Lov om ændring af værgemålsloven (Initiativer med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiderne hos Familieretshuset i værgemålssager, fastsættelse af øvre grænse for antal værgemål m.v.) § 1

Til nr. 1

Efter værgemålslovens § 11 skal der i forbindelse med afgørelser om værgemål beskikkes en værge.

Ifølge det foreslåede § 11, 2. pkt., skal værgen været egnet til at varetage hvervet.

Forslaget vil indebære en kodificering af gældende praksis for beskikkelse af værger efter værgemålslovens § 11.

Familieretshuset foretager i dag en egnethedsvurdering af de relevante værgeforslag. Efter Familieretshusets praksis i sager om beskikkelse af pårørende værger i vedvarende økonomiske værgemål indhentes bl.a. straffeattest til offentlig brug. Derudover inddrages oplysninger, som Familieretshuset er kommet i besiddelse af under sagens behandling, såsom oplysninger fra kommune, pårørende eller andre. Det kan eksempelvis være oplysninger om, at en pårørendes hidtidige assistance i forbindelse med økonomien ikke har fungeret eller været tilstrækkelig, eller om at der tidligere har været mistanke om misbrug af personens midler.

Familieretshuset inddrager desuden eventuelle oplysninger fra andre, der i øvrigt vurderes at kunne have betydning for varetagelsen af hvervet.

I værgemål, herunder særligt af kompliceret karakter, tillægges det betydning i vurderingen af, om en pårørende er egnet til at varetage hvervet som værge, om den pågældende er i stand til at føre regnskab over sin administration. Hvis Familieretshuset vurderer, at en pårørende ikke er i stand til at varetage regnskabsaflæggelsen, kan det betyde, at den pårørende ikke er egnet til at varetage hvervet, og i stedet bør en anden pårørende, der har kvalifikationerne, eller en fast værge beskikkes.

Der er ikke tiltænkt en ændring af egnethedskravet i forhold til Familieretshusets eksisterende praksis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter værgemålslovens § 11 skal der i forbindelse med afgørelser om værgemål beskikkes en værge. Der er ikke fastsat en øvre grænse for, hvor mange værgemål den enkelte værge kan varetage.

Efter det foreslåede § 11, stk. 2 , må en værge ikke beskikkes i mere end 50 værgemål. Der kan ske beskikkelse i op til 75 værgemål, hvis særlige forhold tilsiger det.

Faste værger, der har nået grænsen på 50 værgemål, vil således kun undtagelsesvis kunne beskikkes i yderligere værgemål, hvis det konkret vurderes, at det er hensigtsmæssigt. Det kan eksempelvis være tilfældet pga. den foreslåede værges konkrete professionelle kendskab til den, der skal under værgemål, eller ud fra geografiske hensyn, hvorved forstås både tilfælde, hvor det i en landsdel er vanskeligt at tilknytte et tilstrækkeligt antal faste værger, og tilfælde, hvor personen, der skal under værgemål, bor væsentligt nærmere en fast værge med 50 eller flere værgemål end andre potentielle faste værger. Det vil også kunne være tilfældet, hvor særlige administrative forhold gør sig gældende, fordi værgen af retten er blevet beskikket i yderligere værgemål. Grænsen på 75 er undtagelsesfri.

Beskikkes en fast værge som pårørende værge, eksempelvis for en forælder, eller et andet familiemedlem, vil dette værgemål ikke indgå i opgørelsen af antallet af værgemål i relation til grænserne.

Foreløbige værgemål efter værgemålslovens § 21 og midlertidige værgemål vil heller ikke være omfattede af grænserne.

Det forudsættes, at de faste værger, der i dag har flere værgemål, end hvad de nye grænser tillader, forbliver i disse værgemål. De faste værger vil i takt med, at værgemålene ophører, eller der sker afbeskikkelse, komme under de nye værgemålsgrænser.

De faste værger, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er beskikkede i mere end 75 værgemål, omfattes af en overgangsordning, jf. lovforslagets § 3, stk. 3. Dette både af hensyn til den faste værge, som skal kunne have tid til at indrette sig herpå, personen, der er under værgemål, og de nye værger, som Familieretshuset skal beskikke.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 12, stk. 1, i værgemålsloven, at beskikkelsen kan fratages værgen, hvis denne misbruger sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet, eller hvis det er nødvendigt af hensyn til den, der er under værgemål. Efter stk. 2 bortfalder beskikkelsen, hvis værgen selv kommer under værgemål.

Det fremgår af forarbejderne til værgemålslovens § 12, at det kan være nødvendigt at fratage værgen sin beskikkelse af hensyn til den, der er under værgemål, hvis samarbejdsklimaet er dårligt, uden at der er tale om, at værgen har tilsidesat sine pligter. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 12 i forslag nr. L 191 til værgemålslov af 8. marts 1995, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, side 2467.

