Lov om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen (Gennemførelse af forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem (EES) og forordninger om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol og politisamarbejde og strafferetligt samarbejde og om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold m.v.)

Kilde

Til nr. 1

I de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 19, stk. 11, § 28, stk. 1, nr. 6, § 32, stk. 4, nr. 3, og § 58 g, stk. 1 og 2, henvises til SIS II og SIS II-forordningen.

Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelserne i udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 19, stk. 11, § 28, stk. 1, nr. 6, § 32, stk. 4, nr. 3, og § 58 g, stk. 1 og 2 , at henvisningen til SIS II ændres til SIS, og henvisningen til SIS II-forordningen ændres til SIS-forordningen.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at SIS II-forordningen (forordning (EF) nr. 1987/2006 om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II)) ophæves og erstattes af bestemmelserne i SIS-forordningen (forordning (EU) 2018/1861 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol mv.), jf. SIS-forordningens artikel 65.

Til nr. 2

Det følger af udlændingelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., at tredjelandsstatsborgere skal have deres pas eller anden rejselegitimation viseret før indrejsen, medmindre de pågældende er fritaget for visum, jf. § 39, stk. 2. Det drejer sig om udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne om visumfritagelse og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser mv., men som ikke er statsborgere i et af de i § 2, stk. 1, nævnte lande.

Det foreslås, at opnåelse af rejsetilladelse indsættes i udlændingelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., hvorefter tredjelandsstatsborgere skal have deres pas eller anden rejselegitimation viseret eller have opnået rejsetilladelse før indrejsen, medmindre de pågældende er fritaget for visum eller rejsetilladelse, jf. § 39, stk. 2, og ETIAS-forordningen.

Den foreslåede ændring af § 2, stk. 2., 2. pkt., vil indebære, at indrejse i Danmark for visumfri tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til statsborgere i EU eller EØS-landene, betinges af, at der forud for indrejsen er opnået rejsetilladelse, medmindre pågældende er fritaget for rejsetilladelse, jf. ETIAS-forordningens bestemmelser herom.

Den foreslåede ændring vil således også medføre, at tredjelandsstatsborgere, som indrejser og tager ophold i Danmark uden den fornødne gyldige rejsetilladelse vil kunne afvises efter § 28, udvises efter § 25 b og pålægges straf efter § 59, stk. 2. Dette gælder dog ikke for tredjelandsborgere, der er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.3.8.

Til nr. 3 og 4

Efter udlændingelovens § 2 a, stk. 2, forstås ved et Schengenland i denne lov et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien anses dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4 og 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., §§ 58 f-58 h og § 59, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås, at i § 2 a, stk. 2, 2. pkt. udgår henvisningen til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h, hvorefter Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien ikke anses for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås endvidere, at der i udlændingelovens § 2 a, stk. 2 , indsættes et 3. pkt., hvorefter Cypern og Kroatien ikke anses for Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h.

De foreslåede ændringer betyder, at det fremadrettet alene vil være Cypern og Kroatien, som i forhold til bestemmelser i udlændingeloven, der vedrører SIS-samarbejdet, ikke anses som Schengenlande.

Baggrunden for ændringen er, at Bulgarien og Rumænien ved indtrædelsen i EU i 2005 indgik en tiltrædelsesakt om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, hvoraf det fremgår, at de bestemmelser i Schengenreglerne, der hænger direkte sammen med afskaffelsen af personkontrollen ved de indre grænser, ikke finder anvendelse ved tiltrædelsen, men først når Rådet har truffet afgørelse herom, efter at det er blevet sikret, at de nødvendige betingelser for gennemførelse af alle de pågældende regler er opfyldt.

På EU-ministerrådsmøde den 25. juni 2018 blev det i Rådets afgørelse (EU) 2018/934 vedtaget, at de resterende bestemmelser i Schengenreglerne vedrørende SIS skulle bringes i anvendelse for så vidt angår Bulgarien og Rumænien, og Bulgarien og Rumænien har dermed fra den 1. august 2018 deltaget i en større del af Schengensamarbejdet.

Bulgarien og Rumænien har herefter samme forpligtelser som Schengenlande, der anvender Schengenreglerne fuldt ud, når det kommer til SIS.

Det bemærkes, at rådsafgørelsen ikke berører ophævelsen af kontrollen ved de indre grænser i Bulgarien og Rumænien.

De foreslåede ændringer er således konsekvensændringer som følge af rådsafgørelsen.

Til nr. 5

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 2 a, stk. 8, at der ved SIS II-forordningen i loven forstås forordning om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) med senere ændringer.

Det foreslås, at § 2 a, stk. 8, vil definere begrebet SIS-forordningen i udlændingeloven. Bestemmelsen vil indebære, at der ved SIS-forordningen i udlændingeloven forstås forordningen om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området for henholdsvis ind- og udrejsekontrol mv. (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006).

Det foreslås, at der i § 2 a, stk. 8, endvidere vil blive taget højde for eventuelle fremtidige ændringer af SIS-forordningen og SIS-tilbagesendelsesforordningen i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven.

Det bemærkes, at SIS-forordningerne er omfattet af det danske retsforbehold, men idet forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at gennemføre forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks stilling, herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af SIS-forordningerne forud for den generelle indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Til nr. 6 og 7

I den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 2 a, stk. 9, er SIS II defineret som anden generation af Schengeninformationssystemet.

Det foreslås, at § 2 a, stk. 9, vil definere begrebet SIS-tilbagesendelsesforordningen i udlændingeloven.

Bestemmelsen vil indebære, at der ved begrebet SIS-tilbagesendelsesforordningen i udlændingeloven forstås forordningen om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860 af 28. november 2018 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold).

Det foreslås, at der i § 2 a, stk. 9, endvidere vil blive taget højde for eventuelle fremtidige ændringer af SIS-forordningen og SIS-tilbagesendelsesforordningen i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven.

Det foreslås derudover, at § 2 a, stk. 10, vil definere begrebet SIS som Schengeninformationssystemet.

Til nr. 8

Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et ind- og udrejsesystem.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 2 a indsættes et stk. 11, hvorefter bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser og om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål (EES-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet.

