Loven finder anvendelse for selvejende institutioner, hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder til driften, og for foreninger, hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder til driften, og hvor driftstilskuddet forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af foreningens ordinære driftsudgifter. Driftstilskud efter 1. pkt. er offentlige tilskud, der ydes eller forventes ydet til tilskudsmodtagerens ordinære driftsudgifter i en sammenhængende periode på 3 år eller mere.
Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse for tilskudsmodtagere, for hvilke kulturministeren i forbindelse med afgørelser om tilskud efter anden lovgivning skal godkende vedtægterne.
Stk. 3. Efter aftale mellem kulturministeren og en eller flere kommuner kan loven finde hel eller delvis anvendelse for tilskudsmodtagere, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, og hvor en eller flere kommuner er offentlig hovedtilskudsyder.
Stk. 4. Er tilskudsmodtageren ikke omfattet af stk. 1 eller 2, og er der ikke indgået aftale i henhold til stk. 3, er tilskudsmodtageren omfattet af §§ 7-13, i det omfang tilskudsmodtageren modtager driftstilskud fra Kulturministeriet.
Stk. 5. Kulturministeren kan under særlige omstændigheder beslutte, at tilskudsmodtagere, der er omfattet af stk. 1, 2 eller 4, helt eller delvis kan undtages fra loven.
Stk. 6. Loven gælder ikke for Designskolen Kolding.
Ved offentlig hovedtilskudsyder forstås i denne lov den offentlige myndighed, der yder den største del af det offentlige driftstilskud til tilskudsmodtageren.
Stk. 2. Ved tilskudsmodtagere forstås i denne lov juridiske personer uanset organisationsform og enkeltpersoner, der modtager offentligt driftstilskud i en sammenhængende periode på 3 år eller mere.
Vedtægterne for en selvejende institution, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, skal indeholde bestemmelser om
navn,
hjemsted,
formål,
udpegning og konstituering af bestyrelse,
bestyrelsens valgperioder og antal genvalg,
udformning og godkendelse af budgetter,
definition af regnskabsåret,
aflæggelse, revision og godkendelse af årsrapporten og
vedtægtsændringer og ophør, herunder anvendelse af nettoformuen efter den selvejende institutions ophør.
Stk. 2. Hvis vedtægterne for en selvejende institution ikke er godkendt i henhold til anden lovgivning, skal den offentlige hovedtilskudsyder godkende vedtægterne.
Den selvejende institution ledes af en bestyrelse, der sammensættes i henhold til institutionens vedtægter. Bestyrelsen skal bestå af mindst 3 medlemmer.
Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger den daglige ledelse af den selvejende institution. Den daglige ledelse forestår under ansvar over for bestyrelsen den daglige drift af den selvejende institution. Den daglige ledelse skal handle inden for de budget- og bevillingsmæssige rammer samt øvrige tilskudsbetingelser, der er fastsat for institutionen.
Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig for den selvejende institutions samlede virksomhed, herunder for, at institutionen opfylder betingelserne for driftstilskuddet i henhold til denne lov eller anden lovgivning, regler fastsat i medfør af denne lov eller anden lovgivning, indgåede aftaler, jf. § 9, eller øvrige betingelser for driftstilskuddet.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden. Forretningsordenen skal indeholde bestemmelser om inhabilitet og tavshedspligt.
Stk. 5. Hvis der ydes vederlag til bestyrelsesmedlemmer, må vederlaget ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.
Vedtægterne for en forening, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, skal indeholde bestemmelser om
navn,
hjemsted,
formål,
valg og konstituering af bestyrelse,
betingelser for medlemskab,
foreningens regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor og tegningsret, og
vedtægtsændringer og ophør, herunder anvendelse af nettoformuen ved foreningens ophør.
Stk. 2. Hvis vedtægterne for en forening, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, ikke er godkendt i henhold til anden lovgivning, skal den offentlige hovedtilskudsyder påse, at foreningens vedtægter indeholder de i stk. 1 nævnte bestemmelser, og om det formål, som et driftstilskud ydes til, ligger inden for foreningens formål.
Foreningen ledes af en bestyrelse, der sammensættes i henhold til foreningens vedtægter.
Stk. 2. Såfremt foreningen har en daglig ledelse, ansættes og afskediges denne af foreningen. Den daglige ledelse forestår under ansvar over for foreningens medlemmer eller deres repræsentanter den daglige drift af foreningen. Den daglige ledelse skal handle inden for de budget- og bevillingsmæssige rammer samt øvrige tilskudsbetingelser, der er fastsat for foreningen.
Stk. 3. Foreningen er ansvarlig for, at foreningens formål varetages i overensstemmelse med gældende lovgivning, og for forvaltningen af de offentlige tilskud. Over for tilskudsyder repræsenteres foreningen af den eller de personer, der tegner foreningen, eller som foreningen udpeger til at varetage kontakten.
Inden for rammerne af sit budget disponerer tilskudsmodtageren ved anvendelsen af de offentlige tilskud og øvrige indtægter under et.
Stk. 2. Tilskudsmodtageren kan videreføre over- eller underskud til anvendelse for tilskudsmodtagerens formål i følgende regnskabsår, medmindre andet er besluttet i forbindelse med afgørelsen om ydelse af tilskud.
Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for budgettet for tilskudsmodtagers drift og for regnskabsaflæggelse og revisionens udførelse.
Den offentlige hovedtilskudsyder skal føre tilsyn med, om tilskudsmodtageren forvalter driftstilskuddet i overensstemmelse med det formål, tilskuddet er bevilget til, og i overensstemmelse med denne lov og anden lovgivning, regler fastsat i medfør af denne lov eller anden lovgivning, indgåede aftaler, jf. § 9, og øvrige betingelser for driftstilskuddet. Den offentlige hovedtilskudsyder kan beslutte, at en tilskudsmodtager skal underlægges et skærpet tilsyn.
Stk. 2. Efter aftale mellem kulturministeren og en eller flere kommuner eller anden offentlig tilskudsydende myndighed kan tilsynet med en tilskudsmodtagers virke varetages af en offentlig myndighed, der ikke er den offentlige hovedtilskudsyder.
Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af tilsynet, herunder om de oplysninger, der skal kontrolleres, og om, hvor ofte kontrollen skal finde sted.
Stk. 4. I forbindelse med tilsynet med tilskudsmodtagerens virksomhed og til statistisk belysning af tilskudsområdet kan kulturministeren indhente yderligere materiale fra tilskudsmodtageren.
Reglerne i forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen gælder for de sager, hvori en tilskudsmodtager på vegne af staten træffer afgørelse om ydelse af tilskud.
Hvis en tilskudsmodtager planlægger at fusionere med en anden juridisk person eller at spaltes i to eller flere juridiske personer, skal Kulturministeriet orienteres herom. Kulturministeren træffer afgørelse om tilskudsmodtagerens fortsatte berettigelse til driftstilskud fra Kulturministeriet efter fusionen eller spaltningen.
Driftstilskud fra Kulturministeriet kan tilbageholdes eller bortfalde helt eller delvis, og udbetalte driftstilskud kan kræves helt eller delvis tilbagebetalt, hvis
tilskudsmodtageren ikke længere opfylder betingelserne for driftstilskuddet efter denne lov eller anden lovgivning, regler fastsat i medfør af denne lov eller anden lovgivning, indgåede aftaler, jf. § 9, eller øvrige betingelser for driftstilskuddet eller
tilskudsmodtageren begæres konkurs eller standser sine betalinger eller der i øvrigt er fare for, at tilskudsmodtagerens virksomhed må indstilles.
Stk. 2. Driftstilskud, der kræves tilbagebetalt efter stk. 1, kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.
Stk. 3. Hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder til en selvejende institution og kulturministeren har beskikket bestyrelsen for institutionen, kan kulturministeren beslutte, at bestyrelsen for den selvejende institution skal træde tilbage, hvis den selvejende institution ikke opfylder betingelserne for driftstilskuddet efter denne lov eller anden lovgivning, regler fastsat i medfør af denne lov eller anden lovgivning, indgåede aftaler, jf. § 9, eller øvrige betingelser for driftstilskuddet, eller hvis kulturministeren vurderer, at bestyrelsen ved sine dispositioner bringer den selvejende institutions videreførelse i fare. I så fald beskikkes en ny bestyrelse efter reglerne i den selvejende institutions vedtægt.
Stk. 2. For så vidt angår de tilskudsmodtagere, der ikke ved lovens ikrafttræden opfylder bestemmelserne, finder §§ 3 og 5 anvendelse fra den 1. januar 2012.
Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere overgangsbestemmelser, herunder om indsendelse af budgetter, i forbindelse med lovens ikrafttræden.
I lov om biblioteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 914 af 20. august 2008, som ændret ved § 19 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændring:
I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 477 af 6. maj 2010, foretages følgende ændring:
§ 92 a, stk. 1, affattes således:
»»Kulturministeren kan fastsætte regler om fordelingen af tilskud, vilkår for anvendelse af tilskud og indsendelse af ansøgninger m.v. vedrørende tilskud, der udbetales i medfør af lovens §§ 11 a og 43.«
I lov om billedkunst, jf. lovbekendtgørelse nr. 1004 af 29. november 2003, som ændret ved § 5 i lov nr. 563 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring:
I § 13 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«
I lov nr. 230 af 2. april 2003 om Kunstrådet, som ændret ved § 6 i lov nr. 563 af 24. juni 2005 og § 1 i lov nr. 511 af 12. juni 2009, foretages følgende ændring:
I § 12 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«
I lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som ændret ved § 11, stk. 3, i lov nr. 423 af 10. juni 1997, § 4 i lov nr. 1156 af 19. december 2003, § 23 i lov nr. 1439 af 22. december 2004 og § 3 i lov nr. 563 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring:
I § 24 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«
I museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1505 af 14. december 2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 1517 af 27. december 2009 og § 25 i lov nr. 484 af 11. maj 2010, foretages følgende ændringer:
I § 34 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«
I § 35 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«
I § 36 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«
I § 37 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«
Med bestemmelsen foreslås det, at alle tilskudsmodtagere, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, og hvor Kulturministeriet er hovedtilskudsyder, omfattes af lovforslaget. Hvis tilskudsmodtageren er en forening, foreslås det dog, at bestemmelsen alene gælder, når driftstilskuddet forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af foreningens ordinære driftsudgifter.
De selvejende institutioner, der bliver omfattet af loven, vil overordnet set kunne have forskellige juridiske former, som vil falde ind under en af følgende kategorier:
a. Private selvejende institutioner, dvs. selvejende institutioner oprettet på et privat grundlag, men omfattet af fondslovgivningens undtagelsesbestemmelser, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 1.
b. Almennyttige eller erhvervsdrivende fonde, dvs. juridiske enheder der enten er eller vil blive omfattet af fondslovgivningens undtagelsesbestemmelser, eller som i sjældne tilfælde tillige kan være underlagt regulering efter fondslovgivningen.
c. Statslige selvejende institutioner, dvs. særlige forvaltningssubjekter oprettet på offentligt initiativ.
