Til nr. 1

I dag indeholder varemærkeloven en fodnote, hvorefter loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48 af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, nt. L 195, s. 15).

Den foreslåede tilføjelse til fodnoten til varemærkeloven er en konsekvens af, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker.

Til nr. 2

Til § 1

Den foreslåede nyaffattelse af varemærkelovens § 1 regulerer lovens anvendelsesområde. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i § 1, at loven finder anvendelse på ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering, ansøgning om registrering, eller som der stiftes rettigheder til ved brug, samt internationale registreringer med retsvirkning her i landet.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 1.

Den gældende varemærkelov indeholder ikke en indledende bestemmelse om lovens anvendelsesområde. Den gældende lov omfatter i modsætning til lovforslaget alene ’traditionelle’ varemærker, idet fællesmærker i form af kollektivmærker og garantimærker er reguleret i en særskilt lov om fællesmærker. Fællesmærkeloven henviser i vidt omfang til bestemmelserne i varemærkeloven. Det fremgår således af fællesmærkelovens § 2, at varemærkelovens regler gælder for fællesmærker i det omfang, de efter deres beskaffenhed kan finde anvendelse, medmindre andet følger af loven. Varemærkeloven og fællesmærkeloven stammer fra 1991, hvor varemærkedirektiv 89/104/EØF, blev implementeret ved disse to nye hovedlove.

Ifølge direktivets artikel 1 finder direktivet anvendelse på »ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering eller en ansøgning om registrering i en medlemsstat som et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke«.

I den foreslåede bestemmelse omtales garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker ikke særskilt, idet bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 1 a om definitioner, hvoraf fremgår, at et varemærke kan være et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke.

Den foreslåede nyaffattelse af § 1 er mere omfattende end direktivets artikel 1, idet § 1 tillige finder anvendelse på varemærkerettigheder, der er stiftet ved brug samt internationale varemærkeregistreringer med virkning for Danmark. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 3, hvorefter varemærkeret kan stiftes ved registrering, ved designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen om internationale varemærker samt ved brug.

Der henvises nærmere til afsnit 2.1 og 2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 1 a

Den foreslåede nyaffattelse af § 1 a regulerer definitioner. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 1 og fællesmærkelovens § 1.

Det foreslås i nr. 1 , at et varemærke er et forretningskendetegn, der opfylder betingelserne for at udgøre et varemærke efter denne lov som et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven i dag. Bestemmelsen gennemfører ikke en specifik bestemmelse i direktivet, men afspejler direktivets artikel 1 om direktivets anvendelsesområde. Det fremgår af direktivets artikel 1, at direktivet finder anvendelse på »ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering eller en ansøgning om registrering i en medlemsstat som et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke, som er genstand for en registrering eller ansøgning herom«.

Det foreslås i nr. 2 , at et individuelt varemærke er et forretningskendetegn, der er registreret eller ansøgt registreret som varemærke eller anvendes som sådant, når tegnet benyttes eller agtes benyttet for bestemte varer eller tjenesteydelser, og det er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af varemærkelovens § 1, 2. pkt., hvorefter der ved varemærker forstås særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes benyttet i en erhvervsvirksomhed.

Det foreslås i nr. 3 , at et garanti- eller certificeringsmærke er et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et garanti- eller certificeringsmærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af indehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af varer og tjenesteydelser, fra andre varer eller tjenesteydelser, der ikke er således certificeret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 27, litra a, er en delvis videreførelse af § 1, stk. 3 i fællesmærkeloven.

Et garantimærke er ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 3, et særligt kendetegn, der tilhører en juridisk person, der fører kontrol med eller fastsætter normer for varer eller tjenesteydelser, og som benyttes eller agtes benyttet til de varer eller tjenesteydelser, der er genstand for kontrol, eller for hvilke normer er fastsat. Den foreslåede bestemmelse adskiller sig herfra ved, at der ikke stilles krav om, at indehaveren skal kunne fastsætte normer på den pågældende branches vegne. Dog følger det af den foreslåede nyaffattelse af § 27, nr. 1, at varemærkeretten fortabes, hvis indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre, at mærket anvendes på en måde, der er uforenelig med de bestemmelser, der er fastsat for mærkets benyttelse.

Derudover er det med henvisningen til, at garanti- eller certificeringsmærket skal være »registreret eller ansøgt registreret«, tydeliggjort, at der ikke kan stiftes varemærkeret til denne type varemærker ved brug. Denne begrænsning i adgangen til at stifte varemærkeret ved brug fremgår ikke eksplicit af den nugældende fællesmærkelov, hvilket har afstedkommet overvejelser om, hvorvidt den nugældende fællesmærkelovs § 2, der henviser til varemærkelovens bestemmelser, når denne ses i lyset af den nugældende varemærkelovs § 3, stk. 1, nr. 2, om stiftelse af varemærkeret ved brug, kan fortolkes således, at det er muligt at stifte ret til et fællesmærke ved brug.

Den nugældende fællesmærkelov indeholder krav for stiftelsen af en ret til et fællesmærke, der hverken er omfattet af eller kan indfortolkes i de krav, der stilles i den nugældende varemærkelovs § 3, stk. 1, nr. 2, hvorfor bestemmelsen ikke kan finde anvendelse for fællesmærker. Ligeledes har der ikke i de 105 år fra den første fællesmærkelovs tilblivelse til i dag været ført en sag ved domstolene eller ved Patent- og Varemærkestyrelsen, hvori der er fremført påstand om stiftelse af ret ved brug til et fællesmærke. Der er derfor ikke med dette lovforslag fundet anledning til at ændre på den gældende retstilstand. Hertil kommer, at en sådan ændring ikke ville være forenelig med bestemmelserne i direktivet om garanti- eller certificeringsmærker, herunder de krav der stilles til sådanne varemærkers stiftelse og de fortabelsesgrunde, der særligt gælder for disse varemærker. Således forudsætter den ordning for beskyttelse af garanti- eller certificeringsmærker, der er fastsat i direktivet, at der fastsættes bestemmelser for mærkets benyttelse, og at disse ikke strider mod den offentlige orden eller sædelighed, samt at bestemmelserne er tilgængelige for offentligheden i varemærkeregistret og først får retsvirkning for tredjemand, når disse er noteret heri. Derudover vil en ordning med mulighed for stiftelse af varemærkeret til garanti- eller certificeringsmærker ved brug ikke være forenelig med de fortabelsesgrunde, der fremgår af den nyaffattede § 27, som implementerer direktivets artikel 35. Det er på denne baggrund fastsat i lovforslaget, at eneret til et garanti- eller certificeringsmærke alene kan opnås gennem registrering.

Det foreslås i nr. 4 , at et kollektivmærke er et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et kollektivmærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra medlemmerne af en sammenslutning, som er indehaver af kollektivmærket, fra andre virksomheders varer eller tjenesteydelser.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 27, litra b, er en delvis videreførelse af § 1, stk. 2, i fællesmærkeloven. Ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 2, er et kollektivmærke et særligt kendetegn, der tilhører en forening af erhvervsdrivende, og som dens medlemmer benytter eller agter at benytte til varer eller tjenesteydelser.

I den foreslåede bestemmelse er det med henvisningen til, at kollektivmærket skal være »registreret eller ansøgt registreret«, på tilsvarende vis og med samme begrundelse som for garanti- eller certificeringsmærkerne tydeliggjort, at der ikke kan stiftes varemærkeret til denne type varemærker ved brug. Således forudsætter registreringsordningen for kollektivmærker tillige bl.a., at der fastsættes bestemmelser for mærkets benyttelse, og at disse ikke strider mod den offentlige orden eller sædelighed, samt at bestemmelserne er tilgængelige for offentligheden i varemærkeregistret og først får retsvirkning for tredjemand, når disse er noteret i varemærkeregistret. Derudover vil en ordning med mulighed for stiftelse af varemærkeret til kollektivmærker ved brug ikke være forenelig med de fortabelsesgrunde, der fremgår af den nyaffattede § 27, som implementerer direktivets artikel 35.

Det foreslås i nr. 5 , at varemærkeregistret i loven defineres som det register, som Patent- og Varemærkestyrelsen fører over ansøgte og registrerede varemærker, samt over designeringer af Danmark i internationale registreringer i henhold til Madridprotokollen.

Der findes ikke en definition i varemærkeloven i dag. Varemærkeregisteret, der er baseret på styrelsens elektroniske sagsbehandlingssystem, er offentligt tilgængeligt.

Det foreslås i nr. 6 , at en designering af Danmark i loven defineres som et varemærke, der er registreret i henhold til Madridprotokollen, og hvori Danmark er udpeget (designeret).

Der findes ikke en sådan definition i varemærkeloven i dag. Bestemmelsen omfatter internationale varemærkeregistreringer, hvori Danmark er designeret. Bestemmelserne vedrørende godkendelsesproceduren for designeringer og virkningerne af en eventuel gyldighed fremgår af bestemmelserne i forslaget til kapitel 8.

Det foreslås i nr. 7 , at betegnelsen Madridprotokollen benyttes i loven for Protokollen af 27. juni 1989 til Madridarrangementet om den internationale registrering af varemærker.

Der findes ikke en tilsvarende definition i varemærkeloven i dag. Madridprotokollen er det traktatmæssige grundlag for det internationale varemærkesystem. Danmark ratificerede Madridprotokollen den 30. oktober 1995, jf. Bekendtgørelse nr. 89 af 12. september 1996 af Protokollen af 27. juni 1989 til Madrid-Arrangementet om den internationale registrering af varemærker (»Madrid-Protokollen (1989)»).

Det foreslås i nr. 8 , at betegnelsen EU-varemærkeforordningen benyttes i loven for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (kodifikation). I denne kodificerede udgave af forordningen indgår bl.a. de seneste ændringer af forordningen, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015.

Det foreslås i nr. 9 , at betegnelsen Niceklassifikationen i loven benyttes for det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af 15. juni 1957.

Det foreslås i nr. 10 , at betegnelsen Pariserkonventionen i loven benyttes for Konventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret, vedtaget i Paris den 20. marts 1883 og senest revideret i Stockholm den 14. juli 1967.

Der henvises nærmere til afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 1 b

Den foreslåede nyaffattelse af § 1 b indeholder bestemmelser om, hvem der kan opnå varemærkeret efter loven. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 1 og fællesmærkelovens § 1.

Det foreslås i stk. 1 , at eneret til et varemærke (varemærkeret) efter loven kan stiftes af fysiske og juridiske personer, der benytter eller agter at benytte varemærket i erhvervsvirksomhed.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 1, 1. pkt.

Det foreslås i stk. 2 , at uanset stk. 1 kan varemærkeret til et garanti- eller certificeringsmærke alene stiftes af en fysisk eller juridisk person, der ikke udøver en erhvervsvirksomhed, som omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 28, stk. 2, er en delvis videreførelse af fællesmærkelovens § 1, stk. 3.

Ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 3, kan et garantimærke tilhøre en juridisk person, der fører kontrol med eller fastsætter normer for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes benyttet til de varer eller tjenesteydelser, der er genstand for kontrol, eller for hvilke normer er fastsat. I den foreslåede bestemmelse er særligt kravet om, at indehaveren ikke må udøve en erhvervsvirksomhed, der omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret, nyt i forhold til den gældende fællesmærkelov. Som det fremgår af afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger, kan dette krav føre til, at garantimærker, der er registreret efter den gældende fællesmærkelov efter omstændighederne kan kendes ugyldige efter den foreslåede nyaffattelse af § 28, hvorfor det er foreslået, at erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om bl.a. fællesmærkers overgang til individuelle varemærker.

Det foreslås i stk. 3 , at uanset stk. 1 kan varemærkeret til et kollektivmærke alene stiftes af sammenslutninger af fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser eller handlende, der i eget navn kan have rettigheder og forpligtelser, indgå kontrakter eller foretage andre retshandlinger og optræde som part i en retssag, samt offentligretlige juridiske personer.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 29, stk. 2, er en delvis videreførelse af fællesmærkelovens § 1, stk. 2.

Ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 2, kan et kollektivmærke indehaves af en forening af erhvervsdrivende. Ordlyden af den foreslåede bestemmelse skyldes en direktivnær implementering af direktivet.

Der henvises nærmere til afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Den foreslåede nyaffattelse af § 2 regulerer de tegn, der kan udgøre et varemærke. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 2.

Det foreslås i § 2, at et registreret varemærke kan bestå af alle tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller afbildninger, bogstaver, tal, farver, varens form eller vareemballagens form eller lyde, for så vidt disse er egnede til at

1. adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders og

2. blive gengivet i varemærkeregistret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 2, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse adskiller sig fra den gældende varemærkelovs § 2, stk. 1, ved, at kravet om, at tegnet tillige skal kunne gengives grafisk, er erstattet af et krav om, at tegnet skal være egnet til at blive gengivet i varemærkeregistret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.

Kravet om grafisk gengivelse udgør en hindring mod eller vanskeliggør opnåelsen af varemærkebeskyttelse gennem registrering af bl.a. lyde, eksempelvis i form af jingles eller lignende, og bevæge- og multimediemærker, der ofte anvendes på elektroniske medier såsom smartphones og computere, samt på hjemmesider. Med en fjernelse af kravet om, at tegnet skal kunne gengives grafisk, åbnes der således op for, at et varemærke, der består af eksempelvis en lyd, kan gengives i varemærkeregistret ved eksempelvis en lydfil, fremfor en gengivelse i form af eksempelvis et nodebillede.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 13 i direktivet, at det på trods af denne ændring i kravene til gengivelsen af sådanne tegn, der kan udgøre varemærker, fortsat vil være et krav, at de pågældende tegn er af en sådan art, at de kan gengives på en måde, der er klar, præcis, kan stå alene, er let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv, jf. ligeledes EU-Domstolens præjudicielle afgørelser i sagerne C-273/00, Sieckmann, C-283/01, Shield Mark, og C-104/01, Libertel.

Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 1, hvorefter tegn, der ikke kan udgøre et varemærke, er udelukket fra registrering. Med denne bestemmelse sigtes således netop på tegn, der ikke opfylder kravene i den foreslåede nyaffattelse af § 2.

Det følger af præambelbetragtning nr. 13 til direktivet, at tegn skal kunne gengives på enhver passende måde under anvendelse af alment tilgængelig teknologi. Hvad der skal anses for »alment tilgængelig teknologi« vil ændre sig over tid, hvorfor det i lovforslagets § 48 er foreslået, at erhvervsministeren tillægges beføjelse til at fastsætte regler om bl.a. krav til ansøgeres anvendelse af filtyper og deres størrelse.

Disse regler skal fastsættes bl.a. under hensyn til muligheden for offentliggørelse af ansøgninger og registreringer og muligheden for udstedelse af elektroniske registreringsbeviser, herunder med henblik på bevis for rettens eksistens i sager ved domstolene og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og i forbindelse med toldanmodninger, samt muligheden for førelsen af et register og udveksling af data om ansøgninger og registreringer med EUIPO, WIPO og andre varemærkemyndigheder.

Denne nære sammenhæng mellem definitionen af de tegn, der kan udgøre et registreret varemærke, og de ovenfor nævnte forhold vedrørende førelsen af varemærkeregistret, udstedelse af registreringsbeviser m.v., indebærer, at disse krav ikke kan finde fuld anvendelse for adgangen til at stifte varemærkerettigheder ved brug, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3. Således er det for den retsstiftende brug af et varemærke efter denne bestemmelse ikke et krav, at de filtyper og størrelser, som har været anvendt for tegnet, lever op til de krav, der fastsættes efter den foreslåede nyaffattelse af § 48.

Der henvises nærmere til afsnit 2.5. i de almindelige bemærkninger.

Til § 3

Den foreslåede nyaffattelse af § 3 regulerer stiftelsen af en varemærkeret. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 3.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at varemærkeret kan stiftes ved registrering af et varemærke i overensstemmelse med reglerne i denne lov for de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter.

Bestemmelsen udgør en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 3, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at varemærkeret kan stiftes ved designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen.

Bestemmelsen indgår ikke i varemærkelovens § 3 i dag. Det er dog fundet hensigtsmæssigt i bestemmelsen om stiftelse af varemærkeret at præcisere, at en designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen ligeledes stifter en varemærkeret. Dette fremgår af de gældende bestemmelser i varemærkelovens kapitel 8 om internationale registreringer samt af den foreslåede nyaffattelse heraf. Forslaget medfører således ikke materielle ændringer i retstilstanden.

Det er fundet unødvendigt at præcisere i § 3, at varemærkeret med gyldighed for Danmark tillige kan opnås ved registrering af et EU-varemærke, der registreres med gyldighed for hele EU og beskyttes efter bestemmelser fastsat i EU-varemærkeforordningen. Der er i lovforslagets bestemmelser henvist til EU-varemærker i det omfang, dette er relevant, eksempelvis i forbindelse med opregningen af de relative hindringer for registrering i den foreslåede nyaffattelse af § 15.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at varemærkeret kan stiftes ved brug af et individuelt varemærke her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket vedvarende anvendes, når brugen har et omfang, der er af mere end lokalt afgrænset karakter.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 3, stk. 1, nr. 2.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 2, er det med forslaget blevet præciseret, at en betingelse for stiftelse af varemærkeret er, at brugen har haft et omfang, der er af mere end lokalt afgrænset karakter. Præciseringen skal ses i lyset af, at adgangen til at stifte varemærkeret ved ibrugtagning i domstolspraksis og administrativ praksis bl.a. er begrænset til de tilfælde, hvor brugen har mere end blot lokalt afgrænset karakter.

Kravene til den retsstiftende brug er i Højesterets dom af 21. marts 2000 i sag 456/1998 (U. 2000.1351, Elysium-dommen) udtrykt således, at presseomtale af et vist omfang kan udgøre en sådan brug, der efter omstændighederne er egnet til at skabe bevis for varemærkerettens eksistens og omfang og til at fastslå tidspunktet for rettens stiftelse, uden at der er risiko for antedatering eller proforma, på samme måde som ved en registrering af retten.

Den blotte ibrugtagning af et varemærke er således ikke i sig selv tilstrækkelig til at stifte en varemærkeret, da den skete brug skal have et vist omfang, herunder i dens geografiske udstrækning, således at varemærket kan anses for at være taget i brug i relation til den relevante omsætningskreds på en tilstrækkelig effektiv måde. Den skete brug skal endvidere gøre det muligt med en tilstrækkelig grad af sikkerhed at identificere såvel det kendetegn, der skal beskyttes, og de varer eller tjenesteydelser, som kendetegnet vedrører, samt fastlægge tidspunktet for rettens stiftelse.

Hvornår kravet om, at brugen skal være af »mere end lokalt afgrænset karakter«, skal anses for opfyldt, afhænger således som hidtil af en konkret vurdering, i hvilken forbindelse alle relevante faktorer skal tages i betragtning, herunder bl.a. måden hvorpå mærket har været anvendt, karakteren af de varer eller tjenesteydelser det har været anvendt for, omsætningskredsens sammensætning og geografiske udbredelse, samt omsætningskredsens adgang til at stifte bekendtskab med den skete brug, herunder om der er tale om den almindelige gennemsnitsforbruger, eller der er tale om en mindre, specialiseret aftagergruppe, den tidsmæssige udstrækning af brugen, tegnets iboende særpræg, den intensitet hvormed der er sket markedsføring under det pågældende tegn, og omfanget af den eneret en konstatering af en varemærkeret vil medføre.

Er der tale om, at en vare eller en tjenesteydelse alene udbydes fra en bestemt geografisk lokalitet, f.eks. fra et hotel, en restaurant eller en forlystelsespark, er det således ikke dermed udelukket, at det anvendte forretningskendetegn har mere end lokalt afgrænset karakter. Brugen af kendetegnet omfatter således andet og mere end blot det, at hotellet, restauranten eller forlystelsesparken har et navn eller anvender et kendetegn på den pågældende lokalitet, men også den brug, der eksempelvis sker gennem reklame, omtale i dagspressen eller brug på internettet. Brug af kendetegnet på internettet udgør dog ikke i sig selv en brug, der er af mere end lokalt afgrænset karakter, uanset om en sådan brug medfører, at enhver i princippet har mulighed for at tilgå den eller de hjemmesider, hvor kendetegnet anvendes. Den blotte tilstedeværelse på internettet skaber således ikke i sig selv en garanti for, at en tilstrækkelig del af den relevante omsætningskreds faktisk har været eksponeret for kendetegnet.

Med den foreslåede præcisering af bestemmelsen indikeres således i overensstemmelse med praksis, at ikke enhver brug af et forretningskendetegn skal anses for at stifte en varemærkeret, men at der herfor bl.a. stilles krav til såvel den geografiske udstrækning af brugen som de mere kvalitative egenskaber ved denne brug.

Kriteriet lokalt afgrænset karakter indgår tillige i den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 3, hvorefter et varemærke ikke giver indehaveren en ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af en ældre rettighed, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes inden for grænserne af det område, hvor rettigheden er anerkendt. Denne bestemmelse sigter på rettigheder i form af eksempelvis rettigheder til ejendomsnavne, der efter omstændighederne kan tildeles en i geografisk henseende begrænset beskyttelse, eller forretningskendetegn, som ikke har været anvendt i et omfang, der kan begrunde kendetegnets beskyttelse som varemærke, men som tildeles en vis begrænset beskyttelse efter markedsføringsloven. Sådanne rettigheder, der alene har lokalt afgrænset karakter, kan endvidere ikke forhindre registreringen af et varemærke, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 4, 5 og 7.

Det foreslås i stk. 2 , at varemærkeret anses også for stiftet, når et uregistreret varemærke er vitterlig kendt her i landet i den betydning, som er angivet i artikel 6 b i Pariserkonventionen.

Bestemmelsen indgår ikke i varemærkeloven i dag.

Den gældende § 3 indeholder således ikke en bestemmelse herom, men dette har hidtil implicit fremgået af lovens § 15, stk. 2, nr. 4, der vedrører relative hindringer for et varemærkes registrering. Det er fundet hensigtsmæssigt, at vitterligt kendte varemærker eksplicit fremgår af bestemmelsen i § 3 om stiftelse af en varemærkeret. Endvidere angår forpligtelsen efter Pariserkonventionens artikel 6 b til at beskytte de vitterligt kendte mærker ikke alene en beskyttelse mod tredjemands registrering af disse som varemærker, men også brugen heraf. Med den foreslåede bestemmelse sikres, at disse varemærker tillige skal anses for omfattet af bl.a. den foreslåede nyaffattelse af § 4 om rettigheder knyttet til varemærket.

Det foreslås i stk. 3 , at der ikke ved brug kan stiftes varemærkeret til et tegn, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registrering. Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtagningen, stiftes retten først, når der skabes særpræg gennem mærkets anvendelse.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 3, stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse fastslår det selvfølgelige, at der ikke ved brug kan stiftes varemærkerettigheder til tegn, der efter deres beskaffenhed er udelukket fra registrering. Bestemmelsen vedrører primært de absolutte registreringshindringer i de foreslåede nyaffattelser af §§ 13 og 14, særligt kravet om særpræg, men skal også ses i lyset af bl.a. den foreslåede nyaffattelse af § 2 om tegn der kan udgøre et varemærke.

Det er dog efter stk. 3 ikke en betingelse for stiftelse af varemærket ved brug, at kendetegnet har været anvendt på en måde, der lever op til de særlige tekniske krav, der som konsekvens af den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 2, skal fastsættes om de filtyper, ansøgere kan anvende i varemærkeansøgninger. Således kan i princippet brug af kendetegnet i enhver form, herunder gengivelse af varemærket i elektroniske medier ved brug af enhver filtype, påberåbes til dokumentation for, at der er stiftet en varemærkeret ved brug, når brugen i øvrigt lever op til kravene for retsstiftende brug.

Der henvises nærmere til afsnit 2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 4

Den foreslåede nyaffattelse af § 4 regulerer de rettigheder, der er knyttet til et varemærke. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 4.

Det foreslås i stk. 1, at stiftelsen af en varemærkeret giver indehaveren en eneret. Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 1, indgår ikke i den gældende bestemmelse. Det nærmere omfang af denne eneret fastlægges i bestemmelsens stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at indehaveren af en stiftet varemærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når tegnet er identisk med varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med dem, for hvilke varemærket er beskyttet.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 2, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 4, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen omfatter den situation, at der foreligger dobbeltidentitet, dvs. identiske varemærker og identiske varer eller tjenesteydelser. I sådanne situationer anses beskyttelsen af det ældre varemærke for at være absolut. I tilfælde af dobbeltidentitet stilles der således ikke krav om, at der eksempelvis påvises en risiko for forveksling. I forhold til den gældende bestemmelse, er det præciseret, at der er tale om anvendelse »i forbindelse med varer og tjenesteydelser«. Denne tilføjelse indebærer ikke materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2 , at indehaveren af en stiftet varemærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når tegnet er identisk med eller ligner varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med eller ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, hvis der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der antages at være en forbindelse mellem tegnet og varemærket.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 2, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 4, stk. 1, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for det grundlæggende forvekslelighedsprincip for kendetegnsretten. For anvendelsen af bestemmelsen skal det som minimum kunne fastslås, at der består en lighed mellem tegnene og en lighed mellem de varer og tjenesteydelser, som tegnene vedrører. Hertil kommer, at der tillige skal bestå en risiko for forveksling, herunder at der kan antages en forbindelse mellem tegnene. Forvekslelighedsvurderingen har karakter af en helhedsvurdering, i hvilken alle relevante faktorer skal tages i betragtning. Til disse faktorer hører først og fremmest graden af ligheden mellem mærkerne og mellem varerne/tjenesteydelserne, der skal vurderes i lyset af opfattelsen heraf hos den relevante omsætningskreds. Denne opfattelse influeres først og fremmest af mærkernes særpræg, herunder det særpræg, der er opnået gennem indarbejdelse, og af varernes eller tjenesteydelsernes karakter, herunder deres art, formål og egenskaber i øvrigt, samt de omstændigheder hvorunder disse udbydes. I denne sammenhæng skal endvidere tages hensyn til bl.a. princippet om det udviskede erindringsbillede og produktreglen.

Bestemmelsen adskiller sig fra den gældende bestemmelse ved tilføjelsen af, at der »i offentlighedens bevidsthed« er risiko for forveksling. Tilføjelsen stammer fra direktivets ordlyd og indebærer ikke materielle ændringer i forhold til gældende ret. Ligeledes er det præciseret, at der er tale om anvendelse »i forbindelse med varer og tjenesteydelser«. Denne tilføjelse indebærer ligeledes ikke materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at indehaveren af en stiftet varemærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset om det anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, der er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke varemærket er beskyttet, når varemærket er velkendt her i landet, og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 2, litra c, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 4, stk. 2.

Bestemmelsen regulerer beskyttelsen af velkendte varemærker, der tildeles en særlig beskyttelse, som adskiller sig fra den beskyttelse, som varemærker tildeles efter princippet om forvekslelighed. Ordlyden af den nyaffattede bestemmelse kodificerer de principper, som EU-Domstolen har fastlagt for beskyttelsen af velkendte varemærker, herunder i bl.a. C-375/97 General Motors/Yplon, C-408/01 Adidas/Fitnessworld, C-252/07 Intel/intelmark, C-487/07 L’Oréal/Bellure, C-323/09 Interflora/Marks m.fl. Bestemmelsen indebærer således ikke materielle ændringer i forhold til gældende ret.

I forhold til den gældende lov er det i forslaget præciseret, at det tillige er en betingelse, at brugen af tegnet sker »uden rimelig grund«. Denne betingelse fremgik allerede af varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), men en eksplicit henvisning hertil blev udeladt i den gældende varemærkelov. Betydningen af dette selvstændige kriterium i bestemmelsen er behandlet i EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-65/12, Leidseplein Beheer og de Vries, hvoraf bl.a. fremgår, at indehaveren af et velkendt varemærke i visse situationer kan være tvunget til at tåle en tredjemands brug af et lignende kendetegn, fordi der foreligger »rimelig grund« til denne brug. Betingelsen udgør således et væsentligt, selvstændigt kriterium for vurderingen af beskyttelsen af velkendte varemærker, og det bør derfor fremgå af bestemmelsens ordlyd.

Det foreslås i stk. 3 , at indehaverens forbudsret efter stk. 2 blandt andet omfatter følgende:

1. At anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage.

2. At udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med disse formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under tegnet.

3. At importere eller eksportere varerne under tegnet.

4. At anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn.

5. At anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.

6. At anvende tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med markedsføringslovens § 21 om sammenlignende reklame.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 4, stk. 3. Opregningen i bestemmelsen er ikke udtømmende.

Bestemmelserne i nr. 1-3 og nr. 5 er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 4, stk. 3, nr. 1-3 og nr. 4, der i lovforslaget betegnes nr. 5.

På baggrund af direktivet foreslås som noget nyt i nr. 4 , at varemærkeindehaveren tillige kan forbyde, at tredjemand gør brug af tegnet i forbindelse med varer og tjenesteydelser som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn. Denne tilføjelse er indsat under hensyn til EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-17/06, Céline, i hvilken EU-Domstolen bl.a. fastslog, at et selskabsnavn eller en forretningsbetegnelse alene kan krænke en varemærkerettighed, når selskabsnavnet eller forretningsbetegnelsen anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og der derved gøres indgreb i varemærkets funktioner.

Tilføjelsen skal endvidere ses i lyset af, at det i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a, der gennemføres i den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 1, nr. 1, er præciseret, at varemærkeindehaverens rettigheder kan være begrænset i forhold til navne på fysiske personer. Den tilsvarende bestemmelse i artikel 6, stk. 1, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og § 5, stk. 1, nr. 1, i den gældende varemærkelov, blev fortolket således, at den ikke alene omfattede personnavne, men også kunne indebære en begrænsning af varemærkeindehaverens rettigheder i forhold til virksomheds- og selskabsnavne. I en erkendelse af, at denne fortolkning af artikel 6, stk. 1, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) kunne føre til den misopfattelse, at brugen af et virksomheds- eller selskabsnavn ikke kan medføre en krænkelse af et ældre varemærke, er det således nu gjort klart, at brug af tegnet som et virksomheds- eller selskabsnavn, kan udgøre en krænkelse af varemærket, når betingelserne herfor i stk. 2 i øvrigt er opfyldt.

På baggrund af direktivet forslås i nr. 6, at brug af tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med reglerne om vildledende og sammenlignende reklame, også udgør brug af tegnet, der kan forbydes af varemærkeindehaveren. Bestemmelsen er alene indsat for at tydeliggøre dette og medfører ikke en ændring i den gældende retstilstand.

Der henvises nærmere til afsnit 2.4 i de almindelige bemærkninger.

Til § 5

Den foreslåede nyaffattelse af § 5 regulerer varer i transit, forberedende handlinger og agentmærker. Forholdene er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af et registreret varemærke, med forbehold af rettigheder erhvervet inden det registrerede varemærkes ansøgnings- eller prioritetsdato, kan forhindre tredjemand i at bringe varer ind i det danske toldområde i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til fri omsætning her, hvis sådanne varer, herunder deres emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er identisk med det varemærke, der er registreret for sådanne varer. Indehaveren har samme beføjelser, hvis varemærket for så vidt angår dets væsentligste aspekter ikke kan skelnes fra det registrerede varemærke.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 4, første afsnit, indgår ikke i den gældende varemærkelov.

Formålet med bestemmelsen er at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt. Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), navnlig artikel V i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel om transitfrihed og, med hensyn til generiske lægemidler, »erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed«, der blev vedtaget af WTO-ministerkonferencen i Doha den 14. november 2001.

Begrænsningen af bestemmelsens anvendelsesområde til det danske toldområde følger først og fremmest af, at Grønland og Færøerne efter toldloven anses som tredjelande, ligesom Grønland og Færøerne ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12. juni 2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (toldforordningen).

Bestemmelsen omfatter placering af krænkende varer i alle toldsituationer, herunder navnlig transit, omladning, oplagring, frizoner, midlertidig opbevaring, aktiv forædling eller midlertidig indførsel, også selvom varerne ikke er bestemt til at blive markedsført i Danmark.

De danske toldmyndigheder er i dag tillagt beføjelser og underlagt procedurer, der følger af toldforordningen. Således kan rettighedshavere efter toldforordningens artikel 3 indgive toldanmodninger til de danske toldmyndigheder, ligesom toldmyndighederne i toldforordningens kapitel 3 er tillagt visse beføjelser til at føre kontrol og suspendere frigivelsen af varer eller tilbageholde dem.

