær straffelov.
Disciplinaransvaret er knyttet til personen og er således ikke territorielt begrænset. Lovforslaget indeholder derfor ikke en bestemmelse svarende til § 2 i den gældende militære straffelov om lovens territoriale gyldighedsområde.
Kapitel 3
Pligtforsømmelser og disciplinarmidler
Det foreslås, at det militære personel, der kan pålægges disciplinarmidler, er det samme som det, der kan pådrage sig strafansvar for overtrædelse af militær straffelov i fredstid henholdsvis under væbnet konflikt.
Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at der i disciplinarloven optages en udtrykkelig beskrivelse af denne personkreds i stedet for blot at henvise til beskrivelsen i forslaget til militær straffelov § 1, henholdsvis § 2.
Udtrykket militært personel omfatter efter lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004, § 2, stk. 1, følgende:
Befalingsmænd og menige, der indordnes i en rækkefølge af militære grader efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse,
auditørpersonel, gejstligt personel og musikerpersonel samt andet personel efter forsvarsministerens bestemmelse.
Befalingsmænd omfatter personel af officersgruppen og sergentgruppen. Menige omfatter personel af konstabelgruppen, konstabelelever, værnepligtige menige og kvindelige menige på værnepligtslignende vilkår, jf. samme lovs § 2, stk. 2. Det i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte personel betegnes som militært personel uden for den militære rækkefølge.
Forsvarsministeren har endvidere fastsat nærmere bestemmelser om militære grader mv. for personel i det militære forsvar, for tiden i bekendtgørelse nr. 325 af 28. april 1994.
Udtrykket »tjenstgørende« indebærer, at personellet skal være ansat eller indkaldt til tjeneste i forsvaret. Det er uden betydning om det militære personel er fastansat eller midlertidigt tjenstgørende. Personel af reserven vil eksempelvis kun være omfattet i det omfang, de er indkaldt til tjeneste. Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og ophørstidspunkt vil være afgørende. For så vidt angår værnepligtige er begyndelsestidspunktet det tidspunkt, på hvilket de efter indkaldelse møder eller skulle møde for at indtræde eller genindtræde i forsvaret. Hjemsendelsestidspunktet er afgørende for ophørstidspunktet.
Militært personel, såvel ansatte som indkaldte, har dog fortsat visse pligter, som påhviler dem også efter hjemsendelsen.
Som pligter, der påhviler hjemsendt personel, kan f.eks. nævnes tavshedspligt med hensyn til forhold, som den pågældende er blevet bekendt med under tjenesten, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet eller foreskrevet efter bestemmelser for den militære sikkerhed, forskriftsmæssig opbevaring af eventuelle våben, uniform og anden udleveret udrustning.
Det fremgår af den militære retsplejelov § 40, at disciplinarmidlerne belæring, tilrettevisning eller overflytning til anden tjeneste kan anvendes over for alle undergivne. De øvrige disciplinarmidler kan derimod ikke anvendes over for officerer og faste befalingsmænd eller dermed ligestillede, medmindre de pågældende er elever på en militær skole.
Ud fra lighedsbetragtninger er der ikke fundet grundlag for at medtage en lignende bestemmelse i forslaget til militær disciplinarlov. Afgørende for hvilket disciplinarmiddel, der skal bringes i anvendelse, er, at det i den konkrete situation er det bedst egnede disciplinarmiddel, der finder anvendelse, ikke mindst af hensyn til den pædagogiske effekt, det valgte disciplinarmiddel må antages at have. Der vil være forskel på, hvilket disciplinarmiddel, der i den konkrete situation må antages at have den tilsigtede effekt på eksempelvis en ældre officer og en uerfaren værnepligtig.
I forslaget til § 3 vedrørende væbnet konflikt er ikke medtaget en bestemmelse svarende til forslaget til militær straffelov § 2, nr. 3, idet de forhold, der er omfattet af denne bestemmelse, er af så alvorlig karakter, at der ikke er grundlag for at antage, at sådanne forhold kan resultere i et disciplinarmiddel. Desuden er denne personkreds uden for disciplinarlovens primære anvendelsesområde.
Som det fremgår af forslaget til §§ 2 og 3, omfatter personkredsen også internerede, udenlandske militærpersoner, jf. § 2, stk. 2, henholdsvis krigsfanger mv., jf. § 3, nr. 2. Såvel de nugældende som de foreslåede bestemmelser er en forudsætning for at opfylde Danmarks internationale forpligtelser. Beskrivelsen svarer til gældende militære straffelov §§ 5, stk. 2, og 6, nr. 2, og forslaget til § 1, stk. 2, og § 2, nr. 2, i militær straffelov.
Disciplinaransvaret er knyttet til personen og er således ikke territorielt begrænset. Lovforslaget indeholder derfor ikke en bestemmelse svarende til § 2 i den gældende militære straffelov om lovens territoriale gyldighedsområde.
Kapitel 3
Pligtforsømmelser og disciplinarmidler
Bestemmelserne angiver de pligtforsømmelser, som skal kunne medføre disciplinarmidler.
De foreslåede bestemmelser er ganske detaljerede. En mere generel, bredt formuleret bestemmelse om disciplinaransvarets grænser svarende til tjenestemandslovens § 10 har været overvejet, men under hensyn til de omfattede personers retssikkerhed angiver reglen så præcist som muligt de enkelte overtrædelser og indeholder kun en generelt formuleret opsamlingsbestemmelse om pligtforsømmelser. Der har i denne forbindelse også været lagt vægt på, at personkredsen, der efter forslaget skal være omfattet af disciplinarreglerne, er bredere end efter tjenestemandsloven.
Gerningsbeskrivelsen i § 4, nr. 1, 2, 3, 4 og 5 er bygget over forslag til militær straffelov § 11 (ulydighed), § 13 (respektstridig opførsel), § 19 (krænkende behandling af sideordnede) og § 23 (om ordensforstyrrelser, herunder i udlandet). Bestemmelserne i nr. 6 - 9 er bygget over forslaget til militær straffelov § 24 (vagtforseelse), § 25 (udeblivelse), § 26 (militært hærværk) og § 27 (den almindelige bestemmelse om pligtforsømmelse).
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse i § 4, nr. 8 (militært hærværk), ikke medfører en ændring i den nuværende praksis, hvorefter mindre alvorlige og uforsætlige tilfælde af tab af udrustning mv. normalt ikke medfører, at forholdet resulterer i en disciplinarretlig sanktion, jf. herved også bemærkningerne til forslag til militær straffelov § 26.
De foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 1 og 2, svarer til bestemmelserne i forslag til militær straffelov §§ 15, 17, 18 og 16.
Forhold, der er beskrevet i forslag til militær straffelov § 12 (mytteri), § 20 (indtagelse af bl.a. alkohol), § 21 (overtrædelse af promillegrænser) og § 22 (besiddelse og indtagelse af euforiserende stoffer), er ikke medtaget i forslaget til militær disciplinarlov, da disse forhold er af en så alvorlig karakter, at de ikke bør kunne afgøres med et disciplinarmiddel.
Bestemmelserne angiver de pligtforsømmelser, som skal kunne medføre disciplinarmidler.
De foreslåede bestemmelser er ganske detaljerede. En mere generel, bredt formuleret bestemmelse om disciplinaransvarets grænser svarende til tjenestemandslovens § 10 har været overvejet, men under hensyn til de omfattede personers retssikkerhed angiver reglen så præcist som muligt de enkelte overtrædelser og indeholder kun en generelt formuleret opsamlingsbestemmelse om pligtforsømmelser. Der har i denne forbindelse også været lagt vægt på, at personkredsen, der efter forslaget skal være omfattet af disciplinarreglerne, er bredere end efter tjenestemandsloven.