De foreninger, som omfattes af bestemmelsen, vil være foreninger, der modtager tilskud til drift, hvor tilskuddet forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af foreningens ordinære driftsudgifter. I denne sammenhæng dækker begrebet ”forvente” en situation, hvor tilskudsyders kendskab til foreningens virke og udvikling giver anledning til at antage, at tilskuddet i den kommende periode vil udgøre en tilsvarende andel af tilskudsmodtagers ordinære driftsudgifter. Det er den tilskudsydende myndighed eller det tilskudsydende organ i Kulturministeriet, der vurderer og træffer afgørelse om, hvorvidt en tilskudsmodtager opfylder kriterierne for at være omfattet af loven. Et driftstilskud betragtes i lovforslaget som vedvarende, når det ydes hvert år over en periode på tre år eller mere.
Når foreninger modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, der vedvarende forventes at dække halvdelen driftsudgifterne, foreslås disse foreninger omfattet af bestemmelsen. Baggrunden for den foreslåede sondring i forhold til selvejende institutioner i denne bestemmelse er, at en forening i sidste ende er undergivet den demokratiske kontrol udøvet af foreningens besluttende organer, medens en tilsvarende sammenhæng ikke gør sig gældende for selvejende institutioner, hvor bestyrelsen er øverste besluttende myndighed.
Det foreslås i bestemmelsen, at beregningen af tilskuddets andel af driftsudgifterne skal ske i forhold til tilskudsmodtagers ordinære driftsudgifter. Driftsudgifter betegnes som ordinære, hvis der er tale om udgifter til drift af den tilskudsmodtagende enhed, som er årligt, kvartalsvist eller månedligt tilbagevendende.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger desuden en generel definition af, hvilke tilskud til drift der kan betragtes som driftstilskud i lovens forstand. Der er tale om tilskud, som forventes ydet i en sammenhængende periode på tre år eller mere. Brugt i denne sammenhæng knytter forventningen sig til den situation, hvor der er truffet afgørelse om at yde et driftstilskud, og driftstilskuddet med eller uden fornyet ansøgning fra tilskudsmodtager vil blive ydet, såfremt der er bevilling til det på finansloven eller i tipsmidlerne de efterfølgende år.
Til stk. 2
Med bestemmelsen foreslås det, at tilskudsmodtagere, der modtager driftstilskud, som udgør mindre end halvdelen af deres ordinære driftsudgifter, omfattes af lovens bestemmelser på samme vilkår som institutioner, der omfattes af stk. 1. En forudsætning herfor er, at det er fastlagt i sektorlovgivningen, at Kulturministeriet skal godkende tilskudsmodtagers vedtægter.
Kulturministeriet fastsætter i dag i forskellige sektorlove vilkår for fx museers og zoologiske anlægs mulighed for at opnå og bevare tilskud. I den forbindelse skal Kulturministeriet godkende tilskudsmodtagerens vedtægter, og herved påtager ministeriet sig tilsynsforpligtelsen i forhold til tilskudsmodtageren, uanset om det statslige tilskud efter omstændighederne udgør mindre end halvdelen af de ordinære driftsudgifter, eller om staten er hovedtilskudsyder.
Til stk. 3
Ved lovens fremsættelse findes der på Kulturministeriets område praksis for, at ministeriets regelsæt for en tilskudsmodtagers forvaltning af driftstilskuddet også anvendes over for tilskudsmodtagere, hvor Kulturministeriet ikke er hovedtilskudsyder, og tilsynet med tilskudsmodtageren varetages af fx en kommune.
Den foreslåede bestemmelse giver ministeren hjemmel til at indgå aftaler med kommunerne om at udstrække lovens bestemmelser til at gælde tilskudsmodtagere, hvor Kulturministeriet ikke er hovedtilskudsyder.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at åbne mulighed for, at de regelsæt, som opstilles for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet, er ensartede, uanset hvilken offentlig myndighed der er hovedtilskudsyder i det konkrete tilfælde.
En aftale efter stk. 3 har til formål at medvirke til, at de statslige krav til tilskudsmodtager overholdes. De statslige krav kan være fastsat i denne lov, sektorlove, bekendtgørelser, finansloven eller Finansministeriets budgetvejledning og tillige gennem fortolkning af gældende bestemmelser afledt af den løbende dialog med Rigsrevisionen, i tilsagnsbreve til tilskudsmodtagerne og gennem den praksis, som gennem årene har udviklet sig på området.
Den foreslåede bestemmelse indebærer herudover, at der kan fastlægges en klar og præcis arbejdsdeling mellem Kulturministeriet og kommunen/kommunerne, og at der i øvrigt kan finde en hensigtsmæssig dialog og forventningsafstemning sted mellem parterne.
Den foreslåede bestemmelse åbner mulighed for, at loven kan finde hel eller delvis anvendelse over for tilskudsmodtagere, om hvem der er indgået aftale mellem Kulturministeriet og en kommune eller en gruppe af kommuner. Delvis anvendelse vil forekomme, hvor dele af lovens §§ 3-6 ikke bringes i anvendelse. Lovens §§ 12-13 vil ikke kunne anvendes direkte af en kommune.
Til stk. 4
Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at også tilskudsmodtagere, der ikke er omfattet af lovforslagets bestemmelser i stk. 1-3, vil være omfattet af lovforslagets bestemmelser om budget, regnskab, revision, tilsyn, kravet om at informationer om tilskudsmodtagers organisation og aktiviteter skal være tilgængelige for offentligheden, bestemmelsen om offentlighedslovens og forvaltningslovens udstrækning, bestemmelserne om fusion og spaltning samt sanktioner. Dette gælder, så længe tilskudsmodtagerne modtager driftstilskud fra Kulturministeriet.
Hensigten med bestemmelsen er at afgrænse og fastsætte indholdet af den offentlige tilsynsforpligtelse over for tilskudsmodtagere, hvor Kulturministeriet ikke er hovedtilskudsyder, samt for foreninger, som modtager hovedparten af omsætningen i form af andre indtægter end kulturministerielle driftstilskud, fx via egenindtægter.
Herudover skal den foreslåede bestemmelse sikre, at der på områder, hvor der hidtil ikke har været praksis for indgåelse af aftaler med kommunerne, eller hvor sådanne aftaler ikke er effektueret i praksis, gennemføres det nødvendige tilsyn.
Til stk. 5
Bestemmelsen giver kulturministeren hjemmel til under særlige omstændigheder at undtage en tilskudsmodtager helt eller delvist fra loven.
Kulturministeriet kan ikke udelukke, at der i fremtiden kan komme nye tilskudsmodtagere, som har særlige organisationsformer eller andre helt særlige institutionelle rammevilkår, der kræver dispensation fra hele loven eller dele af loven, ligesom en dispensation vil kunne være nødvendig, hvor andre særlige forhold gør sig gældende. I det omfang nye tilskudsmodtagere kommer til ved ansøgning, vil der kunne stilles krav om, at de pågældende modtagere opfylder lovens krav. Hvis det som led i den politiske proces besluttes, at der skal ydes driftstilskud til en konkret tilskudsmodtager, som på tidspunktet for beslutningen ikke opfylder alle betingelser i loven for at modtage driftstilskuddet, foreslås det, at der gives kulturministeren hjemmel til at dispensere fra dele af loven. Den manglende opfyldelse af loven vil her typisk knytte sig til tilskudsmodtagerens organisatoriske eller vedtægtsmæssige forhold. Dispensationen kan begrænses til en overgangsperiode, indtil tilskudsmodtageren får tilrettet sine vedtægter eller får etableret organisatoriske forhold, som opfylder lovens betingelser for at modtage tilskud.
Bestemmelsen foreslås blandt andet, fordi der på Kulturministeriets område ved lovforslagets fremsættelse findes en tilskudsmodtager, hvis organisation ikke vil kunne opfylde lovens krav. De Danske Kongers Kronologiske Samlinger, hvortil Kulturministeriet er hovedtilskudsyder, ville ikke kunne opfylde alle lovens krav, da institutionen er underlagt en kongelig resolution, der forudsætter, at bestyrelsen kun kan bestå af to medlemmer. Det vurderes, at der ikke kan stilles krav til denne tilskudsmodtager om at ændre sine organisatoriske forhold, fordi de er historisk betingede.
I nogle tilfælde ydes et driftstilskud kun til en klart afgrænset del af en tilskudsmodtagers samlede virksomhed. I disse tilfælde kan den foreslåede bestemmelse bringes i anvendelse, så tilsynet med virksomheden kun kommer til at omfatte de afgrænsede aktiviteter, der er ydet kulturministerielt driftstilskud til.
Hovedparten af de selvejende institutioner, som modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, er ikke omfattet af fondslovene, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 1. Hvis en selvejende institution, der i øvrigt opfylder betingelserne for at være en fond, undtages helt fra denne lov efter denne bestemmelse, kan det betyde, at den pågældende institution vil være omfattet af bestemmelserne i fondslovene.
Til stk. 6
Kulturministeriet yder tilskud til Designskolen Kolding, som er reguleret i lov om kunstneriske uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 889 af 21. september 2000, og revideres i henhold til rigsrevisorlovens § 2, fordi institutionens aktiviteter er fuldt statsfinansierede. Da skolens rammebetingelser i denne forstand grundlæggende adskiller sig fra kulturinstitutionerne i øvrigt, foreslås det, at Designskolen Kolding fortsat vil blive reguleret i henhold til lov om kunstneriske uddannelser og en særskilt bekendtgørelse. Bekendtgørelsen vedrørende Designskolen Kolding vil dog blive revideret, så den i størst muligt omfang svarer til bestemmelserne i dette lovforslag og den bekendtgørelse, som det er hensigten at udstede i henhold til loven.
I henhold til dele af den gældende sektorlovgivning på Kulturministeriets område varetages tilsynet med tilskudsmodtageren af den offentlige hovedtilskudsyder. I den foreslåede bestemmelse præciseres indholdet af begrebet hovedtilskudsyder.
At Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder i forhold til en tilskudsmodtager, betyder, at ministeriet er den myndighed, der yder den største del af det offentlige tilskud til tilskudsmodtageren.
Til stk. 2
I bestemmelsen foreslås det, at begrebet tilskudsmodtager i denne lov defineres som en modtager af et vedvarende driftstilskud fra Kulturministeriet i en sammenhængende periode på tre år eller mere.
Definitionen foreslås at være uafhængig af tilskudsmodtagers organisationsform.
De juridiske personer, der i lovforslaget defineres som tilskudsmodtagere, kan være organiseret på forskellig vis, fx i foreningsform, som selvejende institution, kommunal institution, anpartsselskab, interessentselskab eller aktieselskab. I særlige tilfælde kan tilskudsmodtager være en enkeltperson.
Styringsgrundlaget for en selvejende institution er institutionens vedtægt. Kravene til tilskudsmodtageres vedtægter er i dag ikke gennemgående og ensartet reguleret i sektorlovgivningen på Kulturministeriets område. Den foreslåede bestemmelse opstiller krav til indholdet af vedtægterne for en selvejende institution, som helt overvejende svarer til de krav, der fremgår af den gældende fondslovgivning for ikke-erhvervsdrivende fonde.