Det foreslås i stk. 2, at indehaverens ret efter stk. 1 bortfalder, hvis der under en sag, iværksat i overensstemmelse med EU-forordningen om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, fremlægges dokumentation af klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af det registrerede varemærke ikke har ret til at forbyde markedsføring af varerne i det endelige bestemmelsesland.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 4, andet afsnit, indgår ikke i den gældende varemærkelov.

Formålet med bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 23 at undgå hindringer for den frie handel med lovlige varer. Det følger i øvrigt af toldforordningens artikel 28, at en rettighedshaver kan være erstatningsansvarlig over for ihændehaveren af suspenderede eller tilbageholdte varer, hvis det bl.a. senere fastslås, at de pågældende varer ikke krænker en intellektuel ejendomsrettighed.

Det foreslås stk. 3, at er der risiko for, at emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå varemærket er anbragt, kunne blive anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og denne anvendelse vil udgøre en krænkelse af et registreret varemærke i henhold til § 4, stk. 2 og 3, har indehaveren af det pågældende varemærke ret til at forbyde følgende handlinger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øjemed:

1. At anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, på emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket kan anbringes.

2. At udbyde eller markedsføre, eller oplagre med disse formål, eller at importere eller eksportere emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 11, indgår ikke i den gældende varemærkelov.

Denne bestemmelse indgår i bestræbelserne på at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt. Bestemmelsen er møntet på den situation, hvor tredjemand som led i forberedelsen af en varemærkekrænkelse anbringer varemærket på etiketter, emballage m.v., eller udbyder, markedsfører eller oplagrer sådanne genstande med det formål at anvende dem som led i en varemærkekrænkelse. Efter bestemmelsen kan varemærkeindehaveren således, når der består en risiko for, at de omhandlede etiketter, emballager m.v. kan anvendes i forbindelse med en varemærkekrænkelse, forbyde, at varemærket påføres disse, og at de i øvrigt udbydes, markedsføres eller oplagres med dette formål, eller at de importeres eller eksporteres.

Der henvises nærmere til afsnit 2.4 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 4 , at er et varemærke registreret i en agents eller en repræsentants navn på vegne af en person, der er indehaver af dette varemærke, uden indehaverens samtykke, har indehaveren ret til

1. at modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender varemærket, og

2. at kræve, at varemærket overdrages til den pågældende indehaver.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 13, indgår ikke i den gældende varemærkelov.

Bestemmelsen regulerer varemærkeindehaverens beføjelser i forhold til agenter eller repræsentanter. En tilsvarende bestemmelse findes i Pariserkonventionens artikel 6 g. Formålet med bestemmelsen er at sikre varemærkeindehaverens rettigheder i tilfælde, hvor denne benytter agenter eller andre repræsentanter. Med den foreslåede bestemmelse sikres, at såvel direktivet som Pariserkonventionen er korrekt gennemført i dansk ret.

Det foreslås i stk. 5, at bestemmelsen i stk. 4 ikke finder anvendelse, når agenten eller repræsentanten kan begrunde sin handling.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 13, stk. 2, indgår ikke i den gældende varemærkelov, og det er blandt andet af den grund ikke muligt at angive eksempler på anvendelsen af bestemmelsen.

Til § 6

Den foreslåede nyaffattelse af § 6 regulerer prioritet i forbindelse med kolliderende rettigheder. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 7.

Det foreslås i § 6, at kræver to eller flere fysiske eller juridiske personer hver for sig varemærkeret til samme eller lignende kendetegn, har den først opståede ret fortrin, medmindre andet følger af bestemmelserne i kapitel 1 B.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 7.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke som den gældende § 7 en tilføjelse om, hvornår en ret anses for opstået. Det skyldes, at der ikke i ordlyden af den gældende varemærkelovs § 7 er taget højde for, at en fortrinsrettighed kan følge af eksempelvis en anciennitet, som er påberåbt for et EU-varemærke eller datoen for en international registrering, herunder når den internationale registrering videreføres som en dansk varemærkeregistrering eller træder i stedet for en sådan, ligesom den gældende bestemmelse heller ikke i sin ordlyd tager højde for rettigheder stiftet ved brug.

Da fortrinsretten således skal fastlægges fra sag til sag og kan være afhængig af, om varemærket tillige er eller har været registreret som et EU-varemærke eller en international registrering, eller rettighederne er stiftet ved brug, eller at mærket er et vitterligt kendt varemærke, er det i lovforslaget udeladt nærmere at definere et bestemt tidspunkt, som fortrinsretten skal anses for opstået fra.

Baggrunden for bestemmelsen er prioritetsprincippet samt retssikkerhedsmæssige hensyn, hvilket kommer til udtryk i direktivets præambelbetragtning nr. 17.

Til § 7

Den foreslåede nyaffattelse af § 7 regulerer varemærkeindehavers mulighed for at gribe ind over for gengivelser af varemærker i opslagsværker. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 11.

Det foreslås i § 7, at giver gengivelsen af et varemærke i et leksikon, en encyklopædi eller et lignende opslagsværk i trykt eller elektronisk form det indtryk, at det udgør den generiske betegnelse for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, skal udgiveren af værket efter anmodning fra indehaveren af varemærket hurtigst muligt sørge for, at gengivelsen af varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et registreret varemærke. Er der er tale om værker i trykt form, skal gengivelsen af varemærket ledsages af den nævnte angivelse, senest i den næste udgave af værket.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 12, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 11.

Formålet med bestemmelsen er, på linje med formålet med bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 11, at give rettighedshavere en mulighed for at modvirke, at et varemærke anvendes som en generisk betegnelse i opslagsværker m.v., idet en sådan brug kan indebære en risiko for, at varemærket degenererer og rettigheden fortabes. Bestemmelsen skal ses i lyset af den nyaffattede bestemmelse i § 26, stk. 1, nr. 1, der fastsætter, at en registreringsindehaver kan fortabe sine rettigheder, hvis varemærket som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse inden for handelen for en vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket.

Som noget nyt er det i den foreslåede bestemmelse præciseret, at bestemmelsens anvendelsesområde tillige omfatter opslagsværker, der udgives i elektronisk form. Er et varemærke således optaget i et elektronisk opslagsværk på en sådan måde, at varemærket fremstår som en generisk betegnelse, kan varemærkeindehaveren anmode udgiveren af opslagsværket om, at gengivelsen af varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et registreret varemærke. Udgiveren af det elektroniske opslagsværk skal i så fald hurtigst muligt efterkomme anmodningen fra varemærkeindehaveren.

Til § 8

Den foreslåede nyaffattelse af § 8 regulerer, hvilke personer, der kan anlægge sag om krænkelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke. Forholdet er i dag reguleret i fællesmærkelovens § 9.

Det foreslås i stk. 1 , at den, der er berettiget til at anvende et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, kun kan anlægge sag om varemærkekrænkelse, hvis mærkets indehaver har givet sit samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i bestemmelserne for benyttelsen af mærket.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 34, stk. 1, er en delvis videreførelse af fællesmærkelovens § 9.

Ifølge fællesmærkelovens § 9 kan alene mærkeindehaveren anlægge sag, men det antages, at mærkeindehaveren har mulighed for at bemyndige en eller flere af de berørte brugere af fællesmærket til at anlægge sag på mærkeindehaverens vegne. I den foreslåede bestemmelse er det i udgangspunktet også alene mærkeindehaveren, der kan anlægge sag om varemærkets krænkelse.

Det foreslås i stk. 2, at enhver, der er berettiget til at anvende et kollektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke, har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som mærkets indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende selv har lidt.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 34, stk. 1, indgår ikke i fællesmærkeloven i dag.

Det foreslås i stk. 3, at uanset stk. 2 har indehaveren af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke ret til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er berettiget til at anvende mærket, når disse personer har lidt skade som følge af uberettiget anvendelse af mærket.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 34, stk. 2, indgår ikke i fællesmærkeloven i dag.

Til § 9

Den foreslåede nyaffattelse af § 9 regulerer licenstageres adgang til at anlægge sag om krænkelse af et varemærke. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 45.

Det foreslås, i stk. 1, at en licenstager kun kan anlægge sag om varemærkekrænkelse, hvis varemærkeindehaveren har givet sit samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i licensaftalen. Indehaveren af en eksklusiv licens kan dog anlægge en sådan sag, hvis varemærkeindehaveren efter en formel opfordring hertil ikke selv anlægger sag om varemærkekrænkelse inden for en rimelig frist.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk. 3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 45, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse begrænses licenstageres adgang til at anlægge sag om varemærkekrænkelse til de tilfælde, hvor en adgang hertil er fastsat i licensaftalen, eller hvor varemærkeindehaveren på anden måde har givet sit samtykke hertil.

Det foreslås i stk. 2, at enhver licenstager har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som varemærkets indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende licenstager selv har lidt.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk. 4, indgår ikke i den gældende varemærkelov.

Til § 10

Den foreslåede nyaffattelse af § 10 vedrører visse begrænsninger i den eneret, der er knyttet til varemærkeretten. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 5.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1 , at et varemærke ikke giver indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af tredjemandens navn eller adresse, hvis den pågældende tredjemand er en fysisk person.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk. 1, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 5, nr. 1.

Bestemmelsen er i forhold til den gældende varemærkelovs § 5, stk. 1, nr. 1, begrænset til alene at vedrøre fysiske personers navne og adresser. Det er således præciseret, at virksomhedsnavne ikke anses for omfattet af bestemmelsen. Der henvises endvidere til bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 3.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et varemærke ikke giver indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk. 1, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 5, nr. 2.

Forslaget adskiller sig fra den gældende varemærkelovs § 5, nr. 2, ved, at bestemmelsen også finder anvendelse i forhold til tegn eller angivelser, der er uden særpræg. De tegn, der er omfattet af bestemmelsen, er således ikke alene tegn eller angivelser, der er beskrivende for de omhandlede varer eller tjenesteydelser, men tillige enhver type af tegn, der mangler særpræg.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at et varemærke ikke giver indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af varemærket er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk. 1, litra c, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 5, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse svarer i hovedtræk til den gældende varemærkelovs § 5, nr. 3. Det er dog præciseret, at den brug af varemærket, som bestemmelsen hovedsageligt sigter på, er den brug, hvorved tredjemand anvender varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser, som tilhørende varemærkeindehaveren, dvs. refererende brug når en sådan brug er nødvendig f.eks. i forbindelse med markedsføring af reservedele eller tilbehør.

Det foreslås i stk. 2 , at bestemmelsen i stk. 1 kun finder anvendelse, når tredjemands anvendelse er i overensstemmelse med god markedsføringsskik.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk. 2, viderefører § 5 i den gældende varemærkelov.

Det foreslås i stk. 3 , at et varemærke ikke giver indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af en ældre rettighed, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes inden for grænserne af det område, hvor den er anerkendt.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, stk. 3, indgår ikke i den gældende varemærkelov.

Der er tale om en ny bestemmelse, hvis hovedformål er at sikre muligheden for sameksistens mellem et yngre, registreret varemærke og et ældre kendetegn, der ikke har været anvendt i et omfang, der kan begrunde beskyttelse af kendetegnet som varemærke efter den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3, om stiftelse af varemærkeret ved brug.

Kendetegn, der ikke er registreret som varemærke, og som alene har lokalt afgrænset karakter, beskyttes ikke som varemærke, men kan undertiden anerkendes en vis beskyttelse efter markedsføringsloven eller efter almindelige retsgrundsætninger. Det er i den forbindelse i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 4, 5, og 7, foreslået, at kendetegnsrettigheder knyttet til virksomhedsnavne, fast ejendom og andre ibrugtagne kendetegn, alene kan forhindre registreringen af et varemærke eller danne basis for dets ophævelse, hvis kendetegnet har mere end lokalt afgrænset karakter.

Kravet om, at virksomhedsnavne og kendetegnsrettigheder knyttet til ejendomme samt øvrige kendetegnsrettigheder stiftet ved brug skal have »mere end lokalt afgrænset karakter«, før disse kan udgøre hindringer mod et yngre varemærke, opvejes således af den foreslåede bestemmelse i stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at en indehaver af et yngre varemærke ikke kan forhindre den fortsatte anvendelse af de ældre kendetegn, som er omfattet af den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, når disse alene har lokalt afgrænset karakter og i øvrigt anvendes inden for grænserne af det område, hvor retten hertil er anerkendt.

For så vidt angår kriteriet »mere end lokalt afgrænset karakter« henvises til bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3, ovenfor.

Til § 10 a

Den foreslåede nyaffattelse af § 10 a regulerer konsumption af varemærkerettigheder. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 6.

Det foreslås i stk. 1 , at et varemærke ikke giver indehaveren ret til at forbyde dets brug for varer, som af indehaveren selv eller med indehaverens samtykke er markedsført her i landet eller inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) under dette varemærke.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 15, stk. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 6, stk. 1.

Ifølge ordlyden af direktivets artikel 15, stk. 1, indtræder konsumption, når varerne er markedsført inden for Den Europæiske Union. Europa-Kommissionen har oplyst, at bestemmelsen skal implementeres under hensyntagen til Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Konsumption vil derfor også indtræde, hvis varerne er markedsført i en stat inden for EØS-området, der ikke er medlem af Den Europæiske Union.

Det fremgår derfor af den foreslåede bestemmelse, at konsumption af varemærkeretten indtræder ved markedsføring inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det er endvidere præciseret, at konsumption tillige indtræder, når markedsføringen er sket »her i landet«. Denne præcisering er indsat for at tydeliggøre, at der indtræder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et dansk varemærke, for hele riget, uanset om de varer, hvorpå varemærket er anbragt, har været markedsført i Danmark, Grønland eller på Færøerne.

For så vidt angår konsumptionen af de rettigheder, der knytter sig til et EU-varemærke, er der fastsat en særskilt bestemmelse herom i artikel 15 i EU-varemærkeforordningen. Heraf fremgår bl.a., at reglen om konsumption er afgrænset til markedsføring inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Er et varemærke således tillige beskyttet som et EU-varemærke, vil de rettigheder, der er knyttet til EU-varemærket, ikke være at anse for konsumeret ved markedsføring af varer under varemærket i Grønland eller på Færøerne.

Det foreslås i stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde hvor varernes tilstand er ændret eller forringet, efter at de er markedsført.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 15, stk. 2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 6, stk. 2.

Til § 10 b

Den foreslåede nyaffattelse af § 10 b vedrører fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse på grund af passivitet. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens §§ 8-10.

Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af en ældre rettighed, hvortil der er knyttet en ret til at forbyde brugen eller registreringen af et varemærke, som i fem på hinanden følgende år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre registreret varemærke, ikke længere har ret til under henvisning til den ældre rettighed at begære dette yngre varemærke ugyldigt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om det yngre varemærke er indgivet i ond tro.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 9, stk. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 8.

Den foreslåede bestemmelse fastslår således, at i det omfang en indehaver af en ældre rettighed har været bekendt med og tålt brugen af et yngre registreret varemærke i fem år, kan indehaveren af den ældre ret ikke længere begære den yngre varemærkeregistrering erklæret for ugyldig. Som undtagelse hertil gælder dog som hidtil, at det yngre varemærke fortsat kan erklæres ugyldigt, hvis ansøgningen blev indgivet i ond tro.

Det foreslås i stk. 2 , at en yngre ret til et varemærke også kan bestå ved siden af en ældre ret, hvortil der er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket, hvis indehaveren af den ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke. Findes det rimeligt, kan det ved dom bestemmes, at et af kendetegnene eller begge kun må anvendes på en særlig måde, for eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs §§ 9 og 10, stk. 2.

Den gældende varemærkelovs § 9 fastslår, at en yngre ret til et varemærke kan bestå ved siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis indehaveren af den ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke. Den gældende varemærkelovs § 10, stk. 2, fastslår, at det, når der er indtrådt passivitet, og det i øvrigt findes rimeligt, kan bestemmes, at et af varemærkerne eller begge kun må anvendes på en særlig måde, for eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.

Patent- og Varemærkestyrelsen blev ved lov nr. 1201 af 27. december 1996 om ændring af varemærkeloven og retsplejeloven tillagt kompetence til at træffe afgørelse om administrativ ophævelse i forhold til samtlige de gyldighedsbetingelser, der fremgår af den gældende varemærkelovs § 28, herunder under hensyn til passivitetsreglerne i den gældende varemærkelovs §§ 8 og 9.

Det fremgår ikke eksplicit af den gældende varemærkelovs § 10, stk. 2, om det alene er domstolene eller tillige Patent- og Varemærkestyrelsen, der i forbindelse med en afgørelse om passivitet kan træffe bestemmelse om, at et varemærke kun må anvendes på en særlig måde. For at tydeliggøre, at det alene tilkommer domstolene at fastsætte de nævnte bestemmelser om mærkernes anvendelse, er det i stk. 2 tilføjet, at sådanne bestemmelser fastsættes ved dom. På særlig måde kan eksempelvis være i en vis udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.

Adgangen til at fastsætte bestemmelser om varemærkets anvendelse er ikke til stede, når forslagets § 10 b, stk. 1, finder anvendelse alene. Således fastsætter direktivets artikel 9 en brugsret for det yngre varemærke, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, og der er i direktivet ikke åbnet op for, at denne brugsret kan være betinget af, at varemærket anvendes på en særlig måde.

Det foreslås i stk. 3, at i de tilfælde, som er omfattet af stk. 1 og 2, kan indehaveren af et yngre varemærke ikke modsætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre varemærke.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 9, stk. 3, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 10, stk. 1.

Bestemmelsen fastsætter således, at indehaveren af det yngre varemærke ikke kan forbyde brugen af det ældre varemærke, heller ikke selvom indehaveren af det ældre varemærke er afskåret fra at gøre sin ret gældende over for denne efter stk. 1 eller 2.

Til § 10 c

Den foreslåede nyaffattelse af § 10 c vedrører kravet om, at et varemærke skal være i brug. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 25.

Det foreslås i stk. 1, at har indehaveren af et registreret varemærke ikke inden fem år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller hvis sådan brug har været suspenderet i en sammenhængende periode på fem år, underkastes varemærket begrænsninger og sanktioner efter § 10 d, § 21, stk. 1 og 2, § 25, stk. 1, og § 35, stk. 3 og 4, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 16, stk. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 25, stk. 1.

Ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 31 opfylder varemærker kun deres formål, som er at adskille varer eller tjenesteydelser og give forbrugerne mulighed for at træffe et informeret valg, når de faktisk anvendes på markedet. Det tilføjes, at kravet om brug også er nødvendigt for at reducere antallet af varemærker, der registreres og beskyttes og dermed også antallet af konflikter mellem disse.

Konsekvensen af den foreslåede bestemmelse er, at i tilfælde af manglende reel brug af et registreret varemærke vil retten hertil kunne fortabes, ligesom modpåstande i sager om indsigelse, ugyldiggørelse eller krænkelse, der anlægges af varemærkeindehaveren, kan indebære, at det registrerede varemærke alene anses for registreret for en del eller slet ingen af de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter.

Om begrebet »reel brug« er det af EU-Domstolen fastslået i bl.a. sagen C-40/01, Ansul, at der er gjort reel brug af et varemærke, når dette er anvendt i overensstemmelse med varemærkets grundlæggende funktion, som er at garantere oprindelsen af de varer eller tjenesteydelser, som det er blevet registreret for, med henblik på at skabe eller bevare en afsætningsmulighed for disse varer og tjenesteydelser. Dette omfatter ikke symbolske former for brug alene med det formål at bevare de til varemærket knyttede rettigheder.

Bedømmelsen af, om brugen af varemærket er reel, skal foretages på grundlag af samtlige faktiske omstændigheder, der kan godtgøre, at varemærket virkelig anvendes handelsmæssigt, navnlig de former for brug, der i den pågældende branche anses for begrundet i fastholdelse eller erhvervelse af markedsandele for de varer eller tjenesteydelser, der beskyttes af varemærket, disse varers eller tjenesteydelsers art, de særlige forhold på markedet samt omfanget og hyppigheden af brugen af varemærket. Selv om brugen af mærket ikke vedrører varer, der tilbydes på markedet som nye, men allerede markedsførte varer, er brugen reel, hvis mærket faktisk anvendes af varemærkeindehaveren for løsdele, der indgår i disse varers sammensætning eller struktur, eller for varer eller tjenesteydelser, der har en direkte forbindelse med de allerede markedsførte varer og skal tilfredsstille behov i disses kundekreds.

Endvidere fremgår det af sag C-442/07, Verein Radetzky-Orden, at der tillige er gjort reel brug af et varemærke, når en almennyttig forening i sin kontakt med offentligheden anvender varemærket på meddelelser om arrangementer, på forretningspapirer og på reklamer, og det anvendes af foreningens medlemmer ved indsamling og uddeling af indsamlingsbidrag i den forstand, at medlemmerne bærer foreningens emblemer. Endelig fremgår det af EU-Domstolens afgørelse i sag C-495/07, Silberquelle, at anbringelse af et varemærke på (reklame)genstande, der gratis tilbydes købere af indehaverens varer, ikke udgør reel brug af varemærket.

Det foreslås i stk. 2 , at registreringsproceduren anses for afsluttet, når

1. et varemærke er registreret, jf. § 23, eller

2. gyldigheden af en designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen er endeligt godkendt, jf. § 56, eller designeringen har opnået gyldighed i Danmark efter Madridprotokollens artikel 4 og 5, jf. § 55, stk. 3.

Bestemmelsen i nr. 1, der gennemfører direktivets artikel 16, stk. 1, er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen omfatter nationale varemærker. Det fremgår af bestemmelsen, at registreringsproceduren for et dansk registreret varemærke anses for afsluttet, når varemærket er blevet registreret.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal ses i sammenhæng med, at det i forslaget til et nyaffattet kapitel 2 er foreslået, at der foretages en ændring af ansøgningsproceduren, således at varemærkeansøgninger skal offentliggøres, og tredjemand skal have mulighed for at fremsætte indsigelse, før varemærket registreres. Dette indebærer, at registreringsproceduren efter den ansøgningsprocedure, som der lægges op til med lovforslaget, skal anses for afsluttet på den dag, hvor varemærket registreres, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 23, eller designeringen af Danmark i en international registrering endeligt godkendes, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 56.

Efter den gældende varemærkelovs §§ 22 og 23 offentliggøres varemærket, efter varemærket er blevet registreret. Tredjemand har to måneder fra offentliggørelsen af registreringen til at fremsætte indsigelse, hvorefter registreringsproceduren anses for afsluttet, når indsigelsesperioden er udløbet, uden der er fremsat indsigelse mod registreringen. Bliver der derimod fremsat indsigelse mod registreringen, anses registreringsproceduren først for afsluttet, når der er truffet endelig afgørelse om indsigelsen.

På grund af denne ændring af måden, hvorpå datoen for registreringsprocedurens afslutning fastsættes, har det tillige været nødvendigt i lovforslagets overgangsbestemmelser at fastslå, at de hidtil gældende bestemmelser af betydning for fastsættelsen af registreringsprocedurens afslutning fortsat finder anvendelse for varemærker, der er registreret før lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen i nr. 2, der gennemfører direktivets artikel 16, stk. 3, er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen omfatter internationale varemærker. Ifølge bestemmelsen anses registreringsproceduren for afsluttet, når en designering af Danmark i en international registrering er endeligt godkendt i overensstemmelse med den foreslåede nyaffattede bestemmelse i § 56. Endvidere er registreringsproceduren afsluttet, hvis en international registrering har opnået gyldighed for Danmark efter artikel 4 og 5 i Madridprotokollen, dvs. i tilfælde hvor Patent- og Varemærkestyrelsen ikke rettidigt har sendt et foreløbigt afslag til Det Internationale Bureau eller har godkendt designeringen inden for samme frist. Med bestemmelserne i artikel 4 og 5 i Madridprotokollen gælder således et princip om »stiltiende accept« af designeringers gyldighed, hvilket indebærer, at designeringer automatisk får gyldighed i Danmark i de tilfælde, hvor fristen for afgivelse af et foreløbigt afslag er overskredet, medmindre Det Internationale Bureau har modtaget et foreløbigt afslag eller der er taget et forbehold om tredjemands mulighed for indsigelse inden fristens udløb. Det er fundet hensigtsmæssigt, at dette princip er afspejlet i loven.

Det foreslås i stk. 3 , at anvender indehaveren af et varemærke, hvortil der alene er stiftet rettigheder ved brug efter § 3, stk. 1, nr. 3, ikke vedvarende varemærket, fortabes varemærkeretten.

Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag. Bestemmelsen i stk. 3 er således ny og skal ses i sammenhæng med kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3, om, at de varemærkerettigheder, der er stiftet ved brug, skal anvendes vedvarende. Den gældende varemærkelov indeholder ikke en særskilt bestemmelse om, at de ved brug stiftede varemærkerettigheder kan fortabes som følge af manglende brug. I administrativ praksis og domstolspraksis er det imidlertid antaget, at kravet om vedvarende brug indebærer, at såfremt der sker et sådant ophør i brugen af varemærket, at dette må anses for opgivet, fortabes retten hertil. Bestemmelsen er således foreslået indsat for at gøre det tydeligt, at såfremt der ikke sker vedvarende brug af et varemærke i situationer, hvor varemærkeretten alene støttes på brugen heraf, fortabes varemærkeretten.

Det foreslås i stk. 4, at følgende betragtes som brug i henhold til stk. 1-3:

1. Brug af varemærket i en form, der kun ved elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det blev registreret, eller når varemærkeretten er stiftet ved brug, den form hvortil varemærkeretten oprindeligt er knyttet, uanset om varemærket også er registreret af indehaveren i den form, hvori det anvendes.

2. Anbringelse af varemærket på varer eller deres emballage her i landet udelukkende med eksport for øje.

Bestemmelsen i nr. 1 , der gennemfører direktivets artikel 16, stk. 5, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 25, stk. 2, nr. 1.

Ordlyden af den gældende bestemmelse er bragt i overensstemmelse med ordlyden af direktivets, således at formuleringen »en form, der ikke væsentligt afviger fra den form, hvori det er registreret« er ændret til »en form, der kun ved elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det blev registreret«. Derudover tages der i bestemmelsen højde for de rettigheder, der er stiftet ved brug, idet det tillige fastsættes, at der ved vurderingen af, om der er sket vedvarende brug af et varemærke, hvortil der oprindeligt er stiftet en varemærkeret ved brug, tillige kan indgå en brug af varemærket i en anden form, der ikke forandrer det oprindelige varemærkes særpræg.

Endvidere er det i bestemmelsen tilføjet, at bestemmelsen finder anvendelse, »uanset om varemærket også er registreret i indehaverens navn i den form, hvori det anvendes«. Tilføjelsen i direktivet og den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af, at EU-Domstolen i bl.a. den præjudicielle afgørelse i sagen C-553/11, Rintisch, fastslog, at den tilsvarende bestemmelse i artikel 10, stk. 2, litra a, i varemærkedirektiv 89/104/EØF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at indehaveren af et registreret varemærke - med henblik på at godtgøre brugen af varemærket som omhandlet i denne bestemmelse - kan påberåbe sig at have gjort brug af mærket i en form, der afviger fra den form, hvori mærket er blevet registreret, uden at afvigelserne mellem disse to former forandrer mærkets særpræg, og uagtet den omstændighed, at denne afvigende form selvstændigt er blevet registreret som varemærke.

Bestemmelsen i nr. 2 , der gennemfører direktivets artikel 16, stk. 5, litra b, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 25, stk. 2, nr. 2.

Det foreslås i stk. 5 , at brug af et varemærke med indehaverens samtykke, eller hvis mærket er et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, brug af mærket af en person, der er berettiget til at anvende det, ligestilles med indehaverens brug af varemærket.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 16, stk. 6, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 25, stk. 3, og fællesmærkelovens § 7, stk. 2.

Bestemmelsen fastslår, at brug, der er sket med varemærkeindehaverens samtykke, sidestilles med varemærkeindehaverens brug. I tilfælde af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, sidestilles brug, der er foretaget af en person, der er berettiget til at anvende mærket, med mærkeindehaverens brug.

Til § 10 d

Den foreslåede nyaffattelse af § 10 d regulerer muligheden for at fremsætte modpåstand om manglende ’reel brug’ af det ældre varemærke i en sag om krænkelse. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 28, stk. 5.

Det foreslås i stk. 1 , at indehaveren af et varemærke kun har ret til at forbyde anvendelsen af et tegn i det omfang, at indehaverens rettigheder ikke kan fortabes i henhold til § 25 på det tidspunkt, hvor sagen om varemærkekrænkelse anlægges.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 17, 1. pkt., er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 5.

Ifølge § 28, stk. 5, kan krav om ophævelse kun gøres gældende på grundlag af et ældre kolliderende mærke, hvis den, der har krævet registreringen ophævet, på den anden parts begæring kan godtgøre, at det ældre mærke har været brugt i overensstemmelse med § 25. Den foreslåede bestemmelse har et bredere sigte, da den foreslåede bestemmelse omfatter enhver sag om krænkelse og ikke alene sager om ophævelse af en varemærkeregistrering.

Det foreslås i stk. 2 , at anmoder sagsøgte herom, skal indehaveren af et registreret varemærke dokumentere, at varemærket i løbet af femårsperioden forud for anlæg af sag har været genstand for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som lægges til grund for sagen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, hvis det på datoen for anlæg af sag er mindst fem år siden, at registreringsproceduren for varemærket blev afsluttet.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 17, 2. pkt. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 29, jf. § 28, stk. 2 og § 25, stk. 1.

Til § 10 e

Den foreslåede nyaffattelse af § 10 e vedrører andre modpåstande, der kan fremsættes af indehaveren af et yngre registreret varemærke i forbindelse med en sag om krænkelse. Forholdet er ikke eksplicit reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af et varemærke i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke har ret til at forbyde brugen af et yngre registreret varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til § 10 b, stk. 1 og 2, § 30 og § 35, stk. 3 og 4.

Bestemmelsen i stk. 1 gennemfører direktivets artikel 18, stk. 1. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen svarer til en vis grad til den gældende varemærkelovs § 7, der omhandler fortrinsretten for den først opståede ret. Den gældende varemærkelovs § 7 har således bl.a. den virkning, at en betingelse for påberåbelsen af et ældre varemærkes renommé eller indarbejdelse er, at renomméet eller indarbejdelsen forelå på ansøgningstidspunktet for det yngre varemærke, eller tidspunktet for en eventuel prioritet påberåbt herfor.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at en indehaver af en varemærkeret ikke kan forbyde brugen af et yngre registreret varemærke i de tilfælde, der er omfattet af den foreslåede nyaffattelse af § 30 om det ældre varemærkes manglende særpræg eller renommé og § 10 b om passivitet samt § 35, stk. 3, om manglende reel brug af det ældre varemærke. Bestemmelsen indebærer, at en indehaver af en ældre varemærkeret ikke kan forbyde brugen af et yngre registreret varemærke eller begære dette ophævet, når varemærkeindehaveren ikke havde adgang hertil på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre mærke, fordi det ældre mærke endnu ikke var eksempelvis velkendt eller indarbejdet på dette tidspunkt, at der forelå passivitet, eller varemærket ikke var blevet anvendt i overensstemmelse med kravene til brug.

Det foreslås i stk. 2 , at indehaveren af et varemærke i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke har ret til at forbyde brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til artikel 60, stk. 1, 3 eller 4, artikel 61, stk. 1 eller 2, eller artikel 64, stk. 2, i EU-varemærkeforordningen.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 18, stk. 2. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen fastslår, at en indehaver af et ældre EU-varemærke er underlagt de samme begrænsninger, som indehaveren af et ældre nationalt varemærke er underlagt efter stk. 1.

Det foreslås i stk. 3 , at har indehaveren af et varemærke ikke ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det pågældende yngre registrerede varemærke ikke ret til i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at forbyde brugen af det ældre varemærke, selv om denne ældre rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre varemærke.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 18, stk. 3. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen fastslår, at selvom indehaveren af en ældre varemærkeret er begrænset i adgangen til at forbyde brugen af eller begære et yngre varemærke ophævet efter stk. 1 og 2, giver den varemærkeret, der er etableret ved registreringen af det yngre varemærke ikke i sig selv indehaveren af det yngre varemærke adgang til at forhindre brugen af det ældre varemærke eller på dette grundlag begære det ældre varemærke ophævet. Bestemmelsen berører dog ikke indehaveren af det yngre varemærkes adgang til at begære det ældre varemærke ophævet på baggrund af eksempelvis reglerne om reel brug, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 25 og EU-varemærkeforordningens artikel 18.

