Kilde

Til nr. 1

Registrering af skibe sker ved indførelse i et fælles skibsregister for hele landet, jf. sølovens § 39, stk. 3, 1. pkt. Dette register benævnes skibsregistret. Søloven indeholder i § 39, stk. 3, 2. pkt., en bemyndigelse til, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om registrets indretning og førelse, herunder også indføring af dokumenter modtaget via telefax eller ved elektronisk overførsel i dagbogen. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 41 af 22. januar 1999 om skibsregistrering med senere ændringer.

Det foreslås, at »herunder også indføring af dokumenter modtaget via telefax eller ved elektronisk overførsel i dagbogen« udgår af § 39, stk. 3, 2. pkt. Forslaget har til formål at fjerne pligten til at fastsætte regler dels om overførsel i dagbogen, dels om dokumenter via telefax.

I forhold til telefax anvendes denne ikke i praksis i dag, selv om der er fastsat regler herom, jf. ovennævnte bekendtgørelse med senere ændringer.

I forhold til overførsel i dagbogen, er det vurderet, at det med indførelse af digital skibsregistrering ikke længere vil være hensigtsmæssigt at bruge betegnelsen dagbog. Dette skyldes, at såvel fysiske og digitale dokumenter blot vil blive registreret på skibets elektroniske blad i skibsregistret, når de modtages, såfremt de opfylder betingelserne for registrering. Såfremt dokumenterne ikke opfylder betingelserne vil de enten blive afvist, eller det vil blive anført i systemet, at dokumentet er anmeldt til, men ikke registreret i, skibsregistret. En løsning uden dagbog svarer til det, der gælder i forhold til digital tinglysning.

Det bemærkes i den forbindelse, at selv om der indføres digital skibsregistrering, forventes det fortsat, at der i et vist omfang vil blive modtaget dokumenter på papir. Søfartsstyrelsen har i sølovens § 36, stk. 2, hjemmel til at fastsætte regler dels om anmeldelsestidspunkt på klokkeslæt, dels om anmeldelsestidspunkt, der afviger herfra, for dokumenter, der modtages i papirform.

Det forventes, at der for papirdokumenter, som modtages i skibsregistret med almindelig post, og som registret efterfølgende gør digitale, vil blive fastsat regler om anvendelse af et klokkeslæt for anmeldelsen. Klokkeslættet forventes at blive det samme for alle dokumenter, der anmeldes i papirform med almindelig post på samme dag. Der forventes herudover fastsat regler om, at post, som modtages på anden måde, f.eks. med bud, vil få retsvirkning fra det tidspunkt, hvor dokumentet er modtaget i skibsregistret. Det vurderes med klokkeslætsregistrering teknisk muligt at arbejde uden en egentlig dagbog, idet det blot angives, hvornår dokumentet er anmeldt, hvorved prioritetsstillingen kan sikres. I praksis forventes systemet at blive udformet således, at der straks sættes en lås på det pågældende skib i systemet, inden det vurderes om dokumentet kan registreres, eller om det skal afvises.

Når et papirdokument modtages til registrering, vil skibsregistret konvertere det til et digitalt dokument. Inden konvertering vil det blive vurderet i skibsregistret, om dokumentet kan indføres i systemet, eller om det skal afvises. Hvis dokumentet har et indhold, der strider mod registrets udvisende, eller såfremt en anmeldelse omfatter flere dokumenter med indbyrdes modstridende angivelser kan der gives anmærkning herom. Anmærkning registreres digitalt som en påtegning på det digitale dokument og gengives tillige digitalt på skibsbladet. Et negotiabelt pantebrev på papir påføres oplysning om konvertering til et digitalt dokument, og at ihændehavelsen af det papirbaserede pantebrev efter konvertering til et digitalt pantebrev ikke længere har nogen retsvirkning samt oplysning om anmærkningen.

Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om registrets indretning og førelse vurderes at kunne omfatte elektronisk overførsel til registreret, uanset at det ikke står anført udtrykkeligt i bestemmelsen. § 39, stk. 3, i søloven vil således fortsat give mulighed for at tilpasse skibsregistrets forretningsgange til den teknologiske udvikling.

Hjemlen forventes f.eks. også at blive anvendt til at fastsætte regler om, at skibsregistret i tilfælde, hvor f.eks. en udlænding ikke har digital signatur, vil kunne anmelde dokumenter i papirform, hvorefter skibsregistret vil forestå digitaliseringen. Det bemærkes i den forbindelse, at bemærkningerne til lov nr. 526 af 7. juni 2006 (lovforslag nr. L 196), jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6364 og 6365, synes at forudsætte en meget begrænset brug af dette, særligt for så vidt angår negotiable pantebreve, jf. nærmere afsnit 2.1.1 i dette lovforslags almindelige bemærkninger. Det vurderes, at der kan være behov for en noget bredere anvendelse af muligheden fremover.

Hjemlen er endvidere anvendt til at fastsætte regler om, at skibsregistret er offentligt tilgængeligt, jf. § 22 i bekendtgørelse nr. 41 af 22. januar 1999 om skibsregistrering. Da skibsregistret allerede er offentligt, vil en digitalisering ikke medføre, at der sker offentliggørelse af flere oplysninger end i dag.

Det bemærkes i den forbindelse, at skibsregistret ved udførelsen af sine opgaver indsamler, behandler og videregiver oplysninger om virksomheder, herunder virksomheder drevet af enkeltpersoner og privatpersoner, såsom navn, adresse, nationalitet, kontaktoplysninger og cvr-nr. henholdsvis cpr-nr. Skibsregistret behandler ikke følsomme personoplysninger, og cpr-nr. anvendes i overensstemmelse med databeskyttelseslovens § 11 og offentliggøres ikke.

Til nr. 2

Søloven indeholder ikke generelle regler om fuldmagter. Det er imidlertid forudsat, at der kan anvendes fuldmagter ved anmeldelse af dokumenter til skibsregistret.

Sølovens § 39 d, stk. 3, indeholder en bemyndigelse til Søfartsstyrelsen til at fastsætte regler om udformningen og indholdet af fuldmagter, der skal indsendes til skibsregistret, herunder at fuldmagten skal indeholde oplysning om person- eller virksomhedsnummer for fuldmagtsgiver og fuldmagtshaver, og at papirfuldmagter skal være oprettet således, at de kan aflæses maskinelt, samt om en længste gyldighedsperiode for fuldmagter. Det fremgår herudover af § 39 d, stk. 3, at Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om skibsregistrets adgang til på begæring at forlænge fristen i stk. 2 og om, at skibsregistret i forbindelse med registrering efter stk. 1 skal sende meddelelse til den, der ifølge registret er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed.

Henvisningen til stk. 1 og 2, som ikke er en del af gældende ret, skyldes, at det alene er § 39 d, stk. 3, som affattet ved § 1, nr. 18, i lov nr. 526 af 7. juni 2006, der er sat i kraft. Hjemlen i § 39 d er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 247 af 22. marts 2007 om ændring af bekendtgørelse om skibsregistrering. Bekendtgørelsen vedrører visse nærmere angivne registreringsanmeldelser for rederier og skibe, som kan ske digitalt og anvendelse af fuldmagter i den forbindelse. Der er tale om enkelte registreringsanmeldelser vedrørende rederier, optagelse af skibe, slettelser og bareboat.