For fonde, der er omfattet af fondslovgivningen, påser fondsmyndigheden (dvs. Civilstyrelsen eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen), at fondens eller den erhvervsdrivende fonds vedtægt opfylder fondslovenes krav til vedtægternes indhold m.v. Hovedparten af de selvejende institutioner, som modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, er som følge af fondslovgivningens undtagelsesbestemmelser ikke omfattet af lov om fonde og visse foreninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 11. august 1992, eller af lov om erhvervsdrivende fonde, jf. lovbekendtgørelse nr. 560 af 19. maj 2010.
Således er selvejende institutioner, der som vilkår for godkendelse eller tilskud fra det offentlige er undergivet tilsyn og økonomisk kontrol af en offentlig myndighed efter anden lovgivning eller bestemmelser udstedt i henhold til anden lovgivning, undtaget fra fondslovgivningen, jf. § 1, stk. 2, nr. 6, i lov om fonde og visse foreninger samt § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om erhvervsdrivende fonde.
For at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, nr. 6, i lov om fonde og visse foreninger eller i § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om erhvervsdrivende fonde skal den selvejende institution være undergivet et fondsretligt fuldt betryggende tilsyn. Der lægges herved navnlig vægt på, om tilsynsmyndigheden – i dette lovforslag den offentlige hovedtilskudsyder – som led i sit tilsyn godkender den selvejende institutions regnskab og om tilsynsmyndigheden godkender ekstraordinære dispositioner. De nævnte godkendelseshandlinger, f.eks. af den selvejende institutions regnskab, foretages i dag i henhold til de gældende regnskabsbekendtgørelser på Kulturministeriets område, bortset fra ganske få tilfælde, hvor der ydes meget små driftstilskud. Det er hensigten, at den bekendtgørelse, der skal fastsættes med hjemmel i § 7, stk. 3, skal indeholde en forpligtigelse til, at tilskudsmodtagernes regnskaber fremsendes til hovedtilskudsyderens godkendelse, ligesom der påtænkes indsat bestemmelse om, at hovedtilskudsyderen skal godkende ekstraordinære dispositioner, som fx indgåelse af længerevarende lejemål, henholdsvis lejemål der medfører lejeudgifter over en vis beløbsstørrelse, anlægsudgiftslignende investeringer over en vis størrelse samt kapitalanbringelser over en vis størrelse.
I en del af den gældende sektorlovgivning på Kulturministeriets område, fx teaterlovens § 30, stk. 1, er det pålagt den tilsynsførende offentlige myndighed (hovedtilskudsyderen), at denne skal godkende teatrets (den selvejende institutions) vedtægt samt ændringer i denne. Den foreslåede bestemmelse opstiller minimumskravene til vedtægternes indhold, når en selvejende institution vil modtage driftstilskud fra Kulturministeriet. Bestemmelsen skal bidrage til at sikre, at den selvejende institutions vedtægter indeholder bestemmelser, der opfylder de noget nær tilsvarende minimumskrav til vedtægternes indhold i kapitel 4 i lov om fonde og visse foreninger og i kapitel 3 i lov om erhvervsdrivende fonde.
Det skal bemærkes, at der i sektorlovgivningen kan være opstillet supplerende krav til vedtægternes indhold, jf. fx museumslovens § 14, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., der stiller krav om, at et statsanerkendt museums ansvarsområde skal fremgå af vedtægterne.
Ud over de anførte krav vil der i vedtægterne eller i en af bestyrelsen fastsat forretningsorden oftest være fastlagt regler om bl.a. bestyrelsens beslutningsdygtighed samt for afstemninger, når bestyrelsen skal træffe beslutning.
Vedtægterne for den selvejende institution skal efter lovforslaget indeholde en bestemmelse om institutionens ophør, hvilket skal ses som et formkrav til vedtægten om opstilling af en formel procedure for institutionens nedlæggelse, herunder om anvendelse af institutionens eventuelle nettoformue ved ophør.
Uanset det forhold, at en selvejende institution som sådan opfylder betingelserne for at være undtaget fra fondslovgivningen, indebærer de almindelige fondsretlige grundsætninger, at Civilstyrelsen i kraft af styrelsens såkaldte permutationsmyndighed tillige vil skulle godkende væsentlige vedtægtsændringer, herunder opløsningen af den selvejende institution. Dette gælder, selv om Kulturministeriet eller en kommune i øvrigt er godkendende myndighed for så vidt angår vedtægter og vedtægtsændringer i den selvejende institution samt for institutionens regnskaber m.v.
Til stk. 2
I en del af sektorlovgivningen på Kulturministeriets område er det pålagt den tilsynsførende myndighed (den offentlige hovedtilskudsyder), at denne skal godkende den selvejende institutions vedtægter samt ændringer i disse. Som anført i bemærkningerne til stk. 1 er dette begrundet i, at selvejende institutioner, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, som hovedregel er undtaget fra fondslovgivningen og dermed fra fondsmyndighedernes tilsyn.
Bestemmelsen foreslås derfor som en opsamlingsbestemmelse for de tilfælde, hvor sektorlovgivningen ikke indeholder selvstændige bestemmelser om godkendelse af vedtægterne for en selvejende institution. Bestemmelsen giver modsætningsvis sektorlovgivningen fortrinsret, når denne indeholder bestemmelser om vedtægternes godkendelse. I de tilfælde, hvor vedtægten for en selvejende institution godkendes i henhold til sektorlovgivningen, skal vedtægten dog stadigvæk opfylde de indholdsmæssige minimumskrav, som er anført i stk. 1.
Det foreslås, at godkendelseshandlingen omfatter vedtægternes formelle indhold, dvs. et tilsyn med at vedtægterne nævner/regulerer de forhold, der er beskrevet i stk. 1. Herudover omfatter godkendelseshandlingen en sikring af, at det materielle indhold af vedtægtsbestemmelserne er så klart beskrevet, at det fx kan vurderes, om det formål, som et driftstilskud ydes til, ligger inden for institutionens formål.
Godkendelseskravet gælder tilsvarende ved ændringer i vedtægterne for en selvejende institution.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af eksisterende regler og praksis i sektorlovgivningen på Kulturministeriets område. Den foreslåede bestemmelse tilsiger, at bestyrelsen for den selvejende institution som institutionens øverste myndighed varetager den overordnede ledelse af institutionen. Bestyrelsen skal til enhver tid være sammensat i henhold til vedtægterne for den selvejende institution. Det forudsættes, at bestyrelsen består af mindst 3 medlemmer. I det omfang dette krav strider mod institutionens praksis, og kulturministeren vurderer, at der er grundlag for dispensation, kan institutionen undtages fra kravet, jf. lovforslagets § 1, stk. 5. Bestyrelser for selvejende institutioner på Kulturministeriets ressortområde består sædvanligvis af 5-9 medlemmer.
Til stk. 2
Den foreslåede bestemmelse afspejler den selvejende institutions sædvanlige organisatoriske hierarki og den kompetence, som er tillagt bestyrelsen. Endvidere fastlægges med den foreslåede bestemmelse det overordnede princip for opgavefordelingen mellem institutionens bestyrelse og den daglige ledelse. Endelig vil den foreslåede bestemmelse afgrænse ledelsens frihedsgrader i henhold til anden lovgivning m.v. Dette skal sikre, at ledelsens faglige og/eller kunstneriske dispositionsret efter fx sektorlovgivningen bliver varetaget inden for de budget- og bevillingsmæssige rammer og øvrige tilskudsbetingelser, der gælder i forbindelse med driftstilskuddet til den selvejende institution. Således vil kunstneriske eller andre faglige hensyn, der varetages med henvisning til sektorlovgivningen, ikke kunne begrunde, at de økonomiske rammer, som tilskuddet bidrager til, overskrides.
Efter den foreslåede bestemmelse skal den daglige ledelse bl.a. følge øvrige tilskudsbetingelser, der er opstillet i relation til driftstilskuddet. Det er ikke muligt at give en entydig og præcis definition af begrebet øvrige tilskudsbetingelser, da kredsen af modtagere af driftstilskud på Kulturministeriets område er yderst heterogen, og sektorlovgivningen og afledte bekendtgørelser rummer en mangfoldighed af tilskudsforudsætninger. Begrebet skal kunne rumme samtlige formelle og materielle krav, der er opstillet i forhold til tilskudsmodtageren. Disse krav vil som altovervejende hovedregel fremgå af gældende lovgivning og bekendtgørelser og/eller af tilsagnsbrevet vedrørende driftstilskuddet, men det kan ikke udelukkes, at en tilskudsbetingelse på et givent område også kan være kutyme- og praksisbestemt.
Til stk. 3
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af eksisterende regler og praksis i sektorlovgivningen på Kulturministeriets område. Den foreslåede bestemmelse skal tydeliggøre, at det overordnede juridiske, økonomiske og strategiske ansvar for institutionens ledelse og drift, herunder forvaltningen af det offentlige tilskud, er placeret hos institutionens bestyrelse. Dette gælder uanset delegationsgraden i forhold til institutionens daglige ledelse, og uanset om institutionen efter omstændighederne er underlagt et skærpet tilsyn fra den offentlige hovedtilskudsyder. Vedrørende forståelsen og omfanget af begrebet øvrige betingelser for driftstilskuddet henvises til bemærkningerne til stk. 2 ovenfor.
Til stk. 4
Efter hidtidig praksis i sektorlovgivningen på Kulturministeriets område har bestyrelsen selv kunnet fastsætte en forretningsorden, uden i alle tilfælde at have haft en pligt hertil.
Med bestemmelsen foreslås det, at bestyrelsen skal fastsætte en forretningsorden for sit virke. Forretningsordenen skal bidrage til at sikre, at der foreligger klare procedurer for en effektiv og fyldestgørende tilrettelæggelse, afvikling og opfølgning på bestyrelsens arbejde og mødevirksomhed.
Kravet om, at forretningsordenen skal indeholde bestemmelser om inhabilitet og tavshedspligt, understreger betydningen af, at medlemmerne af bestyrelsen er habile i deres virke og opmærksomme på, at visse oplysninger kan være omfattet af tavshedspligt. Med udgangspunkt i forvaltningslovens regler om inhabilitet og tavshedspligt anbefales det, at tilskudsmodtageren henviser analogt til de bestemmelser, der gælder i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og kapitel 8 om tavshedspligt.
Det anbefales, at forretningsordenen så vidt muligt indeholder et årshjul for bestyrelsens vigtigste tilbagevendende hovedopgaver med beskrivelse af, hvornår på året de respektive hovedopgaver, fx budgetgodkendelse og regnskabsgodkendelse, skal behandles på et bestyrelsesmøde.
Til stk. 5
Efter gældende praksis på Kulturministeriets område ydes der i dag vederlag til bestyrelsesmedlemmer på et meget begrænset antal større selvejende kulturinstitutioner, hovedsageligt på teaterområdet. Størrelsen af bestyrelsesvederlagene på selvejende institutioner har hidtil ikke været reguleret på ministerområdet, men der har dannet sig en praksis, hvor institutionerne har afstemt størrelsen af vederlagene på et forholdsvis ensartet niveau.
