Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, at en opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Er udlændingen meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, og har udlændingen lovligt boet mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. I de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet herfor.

Efter udlændingelovens § 17, stk. 4, ophører en opholdstilladelse, der er givet til en flygtning efter udlændingelovens §§ 7 og 8, først efter stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredjeland.

Det foreslås, at i udlændingelovens § 17, stk. 4, ændres »i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredje land« til: »uden for landene som omhandlet i § 29 a, stk. 1, eller når udlændingen i de i stk. 1 nævnte tidsrum har taget ophold uden for landene som omhandlet i § 29 a, stk. 1.«

Ændringen af § 17, stk. 4, vil medføre, at det ikke længere vil være en betingelse for bortfald af en opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, at udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller opnået beskyttelse i et tredjeland. Bortfaldsreglerne for flygtninge vil således i videre omfang blive sidestillet med bortfaldsreglerne for andre udlændinge, for hvem en opholdstilladelse som udgangspunkt bortfalder efter opgivelse af bopælen i Danmark eller efter udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end henholdsvis 6 eller 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.

Med det foreslåede vil en flygtning dog fortsat kunne bevare sin opholdstilladelse, såfremt den pågældende ikke kan anses at have taget bopæl uden for landene som omhandlet i § 29 a, stk. 1, og ikke har opholdt sig uden for landene som omhandlet i § 29 a, stk. 1, i de i stk. 1 nævnte tidsrum.

Det tilsigtes med disse betingelser at undgå, at lovændringen får en afskrækkende effekt på udlændinge, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland, samt at undgå situationer, hvor det vil kunne være uhensigtsmæssigt ikke at tillade udlændingen at vende tilbage til Danmark. Det vil f.eks. kunne være i et tilfælde, hvor en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark med henblik på at repatriere, men umiddelbart efter udrejsen ikke er i stand til at gennemføre repatrieringen, f.eks. som følge af nye oplysninger om sikkerhedssituationen i hjemlandet eller mulighederne for at opholde sig i et konkret tredjeland. I en sådan situation vil den foreslåede ordning sikre, at opholdstilladelsen først bortfalder, når udlændingen er indrejst og har bosat sig i hjemlandet eller et andet land uden for EU, så udlændingen ikke bliver tvunget til indrejse i et land, hvor den pågældende f.eks. frygter at blive udsat for overgreb.

Derudover tilsigtes det at undgå, at en opholdstilladelse normalt vil bortfalde efter § 17 i tilfælde, hvor udlændingen ikke er udrejst af EU’s område, hvilket vil kunne give anledning til samarbejdsvanskeligheder med andre medlemsstater. Ved EU’s område forstås i denne sammenhæng EU-landene og andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, jf. udlændingelovens § 29 a.

Det bemærkes, at i overensstemmelse med de hidtil gældende regler vil bevarelse af opholdstilladelse efter den foreslåede ordning være betinget af, at udlændingen ikke kan anses at have opnået beskyttelse i et land uden for Danmark. Der henvises herved til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår tilfælde hvor en opholdstilladelse efter den foreslåede ordning vil kunne bortfalde som følge af, at udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark, bemærkes, at i modsætning til gældende udlændingelovs § 17, stk. 4, vil det ikke længere være en betingelse, at det land, som udlændingen bosætter sig i, er pågældendes hjemland eller et land, hvor den pågældende har opnået beskyttelse.

Vurderingen af, om udlændingen kan anses at have taget bopæl, vil efter den foreslåede ordning være den samme som efter gældende udlændingelovs § 17, stk. 4. Det betyder, at bortfald efter den foreslåede bestemmelses 1. pkt. vil være betinget af, at udlændingen er indrejst i et land uden for EU, og at udlændingen i et vist omfang må anses at have etableret sig i det pågældende land med henblik på et ophold af varig karakter. Det vil dog ikke i sig selv være afgørende, hvor lang tid udlændingen har opholdt sig i det pågældende land.

Den nærmere vurdering af, hvornår udlændingen kan anses at have taget bopæl uden for EU, vil afhænge af en konkret vurdering, hvori udlændingens handlinger, bevæggrunde samt varigheden af opholdet i det pågældende land vil kunne indgå. Der kan i øvrigt henvises til omtalen af gældende ret under pkt. 2.1.1.

For en udlænding, der opgiver sin bopæl i Danmark, men ikke tager tilbage til sit hjemland, vil det i visse situationer kunne give anledning til særlige overvejelser, om udlændingen kan anses at have taget bopæl i et andet land end hjemlandet.