I medfør af § 11, stk. 3, i sagsbehandlingsbekendtgørelsen er det muligt at fratage en fast værge hvervet, hvis værgen gentagne gange eller groft har tilsidesat sine pligter som værge. Fratagelse af hvervet som fast værge medfører ikke, at beskikkelse som værge i det enkelte værgemål ophører, medmindre der træffes afgørelse om fratagelse af beskikkelsen efter værgemålsloven, jf. stk. 4.

Efter Familieretshusets praksis anvendes denne del af bestemmelsen i de tilfælde, hvor en person under værgemål ønsker en ny værge, men der ikke er noget at udsætte på værgens håndtering af værgemålet. I nogle tilfælde er det Familieretshusets vurdering, at det ud fra en samlet betragtning vil være bedst for personen under værgemål at få beskikket et ny værge som ønsket.

Det foreslås med ændringen af § 12, stk. 3 , at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afbeskikkelse af værgemål.

Med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil justitsministeren kunne fastsætte regler om afbeskikkelse af en værge, herunder at der ved afbeskikkelse kan lægges vægt på, hvad der tjener interesserne hos den, der er under værgemål. Bemyndigelsen vil kunne anvendes hvis der bliver behov for en regulering af reglerne, eksempelvis hvis der skal kunne ske afbeskikkelse af en værge og beskikkelse af en ny ud fra mere generelle hensyn til, hvad der bedst tjener interesserne hos den, der er under værgemål, herunder hvis der ønskes en pårørende indsat som værge, men en fast værge modsætter sig dette.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af værgemålslovens § 16, stk. 2, at Familieretshuset uden anmodning kan behandle spørgsmål om ændring og ophævelse af værgemål, jf. § 9 (omfang af værgemål) og § 10 (ophævelse af værgemål), samt om værgebeskikkelse og ændring heraf. Hvor en fremtidsfuldmagt ikke sættes i kraft efter anmodning herom, eller hvor fremtidsfuldmagten tilbagekaldes eller ophører, jf. kapitel 2 og 7 i lov om fremtidsfuldmagter, kan Familieretshuset uden anmodning indlede en sag om værgemål.

Efter det foreslåede i § 16, stk. 2, 3. pkt. , kan Familieretshuset uden anmodning indlede en sag om værgemål i tilfælde, hvor en attest efter den foreslåede § 25 a tilbagekaldes som følge af, at Familieretshuset konstaterer, at betingelserne for varetagelse af personlige anliggender m.v. ikke længere er tilstede.

Den foreslåede ændring af værgemålslovens § 16, stk. 2, indebærer, at Familieretshuset uden anmodning kan tage initiativ til at indlede en sag om værgemål i tilfælde, hvor en adgang efter § 25 a tilbagekaldes. Det er dog en betingelse, at den pågældende opfylder helbredskriteriet i værgemålslovens § 5.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at personer, der har behov herfor, får fornøden bistand til at varetage personlige forhold, uanset at adgangen tilbagekaldes.

Efter værgemålslovens § 13, stk. 2, træffer Familieretshuset afgørelse om at iværksætte værgemål, medmindre det er betænkeligt at behandle en sag administrativt, herunder hvis nogen protesterer mod værgemålet. Sager, hvor Familieretshuset efter det foreslåede får kompetence til at indlede sagen på grund af en adgangs ophør, er omfattet af værgemålslovens § 13, stk. 2, og er det betænkeligt at afgøre sagen administrativt, kan sagen i overensstemmelse med værgemålslovens § 13, stk. 3, oversendes til rettens afgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af værgemålslovens § 18, stk. 1, at Familieretshuset eller retten sørger for sagens oplysning.

Det følger af stk. 2, at Familieretshuset eller retten indhenter en lægeerklæring om den pågældendes helbred som grundlag for en afgørelse efter § 5 eller § 6. I andre værgemålssager kan der indhentes en lægeerklæring, hvis det findes nødvendigt.

Det følger af stk. 3, at hvis den pågældende har bopæl på institution, indhenter Familieretshuset eller retten endvidere en udtalelse herfra som grundlag for en afgørelse efter § 5 eller § 6. I andre værgemålssager kan der indhentes en udtalelse, hvis det findes nødvendigt.

Det følger af stk. 4, at Familieretshuset eller retten kan afkræve personer eller myndigheder, der har kendskab til den pågældende, de oplysninger, som anses for nødvendige for behandling af sagen.