Til § 11

Den foreslåede nyaffattelse af § 11 regulerer indgivelsen af ansøgninger. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 12.

Det foreslås i stk. 1 , at ansøgning om registrering af et varemærke indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen skal være affattet i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i medfør af § 48. For ansøgningen betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 1.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 12, stk. 1.

Bestemmelsen fastslår, at varemærkeansøgninger indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen, og at der for ansøgninger om registrering af varemærker betales et gebyr. Det fremgår tillige af bestemmelsen, at de nærmere krav til ansøgningers form og indhold vil blive fastsat af erhvervsministeren, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 48. Kravene i den gældende varemærkelovs § 12, stk. 1 om, at ansøgningen skal indeholde en gengivelse af varemærket, oplysninger om ansøgerens navn eller firma samt en liste over de varer eller tjenesteydelser, som varemærket søges registreret for, fremgår af den foreslåede bestemmelses stk. 5-8, der omfatter de oplysninger, som en varemærkeansøgning som minimum skal indeholde. En ansøgning kan indgives af ansøger, men også af repræsentanter for denne.

Det foreslås i stk. 2 , at ansøgeren ved ansøgningens indgivelse og mod betaling af et gebyr, jf. § 60 a, stk. 2, kan anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at udarbejde en nærmere begrundelse til den søgningsrapport, der udarbejdes efter § 17.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven i dag.

I dag udarbejder Patent- og Varemærkestyrelsen i forbindelse med behandlingen af ansøgninger søgningsrapporter, hvor styrelsen vurderer, om der findes bl.a. ældre varemærkeregistreringer, som det ansøgte varemærke kan være i konflikt med baseret på principperne i den gældende varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 1 og 2 om ældre registrerede kolliderende rettigheder. Styrelsen inddrager ikke forhold som varemærkernes faktiske brug, indarbejdelse, kendthed og lignende. Med den nyaffattede bestemmelse i § 17 vil sådanne søgningsrapporter i udgangspunktet fortsat skulle udarbejdes.

Det foreslås som noget nyt, at ansøgere ved ansøgningens indgivelse skal kunne anmode om, at der med søgningsrapporten medfølger en uddybende begrundelse om vurderingen af risikoen for forveksling for hver af de ældre rettigheder, som styrelsen har anført i søgningsrapporten. Det er endvidere foreslået, at der for udfærdigelsen af en uddybende begrundelse skal opkræves et tillægsgebyr. Muligheden for at modtage en nærmere begrundet søgningsrapport kan være særligt relevant for de små og mellemstore virksomheder, der har et ønske om at modtage mere specifik information om årsagen til, at de ældre varemærkerettigheder er blevet fremdraget. Formålet med denne information er at sætte ansøgeren bedre i stand til at vurdere, hvordan ansøgeren kan eller bør forholde sig til de fremdragne ældre rettigheder for derigennem at undgå bekostelige krænkelsessager.

De nærmere begrundede søgningsrapporter vil alene adskille sig fra de almindelige søgningsrapporter ved, at indholdet af den umiddelbare, materielle vurdering, som styrelsen har foretaget, vil blive præsenteret for ansøgeren på en overskuelig og lettilgængelig måde. Både de almindelige søgningsrapporter, som også bliver udarbejdet i dag, og de nærmere begrundede søgningsrapporter har alene informativ karakter og udgør ikke afgørelser.

Styrelsen vil informere om indholdet af almindelige søgningsrapporter og af søgningsrapporter med en nærmere begrundelse på styrelsens hjemmeside med henblik på at give ansøgerne et grundlag for at beslutte, hvilken model, der passer bedst til den enkelte. Denne information vil også omfatte information om muligheden for at fravælge en søgningsrapport, jf. nærmere herom nedenfor under stk. 3.

Der henvises nærmere til afsnit 2.7.2 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 3 , at ansøgeren ved ansøgningens indgivelse kan anmode om, at Patent- og Varemærkestyrelsen ikke udarbejder en søgningsrapport efter § 17.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven i dag.

Det foreslås som noget nyt, at ansøgeren ved ansøgningens indgivelse kan anmode om, at der ikke udarbejdes en søgningsrapport efter stk. 1. Formålet med dette forslag er at efterkomme visse brugeres ønske om fravalg af søgningsrapporten med henblik på at opnå en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling. Muligheden for helt at fravælge at modtage en søgningsrapport kendes allerede i dag fra EU-varemærkesystemet, hvor ansøgere kan vælge at indgive en ’Fast Track’-ansøgning.

Til denne ordning er i EU-varemærkesystemet endvidere knyttet visse betingelser, herunder at ansøgeren i ansøgningens varefortegnelse alene anvender de forud godkendte termer, der indgår i den harmoniserede database over varer og tjenesteydelser (TMclass), og at ansøgningen indgives gennem Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsrets (EUIPO) e-ansøgning.

Den foreslåede ordning er særligt tiltænkt de mere erfarne brugere af varemærkesystemet, eller dem der er repræsenteret af en rådgiver med særlige kompetencer inden for kendetegnsret. Disse brugere eller deres repræsentanter har ofte foretaget søgninger efter ældre rettigheder inden indgivelsen af ansøgningen, og de har derfor ikke et særskilt behov for at modtage en søgningsrapport eller en nærmere specificeret begrundelse i forbindelse hermed. Derimod er en hurtigere og effektiv sagsbehandling ofte af større betydning for disse brugere.

Det foreslås i stk. 4. at ansøgninger og registreringer indføres i varemærkeregistret. Varemærkeregisteret er offentligt tilgængeligt via Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 12, stk. 3.

Det foreslås i stk. 5 , at en ansøgning om registrering af et varemærke som minimum skal indeholde

1. en anmodning om registrering,

2. oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet,

3. en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering, og

4. en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav, der er fastsat i § 2, nr. 2.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 37, stk. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 12, stk. 1, og den gældende fællesmærkelovs § 4, stk. 2.

I bestemmelsen er angivet de oplysninger, som en varemærkeansøgning som minimum skal indeholde, for at ansøgningen kan betragtes som en ansøgning og tildeles en ansøgningsdato. Det skal implicit eller eksplicit fremgå af ansøgningen, at der er tale om en ansøgning om registrering af et varemærke. Endvidere skal ansøgningen indeholde oplysninger, der gør det muligt at identificere ansøgeren, en fortegnelse over de varer og tjenesteydelser, som varemærket søges registreret for, samt en gengivelse af varemærket, der lever op til kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 2. Krav til indholdet af en ansøgning fastsættes i øvrigt efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 48. Det kan eksempelvis fastsættes, at en ansøgning skal indeholde oplysning om ansøgers adresse.

Det foreslås i stk. 6 , at er det ansøgte mærke et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, skal ansøgningen endvidere indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets anvendelse.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 30, er en delvis videreførelse af den gældende fællesmærkelovs § 4, stk. 2.

Bestemmelsen fastslår, at en ansøgning om registrering af et kollektivmærker eller et garanti- eller certificeringsmærke skal indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets benyttelse. Direktivet indeholder ikke et krav om, at en ansøgning om et garanti- eller certificeringsmærke skal omfatte de bestemmelser, der er fastsat for mærkets benyttelse, idet det er overladt til medlemsstaterne at fastsætte de nærmere betingelser herfor. Derimod er det i direktivets artikel 30 et krav, at der er fastsat bestemmelser om kollektivmærkers benyttelse, og at disse bestemmelser indgives sammen med ansøgningen.

Efter den gældende fællesmærkelovs § 4, stk. 2, er det et krav, at der ved indgivelsen af en ansøgning om registrering af et fællesmærke, dvs. såvel når dette er et kollektivmærke, som når det er et garantimærke, skal indgives de bestemmelser, der gælder for mærkets benyttelse. Denne bestemmelse er således videreført, idet den foreslåede bestemmelse fastsætter, at der skal indgives de bestemmelser, der er fastsat for mærkets benyttelse, såvel når mærket er et kollektivmærke, som når dette er et garanti- eller certificeringsmærke.

Det foreslås i stk. 7, at bestemmelserne om et kollektivmærkes anvendelse som minimum skal angive

1. hvilke personer der har ret til at anvende kollektivmærket,

2. betingelserne for medlemskab af sammenslutningen og

3. betingelserne for anvendelse af kollektivmærket, herunder sanktioner.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 30, stk. 2. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i fællesmærkeloven i dag.

Bestemmelsen omfatter de oplysninger, som bestemmelserne for anvendelse af et kollektivmærke som minimum skal indeholde. Som det fremgår af den foreslåede nyaffattelse af § 1 b, stk. 3, gælder det særligt for kollektivmærker, at der alene kan stiftes varemærkeret til denne mærketype af sammenslutninger af erhvervsdrivende, hvorfor bestemmelserne bl.a. skal angive betingelserne for medlemskab af sammenslutningen.

Tilsvarende krav kan ikke stilles til garanti- eller certificeringsmærker, hvorfor der ikke i lovforslaget er opstillet specifikke minimumskrav herom. Da det ligger i garanti- eller certificeringsmærkernes natur, at der for disse opstilles regler for, hvordan og på hvilke produkter mærket må anvendes, er det således først og fremmest disse bestemmelser, der skal oplyses om i forbindelse med en ansøgning om registrering af mærket.

Det foreslås i stk. 8 , at består et kollektivmærke af en geografisk betegnelse, skal de bestemmelser, som er fastsat efter stk. 7, desuden give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser hidrører fra det pågældende geografiske område, ret til at blive optaget som medlem af den sammenslutning, der er indehaver af kollektivmærket, forudsat at den pågældende person opfylder alle andre betingelser i bestemmelserne.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 30, stk. 2, 2. pkt. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i fællesmærkeloven i dag.

Bestemmelsen fastslår, at i de tilfælde, hvor et kollektivmærke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 3, jf. direktivets artikel 29, stk. 3, og den gældende fællesmærkelovs § 3, vedrørende geografiske betegnelser, skal de bestemmelser, der fastsættes for anvendelsen af kollektivmærket give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser stammer fra det pågældende geografiske område, ret til at blive optaget som medlem af sammenslutningen. Det er en forudsætning, at den pågældende i øvrigt lever op til de krav, der gælder for optagelse i sammenslutningen.

Det foreslås i stk. 9 , at ansøgningsdatoen for en varemærkeansøgning er den dato, hvor ansøgningen, der indeholder oplysninger i henhold til § 11, stk. 5, indgives af ansøgeren til Patent- og Varemærkestyrelsen.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 38, stk. 1. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen fastslår, at en ansøgning tildeles en ansøgningsdato på den dag, hvor alle de oplysninger, der fremgår af bestemmelsens stk. 5, er kommet frem til Patent- og Varemærkestyrelsen. Dette fremgår ikke eksplicit af varemærkeloven i dag. Bestemmelsen svarer til og skal i øvrigt ses i lyset af artikel 5 i Trademark Law Treaty og den tilsvarende bestemmelse i artikel 5 i Singaporetraktaten om varemærkeret, der opstiller de samme krav om oplysninger for tildeling af en ansøgningsdato, som dem der fremgår af bestemmelsens stk. 5.

Det foreslås i stk. 10 , at erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om de krav, ansøgningen skal opfylde, for at en anmodning efter stk. 3 kan imødekommes.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag. Med bestemmelsen foreslås, at ministeren kan fastsætte betingelser for, at en anmodning om fravalg af en søgningsrapport efter § 11, stk. 3, kan imødekommes. Sådanne betingelser kan være forudsætningen for, at ønsket om fravalg af søgningsrapporten og en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling kan opnås uden behov for et yderligere tillægsgebyr.

Betingelserne kan eksempelvis bestå i, at ansøgningen skal være indgivet ved brug af Patent- og Varemærkestyrelsens elektroniske ansøgningsformular, at varefortegnelsen er udarbejdet i overensstemmelse med TMclass, og at korrespondance vedrørende ansøgningen sker elektronisk. Da den teknologiske udvikling, herunder udviklingen af nye IT-værktøjer til brug for behandlingen af ansøgninger og korrespondance herom, kan have indvirkning på behovet for, hvilke betingelser, det eventuelt kan være hensigtsmæssigt at opstille, er det fundet formålstjenligt, at betingelserne ikke fastlægges i loven, men at erhvervsministeren får hjemmel til at fastsætte sådanne betingelser.

Til § 12

Den foreslåede nyaffattelse af § 12 regulerer angivelsen af varer og tjenesteydelser samt klassificeringen heraf i varemærkeansøgninger. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 12.

Det foreslås i stk. 1 , at de varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærkeregistrering søges, skal klassificeres i overensstemmelse med det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Niceklassifikationen. Ansøges om registrering for varer eller tjenesteydelser i mere end én klasse, grupperes de pågældende varer og tjenesteydelser i overensstemmelse med Niceklassifikationens klasser, idet der foran hver gruppe anføres nummeret på den klasse, som den pågældende gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører, og klasserne opføres i rækkefølge.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 39, stk. 1 og 6, er en delvis videreførelse af gældende varemærkelovs § 12.

Ifølge § 12, stk. 1, i den gældende lov skal de varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket ønskes registreret, angives i ansøgningen. Bestemmelserne i direktivet er nye og indsat for at tydeliggøre de krav, der kan stilles til identificeringen af de varer og tjenesteydelser, der skal anses for omfattet af en ansøgning og den senere varemærkeregistrering.

Behovet for denne tydeliggørelse udspringer af EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-307/10, Chartered Institute of Patent Attorneys, i hvilken det bl.a. blev fastslået, at varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) skal fortolkes således, at det kræver, at de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen om varemærkebeskyttelse, identificeres med tilstrækkelig klarhed og præcision af ansøgeren, således at de kompetente myndigheder og de erhvervsdrivende alene på baggrund heraf kan fastlægge udstrækningen af den beskyttelse, varemærket giver.

Endvidere blev det af EU-Domstolen fastslået, at varemærkeansøgere kan anvende generelle angivelser i Niceklassifikationen for at identificere de varer og tjenesteydelser, som varemærkeretten skal omfatte, forudsat at en sådan identifikation er tilstrækkelig klar og præcis. Som konsekvens af denne dom har varemærkemyndighederne i medlemsstaterne og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) samarbejdet om at fastsætte en fælles praksis for vurdering af betegnelser for varer og tjenesteydelsers klarhed og præcision, herunder identificeret visse af de betegnelser for varer og tjenesteydelser i klasseoverskrifterne i Niceklassifikationen, der ikke anses for at opfylde dette krav. Resultatet af dette samarbejde er udsendt i tre fællesmeddelelser, henholdsvis med Patent- og Varemærkestyrelsens brugerbreve af 2. maj 2013, 20. november 2013 og 20. februar 2014. I tilknytning hertil har styrelsen og de øvrige medlemsstater samt EUIPO oparbejdet en fælles database over betegnelser for varer og tjenesteydelser, der anses for tilstrækkeligt klare og præcise, og som følgelig kan anvendes i varemærkeansøgninger inden for EU.

De krav til den klarhed og præcision, der opstilles i direktivets artikel 39 for de betegnelser for varer og tjenesteydelser, som kan anvendes i varemærkeansøgninger, er helt i tråd med den skitserede udvikling såvel i praksis som i det samarbejde, der pågår mellem varemærkemyndighederne i EU.

Det foreslås i stk. 2, at de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, skal identificeres af ansøgeren med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at Patent- og Varemærkestyrelsen og de erhvervsdrivende alene på dette grundlag har mulighed for at konstatere omfanget af den beskyttelse, der søges.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 2. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at varerne og tjenesteydelserne skal være identificeret med tilstrækkelig klarhed og præcision, jf. ovenfor vedrørende EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-307/10, Chartered Institute of Patent Attorneys.

Det foreslås i stk. 3 , at Niceklassifikationens klasseoverskrifter eller andre generelle betegnelser kan anvendes i ansøgningen, forudsat at de er i overensstemmelse med de nødvendige standarder for klarhed og præcision efter stk. 2.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 3. Bestemmelsen kodificerer dele af EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-307/10 Chartered Institute of Patent Attorneys, der bl.a. fastslår, at de generelle angivelser i Niceklassifikationens klasseoverskrifter kan anvendes til at identificere de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges om varemærkebeskyttelse, forudsat at en sådan identifikation er tilstrækkelig klar og præcis. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag, men kravet om, at de angivelser, der anvendes til at identificere de varer og tjenesteydelser, en varemærkeansøgning omfatter, skal være tilstrækkeligt klare og præcise, følger allerede af Patent- og Varemærkestyrelsens praksis i dag.

Det foreslås i stk. 4, at Patent- og Varemærkestyrelsen afslår en ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser, som er uklare eller upræcise, hvis ansøgeren ikke foreslår en acceptabel formulering inden for en frist fastsat af styrelsen.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 4. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal afslå at registrere varemærker for varer eller tjenesteydelser, der ikke lever op til kravene i stk. 2. Styrelsen skal i den forbindelse i overensstemmelse med forvaltningsretten give ansøger lejlighed til at udtalelse sig herom, herunder bringe ansøgningen i orden, før der eventuelt kan gives et afslag.

Det foreslås i stk. 5, at generelle betegnelser, herunder de generelle angivelser i Niceklassifikationens klasseoverskrifter, omfatter alle varer eller tjenesteydelser, der ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af den pågældende angivelse eller betegnelse. Sådanne betegnelser eller angivelser udgør ikke en rettighed for varer eller tjenesteydelser, der ikke kan forstås som sådan.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 5. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen fastslår, at i det omfang, der i en ansøgning eller registrering er anvendt generelle betegnelser, skal omfanget af disse fortolkes ud fra en almindelig ordlydsfortolkning. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at særligt Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) forud for EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-307/10, Chartered Institute of Patent Attorneys, anlagde en anden fortolkningspraksis i forhold til registreringer, der omfattede en klasseoverskrift fra Niceklassifikationen. Denne praksis har EUIPO nu forladt, og den nu fastsatte tilgang, hvorefter der skal anlægges en almindelig ordlydsfortolkning, er i overensstemmelse med dansk praksis.

Nicearrangementet om klassificering trådte først i kraft i Danmark den 30. november 1961. Indtil da blev et varemærke i udgangspunktet registreret for alle varer og tjenesteydelser, idet der dog var en vis mulighed for at begrænse ansøgningen til enkelte varer eller ydelser, om end disse ikke kunne klassificeres efter et klassesystem. Efter Danmarks tiltrædelse af Niceklassifikationen skulle indehavere af registreringer, der var foretaget før tiltrædelsen, i forbindelse med fornyelsen af deres registrering angive, hvilke klasser registreringen skulle fornys for. Der blev i den forbindelse ikke stillet krav om, at indehaveren skulle angive de præcise varer eller tjenesteydelser, som registrering skulle anses for at omfatte i de valgte klasser. Derimod blev en angivelse af klassenummeret anset for at medføre, at alle de varer og tjenesteydelser, der kunne anses for omfattet af den pågældende klasse i Niceklassifikationen, var omfattet af registreringen.

Samme tilgang blev anvendt i forhold til ansøgninger, idet varemærkeansøgninger kunne indgives og føres til registrering blot med angivelse af klassenumre i ansøgningens varefortegnelse. Det var således først ved Danmarks tiltrædelse til Trademark Law Treaty, at der i overensstemmelse med traktatens artikel 3, stk. 1, nr. 15, blev opstillet et krav om, at ansøgere skulle angive de varer eller tjenesteydelser, som ansøgningen skulle omfatte, og derfor ikke længere blot kunne henvise til den klasse i Niceklassifikationen, som ansøgningen skulle omfatte.

Under hensyn til denne udvikling i dansk ret vedrørende kravene til varefortegnelser, skal bestemmelsen i stk. 5 ses som udtryk for, at sådanne ældre registreringer, der er registreret for hele klasser i Niceklassifikationen, dvs. registreringer hvori der alene er henvist til en eller flere klassenumre, men ikke er angivet specifikke varer eller tjenesteydelser, skal fortolkes i overensstemmelse med indholdet af den eller de klasser i den pågældende udgave af Niceklassifikationen, som denne forelå på det tidspunkt, hvor varemærket er ansøgt. Tilsvarende gælder i tilfælde af registreringer, der først ved fornyelse er begrænset til specifikke klasser i Niceklassifikationen. Her gælder indholdet af den eller de klasser i den pågældende Niceklassifikation, som denne forelå på fornyelsestidspunktet. I den forbindelse skal omfanget af den eller de omhandlede klasser fortolkes ud fra en almindelig ordlydsfortolkning af de betegnelser, der indgår i klasseoverskriften og den tilhørende klasseliste i den pågældende udgave af Niceklassifikationen.

Det foreslås i stk. 6 , at varer og tjenesteydelser ikke betragtes som værende lignende, blot fordi de står opført i samme klasse i Niceklassifikationen. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende forskellige, blot fordi de er opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 39, stk. 7. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen, der svarer artikel 9, stk. 2, i både Trademark Law Treaty og Singaporetraktaten om varemærkeret, fastslår, at varer eller tjenesteydelser ikke skal anses for at være ligeartede, blot fordi de er opført i den samme klasse i Niceklassifikationen, ligesom de heller ikke skal anses for at være forskellige, alene fordi de er opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen. Bestemmelsen er i overensstemmelse med de almindelige principper for vurdering af risiko for forveksling, hvorefter ligheden mellem varer eller tjenesteydelser skal ske under hensyn til alle relevante kriterier, herunder bl.a. deres art og egenskaber, sammensætningen af den eller de relevante omsætningskredse, om de er substituerbare eller i konkurrence med hinanden m.v. I den forbindelse udgør den konkrete opdeling af varer eller tjenesteydelser i Niceklassifikationen ikke et relevant kriterium.

Til § 12 a

Den foreslåede nyaffattelse af § 12 a regulerer konventionsprioritet. Forholdet er i dag reguleret i § 18 i varemærkeloven.

Det foreslås i stk. 1 , at indleveres en ansøgning om registrering af et varemærke her i landet senest seks måneder efter, at den første ansøgning om registrering af varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet Pariserkonventionen, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), vil ansøgningen på begæring få prioritet fra den første indleveringsdato. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger eller andres brug af mærket, skal anses som indleveret samtidig med ansøgningens indlevering i den fremmede stat.

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende varemærkelovs § 18, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2 , at stk. 1 under forudsætning af gensidighed finder tilsvarende anvendelse for varemærker, der første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen eller ikke er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende varemærkelovs § 18, stk. 2. I dag er de er de fleste lande tilsluttet enten Pariserkonventionen eller WTO-overenskomsten eller begge.

Til § 12 b

Den foreslåede nyaffattedelse af § 12 b regulerer udstillingsprioritet. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 19.

Det foreslås i § 12 b, at indleveres en ansøgning om registrering af et varemærke her i landet senest seks måneder efter, at mærket for første gang er anvendt for varer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra denne dato. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i Konventionen angående internationale udstillinger af 22. november 1928 med senere revisioner. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger om eller andres benyttelse af mærket, skal anses som indleveret samtidig med dets anvendelse på udstillingen.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 19.

Til § 13

Den foreslåede nyaffattelse af § 13 regulerer de absolutte registreringshindringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 13.

Det foreslås i stk. 1 , at følgende ikke kan registreres:

1. Tegn, som ikke kan udgøre et varemærke.

2. Varemærker, som mangler fornødent særpræg.

3. Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne.

4. Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra a-d, og indeholder dele af de bestemmelser, der er fastsat i direktivet vedrørende kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker, jf. direktivets artikel 28-31, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 1 og 2.

Af hensyn til lovens systematik, er den foreslåede nyaffattelse af § 13 formuleret således, at den alene omtaler de heri oplistede »absolutte hindringer«, som hindringer der kan føre til, at et ansøgt varemærke udelukkes fra registrering. Adgangen til at få kendt et registreret varemærke ugyldigt af de grunde, der er anført i den foreslåede bestemmelse, fremgår særskilt af den foreslåede nyaffattelse af § 28. At der er tale om »absolutte registreringshindringer« indebærer, at det er disse hindringer for et varemærkes registrering, der påses opfyldt af Patent- og Varemærkestyrelsen efter den foreslåede nyaffattelse af § 16, stk. 1, og som kan påberåbes af tredjemand i forbindelse med en sag om ugyldiggørelse af en varemærkeregistrering, jf. de foreslåede nyaffattede §§ 33 og 34, jf. § 28.

I den gældende varemærkelov fremgår de absolutte registreringshindringer af § 2, § 13 og § 14, nr. 1-3, der gennemførte artikel 3 i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation).

I forhold til den gældende varemærkelov indeholder direktivets artikel 4 en række nyskabelser, herunder en eksplicit henvisning til beskyttelsen af geografiske betegnelser og plantesortsbetegnelser, samt en præcisering af rækkevidden af bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1 , at tegn, som ikke kan udgøre et varemærke, ikke kan registreres. Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra a, er en delvis videreførelse af gældende varemærkelovs § 13, stk. 1.

Bestemmelsen fastsætter, at tegn, der ikke kan udgøre et varemærke, er udelukket fra registrering. Denne bestemmelse var tillige fastsat i artikel 3, stk. 1, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), men blev ikke eksplicit indsat i den gældende varemærkelov, idet den blev anset for implicit at være omfattet af den gældende varemærkelovs § 20, hvorefter Patent- og Varemærkestyrelsen skal afslå registrering af varemærker, der ikke er i overensstemmelse med loven.

Bestemmelsen skal i den forbindelse ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 2 om tegn, der kan udgøre et varemærke, herunder særligt kravet om, at gengivelsen af varemærket skal gøre det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som varemærkeindehaveren indrømmes. Er der således tale om, at det ansøgte varemærke ikke opfylder kravene i den foreslåede nyaffattelse af § 2, vil varemærkeansøgningen skulle afslås i medfør af den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at varemærker, som mangler fornødent særpræg, ikke kan registreres.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 1.

Det fremgår af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 1, at et varemærke for at kunne registreres skal opfylde betingelserne i § 2 om varemærkers form, herunder have fornødent særpræg.

Den foreslåede bestemmelse vedrører således det grundlæggende krav om, at et varemærke ikke kan registreres, hvis mærket er uden særpræg.

Kravet om særpræg indebærer, at det ansøgte tegn skal have et sådant særkende, at tegnet sætter omsætningskredsen i stand til at adskille en producents varer fra en anden producents varer. Begrebet er behandlet i en lang række afgørelser fra EU-Domstolen, herunder bl.a. C-39/97, Canon, C-517/99, Merz & Krell, C-53-55/01 Linde m.fl., C-218/01, Henkel, C-404/02, Nichols, og de forenede sager C-90/11 og C-91/11, Alfred Strigl. Det er i den forbindelse bl.a. fastslået, at den almene interesse, der ligger til grund for kravet om særpræg, er åbenbart sammenfaldende med varemærkets grundlæggende funktion, nemlig oprindelsesfunktionen, hvorefter varemærket sikrer, at oprindelsen af varen eller tjenesteydelsen garanteres overfor forbrugeren, som dermed sættes i stand til uden risiko for forveksling at adskille en producents varer eller tjenesteydelser fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse.

Det følger af det nævnte, at et varemærke anses for at have fornødent særpræg, når varemærket er egnet til at identificere den vare eller tjenesteydelse, for hvilken der ansøges om registrering, som hidrørende fra en bestemt virksomhed, og dermed til at adskille denne vare eller tjenesteydelse fra andre virksomheders.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3 , at varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne, ikke kan registreres.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra c, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 2, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse vedrører kravet om, at et varemærke ikke må være udelukkende deskriptivt, idet der består en almen interesse i at friholde beskrivende tegn til fri afbenyttelse for alle erhvervsdrivende. Fortolkningen af rækkevidden af artikel 3, stk. 1, litra c, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) har været genstand for en lang række afgørelser fra EU-Domstolen, herunder i sagerne C-108/97 Windsurfing Chiemsee, C-191/01 P Doublemint, C-383/99 P Baby-dry, C-363/99 Postkantoor, C-265/00 Biomild, C-329/02 P Sat. 1, C-421/04 Matratzen, C-51/10 P tegnet »1000«, de forenede sager C-90/11 og C-91/11 Strigl m.fl., C‑369/10 P Ravensburger og C-20/14 BGW.

Bestemmelsen indebærer, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal undersøge, om et ansøgt varemærke efter den relevante omsætningskreds mening udelukkende udgør en beskrivelse af egenskaber ved de ansøgte varer eller tjenesteydelser, eller om det med rimelighed kan forudses, at dette vil blive tilfældet i fremtiden. I denne vurdering skal styrelsen tage alle relevante faktorer i betragtning, men det er dog uden betydning, at der eksisterer andre tegn eller angivelser, som er mere almindeligt anvendt end dem, som det pågældende varemærke er sammensat af. Anvendelsen af bestemmelsen er således ikke begrænset til tilfælde, hvor tegnet eller angivelsen udgør den eneste måde at betegne de pågældende egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen på, eller om den faktisk har været anvendt sådan på tidspunktet for ansøgningens indlevering, ligesom det heller ikke er afgørende, i hvilket omfang konkurrenter kunne være interesseret i at anvende netop dette tegn.

Det friholdelsesbehov, der ligger til grund for bestemmelsen, er således ikke kun gældende, når der er et konkret, aktuelt eller tungtvejende behov for at holde et tegn til rådighed, idet det blot er tilstrækkeligt, at tegnet eller angivelsen kan anvendes til at beskrive egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen. Ligeledes er det heller ikke af betydning, at tegnet eller angivelsen har flere betydninger, idet det er tilstrækkeligt, at det i blot ét af dets betydninger beskriver egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen. Bestemmelsen omfatter dog alene tegn eller angivelser, som det med rimelighed kan antages, faktisk vil blive opfattet af den relevante kundekreds som en beskrivelse af en egenskab ved varen eller tjenesteydelsen.

Kravet i bestemmelsen om, at varemærket »udelukkende« består af tegn, der er deskriptive, indebærer, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, når det deskriptive tegn eller den deskriptive angivelse er suppleret af andre elementer i mærket, herunder figurative bestanddele eller ord, der kan bibringe mærket særpræg i sin helhed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4 , at varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne, er udelukket fra registrering.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra d, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 2, nr. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse er et varemærke udelukket fra registrering, hvis det udelukkende består af tegn, der er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne. Bstemmelsen supplerer bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, således at også tegn, eksempelvis ord på andre sprog eller ord, der endnu ikke er optaget i almindelige ordbøger, kan anses for at være beskrivende, hvis disse inden for den relevante omsætningskreds indgår i den daglige sprogbrug eller er blevet en almindelig betegnelse for varen. Tilføjelsen af ordet »redelig« i den nyaffattede bestemmelse indikerer, at dens anvendelse i visse situationer kan være begrænset, f.eks. i tilfælde hvor det pågældende tegn eller angivelsen tidligere er registreret som varemærke. I sådanne tilfælde påvirkes anvendelsen af bestemmelsen af den nyaffattede bestemmelse i § 26, nr. 1 om varemærker, der som følge af indehaverens passivitet eller aktive handlinger er blevet generiske. Således vil eksempelvis tredjemands brug af varemærket i generisk form ikke kunne anses for »redelig«, hvis rettighedsindehaveren konsekvent har skredet ind over for en sådan brug, og varemærket derved ikke kan anses for at være blevet generisk. Begrebet redelig fremgår både af direktivteksten og af Pariserkonventionens artikel 6 e, litra B, nr. 2, om tegn eller angivelser »som benyttes i daglig sprogbrug eller i redelig og fast handelssædvane«.

Det foreslås i stk. 2 , at et varemærke ikke må udelukkes fra registrering efter stk. 1, nr. 2-4, hvis det inden datoen for ansøgning om registrering, som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 4, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse kan et ansøgt varemærke, når dette skal afslås efter bestemmelserne i den foreslående nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 2-4 om varemærker uden særpræg mv. alligevel accepteres til registrering, såfremt det af ansøgeren dokumenteres, at varemærket inden ansøgningsdatoen har fået fornødent særpræg. Et varemærke anses for at have opnået det fornødne særpræg, når det har været anvendt så længe og så intensivt, at mærket inden for vedkommende omsætningskreds her i landet er almindeligt kendt som kendetegn for indehaverens varer og tjenesteydelser.