Det betyder dels, at den gældende EES-forordning, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 30. november 2017, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen, gælder i Danmark. Der henvises til lovforslagets § 3 om lovforslagets ikrafttræden.

Det betyder endvidere, at også fremtidige ændringer af EES-forordningen – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens regler, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 21, foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d, 1. pkt.

Det bemærkes, at EES-forordningen er omfattet af det danske retsforbehold, men idet forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at gennemføre forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks stilling, herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af EES-forordningen forud for den generelle indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af EES-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af EES-forordningen.

Til nr. 9

Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 2 a indsættes et stk. 12, hvorefter bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet.

Det betyder dels, at den gældende ETIAS-forordning, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 12. september 2018, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen, gælder i Danmark. Der henvises til lovforslagets § 3 om lovforslagets ikrafttræden.

Det betyder endvidere, at også fremtidige ændringer af ETIAS-forordningen – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens regler, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 22, foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d, 1. pkt.

Det bemærkes, at ETIAS-forordningen er omfattet af det danske retsforbehold, men idet forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at gennemføre forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks stilling, herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af EES-forordningen forud for den generelle indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af ETIAS-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Der henvises til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af ETIAS-forordningen.

Til nr. 10

Efter udlændingelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., har udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning.

Det foreslås, at krav om opnåelse af rejsetilladelse indsættes i udlændingelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, og som har opnået rejsetilladelse eller er fritaget herfor i medfør af ETIAS-forordningen, har ret til at indrejse og opholde sig her i landet i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning.

Der foreslås således indført et krav om besiddelse af rejsetilladelse for visumfritagne tredjelandsstatsborgere, som har ret til at opholde sig i Danmark i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage, med mindre de er fritaget herfor i medfør af ETIAS-forordningen.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 3, stk. 1, vil indebære, at udlændinge, som er fritaget for visum, skal have opnået en rejsetilladelse, jf. den foreslåede § 3 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, for at have ret til at indrejse og opholde sig her i landet i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, med mindre de er fritaget for kravet om rejsetilladelse jf. ETIAS-forordningen.

Der henvises til pkt. 3.1.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter udlændingelovens § 3, stk. 2, har en udlænding, der er statsborger i et land, som Danmark forud for Schengenkonventionens ikrafttræden har indgået en bilateral visumfritagelsesaftale med, uanset stk. 1 ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalen.

Det fremgår af artikel 20, stk. 2, i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen, at en udlændings ophold på området kan forlænges ud over 90 dage inden for en periode på 180 dage i medfør af en bilateral aftale, der er indgået inden konventionens ikrafttræden. Ifølge EES-forordningens artikel 60, indsættes i artikel 20 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen et nyt stk. 2c, således at udlændingen under det i stk. 2 nævnte forlængede ophold kun må opholde sig på den kontraherende medlemsstats område og skal udrejse ved denne medlemsstats ydre grænser. Hvis opholdet forlænges som følge af en bilateral aftale, registrerer medlemsstatens kompetente myndigheder oplysningerne vedrørende forlængelsen i den seneste relevante ind- og udrejseregistrering, der er knyttet til udlændingens individuelle sagsmappe i ind- og udrejsesystemet.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 3, stk. 2, indsættes et 2. og 3. pkt.

Efter det foreslåede 2. pkt. må en udlænding, som har ret til ophold her i landet som følge af en bilateral visumfritagelsesaftale, og som forud for indrejsen i Danmark allerede har opholdt sig i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage i et andet Schengenland, alene opholde sig her i landet og skal udrejse til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen.

Den foreslåede ændring vil indebære, at en udlænding, der opholder sig i Danmark på baggrund af en bilateral visumfritagelsesaftale, alene må opholde sig i Danmark under dette ophold og skal udrejse ved Danmarks ydre grænser. Den pågældende udlænding har således ikke ret til at opholde sig i et andet Schengenland under eller efter opholdet på baggrund af den bilaterale aftale. Dette udelukker ikke muligheden for at transitere et andet medlemsland i forbindelse med udrejsen.

Den foreslåede ændring vil dermed også indebære, at en udlænding, der opholder sig visumfrit i et andet Schengenland i medfør af en bilateral aftale mellem dette Schengenland og et tredjeland, ikke i forlængelse af dette ophold kan indrejse og opholde sig i Danmark, ligesom pågældende udlænding ikke kan udrejse af Schengenområdet fra Danmark. Dette udelukker ikke muligheden for, udlændingen transiterer Danmark i forbindelse med udrejsen fra et andet medlemsland.

Efter det foreslåede 3. pkt. finder 1. pkt. ikke anvendelse for udlændinge, der forud for indrejsen i Danmark allerede har opholdt sig i et andet Schengenland ud over 90 dage inden for en periode på 180 dage i medfør af en bilateral visumfritagelsesaftale.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udlændinge, der forud for indrejsen i Danmark allerede har opholdt sig i et andet Schengenland i mere end 90 dage inden for 180 dage i medfør af en bilateral aftale indgået mellem dette andet Schengenland og et tredjeland, ikke har den i 1. pkt. beskrevne ret til at indrejse og opholde sig i Danmark. En udlænding, der har opholdt sig i et andet Schengenland i medfør af en bilateral aftale, kan således ikke gøre brug af en bilateral aftale mellem det pågældende land og Danmark.

Til nr. 12

Udlændingeloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke bestemmelser om udstedelse af rejsetilladelse, og visumfrie tredjelandsstatsborgere skal således alene fremvise gyldigt rejsedokument ved indrejse i Schengenområdet, jf. udlændingelovens § 39.

Det foreslås, at der efter udlændingelovens § 3 a indsættes § 3 b, hvorefter rejsetilladelse udstedes i medfør af ETIAS-forordningens bestemmelser herom.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der udstedes rejsetilladelser til visumfrie tredjelandsstatsborgere i overensstemmelse med ETIAS-forordningen. Rejsetilladelsen vil som udgangspunkt gælde i alle Schengenlande, dog i visse tilfælde alene for Danmark med gyldighed i et nærmere fastsat tidsrum

Der henvises til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af ETIAS-forordningen.