I det tilfælde, at udlændingen er indrejst i et andet land end hjemlandet, vil det således f.eks. kunne være relevant for vurderingen, om den pågældende har opnået en opholdstilladelse, men det vil dog ikke i sig selv være afgørende. At udlændingen har opnået en opholdstilladelse, vil imidlertid give en klar formodning for, at den pågældende efter indrejsen har taget bopæl i det pågældende land. Dette gælder uanset varigheden af opholdstilladelsen, hvortil det bemærkes, at det ikke er en forudsætning for, at udlændingen kan anses at have taget bopæl i et land, at pågældende har haft et ophold i landet af længere varighed eller har haft hensigt om et mere varigt ophold. Desuden vil det være uden betydning, om opholdstilladelsen i det pågældende land er udløbet, hvis det må lægges til grund, at den pågældende forud herfor har taget bopæl i landet.

Et processuelt ophold i et andet land end Danmark vil i øvrigt ikke umiddelbart i sig selv være tilstrækkeligt til, at udlændingen kan anses at have taget bopæl i det pågældende land. Det forhold, at en udlænding har ansøgt om asyl i et andet land og har opnået en ret til at blive landet i forbindelse med behandlingen af sagen, vil således ikke normalt være tilstrækkeligt. Omvendt vil et ulovligt ophold eller manglen på et lovligt opholdsgrundlag ikke i sig selv betyde, at udlændingen ikke kan anses at have taget bopæl i opholdslandet. Der vil således i overensstemmelse med gældende regler skulle foretages en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen.

For så vidt angår tilfælde, hvor en opholdstilladelse efter den foreslåede ordning vil bortfalde som følge af et ophold uden for EU i de i § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., nævnte tidsrum, vil det ikke være en betingelse, at udlændingen kan anses at have taget bopæl uden for EU. Vurderingen vil i overensstemmelse med § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., således alene bygge på objektive kriterier, og det vil som udgangspunkt være uden betydning, hvad der er årsagen til, at udlændingen ikke er indrejst i Danmark på ny.

Det bemærkes, at det i øvrigt vil betyde, at i de tilfælde, hvor en opholdstilladelse vil bortfalde som følge af et ophold uden for EU i de nævnte tidsrum, vil det ikke have selvstændig betydning, hvorvidt udlændingen uden for EU kan anses at have taget bopæl.

Den foreslåede ordning indebærer ingen ændringer af de generelle bortfaldsregler i § 17, stk. 1 og 2, eller reglerne om fortrydelsesret efter § 17 a. Det betyder bl.a., at der efter § 17, stk. 2, vil kunne ansøges om, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, f.eks. i tilfælde, hvor udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden for de i stk. 1 nævnte tidsrum, men er blevet forhindret på grund af sygdom eller uforudsete hindringer. Derudover vil en udlænding forsat kunne være omfattet af reglerne om fortrydelsesret efter § 17 a, stk. 1 og 2.

Til nr. 2

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum, hvoraf det følger, at 1. pkt. ikke finder anvendelse, hvis udlændingen har opnået beskyttelse uden for Danmark.

Det betyder, at uanset om betingelserne i 1. pkt. er opfyldt, vil en opholdstilladelse kunne bortfalde efter reglerne i § 17, stk. 1, hvis udlændingen har opnået beskyttelse i et land uden for Danmark. Der tilsigtes således en undtagelse til den foreslåede § 17, stk. 4, 1. pkt. jf. lovforslagets § 1, nr. 1, hvorefter en opholdstilladelse uanset reglerne i § 17, stk. 1, vil kunne bevares, hvis udlændingen ikke kan anses at have taget bopæl uden for landene som omhandlet i § 29 a, stk. 1, og ikke har opholdt sig uden for landene som omhandlet i § 29 a, stk. 1, i de i stk. 1 nævnte tidsrum.

Den foreslåede ordning svarer til de hidtil gældende regler, hvorefter en opholdstilladelse tilsvarende bortfalder efter § 17, stk. 1, hvis udlændingen har opnået beskyttelse i et tredjeland. Det forudsættes således, at vurderingen af, hvorvidt en udlænding har opnået beskyttelse i et land uden for Danmark, skal foretages i overensstemmelse med gældende ret.

Til nr. 3

Udlændingelovens § 17 og 17 a indeholder regler for, hvornår en opholdstilladelse i Danmark bortfalder.