Det følger af stk. 5, at udgifter til lægeerklæringer til brug for værgemålssager betales af den myndighed, der skal afgøre sagen.

Det følger af stk. 6, at Familieretshuset eller retten til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål har terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om en part, der er nødvendige for sagernes behandling.

Det foreslås at nyaffatte paragraffen.

Efter det foreslåede stk. 1 skal en anmodning om værgemål eller om fratagelse af den retlige handleevne så vidt muligt vedlægges en lægeerklæring vedrørende den for hvem, der er anmodet om værgemål eller fratagelse af den retlige handleevne. Retten eller Familieretshuset kan indhente lægeerklæring eller yderligere oplysninger om helbredstilstanden, hvis det er nødvendigt.

Efter det foreslåede stk. 2 skal ansøgningen, hvis den pågældende har bopæl på et botilbud eller plejehjem, så vidt muligt vedlægges en erklæring fra dette botilbud eller plejehjem.

Bestemmelserne medfører, at det som udgangspunkt pålægges den, der ansøger om værgemål, at oplyse sagen.

Det er således ansøgeren, der skal indhente lægeerklæringen. Kun i det tilfælde, hvor ansøgeren kan dokumentere, at det ikke har været muligt at indhente en lægeerklæring, vil Familieretshuset eller retten skulle indhente erklæringen, og alene i de tilfælde, hvor Familieretshuset eller retten finder lægeerklæringen nødvendig for sagens afgørelse.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den nuværende praksis, hvor lægeerklæringer er det vigtigste bevismiddel i værgemålssager.

Der stilles ikke krav om, at erklæringen skal være afgivet af en læge med en særlig faglig baggrund. Det afgørende er, at den, der afgiver erklæringen, har et godt kendskab til den pågældende. Det forudsættes, at lægeerklæringen er af nyere dato.

Det foreslås endvidere, at det pålægges ansøgeren af værgemålet at indhente en udtalelse, hvis den, anmodningen angår, har bopæl på et botilbud eller plejehjem, til brug for sagens oplysning. Kun i det tilfælde, hvor ansøgeren kan dokumentere, at det ikke har været muligt at indhente en udtalelse, pålægges Familieretshuset eller retten at indhente udtalelsen, og alene i de tilfælde, hvor Familieretshuset eller retten finder udtalelsen nødvendig for sagens afgørelse.

Ophold af midlertidig karakter på et botilbud eller plejehjem, f.eks. på et hospital, medfører ikke, at botilbuddet eller plejehjemmet skal spørges. I øvrigt må afgørelsen om, hvorvidt bopæl foreligger, træffes på grundlag af de konkrete oplysninger i det enkelte tilfælde.

Botilbuddet eller plejehjemmet kan bl.a. udtale sig om, hvorledes den pågældendes holdning er til spørgsmålet om iværksættelse af værgemål, hvis denne er i stand til at forstå, hvad sagen drejer sig om, og om hvorledes den pågældende fungerer i hverdagen.

Med de foreslåede bestemmelser bliver det således fremover som udgangspunkt en pligt for den, der ansøger om værgemålet, at indhente disse dokumenter. Dette udgangspunkt kan fraviges, hvis det dokumenteres, eksempelvis ved en skriftlig meddelelse fra henholdsvis lægen og botilbuddet eller plejehjemmet, at det ikke har været muligt for den pågældende at få udleveret sådanne dokumenter.

Den, der indhenter lægeerklæringen, skal også afholde udgiften dertil.

Ved nødvendig forstås i denne henseende, at Familieretshuset eller retten ikke uden lægeerklæring eller udtalelse fra botilbuddet eller plejehjemmet finder at kunne træffe en afgørelse om, hvilket værgemål der er det rette for borgeren, eller at lægeerklæringen eller udtalelsen fra botilbuddet eller plejehjemmet forventes at kunne bibringe væsentlige nye oplysninger.

Efter det foreslåede stk. 3 kan Familieretshuset eller retten afkræve personer eller myndigheder, der har kendskab til den pågældende, de oplysninger, som anses for nødvendige for behandling af sagen.

Det foreslåede stk. 3 vil videreføre den udtrykkelige hjemmel i den nugældende § 18, stk. 4, for Familieretshuset eller retten til at indhente oplysninger fra både personer og myndigheder, hvis der er kendskab til oplysninger, der anses for nødvendige, herunder nødvendige økonomiske oplysninger fra Skattestyrelsen, til brug for behandling af sager efter bl.a. værgemålslovens §§ 5-10.