Da fuldmagter normalt gives for flere anmeldelsestyper end dem, som bekendtgørelsen vedrører, har bekendtgørelsen kun ringe betydning i praksis. Det betyder bl.a., at såfremt f.eks. et salgsdokument (skøde) er underskrevet ifølge fuldmagt, vil den originale fuldmagt skulle forevises, inden dokumentet registreres. De fuldmagter, der i dag forevises i skibsregistret, er i øvrigt som hovedregel konkrete fuldmagter, der giver fuldmagtshaver ret til at købe eller sælge et bestemt skib eller oprette et nærmere bestemt pantebrev. En papirfuldmagt skal være dateret og underskrevet af fuldmagtsgiver. Den skal endvidere bekræftes af to vitterlighedsvidner, en advokat eller af notarius publicus, jf. § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 41 af 22. januar 1999 om skibsregistrering, som også anvendes i forhold til fuldmagter.

Ved en digitalisering af skibsregistret vurderes det, at indholdet af § 39 d, stk. 1 og 2, i søloven som affattet ved lov nr. 526 af 7. juni 2006, bør sættes i kraft. For at undgå uklarhed i forbindelse med den delvise ikrafttrædelse foreslås § 39 d i søloven nyaffattet med en ordlyd, der med enkelte lovtekniske ændringer svarer til den bestemmelse, som blev vedtaget ved ovennævnte lov.

På den baggrund foreslås det at nyaffatte § 39 d, stk. 1, 1. pkt., således at det fremgår, at den, der er berettiget til at råde over eller erklære sig om en ret over et bestemt skib, kan give en anden person fuldmagt til at udstede og anmelde dokumenter vedrørende den pågældende til registrering, herunder afgive erklæringer vedrørende skibet.

Personer, som ikke selv råder over eller ønsker at anvende en digital signatur, vil efter en digitalisering af skibsregistret kunne give andre fuldmagt til at foretage digitale anmeldelser til skibsregistret på deres vegne. For at lette mulighederne herfor foreslås der indført ovennævnte bestemmelse, hvorefter det vil være muligt at udstede og anmelde dokumenter til registrering på grundlag af en fuldmagt (digital eller på papir) fra den, der er berettiget til at råde over et skib eller over en ret over et skib. Fuldmagtshaver vil på baggrund af en sådan fuldmagt kunne foretage digital anmeldelse af dokumenter, der er forsynet med fuldmagtshavers egen digitale signatur.

Den foreslåede regel indebærer, at den, der ønsker at disponere over en rettighed, som tilhører vedkommende, over et skib, herunder ejere eller andre med en begrænset ret i relation til et skib, vil kunne give en anden fuldmagt til at råde over rettigheden i registreringsmæssig henseende. Fuldmagtshaver vil typisk være en professionel rådgiver, f.eks. en advokat, skibsmægler eller et pengeinstitut, men kan være en hvilken som helst person eller virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse skal muliggøre, at en rettighedshaver kan lade sine professionelle rådgivere eller andre varetage hans interesser i skibsregistreringsmæssig henseende, hvor dette af den ene eller anden grund måtte være ønskeligt.

Efter forslaget til § 39 d, stk. 1, 2. pkt., skal fuldmagten indsendes til skibsregistret elektronisk eller på papir.

Det forhold, at fuldmagten skal indsendes til skibsregistret indebærer endvidere, at fuldmagtsgiver kun kan tilbagekalde fuldmagten ved henvendelse til skibsregistret og således ikke alene ved meddelelse til fuldmagtshaver, jf. aftalelovens § 13. Derved forhindres situationer, hvor fuldmagten tilbagekaldes, uden at skibsregistret underrettes herom. Fuldmagtsgiver vil til enhver tid kunne tilbagekalde fuldmagten skriftligt over for skibsregistret, der snarest muligt foretager registrering heraf.

Fuldmagten (og herved også en eventuel tilbagekaldelse af denne) kan indsendes såvel digitalt ved anvendelse af fuldmagtsgivers digitale signatur som ved brug af et papirdokument.

Det bemærkes, at der forventes etableret et fuldmagtsregister indeholdende oplysninger, om alle de fuldmagter, der er modtaget.

