Kilde

Til nr. 1

Det bemærkes indledningsvist, at der alene er tale om en lovteknisk ændring, idet § 1, nr. 8, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen endnu ikke er sat i kraft, jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne i lovens § 3. Der er således tale om en gengivelse af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8, i lov nr. 721 af 27. april 2021.

Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et ind- og udrejsesystem.

Det foreslås, at der i § 2 a indsættes som stk. 11: Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser og om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål (EES-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den gældende EES-forordning, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 30. november 2017, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen, vil gælde i Danmark. Der henvises til lovforslagets § 7 om lovforslagets ikrafttræden.

Det vil endvidere indebære, at også fremtidige ændringer af EES-forordningen – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens regler, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom. Der henvises i den forbindelse til § 1, nr. 21, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen.

Det bemærkes, at EES-forordningen er omfattet af det danske retsforbehold, men idet forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at gennemføre forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.

Der henvises til pkt. 2.7.1.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks forbehold på området for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af EES-forordningen forud for den generelle indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af EES-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Der henvises til Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 185 som fremsat, pkt. 3.2.2 for en nærmere beskrivelse af EES-forordningen.

Til nr. 2

Det bemærkes indledningsvist, at der alene er tale om en ændring, idet § 1, nr. 9, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen endnu ikke er sat i kraft, jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne i lovens § 3. Der er således tale om en gengivelse af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 9, i lov nr. 721 af 27. april 2021.

Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse.

Det foreslås, at der i § 2 a indsættes som stk. 12: Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet.

Det vil dels betyde, at den gældende ETIAS-forordning, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 12. september 2018, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen, gælder i Danmark. Der henvises til lovforslagets § 7 om lovforslagets ikrafttræden.

Det vil endvidere betyde, at også fremtidige ændringer af ETIAS-forordningen – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens regler, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom. Der henvises i den forbindelse til § 1, nr. 22, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen.

Det bemærkes, at ETIAS-forordningen er omfattet af det danske forbehold på området for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), men idet forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at gennemføre forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.

Der henvises til pkt. 2.7.1.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks forbehold på området for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), herunder om retsakter, der udbygger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af ETIAS-forordningen forud for den generelle indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. Det betyder, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af ETIAS-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Der henvises til Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 185 som fremsat, pkt. 3.1.2 for en nærmere beskrivelse af ETIAS-forordningen.

Til nr. 3

Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke interoperabilitetskomponenter vedrørende de eksisterende og kommende EU-informationssystemer for sikkerhed og grænse- og migrationsforvaltning.

Det foreslås, at der i § 2 a indsættes som stk. 13: Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/817 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende grænser og visum og de dele, som vedrører SIS, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/818 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migration (interoperabilitetsforordningerne) med senere ændringer gælder her i landet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at interoperabilitetsforordningerne, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 20. maj 2019, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen, gælder i Danmark.

Endvidere vil indsættelsen betyde, at også fremtidige ændringer af interoperabilitetsforordningerne – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark. Der tages således højde for eventuelle fremtidige ændringer af forordningerne i det omfang, sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre bestemmelser i udlændingeloven.

Fremtidige ændringer af forordningerne eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens øvrige regler, vil endvidere kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d, 1. pkt.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af interoperabilitetsforordningerne forud for, at der opnås enighed herom i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges et forhandlingsoplæg for Folketingets Europaudvalg, som udvalget skal tage stilling til. Det betyder, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for, at der opnås enighed om et forslag i Rådet, skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af interoperabilitetsforordningerne, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Til nr. 4

Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, kan en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid inddrages, når en udlænding, der har opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3 (konventionsstatus, beskyttelsesstatus og midlertidig beskyttelsesstatus), og § 8, stk. 1 og 2 (konventionsstatus og beskyttelsesstatus til kvoteflygtninge), rejser på ferie eller andet korterevarende ophold til det land, hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet, at udlændingen risikerer forfølgelse omfattet af § 7, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer sådan forfølgelse, jf. § 7 og § 8, stk. 1 og 2.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 3, 1. pkt., kan en opholdstilladelse inddrages efter stk. 2, nr. 4, indtil 10 år efter det tidspunkt, hvor opholdstilladelsen er meddelt første gang. Har en udlænding haft opholdstilladelse i Danmark i 10 år eller derover, vil opholdstilladelsen således ikke kunne inddrages efter bestemmelsen. Dette gælder både, når opholdstilladelsen er tidsbegrænset, og når opholdstilladelsen er tidsubegrænset.

Efter § 19, stk. 3, 2. pkt., skal det ved afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 4, tillægges betydelig vægt, at udlændingen ved frivilligt at rejse til det land, hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet, at udlændingen risikerer forfølgelse omfattet af § 7, selv har skabt en formodning om, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. § 7 og § 8, stk. 1 og 2.

Det foreslås, at § 19, stk. 3, 1. pkt., ophæves.

Det foreslåede vil medføre, at den tidsmæssige begrænsning ophæves. Ophævelsen vil indebære, at en udlænding, der har opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, kan få inddraget sin opholdstilladelse uafhængigt af tidspunktet for ferien eller opholdet i hjemlandet, og en opholdstilladelse meddelt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, vil kunne inddrages, selvom der er gået mere end 10 år fra den første meddelelse af opholdstilladelse.

Ordningen vil således indebære, at det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i en lang årrække, ikke ændrer på, at udlændingemyndighederne vil skulle vurdere, om grundlaget for inddragelse af pågældendes opholdstilladelse ved ferierejser eller andet korterevarende ophold til sit hjemland eller tidligere opholdsland er til stede.

Den foreslåede ophævelse vil endvidere indebære, at udlændingemyndighederne, ligesom i dag, efter udlændingelovens § 19, stk. 3, 2. pkt., der bliver til 1. pkt., ved afgørelser om inddragelse af opholdsholdstilladelse efter § 19, stk. 2, nr. 4, skal tillægge det betydelig vægt, at udlændingen ved frivilligt at rejse til det land, hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet, at udlændingen risikerer forfølgelse omfattet af § 7, selv har skabt en formodning om, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på sådan en måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. § 7 og § 8, stk. 1 og 2.

Ophævelsen vil ikke ændre på, at der ved myndighedernes behandling af sager efter § 19, stk. 2, nr. 4, skal foretages den sædvanlige to-leddede vurdering af sagerne, idet der først tages stilling til, om grundlaget for opholdstilladelsen fortsat er tilstede, og dernæst, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, en vurdering af, om en inddragelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv jf. udlændingelovens § 19 a.

Det bemærkes, at formodningen for, at der foreligger et inddragelsesgrundlag, fortsat kan afkræftes, hvis udlændingen i forbindelse med behandlingen af inddragelsessagen kan dokumentere, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for hjemrejsen, f.eks. fordi et enkeltstående besøg var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Det vil være op til udlændingen at afkræfte formodningen for, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, ikke længere er til stede.

Det bemærkes videre, at det vil være op til udlændingemyndighederne at vurdere, om ferierejsen mv. er påbegyndt inden eller efter ikrafttrædelsen af den foreslåede bestemmelse. Ved ferierejser mv. påbegyndt i nær tilknytning til lovens ikrafttræden vil udlændingemyndighederne kunne inddrage i vurderingen, at udlændingen har haft en berettiget forventning om at kunne foretage ferierejsen mv., uden at dette ville have konsekvenser for vedkommendes opholdsgrundlag.

Det forventes, at den foreslåede ophævelse vil medføre en ændring af bekendtgørelse nr. 1206 af 23. august 2022 (udlændingebekendtgørelsen).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 1, 2. pkt., at udlændingen efter tilsigelse skal give personligt møde og på begæring stille sit pas eller sin rejselegitimation til rådighed ved behandlingen af ansøgninger i henhold til loven.

Det foreslås, i udlændingelovens § 40, stk. 1, 2. pkt., at ændre »ansøgninger i henhold til loven« til »sager som nævnt i 1. pkt.«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at mødepligten og pligten til at stille sit pas eller sin rejselegitimation til rådighed ved behandlingen af ansøgninger i henhold til udlændingeloven udvides til ligeledes at finde anvendelse ved behandlingen af sager om inddragelse, forlængelse eller bortfald.

Udlændingemyndighederne vil således kunne forpligte en udlænding til at møde op til et personligt møde, samt stille sit pas eller anden rejselegitimation til rådighed til brug for sagsbehandlingen i sager om inddragelse, forlængelse eller bortfald i overensstemmelse med, hvad der i dag gælder i sager om meddelelse af opholdstilladelse. Dette gælder både i sager, oprettet på baggrund af en ansøgning, og i sager, som udlændingemyndighederne opretter af egen drift.

Manglende efterkommelse af en forpligtelse til at give møde eller stille sit pas til rådighed vil i overensstemmelse med den gældende udlændingelovs § 40, stk. 1, 2. pkt., kunne medføre processuel skadevirkning.

Ligeledes vil den nuværende mulighed for at straffe manglende opfyldelse af pligterne efter § 40, stk. 1, 2. pkt., med bøde eller ved skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, jf. udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., blive udvidet til også at omfatte sager om nægtelse af forlængelse, inddragelse og bortfald, i overensstemmelse med, hvad der i dag gælder for ansøgningssager.

Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændringer af anvendelsen af udlændingelovens § 40, stk. 1, 2. pkt., og det forudsættes, at den foreslåede ordning vil skulle administreres i overensstemmelse med gældende praksis for behandling af ansøgninger i henhold til den gældende udlændingelovs § 40, stk. 1, 2. pkt., og almindelige forvaltningsretlige principper.

Til nr. 6 og 7

Efter udlændingelovens § 40, stk. 2, 1. pkt., kan Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, hvis hensynet til sagens oplysning taler herfor, i sager om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, i sager efter §§ 17, 17 a, 18, 18 a eller 21 b om bortfald af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8, og i sager efter § 19 om inddragelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8, efter en konkret vurdering beslutte at inddrage oplysninger fra andre sager om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, andre sager efter §§ 17, 17 a, 18, 18 a og 21 b om bortfald af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8, eller andre sager efter § 19 om inddragelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8.

