Lov om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love (Flytning af opgaver fra kommuner til regioner, hjemmel vedrørende kvalitetsstandarder, etablering af sundheds- og omsorgspladser, national sundhedsplan, nærsundhedsplaner, bortfald af øvrige regionale opgaver m.v.) § 1

Forarbejder til Lov om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love (Flytning af opgaver fra kommuner til regioner, hjemmel vedrørende kvalitetsstandarder, etablering af sundheds- og omsorgspladser, national sundhedsplan, nærsundhedsplaner, bortfald af øvrige regionale opgaver m.v.) § 1

Til nr. 1

Sundhedslovens afsnit IX med overskriften ”Kommunale sundhedsydelser” indeholder en række bestemmelser om forskellige sundhedsydelser, som i overvejende grad er placeret hos og varetages af kommunerne.

Det foreslås, at overskriften til afsnit IX nyaffattes til »Kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen«.

Med »det nære sundhedsvæsen« i afsnit IX forstås en betegnelse for sundhedsydelser, der varetages uden for sygehusene i eller tæt på borgerens eget hjem f.eks. af kommuner eller regioner. Det kan være i samarbejde med de almenmedicinske tilbud, øvrige privatpraktiserende sundhedsprofessionelle, herunder privatpraktiserende speciallæger, udgående funktioner fra sygehusene m.v. eller sundhedsydelser, der varetages af borgeren selv f.eks. ved hjælp af digitale løsninger.

Den foreslåede ændring vil medføre, at overskriften til afsnittet afspejler, at det ikke alene er kommunerne, men fremadrettet også regionerne, der varetager sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Kommunale og regionale sundhedsydelser i afsnit IX er ikke udtømmende i forhold til indsatser i det nære sundhedsvæsen.

Til nr. 2

Sundhedslovens kapitel 34 under afsnit IX har overskriften ”Kommunalbestyrelsens ansvar”.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 34 nyaffattes til »Kommunalbestyrelsens og regionsrådets ansvar«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at overskriften til kapitlet, som indeholder overordnede regler til øvrige bestemmelser i afsnit IX, afspejler, at det ikke alene er kommunerne, men fremadrettet også regionerne, der er ansvarlig myndighed.

Til nr. 3

Det følger af sundhedslovens § 118, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om sundhedsydelser efter afsnit IX.

Det foreslås, at der i § 118 efter »Kommunalbestyrelsen« indsættes: »eller regionsrådet«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at bestemmelsen afspejler, at det både er kommunerne og regionerne, der vil have ansvaret for at sikre de i afsnittet nævnte sundhedsydelser.

Til nr. 4

Det fremgår af sundhedslovens § 118 b, stk. 1, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for kommunalbestyrelser og regionsråd om indsatser, herunder om kvalitetskrav til og tilrettelæggelse af indsatserne, i henhold til sundhedsydelserne i nærværende afsnit.

Efter § 118 b, stk. 2, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler for regionsrådenes rådgivning, sparring og vejledning i forhold til kommunernes indsatser efter stk. 1.

Det foreslås at nyaffatte § 118 b.

Det foreslås i § 118 b, stk. 1, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler i kvalitetsstandarder for kommunalbestyrelser og regionsråd om indsatser i forbindelse med sundhedsydelser i dette afsnit i loven, herunder om kvalitetskrav til og tilrettelæggelse af indsatserne.

Den foreslåede nyaaffattelse af bemyndigelsesbestemmelsen vil medføre, at bestemmelsen forbedres sprogligt. I gældende formulering fremgår det ikke, at det produkt, der kan udstedes med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen, er kvalitetsstandarder, hvilket foreslås tilføjet.

Den foreslåede nyaffattelse vil videre medføre, at det i højere grad afspejles, at ministeren ikke er forpligtet til at udstede kvalitetsstandarder, men at det er en mulighed, hvilket alene er en præcisering af bestemmelsens tilsigtede anvendelse

Den foreslåede nyaffattelse vil endvidere give mulighed for at ændre bemærkningerne til bestemmelsen således, at de i højere grad afspejler lovforslagets dele om opgaveflytning, hvor regionerne foreslås at skulle være ansvarlige for visse sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen, se nærmere herom under pkt. 3.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede justering af bemyndigelsesbestemmelsen vil videreføre selve indholdet af den gældende regel om, at der kan fastlægges krav og anbefalinger til sundhedsydelser i lovens afsnit IX.

Ved »indsatser« i den foreslåede bestemmelser forstås, at det kan dreje sig om dele af eller elementer i en sundhedsydelse. Ved »sundhedsydelse« forstås den lovbestemte opgave og opgavefordeling. Som eksempel på en sundhedsydelse kan nævnes sundhedslovens § 140 a, hvorefter kommunerne er ansvarlige for at tilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut i praksissektoren efter lægehenvisning. Under denne sundhedsydelse vil der kunne være særlige indsatser eller elementer, som der kan udstedes kvalitetsstandarder inden for, f.eks. for at sikre ensartethed i forhold til samarbejde med de almenmedicinske tilbud.

Ved udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen vil indenrigs- og sundhedsministeren fortsat skulle anmode Sundhedsstyrelsen om at udvikle konkrete kvalitetsstandarder med kvalitetskrav og -anbefalinger i samarbejde med relevante aktører. Kvalitetsstandarderne kan f.eks. vedrøre krav og anbefalinger til den omfattede målgruppe, indsatser og tilrettelæggelsen heraf, kompetencer og uddannelse, udstyr, kvalitetssikring og registrering/monitorering, samarbejde med andre aktører, herunder rådgivning m.v. Dette skal bl.a. understøtte nytænkning af opgaveløsningen, så nye og bedre teknologier og behandlingsformer løbende tages i brug som en del af omstillingsprocessen og understøtte en effektiv brug af ressourcer.

Med bemyndigelsesbestemmelsen vil der fortsat også kunne fastsættes forpligtende krav til kvaliteten af de kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Under nye nationale krav og anbefalinger i eventuelt kommende kvalitetsstandarder til sundhedsindsatser vil der fortsat være mulighed for lokale tilpasninger i forbindelse med implementeringen, bl.a. i sundhedsrådene.

Kvalitetsstandarder vil både kunne omfatte eksisterende sundhedsindsatser i det nære sundhedsvæsen for bl.a. at forebygge behovet for mere intensive indsatser på f.eks. de regionale sygehuse. Det vil også kunne omfatte, hvordan og hvor en indsats ”under” en sundhedsydelse i lovens afsnit IX varetages. Der vil kunne ske en gradvis omstilling til, at flere opgaver løses i det nære sundhedsvæsen frem for f.eks. på sygehusene og sikre sammenhæng i indsatsen på tværs. Bemyndigelsesbestemmelsen vil ikke kunne anvendes til såkaldt opgaveglidning eller opgaveflytning, hvor hele ansvaret for en sundhedsydelse ”flyttes” fra én myndighed til en anden.

I regi af kvalitetsstandarder vil der således være mulighed for at kunne sikre omstilling til opgavevaretagelse i det nære sundhedsvæsen, hvis det vurderes hensigtsmæssigt og fagligt forsvarligt, at tilbuddet vil komme tættere på borgeren. Det kan være sundhedsopgaver, der f.eks. varetages i kommunalt regi, på tværs af flere kommuner eller i tværfaglige teams med speciallæger i almen medicin, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter m.v., eller af patienten selv.

Omstillingen kan omfatte krav til opgaveudvikling, tilgængelighed, samarbejde og opgavevaretagelse mellem kommuner, regioner og de almenmedicinske tilbud, som samles i en eller flere kvalitetsstandarder på et givent område.

Formålet er at sikre høj, ensartet og sammenhængende kvalitet i sundhedsindsatserne i det nære sundhedsvæsen for både somatiske og psykiatriske patienter.

Udviklingen af kvalitetsstandarder som fagligt fundament vil skulle fungere dynamisk og understøtte, at der løbende sker en udvikling og nytænkning af opgaveløsningen, så nye og bedre teknologier og behandlingsformer løbende tages i brug som en del af omstillingsprocessen i sundhedsvæsenet.

Dette skal bidrage til at understøtte, at sundhedsvæsenet indrettes, så det bedst muligt tager hånd om befolkningens sundheds- og sygdomsmæssige problemstillinger og for at imødekomme ændringer i befolkningens behov for sundhedsindsatser.

Brugen af kvalitetsstandarder vil kunne være et redskab til kvalitetssikring i det nære sundhedsvæsen, hvor der vil kunne sættes rammer og retning for en ensartet opgaveløsning og mulig omstilling af indsatserne uden for sygehusene, men fortsat med tæt sammenhæng i indsatsen på tværs af både kommunal-, praksis- og sygehussektor.

Sundhedsstyrelsen vil fortsat kunne rådgive ministeren om konkrete sundhedsopgaver, som fremadrettet vil kunne løses mere hensigtsmæssigt inden for det nære sundhedsvæsen som en del af omstillingsprocessen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der med fordel kan iværksættes tidlige og forebyggende indsatser i det nære sundhedsvæsen, som kan mindske eller fjerne behovet for mere behandlingskrævende indsatser på f.eks. sygehusene.

En ændret opgaveløsning som en del af omstillingsprocessen vil kræve dialog og aftale mellem de involverede parter, f.eks. kommuner og regioner. Myndighedsansvaret vil fortsat være placeret i henholdsvis regioner og kommuner.

Dette skal ses i sammenhæng med, at et regionsråd og en eller flere kommunalbestyrelser vil kunne indgå samarbejde efter en ny hjemmel, som foreslås indført i sundhedslovens § 118 d, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5. Bestemmelsen giver mulighed for, at regioner og kommuner vil kunne indgå kontrakter om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i lovens afsnit IX. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.6.3 for en nærmere beskrivelse af betingelserne for kontrakter om samarbejde.

Den eksisterende bekendtgørelse om kvalitetsstandarder nr. 138 af 8. februar 2024, som udmønter bemyndigelsesbestemmelsen i § 118 b, indeholder nærmere om udarbejdelsen af kvalitetsstandarder, herunder formål og indhold.

Som følge af justeringer i bemyndigelsesbestemmelsen vil der skulle foretages mindre tilpasninger i bekendtgørelse om kvalitetsstandarder samt i de allerede udstedte kvalitetsstandarder.

Justeringen af bemyndigelsesbestemmelsen vil ikke ændre på, at kommuner og regioner fortsat vil skulle rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen og få konkret rådgivning om tvivlsspørgsmål i forbindelse med implementering af kvalitetsstandarderne.

Videreførelsen af bemyndigelsesbestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med en række øvrige initiativer, som også har til hensigt at understøtte omstillingsprocessen og udvikle det nære sundhedsvæsen. Det drejer sig bl.a. om initiativerne om mere behandling i eget hjem, bedre data til kvalitetsudvikling af indsatser i det nære sundhedsvæsen samt initiativer om flere læger i de almenmedicinske tilbud og en bedre fordeling af disse m.v.

Den justerede bemyndigelsesbestemmelse vil fortsat stå i sundhedslovens afsnit IX om sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Dette afsnit indeholder ikke bestemmelser om læger i almenmedicinske tilbud, hvorfor der forsat ikke vil være hjemmel i den justerede bemyndigelsesbestemmelse til at forpligte læger i almenmedicinske tilbud. Læger i almenmedicinske tilbud er forpligtede til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse med de nationale faglige retningslinjer, der udstedes i medfør af sundhedslovens § 57 c. Som følge af Aftale om sundhedsreform 2024 vil de fremover fra 2027 også blive forpligtet i sundhedsloven til at levere ydelser i henhold til en national opgavebeskrivelse og basisfunktion for det almenmedicinske tilbud. Den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktion vil fastlægge en faglig beskrivelse af krav og opgaver, funktioner, samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, herunder tilgængelighed i det almenmedicinske tilbud m.v.

Det skønnes derfor ikke nødvendigt at lade den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse række ud over lovens afsnit IX for at sikre rammerne for kvalitetsløft og sammenhæng på tværs af sektorerne.

Efter § 118 b, stk. 2, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler i kvalitetsstandarder for regionsrådenes rådgivning, sparring og vejledning af kommunerne i forhold til indsatser i forbindelse med sundhedsydelser i dette afsnit i loven.

Den foreslåede nyaaffattelse af bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2 om regionernes rådgivningsforpligtelse vil medføre, at der fortsat kan stilles krav om, at regionerne skal yde rådgivning i forbindelse med kommunernes udførelse af opgaver, som der er udstedt kvalitetsstandarder om. Det nærmere indhold eller tilrettelæggelse af rådgivningen fra regioner til kommuner vil kunne beskrives i faglige kvalitetsstandarder i medfør af bestemmelsens stk. 1, se nærmere herom ovenfor under bemærkninger til § 118 b, stk. 1.

Det vil kunne være rådgivning fra læger i almenmedicinske tilbud såvel som lægefaglig rådgivning eller rådgivning fra andre faggrupper med særlige kompetencer fra sygehusene. Rådgivningen vil skulle understøtte, at opgaverne varetages på et fagligt sikkert grundlag.

Det vil kunne dreje sig om både sundhedsfaglig rådgivning, sparring og vejledning i relation til en konkret patient eller vedrøre problemstillinger af mere generel karakter. Det kan f.eks. være i forbindelse med tilrettelæggelsen af tværgående patientforløb.

Den eksisterende bekendtgørelse om kvalitetsstandarder nr. 138 af 8. februar 2024, som udmønter bemyndigelsesbestemmelsen i § 118 b, indeholder nærmere om udarbejdelsen af kvalitetsstandarder, herunder formål og indhold.

Som følge af justeringer i bemyndigelsesbestemmelsen vil der skulle foretages mindre tilpasninger i bekendtgørelse om kvalitetsstandarder samt i de allerede udstedte kvalitetsstandarder.

Til nr. 5

(Til § 118 c)

Der er ikke i gældende lovgivning regler om, at et regionsråd kan yde økonomiske tilsagn til varetagelsen af kommunale sundhedsopgaver.

Efter den gældende § 239 i sundhedsloven kan regionsrådene dog indgå aftale med kommunalbestyrelser om betaling for personer, der henvises til kommunale tilbud som alternativ til sygehusindlæggelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i pkt. 3.2.1.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 118 c i sundhedslovens kapitel 34 .

Det foreslås i § 118 c, stk. 1, at et regionsråd kan indgå aftale med en eller flere kommunalbestyrelser om at give økonomisk tilsagn om medfinansiering af den kommunale varetagelse af sundhedsydelser efter afsnit IX.

Forslaget vil indebære, at et regionsråd udelukkende kan medfinansiere kommunale sundhedsopgaver, efter lovens afsnit IX, efter aftale med pågældende kommunalbestyrelser herom.

Forslaget indebærer, at regionsrådene kan indgå aftale med enkeltkommuner og ikke er forpligtede til at indgå aftaler med samtlige kommuner om betaling for udøvelsen af kommunale sundhedsydelser. Dette vil indebære, at regionsrådene ikke forpligtes til at udmønte de politisk afsatte økonomiske rammer til kommunerne efter en bestemt fordeling. Dette undtaget midlerne til kvalitetsstandarder beskrevet i pkt. 3.2.3, hvor regionsrådene mødes med en forpligtelse til at fordele midlerne efter en statsligt fastsat fordeling.

De enkelte regionsråd og kommunalbestyrelser vil skulle tilrettelægge aftaleprocessen og aftalens form på en måde, der tilgodeser begge parters løbende samarbejde og relevante interne driftshensyn. Det forudsættes, at regionsråd og kommuner kan indgå aftaler om både løft af varige driftsopgaver, samt om etablering af udviklings- eller forsøgsprojekter over tidsbegrænsede perioder.