Det bemærkes i den forbindelse, at et sådant fuldmagtsregister ikke vil være et register over ejerrettigheder. Fuldmagtsregistret vil heller ikke være en del af skibsmappen, da skibsmappen vedrører det enkelte skib. De registrerede oplysninger om fuldmagter vil ikke være omfattet af sølovens bestemmelser om objektivt ansvar. I stedet anvendes de almindelige erstatningsretlige principper.

Efter det foreslåede § 39 d, stk. 1, 3. pkt. , kan fuldmagten indsendes, inden den pågældende er berettiget til at råde. Forslaget skal ses i lyset af, at en køber vil kunne give fuldmagt til udstedelse og anmeldelse af andre dokumenter vedrørende et bestemt skib, som han endnu ikke ejer, og fuldmagten vil kunne indsendes og registreres forud for købers overtagelse af skibet. Det betyder, at køber kan give fuldmagt til udstedelse af eksempelvis digitale pantebreve, der måtte være behov for som led i berigtigelsen af købesummen vedrørende skibet. Når der senere anmeldes et dokument til registrering i henhold til fuldmagten, f.eks. i forbindelse med anmeldelse af et skøde, der giver fuldmagtsgiver adkomst til skibet, vil skibsregistret automatisk kunne efterprøve, om fuldmagten på det pågældende tidspunkt giver fuldmagtshaver ret til at disponere som angivet i det anmeldte dokument.

Er fuldmagten ikke registreret inden modtagelsen af et dokument, der anmeldes til registrering på grundlag af fuldmagten, følger det af den foreslåede bestemmelse i § 39 d, stk. 2 , at skibsregistret giver fuldmagtshaver en frist på 7 dage til indsendelse af fuldmagten. Det giver mulighed for at opnå fordele, der knytter sig til skibsregistrering i realtid, herunder ikke mindst, at dokumentet tillægges prioritet fra modtagelsen, som var det undertegnet af den, som er berettiget i henhold til registret. Dette er navnlig af betydning i de tilfælde, hvor fuldmagten er papirbaseret, og hvor indsendelse, behandling og registrering af fuldmagten derfor vil forlænge den samlede tid, der medgår til registreringsekspeditionen. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til stk. 3, 2. pkt., som giver mulighed for Søfartsstyrelsen til at fastsætte regler om forlængelse af fristen.

Det foreslåede § 39 d, stk. 3, svarer til gældende ret, dog således at den skal ses i sammenhæng med stk. 1 og 2, som indsættes med forslaget. Bestemmelsen giver Søfartsstyrelsen hjemmel til at foreskrive, at en fuldmagt til at disponere i skibsregistreringsmæssig henseende skal opfylde nærmere angivne krav til udformning og indhold. Det fremgår således af § 39 d, stk. 3, 1. pkt, at Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om udformningen og indholdet af fuldmagter, der skal indsendes til skibsregistret, herunder at fuldmagten skal indeholde oplysning om person- eller virksomhedsnummer for fuldmagtsgiver og fuldmagtshaver, og at papirfuldmagter skal være oprettet således, at de kan aflæses maskinelt, samt om en længste gyldighedsperiode for fuldmagter. Hjemlen er udnyttet i et begrænset omfang ved bekendtgørelse nr. 247 af 22. marts 2007. Det bemærkes, at denne bekendtgørelse forventes ophævet og erstattet af en ny bekendtgørelse, når § 39 d måtte blive sat i kraft.

Bestemmelsen indebærer, at parterne ikke er frit stillet med hensyn til udformning af fuldmagten, men skal overholde de nævnte regler.

For at sikre automatisk behandling og undgå forsinkende afvisninger fra registrering vil en fuldmagt skulle være enkel at udfylde og afgrænse. Der vil derfor også kunne fastsættes regler om, at det ikke er muligt at tilføje mere individuelle afgrænsninger af fuldmagten, som eksempelvis maksimering af købesummen eller pantets størrelse. For at sikre en hurtig ekspedition i de tilfælde, hvor der anvendes papirfuldmagter, vil disse skulle kunne aflæses maskinelt, og der kan derfor også fastsættes nærmere regler herom.