Det følger af bestemmelsen, at det alene er sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, sager efter §§ 17, 17 a, 18, 18 a og 21 b om bortfald af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8, samt sager efter § 19 om inddragelse af opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8, der er omfattet af bestemmelsen, og § 40, stk. 2, indeholder således ikke hjemmel til at indhente oplysninger fra andre sagstyper på udlændingeområdet.

Adgangen for Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet til at indhente oplysninger fra sager, der ikke er omfattet af § 40, stk. 2, er alene reguleret af forvaltningslovens, databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler.

Det foreslås at nyaffatte udlændingelovens § 40, stk. 2, 1. pkt. , således, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, hvis hensynet til sagens oplysning taler herfor, i sager om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 og i sager om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8, kan beslutte at indhente oplysninger fra sager om opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, sager om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, eller sager om udstedelse af visum efter § 4 eller § 4 a.

Den foreslåede nyaffattelse vil indebære, at der indføres en klar hjemmel til, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, hvis hensynet til sagens oplysning taler herfor, i forbindelse med behandlingen af sager på asylområdet vil kunne indhente oplysninger fra sager om opholdstilladelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q og sager om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse. Derudover vil bestemmelsen tilvejebringe mulighed for at indhente oplysninger fra sager om udstedelse af visum efter § 4 eller § 4 a.

Det betyder, at Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets nuværende adgang i udlændingelovens § 40, stk. 2, til under behandlingen af en konkret sag at indhente oplysninger fra andre sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8 (asyl) eller om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse, vil blive udvidet til også at omfatte indhentelse af oplysninger fra andre typer af sager om opholdstilladelse og sager om udstedelse af visum.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde vil navnlig omfatte indhentelse af oplysninger fra sager efter udlændingelovens § 9 (familiesammenføring), § 9 a (beskæftigelse), § 9 b (humanitært ophold), § 9 c (ganske særlige grunde m.v.), § 9 d (udlændinge, som tidligere har haft dansk indfødsret), § 9 e (udlændinge, der har haft opholdstilladelse efter Kosovonødloven), § 9 f (religiøse forkyndere m.fl.), 9 i-9 l (uddannelse, au pair, praktikant- og volontørophold samt Working Holiday), 9 m – 9 n (medfølgende familie til arbejdstagere m.fl.), 9 p (beskæftigelse som følge af Danmarks internationale forpligtelser), 9 q (visse pensionister, der er gået på pension som følge af ansættelsesstedets fastsatte pensionsalder). Ligeledes vil der kunne inddrages oplysninger fra sager om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser, ligesom der i dag er mulighed for at indhente oplysninger fra sager om bortfald, forlængelse og inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter §§ 7 eller 8.

Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med indhentelse af oplysninger fra ansøgerens egne sager om opholdstilladelse eller udstedelse af visum, ligesom den vil kunne finde anvendelse i forbindelse med indhentelse af oplysninger fra andre personers sager om opholdstilladelse eller udstedelse af visum.

Det forudsættes med lovforslaget, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet i de sager, hvor indhentelse af oplysninger fra en anden sag kan være relevant, ligesom det er tilfældet for indhentelse af oplysninger efter den gældende udlændingelovs § 40, stk. 2, skal tage konkret stilling til, hvorvidt oplysningerne bør indhentes med henblik på en tilstrækkelig oplysning af sagen, samt orientere tredjemand, såfremt det besluttes at indhente oplysningerne. Det bemærkes, at orientering af tredjemand om indhentelse af oplysninger i særlige tilfælde vil kunne undlades, såfremt interessen heri efter en konkret vurdering overstiger tredjemands interesse i at blive orienteret. Dette vil f.eks. kunne være i tilfælde, hvor der foreligger oplysninger om, at tredjemand har udsat ansøgeren for vold, misbrug eller trusler.

I overensstemmelse med den gældende ordning efter § 40, stk. 2, er det med forslaget ikke afgørende, om sagerne, hvorfra der indhentes oplysninger, er afsluttede, og det vil således kunne besluttes at indhente oplysninger fra en sag, uanset om sagen fortsat verserer, eller der er truffet en endelig afgørelse om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q eller om udstedelse af visum § 4 eller § 4 a.

Det er endvidere ikke en betingelse, at de udlændinge, hvis sager det overvejes at indhente oplysninger fra, har en nær familiemæssig eller anden tæt tilknytning til udlændingen, hvis sag behandles af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, og som de indhentede oplysninger skal indgå i. Det må imidlertid alt andet lige forventes, at langt størstedelen af de sager, der efter ordningen vil kunne indhentes oplysninger fra, er sager vedrørende personer med familiemæssig tilknytning til den pågældende.

Indhentelse af oplysninger vil således typisk være relevant i tilfælde, hvor udlændingen, hvis sag behandles, har et nærtstående familiemedlem eller en tidligere ægtefælle, hvis sag om for eksempel familiesammenføring eller visum, kan bidrage til at belyse udlændingens identitet og asylmotiv, det være sig oplysninger om ansøgerens fødeby, tidligere opholdssteder eller familieære relationer.

Indhentelse af oplysninger vil dog endvidere kunne være relevant i tilfælde, hvor sagskomplekser eller grupper af asylsager giver anledning til sammenfaldende og indbyrdes forbundne troværdighedsspørgsmål. Som et eksempel herpå kan nævnes en situation, hvor der for en større gruppe asylansøgere kan rejses spørgsmål vedrørende troværdigheden af deres forklaringer om deres identitet og hjemland. I disse tilfælde vil det efter omstændighederne kunne være relevant at foreholde de pågældende oplysninger, som enkelte personer i gruppen eller deres familiemedlemmer har afgivet i forbindelse med en eventuel sag om opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q eller udstedelse af visum efter § 4 eller § 4 a.

Det bemærkes, at det efter forslaget ikke er en betingelse for at indhente oplysninger fra andre sager, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har en konkret formodning om, at en udlænding ikke meddeler de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse efter §§ 7 eller 8 kan meddeles, eller om en opholdstilladelse skal forlænges, inddrages eller anses for bortfaldet i den pågældendes sag. Det er imidlertid efter forslaget en betingelse, at hensynet til sagens oplysning og dermed hensynet til at skabe de bedst mulige forudsætninger for at kunne træffe en materielt korrekt afgørelse taler herfor.

Det skal herved understreges, at det forudsættes med lovforslaget, at Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets beslutning om at indhente oplysninger sker under iagttagelse af forvaltningslovens, databeskyttelsesforordningens og VIS-forordningens regler. I henhold til databeskyttelsesforordningens regler indeholder den foreslåede ordning således isoleret set ikke en udvidelse af adgangen til indhentelse af oplysninger, men fastlægger i nærmere omfang de forhold, hvorunder behandling af personoplysninger er lovlig.

Lovforslaget tilsigter alene en udvidelse af den gældende ordning i udlændingelovens § 40, stk. 2, og tilsigter således ikke nogen materielle ændringer for så vidt angår Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets nuværende adgang til at indhente oplysninger fra sager om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 og sager om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8.

Som det er tilfældet efter de gældende regler, vil Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen efter bestemmelsen således fortsat kunne indhente oplysninger fra andre sager efter §§ 7 eller 8 eller sager om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter §§ 7 eller 8.

Med den foreslåede nyaffattelse vil sager om forlængelse imidlertid udtrykkeligt komme til at fremgå af bestemmelsen. Det bemærkes, at forlængelsessager allerede må antages at være omfattet af bestemmelsen i den gældende udlændingelov, hvorfor der ikke er tilsigtet nogen ændringer af gældende ret.

Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 2, 2. pkt., at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, hvis hensynet til sagens oplysning taler herfor, endvidere kan beslutte, at to eller flere sager som nævnt i 1. pkt. skal behandles sammen.

Det foreslås i § 40, stk. 2. pkt ., at ændre »som nævnt i 1. pkt.« til »om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, eller sager om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter §§ 7 eller 8,«.

Den foreslåede konsekvensændring skal ses i lyset af nyaffattelsen af 1. pkt., og der tilsigtes ingen ændringer af gældende ret.

Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet vil således i overensstemmelse med de gældende regler kunne beslutte, at to eller flere sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, eller sager om bortfald, forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter §§ 7 eller 8, skal behandles sammen.

Med den foreslåede ændring vil sager om forlængelse udtrykkeligt kommer til at fremgå af bestemmelsen i overensstemmelse med nyaffattelsen af 1. pkt.

Til nr. 8

Det følger af udlændingelovens § 43, stk. 4, 2. pkt., at § 43, stk. 2, kan finde anvendelse ved indrejse fra et Schengenland, hvis der er indført indrejsekontrol ved grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25, jf. § 38, stk. 2 og udlændinge- og integrationsministeren har truffet beslutning efter § 59 a, stk. 2.

Det foreslås, at »beslutning efter § 59 a, stk. 2.« i § 43, stk. 4, 2. pkt. , ændres til: »beslutning om, at § 43, stk. 2 skal finde anvendelse.«

Dette vil medføre, at § 43, stk. 2 fremover vil kunne finde anvendelse ved indrejse fra et Schengenland, hvis der er indført indrejsekontrol ved grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25, jf. § 38, stk. 2, og udlændinge- og integrationsministeren træffer beslutning om, at § 43, stk. 2 skal finde anvendelse.

Den foreslåede ændring vil således indebære, at føreren og den, der har rådighed over et skib eller luftfartøj, som har bragt en udlænding her til landet, samt dennes herværende repræsentant har pligt til uden udgift for staten straks at sørge for udlændingens udrejse eller tilbagerejse, såfremt udlændingen bliver afvist eller overført efter reglerne i kapitel 5 eller 5 a (befordringspligt). Ændringen indebærer endvidere en pligt til at erstatte statens udgifter ved rømte eller agterudsejlende besætningsmedlemmer og blindpassagerers ophold, tilbageførelse til skibet eller luftfartøjet eller udsendelse. Det er udlændinge- og integrationsministeren, der kan fastsætte nærmere bestemmelser om størrelsen af den i 2. pkt. nævnte erstatning.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det ikke fremover vil være en betingelse for at indføre befordringspligt efter udlændingelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 4, 2. pkt., i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved de indre Schengengrænser, at der samtidigt indføres transportøransvar efter udlændingelovens § 59 a, stk. 2.

Den foreslåede ændring vil derfor betyde, at udlændinge- og integrationsministeren på et tidligere tidspunkt vil kunne indføre befordringspligt end det er tilfældet i dag.