Til nr. 13

Der findes ikke i udlændingeloven bestemmelser om, i hvilken form en afgørelse afslag på eller annullering eller inddragelse af rejsetilladelse skal meddeles ansøgeren, eller hvilken myndighed der træffer afgørelser herom.

Det foreslås, at der efter udlændingelovens § 4 e indsættes § 4 f.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 oprettes den nationale ETIAS-enhed i Udlændingestyrelsen.

Det følger af ETIAS-forordningens artikel 8, at hver medlemsstat skal udpege en kompetent myndighed som national ETIAS-enhed, som skal være ansvarlig for bl.a. at undersøge og træffe afgørelse om ansøgninger om rejsetilladelse, i tilfælde, hvor den automatiserede behandlingsproces har givet et hit, og den centrale ETIAS-enhed har iværksat den manuelle behandling af ansøgningen.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 f, stk. 1, vil medføre, at der etableres en national ETIAS-enhed i Udlændingestyrelsen.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 træffer den nationale ETIAS-enhed afgørelser om udstedelse af, afslag på, annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse efter ETIAS-forordningens bestemmelser herom.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den nationale ETIAS-enhed bemyndiges til at træffe afgørelse om udstedelse af eller afslag på, annullering af eller inddragelse af rejsetilladelser efter ETIAS-forordningens bestemmelser herom.

Der henvises til pkt. 3.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 meddeles en afgørelse om afslag på, annullering af eller inddragelse af en rejsetilladelse ansøgeren ved anvendelse af en af Europa-Kommissionen vedtaget standardformular.

Det følger af ETIAS-forordningens artikel 38, stk. 3, at EU-Kommissionen vedtager en standardformular for afslag på, annullering af eller inddragelse af en rejsetilladelse. Standardformularen, som den nationale ETIAS-enhed skal anvende ved afslag på, annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse, er endnu ikke vedtaget af EU-Kommissionen.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at den nationale ETIAS-enheds afgørelser om afslag på, annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse efter ETIAS-forordningens bestemmelser herom meddeles ansøgeren ved anvendelse af den af EU-Kommissionen vedtagne standardformular.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4 kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler om, at forvaltningslovens kapitel 6, 7 og 8 b ikke skal finde anvendelse for afgørelser truffet i medfør af stk. 3.

Standardformularen, som den nationale ETIAS-enhed skal anvende ved afslag på, annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse, er endnu ikke vedtaget af EU-Kommissionen og vil på et senere tidspunkt kunne ændres af EU-Kommissionen, hvorfor det ikke er fastlagt, om og i hvilket omfang den endelige udformning af standardformularens begrundelse, klagevejledning og mulighed for at påføre en underskrift vil leve op til dansk forvaltningsrets krav til afgørelser. Det vil ligeledes ikke være muligt for danske myndigheder at vedlægge yderligere dokumenter til standardformularen for på den måde at opfylde forvaltningslovens krav til afgørelser mv.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den nationale ETIAS-enheds afgørelser om afslag på, annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse ved udlændinge- og integrationsministerens bestemmelse herom kan undtages fra de forvaltningsretlige krav i forvaltningslovens kapitel 6, 7 og 8 b.

Når den endelige standardformular foreligger, og i tilfælde af senere ændringer i denne, kan udlændinge- og integrationsministeren således udstede bekendtgørelse om, hvilke forvaltningsretlige regler der kan fraviges ved ETIAS-enhedens afgørelser om afslag på, annullering af eller inddragelse af rejsetilladelse.

Der henvises til pkt. 3.1.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse om, at den nationale ETIAS-enhed etableres i Udlændingestyrelsen, vil endvidere medføre, at den nationale ETIAS-enheds afslag på rejsetilladelse, annullering af og inddragelse af en rejsetilladelse kan påklages til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1.

Klagesagsbehandlingen vil herefter følge de almindelige regler for klager indgivet til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 52 c, ligesom der gælder en klagefrist på 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen via e-mailtjenesten, men at Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, i særlige tilfælde vil kunne beslutte, at en klage skal behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Det bemærkes, at udformningen af standardformularens klagevejledning kan få betydning for Udlændingenævnets mulighed for at håndhæve klagefristen på 8 uger.

Der henvises til pkt. 3.1.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 4, kan en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid inddrages, såfremt en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et EU-land, er indberettet til SIS II som uønsket på baggrund af omstændigheder, der her i landet kunne medføre udvisning efter kapitel 4. Det samme er tilfældet, hvis udlændingen er indberettet til SIS II som uønsket, fordi den pågældende er omfattet af restriktive foranstaltninger besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union. En sådan inddragelse vil ske efter konsultation med myndighederne i et andet Schengenland efter Schengenkonventionens artikel 25.

Det foreslås, at henvisningen i § 19, stk. 4, 3. pkt., til Schengenkonventionens artikel 25 ændres til SIS-forordningens regler herom, således at inddragelse efter 1. og 2. pkt. sker efter konsultation i medfør af SIS-forordningens regler herom med myndighederne i et andet Schengenland.

Den foreslåede ændring af § 19, stk. 4, 3. pkt., vil indebære, at inddragelse som i dag vil ske efter konsultation med myndighederne i et andet EU- eller Schengenland, men som en konsekvens af, at Schengenkonventionens artikel 25 udgår, jf. SIS-forordningens artikel 64, vil konsultation skulle ske i medfør af SIS-forordningens bestemmelser om konsultation, herunder artikel 28, 29 og 30.

Af artikel 29 fremgår det, at hvis en udlænding med en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende ophold, udstedt af en anden medlemsstat, er indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS) på baggrund af en afgørelse om nægtelse af indrejse eller ophold, skal der ske konsultationer mellem det land, der har udstedt opholdstilladelsen eller visummet, og den medlemsstat, der har indberettet udlændingen som uønsket, med henblik på at fastslå, om der er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage opholdstilladelsen eller visummet til længerevarende ophold.

Som i dag vil det ved en inddragelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 19 a og 26 skulle vurderes, om der er hensyn, der taler imod, at opholdstilladelsen inddrages.