Det foreslås endvidere i § 39 d, stk. 3, 2. pkt. , at Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om skibsregistrets adgang til på begæring at forlænge fristen i stk. 2 og om, at skibsregistret i forbindelse med registrering efter stk. 1 skal sende meddelelse til den, der ifølge registret er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed. Den frist, der henvises til i stk. 2, er fristen på 7 dage til indsendelse af fuldmagten, hvis denne ikke er registreret inden modtagelse af et dokument, der anmeldes til registrering på grundlag af fuldmagten. Handler med skibe involverer ofte mange parter og uforudsigelige parametre. Det er derfor afgørende, at skibsregistret har mulighed for at dispensere, når forholdene tilsiger det.

Til nr. 3

Ved lov nr. 526 af 7. juni 2006 blev der skabt hjemmel til at fastsætte regler om, at negotiable pantebreve, der giver pant i et skib, skal udstedes i digital form for at kunne registreres i registret, ligesom der blev skabt hjemmel til at fastsætte regler om, at andre dokumenter, der anmeldes til registrering eller som sendes til og fra skibsregistret, skal være digitale, jf. sølovens §§ 46 a og b, som endnu ikke er sat i kraft.

Som anført i de almindelige bemærkninger var det efter 2006 loven tanken at indføre digitaliseringen gradvist og i den forbindelse alene at lade anmeldelser om debitorskifte på pantebreve, hvor pantet forfalder, anmeldelser om forhøjelser af pantesummen eller anmeldelser om inddragelse af nyt skib under pantet udløse krav om, at eksisterende pantebreve i papirform skulle konverteres til digitale pantebreve. Som anført i de almindelige bemærkninger til dette lovforslag er det nu hensigten, at digitaliseringen skal indføres på en gang, og at alle anmeldelser om ændringer til pantebreve skal medføre konvertering. Det vil der kunne fastsættes regler om i medfør af §§ 46 a og 46 b i søloven. Det er derimod vurderet, at hjemmelsbestemmelserne i §§ 46 a og 46 b ikke fuldt ud giver mulighed for at stille krav om, at der skal ske digitalisering og registrering af rettigheder i pantebreve, når det ikke som følge af andre forhold er nødvendigt at indsende dem til skibsregistret.

Det foreslås derfor med forslaget til § 46 e i søloven at supplere hjemlerne i §§ 46 a og 46 b, således at Søfartsstyrelsen også kan fastsætte regler om konvertering af ejerpantebreve, herunder regler om, at rettigheder i registrerede ejerpantebreve, som har opnået beskyttelse mod aftaler og mod retsforfølgning efter reglerne i gældsbrevsloven, skal registreres inden en frist på 5 år for at bevare denne beskyttelse.

Der forventes som nævnt ovenfor fastsat regler med hjemmel i §§ 46 a og b i søloven om, at alle anmeldelser af ændringer til et registreret pantebrev i papirform vil indebære, at pantebrevet vil skulle konverteres til et digitalt pantebrev. Dette forventes at medføre, at antallet af ejerpantebreve i papirform, som er i omløb, hurtigt vil blive begrænset i årene efter digitaliseringen. Da ejerpantebreve imidlertid ikke har en løbetid, og derfor kan bestå uden nogen tidsbegrænsning, så længe skibet eksisterer, er det fundet hensigtsmæssigt at få mulighed for at indføre regler om, at ejerpantebreve skal konverteres til digitale pantebreve – også i tilfælde, hvor der ikke er ændringer, som skal indsendes til skibsregistret -, for at skibsregistret på sigt skal kunne give et retvisende billede også af rettighedsforholdene vedrørende ejerpantebrevene.