Den foreslåede ændring vil endvidere betyde, at muligheden for at indføre befordringspligt og transportøransvar ved de indre Schengengrænser i tilfælde af, at der midlertidigt er genindført grænsekontrol, fremover vil kunne anvendes som en trappestigemodel, hvor indførelsen af befordringspligten i udlændingelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 4, 2.pkt., vil kunne iværksættes separat som en mindre indgribende foranstaltning før iværksættelse af transportøransvaret i udlændingelovens § 59 a, 1, jf. stk. 2, idet befordringspligten ikke vil kunne medføre bødestraf for transportørerne, men derimod en pligt for transportørerne til at sørge for udlændingens tilbagerejse, såfremt denne bliver afvist ved grænsen.

Det vil være en forudsætning for at indføre befordringspligt efter udlændingelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 4, at der midlertidigt er genindført grænsekontrol ved de indre Schengengrænser, jf. Schengengrænsekodeksens artikel 25, jf. udlændingelovens § 38, stk. 2.

Det vil endvidere være en forudsætning for ministerens beslutning om at indføre befordringspligten, jf. udlændingelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 4, at det vurderes at være strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel, der er baggrund for indførelsen af midlertidig grænsekontrol, jf. Schengengrænsekodeksens artikel 25, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes, at beslutningen om at indføre befordringspligt ved de indre Schengengrænser vil bero på en separat proportionalitetsvurdering, som ikke vil afhænge af den vurdering, der vil skulle foretages i forbindelse med beslutningen om at indføre af transportøransvar ved de indre Schengengrænser henset til, at befordringspligten vurderes at være en mindre indgribende foranstaltning.

Ministerens beslutning om at indføre befordringspligt ved de indre Schengengrænser vil alene kunne opretholdes så længe, det er strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel, og befordringspligten skal således ophæves, når denne forudsætning ikke længere er tilstede. Beslutningen vil endvidere alene kunne gælde i den periode, hvor der er midlertidigt er genindført grænsekontrol og vil alene kunne pålægges transportører i forhold til transport over grænser, hvor der midlertidigt er genindført grænsekontrol.

Ministerens beslutning om at indføre befordringspligten efter udlændingelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 4, ved en indre Schengengrænse, vil kunne træffes samtidig med, at der genindføres midlertidig grænsekontrol, eller efterfølgende, hvis det viser sig strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel. Det bemærkes hertil, at hvis betingelserne for at genindføre grænsekontrol er opfyldt, vil der i almindelighed også kunne indføres befordringspligt, såfremt det konkret vurderes at være strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel, der er baggrund for indførelsen af midlertidig grænsekontrol, jf. Schengengrænsekodeksens artikel 25, stk. 1, 2. pkt.

Hvis udlændinge- og integrationsministeren træffer beslutning om at indføre befordringspligten efter udlændingelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 4, vil beslutningen herom skulle offentliggøres på relevante myndigheders hjemmesider, ligesom der vil skulle udstedes en pressemeddelelse herom. Ved beslutning om indførelse af befordringspligten vil myndighederne endvidere i relevant omfang – i medfør af den almindelige vejledningspligt – skulle bistå de berørte med bl.a. fortolkning af pligten samt den praktiske udmøntning heraf. Det skal dog bemærkes, at eventuelle spørgsmål til myndighederne ikke vil medføre, at en beslutning om indførelse af pligten suspenderes.

Til nr. 9

Det fremgår af udlændingelovens § 45 j, 1. pkt., at justitsministeren antager et antal advokater, der kan beskikkes efter § 45 e, stk. 2, 2. pkt., og efter § 8 F, stk. 3, 1. pkt., i lov om dansk indfødsret.

De advokater, som justitsministeren antager, og som kan beskikkes efter udlændingelovens § 45 e, stk. 2, 2. pkt., og efter § 8 F, stk. 3, 1. pkt., i lov om dansk indfødsret, er særlige advokater, som skal varetage udlændingens interesser og på vegne af denne udøve partsbeføjelser med hensyn til oplysninger, som af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til parten eller til udlændinge- og integrationsministeren.

Det foreslås i udlændingelovens § 45 j, 1. pkt. , at indsætte en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 45 l, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, således at justitsministeren antager et antal advokater, der kan beskikkes efter udlændingelovens § 45 e, stk. 2, 2. pkt., § 45 l, stk. 7, og efter § 8 F, stk. 3, 1. pkt., i lov om dansk indfødsret.

Den foreslåede ændring vil medføre, at justitsministeren efter bestemmelsen i udlændingelovens § 45 j, 1. pkt., vil kunne antage et antal advokater, der udover at kunne beskikkes efter udlændingelovens § 45 e, stk. 2, 2. pkt., og efter indfødsretslovens § 8 F, stk. 3, 1. pkt., også vil kunne beskikkes efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 45 l, stk. 7.

Baggrunden for forslaget er den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 45 l, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, hvorefter retten ved domstolsbehandlingen beskikker en særlig advokat til at varetage interesser for den udlænding, som på grund af en dansk indsigelse har fået afslag på Schengenvisum, og på vegne af denne udøve partsbeføjelser med hensyn til oplysninger, der ligger til grund for den danske indsigelse, og som af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til parten eller til udlændinge- og integrationsministeren.

Til nr. 10

(§ 45 l)

Det følger af artikel 32, stk. 3, i visumkodeksen, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om Schengenvisum, har ret til at påklage afslaget. Klagesager føres mod den medlemsstat, der har truffet visumafgørelsen, og i henhold til den medlemsstats nationale lovgivning.

Det følger endvidere af EU-Domstolens dom af 24. november 2020 i de forenede sager C-225/19 og C-226/19, at en visumansøger, der har fået afslag på en ansøgning om Schengenvisum på grund af en indsigelse mod udstedelse heraf, skal have mulighed for at få prøvet lovligheden af indsigelsen, og at denne prøvelse skal ske hos den medlemsstat, der har fremsat indsigelsen. Der henvises til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i udlændingeloven som et nyt kapitel 7 c indsættes nye bestemmelser, hvorefter der fastsættes særlige processuelle regler for domstolsprøvelse af lovligheden af en dansk indsigelse mod udstedelse af Schengenvisum, der ligger til grund for et afslag på en ansøgning om Schengenvisum.

Henset til nogle af oplysningernes karakter, der ligger til grund for en dansk indsigelse i en visumsag, vil der kunne være behov for af sikkerhedsmæssige grunde at kunne undtage sådanne oplysninger fra partens kendskab.

Det foreslås i § 45 l, stk. 1, at reglerne i kapitlet finder anvendelse på domstolenes behandling af sager om prøvelse af en indsigelse fremsat af Danmark mod udstedelse af Schengenvisum til en udlænding , når udlændingen på grund af den danske indsigelse har fået afslag på Schengenvisum efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, fordi udlændingen anses for at udgøre en trussel mod medlemsstaternes offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en udlænding, der efter visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, nr. vi, har fået afslag på Schengenvisum på grund af en dansk indsigelse, vil kunne få prøvet lovligheden af indsigelsen af en dansk domstol.

Retten vil efter forslaget alene skulle tage stilling til den danske indsigelse, herunder om det på baggrund af de oplysninger, der hidrører fra de hørte centrale myndigheder, og som ligger til grund for den danske indsigelse, har været begrundet at anse visumansøgeren som en trussel mod den offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundheden eller internationale forbindelser.

Det betyder, at retten ikke vil skulle tage stilling til selve afgørelsen om afslag på Schengenvisum. Afgørelsen om afslag på Schengenvisum vil fortsat skulle prøves af den relevante visumklageinstans, og forslaget indebærer således en delt klagebehandling af henholdsvis afgørelsen om afslag på Schengenvisum og indsigelsen, som har begrundet afslaget. Det betyder, at hvis Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om afslag på en ansøgning om Schengenvisum på baggrund af en dansk indsigelse, vil det fortsat være Udlændingenævnet, som kan behandle en evt. klage over visumafgørelsen, hvorimod en evt. klage over den danske indsigelse, der ligger til grund for visumafgørelsen, vil kunne indbringes for domstolene. Tilsvarende, hvis en anden medlemsstat har truffet afgørelse om afslag på Schengenvisum på baggrund af en dansk indsigelse, vil en evt. klage over visumafgørelsen skulle behandles af den anden medlemsstats kompetente klageinstans, hvorimod en evt. klage over den danske indsigelse vil kunne indbringes for domstolene i Danmark.

For så vidt angår den situation, hvor Udlændingenævnet måtte nå at stadfæste en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om afslag på Schengenvisum, inden domstolen har færdigbehandlet en sag om den danske indsigelse, der lå til grund for afgørelsen om afslag på visum, forudsættes det, at Udlændingenævnet vejleder ansøgeren om muligheden for at ansøge om genoptagelse af visumsagen, hvis ansøger måtte få medhold ved domstolen.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, kan sager omfattet af stk. 1, indbringes for Københavns Byret af udlændingen inden 8 uger efter, at den pågældende har fået meddelelse om afgørelsen om afslag på visum. I sager, hvor visumafgørelsen er truffet af et andet Schengenland, er fristen 12 uger.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil medføre, at det vil være den udlænding, der har fået afslag på Schengenvisum på grund af den danske indsigelse, der vil skulle indbringe sagen for domstolene. Der vil således ikke ske en automatisk indbringelse af sagen. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at der fastsættes en frist for indbringelse af sagen for domstolene på 8 uger efter, at udlændingen har fået meddelelse om afgørelsen om afslag på visum, og at denne frist i sager, hvor visumafgørelsen er truffet af et andet Schengenland, vil være 12 uger. Hermed er der taget højde for forskellen mellem den situation, hvor det er Udlændingestyrelsen, der meddeler afslag på visum på grund af en dansk indsigelse, hvor styrelsen i afgørelsen vil kunne vejlede visumansøgeren om såvel klageadgangen til Udlændingenævnet, som adgangen til at indbringe indsigelsen for retten, og den situation, hvor en anden medlemsstat meddeler afslag på visum på baggrund af en dansk indsigelse, hvor udlændingen vil blive vejledt om at kunne rette henvendelse til Udlændingestyrelsen for at få oplyst, hvilke retsmidler der er tilgængelige for så vidt angår den danske indsigelse. I sidstnævnte situation må det forventes, at der vil kunne forløbe nogen tid fra, at udlændingen får afgørelsen om afslag på visum fra den anden medlemsstat til, at udlændingen henvender sig til Udlændingestyrelsen og får vejledning om adgangen til at indbringe den danske indsigelse for domstolene.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, vil udlændinge- og integrationsministeren eller den ministeren bemyndiger hertil være part i sagen for det offentlige. Udlændinge- og integrationsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, vil kunne lade personer, der er ansat i de relevante ressortministerier eller i disse ministeriers underliggende myndigheder, møde for sig i retten som rettergangsfuldmægtige.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil medføre, at udlændinge- og integrationsministeren, eller den, ministeren bemyndiger hertil, vil være part i sagen for det offentlige. Den vil endvidere medføre, at udlændinge- og integrationsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, helt eller delvist kan lade personer, der er ansat i de relevante ressortministerier eller i disse ministeriers underliggende myndigheder, møde for sig i retten som rettergangsfuldmægtige.