Det foreslås i stk. 3 , at tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, kan udgøre et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke. Mærket giver ikke indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i omsætningen, når de bruges i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Navnlig kan mærket ikke påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 28, stk. 4 og artikel 29, stk. 3, er en delvis videreførelse af fællesmærkelovens § 3.

Bestemmelsen vedrører alene kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker og udgør en undtagelse til bestemmelsen i den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 3 om, at et varemærke ikke kan registreres, når det udelukkende består af en angivelse af varens eller tjenesteydelsens geografiske oprindelse. Dog er det endvidere fastsat i den foreslåede bestemmelse, at registreringen af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, der består af en betegnelse, der beskriver de omhandlede varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, ikke medfører en ret for indehaveren til at forbyde tredjemands brug af sådanne tegn eller angivelser, når en sådan brug i øvrigt sker i overensstemmelse med god markedsføringskik.

Bestemmelsen finder særligt anvendelse, når tredjemand er berettiget til at anvende den geografiske betegnelse. I dansk ret anerkendes en sådan berettigelse til brug af en geografisk betegnelse bl.a. i situationer, hvor den geografiske betegnelse er navnet på den by, hvor den pågældende er hjemmehørende, jf. Østre Landsrets dom af 8. marts 1981 i sag 13-325/1979.

Der henvises til afsnit 2.6 i de almindelige bemærkninger.

Til § 14

Den foreslåede nyaffattelse af § 14 regulerer ligesom § 13 absolutte registreringshindringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens §§ 2 og 14, nr. 1-3.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1 , at følgende endvidere ikke kan registreres:

1. Tegn, som udelukkende består af

a) formen eller en anden egenskab, der følger af varernes egen karakter,

b) formen eller en anden egenskab ved varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller

c) formen eller en anden egenskab, der giver varerne en væsentlig værdi.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra e, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse er et varemærke udelukket fra registrering, hvis tegnet udelukkende består af formen eller en anden egenskab, der følger af varens karakter eller giver varen en væsentlig værdi, eller hvis formen eller en anden egenskab ved varen er nødvendig for at opnå et teknisk resultat.

Bestemmelsen er i forhold til den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2, præciseret således, at der foruden henvisningen til formen på varer, tillige henvises til en anden egenskab herved. Ordlyden »en anden egenskab« tager bl.a. sigte på situationer, hvor det »tekniske resultat« tillige kan tilskrives eksempelvis varens farve eller en effekt på varens overflade, såsom at overfladen reflekterer lys eller lignende, eller hvor sådanne egenskaber kan siges at følge af varens egen karakter eller giver varen en væsentlig værdi.

Denne tilføjelse til ordlyden skal bl.a. ses i lyset af, at EU-Domstolen i sag C-205/13, Hauck, har præciseret, at artikel 3, stk. 1, litra e, pkt. 3, i Varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), der er implementeret i den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2, skal fortolkes således, at begrebet »en udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi« ikke kun kan begrænses til vareudformningen, der udelukkende har en kunstnerisk eller dekorativ værdi, idet der ellers opstår en risiko for, at de varer, der ud over et betydeligt æstetisk element har væsentlige funktionelle egenskaber, ikke omfattes. I et sådant tilfælde ville den ret, som et varemærke giver indehaveren, give monopol på varernes væsentlige egenskaber, hvilket ville forhindre denne registreringshindring i fuldt ud at opfylde sit formål.

Med tilføjelsen »en anden egenskab« er det således nu gjort klart, at bestemmelsens rækkevidde ikke er begrænset til alene at vedrøre varens form, og at ethvert andet element ikke kan forhindre, at bestemmelsen kan tages i anvendelse, når dette element i øvrigt følger af varens egen karakter, er nødvendig for at opnå et teknisk resultat eller giver varen en væsentlig værdi.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2 , at varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed, ikke kan registreres.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra f, og stk. 3, litra a og b, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 14, nr. 1.

Bestemmelsen fastslår, at et varemærke er udelukket fra registrering, hvis varemærket strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed. Henvisningen til »strider mod lov« sigter ikke på bestemmelser fastsat i varemærkeloven, men vedrører bestemmelser, der følger af andre love. Bestemmelsen sigter således bl.a. på situationer, hvor en ansøger ikke har adkomst til at anvende betegnelser i sit varemærke, der i anden lovgivning er forbeholdt visse virksomheder eller personer, såsom »bank«, »A/S« eller »advokat«.

Henvisningen til »offentlig orden« udgør et værn mod, at tegn, der er bærere af væsentlige ordensmæssige interesser, registreres som varemærker eller som en del heraf. Den gældende bestemmelse i varemærkelovens § 14, nr. 1, har hidtil særligt fundet anvendelse i situationer, hvor et ansøgt varemærke indeholder kendetegn, der refererer til kongehuset, herunder angivelser, der giver indtryk af, at ansøgeren er Kongelig Hofleverandør uden at være prædikatholder, og for prædikatholdere, uden der er givet tilladelse til registrering af et mærke indeholdende prædikatet af Kongehuset. Tilsvarende kan bestemmelsen finde anvendelse, hvis varemærket giver det fejlagtige indtryk, at ansøgeren er en offentlig myndighed. Derudover tager bestemmelsen også sigte på situationer, hvor det ansøgte tegn er egnet til at vække forargelse, eksempelvis hvis det indeholder ord eller symboler, der kan krænke religiøse symboler. Tilsvarende anses mærker, der har et racistisk tilsnit for at være omfattet af bestemmelsen.

Med henvisningen til »sædelighed« sigtes ikke alene til kønssædeligheden, men også sæd og skik. Bestemmelsen skal ses i lyset af Pariserkonventionens artikel 6 e, litra b, der anvender ordet moral. Bestemmelsen i den gældende varemærkelov har kun sjældent været nødvendig at tage i anvendelse, men bestemmelsen vil normalt kunne anvendes i situationer, hvor et varemærke har et stærkt seksualiserende indhold, der går ud over, hvad der kan forventes i forhold til de varer eller tjenesteydelser, som varemærket vedrører.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3 , at varemærker, som har en sådan karakter, at de vil kunne vildlede offentligheden, for eksempel med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse, ikke kan registreres.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra g, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 14, nr. 2.

Efter bestemmelsen er varemærker, der er egnet til at vildlede med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse, udelukket fra registrering. Bestemmelsen, der også udgør en videreførelse af artikel 3, stk. 1, litra g, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), har tidligere været genstand for fortolkning ved EU-Domstolen, herunder i sag C-87/97, Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola, der bl.a. har fastslået, at registrering kun skal nægtes, hvis det er utvivlsomt, at mærket er egnet til at vildlede den potentielle kundekreds, dvs. hvis der enten foreligger konkret vildledning eller en væsentlig risiko herfor.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4 , at varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som skal afslås i medfør af artikel 6 c i Pariserkonventionen, samt mærker, der omfatter tegn, emblemer og våben, som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt af vedkommende myndighed, ikke kan registreres.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra h, og stk. 3, litra c, er en og videreførelse af den gældende varemærkelovs § 14, nr. 3.

Bestemmelsen indeholder et forbud mod registrering af statskendetegn m.v., der er beskyttet efter Pariserkonventionens artikel 6 c, samt andre tegn, emblemer og våben af offentlig interesse, medmindre varemærkets registrering er blevet tilladt af den kompetente myndighed.

De tegn, der beskyttes efter Pariserkonventionens artikel 6 c, registreres og offentliggøres af WIPO. Med »andre tegn, emblemer og våben af offentlig interesse« sigtes på bl.a. kommunevåben og -segl, politisegl, de forskellige militære værns mærker, bispesædernes segl, universiteternes segl og andre lignende embedskendetegn, navnestempler for ædle metaller, nationale kendetegn og mindesmærker, samt officielle danske betegnelser for ministerier, institutioner, organisationer m.v.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5 , at varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU eller Danmark er part, og som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, ikke kan registreres.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra i. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen blev indsat i direktivet for at sikre, at tegn, der efter EU-lovgivning eller national ret er beskyttet som oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser, ikke registreres som varemærker, i det omfang denne lovgivning udelukker dette.

De betegnelser, som bestemmelsen vedrører, er i dag primært reguleret i EU-lovgivning, der finder direkte anvendelse i national ret, og som i øvrigt allerede indeholder forbud mod registrering af de omhandlede betegnelser som varemærker. Hertil kommer, at bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 14, nr. 1, om lovstridige varemærker, allerede i dag fortolkes således, at den omfatter varemærker, der er i strid med de nævnte typer af betegnelser. Bestemmelsen indebærer således ikke en ny retsstilling, men skal blot tydeliggøre, at sådanne betegnelser efter omstændighederne ikke kan registreres som varemærker.

Det foreslås i stk. 1, nr. 6 , at varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU er part, og som giver beskyttelse af traditionelle benævnelser for vin, ikke kan registreres.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra j. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 5, idet bestemmelsen vedrører den type af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der kan henføres til traditionelle betegnelser for vin, og som er beskyttet efter EU-lovgivningen. På tilsvarende vis som i stk. 1, nr. 5, beskyttes de traditionelle betegnelser for vin efter EU-lovgivningen mod registreringen af disse som varemærker i visse tilfælde. Den pågældende EU-lovgivning finder direkte anvendelse i national ret, hvorfor bestemmelsen alene præciserer den forpligtelse, der påhviler Patent- og Varemærkestyrelsen til at afslå sådanne varemærker fra registrering.

Det foreslås i stk. 1, nr. 7 , at varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU er part, og som giver beskyttelse af garanterede traditionelle specialiteter, ikke kan registreres.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra k. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 5, idet bestemmelsen vedrører benævnelser for garanterede traditionelle specialiteter, der er beskyttet efter EU-lovgivningen. På tilsvarende vis som i stk. 1, nr. 5, beskyttes benævnelser for garanterede traditionelle specialiteter efter EU-lovgivningen mod registreringen af disse som varemærker i visse tilfælde. Den pågældende EU-lovgivning finder direkte anvendelse i national ret, hvorfor bestemmelsen alene præciserer den forpligtelse, der påhviler Patent- og Varemærkestyrelsen til at afslå sådanne varemærker fra registrering.

Det foreslås i stk. 1, nr. 8 , at varemærker, der består af eller i deres væsentlige elementer gengiver en ældre plantesortsbetegnelse, som er beskyttet af plantesortsrettigheder og vedrører plantesorter af samme eller nært beslægtede arter, ikke kan registreres.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra l. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen fastsætter, at ældre, beskyttede plantesortsbetegnelser er udelukket fra registrering som varemærker, når varemærket søges registreret for plantesorter af samme eller nært beslægtet art. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at plantesortsnavne udgør generiske betegnelser, hvortil der knytter sig et særligt friholdelsesbehov, idet der består en forpligtelse til at anvende det pågældende plantesortsnavn i markedsføringen af den pågældende plante, hvortil plantesortsrettigheden er knyttet eller har været knyttet.

Den nye bestemmelse medfører ikke en ændring i den hidtidige retsstilling, idet plantesortsnavne hidtil er blevet anset for omfattet af registreringsforbuddet i den gældende varemærkelovs § 13, stk. 2, nr. 1, om de beskrivende varemærker og § 14, nr. 2, om vildledende varemærker. De nævnte bestemmelser, der i lovforslaget er videreført i i de foreslåede nyaffattelser af § 13, stk. 1, nr. 3, og § 14, stk. 1, nr. 3, vil dog fortsat efter omstændigheden kunne finde anvendelse, i det omfang et plantesortsnavn søges registreret for varer, der ikke er denne plante eller en plante nært beslægtet hermed, som plantesortsrettigheden er knyttet eller har været knyttet til. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, når den pågældende plante, eller eksempelvis frugter herfra, er eller kan være en del af eller hovedbestanddelen i den vare, som varemærket søges beskyttet for, og anvendelsen af plantesortsnavnet af omsætningskredsen vil blive opfattet som beskrivende for indholdet af varen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 9, at varemærker, der er ansøgt i ond tro, ikke kan registreres.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4, stk. 2. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Ifølge direktivet består der alene en forpligtelse til at fastsætte, at sådanne varemærker skal kunne erklæres ugyldige, men medlemsstaterne kan dog fastsætte, at disse tillige skal kunne udelukkes fra registrering.

Det har hidtil været antaget, at den gældende varemærkelovs § 20, hvorefter Patent- og Varemærkestyrelsen skal afslå varemærkeansøgninger, når ansøgningen ikke er i overensstemmelse med loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven, eller når »der i øvrigt er noget til hinder for at godkende ansøgningen«, tillige giver styrelsen hjemmel til at afslå ansøgninger, der er indgivet i ond tro. For at tydeliggøre styrelsens adgang til af egen drift at afslå registrering af varemærker, der er indgivet i ond tro, er det valgt at gøre brug af den mulighed, som direktivet indeholder, for at fastsætte en sådan bestemmelse. Samtidig indebærer bestemmelsen i den foreslåede nyaffattelse af § 28, at bestemmelsen om ond tro tillige kan påberåbes i en sag om ugyldiggørelse af en varemærkeregistrering.

Med hensyn til begrebet »ond tro« følger det af EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-320/12, Malaysia Dairy Industries, at det i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktivet, udgør et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet i Unionen. Således skal der i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger ond tro, foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer, som foreligger på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering, såsom bl.a. det forhold, at ansøgeren vidste eller burde vide, at en tredjemand brugte et identisk eller lignende tegn for varer af samme eller lignende art. Det forhold, at ansøgeren ved eller bør vide, at en tredjemand bruger et sådant tegn, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det kan fastslås, at denne ansøger var i ond tro. Der skal desuden tages hensyn til den nævnte ansøgers hensigt på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af et varemærke, hvilket er et subjektivt element, der skal vurderes på baggrund af sagens objektive omstændigheder.

Det foreslås i stk. 2 , at et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke ikke kan registreres, hvis det vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende noget andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.

Bestemmelsen gennemfører for så vidt angår kollektivmærker direktivets artikel 31, stk. 2, og udnytter for så vidt angår garanti- eller certificeringsmærker adgangen i direktivets artikel 28, stk. 3, til at fastsætte registreringsbetingelser for sådanne mærker, når dette findes påkrævet under hensyn til disse mærkers funktion. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven eller fællesmærkeloven i dag.

Der henvises nærmere til afsnit 2.6 i de almindelige bemærkninger.

Til § 15

Den foreslåede nyaffattelse af § 15 regulerer de relative registreringshindringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 14, nr. 4 og 5, samt § 15.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5.

Den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4, handler om relative registreringshindringer i form af personnavne, virksomhedsnavne, portrætter, navne og afbildninger af en andens faste ejendom. § 14, nr. 5 handler om relative registreringshindringer i form af ophavsretligt beskyttede værker, særegne titler på litterære eller kunstneriske værker, fotografisk billede eller en andens industrielle rettigheder. Bestemmelsen i § 15 omfatter relative registreringshindringer i form af ældre varemærker, herunder også EU-varemærker.

Den foreslåede bestemmelse er formuleret således, at den alene finder anvendelse i sager om indsigelse eller ugyldiggørelse, idet der alene er tale om såkaldte relative registreringshindringer. Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 16, hvorefter Patent- og Varemærkestyrelsen alene påser, at betingelserne for registrering efter § 2, §§ 11, stk. 1 og stk. 5-8, §§12-14 og § 16, stk. 2, er opfyldt. Styrelsen kan således efter § 16 ikke afslå at registrere et ansøgt varemærke efter bestemmelserne i § 15 af egen drift.

Hertil kommer, at det i de foreslåede nyaffattelser af §§ 18 og 19 er foreslået, at Patent- og Varemærkestyrelsen, inden varemærket kan registreres, skal offentliggøre ansøgningen og derved give tredjemand lejlighed til at fremsætte indsigelse mod ansøgningen. En indsigelse kan således fremsættes under henvisning til, at varemærket krænker de ældre rettigheder, som er oplistet i § 15.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1 , at et varemærke efter indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, på anmodning eller ved dom erklæres ugyldigt, hvis det er identisk med et ældre varemærke, og de varer eller tjenesteydelser, som varemærket er ansøgt eller registreret for, er identiske med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 1, litra a, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen vedrører den situation, hvor det ældre og det yngre varemærke er identiske, og varemærkerne vedrører identiske varer og tjenesteydelser (dobbeltidentitet). I denne situation vil det yngre varemærke pr. definition krænke det ældre varemærke, og der vil ikke skulle stilles krav om, at der består en risiko for forveksling.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2 , at et varemærke efter indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, på anmodning eller ved dom erklæres ugyldigt, hvis der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er identiske eller lignende.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 1, litra b, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 2, nr. 2, idet den henviser til forvekslelighedsprincippet. Der henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 2, ovenfor.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås varemærker af følgende kategorier med en dato for ansøgning om registrering, der ligger før datoen for ansøgning om registrering af varemærket, i givet fald under hensyntagen til den prioritet, der gøres gældende til støtte for disse varemærker:

a) EU-varemærker, herunder EU-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med EU-varemærkeforordningen med fuld ret påberåbes anciennitet i forhold til et af de varemærker, som er omfattet af litra b og c, også selv om der er givet afkald på sidstnævnte, eller det er ladet bortfalde.

b) Varemærker, der er registreret her i landet.

c) Varemærker, som er registreret i henhold til internationale ordninger med virkning her i landet.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 2, litra a, nr. 1-3 og litra b, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 2, nr. 1 og 2.

Bestemmelsen i stk. 2, angiver, hvad der forstås med ældre varemærker efter stk. 1. Således fremgår det af nr. 1 til stk. 2, at de ældre varemærker, som er omfattet af stk. 1, er sådanne der har en ansøgnings- eller prioritetsdato, der er ældre end den ansøgnings- eller prioritetsdato, som gælder for det anfægtede mærke.

Det fremgår af bestemmelsens litra a , at EU-varemærker, herunder EU-varemærker for hvilke der er påberåbt anciennitet fra en dansk varemærkeregistrering eller en designering af Danmark i en international registrering, kan udgøre et ældre varemærke.

I litra b og c er henvist til, at såvel danske varemærkeregistreringer som designeringer af Danmark i internationale registreringer kan udgøre ældre varemærker efter stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2 , at ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås ansøgninger om varemærker omfattet af nr. 1 med forbehold af deres registrering.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 2, litra c, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 2, nr. 3.

Bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, fastslår, at også ansøgninger om registrering af et af de varemærker, som er omfattet af stk. 2, nr. 1, litra a-c, henregnes til ældre varemærker efter stk. 1, under forbehold af varemærkernes registrering.

Det foreslås i stk. 2, nr. 3 at ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås varemærker, som på datoen for ansøgning om registrering af varemærket, eller i givet fald den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registrering af varemærket, er vitterlig kendt her i landet i den betydning, som er angivet i Pariserkonventionens artikel 6 b.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 2, litra d, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 2, nr. 4.

Det fremgår af den foreslåede stk. 2, nr. 3, at varemærker, der på datoen for ansøgningen om registrering af det anfægtede varemærke, eller på datoen for en prioritet påberåbt for det anfægtede varemærke, er vitterligt kendt i den betydning, som er angivet i Pariserkonventionens artikel 6 b, tillige anses for at udgøre ældre varemærker efter stk. 1. Denne bestemmelse skal endvidere ses i lyset af, at det i den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 2, er fastsat, at det forhold, at et varemærke er vitterligt kendt her i landet, i sig selv stifter en varemærkeret.

Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås uregistrerede varemærker, der er stiftet efter § 3, stk. 1, nr. 3, når retten til varemærket er den først opståede ret efter § 6.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 4, nr. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 4, kan uregistrerede varemærker, hvortil der er stiftet rettigheder efter den nyaffattede bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 3, udgøre et ældre varemærke, når retten til varemærket er den først opståede ret efter den nyaffattede bestemmelse i § 6. Ved at tilføje de ved brug stiftede varemærkerettigheder i definitionen af »ældre varemærker« sikres det, at beskyttelsen af de registrerede og de uregistrerede varemærker sidestilles i relation til indsigelser eller ugyldighedssager baseret på de nyaffattede bestemmelser i § 15, stk. 1 og 3. Henvisningen til den nyaffattede bestemmelse i § 6 er indsat for sikre, at det uregistrerede varemærke alene kan anses for at udgøre et ældre varemærke, når det udgør den først opståede ret. Har indehaveren af ansøgningen eller registreringen forud for indgivelsen af varemærkeansøgningen anvendt det pågældende varemærke og derved selv stiftet en varemærkeret ved brug, og indebærer en sådan retsstiftelse, at det er ansøgnings- eller registreringsindehaveren, der har opnået fortrinsretten efter § 6, kan det påberåbte uregistrerede varemærke således ikke anses for at udgøre et »ældre varemærke«.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1 , at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket er identisk med eller ligner et ældre varemærke, uanset om de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er ansøgt eller er registreret, er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet, når det ældre varemærke er velkendt her i landet, eller i tilfælde af et EU-varemærke, er velkendt i EU, og brugen af det yngre varemærke uden rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan brug vil skade dette særpræg eller renommé.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 1 og stk. 4, nr. 1.

Bestemmelsen vedrører beskyttelsen af de velkendte varemærker. I bestemmelsen skelnes mellem varemærker, der alene har gyldighed i Danmark, og EU-varemærker, idet førstnævnte alene skal dokumenteres velkendt her i landet, hvorimod der for EU-varemærkerne gælder, at disse skal være velkendt i EU. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af den righoldige såvel danske retspraksis som praksis fra EU-Domstolen, der har fortolket rækkevidden af de tilsvarende bestemmelser i den gældende varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 1 og stk. 4, nr. 1, artikel 4, stk. 3 og stk. 4, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), samt artikel 8, stk. 5 i EU-varemærkeforordningen. Af EU-Domstolens afgørelser kan bl.a. henvises til sagerne C-375/97, General Motors, C-292/00, Davidoff, C-408/01, Adidas-Salomon og Adidas Benelux, C-102/07, adidas og adidas Benelux, C-252/07, Intel Corporation, C-487/07, L'Oréal m.fl., C-301/07, PAGO International, C-383/12 P, Environmental Manufacturing mod KHIM og C-125/14, Iron & Smith.

Det foreslås i stk. 3, nr. 2 , at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansøger om registrering af varemærket i eget navn uden indehaverens samtykke, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin handling.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, litra b. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen skal ses i lyset af Pariserkonventionens artikel 6 g om de såkaldte »agentmærker«, hvorefter indehaveren af et varemærke kan forhindre, at dennes agent eller repræsentant uden samtykke registrerer indehaverens varemærke. Bestemmelsen skal ligeledes ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 4 og 5. Der henvises nærmere til bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: I det omfang, der i henhold til EU-lovgivningen eller dansk ret, som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser,

a) allerede er indgivet en ansøgning om en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse i overensstemmelse med EU-lovgivningen eller dansk ret før datoen for ansøgning om registrering af varemærket eller datoen for den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen, med forbehold af dets senere registrering, eller

b) oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse giver den person, der i henhold til den relevante lovgivning har adgang til at udøve de rettigheder, som hidrører herfra, ret til at forbyde brugen af et yngre varemærke.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, litra c. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven i dag.

Bestemmelsen vedrører de oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der efter dansk ret eller EU-lovgivning er forbeholdt visse erhvervsdrivende. Udover at disse typer af betegnelser er udelukket fra registrering efter bestemmelserne om de absolutte hindringer, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 5-7, kan de efter denne bestemmelse tillige påberåbes som en relativ registreringshindring. Det beskyttelsesomfang, som disse betegnelser tildeles, fremgår af den lovgivning, der i øvrigt fastsætter beskyttelsen for den pågældende type af betegnelser.

Det foreslås i stk. 3, nr. 4 , at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket krænker en ret til et virksomhedsnavn, som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Et varemærke anses for at krænke en ret til et virksomhedsnavn, når virksomhedsnavnet har mere end lokalt afgrænset karakter, og

a) navnet og varemærket ligner hinanden, og de varer eller tjeneydelser, for hvilke virksomhedsnavnet er anvendt som kendetegn forud for ansøgningen om registrering af varemærket eller en herfor påberåbt prioritet, er de samme som eller ligner dem, der er omfattet af varemærket, og brugen af varemærket vil medføre en risiko for forveksling, herunder at der kan antages en forbindelse mellem dem, eller

b) brugen af varemærket uden rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af eller skade på virksomhedsnavnets særpræg eller renommé, såfremt virksomhedsnavnet er anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og denne brug har ført til, at navnet forud for ansøgningen om registrering af varemærket eller en herfor påberåbt prioritet, er blevet velkendt her i landet.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra a og litra b, nr. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4.

Det er fundet hensigtsmæssigt nærmere at fastsætte betingelserne for, at et forretningskendetegn i form af et virksomhedsnavn, kan udgøre en hindring mod registreringen af et varemærke eller danne grundlag for dettes ugyldiggørelse. Således fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at det alene er virksomhedsnavne, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), der kan udgøre en hindring mod et registreret varemærke, idet øvrige forretningskendetegn, der beskyttes efter markedsføringslovens § 22, kan udgøre en hindring efter den nyaffattede bestemmelse i § 15, stk. 3, nr. 5, om øvrige forretningskendetegn. Betegnelsen virksomhedsnavn skal her – som hidtil – forstås bredt og omfatter derfor ikke kun navne på personlige firmaer men også aktieselskaber, anpartsselskaber, interessentskaber og andre egentligt kommercielle virksomheder, under forudsætning af, at navnet er registreret i CVR.

Ligeledes fremgår det af bestemmelsen, at en betingelse for virksomhedsnavnets beskyttelse i forhold til et yngre varemærke er, at dette skal have mere end lokalt afgrænset karakter. Dette krav skal ses i sammenhæng med, at der alene kan stiftes rettigheder til et uregistreret varemærke, når brugen heraf har mere end lokalt afgrænset karakter, ligesom det i den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 3, er foreslået, at et varemærke ikke giver varemærkeindehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af ældre rettigheder, som kun har lokal afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes inden for grænserne af det område, hvor retten hertil er anerkendt. Dette krav sikrer således, at den obligatoriske implementering af direktivets artikel 14, stk. 3, om begrænsninger i varemærkets retsvirkninger i forhold til rettigheder af lokalt afgrænset karakter, ikke medfører en skævvridning i forholdet mellem beskyttelsen af varemærker og beskyttelsen af virksomhedsnavne.

Endvidere fremgår det af bestemmelsen i litra a , at det tillige er en betingelse for beskyttelsen af et virksomhedsnavn, at navnet og varemærket ligner hinanden, og at varerne og tjenesteydelserne ligner hinanden, samt at der er en risiko for forveksling. Udover at denne bestemmelse fastlægger, at forvekslelighedsprincippet finder anvendelse for vurderingen af, om et varemærke krænker et virksomhedsnavn, sikrer bestemmelsen også, at virksomhedsnavne alene beskyttes, i det omfang disse har været anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser. Dette krav skal endvidere ses i lyset af, at EU-Domstolen i den præjudicielle afgørelse i C-17/06, Céline, fastlagde, at et virksomhedsnavn alene kan anses for at krænke et varemærke, når virksomhedsnavnet har været anvendt for varer eller tjenesteydelser.

Endelig er det i bestemmelsen i litra b foreslået fastsat, at et virksomhedsnavn, der som følge af den brug, der er gjort heraf i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, er blevet velkendt her i landet, skal beskyttes på samme måde som velkendte varemærker, dvs. mod at tredjemands brug af et varemærke uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af eller skade på virksomhedsnavnets særpræg eller renommé. Der henvises nærmere til bemærkningerne til bestemmelsens stk. 3, nr. 1 ovenfor.

Det foreslås i stk. 3, nr. 5 , at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Der er stiftet rettigheder til et andet end de forretningskendetegn, der er omfattet af nr. 4, når kendetegnet er af mere end lokalt afgrænset karakter, og der til kendetegnet er knyttet en ret til at forbyde brugen af det yngre varemærke.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 4, nr. 2.

Bestemmelsen fastsætter, at øvrige forretningskendetegn, der ikke er et ældre uregistreret varemærke, jf. stk. 2, nr. 4, eller et virksomhedsnavn efter stk. 3, nr. 4, og som er af mere end lokalt afgrænset karakter, kan udgøre en hindring mod registreringen af et varemærke eller danne grundlag for en varemærkeregistrerings ugyldiggørelse, når der i øvrigt til kendetegnet er knyttet en ret til at forbyde brugen af det yngre varemærke. Bestemmelsen svarer således til den gældende varemærkelovs § 15, stk. 4, nr. 2, for så vidt angår sådanne kendetegn, der ikke kan henregnes til de uregistrerede varemærker eller virksomhedsnavne. Beskyttelsen af disse kendetegn afgrænses af den beskyttelse, der fremgår af markedsføringslovens § 22, og det er derfor fundet hensigtsmæssigt at fastslå, at bestemmelsen alene finder anvendelse, når der til kendetegnet er knyttet en ret for rettighedsindehaveren til at forbyde brugen af det yngre varemærke.

Det foreslås i stk. 3, nr. 6 , at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket uhjemlet består af eller indeholder et personnavn eller et portræt, hvortil en anden har lovlig adkomst, og der ikke derved sigtes til for længst afdøde personer, når der til navnet eller portrættet er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra b, punkt 1 og 2, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4.

Bestemmelsen viderefører med visse præciseringer bestemmelsen om beskyttelse af personnavne og portrætter i den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4. Med den nyaffattede bestemmelse er således præciseret, at bestemmelsen kan finde anvendelse i det omfang, der til personnavnet eller portrættet er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket.

I vurderingen af, om et varemærke krænker en ret til et personnavn, skal dog som hidtil tages hensyn til, at en varemærkeregistrering ikke indebærer en egentlig navneret, og at forholdet mellem personnavne og varemærker derfor må fortolkes i lyset af de varemærkeretlige grundprincipper. Er der således eksempelvis tale om, at navnet også er et almindeligt ord, en stedbetegnelse eller på anden måde har en sekundær betydning, kan dette efter omstændigheder begrunde, at personnavnet ikke bør anses gået for nært, når det anvendes i et varemærke. Omvendt kan navne, der ikke som sådan beskyttes efter navneloven, udgøre en hindring for et varemærke, hvis der eksempelvis er tale om navnet på en kendt person eller et kunstnernavn.

Kriteriet »uhjemlet« er videreført fra den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4, og skyldes, at der i nogle tilfælde kan foreligge en hjemmel, f.eks. fordi der er tale om mærkeindehavers eget navn, eller at navnet er indarbejdet som varemærke for mærkeindehaver, eller at der foreligger et samtykke fra rettighedshaver.

Det foreslås i stk. 3, nr. 7 , at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket uhjemlet består af eller indeholder bestanddele, der af omsætningskredsen vil blive opfattet som et særegent navn på eller afbildning af en ejendom beliggende her i landet, når der til ejendomsnavnet eller -afbildningen er knyttet en ret for ejeren til at forbyde anvendelsen af det yngre varemærke, og denne ret er af mere end lokalt afgrænset karakter.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4.

Bestemmelsen viderefører med visse præciseringer bestemmelsen om beskyttelse af særegne navne på fast ejendom og afbildninger af fast ejendom i den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4. Med den nyaffattede bestemmelse er det således præciseret, at bestemmelsen alene finder anvendelse i forhold til særegne navne for eller afbildninger af fast ejendom, der er beliggende her i landet, når der i øvrigt hertil er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket, og denne ret i øvrigt er af mere end lokalt afgrænset karakter. Bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4, er hidtil blevet fortolket således, at bestemmelsen tillige er blevet anset for at omfatte beskyttelsen af særegne navne på fast ejendom, der er beliggende i udlandet, samt afbildninger heraf. Sådanne udenlandske ejendomme er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse. Er der dog tale om navnet på eller afbildning af en udenlandsk ejendom af en særlig symbolsk, religiøs eller kulturel værdi eller af politisk betydning, kan bestemmelserne i den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 2, om offentlig orden eller sædelighed eller § 14, stk. 1, nr. 3, om vildledende varemærker efter omstændighederne finde anvendelse. I forhold til afbildninger af fast ejendom vil varemærket efter omstændighederne også kunne krænke en ophavsret.

Om kriteriet »uhjemlet« henvises til bemærkningerne til § 15, stk. 3, nr. 6, ovenfor.

Det foreslås i stk. 3, nr. 8 , at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket krænker en andens ophavsret eller industrielle rettigheder, når der til disse rettigheder er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra b, pkt. 3 og 4, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 14, nr. 5.