Af hensyn til stabiliteten i de kommunale driftsopgaver vurderes det, at der i særligt aftaler om løft af driftsopgaver skal tages stilling til tidsperioden for tilsagnet. Endvidere bør kommunalbestyrelser og regionsråd tage stilling til rammerne for parternes mulighed for at ophæve tilsagnet og eventuelle bindingsperioder i de respektive aftaler, således at der er klarhed om betingelserne herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 118 c, stk. 2, at et regionsråd i medfør af stk. 1 kan indgå aftale om betingelserne for et tilsagn, herunder kommunernes tilrettelæggelse af sundhedsydelser efter afsnit IX.

Bestemmelsen vil medføre, at regionsrådene som led i et tilsagn om medfinansiering af kommunale sundhedsopgaver og kommunalt anlæg vil kunne opstille konkrete implementeringskrav til kommunernes sundhedsindsats. Det følger af bestemmelsen, at regionsråd og kommunalbestyrelser igennem løbende aftaler har vid mulighed for at definere rækkevidden af de konkrete implementeringskrav. Dermed vil regionsrådene f.eks. kunne aftale at medfinansiere kommunale sundhedsydelser mod betingelser om, at der ikke sker samtidig udhuling af direkte relaterede kommunale sundhedsopgaver.

Det forudsættes i bestemmelsen, at regionsråd og kommunalbestyrelse i aftaler vil kunne fastsætte nærmer rammer for mulighederne for at ophæve specifikke tilsagn, hvis implementeringskravene ikke efterleves.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 118 c, stk. 3, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter årlige minimumsrammer for hvert sundhedsråd i medfør af regionslovens § 13, stk. 1, som regionsrådene skal udmønte gennem aftaler med kommunalbestyrelser efter stk. 1.

Bestemmelsen vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren årligt fastsætter minimumsrammer for hvert sundhedsråd til kommunale indsatser, som regionsrådene er forpligtet til at bevilge til hvert enkelt sundhedsråd med henblik på medfinansiering af kommunale sundhedsydelser.

Det vil ydermere følge, at regionsrådene som led i en politisk prioritering kan yde en større bevilling til et eller flere sundhedsråd end fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren, men dermed ikke en mindre bevilling.

Dette vil indebære, at et regionsråd kan omprioritere økonomiske rammer fra f.eks. det specialiserede sygehusområde område til det nære kommunale sundhedsvæsen, og at regionsrådene efter øvrige gældende regler kan fordele forøgede økonomiske rammer frit mellem sundhedsrådene.

Det vil være tilfældet, at fastsættelsen af minimumrammerne for de enkelte sundhedsråd vil skulle ske i overensstemmelse med den samlede økonomiske prioritering til kommunale indsatser som aftalt i Aftale om sundhedsreform 2024, samt efterfølgende ændringer heri, og at fordelingen af den samlede ramme vil tage højde for forskelle i patienttyngde og demografisk sammensætning sundhedsrådene imellem. Indenrigs- og sundhedsministeren vil til brug hertil bl.a. tage udgangspunkt i den nationale fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 118 c, stk. 4, at et regionsråd efter aftale med samtlige kommunalbestyrelser i et sundhedsråd kan anvende de økonomiske minimumsrammer efter stk. 3 til regionale sundhedsydelser.

Forslaget vil betyde, at midlerne fra det statslige tilskud kan anvendes til betaling for regionale indsatser i det omfang, at alle kommunalbestyrelser i et givent sundhedsråd indgår aftale med regionsrådet herom. I sådanne tilfælde vil gælde, at regionsrådet har det entydige ansvar for den konkrete regionale opgavevaretagelse, og at kommunalbestyrelser og regionsråd gennem aftale kan fastsætte nærmere rammer for såvel tidsperioden for tilsagnet og betingelserne for eventuel ophævelse af tilsagnet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 118 c, stk. 5, at et regionsråd kan indgå aftale med en eller flere kommunalbestyrelser om at give økonomisk tilsagn om medfinansiering af kommunalt anlæg på sundhedsområdet.

Bestemmelsen vil medføre, at regionsråd vil kunne indgå aftale med en eller flere kommunalbestyrelser om fordeling af de 3,5 mia. kr. afsat med Aftale om sundhedsreform 2024, til investering i bedre fysiske rammer for lokale sundhedshuse m.v. Hermed forstås både regionale og kommune anlægsprojekter. Det vil følge, at den nærmere fordeling af de afsatte midler til investeringer i bedre fysiske rammer for lokale sundhedsindsatser vil blive fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren ud fra en statslig fordelingsmodel, som fordeler flest midler til sundhedsråd med størst patienttyngde, som beregnes ud fra demografiske, socioøkonomiske og helbredsmæssige karakteristika, og store afstande. Bestemmelsen om medfinansiering af kommunalt anlæg vil ikke blive omfattet af de samme styringsmekanismer i § 246 a, stk. 1-4, som gør sig gældende for udmøntning af midler til investeringer i den kommunale drift, jf. § 118 c, stk. 1 og 2.

Midlerne vil kunne anvendes til regional medfinansiering af alle kommunale anlægsprojekter, som i varierende grad leverer sundhedsydelser til kommunernes borgere. Hermed forstås det, at midlerne vil kunne bruges til at finansiere anlægsprojekter, hvor der er samproduktion af flere typer kommunale ydelser, så længe at der også produceres sundhedsydelser.

(Til § 118 d)

Aftaler mellem regioner og kommuner, hvorved de gensidigt påfører hinanden forpligtelser, vil som udgangspunkt være underlagt udbudspligt. Indgåelsen af såkaldte horisontale samarbejdsaftaler mellem offentlige myndigheder er en af de måder, hvorpå der vil kunne etableres samarbejder mellem offentlige myndigheder om opgaveløsningen på et område, uden at samarbejdet vil være underlagt udbudspligt. Sådanne aftaler er nærmere reguleret i udbudslovens § 15 og retspraksis fra bl.a. EU-Domstolen (se hertil f.eks. C-480/06, Kommissionen mod Tyskland og C-51/15, Remondis).

Det følger af udbudslovens § 15, at loven ikke gælder for offentlige kontrakter, der indgås mellem ordregivere, når 1) kontrakten etablerer eller gennemfører et samarbejde mellem ordregivere med det formål at sikre, at de offentlige tjenester, som ordregiverne skal udføre, leveres med henblik på at realisere fælles målsætninger, 2) gennemførelsen af dette samarbejde udelukkende er underlagt hensyn, der vedrører forfølgelsen af formål af almen interesse, og 3) ordregiverne på det åbne marked tilsammen udfører mindre end 20 pct. af de aktiviteter, der berøres af samarbejdet. Sidstnævnte betingelse har til formål at forhindre konkurrenceforvridning. Alle tre betingelser skal være opfyldt.

Bestemmelsen i udbudslovens § 15 forudsætter, at der foreligger et reelt samarbejde mellem ordregiverne, og f.eks. vil en aftale, hvor en ordregiver blot leverer tjenesteydelser til en anden mod betaling, ikke blive betragtet som en reel samarbejdsaftale, jf. herom f.eks. EU-Domstolens dom i C-386/11, Piepenbrock.

Muligheden for at indgå horisontale samarbejdsaftaler mellem kommuner og regioner forudsætter, at der etableres en særskilt hjemmel til at indgå sådanne aftaler.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 118 d i sundhedsloven, der vil give hjemmel til, at et regionsråd og en eller flere kommunalbestyrelser vil kunne indgå en kontrakt om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen, jf. sundhedslovens afsnit IX.

Det foreslås således i § 118 d, stk. 1 , at et regionsråd og en eller flere kommunalbestyrelser i den pågældende region i overensstemmelse med udbudslovens § 15 vil kunne indgå en kontrakt om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen, jf. lovens afsnit IX. I en kontrakt om samarbejde efter 1. pkt. vil et regionsråd og en eller flere kommunalbestyrelser kunne overdrage driften af opgaver mellem hinanden, herunder kan ansvaret for at tildele sundhedsydelsen overdrages, hvis det overdrages i tilknytning til opgaven med at levere en sundhedsydelse. Ansvaret i øvrigt for opgaven kan dog ikke overdrages.

Udgangspunktet er altså, at hele eller dele af driftsansvaret vil kunne overdrages ved en samarbejdsaftale, men ikke myndighedsansvaret. Myndighedsansvaret omfatter bl.a. muligheden for at kunne fastsætte retningslinjer for driftsopgaven og forpligtelsen til at føre kontrol og tilsyn med udøvelsen af driftsopgaven. Myndighedsansvaret omfatter også tildelingskompetencen. Det foreslås som en undtagelse til hovedreglen om, at myndighedsansvaret ikke kan overdrages, at ansvaret for at beslutte visitering til eller tildeling af en sundhedsydelse (tildelingskompetencen) godt kan overdrages, men dog under den forudsætning, at det vil blive varetaget af det regionsråd eller den kommunalbestyrelse eller de kommunalbestyrelser, som i øvrigt får ansvaret for at levere sundhedsydelsen.

Det bemærkes i øvrigt, at uanset hvor mange opgaver der ved en samarbejdsaftale overdrages, vil det være på den overdragende myndigheds vegne, at opgaven udføres. Det gælder også ved en overdragelse af tildelingskompetencen.

Endvidere bemærkes det, at en opgave vil kunne udgøre en del af leveringen af en sundhedsydelse. Det vil altså ikke være en forudsætning, at hele opgaven med at levere en sundhedsydelse bliver overdraget ved en samarbejdsaftale. Det vil godt kunne aftales, at en del af leveringen af en sundhedsydelse overdrages. Hvis tildelingskompetencen skal overdrages, vil det dog være en forudsætning, at det modtagende regionsråd eller den modtagende kommunalbestyrelse får ansvaret for at levere den ydelse, som det eller den får kompetence til at tildele.

Det følger desuden af den foreslåede bestemmelse, at kommunen eller kommunerne skal ligge i den pågældende region. Bestemmelsen vil således ikke omfatte aftaler mellem en region og en eller flere kommuner, der ligger i andre regioner. Ligeledes vil bestemmelsen ikke omfatte aftaler mellem flere regioner, ligesom den ikke vil omfatte aftaler, som alene indgås mellem kommuner.

Som det ligeledes fremgår af den foreslåede bestemmelse, vil kontrakten skulle opfylde kravene til offentlige kontrakter mellem ordregivere efter udbudslovens § 15. Det skal ses i lyset af, at fritagelsen for udbudspligten alene gælder for horisontale samarbejdsaftaler, der lever op til kravene efter udbudsretten til sådanne aftaler. Henvisningen til udbudsloven omfatter ikke alene, hvad der udtrykkeligt fremgår af udbudslovens § 15, men også den tilknyttede retspraksis, herunder fra EU-Domstolen (se hertil f.eks. C-480/06, Kommissionen mod Tyskland og C-51/15, Remondis).

Som nævnt forudsætter udbudsretten, at en horisontal samarbejdsaftale indebærer et reelt samarbejde mellem ordregiverne, og f.eks. vil en aftale, hvor en ordregiver blot leverer tjenesteydelser til en anden mod betaling, ikke blive betragtet som en reel samarbejdsaftale, jf. herom f.eks. EU-Domstolens dom i C-386/11, Piepenbrock.

Som et eksempel på et område, hvor der vil kunne indgås horisontale samarbejdsaftaler, fordi kommuner og regioner vil have fælles målsætninger at realisere, kan nævnes patientrettet forebyggelse. Regionerne vil med sundhedslovens § 119, stk. 3, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 7, få ansvaret for patientrettet forebyggelse. Kommunerne bevarer ansvaret for borgerrettet forebyggelse, jf. sundhedslovens § 119, stk. 1 og 2. Regionernes og kommunernes fælles målsætninger vil være at tilbyde en sammenhængende og helholdsorienteret indsats for borgere med behov for midlertidige sundhedsindsatser og at forhindre udvikling af kronisk sygdom hos borgerne og undgå genindlæggelser.

Som et andet eksempel på et område, hvor der vil kunne indgås horisontale samarbejdsaftaler, fordi kommuner og regioner vil have fælles målsætninger at realisere, kan nævnes sundheds- og omsorgspladser. Regionerne vil med sundhedslovens § 118 e, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, få ansvaret for ophold og sundhedsfaglige indsatser på nye sundheds- og omsorgspladser. Kommunerne bevarer ansvaret for kommunale pleje-, omsorgs- og rehabiliteringsydelser før og efter ophold, jf. bl.a. §§ 83 og 84 i lov om social service og ældrelovens §§ 16 og 17. Regionernes og kommunernes fælles målsætninger vil være at tilbyde et sammenhængende og helholdsorienteret forløb for borgere med behov for midlertidige sundhedsindsatser uden for hospitaler og at undgå genindlæggelser.

Et tredje eksempel på et område, hvor der vil kunne indgås horisontale samarbejdsaftaler, er akutsygeplejen. Regionerne vil med sundhedslovens § 138 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, bl.a. få ansvaret for den regionale akutsygeplejeindsats. Kommunerne bevarer ansvaret for den kommunale sygepleje, jf. sundhedslovens § 138, og for kommunale pleje- og omsorgsydelser, jf. §§ 83 og 112 i lov om social service og ældrelovens § 9. Også i dette tilfælde vil regionernes og kommunernes fælles målsætninger være at tilbyde et sammenhængende og helholdsorienteret forløb for borgere med behov for midlertidige sundhedsindsatser uden for hospitaler og at undgå genindlæggelser.

Et fjerde eksempel på et område, hvor der vil kunne indgås horisontale samarbejdsaftaler, er rehabilitering på specialiseret niveau. Regionerne vil med sundhedslovens § 139 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 13, bl.a. få ansvaret for rehabilitering på specialiseret niveau. Kommunerne bevarer ansvaret for almen genoptræning, jf. sundhedslovens § 139 a, som ligeledes affattet ved denne lovs § 1, nr. 13, og der findes relaterede indsatser i både regioner og kommuner, også indsatser efter anden lovgivning, såsom lovgivning på det sociale område, specialundervisningsområdet og beskæftigelsesområdet. Regionernes og kommunernes fælles målsætninger vil være at tilbyde sammenhængende og effektive rehabiliteringsforløb og at undgå genindlæggelser.

Hvis der ved indgåelse af en horisontal samarbejdsaftale på et af de fire nævnte områder f.eks. foretages en omfordeling af driftsopgaver, men samtidig bevares en fælles koordination af både faglige og organisatoriske forhold, herunder af den overordnede planlægning af pladser, indsatser m.v. samt rammerne for den daglige indsats, rollefordeling og udvikling af tilbuddene, og hvor opgaveløsningen i øvrigt sammensættes af bidrag fra alle parter, vil der i almindelighed ikke være tale om, at en ordregiver blot leverer tjenesteydelser til en anden mod betaling.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil i tilknytning til vedtagelsen af den foreslåede bestemmelse udarbejde en vejledning til regioner og kommuner, som nærmere beskriver muligheden for at indgå horisontale samarbejdsaftaler, herunder de krav, som følger af udbudsretten.

Den foreslåede bestemmelse om muligheden for at indgå samarbejdsaftaler vil alene omfatte sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Det vil ved vedtagelsen af denne lov omfatte ydelser i sundhedslovens afsnit IX.

Det bemærkes i øvrigt, at lovgivningen, herunder sundhedsloven, indeholder forskellige udtrykkelige hjemler til offentlige myndigheder om at kunne indgå i samarbejder med private eller andre offentlige myndigheder, se f.eks. sundhedslovens §§ 78, 203 og 239. Se i øvrigt herom pkt. 3.2.1 ovenfor. Disse bestemmelser udgør ikke hjemler til at fravige reglerne om offentlige udbud. Reglerne om offentlige udbud vil således også i sådanne tilfælde skulle overholdes, hvilket kan ske på forskellig vis. F.eks. vil det kunne opnås ved at holde sig inden for de regler, der tillader, at der kan indgås aftaler under visse tærskelværdier. Hvis denne lov bliver vedtaget, vil det også kunne opnås ved at indgå en horisontal samarbejdsaftale i overensstemmelse med sundhedslovens § 118 d, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5.