Ved de relevante ressortministerier forstås ministerierne med ansvar for den offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundheden eller internationale forbindelser.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 beskikker retten ved domstolsbehandlingen en advokat for udlændingen.

Bestemmelsen vil skulle sikre, at den pågældende udlænding får den nødvendige repræsentation i forbindelse med sagens behandling hos domstolene.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 bestemmer retten, hvordan udlændingen får lejlighed til at udtale sig over for retten, når vedkommende opholder sig i udlandet.

Det bemærkes i den forbindelse, at en udlænding, der på grund af en dansk indsigelse har fået afslag på Schengenvisum, som det alt overvejende udgangspunkt må forventes at opholde sig i udlandet ved indbringelse af sagen for domstolen. Det forudsættes på den baggrund, at retten giver tilladelse til, at udlændingen afgiver forklaring fra udlandet, i det omfang den pågældende udlænding ikke har mulighed for at være fysisk til stede i de åbne retsmøder på grund af afslag på visum. Det vil f.eks. kunne ske ved anvendelse af telekommunikation (telefon- eller videoforbindelse), ved en indenretlig afhøring foretaget i det land, hvor den pågældende opholder sig, eller ved fremlæggelse af en eller flere skriftlige erklæringer fra den pågældende.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6, kan den relevante ressortminister bestemme, at oplysninger, der ligger til grund for den danske indsigelse, af sikkerhedsmæssige grunde ikke vil kunne videregives til parten eller til udlændinge- og integrationsministeren.

Bestemmelsen i stk. 6 vil medføre, at den relevante ressortminister har mulighed for at vurdere, at oplysninger om baggrunden for den danske indsigelse af sikkerhedsmæssige grunde ikke vil kunne videregives til parten eller til udlændinge- og integrationsministeren. Som det fremgår under pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil der f.eks. kunne være tilfælde, hvor en dansk indsigelse er fremsat på baggrund af en udtalelse fra efterretningstjenesterne.

Ved den relevante ressortminister forstås den minister, der har ansvaret for den offentlige orden, indre sikkerhed, folkesundheden eller internationale forbindelser. Det betyder eksempelvis, at det vil kunne være justitsministeren eller forsvarsministeren, der vurderer, om oplysningerne om baggrunden for den danske indsigelse ikke vil kunne videregives til parten eller til udlændinge- og integrationsministeren, i de tilfælde, hvor indsigelsen gøres på baggrund af en trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, mens det eksempelvis vil kunne være udenrigsministeren i de tilfælde, hvor indsigelsen gøres på baggrund af internationale forbindelser.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 beskikker retten en særlig advokat antaget i medfør af § 45 j til at varetage udlændingens interesser og på vegne af denne udøve partsbeføjelser med hensyn til oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6.

Det vil medføre, at den særlige advokat efter den foreslåede bestemmelse kun vil skulle beskikkes, hvis der indgår oplysninger i sagen, som af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til den pågældende og dennes advokat, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 6.

Den særlige advokat vil have til opgave at varetage interesserne for den pågældende udlænding og på vegne af denne udøve partsbeføjelser med hensyn til oplysninger, der efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6 af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til den pågældende og dennes advokat. Udlændingen og dennes advokat vil ikke få adgang til oplysningerne og vil ikke få mulighed for at udøve de sædvanlige partsbeføjelser, herunder navnlig at kunne vurdere og udtale sig om de pågældende oplysninger, selv om disse fremlægges for retten og indgår i grundlaget for rettens afgørelse. Dette vil i stedet blive varetaget af den særlige advokat, der vil få indsigt i og mulighed for at udtale sig om det materiale, som fremlægges for retten med henblik på at indgå i sagen, herunder de fortrolige oplysninger omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, som af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til udlændingen og dennes advokat.

Den særlige advokat vil udøve partsbeføjelser på vegne af udlændingen med hensyn til disse oplysninger, som af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til udlændingen, men den særlige advokat vil i øvrigt ikke være part eller partsrepræsentant i sagen. I det omfang udlændingen sammen med sin advokat kan udøve sædvanlige civilprocessuelle partsbeføjelser, herunder med hensyn til oplysninger, som er videregivet til udlændingen og fremlagt i retten, vil den særlige advokat således ikke optræde på vegne af den pågældende. Den særlige advokat vil f.eks. få indsigt i og kunne udtale sig om oplysninger, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 6. Den særlige advokat vil også kunne fremsætte begæring om, at sådanne oplysninger vil skulle videregives til udlændingen og dennes advokat, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 10, og vil kunne kære rettens afgørelse om, at oplysningerne ikke skal videregives. Den særlige advokat vil derimod ikke have en almindelig adgang til f.eks. at kære rettens procesledende afgørelser under sagens behandling eller at indbringe byrettens endelige afgørelse i sagen for landsretten. Dette tilkommer den pågældende udlænding, som er part i sagen.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 8 skal den særlige advokat underrettes om alle retsmøder i sagen og er berettiget til at deltage i disse. Den særlige advokat skal gøres bekendt med og have udleveret kopi af det materiale, som indgår i sagen for retten. Den relevante ressortminister eller den, som den relevante ressortminister bemyndiger hertil, kan dog bestemme, at der af sikkerhedsmæssige grunde ikke udleveres kopi til den særlige advokat. Spørgsmål herom vil kunne indbringes for retten.

Bestemmelsen skal bl.a. bidrage til at sikre, at den særlige advokat har løbende indsigt i sagen ved retten.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at den særlige advokat vil skulle gøres bekendt med det materiale, som indgår i sagen for retten, og som udgangspunkt vil skulle have udleveret kopi af materialet. Det vil ofte være det materiale, som fremlægges af det offentlige med henblik på, at det kan indgå i rettens afgørelse ligesom det eventuelt kan være supplerende materiale, som fremlægges af udlændingen og dennes advokat.

Bestemmelsen indebærer desuden, at den relevante ressortminister eller den, som den relevante ressortminister bemyndiger hertil, dog vil kunne bestemme, at der af sikkerhedsmæssige grunde ikke skal udleveres kopi til den særlige advokat. Dette vil alene kunne være relevant med hensyn til de oplysninger, der efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6, af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til udlændingen. I så fald vil den særlige advokat på anden måde skulle have fornøden adgang til materialet, f.eks. ved at gennemse det pågældende materiale i retten eller hos myndighederne.

Spørgsmålet om udlevering af kopi vil kunne indbringes for retten, der også vil kunne tage stilling til en eventuel tvist om, hvordan advokaten i stedet vil skulle have adgang til materialet.

Efter den foreslåede bestemmelses i stk. 9 videregives oplysninger omfattet af stk. 6 til den særlige advokat. Er sådanne oplysninger videregivet til den særlige advokat, må advokaten ikke drøfte sagen med udlændingen eller dennes advokat og må ikke udtale sig i retsmøder, hvor udlændingen eller dennes advokat er til stede. Udlændingen og dennes advokat vil til enhver tid kunne give skriftlige meddelelser til den særlige advokat om sagen.

Bestemmelsen indebærer, at det vil fremgå udtrykkeligt af loven, at de oplysninger, som efter stk. 6 af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til udlændingen og dennes advokat, vil blive videregivet til den særlige advokat, der varetager den pågældende udlændings interesser med hensyn til disse oplysninger.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at den særlige advokat vil kunne drøfte sagen med udlændingen og dennes advokat, indtil det tidspunkt, hvor de nævnte oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6 er videregivet til den særlige advokat. Når sådanne oplysninger er videregivet til den særlige advokat, må vedkommende ikke længere drøfte sagen med udlændingen eller dennes advokat. I modsat fald vil der kunne være en risiko for, at den særlige advokat ved f.eks. at stille supplerende spørgsmål til udlændingen uforvarende kunne komme til at afsløre kendskab til oplysninger, som af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til udlændingen. Den særlige advokat vil blive afskåret fra at drøfte sagen med udlændingen og dennes advokat, men der vil ikke være noget til hinder for, at den særlige advokat f.eks. skriftligt bekræfter modtagelsen af materiale fra udlændingen eller dennes advokat.

Det forudsættes, at den særlige advokat indledningsvis drøfter sagen med udlændingen og dennes advokat, herunder deres bemærkninger vedrørende de oplysninger, som er videregivet til de pågældende, således at dette vil kunne indgå i advokatens videre arbejde med sagen i relation til oplysningerne omfattet af det foreslåede stk. 6, som ikke kan videregives til udlændingen. Udlændingen eller dennes advokat vil herudover når som helst kunne give skriftlige meddelelser til den særlige advokat om sagen og vil således løbende kunne videregive yderligere oplysninger og synspunkter til den særlige advokat, herunder efter at oplysningerne omfattet af det foreslåede stk. 6 er videregivet til den særlige advokat, og denne ikke længere kan drøfte sagen med den pågældende. Den særlige advokat vil endvidere kunne være til stede ved retsmøder i sagen, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 8, og vil således også ad den vej løbende kunne få kendskab til synspunkter fra udlændingen.

