Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1377 af 16/12/2014

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Lov om ændring af universitetsloven og forskellige andre love (Gennemsigtighed i valg af uddannelse, forsikring af gæsteforskere, krav til oversættelse af eksamensbeviser og midlertidig overgangsordning om supplering mellem bacheloruddannelse og kandidatuddannelse) § 1

I universitetsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 14. august 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 5 indsættes som stk. 3:

 »Stk. 3. Universitetet kan tillige udbyde enkeltfag fra en bacheloruddannelse med henblik på at opfylde adgangskrav på kandidatuddannelse.«

2. Efter § 8 a indsættes:

 »§ 8 b. Ministeren kan kræve personoplysninger fra universitetet om studerende og færdiguddannede til brug for indsamling af oplysninger om studerendes vurdering af uddannelseskvaliteten på egne uddannelser og færdiguddannedes vurdering af deres uddannelses relevans i forhold til deres beskæftigelse.«

3. Efter § 22 indsættes:

 »§ 22 a. Universitetet kan påtage sig forsikringsansvaret for udenlandske gæsteforskere og ikkeindskrevne gæste-ph.d.-studerende, der som led i deres ophold ved universitetet pådrager sig skade eller påfører skade på ting eller andre personer.«

4. I § 26, stk. 1, indsættes efter »§ 19, stk. 1,«: »jf. dog § 26 a,«.

5. Efter § 26 indsættes:

 »§ 26 a. Ministeren refunderer deltagerbetalingen for studerende, der efter afsluttet bacheloruddannelse indskrives på eller er indskrevet på enkeltfag efter § 5, stk. 3. Det er en forudsætning for refusionen, at den studerende over for universitetet skriftligt kan dokumentere, at adgangskrav til en kandidatuddannelse er opfyldt efter gennemført og bestået enkeltfag.

 Stk. 2. Universitetet tilbagebetaler den deltagerbetaling, der er betalt for deltagelse i enkeltfag i perioden fra den 1. september 2014 til den 31. januar 2015, til studerende, som opfylder betingelserne i stk. 1.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af universitetsloven og forskellige andre love (Gennemsigtighed i valg af uddannelse, forsikring af gæsteforskere, krav til oversættelse af eksamensbeviser og midlertidig overgangsordning om supplering mellem bacheloruddannelse og kandidatuddannelse) § 1

Til nr. 1

Med bestemmelsen får uddannelses- og forskningsministeren mulighed for at pålægge universiteterne at udlevere kontaktinformationer på alle bachelor- og kandidatstuderende og færdiguddannede bachelor- og kandidatstuderende i form af bl.a. navn, adresse, e-mailadresse, telefonnummer/mobilnummer samt cpr-nummer, således at ministeriet kan kontakte de studerende og færdiguddannede til brug for etablering af data om studerendes vurdering af undervisningskvaliteten og færdiguddannedes vurdering af deres uddannelses relevans i forhold til beskæftigelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.1.2.

Det skitserede spørgeskema vil blive udviklet i samarbejde med universiteterne, studerende og andre relevante interessenter.

Det skitserede spørgeskema forventes at blive udsendt til studerende og færdiguddannede via e-boks, idet det blev obligatorisk at modtage digital post via e-boks fra offentlige myndigheder den 1. november 2014. De fleste skemaer vil kunne sendes via e-boks. Dog er der personer, som ikke har adgang til e-boks. Dette vedrører særligt udlændinge, der efter endt heltidsuddannelse ikke længere bor i Danmark. I disse tilfælde vil ministeriet anvende de andre kontaktoplysninger. Det bemærkes, at universiteterne skal indsende alle de nævnte kontaktoplysninger, men kun i det omfang disse oplysninger foreligger hos universitetet.

Det enkelte universitet vil få mulighed for at få de bearbejdede data på egne studerende og færdiguddannede retur, hvis universitetet ønsker dette, og hvis Datatilsynet giver tilladelse hertil, jf. persondatalovens § 10, stk. 3. Disse data vil f.eks. kunne erstatte eller supplere universitetets egne dimittend- og tilfredshedsundersøgelser, og herved kan ekstra belastning af studerende og færdiguddannede undgås.

For at understøtte muligheden for at lade denne nye centrale dataindsamling erstatte eller supplere universiteternes egne dimittend- og tilfredshedsundersøgelser forventes dataindsamlingen tilrettelagt sådan, at universiteterne tilbydes en mulighed for at tilføje egne spørgsmål som tillæg til de centralt definerede spørgsmål, dog sådan at universitetet selv afholder den marginale udgift forbundet hermed.

Til nr. 2

Med bestemmelsen foreslås det, at udenlandske gæsteforskere kan omfattes af universitetets forsikringsansvar. Med begrebet gæsteforsker forstås ikke-ansatte og ikke-indskrevne personer, som i en kortere eller længere periode har ophold ved universitetet med henblik på at forske. Bestemmelsen vil ligeledes omfatte ph.d.-studerende ved udenlandske uddannelsesinstitutioner, der som led i deres uddannelse opholder sig ved universitetet uden at være indskrevet på en fuld ph.d.-uddannelse eller dele heraf ved universitetet. Begrebet omfatter omvendt ikke gæsteforedragsholdere eller deltagere i konferencer, seminarer og lignende afholdt af universitetet.

Universitetet vil herefter kunne afholde udgifter til dækning af skader forårsaget af udenlandske gæsteforskere og ikke-indskrevne gæste-ph.d.-studerende i samme omfang som for deres ansatte personale.

Hjemmelen vil alene skulle omfatte skader på ting eller personer, der opstår i forbindelse med arbejde, der er betinget af forskernes ophold ved institutionerne.