Bestemmelsen fastsætter, at et varemærke, der krænker en andens ophavsret eller industrielle rettigheder, kan hindres fra registrering eller kan blive genstand for ugyldiggørelse, hvis det registreres. Henvisningen til ophavsret indebærer, at vurderingen af, hvorvidt der foreligger en krænkelse, skal vurderes efter ophavsretslovens regler. Med industrielle rettigheder tænkes navnligt på designrettigheder, men bestemmelsen kan også finde anvendelse, hvis der foreligger en krænkelse af eksempelvis et patent, en brugsmodel eller en rettighed efter lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til den gældende varemærkelovs § 14, nr. 5, idet dog henvisningen til »særegen titel på en andens beskyttede litterære eller kunstneriske værk« og »ret til fotografisk billede« er udeladt.

Beskyttelsen af »særegne titler« er i forhold til varemærkeloven en speciel regel, der ikke er at genfinde i andre rettighedslove, herunder heller ikke i ophavsretsloven. Beskyttelsen af de særegne titler har haft til hovedformål at sikre, at den kommercielle udnyttelse af eksempelvis titlen på en film er forbeholdt den, der i øvrigt besidder rettighederne til filmen. Bestemmelsen har således været taget i anvendelse for at hindre, at tredjemand anvendte titlen på en tv-serie for legetøj til børn. Under hensyn til at eksempelvis producenter af film og tv-programmer har samme adgang som andre erhvervsdrivende til at opnå beskyttelse for deres kendetegn, eksempelvis ved registrering heraf som varemærke, at bestemmelsen i øvrigt kun enkelte gange har været anvendt i praksis, og da der i øvrigt ikke kan fremføres væsentlige argumenter for, hvorfor visse typer af erhvervsdrivende skal tildeles en særstatus i denne henseende, er det valgt at udelade bestemmelsen om beskyttelse af særegne titler i den nyaffattede bestemmelse.

For så vidt angår udeladelsen af henvisningen til »ret til fotografisk billede« i den nyaffattede bestemmelse, skal dette ses i lyset af, at beskyttelsen heraf er omfattet af ophavsretsloven, hvorfor en særskilt henvisning hertil er unødvendig.

Det foreslås i stk. 3, nr. 9 , at et varemærke ved indsigelse kan udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde: Varemærket kan forveksles med et ældre varemærke, der er beskyttet i udlandet, hvis ansøgeren var i ond tro på datoen for indgivelsen af ansøgningen.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra c, er en delvis videreførelse af den gældendende varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3.

Bestemmelsen fastsætter, at et varemærke, der er beskyttet i udlandet, kan udgøre en hindring mod registreringen af et dansk varemærke eller kan danne grundlag for en sag om ugyldiggørelse heraf, såfremt ansøgeren var i ond tro på datoen for indgivelse af ansøgningen. Begrebet skal i denne forbindelse fortolkes i overensstemmelse med den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 9, hvortil der i øvrigt henvises.

Det foreslås i stk. 4 , at bestemmelserne i stk. 1 og 3 under passende omstændigheder ikke finder anvendelse, hvis indehaveren af de ældre rettigheder, som er nævnt i disse bestemmelser, har givet sit samtykke til registreringen.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 5. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i den gældende varemærkelov.

Bestemmelsen fastslår, at en varemærkeansøgning ikke kan hindres, eller at en registrering ikke kan kendes ugyldig af de grunde, der er nævnt i bestemmelsens stk. 1 og 3, når indehaveren af disse rettigheder har givet sit samtykke til registreringen. At bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets ordlyd alene finder anvendelse »under passende omstændigheder« fordrer, at det kan fastslås, at der foreligger et gyldigt samtykke fra indehaveren af den eller de ældre rettigheder til, at kendetegnet registreres som varemærke, herunder at den anfægtede varemærkeansøgning eller -registrering i sit indhold og omfang er i overensstemmelse med det givne samtykke. Begrebet samtykke fortolkes i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om gyldigt samtykke.

Der henvises nærmere til afsnit 2.7 i de almindelige bemærkninger.

Til § 16

Den foreslåede nyaffattelse af § 16 regulerer Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af ansøgninger. Den gældende varemærkelov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.

Det foreslås i stk. 1 , at Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at ansøgeren opfylder kravene i § 1 b, og at ansøgningen er i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2, § 11, stk. 1 og stk. 5-8, og §§ 12-14.

Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandlingsprocedurer i dag er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 364 af 21. maj 2008 om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker. Som anført i afsnit 2.6.1 i de almindelige bemærkninger, blev det i § 5 i bekendtgørelse nr. 376 af 19. juni 1998 om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker fastsat, at Patent- og Varemærkestyrelsen ved behandlingen af en varemærkeansøgning skulle påse, at betingelserne i varemærkelovens § 13 og § 14, nr. 1-3, var opfyldt, dvs. de såkaldte »absolutte registreringshindringer«, hvorimod det af bekendtgørelsens § 6, stk. 2, fremgår, at en ansøgning ikke kunne afslås med henvisning til de registreringshindringer, som er nævnt i varemærkelovens § 14, nr. 4-5, og § 15, dvs. de såkaldte »relative registreringshindringer«. Denne opdeling af registreringshindringerne i absolutte og relative hindringer blev bibeholdt i § 8 i bekendtgørelse nr. 364 af 2. maj 2008, der er den nugældende bekendtgørelse, hvor det på tilsvarende vis er fastsat, at bestemmelserne i varemærkelovens § 13 og § 14, nr. 1-3 udgør absolutte registreringshindringer.

Det er fundet uhensigtsmæssigt, at centrale betingelser for opnåelse af en varemærkeregistrering alene er fastsat på bekendtgørelsesniveau, hvorfor det er foreslået, at det i bestemmelsen nærmere fastlægges, hvilken undersøgelseskompetence Patent- og Varemærkestyrelsen har i forbindelse med behandlingen af en varemærkeansøgning. Hertil kommer, at Singaporetraktaten om varemærkeret indeholder visse forpligtelser i forhold til fastsættelsen af frister og fristforlængelser under ansøgningers behandling, hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt at gengive disse forpligtelser på lovniveau.

Det foreslås i stk. 2 , at er varemærket ansøgt som et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, påser Patent- og Varemærkestyrelsen desuden, at bestemmelserne om det pågældende kollektivmærkes eller garanti- eller certificeringsmærkets anvendelse ikke strider mod den offentlige orden eller sædelighed.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 31. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven eller fællesmærkeloven i dag.

Det foreslås i stk. 3 , at finder styrelsen, at der er noget til hinder for at godkende ansøgningen, jf. stk. 1 og 2, og har styrelsen fastsat en frist til berigtigelse af ansøgningen, kan ansøgeren i indtil to måneder fra fristens udløb anmode om en forlængelse af fristen.

Forslaget indebærer, at styrelsen skal give ansøgeren lejlighed til at udtale sig om eventuelle hindringer mod varemærkets registrering, som styrelsen måtte fremføre, hvorefter styrelsen tager stilling til ansøgningen. Det fremgår af bestemmelsen, at ansøgeren kan anmode om fristforlængelse i indtil 2 måneder efter udløbet af den frist, som Patent- og Varemærkestyrelsen har fastsat for ansøgerens udtalelse. Denne forpligtelse følger af artikel 14 i Singaporetraktaten om varemærkeret. I tilfælde hvor ansøgeren ikke har overholdt fristen, indebærer bestemmelsen, at styrelsen først kan træffe den endelige afgørelse umiddelbart efter, at muligheden for at anmode om fristforlængelse er udløbet.

Til § 17

Den foreslåede nyaffattelse af § 17 regulerer søgningsrapporter. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i § 17 , at Patent- og Varemærkestyrelsen foretager en søgning efter ældre ansøgte og registrerede varemærker og udarbejder en søgningsrapport, der sendes til orientering til ansøgeren med en frist til at udtale sig. En søgningsrapport udarbejdes ikke, hvis ansøgeren har indgivet anmodning herom efter § 11, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 9 i den gældende bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker, men er tilpasset den foreslåede nyaffattelse af § 11 om søgningsrapporter og det forhold, at styrelsens søgningsrapporter fremover alene vil omfatte ældre ansøgte og registrerede varemærker.

Det fremgår af bestemmelsen, at Patent- og Varemærkestyrelsen i forbindelse med behandlingen af ansøgningen foretager en søgning efter ældre ansøgte og registrerede varemærker, og at resultatet heraf bliver meddelt ansøgeren i en søgningsrapport. Søgningsrapporten sendes alene til orientering, idet styrelsen ikke kan afslå at registrere varemærket på baggrund af ældre varemærker af egen drift.

Såfremt ansøgeren har anmodet om en nærmere begrundelse for søgningsrapporten og betalt det fastsatte tillægsgebyr herfor, udarbejder styrelsen en nærmere begrundet søgningsrapport, som sendes til ansøgeren til orientering. Tilsvarende skal styrelsen afstå fra at udarbejde en søgningsrapport, hvis der er i ansøgningen er anmodet om ikke er modtage en sådan, og betingelserne fastsat i medfør af § 11, stk. 3, er opfyldt.

De søgningsrapporter, som Patent- og Varemærkestyrelsen skal udfærdige i forbindelse med behandlingen af en ansøgning, herunder muligheden for at fravælge en søgningsrapport eller at anmode om en nærmere begrundet søgningsrapport er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 11 ovenfor og i afsnit 2.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 18

Den foreslåede nyaffattelse af § 18 regulerer offentliggørelse af ansøgninger. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 22.

Det foreslås i § 18, at er en frist fastsat efter § 17 udløbet, og har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke fundet hindringer for varemærkets registrering, eller når en afgørelse om delvist afslag på ansøgningen om registrering er blevet endelig, offentliggøres ansøgningen.

Bestemmelsen, der er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 22, fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal offentliggøre ansøgningen, når en eventuel frist fastsat efter § 17 er udløbet, og ansøgningen i øvrigt kan godkendes af styrelsen, jf. § 16, herunder i tilfælde hvor et delvist afslag på ansøgningen er blevet endeligt.

Bestemmelsen adskiller sig fra den gældende bestemmelse i § 22, hvorefter offentliggørelse først finder sted, når varemærket er blevet registreret. Med ændringen følges samme procedure som ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).

Offentliggørelse sker i dag i Dansk Varemærketidende, men en henvisning hertil er udeladt af bestemmelsen for at sikre, at offentliggørelse i fremtiden vil kunne ske på anden vis.

Til § 19

Den foreslåede nyaffattelse af § 19 regulerer tredjemands adgang til at fremsætte indsigelse mod varemærkeansøgninger. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 23.

Det foreslås i stk. 1, at indsigelse mod ansøgningen kan fremsættes, når ansøgningen er offentliggjort. Indsigelsen skal være begrundet og skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen inden to måneder fra offentliggørelsesdatoen. For indsigelsen betales et gebyr, jf. § 60 c, stk. 1.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 43, stk. 1 og 2, er en videreførelse af varemærkelovens § 23, stk. 1.

Bestemmelsen regulerer betingelserne for fremsættelse af indsigelse, herunder at indsigelsen skal være begrundet, at den skal fremsættes inden for to måneder fra offentliggørelsesdatoen, og at der skal betales et gebyr.

Det foreslås i stk. 2 , at indsigelse efter stk. 1 kan fremsættes under henvisning til, at ansøgningen krænker en eller flere af de relative hindringer, der er anført i § 15, og kan være rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 43, stk. 2, er en delvis videreførelse af varemærkelovens § 23, stk. 1.

I bestemmelsen er fastsat, at en indsigelse alene kan vedrøre en af de relative hindringer, som er fastsat i den foreslåede nyaffattede § 15. Der er ikke i § 23 i den gældende lov en tilsvarende begrænsning i adgangen til at fremsætte indsigelse. Det er derfor foreslået, at ordningen om »bemærkninger fra tredjemand«, jf. den fakultative bestemmelse i direktivets artikel 40, tillige indføres. Dermed vil tredjemand have mulighed for såvel at adressere de absolutte som de relative registreringshindringer i forbindelse med ansøgningens behandling ved styrelsen, ligesom tredjemand på samme grundlag vil have mulighed for at begære varemærkeregistreringen ophævet umiddelbart efter varemærkets registrering.

Det foreslås i stk. 3 , at indsigelsen kan fremsættes af indehaveren af den eller de påberåbte rettigheder, eller af personer og virksomheder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, samt af personer eller virksomheder, der er berettiget til at udøve de rettigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3. Er indsigelsen fremsat under henvisning til flere ældre rettigheder, skal alle de ældre rettigheder tilhøre den samme indehaver.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 43, stk. 2. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Som noget nyt foreslås det fastsat i loven, at indsigelsen alene kan fremsættes af indehaveren af den påberåbte relative hindring, eller af personer eller virksomheder, der gennem en licens eller adgangen til at anvende et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, har adgang til at anlægge sag om krænkelse efter de nyaffattede bestemmelser i § 8, stk. 1 og § 9, stk. 1, samt af personer eller virksomheder, der har adgang til at udøve de rettigheder, som omhandlet af den nyaffattede bestemmelse i § 15, stk. 3, nr. 3 om beskyttede oprindelsesbetegnelse eller geografiske betegnelser. Denne begrænsning i adgangen til at fremsætte indsigelse med henvisning til relative hindringer har hidtil alene fremgået af § 13, stk. 2, i bekendtgørelsen om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker. Da begrænsningen i adgangen til at fremsætte indsigelse nu fremgår af direktivets artikel 43, stk. 2, er det fundet mest hensigtsmæssigt, at denne betingelse for fremsættelse af indsigelse fremgår af loven.

Det er endvidere i overensstemmelse med direktivet fastsat, at i tilfælde, hvor der i indsigelsen påberåbes flere relative hindringer, skal alle disse ældre rettigheder være indehavet af samme indehaver.

Det foreslås i stk. 4 , at Patent- og Varemærkestyrelsen i sager om indsigelse kan træffe afgørelse om, at

1. ansøgningen opretholdes i sin helhed,

2. ansøgningen afslås helt eller delvist, jf. § 15, eller

3. ansøgningen overdrages til indehaveren af varemærkeretten efter § 5, stk. 4, nr. 2.

Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 23, stk. 3 og 4.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Patent- og Varemærkestyrelsen i sager om indsigelse kan træffe afgørelse om, at ansøgningen skal opretholdes i sin helhed, idet indsigelsen ikke tages til følge, eller at ansøgningen afslås helt eller delvist, idet indsigelsen tages helt eller delvist til følge. Styrelsen kan ligeledes træffe afgørelse om, at ansøgningen skal overdrages til den, der har fremsat indsigelse efter bestemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 2, om »agentmærker«.

Selvom Patent- og Varemærkestyrelsen i en sag om indsigelse har truffet afgørelse om hel eller delvis opretholdelse af ansøgningen, kan styrelsen under den fortsatte behandling af ansøgningen fremkomme med nye indvendinger mod varemærkets registrering efter bestemmelsen i § 16. Således kan det eksempelvis ikke udelukkes, at der i forbindelse med en sag om indsigelse kan fremkomme oplysninger eller materiale, der viser, at en af de registreringshindringer, der fremgår af §§ 13 og 14, er til stede. Hertil kommer, at bemærkninger fra tredjemand efter den foreslåede nyaffattede bestemmelse i § 22 kan fremsættes helt frem til registreringen af det ansøgte varemærke.

Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger.

Til § 20

Den foreslåede nyaffattelse af § 20 regulerer udsættelse af en indsigelsessag. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i § 20, at når parterne i en indsigelsessag forhandler om en mindelig løsning af sagen og indgiver en fælles anmodning til Patent- og Varemærkestyrelsen om udsættelse af styrelsens behandling af sagen, kan styrelsen udsætte behandlingen af sagen i mindst to måneder.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 43, stk. 3.

Bestemmelsen fastslår, at i de tilfælde hvor parterne i en indsigelsessag indgår i forhandlinger om en mindelig løsning af sagen, og på denne baggrund indgiver en fælles anmodning om udsættelse af sagen, kan styrelsen udsætte behandlingen i mindst to måneder. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i den gældende varemærkelov, men efter administrativ praksis får parterne i sager om indsigelse allerede i dag fristudsættelse, når der pågår forhandlinger mellem parterne.

Til § 21

Den foreslåede nyaffattelse af § 21 regulerer manglende brug som forsvar i en indsigelsessag. Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 44, er i dag reguleret i varemærkelovens § 23, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, at i sager om indsigelser fremsat under henvisning til et ældre registreret varemærke, hvor femårsperioden, inden for hvilken der skal have været gjort reel brug af det ældre varemærke som fastsat i § 10 c, var udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal indsigeren på anmodning af ansøgeren dokumentere, at der er blevet gjort reel brug af det ældre varemærke i løbet af den femårsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug. Kan indsigeren ikke dokumentere dette, tager Patent- og Varemærkestyrelsen ikke påstanden om krænkelse af det ældre varemærke til følge.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 44, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 23, stk. 2, jf. § 28, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for i en sag om indsigelse at fremsætte modpåstande om, at den eller de påberåbte ældre varemærkerettigheder ikke har været anvendt i overensstemmelse kravene til reel brug.

Sådanne modpåstande kan tillige fremsættes efter den gældende varemærkelovs § 23, stk. 2, jf. § 28, stk. 5. Den foreslåede bestemmelse indebærer en ændring i den gældende retstilstand, idet det i dag i sager om indsigelser efter den gældende varemærkelovs § 23, jf. § 28, stk. 5, er tidspunktet for fremsættelsen af en modpåstand om, at der ikke er gjort reel brug af det ældre varemærke, der udgør det relevante tidspunkt for beregning af den femårsperiode, der er fastsat i den gældende varemærkelovs § 25. I den foreslåede bestemmelse er det ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre mærke, der udgør den relevante dato.

Modpåstande om reel brug kan således alene fremsættes, hvis der på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke er gået fem år fra afslutningen af registreringsproceduren for det ældre varemærke. Er dette tilfældet, skal indehaveren af det ældre varemærke dokumentere, at der inden for den femårige periode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, er gjort reel brug af det ældre varemærke, medmindre det kan dokumenteres, at der er rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.

For så vidt angår kravet om reel brug henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 10 c.

Det foreslås i stk. 2 , at er det ældre varemærke kun blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det for så vidt angår behandlingen af indsigelsen, jf. stk. 1, kun at være blevet registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 44, stk. 2, er en delvis videreførelse af varemærkelovens § 28, stk. 5, jf. § 23, stk. 2.

Bestemmelsen fastsætter, at såfremt indehaveren af det yngre varemærke har fremsat modpåstand om manglende reel brug, og indsigeren alene har dokumenteret, at det ældre påberåbte varemærke er anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, det er registreret for, anses den ældre registrering i den pågældende sag om indsigelse for alene at være registreret for disse varer eller tjenesteydelser. En modpåstand om manglende reel brug fremsat efter stk. 1 kan således ikke føre til hverken hel eller delvis fortabelse af indsigerens ældre, påberåbte varemærkeret. Der kan dog anlægges selvstændig sag om varemærkerettens fortabelse på grund af manglende reel brug efter den foreslåede nyaffattelse af § 33, ligesom varemærkeregistreringer kan begæres administrativt ophævet efter den foreslåede nyaffattelse af § 34.

Det foreslås i stk. 3 , at er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket vurderes af Patent- og Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med artikel 18 i EU-varemærkeforordningen.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 44, stk. 3. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i varemærkeloven i dag.

Til § 22

Den foreslåede nyaffattelse af § 22 regulerer tredjemands bemærkninger. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i § 22, at enhver inden registreringen af et ansøgt varemærke kan fremsætte begrundede bemærkninger til Patent- og Varemærkestyrelsen om, at det ansøgte varemærke ikke bør registreres af de grunde, der er nævnt i § 16, stk. 1 og 2. Den, der fremsætter bemærkningerne, bliver ikke herved part i sagen.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 40. Den gældende lov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men i praksis har protester fra tredjemand indgået i Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af ansøgninger som led i styrelsens oplysning af sagen.

Bestemmelsen giver tredjemand mulighed for at fremsætte bemærkninger om, at et ansøgt varemærke ikke bør registreres under henvisning til en af de registreringshindringer, der kan føre til styrelsens afslag på ansøgningen i medfør af § 16, stk. 1 og 2. Fremsættes sådanne bemærkninger, bliver den, der har fremsat disse, ikke part i sagen.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at en indsigelse mod en varemærkeansøgning efter den foreslåede nyaffattelse af § 19, stk. 2, alene kan fremsættes under henvisning til de relative registreringshindringer, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 15. Hertil kommer, at en sag om varemærkets ugyldiggørelse efter den foreslåede nyaffattelse af §§ 33 og 34 først kan indledes efter varemærkets registrering.

At den, der fremsætter bemærkningerne, efter bestemmelsen ikke bliver part i ansøgningen, følger af, at bemærkningerne alene kan vedrøre de absolutte registreringshindringer. Der er dermed ikke taget stilling til, om tredjemand i andre tilfælde end dem, der er omhandlet i de foreslåede nyaffattelser af §§ 13 og 14 eller § 16, stk. 2, kan have en sådan væsentlig, individuel og retlig interesse i ansøgningen og dens udfald, der kan begrunde, at denne skal anses for at være part i ansøgningen. Dog er det klart, at en tredjemand, der mener, at et ansøgt varemærke krænker dennes rettigheder, ikke er at anse for part i ansøgningen, da den pågældende tredjemand har mulighed for at fremsætte indsigelse mod ansøgningen inden varemærkets registrering, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 19, i hvilken forbindelse denne tredjemand vil blive part i sagen om indsigelsen.

Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger.

Til § 23

Den foreslåde nyaffattelse af § 23 regulerer registrering og offentliggørelse af varemærket. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 22.

Det foreslås i § 23, at er ansøgningen i overensstemmelse med loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, og er der ikke indgivet indsigelse efter § 19, eller når der er truffet endelige afgørelser om eventuelle indsigelser, og ansøgningen er helt eller delvist opretholdt, registrerer og offentliggør Patent- og Varemærkestyrelsen varemærket.

Bestemmelsen fastslår, at i det omfang en ansøgning kan godkendes, skal Patent- og Varemærkestyrelsen registrere varemærket og offentliggøre registreringen.

Til § 24

Den foreslåede nyaffattelse af § 24 regulerer registreringens varighed og fornyelse. Disse forhold er i dag reguleret i varemærkelovens §§ 26 og 27.

Det foreslås i stk. 1 , at varemærker registreres for en periode på 10 år at regne fra ansøgningsdatoen.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 48, stk. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 26, stk. 1.

Som noget nyt fastlægger bestemmelsen, at den 10-årige periode er at regne fra ansøgningsdatoen. Dette adskiller sig fra den gældende varemærkelovs § 26, stk. 1, hvorefter den varemærkeret, der opnås ved registreringen, gælder fra den dag ansøgningen er indgivet, og varer i 10 år fra registreringsdagen.

På grund af ændringen i fastsættelsen af starttidspunktet for den første 10-årige registreringsperiode, er der i lovforslagets overgangsbestemmelser indsat regler om fastsættelsen af start- og slutdatoen for den første 10-årige registreringsperiode for varemærker, der er registreret før denne lovs ikrafttræden. Heri fastsættes, at bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 26, stk. 1, fortsat skal finde anvendelse for varemærker, der er registreret før denne lovs ikrafttræden. Med de foreslåede overgangsregler, vil den foreslåede bestemmelse i stk. 1 finde anvendelse ikke alene i forhold til ansøgninger, der er indgivet efter denne lovs ikrafttræden, men også for tidligere indgivne ansøgninger, når ansøgningen på tidspunktet for lovens ikrafttræden endnu ikke har ført til varemærkets registrering.

Det foreslås i stk. 2 , at registreringen kan fornyes for yderligere 10-årsperioder.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 48, stk. 2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 26, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3 , at registreringen af et varemærke fornyes efter ansøgning fra indehaveren af varemærket eller fra enhver person med bemyndigelse hertil, hvis fornyelsesgebyret efter § 60 b er betalt. Betaling af fornyelsesgebyret anses i sig selv for at udgøre en sådan ansøgning.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 27, stk. 1.

Som noget nyt er det i den foreslåede bestemmelse anført, at fornyelse kan ske af enhver person, der er bemyndiget hertil. Dette svarer til gældende praksis ved Patent- og Varemærkestyrelsen. Ved vurderingen af, om der foreligger en gyldig bemyndigelse følges principperne for partsrepræsentation i forvaltningsloven.

Det foreslås i stk. 4 , at Patent- og Varemærkestyrelsen giver indehaveren af varemærket meddelelse om registreringsperiodens udløb mindst seks måneder før udløb. Styrelsen kan ikke holdes ansvarlig for manglende meddelelse.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk. 2, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 27, stk. 3.

Som noget nyt er det i bestemmelsen anført, at styrelsen giver meddelelse mindst seks måneder før udløb. Dette svarer til gældende praksis ved Patent- og Varemærkestyrelsen.

Det foreslås i stk. 5 , at ansøgningen om fornyelse kan indgives, og fornyelsesgebyret kan betales tidligst seks måneder umiddelbart inden registreringsperiodens udløb. Sker dette ikke, kan ansøgningen mod et tillægsgebyr indgives inden for en yderligere frist på seks måneder efter udløbet af registreringsperioden. Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr skal betales inden for denne yderligere periode.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk. 3, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 27, stk. 1. Skånefristen på seks måneder, i hvilken forbindelse der kan opkræves et tillægsgebyr, gennemfører ligeledes Pariserkonventionens artikel 5 b, nr. 1.

Det foreslås i stk. 6 , at vedrører ansøgningen eller gebyrerne kun en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, fornyes registreringen kun for de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk. 4, findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes og videreføres den gældende praksis hos Patent- og Varemærkestyrelsen ved lov.

Det foreslås i stk. 7 , at fornyelsen får virkning fra dagen efter den eksisterende registreringsperiodes udløb. Fornyelsen indføres i varemærkeregistret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 49, stk. 5, findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov.

Men den foreslåede bestemmelse fastsættes og videreføres den gældende praksis hos Patent- og Varemærkestyrelsen ved lov.

Til § 25

Den foreslåede nyaffattelse af § 25 regulerer manglende reel brug som fortabelsesgrund. Dette forhold er i dag reguleret i varemærkelovens §§ 25 og 28, stk. 2, nr. 1.

Det foreslås i stk. 1 , at indehaveren af et registreret varemærke, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, kan fortabe sine rettigheder, når der inden for en sammenhængende femårsperiode ikke er gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger rimelig grund til manglende brug.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 19, stk. 1, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs §§ 25 og 28, stk. 2, nr. 1.

Bestemmelsen fastsætter i overensstemmelse med den gældende varemærkelov en brugspligt for registrerede varemærker, hvorved retten til varemærket kan fortabes, hvis indehaveren ikke har gjort reel brug heraf i overensstemmelse med den foreslåede nyaffattelse af § 10 c.

Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 10 c.

Det foreslås i stk. 2 , at der ikke kan fremsættes begæring om fortabelse af et registreret varemærke, såfremt reel brug af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af femårsperioden og tidspunktet for indgivelse af begæring om fortabelse.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 19, stk. 2, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 3, 1. pkt.

I bestemmelsen anføres det, at muligheden for at indgive en begæring om fortabelse af et registreret varemærke bortfalder, såfremt brugen er genoptaget inden indgivelse af begæring om fortabelse. Bestemmelsen har til formål at fastlægge, at indehaveren ikke fortaber retten til et registreret varemærke, alene fordi der i en sammenhængende femårsperiode ikke har været gjort brug af mærket, idet det mere præcist kræves, at det er femårsperioden forud for indgivelsen af begæringen af fortabelse, der er relevant. Bestemmelsen adskiller sig fra den administrative praksis i dag, idet det relevante skæringstidspunkt i dag er tidspunktet for fremsættelsen af påstanden, der efter omstændighederne kan være på et senere tidspunkt.

Det foreslås i stk. 3 , at påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste tre måneder forud for indgivelse af begæring om fortabelse, ikke tages i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse. Denne periode på tre måneder begynder tidligst ved udløbet af den sammenhængende femårsperiode.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 19, stk. 3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen har til formål at sikre mod, at indehaveren af et registreret varemærke kan omgå reglerne om brugspligt ved først at tage mærket i brug, når vedkommende har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet en begæring om fortabelse.

Som noget nyt er det i bestemmelsen anført, at perioden tidligst er at regne fra udløbet af femårsperioden.

Til § 26

Den foreslåede nyaffattelse af § 26 regulerer fortabelse af rettigheder, der er blevet generiske eller vildledende. Disse forhold er i dag reguleret i varemærkelovens § 28, stk. 2, nr. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1 , at indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når et registreret varemærke efter den dato, på hvilken det er blevet registreret, jf. § 23, som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse inden for handelen for en vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 20, stk. 1, litra a, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 2, nr. 2.

Med den foreslåede bestemmelse kan rettigheden til et registreret varemærke fortabes, når varemærket er blevet generisk (degeneration). I overensstemmelse med gældende ret fastlås, at degenerationen af varemærket alene indtræder i tilfælde, hvor indehaverens virksomhed eller passivitet har ført til, at varemærket er blevet en almindelig betegnelse inden for handelen for den vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket.

Det foreslås i stk. 1 , nr. 2 , at rettighederne kan fortabes, når et registreret varemærke efter den dato, på hvilken det er blevet registreret, som følge af den brug, der af indehaveren eller med indehaverens samtykke gøres af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket, vil kunne vildlede offentligheden, navnlig med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 20, stk. 1, litra b, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 2, nr. 3.

Med den foreslåede bestemmelse kan rettigheden til et registreret varemærke fortabes, når varemærket er blevet vildledende efter dets registrering. Bestemmelsen finder i overensstemmelse med gældende ret alene anvendelse, når den brug, der har ført til, at varemærket vil kunne vildlede offentligheden, navnlig med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse, er foretaget af varemærkets indehaver eller med dennes samtykke.

Det foreslås i stk. 2 , at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af designeringer efter den dato, på hvilken designeringens gyldighed er endelig godkendt, jf. § 56, eller i tilfælde af uregistrerede varemærker, efter den dato, på hvilken en varemærkeret er blevet stiftet ved ibrugtagning, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, eller er blevet vitterligt kendt, jf. § 3, stk. 2.

Bestemmelsen findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at reglerne i stk. 1, nr. 1 og 2, om fortabelse af rettigheder på baggrund af degeneration og vildledning også gælder for rettigheder stiftet på baggrund af designeringer samt for uregistrerede rettigheder. Til forskel fra de registrerede rettigheder er der for rettigheder stiftet ved brug, eller rettigheder som følger af, at varemærket er vitterligt kendt, ikke en registreringsdato. Derfor er anført, at rettigheden kan fortabes efter den dato, på hvilken varemærkeretten er stiftet.

Til § 27

Den foreslåede nyaffattelse af § 27 regulerer supplerende fortabelsesgrunde for kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker. Disse forhold er ikke reguleret i varemærkeloven eller fællesmærkeloven i dag.

Det foreslås i nr. 1 , at foruden de fortabelsesgrunde, som er omfattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for indehaveren af et kollektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke, hvis indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre, at kollektivmærket eller garanti- eller certificeringsmærket anvendes på en måde, som er uforenelig med de betingelser for anvendelse, der er fastlagt i bestemmelserne om mærkets anvendelse, herunder eventuelle ændringer hertil, der er indført i registret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 35, stk. 1, litra a, findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov og fællesmærkelov.

Bestemmelsen indebærer, at retten fortabes, såfremt indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger for at forhindre, at mærket anvendes på en måde, der er uforenelig med de bestemmelser, der er fastsat for mærkets anvendelse.

Det foreslås i nr. 2 , at foruden de fortabelsesgrunde, som er omfattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for indehaveren af et kollektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke, hvis personer, der er berettiget til at anvende kollektivmærket eller garanti- eller certificeringsmærket, har anvendt det på en sådan måde, at det vil kunne vildlede offentligheden, jf. § 14, stk. 2, herunder med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende noget andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 35, stk. 1, litra b, findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov og fællesmærkelov.

Bestemmelsen har den virkning, at retten fortabes såfremt mærket er blevet vildledende på grund af den brug, der er gjort heraf af personer, der er berettiget til at anvende mærket, herunder vildledende med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis brugen har ført til, at mærket kan antages at være noget andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.