Den særlige advokat må ikke udtale sig i retsmøder, hvor udlændingen eller dennes advokat er til stede, når oplysningerne omfattet af det foreslåede stk. 6 er videregivet til den særlige advokat. Det er den pågældende udlænding selv og dennes advokat, der i videst muligt omfang vil skulle varetage sædvanlige civilprocessuelle partsbeføjelser i sagen, herunder udtale sig i retsmøder om sagen. Det er alene i retsmøder, hvor den pågældende ikke er til stede, fordi der fremlægges de nævnte oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6, at den særlige advokat vil kunne varetage den pågældendes interesser og udtale sig om sagen.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 10 kan retten af egen drift eller efter begæring fra den særlige advokat beslutte, at oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6 videregives til udlændingen og dennes advokat, hvis sikkerhedsmæssige grunde ikke kan begrunde den relevante ressortministers bestemmelse om, at oplysningerne ikke kan videregives til parten eller til udlændinge- og integrationsministeren. Afgørelsen træffes ved kendelse, efter at den særlige advokat og den, der for det offentlige er part i sagen, har haft lejlighed til at udtale sig. Kendelsen vil kunne kæres af de personer, der er nævnt i 2. pkt. Kære af en afgørelse om, at oplysninger videregives, vil have opsættende virkning.

Bestemmelsen indebærer, at retten i disse sager af egen drift eller efter begæring fra den særlige advokat vil kunne bestemme, at oplysninger omfattet af stk. 6 vil skulle videregives til udlændingen og dennes advokat. Bestemmelsen vil kunne anvendes i tilfælde, hvor retten efter en konkret vurdering finder, at der ikke foreligger sådanne sikkerhedsmæssige forhold, at oplysningerne ikke videregives til udlændingen og dennes advokat, f.eks. hvis retten finder, at der ikke er særlige hensyn til myndighedernes arbejdsmetoder m.v., som medfører, at de pågældende oplysninger ikke bør videregives til udlændingen og dennes advokat.

Uanset om spørgsmålet om videregivelse af sådanne oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6 rejses af retten af egen drift eller efter begæring fra den særlige advokat, vil både den særlige advokat og den, der for det offentlige er part i sagen, få adgang til at udtale sig om spørgsmålet om videregivelse, inden retten træffer afgørelse.

Retten vil skulle træffe afgørelse ved kendelse, som efter de almindelige regler herom vil skulle begrundes, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1. I overensstemmelse med, at den særlige advokat med hensyn til oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6 varetager interesserne i sagen på vegne af udlændingen, vil afgørelsen kunne kæres af den særlige advokat og af den, der for det offentlige er part i sagen.

Kære af rettens afgørelse om, at oplysninger skal videregives, vil blive tillagt opsættende virkning. Oplysningerne vil derfor ikke kunne videregives til udlændingen og dennes advokat, før der foreligger en endelig retsafgørelse om spørgsmålet. Det forudsættes, at selve retssagen om prøvelsen af indsigelsen ikke færdigbehandles ved retten, før der er taget endelig stilling til, i hvilket omfang oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6 vil kunne videregives til den pågældende og dennes advokat.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 11 kan den relevante ressortminister eller den, som den relevante ressortminister bemyndiger hertil, hvor retten har truffet afgørelse efter stk. 10, 1. pkt., bestemme, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten.

I tilfælde, hvor den relevante ressortminister eller den, som ministeren bemyndiger hertil, uanset rettens afgørelse efter stk. 10, 1. pkt., bestemmer, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten, vil dette medføre, at retten i så fald må træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Beslutningen vil både kunne omfatte alle oplysninger omfattet af rettens afgørelse om, at oplysningerne videregives, og begrænses til at gælde visse oplysninger, således at de øvrige oplysninger videregives til udlændingen og dennes advokat.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 12 må ingen deltage som dommer i sagen, hvis den pågældende har truffet afgørelse efter stk. 10, 1. pkt., eller i øvrigt har haft adgang til oplysninger omfattet af en sådan afgørelse, og den relevante ressortminister, eller den, som den relevante ressortminister bemyndiger hertil, har truffet beslutning efter stk. 11 om, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten.

I modsat fald ville den pågældende dommer have kendskab til de pågældende oplysninger, selv om de ikke længere indgår i sagen for retten.

Tilsvarende vil en dommer ikke kunne deltage som dommer i sagen, hvis dommeren i øvrigt har haft adgang til oplysninger, som er omfattet af en beslutning efter stk. 11 om, at oplysningerne ikke længere skal indgå i sagen for retten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis de pågældende oplysninger har været fremlagt for retten inden en beslutning efter stk. 11. Også i denne situation ville den pågældende dommer således have fået kendskab til de oplysninger, som ikke længere skal indgå i sagen.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 13 afholdes den del af et retsmøde, der angår oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6, eller hvor sådanne oplysninger fremlægges eller behandles, og som ikke er omfattet af en afgørelse efter det foreslåede stk. 10, som et lukket retsmøde. I retsmøder efter 1. pkt. deltager den særlige advokat, men ikke udlændingen og ikke dennes advokat. Retten bestemmer, hvordan lukkede retsmøder efter dette stykke gennemføres.

Bestemmelsen indebærer, at alle dele af et retsmøde, hvor oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6, kommer frem eller omtales, hvad enten det f.eks. sker som led i en bevisførelse eller som led i den særlige advokats eller det offentliges repræsentants procedure for retten, vil skulle afholdes som et lukket retsmøde. Dette vil også gælde retsmøder, hvor retten behandler spørgsmålet om at videregive sådanne oplysninger til udlændingen eller dennes advokat efter stk. 10. Hvis retten bestemmer, at oplysninger omfattet af stk. 6, kan videregives til udlændingen i forbindelse med sagens behandling i retten, vil bestemmelsen om fremlæggelse af oplysninger i et lukket retsmøde dog ikke finde anvendelse for de pågældende oplysninger.

I den lukkede del af et retsmøde vil den særlige advokat deltage, mens udlændingen og dennes advokat ikke vil kunne deltage.

Spørgsmålet om, hvorvidt retsmøder i sagen i øvrigt holdes for åbne eller lukkede døre, vil skulle afgøres efter retsplejelovens almindelige regler herom, jf. navnlig retsplejelovens § 29.

Ved behandlingen af en sag efter de foreslåede regler vil visse dele af retsmøderne kunne afholdes som lukkede retsmøder uden tilstedeværelse af udlændingen og dennes advokat. I stedet vil den pågældendes interesser blive varetaget af den særlige advokat. Retsmøderne i øvrigt vil foregå med deltagelse af den pågældende udlænding og dennes advokat samt den særlige advokat, jf. stk. 7. Retten vil således i den enkelte sag kunne bestemme, hvordan lukkede retsmøder kan gennemføres mest hensigtsmæssigt.

Det forudsættes, at retsmøderne i videst muligt omfang vil foregå efter de almindelige regler om blandt andet gennemførelse af hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 365, men at retten vil kunne træffe beslutning om de fornødne ændringer ved afholdelsen af retsmøderne som følge af, at udlændingen og dennes advokat ikke deltager i alle dele af sagens retsmøder, og under hensyntagen til, at udlændingen som det overvejende udgangspunkt må forventes at befinde sig i udlandet under sagens behandling. Det forudsættes således også, som nævnt ovenfor i relation til det foreslåede stk. 5, at retten giver tilladelse til, at udlændingen afgiver forklaring fra udlandet, i det omfang den pågældende udlænding ikke har mulighed for at være fysisk til stede i de åbne retsmøder på grund af afslag på visum.

Retten vil f.eks. også kunne bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå på den måde, at den pågældende og dennes advokat deltager i den første del af retsmødet, hvor der fremlægges alle oplysninger, som ikke er omfattet af en beslutning efter stk. 6, hvorefter parterne (udlændingen og den offentlige repræsentant) kan gøre rede for deres opfattelse af sagen (proceduren). Herefter vil udlændingen og dennes advokat ikke længere deltage i retsmødet, og der vil i et lukket retsmøde kunne fremlægges de oplysninger, der af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til den pågældende, jf. stk. 6. Herefter vil den særlige advokat og det offentliges repræsentant kunne procedere og gøre rede for deres opfattelse af sagen i lyset af de oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 6, som nu er fremlagt for retten. På dette samlede grundlag vil retten så kunne træffe sin afgørelse i sagen, jf. også det foreslåede stk. 14.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 14 træffer retten afgørelse, efter at parterne og den særlige advokat, hvis en sådan har været beskikket i sagen, har haft lejlighed til at udtale sig. Rettens afgørelse træffes ved dom.

Bestemmelsen indebærer, at retten vil kunne træffe afgørelse, efter at parterne (udlændingen og den offentlige repræsentant) og den særlige advokat, hvis en sådan har været beskikket efter stk. 7, har haft lejlighed til at udtale sig. Rettens afgørelse vil skulle træffes ved dom.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 15 gælder om salær og godtgørelse for udlæg til den særlige advokat samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fr proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Dette indebærer, at salær m.v. vil blive betalt af det offentlige.

(§ 45 m)

Efter den foreslåede bestemmelse i § 45 m, stk. 1, gælder reglerne i det foreslåede kapitel 7 c om sagens behandling i byretten tilsvarende for sagens behandling i landsretten og Højesteret.

Bestemmelsen indebærer, at de foreslåede særlige processuelle regler for indbringelse af en indsigelse mod udstedelse af visum for byretten også ved eventuel anke vil skulle gælde for sagens behandling i landsretten og Højesteret.

Til nr. 11

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan bl.a. Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingeloven påklages til Udlændingenævnet, jf. dog bestemmelsens stk. 4, 5 og 7 og § 53 a.

Det foreslås i § 46 a, stk. 1, at ændre henvisningen til stk. 4, 5 og 7 til en henvisning til stk. 4, 5, 7 og 9.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det foreslås at indsætte et nyt stk. 9 i udlændingelovens § 46 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, hvorefter stk. 9 bliver til stk. 10.

Til nr. 12

Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at Udlændingestyrelsen bl.a. træffer afgørelser i visumsager.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan bl.a. Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingeloven påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 4, 5 og 7 og § 53 a.

Det foreslås i § 46 a efter stk. 8, at indsætte et nyt stk. 9 , hvorefter lovligheden af en indsigelse mod udstedelse af Schengenvisum, som har ført til et afslag på meddelelse af Schengenvisum, ikke kan påklages til Udlændingenævnet.