Det bemærkes desuden, at den foreslåede § 118 d ikke alene er en bestemmelse, der giver hjemmel til, at der kan indgås horisontale samarbejdsaftaler i overensstemmelse med udbudsloven. Den vil udgøre et selvstændigt hjemmelgrundlag for at kunne indgå aftaler vedrørende sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen, og det forudsættes altså ikke, at der tillige er hjemmel til et sådant samarbejde i andre af lovens bestemmelser.

Endelig bemærkes det, at i 2026 vil det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kunne indgå kontrakter efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, på vegne af det kommende regionsråd for Region Østdanmark. Det følger af overgangslovens § 66, hvilke opgaver det forberedende regionsråd har hjemmel til at løse i 2026 som led i forberedelsen af den nye region Østdanmark. En af disse opgaver er indgåelse af aftaler med virkning for Region Østdanmark fra den 1. januar 2027, jf. overgangslovens § 66, stk. 2, nr. 10.

Det foreslås i § 118 d, stk. 2, at er en sundhedsydelse omfattet af lov om forpligtende kommunale samarbejder, og er kommunalbestyrelser i medfør af lov om forpligtende kommunale samarbejder pålagt at samarbejde med hinanden om levering af sundhedsydelsen, skal både den bemyndigede og den delegerende kommunalbestyrelse være parter i en kontrakt efter stk. 1 om levering af sundhedsydelsen i den kommune, hvis kommunalbestyrelse efter lov om forpligtende kommunale samarbejder ikke må varetage udøvelsen af opgaven.

Forslaget skal ses i lyset af, at de to kommuner i disse tilfælde er i en sådan situation af gensidig afhængighed, at det ikke bør være muligt at indgå aftale om levering af sundhedsydelsen uden involvering af begge kommuner. Bestemmelsen vil alene finde anvendelse, hvor kontrakten angår leveringen af sundhedsydelsen i den kommune, hvis kommunalbestyrelse efter lov om forpligtende kommunale samarbejder ikke må varetage udøvelsen af opgaven, med andre ord hvor kontrakten angår den delegerende kommune. Regionen kan altså godt indgå en kontrakt alene med den bemyndigede kommune, så længe aftalen kun angår levering af sundhedsydelsen i denne kommune.

Kontrakten om horisontalt samarbejde efter stk. 1 vil i øvrigt skulle indgås med de kommuner, der er omfattet af et forpligtende kommunalt samarbejde, i overensstemmelse med reglerne i lov om forpligtende kommunale samarbejder. Dette vil blandt andet medføre, at den delegerende kommunalbestyrelse ikke må deltage i udøvelsen af de opgaver, der er omfattet af samarbejdet, medmindre der efter reglerne i lov om forpligtende kommunale samarbejder er meddelt dispensation hertil, jf. §§ 2, stk. 1, 2. pkt., og §§ 11 og 11 a.

Omfatter et forpligtende kommunalt samarbejde tre kommuner, vil et sådant forpligtende kommunalt samarbejde være omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås i § 118 d, stk. 3, at hvis kontrakten indebærer, at der overdrages opgaver, jf. stk. 1, afholder overdrageren af opgaverne modtagerens udgifter ved udførelsen af de overdragne opgaver.

Baggrunden for dette forslag er, at det efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse hverken er en kommunal opgave at yde tilskud til andre myndigheder eller at opnå fortjeneste ved kommunens virksomhed. Det tilsvarende gør sig gældende for regioner.

Betalingen til den myndighed, der modtager opgaver, vil skulle omfatte alle de direkte udgifter, der er forbundet med opgavevaretagelsen, det vil sige de udgifter, der direkte kan henføres til den pågældende aktivitet, som f.eks. løn, køb af materialer og tjenesteydelser, reparations- og vedligeholdelsesudgifter og eventuel husleje m.v., og indirekte udgifter herved, det vil sige de udgifter, der ikke direkte kan henføres til den pågældende aktivitet, som f.eks. andel af fællesudgifter til lokaler, administration m.v. Der vil alene kunne medtages udgifter, der er forbundet med udførelsen af opgaver for den overdragende myndighed som følge af den indgående aftale og opgavefordelingen deri. Der vil ikke kunne medregnes en fortjeneste for den modtagende myndighed. Det forudsættes, at den myndighed, der modtager opgaver, vil skulle foretage en opgørelse af udgifterne forbundet med at udføre opgaverne og vil skulle være i stand til at dokumentere disse.

Omfatter kontrakten om horisontalt samarbejde efter stk. 1 et forpligtende kommunalt samarbejde, regulerer betalingsbestemmelsen alene forholdet mellem den overdragende myndighed og den myndighed, der modtager opgaven. Forholdet mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse i et forpligtende kommunalt samarbejde reguleres fortsat af lov om forpligtende kommunalt samarbejde, herunder af betalingsbestemmelsen i denne lovs § 4.

Det foreslås i § 118 d, stk. 4, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kontrakter omfattet af stk. 1, herunder om den tilladte periode fra kontraktens indgåelse indtil dens ikrafttræden, kontraktens gyldighedsperiode, parternes adgang til at kunne opsige kontrakten og meddelelse til indenrigs- og sundhedsministeren om indgåelse af kontrakten.

Det er hensigten at benytte adgangen til at kunne fastsætte tidsfrister til bl.a. at sikre, at der i tilstrækkelig god tid inden overdragelsen af opgaver er klarhed over, hvilken myndighed der varetager hvilke opgaver, af hensyn til de ansatte og borgerne samt til en hensigtsmæssig planlægning. Ligeledes er det hensigten, at der af hensyn til forudsigeligheden om arbejdsfordelingen fastsættes regler om en minimumsgyldighedsperiode for samarbejdsaftaler og en mindsteperiode for opsigelse, når minimumsgyldighedsperioden er udløbet. Endelig er det hensigten, at der fastsættes regler om meddelelse til indenrigs- og sundhedsministeren om indgåelsen af kontrakter, således at det vil være muligt at danne sig et samlet overblik over fordelingen af opgaver mellem regioner og kommuner.

Det er hensigten løbende at opsamle erfaringer om indgåelsen af samarbejdsaftaler og i det lys fastsætte relevante regler om aftalerne, herunder eventuelt ændre allerede fastsatte frister, hvis de måtte vise sig uhensigtsmæssige.

Det foreslås i § 118 d, stk. 5, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning og afholdelse af udgifterne efter stk. 3.

Regler, der vil kunne udstedes med hjemmel i denne bestemmelse, vil kunne omfatte den nærmere fastlæggelse af udgifterne, herunder hvorledes udgifterne beregnes. Reglerne vil endvidere kunne omfatte fastsættelsen af terminer og frister for betaling af disse omkostninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Der findes ikke i gældende sundhedslov regler, der forpligter regioner eller kommuner til at tilbyde borgere et midlertidigt ophold. Der er efter sundhedsloven mulighed for at sundhedsfaglige indsatser indebærer døgndækning af borgeren, herunder tilbud om et midlertidigt ophold, som led i en sundhedsfaglig indsats. Det kan f.eks. være i forbindelse med indsatser efter reglerne om kommunal sygepleje og genoptræning efter udskrivelse fra sygehuset efter sundhedslovens §§ 138-140.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt kapitel 34 a om sundheds- og omsorgspladser, som indeholder en ny bestemmelse, § 118 e.

Forslaget vil medføre, at der i sundhedsloven skabes overblik over de indholdsmæssige regler om regionsrådets ansvar for tilbud om sundheds- og omsorgspladser, idet reglerne samles i ét kapitel.

Det foreslås i § 118 e, stk. 1, at regionsrådet tilbyder vederlagsfrit midlertidigt ophold på sundheds- og omsorgspladser til personer, der har bopæl i regionen, og som har behov for sundhedsfaglige indsatser, der tilsammen har et rehabiliterende sigte, hvis disse ikke kan tilrettelægges hensigtsmæssigt under ophold i eget hjem.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at regionsrådet vil være ansvarligt for at tilbyde ophold og indsatser på sundheds- og omsorgspladser til personer, der har behov for et midlertidigt ophold for at modtage sundhedsfaglige indsatser, der tilsammen har et rehabiliterende sigte, som ikke hensigtsmæssigt kan tilrettelægges under ophold i eget hjem eller i forbindelse med borgerens ophold der.

Ved »sundheds- og omsorgsplads« forstås en stationær plads til et midlertidigt ophold uden for sygehusregi. Pladsen vil f.eks. kunne ligge på en regional matrikel eller en kommunal matrikel, som regionen har råderet over f.eks. via leje- og leasingaftale.

Med de foreslåede regler vil målgruppen for sundheds- og omsorgspladser omfatte personer med somatisk sygdom og eventuel samtidig psykisk lidelse, der f.eks. har akut opstået sygdom, forværring af kendt sygdom eller helbredstilstande med komplekse pleje- og/eller behandlingsbehov, f.eks. efter udskrivelse fra sygehus. Regionerne vil være ansvarlige for ophold og de sundhedsfaglige indsatser som f.eks. observation, pleje og/eller behandling, genoptræning og basal palliation, som ikke hensigtsmæssigt vil kunne tilrettelægges under ophold i eget hjem, herunder plejebolig, plejehjem m.v. Formål med indsatserne vil være at forbedre, vedligeholde eller forsinke forværring af borgerens fysiske og kognitive funktionsniveau og vil både kunne forebygge sygehusindlæggelse og fungere som opfølgning efter en indlæggelse.

Målgruppen for sundheds- og omsorgspladser og deres samlede behov for sundhedsfaglige indsatser tilsiger, at der vil skulle tilknyttes lægefaglige kompetencer. Sundheds- og omsorgspladser vil derfor skulle organiseres således, at der sikres fast tilknytning af lægefaglige kompetencer som f.eks. speciallæger i almen medicin eller geriatri.

Det følger af de foreslåede regler, at det vil være regionen, f.eks. en medarbejder på sundheds- og omsorgspladsen, der tildeler borgerne ophold på sundheds- og omsorgspladser samt afslutningsmelder ophold på sundheds- og omsorgspladser. Den regionale tildeling og afslutning fra sundheds- og omsorgspladserne vil skulle basere sig på en konkret sundhedsfaglig helhedsvurdering af, om den enkelte borger opfylder kriterierne for ophold. Det er hensigten, at f.eks. sygehusafdelinger, den kommunale sygepleje og almenmedicinske tilbud skal kunne henvise borgere til sundheds- og omsorgspladsen, med henblik på at regionen foretager en konkret vurdering af, om en borger, der er henvist, skal tildeles ophold på en sundheds- og omsorgsplads.

I helhedsvurderingen vil det primære kriterium skulle være det sundhedsfaglige behov, som kan omfatte behov for sundhedsfaglige indsatser som observation, pleje og/eller behandling og genoptræning. I mange forløb vil der desuden indgå en basal palliativ indsats. Det vil være et afgørende princip for ophold på pladserne, at borgerens sundhedsfaglige behov fordrer adgang til lægefaglige kompetencer, herunder at borgerens behov afgør adgangen til specialistkompetence. Samtidig vil andre forhold, herunder også praktiske forhold, der vil kunne påvirke muligheden for at tilrettelægge indsatsen under ophold i eget hjem, også skulle tages i betragtning. F.eks. vil borgerens samlede situation ved udskrivelse fra sygehus til eget hjem skulle indgå i vurderingen, hvilket også vil kunne drøftes og aftales nærmere i sundhedsrådene.

Borgernes behov for adgang til lægefaglige kompetencer vil kunne variere i omfang og karakter inden for målgruppen for sundheds- og omsorgspladser. For nogle borgere vil behovet for tilgængelighed af lægefaglige kompetencer f.eks. være med henblik på udredning og behandling. For andre borgere vil behovet f.eks. omhandle løbende justeringer af indsatser og behandlingsplan. Derudover vil det faste sundhedsfaglige personale kunne have behov for let adgang til at modtage lægefaglig sparring og rådgivning om borgere, herunder både i forhold til enkelte borgere og til generelle forhold relateret til målgruppen.

Den foreslåede ordning vil indebære, at tilbuddet om sundheds- og omsorgspladser kun tildeles personer, hvor de sundhedsfaglige indsatser ikke hensigtsmæssigt kan tilrettelægges under ophold i borgerens eget hjem, herunder plejebolig, plejehjem m.v. Det vil kunne skyldes flere forhold, når de sundhedsfaglige indsatser ikke hensigtsmæssigt kan tilrettelægges i borgerens eget hjem. Det vil f.eks. kunne dreje sig om praktiske forhold og vil kunne være af hensyn til organisatorisk bæredygtighed, herunder også økonomisk effektivitet. F.eks. vil en borger med behov for indsatser fra forskellige faglige kompetencer og høj intensitet i indsatsen over døgnet skulle tildeles et midlertidigt ophold på en sundheds- og omsorgsplads, hvis det ikke vil være hensigtsmæssigt at planlægge indsatsen i eget hjem. Det vil f.eks. også skulle omfatte borgere med et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus og en genoptræningsplan til almen genoptræning, hvor det vurderes, at indsatsen ikke vil kunne tilbydes på f.eks. genoptræningscenter eller i eget hjem på grund af f.eks. praktiske forhold. Ligeledes vil f.eks. en borger i en ustabil og fluktuerende tilstand kunne tildeles et midlertidigt ophold på en sundheds- og omsorgsplads for at sikre hurtig adgang til sundhedsfagligt personale ved behov.

Tildelingen af ophold på en sundheds- og omsorgsplads vil skulle foregå uafhængigt af, hvor borgeren forudgående har haft ophold. En borger vil f.eks. kunne tildeles et ophold på en sundheds- og omsorgsplads efter udskrivelse fra et somatisk eller psykiatrisk sygehus eller direkte fra eget hjem, herunder plejebolig, plejehjem m.v.

Tilrettelæggelsen af indsatser og tilbud bør, så vidt det er muligt, ske med inddragelse af borgeren, samt, når relevant, pårørende og borgerens egen læge ved et almenmedicinsk tilbud, med henblik på, i det omfang det er muligt, at tage højde for den enkelte borgers behov og ønsker.

Det vil i den forbindelse være væsentligt at vurdere den enkelte borgers behov for rette type af indsats og tilbud. For f.eks. borgere, der bor i plejebolig, på plejehjem m.v., vil der ofte være et særligt behov for, at forløbet med sundhedsfaglige indsatser kan håndteres i vante rammer. Det gælder f.eks. borgere med nedsat kognitiv funktion (f.eks. demens), som er særligt følsomme over for ændringer i omgivelser og rutiner, og hvor et midlertidigt ophold på en sundheds- og omsorgsplads vil kunne have en negativ indvirkning på behandlingsudfaldet. Her vil det være afgørende, at der arbejdes forebyggende, og at f.eks. en overflytning fra sygehus til plejebolig sker i et tæt samarbejde mellem kommune og region, herunder borgerens egen læge. Det vil dog altid skulle bero på en samlet, konkret vurdering af den enkelte borgers situation og behov, om en borger, der bor i plejebolig, plejehjem m.v., skal tildeles ophold på en sundheds- og omsorgsplads.