Den foreslåede bestemmelse, der tilsvarende fremgår af fondslovgivningen, skal præcisere og bidrage til at sikre, at der er en proportionalitet mellem det honorar, som bestyrelsesmedlemmerne modtager, og omfanget af det arbejde samt det ansvar, der er forbundet med hvervet.
Bestyrelser på selvejende institutioner på Kulturministeriets område fastsætter, medmindre andet er bestemt i sektorlovgivningen, som udgangspunkt selv deres eventuelle vederlag for varetagelsen af hvervet, ud fra hvad der må anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang. Der vil her i et vist omfang være tale om en konkret vurdering af, hvad der kan anses for sædvanligt. Det bemærkes, at bestemmelsen rummer mulighed for, at vederlaget eller vederlagene differentieres, således at det fx kun er formanden, der modtager vederlag, eller at formanden og øvrige bestyrelsesmedlemmer modtager vederlag af forskellig størrelse.
Tilsynet med størrelsen af bestyrelseshonorarerne varetages som led i hovedtilskudsyderens almindelige tilsyn med den selvejende institution, herunder godkendelsen af institutionens regnskab. I de tilfælde, hvor der i tilsynet indgår godkendelse eller gennemgang af budgettet, vil også budgetteringen af en honorering af bestyrelsen være genstand for den tilsynsførende myndigheds tilsyn.
Styringsgrundlaget for en forening er foreningens vedtægter. Kravene til tilskudsmodtageres vedtægter er i dag ikke ensartet reguleret i sektorlovgivningen på Kulturministeriets område. Den foreslåede bestemmelse opstiller minimumskravene til vedtægternes indhold, når en forening vil modtage driftstilskud fra Kulturministeriet. Kravene vil gælde for alle foreninger, hvor driftstilskuddet forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af foreningens ordinære driftsudgifter. De opstillede minimumskrav svarer til lignende krav til vedtægterne, der i dag er fastsat med hjemmel i folkeoplysningsloven, som forudsætning for at en forening kan modtage offentlige tilskud efter folkeoplysningsloven.
Den foreslåede bestemmelse skal bidrage til at sikre, at vedtægterne i alle tilfælde skaber et dækkende formelt styringsgrundlag for foreningens drift. Det skal bemærkes, at der i sektorlovgivningen vil kunne være opstillet supplerende krav til vedtægternes indhold.
Til stk. 2
Bestemmelsen foreslås som en opsamlingsbestemmelse for de tilfælde, hvor sektorlovgivningen i tilknytning til driftstilskuddet ikke indeholder selvstændige bestemmelser om godkendelse eller kontrol af vedtægterne for de i stk. 1 nævnte foreninger.
I henhold til den foreslåede bestemmelse skal den offentlige hovedtilskudsyder ikke godkende foreningens vedtægter, men påse, at vedtægterne regulerer de forhold, der er beskrevet i stk. 1. Herudover skal hovedtilskudsyderen påse, at det materielle indhold af vedtægtsbestemmelserne er så klart beskrevet, at det fx kan vurderes, om det formål, som et driftstilskud ydes til, ligger inden for foreningens formål. Når der i forhold til foreninger ikke foreslås opstillet et generelt krav om en egentlig godkendelse af vedtægterne, er dette begrundet i, at det ikke er hensigten med lovforslaget, at udvide reguleringen af tilskudsmodtagende foreninger i forhold til den regulering, der finder sted på ministerområdet ved lovforslagets fremsættelse. Det skal her særligt tages i betragtning, at en forening er kendetegnet ved at være undergivet den demokratiske kontrol udøvet af foreningens besluttende organer, fx generalforsamlingen. En tilsvarende sammenhæng gør sig ikke gældende for selvejende institutioner, eftersom bestyrelsen her er den øverste myndighed.
Kontrollen af vedtægterne vil skulle ske, første gang der ydes driftstilskud til foreningen, samt når der foretages ændringer i foreningens vedtægter. Endvidere skal kontrollen efter omstændighederne ske, hvis der sker væsentlige ændringer i den sektorlovgivning, som ligger til grund for driftstilskuddet. I tilfælde af at det ved kontrollen konstateres, at en forenings vedtægter ikke opfylder de krav, der er opstillet i stk. 1, vil foreningen – før den kan modtage driftstilskud – skulle justere sine vedtægter, så de lever op til minimumskravene.
Den foreslåede bestemmelse gengiver et almindeligt gældende foreningsretligt princip. Den foreslåede bestemmelse tilsiger, at bestyrelsen i en forening varetager den daglige ledelse af foreningen. Bestyrelsen skal til enhver tid være sammensat i henhold til bestemmelserne herom i foreningens vedtægter. Bestyrelsen vil efter almindelige foreningsretlige principper altid bestå af mindst 3 medlemmer, der tillige kan have tillagt forskellige roller og opgaver, fx formand, sekretær og kasserer.
Bestyrelser for foreninger vil normalt være underlagt de beslutninger, der er truffet af foreningens repræsentantskab, foreningens generalforsamling eller i lignende besluttende organ.
Til stk. 2
Der har hidtil ikke i sektorlovgivningen på Kulturministeriets område været fastsat generelle regler for proceduren for ansættelse af den daglige ledelse i en forening.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at en daglig leder ikke ansættes uden om foreningens sædvanlige besluttende organer. Det er forudsat, at bestemmelsen dækker de tilfælde, hvor den daglige ledelse er ansat i et egentligt aflønnet ansættelsesforhold. Foreningen vil sædvanligvis have udnævnt en gruppe personer, som normalt tillægges kompetence til at træffe afgørelser i ansættelsessager, det kunne fx være foreningens bestyrelse eller et udvalg under denne. Endvidere fastlægges med bestemmelsen det overordnede princip for opgavefordelingen mellem foreningen og den daglige ledelse. I denne sammenhæng vil foreningen sædvanligvis være repræsenteret ved fx sin bestyrelse, men den konkrete repræsentation af foreningen i forhold til den daglige ledelse kan variere fra forening til forening.
Endelig vil den foreslåede bestemmelse afgrænse den daglige ledelses frihedsgrader i henhold til anden lovgivning m.v. Dette skal sikre, at den daglige ledelses faglige og/eller kunstneriske dispositionsret efter fx sektorlovgivningen bliver varetaget inden for de budget- og bevillingsmæssige rammer og øvrige tilskudsbetingelser, der gælder i forbindelse med driftstilskuddet til foreningen. Således vil kunstneriske eller andre faglige hensyn, der varetages med henvisning til sektorlovgivningen, ikke kunne begrunde, at de økonomiske rammer, som tilskuddet bidrager til, overskrides.
Vedrørende forståelsen af begrebet øvrige tilskudsbetingelser henvises til bemærkningerne til § 4, stk. 2.
Til stk. 3
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at når tilskudsmodtager er en forening, er det foreningen som juridisk person, som er ansvarlig for anvendelsen af det ydede tilskud. Det foreslås desuden, at foreningen i kontakten med tilskudsyder lader sig repræsentere af en eller flere personer, som foreningen udpeger til at varetage kontakten. Det vil sædvanligvis være bestyrelsen eller nogle af dens medlemmer, der udpeges til at varetage kontakten, men det vil kunne forekomme, at en forening udpeger andre tegningsberettigede personer til at varetage kontakten til tilskudsyder. Det foreslås, at tilskudsyderen benytter de af foreningen udpegede repræsentanter som kontakt over for foreningen, således at disse på foreningens vegne svarer for det overordnede juridiske, økonomiske og strategiske ansvar for foreningens daglige ledelse og drift, herunder forvaltningen af det kulturministerielle driftstilskud.
De udpegede kontaktpersoners funktion i forhold til tilskudsyderen gælder, uanset delegationsgraden i forhold til den daglige ledelse, og uanset om foreningen efter omstændighederne er underlagt et skærpet tilsyn af den offentlige hovedtilskudsyder.
Der findes ved lovforslagets fremsættelse ikke på alle områder formulerede bestemmelser om, hvordan driftstilskud skal behandles i forhold til tilskudsmodtagers øvrige indtægter. Der er dog en udbredt praksis for ikke at kræve særskilt regnskab for tilskuddets anvendelse. Den foreslåede bestemmelse ligger i forlængelse af den gældende praksis.
Det foreslås, at rammerne for udnyttelse af det ydede driftstilskud fastlægges, så tilskudsmodtager kan udnytte driftstilskuddet inden for rammerne af sit samlede driftsbudget. Bestemmelsen medfører, at tilskudsmodtageren frit kan lade tilskuddet indgå som del af den samlede finansiering af sin drift uden at skulle aflægge særskilt regnskab for tilskuddets anvendelse.
I de tilfælde, hvor der som beskrevet i bemærkningerne til § 1, stk. 5, kun ydes driftstilskud til en klart afgrænset del af en tilskudsmodtagers samlede virksomhed, vil tilskudsmodtager kun kunne disponere over driftstilskuddet til denne del af sin virksomhed, og institutionens budget og regnskab vil skulle afspejle dette.
Til stk. 2
Ved lovforslagets fremsættelse findes ikke regler og generel praksis om adgang til at videreføre over- eller underskud til efterfølgende år. Imidlertid findes der i dag både i statsligt og kommunalt regi eksempler på det modsatte, nemlig at over- eller underskud ikke kan videreføres til efterfølgende år. Da det ikke er hensigten at ændre på gældende praksis med lovforslaget, vil der kun blive åbnet adgang til at videreføre over- eller underskud, hvor andet ikke er besluttet i forbindelse med afgørelsen om ydelse af driftstilskud fra en offentlig myndighed.
Det foreslås i første del af bestemmelsen, at tilskudsmodtageren frit kan overføre et eventuelt over- eller underskud til efterfølgende regnskabsår, når overskuddet anvendes inden for driftstilskuddets og tilskudsmodtagerens formål. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at eventuelle uforbrugte tilskudsmidler ikke umiddelbart skal tilbagebetales til Kulturministeriet, hvis de ikke er anvendt i det regnskabsår, driftstilskuddet er ydet.
Konsekvensen af den foreslåede bestemmelses første del er, at der åbnes mulighed for, at tilskudsmodtagere af soliditetshensyn kan opretholde en egenkapital, som kan modvirke udsving i det enkelte år. En overførsel til efterfølgende regnskabsår kan ske, så længe tilskuddet fortsat kommer til at tjene det formål, som det var tiltænkt. Dog må der ikke ske en væsentlig ophobning af uforbrugte driftstilskud over en flerårig periode.
Hvis det i forbindelse med beslutning om ydelse af driftstilskuddet besluttes, at uforbrugte dele af driftstilskuddet skal tilbagebetales ved udløbet af tilskudsåret, foreslås det i anden del af bestemmelsen, at eventuelle uforbrugte tilskudsmidler ikke kan videreføres. Det vil skulle være anført i de tilskudsbetingelser, der meddeles sammen med driftstilskuddet, at der kræves en tilbagebetaling.