Baggrunden for forslaget er, at det fremgår af § 46 a, stk. 1, at bl.a. Udlændingestyrelsens afgørelser kan påklages til Udlændingenævnet med undtagelse af de afgørelser, der er omfattet af bestemmelsens stk. 4, 5, 7 og udlændingelovens § 53 a. Det fremgår således ikke af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, om en indsigelse mod udstedelse af Schengenvisum i en visumsag, som Udlændingestyrelsen på grund af indsigelsen har afgjort med et afslag, kan påklages til Udlændingenævnet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af loven, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at prøve lovligheden af en indsigelse mod udstedelse af Schengenvisum fremsat i en visumsag. Det gælder såvel en dansk indsigelse fremsat i en visumsag, der er behandlet af Danmark eller en anden medlemsstat, som en indsigelse fremsat af en anden medlemsstat i en visumsag, der er behandlet af Danmark.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 45 l, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, hvorefter en dansk indsigelse fremsat i en visumsag vil kunne indbringes for domstolene, og baggrunden for dette forslag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 13

Overskriften i udlændingelovens kapitel 8 a har følgende ordlyd: Videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen og Eurodac-forordningen m.v.

Det foreslås, at der i overskriften til kapitel 8 a efter VIS-forordningen indsættes interoperabilitetsforordningerne.

Det foreslåede vil medføre, at overskriften i kapitel 8 a vil indeholde interoperabilitetsforordningerne. Overskriften vil herefter få følgende ordlyd: Videregivelse af oplysninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen, VIS-forordningen, interoperabilitetsforordningerne og Eurodac-forordningen mv.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der ved lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås, at interoperabilitetsforordningerne indsættes i § 58 d.

Til nr. 14

Det følger af udlændingelovens § 58 d, stk. 1, 1. pkt., at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i Schengenkonventionen, VIS-forordningen, visumkodeksen, Dublinforordningen og Eurodac-forordningen, jf. dog stk. 2.

Det foreslås, at interoperabilitetsforordningerne indsættes i § 58 d, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslåede vil medføre, at udlændinge- og integrationsministeren også vil kunne fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i interoperabilitetsforordningerne ligesom Schengenkonventionen, VIS-forordningen, visumkodeksen, Dublinforordningen og Eurodac-forordningen, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil indebære, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af reglerne i interoperabilitetsforordningerne. Bemyndigelsen vedrører ligeledes nærmere bestemmelser til gennemførelse af fremtidige ændringer af de nævnte forordninger eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger. Fremtidige ændringer af interoperabilitetsforordningerne eller vedtagelse af gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver lovændringer, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastsættelse af nærmere regler herom.

Til nr. 15

Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke et fælles identitetsregister (CIR) vedrørende de eksisterende og kommende EU-informationssystemer på området for sikkerhed og grænse- og migrationsforvaltning.

Det foreslås, at der i § 58 d indsættes som stk. 3: Justitsministeren kan fastsætte regler om politiets adgang til det fælles identitetsregister i overensstemmelse med interoperabilitetsforordningerne.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at politiet ved justitsministerens regler herom vil kunne få adgang til bl.a. at foretage forespørgsler i det fælles identitetsregister (CIR), som oprettes efter interoperabilitetsforordningerne.

Det er forventningen, at der med hjemmel i den foreslåede bestemmelse vil blive udstedt en bekendtgørelse, hvorefter politiet dels får beføjelse til at foretage forespørgsler i det fælles identitetsregister med henblik på identifikation af en person ud fra den pågældende persons biometriske oplysninger, som er udtaget på stedet ved identitetskontrol, forudsat at proceduren blev indledt under tilstedeværelse af den pågældende person, samt får beføjelse til at foretage forespørgsel i det fælles identitetsregister med biometriske oplysninger i tilfælde af en naturkatastrofe, en ulykke eller et terrorangreb og alene med henblik på at identificere ukendte personer, som er ude af stand til at legitimere sig, eller uidentificerede menneskelige rester.

Det er endvidere forventningen, at der i bekendtgørelsen vil blive fastlagt procedurer, betingelser og kriterier for politiets anvendelse af det fælles identitetsregister.

Bekendtgørelsen vil endvidere i relevant omfang indeholde nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen, herunder de generelle betingelser for lovlighed af den dataansvarliges behandling.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 3 i lov nr. 1499 af 11. december 2015 (Transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser), at udlændinge- og integrationsministeren skal fremsætte forslag om revision af reglerne om transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser i folketingsåret 2017-18.

I overensstemmelse med revisionsbestemmelsen blev reglerne ved lov nr. 1571 af 18. december 2018 (Revision af reglerne om transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser) revideret. Det fremgår af revideringen, at udlændinge- og integrationsministeren i folketingsåret 2023-24 skal fremsætte forslag om revision af reglerne om transportansvar på ny.

Det foreslås i § 2 , at § 3 i ændringslov nr. 1499 af 11. december 2015 ophæves.

Dette vil medføre, at revisionsbestemmelsen i § 3 i ændringslov nr. 1499 af 11. december 2015 om ændring af udlændingeloven (Transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser) ophæves, således at bestemmelserne i udlændingelovens § 43, stk. 4 og § 59 a, stk. 2, om muligheden for at indføre transportøransvar i forbindelse med midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre Schengengrænser, ikke fremover skal revideres.

Lovforslaget vil ikke medføre ændring af den gældende retstilstand for at anvende transportøransvaret ved de indre Schengengrænser, jf. udlændingelovens § 59 a, stk. 1, jf. stk. 2.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 3 i lov nr. 1499 af 11. december 2015 (Transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser), at udlændinge- og integrationsministeren skal fremsætte forslag om revision af reglerne om transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser i folketingsåret 2017-18.

I overensstemmelse med revisionsbestemmelsen blev reglerne ved lov nr. 1571 af 18. december 2018 (Revision af reglerne om transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser) revideret. Det fremgår af revideringen, at udlændinge- og integrationsministeren i folketingsåret 2023-24 skal fremsætte forslag om revision af reglerne om transportansvar på ny.

Det foreslås i § 3 , at § 1 i ændringslov nr. 1571 af 18. december 2018 ophæves.

Dette vil medføre, at revisionsbestemmelsen i ændringslov nr. 1571 af 18. december 2018 (Revision af reglerne om transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser) ophæves, således at bestemmelserne i udlændingelovens § 43, stk. 4 og § 59 a, stk. 2, om muligheden for at indføre transportøransvar i forbindelse med midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre Schengengrænser, ikke fremover skal revideres.

Lovforslaget vil ikke medføre ændring af den gældende retstilstand for at anvende transportøransvaret ved de indre Schengengrænser, jf. udlændingelovens § 59 a, stk. 1, jf. stk. 2.

Kilde

Til nr. 1

Med § 1, nr. 8 og 9, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen blev der i udlændingeloven indsat nye stykker i § 2 a, som har til formål at gennemføre EES-forordningen og ETIAS-forordningen i dansk ret.

Det foreslås, at § 1, nr. 8 og 9 , i denne lov ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 1, nr. 8 og 9, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, hvorefter bestemmelserne indsættes i udlændingelovens § 2 a.

Det bemærkes, at der er tale om en ændring, idet § 1, nr. 8 og 9, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen endnu ikke er sat i kraft, jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne i lovens § 3.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 1, nr. 1, i lov nr. 324 af 16. marts 2022 om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (herefter særloven), at der kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der er ukrainsk statsborger, og som den 1. februar 2022 eller senere er udrejst af Ukraine, hvor den pågældende på tidspunktet for udrejsen havde bopæl.

Det foreslås i § 1, nr. 1, at betingelsen om, at ansøgeren på tidspunktet for udrejsen skal have bopæl i Ukraine, ændres til, at ansøgeren den 1. februar 2022 eller senere skal have haft bopæl i Ukraine.

Den foreslåede ændring vil indebære, at en ukrainsk statsborger vil opfylde særlovens bopælskrav, såfremt den pågældende har haft bopæl i Ukraine den 1. februar 2022 eller senere.

Det vil dermed ikke i sig selv kunne danne grundlag for afslag på opholdstilladelse, at ansøgeren den 1. februar 2022 eller senere må anses for at have opgivet sin bopæl i Ukraine. Dette gælder uanset, om opgivelsen af bopæl skyldes krigen i Ukraine, eller om der måtte være andre årsager til, at den pågældende har opgivet bopælen.

Det betyder desuden, at i det tilfælde, at ansøgeren har opgivet sin bopæl efter 1. februar 2022 og er udrejst af Ukraine, vil det ikke være afgørende for vurderingen af bopælskravet, om den pågældende ved et efterfølgende ophold i Ukraine, uanset varigheden heraf, kan anses for at have genetableret sin bopæl.

Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer af betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse, herunder i forhold til, hvad der forstås ved bopæl i særlovens forstand. Det vil således fortsat være op til Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet efter de gældende regler at vurdere, om ansøgeren på et givent tidspunkt må anses for at have haft bopæl i Ukraine med henblik på varigt ophold.

Til nr. 2

Det fremgår af § 14 i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven), at udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3-7 og 14, med de fornødne tilpasninger finder anvendelse for udlændinge, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter loven.

Det foreslås, at henvisningen i særlovens § 14, stk. 1 , til udlændingelovens § 42 a, stk. 3-7 og 14, ændres til en henvisning til udlændingelovens § 42 a, stk. 3-7, stk. 9, nr. 1-4 og 6, og stk. 14.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udlændingelovens § 42 a, stk. 9, nr. 1-4 og 6, med de fornødne tilpasninger også vil finde anvendelse for udlændinge, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter særloven.

Det betyder, at Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen vil få mulighed for at fratage eller nedsætte kontante ydelser for en udlænding, der er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt efter særloven, som der i dag er mulighed for at fratage eller nedsætte kontante ydelser for øvrige udlændinge omfattet af udlændingestyrelsens forsørgelsespligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. § 42 a, stk. 9, nr. 1-4 og 6.

Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen vil således kunne bestemme, at en udlænding, der er omfattet af særlovens § 14, ikke vil få udbetalt kontante ydelser, jf. særlovens § 15, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, forsørgertillæg, og nedsat forsørgertillæg, jf. særlovens § 15, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, uden en vederlagsfri bespisningsordning, i følgende tilfælde:

1. Udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en samtale med Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt.

2. Udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 5. pkt., og hjemrejselovens § 13, stk. 3.

3. Udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt.

4. Udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om en foranstaltning efter udlændingelovens § 34 eller Hjemrejsestyrelsens bestemmelse om en foranstaltning efter hjemrejselovens § 11 eller et pålæg efter hjemrejselovens § 12, stk. 1,

5. Udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.

Den foreslåede ordning svarer til, hvad der efter udlændingelovens § 42 a, stk. 9, nr. 1-4 og 6, gælder for andre udlændinge omfattet af Udlændingestyrelsen forsørgelsespligt. Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen vil skulle administrere ordningen i overensstemmelse med gældende praksis.

Til nr. 3

Det fremgår af § 28, stk. 3, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven), at Udlændingestyrelsens afgørelser efter denne lov kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 6-9. Klage skal være indgivet, inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Det foreslås, at der i særlovens § 28, stk. 3 , indsættes et nyt 2. pkt ., hvoraf det fremgår, at bestemmelsen tilsvarende gælder for afgørelser truffet af Hjemrejsestyrelsen efter reglerne i § 14 om nedsættelse eller fratagelse af kontante ydelser.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser om nedsættelse eller fratagelse af kontante ydelser efter den foreslåede ændring af særlovens § 14, stk. 1, jf. lovforslagets § 5, nr. 2, vil kunne påklages til Udlændingenævnet.

Ændringen vil endvidere indebære, at klage skal være indgivet, inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. den gældende lovs § 28, stk. 3, 2. pkt., der med forslaget vil blive 3. pkt.

Den foreslåede ordning svarer i sit indhold til, hvad der gælder for udlændinge, der er omfattet af de almindelige regler for Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, og som kan påklage en afgørelse truffet af Hjemrejsestyrelsen om nedsættelse eller fratagelse af kontante ydelser til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 42, a. stk. 9, jf. § 46 a, stk. 1.

For så vidt angår påklage af Udlændingestyrelsens afgørelser om nedsættelse eller fratagelse af kontante ydelser efter lovforslagets § 5, nr. 2, henviser der til lovforslagets § 5, nr. 4.

Til nr. 4

Det fremgår af § 28, stk. 7, 1. pkt., at Udlændingestyrelsens afgørelser, der er truffet efter reglerne i § 14, ikke kan påklages. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan en afgørelse efter § 14 om separat indkvartering dog påklages til Udlændingenævnet.

Det foreslås, at der i § 28, stk. 7, 2. pkt., indsættes mulighed for også at kunne påklage Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 14, stk. 1, om nedsættelse eller fratagelse af kontante ydelser til Udlændingenævnet.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Udlændingestyrelsens afgørelser om nedsættelse eller fratagelse af kontante ydelser efter lovforslagets § 5, nr. 2, for udlændinge, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter særloven, vil kunne påklages til Udlændingenævnet.

Den foreslåede ordning svarer i sit indhold til, hvad der gælder for udlændinge, der er omfattet af de almindelige regler for Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, og som kan påklage en afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af kontante ydelser til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 42, a. stk. 9, nr. 1-4 og 6, jf. § 46 a, stk. 1.

For så vidt angår påklage af Hjemrejsestyrelsens afgørelser om nedsættelse eller fratagelse af kontante ydelser efter lovforslagets § 5, nr. 2, henvises der til lovforslagets § 5, nr. 3.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af hjemrejselovens § 1, stk. 1, at en udlænding, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a eller efter reglerne i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., eller efter reglerne i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at udrejse.

Det fremgår af hjemrejselovens § 1, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding omfattet af stk. 1 om nødvendigt udrejser med bistand fra Hjemrejsestyrelsen.

Det fremgår af hjemrejselovens § 1, stk. 3, 2. pkt., at politiet om nødvendigt bistår Hjemrejsestyrelsen.

Det foreslås, at der i § 1, stk. 3, indsættes som 3. pkt. , at er udlændingen omfattet af stk. 1, og kan udlændingen overgives i overensstemmelse med bilaterale aftaler mellem Danmark og andre stater, som er forpligtet til at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, drager politiet omsorg for overgivelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at poltiet kan overgive en tredjelandsstatsborger til Tyskland eller et nordisk land i overensstemmelse med grænseoverløberoverenskomsten og paskontroloverenskomsten i tilfælde, hvor den pågældende er indrejst i Danmark uden fornøden tilladelse.

Bestemmelsen skal sikre, at politiet, hvis de antræffer en tredjelandsstatsborger uden lovligt ophold, vil kunne træffe afgørelse om at overgive den pågældende til Tyskland eller et af de nordiske lande i overensstemmelse med overenskomsterne, uden at sagen først skal forelægges for Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at de træffer afgørelsen, eller for Udlændingestyrelsen med henblik på, at de træffer afgørelse om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 b, om fastsættelse af en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1, og om fastsættelse af et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk.1 , nr. 1, hvorefter sagen skal overgives til Hjemrejsestyrelsen med henblik på at effektuere udvisningsafgørelsen.

En beslutning om at overgive den pågældende til Tyskland eller et af de nordiske lande i overensstemmelse med overenskomsterne bør træffes i form af en afgørelse, der som hidtil skal opfylde de almindelige forvaltningsretlige krav til bl.a. sagsoplysning, partshøring og begrundelse.

Der er tale om en genindførelse af retstilstanden fra før hjemrejselovens vedtagelse, hvor det fremgik af § 30, stk. 2, 1. pkt., i den dagældende udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, at hvis en udlænding ikke udrejste frivilligt, drog politiet omsorg for udrejsen.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes i tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren indgiver en ansøgning om asyl i Danmark. I dette tilfælde vil der skulle indledes en procedure efter Dublinforordningen, jf. udlændingelovens § 29.

Som det er anført oven for under afsnit 2.8.1 indebærer ordningen, at de danske myndigheder kan undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse af en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt i Danmark, efter udsendelsesdirektivet, hvis den pågældende tilbagetages af Tyskland eller et af de nordiske lande i henhold til grænseoverløberoverenskomsten eller paskontroloverenskomsten. Det påhviler herefter disse landes myndigheder at træffe afgørelse om tilbagesendelse i overensstemmelse med udsendelsesdirektivet, hvis de pågældende tredjelandsstatsborgere også opholder sig ulovligt i disse medlemsstater.

Til nr. 2

Det fremgår af hjemrejselovens § 21, stk. 1, at afgørelser efter loven træffes af Hjemrejsestyrelsen, jf. dog stk. 2-6. Af stk. 2 fremgår, at afgørelser efter § 9, stk. 2, 1. pkt., træffes af indkvarteringsoperatøren. Efter stk. 3 træffer vedkommende politidirektør afgørelser om foranstaltninger for at sikre en udlændings tilstedeværelse efter § 11 og om meldepligt efter § 12, stk. 1. Afgørelser om frihedsberøvelse efter § 16 og om beslaglæggelse af genstande efter § 18 træffes i henhold til stk. 4 og 5 også af vedkommende politidirektør. Efter stk. 6 forestår Udbetaling Danmark udbetaling af hjemrejsebistand og kan i forbindelse med den løbende administration af udbetalingen træffe afgørelser om tilbagebetaling og ophør af hjemrejsebistand i henhold til nærmere regler herom fastsat af udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 8, stk. 6. Sluttelig fremgår det af stk. 7, at staten afholder udgifter til administrationen af hjemrejsebistand gennem betaling af et administrationsbidrag efter § 25 i lov om Udbetaling Danmark.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 21, stk. 1, således, at henvisningen til bestemmelsens stk. 2-6 ændres til stk. 2-7.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 6, nr. 3, hvorefter der foreslås indsat et nyt stk. 3 i hjemrejselovens § 21.

Til nr. 3

Det fremgår af hjemrejselovens § 21, stk. 1, at afgørelser efter loven træffes af Hjemrejsestyrelsen, jf. dog stk. 2-6.

Det foreslås, at der i hjemrejselovens § 21 efter stk. 2 indsættes som nyt stk. 3, at afgørelse om overgivelse af en udlænding i overensstemmelse med bilaterale aftaler mellem Danmark og andre stater, som er forpligtet til at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. lovens § 1, stk. 3, 3. pkt., træffes af vedkommende politidirektør.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at vedkommende poltidirektør kan træffe afgørelse om at overgive en tredjelandsstatsborger til Tyskland eller et nordisk land i overensstemmelse med grænseoverløberoverenskomsten og paskontroloverenskomsten i tilfælde, hvor vedkommende er indrejst i Danmark uden fornøden tilladelse.

Bestemmelsen skal sikre, at politiet, hvis de antræffer en tredjelandsstatsborger uden lovligt ophold, vil kunne træffe og effektuere afgørelsen i overensstemmelse med overenskomsterne, uden at sagen først skal forelægges for Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at de træffer afgørelsen, eller for Udlændingestyrelsen med henblik på, at de træffer afgørelse om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 b, om fastsættelse af en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1, og om fastsættelse af et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk.1 , nr. 1, hvorefter sagen skal overgives til Hjemrejsestyrelsen med henblik på at effektuere udvisningsafgørelsen.

En beslutning om at overgive den pågældende til Tyskland eller et af de nordiske lande i overensstemmelse med overenskomsterne bør træffes i form af en afgørelse, der som hidtil skal opfylde de almindelige forvaltningsretlige krav til bl.a. sagsoplysning, partshøring og begrundelse.

Der er tale om en genindførelse af retstilstanden fra før hjemrejselovens ikrafttræden, hvor det fremgik af § 48, stk. 1, 2. pkt., i den dagældende udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, at politidirektøren traf afgørelser efter lovens § 30. Efter § 30, stk. 1, skulle en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke havde ret til at opholde sig her i landet, udrejse af landet. Efter § 30, stk. 2, drog politiet omsorg for udrejsen, hvis en udlænding ikke udrejste frivilligt.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes i tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren indgiver en ansøgning om asyl i Danmark. I dette tilfælde skal der indledes en procedure efter Dublinforordningen, såfremt det er relevant, jf. udlændingelovens § 29.