Borgere, der vil have behov for sygehusindlæggelse, vil ikke skulle tildeles ophold på sundheds- og omsorgspladser. Hvorvidt en sygehusindlæggelse er påkrævet eller ej, skal altid bero på en individuel, lægefaglig vurdering. Sygehusbehandling skal typisk iværksættes, når en problemstilling er alvorlig og tidskritisk, og hvor der er behov for kontinuerlig sundhedsfaglig observation, adgang til multidisciplinære lægefaglige kompetencer døgnet rundt samt specialiseret udstyr, som kun findes på sygehuse. Eksempler på typer af behandling, som skal foregå på et sygehus, kan samtidig ændre sig over tid. Det skyldes, at teknologiske fremskridt og udvikling af nye behandlingsmetoder kan medføre, at grænsen for, hvornår og hvor længe sygehusindlæggelse er nødvendig, flytter sig.

Borgere, som vil blive udskrevet fra sygehuset med lægefagligt begrundet behov for rehabilitering på specialiseret niveau, vil ligeledes ikke skulle tilbydes ophold på en sundheds- og omsorgsplads i de tilfælde, hvor der vil være behov for døgnophold. Dette ophold vil skulle tilbydes efter reglerne om genoptræning efter udskrivning fra sygehus, jf. den foreslåede § 139 b. Det vil dog være muligt for regionen at oprette pladser målrettet rehabilitering på specialiseret niveau efter den foreslåede § 139 b på den samme matrikel som sundheds- og omsorgspladser, forudsat at relevante krav til genoptræningsindsatsen overholdes.

For borgere, som vil blive udskrevet med behov for genoptræning på specialiseret niveau, vil disse indsatser fortsat skulle foregå på sygehuset for at sikre den rette ekspertise og udstyr, som kun findes i sygehusregi. Se nærmere om genoptræning på specialiseret niveau og rehabilitering på specialiseret niveau under § 1 nr. 13.

Borgere, der vil kunne opholde sig i eget hjem, når borgeren modtager de nødvendige kommunale og regionale indsatser og tilbud, og hvor de sundhedsfaglige indsatser vil kunne tilrettelægges i forbindelse med eget hjem, vil ikke skulle tilbydes ophold på sundheds- og omsorgspladser. Det vil også gælde borgere med behov for basale palliative indsatser, som vil kunne tilrettelægges i eget hjem – f.eks. fordi der ikke vil være behov for sundhedsfaglig observation eller lægedækning, som ellers vil være tilgængelig på sundheds- og omsorgspladserne. Kommunen vil blandt andet efter serviceloven fortsat have ansvar for at tilvejebringe boligindretning til borgere med varige funktionsnedsættelser, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. Kommunen vil bl.a. ligeledes have ansvar for at yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Borgere, der primært vil have behov for personlig pleje og praktisk hjælp efter serviceloven eller personlig pleje og praktisk hjælp som led i helhedspleje efter ældreloven i forbindelse med et midlertidigt ophold, vil ikke skulle tilbydes ophold på sundheds- og omsorgspladser. Kommunerne vil fortsat være ansvarlige for at yde den nødvendige sygepleje til borgere med ophold i kommunen, herunder f.eks. på en midlertidig plads efter ældreloven eller serviceloven. Det må forventes, at der overvejende vil der være tale om borgere, der, set fra et sundhedsfagligt perspektiv, er i stabile forløb, hvor indsatserne i nogen grad er forudsigelige. Der forventes derfor f.eks. ikke at være behov for akutte justeringer i indsatser og behandlingsplan. Målgruppen for sundheds- og omsorgspladser vil f.eks. ikke omfatte borgere, der primært har behov for midlertidigt ophold for at aflaste pårørende eller afvente f.eks. en plejebolig eller boligindretning af eget hjem. For disse borgere vil kommunerne fortsat kunne tilbyde ophold efter serviceloven eller ældreloven.

Med den foreslåede regel vil borgere, der primært vil have behov for socialfaglige indsatser, ikke skulle tildeles ophold på sundheds- og omsorgspladser. Målgruppen vil skulle modtage kommunal støtte for at sikre kontinuitet i deres indsatser. Det vil f.eks. omfatte borgere, hvis udfordringer primært relaterer sig til f.eks. hjemløshed, eller behov for social rehabilitering eller social misbrugsbehandling. Borgere med f.eks. sociale problemer vil skulle tildeles ophold på sundheds- og omsorgspladser, når det primære behov er sundhedsfagligt og betingelserne for ophold i øvrigt er opfyldt.

For at understøtte planlægningen af eventuelle efterfølgende kommunale indsatser for borgere, der har ophold på sundheds- og omsorgspladser, vil det være afgørende, at regionen tidligt og løbende formidler rettidig og relevant information til kommunen. Det vil bl.a. kunne gælde oplysninger om borgerens aktuelle ophold på en sundheds- og omsorgsplads, forventede sundhedsfaglige indsatser, fortsatte behandlingsbehov, herunder medicinsk behandling, og opholdets forventede varighed. Allerede tidligt i forløbene bør der være fokus på et tæt samarbejde mellem region og kommune med henblik på at forberede og iværksætte relevante sundhedsfaglige, pleje og sociale indsatser m.v. efter opholdet. En tidlig brobygning til de videre kommunale indsatser vil kunne bidrage til, at borgerne oplever en tryg og sammenhængende overgang og mindsker risikoen for genindlæggelser.

Tilsvarende vil det kunne være relevant, at kommunen videregiver oplysninger, f.eks. om borgerens sundhedstilstand, til regionen, f.eks. i nogle situationer, hvor en borger overgår fra eget hjem til et midlertidigt ophold på en sundheds- og omsorgsplads.

Regioner og kommuner vil blandt andet i sundhedsrådene kunne samarbejde om planlægning af sundheds- og omsorgspladserne, så disse understøtter sammenhængende forløb for borgerne. Sundhedsrådene vil f.eks. kunne have fokus på gode rammer for hjemtagning. Det vil for eksempel kunne ske ved at samarbejde om at begrænse antallet af overgange i borgerens forløb og sikre en rettidig og koordineret indsats på tværs af sundhedsvæsenet.

Regioner og kommuner vil herunder skulle være opmærksomme på at skabe sammenhængende og koordinerede forløb for borgere, der vurderes at kunne have behov for plejebolig, plejehjem m.v. Dette vil bl.a. omfatte at sikre, at borgere, der opholder sig på en sundheds- og omsorgsplads, får den rette opfølgning og vurdering i forhold til deres eventuelle behov for plejebolig m.v. Under et ophold på en sundheds- og omsorgsplads vil der således skulle være mulighed for, at kommunen kan afklare og evt. visitere borgeren til plejebolig m.v. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en borger undervejs i et ophold får en ændret helbredsmæssig tilstand, som gør, at vedkommende vurderes at kunne have behov for en plejebolig m.v.

Ved afslutning af ophold på en sundheds- og omsorgsplads vil medarbejdere på sundheds- og omsorgspladserne skulle varsle kommunen rettidigt, når en borger ikke længere har behov for ophold på en sundheds- og omsorgsplads og f.eks. kan overgå til eget hjem, forudsat at borgeren samtidig modtager kommunale indsatser som f.eks. praktisk hjælp og personlig pleje efter serviceloven eller helhedspleje efter ældreloven. Det vil være væsentligt, at varslingen sker i tilstrækkelig god tid, så kommunen kan iværksætte nødvendige forberedelser og sikre en tryg og sammenhængende overgang for borgeren.

De nærmere frister for varsling forventes at følge de rammer, der fremgår af Forårsaftale 2025 om implementering af sundhedsreformen mellem regeringen, Danske Regioner og KL eller af eventuelle lokale aftaler. Det fremgår af aftalen, at regionen som udgangspunkt vil skulle give kommunen besked senest 48 timer før, at en borger vurderes at kunne opfylde betingelserne for ikke længere at have behov for ophold. Hvis vurderingen foretages om fredagen, vil beskeden skulle gives senest 72 timer før. Det fremgår endvidere af aftalen, at kommuner og regioner lokalt, på baggrund af drøftelser i sundhedsrådene, vil kunne aftale at afvige fra disse frister.

Regionen vil have ansvaret for, at kommunen får rettidig og relevant information om borgerens behov inden afslutning af opholdet. Herunder vil regionen være ansvarlig for at sikre, at oplysninger om borgerens forsatte behandling, herunder medicinske behandling, vil være til rådighed for kommunen. Formålet med dette vil være at sikre, at kommunen bl.a. har den nødvendige tid til at igangsætte de rette indsatser, som f.eks. helhedspleje efter ældreloven, boligindretning, personlig pleje og praktisk hjælp efter serviceloven, behandling og genoptræning i forbindelse med eget hjem efter sundhedsloven, samt at sikre, at de nødvendige hjælpemidler, arbejdsredskaber m.v. er tilgængelige ved hjemkomsten. Derudover vil medarbejdere på sundheds- og omsorgspladserne, når det vil være relevant, skulle koordinere med borgernes egen læge ved almenmedicinske tilbud med henblik på at sikre sammenhæng i borgernes samlede forløb på tværs af sundhedsvæsenet.

Ophold på sundheds- og omsorgspladser efter sundhedsloven vil være vederlagsfri. Herved forstås, at borgerne ikke vil kunne opkræves egenbetaling for kost, linned, tøjvask og lignende under ophold på sundheds- og omsorgspladser efter sundhedsloven.

Rammerne for medicinhåndtering på sundheds- og omsorgspladserne vil som udgangspunkt blive de samme som på de nuværende midlertidige pladser. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I tilfælde af at en borger vil være i målgruppen for sundheds- og omsorgspladser, men vælger ikke at tage imod et tilbud om et midlertidigt ophold på en sådan plads, bør relevante myndigheder samarbejde om at tilrettelægge alternative løsninger ud fra borgerens konkret situation og behov.

Det foreslås i § 118 e, stk. 2, at regionsrådet er ansvarligt for at yde sundhedsfaglige indsatser med et rehabiliterende sigte samt den pleje og omsorg, som borgeren har behov for under opholdet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at regionsrådet vil være ansvarligt for at levere og finansiere de relevante sundhedsfaglige indsatser som observation, pleje og/eller behandling, genoptræning og basal palliation, samt pleje og omsorg, som borgeren har behov for under opholdet på en sundheds- og omsorgsplads. Formålet vil være, at de samlede indsatser understøtter et rehabiliterende sigte og bidrager til at forbedre, vedligeholde eller forsinke forværring af borgerens fysiske og kognitive funktionsniveau i en sammenhængende indsats med let adgang til lægefaglige kompetence. Der forventes, at der vil kunne opnås væsentlige synergier ved at planlægge og gennemføre indsatserne med afsæt i borgerens samlede situation og behov.

I forbindelse med de kommende kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser vil der kunne fastsættes nærmere krav til bl.a. sundhedsfagligt indhold. Kvalitetsstandarder vil løbende kunne justeres i takt med udviklingen i sundhedsvæsenet.

Da ansvaret for målgruppen for de kommunale akutpladser vil overgå til de regionale sundheds- og omsorgspladser fra 2027, forventes det, at de kommende kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser bl.a. vil kunne bygge ovenpå på de gældende krav og anbefalinger til den kommunale akutfunktion, der omfatter sundhedsfaglige indsatser som sygepleje og behandling, herunder observation, undersøgelse og vurdering samt udvalgte instrumentelle indsatser, når borgerne vil have behov for denne type af indsatser under ophold på sundheds- og omsorgspladserne.

For borgere, der har ophold på sundheds- og omsorgspladser, og som er udskrevet fra sygehuset med en genoptræningsplan, vil regionen have ansvar for at levere og finansiere genoptræningsindsatsen under opholdet svarende til behovene beskrevet i borgerens genoptræningsplan efter § 84. Det vil kun omfatte borgere, som udskrives med en genoptræningsplan til almen genoptræning, jf. den foreslåede § 139 a.

For disse borgere vil genoptræningsindsatsen skulle påbegyndes hurtigst muligt, med mindre sundhedsfaglige forhold tilsiger en senere opstart. Disse borgere vil ikke omfattes af reglerne om frit valg for genoptræning, jf. den foreslåede § 140, stk. 3. Dette er bl.a. af hensyn til, at genoptræningsindsatsen på sundheds- og omsorgspladserne ofte vil være en del af en samlet rehabiliterende indsats, og derfor vurderes det, at det ikke vil kunne varetages hensigtsmæssigt særskilt fra de øvrige rehabiliterende indsatser på pladsen. Borgere med ophold på en sundheds- og omsorgsplads vil samtidig være omfattet af frit valg til regionale sundheds- og omsorgspladser, som indføres med et kommende lovforslag.

Sundheds- og omsorgspladserne vil kunne varetage genoptræningsindsatser svarende til genoptræning på alment niveau efter den foreslåede § 139 a, forudsat at medarbejdere har de rette kompetencer og erfaringer samt relevant udstyr m.v. Nærmere krav om kompetencer, udstyr m.v. vil blive uddybet i de kommende kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser.

For en del af de borgere, der overgår fra en sundheds- og omsorgsplads til eget hjem, herunder f.eks. plejebolig m.v., fordi de ikke længere opfylder betingelserne for ophold, vil det være muligt, at de fortsat vil have behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehuset, det vil sige på baggrund af en genoptræningsplan fra sygehuset.

For denne gruppe af borgere vil sundhedsfaglige medarbejdere på sundheds- og omsorgspladsen, som led i overdragelsen af ansvaret fra regionen til kommunen, skulle udarbejde en sundhedsfaglig vurdering af den aktuelle status på funktionsevnen som tillæg til genoptræningsplanen fra sygehuset. Det vil gælde for borgere, der fortsat har behov for almen genoptræning efter genoptræningsplan efter endt ophold på en sundheds- og omsorgsplads. Vurderingen vil også skulle beskrive genoptræningsbehov under opholdet samt angive, hvilke genoptræningsindsatser borgeren har modtaget. Vurderingen vil samlet set skulle give kommunen et veloplyst grundlag for at kunne overtage ansvaret for borgerens videre genoptræningsindsats inden for almen genoptræning. Vurderingen vil skulle sendes til kommunen og borgerens alment praktiserende læge.

Genoptræning på sundheds- og omsorgspladser vil også kunne iværksættes på baggrund af en konkret sundhedsfaglig vurdering fra en ansvarlig sundhedsperson på sundheds- og omsorgspladsen, hvis det vurderes, at borgeren har behov for genoptræning under opholdet og uden forudgående sygehuskontakt.

Basale palliative indsatser vil være omfattet af de sundhedsfaglige indsatser, der skal varetages på sundheds- og omsorgspladserne, da der er tale om en sundhedsfaglig indsats, som foregår integreret med rehabilitering.

Regionernes ansvar for sundheds- og omsorgspladserne vil, ud over ansvaret for selve opholdet og den sundhedsfaglige indsats, også omfatte ansvaret for den nødvendige pleje og omsorg, som borgeren vil have behov for under opholdet. Dette ansvar vil svare til det, regionerne allerede varetager for pleje og omsorg for borgere indlagt på sygehus i regionalt regi.

Det vil også omfatte, at regionerne vil have ansvaret for praktiske foranstaltninger som blandt andet vask af linned og tøj, rengøring samt udlevering af midlertidige hjælpemidler som f.eks. rollatorer og toiletforhøjere og andre hjælpemidler, som borgeren har behov for under selve opholdet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet planlægger i kommende lovforslag at revidere regelsættet for udlevering af behandlingsredskaber og hjælpemidler, som opfølgning på Aftale om sundhedsreform 2024.

Regionerne vil have ansvar for at koordinere i forhold til sundhedsindsatser m.v., som ikke er relateret til formålet med opholdet på en sundheds- og omsorgsplads, eller som ikke er omfattet af regionernes myndighedsansvar.