Det foreslås, at der efter udlændingelovens § 17 a indsættes en ny § 17 b, hvorefter afgørelser, for udlændinge der opholder sig i Danmark, om bortfald af en opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, tillige skal indeholde en afgørelse om, hvorvidt udlændingen skal meddeles en ny opholdstilladelse efter § 7.

Det vil betyde, at såfremt udlændingemyndighederne vurderer, at en udlændings opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, er bortfaldet, og udlændingen opholder sig i Danmark, vil myndighederne efter bestemmelsen skulle tage stilling til, om udlændingen opfylder betingelserne for at blive meddelt en ny opholdstilladelse efter § 7.

Den foreslåede ordning skal særligt ses i lyset af flygtningekonventionens rettigheder om bevarelse af flygtningestatus, der efter gældende ret bl.a. er afspejlet i udlændingelovens § 17, stk. 4, som med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås ændret. Proceduren har således særligt til formål at sikre, at bortfaldsreglerne fortsat vil være forenelige med rettighederne efter flygtningekonventionen. Det bemærkes, at flygtningekonventionens artikel 1 C udtømmende oplister de tilfælde, hvor flygtningestatus ophører, og at en konventionsflygtning, hvis opholdstilladelse er bortfaldet, således efter omstændighederne vil kunne påberåbe sig rettighederne efter flygtningekonventionen, hvis pågældende på ny indrejser i Danmark.

Det bemærkes endvidere, at en flygtning i disse tilfælde ikke nødvendigvis fortsat vil kunne anses at have et beskyttelsesbehov efter de almindelige kriterier i § 7, hvilket skal ses i lyset af, at der efter konventionen gælder særlige regler om ophør af flygtningestatus, når først flygtningestatus er anerkendt. Der kan om forholdet til rettighederne efter flygtningekonventionen i øvrigt henvises til pkt. 3.

Det forudsættes med den foreslåede ordning, at der i forbindelse med vurderingen af, om udlændingen kan meddeles en ny opholdstilladelse efter § 7, i relevant omfang vil skulle tages stilling til, om udlændingen må anses for at opfylde betingelserne efter flygtningekonventionen og herunder, om der foreligger en ophørsgrund efter flygtningekonventionens artikel 1 C. Det betyder, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er bortfaldet efter § 17, stk. 1 og 2, vil have mulighed for at kunne blive meddelt en ny opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis pågældende på ny opholder sig i Danmark. Meddelelse af en ny opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, vil herved være betinget af, at den pågældende enten forsat kan anses at risikere forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde, eller at der ikke foreligger én af flygtningekonventionens ophørsgrunde.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil udvide mulighederne for at bevare en opholdstilladelse i Danmark og alene tilsigter at få selvstændig materiel betydning i de tilfælde, hvor en udlænding efter gældende ret vil kunne bevare en opholdstilladelse i lyset af flygtningekonventionens artikel 1 C, stk. 4, jf. gældende udlændingelovs § 17, stk. 4. Ordningen vil således alene have selvstændig materiel betydning for udlændinge, som er omfattet af flygtningekonventionen, og som derfor har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1.

Af hensyn til en ensartet procedure for behandlingen af bortfaldssager er den forslåede bestemmelse dog ikke afgrænset til at finde anvendelse for konventionsflygtninge, hvorfor proceduren tilsvarende vil finde anvendelse for udlændinge med beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 3, samt kvoteflygtninge med opholdstilladelse efter § 8, stk. 2. For disse grupper vil den foreslåede ordning dog alene betyde, at i det tilfælde, at udlændingen opholder sig i Danmark, vil der i forbindelse med en bortfaldssag automatisk skulle tages stilling til, om pågældende kan anses for at opfylde de gældende betingelser for at blive meddelt en opholdstilladelse efter § 7. I praksis foretages denne vurdering allerede i dag.

Det forudsættes med den foreslåede ordning, at i den situation, hvor en udlænding indrejser i Danmark og ansøger om, at pågældendes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og § 8, stk. 1 og 2, ikke skal anses for bortfaldet, vil Udlændingestyrelsen som i dag skulle tage stilling til, om opholdstilladelsen er bortfaldet, og om der er grundlag for dispensation.