Gerningsbeskrivelsen i § 4, nr. 1, 2, 3, 4 og 5 er bygget over forslag til militær straffelov § 11 (ulydighed), § 13 (respektstridig opførsel), § 19 (krænkende behandling af sideordnede) og § 23 (om ordensforstyrrelser, herunder i udlandet). Bestemmelserne i nr. 6 - 9 er bygget over forslaget til militær straffelov § 24 (vagtforseelse), § 25 (udeblivelse), § 26 (militært hærværk) og § 27 (den almindelige bestemmelse om pligtforsømmelse).
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse i § 4, nr. 8 (militært hærværk), ikke medfører en ændring i den nuværende praksis, hvorefter mindre alvorlige og uforsætlige tilfælde af tab af udrustning mv. normalt ikke medfører, at forholdet resulterer i en disciplinarretlig sanktion, jf. herved også bemærkningerne til forslag til militær straffelov § 26.
De foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 1 og 2, svarer til bestemmelserne i forslag til militær straffelov §§ 15, 17, 18 og 16.
Forhold, der er beskrevet i forslag til militær straffelov § 12 (mytteri), § 20 (indtagelse af bl.a. alkohol), § 21 (overtrædelse af promillegrænser) og § 22 (besiddelse og indtagelse af euforiserende stoffer), er ikke medtaget i forslaget til militær disciplinarlov, da disse forhold er af en så alvorlig karakter, at de ikke bør kunne afgøres med et disciplinarmiddel.
Disciplinarmidler er ikke blot sanktioner over for tilfælde af pligtforsømmelser, men tjener også et fremadrettet pædagogisk formål. Netop det pædagogiske sigte vil derfor i de fleste tilfælde have betydning for, hvilket disciplinarmiddel der bør vælges i det enkelte tilfælde.
§ 6 angiver de disciplinarmidler, som skal kunne anvendes over for de tilfælde af militære pligtforsømmelser, der er omfattet af §§ 4 og 5. Det gælder som udgangspunkt de forhold, der ikke er grove, eller som er begået alene af simpel uagtsomhed og derfor ikke er strafbare.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3. og 3.4.
Kapitel 4
Behandlingen af disciplinarsager
Efter den foreslåede bestemmelse fastsættes de nærmere regler om, hvilke militære chefer der har kompetence til at pålægge disciplinarmidler, administrativt. Dette svarer til den gældende ordning, jf. militær retsplejelov § 39.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.4.
Bestemmelsen angiver, hvorledes en disciplinarsag rejses.
Overordnet personel, som ikke selv har disciplinarmyndighed, skal efter den foreslåede bestemmelse indberette sagen til den nærmeste overordnede. Indberetning forudsættes at ske i overensstemmelse med de almindelige regler om indberetning ad kommandovejen. Har nærmeste overordnede heller ikke selv disciplinarmyndighed, skal han videresende indberetningen, jf. stk. 2. Er det derimod en underordnet chef med disciplinære beføjelser eller disciplinarchefen selv, der konstaterer forholdet, behandler denne selv sagen.
Det forudsættes, at indberetningen sker skriftligt med angivelse af, hvilken bestemmelse, der anses for overtrådt, og en kort beskrivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende forholdet. Det bemærkes, at elektronisk indberetning må anses for tilstrækkeligt til, at skriftlighedskravet er opfyldt. Der er naturligvis ikke noget i vejen for, at den, der afgiver indberetning, mundtligt varsler denne for modtageren, men dette må i så fald følges op af en skriftlig indberetning.
Indberetning skal foretages snarest. Med dette udtryk tilkendegives, at indberetning skal ske i umiddelbar forbindelse med forseelsen eller ganske kort tid derefter. Udtrykket »snarest« har naturligvis en anden karakter i mere komplicerede sager eller i sager, hvor det ikke er praktisk muligt umiddelbart at indberette forholdet. Er kravet om, at indberetning skal ske »snarest«, ikke opfyldt, vil der efter omstændighederne kunne foreligge passivitet, der medfører, at en disciplinarsag ikke kan gennemføres. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.8.
Hvis forholdet først konstateres nogen tid efter, at det er begået, skal indberetning ske snarest efter, at den, der vil indberette forholdet, er blevet bekendt med, at der må antages at foreligge en tjenesteforsømmelse.
Ved formuleringen af stk. 1 er det præciseret, at der ikke består en absolut pligt til at indberette et muligt disciplinært forhold, ligesom den, der overvejer at foretage indberetning, ikke nødvendigvis selv skal foretage en nærmere vurdering af forholdet.
Det følger af de gældende bestemmelser, jf. generalauditørens supplerende bemærkninger i tilknytning til cirkulære af 2. marts 1990, at »småforseelser normalt bør afgøres med en mundtlig misbilligelse af det passerede«, og at det princip skal følges, »således at strafferetlig sanktion normalt kun bringes i anvendelse ved noget grovere eller gentagne forseelser«. Det forudsættes, at dette princip også følges fremover.
Befalingsmænd og andre overordnede vil derfor fortsat inden for rimelige rammer have mulighed for selv at vurdere, om en adfærd, der kan medføre disciplinaransvar, skal indberettes eller som i dag klares på stedet med f.eks. en uformel mundtlig misbilligelse.
Det skal fremhæves, at en overordnets undladelse af at indberette et klart disciplinært forhold, der har negativ indvirkning på disciplinen, efter omstændighederne kan indebære en pligtforsømmelse, der kan medføre straf eller et disciplinarmiddel.
Den foreslåede bestemmelse i § 8 regulerer ikke den situation, hvor militært personel finder anledning til at indberette en ikke-underordnet for et muligt disciplinært forhold. En sådan bestemmelse, der ikke findes i dag, foreslås optaget som § 9. En underordnet, f.eks. en værnepligtig, kan efter bestemmelsen indberette såvel en overordnet som en sideordnet eller foranstående, der ikke samtidig er hans overordnede.
Finder den underordnede, at en overordnet har gjort sig skyldig i en pligtforsømmelse, der eventuelt kan medføre straf eller disciplinaransvar, skal han efter de gældende regler indgive anmeldelse til de militære myndigheder, jf. den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 22. Dette skyldes, at anvendelse af disciplinarmidler efter de gældende regler forudsætter, at der er begået et strafbart forhold.
Da disciplinarsager efter lovforslaget adskilles fra straffesager, vil det være nødvendigt med en selvstændig bestemmelse, der regulerer adgangen til at indgive anmeldelse mod en overordnet for en mulig disciplinarforseelse.
Det må antages, at det i praksis ofte vil være den nærmeste overordnede, som den pågældende ønsker at indberette, og det kan ikke udelukkes, at incitamentet til at indberette en mulig disciplinær forseelse svækkes, hvis indberetningen skal indgives til den, som indberettes (ad kommandovejen).
Det foreslås derfor, at anmeldelsen i disse tilfælde skal indgives direkte til disciplinarchefen, der således har ansvaret for, at den pågældende underrettes om, at indberetning er sket.
Sådanne indberetninger vedrørende overordnede mv. må antages ofte at kunne vedrøre alvorligere forhold. Også af denne grund bør disse indberetninger indgives direkte til disciplinarchefen, der normalt vil være tjenestestedets øverste militære chef, for hvem det i øvrigt er væsentligt at have løbende kendskab til, hvad der foregår blandt personellet bl.a. for at kunne opfylde sin tilsynspligt. Med den foreslåede løsning undgås desuden enhver risiko for mistanke om, at en indberetning vedrørende en overordnet kan blive undertrykt.