Regionen vil have ansvar for at sikre en tilstrækkelig koordinering med kommunen vedrørende kommunale sundhedsfaglige indsatser, når det er relevant, at kommunen vurderer, om indsatserne skal foregå sideløbende med en borgers ophold på en sundheds- og omsorgsplads. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en borger har behov for tandpleje, og medarbejdere på sundheds- og omsorgspladsen vurderer, at det er relevant at henvise kommunen til borgeren med henblik på en vurdering af, om borgeren tilhører målgruppen for f.eks. socialtandpleje efter sundhedslovens § 134 a eller omsorgstandplejen efter sundhedslovens § 131. Omsorgstandpleje vil bl.a. kunne være relevant i en situation med akut behov for tandpleje hos en person med nedsat funktionsevne, som vil have vanskeligt ved at benytte de almindelige tandplejetilbud.

Det er væsentligt, at der på sundheds- og omsorgspladserne vil være de nødvendige faglige kompetencer til stede, så personalet kan imødekomme borgere med forskellige behov, herunder borgere i udsatte positioner eller med psykiske vanskeligheder. En god støtte til borgerens videre forløb forventes i nogle situationer at kræve, at medarbejdere på sundheds- og omsorgspladser og kommunale medarbejdere fra socialområdet arbejder tæt sammen og koordinerer deres hjælp. Det vil f.eks. kunne være relevant, at kommunen koordinerer relevante socialfaglige indsatser under et ophold på en sundheds- og omsorgsplads. I sådanne tilfælde vil det være vigtigt, at regionen gør kommunen opmærksom på eventuelle behov for sådanne indsatser, så kommunen kan vurdere behovet for at videreføre eller igangsætte nødvendige socialfaglige indsatser.

Det vil f.eks. kunne være relevant, at kommunen vurderer, om det er hensigtsmæssigt at fastholde f.eks. socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, ledsageordning efter servicelovens § 97, eller støtte- og kontaktperson efter servicelovens § 99 under ophold på en sundheds- og omsorgsplads. Det vil f.eks. også kunne være relevant, at kommunen under ophold på en sundheds- og omsorgsplads har mulighed for at foretage en vurdering af, om en borger med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer skal visiteres til et socialfagligt tilbud eller indsatser efter afsluttet ophold på en sundheds- og omsorgsplads. Det vil f.eks. kunne vedrøre botilbud efter servicelovens §§ 107-108, hjælpemidler efter servicelovens § 112, forbrugsgoder efter servicelovens § 113 eller befordring med individuelle transportmidler efter servicelovens § 117. Sundhedsstyrelsens kommende kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser vil kunne nærmere beskrive sammenhængen til kommunale tilbud og indsatser.

Det foreslås i § 118 e, stk. 3, at regionsrådet kan tilvejebringe tilbud efter stk. 1 ved at etablere tilbud på egne institutioner eller ved at indgå aftale med et andet regionsråd, kommunalbestyrelse eller privat institution.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at regioner gives mulighed for at indgå aftaler med andre regionsråd, kommuner eller private institutioner om tilvejebringelse af tilbud om sundheds- og omsorgspladser på vegne af regionsrådet.

Forslaget vil medføre, at hele eller dele af driftsansvaret for et tilbud om sundheds- og omsorgspladser vil kunne varetages af en anden region, kommune eller privat institution. Det forudsættes, at aftaler om tilvejebringelse af tilbud indgås i overensstemmelse med reglerne om offentlige udbud.

Regionen vil fortsat have myndighedsansvaret for tilbuddene, som et andet regionsråd, kommune eller privat institution tilvejebringer. Myndighedsansvaret omfatter bl.a. muligheden for at kunne fastsætte retningslinjer for driftsopgaven og forpligtelsen til at føre kontrol og tilsyn med udøvelsen af driftsopgaven. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger om muligheden for horisontale samarbejdsaftaler mellem regioner og kommuner, hvor også en nærmere beskrivelse myndighedsansvaret for sundhedsydelser i relation til sådanne kontrakter fremgår.

Ansvaret for tildeling af ophold på sundheds- og omsorgspladser vil ikke kunne overdrages til en kommune, andet regionsråd eller privat leverandør i medfør af en aftale efter § 118 e, stk. 3. Der henvises endvidere til pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger om muligheden for horisontale samarbejder mellem regioner og kommuner, som også vil kunne omfatte overdragelse af ansvaret for tildeling af en sundhedsydelse som f.eks. tildeling af ophold på sundheds- og omsorgsplads.

Regionen forventes også at skulle monitorere anvendelsen af kapaciteten og indsatser, herunder med henblik på opfølgning på målgruppens anvendelse og udvikling, samt at indsatser lever op til de relevante krav på området, herunder i forhold til kvalitet.

Det foreslås i § 118 e, stk. 4, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om omfanget af og kravene til sundheds- og omsorgspladser.

Bemyndigelsen forventes alene at vil blive anvendt i det omfang, der vil opstå behov for at fastsætte nærmere regler og retningslinjer for tilrettelæggelse og organisering af tilbuddet. Bemyndigelsen vil f.eks. kunne anvendes til at fastsætte nærmere rammer for opgavevaretagelsen m.v., hvis det viser sig nødvendigt med henblik på at forebygge uklarhed om ansvarsplacering og understøtte kontinuitet i borgernes forløb på tværs af sundhedsvæsenet.

Bemyndigelsen vil f.eks. også kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler i administrative forskrifter om tilrettelæggelsen af genoptræningsforløb for patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Reglerne vil kunne supplere de beskrivelser af sundhedsfagligt indhold, der indgår i de kommende kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser. Dette vil f.eks. kunne omfatte, hvordan genoptræningen skal tilrettelægges og koordineres i forbindelse med overgangen til borgerens eget hjem, herunder plejebolig, plejebolig m.v.

Endvidere vil bemyndigelsen f.eks. også kunne anvendes, hvis det viser sig nødvendigt at fastsætte nærmere regler i administrative forskrifter for aftaler vedrørende tilvejebringelse af sundheds- og omsorgspladser mellem en region og en anden myndighed eller privat institution. Et behov for nærmere regulering vil f.eks. kunne opstå, hvis det viser sig nødvendigt at regulere aftalerne nærmere for at sikre, at tilbuddene opfylder de nødvendige faglige krav og standarder m.v.

Der vil desuden kunne fastsættes kvalitetsstandarder om indsatser m.v. på sundheds- og omsorgspladserne i medfør af sundhedslovens § 118 b. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 7

Det fremgår af sundhedslovens § 119, stk. 1, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af kommunernes opgaver i forhold til borgerne at skabe rammer for en sund levevis.

Efter § 119, stk. 2, etablerer kommunalbestyrelsen forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Efter § 119, stk. 3, etablerer kommunalbestyrelsen patientrettet forebyggelse og sundhedsfremmende indsatser i kommunen.

Endelig fremgår det af § 119, stk. 4, at regionsrådet tilbyder patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren m.v. samt rådgivning m.v. i forhold til kommunernes indsats efter stk. 1-3.

Det foreslås at i § 119, stk. 3, ændres »Kommunalbestyrelsen« til: »Regionsrådet«, og »kommunen« ændres til: »regionen«.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen vil medføre, at myndigheds- og finansieringsansvaret for de patientrettede forebyggelsestilbud overgår fra kommunalbestyrelsen til regionsrådet, som afspejler den politisk aftalte flytning af opgaveansvar som følge af Aftale om sundhedsreform 2024.

Patientrettet forebyggelse omhandler indsatser målrettet en patientgruppe med kronisk eller langvarig sygdom, der kan have behov for regelmæssig og tilbagevendende kontakt til sundhedsvæsenet. Det gælder f.eks. borgere med en eller flere sygdomme som KOL, type 2 diabetes, kræftsygdomme, hjertesygdom, depression, angst, knogleskørhed, muskel- og skeletlidelser m.v.

Formålet er bl.a. at give borgeren indsigt, redskaber og tro på egne evner, som over tid kan føre til bedre håndtering af livet med sygdom f.eks. forbedret helbredsstatus, egenomsorg og sundhedsadfærd.

Kommunerne har i dag og vil fortsat have ansvaret for borgerrettede forebyggelsestilbud og at skabe rammer for og tilbud med henblik på sundhedsfremme og forebyggelse, både for somatiske og for psykiske sygdomme. Det gælder bl.a. forebyggelsestilbud til borgere i risiko for eller symptomer på kronisk sygdom.

Målgruppen har ofte et sammenfaldende behov for indsatser; typisk sygdomsmestring, fysisk aktivitet, nikotinafvænning og ernæringsindsats, samtidig med at der også er mulighed for målgruppespecifikke elementer. Det gælder for samtlige forebyggelsestilbud, at der tages udgangspunkt i borgerens motivation, ønsker og mål for hverdagslivet.

Det er derfor vigtigt, at der samtænkes på organisatorisk og individniveau og med fordel på tværs af ansvarsforhold i kommuner og regioner for at skabe synergi samt faglig og organisatorisk bæredygtighed.

De foreslåede ændringer vil medføre, at regionen vil blive ansvarlig for opgaven i stedet for kommunerne, herunder at de vil skulle understøtte, at der fremover løbende kan imødekommes udvikling af opgaveløsningen lokalt. De nye sundhedsråd vil inden for deres geografisk afgrænsede område have det umiddelbare forvaltningsansvar for den patientrettede forebyggelse.

Sundhedsrådene blev etableret i lov nr. 719 af 20. juni 2025 om en ny regional forvaltningsmodel med sundhedsråd, afskaffelse af kontaktudvalg, sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsaftaler i deres nuværende form, praksisplaner, kommunal medfinansiering på sundhedsområdet og nærhedsfinansiering samt konsekvensændringer i flere love som følge af sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland m.v.

Den foreslåede ændring vil medføre et behov for, at de nye sundhedsråd under regionsrådene vil skulle koordinere og understøtte de forskellige tilbud i den enkelte region, således at indsatserne tilrettelægges hensigtsmæssigt, og borgerne fremadrettet får de tilbud, som er nødvendige og af en tilstrækkelig kvalitet.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen forventes at kunne lette behandlingsforløbet i sundhedsvæsenet for den enkelte borger, idet regionerne vil få et større og mere samlet ansvar for flere sundhedsydelser, og dermed vil kunne tilrettelægge indsatser og sammenhængende forløb mere hensigtsmæssigt for borgeren. Effektive indsatser i den patientrettede forebyggelse forventes at komme sygehusene til gavn i form af en reduktion i antallet af akutte indlæggelser og behandlingsforløb, i og med at der gribes rettidigt ind med tidlig behandling af kroniske sygdomme og borgerne får styrket deres egenomsorg og dermed forbedret deres helbredsstatus. Dette kan samlet set medvirke til, at, sygdomsforløbet forkortes, og behandlingsbehovet reduceres.

Der vil fortsat være snitflader til kommunale sundhedsydelser, f.eks. til den genoptræningsindsats, der vil foregå i kommunerne efter sundhedsloven, og den trænings- og vedligeholdelsesindsats, der udføres kommunalt efter anden lovgivning.

Den foreslåede ændring om at lade regionerne være ansvarlig for patientrettede forebyggelsestilbud vil kunne føre til, at nogle borgere kan få længere transporttid til relevante tilbud. Det skyldes, at der f.eks. for udvalgte målgrupper kan være behov for at samle enkelte indsatser for at sikre tilstrækkelig kvalitet og bæredygtighed, hvor der kræves en særlig ekspertise eller patientgrundlag for at sikre en faglig bæredygtighed i tilbuddene. Der kan også være tale om en ledelsesmæssig samorganisering, der fortsat leveres på flere forskellige fysiske lokationer. Regionerne skal håndtere en balancegang mellem at tilrettelægge tilgængelige tilbud af høj kvalitet tæt på borgeren samtidig med, at regionen i praksis kan drifte tilbuddet med hensyn til volumen og driftsoptimering. Med Forårsaftale 2025 om implementering af sundhedsreformen mellem regeringen, KL og Danske Regioner fremgår det, at parterne er enige om vigtigheden af tilstrækkelig kapacitet og geografisk nærhed og tilgængelighed for borgerne i de regionale sundhedstilbud, samt at patientrettede forebyggelsestilbud som udgangspunkt skal forefindes i alle kommuner, med mindre hensyn til faglig og organisatorisk bæredygtighed tilsiger andet.

Geografisk nærhed, tilgængelighed og nem adgang til forebyggelsestilbuddene er centralt for den fremtidige organisering af den patientrettede forebyggelse, for at understøtte sammenhæng til lokale og civilsamfundsbårne tilbud samt undgå unødvendige barrierer for optag på de forskellige tilbud. Samarbejdet mellem sundhedsvæsen, pårørende, civilsamfund og den enkeltes sociale- og beskæftigelsesrettede forhold, spiller en væsentlig rolle for en velfungerende patientrettet forebyggelse. Tilbuddene skal tage udgangspunkt i borgerens egne ønsker og mål for hverdagslivet, ligesom at der skal tages højde for en efterfølgende videreførelse af indsatser forankret i civilsamfundet.

Med et samlet behandlingsansvar hos regionsrådene vil borgeren i praksis have mulighed for at blive henvist til et større udvalg af indsatser inden for egen region, end da indsatsen var forankret kommunalt, da regionerne har mulighed for at koordinere udvalgte indsatser på tværs af hele regionen. Det foreslåede har ikke til hensigt at ændre på, at den enkelte patient i vid udstrækning fortsat kan henvende sig og benytte indgange til de patientrettede forebyggelsestilbud som tidligere for at blive henvist til en afklarende samtale, selvom det fremadrettet vil være regionen, der vurderer behov og tildele borgeren et forløb som led i de patientrettede forebyggelsestilbud.

Dette vil f.eks. være, når patienten selv tager initiativ om en afklarende samtale eller i form af en henvisning fra det almenmedicinske tilbud, praktiserende speciallæger, sygehuse, eller fra andre kommunale forvaltningsområder såsom socialområdet eller beskæftigelsesområdet med kontakt til målgruppen.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at et regionsråd og en eller flere kommunalbestyrelser vil kunne indgå samarbejde efter en ny hjemmel, som foreslås indført i sundhedslovens § 118 d, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, om bl.a. de opgaver, som flyttes fra kommuner til regioner, herunder patientrettet forebyggelse. Bestemmelsen giver mulighed for, at regioner og kommuner vil kunne indgå kontrakter om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.6.3 for en nærmere beskrivelse af betingelserne for kontrakter om samarbejde.

Kommuner og regioner skal efter gældende regler og aftaler sikre, at relevante oplysninger kan deles via den fælles digitale infrastruktur og øvrige datadelingsløsninger, således at borgere kan tilbydes sammenhængende forløb.

Forslaget vil indebære, at de eksisterende kvalitetsstandarder på området ”Forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom: Kvalitetsstandarder” vil skulle opdateres, således at de fastlagte krav og anbefalinger afspejler den nye opgavefordeling af henholdsvis borgerrettet forebyggelse og patientrettet forebyggelse mellem kommuner og regioner.

Til nr. 8

Det fremgår af sundhedslovens § 119, stk. 1, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af kommunernes opgaver i forhold til borgerne at skabe rammer for en sund levevis.

Efter § 119, stk. 2, etablerer kommunalbestyrelsen forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Efter § 119, stk. 3, etablerer kommunalbestyrelsen patientrettet forebyggelse og sundhedsfremmende indsatser i kommunen.

Endelig fremgår det af § 119, stk. 4, at regionsrådet tilbyder patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren m.v. samt rådgivning m.v. i forhold til kommunernes indsats efter stk. 1-3.