I det tilfælde, at opholdstilladelsen vurderes at være bortfaldet, vil Udlændingestyrelsen herefter skulle tage stilling til, om udlændingen opfylder betingelserne for at blive meddelt en ny opholdstilladelse efter § 7. Var udlændingens opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 8, stk. 1, vil Udlændingestyrelsen som udgangspunkt skulle tage stilling til, om der foreligger en ophørsgrund efter flygtningekonventionens artikel 1 C, herunder 1 C, stk. 4. En vurdering af flygtningekonventionens ophørsgrunde vil imidlertid ikke være nødvendig i tilfælde, hvor det umiddelbart kan konstateres, at udlændingen forsat risikerer forfølgelse af de nævnte grunde i flygtningekonventionens artikel 1 A, og udlændingen derfor opfylder betingelserne for at blive meddelt en ny opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.

Det bemærkes, at i et tilfælde, hvor en udlænding først indrejser i Danmark efter endelig afgørelse fra Flygtningenævnet om bortfald, vil en ansøgning om asyl efter gældende praksis skulle behandles af Udlændingestyrelsen som en ny asylansøgning. Dette gælder som udgangspunkt tilsvarende, hvis der foreligger en endelig afgørelse om bortfald fra Udlændingestyrelsen, som ikke er påklaget inden for fristen, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

I den situation, hvor Udlændingestyrelsen i forbindelse med bortfaldssagen allerede har taget stilling til § 7, navnlig fordi den pågældende har opholdt sig i Danmark under Udlændingestyrelsens behandling, men hvor vedkommende inden Flygtningenævnets behandling er udrejst, vil sagen i overensstemmelse med gældende praksis ofte kunne videresendes til Flygtningenævnet, såfremt udlændingen indrejser på ny for at søge asyl. Det forudsættes i denne forbindelse, at udlændingen ikke har været i hjemlandet efter Udlændingestyrelsens afgørelse, da dette vil kunne begrunde, at der indledes en asylsagsbehandling i Udlændingestyrelsen. I forhold til den situation, hvor klagefristen til Flygtningenævnet er udløbet, skal der i øvrigt henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

Det bemærkes, at i de tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har truffet en endelig afgørelse om bortfald, og udlændingen først herefter indrejser i Danmark på ny, vil det kunne give anledning til at genoptage bortfaldssagen, hvis det konstateres, at der ikke foreligger ophørsgrunde efter flygtningekonventionen, og bortfaldssagen således ville have haft et andet udfald, hvis udlændingen havde opholdt sig i Danmark på afgørelsestidspunktet. Det forudsættes imidlertid, at bortfaldssagen alene genoptages, hvis hensynet til flygtningekonventionens artikel 1 C, stk. 4, tilsiger, at der meddeles en ny opholdstilladelse, og det således vil have undtagelsens karakter, at bortfaldssagen genoptages.

Efter den foreslåede ordning vil en udlænding, der opfylder betingelserne for at blive meddelt en ny opholdstilladelse, ikke genindtræde i sin tidligere opholdstilladelse. Det betyder, at begyndelsestidspunktet for opholdstilladelsen i henhold til udlændingelovens § 27 vil skulle regnes fra meddelelsen af den nye opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om meddelelsen af en ny opholdstilladelse skyldes, at udlændingen fortsat opfylder betingelserne i § 7, eller at der ikke foreligger ophør af flygtningestatus efter flygtningekonventionens artikel 1 C.

Til nr. 4-5

Det foreslås, at i udlændingelovens § 33, stk. 3, 1. og 2. pkt., ændres »4. pkt.« til »5. pkt.«, og i § 33 b, stk. 2, ændres »5. pkt.« til »6. pkt.«.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der indsættes et nyt punktum i § 53 a, stk. 2.

Til nr. 6

Udlændingelovens § 53 a, stk. 2, indeholder regler for klager, herunder om klagefrister, til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelens afgørelser. Bestemmelsen indeholder ingen frister for, hvornår en klage over en afgørelse om bortfald skal være indgivet til Flygtningenævnet.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 53, a, stk. 2, efter 2. pkt. indsættes et nyt punktum, hvorefter klage til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald efter §§ 17 og 17 a, der indgives senere end 4 uger efter, at udlændingen har fået meddelelse om afgørelsen, afvises, medmindre særlige grunde taler derimod.