Efter det foreslåede stk. 4 har Familieretshuset eller retten til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål terminaladgang hos told- og skattemyndighederne, herunder i indkomstregisteret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om en part, der er nødvendige for sagernes behandling.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger hos told- og skatteforvaltningen, herunder i Skattestyrelsens systemer, der eksisterer efter den nugældende § 18, stk. 6. Familieretshuset kan indhente oplysninger til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål elektronisk i stedet for ved at sende en anmodning til Skattestyrelsen, der skal ekspederes manuelt.

Efter det foreslåede stk. 5 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om indgivelse af oplysninger.

Justitsministeren vil med bemyndigelsen bl.a. kunne fastsætte formkrav til, hvorledes oplysningerne skal indleveres, herunder om det skal ske ved en særlig blanket og digitalt til Familieretshuset.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af § 21, stk. 1, at Familieretshuset eller retten kan træffe foreløbig afgørelse om værgemål, hvis betingelserne i § 5 (værgemål) eller § 7 (samværgemål) skønnes opfyldt, og der er øjeblikkeligt behov herfor. Under samme betingelser kan retten træffe en foreløbig afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne efter § 6. Familieretshuset eller retten beskikker samtidig en foreløbig værge for den pågældende. Efter § 21, stk. 2, anvendes reglerne i § 18, stk. 2 og 3, § 19 og § 20 kun i det omfang, det er foreneligt med den foreløbige afgørelses karakter.

Det foreslås, at »§ 18, stk. 2 og 3,« udgår af § 21, stk. 2.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at værgemålslovens § 18 nyaffattes, således at lægeerklæringen og udtalelse fra et botilbud eller plejehjem fremover skal vedlægges anmodning om værgemål eller fratagelse af den retlige handleevne, og at Familieretshuset og retten, hvor dette ikke sker, alene skal indhente lægeerklæring, hvis det er nødvendigt.

Med nyaffattelsen af § 18, stk. 1 og 2, fastlægges det, at der ikke skal ske indhentelse af lægeerklæring eller en udtalelse fra et botilbud eller plejehjem, hvis det ikke er foreneligt med den foreløbige afgørelses karakter.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede nyaffattelse af § 18 om, hvem der bærer pligten for at oplyse en sag, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det følger af værgemålslovens § 22 a, at Familieretshusets afgørelser efter værgemålsloven kan påklages til Civilstyrelsen. Det gælder dog ikke afgørelser efter §§ 21 og 22 (foreløbige værgemål og afgørelser efter § 5 eller §§ 7-10, der kan indbringes for retten).

Det foreslås med ændringen af § 22 a , at der fastsættes en klagefrist på fire uger.

Med det foreslåede vil klager, der modtages i Civilstyrelsen mere end fire uger efter datoen for afgørelsen, blive afvist. I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper vil en klage dog kunne behandles, hvis en fristoverskridelse er undskyldelig.

Det foreslåede vil ikke ændre på, hvilke afgørelser der kan indbringes for retterne og Civilstyrelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 og 9

Det følger af værgemålslovens § 25, stk. 1, at værgen skal sørge for, at formuen bevares og giver rimeligt udbytte.

Det fremgår af § 25, stk. 2, 1. pkt., at værgen skal sørge for, at indtægterne anvendes til gavn for den, der er under værgemål. Efter stk. 2, 2. pkt., kan forældre som faste værger anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling, jf. § 2, stk. 3, i forældreansvarsloven. Det fremgår af § 25, stk. 2, 3. pkt., at er indtægterne ikke tilstrækkelige, kan værgen under hensyn til værgemålets karakter bruge af formuen i passende omfang med Familieretshusets godkendelse, jf. § 39.

Det foreslås at ophæve stk. 1.

Den foreslåede ophævelse af værgemålslovens § 25, stk. 1, vil indebære, at kravet om, at værgen skal sørge for, at formuen bevares, udgår.

Det foreslås endvidere, at »formuen og« indsættes i § 25, stk. 2, efter »skal sørge for, at«.

Med det foreslåede vil det eksisterende krav om, at indtægten skal anvendes til gavn for den, der er under værgemål, jf. stk. 2, gælde tilsvarende for formuen. Hensynet til formuens anvendelse bliver således identisk med det allerede eksisterende hensyn i § 25, stk. 2, vedrørende anvendelsen af indtægterne.

Forslagene indebærer, at værgen skal sørge for, at både formuen og indtægten anvendes til gavn for den, der er under værgemål.

Endelig foreslås det at ophæve § 25, stk. 2, 3. pkt.

Da kravene om forbrug af indtægt og formue gøres identiske, ophæves samtidig betingelsen i § 25, stk. 2, 3. pkt., hvorefter værgen, hvis indtægterne ikke er tilstrækkelige og under hensyntagen til værgemålets karakter, kan bruge af formuen i passende omfang med Familieretshusets godkendelse.