I nogle tilfælde findes der tilskudsmodtagere, der modtager driftstilskud fra andre offentlige tilskudsydere, som ikke tillader videreførelse af uforbrugte driftstilskudsmidler, eller tilskudsmodtagerne er kommunale institutioner, som ikke har mulighed for at akkumulere overskud. I de tilfælde er det ikke regnskabsteknisk muligt for tilskudsmodtageren at videreføre uforbrugte dele af det kulturministerielle tilskud. Der vil i disse tilfælde som udgangspunkt ikke blive rejst krav om tilbagebetaling af tilskuddet ydet af Kulturministeriet, forudsat at tilskudsmodtageren i øvrigt har overholdt tilskudsforudsætningerne.
Til stk. 3
Ved forslagets fremsættelse findes der i sektorlovgivningen under Kulturministeriet og i tekstanmærkning nr. 190 til finanslovens § 21. Kulturministeriet tilsvarende bemyndigelsesbestemmelser om udstedelse af regler for budgettet for tilskudsmodtagers drift samt for regnskabsaflæggelse og revisionens udførelse. Med vedtagelsen af lovforslaget bortfalder disse bestemmelser for så vidt angår driftstilskud og erstattes af den foreslåede bestemmelse. Der er ved forslagets fremsættelse udstedt et antal bekendtgørelser med hjemmel i disse lovbestemmelser. Bekendtgørelserne vil med vedtagelse af lovforslaget bortfalde eller blive ændret til kun at omfatte projekttilskud og anlægstilskud. For så vidt angår bekendtgørelse nr. 762 af 27. september 1999 om tilskud, regnskab m.v. for Designskolen Kolding er det hensigten at opdatere bekendtgørelsen, så den i videst muligt omfang er sammenfaldende med den bekendtgørelse, som det er hensigten at udstede i forbindelse med lovens ikrafttræden.
Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel til kulturministeren til at udstede en bekendtgørelse, hvoraf der skal fremgå mere detaljerede retningslinjer for indholdet af tilskudsmodtagerens budget, regnskab og revisionens udførelse.
Det er hensigten, at den bekendtgørelse, der vil blive udstedt i henhold til bestemmelsen, skal afspejle den gældende praksis på Kulturministeriets område, dog således, at der åbnes mulighed for, at tilskudsbetingelserne i højere grad, end det er tilfældet i dag, gradueres i henhold til risiko og væsentlighed.
Det er hensigten, at det i bekendtgørelsen vil blive nærmere specificeret, hvilke minimumsoplysninger tilskudsmodtagerens budgetter, regnskaber m.v. skal indeholde, og hvornår materiale som fx budgetter og regnskaber skal indsendes til den tilsynsførende myndighed. Det er hensigten, at kravene til minimumsoplysninger vil bliver gradueret i forhold til tilskuddets størrelse. Det er endvidere hensigten, at der i bekendtgørelsen fastsættes en grænse for, hvornår et tilskud generelt er af en sådan størrelse, at det vurderes, at risiko og væsentlighed forbundet med tilskuddet er lille, hvilket vil betyde, at der ikke skal indsendes budgetter og regnskaber med henblik på tilsynet med institutionens drift. Endelig er det hensigten i bekendtgørelsen at tilpasse kravene til indsendelse af oplysninger i forhold til tilskudsmodtagers organisationsform, så der sondres mellem selvejende institutioner og foreninger i udformning af kravene, ligesom det gøres i dele af lovforslagets bestemmelser. Derved opfyldes lovforslagets intention om ikke at skærpe kravene til godkendelse af budgetter og regnskaber i forhold til de regler og den praksis, der gælder i dag, medmindre særlige forhold taler herfor. Derfor vil foreninger, som hidtil ikke har indsendt budgetter, som udgangspunkt ikke med afsæt i denne lov blive pålagt at indsende budget med henblik på Kulturministeriets godkendelse.
Lovforslaget indebærer herefter, at alene selvejende institutioner, der modtager driftstilskud over den fastsatte grænse, vil skulle indsende institutionens budget til Kulturministeriet til godkendelse.
Imidlertid kan der i sektorlovgivningen være fastsat krav om indsendelse af budget og/eller regnskab som grundlag for tilskudsberegningen, uanset om driftstilskuddet ligger under den i den kommende bekendtgørelse fastsatte bagatelgrænse, eller om tilskudsmodtageren er organiseret som en forening, og uanset om risikoen forbundet med tilskuddet vurderes som lille. I de tilfælde vil tilskudsmodtager skulle indsende budgetter og/eller regnskaber i henhold til sektorlovgivningen.
Det er endvidere hensigten i bekendtgørelsen at fastsætte nærmere retningslinjer for, hvornår ekstraordinære dispositioner skal forelægges til tilsynsmyndighedens godkendelse, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 1.
Tilskudsmodtagerne omfattes som udgangspunkt af årsregnskabsloven og bogføringsloven, medmindre andet er anført i tilskudsbetingelserne knyttet til ydelsen af det konkrete tilskud.
Det er hensigten at fastsætte i bekendtgørelsen, at der over for tilskudsmodtagerne skal være et krav om, at de antager en registreret eller statsautoriseret revisor. Når det drejer sig om tilskudsmodtagere, til hvis virke der ydes et nominelt lille driftstilskud, er det dog hensigten, at der ikke vil blive stillet krav om, at tilskudsmodtageren underkastes revision. I de tilfælde, hvor der er tale om foreninger, som modtager et mindre driftstilskud, foreslås det tillige, at der kan benyttes en foreningsvalgt revisor.
Det er endvidere hensigten at fastsætte i bekendtgørelsen, at institutionernes oplysninger om anvendelsen af statstilskud og andre offentlige tilskud er omfattet af revisors påtegning eller erklæring om regnskabet, således at selvstændige revisorerklæringer om tilskudsoplysningerne er unødvendige. Revisorerklæringen vil komme til at indgå som grundlag for tilsynet.
Statsautoriserede og registrerede revisorer er underlagt lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, jf. lov nr. 468 af 17. juni 2008. Der er for erklæringer aftalt et fælles paradigme mellem Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Rigsrevisionen.
Det er gældende praksis, at den offentlige hovedtilskudsyder er tilsynsførende myndighed, og at de øvrige offentlige tilskudsydere kan basere deres tilsyn med tilskudsmodtager på den tilsynsførende myndigheds tilsyn. Begrebet offentlig hovedtilskudsyder er defineret i § 2, stk. 1. Tilsynet skal først og fremmest sikre, at de offentlige midler, som tilskudsmodtager råder over, anvendes efter formålet i overensstemmelse med de betingelser, der knytter sig til driftstilskuddet. Tilsynet omfatter tillige en vurdering af, om tilskudsmodtagerens virksomhed drives forsvarligt. Det tilsyn, Kulturministeriet fører med modtagere af driftstilskud fra ministeriet, baserer sig ved lovforslagets fremsættelse først og fremmest på gennemgang af tilskudsmodtagernes regnskaber med tilhørende revisorpåtegninger samt på gennemgang af budgetter. I de tilfælde, hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder, gennemgår Kulturministeriet materialet. I de tilfælde, hvor en anden offentlig myndighed er hovedtilskudsyder, gennemgår den pågældende myndighed materialet, og Kulturministeriets tilsynsansvar dækkes af denne offentlige myndigheds tilsyn.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der skabes klarhed om ansvarsfordelingen mellem de offentlige tilskudsydere. Den foreslåede bestemmelse tjener til at definere, hvad den offentlige hovedtilskudsyder skal overvåge som led i tilsynet med tilskudsmodtageren. Desuden fastsætter den foreslåede bestemmelse, at tilsynet føres af den offentlige hovedtilskudsyder. Endelig giver den foreslåede bestemmelse hjemmel til, at en tilskudsmodtager kan underlægges et skærpet tilsyn.
Det er den offentlige hovedtilskudsyder, der som tilsynsførende myndighed skal kontrollere, at tilskudsmodtageren overholder tilskudsbetingelserne. Heri ligger, at hovedtilskudsyderen skal forholde sig til alle betingelser stillet af offentlige tilskudsydere og ikke kun sine egne. Se videre herom i bemærkningerne til stk. 3. Hvor Kulturministeriet er hovedtilskudsyder, er det – medmindre andet er aftalt efter stk. 2 – ministeriet, der fører tilsynet med institutionen, uanset om driftstilskuddet udgør en større eller mindre del af institutionens ordinære driftsudgifter.
Konsekvensen af den foreslåede bestemmelse er, at tilskudsmodtageren er pligtig til i sin forvaltning af driftstilskuddet at udnytte det til formål, som det er tilskudsyderens hensigt at støtte. Således skal anvendelsen af driftstilskuddet være i overensstemmelse med både tilskudsmodtagers formål og den lovgivning, som driftstilskuddet ydes i henhold til. Herunder hører også, at forvaltningen af driftstilskuddet skal ske under udvisning af sparsommelighed, der sikrer den bedst mulige udnyttelse af driftstilskuddet. Den foreslåede bestemmelse betyder, at tilskudsmodtageren i sit virke skal leve op til de betingelser om fx økonomiske og administrative forhold, som er beskrevet i lovforslaget og bemærkningerne til dette.
Den foreslåede bestemmelse om anvendelse af skærpet tilsyn indebærer, at den tilsynsførende myndighed, når forholdene tilsiger det, kan bestemme, at tilskudsmodtageren i en periode underlægges et skærpet tilsyn. Det kan fx være nødvendigt som følge af budgetoverskridelser eller lignende udtryk for økonomisk ustabilitet hos tilskudsmodtager. Bestemmelsen giver den tilsynsførende myndighed mulighed for at tilskynde en tilskudsmodtager med økonomiske problemer til at iværksætte de nødvendige tiltag med henblik på at genoprette økonomien og samtidig fortsætte den løbende drift. Det er hensigten, at anvendelsen af skærpet tilsyn beskrives i en bekendtgørelse, jf. stk. 3.
Til stk. 2
Forholdet mellem størrelsen af Kulturministeriets driftstilskud og en anden offentlig myndigheds driftstilskud kan være forskellig fra år til år. Dermed kan det også variere fra år til år, hvilken offentlig myndighed der er offentlig hovedtilskudsyder og dermed som udgangspunkt er tilsynsførende myndighed. I de tilfælde, hvor forholdet mellem de to driftstilskud varierer, eller hvor tilskuddene er lige store, er det praksis, at tilsynet med tilskudsmodtager føres af den tilskudsydende kommune.
I den foreslåede bestemmelse gives hjemmel til, at det kan aftales mellem de offentlige tilskudsydere, hvem af dem der skal fungere som tilsynsførende myndighed. Det foreslås, at der gives mulighed for, at kulturministeren kan aftale med en eller flere kommuner eller anden offentlig tilskudsydende myndighed – det være sig et ministerium eller en region – at kommunen eller den anden offentlige tilskudsydende myndighed i konkrete tilfælde varetager tilsynsforpligtelsen i forhold til enkeltstående institutioner, uanset om Kulturministeriet efter loven er offentlig hovedtilskudsyder i forhold til den pågældende institution.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der kan ske en hensigtsmæssig udførelse af tilsynet med tilskudsmodtageren, og at der skabes større gennemsigtighed ved en formalisering af arbejdsdelingen mellem de offentlige hovedtilskudsydere.