Det foreslås, at i § 119, stk. 4, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1 og 2«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den i denne lov foreslåede § 1, nr. 7, hvorefter § 119, stk. 3, ændres således, at regionsrådet vil få ansvaret for den patientrettede forebyggelse i stedet for kommunalbestyrelsen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at regionernes rådgivningsforpligtelse i § 119, stk. 4, alene vil henvise til de opgaver, som fremadrettet er kommunale, nemlig i stk. 1 og 2. Det ligger implicit, at en forvaltningsmyndighed kan rådgive internt, hvorfor det er tilstrækkeligt at lade stk. 4 henvise til stk. 1 og 2.

Den foreslåede ændring vil således ikke medføre en indholdsmæssig ændring af regionens forpligtelser i medfør af § 119, stk. 4, i forhold til at varetage patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren m.v., samt rådgivning m.v. i forhold til kommunernes forebyggelsesindsatser. Dette er og vil fortsat være en anden indsats end varetagelse af de indsatser, som følger af § 119, stk. 3 om patientrettet forebyggelse, som flyttes fra kommuner til regioner, se nærmere herom under bemærkningerne til § 1, nr. 7.

Til nr. 9

Sundhedslovens kapitel 38 har overskriften ”Kommunal sygepleje”.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 38 nyaffattes til »Kommunal sygepleje og regional akutsygepleje«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at overskriften til kapitlet om sygepleje afspejler, at sygeplejeydelserne fremadrettet vil være opdelt i henholdsvis kommunal sygepleje og akutsygepleje forankret i regionerne.

Se nærmere beskrivelse af henholdsvis kommunal sygepleje og akutsygepleje under bemærkningerne til § 1, nr. 10 og 11.

Til nr. 10

Det følger af sundhedslovens § 138, stk. 1, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri sygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.

Det følger af § 138, stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan delegere ansvaret for tildeling af sygeplejen efter stk. 1, som udføres i en fælles kommunal sygepleje, til de øvrige kommunalbestyrelser, som indgår i det pågældende tværkommunale samarbejde.

Det foreslås, at der i § 138, stk. 1, efter »vederlagsfri« indsættes »kommunal«.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen vil medføre, at kommunalbestyrelsen alene vil have myndigheds- og finansieringsansvaret for en del af sygeplejen i det nære sundhedsvæsen, hvilket fremadrettet benævnes »kommunal sygepleje«.

Det skal ses i sammenhæng med, at den nuværende kommunale sygepleje vil blive opdelt i og med, at der samtidig i dette lovforslags § 1, nr. 11 foreslås, at regionerne fremadrettet vil blive ansvarlig for at varetage vederlagsfri akutsygepleje.

For kommunerne vil den foreslåede ændring betyde, at kommunerne fremadrettet ikke vil være ansvarlig for den mest akutte, specialiserede del af den nuværende sundhedsydelse. Kommunerne vil i højere grad kunne skabe grundlag for faglig bæredygtighed i sygeplejeindsatserne i den del, der fortsat skal varetages i kommunen. Indsatserne vil fortsat kunne tilrettelægges i sammenhæng med andre kommunale ydelser til samme borgere, f.eks. inden for ældreplejen i medfør af ældreloven.

Kommunerne vil med den kommunale sygepleje fortsat være ansvarlige for at varetage særlige fagområder kendetegnet ved viden og kompetencer til at pleje og observere mennesker med f.eks. demens, sår, infektioner, inkontinens og palliative behov. Organiseringen af den kommunale sygepleje vil fortsat skulle imødekomme, at alle borgere med ophold i kommunen vil kunne få sygepleje med udgangspunkt i deres behov også i tilfælde, hvor sammensatte uspecifikke symptomer og funktionsændringer vil skulle vurderes. Der vil f.eks. kunne være behov for, at den kommunale sygepleje vil kunne varetages i borgerens eget hjem, på botilbud eller plejehjem, på kommunale midlertidige pladser, på sygeplejeklinik eller virtuelt på baggrund af en faglig vurdering.

Kommunalbestyrelsen vil have ansvaret for, at der ydes vederlagsfri kommunal sygepleje efter lægehenvisning. Kommunen vil således have ansvaret for at tildele kommunal sygepleje til personer med ophold i kommunen, uafhængigt af boform. Kommunen vil have ansvaret for at foretage en konkret vurdering af borgerens behov og på den baggrund tildele relevante sygeplejefaglige indsatser i regi af den kommunale sygepleje.

Den foreslåede ændring vil forventeligt medføre et behov for koordinering på tværs af regioner og kommuner, som følge af den foreslåede opgaveflytning af akutsygeplejen. Kommuner og regioner vil i samarbejde, i regi af sundhedsrådene, kunne arbejde for at skabe faglig bæredygtighed på tværs af akutsygeplejen og den kommunale sygepleje.

Det forudsættes, at den kommunale sygepleje vil skulle have let adgang til relevant sparring og rådgivning fra regionerne. For at sikre koordination på tværs af sektorerne, vil regionerne derfor blive forpligtet til at stille rådgivning og sparring til rådighed overfor kommunerne og understøtte den kommunale sygepleje i kommunerne i forbindelse med, at regionerne overtager ansvaret for akutsygeplejen.

Den nye sektorovergang vil ligeledes medføre et behov for, at kommuner og regioner arbejder sammen om at sikre, at borgere med indsatser på tværs får et godt og sammenhængende forløb. Det vil f.eks. kunne være forløb, hvor borgere modtager indsatser på tværs af social- og sundhedsområdet.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at et regionsråd og en eller flere kommunalbestyrelser endvidere vil kunne indgå samarbejde efter en ny hjemmel, som foreslås indført i sundhedslovens § 118 d, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, om bl.a. de opgaver, som flyttes fra kommuner til regioner, herunder den kommunale sygepleje. Bestemmelsen giver mulighed for, at regioner og kommuner vil kunne indgå kontrakter om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.6.3 for en nærmere beskrivelse af betingelserne for kontrakter om samarbejde.

Kommuner og regioner skal sikre, at relevante data og information kan deles på tværs imellem myndigheder, således at der ikke opstår uhensigtsmæssige hindringer for den enkelte borgers forløb.

Den gældende bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007 om hjemmesygepleje, som ændret ved bekendtgørelse nr. 165 af 26. februar 2019 og tilhørende vejledning nr. 102 fra 11. december 2006 vil blive opdateret. Som led heri vil der i administrative forskrifter være behov for fornyede beskrivelser af arbejdsgange, herunder praksis for henvisning og tildeling.

Sundhedsstyrelsen vil bl.a. få til opgave at udarbejde tværgående kvalitetsstandarder, som skal bidrage til at sikre den fortsatte udvikling og styrkelse af den kommunale sygepleje. For en nærmere beskrivelse af nye nationale tværgående kvalitetsstandarder i sundhedsrådene henvises til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede ændring vil ikke medføre ændringer i forhold til, at kommunerne selv er ansvarlig for at tilrettelægge og varetage den kommunale sygepleje, f.eks. i forhold til, hvor indsatserne vil skulle gives. Det vil fortsat være op til kommunalbestyrelsen selv at vurdere og beslutte, hvordan arbejdet mest hensigtsmæssigt organiseres, herunder ansættelse af personalegrupper med de nødvendige uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Der vil med forslaget ikke blive ændret på gældende regel i § 138, stk. 2, om, at kommunalbestyrelsen kan delegere ansvaret for tildeling af sygeplejen efter stk. 1, som udføres i en fælles kommunal sygepleje, til de øvrige kommunalbestyrelser, som indgår i det pågældende tværkommunale samarbejde.

Den kommunale sygepleje vil i henhold til Aftale om sundhedsreform 2024 skulle integreres med ældrelovsydelserne som led i udviklingen af helhedsplejen. Det vil også betyde, at det frie valg til helhedspleje også vil omfatte kommunale sygeplejeydelser efter sundhedsloven. Den konkrete model herfor skal udvikles med afsæt i den endelige afgrænsning mellem den kommunale sygepleje og akutsygeplejen, som overgår til regionerne. Formålet hermed vil være, at sikre mere sammenhæng og mere kontinuitet i indsatsen på tværs af ældreplejen og den kommunale sygepleje.

For så vidt angår finansieringsansvaret for kommunal sygepleje se bemærkningerne til § 1, nr. 21.

Til nr. 11

Det følger af sundhedslovens § 138, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri sygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 138 a, hvorefter regionsrådet efter stk. 1 er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri regional akutsygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i regionen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at myndigheds- og finansieringsansvaret for den vederlagsfri akutsygepleje, som i dag er organiseret i de kommunale akutfunktioner, vil overgå fra kommunalbestyrelsen til regionsrådet.

Det vil betyde, at den nuværende kommunale sygepleje vil blive opdelt i og med, at der samtidig i dette lovforslags § 1, nr. 10, foreslås, at kommunerne alene vil være ansvarlige for at varetage en del af sygeplejen i det nære sundhedsvæsen, hvilket fremadrettet benævnes »kommunal sygepleje«. Den del af den kommunale sygepleje, der foreslås flyttet til regionerne og fremadrettet vil benævnes »akutsygepleje«, vil være afgrænset til de opgaver, der i dag er omfattet af Sundhedsstyrelsens Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner med krav og anbefalinger til indsatsen.

Målgruppen for akutsygepleje vil overordnet set være patienter med somatisk sygdom og eventuel samtidig psykisk lidelse, hvor der er akut opstået sygdom eller forværring af kendt sygdom med behov for observation, pleje og/eller behandling, men uden behov for sygehusindlæggelse.

Forløbene er overvejende kendetegnet ved at være subakutte eller akutte og komplekse, hvor der kræves de særlige sundhedsfaglige kompetencer, der er til stede i akutsygeplejen. Indsatserne dækker også over mere planlagte, komplekse forløb. I dag er de kendetegnet ved de indsatser, der kaldes akutfunktionerne under kommunal sygepleje, jf. Sundhedsstyrelsens Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner, 2023. Det kan f.eks. være borgere, der efter udskrivelse fra sygehus fortsat har komplekse pleje- og/eller behandlingsbehov, der kræver særlige sygeplejefaglige kompetencer.

Den foreslåede ændring vil ikke føre til ændringer i eksisterende ordninger vedrørende tilsyn, klagemuligheder m.v.

Regionsrådet vil have ansvaret for, at der ydes vederlagsfri akutsygepleje efter lægehenvisning. Regionen vil således have ansvaret for at tildele akutsygepleje til personer med ophold i regionen, uafhængigt af boform. Regionen vil have ansvaret for at foretage en konkret vurdering af borgerens behov og på den baggrund tildele relevante sygeplejefaglige indsatser i regi af akutsygeplejen.

Den foreslåede ændring vil give regionerne et større og mere samlet ansvar for at sikre behandling helt ud i borgerens eget hjem. Med forslaget vil indsatser, som kræver en vis specialisering blive regionernes ansvar. Det vil medføre et entydigt placeret ansvar for et samlet akuttilbud, der vil skulle levere ensartet døgndækket akutsygepleje alle steder i landet.

Den foreslåede ændring vil derudover understøtte en større faglig bæredygtighed for specialiserede indsatser og døgndækning, samt understøtte etableringen af funktioner, som vil skulle udføre specialiseret sygepleje i borgerens eget hjem, eller f.eks. på botilbud, plejehjem og sundheds- og omsorgspladser og på ydertidspunkter, som forventeligt vil bidrage til at mindske antallet af unødvendige indlæggelser. Den foreslåede bestemmelse forventes særligt at komme borgere til gavn i dele af landet, hvor patientgrundlaget er begrænset, og hvor det i dag kan være vanskeligt at opretholde et tilstrækkeligt fagligt bæredygtigt og døgndækket tilbud af samme høje kvalitet som i områder med større befolkningsgrundlag. Det er centralt for organiseringen af akutsygeplejen, at indsatserne leveres i alle dele af landet med geografisk nærhed, stor tilgængelighed og i samarbejde med eller som en del af det øvrige akutberedskab, f.eks. ambulancetjeneste, lægevagt/akuttelefoner og det almenmedicinske tilbud samt den kommunale sygepleje.

Forslaget vil også kunne understøtte, at regionerne kan gennemføre en omstilling af sundhedsvæsenet ved at styrke indsatser, der understøtter behandling og opfølgning uden for sygehusene. Sygeplejefaglige indsatser i regionerne vil for eksempel kunne planlægges og udføres i sammenhæng med præhospitale indsatser og indsatser i det almenmedicinske tilbud.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny § 138 a, stk. 2, hvorefter regionsrådet tilbyder kommunalbestyrelsen rådgivning og sparring i relation til indsatser efter § 138, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at regionerne vil blive forpligtede til at stille rådgivning og sparring til rådighed overfor kommunerne og understøtte den kommunale sygepleje.

Der vil fortsat kunne stilles forpligtende krav i kvalitetsstandarder til, at regionerne vil skulle yde sparring og vejledning til kommunerne og understøtte den kommunale sygepleje i medfør af § 118 b. Ydermere er det tydeliggjort med det foreslåede stk. 2 i § 138 a, at regionerne vil blive forpligtede til at tilbyde rådgivning og sparring til kommunerne for at sikre, at medarbejderne i den kommunale sygepleje vil kunne få nødvendig, faglig hjælp.

Regionerne vil kunne tilrettelægge akutsygeplejen ved selv at varetage opgaven, eller ved at indgå aftale med andre kommuner eller private aktører om varetagelse af opgaver i akutsygepleje. Det vil være op til regionsrådet selv at vurdere og beslutte, hvordan arbejdet mest hensigtsmæssigt organiseres, ligesom der også vil være mulighed for samarbejde med frivillige og civilsamfundet f.eks. en vågetjeneste.

Opgaveflytningen af akutsygeplejen skal også ses som led i indførelsen af de nye hjemmebehandlingsteams, som der også er indgået aftale om i Aftale om sundhedsreform 2024. Regionerne vil kunne gentænke indsatser i eller tæt på borgernes hjem, bl.a. med fokus på at øge monitorering af borgerens tilstand digitalt og køre ud i borgerens hjem og assistere med behandling og tidlige indsatser.

Den foreslåede ændring vil forventeligt kunne bidrage positivt til at løse udfordringer, der har været mellem myndighederne, hvor gevinst og investering hidtil har været adskilt, f.eks. som en barriere for, at regioner og kommuner prioriterer indsatser, der kan forebygge unødige sygehusindlæggelser. Ved i højere grad at tilrettelægge og drage fordel af, at samme region har ansvaret for flere led i indsatsen, vil dette forventelig bidrage til, at regionerne, der investerer i en styrket indsats, også høster gevinsterne.

Den foreslåede ændring vil også indebære nye snitflader, som der skal tages højde for. Det vil bl.a. medføre et behov for koordinering på tværs af regioner og kommuner. Den nye sektorovergang vil ligeledes medføre et behov for, at kommuner og regioner arbejder sammen om at sikre, at borgere med indsatser på tværs får et godt og sammenhængende forløb. Det vil f.eks. kunne være forløb, hvor borgere modtager indsatser på tværs af social- og sundhedsområdet. Der vil også kunne være tale om forløb, hvor en borger tilknyttet akutsygeplejen får behov for andre indsatser, der iværksættes samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af akutsygeplejens indsatser. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er behov for vurdering af årsager til den akut opståede sygdom og fremadrettede forebyggelse af samme. Her vil akutsygeplejen og de kommunale samarbejdspartnere kunne rådgive og sparre på tværs af fagområder, afhængigt af den enkelte patients behov.

De nye sundhedsråd vil inden for deres geografisk afgrænsede område have det umiddelbare forvaltningsansvar for den regionale akutsygepleje.

Sundhedsrådene blev etableret i lov nr. 719 af 20. juni 2025 om en ny regional forvaltningsmodel med sundhedsråd, afskaffelse af kontaktudvalg, sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsaftaler i deres nuværende form, praksisplaner, kommunal medfinansiering på sundhedsområdet og nærhedsfinansiering samt konsekvensændringer i flere love som følge af sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland m.v.