Hvis en indberetning foretages til en anden end disciplinarchefen, skal den pågældende videresende indberetningen direkte til disciplinarchefen. Dette fremgår af forslaget til § 9, 2. punktum.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at disciplinarchefen som overordnet kan tage en sag op af egen drift.
Efter § 9 er det enhver militær person, der kan indberette sideordnet, overordnet, foranstående og efterstående personel for et muligt disciplinært forhold, jf. indledningen til bestemmelsen, »den, der finder «. Civile er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. Klager fra civile, f.eks. fra familiemedlemmer til militært personel, vil som det er tilfældet i dag, blive underkastet en saglig behandling, herunder også med henblik på at vurdere, om henvendelsen må antages at kunne give anledning til, at den pågældende militære myndighed indleder disciplinarsag eller straffesag.
§ 9 vedrører alene indberetning for muligt disciplinært forhold. Bestemmelsen regulerer derimod ikke spørgsmålet om den almindelige klageadgang for militært personel. Sådanne klager skal efter de gældende regler indgives ad kommandovejen.
Fremgår det af en indberetning efter § 9, at den vedrører et muligt disciplinært forhold, skal disciplinarchefen behandle henvendelsen som en sådan indberetning. Viser en nærmere undersøgelse, at der ikke er tale om et disciplinært forhold, skal sagen afvises som disciplinarsag og overgå til behandling som almindelig klagesag, hvis der findes grundlag herfor.
Viser en klage over en overordnet, der indgives efter de almindelige regler, sig at vedrøre et forhold, der kan rumme en pligtforsømmelse, der er omfattet af reglerne i disciplinarloven, skal den, der modtager klagen, sende sagen til disciplinarchefen. Dette er i overensstemmelse med den gældende retstilstand, hvorefter en overordnet, der modtager en klage, er tjenstligt forpligtet til at videresende henvendelsen til rette myndighed.
En underordnet har ikke en ubetinget pligt til at foretage indberetning. Undladelse af at indberette et muligt disciplinært forhold vedrørende en overordnet vil imidlertid i helt særegne tilfælde kunne være en pligtforsømmelse efter militær straffelov eller disciplinarloven. F.eks. må det antages, at en kaptajn, der konstaterer, at hans overordnede major har gjort sig skyldig i en klar pligtforsømmelse, er forpligtet til at indberette forholdet.
Menigt personel har ikke pligt til at foretage indberetning om disciplinære forhold.
§ 10 beskriver sagsbehandlingen ved disciplinarmyndigheden, dvs. den militære chef, der senere skal træffe afgørelse i sagen.
Stk. 1 indeholder generelle bestemmelser, der gælder for behandlingen af alle typer af disciplinarsager.
Det følger af 1. punktum, at disciplinarmyndigheden skal sikre sig, at sagen er forsvarligt oplyst, inden den afgøres. Denne bestemmelse er for så vidt ikke nødvendig, idet den følger af den uskrevne forvaltningsretlige grundsætning, at myndighederne har pligt til at sikre, at sagen bliver forsvarligt oplyst (officialmaksimen). Ved bestemmelsen, der gælder på ethvert stadie af sagen, er fastslået, at det er disciplinarmyndigheden, der har ansvaret for sagens oplysning.
Efter 2. punktum må der ikke træffes afgørelse i sagen, før den indberettede har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske oplysninger i sagen, som kan antages at få betydning for afgørelsen. Herved er endvidere tilkendegivet, at disciplinarmyndigheden har pligt til at sikre sig, at den indberettede er bekendt med alle foreliggende oplysninger i sagen.
Dette krav vil i enkle sager naturligt blive opfyldt ved, at den indberettede forklarer om de faktiske forhold, der er indberettet, jf. stk. 3. Giver forklaringen ikke anledning til, at der efter disciplinarmyndighedens opfattelse skal indhentes yderligere oplysninger eller foretages yderligere undersøgelser, er proceduren afsluttet, og sagen kan afgøres. Det samme gælder i tilfælde, hvor den indberettede ikke ønsker at udtale sig, og hvor disciplinarmyndigheden på det foreliggende grundlag finder det ufornødent at lade yderligere undersøgelser foretage.
Kravene til partshøring efter de foreslåede bestemmelser giver den indberettede en bedre retsstilling end den, der følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Der skal for det første partshøres over »de faktiske oplysninger i sagen, som har betydning for afgørelsen«, og ikke blot over faktiske oplysninger, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse (således som det er formuleret i forvaltningsloven). For det andet er det uden betydning, om oplysningerne kan antages at være til gunst eller ugunst for den indberettede. Det forhold, at myndigheden kan gå ud fra, at den indberettede er bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af de foreliggende oplysninger og vil tillægge dem betydning, fritager ikke for partshøring.
Ved formuleringen af § 10, stk. 3, er det forudsat, at partshøringen kan ske mundtligt på stedet og med angivelse af den påtænkte sanktion.
Det følger af god forvaltningsskik, at den indberettede samtidig bliver gjort bekendt med den påtænkte sanktion. Tanken hermed er, at den pågældende bør vide, »hvad han er oppe imod«, for at kunne varetage sine interesser på dette tidspunkt af sagen. At der gælder en sådan (ulovbestemt) regel, er antaget af Folketingets Ombudsmand i en række udtalelser (se f.eks. FOB 1994, s. 169, særligt s. 176). Der kan også henvises til, at en sådan meddelelse skal gives indsatte efter disciplinærstrafbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 385 af 17. maj 2001, § 6, stk. 2, nr. 1).
Formålet med partshøringen er, at den indberettede skal have mulighed for at forholde sig til de oplysninger, som han får forelagt. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, bestemmer, at det sker, for at den pågældende skal være »givet lejlighed til at fremkomme med en udtalelse«. Heri ligger, at den indberettede skal have en rimelig frist til at forholde sig til det materiale, som han får forelagt.
Hvad der er en rimelig frist, må afhænge af forholdene i den enkelte sag. Hvis der er tale om enkle, uomtvistede faktiske oplysninger, og hvor sanktionen følger et ret fast mønster (f.eks. hvor det er utvivlsomt, at der er tale om for silde møde eller udeblivelse af en bestemt varighed), vil en rimelig frist efter omstændighederne kunne gå ned til ganske kort tid. Omvendt vil en rimelig frist i komplicerede sager, hvor der f.eks. er tale om et omtvistet og kompliceret faktum, kunne være af længere varighed.
Fristen kan som nævnt efter omstændighederne være ganske kort. I nogle tilfælde kan der være behov for, at partshøring helt må undlades, fordi der er et særligt behov for, at der på stedet træffes en afgørelse om at pålægge et disciplinarmiddel. I et sådant tilfælde er der mulighed for efter en konkret afvejning efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, at pålægge en disciplinær sanktion uden forudgående partshøring.
Den praktiske behandling af sagen indledes som beskrevet i stk. 2 med, at disciplinarmyndigheden indkalder den indberettede, når indberetningen er modtaget. Herved er tilkendegivet, at disciplinarsager forventes behandlet i hovedsagen mundtligt og ikke på skriftligt grundlag som forudsat i forvaltningsloven. Mundtlig sagsbehandling er praktisk gennemførlig i disse sager, fordi den indberettede og disciplinarmyndigheden typisk vil befinde sig på samme tjenestested under sagens behandling.