Der ligger i forslaget ingen ramme for den tidsmæssige udstrækning af aftaler om varetagelse af opgaven som tilsynsførende myndighed.
Til stk. 3
Ved lovens fremsættelse er der ingen formaliseret beskrivelse af, hvordan tilsynet med modtagere af driftstilskud skal finde sted.
Den foreslåede bestemmelse bemyndiger kulturministeren til at fastlægge nærmere regler for, hvad tilsynet skal omfatte, herunder hvilke oplysninger der skal kontrolleres, og hvor ofte kontrollen skal finde sted.
Ved tilsyn forstås den opgave, den tilsynsførende myndighed påtager sig for at sikre, at det samlede offentlige tilskud anvendes i henhold til det bevilgede formål og i overensstemmelse med den gældende lovgivning. Herunder indebærer tilsynsforpligtelsen, at tilskudsyderen påser, at revisions- og regnskabsregler er overholdt. Omfanget af tilsynet kan variere med driftstilskuddets størrelse. Uanset driftstilskuddets størrelse er det den offentlige hovedtilskudsyders ansvar at tilrettelægge tilsynet således, at det er tilstrækkeligt til at sikre, at de opstillede tilskudsbetingelser er opfyldt. Tilsynet skal tillige sikre, at der eksisterer dokumentation for, at tilskuddet er anvendt i henhold til det bevilgede formål, og at tilskudsmodtagerens administration følger lovens bestemmelser og bestemmelserne i den i henhold til loven udstedte bekendtgørelse.
Den tilsynsførende myndighed vil som konsekvens af lovforslagets § 7, stk. 1, føre tilsyn med hele driften hos en tilskudsmodtager. Det er imidlertid hensigten i en bekendtgørelse at definere, at tilsynet kan indskrænkes til at omfatte dele af tilskudsmodtagers aktiviteter, i det omfang der, jf. bemærkningerne til § 1, stk. 5, ydes driftstilskud til en klart afgrænset aktivitet hos tilskudsmodtager. Også i tilfælde, hvor det statslige driftstilskud udgør en meget lille del af tilskudsmodtagers samlede finansieringsgrundlag, er det hensigten at definere i bekendtgørelsen, at detaljeringsniveauet i tilsynet kan indskrænke sig til en overvågning af anvendelsen af det konkrete tilskud.
Ud over at tilrettelægge tilsynet i form af en række velbeskrevne rutiner og opgaver indebærer tilsynsforpligtelsen, at det faktiske tilsyn tilpasses den konkrete situation og de eventuelle særlige risici og omstændigheder, der gør sig gældende i forbindelse med det konkrete driftstilskud. Der er generelt tale om en direkte sammenhæng mellem tilskudsniveau og væsentlighed, risiko, styrings- og tilsynsintensitet.
Det er hensigten i bekendtgørelsesform at fastlægge, at den tilsynsførende myndighed som et led i sit løbende tilsyn godkender selvejende institutioners budgetter og regnskaber. Godkendelsen baserer sig blandt andet på den revision, som institutionens revisor udfører. I godkendelsen indgår en vurdering af om budgetter henholdsvis regnskaber er i overensstemmelse med tilskudsbetingelserne. Den tilsynsførende myndighed vurderer tillige, om budgettet og regnskabet sandsynliggør, at de fornødne midler er til stede for, at tilskudsmodtageren kan drive sin virksomhed det kommende år, herunder om de offentlige driftstilskud vurderes som værende budgetteret på et korrekt niveau.
Det er tillige hensigten i bekendtgørelsesform at fastlægge, at den tilsynsførende myndighed i tilsynet med foreninger påser, at tilskudsmodtagers regnskaber er i overensstemmelse med tilskudsforudsætningerne. Vurderingen af, om tilskudsbetingelserne er overholdt, baserer sig blandt andet på den revision, som foreningens revisor har udført. Opgaven består i, at den tilsynsførende myndighed vurderer, om regnskabet afspejler den type aktivitet, som der ydes driftstilskud til. I gennemgangen af regnskabet vil også ligge en vurdering af, om der fortsat er grundlag for det offentlige driftstilskud. I den bekendtgørelse, der planlægges fastsat med hjemmel i loven, vil det blive reguleret, hvornår den offentlige hovedtilskudsyder skal foretage en egentlig godkendelse af tilskudsmodtagerens regnskab.
Som led i sit tilsyn vil den tilsynsførende myndighed kunne stille uddybende spørgsmål til tilskuddets anvendelse. Dette medfører i de tilfælde, hvor tilskudsmodtageren som led i sin virksomhed viderefordeler driftstilskuddet, at tilskudsmodtageren i fastlæggelsen af principperne for viderefordeling af tilskuddet skal sikre, at disse principper er i overensstemmelse med formålet med det statslige driftstilskud. Forslaget indebærer, at revisionen af tilskudsmodtageren skal efterprøve, om Kulturministeriets og andre offentlige tilskudsyderes oprindelige formål med at yde tilskuddet er tilgodeset i fordelingen. Det er hensigten at dette forhold beskrives i bestemmelserne om revision, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 3.
Lovforslagets § 8 indebærer, at den tilsynsførende myndighed kan beslutte at underlægge en tilskudsmodtager skærpet tilsyn. Det skærpede tilsyn vil medføre, at der stilles krav om hyppigere og mere detaljerede rapporteringer fra tilskudsmodtager. I forbindelse med et skærpet tilsyn vil den tilsynsførende myndighed fx kunne kræve tilskudsmodtagers budget til gennemgang, uanset om den pågældende tilskudsmodtager i øvrigt er underlagt krav om indsendelse af budgetter. Se endvidere bemærkningerne til stk. 1.
Til stk. 4
Det er gældende praksis, at en tilsynsførende myndighed kan udbede sig oplysninger, der supplerer de budgetter og regnskaber, som tilskudsmodtager afleverer til tilskudsyder. De supplerende oplysninger, som kan være såvel regnskabs- som aktivitetsoplysninger, tjener til at belyse tilskudsmodtagers aktivitet som grundlag for den tilsynsførende myndigheds tilsyn, men kan også anvendes som bidrag til Kulturministeriets statistiske belysning af et kulturområde.
Den foreslåede bestemmelse vil skabe hjemmel til, at kulturministeren som led i tilsynet kan udbede sig andet materiale fra tilskudsmodtageren end det, der fremgår eksplicit af lovens tekst.
Jf. bemærkningerne til § 3, stk. 1, § 5, stk. 1, og § 7, stk. 3, er der materiale, som tilskudsmodtageren som minimum skal stille til rådighed for tilskudsyderen som grundlag for det tilsyn, der føres med tilskudsmodtageren, herunder tilskudsmodtagerens vedtægter, budgetter og regnskaber med tilhørende rapporter og protokollater. Yderligere materiale vil være oplysninger om aktivitetsniveau til statistisk brug – besøgstal, antal forestillinger, typer af aktiviteter, grupper af brugere og så videre – og materiale, som kan belyse oplysningerne givet i tilskudsmodtagers budgetter eller regnskaber mere uddybende.
Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at videreføre den eksisterende praksis.
Også Rigsrevisionen kan i medfør af rigsrevisorlovens § 4 indhente materiale fra tilskudsmodtagerne.
Efter dele af den gældende sektorlovgivning og praksis på Kulturministeriets område har der i forhold til tilskudsmodtagere hidtil været givet mulighed for at anvende aftalekoncepter på ministerområdet. Aftalekoncepterne omfatter bl.a. såkaldte rammeaftaler og resultataftaler og lignende. Aftalerne er indgået mellem kulturministeren/Kulturministeriet og en tilskudsmodtager og har tillige i nogle tilfælde omfattet en eller flere kommuner som aftalepart.
Endvidere foreligger der i nogle tilfælde i sektorlovgivningen en egentlig forpligtelse for tilskudsmodtagere til at indgå aftaler, som beskrevet, med kulturministeren. Det gælder fx spiludlodningslovens bestemmelser om aftaler mellem idrætsorganisationerne og kulturministeren.
Med den foreslåede bestemmelse vil den gældende praksis på ministerområdet kunne fortsætte og udbredes til flere områder. Den foreslåede bestemmelse vil således give kulturministeren mulighed for at indgå aftale med en tilskudsmodtager – bl.a. med det sigte at skabe grundlag for en stadig dialog om tilskudsmodtagerens mål og midler. Aftalekoncepterne vil fortsat kunne involvere øvrige myndigheder, der yder driftstilskud til den pågældende tilskudsmodtager.
Aftalekoncepternes form og indhold kan ændre sig over tid, men de vil til enhver tid som udgangspunkt have til hensigt at sætte fokus på tilskudsmodtagerens målopfyldelse.
De kulturaftaler, som kulturministeren kan indgå som led i kultursamarbejdet med kommunerne i henhold til lov om Kulturministeriets kulturaftaler med kommuner m.v., jf. lovbekendtgørelse 728 af 7. juni 2007, er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Der har hidtil ikke i sektorlovgivningen på Kulturministeriets område været fastsat generelle regler for tilskudsmodtagerens forpligtelse i forbindelse med driftstilskuddet til at informere om sin organisation og sine aktiviteter.
Kulturministeriet yder tilskud med den hensigt at understøtte, at en bestemt aktivitet, som vurderes at være af almen interesse, finder sted. Det er som hovedregel hensigten, at så mange som muligt får udbytte af aktiviteten, hvis den har deres interesse. Hertil kommer, at hensynet til gennemsigtighed i forbindelse med anvendelse af statslige tilskud gør, at det vurderes som hensigtsmæssigt, at tilskudsmodtager tillige oplyser om sin organisation, bestyrelse, evt. daglig ledelse og lignende samt kontaktoplysninger.
Det er udbredt praksis, at oplysninger om aktiviteter, der varetages af tilskudsmodtagere, formidles via internettet og andre elektroniske medier, i den trykte presse eller i form af brochurer m.v.
Det foreslås på den baggrund, at tilskudsmodtageren forpligtes til, på en let tilgængelig måde, at oplyse om sin organisation og sine aktiviteter. En oplysning vil være let tilgængelig i lovens forstand, når den kan findes på steder eller i medier, hvortil offentligheden har adgang. Der kan være tale om sider på internettet, dagblade og dagbladslignende publikationer eller oplysninger, der formidles via offentligt tilgængelige institutioner såsom biblioteker m.v.
Hvis den tilsynsførende myndighed vurderer, at oplysninger om tilskudsmodtagerens organisation og om aktiviteter støttet af offentlige midler ikke er let tilgængelige, kan tilsynsmyndigheden stille krav til tilskudsmodtager om at forbedre oplysningsarbejdet.