I og med, at akutsygepleje vil skulle kunne leveres i alle dele af landet, på alle tider af døgnet og helt ud i borgerens eget hjem forudsættes, at akutsygeplejen fortsat vil have en udekørende funktion. Regionerne vil i den forbindelse kunne gøre brug af de opbyggede kompetencer i de nuværende akutfunktioner i kommunerne i forhold til etablering af akutsygeplejen.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at et regionsråd og en eller flere kommunalbestyrelser endvidere vil kunne indgå samarbejde efter en ny hjemmel, som foreslås indført i sundhedslovens § 118 d, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, om bl.a. de opgaver, som flyttes fra kommuner til regioner, herunder akutsygeplejen. Bestemmelsen giver mulighed for, at regioner og kommuner vil kunne indgå kontrakter om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.6.3 for en nærmere beskrivelse af betingelserne for kontrakter om samarbejde.

Kommuner og regioner skal efter gældende regler og aftaler sikre, at relevante oplysninger kan deles via den fælles digitale infrastruktur og øvrige datadelingsløsninger, således at borgere kan tilbydes sammenhængende forløb.

Den gældende bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007 om hjemmesygepleje, som ændret ved bekendtgørelse nr. 165 af 26. februar 2019 og tilhørende vejledning nr. 102 fra 11. december 2006 vil blive opdateret. Som følge heraf vil der også være behov for fornyede beskrivelser af arbejdsgange, herunder praksis for henvisning og tildeling.

For så vidt angår finansieringsansvaret for regional akutsygepleje se bemærkningerne til § 1, nr. 22.

Til nr. 12

Det følger af sundhedslovens § 139, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den kommunale sygeplejeordning.

Det foreslås, at i § 139 ændres »den kommunale sygeplejeordning« til »kommunal sygepleje efter § 138 og regional akutsygepleje efter § 138 a«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at bemyndigelsesbestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler om omfanget af og krav til både akutsygeplejen, som bliver regionsrådets ansvar, samt til den del af den kommunale sygepleje, som fortsat vil være kommunalbestyrelsens ansvar. Disse nærmere regler vil forventeligt afspejle det overordnede indhold i gældende bekendtgørelser på området i dag, som bl.a. omhandler målgruppe, omfang, kompetencer og tilrettelæggelse af ordningen.

Se nærmere beskrivelse af henholdsvis kommunal sygepleje og akutsygepleje under bemærkningerne til § 1, nr. 10 og 11.

Til nr. 13

(Til § 139 a)

Efter sundhedslovens § 140, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning jf. § 84 om genoptræningsplaner.

Efter § 84 fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om, at regionsrådet tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 84 er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus. Det fremgår bl.a., at genoptræningsplanen skal angive, om borgeren har behov for almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau. Niveauerne af genoptræning er yderligere udfoldet i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9538 af 2. juli 2018 om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner.

Ansvaret for alt genoptræning, herunder alle niveauer af genoptræning efter udskrivning fra sygehus, er således samlet i kommunerne. Regionsrådet har alene driftsansvar for den genoptræning, som skal foregå på sygehuset eller som foregår under indlæggelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 139 a , hvorefter kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri almen genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. § 84, jf. dog § 118 e, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbestyrelsen alene vil have myndighedsansvar for en del af den samlede genoptræningsindsats efter udskrivning fra sygehus, nemlig for almen genoptræning. Ansvaret for den anden del af den samlede genoptræningsindsats foreslås flyttet til regionsrådet, se nærmere nedenfor om den foreslåede § 139 b.

Det foreslås derfor, at § 140 nyaffattes. Det materielle indhold i den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 140, stk. 1, med den justering, at kommunalbestyrelsen fremover alene vil have ansvar for at tilbyde almen genoptræning.

Som led i sundheds- og omsorgspladserne, vil kommunalbestyrelsen, som følge af den foreslåede § 118 e, stk. 2, være undtaget fra at tilbyde almen genoptræning til borgere, som efter udskrivning fra sygehuset har behov for ophold på en sundheds- og omsorgsplads i regionen.

Kommunalbestyrelsens ansvar for almen genoptræning vil i de tilfælde først påbegynde, når borgeren ikke længere har behov for ophold på en sundheds- og omsorgsplads. Se mere om genoptræning efter udskrivning på sygehus i forbindelse med ophold på sundheds- og omsorgspladser under bemærkningerne til § 1, nr. 6.

Ved »almen genoptræning« i den foreslåede bestemmelse forstås et specifikt niveau af genoptræning efter udskrivning fra sygehuset, som omfatter genoptræning på basalt niveau og genoptræning på avanceret niveau. Det er bl.a. genoptræningsindsatser, som er målrettet større patientgrupper, og som kommunen vil skulle visitere til. Disse niveauer for genoptræning følger den opdeling, som allerede fremgår af bilag 1 i bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus.

Den foreslåede bestemmelse er knyttet op på en genoptræningsplan efter sundhedslovens § 84, som bl.a. vil skulle angive, hvilket niveau af genoptræning, som patienten har behov for, herunder om det er almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau.

Beskrivelserne og kriterier for, hvornår en patient har behov for de forskellige niveauer af genoptræning, er yderligere udfoldet i Sundhedsstyrelsens vejledning, herunder krav til forekomst, udstyr og organisering.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Sundhedsstyrelsen vil skulle opdatere beskrivelsen af niveauerne for genoptræning, herunder præcisere den faglige afgrænsning af bl.a. målgrupperne for almen genoptræning, herunder genoptræning på basalt niveau og genoptræning på avanceret niveau.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at genoptræning efter udskrivning vil omfatte alle patienter uanset diagnose og alder, der på udskrivningstidspunktet har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, der relaterer sig til den aktuelle sygehuskontakt.

Den foreslåede bestemmelse henviser fortsat til bemyndigelsesbestemmelsen om, at der vil kunne fastsættes nærmere regler om genoptræningsplaner efter udskrivning fra sygehus. Det er således hensigten, at det nuværende indhold i bekendtgørelse og vejledning i forhold til kommunalbestyrelsens forpligtelser for varetagelse af almen genoptræning på baggrund af genoptræningsplanen vil blive videreført.

Den foreslåede henvisning til bestemmelsen om genoptræningsplaner er også en videreførelse af gældende ret og vil bl.a. medføre, at kommunen ikke vil kunne tilsidesætte den lægefaglige vurdering af genoptræningsbehovet. For borgere, som udskrives med en genoptræningsplan til almen genoptræning, skal der fortsat laves en sundhedsfaglig vurdering i kommunen af, hvorvidt borgeren har behov for genoptræning på basalt eller avanceret niveau.

Udskrivningstidspunktet vil fastlægge tidspunktet for kommunens myndighedsansvar for at tilbyde genoptræningen, og såfremt der af sundhedsfaglige grunde er behov for en udskudt opstart af genoptræning, vil dette skulle fremgå af genoptræningsplanen.

Genoptræningsplanen vil desuden fortsat skulle indeholde oplysninger om, hvordan bopælsregionen og bopælskommunen kan kontaktes med henblik på koordinering af genoptræningsforløbet. Dette er også relateret til, at patienters behov for genoptræning vil kunne ændre sig undervejs i et genoptrænings- eller rehabiliteringsforløb i takt med at funktionsevneniveauet bedres. Der vil derfor kunne være behov for løbende justeringer i indsatser og niveauer, hvilket også nødvendiggør koordination mellem kommuner og regioner.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke føre til ændringer vedrørende myndighedernes ansvar for så vidt angår tilsyn, borgernes klagemuligheder m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på, at tilbud om genoptræning efter denne bestemmelse ikke vil kunne ydes samtidig med eller erstattes af f.eks. tilskud til fysioterapeutisk behandling efter sundhedslovens § 67 om tilskud til fysioterapi i privat praksis. Hvis en person, der er omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi efter sundhedslovens § 140 a, har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus i forbindelse med behandling for anden tilstand end knyttet op på den vederlagsfri fysioterapeutiske behandling, vil personen skulle tilbydes vederlagsfri genoptræning efter den foreslåede § 139 a og sygehuset skal udarbejde en genoptræningsplan i forbindelse med, at behandlingen på sygehuset afsluttes.

Det indholdsmæssige i bekendtgørelsen og vejledningen i forhold til forpligtelserne i forbindelse med varetagelse af genoptræning på baggrund af genoptræningsplanen vil også blive videreført.

Bekendtgørelsen og vejledningen vil blive tilpasset den ændrede ansvarsfordeling for genoptræning, og afspejle, at der fremover vil være to myndigheder med ansvar for genoptræning efter udskrivning, samt at der indføres sundheds- og omsorgspladser i regionerne.

De øvrige gældende regler i forhold til at tilbyde genoptræning efter sundhedsloven vil i vid udstrækning blive videreført, se mere under bemærkningerne til § 1, nr. 14.

(Til § 139 b)

Efter sundhedslovens § 140, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. § 84 om genoptræningsplaner.

Efter § 84 fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om, at regionsrådet tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 84 er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus. Det fremgår bl.a., at genoptræningsplanen skal angive, om borgeren har behov for almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau. Niveauerne af genoptræning er yderligere udfoldet i vejledning nr. 9538 af 2. juli 2018 om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner.

Ansvaret for alt genoptræning, herunder alle niveauer af genoptræning efter udskrivning fra sygehus, er således samlet i kommunerne. Regionsrådet har i dag alene driftsansvar for den genoptræning, som skal foregå på sygehuset. Derudover har regionsrådet ansvar for genoptræning, som foregår under indlæggelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 139 b , hvorefter regionsrådet tilbyder vederlagsfri genoptræning på specialiseret niveau og rehabilitering på specialiseret niveau til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. § 84.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at regionsrådet vil have myndigheds- og finansieringsansvar for en del af den samlede genoptræningsindsats efter udskrivning fra sygehus, nemlig for genoptræning på specialiseret niveau og rehabilitering på specialiseret niveau. Ansvaret for den almene del af den samlede genoptræningsindsats foreslås bibeholdt i kommunerne, se nærmere ovenfor om den foreslåede § 139 a.

Det foreslås derfor, at § 140 nyaffattes. Det materielle indhold i den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 140, stk. 1, med den justering, at det fremover vil være regionsrådet, der har ansvar for at tilbyde genoptræning på specialiseret niveau og rehabilitering på specialiseret niveau.

Sundhedsstyrelsen har vurderet, at en lille gruppe af de patienter, der i dag modtager genoptræning på avanceret niveau med fordel kan omfattes af målgruppen for rehabilitering på specialiseret niveau. Det skyldes deres genoptræningsbehov, og at de har omfattende funktionsevnenedsættelser af betydning for flere livsområder. Det medfører, at rehabilitering på specialiseret niveau fremover udvides til også at omfatte de mest specialiserede dele af genoptræning på avanceret niveau.

Ved »genoptræning på specialiseret niveau og rehabilitering på specialiseret niveau« i den foreslåede bestemmelse forstås specifikke niveauer af genoptræning efter udskrivning fra sygehuset. Det er bl.a. genoptræningsindsatser, som er målrettet mindre patientgrupper med specialiserede og komplekse behov, og som regionen vil skulle visitere til. De to niveauer for genoptræning følger den opdeling, som allerede fremgår af bilag 1 i bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018.

Behov for rehabilitering på specialiseret niveau ved udskrivning fra sygehus kan både omfatte ambulante og døgndækkende indsatser m.v. Hvis en borger har behov for døgndækkende indsatser kan selve opholdet både foregå på et opholdssted efter anden lovgivning, eller regionen kan selv oprette pladser til formålet. Det kan dog ikke foregå på regionernes sundheds- og omsorgspladser jf. den foreslåede § 118 e, stk. 2. Det vil dog være muligt for regionen at oprette pladser målrettet rehabilitering på specialiseret niveau efter § 139 b på den samme matrikel som sundheds- og omsorgspladser. Se nærmere om sundheds- og omsorgspladser under § 1 nr. 6.

Borgere med behov for rehabilitering på specialiseret niveau vil desuden ofte have behov for flere forskellige sundhedsindsatser efter sundhedsloven og andre indsatser efter anden lovgivning, som en del af en bredere rehabiliteringsindsats.

Den foreslåede bestemmelse er knyttet op på en genoptræningsplan efter sundhedslovens § 84, som bl.a. vil skulle angive, hvilket niveau af genoptræning, som patienten har behov for, herunder om det er almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau.

Genoptræningsplaner for patienter med behov for rehabilitering på specialiseret niveau vil fortsat skulle beskrive patientens samlede funktionsevne samt patientens samlede behov for rehabiliteringsindsatser på udskrivelsestidspunktet.

Beskrivelserne og kriterier for, hvornår en patient har behov for de forskellige niveauer af genoptræning, er yderligere udfoldet i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9538 af 2. juli 2018 om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner, herunder krav til forekomst, udstyr og organisering.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Sundhedsstyrelsen vil skulle opdatere beskrivelsen af niveauerne for genoptræning, herunder præcisere den faglige afgrænsning af bl.a. målgrupperne for genoptræning på specialiseret niveau og rehabilitering på specialiseret niveau.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at genoptræning efter udskrivning vil omfatte alle patienter uanset diagnose og alder, der på udskrivningstidspunktet har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, der relaterer sig til den aktuelle sygehuskontakt.

Den foreslåede bestemmelse henviser fortsat til bemyndigelsesbestemmelsen om, at der vil kunne fastsættes nærmere regler om genoptræningsplaner efter udskrivning fra sygehus. Den foreslåede binding til bestemmelsen om genoptræningsplaner vil bl.a. medføre, at regionen ikke vil kunne tilsidesætte den lægefaglige vurdering af genoptræningsbehovet.

Det er således hensigten, at det nuværende indhold i bekendtgørelse og vejledning i forhold til regionsrådets forpligtelser for genoptræningsplaner og varetagelse af genoptræning på baggrund heraf vil blive videreført og blot tilpasset det ændrede opgaveansvar. Det gælder regionernes ansvar for genoptræning på specialiseret niveau, som allerede i dag foregår på sygehuset, hvor både myndigheds- og finansieringsansvaret fremover vil være regionalt. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 24. Derudover udvides regionernes ansvarsområde til også at omfatte rehabilitering på specialiseret niveau.

Udskrivningstidspunktet vil fastlægge tidspunktet for regionens myndighedsansvar for at tilbyde genoptræningen og såfremt der af sundhedsfaglige grunde er behov for en udskudt opstart af genoptræning, vil dette skulle fremgå af genoptræningsplanen. Det forventes i den sammenhæng fastsat, at genoptræningsplanen fremover vil skulle sendes til bopælsregionen, den praktiserende læge og bopælskommunen.

Genoptræningsplanen vil desuden fortsat skulle indeholde oplysninger om, hvordan bopælsregionen og bopælskommunen kan kontaktes med henblik på koordinering af genoptræningsforløbet. Dette er også relateret til, at patienters behov for genoptræning vil kunne ændre sig undervejs i et genoptrænings- eller rehabiliteringsforløb i takt med at funktionsevneniveauet bedres. Der vil derfor kunne være behov for løbende justeringer i indsatser og niveauer, hvilket også nødvendiggør koordination mellem kommuner og regioner.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke føre til ændringer vedrørende myndighedernes ansvar for så vidt angår tilsyn, borgernes klagemuligheder m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på, at tilbud om genoptræning efter denne bestemmelse ikke vil kunne ydes samtidig med eller erstattes af f.eks. tilskud til fysioterapeutisk behandling efter sundhedslovens § 67 om tilskud til fysioterapi i privat praksis. Hvis en person, der er omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi efter sundhedslovens § 140 a, har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus i forbindelse med behandling for anden tilstand end knyttet op på den vederlagsfri fysioterapeutiske behandling, vil personen skulle tilbydes vederlagsfri genoptræning efter den foreslåede § 139 a og sygehuset skal udarbejde en genoptræningsplan i forbindelse med, at behandlingen på sygehuset afsluttes.