Til nr. 15

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 27 b vedrører fuldbyrdelse af endelige administrative afgørelser truffet af myndigheder i andre EU- og Schengenlande om udsendelse af udlændinge. Efter § 27 b, stk. 3, skal Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 58 h, stk. 1, inden der kan ske udsendelse af en udlænding efter § 27 b, stk. 1, efter Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2, gennemføre konsultationer med myndighederne i det land, hvor der er truffet endelig afgørelse om udsendelse af den pågældende, og med myndighederne i det land, hvor den pågældende har opholdstilladelse eller visum til længerevarende ophold, med henblik på at finde ud af, om der er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage opholdstilladelsen.

Det foreslås, at henvisningen i § 27 b, stk. 3, 1. pkt., til Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2, ændres til SIS-forordningens artikel 30 eller SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12, hvorefter der, hvis en udlænding som nævnt i stk. 1 har opholdstilladelse i et andet Schengenland eller i et EU-land, eller den pågældende har visum til ophold af mere end 90 dages varighed med gyldighed begrænset til et andet Schengenland (langtidsvisum), træffes afgørelse om udsendelse efter stk. 1 i forbindelse med konsultationer i medfør af SIS-forordningens artikel 30 eller SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12, med myndighederne i det land, hvor der er truffet endelig afgørelse om udsendelse af den pågældende, og med myndighederne i det land, hvor den pågældende har opholdstilladelse eller langtidsvisum.

Ændringerne i § 27 b, stk. b, stk. 3, vil indebære, at der som i dag skal ske konsultation med myndighederne i et andet EU- eller Schengenland, inden der kan ske udsendelse af en udlænding efter § 27 b, stk. 1. Som en konsekvens af, at Schengenkonventionens artikel 25 udgår, jf. SIS-forordningens artikel 64, vil konsultation fremover skulle ske i medfør af SIS-forordningens artikel 30 eller SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 12.

Af SIS-forordningens artikel 30 fremgår det, at hvis en medlemsstat får et hit på en indberetning om nægtelse af indrejse og ophold indlæst af en medlemsstat vedrørende en udlænding med en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende ophold udstedt af en anden medlemsstat, konsulterer de tre involverede medlemsstater hinanden med henblik på at fastslå, om der er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage opholdstilladelsen eller visummet til længerevarende ophold.

Det samme gør sig gældende i forhold til SIS-tilbagesendelsesforordningen, hvor hittet vedrører en indberetning om tilbagesendelse.

Det er nødvendigt for anvendelsen af § 27 b, stk. 3, at Udlændingestyrelsen, som træffer afgørelser i medfør af § 27 b, er bekendt med, at en udlænding, der opholder sig her i landet, er omfattet af en udsendelsesafgørelse truffet i et andet Schengenland.

Politiet eller udlændingemyndighederne skal i den forbindelse konstatere, at den pågældende er omfattet af en sådan udsendelsesafgørelse. For politiets vedkommende vil kendskab til en indberettet udsendelsesafgørelse bero på opslag i SIS i forbindelse med en udlændingekontrol, hvis udlændingen antræffes i Danmark, eller i forbindelse med ind- og udrejsekontrol på Danmarks ydre grænse.

Det bliver med SIS-forordningen og SIS-tilbagesendelsesforordningen fremover obligatorisk at indlæse indberetninger om nægtelse af indrejse og ophold samt indberetninger om udlændinge, der er genstand for afgørelser om tilbagesendelse. For afgørelser om nægtelse af indrejse og ophold eller afgørelser om tilbagesendelse, må det forventes, at disse giver et hit, når der søges på en person, der er genstand for en sådan afgørelse, i SIS, såfremt afgørelserne er truffet efter det tidspunkt, som EU-Kommissionen beslutter, at forordningerne skal finde anvendelse fra, jf. SIS-forordningens artikel 66 og SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 20, jf. SIS-forordningens artikel 66. Afgørelser af ældre dato vil ikke nødvendigvis fremgå af SIS.

Til nr. 16

Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, kan en udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, i en række tilfælde.

Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, kan afvisning ske, hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om rejselegitimation, visum og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.

Udlændingeloven indeholder således i dag ikke bestemmelser om afvisning af udlændinge, som ikke vil lade sig registrere i ind- og udrejsesystemet.

Som følge af EES-forordningen er der foretaget en tilføjelse til artikel 6, stk. 1, i Schengengrænsekodeks, der indebærer, at afgivelse af nødvendige biometriske oplysninger til brug for registrering i ind- og udrejsesystemet er en indrejsebetingelse for tredjelandsstatsborgere omfattet af EES-forordningen.

Det foreslås, at registrering i ind- og udrejsesystemet indsættes i udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, hvorefter afvisning kan ske, hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om rejselegitimation, visum, registrering i ind- og udrejsesystemet og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.

Den foreslåede ændring af § 28, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at tredjelandsstatsborgere kan afvises ved indrejse i Danmark fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, hvis pågældende ikke vil lade sig registrere i ind- og udrejsesystemet, med mindre pågældende er undtaget herfor, jf. EES-forordningen.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 17, hvori der foreslås en yderligere ændring af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, hvorefter afvisning tillige vil kunne ske, hvis udlændingen ikke er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse efter ETIAS-forordningens bestemmelser herom.

Baggrunden for, at det foreslås, at der foretages en ændring af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, i såvel lovforslagets § 1, nr. 16, som i § 1, nr. 17, er, at ind- og udrejsesystemet idriftsættes på et tidligere tidspunkt end ETIAS-systemet. De ændringer i udlændingeloven, som vedrører EES-forordningen, vil derfor skulle træde i kraft tidligere end de ændringer, som vedrører ETIAS-forordningen, jf. lovforslagets § 3.

Når begge ændringer er trådt i kraft, vil der kunne ske afvisning på grænsen, hvis den pågældende ikke vil lade sig registrere i ind- og udrejsesystemet, og hvis den pågældende ikke er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse.

Der henvises til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, kan en udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, i en række tilfælde.

Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, kan afvisning ske, hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om rejselegitimation, visum og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.

Udlændingeloven indeholder således i dag ikke bestemmelser om afvisning af visumfritagne udlændinge, som ikke er i besiddelse af rejsetilladelse ved indrejse i Danmark.