Som det er anført oven for under afsnit 2.8.1 indebærer ordningen, at de danske myndigheder kan undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse af en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt i Danmark, efter udsendelsesdirektivet, hvis den pågældende tilbagetages af Tyskland eller et af de nordiske lande i henhold til grænseoverløberoverenskomsten eller paskontroloverenskomsten. Det påhviler herefter disse landes myndigheder at træffe afgørelse om tilbagesendelse i overensstemmelse med udsendelsesdirektivet, hvis de pågældende tredjelandsstatsborgere også opholder sig ulovligt i disse medlemsstater.

Til nr. 4

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter loven kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 3, stk. 4, 2. pkt., og stk. 8.

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 2, at klage til Udlændingenævnet over de afgørelser, der er omfattet af klageadgangen i stk. 1 og 5, skal være indgivet, inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan i særlige tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen.

Det fremgår endvidere af hjemrejselovens § 22, stk. 5, at politidirektørens afgørelser efter § 11 og § 12, stk. 1, kan påklages til Udlændingenævnet.

Det foreslås, at der i § 22, stk. 5, indsættes henvisning til hjemrejselovens § 1, stk. 3, 3. pkt.

Forslaget skal ses i sammenhæng med § 6, nr. 3, hvorved politidirektøren tillægges kompetence til at træffe afgørelse om, at en udlænding kan overgives i overensstemmelse med bilaterale aftaler mellem Danmark og andre stater, som er forpligtet til at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. lovens § 1, stk. 3, 3. pkt.

Forslaget vil indebære, at politidirektørens afgørelser om, at en udlænding kan overgives i overensstemmelse med bilaterale aftaler mellem Danmark og andre stater, som er forpligtet til at gennemføre udsendelsesdirektivet, jf. lovens § 1, stk. 3, 3. pkt., kan påklages til Udlændingenævnet i overensstemmelse med de krav, der gælder efter lovens § 22, stk. 2.

Kilde

Forslagets § 7 vedrører ikrafttræden af loven.

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2 og 3.

Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse i stk. 1 vil generelt betyde, at loven vil finde anvendelse fra den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2 og 3 samt de foreslåede bestemmelser i stk. 4-7.

Det vil bl.a. betyde, at en dansk indsigelse, der er fremsat i en visumsag fra lovens ikrafttræden, vil kunne indbringes for Københavns Byret af den udlænding, der på grund af den danske indsigelse har fået afslag på Schengenvisum, i overensstemmelse med reglerne i de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 45 l, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Det foreslås i stk. 2 , at den foreslåede ændring af Ukraine-særlovens § 1, nr. 1, jf. lovforslagets § 5, nr. 1, og den foreslåede ændring af hjemrejselovens §§ 1, 21 og 22, jf. lovforslagets § 6, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Efter den foreslåede bestemmelse vil ændringen af særlovens § 1, nr. 1, og hjemrejselovens §§ 1, 21 og 22 træde i kraft forud for lovens øvrige bestemmelser. Dette skal ses i lyset af, at der med den foreslåede bestemmelse rettes op på en retstilstand, der ikke vurderes at være tilsigtet, og at udlændingemyndighederne og politiet hurtigst muligt bør få mulighed for henholdsvis at indrette sig efter og anvende bestemmelserne.

Det foreslås i stk. 3, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af de foreslåede ændringer i udlændingelovens § 2 a, stk. 11-13, overskriften til kapitel 8 a, § 58 d, stk. 1, 1. pkt., § 58 d, stk. 3, samt § 1, nr. 8 og 9 i ændringslov nr. 721 af 27. april 2021, jf. lovforslagets § 1, nr. 1-3, 13-15, og § 4. Ministeren kan herunder fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Det vil betyde, at udlændinge- og integrationsministeren ved bekendtgørelse fastsætter tidspunktet for, hvornår lovforslagets § 1, nr. 1-3, 13-15, og § 4, træder i kraft. Det vil endvidere betyde, at ministeren kan sætte de enkelte bestemmelser i kraft på forskellige tidspunkter.

Det bemærkes i den forbindelse, at interoperabilitetsforordningerne, der er trådt i kraft, først vil være gældende fra datoen for idriftsættelse af interoperabilitetskomponenterne. Idriftsættelsen af komponenterne vil blive fastsat af EU-Kommissionen, når visse betingelser for idriftsættelse er opfyldt.

Hovedparten af bestemmelserne i interoperabilitetsforordningerne vil således ikke finde anvendelse i Danmark, før EU-Kommissionen har fastsat datoer for idriftsættelse af interoperabilitetskomponenterne.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 1-3, 13-15 og § 4, som vedrører interoperabilitetsforordningerne forventes at skulle træde i kraft på den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at de første interoperabilitetskomponenter skal idriftsættes efter artikel 75 i interoperabilitetsforordningen om politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migration samt artikel 79 i interoperabilitietsforordningen om grænser og visum.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 15, om bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte nærmere regler til gennemførelse af interoperabilitetsforordningerne om politiets adgang til det fælles identitetsregister først kan anvendes fra den dato, som EU-Kommissionen fastsætter, at det fælles identitetsregister skal idriftsættes efter artikel 75 i interoperabilitetsforordningen om politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migration samt artikel 79 i interoperabilitietsforordningen om grænser og visum. Det betyder, at justitsministeren først med virkning fra denne dato vil kunne fastsætte nærmere regler til gennemførelse af interoperabilitetsforordningerne om politiets adgang til det fælles identitetsregister.

Det foreslås i stk. 4, at regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 46 a, stk. 9, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter, der udstedes i medfør af udlændingelovens § 46 a, stk. 10.

Det følger af udlændingelovens § 46 a, stk. 9, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagefrist for påklage til Udlændingestyrelsen af en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations afgørelse om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1454 af 25. november 2022 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum.

Som følge af, at det foreslås at indsætte et nyt stk. 9 i udlændingelovens § 46 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, bliver udlændingelovens § 46 a, stk. 9, til § 46 a, stk. 10.

Det foreslåede stk. 4 vil derfor betyde, at reglerne i bekendtgørelse nr. 1454 af 25. november 2022, som er fastsat i medfør af udlændingelovens § 46 a, stk. 9, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter, der udstedes i medfør af udlændingelovens § 46 a, stk. 10.

Det foreslås i stk. 5, at den foreslåede ophævelse af § 19, stk. 3, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 4, ikke vil finde anvendelse ved ferierejser eller andre korterevarende ophold, der er igangværende eller afsluttet på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse.

Det vil betyde, at den foreslåede ophævelse af § 19, stk. 3, 1. pkt., vil finde anvendelse ved ferierejser mv., som er købt, erhvervet eller tilrettelagt inden lovens ikrafttræden, hvis rejsen påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Det vil være op til udlændingemyndighederne at vurdere, om ferierejsen mv. er påbegyndt inden eller efter ikrafttrædelsen af den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i stk. 6, at lovforslagets § 1, nr. 5, ikke finder anvendelse på tilsigelser eller begæringer, der er tilsendt eller forkyndt før lovens ikrafttræden. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det vil betyde, at lovforslagets § 1, nr. 5, alene vil finde anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding efter lovens ikrafttrædelse tilsendes eller forkyndes en tilsigelse om at skulle give personligt møde eller en begæring om at stille sit pas eller sin rejselegitimation til rådighed. Med den foreslåede ordlyd tilsigtes bestemmelsen både at finde anvendelse for skriftlige såvel som mundtlige tilsigelser og begæringer.

Grundydelse og forsørgertillæg forudbetales hver 14. dag, jf. udlændingelovens § 42 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 7, 3. pkt. Tillægsydelse bagudbetales hver 14. dag, jf. udlændingelovens § 42 b, stk. 8, 2. pkt. For alle kontante ydelser gælder, at Udlændingestyrelsen ud fra status i udlændingens sag på en given skæringsdato umiddelbart forud for udbetalingsdatoen bestemmer, hvorvidt og efter hvilken sats udlændingen får udbetalt en kontant ydelse, jf. udlændingelovens § 42 b, stk. 1, 3. pkt., stk. 7, 4. pkt., og stk. 8, 3. pkt.

Det foreslås i stk. 7 , at den foreslåede ændring i Ukraine-særlovens § 14, stk. 1, jf. lovforslagets § 5, nr. 2, om mulighed for at nedsætte eller fratage kontante ydelser for udlændinge, der har indgivet ansøgning efter særloven, finder anvendelse på udbetaling af tillægsydelse fra første hele periode på 14 dage, der ligger til grund for beregning af tillægsydelsen, og som følger efter lovens ikrafttræden, jf. den foreslåede stk. 1.

Det tilsigtes med bestemmelsen, at lovforslagets § 5, nr. 2, ikke vil finde anvendelse på udbetalinger, hvor hele optjeningsperioden ikke ligger efter lovens ikrafttræden.

For så vidt angår grundydelse og forsørgertillæg, foreslås det, at lovforslagets § 5, nr. 2, finder anvendelse på udbetaling af grundydelse og forsørgertillæg, der følger efter førstkommende skæringsdato, jf. udlændingelovens § 42 b, stk. 1, 3. pkt., og § 42 b, stk. 7, 4. pkt., efter lovens ikrafttræden.

Kilde

Forslagets § 8 vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det fremgår af udlændingelovens § 66, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Det fremgår endvidere af § 42, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse for personer, der er fordrevet fra Ukraine, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Lovens §§ 1-34 kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. § 42, stk. 2.

Det fremgår desuden af § 31, stk. 1, i hjemrejseloven, at loven ikke gælder for Færøerne eller Grønland. Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at lovens §§ 1-23 og 25 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger. Efter bestemmelsens stk. 3 kan lovens § 28 ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at §§ 1-5 ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Det foreslås også, at §§ 1-5 kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Det vil indebære, at loven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland, men at lovens §§ 1-5 ved kongelig anordning helt eller delvist vil kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Endeligt vil det indebære, at de enkelte lovelementer i lovens §§ 1-5 vil kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland på forskellige tidspunkter.

Lovforslagets § 6 vedrører hjemrejseloven. Hjemrejseloven er ikke endnu blevet sat i kraft for Færøerne eller Grønland. Den uudnyttede anordningshjemmel i hjemrejselovens § 31 vil således kunne anvendes til helt eller delvist at sætte de med dette lovforslag foreslåede ændringer af hjemrejseloven i kraft for henholdsvis Færøerne og Grønland med de ændringer, som disse landsdeles særlige forhold tilsiger.