Den foreslåede ordning vil indebære, at klager, der indgives efter 4 uger, vil skulle afvises, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

I vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der vil kunne give anledning til dispensation, vil fristoverskridelsens længde, sandsynligheden for, at Flygtningenævnet vil give klageren medhold samt årsagen til fristoverskridelsen, som f.eks. alvorlig sygdom, der har medført, at udlændingen ikke har haft mulighed for at indgive en klage, eller at udlændingen har været afskåret fra gængse kommunikationsmidler, kunne inddrages i vurderingen. I det tilfælde, at udlændingen opholder sig i Danmark, vil der normalt også kunne dispenseres for fristen, navnlig når Udlændingestyrelsen i forbindelse med bortfaldssagen har taget stilling til, om udlændingen kan meddeles en ny opholdstilladelse efter § 7. Det bemærkes, at det i disse tilfælde vil være unødigt ressourcekrævende, såfremt Udlændingestyrelsen skulle oprette en ny asylsag for at starte forfra. Desuden bemærkes, at der i disse tilfælde tilsvarende vil kunne dispenseres for fristen, hvis rettighederne efter flygtningekonventionen tilsiger, at der meddeles en ny opholdstilladelse. Der er ikke tale om en udtømmende opregning af forhold, der vil kunne indgå i vurderingen.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse i praksis være Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, der vil kunne beslutte, om der skal dispenseres fra en overskridelse af klagefristen.

Den foreslående ændring vil indebære, at Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, efter en konkret vurdering vil kunne dispensere fra klagefristen på 4 uger, således at en klage, der ikke er indgivet rettidigt, alligevel behandles af Flygtningenævnet.

Forslaget ændrer ikke på mulighederne for at opnå eller indgive ansøgning om asyl. En udlænding, hvis opholdstilladelse er bortfaldet, men ikke har klaget inden for fristen, vil således kunne indgive en ny ansøgning om asyl, hvis pågældende opholder sig i Danmark. Som nævnt ovenfor vil det dog i praksis kunne afhænge af de nærmere omstændigheder, om ansøgningen vil skulle behandles som en ny ansøgning, en anmodning om genoptagelse eller som en klage til Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsens afgørelse.

Til nr. 7

Det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., at påklage af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-3, 5 og 6, har opsættende virkning.

Efter stk. 2, 6. pkt., finder 5. pkt. ikke anvendelse på klager over afgørelser om afvisning efter reglerne i kapitel 5 b eller på klager over afgørelser om bortfald efter § 21 b, stk. 1, når udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet, medmindre udlændingen afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Det foreslås, at § 53 a, stk. 2, 6. pkt., ændres således, at der efter »bortfald efter« indsættes »§ 17 og«.

Den foreslåede ordning vil indebære, at det vil blive tydeliggjort, at 5. pkt. ikke finder anvendelse på klager til Flygtningenævnet over afgørelser om bortfald, når udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet.

Det betyder, at det vil blive slået fast, at klager til Flygtningenævnet over afgørelser om bortfald ikke vil have opsættende virkning i de tilfælde, hvor klageren ikke opholder sig i Danmark. En sådan klage vil således ikke indebære nogen rettigheder i forhold til at opholde sig i Danmark under sagens behandling.

Forslaget skal ses i lyset af, at det fremgår af de gældende regler i udlændingelovens § 53 a, at en klage over en afgørelse om bortfald har opsættende virkning, men det kan fremstå uklart, hvilken betydning dette har, hvis udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet, men ikke længere har en opholdstilladelse, idet den er bortfaldet automatisk (ex lege). Reglerne kan således give det indtryk, at en klager vil kunne have ret til at indrejse i Danmark på ny og eventuelt genindtræde i sine tidligere rettigheder, uanset hvor lang tid siden pågældende udrejste.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af repatrieringslovens § 9, stk. 1, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen endvidere skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, på ny indgiver ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de første 2 år efter udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse.

Det foreslås, at der i § 9, stk. 1, 2. pkt., efter »beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering,« indsættes »hvis en udlændings opholdstilladelse ikke kan anses for bortfaldet eller ophørt efter udlændingelovens § 17,«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der fremover skal træffes beslutning om tilbagebetaling af den udbetalte hjælp repatriering i de tilfælde, hvor en udlænding ikke har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, men udlændingens opholdstilladelse ikke kan anses for bortfaldet eller ophørt efter udlændingelovens § 17.

Den foreslåede ændring skal dermed rette op på den uhensigtsmæssighed, at der i dag ikke er hjemmel til at træffe beslutning om tilbagebetaling i tilfælde, hvor udlændingen ikke har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, men udlændingens opholdstilladelse heller ikke kan anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17.