En mundtlig behandling af sagen giver i forhold til en skriftlig sagsbehandling desuden mulighed for, at sagen kan behandles hurtigt, hvilket navnlig af hensyn til disciplinen er af overordentlig væsentlig betydning. Den mundtlige behandling kan tilrettelægges sådan, at den er mindst lige så betryggende som den skriftlige. Der er bl.a. mulighed for på stedet at korrigere eventuelle misforståelser med hensyn til sagens faktiske oplysninger. Den mundtlige sagsbehandling vil i de fleste tilfælde give den indberettede bedre mulighed for at forklare og forsvare sig, end hvis han var henvist til at afgive skriftlige indlæg.
I forbindelse med indkaldelsen af den indberettede, jf. § 10, stk. 2, skal disciplinarmyndigheden underrette den pågældende om, at han er indberettet. Dette krav følger ikke af forvaltningsloven. Det er den, der modtager indberetningen, der skal underrette den indberettede om sagen. Herved skabes sikkerhed for, hvem der har handlepligten. Dette udelukker naturligvis ikke, at den, der har foretaget eller vil foretage indberetning, i forvejen har informeret den pågældende om, at han er eller vil blive indberettet.
Underretningen af den indberettede skal endvidere indeholde oplysning om, hvilket disciplinært forhold, han er indberettet for, idet den indberettede har et rimeligt krav på at vide, hvad sagen i hovedtræk drejer sig om. Der stilles ikke krav om, at der skal gives en udførlig redegørelse for indholdet af indberetningen, men det skal oplyses, at der er tale om en indberetning om f.eks. udeblivelse, for silde møde, vagtforseelse, ulydighed etc., samt tidspunktet for det indberettede forhold.
Proceduren for underretning er i øvrigt ikke beskrevet i lovteksten. Forsvarsministeren vil i nødvendigt omfang kunne fastsætte nærmere bestemmelser herom, jf. forslaget til § 21.
Det følger endvidere af stk. 2, at den indberettede har ret til at møde med en bisidder til at bistå sig. Denne oplysning skal ligeledes gives – mundtligt eller skriftligt – samtidig med indkaldelsen. Dette svarer til, hvad der gælder efter tjenestemandslovens § 21, stk. 1, ved indkaldelse til tjenstligt forhør.
Begrebet bisidder er ikke nærmere beskrevet i forvaltningsretten, herunder i forvaltningsloven. Forvaltningsloven bestemmer i § 8, stk. 1, 1. punktum, at en part i en sag på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2. punktum. Myndigheden kan i visse tilfælde afvise, at bestemte personer medvirker i sagen, jf. § 8, stk. 2.
En væsentlig del af processen efter forslaget til disciplinarlovens § 10 vil som nævnt foregå mundtligt ved samtidig tilstedeværelse af den indberettede og den, der skal afgøre sagen. Undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2. punktum, om personligt fremmøde må derfor antages at finde anvendelse i et stort antal tilfælde. Genstanden for mødet mellem den indberettede og den, der har disciplinarmyndighed, vil typisk være, at den indberettede skal forholde sig til, om han kan erkende det forhold, han er indberettet for. Dette forudsætter naturligvis den indberettedes personlige stillingtagen. Bisidderens rolle vil derfor først og fremmest være af rådgivende og støttende karakter.
Som udgangspunkt kan den indberettede selv vælge, hvem der skal være bisidder (f.eks. en talsmand eller en fagforeningsrepræsentant). Men myndigheden kan i særlige tilfælde afvise en bisidder, jf. som nævnt forvaltningslovens § 8, stk. 2.
Stk. 3 vedrører »afhøringsfasen«, dvs. den mundtlige forhandling om sagen på første møde mellem den indberettede og disciplinarmyndigheden. Det følger af sammenhængen med stk. 1, at disciplinarmyndigheden skal sikre sig, at den indberettede er bekendt med alle oplysninger, der foreligger på dette tidspunkt, dvs. typisk indholdet af indberetningen.
Sagen indledes med, at disciplinarmyndigheden forelægger indberetningen for den indberettede. Dette vil normalt ske ved, at den indberettede får lejlighed til at gennemlæse indberetningen, der forudsættes at foreligge i skriftlig form.
Under hensyn til, at sagen kan resultere i pålæg af et disciplinarmiddel, har den indberettede ikke pligt til at udtale sig. Om en forklaring i strid med sandheden konkret kan medføre strafansvar, må afgøres efter straffelovens almindelige bestemmelser, navnlig § 164 om falsk anmeldelse.
Retten til at nægte at udtale sig er endvidere begrundet i, at sagen på et senere tidspunkt kan overgå til at blive en straffesag, fordi sagen viser sig at være mere alvorlig end først antaget. I straffesager har den sigtede ikke pligt til at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1.
Ønsker den indberettede ikke at udtale sig, vil der normalt ikke være anledning til at indhente yderligere oplysninger, og afgørelsen kan træffes.
Finder disciplinarmyndigheden efter at have forelagt den indberettede de foreliggende oplysninger og hørt hans forklaring, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, er processen afsluttet og disciplinarmidlet kan pålægges, medmindre den indberettede har yderligere bemærkninger. Som beskrevet i forslagets § 12, stk. 1 og stk. 4, skal afgørelsen formuleres skriftligt og forkyndes for den pågældende. Dette må antages normalt at kunne ske umiddelbart efter, at processen er afsluttet.
Hvis den indberettede forklarer om sagen, og forklaringen giver anledning til, at der må indhentes yderligere oplysninger, er der ikke grundlag for at afgøre sagen i forbindelse med denne første afhøring, men sagen må udsættes.
Ønsker den indberettede yderligere oplysninger indhentet, skal sagen ligeledes udsættes, medmindre det er ubetænkeligt at afgøre sagen på det foreliggende grundlag, f.eks. fordi der er tale om oplysninger, der ikke findes at være relevante.
Det følger af stk. 3, 2. punktum, modsætningsvis, at kan sagen ikke afgøres på det grundlag, der foreligger på det første møde, må sagen udsættes på grund af behov for yderligere oplysninger. Sådanne oplysninger kan være forklaringer eller oplysninger fra andet militært personel, erklæringer om tekniske spørgsmål etc.
I modsætning til den indberettede kan andet militært personel efter omstændighederne have pligt til at afgive forklaring og til at tale sandt i forbindelse med, at de afgiver forklaring i en disciplinarsag, jf. straffelovens § 162.
Det følger af det militære over- og underordnelsesforhold, at en befalingsmand har pligt til at medvirke til sagens oplysning. Dette indebærer bl.a., at den, der har indberettet sagen, kan pålægges at afgive forklaring om sit kendskab til sagen eller f.eks. udlevere materiale vedrørende sagen. Det samme gælder andet militært personel, der må antages at kunne bidrage til sagens oplysning. Hvis de trods ordre hertil ikke giver forklaring mv., kan de straffes for ulydighed, jf. den gældende bestemmelse i militær straffelov § 16 og forslaget til militær straffelov § 11.
Hvis det må antages, at den pågældende ved at afgive forklaring vil udsætte sig for strafansvar, bør han gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at afgive forklaring. Dette svarer til princippet i retsplejeloven vedrørende politiets afhøring af en ikke sigtet, jf. retsplejelovens § 753, jf. § 173, der henviser til bl.a. § 171, herunder bestemmelsen i § 171, stk. 2, nr. 1, hvorefter en person ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne, hvis forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd.