Som følge af ETIAS-forordningen er der foretaget en tilføjelse til artikel 6, stk. 1, i Schengengrænsekodeks, der indebærer, at besiddelse af en gyldig rejsetilladelse er en indrejsebetingelse for tredjelandsstatsborgere omfattet af ETIAS-forordningen.

Det foreslås, at rejsetilladelse indsættes i udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, hvorefter afvisning ske, hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om rejselegitimation, visum, rejsetilladelse og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.

Den foreslåede ændring af § 28, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at visumfritagne tredjelandsstatsborgere ved indrejse i Danmark vil kunne afvises, hvis pågældende ikke er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse jf. ETIAS-forordningen, med mindre den pågældende undtaget herfor jf. ETIAS-forordningen.

Der henvises til pkt. 3.1.2.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18

Efter udlændingelovens § 39, stk. 2, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang passet eller rejselegitimationen skal være påtegnet visum til indrejse i eller udrejse af landet. Udlændinge- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om visum, herunder om adgangen hertil, om visummets varighed, om de betingelser, der kan fastsættes for visummet, om sagsfordelingen på visumområdet mellem Udlændingestyrelsen og de danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet og om de grundlæggende hensyn ved behandlingen og afgørelsen af visumsagen.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 39, stk. 2, før 1. pkt. indsættes nyt punktum, hvorefter en udlænding, der er fritaget for visum, ved indrejse og ophold her i landet skal være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse, medmindre pågældende er fritaget herfor i medfør af ETIAS-forordningen.

Den foreslåede ændring af § 39, stk. 2, vil indebære, at visumfritagne udlændinge ved indrejse og ophold i Danmark vil skulle være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse, medmindre de pågældende er undtaget fra dette krav, jf. ETIAS-forordningen. Ændringen medfører dermed også, at politiet i forbindelse med grænsekontrol skal kontrollere, om en udlænding, som er omfattet af kravet om besiddelse af en rejsetilladelse, er i besiddelse af en sådan ved sin indrejse i Danmark.

Den foreslåede ændring vil således endvidere medføre, at ophold i Danmark uden rejsetilladelse eller fortsat ophold efter en rejsetilladelses udløb vil være et ulovligt ophold og være omfattet af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, om afvisning ved grænsen, § 25 b om udvisning for ophold uden fornøden tilladelse og § 59, stk. 2, om straf for ophold uden fornøden tilladelse.

Der henvises til pkt. 3.1.1.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19

Overskriften til udlændingelovens kapitel 8 a har følgende ordlyd: Videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen m.v.

Det foreslås, at EES-forordningen indsættes i overskriften til udlændingelovens kapitel 8 a, hvorefter kapitel 8 a vil få følgende ordlyd: Videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen, EES-forordningen og Eurodac-forordningen m.v.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der ved lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås, at EES-forordningen indsættes i § 58 d.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20, hvori der foreslås en yderligere ændring af overskriften til udlændingelovens kapitel 8 a, således at ETIAS-forordningen også vil fremgå af overskriften.

Baggrunden for, at det foreslås, at der foretages en ændring af overskriften til udlændingelovens kapitel 8 a i såvel lovforslagets § 1, nr. 19, som i § 1, nr. 20, er, at ind- og udrejsesystemet idriftsættes på et tidligere tidspunkt end ETIAS-systemet. De ændringer i udlændingeloven, som vedrører EES-forordningen, vil derfor skulle træde i kraft tidligere end de ændringer, som vedrører ETIAS-forordningen, jf. lovforslagets § 3.

Når begge ændringer er trådt i kraft, vil begge forordninger fremgå af overskriften til udlændingelovens kapitel 8 a.

Til nr. 20

Overskriften til udlændingelovens kapitel 8 a har følgende ordlyd: Videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen m.v.

Det foreslås, at ETIAS-forordningen indsættes i overskriften til kapitel 8 a, hvorefter kapitel 8 a vil få følgende ordlyd: Videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen, ETIAS-forordningen og Eurodac-forordningen m.v.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der ved lovforslagets § 1, nr. 22 foreslås, at ETIAS-forordningen indsættes i § 58 d.

Til nr. 21

Det følger af udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1. pkt., at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen, visumkodeksen, Dublinforordningen og Eurodacforordningen, jf. dog stk. 2.

Det foreslås, at EES-forordningen indsættes i udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen, visumkodeksen, EES-forordningen, Dublinforordningen og Eurodac-forordningen, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d, vil indebære, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i EES-forordningen. Bemyndigelsen vedrører ligeledes nærmere bestemmelser til gennemførelse af fremtidige ændringer af de nævnte forordninger eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger. Fremtidige ændringer af EES-forordningen eller vedtagelse af gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver lovændringer, kan således gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastlæggelse af nærmere regler herom.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 22, hvori der foreslås en yderligere ændring af udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlændinge- og integrationsministeren tillige vil kunne fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i ETIAS-forordningen.

Baggrunden for, at det foreslås, at der foretages en ændring af udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1. pkt., i såvel lovforslagets § 1, nr. 21, som i § 1, nr. 22, er, at ind- og udrejsesystemet idriftsættes på et tidligere tidspunkt end ETIAS-systemet. De ændringer i udlændingeloven, som vedrører EES-forordningen, vil derfor skulle træde i kraft tidligere end de ændringer, som vedrører ETIAS-forordningen, jf. lovforslagets § 3.

Når begge ændringer er trådt i kraft, vil udlændinge- og integrationsministeren kunne fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i EES-forordningen og ETIAS-forordningen

Til nr. 22

Det følger af udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1. pkt., at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen, visumkodeksen, Dublinforordningen og Eurodacforordningen, jf. dog stk. 2.

Det foreslås, at ETIAS-forordningen indsættes i udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen, visumkodeksen, ETIAS-forordningen, Dublinforordningen og Eurodacforordningen, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d vil indebære, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i ETIAS-forordningen. Bemyndigelsen vedrører ligeledes nærmere bestemmelser til gennemførelse af fremtidige ændringer af de nævnte forordninger eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger. Fremtidige ændringer af ETIAS-forordningen eller vedtagelse af gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver lovændringer, kan således gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastlæggelse af nærmere regler herom.

Til nr. 23

Det følger af den gældende bestemmelse i § 58 g, at en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, indberettes som uønsket til Schengeninformationssystemet i en række nærmere angivne tilfælde.