Det foreslås med bestemmelsen, at opgaver, som varetages af tilskudsmodtagere på statens vegne, er omfattet af offentlighedsloven og forvaltningsloven, som hvis modtageren var en offentlig myndighed. Derved sikres en åben og gennemskuelig beslutningsproces, idet offentligheden gives adgang til at søge om bl.a. aktindsigt i de afgørelser, som tilskudsmodtageren træffer om fordeling af tilskud.
Kun de konkrete opgaver, der udføres på statens vegne, vil være omfattet offentlighedsloven og forvaltningsloven, mens tilskudsmodtagerens øvrige virksomhed ikke vil være omfattet, medmindre andet fremgår af anden lovgivning eller bestemmelser fastsat med hjemmel i anden lovgivning. Ved opgaver (sager), som varetages af tilskudsmodtagere på statens vegne, tænkes på tilskudsmodtageres fordeling af tilskudsmidler.
Bestemmelsen afgrænser, hvilke modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet der vil være omfattet af offentlighedslovens og forvaltningslovens bestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde for tilskudsmodtagere på Kulturministeriets område, der alle har det til fælles, at de er et af ministeren uafhængigt, fagligt organ m.v., dvs. et armslængdeorgan, der med staten som opdragsgiver uddeler statslige midler til idræts- og/eller kulturlivet. Ved lovforslagets fremsættelse vil følgende institutioner blive omfattet: Lokale- og Anlægsfonden, der udvikler, støtter og rådgiver om byggeri inden for idræt, kultur og fritid, Københavns Teater, der fordeler statstilskud til driften af de storkøbenhavnske teatre, samt musiklivets genreorganisationer (Dansk Rocksamfund ROSA, Folkemusikkens Fællessekretariat, Dansk Jazzforbund og SNYK), der uddeler støtte – bl.a. transportstøtte – til musiklivet og støtter udviklingen og udbredelsen af dansk musik i Danmark og udlandet.
Team Danmark er et forvaltningsmæssigt armslængdeorgan under eliteidrætsloven, som kanaliserer midler videre til idrætslivet. Team Danmark er oprettet ved lov, og der er i lovbemærkningerne taget stilling til, at Team Danmark er en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af offentlighedsloven og forvaltningsloven. Det samme er tilfældet for Anti Doping Danmark, som er oprettet ved lov om fremme af dopingfri idræt.
Grundlaget for at yde driftstilskud findes i den gældende sektorlovgivning på Kulturministeriets område. Fx stiller museumsloven en række museumsfaglige krav til en tilskudsmodtager som grundlag for at yde tilskuddet. Det foreslås i bestemmelsen, at hvis en tilskudsmodtager planlægger at fusionere med en anden juridisk person eller at lade sig spalte i to eller flere selvstændige juridiske personer, så forpligtes tilskudsmodtageren til at holde Kulturministeriet orienteret om planerne.
En fusion eller en spaltning vil resultere i nye eller ændrede vedtægter, som skal godkendes enten i henhold til sektorlovgivningen eller af den offentlige hovedtilskudsyder, jf. § 3, stk. 2. Hvor der er tale om foreninger, vil den offentlige hovedtilskudsyder skulle påse, at vedtægterne er i overensstemmelse med nærværende lov, jf. § 5, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse præciserer, at det vil være en selvstændig betingelse for videreførelsen af driftstilskud fra Kulturministeriet, at der efter spaltningen eller fusionen sker en fornyet vurdering af grundlaget for at yde Kulturministeriets andel af driftstilskuddet i henhold til såvel sektorlovgivningen som nærværende lovgivning. De nærmere form- og proceskrav, der knytter sig til spørgsmålet om Kulturministeriets driftstilskuds videreførelse i relation til fusionen eller spaltningen, herunder eventuelle krav om fremsendelse af fornyet ansøgning m.v. efter sektorlovgivningen, opstilles i det enkelte tilfælde af Kulturministeriet.
Ved lovforslagets fremsættelse findes der i de fleste sektorlove på Kulturministeriets område bestemmelser om bortfald og tilbagekaldelse af tilskud som sanktion, hvis tilskudsmodtageren ikke opfylder tilskudsbetingelserne.
Det foreslås, at Kulturministeriet kan tilbageholde et driftstilskud eller lade det bortfalde helt eller delvist, hvis tilskudsmodtageren ikke længere opfylder tilskudsbetingelserne, eller der er fare for at tilskudsmodtagerens virksomhed må indstilles.
Den foreslåede bestemmelse skal skabe hjemmel til, at tilskud kan tilbageholdes eller bortfalde helt eller delvist, hvis tilskudsmodtagerne ikke længere opfylder de tilskudsbetingelser, som driftstilskuddet er givet under. Bestemmelsen skal sikre, at tilskudsbevillinger i videst muligt omfang anvendes i overensstemmelse med det bevilgede formål. I tilfælde, hvor et tilskud endnu ikke er udbetalt, vil det kunne tilbageholdes. Tilbageholdelsen kan ophæves, hvis der rettes op på den manglende overholdelse af tilskudsbetingelserne. Tilskud bortfalder helt, hvis det ikke vurderes, at tilskudsmodtageren igen vil kunne opfylde betingelserne for at blive tilskudsberettiget. I de tilfælde, hvor tilskudsbetingelserne er delvist opfyldt, kan Kulturministeriet vælge at tilbageholde en del af tilskuddet svarende til den manglende opfyldelse af tilskudsbetingelserne eller lade det falde bort. I tilfælde, hvor tilskuddet allerede er udbetalt, men hvor betingelserne for at oppebære tilskuddet ikke er opfyldt, vil Kulturministeriet kunne kræve tilskuddet helt eller delvist tilbagebetalt. Delvis tilbagebetaling vil blive krævet, hvis tilskudsmodtageren delvist har opfyldt tilskudsbetingelserne. Delvis opfyldelse vil som regel knytte sig til de aktiviteter af kulturel karakter, som tilskudsmodtageren forventes at gennemføre.
Med lovforslagets § 8, stk. 1, er hjemlet adgang til at underlægge en tilskudsmodtager skærpet tilsyn, jf. bemærkningerne til § 8, stk. 1 og 3. Et skærpet tilsyn, der ikke resulterer i en forbedring af tilskudsmodtagerens faglige, økonomiske og administrative forhold, vil kunne føre til, at denne bestemmelse bringes i anvendelse, jf. bestemmelsens nr. 1.
Hvis en tilskudsmodtager begæres konkurs eller standser sine betalinger, vil Kulturministeriet uden forudgående skærpet tilsyn kunne tilbageholde og/eller tilbagekalde tilskud efter nr. 2.
Til stk. 2
På nuværende tidspunkt er der praksis for at justere tilskudsudbetalinger ved modregning i senere udbetalinger.
Det foreslås, at driftstilskud, der kræves tilbagebetalt efter stk. 1, kan modregnes i kommende tilskudsbetalinger efter de almindelige principper for modregning i dansk ret.
Bestemmelsen foreslås at hjemle, at tilskud, som kræves tilbagebetalt, kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger, såfremt sådanne udbetalinger vil finde sted.
Til stk. 3
Ved forslagets fremsættelse findes der 14 selvejende institutioner, hvis bestyrelser beskikkes af kulturministeren. Bestyrelserne beskikkes for en på forhånd afgrænset periode.
Den foreslåede bestemmelse hjemler, at kulturministeren kan vælge at afbeskikke bestyrelsen inden udløbet af beskikkelsesperioden og beskikke en ny bestyrelse, hvis en af ministeren udpeget bestyrelse ved sine dispositioner bringer videreførelsen af den selvejende institution i fare. Det foreslås, at den nye bestyrelse i så fald skal beskikkes efter reglerne i den selvejende institutions vedtægter.
Den foreslåede bestemmelse vil kun kunne finde anvendelse i forhold til selvejende institutioner og ikke i forhold til foreninger m.v. Sanktionsmuligheder over for selvejende institutioner kan ud over denne bestemmelse også være fastlagt i øvrig relevant sektorlovgivning.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at kulturministeren i de tilfælde, hvor institutionens bestyrelse er beskikket af ministeren, kan afbeskikke den, såfremt bestyrelsen ikke på betryggende vis varetager den strategiske og økonomiske ledelse af institutionen. En afbeskikkelse af en bestyrelse vil derfor bunde i bestyrelsens utilstrækkelige opfyldelse af de forpligtelser, der er reguleret i loven eller i henhold til den for institutionen gældende øvrige lovgivning.
Af lovforslagets § 4 fremgår det, at bestyrelsen er ansvarlig for den selvejende institutions samlede virke. Heri ligger, at bestyrelsen bl.a. er ansvarlig for den overordnede styring af institutionen. Hvis det viser sig, at den økonomiske udvikling og/eller den faglige udvikling hos tilskudsmodtageren ikke er betryggende, vil der, jf. lovforslagets § 8, stk. 1 og 3, kunne indføres skærpet tilsyn med institutionen. En sådan udvikling vil være, at tilskudsmodtageren ikke lever op til tilskudsbetingelserne enten på det faglige område eller på det økonomiske og administrative område. Der kan fx være tale om, at tilskudsmodtageren ikke gennemfører de faglige aktiviteter, som kræves for at opretholde tilskudsberettigelsen, eller tilskudsmodtagerens regnskab udviser stadigt eller stigende underskud.
Hvis et skærpet tilsyn ikke resulterer i forbedrede forhold, og kulturministeren vurderer, at bestyrelsen ikke har levet op til sit ansvar, kan kulturministeren vælge at afbeskikke bestyrelsen inden udløbet af beskikkelsesperioden. Afbeskikkelse af en siddende bestyrelse vil således først finde sted, efter at det er forsøgt at afhjælpe den manglende overholdelse af tilskudsbetingelserne.
I ganske særlige tilfælde, hvor kulturministeren vurderer, at en bestyrelse ikke viser vilje til at medvirke til udbedring af de ikke-betryggende forhold, foreslås det, at afbeskikkelse kan finde sted uden forudgående skærpet tilsyn.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2011.
Til stk. 2
Det foreslås, at lovens bestemmelser om indholdet af tilskudsmodtagerens vedtægter for så vidt angår tilskudsmodtagere, hvis vedtægter ikke opfylder lovens bestemmelser på ikrafttrædelsestidspunktet, først træder i kraft den 1. januar 2012. Tilsvarende gælder bestemmelsen om den offentlige hovedtilskudsyders godkendelse/gennemgang af vedtægterne. Hermed sikres det, at disse tilskudsmodtagere får tilstrækkelig tid til at implementere lovforslaget, herunder at afholde fornødne afstemninger m.v., inden en eventuel vedtægtsændring kan gennemføres.
Til stk. 3
Det foreslås, at kulturministeren i bekendtgørelsesform kan fastsætte de nødvendige overgangsregler med henblik på at gøre gennemførelsen af loven så smidig som muligt. De overgangsregler, der vil blive tale om at indføre, vil relatere sig til de nærmere regler for budget for tilskudsmodtageren samt nærmere regler for regnskabsaflæggelse og revisionens udførelser. Der kan blive tale om at tilpasse afleveringsfrister og kravene til indholdet af det materiale, som indsendes til den tilsynsførende myndighed. Overgangsreglerne vil maksimalt blive udstrakt til udgangen af 2012.