Det vil være op til værgen at vurdere, hvilke dispositioner der er til gavn for personen under værgemål. Forslaget skal læses i sammenhæng med det under pkt. 2.5.3.2 anførte om økonomiske grænser for forbrug af formuen.

Forbrug af formuen til en mindreårigs underhold, herunder almindelige dagligdagsfornødenheder, vil fortsat ikke kunne dækkes af den mindreåriges formue, idet dette fortsat vil høre under forældremyndighedsindehaverens forsørgelsespligt. Tilsvarende vil udgifter til f.eks. privatskole eller konfirmation fortsat høre under forsørgelsespligten.

Ved forbrug af formuen til andre formål må der tages hensyn til formuens bevarelse, hvis der er tale om en mindreårig, der forventes at leve en længere årrække og senere vil skulle forsørge sig selv. Den samme afvejning og de samme hensyn gør sig gældende for andre borgere, der kommer under værgemål og må forventes at leve en længere årrække.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Lovforslagets § 1, nr. 10, indsætter et nyt kapitel 4 a (§§ 25 a og 25 b) i værgemålsloven. Kapitlet har overskriften attest om varetagelse af personlige anliggender m.v. og indfører mulighed for med en attest at varetage en række anliggender for en nær pårørende, jf. pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 25 a)

Det foreslås i stk. 1 , at Familieretshuset på baggrund af en erklæring fra en nær pårørende om at ville varetage opgaven udsteder en attest, der uden værgemålsbeskikkelse giver vedkommende adgang til at varetage personlige anliggender og løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til en offentlig myndighed eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter.

Med det foreslåede etableres en ny attestordning, hvorefter nære pårørende efter en simplere ordning end værgemål på baggrund af en attest kan varetage personlige anliggender og løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til en offentlig myndighed eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter.

Af attesten vil det ligeledes fremgå, at den pågældende kan tilmelde og framelde løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til offentlige myndigheder eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter, til betalingsservice.

Den nære pårørende, der af Familieretshuset udstedes en attest til at varetage de omtalte anliggender, vil ikke være underlagt en værges almindelige pligter eller Familieretshusets kontrol.

Som nære pårørende forstås i denne henseende samme persongruppe, som fremgår af værgemålslovens § 16, stk. 1, nr. 2. Herved forstås den pågældendes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste, f.eks. en samlever. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 16 i forslag nr. L 191 til værgemålslov af 8. marts 1995, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, side 2436.

Personlige anliggender skal forstås i overensstemmelse med samme begreb i værgemålslovens § 5, stk. 3, og omfatter således bl.a. kontakt med sociale myndigheder, herunder vedrørende sociale ydelser, indgivelse af klage eller begæring om aktindsigt. Der henvises i den forbindelse til gennemgangen af forarbejderne til værgemålslovens § 5 i lovforslagets pkt. 2.3.1.

Nære pårørende med attest vil i forbindelse med deres tiltrædelse af en indstilling om optagelse i et bestemt botilbud efter servicelovens § 136 f, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, og bemærkningerne dertil, kunne underskrive de relevante kontrakter.

Som løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til offentlige myndigheder, forstås betaling af husleje til plejebolig eller botilbud, skatter og lignende udgifter, hvor ydelsen leveres af en offentlig myndighed, der ligeledes er modtager af betalingen. Kravet om, at modtageren skal være en offentlig myndighed, sikrer, at det ikke er dispositioner, der er overflødige, ligesom der ikke vurderes at være en reel misbrugsrisiko ved sådanne dispositioner.

Som økonomiske dispositioner til private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter, forstås almindelige og rimelige udgifter til eksempelvis ydelser på realkreditlån, husleje, el, vand og varme. Forsikringspræmier og udgifter til telefon- eller internetabonnementer vil ligeledes være omfattet. Den nære pårørende vil dog ikke på baggrund af attestordningen kunne tegne nye forsikringer eller abonnementer.

Udgifter til kostordning og tøjvask, der betales til det botilbud eller plejehjem, hvor den pågældende måtte have bopæl, vil ligeledes være omfattet, uanset om botilbuddet eller plejehjemmet er offentligt eller privat.

Ved vurderingen af, hvad der udgør almindelige og rimelige udgifter, som skal foretages af den nære pårørende med attest, forudsættes det at indgå, hvad den pågældende tidligere har haft af forbrug til tilsvarende formål.

Efter den foreslåede stk. 2 skal erklæringen vedlægges en straffeattest for den nære pårørende samt et samtykke fra den person, der har behov for bistand til at varetage sine anliggender, eller en lægeerklæring, hvoraf det fremgår, at den pågældende af helbredsmæssige grunde har behov for bistand til at varetage sine anliggender.