Det følger af den foreslåede § 58 g, stk. 3, at udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, til SIS, hvis udlændingen er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 58 g, stk. 3, vil indebære, at en udlænding indberettes i Schengeninformationssystemet (SIS), hvis den pågældende er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse.

Den nye SIS-tilbagesendelsesforordning gør det obligatorisk at indberette afgørelser om tilbagesendelse i SIS.

Af SIS-tilbagesendelsesforordningens artikel 3, stk. 1, følger, at medlemsstaterne indlæser indberetninger om tilbagesendelse i SIS om tredjelandsstatsborgere, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, med henblik på at kontrollere, at forpligtelsen til at vende tilbage er blevet overholdt, og at støtte håndhævelsen af afgørelsen om tilbagesendelse. En sådan indberetning skal indlæses straks efter, at afgørelsen om tilbagesendelse er truffet.

En indberetning om tilbagesendelse kan efter artikel 3, stk. 2, undlades, når en afgørelse om tilbagesendelse vedrører en tredjelandsstatsborger, der er frihedsberøvet, men den pågældende venter på at blive udsendt. Hvis den pågældende løslades uden at blive udsendt, indlæses indberetningen om tilbagesendelse straks.

Af artikel 3, stk. 3, følger, at det kan undlades at indlæse en indberetning om tilbagesendelse, når afgørelsen er truffet ved en medlemsstats ydre grænse, og afgørelsen omgående er blevet fuldbyrdet.

Af artikel 3, stk. 4 og 5, følger det, at fristen for frivillig udrejse, enhver forlængelse af denne frist samt enhver suspendering eller udsættelse af håndhævelsen af afgørelsen om tilbagesendelse skal registreres i indberetningen om tilbagesendelse. Udsættelse af håndhævelsen kan bl.a. bero på indgivelse af en klage.

Det er ikke som i § 58 g, stk. 1 og 2, anført, at det er rigspolitichefen, der foretager indberetningerne om tilbagesendelse. Det følger fortsat af Lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen, at rigspolitichefen er den centrale myndighed, og dermed er den ansvarlige myndighed for den nationale del af Schengeninformationssystemet. Der henvises i den forbindelse til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, nr. 2.

Det følger ikke af SIS-tilbagesendelsesforordningen, at den centrale myndighed skal forestå indberetningerne i SIS. Det er i forlængelse heraf besluttet, at udlændingemyndighederne tillægges kompetencen til at foretage indberetningerne i SIS af udlændinge, der er genstand for en tilbagesendelsesafgørelse.

Den foreslåede ændring er ligeledes i overensstemmelse med den ressortfordeling som følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, hvoraf det fremgår bl.a., at det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Til nr. 24

Det følger af udlændingelovens § 58 h, stk. 1, at Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration forestår konsultationer med myndighederne i et andet EU- eller Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Det foreslås, at § 58 h, stk. 1, ændres, således at Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration ændres til udlændingemyndighederne.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 h, stk. 1, indebærer, at der også være hjemmel til, at Hjemrejsestyrelsen kan forestå de i bestemmelsen nævnte konsultationer på lige fod med Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Ændringen indebærer endvidere, at fremtidige organisatoriske tilpasninger hos udlændingemyndighederne, herunder oprettelse af en eller flere nye styrelser inden for Udlændinge- og Integrationsministeriets ressort, er omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede ændring af Schengenkonventionens artikel 25 i udlændingelovens § 58 h, stk. 1, er en konsekvens af, at Schengenkonventionens artikel 25 udgår, jf. SIS-forordningens artikel 64. Konsultation vil efter den foreslåede bestemmelse fremover skulle ske i medfør af SIS-forordningens og SIS-tilbagesendelsesforordningens bestemmelser om konsultation.

I SIS-forordningen findes bestemmelserne om konsultation i forordningens artikler 27-30. I SIS-tilbagesendelsesforordningen findes bestemmelserne om konsultation i forordningens artikel 9-12.

Den foreslåede ændring er ligeledes i overensstemmelse med den ressortfordeling som følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, hvoraf det fremgår bl.a., at det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Til nr. 25

Det følger af udlændingelovens § 58 h, stk. 2, at rigspolitichefen sletter en i medfør af § 58 g indberettet udlænding i SIS II, såfremt Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter de i stk. 1 nævnte konsultationer finder, at den pågældende bør slettes som uønsket.

Det foreslås, at § 58 h, stk. 2, konsekvensrettes som følge af de foreslåede ændringer i § 58 h, stk. 1, hvor Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration ændres til udlændingemyndighederne.

Den foreslåede ændring af § 58 h, stk. 2, indebærer, at der kan ske sletning af indberetninger i SIS på baggrund af konsultationer forestået af andre udlændingemyndigheder end Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Ændringen indebærer endvidere, at fremtidige organisatoriske tilpasninger hos udlændingemyndighederne, herunder oprettelse af en eller flere nye styrelser inden for Udlændinge- og Integrationsministeriets ressort, er omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen foreslås tillige konsekvensrettet som følge af, at det er besluttet, at udlændingemyndighederne tillægges kompetencen til at forestå de i § 58 h, stk. 1, nævnte konsultationer. Det foreslås derfor også, at udlændingemyndighederne tillægges kompetence til at slette indberetningerne, såfremt det vurderes relevant efter konsultation med et andet Schengenland.

Den foreslåede ændring er ligeledes i overensstemmelse med den ressortfordeling, som følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, hvoraf det fremgår bl.a., at det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Til nr. 26

Det følger af udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, at med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den udlænding, som ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i landet. Ved strafudmålingen skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået i gentagelsestilfælde.

Som følge af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 17, vedrørende § 28, stk. 1, nr. 2, vil det være en indrejsebetingelse for visumfri tredjelandsstatsborgere at være i besiddelse af en rejsetilladelse, medmindre disse er undtaget herfor, jf. ETIAS-forordningen.

Det foreslås, at rejsetilladelse indsættes i udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., hvorefter den udlænding, som ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, rejsetilladelse, pas eller anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i landet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Den foreslåede ændring af § 59, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at opnåelse af rejsetilladelse ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser er strafbelagt efter bestemmelsen.