Det foreslås i nr. 3 , at foruden de fortabelsesgrunde, som er omfattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for indehaveren af et kollektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke, hvis en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse er indført i varemærkeregistret i strid med § 39, stk. 2, medmindre mærkets indehaver ved en yderligere ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i den nævnte bestemmelse.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 35, stk. 1, litra c, findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov og fællesmærkelov.

Bestemmelsen vedrører ændringer til bestemmelserne om mærkets benyttelse. Er der således i registret foretaget ændringer i bestemmelserne for mærkets benyttes, der ikke lever op til kravene herfor, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 6-8, kan retten til mærket fortabes, medmindre mærkets indehaver ændrer bestemmelserne, så de lever op til disse krav.

Til § 28

Den foreslåede nyaffattelse af § 28 regulerer ugyldige varemærkeregistreringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 28, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1 , at et varemærke, der er registreret i strid med §§ 1 b og 2, § 11, stk. 7 og 8, §§ 13-15 og § 16, stk. 2, kan erklæres ugyldigt.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 1.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det i den foreslåede § 32, der gennemfører direktivets artikel 47, er fastsat, hvad retsvirkningerne af henholdsvis fortabelse og ugyldighed er. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt i én bestemmelse at opregne de bestemmelser, der kan føre til varemærkets ugyldighed.

Det foreslås i stk. 2 , at uanset stk. 1 kan et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, der er registreret i strid med § 11, stk. 7 og 8, § 14, stk. 2, eller § 16, stk. 2, ikke erklæres ugyldigt, hvis mærkets indehaver ved en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i § 39, stk. 2.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende varemærkelov.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke ikke erklæres ugyldigt mod indehaverens ønske, ved at give indehaveren en mulighed for at ændre i bestemmelserne om mærkets anvendelse, forudsat at ændringen lever op til kravene som fastsat i den foreslåede nyaffattelse af § 39, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3 , at uanset stk. 1 kan der efter §§ 33 og 34 træffes afgørelse om, at et varemærke, der er registreret i strid med § 15, stk. 3, nr. 2, skal overdrages til indehaveren af varemærket i stedet for at blive erklæret ugyldigt.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende varemærkelov.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at varemærket i stedet for at blive erklæret ugyldigt overgår til den retmæssige indehaver, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Til § 29

Den foreslåede nyaffattelse af § 29 regulerer muligheden for prøvelse af et varemærke, der er påberåbt som anciennitet for et EU-varemærke, også efter den danske varemærkeregistrering har mistet sin virkning. Dette forhold er ikke reguleret af varemærkeloven i dag, men er reguleret i § 14, stk. 8, i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker.

Det foreslås i bestemmelsen, at er et registreret varemærke eller en designering af Danmark, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, påberåbt som anciennitet i henhold til EU-varemærkeforordningen, men er registreringen eller designeringen udslettet eller ugyldig, fordi indehaveren har givet afkald på varemærket eller ladet det bortfalde, kan der efter §§ 33 og 34 træffes afgørelse om varemærkets ugyldighed eller fortabelse, såfremt varemærket kunne erklæres ugyldigt eller fortabt på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald på mærket, eller det bortfaldt. Afgørelse om ugyldighed eller fortabelse medfører, at ancienniteten ikke længere har nogen virkning.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med EU-varemærkeforordningen. Efter forordningen kan en indehaver af et EU-varemærke påberåbe sig eventuelle ældre nationale varemærkerettigheder til det samme varemærke som ancienniten for EU-varemærket. Et af hovedformålene med denne ordning er, at en varemærkeindehaver ved påberåbelsen af ancienniteten og noteringen heraf i EU-varemærkeregistret, bevarer de rettigheder, der er knyttet til det varemærke, som er registreret i medlemsstaten, også selvom den nationale registrering efterfølgende bortfalder, eksempelvis fordi registreringen ikke fornyes.

Prøvelse af gyldigheden af den nationale varemærkeret, der ligger til grund for en påstand om anciennitet i en EU-varemærkeregistrering, kan alene ske efter den medlemsstats lovgivning, der i øvrigt har fastsat rettens tilblivelse.

For at tredjemand, f.eks. i forbindelse med en sag om krænkelse af et EU-varemærke, skal have mulighed for at anfægte en i en EU-varemærkeregistrering påberåbt anciennitet fra en dansk varemærkeregistrering, der i sig selv har mistet sin gyldighed f.eks. på grund af, at en dansk registrering ikke er blevet fornyet, er det nødvendigt at fastsætte en bestemmelse om, at sådanne danske varemærkerettigheder også efterfølgende kan erklæres ugyldige eller fortabte.

Væsentligt er endvidere, at det i bestemmelsen er fastsat, at den danske varemærkeregistrering skal kunne erklæres ugyldig eller fortabt på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald på registreringen, eller denne bortfaldt. Dette indebærer, at eventuelle forhold, der er indtrådt efter dette tidspunkt, og som kan føre til rettens fortabelse eller ugyldighed, angår EU-varemærkets fortabelse og ugyldighed som sådan, og skal derfor afgøres efter bestemmelserne herom i EU-varemærkeforordningen.

Til § 30

Den foreslåede nyaffattelse af § 30 regulerer det tidspunkt, i forhold til hvilket en påstand om ugyldighed skal vurderes, når varemærket påstås ugyldigt på grund af ældre varemærkerettigheder. Forholdet er i dag reguleret i den gældende varemærkelovs § 7.

Det foreslås i nr. 1 , at en begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke ikke kan imødekommes på datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være blevet imødekommet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, hvis det ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i henhold til § 13, stk. 1, nr. 2-4, endnu ikke havde fået fornødent særpræg som omhandlet i § 13, stk. 2.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 8, stk. 1, litra a, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 7.

Det foreslås i nr. 2 , at en begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke ikke kan imødekommes på datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være blevet imødekommet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, hvis begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 1, nr. 2, og det ældre varemærke endnu ikke havde fået fornødent særpræg til at støtte en konklusion om risiko for forveksling.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 8, stk. 1, litra b, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 7.

Det foreslås i nr. 3 , at en begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke ikke kan imødekommes på datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være blevet imødekommet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, hvis begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 3, nr. 1, og det ældre varemærke endnu ikke havde opnået et renommé.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 8, stk. 1, litra c, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 7.

Formålet med de foreslåede bestemmelser i stk. 1, nr. 1-3 er at fastslå, at en påstand om ugyldighed af et registreret varemærke på grund af eksistensen af en ældre varemærkeret, skal vurderes i forhold til den yngre registrerings ansøgnings- eller prioritetsdato. Efterfølgende forhold, såsom at det ældre varemærke efter ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke er blevet indarbejdet eller velkendt, kan således ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om det yngre varemærke krænker det ældre varemærke. Dette udgangspunkt ligger også til grund for den gældende varemærkelovs § 7, hvorefter en registreret ret anses for opstået på den dag, hvor ansøgningen indleveres, eller på den dag, fra hvilken der begæres prioritet, og dansk retspraksis vedrørende varemærkekrænkelser i øvrigt.

Til § 31

Den foreslåede nyaffattelse af § 31 regulerer fortabelse eller ugyldighed for visse varer eller tjenesteydelser. Disse forhold er i dag reguleret i den gældende varemærkelovs § 28, stk. 4.

Det foreslås i bestemmelsen, at er der kun for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke en varemærkeret er blevet stiftet, grunde til rettens fortabelse eller en varemærkeregistrerings ugyldighed, fortabes varemærkeretten eller erklæres registreringen kun ugyldig for så vidt angår de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 7 og 21, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 4.

Bestemmelsen medfører, at såfremt et varemærke erklæres fortabt eller ugyldigt alene for visse af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærkeretten var stiftet, anses retten alene for fortabt eller ugyldig med hensyn til disse varer eller tjenesteydelser.

Til § 32

Den foreslåede nyaffattelse af § 32 regulerer retsvirkningerne af fortabelse eller ugyldighed. Disse forhold er i dag ikke reguleret i den gældende varemærkelov.

Det foreslås i stk. 1 , at i det omfang indehaverens rettigheder fortabes, anses et registreret varemærke fra datoen for indgivelse af begæring om fortabelse for ikke at have haft de retsvirkninger, der følger af denne lov. På begæring af en af parterne kan der i en afgørelse om fortabelse fastsættes et tidligere tidspunkt for indtrædelsen af en fortabelsesgrund.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 47, stk. 1, findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov, men er i øvrigt en videreførelse af gældende dansk ret vedrørende fastsættelse af tidspunktet for fortabelse af rettigheder.

Bestemmelsen fastslår, at i tilfælde af fortabelse af en varemærkeret, anses denne for fortabt fra datoen for indgivelse af begæring om fortabelse. Undtagelsen til dette udgangspunkt er tilfælde, hvor en af parterne i sagen har fremsat påstand om, at tidspunktet for rettens fortabelse skal fastsættes til et tidligere tidspunkt, og fortabelsesgrunden forelå på det tidligere tidspunkt.

Det foreslås i stk. 2 , at et registreret varemærke anses for aldrig at have haft de retsvirkninger, der følger af denne lov, i det omfang varemærket er blevet erklæret ugyldigt.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 47, stk. 2, er ny i varemærkeloven, men svarer i øvrigt til gældende dansk ret og almindelige forvaltningsretlige principper vedrørende retsvirkningerne af ugyldighed.

Til § 33

Den foreslåede nyaffattelse af § 33 regulerer ophævelse af varemærkeregistreringer ved dom. Forholdet er i dag reguleret i den gældende varemærkelovs § 29.

Det foreslås i bestemmelsen, at ophævelse af en registrering i henhold til bestemmelserne i kapitel 3 sker ved dom, jf. dog § 34. Sagen anlægges mod indehaveren og kan anlægges af enhver, der har retlig interesse deri. Sag efter bestemmelserne i §§ 13 og 14 kan også anlægges af Patent- og Varemærkestyrelsen.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 29.

Med bestemmelsen fastslås, at ophævelsessagen skal anlægges mod indehaveren og kan anlægges af enhver, der har retlig interesse deri, herunder Patent- og Varemærkestyrelsen, når sagen vedrører bestemmelserne om absolutte hindringer i de foreslåede §§ 13 og 14.

Til § 34

Den foreslåede nyaffattelse af § 34 regulerer administrativ ophævelse af varemærkeregistreringer. Forholdet er i dag reguleret i den gældende varemærkelovs § 30.

Det foreslås i stk. 1 , at efter registreringsprocedurens afslutning kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen begære en varemærkeregistrering erklæret ugyldig eller fortabt, hvis de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne i kapitel 3 er opfyldt. Med begæringen skal følge et gebyr, jf. § 60 c, stk. 2.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 45, stk. 2-4, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 30, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2 , at en begæring om ophævelse, der er fremsat under henvisning til de rettigheder, som er omhandlet i § 15, dog alene kan fremsættes af indehaveren af den eller de påberåbte rettigheder, eller af personer og virksomheder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, samt af personer eller virksomheder, der er berettiget til at udøve de rettigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 45, stk. 2, er ny i forhold til den gældende varemærkelov.

Med bestemmelsen fastsættes en begrænsning i adgangen til at fremsætte begæring om administrativ ophævelse med henvisning til relative hindringer. Denne begrænsning har hidtil alene fremgået af § 14, stk. 2, i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker. Da begrænsningen i adgangen til at fremsætte begæring om administrativ ophævelse nu fremgår af direktivets artikel 45, stk. 2, er det fundet mest hensigtsmæssigt, at denne betingelse for fremsættelse af begæring om administrativ ophævelse fremgår af loven.

Det foreslås i stk. 3 , at en begæring efter stk. 1 kan være rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det anfægtede mærke er registreret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 45, stk. 5, er ny i forhold til den gældende varemærkelov.

At en begæring om administrativ ophævelse kan vedrøre såvel hele registreringens omfang som en del heraf indebærer til dels en ændring af den gældende retstilstand, idet der hidtil i forbindelse med begæringer om ophævelse af registreringer på baggrund af påstande om manglende reel brug har været anlagt den praksis, at sådanne påstande i alle tilfælde indebærer, at indehaveren skal dokumentere reel brug af varemærket for alle de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af registreringen.

Det foreslås i stk. 4 , at en begæring om ugyldighed kan indgives på grundlag af en eller flere ældre rettigheder, forudsat at de alle tilhører den samme indehaver.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 45, stk. 6, findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov, men svarer til administrativ praksis.

Det foreslås i stk. 5 , at såfremt en sag ved domstolene vedrørende en varemærkeregistrerings gyldighed ikke er endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes begæring om administrativ ophævelse mod registreringen.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 30, stk. 2.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1258 af 20. december 2000 og skal hindre parallel behandling ved domstolene og Patent- og Varemærkestyrelsen af spørgsmål vedrørende samme varemærkeregistrering. Bestemmelsen medfører ifølge forarbejderne hertil, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal afvise behandlingen af en begæring om administrativ ophævelse, hvis der samtidig med begæringen indgives stævning eller verserer retssag om varemærkeregistreringen. Det er ikke afgørende, at spørgsmålet, som behandles ved domstolene og Patent- og Varemærkestyrelsen, er identiske. I modsat fald ville Patent- og Varemærkestyrelsen skulle foretage en afvejning af dette spørgsmål, som ville kunne give anledning til selvstændige konflikter om, hvorvidt afvisning af anmodningen om administrativ ophævelse er berettiget. Sag ved domstolene omfatter såvel sager om hel eller delvis ophævelse af en varemærkeregistrering i henhold til § 33, som sager om indgreb i varemærkeretten, bedre ret til varemærkeregistreringen m.v. Retssagen er først endeligt afgjort, når ankefristen er udløbet. Bestemmelsen om berostillelse omfatter også sager, der er under behandling i Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Det foreslås i stk. 6 , at rejses sag ved domstolene om en varemærkeregistrering, inden der er truffet endelig afgørelse om en begæring efter stk. 1 vedrørende denne registrering, skal Patent- og Varemærkestyrelsen stille behandlingen af begæringen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre begæringen er fremsat af indehaveren af varemærkeregistreringen.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 30, stk. 3.

Bestemmelsen medfører, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal sætte en sag om administrativ ophævelse i bero, hvis der anlægges sag ved domstolene om varemærkeregistreringens gyldighed, medmindre begæringen er fremsat af indehaveren af varemærkeregistreringen. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1258 af 20. december 2000 og skal hindre parallel behandling ved domstolene og Patent- og Varemærkestyrelsen af spørgsmål vedrørende samme varemærkeregistrering. Der henvises til bemærkningerne til stk. 5 ovenfor.

Såfremt begæringen om administrativ ophævelse er indgivet af indehaveren af varemærkeregistreringen, færdigbehandler Patent- og Varemærkestyrelsen begæringen, uanset at retssag anlægges efterfølgende.

Det foreslås i stk. 7 , at parterne i en sag om administrativ ophævelse til enhver tid kan anlægge sag mod den anden part om spørgsmål, der er omfattet af ophævelsesbegæringen, uanset om Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse om begæringen.

Bestemmelsen, der afspejler direktivets artikel 45, stk. 1, er en videreførelse af den gældende bestemmelse i varemærkelovens § 30, stk. 6. Bestemmelsen medfører, at indehaveren har mulighed for at anlægge sag mod den, der begærer registreringen ophævet, og at styrelsen i tilfælde af sagsanlæg, skal standse sagsbehandlingen.

Det foreslås i stk. 8 , at Patent- og Varemærkestyrelsen skal offentliggøre endelige afgørelser om registreringers hele eller delvise ophævelse.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 30, stk. 5.

Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger.

Til § 35

Den foreslåede nyaffattelse af § 35 regulerer modpåstande om manglende brug som forsvar i sager om ugyldighed. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 28, stk. 5.

Det foreslås i stk. 1 , at i sager om ugyldighed baseret på et registreret varemærke med en tidligere ansøgnings- eller prioritetsdato skal indehaveren af det ældre varemærke, hvis indehaveren af et yngre varemærke anmoder herom, dokumentere, at det ældre varemærke i løbet af femårsperioden forud for datoen for begæringen om ugyldighed har været genstand for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som er påberåbt i begæringen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, forudsat at det på datoen for begæringen om ugyldighed er mindst fem år siden, at registreringsproceduren for det ældre varemærke blev afsluttet.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 5, 1. pkt., jf. § 25.

Det foreslås i stk. 2 , at er femårsperioden efter § 10 c udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal indehaveren af det ældre varemærke ud over den dokumentation, der kræves i henhold til stk. 1, dokumentere, at der blev gjort reel brug af varemærket i løbet af den femårsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk. 2, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 5, 1. pkt., jf. § 25.

Det foreslås i stk. 3 , at fremlægges dokumentation efter stk. 1 og 2 ikke, afvises en begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk. 3, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 5, 1. pkt.

Det foreslås i stk. 4 , at er det ældre varemærke i overensstemmelse med § 10 c kun blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af begæringen om ugyldighed, for kun at være blevet registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk. 4, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 5, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 5 , at er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder stk. 1-4 tilsvarende anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres i overensstemmelse med artikel 18 i EU-varemærkeforordningen.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 46, stk. 5, findes ikke i lignende form i den gældende varemærkelov.

Den nyaffattede bestemmelse i § 35 svarer i sit indhold til den foreslåede nyaffattelse af § 21 om modpåstande om reel brug i sager om indsigelse. Bestemmelsen giver indehavere af varemærkeregistreringer, der er genstand for en begæring om ophævelse efter den foreslåede nyaffattelse af § 34, mulighed for at fremsætte modpåstande om manglende reel brug, når ophævelsesbegæringen er baseret på ældre varemærkeregistreringer. Fremlagt dokumentation i henhold til bestemmelsen kan for eksempel bestå af reklamemateriale, fakturaer, annoncer og avisklip, udskrift fra hjemmesider, tv- og radiospots, markedsundersøgelser, oplysninger om markedsføringsudgifter m.v.

Der henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 21.

Til § 36

Den foreslåede nyaffattelse af § 36 regulerer manglende oplysninger om indehaver som begrundelse for sletning af registreringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 31.

Det foreslås i stk. 1 , at foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan enhver med retlig interesse deri begære varemærket slettet af registret.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 31, stk. 1.

Formålet med bestemmelsen er, at give Patent- og Varemærkestyrelsen mulighed for at ophæve registreringer, hvis indehaveren ikke længere findes.

Det foreslås i stk. 2 , at inden udslettelse kan ske, skal Patent- og Varemærkestyrelsen anmode indehaveren om at give sig til kende inden en frist fastsat af Patent- og Varemærkestyrelsen. Hvis indehaverens adresse ikke kendes, meddeles fristen ved offentliggørelse. Har indehaveren herefter ikke givet sig til kende, slettes varemærket af registret.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 31, stk. 2.

Bestemmelsen kan eksempelvis være relevant, hvis overdragelse af varemærkeregistreringen har fundet sted, uden at styrelsen er underrettet herom. I en sådan situation skal styrelsen efter den foreslåede bestemmelse opfordre indehaveren til at give sig til kende inden en fastsat frist, der skal offentliggøres. Ifølge den gældende varemærkelov skal offentliggørelse ske i Dansk Varemærketidende, men af hensyn til muligheden for i fremtiden at foretage offentliggørelser af ansøgninger, registreringer m.v. på anden vis, er det i lovforslaget fastsat, at der blot skal ske offentliggørelse af opfordringen og den fastsatte frist.

Til § 37

Den foreslåede nyaffattelse af § 37 regulerer i hvilke tilfælde, et registreret varemærke skal udslettes fra varemærkeregistret. Dette forhold er i dag reguleret i varemærkelovens § 33.

Det foreslås i nr. 1 , at udslettelse fra varemærkeregistret sker, når registreringen ikke fornyes.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 33, nr. 1.

Det foreslås i nr. 2 , at udslettelse fra varemærkeregistret sker, når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 33, nr. 2.

Det foreslås i nr. 3 , at udslettelse fra varemærkeregistret sker, hvis registreringen erklæres ugyldig.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 33, nr. 3.

Det foreslås i nr. 4 , at udslettelse fra varemærkeregistret sker, hvis der træffes afgørelse eller afsiges dom om ophævelse af registreringen.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 33, nr. 4.

Til § 38

Den foreslåede nyaffattelse af § 38 regulerer overdragelser af varemærker. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens §§ 38 og 39, samt fællesmærkelovens § 6.

Det foreslås i stk. 1 , at et varemærke kan overdrages uafhængigt af en eventuel virksomhedsoverdragelse for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er stiftet en varemærkeret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 22, stk. 1, er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 38, stk. 1.

Bestemmelsen fastslår, at overdragelse af et varemærke ikke er betinget af en virksomhedsoverdragelse. Som noget nyt fastslås det endvidere, at overdragelsen kan ske for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er stiftet en varemærkeret. Det kan i så tilfælde være nødvendigt med en deling af registreringen i overensstemmelse med den foreslåede nyaffattelse af § 41. Dette svarer i øvrigt til den gældende administrative praksis ved Patent- og Varemærkestyrelsen.

Det foreslås i stk. 2 , at overdragelse af en virksomhed i sin helhed indebærer overdragelse af varemærket, medmindre der foreligger en aftale om det modsatte, eller hvis det modsatte klart fremgår af omstændighederne. En kontraktlig forpligtelse til at overdrage en virksomhed er ligeledes omfattet af denne bestemmelse.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 22, stk. 2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 38, stk. 2.

Bestemmelsen fastslår, at i de tilfælde, hvor en virksomhed overdrages i sin helhed, anses de varemærkerettigheder, der tilhører virksomheden, tillige at være overdraget, medmindre andet skal anses for aftalt mellem parterne.

Det foreslås i stk. 3 , at overdragelse af retten til et registreret varemærke på begæring skal noteres i varemærkeregistret. Indtil overdragelsen er meddelt Patent- og Varemærkestyrelsen, anser styrelsen indehaveren af varemærket for at være den, der senest er noteret i registret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 22, stk. 3, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 39.

Det følger af bestemmelsen, at der som hidtil ikke består en pligt til at give styrelsen meddelelse om en sket overdragelse, idet bestemmelsen om notering af overdragelser alene har ordensmæssig karakter og ikke har indflydelse på den materielle ret til et varemærke.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 4 , at uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan Patent- og Varemærkestyrelsen afslå at notere en overdragelse af et garanti- eller certificeringsmærke eller af et kollektivmærke, hvis mærket efter overdragelsen er egnet til at vildlede.

Bestemmelsen er en videreførelse af fællesmærkelovens § 6.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de begrænsninger, der er til, hvem der kan stifte varemærkeret til et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, som fastsat i den foreslåede nyaffattelse af § 1 b, stk. 2 og 3.

Til § 38 a

Den foreslåede nyaffattelse af § 38 a regulerer muligheden for pant og udlæg i varemærker. Disse forhold er i dag reguleret i varemærkelovens § 41.

Det foreslås i stk. 1 , at et varemærke uafhængigt af virksomheden kan pantsættes eller gøres til genstand for andre tinglige rettigheder eller tvangsfuldbyrdelse.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 23, stk. 1, og artikel 24, stk. 1, findes ikke i tilsvarende form i den gældende varemærkelov.

Med bestemmelsen fastsættes i overensstemmelse med gældende ret, at et varemærke uafhængigt af virksomheden kan pantsættes eller gøres til genstand for andre tinglige rettigheder eller tvangsfuldbyrdelse.

Det foreslås i stk. 2 , at er retten til et registreret varemærke blevet pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal Patent- og Varemærkestyrelsen på indehaverens, panthaverens eller rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregistret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 23, stk. 2, og artikel 24, stk. 2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 41.

Det følger af bestemmelsen, at der som hidtil ikke består en pligt til at give styrelsen meddelelse om en sket pantsætning eller udlæg, idet bestemmelsen om notering alene har ordensmæssig karakter og ikke har indflydelse på den materielle ret til et varemærke.

Til § 38 b

Den foreslåede nyaffattelse af § 38 b regulerer licens. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 40.

Det foreslås i stk. 1 , at der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, samt for hele landet eller en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv licens eller en simpel licens.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk. 1, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 40, stk. 1.

Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at der kan gives licens til et varemærke. Licensen kan vedrøre alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af registreringen. Licensen kan vedrøre hele eller dele af landet samt kan være i form af eksklusiv eller en simpel licens.

Det foreslås i stk. 2 , at indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for en licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til

1. dens gyldighedsperiode,

2. den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til registreringen,

3. arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet,

4. det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket, eller

5. kvaliteten af de varer eller tjenesteydelser, som licenstageren har fremstillet eller præsteret.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk. 2, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 40, stk. 3.

Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at en indehaver af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet til varemærket, gældende over for en licenstager, der overtræder bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til dens gyldighedsperiode, varemærkets udformning, de varer og tjenesteydelser, licensen omfatter, og kvaliteten heraf, eller det geografiske område, licensen omfatter.

Det foreslås i stk. 3 , at licensen på indehaverens eller licenstagerens begæring skal noteres i varemærkeregistret. Ligeledes noteres det i registret, når det senere godtgøres, at licensen er ophørt.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 25, stk. 5, er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 40, stk. 2.

Det følger af bestemmelsen, at der som hidtil ikke består en pligt til at give styrelsen meddelelse om licens, idet bestemmelsen om notering alene har ordensmæssig karakter og ikke har indflydelse på den materielle ret til et varemærke.

Til § 38 c

Den foreslåede nyaffattelse af § 38 c regulerer varemærkeansøgninger som genstand for ejendomsret. Dette forhold er ikke reguleret i den gældende varemærkelov.

Det foreslås i bestemmelsen, at §§ 38, 38 a og 38 b finder tilsvarende anvendelse på varemærkeansøgninger.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 26, findes ikke i en lignende form i den gældende varemærkelov. Bestemmelsen svarer til administrativ praksis.

Formålet med bestemmelsen er at fastslå, at varemærkeansøgninger tilsvarende registrerede varemærker kan være genstand for ejendomsret.

Til § 39

Den foreslåede nyaffattelse af § 39 regulerer ændringer i de bestemmelser, der er fastsat for anvendelsen af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke. Disse forhold er i dag reguleret af fællesmærkelovens § 8, nr. 3.

Det foreslås i stk. 1 , at indehaveren af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke skal forelægge Patent- og Varemærkestyrelen enhver ændring af bestemmelserne om et ansøgt eller registreret mærkes anvendelse.

Bestemmelsen, der for så vidt angår kollektivmærker gennemfører direktivets artikel 33, stk. 1, er en delvis videreførlse af den gældende fællesmærkelovs § 8, nr. 3.

Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at enhver ændring i bestemmelserne for anvendelsen af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke skal forelægges Patent- og Varemærkestyrelsen. På grund af kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 6 om, at såvel ansøgninger om kollektivmærker som ansøgninger om garanti- eller certificeringsmærker skal indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets anvendelse, omfatter den her foreslåede bestemmelse både ændringer, der foretages i bestemmelserne for kollektivmærkers og for garanti- eller certificeringsmærkers anvendelse.

Det foreslås i stk. 2 , at ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse noteres i varemærkeregistret, medmindre de ændrede bestemmelser ikke opfylder kravene i § 11, stk. 6-8, eller de omfatter en af grundene til afslag i § 14, stk. 2, eller § 16, stk. 2.

Bestemmelsen, der for så vidt angår kollektivmærker gennemfører direktivets artikel 33, stk. 2, findes ikke i tilsvarende form i den gældende fællesmærkelov.

Med bestemmelsen fastslås, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal påse, at de ændrede bestemmelser opfylder de krav, der er fastsat i de foreslåede nyaffattelser af § 11, stk. 6-8, § 14, stk. 2, og § 16, stk. 2, og notere ændringen, når kravene er opfyldt. På grund af kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 6 om, at såvel ansøgninger om kollektivmærker som ansøgninger om garanti- eller certificeringsmærker skal indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets anvendelse, omfatter den her foreslåede bestemmelse både ændringer, der foretages i bestemmelserne for kollektivmærkers og for garanti- eller certificeringsmærkers anvendelse.

Det foreslås i stk. 3 , at ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke får først virkning fra datoen for noteringen af ændringerne i varemærkeregistret.

Bestemmelsen, der for så vidt angår kollektivmærker gennemfører direktivets artikel 33, stk. 3, findes ikke i tilsvarende form i den gældende fællesmærkelov.

Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at det er datoen for noteringen i varemærkeregistret, som er afgørende for, hvornår ændringerne får virkning fra. På grund af kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 6 om, at såvel ansøgninger om kollektivmærker som ansøgninger om garanti- eller certificeringsmærker skal indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets anvendelse, omfatter den her foreslåede bestemmelse både ændringer, der foretages i bestemmelserne for kollektivmærkers og for garanti- eller certificeringsmærkers anvendelse.

Til § 40

Den foreslåede nyaffatelse af § 40 regulerer mærkeændringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 24.

Det foreslås i stk. 1 , at efter anmodning fra indehaveren kan der foretages uvæsentlige ændringer af et ansøgt eller registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket ikke påvirkes af ændringen.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 24, stk. 1 og 3.

Ifølge den gældende varemærkelovs § 24 kan indehavere af varemærkeregistreringer foretage uvæsentlige ændringer af et registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket ikke påvirkes af ændringen.

På tilsvarende vis kan der efter den gældende varemærkelovs § 24, stk. 3, tillige foretages ændringer af et ansøgt varemærke, idet kravet hertil er mere lempeligt, da ændringen alene skal anses for »uvæsentlig«.

For ændringen af varemærkeregistreringer gælder endvidere, at bedømmelsen af, hvorvidt senere ændringer af varemærket lever op til kravene om, at mærkeændringen skal være uvæsentlig og ikke må berøre varemærkets helhedsindtryk, ikke skal vurderes i forhold til det senest ændrede mærke, men derimod skal vurderes i forhold til det oprindeligt ansøgte og registrerede varemærke.

Derimod fremgår det af bemærkninger til den gældende varemærkelovs § 24, stk. 3, om ændring af mærker i varemærkeansøgninger, der blev indsat ved lov nr. 1201 af 27. december 1996, at det ændrede mærke erstatter det oprindelige mærke med virkning tilbage til ansøgningsdatoen og lægges dermed også til grund for en eventuel påberåbelse af prioritet.

Der er således tale om, at en ændring af et varemærke i en varemærkeansøgning er tillagt en forholdsvis vidtgående virkning efter den nugældende varemærkelov. Dette forekommer ikke foreneligt med det forhold, at de krav, der stilles til mærkeændringer i varemærkeansøgninger, er mere lempelige end de krav, der stilles til mærkeændringer i varemærkeregistreringer.

Det er på denne baggrund med den nyaffattede § 40 foreslået, at betingelserne for og retsvirkningerne af mærkeændringer i ansøgninger og registreringer sidestilles, således at der i begge tilfælde opstilles de krav, at der skal være tale om uvæsentlige ændringer, og at varemærkets helhedsindtryk ikke må berøres af ændringen.

Med den foreslåede ændring skal det ændrede mærke i en varemærkeansøgning endvidere ikke anses for at træde i stedet for det oprindeligt ansøgte mærke med virkning fra ansøgningsdagen og den prioritetsret, som ansøgningen giver ansøgeren i medfør af bl.a. Pariserkonventionens artikel 4, men blot anses for at have virkning fra den dag, der er indgivet anmodning om mærkeændring til Patent- og Varemærkestyrelsen.

Det foreslås i stk. 2 , at ændringer efter stk. 1 indføres i varemærkeregistret og offentliggøres. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 24, stk. 2.

Til § 41

Den foreslåede nyaffattelse af § 41 regulerer deling af ansøgninger og registreringer. Forholdet er i dag reguleret i §§ 15 og 16 i bekendtgørelsen om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker samt varemærkelovens § 48, stk. 5.

Det foreslås i stk. 1, at ansøgeren eller indehaveren kan dele en dansk varemærkeansøgning eller -registrering i to eller flere særskilte ansøgninger eller registreringer ved at indgive en anmodning herom til Patent- og Varemærkestyrelsen og for hver udskilt ansøgning eller registrering anføre, hvilke varer eller tjenesteydelser fra den oprindelige ansøgning eller registrering, der skal omfattes af de udskilte ansøgninger eller registreringer.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 41, er en delvis videreførelse af § 15 og 16 i bekendtgørelsen om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker, der omfatter deling af ansøgninger henholdsvis deling af registreringer. Den foreslåede bestemmelse omfatter både deling af varemærkeansøgninger og -registreringer.