Som konsekvens af, at lovgivningen på Kulturministeriets område vedrørende tilsyn med tilskudsanvendelsen i tilskudsmodtagende selvejende institutioner, foreninger m.v. samles i denne lov, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden sker ophævelse eller ændring af en række bestemmelser i de love, der regulerer forhold hos modtagere af driftstilskud, der fremadrettet vil blive omfattet af denne lov.
Det fremgår af § 5 i lov nr. 255 af 12. april 2000 om statstilskud til zoologiske anlæg, at kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelsen, revisionskompetencen og revisionens udførelse for tilskud, der udbetales i medfør af loven. Forslaget om ophævelse af § 5 er en konsekvens af samlingen af relevant lovgivning i denne lov, idet de forhold, der er nævnt i bestemmelsen, fremover vil være omfattet af dette lovforslag.
Som konsekvens af, at lovgivningen på Kulturministeriets område vedrørende tilsyn med tilskudsanvendelsen i tilskudsmodtagende selvejende institutioner, foreninger m.v. samles i denne lov, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden sker ophævelse eller ændring af en række bestemmelser i de love, der regulerer forholde hos modtagere af driftstilskud, der fremadrettet vil blive omfattet af denne lov.
Det fremgår af § 3, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 1332 af 30. november 2007 om eliteidræt, at bestyrelsen ansætter den øverste daglige ledelse af Team Danmark. Det fremgår af § 4, stk. 2, i samme lov, at kulturministeren fastsætter nærmere regler for regnskabsaflæggelse og revision, og at Kulturministeriet til brug for Rigsrevisionen kan indhente yderligere materiale til en nøjere regnskabsgennemgang. Forslaget om ophævelse af § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2, er en konsekvens af samlingen af relevant lovgivning i denne lov, idet de forhold, der er nævnt i bestemmelserne, fremover vil blive reguleret her.
Det fremgår af § 4, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1332 af 30. november 2007 om eliteidræt, at kulturministeren skal godkende vedtægter og budget samt årsberetning og regnskab for Team Danmark. Forslaget om ændring af § 4, stk. 1, er en konsekvens af, at hovedparten af de forhold, der er reguleret i den gældende § 4, stk. 1, er omfattet af dette lovforslag.
Som konsekvens af, at lovgivningen på Kulturministeriets område vedrørende tilsyn med tilskudsanvendelsen i tilskudsmodtagende selvejende institutioner, foreninger m.v. samles i denne lov, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden sker ophævelse eller ændring af en række bestemmelser i de love, der regulerer forhold hos modtagere af driftstilskud, der fremadrettet vil blive omfattet af denne lov.
Det fremgår af § 17, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 914 af 20. august 2008 om biblioteksvirksomhed med senere ændringer, at kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelsen, revisionskompetencen og revisionens udførelse for tilskud, der udbetales i henhold til stk. 1 og 2. Kulturministeren kan indhente yderligere materiale fra tilskudsmodtagere til brug for Rigsrevisionen til en nøjere regnskabsgennemgang. Forslaget om ophævelse af § 17, stk. 3, er en konsekvens af samlingen af relevant lovgivning i denne lov, idet de forhold, der er nævnt i bestemmelsen, fremover vil være omfattet af dette lovforslag.
Som konsekvens af, at lovgivningen på Kulturministeriets område vedrørende tilsyn med tilskudsanvendelsen i tilskudsmodtagende selvejende institutioner, foreninger m.v. samles i denne lov, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden sker ophævelse eller ændring af en række bestemmelser i de love, der regulerer forhold hos modtagere af driftstilskud, der fremadrettet vil blive omfattet af denne lov.
Forslaget om ændring af overskriften til kapitel 13 a i lovbekendtgørelse nr. 780 af 23. juni 2009 om teater er en konsekvens af, at loven fremover kun skal regulere tilskud, der ikke er omfattet af dette lovforslag, for så vidt angår regnskab og revision.
Som konsekvens af, at dette lovforslag kun vedrører modtagere af driftstilskud, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden indsættes en bestemmelse i de love på Kulturministeriets område, der regulerer såvel driftstilskud som andre tilskud, om, at de berørte bestemmelser i de pågældende love fremadrettet begrænses til kun at vedrøre tilskud, der ikke er omfattet af dette lovforslag. Der vil typisk være tale om tilskud, der ydes til andre formål end drift.
Forslaget om indsættelse af et nyt stykke i § 31 a i lovbekendtgørelse nr. 780 af 23. juni 2009 om teater er en konsekvens heraf.
Som konsekvens af, at lovgivningen på Kulturministeriets område vedrørende tilsyn med tilskudsanvendelsen i tilskudsmodtagende selvejende institutioner, foreninger m.v. samles i denne lov, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden sker ophævelse eller ændring af en række bestemmelser i de love, der regulerer forhold hos modtagere af driftstilskud, der fremadrettet vil blive omfattet af denne lov.
Det fremgår af § 6 i lov nr. 1438 af 22. december 2004 om fremme af dopingfri idræt, at den daglige ledelse af Anti Doping Danmark varetages af et sekretariat, hvis øverste ledelse ansættes af Anti Doping Danmarks bestyrelse. Det fremgår af § 7, stk. 2, at kulturministeren fastsætter nærmere regler for regnskabsaflæggelsen og revisionens udførelse, og af stk. 3, at Kulturministeriet til brug for Rigsrevisionen kan indhente yderligere materiale til en nøjere regnskabsgennemgang. Forslaget om ophævelse af de nævnte bestemmelser er en konsekvens af samlingen af relevant lovgivning i denne lov, idet de forhold, der er nævnt i bestemmelsen, fremover vil være omfattet af dette lovforslag.
Det fremgår af den gældende § 7, stk. 1, at kulturministeren skal godkende vedtægter og budget samt årsberetning og regnskab for Anti Doping Danmark. Forslaget om ændring af § 7, stk. 1, i lov om fremme af dopingfri idræt er en konsekvens af, at hovedparten af de forhold, der er reguleret i den gældende § 7, stk. 1, er omfattet af dette lovforslag.
Som konsekvens af, at lovgivningen på Kulturministeriets område vedrørende tilsyn med tilskudsanvendelsen i tilskudsmodtagende selvejende institutioner, foreninger m.v. samles i denne lov, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden sker ophævelse eller ændring af en række bestemmelser i de love, der regulerer forhold hos modtagere af driftstilskud, der fremadrettet vil blive omfattet af denne lov.
Det fremgår af § 92 a, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 477 af 6. maj 2010 om radio- og fjernsynsvirksomhed, at kulturministeren kan fastsætte regler om fordelingen af tilskud, indsendelse af ansøgninger, regnskabsaflæggelse, revisionskompetence og revisionens udførelse m.v. vedrørende tilskud, der udbetales i medfør af lovens §§ 11 a og 43. Forslaget om ændring af § 92 a, stk. 1, er en konsekvens af, at hovedparten af de forhold, der er reguleret i den gældende § 4, stk. 1, er omfattede af dette lovforslag.
Som konsekvens af, at dette lovforslag kun vedrører modtagere af driftstilskud, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden indsættes en bestemmelse i de love på Kulturministeriets område, der regulerer såvel driftstilskud som andre tilskud, om, at de berørte bestemmelser i de pågældende love fremadrettet begrænses til kun at vedrøre tilskud, der ikke er omfattet af dette lovforslag. Der vil typisk være tale om tilskud, der ydes til andre formål end drift.
Forslaget om indsættelse af nye stykker i §§ 3 i og 12 a i lov nr. 184 af 3. januar 2008 om musik er en konsekvens heraf.
Som konsekvens af, at dette lovforslag kun vedrører modtagere af driftstilskud, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden indsættes en bestemmelse i de love på Kulturministeriets område, der regulerer såvel driftstilskud som andre tilskud, om, at de berørte bestemmelser i de pågældende love fremadrettet begrænses til kun at vedrøre tilskud, der ikke er omfattet af dette lovforslag. Der vil typisk være tale om tilskud, der ydes til andre formål end drift.
Forslaget om indsættelse af et nyt stykke i § 6 i lovbekendtgørelse nr. 1005 af 29. november 2003 om litteratur med senere ændringer er en konsekvens heraf.
Som konsekvens af, at dette lovforslag kun vedrører modtagere af driftstilskud, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden indsættes en bestemmelse i de love på Kulturministeriets område, der regulerer såvel driftstilskud som andre tilskud, om, at de berørte bestemmelser i de pågældende love fremadrettet begrænses til kun at vedrøre tilskud, der ikke er omfattet af dette lovforslag. Der vil typisk være tale om tilskud, der ydes til andre formål end drift.
Forslaget om indsættelse af et nyt stykke i § 13 i lovbekendtgørelse nr. 1004 af 29. november 2003 om billedkunst med senere ændringer er en konsekvens heraf.
Som konsekvens af, at dette lovforslag kun vedrører modtagere af driftstilskud, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden indsættes en bestemmelse i de love på Kulturministeriets område, der regulerer såvel driftstilskud som andre tilskud, om, at de berørte bestemmelser i de pågældende love fremadrettet begrænses til kun at vedrøre tilskud, der ikke er omfattet af dette lovforslag. Der vil typisk være tale om tilskud, der ydes til andre formål end drift.
Forslaget om indsættelse af et nyt stykke i § 12 i lov nr. 230 af 2. april 2003 om Kunstrådet med senere ændringer er en konsekvens heraf.
Som konsekvens af, at dette lovforslag kun vedrører modtagere af driftstilskud, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden indsættes en bestemmelse i de love på Kulturministeriets område, der regulerer såvel driftstilskud som andre tilskud, om, at de berørte bestemmelser i de pågældende love fremadrettet begrænses til kun at vedrøre tilskud, der ikke er omfattet af dette lovforslag. Der vil typisk være tale om tilskud, der ydes til andre formål end drift.
Forslaget om indsættelse af et nyt stykke i § 24 i lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film med senere ændringer er en konsekvens heraf.
Som konsekvens af, at dette lovforslag kun vedrører modtagere af driftstilskud, foreslås det, at der samtidig med lovens ikrafttræden indsættes en bestemmelse i de love på Kulturministeriets område, der regulerer såvel driftstilskud som andre tilskud, om, at de berørte bestemmelser i de pågældende love fremadrettet begrænses til kun at vedrøre tilskud, der ikke er omfattet af dette lovforslag. Der vil typisk være tale om tilskud, der ydes til andre formål end drift.
Forslaget om indsættelse af nye stykker i §§ 34-37 i lovbekendtgørelse nr. 1505 af 14. december 2006 om museer med senere ændringer er en konsekvens heraf.
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det foreslås i bestemmelsen, at loven ikke skal gælde for Grønland og Færøerne, da de tilskud, der ydes i Kulturministeriets regi, ydes fra Danmark. I det omfang en tilskudsmodtager i Grønland eller på Færøerne – eller et andet sted uden for Danmarks territorium – modtager et tilskud, der er omfattet af denne lov, skal reglerne i denne lov følges.