Der er ikke med tilføjelsen af rejsetilladelse i § 59, stk. 1, nr. 2, tiltænkt nogen ændring af den nugældende praksis for fastsættelse af bødeniveauet for overtrædelse af bestemmelsen.

Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen af 8. december 2020 om udlændingelovens § 59, § 59 a og § 59 b, hvoraf det fremgår, at der almindeligvis fastsættes en bøde på 2.000 kr., hvilket i gentagelsestilfælde skærpes.

Det forudsættes således, at domstolene vil fortsætte gældende praksis, hvorefter der almindeligvis fastsættes en bødetakst på 2.000 kr. Der vil fortsat kunne ske en satsregulering af niveauet for normalbøden.

Fastsættelsen af bøden beror imidlertid på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10, dog således at bøden har en afskrækkende virkning, er effektiv, og står i rimeligt forhold til overtrædelsen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.1.8.

Til nr. 27

Efter udlændingelovens § 59 a, stk. 1, straffes den, der bringer en udlænding her til landet, med bøde, såfremt den pågældende ved indrejsen i Danmark eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.

Det foreslås, at rejsetilladelse indsættes i udlændingelovens § 59 a, stk. 1, hvorefter den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og rejsetilladelse eller visum, jf. § 39.

Den foreslåede ændring af § 59 a, stk. 1, vil indebære, at også en manglende fornøden rejsetilladelse er omfattet af bestemmelsen, hvorefter en transportør, som bringer en udlænding til landet, som ikke er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse, kan straffes med bøde, med mindre transportøren i medfør af ETIAS-forordningen er fritaget for forpligtelsen til at kontrollere, om passagerer er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse. I det tilfælde, at en transportør har kontrolleret en rejsetilladelse, men denne i tidsrummet mellem transportørens kontrol og politiets kontrol ved grænseovergangsstedet er blevet annulleret eller inddraget, vil transportøren ligeledes ikke ifalde strafansvar.

Ifølge udlændingelovens § 59 a, stk. 3, udmåles bøder for transportvirksomheders overtrædelse af stk. 1 til maksimum 37.200 kr. pr. udlænding, der befordres.

Der er ikke med tilføjelsen af rejsetilladelse i § 59 a tiltænkt nogen ændring af den nugældende praksis for fastsættelse af bødeniveauet for overtrædelse af transportøransvaret.

Der henvises til Rigsadvokatmeddelelse af 8. december 2020 om udlændingelovens § 59, § 59 a og § 59 b, hvoraf det fremgår, at der almindeligvis fastsættes en bødetakst på 12.000 kr. pr. person, der bringes her til landet, og som ved indrejse i Danmark eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. udlændingelovens § 59 a, stk. 1.

Det forudsættes således, at domstolene vil fortsætte gældende praksis, hvorefter der almindeligvis fastsættes en bødetakst på 12.000 kr., pr. person, der befordres. Der vil fortsat kunne ske en satsregulering af niveauet for normalbøden.

Fastsættelsen af bøden beror imidlertid på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10, dog således at domstolene skal fastsætte bøden til 37.200 kr. eller derunder pr. udlænding, der befordres, og at bøden har en afskrækkende virkning, er effektiv, og står i rimeligt forhold til overtrædelsen.

Fastsættelsen af en bøde, der modsvarer eller ligger tæt på det maksimale bødeniveau, dvs. 37.200 kr., bør reserveres til grovere overtrædelser af bestemmelsen. Er overtrædelsen således begået forsætligt, eller er der ved overtrædelsen opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for transportvirksomheden, vil dette være en skærpende omstændighed.

Ved udmålingen af bøden, skal det tilsvarende betragtes som en skærpende omstændighed, hvis der foreligger gentagelsestilfælde. Ved gentagelsestilfælde forstås, at transportvirksomheden tidligere er straffet for overtrædelse af udlændingelovens § 59 a, stk. 1.

For så vidt angår fysiske personers overtrædelse af bestemmelsen om transportøransvar foretages ingen ændringer af bødeniveauets størrelse eller anvendelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.1.9.

§ 2

Til nr. 1

Det følger af den gældende bestemmelse i tiltrædelseslovens § 2, stk. 1, at bestemmelserne i SIS II-rådsafgørelsen og SIS II-forordningen gælder i Danmark.

Den foreslåede ændring af § 2, stk. 1, vil indebære, at bestemmelserne i SIS-forordningerne (EU) nr. 2018/1860, (EU) nr. 2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 gælder i Danmark. Disse bestemmelser træder i stedet for SIS II-forordningen og SIS II-rådsafgørelsen.

Bestemmelsen tager højde for eventuelle fremtidige ændringer af SIS-forordningerne (EU) nr. 2018/1860, (EU) nr. 2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i tiltrædelsesloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 3.3.3 for en nærmere beskrivelse af de foreslåede ændringer i de gældende regler for SIS.

Til nr. 2

Det følger af den gældende bestemmelse i tiltrædelseslovens § 2, stk. 2, at rigspolitichefen er den centrale myndighed efter SIS II-rådsafgørelsens og SIS II-forordningens artikel 7, stk. 1. Efter retsakternes artikel 7, stk. 1, skal hver medlemsstat udpege en myndighed (»N. SIS II-kontoret«), der har det overordnede ansvar for medlemsstatens N. SIS II.

Bestemmelserne i SIS II-rådsafgørelsen og SIS II-forordningen erstattes fremover af artikel 7, stk. 1, i forordningerne (EU) nr. 2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af SIS på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol samt politisamarbejde og strafferetligt samarbejde mv. samt artikel 19 i forordning (EU) nr. 2018/1860 om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. artikel 7, stk. 1, i forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS på området ind- og udrejsekontrol mv., hvorefter hver medlemsstat udpeger en myndighed (N. SIS-kontoret), der har det overordnede ansvar for dets N. SIS.

Det foreslås desuden, at »Rigspolitichefen« ændres til »Rigspolitiet« for at synliggøre, at det er Rigspolitiet som myndighed og ikke rigspolitichefen som person, som udgør denne myndighed, som det også er tilfældet i dag. Der tilsigtes ikke hermed nogen ændringer i Rigspolitiets ansvar for det nationale system.