Det kan ikke afvises, at der kan være sager, hvor der uberettiget er blevet truffet beslutning om tilbagebetaling, uanset at udlændingen ikke har haft en fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, men hvor opholdstilladelsen heller ikke har kunnet anses for bortfaldet eller ophørt efter udlændingelovens § 17, og hvor der derfor ikke er hjemmel til at kræve tilbagebetaling efter den nugældende § 9, stk. 1, 2. pkt.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil derfor undersøge, om der bagudrettet er krævet tilbagebetaling af hjælp til repatriering i sager, hvor der ikke har været hjemmel hertil, og i så fald sikre, at sådanne evt. tilbagebetalingskrav vil blive frafaldet med tilbagevirkende kraft, således at evt. afdragne tilbagebetalingskrav vil blive refunderet. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det alene er ganske få sager, der vil kunne være omfattet heraf.

Kilde

Til nr. 1

Efter straffuldbyrdelseslovens § 75 a, stk. 1, afbrydes fuldbyrdelse af en fængselsstraf, hvis Hjemrejsestyrelsen bestemmer at en udlænding, som er idømt fængselsstraf i op til 4 måneder og udvist af landet, eller er idømt fængselsstraf for overtrædelse af hjemrejselovens § 12, stk. 2-4, eller § 13, stk. 2 eller 4 (overtrædelse af opholds-, melde- eller underretningspligten), skal udsendes straks.

Det foreslås i § 75 a, stk. 1, at ændre »4 måneder« til »1 år«.

Den foreslåede ændring vil hæve den øvre grænse for, hvornår der kan ske straksudsendelse med deraf følgende afbrydelse af straffuldbyrdelsen fra 4 måneders ubetinget fængsel til 1 års ubetinget fængsel.

Ændringen vil indebære, at det fremover vil være muligt at strafafbryde afsoning af ubetingede fængselsstraffe på op til 1 år for udvisningsdømte.

Forslaget tilsigter ud over ændringen af den øvre grænse for, hvornår der kan ske strafafbrydelse, ingen ændringer af retstilstanden. Der skal derfor fortsat i alle sager foretages en konkret og individuel vurdering af, om hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler for, at straffen ikke bør afbrydes.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juni 2025.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1, nr. 1-3, alene skal finde anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding efter lovens ikrafttræden opgiver sin bopæl i Danmark eller opholder sig uden for landet i de i udlændingelovens § 17, stk. 1, nævnte tidsrum. I andre tilfælde skal de hidtil gældende regler finde anvendelse.

Dette indebærer, at den foreslåede ændring af udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, vil kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding efter lovens ikrafttræden udrejser og opgiver sin bopæl i Danmark, og opholdstilladelsen herefter anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt. Hvis udlændingen derimod er udrejst og har opgivet sin bopæl før ikrafttrædelsestidspunktet, vil vurderingen af bortfald skulle foretages efter gældende udlændingelovs regler.

Derudover indebærer det foreslåede, at en opholdstilladelse alene vil anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, hvis udlændingen fra ikrafttrædelsestidspunktet har opholdt sig uden for landet i de i stk. 1, 2. og 3. pkt., nævnte tidsrum.

Det vil dermed være en forudsætning, at hele perioden efter 2. og 3. pkt., dvs. henholdsvis 6 eller 12 måneder, ligger efter lovens ikrafttræden. Et tilfælde, hvor f.eks. 3 af de 6 måneder ligger før lovens ikrafttræden, vil således skulle behandles efter de hidtil gældende regler i udlændingeloven.

Det bemærkes, at i de tilfælde, hvor en udlænding har opgivet sin bopæl før lovens ikrafttræden, vil opholdstilladelsen fortsat kunne anses for bortfaldet efter den foreslåede § 17, stk. 4, såfremt udlændingen efter lovens ikrafttrædelse har opholdt sig uden for landet i stk. 1, 2. og 3. pkt. nævnte tidsrum. En opholdstilladelse for en udlænding, der har opgivet sin bopæl i Danmark og opholder sig uden for landet på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, vil således fortsat kunne bortfalde efter den foreslåede ordning, såfremt udlændingen opholder sig uden for landet i henholdsvis 6 eller 12 måneder fra ikrafttrædelsestidspunktet.

Kilde

Det fremgår af udlændingelovens § 66, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Repatrieringsloven gælder ikke for Færøerne eller Grønland og kan heller ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Den gældende straffuldbyrdelseslov gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. straffuldbyrdelseslovens § 126. Loven kan dog ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Ved lov nr. 719 af 13. juni 2023 for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v., fik Færøerne deres egen lov om fuldbyrdelses af straf m.v. Straffuldbyrdelsesloven kan derfor ikke længere sættes i kraft for Færøerne.

Det foreslås derfor, at loven ikke skal finde anvendelse for Færøerne og Grønand, men at § 1 ved kongelig anordning helt eller delvist skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.