Det er hensigten, at ordningen vil blive udformet således, at den beskyttelse, som indehaveren af rettigheder over ejerpantebrevet har opnået over for tredjemænd, bortfalder, såfremt konverteringen til et digitalt pantebrev ikke gennemføres inden den fastsatte frist. En lignende ordning blev indført, da tinglysningen blev digitaliseret.

Den foreslåede bestemmelse skaber hjemmel til, at en sådan ordning kan indføres ved bekendtgørelse. Det er hensigten, at bestemmelser om obligatorisk konvertering af tilbageværende ejerpantebreve i papirform først vil blive fastsat nogle år efter lovens ikrafttrædelse, idet den naturlige udfasning over tid vil indebære, at det på det tidspunkt kun er et begrænset antal rettighedsindehavere, som vil blive berørt af ordningen. Det vil til den tid blive overvejet, om skibsregistret skal underrette de berørte, i de tilfælde hvor deres identitet fremgår af de registrerede pantebreve. En sådan underretning vil have til formål at undgå, at de pågældende uforvarende mister deres rettigheder.

Den nærmere fremgangsmåde i forbindelse med konverteringen vil endvidere blive fastlagt inden for rammerne af den foreslåede bestemmelse og de øvrige hjemmelsbestemmelser i søloven, herunder § 39, stk. 3, i søloven. Det vil herunder blive foreskrevet, at det originale pantebrev skal indsendes til skibsregistret, og at ihændehaveren af et pantebrev på begæring af pantsætteren eller af andre rettighedshavere har pligt til at medvirke til gennemførelsen af en konvertering. Der vil også blive stillet krav om, at anmelderen skal angive, hvorvidt der består andre rettigheder i pantebrevet eller inden for rammen af et ejerpantebrev, samt i givet fald angive rettighedshavernes identitet og rettighedernes indbyrdes placering i prioritetsordenen. Er pantebrevet bortkommet, skal anmelderen, før konvertering kan finde sted, anlægge mortifikationssag efter reglerne i lov om mortifikation af værdipapirer. Der vil eksempelvis også kunne fastsættes regler om, at et papirbaseret pantebrev efter konvertering til et digitalt pantebrev ikke længere har nogen retsvirkning.

Til nr. 4

Efter sølovens § 471, stk. 3, skal enhver dagbog, når den er udskrevet, opbevares i mindst 3 år efter datoen for sidste indførsel. Hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser i det tidsrum, dagbogen omfatter, skal den opbevares, indtil sagen endeligt er afgjort. Det følger endvidere af sølovens § 471, stk. 5, at bestemmelsen i stk. 3 ligeledes finder tilsvarende anvendelse på kladder til skibsbøger samt på optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering eller andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne, medmindre erhvervsministeren bestemmer andet. Hjemlen til at bestemme andet er ikke udnyttet.

Det foreslås, at kravet i sølovens § 471, stk. 3, om opbevaring af dagbøger i mindst 3 år nedsættes til mindst 1 år efter datoen for sidste indførsel.

På grund af henvisningen i sølovens § 471, stk. 5, vil ændringen få tilsvarende betydning for kladder til skibsbøger samt på optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering eller andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne. Erhvervsministeren vil dog fortsat kunne bestemme en kortere periode end den, som fremgår af loven, og som med forslaget foreslås nedsat til mindst 1 år efter datoen for sidste indførsel.

Det skal i øvrigt bemærkes, at der alene er tale om ændring af, hvor længe en dagbog mindst skal opbevares. Der ændres således ikke ved reglen om, at hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser i det tidsrum, dagbogen omfatter, så skal dagbogen opbevares, indtil sagen er endeligt afgjort. Tilsvarende gælder for kladder til skibsbøger samt for optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering eller andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne, medmindre erhvervsministeren bestemmer andet.