Det foreslås i stk. 2 , at for anmodning om deling efter stk. 1 betales et gebyr, jf. § 60 d, stk. 1. Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 48, stk. 5.

Til nr. 3

Til § 42

Varemærkelovens § 42 indeholder bestemmelser om straf for krænkelse af varemærkerettigheder, der er stiftet ved registrering eller ved brug eller i henhold til Rådets forordning om EF-varemærker.

Det foreslås, at der i § 42, stk. 1, efter »brug« indsættes: », jf. § 3, stk. 1, nr. 3,«, og at »Rådets forordning om EF-varemærker« ændres til: »EU-varemærkeforordningen«.

Med den foreslåede henvisning til § 3, stk. 1, nr. 3, i bestemmelsen om straf i § 42, stk. 1, bliver det præciseret, at der er tale om krænkelser af rettigheder, der er stiftet ved brug i henhold til den foreslåede nyaffatttelse af § 3, stk. 1, nr. 3. I denne bestemmelse er det præciseret, at brugen skal have et omfang, der er af mere end lokalt afgrænset karakter.

Samtidig er henvisningen til varemærkeforordningen blevet opdateret, således at der henvises til EU-varemærkeforordningen i stedet for EF-varemærkeforordningen. Denne forordning er senest blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 om EU-varemærker. Den kodificerede udgave af forordningen er forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker.

Der henvises nærmere til afsnit 2.3 om stiftelse af varemærkerettigheder i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Til § 43 b

Varemærkelovens § 43 b regulerer retsplejebestemmelser.

Det følger af varemærkelovens § 43 b, stk. 1, at midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EF-varemærkeforordningens artikel 99, stk. 1, meddeles af byretten eller Sø- og Handelsretten.

Det følger endvidere af varemærkelovens § 43 c, stk. 1, at midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der skal have virkning på enhver medlemsstats område, jf. EF-varemærkeforordningens artikel 99, stk. 2, meddeles af Sø- og Handelsretten.

Det følger yderligere af varemærkelovens § 43 d, 1. pkt., at midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der både vedrører et nationalt varemærke og EF-varemærke, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgørelse skal have virkning på enhver medlemsstats område.

I medfør af § 43 b, stk. 2, § 43 c, stk. 3, og § 43 d, 2. pkt., finder retsplejelovens kapitel 40 om midlertidige afgørelser om forbud og påbud i borgerlige sager og kapitel 57 om bistand til opretholdelse af forbud og påbud tilsvarende anvendelse på sådanne sager.

I medfør af § 43 c, stk. 2, og § 43 d, 2. pkt., kan Sø- og Handelsrettens afgørelser om midlertidige afgørelser om forbud og påbud i sådanne sager kæres til Østre Landsret.

Det foreslås, at varemærkelovens §§ 43 b-43 d ophæves og erstattes af en nyaffattet § 43 b. Opdelingen i flere bestemmelser svarer ikke til den tilsvarende regulering i designlovens § 43 og fører til gentagelser. Det foreslås derfor, at bestemmelserne sammenskrives i en nyaffattelse af § 43 b, hvorved de gældende bestemmelser i § 43 b, stk. 2, § 43 c, stk. 3, og § 43 d, 2. pkt., for så vidt angår henvisningen til § 43 c, stk. 3, bliver overflødige.

Den nye bestemmelses stk. 1 svarer til den gældende bestemmelse i § 43 b, stk. 1, mens den nye bestemmelses stk. 2 svarer til den gældende bestemmelse i § 43 c, stk. 1, og den nye bestemmelses stk. 3 svarer til den gældende bestemmelse i § 43 d, 1. pkt.

De gældende § 43 c, stk. 2, og § 43 d, 2. pkt., for så vidt angår henvisningen til § 43 c, stk. 2, foreslås ikke videreført. Konsekvensen heraf er, at Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i sådanne sager fremover kan kæres til Østre Landsret eller Vestre Landsret afhængig af, hvor der er stedlig kompetence for sagen. Dermed vil der gælde samme kæreregler som i andre sager om Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller påbud.

Efter en ændring, der trådte i kraft i 2016, har EF-varemærker og EF-varemærkeforordningen skiftet navn til EU-varemærker og EU-varemærkeforordningen. Endvidere er der ændret i nummereringen af forordningens artikler, således at det ikke længere er artikel 99, der angår foreløbige retsmidler.

På denne baggrund henvises i den foreslåede § 43 b til EU-varemærkeforordningen i stedet for EF-varemærkeforordningen. Endvidere er henvisningen til artikel 99 udgået. Bestemmelsen supplerer EU-varemærkeforordningens artikel 131 vedrørende foreløbige, herunder sikrende retsmidler. De relevante foreløbige, herunder sikrende retsmidler i dansk ret er midlertidige afgørelser om forbud og påbud. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er fundet nødvendigt at henvise til artikel 131 i lovteksten. Den tilsvarende bestemmelse i designlovens § 43 indeholder ikke en henvisning til en bestemt artikel i EF-designforordningen.

Ud over at Sø- og Handelsrettens afgørelser om midlertidige afgørelser efter § 43 b, stk. 2 og 3, fremover kan kæres til den landsret, i hvis kreds der er stedlig kompetence, medfører nyaffattelsen af § 43 b ikke indholdsmæssige ændringer i forhold til de gældende regler i §§ 43 b-43 d.

Til nr. 5

Til § 48

Den foreslåede nyaffattelse af § 48 regulerer bemyndigelser til erhvervsministeren. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 48.

Det foreslås i stk. 1 , at erhvervsministeren kan fastsætte regler om indgivelse af varemærkeansøgninger og deres behandling efter bestemmelserne i kapitel 2, herunder om sagsbehandlingssprog og sprog i dokumenter, samt for så vidt angår gengivelse af varemærker krav til og virkningerne af anvendelsen af filtyper og deres størrelse, mærketyper, beskrivelser, farver og mærker uden farver (sort/hvid-mærker).

Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 48, stk. 1, 1. pkt.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 48, stk. 1, er den foreslåede bestemmelse afpasset efter lovforslagets bestemmelser om behandling af ansøgninger og om gengivelse af varemærker, ligesom forslaget afspejler øvrige behov for en opdatering af den gældende § 48, stk. 1. Det er eksempelvis fundet hensigtsmæssigt at kunne fastsætte nærmere regler om sprog i sagsbehandlingen og i dokumenter, ligesom forslaget lægger op til, at der kan fastsættes nærmere bestemmelser om varemærker uden farve, dvs. varemærker i sort/hvid. Bestemmelsen giver ligeledes mulighed for at fastsætte nærmere krav til indholdet af en ansøgning på bekendtgørelsesniveau, herunder eksempelvis at en ansøgning skal indeholde oplysninger om ansøgers adresse. Bestemmelsen supplerer de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 5-8, der omfatter de krav, som en ansøgning skal opfylde for at opnå en ansøgningsdato.

Det foreslås i stk. 2 , at erhvervsministeren kan fastsætte regler om deling af ansøgninger og registreringer, om behandling af indsigelser og administrativ ophævelse, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, om varemærkeregistrets indretning og førelse, om hvilke oplysninger, der kan indføres i registret, om offentliggørelse af registreringer, noteringer og meddelelser, om registrering og udslettelse af varemærker og om ekspeditioner, udskrifter af registret m.v.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 48, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2.

Det foreslås i stk. 3 , at erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer, udskrifter, kurser m.v.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 48, stk. 3.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1370 af 28. december 2011, hvormed gebyrerne for styrelsens sagsbehandling blev fastsat på lovniveau, således at bemyndigelsen for erhvervsministeren til at fastsætte gebyrer blev begrænset til betaling for særlige ekspeditioner, udskrifter m.v. Bestemmelsen omfatter bl.a. betaling for bekræftede udskrifter af Patent- og Varemærkestyrelsens rettighedsregistre, betaling for benyttelse af Patent- og Varemærkestyrelsens kontoordning samt betaling for deltagelse i kurser, som styrelsen arrangerer. Betalingen fastsættes i overensstemmelse med principperne for gebyrfastsættelse i staten henholdsvis principperne for indtægtsdækket virksomhed i staten.

Det foreslås i stk. 4 , at erhvervsministeren kan fastsætte de regler, der er nødvendige for anvendelsen af EU-varemærkeforordningen, herunder bestemmelser om EU-varemærkeansøgningers og -registreringers overgang til nationale ansøgninger m.v.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 48, stk. 4. I den foreslåede bestemmelse er opregningen af eksempler afkortet, hvilket skyldes, at Patent- og Varemærkestyrelsen efter de seneste ændringer af EU-varemærkeforordningen ikke længere har beføjelser til at modtage og videresende ansøgninger om EU-varemærker.

Det foreslås i stk. 5, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i kapitel 8 om international varemærkeregistrering.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60, der i dag er placeret i lovens kapitel 8 om internationale varemærkeregistreringer.

Det foreslås i stk. 6, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om optagelse af fællesmærkeregistret i varemærkeregistret.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven i dag. Bestemmelsen giver erhvervsministeren hjemmel til at fastsætte bestemmelser om sammenlægningen af varemærkeregistret og fællesmærkeregistret. Forslaget er en konsekvens af, at fællesmærker med lovforslaget ændrer karakter og endvidere vil indgå under overbegrebet varemærker. Der henvises nærmere til bemærkningerne til stk. 7 nedenfor.

Det foreslås i stk. 7 , at erhvervsministeren kan fastsætte regler om fællesmærkers overgang til kollektivmærker eller garanti- eller certificeringsmærker eller individuelle varemærker og om ophævelse af fællesmærkeregistreringer.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven i dag. Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at betegnelsen fællesmærker, der i gældende lov er et overbegreb for kollektivmærker og garantimærker, udgår, og at kriterierne tilknyttet de fremtidige mærketyper, der betegnes kollektivmærker henholdsvis garanti- eller certificeringsmærker, adskiller sig fra kriterierene tilknyttet kollektivmærker og garantimærker i dag. De ændrede bestemmelser vedrørende fællesmærker vil medføre behov for noteringer i det sammenlagte register af de hidtidige fællesmærkers mærketype i henhold til de nye bestemmelser om kollektivmærker henholdsvis garanti- eller certificeringsmærker. For at leve op til kravene i loven for de enkelte mærketyper kan der være behov for, at nogle fællesmærker skifter mærketype. Det foreslås derfor, at ministeren kan fastsætte bestemmelser om fællesmærkers overgang til kollektivmærker henholdsvis garanti- eller certificeringsmærker eller individuelle varemærker.

Erhvervsministeren vil i den forbindelse kunne fastsætte bestemmelser om, at i tilfælde, hvor et fællesmærke ikke bliver konverteret og dermed ikke opfylder kravene i varemærkeloven, vil Patent- og Varemærkestyrelsen kunne ophæve registreringen. Det er intentionen, at der skal fastsættes bestemmelser om, at konvertering af fællesmærker senest skal ske i forbindelse med fornyelsen af disse. Det er således intentionen at fastsætte bestemmelser om, at fællesmærker, der fornyes efter den 1. juli 2019, skal konverteres i forbindelse med fornyelsen.

Der henvises nærmere til afsnit 2.9 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 8 , at erhvervsministeren kan fastsætte, hvilke dage der betragtes som lukkedage for Patent- og Varemærkestyrelsen. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 48, stk. 6.

Til nr. 6

Til § 48 a

Den foreslåede nyaffattelse af § 48 a regulerer bemyndigelser til erhvervsministeren vedrørende digital kommunikation. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Patent- og Varemærkestyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Den lovgivning, som Patent- og Varemærkestyrelsen administrerer, indeholder ikke i dag bestemmelser om digital kommunikation. Styrelsen stiller i dag selvbetjeningsværktøjer og en række andre services til rådighed på styrelsens hjemmeside. Det er således muligt at indlevere en varemærkeansøgning via hjemmesiden, ligesom det fra hjemmesiden bl.a. er muligt at søge informationer i varemærkeregistret og korrespondance i sagerne.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fremtidssikre Patent- og Varemærkestyrelsens lovgivning. Der er således ikke aktuelle planer om at indføre obligatorisk digital kommunikation. Det skyldes bl.a., at styrelsens lovgivning er afpasset efter internationale traktater inden for varemærkeretten, ligesom det danske rettighedssystem indgår i et samspil med regionale og internationale rettighedssystemer. Styrelsen sigter på, at styrelsens services på hjemmesiden er så attraktive, at de bliver benyttet frivilligt, og i 2017 blev 84 % af ansøgningerne om varemærkeregistrering indleveret via selvbetjeningsværktøjet på styrelsens hjemmeside.

Det foreslås i stk. 2 , at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, maksimal størrelse på filer og digital signatur eller lignende.

Bestemmelsen i stk. 2 giver erhvervsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om digital kommunikation. Der kan således på bekendtgørelsesniveau fastsættes bestemmelser om krav til materiale, som indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen, og om konsekvenserne af, at de fastsatte krav ikke bliver overholdt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 48, stk. 1, der er møntet på filtyper- og størrelser ved gengivelsen af varemærker i ansøgninger.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 harmonerer med tilsvarende bestemmelser om digital kommunikation i andre love inden for Erhvervsministeriets område.

Det foreslås i stk. 3 , at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Ifølge den foreslåede bestemmelse anses en digital meddelelse for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Sammenlignet med papirbreve svarer bestemmelsen til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når brevet er lagt i adressatens fysiske postkasse. Det er således normalt uden betydning for afgørelsen af, om en meddelelse er kommet frem, om eller hvornår adressaten rent faktisk gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen, dvs. om meddelelsen er kommet til adressatens kundskab. Bestemmelsen er udformet på samme måde som tilsvarende bestemmelser om digital kommunikation i andre love inden for Erhvervsministeriets område og svarer ligeledes til § 10, nr. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, jf. lovbekendtgørelse nr. 801 af 13. juni 2016, § 10.

Der henvises nærmere til afsnit 2.10 i de almindelige bemærkninger.

Til § 48 b

Den foreslåede nyaffattelse af § 48 b regulerer fravigelse af underskriftkrav. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i stk. 1 , at er det efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov påkrævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Patent- og Varemærkestyrelsen, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Med den foreslåede bestemmelse bliver det præciseret, at det er en forudsætning for at undlade personlig underskrift, at underskriveren anvender en teknik, der sikrer entydig identifikation af den pågældende, f.eks. digital signatur.

Det foreslås i stk. 2 , at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftkrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan kravet om personlig underskrift kan fraviges. Erhvervsministeren kan ligeledes fastsætte regler om, at kravet om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer dokumenter.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 harmonerer med tilsvarende bestemmelser om digital kommunikation i andre love inden for Erhvervsministeriets område.

Der henvises nærmere til afsnit 2.10 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Til § 50

Den foreslåede nyaffattelse af § 50 regulerer ansøgning om international varemærkeregistrering på basis af ansøgning eller registrering i Danmark. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens §§ 55-58 og i §§ 26 og 27 i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker.

Det foreslås i stk. 1 , at en international varemærkeansøgning kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af danske statsborgere samt fysiske eller juridiske personer, som er bosat eller er indehavere af en regulær industriel eller kommerciel virksomhed her i landet.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs §§ 55 og 56. Bestemmelsen fastsætter, hvem der kan indgive ansøgning om en international registrering. Kriterierne fremgår ligeledes af Madridprotokollens artikel 2.

Det foreslås i stk. 2, at ansøgninger indgivet i medfør af stk. 1 skal være i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 3, 3 b og 3 c, herunder som minimum indeholde

1. ansøgers navn og adresse,

2. en gengivelse af mærket og eventuelt oplysninger om mærket,

3. en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som mærket ønskes registreret for, grupperet i klasser i overensstemmelse med Niceklassifikationen,

4. en angivelse af ansøgningsdato og ansøgningsnummer eller af registreringsdato og registreringsnummer for den danske basisansøgning eller basisregistrering, og

5. angivelse af de stater eller organisationer, som designeres.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 26 i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker, der er udstedt med hjemmel i den gældende varemærkelovs § 60. Det er fundet hensigtsmæssigt af hensyn til brugerne af det internationale system, at kravene til indholdet af en ansøgning fremgår af varemærkeloven. Dette harmonerer også med udformningen af de tilsvarende bestemmelser om nationale ansøgninger.

Det foreslås i stk. 3, at en international varemærkeansøgning kan omfatte alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den eller de danske ansøgninger eller registreringer, der påberåbes som basis for den internationale ansøgning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 57.

Det foreslås i stk. 4, at ved indlevering af en international varemærkeansøgning kan der påberåbes prioritet i overensstemmelse med Pariserkonventionen.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 58.

Det foreslås i stk. 5, at Patent- og Varemærkestyrelsen videresender ansøgningen til Det Internationale Bureau, hvis ansøgningsgebyret efter § 60 e, stk. 1, er betalt, og ansøgningen opfylder kravene i stk. 1, samt de regler, som fastsættes af erhvervsministeren efter § 48, stk. 5.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 27, stk. 1, i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker. Det er fundet hensigtsmæssigt af hensyn til brugerne af det internationale varemærkesystem at inkludere bestemmelsen i loven.

Det foreslås i stk. 6 , at er der noget til hinder for at videresende ansøgningen, får ansøgeren mulighed for at bringe denne i orden. Er ansøgningen ikke bragt i orden inden for fristen på to måneder i henhold til Madridprotokollens artikel 3, stk. 4, tager Patent- og Varemærkestyrelsen stilling til, om ansøgningen skal afvises eller kan sendes til Det Internationale Bureau.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 27, stk. 2, i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker. Det er fundet hensigtsmæssigt af hensyn til brugerne af det internationale varemærkesystem at inkludere bestemmelsen i loven.

Det fremgår af bestemmelsen, at i tilfælde, hvor Patent- og Varemærkestyrelsen ikke kan videresende ansøgningen efter stk. 5, får ansøgeren mulighed for at bringe ansøgningen i orden. Det følger af Madridprotokollens artikel 3, stk. 4, at den internationale ansøgning alene anses for indgivet på den dag, hvor ansøgningen blev indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen, såfremt ansøgningen modtages af Det Internationale Bureau senest to måneder fra dette tidspunkt. Modtager Det Internationale Bureau først ansøgningen efter udløbet af denne tomåneders frist, anses ansøgningen for først at være indgivet på det tidspunkt, den modtages af Det Internationale Bureau.

Da netop tidspunktet for ansøgningens indgivelse kan have indflydelse på ansøgerens mulighed for at påberåbe prioritet, er det derfor væsentligt, at denne tomåneders frist overholdes. Derfor er det tillige i bestemmelsen fastsat, at styrelsen i visse tilfælde kan videresende den internationale ansøgning til Det Internationale Bureau, også selvom nogle af de krav, der fremgår af stk. 6, ikke er opfyldt, hvis bestemmelserne i Madridprotokollen og de tilhørende gennemførelsesbestemmelser i øvrigt tillader, at ansøgningen i forhold til disse krav, kan bringes i orden, efter ansøgningen er videresendt til Det Internationale Bureau.

Er der derimod tale om, at ansøgningen lider af sådanne mangler, at ansøgningen under alle omstændigheder vil blive afvist af Det Internationale Bureau, skal styrelsen efter den foreslåede bestemmelse afvise den internationale ansøgning.

Til § 51

Den foreslåede nyaffattelse af § 51 regulerer efterfølgende designering af Danmark. Forholdet er i dag reguleret i § 28 i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker.

Det foreslås i stk. 1, at begæring om territorial udstrækning af en international registrering, der er registreret på basis af en dansk ansøgning eller registrering, kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau, jf. Madridprotokollens artikel 3 c, stk. 2.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 28, stk. 1, i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker.

Efter den foreslåede bestemmelse kan indehavere af en international registrering, der er baseret på en dansk varemærkeansøgning eller -registrering, indgive en begæring om territorial udstrækning, såkaldt efterfølgende designering, af den internationale registrering til Patent- og Varemærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau. Bestemmelsen afspejler muligheden for indgivelse af ansøgninger om efterfølgende designeringer, som dette er fastlagt i Madridprotokollens artikel 3 c, stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at er en begæring om territorial udstrækning efter stk. 1 indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen, videresender styrelsen begæringen til Det Internationale Bureau, hvis gebyret efter § 60 e, stk. 2, er betalt og begæringen er i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 2, stk. 1, og artikel 3 c, stk. 2, herunder som minimum indeholder

1. det internationale registreringsnummer,

2. ansøgers navn og adresse,

3. en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som begæringen omfatter, grupperet i klasser i overensstemmelse med Niceklassifikationen, og

4. angivelse af de stater eller organisationer, som designeres.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 28, stk. 2, og § 29, stk. 1, i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker.

Bestemmelsen afspejler kravene til indgivelse af ansøgninger om efterfølgende designeringer, som dette er fastlagt i Madridprotokollens artikel 3 c, stk. 2. Det fremgår af bestemmelsen, at i de tilfælde, hvor en ansøgning om efterfølgende designering bliver indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen, skal styrelsen påse, at betingelserne i Madridprotokollens artikel 2, stk. 1, og artikel 3 c, stk. 2, er opfyldt, samt at gebyret for styrelsens behandling af ansøgningen er betalt. Er disse betingelser opfyldt, videresender styrelsen ansøgningen til Det Internationale Bureau.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 er nye i loven. Det er fundet hensigtsmæssigt at inkludere bestemmelsen i loven, da den dels fastsætter en adgang til at indgive en ansøgning til Patent- og Varemærkestyrelsen, og dels pålægger styrelsen at behandle sådanne ansøgninger. Hertil kommer, at indgivelsen af ansøgningen til Patent- og Varemærkestyrelsen er underlagt et gebyr.

Til § 52

Den foreslåede nyaffattelse af § 52 regulerer ændringer i en international ansøgning eller registrering. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven eller i bekendtgørelsen i dag.

Det foreslås i § 52, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan give Det Internationale Bureau meddelelse om ændringer i varemærkeregistret, i det omfang ændringerne har indvirkning på en international registrering, jf. Madridprotokollens artikel 6, stk. 2-4.

Bestemmelsen vedrører Patent- og Varemærkestyrelsens forpligtelse efter Madridprotokollens artikel 6, stk. 2-4, til at underrette Det Internationale Bureau om visse ændringer, der er sket i varemærkeansøgninger eller -registreringer, som danner basis for en international registrering. Bestemmelsen er ny, men svarer til administrativ praksis. Styrelsens underretning af Det Internationale Bureau efter artikel 6 i Madridprotokollen kan efter omstændighederne medføre, at den internationale registrering begrænses eller helt bortfalder, hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt, at Patent- og Varemærkestyrelsens forpligtelse og beføjelse til at underrette er afspejlet i loven.

Til § 53

Den foreslåede nyaffattelse af § 53 regulerer fornyelse af en international varemærkeregistrering. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 59.

Det foreslås i § 53, at en international registrering kan fornys hvert 10. år i henhold til den internationale registreringsdato. Fornyelse kan alene ske ved Det Internationale Bureau i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i Madridprotokollen.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 59, idet der er tale om en ændret sproglig formulering af denne bestemmelse. Bestemmelsen tydeliggør, at gyldighedsperioden og muligheden for fornyelse af internationale registreringer følger af bestemmelserne i Madridprotokollen.

Til § 54

Den foreslåede nyaffattelse af § 54 regulerer behandlingen af designeringer af Danmark. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 52.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende varemærkelovs § 52, men indeholder i forhold hertil visse præciseringer vedrørende styrelsens behandling af designeringer, særligt behandlingen af designeringernes varefortegnelser.

Det foreslås i stk. 1, at for Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af designeringer af Danmark i internationale registreringer finder §§ 16-22 tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 52.

En designering af Danmark skal opfylde de samme krav som en dansk varemærkeansøgning, for at dens gyldighed for Danmark kan godkendes. Det er derfor i den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastsat, at bestemmelserne i de foreslåede nyaffattelser af §§ 16-22 finder tilsvarende anvendelse for styrelsens behandling af designeringer. Dette fremgår alene implicit af den gældende bestemmelse i § 52.

Det foreslås i stk. 2 , at uanset stk. 1 kan Patent- og Varemærkestyrelsen alene give afslag på en designerings gyldighed efter § 12, hvis de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, ikke er identificeret med tilstrækkelig klarhed og præcision i henhold til den udgave af Niceklassifikationen, der var gældende på tidspunktet for den internationale registrering.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i varemærkeloven i dag.

Det følger af det internationale registreringssystems opbygning og funktionsmåde, herunder særligt muligheden for at ansøge om efterfølgende designeringer, at en designering af Danmark kan vedrøre en ældre international registrering, for hvilken listen over de varer og tjenesteydelser, som registreringen omfatter, er udfærdiget efter en ældre version af Niceklassifikationen. Det er ikke muligt i det internationale registreringssystem at ajourføre listen over varer og tjenesteydelser i forhold til nyere udgaver af Niceklassifikationen. På den baggrund vil det være uhensigtsmæssigt, hvis registreringskravet i den foreslåede nyaffattelse af § 12 også skulle gælde for designeringer af Danmark i internationale registreringer. Det foreslås derfor, at Patent- og Varemærkestyrelsen alene kan give afslag på en designerings gyldighed efter den foreslåede nyaffattelse af § 12, når de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, ikke er identificeret med tilstrækkelig klarhed og præcision i henhold til den udgave af Niceklassifikationen, der var gældende på tidspunktet for den internationale registrering.

Det foreslås i stk. 3 , at for Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af designering af Danmark i en international varemærkeregistrering betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 5.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 60, stk. 2, idet ordlyden dog er justeret.

Til § 55

Den foreslåede nyaffattelse af § 55 regulerer frister for foreløbige afslag. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 52.

Bestemmelsen viderefører og udbygger bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 52 om afslag på godkendelse af designeringer. Således indeholder den gældende bestemmelse alene en overordnet henvisning til Patent- og Varemærkestyrelsens adgang til at sende afslag til Det Internationale Bureau, herunder en henvisning til den gældende frist herfor. Da manglende overholdelse af fristerne efter Madridprotokollen indebærer, at designeringen får gyldighed i Danmark, er det fundet hensigtsmæssigt, at dette gøres tydeligt i loven, fremfor at det alene fremgår af Madridprotokollen.

Det foreslås i stk. 1 , at Patent- og Varemærkestyrelsen inden 18 måneder fra notifikationsdatoen, jf. Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra b, kan meddele Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag på varemærkets gyldighed her i landet, hvis mærket ikke opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov, herunder hvis der fremsættes indsigelse.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 52. Af den foreslåede bestemmelse fremgår, at Patent- og Varemærkestyrelsen efter Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra b, kan meddele Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag på designeringens godkendelse i Danmark. Det foreløbige afslag skal indgives til Det Internationale Bureau inden 18 måneder fra den dag, hvor Det Internationale Bureau notificerede styrelsen om designeringen.

Det foreslås i stk. 2 , at udløber indsigelsesperioden, jf. § 19, stk. 1, efter fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, kan Patent- og Varemærkestyrelsen meddele Det Internationale Bureau et forbehold om, at afslag kan fremsættes efterfølgende i henhold til Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra c.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af gældende varemærkelovs § 52. Af den foreslåede bestemmelse fremgår, at styrelsen over for Det Internationale Bureau kan tage forbehold for, at styrelsen kan fremsætte et foreløbigt afslag efter 18-måneders fristen anført i stk. 1. Adgangen til at fremsætte et sådan forbehold og til at styrelsen kan fremsætte et foreløbigt afslag efter 18-måneders fristens udløb, fremgår af Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra c, og begrænser sig i øvrigt til situationer, hvor en eventuel indsigelsesperiode udløber efter udløbet af 18-måneders perioden. Et foreløbigt afslag kan i et sådant tilfælde alene vedrøre en indsigelse fremsat mod designeringen.

Det foreslås i stk. 3 , at har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke meddelt Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag inden for fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, og er forbeholdet for afslag efter stk. 2 ikke meddelt inden samme frist, anses den internationale registrering for at være gyldig her i landet i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 52. Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 tydeliggør, at i de tilfælde, hvor Patent- og Varemærkestyrelsen ikke har udstedt et foreløbigt afslag inden for 18-månedersfristen efter stk. 1, og der ikke er taget forbehold efter stk. 2, anses designeringen for at have gyldighed i Danmark. Denne bestemmelse følger af Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a, der bygger på et princip om stiltiende accept. Overholdes de nævnte frister således ikke, indebærer dette, at designeringen skal anses for gyldig, uanset om bestemmelserne for designeringens godkendelse, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 54, herunder offentliggørelse og tredjemands mulighed for at fremsætte indsigelse, ikke har været iagttaget. I en sådan situation vil designeringens gyldighed alene kunne anfægtes gennem en begæring om mærkets ophævelse, jf. de foreslåede nyaffattelser af §§ 30 og 31.

Datoen for indtrædelsen af den stiltiende accept efter Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a, har samme retsvirkning, som hvis varemærket var blevet registreret, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 57, og i forhold til fastsættelsen af registreringsprocedurens afslutning, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 10 c, stk. 2, nr. 2.

Til § 56

Den foreslåede nyaffattelse af § 56 regulerer registreringsprocedurens afslutning. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i § 56, at er designeringen i overensstemmelse med loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, og er der ikke indgivet indsigelse, jf. § 19, eller er der truffet endelige afgørelser om eventuelle indsigelser, og designeringen er helt eller delvist opretholdt, godkender Patent- og Varemærkestyrelsen designeringen endeligt og noterer datoen herfor i varemærkeregistret. Patent- og Varemærkestyrelsen giver meddelelse til Det Internationale Bureau om en endeligt godkendt designerings gyldighed og offentliggør designeringen.

Bestemmelsen er ny og fastsætter det tidspunkt, hvor registreringsproceduren skal anses for afsluttet, nemlig den dato hvor designeringens endelige godkendelse noteres af Patent- og Varemærkestyrelsen i varemærkeregistret. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at indsigelsesperioden med den foreslåede nyaffattelse af § 19 er placeret som en del af ansøgningsbehandlingen. Derfor skal datoen for fastsættelsen af brugspligtsperioden, nemlig datoen for registreringsprocedurens afslutning, fastsættes ud fra andre kriterier end indsigelsesperiodens udløb eller datoen for den endelige afgørelse i eventuelle indsigelser.

Da datoen for registreringsprocedurens afslutning for danske ansøgninger er sammenfaldende med datoen for varemærkets registrering, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 10 c, stk. 2, nr. 1, er det fundet hensigtsmæssigt på tilsvarende vis at fastslå, at registreringsproceduren anses for afsluttet, når Patent- og Varemærkestyrelsen noterer designeringens godkendelse i varemærkeregistret. Dette er tillige afspejlet i den foreslåede nyaffattede bestemmelse i § 10 c, stk. 2, nr. 2. Derudover afspejler bestemmelsen Patent- og Varemærkestyrelsens forpligtelse til at give meddelelse til Det Internationale Bureau om designeringens endelige hele eller delvise godkendelse, jf. Rule 18ter i gennemførelsesforskrifterne til Madridprotokollen. Den endelige godkendelse af designeringen har endvidere samme retsvirkning, som hvis varemærket var registreret, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 57.

Til § 57

Den foreslåede nyaffattelse af § 57 regulerer retsvirkningen af en designering. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 51.

Det foreslås i § 57, at en endelig gyldig designering af Danmark i en international registrering, jf. § 56, har samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret her i landet.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 51. Der er tale om en ændret sproglig formulering, der ikke er udtryk for materielle ændringer.

Til § 58

Den foreslåede nyaffattelse af § 58 regulerer videreførelse i Danmark af udslettede internationale registreringer. Forholdet er i dag reguleret varemærkelovens § 53.

Det foreslås i stk. 1 , at mister den internationale varemærkeregistrering sin gyldighed, bortfalder designeringens gyldighed her i landet på tidspunktet for bortfaldet af den internationale registrering.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 53, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2 , at har den internationale varemærkeregistrering mistet sin gyldighed på anmodning fra den oprindelige registreringsmyndighed eller som følge af, at en kontraherende part udtræder af Madridprotokollen, kan indehaveren indgive en dansk varemærkeansøgning med samme virkning, som hvis ansøgningen var indgivet på datoen for den internationale registrering eller datoen for den efterfølgende designering af Danmark, forudsat at

1. ansøgningen indgives senest tre måneder efter datoen for udslettelse af den internationale registrering,

2. ansøgningen ikke omfatter andre varer eller tjenesteydelser end dem, der var omfattet af designeringen af Danmark,

3. ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en dansk varemærkeansøgning, og

4. ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer, jf. § 60 a, stk. 4.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 53, stk. 2.