Det foreslås endvidere, at begrebet »den centrale myndighed« ændres til »N. SIS-kontoret«, idet førstnævnte begreb allerede ved SIS II-rådsafgørelsen og SIS II-forordningen blev erstattet af begrebet »N. SIS II-kontoret«, som med de nye SIS-forordninger fremover kaldes »N. SIS-kontoret«.

Der er således alene tale om konsekvensændringer, og Rigspolitiet vil som hidtil være den myndighed, der har det overordnede ansvar for det nationale system.

Til nr. 3

Efter SIS II-rådsafgørelsens artikel 60, stk. 2, og forordningens artikel 44, stk. 1, udpeger hver medlemsstat en national tilsynsmyndighed, der uafhængigt overvåger lovligheden af behandlingen af SIS II-personoplysninger, samt udveksling og yderligere behandling af supplerende oplysninger. Disse bestemmelser erstattes af artikel 55 i forordningen (EU) nr. 2018/1861 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol mv., artikel 69 i forordningen (EU) nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området politisamarbejde og strafferetligt samarbejde mv., artikel 19 i forordningen (EU) nr. 2018/1860 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. artikel 55 i forordningen om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol mv. Der er alene tale om en konsekvensændring. Datatilsynet vil således som hidtil være den danske tilsynsmyndighed på området, ligesom der ikke er tilsigtet nogen ændringer i Datatilsynets tilsynskompetence.

Schengenkonventionens artikel 128 (om det generelle tilsyn med behandling af personoplysninger) berøres ikke af forordningerne.

§ 3

Det foreslås i stk. 1, at § 1, nr. 3 og 4, træder i kraft den 1. maj 2021.

Det betyder, at Bulgarien og Rumænien fra den 1. maj 2021 ikke længere vil fremgå af udlændingelovens § 2 a, stk. 2, som et land, der ikke anses for et Schengenland i forhold til udlændingelovens bestemmelser vedrørende SIS, idet Bulgarien og Rumænien fra den

1. august 2018 deltager i en større del af Schengensamarbejdet, da SIS fra den dato finder anvendelse i Bulgarien og Rumænien. Fra den 1. august 2018 er Bulgarien og Rumænien forpligtede til at nægte indrejse i eller ophold på deres medlemsstats områder for tredjelandsstatsborgere, om hvilke der er foretaget en indberetning af en anden medlemsstat med henblik på nægtelse af indrejse eller ophold, at udstede SIS indberetninger, at indlæse uddybende oplysninger i SIS samt at udveksle supplerende oplysninger om tredjelandsstatsborgere med henblik på nægtelse af indrejse eller ophold.

Det foreslås i stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 1, 2 og 5-27, og § 2. Ministeren kan herunder fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Det betyder, at udlændinge- og integrationsministeren ved bekendtgørelse fastsætter tidspunktet for, hvornår lovforslagets § 1, nr. 1, 2 og 5-27, og § 2, træder i kraft. Det betyder endvidere, at ministeren kan sætte de enkelte bestemmelser i kraft på forskellige tidspunkter.

Det bemærkes i den forbindelse, at EES-forordningen, ETIAS-forordningen og SIS-forordningerne, der alle er trådt i kraft, først vil være gældende fra datoen for idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet, ETIAS-systemet og det nye SIS-system. Systemerne vil blive idriftsat på datoer fastsat af EU-Kommissionen, når visse betingelser for idriftsættelse er opfyldt.

Hovedparten af forordningernes bestemmelser vil således ikke finde anvendelse i Danmark, før EU-Kommissionen har fastsat datoer for systemernes idriftsættelse. Det foreslås på den baggrund, at udlændinge- og integrationsministeren skal kunne fastsætte tidspunktet for ikrafttræden af de pågældende bestemmelser i lovforslaget, således at bestemmelserne kan træde i kraft samtidig med, at de enkelte systemer idriftsættes.

Systemerne forventes således endvidere at blive idriftsat på forskellige tidspunkter, hvorfor det på den baggrund desuden foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 9, 12, 13, 20, og 22, som vedrører ETIAS-forordningen, forventes at skulle træde i kraft på den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at ETIAS-systemet skal idriftsættes efter ETIAS-forordningens artikel 88, stk. 1.

Ifølge ETIAS-forordningens artikel 83, stk. 1, er brugen af ETIAS frivillig i en periode på seks måneder fra datoen for ETIAS' idriftsættelse, og kravet om at være i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse finder ikke anvendelse i denne periode. Kommissionen kan vedtage en delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 89 for at forlænge denne periode med en periode på højst yderligere seks måneder, som kan forlænges én gang.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 2, 10, 17, 18, 26 og 27, som vedrører ETIAS-forordningen, forventes således at skulle træde i kraft 6 eller 12 måneder efter den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at ETIAS-systemet skal idriftsættes efter ETIAS-forordningens artikel 88, stk. 1, jf. ETIAS-forordningens artikel 83, stk. 1.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 8, 11, 16, 19 og 21, som vedrører EES-forordningen, forventes at skulle træde i kraft på den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at ind- og udrejsesystemet skal idriftsættes efter EES-forordningens artikel 66, stk. 1.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 1, 5, 6, 7, 14, 15, 23, 24 og 25, samt § 2, som vedrører SIS-forordningerne, forventes at skulle træde i kraft på den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at SIS skal idriftsættes efter grænseforvaltningsforordningens artikel 66, stk. 2, tilbagesendelsesforordningens artikel 20, jf. grænseforvaltningsforordningens artikel 66, stk. 2, og retshåndhævelsesforordningens artikel 79, stk. 2.

§ 4

Efter udlændingelovens § 66 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Grønland og Færøerne er ikke selvstændige medlemmer af EU og er heller ikke omfattet af det danske EU-medlemskab. Grønland og Færøerne er endvidere ikke en del af Schengensamarbejdet. EU-retsakter i form af forordninger og direktiver, herunder Schengenretsakter, finder derfor ikke i sig selv anvendelse i Grønland og på Færøerne.

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

I den forbindelse vil loven kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland på den måde, at bestemmelserne i de EU-retsakter, der inkorporeres ved lovforslaget, vil kunne sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.