Andre forvaltningsmyndigheder er forpligtet til på begæring af disciplinarmyndigheden at videregive oplysninger til disciplinarmyndigheden, hvis oplysningerne er af betydning for den afgørelse, der skal træffes. Det gælder dog kun oplysninger, som den anden forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive, jf. forvaltningslovens § 31.
Disciplinarmyndigheden kan ikke kræve, at civile giver oplysninger til brug for sagen. Hvis en civil person alligevel mundtligt giver oplysninger, der viser sig at være bevidst urigtige, kan han ikke straffes herfor efter straffelovens § 162, der forudsætter, at oplysningen gives om forhold, som den pågældende er pligtig at afgive forklaring om. Hvis sådanne urigtige oplysninger gives skriftligt, vil forholdet efter omstændighederne kunne henføres under bestemmelsen i straffelovens § 163.
Det følger af stk. 1, at den indberettede skal have lejlighed til at udtale sig om de faktiske oplysninger i sagen, som har betydning for sagens afgørelse, inden afgørelsen træffes (partshøring). Dette krav gælder både i de sager, hvor afgørelsen træffes på det første møde, jf. stk. 3, og i de sager, hvor afgørelsen udsættes med henblik på at indhente yderligere oplysninger.
Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af udtalelsen. Efter forvaltningslovens § 21, stk. 2, nr. 2, kan retten til at afgive udtalelse afskæres, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. Hvis det i det enkelte tilfælde kan lægges til grund, at en anmodning om at få lejlighed til at afgive en udtalelse alene er begrundet i et ønske om at forhale sagen, vil denne bestemmelse kunne finde anvendelse til at forhindre noget sådant. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.5.
Hvis en part under sagens behandling fremsætter en begæring om aktindsigt, og begæringen efter forvaltningsloven skal imødekommes, skal sagens afgørelse udsættes, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne, jf. forvaltningslovens § 11, stk. 1. Fremsætter den indberettede en sådan begæring, og skal den imødekommes, skal afgørelsen i sagen således udsættes. Bestemmelsen gælder imidlertid ikke i tilfælde, hvor den indberettedes interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, jf. forvaltningslovens § 11, stk. 2. Denne bestemmelse vil efter en konkret vurdering kunne anvendes i tilfælde, hvor der er et særligt behov for en øjeblikkelig afgørelse, og i tilfælde, hvor den indberettedes begæring om aktindsigt må antages alene at skyldes ønsket om at forhale sagen.
Begæringer om aktindsigt under behandlingen af en disciplinarsag må forventes kun at fremkomme rent undtagelsesvist.
For det første vil de fleste disciplinarsager kunne afgøres alene på grundlag af indberetningen, som den indberettede forudsættes at få lejlighed til at gennemse, og den forklaring, som den indberettede selv afgiver. Under denne partshøring har den indberettede fået indsigt i sagens dokumenter.
For det andet forudsættes det, at den indberettede under sagsforløbet som klart udgangspunkt løbende får mulighed for at gennemlæse de dokumenter, der i øvrigt er indhentet.
Efter forvaltningslovens § 15 kan retten til aktindsigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte »kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning «. Denne bestemmelse administreres i praksis meget restriktivt.
Bestemmelsen kan undtagelsesvist tænkes at være relevant i militære disciplinarsager, hvis der konkret foreligger afgørende hensyn, der med stor vægt kan begrunde, at den indberettede ikke skal have oplysning om identiteten på den, der har foretaget indberetningen (anonymisering).
Det forudsættes, at anonymisering af anmelderens navn i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelse klart vil have undtagelsens karakter. Det må ved vurderingen tillægges væsentlig betydning, at den, der er indberettet i en disciplinarsag og dermed risikerer en disciplinær sanktion, også må have kendskab til samtlige sagens oplysninger for at kunne varetage sine interesser.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at løse det problem, der kan opstå, når en sag, der er rejst som en disciplinarsag, under den videre undersøgelse viser sig at rumme oplysninger, der gør det nærliggende at overveje, om sagen i stedet bør behandles som en straffesag efter militær straffelov.
Det foreslås, at dette spørgsmål i første omgang afgøres af disciplinarchefen. Er disciplinarchefen i tvivl, skal han forelægge sagen for auditøren til afgørelse.
§ 11, 1. punktum, vedrører den situation, hvor anmeldelsen behandles af en underordnet chef med disciplinære beføjelser, f.eks. en underafdelingschef. Hvis han er af den opfattelse, at sagen muligvis bør behandles som en straffesag, skal han forelægge spørgsmålet for disciplinarchefen, som herefter afgør, om sagen skal fortsætte som disciplinarsag eller forelægges auditøren til afgørelse af spørgsmålet. Der er således tale om en fravigelse af den almindelige regel om indberetning ad kommandovejen, jf. herved også princippet i militær retsplejelov § 42.
Behandles sagen umiddelbart af disciplinarchefen, f.eks. regimentschefen, er det ham, der tager stilling til, om sagen skal fortsætte som disciplinarsag eller forelægges auditøren.
Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for, at enhver tvivl om den rette behandlingsform medfører, at sagen skal forelægges for auditøren. Som nævnt i bemærkningerne til § 1 forudsættes det, at disciplinarchefen inden for rimelige rammer kan skønne over, om en pligtforsømmelse, som efter en samlet bedømmelse indebærer en strafbar forseelse af mindre alvorlig karakter, også i det konkrete tilfælde bør sanktioneres med straf.
Det har været overvejet, om den indberettede selv skal kunne forlange, at sagen behandles som en straffesag.
Efter tjenestemandslovens § 22, stk. 3, kan en tjenestemand, der er mistænkt for et strafbart forhold, forlange sagen behandlet som straffesag. Dette er dog ikke til hinder for, at der efter straffesagens afslutning iværksættes tjenstligt forhør af tjenestemanden.
Tilsvarende gælder efter retsplejelovens § 1019 i, stk. 1, nr. 2, at behandlingen af en adfærdsklage mod politipersonale sluttes, hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag. Efter stk. 2, 2. punktum, genoptages behandlingen af adfærdsklagesagen, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.
De nævnte bestemmelser forudsætter, at den, sagen angår, er mistænkt for et strafbart forhold. Dette er ikke tilfældet i militære disciplinarsager, hvor det netop forudsættes, at forholdet typisk vedrører en pligtforsømmelse, der ikke er strafbar. Der er derfor ikke grundlag for at foreslå en tilsvarende bestemmelse optaget i disciplinarloven.
Finder auditøren, at sagen bør fortsætte som straffesag, overtager auditøren den videre behandling af sagen. Viser auditørens undersøgelse, at der ikke er grundlag for at rejse straffesag, skal han sende sagen tilbage til disciplinarchefen til videre behandling.
Bortset fra bestemmelsen i § 11, 2. punktum, in fine, har den militære anklagemyndighed ingen kompetence efter disciplinarloven. Dette forhindrer imidlertid ikke, at auditørkorpset som forsvarets fagmyndighed på det strafferetlige område kan yde generel vejledning i disciplinarsager.
§ 12 indeholder bestemmelser om afgørelsens form, kravene til begrundelse for afgørelsen, klagevejledning samt en bestemmelse om, at afgørelsen skal forkyndes for den indberettede. Bestemmelsen giver den indberettede en mere gunstig retsstilling end den, der følger af forvaltningsloven.
For det første stilles der krav om, at alle afgørelser skal udfærdiges skriftligt. Disciplinarmidler kan således ikke pålægges mundtligt.