I forhold til den gældende varemærkelovs § 53, stk. 2, er det i den foreslåede bestemmelses stk. 2, nr. 1 , præciseret, at den angivne tremåneders frist skal beregnes fra datoen for udslettelse af den internationale registrering.

I stk. 2, nr. 2 , er det endvidere præciseret, at det er de varer eller tjenesteydelser, der var omfattet af designeringen af Danmark, der danner rammen for muligheden for videreførelse af designeringen i dansk ret. Denne præcisering er indsat for at gøre det tydeligt, at i de situationer, hvor designeringen af Danmark alene omfatter en del af de varer eller tjenesteydelser, der var omfattet af den internationale registrering, kan adgangen til at videreføre designeringen ikke udstrækkes til de dele af den internationale registrering, der ikke var omfattet af designeringen.

Bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 53, stk. 2, nr. 3, er blevet opdelt i nr. 3 og 4, således at nr. 3 fastsætter den betingelse, at ansøgningen skal opfylde kravene til en dansk varemærkeansøgning, og nr. 4 fastsætter, at der for ansøgningen skal betales et gebyr.

Det foreslås i stk. 3 , at en ansøgning om videreførelse i Danmark efter stk. 2 skal opfylde kravene til ansøgninger, jf. § 11, stk. 5-8, og indeholde en henvisning til nummeret på den internationale registrering samt oplysning om designeringsdatoen og eventuel prioritet for den internationale registrering.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af § 36 i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker. Det er fundet hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om internationale registreringer fremgår direkte af loven.

Til § 59

Den foreslåede nyaffattelse af § 59 regulerer videreførelse i Danmark på grundlag af designering af den Europæiske Union. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i § 59, at en designering af Den Europæiske Union via en international varemærkeregistrering, der overgår til en dansk ansøgning eller en designering af Danmark efter artikel 202 i EU-varemærkeforordningen, behandles efter reglerne i denne lov.

Den foreslåede bestemmelse er ny og indsat for at tydeliggøre, at internationale registreringer, hvori EU er designeret, kan overgå til en dansk ansøgning eller en designering af Danmark. Adgangen hertil følger af artikel 202 i EU-varemærkeforordningen, hvorfor der er henvist hertil i bestemmelsen.

Til § 60

Den foreslåede nyaffattelse af § 60 regulerer erstatning af et dansk varemærke med en international registrering. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 54.

Det foreslås i stk. 1 , at Patent- og Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4 b på forlangende skal notere, at en international registrering erstatter en dansk registrering, såfremt

1. Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere,

2. de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske registrering, også er omfattet af designeringen af Danmark, og

3. Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen for den danske registrering.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 54, stk. 1.

Madridprotokollens artikel 4 b fastsætter, at en international registrering under visse betingelser erstatter en ældre national varemærkeregistrering, uden at der derved sker indskrænkning i de rettigheder, som er erhvervet i kraft af sidstnævnte.

Bestemmelsen i Madridprotokollens artikel 4 b finder automatisk anvendelse, når betingelserne fastsat i bestemmelsen er opfyldt, og der kan således ikke stilles noget krav om notering i varemærkeregistret om erstatningen, for at denne skal anses for at have fundet sted. Det er heller ikke en betingelse herfor, at den eller de danske varemærkeregistreringer udslettes, ligesom det heller ikke begrænser adgangen til at forny disse.

Det er indledningsvist i den nyaffattede stk. 1 fastsat, at Patent- og Varemærkestyrelsen på forlangende skal notere en stedfunden erstatning i registret. Betingelserne for at anse en international registrering for at have erstattet en dansk varemærkeregistrering, er herefter opregnet i nr. 1-3 til stk. 1.

Således er det i stk. 1, nr. 1 fastsat, at Danmark skal være designeret i den internationale registrering. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 54, stk. 1, nr. 1.

I stk. 1, nr. 2 er fastsat, at de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske registrering, også skal være omfattet af designeringen af Danmark. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 54, stk. 1 nr. 2.

I stk. 1, nr. 3 er fastsat, at designeringen af Danmark skal være sket efter ansøgningsdatoen for den danske registrering. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 54, stk. 1 nr. 3.

Det foreslås i stk. 2 , at en erstatning af en dansk varemærkeregistrering med en designering af Danmark i medfør af Madridprotokollens artikel 4 b kun har retsvirkning for så vidt angår de varer og tjenesteydelser, der både er omfattet af den internationale og den danske registrering.

Bestemmelsen indgår ikke i varemærkeloven i dag.

Med den foreslåede bestemmelse bliver det tydeliggjort, at den skete erstatning efter Madridprotokollen kun har retsvirkning for de varer eller tjenesteydelser, der både er omfattet af designeringen af Danmark og den danske varemærkeregistrering. Således kan det med betingelserne i Madridprotokollens artikel 4 b for, at en erstatning anses for at have fundet sted, godt forekomme, at en designering af Danmark omfatter flere varer eller tjenesteydelser end dem, der er omfattet af den danske varemærkeregistrering.

Det foreslås i stk. 3 , at Patent- og Varemærkestyrelsen giver Det Internationale Bureau meddelelse om notering efter stk. 1.

Bestemmelsen indgår ikke i varemærkeloven i dag. Bestemmelsen er indsat for at tydeliggøre styrelsens forpligtelse efter gennemførelsesforskrifternes Rule 21 til at underrette Det Internationale Bureau om noteringen af, at den internationale registrering har erstattet en dansk varemærkeregistrering.

Til nr. 8

Til § 60 a

Den foreslåede nyaffattelse af § 60 a omfatter gebyrer for ansøgning om varemærkeregistrering. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 60 a.

Det foreslås i stk. 1 , at for ansøgning om registrering af et varemærke, jf. § 11, stk. 1, betales et gebyr på 2.000 kr. I ansøgningsgebyret indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen. For yderligere klasser i henhold til Niceklassifikationen betales et tillægsgebyr. Tillægsgebyret udgør 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere klasse.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § § 60 a, stk. 1.

I bestemmelsens stk. 1 fastsættes ansøgningsgebyret for en dansk varemærkeansøgning. Ansøgningsgebyret er fastsat til 2.000 kr. I dag udgør ansøgningsgebyret 2.350 kr. Som noget nyt omfatter ansøgningsgebyret én klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen mod tidligere tre klasser. Der skal derfor betales et tillægsgebyr for hver klasse, der overstiger den første klasse. Tillægsgebyret for den første ekstra klasse udgør 200 kr., mens tillægsgebyret for hver klasse herudover udgør 600 kr. I gældende lov udgør tillægsgebyret 600 kr. for hver klasse, der overstiger de tre klasser, der i dag er omfattet af ansøgningsgebyret. Med ændringen bliver gebyrstrukturen harmoniseret i forhold til gebyrstrukturen for ansøgninger om EU-varemærker ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO). Ændringen har til formål at hindre opfyldning af varemærkeregistret med unødvendigt brede registreringer.

Det foreslås i stk. 2 , at for udarbejdelse af en nærmere begrundelse til en søgningsrapport, jf. § 11, stk. 2, betales et gebyr på 700 kr. Bestemmelsen er ny, da muligheden for at modtage en nærmere begrundelse til en søgningsrapport foreslås indført med den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk.2.

Det foreslås i stk. 3 , at for en EU-varemærkeansøgnings eller -registrerings overgang til national ansøgning betales gebyrer som nævnt i stk. 1. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 a, stk. 2.

Det foreslås i stk. 4 , at for ansøgning om en dansk varemærkeregistrering på grundlag af en udslettet international varemærkeregistrering, jf. § 58, stk. 2, betales et gebyr på 1.500 kr. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 a, stk. 3.

Det foreslås i stk. 5 , at gebyr for designering af Danmark i en international varemærkeregistrering i henhold til artikel 8, stk. 1, i Madridprotokollen, opgøres som nævnt i stk. 1. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 a, stk. 4.

Gebyrer i henhold til Madridprotokollen for designering af Danmark i en international varemærkeregistrering og for fornyelse af en sådan designering, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 60 b, stk. 3 nedenfor, betales af rettighedshaver direkte til Det Internationale Bureau, som er den afdeling af World Intellectual Property Organization (WIPO), der administrerer Madrid-Protokollen. Der er fastsat et særligt ikrafttrædelsestidspunkt for bestemmelsen i stk. 5 i lovforslagets § 8, stk. 2.

Der henvises nærmere til afsnit 2.11 i de almindelige bemærkninger.

Til § 60 b

Den foreslåede nyaffattelse af § 60 b omfatter gebyrer for fornyelse af varemærkeregistreringer. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 60 b.

Det foreslås i stk. 1, at for fornyelse af en varemærkeregistrering, jf. § 24, stk. 3, betales et gebyr på 2.000 kr. I fornyelsesgebyret indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen. Der betales endvidere et tillægsgebyr på 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere klasse.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 b, stk. 1. Bestemmelsen afspejler de gebyrer, som med dette lovforslag foreslås fastsat for varemærkeansøgninger i den foreslåede nyaffattelse af § 60 a, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at gebyrer i henhold til stk. 1, der betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 pct.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 b, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at gebyrer, som betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 procent. Hvis fornyelsesgebyrer ikke bliver betalt i overensstemmelse med reglerne herom, bliver registreringen udslettet, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 37, nr. 1.

Der er fastsat særlige overgangsregler for bestemmelserne i stk. 1 og 2 i lovforslagets § 8, stk. 7.

Det foreslås i stk. 3 , at gebyr i henhold til Madridprotokollens artikel 8, stk. 1, for fornyelse af designering af Danmark i en international varemærkeregistrering fastsættes som nævnt i stk. 1. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 b, stk. 3. Der er fastsat et særligt ikrafttrædelsestidspunkt for bestemmelsen i stk. 3 i lovforslagets § 8, stk. 2.

Til § 60 c

Den foreslåede nyaffattelse af § 60 c omfatter gebyrer for anfægtelse af en varemærkeansøgning eller -registrering gennem fremsættelse af indsigelse eller begæring om administrativ ophævelse. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 60 c.

Det foreslås i stk. 1 , at for fremsættelse af indsigelse mod en varemærkeansøgning eller designering af Danmark i en international varemærkeregistrering, jf. § 19, stk. 1, og § 54, stk. 1, betales et gebyr på 2.500 kr. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 c, stk. stk. 1, dog således at henvisningerne er afpasset efter bestemmelserne i lovforslaget.

Det foreslås i stk. 2 , at for begæring om administrativ ophævelse af en dansk eller international varemærkeregistrering, jf. §§ 34 og 57, betales et gebyr på 2.500 kr. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 c, stk. 2, dog således at henvisningerne er afpasset efter bestemmelserne i lovforslaget. Bestemmelsen indeholder en henvisning til § 57, hvorefter en endelig gyldig designering af Danmark i en international registrering, jf. § 56, har samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret her i landet. Henvisningen skal vise det hjemmelsmæssige grundlag for bestemmelserne om administrativ ophævelse for internationale registreringer.

Det foreslås i stk. 3 , at for begæring om administrativ ophævelse efter stk. 2, der udelukkende er fremsat under henvisning til, at registreringen er sket i strid med § 14, stk. 1, nr. 2 og 4, betales ikke gebyr.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 c, stk. 3. Henvisningerne i bestemmelsen er med lovforslaget blevet opdateret, således at de er afpasset lovforslagets bestemmelser. Den hidtidige bestemmelse i stk. 3 om gebyrfrihed for indsigelser og begæringer om administrativ ophævelse med henvisning til, at varemærkeregistreringen er i strid lovens § 14, nr. 1 eller nr. 3 om absolutte registreringshindringer, er med forslaget blevet ændret, således at indsigelser er udgået af bestemmelsen. Det skyldes, at indsigelser fremover skal fremsættes før registreringen og ikke kan begrundes med absolutte registreringshindringer.

Til nr. 9

Til § 60 d

Bestemmelsen i § 60 d, stk. 1, omfatter gebyrer for deling af ansøgninger og registreringer.

Det foreslås, at henvisningen i § 60 d, stk. 1, bliver ændret fra »§ 48, stk. 5,« til: »§ 41, stk. 2«.

Forslaget er en konsekvens af, at bestemmelsens henvisninger bliver tilpasset bestemmelserne i dette lovforslag. I bestemmelsen fastsættes gebyrer for deling af en varemærkeansøgning eller -registrering. Baggrunden for gebyret vil med lovforslaget findes i lovens § 41, stk. 2, og ikke som hidtil i § 48, stk. 5.

Til nr. 10

Til § 60 d

Bestemmelsen i § 60 d, stk. 2, omfatter gebyr for underretninger.

Det foreslås, at § 60 d, stk. 2, bliver ophævet. Bestemmelsen omfatter gebyr for underretning af indehaveren af en varemærkerettighed om, at dennes rettighed er nævnt i en søgningsrapport, som Patent- og Varemærkestyrelsen har udarbejdet i forbindelse med styrelsens behandling af ansøgninger. Ophævelsen af bestemmelsen er en konsekvens af, at denne ydelse udgår.

Til nr. 11

Til § 60 e

Den foreslåede nyaffattelse af § 60 e, omfatter gebyrer for styrelsens ekspeditioner som modtagende myndighed. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 60 e.

Det foreslås i stk. 1 , at for Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om international varemærkeregistrering, jf. § 50, stk. 5, betales et gebyr på 500 kr. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 e, stk. 2, dog således at henvisningerne er afpasset efter bestemmelserne i lovforslaget.

Det foreslås i stk. 2 , at for Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende efterfølgende designering i internationale varemærkeregistreringer, jf. § 51, stk. 2, betales et gebyr på 300 kr. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 60 e, stk. 3, dog således at henvisningerne er afpasset efter bestemmelserne i lovforslaget.

Den gældende lovs § 60 e, stk. 1, der regulerer gebyr for Patent- og Varemærkestyrelsens ekspeditioner som modtagende myndighed for EU-varemærkeansøgninger, indgår ikke i lovforslaget, da denne funktion er ophævet i forbindelse med de seneste ændringer af EU-varemærkeforordningen.

Til nr. 12

Til § 60 f

Den foreslåede nyaffattelse af § 60 f, stk. 4, regulerer gebyrer i forbindelse med suspension. Forholdet er i dag reguleret i varemærkelovens § 60 f, stk. 4.

Det foreslås i § 60 f, stk. 4, at gebyrer indbetalt i forbindelse med fremsættelse af en indsigelse mod en varemærkeansøgning eller begæring om ophævelse af en varemærkeregistrering tilbagebetales med halvdelen af det indbetalte beløb i de tilfælde, hvor behandlingen af indsigelsen eller begæringen om ophævelse bliver suspenderet, og ansøgningen bliver afslået, eller varemærkeregistreringen bliver ophævet.

Patent- og Varemærkestyrelsen kan suspendere en indsigelse mod en varemærkeansøgning i tilfælde, hvor der er indgivet bemærkninger fra tredjemand efter den foreslåede nyaffattelse af § 22, eller der er indgivet andre indsigelser mod varemærkeansøgningen. Styrelsen kan ligeledes suspendere en begæring om ophævelse af en varemærkeregistrering i tilfælde, hvor der er indgivet andre begæringer om ophævelse af registreringen.

Såfremt ansøgningen bliver afslået, eller registreringen bliver ophævet, tilbagebetales halvdelen af gebyret for den suspenderede indsigelse eller begæring om ophævelse.

Bestemmelsen er ændret i forhold til den gældende bestemmelse i § 60, stk. 4, som konsekvens af, at indsigelsesperioden med lovforslaget foreslås placeret før registreringen af varemærket, således at der fremadrettet nedlægges indsigelser mod ansøgninger og ikke mod registreringer.

Til nr. 13

Til § 60 g

Bestemmelsen i § 60 g, stk. 1, omfatter regulering af gebyrer. Det foreslås, at § 60 g, stk. 1, bliver ophævet. Som konsekvens heraf bliver stk. 2 herefter stk. 1.

Ifølge § 60 g, stk. 1, er de gebyrer, der er fastsat i loven, angivet i 2011-niveau. Det er i stk. 2 i den gældende bestemmelse præciseret, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan regulere beløbene anført i §§ 60 a-60 e i overensstemmelse med den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på finansloven. Det fremgår ligeledes af stk. 2, at Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en prisliste.

Patent- og Varemærkestyrelsen har ikke hidtil reguleret de beløb, som er angivet i lovens gebyrbestemmelser. Derfor er de gebyrer, som fremgår af lovteksten, identiske med de gebyrer, som fremgår af styrelsens prisliste. Oplysningen i lovteksten om, at gebyrerne er angivet i 2011-niveau kan derfor give brugerne indtryk af, at der reelt er tale om betydeligt højere gebyrer end de gebyrer, der fremgår af loven. Da oplysningen om 2011-niveaue er angivet i lovteksten, har styrelsen ikke mulighed for løbende at justere dette. Det foreslås derfor at ophæve bestemmelsen.

Til nr. 14

Til § 60 h

Bestemmelsen i § 60 h, stk. 2, regulerer overførsel af gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet er ikke reguleret i varemærkeloven i dag.

Det foreslås i § 60 h, stk. 2, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndigheden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og Ankenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patentloven, designloven, varemærkeloven m.v.

Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. september 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for ankenævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet blevet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenævnet og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de enkelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens generelle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales gebyrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemærker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og fornyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.

Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde af udflytningen af statslige institutioner under regeringsinitiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Nævnenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klagegebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets drift.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 h, stk. 2, har til formål at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesystemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finansieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 (designlovens § 43, stk. 4 og 5 )

Designlovens § 43 regulerer retsplejebestemmelser.

Det fremgår af designlovens § 43, stk. 4, at retsplejelovens kapitel 40 om midlertidige afgørelser om forbud og påbud i borgerlige sager og kapitel 57 om bistand til opretholdelse af forbud og påbud tilsvarende finder anvendelse på sager i henhold til EF-designforordningen

Det følger endvidere af designlovens § 43, stk. 5, at Sø- og Handelsrettens afgørelser om midlertidige afgørelser om forbud og påbud efter stk. 1-3 kan kæres til Østre Landsret.

Det foreslås, at designlovens § 43, stk. 4 og 5 , ophæves. Den gældende bestemmelse i designlovens § 43, stk. 1, indeholder en henvisning til retsplejelovens kapitel 40, hvori der ligeledes i § 424 henvises til retsplejelovens regler i kapitel 57. Den gældende bestemmelse i § 43, stk. 4, er således overflødig.

Forslaget indebærer derudover, at Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller påbud vedrørende EF-design kan kæres til den landsret, i hvis kreds sagen skulle have været anlagt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence, jf. retsplejelovens § 427, stk. 2.

Konsekvensen heraf er, at Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i sådanne sager fremover kan kæres til Østre Landsret eller Vestre Landsret afhængig af, hvor der er stedlig kompetence for sagen. Dermed vil der gælde samme kæreregler som i andre sager om Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller påbud.

Til nr. 2 (designlovens § 59 h)

Bestemmelsen regulerer overførsel af gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet er ikke reguleret i designloven i dag.

Det foreslås i § 59 h, stk. 2, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndigheden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og Ankenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patentloven, designloven, varemærkeloven m.v.

Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. september 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for ankenævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet blevet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenævnet og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de enkelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens generelle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales gebyrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemærker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og fornyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.

Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde af udflytningen af statslige institutioner under regeringsinitiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Nævnenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klagegebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets drift.

Den foreslåede bestemmelse i § 59 h, stk. 2, har til formål at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesystemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finansieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 (patentlovens § 106)

Bestemmelsen regulerer overførsel af gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet er ikke reguleret i patentloven i dag.

Det foreslås i § 106, stk. 2, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndigheden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og Ankenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patentloven, designloven, varemærkeloven m.v.

Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. september 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for ankenævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet blevet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenævnet og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de enkelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens generelle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales gebyrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemærker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og fornyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.

Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde af udflytningen af statslige institutioner under regeringsinitiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Nævnenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klagegebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets drift.

Den foreslåede bestemmelse i § 106, stk. 2 har til formål at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesystemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finansieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 (lov om brugsmodeller § 73 h)

Bestemmelsen regulerer overførsel af gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet er ikke reguleret i lov om brugsmodeller i dag.

Det foreslås i § 73 h, stk. 2, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndigheden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og Ankenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patentloven, designloven, varemærkeloven m.v.

Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. september 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for ankenævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet blevet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenævnet og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de enkelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens generelle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales gebyrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemærker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og fornyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.

Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde af udflytningen af statslige institutioner under regeringsinitiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Nævnenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klagegebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets drift.

Den foreslåede bestemmelse i § 73 h, stk. 2 har til formål at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesystemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finansieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 (lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) § 12 c)

Bestemmelsen regulerer overførsel af gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus. Forholdet er ikke reguleret i lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) i dag.

Det foreslås i § 12 c, stk. 2, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Det fremgår af patentlovens § 7, stk. 1, at patentmyndigheden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen og Ankenævnet for Patenter og Varemærker, og at ankenævnet nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager over Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter patentloven, designloven, varemærkeloven m.v.

Ifølge § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 892 af 21. september 2009 om Ankenævnet for Patenter og Varemærker stiller Erhvervsministeriet sekretariatsbistand til rådighed for ankenævnet. Hidtil er sekretariatsfunktionen for ankenævnet blevet varetaget af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenævnet og sekretariatet er blevet finansieret af gebyrer for de enkelte klager samt af Patent- og Varemærkestyrelsens generelle gebyrindtægter. Patent- og Varemærkestyrelsen er en fuldt brugerfinansieret statsvirksomhed. Der skal betales gebyrer for styrelsens behandling af ansøgninger om varemærker, patenter m.v. samt for behandling af indsigelser og fornyelser m.v. vedrørende disse rettigheder.

Sekretariatet for Ankenævnet for Patenter og Varemærker blev pr. 23. april 2018 overflyttet fra Patent- og Varemærkestyrelsen til Nævnenes Hus i forbindelse med anden runde af udflytningen af statslige institutioner under regeringsinitiativet Bedre Balance II. Det er herefter sekretariatet i Nævnenes Hus, der administrerer gebyrindtægter i form af klagegebyrer samt omkostningerne forbundet med ankenævnets drift.

Den foreslåede bestemmelse i § 12 c, stk. 2 har til formål at sikre, at ordningen, hvorefter brugerne af varemærkesystemet, patentsystemet m.v. generelt skal bidrage til finansieringen af ankenævnet opretholdes. Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at der kan overføres gebyrindtægter fra Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 (gassikkerhedslovens § 31)

Bestemmelsen regulerer straffebestemmelser.

Det foreslås, at der i § 31 efter stk. 2 indsættes en bestemmelse som nyt stk. 3 , hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/426 af 9. marts 2016 om apparater, der forbrænder gasformigt brændstof og om ophævelse af direktiv 2009/142/EF. Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Den foreslåede bemyndigelse er en præcisering af hjemmelsgrundlaget til at fastsætte de nødvendige straffebestemmelser til håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/426 af 9. marts 2016 om apparater, der forbrænder gasformigt brændstof og om ophævelse af direktiv 2009/142/EF.

Det er hensigten med bemyndigelsen, at der på bekendtgørelsesniveau fastsættes bestemmelser om bødestraf for erhvervsdrivendes overtrædelse af bestemmelserne i forordningen. Det indebærer, at der kan straffes med bøde, hvis erhvervsdrivende eksempelvis markedsfører apparater eller udstyr, som ikke overholder sikkerhedskravene fastsat i forordningen, jf. forordningens artikel 3, stk. 1 og 2. Det kan eksempelvis også være, hvis apparater ikke er ledsaget af anvisninger og sikkerhedsinformation, jf. forordningens artikel 7, stk. 7, eller hvis Sikkerhedsstyrelsen ikke er blevet underrettet om et risikoudgørende apparat, hvor en erhvervsdrivende har været forpligtet til at træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger for at bringe et apparat i overensstemmelse med forordningen eller om nødvendigt trække det tilbage fra markedet, jf. forordningens artikel 7, stk. 8.

Efter forordningen skal bødens størrelse være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. I den forbindelse kan der eksempelvis lægges vægt på den med overtrædelsen forbundne fare, herunder risikoen for at frembyde fare for personer, husdyr eller ejendom. Ved en vurdering af overtrædelsens grovhed vil det have betydning, om andre har været udsat for fare og ikke alene, om der kan konstateres en skade. Andre hensyn kan eksempelvis være gentagen overtrædelse af forordningens bestemmelser, omfanget af overtrædelsen, antallet af forekomne skader samt den tilsigtede indtjening ved overtrædelsen.

Det foreslås i § 7, at fællesmærkeloven ophæves.

I dag er varemærker reguleret i varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 16. februar 2018, som ændret ved § 4 i lov nr. 670 af 8. juni 2017. Fællesmærker er reguleret i fællesmærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 24. januar 2012.

Forslaget om at ophæve fællesmærkeloven er en konsekvens af, at de mærketyper, der i dag er omfattet af fællesmærkeloven, fremover bliver omfattet af varemærkeloven og henføres til overbegrebet varemærke, jf. § 1 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2.

Der henvises nærmere til afsnit 2.9 i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen regulerer ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Det foreslås i stk.1 , at loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Forslaget indebærer bl.a., at varemærke- og fællesmærkeansøgninger, der er indgivet før lovens ikrafttræden og som fortsat er verserende, skal behandles efter proceduren i §§ 16-23, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2. Det er ligeledes bl.a. en konsekvens af ikrafttrædelsestidspunktet, at designeringer efter Madridprotokollen, der ikke er godkendt på tidspunktet for lovens ikrafttræden, behandles efter proceduren i §§ 54-56, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Tilsvarende gælder for konverteringer af EU-varemærker og videreførelser i dansk ret af internationale registreringer, hvori Danmark eller EU er designeret.

Det foreslås i stk. 2, at § 60 a, stk. 5, og § 60 b, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, har virkning fra den 1. juli 2019.

Forslaget indebærer, at bestemmelserne om gebyrer for ansøgninger og fornyelser vedrørende internationale varemærker først træder i kraft den 1. juli 2019. Det skyldes, at World Intellectual Property Organization (WIPO) skal notificeres om disse gebyrer og tidligst anvender de nye gebyrsatser tre måneder efter notifikationen.

Det foreslås i stk. 3 , at for varemærker og fællesmærker, der er registreret før den 1. januar 2019, finder § 26 i de hidtil gældende regler anvendelse for fastsættelsen af datoerne for den første registreringsperiode. For fastsættelsen af datoerne for yderligere registreringsperioder finder § 24, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vedrører fastsættelsen af datoerne for varemærkers og fællesmærkers registreringsperiode. Ifølge direktivets artikel 48 skal den første registreringsperiode på ti år regnes fra ansøgningsdatoen, hvorimod den hidtil gældende varemærkelovs § 26 fastslår, at registreringsperioden skal regnes fra registreringstidspunktet. For at forene disse to tilgange til beregningen af ikke alene den første registreringsperiode, men også af efterfølgende registreringsperioder, er det i den foreslåede nyaffattelse af § 24, stk. 2, fastsat, at registreringer efter udløbet af den første registreringsperiode kan fornys for yderligere tiårsperioder. Den foreslåede overgangsbestemmelse fastsætter i den forbindelse, at for varemærker og fællesmærker, der er registreret før lovens ikrafttræden, skal den første registreringsperiode fortsat regnes fra registreringstidspunktet også efter lovens ikrafttræden. Derimod vil ansøgninger, der er indgivet før lovens ikrafttræden, men som ikke er ført til registrering på tidspunktet for lovens ikrafttræden, være omfattet af § 24, stk. 1, som affattet ved lovens § 1, nr. 2.

Det foreslås i stk. 4 , at for varemærker og fællesmærker, der er registreret, og for hvilke registreringsproceduren ikke er endeligt afsluttet inden den 1. januar 2019, finder de hidtil gældende regler om indsigelse, offentliggørelse og fastsættelse af datoen for registreringsprocedurens afslutning anvendelse.

Den foreslåede overgangsbestemmelse regulerer de ansøgninger, der føres til registrering forud for den 1. januar 2019, men hvor registreringsproceduren ved lovens ikrafttræden endnu ikke er endeligt afsluttet.

Efter de hidtil gældende regler kan der først fremsættes indsigelse mod et varemærke eller et fællesmærke, når dette er registreret, og registreringen er offentliggjort i Dansk Varemærketidende. Registreringsproceduren anses endvidere efter de hidtil gældende regler først for endeligt afsluttet, når det ikke længere er muligt at fremsætte indsigelse mod registreringen, eller der er truffet endelig afgørelse i fremsatte indsigelser. Med de foreslåede ændringer til denne procedure, hvorefter registreringsprocedurens afslutning er sammenfaldende med varemærkets registrering, er det fundet hensigtsmæssigt at fastsætte, at der i de situationer, hvor et varemærke eller fællesmærke er registreret før lovændringens ikrafttræden, og hvor registreringen først offentliggøres med henblik på indsigelse efter den 1. januar 2019, eller hvor indsigelsesperioden fortsat løber, eller en allerede fremsat indsigelse fortsat verserer efter den 31. december 2018, vil de hidtil gældende regler om indsigelse, offentliggørelse og fastsættelse af datoen for registreringsprocedurens afslutning fortsat finde anvendelse.

Særligt datoen for registreringsprocedurens afslutning er af væsentlig betydning for beregningen af femårsperioden efter § 10 c som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, hvorfor det er nødvendigt at fastslå, at de hidtil gældende regler for fastsættelsen heraf fortsat finder anvendelse i de nævnte situationer. For registreringer, hvis registreringsprocedure efter de hidtil gældende regler er tilendebragt inden den 1. januar 2019, vil datoen for registreringsprocedurens afslutning være fastsat allerede inden lovændringens ikrafttræden, hvorfor det ikke er fundet nødvendigt at fastsætte overgangsbestemmelser herom for disse registreringer.

Det foreslås i stk. 5, at for anmodninger om administrativ ophævelse, der er indgivet før den 1. januar 2019, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse regulerer anmodninger om administrativ ophævelse, der er indgivet før lovens ikrafttræden og fastslår, at disse behandles efter de hidtil gældende regler, jf. § 30 i den gældende lov.

Det foreslås i stk. 6 , at for ansøgninger, der bliver indgivet før den 1. januar 2019, fastsættes ansøgningsgebyret efter de hidtil gældende regler.

Bestemmelsen i stk. 6 vedrører den situation, at en ansøgning bliver indgivet før den 1. januar 2019, uden at gebyret samtidig bliver betalt. Med bestemmelsen bliver det præciseret, at det er tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, der er afgørende for, om ansøgningsgebyret fastsættes efter de hidtidige regler om ansøgningsgebyrer eller efter de nye regler.

Det foreslås i stk. 7 , at gebyrer for fornyelse af varemærkeregistreringer, der forfalder før den 1. juli 2019, fastsættes efter § 60 b, stk. 1 og 2, i de hidtil gældende regler.

Bestemmelsen i stk. 7 vedrører fornyelsesgebyrer. Disse kan betales seks måneder forud for forfaldsdagen. Det har derfor været nødvendigt at afpasse bestemmelsen efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt, således at de hidtil gældende regler fortsat finder anvendelse for fornyelsesgebyrer, der forfalder før den 1. juli 2019. Tilsvarende finder de hidtil gældende regler om forhøjelse af gebyrer anvendelse, såfremt gebyrer, der forfalder før den 1. juli 2019, betales i perioden på seks måneder efter forfaldsdagen.

Bestemmelsen omfatter gebyrer for fornyelse af varemærkeregistreringer, herunder også hidtidige fællesmærkeregistreringer. Varemærker udgør med lovforslaget et overbegreb for individuelle varemærker, kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 1 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2. Fællesmærkeloven, der omfatter kollektivmærker og garantimærker, bliver med lovforslaget ophævet. Som konsekvens heraf omfatter den foreslåede overgangsbestemmelse om fornyelsesgebyrer også hidtidige fællesmærkeregistreringer.

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed. Det fastslås i bestemmelsen, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Ændringen af gassikkerhedsloven og af lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi), som er omfattet af lovforslagets §§ 5 og 6, kan dog ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Dette er en konsekvens af, at hovedlovene ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke indeholder anordningshjemmel.