Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LOV nr 688 af 11/06/2024

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lov om ændring af udlændingeloven, lov om erhvervsuddannelser og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse (Ny opholdsordning på baggrund af uddannelsestilknytning m.v.) § 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, til en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 eller 9 b, § 9 c, stk. 1-3, eller §§ 9 d, 9 e, 9 m eller 9 n, efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., eller efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, blev nægtet forlænget eller inddraget, eller hvis opholdsret efter EU-reglerne blev konstateret ophørt i perioden fra den 1. juli 2020 til den 30. juni 2024, hvis

  1. udlændingen på tidspunktet, hvor opholdstilladelsen blev nægtet forlænget eller inddraget eller opholdsretten konstateret ophørt, var optaget på en uddannelse, der på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse fører til, at udlændingen efter endt uddannelse kan varetage en arbejdsfunktion, der kan danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1 og 2, og

  2. udlændingen uden at opnå nyt opholdsgrundlag har opholdt sig i Danmark, siden opholdstilladelsen blev nægtet forlænget eller inddraget eller opholdsretten konstateret ophørt.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, hvis opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., eller efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, udløber senest den 30. juni 2024.

Stk. 4. Opholdstilladelse, der meddeles på baggrund af en ansøgning, der er omfattet af stk. 2, skal betinges af, at udlændingen fortsat er optaget på eller, inden for 6 måneder efter at ansøgningen er indgivet, på ny er optaget på en uddannelse omfattet af stk. 2, nr. 1.

Stk. 5. Der kan ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, jf. stk. 2, hvis udlændingen, i perioden fra den 1. juli 2020 og indtil Styrelsen for International Rekruttering og Integration træffer afgørelse, her i landet er udvist efter udlændingeloven eller er idømt straf eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af meldepligt efter hjemrejselovens § 12, stk. 1, eller opholdspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 1, eller efter udlændingeloven, straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer m.v. 1. pkt. omfatter dog ikke udvisning efter udlændingelovens § 25 b og straf efter udlændingelovens § 59, stk. 2. Opholdstilladelse betinges af, at udlændingen efter ansøgningens indgivelse ikke her i landet idømmes straf eller vedtager en bøde for overtrædelse af meldepligt efter hjemrejselovens § 12, stk. 1, eller opholdspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 1.

Stk. 6. Ansøgning om opholdstilladelse, der er omfattet af stk. 2, afvises, hvis ansøgningen indgives efter den 1. januar 2025, medmindre særlige grunde taler herimod. Ansøgning om opholdstilladelse, der er omfattet af stk. 2, afvises, hvis udlændingens oprindelige opholdstilladelse blev inddraget efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 4 eller 5, eller opholdsretten efter EU-reglerne blev konstateret ophørt grundet hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed eller misbrug af rettigheder. En udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2 i overensstemmelse med 1. pkt., må opholde sig her i landet og arbejde, i tiden indtil der er taget stilling til, om udlændingen kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6.

Stk. 7. Regler udstedt i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 7, 10 og 13, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 13, 15 og 18, jf. denne lovs § 1, nr. 6, 7 og 11.