For det andet stilles der krav om, at der i alle tilfælde skal gives en begrundelse – også selvom det må antages, at »afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold«, jf. forvaltningslovens § 22, f.eks. fordi betingelserne for disciplinaransvar ikke er fundet opfyldt, eller fordi sagen af andre grunde opgives.
For det tredje stilles der krav om, at der i alle afgørelser skal redegøres for sagens faktiske omstændigheder (»oplysninger«), som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Afgørelser om et disciplinarmiddel har en særegen karakter i forhold til de mange forskelligartede afgørelsestyper, som forvaltningslovens § 24 om begrundelse dækker.
Et skønsmæssigt element i en disciplinarafgørelse kan typisk tænkes at indgå ved sanktionsfastsættelsen. Derfor er det i § 12 anført, at også de hovedhensyn, som har været bestemmende for sanktionsfastsættelsen, skal angives i begrundelsen.
Afgørelsen skal altid indeholde en klagevejledning, og ikke blot i tilfælde, hvor den pågældende ikke har fået medhold. Dette har bl.a. sammenhæng med, at det vil være vanskeligt at afgøre, om en disciplinarafgørelse overhovedet i noget tilfælde kan antages at være udtryk for, at den indberettede har fået medhold. Om indholdet af klagevejledningen henvises til forvaltningslovens § 25, stk. 1.
Klagevejledningen vil som hovedregel kunne gives i en standardiseret form.
Forvaltningsloven indeholder ikke nærmere bestemmelser om den måde, hvorpå en afgørelse skal meddeles.
Den indberettede vil typisk opholde sig på tjenestestedet, når sagen behandles og afgøres. Det er derfor naturligt, at afgørelsen forkyndes for den pågældende. Brevforkyndelse vil kunne anvendes i de tilfælde, hvor den indberettede ikke er til stede på tjenestestedet, f.eks. fordi den pågældende nu er hjemsendt. Forkyndelsestidspunktet er afgørende for, fra hvilket tidspunkt klagefristerne i §§ 14 og 15 skal regnes.
Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 41, om at den, der er pålagt et disciplinarmiddel, har et retskrav på en kort udsættelse af fuldbyrdelsen af disciplinarafgørelsen. Adgangen til udsættelse er dog begrænset til »arbejde og efterøvelse i en del af fritiden« og »tjeneste uden for orden«. De øvrige disciplinarmidler kan således fuldbyrdes umiddelbart.
Det er fundet rimeligt at foreslå den gældende periode på 2 gange 24 timer udvidet til 3 gange 24 timer.
Adgangen til udsættelse er efter forslaget i modsætning til efter den gældende bestemmelse ikke undtagelsesfri. Efter 2. led kan disciplinarchefen konkret afgøre, at der ikke kan ske en udsættelse på 3 x 24 timer, såfremt formålet med disciplinarmidlet derved forspildes. Dette kan f.eks. gøre sig gældende i det tilfælde, hvor den pågældende umiddelbart står for hjemsendelse. Et andet eksempel kan være, at den pågældende netop af disciplinære årsager ikke umiddelbart bør gives mulighed for f.eks. at forlade tjenestestedet med risiko for nye, disciplinære forseelser.
Efter militær retsplejelov § 42 kan den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel, forlange sagen forelagt rettergangschefen til afgørelse. Der gælder ikke nogen klagefrist.
Efter den foreslåede bestemmelse vil afgørelser, hvorved der pålægges disciplinarmidler af underordnede disciplinarchefer, fortsat kunne indbringes for disciplinarchefen. Klage til disciplinarchefen kan ske såvel mundtligt som skriftligt. Det er kun den, der er pålagt disciplinarmidlet, der kan indbringe sagen for disciplinarchefen. Den, der har indgivet anmeldelse, personel- eller interesseorganisationer og andre, der måtte være berørt af sagen, herunder en mulig forurettet, har således ikke selvstændig klageadgang.
I lovteksten er det endvidere fremhævet, at afgørelsen ikke kan ændres til skade for den, som er blevet pålagt et disciplinarmiddel.
I modsætning til den nugældende retstilstand foreslås en frist på 14 dage regnet fra den dag forkyndelse af afgørelsen er sket, inden for hvilken afgørelsen kan indbringes for disciplinarchefen. Klageren kan anmode om en frist til at fremkomme med yderligere bemærkninger eller begrundelse for en allerede indgivet klage.
Efter stk. 2 foreslås det, at disciplinarchefen i det konkrete tilfælde kan beslutte at behandle en klage, selv om klagefristen er overskredet, når overskridelsen må anses for undskyldelig. Dette svarer til retsplejelovens regler om anke af straffedomme efter ankefristens udløb, jf. § 949, stk. 2, hvorefter ankeinstansen kan tillade anken behandlet til trods for, at ankefristen er overskredet, når »fristens oversiddelse i øvrigt skyldes grunde, der ikke kan tilregnes ham«.
Disciplinarchefen kan i klagesager træffe afgørelse om at stadfæste, formilde eller ophæve afgørelsen. Disciplinarchefen kan derimod ikke skærpe det disciplinarmiddel, som er pålagt ved den påklagede afgørelse. Disciplinarchefen kan heller ikke af egen drift ændre en underordnet myndigheds afgørelse til skade for den pågældende, jf. herved også punkt 3.6., 3.8. og 3.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Der er ikke fundet anledning til at foreslå bestemmelser, der giver disciplinarchefen disse muligheder, bl.a. fordi risikoen for, at disciplinarafgørelsen kan blive skærpet, må antages at kunne medvirke til, at den, der er pålagt et disciplinarmiddel, herved måske vil være tilbageholdende med at indbringe sagen for disciplinarchefen.
Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 44 har klage til rettergangschefen i disciplinarsager »ikke opsættende virkning på udståelsen«, medmindre rettergangschefen træffer anden bestemmelse.
Denne regel, der har væsentlig betydning for disciplinen, foreslås opretholdt, jf. forslaget til stk. 3.
Det er forkyndelsestidspunktet, som er afgørende for, fra hvilket tidspunkt klagefristen skal regnes.
Om § 15, stk. 2 og 3, henvises til bemærkningerne til § 14, stk. 2 og 3.
I øvrigt henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.6.1., 3.8. og 3.9.
Efter den foreslåede bestemmelse kan den, som har udstået et disciplinarmiddel, som efterfølgende bliver ophævet eller formildet, få tilkendt en kompensation.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.7.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter reglerne for sammensætningen af disciplinarnævnet.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.6.1.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at disciplinarnævnets afgørelser – i modsætning til, hvad der antages at gælde efter militær retsplejelov – kan prøves af domstolene i overensstemmelse med bestemmelsen i grundlovens § 63.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.6.2.
Den foreslåede bestemmelse er en forældelsesregel. Det foreslås, at adgangen til at indlede disciplinarsag bortfalder 2 år efter forseelsen. Elektronisk underretning må antages at være tilstrækkeligt til at opfylde kravet om skriftlighed i stk.3.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.8.
Forslaget til § 20 er en konsekvens af, at § 14 i lov om forsvarets personel foreslås ophævet.
Der henvises herom nærmere til forslaget om militær straffelov.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der skabes hjemmel til at indlede disciplinærforfølgning efter tjenestemandsloven af militære tjenestemænd, efter at en straffesag mod den pågældende er afsluttet. Hvis sagen derimod skal behandles efter den militære disciplinarlov, dvs. at der ikke er tale om en (militær) straffesag, vil der ikke samtidig eller efterfølgende kunne indledes en disciplinærforfølgning efter tjenestemandslovens regler. For militært personel, der ikke er tjenestemænd, forudsættes det på tilsvarende måde, at der efter en afsluttet sag efter disciplinarloven ikke efterfølgende iværksættes en disciplinarsag efter andre regler.