Hvis erklæringen er vedlagt de fornødne dokumenter, straffeattesten ikke indeholder oplysninger om forhold, der tilsiger, den nære pårørende er uegnet, og den pågældende ikke i forvejen er underlagt værgemål, som attesten vil stride imod, eller en fremtidsfuldmagt, som dækker de forhold, attesten ville give adgang til at varetage, er sat i kraft, meddeler Familieretshuset ved udstedelse af en attest den nære pårørende adgang til at varetage personlige anliggender og foretage løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til offentlige myndigheder eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter.

Har den, der har behov for bistand, oprettet en fremtidsfuldmagt, jf. § 3 i lov om fremtidsfuldmagter, som endnu ikke er sat i kraft, skal Familieretshuset ved udstedelsen af attest vejlede den, der er indsat som fremtidsfuldmægtig, om muligheden for at sætte fuldmagten i kraft. Det gælder både i tilfælde, hvor den, der anmoder om attesten, er den samme person, som er indsat som fremtidsfuldmægtig, og hvor den, der anmoder om attesten er en anden person end den, der er indsat som fremtidsfuldmægtig.

Straffeattesten skal være en privat straffeattest. Indeholder straffeattesten oplysninger om, at den nære pårørende er dømt for kriminalitet af betydning for varetagelsen af adgangen, eksempelvis berigelseskriminalitet, vil Familieretshuset kunne afvise anmodningen.

Attesten fra Familieretshuset vil skulle udstedes umiddelbart efter modtagelsen af erklæringen, hvis erklæringen indeholder de nødvendige oplysninger, og disse ikke giver anledning til yderligere sagsbehandling.

Efter det foreslåede stk. 3 skal ansøger underskrive en erklæring på tro og love om, at der ikke er uenighed blandt eventuelle øvrige nære pårørende om, at vedkommende påtager sig denne opgave, og at dette vurderes at være i overensstemmelse med ønskerne fra den, der har behov for bistand, samt, hvis erklæringen er indgivet på baggrund af et samtykke fra den pågældende, at vedkommende har en evne og fornøden dømmekraft til at forstå sin situation samt til at træffe beslutningen.

Med det foreslåede skal den nære pårørende på tro og love erklære, at der ikke er uenighed blandt eventuelle øvrige nære pårørende om, at vedkommende påtager sig denne opgave, og at dette vurderes at være i overensstemmelse med ønsker fra den, der har behov for bistand.

Har den, erklæringen angår, afgivet samtykke til ansøgningen, skal den nære pårørende endvidere på tro og love erklære, at den pågældende har en evne og fornøden dømmekraft til at forstå sin situation samt til at træffe beslutningen.

Den nære pårørendes vurdering af, om det vil være i overensstemmelse med ønskerne fra den, der har behov for bistand, at den nære pårørende får adgang til at varetage personens anliggender, forudsættes at ske på baggrund af en dialog med personen eller, hvor en sådan dialog undtagelsesvis ikke er mulig på grund af personens betydeligt og varigt nedsatte psykiske funktionsevne, på baggrund af den nære pårørendes viden om, hvad der ville være bedst stemmende med personens ønsker.

At erklæringen afgives på tro og love indebærer, at den nære pårørende kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis denne forsætligt afgiver en falsk erklæring, jf. straffelovens § 161.

Efter det foreslåede stk. 4 kan en attest efter stk. 1 ikke udstedes, hvis der for den person, der har behov for bistand, er sat en fremtidsfuldmagt i kraft eller etableret et værgemål, der omfatter samme forhold som attesten.

Med det foreslåede vil Familieretshuset skulle afvise at udstede en attest efter stk. 1, såfremt der for den, der har behov for bistand, allerede er sat en fremtidsfuldmagt i kraft eller etableret et værgemål, der omfatter de samme forhold, som attesten ville omfatte. Omfatter fremtidsfuldmagten eller værgemålet ikke de samme forhold, som attesten vil omfatte, vil der fortsat kunne udstedes en attest.

Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekaldes en attest efter stk. 1, hvis en fremtidsfuldmagt sættes i kraft, eller et værgemål etableres, der omfatter samme forhold som attesten.

Med det foreslåede vil Familieretshuset tilbagekalde en attest efter stk. 1, hvis Familieretshuset sætter en fremtidsfuldmagt i kraft, eller der etableres et værgemål. Omfatter fremtidsfuldmagten eller værgemålet ikke de samme forhold, som attesten omfatter, vil attesten ikke skulle tilbagekaldes som følge af ikraftsættelsen eller etableringen.