Der kan henvises nærmere til afsnit 2.2 i de almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af mortifikationslovens § 9, stk. 2, 1.-3. pkt., at når mortifikation er givet nogen som berettiget ifølge dokumentet, og den ret, dokumentet hjemlede, består, kan han mod at betale bekostningen af skylderen forlange udstedt et nyt dokument, der svarer til det mortificerede. Tilsvarende pligt påhviler ved pantebreve ejeren af pantet og ved aktier aktieselskabet. Et tinglyst pantebrev kan alene forlanges udstedt som et digitalt pantebrev.

Det foreslås, at § 9, stk. 2, 3. pkt., ændres, således at der efter »tinglyst«: indsættes »eller registreret«.

Forslaget indebærer, at pantebreve, som er registreret i skibsregistret, og som mortificeres, alene vil kunne forlanges udstedt som et digitalt pantebrev. Det vurderes hensigtsmæssigt efter en digitalisering af skibsregistret, at panthaver ikke kan kræve et papirdokument udleveret, når der er sket mortifikation. Dette svarer til, hvad der gælder for tinglyste pantebreve, f.eks. med pant i fast ejendom.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2019, jf. dog stk. 2 og 3. Herved følger lovforslaget i udgangspunktet de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Efter stk. 2, 1. pkt. foreslås, at erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 1-3, som indeholder bestemmelser, der vedrører indførelse af digital skibsregistrering. Det skyldes, at bestemmelserne først vil kunne sættes i kraft, når det bliver teknisk muligt at indføre digital skibsregistrering. Det tekniske system forventes at kunne være etableret i løbet af 2020.

Det foreslås endvidere i stk. 2, 2. pkt., at ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter. Uanset at det som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2 forventes, at digital skibsregistrering indføres en gang for alle for nye anmeldelser, kan det ikke udelukkes, at der kan blive behov for at sætte bestemmelserne i kraft på forskellige tidspunkter. Det kan blive aktuelt, hvis der måtte vise sig at være forhold, der gør, at der alligevel alene kan ske en delvis digitalisering.

Endelig foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 2, som indeholder en ændring af mortifikationsloven. Det findes mest hensigtsmæssigt, at det er erhvervsministeren, som også fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen i forhold til mortifikationsloven, således at loven kan sættes i kraft på samme tidspunkt som de øvrige ændringer, der vedrører indførelse af digital skibsregistrering. Bestemmelsen vil først kunne sættes i kraft, når det bliver teknisk muligt at indføre digital skibsregistrering.

Kilde

Efter det foreslåede 1. pkt. gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Dette beror på, at Færøerne har hjemtaget skibsregistrering og regler om skibsdagbøger. Regler herom er derfor et færøsk særanliggende.

Skibsregistrering og skibsdagbøger er derimod rigsanliggender i forhold til Grønland. I forhold til skibsregistrering bemærkes, at skibe hjemmehørende i Grønland registreres i det almindelige skibsregister og fartøjsfortegnelsen. Det vil derfor være afgørende for også at opnå administrative lettelser for erhvervslivet i Grønland ved digitaliseringen, at lov nr. 526 af 7. juni 2006 sættes i kraft for Grønland. Men også denne lov bør sættes i kraft for Grønland for at opnå de fulde lettelser.

Efter det foreslåede 2. pkt. kan dele af loven sættes i kraft for Grønland på forskellige tidspunkter. Det skyldes særligt, at der bør være mulighed for at sætte ændringen af reglerne om skibsdagbøger i kraft uafhængigt af ændringerne i de regler, som vedrører skibsregistrering. Sidstnævnte forudsætter som nævnt i bemærkningerne til § 3, at det fornødne IT-system er til stede, inden reglerne kan sættes i kraft. Tilsvarende bør det være muligt at sætte den foreslåede ændring af mortifikationsloven i kraft på et andet tidspunkt end de øvrige regler. Det skyldes, at den foreslåede ændring af mortifikationsloven først kan sættes i kraft, når der er fastsat regler om, at negotiable pantebreve, der giver pant i skibe hjemmehørende i Grønland skal udstedes i digital form for at kunne registreres i skibsregisteret.