Efter den foreslåede bestemmelse kan forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om behandlingen af disciplinarsager, jf. for eksempel bemærkningerne til forslaget til § 10, stk. 2.
Forslaget til ændrede regler for behandlingen af disciplinarsager betyder, at sager, der hidtil er blevet behandlet efter straffeprocessuelle regler, fremover vil skulle behandles efter forvaltningsretlige procedurer. På denne baggrund foreslås enkle overgangsbestemmelser, som ikke vil volde problemer i praksis, og som alene i en kort overgangsperiode vil medføre, at der behandles sager efter såvel de nye regler som de hidtil gældende.
Disciplinarmidler, som er pålagt inden lovens ikrafttræden, men som ikke er udstået eller kun delvist udstået inden lovens ikrafttræden, kan fuldbyrdes efter lovens ikrafttræden.
Dette gælder dog ikke de af de gældende disciplinarmidler, som foreslås ophævet. Det drejer sig om tilbageholdelse på tjenestestedet og overflytning til anden tjeneste.
Tilbageholdelse på tjenestestedet: I det omfang, disciplinarmidlet ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, bortfalder disciplinarmidlet eller den resterende periode af sanktionen, jf. stk. 3. Disciplinarmyndigheden efter denne lov skal herefter tage stilling til, hvilket af de disciplinarmidler, der kan anvendes efter lovens ikrafttræden, der i givet fald skal pålægges.
Overflytning til anden tjeneste: På samme måde gælder, at hvis dette disciplinarmiddel er pålagt, men ikke effektueret inden lovens ikrafttræden, bortfalder sanktionen.
For så vidt angår ophævelse af de hidtil gældende regler i retsplejelovens kapitel 15 henvises til forslaget om militær retsplejelov.
I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i kraft dér med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Loven vil af hensyn til forsvarets aktiviteter skulle sættes i kraft på Færøerne og Grønland for så vidt angår rigsmyndighederne. Loven har endvidere tæt sammenhæng med forvaltningsloven, som allerede for rigsmyndighedernes vedkommende er sat i kraft på Færøerne og Grønland. Eftersom loven tillige har en tæt sammenhæng med forslaget til ny militær straffelov, som ligeledes forventes sat i kraft på Færøerne og Grønland ved kongelig anordning findes det hensigtsmæssigt, at såvel forslagene til militær straffelov, retsplejelov og disciplinarlov efter fornøden drøftelse med de grønlandske og færøske myndigheder alle sættes i kraft samtidig ved kongelig anordning. Et udkast til anordning vil blive forelagt for de færøske og grønlandske myndigheder forinden ikrafttræden.
. 1-3
Langt de fleste – ukomplicerede – disciplinarsager må forventes at blive behandlet og afsluttet på det møde, som den indberettede indkaldes til af disciplinarmyndigheden på baggrund af indberetningen, jf. § 10, stk. 3. Disse sager belyses af følgende eksempel og vil have følgende forløb:
En militær person er kommet for sent til tjeneste og er blevet indberettet. Disciplinarmyndigheden modtager indberetningen, indkalder den indberettede med oplysning om, at han er blevet indberettet for – i dette tilfælde – udeblivelse fra tjeneste/for silde møde, og at han er berettiget til at møde med en bisidder, jf. stk. 2.
Under mødet bliver indberetningen forelagt den indberettede, som typisk får lejlighed til at gennemlæse den og samtidig får at vide, at det er frivilligt for ham at udtale sig, jf. stk. 3.
Det er i stk. 1 præciseret, at det er disciplinarmyndigheden, der har ansvaret for, at sagen bliver tilstrækkeligt oplyst. Oplysninger kan bl.a. indhentes fra den indberettede.
Den indberettede får lejlighed til at udtale sig om de faktiske oplysninger, der har betydning for afgørelsen. Dette vil i almindelige udeblivelsessager i praksis betyde, at den indberettede får lejlighed til at forklare sig om udeblivelsen og baggrunden for den.
Herved er forvaltningslovens krav til partshøring opfyldt. Sagen kan herefter afgøres.
Hvis den indberettede har behov for at komme med en egentlig udtalelse, herunder f.eks. om grunden til, at han kom for sent, eller for at kunne dokumentere årsagen hertil, har han krav på det. Hvis den indberettede oplyser, at han har behov for yderligere tid til at få bekræftet sin forklaring om årsagen til det forsinkede fremmøde (togstandsning, oversvømmelse, lynnedslag etc.), skal han have rimelig tid hertil. Disciplinarmyndigheden har mulighed for at fastsætte en frist, der efter omstændighederne kan være ganske kort.
Når de yderligere oplysninger er fremkommet, og de ikke giver disciplinarmyndigheden grundlag for supplerende undersøgelser, er processen afsluttet, og sagen kan afgøres. Herved er også forvaltningslovens krav til partshøring opfyldt.
Finder disciplinarmyndigheden efter at have hørt den indberettedes udlægning af sagen, at der er grund til at søge sagen yderligere oplyst, f.eks. ved at få indhentet oplysninger eller forklaringer fra andre, skal myndigheden lade disse undersøgelser foretage. Når oplysningerne foreligger, skal disciplinarmyndigheden indkalde den indberettede til et nyt møde, forelægge ham de nu fremkomne oplysninger, og give ham lejlighed til at udtale sig.
Alle tre skitserede forløb er omfattet af den foreslåede bestemmelse til § 10.
Efter § 20 i militær retsplejelov skal militære straffesager undersøges hurtigst muligt. Bestemmelsen gælder også for sager, der resulterer i et disciplinarmiddel. Det er ikke fundet nødvendigt at medtage en tilsvarende bestemmelse i lovudkastet, men det forudsættes, at disciplinarsager undersøges og behandles hurtigst muligt.
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Disciplinaransvar efter denne lov har til formål at sikre disciplinen inden for forsvaret.
Stk. 2. Disciplinaransvar kan pålægges, hvor der som følge af en overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i §§ 4 og 5, af disciplinære grunde er behov for en sanktion, men hvor der ikke er hjemmel til eller behov for straf.
Loven finder anvendelse på tjenstgørende militært personel samt hjemsendt militært personel med hensyn til militære pligter, som påhviler dem efter hjemsendelsen.
Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse på udenlandsk militært personel, der er interneret her i landet, og andre personer, der efter mellemfolkelige overenskomster, som Danmark har tiltrådt, har krav på behandling som militærpersoner.
Under væbnet konflikt omfatter loven endvidere
enhver, der gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette, og
krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for krigsfanger, for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster.
Disciplinarmidler efter § 6 kan pålægges den, som
undlader at efterkomme en tjenstlig ordre fra en overordnet eller vagt, eller som efterkommer ordren på klart utilfredsstillende måde,
i handling eller ord krænker en foranstående eller vagt,
udsætter en sideordnet for krænkende behandling, herunder for nedværdigende ritualer,
forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synligt påvirket af alkohol, euforiserende stoffer, opstemmende eller bedøvende midler el. lign., og som gennem sin påklædning el. lign. klart viser at høre til forsvaret,
i forbindelse med tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synligt påvirket af de i nr. 4 nævnte årsager,
tilsidesætter sine pligter som vagt,
uberettiget fjerner sig fra tjenestestedet eller udebliver fra tjenesten,
bevirker, at ting, der hører til det militære forsvar, bortkommer, ødelægges eller beskadiges, eller
i øvrigt gør sig skyldig i pligtforsømmelse.