Efter det foreslåede stk. 6 finder §§ 31 og 31 a tilsvarende anvendelse for nære pårørende med attest efter stk. 1.

Efter § 31 er værgen erstatningsansvarlig over for den, der er under værgemål, for skade, der forvoldes ved forsætligt eller uagtsomt forhold, hvis værgen tilsidesætter sine forpligtelser.

Det samme vil med det foreslåede gøre sig gældende, hvis en nær pårørende med attest efter stk. 1 tilsidesætter sine forpligtelser til skade for den, hvis forhold attesten angår.

Efter den nye § 31 a straffes den, der groft uagtsomt misbruger sin stilling, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det samme vil med det foreslåede gøre sig gældende, hvis en nær pårørende med attest efter stk. 1 groft uagtsomt misbruger sin stilling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og bemærkningerne dertil.

Der henvises endvidere til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 25 b)

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at Familieretshuset fører tilsyn med nære pårørende med attest efter § 25 a.

Den foreslåede stk. 2 fastlægger tilsynets nærmere karakter.

Stk. 2 indebærer, at hvis Familieretshuset gennem henvendelse eller på anden måde bliver opmærksom på forhold, som må antages at stride mod interesserne for den, attesten angår, kan Familieretshuset tilbagekalde attesten.

Familieretshuset vil efter det foreslåede stk. 2 kunne træffe afgørelse om tilbagekaldelse af attesten, hvis betingelserne for dens udstedelse ikke længere er til stede, og de ændrede forhold vurderes at stride imod interesserne for den, attesten angår, eller der er forhold, der gør det betænkeligt at opretholde adgangen. Et sådant tilfælde vil f.eks. kunne foreligge, hvis der opstår begrundet tvivl om den nære pårørendes evner til at varetage de pågældende forhold på betryggende vis.

Det vil være Familieretshuset, der konkret vurderer, om henvendelsen giver grundlag for at indlede en tilsynssag med henblik på at undersøge, om interesserne for den, attesten angår, reelt ikke varetages af den nære pårørende.

Familieretshuset skal således have et reaktivt tilsyn med den nære pårørende. Familieretshuset vil således ikke aktivt skulle føre tilsyn, før Familieretshuset gennem henvendelse eller på anden måde bliver opmærksom på forhold, som må antages at stride mod interesserne for den, attesten angår.

En henvendelse vil kunne indgives af enhver og vil således f.eks. kunne komme fra en pårørende til den, attesten angår, et plejehjem, hospital m.v. Afhængig af undersøgelsens resultat kan Familieretshuset tilbagekalde attesten.

Familieretshuset vil dog også have adgang til at indlede en tilsynssag af egen drift, hvis Familieretshuset på anden måde end ved en henvendelse fra tredjeparter bliver opmærksom på forhold, som giver anledning til at overveje at tilbagekalde attesten.

Det foreslås i stk. 3 , at den nære pårørende med attest efter anmodning skal give de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet.

Bestemmelsen indebærer, at den, der har fået udstedt en attest, på anmodning vil have pligt til at fremlægge oplysninger for Familieretshuset om den pågældendes dispositioner.

Bliver Familieretshuset eksempelvis af andre nære pårørende, personale på botilbud eller plejehjem eller lignende gjort opmærksom på forhold, der fremstår mistænkelige, kan dette blive nødvendigt.

Det foreslås i stk. 4 , at Familieretshuset i øvrigt kan indhente oplysninger i det omfang, det er nødvendigt for at varetage tilsynet.

Dette kan eksempelvis være oplysninger fra den pågældendes botilbud eller plejehjem.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det bemærkes i den forbindelse, at attestordningen er tænkt som et enkelt alternativ til værgemål, og ordningen vil som følge heraf ikke være egnet til at tage stilling til komplicerede tvister m.v. I det omfang der i forbindelse med Familieretshusets tilsyn kommer forhold for dagen, som gør det betænkeligt at opretholde adgangen, er det således ikke hensigten, at Familieretshuset gennem omfattende undersøgelser m.v. søger at fremskaffe det fornødne grundlag for at afgøre komplicerede tvister. Hvis det betænkelige forhold ikke umiddelbart kan afkræftes ved de undersøgelsesskridt, som Familieretshuset umiddelbart kan foretage inden for rammen af ordningen, skal attesten tilbagekaldes.

I de tilfælde, hvor en adgang tilbagekaldes, vil Familieretshuset kunne tage initiativ til at indlede en sag om værgemål, såfremt helbredskriteriet i værgemålslovens § 5 er opfyldt, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 11

Efter værgemålslovens § 30 kan justitsministeren fastsætte regler om værgens pligt til at indhente godkendelse fra Familieretshuset, herunder til dispositioner over indtægten, jf. § 25, og formuen, jf. § 39, og til stiftelse af gæld.

Det foreslås i § 30 , at », jf. § 25, stk. 2, og formuen, jf. § 39« ændres til »og formuen, jf. § 25, stk. 1«.

Forslaget er en konsekvens af forslaget om at ophæve § 39, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det foreslås, at indsætte en ny § 30 a , hvorefter justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om pligt til indberetning til Familieretshuset og adgang til et centralt værgeregister. Bemyndigelsen vil kunne anvendes, hvis Familieretshuset på et senere tidspunkt opretter et centralt værgeregister til understøttelse af digitalisering af sagsbehandlingen og sikring af valide data til brug for et intelligent og risikobaseret tilsynskoncept.

Med bemyndigelsen kan justitsministeren således fastsætte regler for de faste værgers indberetningspligt i registeret, herunder om værgemåls ophør.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det foreslås at indsætte en ny § 31 a , hvorefter den, der groft uagtsomt misbruger sin stilling, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Bliver Familieretshuset, eksempelvis som en del af deres tilsyn med værgerne, opmærksom på mistænkelige forhold, indgiver Familieretshuset en anmeldelse til politiet.

Det er ikke en betingelse, at den pågældende skal have skaffet sig selv eller andre personlig vinding.

Foretager en værge eksempelvis økonomiske dispositioner, der er til gavn for andre end den, der er under værgemål, eller handler værgen eller den nære pårørende ud over, hvad denne er bemyndiget til i værgemålet eller i henhold til attesten, vil dette være at anse som misbrug, uanset om vedkommende har tilsigtet sig selv eller andre uberettiget vinding.

Samtykker en værge eller den nære pårørende med attest efter den foreslåede § 25 a eksempelvis til flytning til en plejehjemsplads, som det for værgen eller den nære pårørende er åbenlyst, at den pågældende ikke ønsker at flytte til, vil dette være at anse som misbrug af stillingen i forhold til at varetage personlige anliggender.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Efter værgemålslovens § 32, stk. 1, kan værgen få nødvendige udlæg dækket og i den udstrækning, det er rimeligt, tillægges vederlag for sit arbejde. Beløbene, der fastsættes af Familieretshuset, betales af den, der er under værgemål, eller, hvis denne ikke har midler, af Familieretshuset.

Det følger af stk. 2, at justitsministeren fastsætter regler om udlæg og vederlag.

Det følger af stk. 3, at reglerne i stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 ikke gælder for samværgemål. Samværgens vederlag m.v. betales af den, der er under samværgemål.

Det følger af stk. 4, at justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte regler om, at Familieretshuset til brug for fastsættelse af vederlag har terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om den, der er under værgemål, der er nødvendige for sagens behandling.

Det foreslås i § 32, stk. 1, 2. pkt., at », der fastsættes af Familieretshuset,« udgår.

Den foreslåede ændring medfører, at det ikke er en betingelse, at beløbet, der udbetales til værgen, skal være fastsat af Familieretshuset.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Det følger af værgemålslovens § 37, at ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i §§ 28-30 (tilsyn), § 35, stk. 1 (forvaltning), § 36 (anbringelse) og § 39 (formueforbrug) kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det.

Efter værgemålslovens § 38 kan arvelader ved testamente bestemme, at reglerne i §§ 28-30 (tilsyn), § 35, stk. 1 (forvaltning), § 36 (anbringelse) og § 39 (formueforbrug) ikke skal finde anvendelse på friarv.

Det foreslås i §§ 37 og 38 , at »§ 36 og § 39« ændres til »og § 36«.

Forslaget er en konsekvens af forslaget om at ophæve § 39, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Efter værgemålslovens § 30 kan justitsministeren fastsætte regler om værgens pligt til at indhente godkendelse fra Familieretshuset, herunder til dispositioner over indtægten, jf. § 25, og formuen, jf. § 39, og til stiftelse af gæld.

Bemyndigelsen er udnyttet i værgemålsbekendtgørelsen, der bl.a. fastsætter hvilke økonomiske dispositioner, der kræver Familieretshusets godkendelse.

Efter værgemålslovens § 39 skal værgen have Familieretshusets godkendelse til forbrug af formue, der er omfattet af et værgemål. Det gælder uanset, hvorledes aktiverne forvaltes.

Det foreslås, at § 39 ophæves.

Det følger af ophævelsen, at det ikke er et krav, at Familieretshuset godkender ethvert forbrug af formuen. Forslaget indebærer, at Familieretshusets godkendelse alene vil være påkrævet for de typer af dispositioner, hvor det fremgår af værgemålsbekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.