Disciplinarmidler kan endvidere pålægges den overordnede, som
ved forskelsbehandling, chikane eller på anden, lignende måde forfølger en eller flere underordnede,
undlader at gribe ind over for en underordnets krænkende behandling af dennes underordnede eller sideordnede eller
ved handling eller i ord krænker en underordnet,
Stk. 2. Det samme gælder den foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gave, pengelån eller anden fordel.
Som disciplinarmidler kan anvendes:
Tilrettevisning.
Fremstilling.
Arbejde og efterøvelse i en del af fritiden.
Tjeneste uden for orden.
Disciplinarbøde.
Stk. 2. Disciplinarbøde kan højst udgøre 1/10 af den pågældendes månedsløn for hver enkelt forseelse.
Stk. 3. Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om disciplinarmidlers anvendelse, herunder disciplinarbøders størrelse.
Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om, hvem der skal have myndighed til at pålægge disciplinarmidler, og omfanget af denne myndighed.
Den overordnede, der finder, at der er anledning til at gøre et disciplinaransvar gældende over for en eller flere af sine underordnede, indberetter snarest sagen skriftligt til sin nærmeste overordnede, hvis vedkommende ikke selv har disciplinarmyndighed.
Stk. 2. Er indberetning indgivet til en overordnet, der ikke har kompetence til at træffe afgørelse, videresender denne snarest indberetningen til disciplinarmyndigheden.
Den, der i øvrigt finder, at der er anledning til at gøre et disciplinaransvar gældende, indberetter dette skriftligt til disciplinarchefen. § 8, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Disciplinarmyndigheden har ansvaret for sagens oplysning. Inden afgørelse træffes, skal den indberettede have lejlighed til at udtale sig om de faktiske oplysninger i sagen, som har betydning for afgørelsen. Disciplinarmyndigheden kan fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen.
Stk. 2. Disciplinarmyndigheden indkalder snarest den indberettede til en afhøring med oplysning om, at vedkommende er indberettet for et bestemt disciplinært forhold og har ret til at møde med en bisidder.
Stk. 3. Disciplinarmyndigheden forelægger indberetningen for den indberettede med oplysning om den påtænkte sanktion, og om at vedkommende har ret, men ikke pligt til at udtale sig. Kan sagen afgøres på det foreliggende grundlag, træffer disciplinarmyndigheden straks afgørelse.
Finder disciplinarmyndigheden det tvivlsomt, om sagen i stedet bør behandles som en straffesag, forelægges sagen for disciplinarchefen. Finder disciplinarchefen spørgsmålet tvivlsomt, forelægger vedkommende sagen for auditøren til afgørelse.
Disciplinarafgørelsen udfærdiges skriftligt med en begrundelse.
Stk. 2. Begrundelsen for afgørelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, efter hvilke afgørelsen er truffet, og en redegørelse for de faktiske oplysninger i sagen, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Begrundelsen skal endvidere angive de hovedhensyn, som har været bestemmende for skønsudøvelsen og sanktionsfastsættelsen.
Stk. 3. Afgørelsen skal indeholde en klagevejledning.
Stk. 4. Afgørelsen skal forkyndes for den pågældende.
Den, der er pålagt disciplinarmidler som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 3 og 4, har krav på at få fuldbyrdelsen af afgørelsen udsat i indtil 3 gange 24 timer fra forkyndelsen af disciplinarmidlet, medmindre disciplinarchefen finder, at formålet med disciplinarmidlet herved vil blive forspildt.
Den, der er pålagt et disciplinarmiddel af en anden end disciplinarchefen, kan inden 14 dage fra forkyndelsen af afgørelsen indbringe denne for disciplinarchefen. Afgørelsen kan ikke ændres til skade for den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet.
Stk. 2. Disciplinarchefen kan beslutte at behandle klagen trods fristoverskridelse, hvis overskridelsen må anses for undskyldelig.
Stk. 3. Klage til disciplinarchefen har ikke opsættende virkning, medmindre disciplinarchefen bestemmer det.
Disciplinarchefens afgørelse kan inden 4 uger fra forkyndelsen af afgørelsen forlanges indbragt for disciplinarnævnet. Afgørelsen kan ikke ændres til skade for den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet.
Stk. 2. Disciplinarnævnet kan beslutte at behandle klagen trods fristoverskridelse, hvis overskridelsen må anses for undskyldelig.
Stk. 3. Klage til disciplinarnævnet har ikke opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer det.
Ophæves eller formildes et pålagt disciplinarmiddel, der er udstået, skal der samtidig tages stilling til, om ændringen skal medføre økonomisk godtgørelse eller anden kompensation, herunder i form af frihed.
Stk. 2. Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om kompensation efter stk. 1.
Disciplinarnævnet består af en byretsdommer som formand, en repræsentant for forsvaret efter indstilling fra forsvarschefen og en repræsentant for den personelgruppe, som den, der er pålagt et disciplinarmiddel, tilhører. De sidstnævnte repræsentanter udpeges efter indstilling fra de forhandlingsberettigede personelorganisationer, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af forsvarsministeren for 4 år, jf. dog stk. 3. Der beskikkes en suppleant for hvert af nævnets medlemmer. Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 3. Det medlem, der deltager i sager vedrørende værnepligtigt personel, der er pålagt et disciplinarmiddel, udpeges for en forud fastsat periode efter indstilling fra de værnepligtiges talsmandsorgan.
Stk. 4. Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om disciplinarnævnets virksomhed m.v.
Disciplinarchefens afgørelse kan først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller sagen er afvist af disciplinarnævnet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Disciplinarchefens afgørelse kan indbringes for domstolene, hvis nævnet ikke har truffet afgørelse inden for 2 måneder efter, at sagen er indbragt for nævnet.
Stk. 3. Sager til prøvelse af disciplinarnævnets afgørelser anlægges mod nævnet. Andre sager anlægges mod Forsvarskommandoen.
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1 og 2 indbringes for byretten på det sted, hvor sagsøger gør tjeneste. Er den pågældende hjemsendt, indbringes sagen for byretten på det sted, hvor sagsøger har hjemting.
Adgangen til at indlede disciplinarsag bortfalder 2 år efter forseelsen.
Stk. 2. Fristen efter stk. 1 afbrydes ved, at den pågældende underrettes om, at der er afgivet indberetning, eller at der er indledt straffesag.
Stk. 3. Hvis en straffesag, der er afsluttet uden dom, sendes til disciplinarchefen, skal den pågældende samtidig skriftligt underrettes herom. Hvis sagen sendes til disciplinarchefen efter dom, skal den pågældende underrettes skriftligt senest ved ankefristens udløb.
For militære tjenestemænd finder bestemmelserne i lov om tjenestemænd § 20, stk. 2 og 3, samt §§ 21-24 ikke anvendelse, når sagen hører til de sager, der kan behandles efter militær disciplinarlov.
Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af disciplinarsager.
Denne lov træder i kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2. Sager, der er under behandling på tidspunktet for lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler i militær retsplejelov kapitel 15.
Stk. 3. I sager, der afgøres med et disciplinarmiddel efter lovens ikrafttræden, kan alene anvendes de disciplinarmidler, der er nævnt i § 6.
Stk. 4. Tilbageholdelse på tjenestestedet, der er pålagt som disciplinarmiddel inden lovens ikrafttræden, men som på dette tidspunkt ikke er udstået, bortfalder, hvorefter disciplinarmyndigheden træffer ny afgørelse efter reglerne i denne lov.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
/Søren Gade