Regionsrådet vil forventeligt kunne drage fordel af at tilrettelægge genoptræningsindsatserne i forlængelse af regionsrådets nuværende ansvar for genoptræning under indlæggelse.

Det indholdsmæssige i bekendtgørelsen og vejledningen i forhold til forpligtelserne i forbindelse med varetagelse af genoptræning på baggrund af genoptræningsplanen vil også blive videreført og tilpasset regionsrådets ansvar.

De øvrige gældende regler i forhold til at tilbyde genoptræning efter sundhedsloven vil i vid udstrækning blive videreført, se mere i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14.

Til nr. 14

Det fremgår af sundhedslovens § 140, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning og en genoptræningsplan, jf. § 84 om genoptræningsplaner.

Det følger af § 140, stk. 2, at kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale træningstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 1, at kommunalbestyrelsens og regionsrådets indsatser efter §§ 139 a og 139 b tilrettelægges i sammenhæng med andre relaterede kommunale og regionale træningsindsatser m.v.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret og vil medføre, at genoptræning, som kan udgøre en del af en bred rehabiliteringsindsats på linje med andre tilbud efter anden lovgivning, vil kunne tilrettelægges i det lys. Det overordnede hensyn i forhold til tilrettelæggelsen vil være, at indsatserne har det samlede formål at forbedre eller vedligeholde patientens funktionsevne. Det kan f.eks. være indsatser i sundhedsloven såsom patientrettet forebyggelse efter § 119, stk. 3, samt på det sociale område, specialundervisningsområdet og beskæftigelsesområdet.

Kommunalbestyrelsens ansvar for almen genoptræning vil i medfør af bestemmelsen kunne supplere og tilrettelægges i henhold til relaterede indsatser i både kommune og region, herunder også kommunernes ansvar for andre trænings- og rehabiliteringsindsatser efter anden lovgivning f.eks. efter den sociale lovgivning.

Tilsvarende vil regionsrådets ansvar for genoptræning på specialiseret niveau og rehabilitering på specialiseret niveau ligeledes kunne supplere og tilrettelægges i henhold til relaterede indsatser i både regioner og kommuner, også indsatser efter anden lovgivning såsom lovgivning på det sociale område, specialundervisningsområdet og beskæftigelsesområdet.

De nye sundhedsråd vil inden for deres geografisk afgrænsede område have det umiddelbare forvaltningsansvar for rehabilitering på specialiseret niveau. Sundhedsrådene forventes at få en central rolle i at sikre det fortsatte fokus på sammenhængende forløb for personer med behov for genoptræning og samtidige indsatser efter anden lovgivning, som f.eks. kommunen står for at visitere til. Med henblik på at sikre sammenhæng og koordination i håndteringen kan det være relevant og hensigtsmæssigt at indgå nærmere samarbejdsaftaler om at sikre sammenhængende genoptrænings- og rehabiliteringsforløb. Sundhedsrådene blev etableret i lov nr. 719 af 20. juni 2025 om en ny regional forvaltningsmodel med sundhedsråd, afskaffelse af kontaktudvalg, sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsaftaler i deres nuværende form, praksisplaner, kommunal medfinansiering på sundhedsområdet og nærhedsfinansiering samt konsekvensændringer i flere love som følge af sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9538 af 2. juli 2018, bl.a. vil blive revideret i forhold til, hvordan der fortsat skal sikres sammenhængende, helhedsorienterede og koordinerede genoptræningsforløb på tværs af regioner og kommuner. Derudover vil revideringen beskrive myndighedernes ansvar for at tilrettelægge genoptræningsindsatsen i sammenhæng med øvrige relevante rehabiliteringsindsatser i henhold til sundhedsloven og anden lovgivning, som henholdsvis regionen eller kommunen har ansvaret for.

Derudover forventes det, at kommuner og regioner vil sikre sammenhæng for borgerens forløb på tværs af sektorer. Det gælder f.eks. på hjerneskadeområdet, hvor flere kommuner i dag f.eks. har koordinerende funktioner enten i form af hjerneskadekoordinatorer eller koordinerende teams.

Efter § 140, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen tilvejebringe tilbud om genoptræning i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 2, at kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet kan tilvejebringe tilbud om genoptræning efter §§ 139 a og 139 b ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved at indgå aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret, som giver kommuner og regioner mulighed for at vurdere og træffe beslutninger om, hvordan genoptræningsindsatserne skal løftes inden for de i loven foreslåede afgrænsede niveauer. Myndighederne vil på denne måde kunne vurdere ud fra egne lokale forhold og muligheder, hvordan opgaverne løses bedst.

Som det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede § 139 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 13, flyttes ansvaret for genoptræningsniveauet rehabilitering på specialiseret niveau til regionsrådet. Det er dog ikke hensigten, at disse indsatser fremover vil skulle foregå på sygehuset. Det ændrede ansvar for rehabilitering på specialiseret niveau vil kunne medføre, at regionerne nogle steder samler indsatserne for at sikre en bæredygtig opgaveløsning i høj kvalitet. Det vil kunne betyde, at der for nogle borgere med behov for rehabilitering på specialiseret niveau, kan blive længere til tilbud om genoptræning. Regionsrådet vil dog skulle tage et vist hensyn til at sikre nærhed i indsatserne i det omfang, det er muligt.

Grundlaget for overvejelser om et muligt kommunalt driftsansvar skal bero på en samlet vurdering og med afsæt i parametre om høj kvalitet, faglig og økonomisk bæredygtighed og geografisk nærhed for borgeren. Såfremt det ønskes, at kommunerne varetager et driftsansvar for rehabilitering på specialiseret niveau, skal der indgås individuelle lokale driftsaftaler mellem kommunerne og regionerne. Det gælder både for eksisterende tilbud og for tilbud der oprettes af sundhedsrådet. Det er forventningen, at det alene vil være et lille antal kommuner, der vil kunne varetage driften af rehabilitering på specialiseret niveau.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at et regionsråd og en eller flere kommunalbestyrelser endvidere vil kunne indgå samarbejde efter en ny hjemmel, som foreslås indført i sundhedslovens § 118 d, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, om bl.a. de opgaver, som flyttes fra kommuner til regioner, som f.eks. genoptræningsindsatser. Bestemmelsen giver mulighed for, at regioner og kommuner vil kunne indgå kontrakter om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.6.3 for en nærmere beskrivelse af betingelserne for kontrakter om samarbejde.

For nærmere beskrivelse om kommuner og regioners tilrettelæggelse, herunder tilsyn i den forbindelse, henvises til gennemgang af foreslåede § 140, stk. 6 nedenfor.

Det følger af § 140, stk. 4, at en person, der udskrives fra sygehus med en genoptræningsplan, kan, medmindre genoptræningen skal foregå på sygehus, vælge at modtage genoptræningen hos en privat leverandør, som KL har indgået aftale med efter stk. 5, hvis kommunalbestyrelsen ikke inden for syv dage efter udskrivning fra sygehus kan tilbyde opstart af genoptræningen, jf. stk. 3. Angiver genoptræningsplanen, at genoptræningen af sundhedsfaglige grunde først bør opstartes på et senere tidspunkt end udskrivningstidspunktet, regnes fristen dog fra dette tidspunkt.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 3, at en person, der udskrives fra sygehus med en genoptræningsplan, jf. § 84, kan, medmindre genoptræningen skal foregå på sygehus eller på en sundheds- og omsorgsplads efter § 118 e, stk. 2, vælge at modtage genoptræningen hos en privat leverandør, som KL henholdsvis Danske Regioner har indgået aftale med efter stk. 4, hvis kommunalbestyrelsen eller regionsrådet ikke inden for syv dage efter udskrivning fra sygehus kan tilbyde opstart af genoptræningen, jf. stk. 2. For borgere med ophold på en sundheds- og omsorgsplads efter § 118 e, stk. 2, med fortsat genoptræningsbehov efter § 139 a, vil fristen regnes fra endt ophold på sundheds- og omsorgspladsen. Angiver genoptræningsplanen, at genoptræningen af sundhedsfaglige grunde først bør opstartes på et senere tidspunkt end udskrivningstidspunktet, regnes fristen dog fra dette tidspunkt.

Bestemmelsen omhandler frit valg til genoptræning, som giver personer, som er udskrevet til genoptræning, ret til at vælge en privat leverandør af genoptræning, hvis de ikke kan tilbydes genoptræning inden for syv dage.

Det er en videreførelse af retten til frit valg til genoptræning, som blev indført ved lov nr. 557 af 29. maj 2018 om ændring af bl.a. sundhedsloven, der trådte i kraft d. 1. juli 2018, og som bygger på erfaringerne med det udvidede frie sygehusvalg.

Ved »opstart« i den foreslåede bestemmelse forstås det første møde med en sundhedsperson, der skal varetage hele eller dele af borgerens genoptræning. Dette første møde med en sundhedsperson kan som udgangspunkt tilbydes som en almindelig konsultation eller alternativt som f.eks. en tele- eller videokonsultation, såfremt der er et alternativ til den digitale konsultation, hvis borgeren måtte ønske det. Digitale konsultationer er underlagt samme gældende regler, faglige normer og retningslinjer som i andre behandlingssituationer.

Undtaget fra fristen på syv kalenderdage efter udskrivning vil således være de situationer, hvor ventetiden er sundhedsfagligt begrundet eller skyldes patientens eget ønske. Sundhedsfagligt begrundet ventetid vil være tilfælde, hvor genoptræningen af hensyn til behandlingen ikke vil kunne påbegyndes umiddelbart efter udskrivningen.

Det kan f.eks. være, hvis opstart af genoptræningen vil skulle afvente, at patienten afbandageres. I disse tilfælde vil sygehuset ved udarbejdelsen genoptræningsplanen skulle angive i planen, hvornår genoptræningen i stedet vil kunne påbegyndes. I disse tilfælde vil de syv dage derfor skulle tælles fra det sundhedsfagligt begrundede tidspunkt i stedet.

Den foreslåede ordning om frit valg til genoptræning vil ikke gælde for genoptræning i de tilfælde, hvor borgeren efter udskrivelse fra sygehus har behov for ophold på en sundheds- og omsorgsplads i regionen jf. den foreslåede § 118 e, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 6. Disse borgere vil være omfattet af reglerne for sundheds- og omsorgspladser. Tidsfristen for opstart af genoptræning inden for syv kalenderdage, vil i de tilfælde, hvor borgere har behov for ophold på en sundheds- og omsorgsplads, således først gælde fra det tidspunkt, hvor borgeren ikke længere har ophold på en sundheds- og omsorgsplads. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at døgnophold til borgere med behov for rehabilitering på specialiseret niveau ikke kan foregå på regionernes sundheds- og omsorgspladser jf. den foreslåede § 118 e, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 6 og den foreslåede § 139 b i lovforslagets § 1, nr. 13. Undtagelserne for tidsfristen til genoptræning omfatter derfor ikke rehabilitering på specialiseret niveau, som således vil være omfattet af hovedreglen i den foreslåede bestemmelse om frit valg.

Se mere om varetagelse af genoptræning efter udskrivning på sygehus i forbindelse med ophold på sundheds- og omsorgspladser under bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Den foreslåede ordning vil ikke gælde for genoptræning på specialiseret niveau, der foregår på sygehus. Denne genoptræning er allerede i dag omfattet af frit og udvidet frit sygehusvalg, jf. § 7, stk. 6, i bekendtgørelse om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus.

Kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan, som foreslået i § 140, stk. 2, tilvejebringe tilbud om genoptræning ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

Efter § 140, stk. 5, indgår KL på kommunernes vegne aftale med de private leverandører om levering af genoptræning efter stk. 4.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 4, at KL indgår på kommunernes vegne aftale med private leverandører om levering af genoptræning efter § 139 a. Danske Regioner indgår på regionernes vegne aftale med private leverandører om levering af genoptræning efter § 139 b.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret og vil indebære, at samtlige kommuner og regioner vil være bundet af henholdsvis KLs og Danske Regioners aftale. Der vil således ikke være mulighed for, at den enkelte kommune eller region vil kunne vælge at stå uden for aftalen og selv indgå aftale. Dette vil også være tilfældet i den situation, hvor en kommune eller region skulle vælge at udtræde af KL eller Danske Regioner.

Den foreslåede bestemmelse er sprogligt justeret for at afspejle, at KL kan indgå aftaler for kommunerne, og Danske Regioner kan indgå aftaler for regionerne. Derudover er den foreslåede bestemmelse en videreførelse af gældende ret, hvorefter KL og nu også Danske Regioner vil være bemyndiget til at indgå aftalerne med de private leverandører af genoptræning i ordningen.

KL og Danske Regioner vil skulle indgå aftale med de leverandører, der måtte ønske det, forudsat at de lever op til de fastsatte krav til kvalitet, dokumentation, kommunikation m.v.

KL og Danske Regioner vil kunne afvise at indgå aftaler med leverandører, der ikke lever op til de fastsatte krav i ordningen. Det forudsættes, at KL og Danske Regioner ved aftaleindgåelsen med de private leverandører søger at sikre den bedst mulige dækning af de private tilbud i ordningen, under forudsætning af, at ydelserne kan leveres med den fornødne kvalitet.

Den nærmere afgrænsning af ydelser, specifikke kvalitetskrav og vilkår m.v. fastsættes i aftalerne mellem KL eller Danske Regioner og de private leverandører.

Ifølge § 140, stk. 6, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser i forhold til udmøntningen af stk. 4, herunder om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at informere borgerne om deres muligheder for frit valg og vilkårene herfor, og om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn med leverandørerne, der indgår aftale efter stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om leverandørernes forpligtelser i forhold til modtagelse af borgere i ordningen, om deklaration af oplysninger til brug for borgerens frie valg og dokumentation af faglige kvalifikationer og leveret genoptræning og om information om ændringer i borgerens behov. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om betingelser for borgerens valg af leverandør efter stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om KLs aftaleindgåelse med leverandører, herunder om brug af underleverandører og tilsyn med leverandører.

Bemyndigelsen om, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 5, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om borgerens mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud efter stk. 2 og 3.

Bemyndigelsesbestemmelserne i den gældende stk. 6 vil således blive delt op i selvstændige stykker for læsevenlighedens skyld.

Den foreslåede videreførelse af bestemmelsen vil medføre, at der også fremover vil være en bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem disse genoptræningstilbud.

Bemyndigelsen forventes at blive udmøntet med afsæt i den eksisterende bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus.

Bekendtgørelsen vil skulle opdateres som følge af de foreslåede ændringer i opgaveansvaret for genoptræningsniveauerne. Bekendtgørelsen forventes fortsat at ville indeholde nærmere regler om fritvalgsordningen, herunder at patienterne også vil kunne vælge genoptræningstilbud på andre kommuners eller regioners institutioner på det til patienten angivne specialiseringsniveau.

Bestemmelsens videreførelse vil ikke medføre ændringer i, at en kommunes eller regions genoptræningsinstitution af kapacitetsmæssige årsager vil kunne afvise at modtage patienter, der har bopæl i en anden kommune eller region, hvis institutionen har væsentlig længere ventetider til genoptræning end andre kommunale eller regionale genoptræningsinstitutioner, og hvis væsentlige hensyn til patienter fra egen kommune eller region ellers vil blive tilsidesat.

Som efter gældende regler vil personer, som efter udskrivning har behov for genoptræning, som ydes på et sygehus, kunne vælge mellem enhver regions sygehuse.

Ifølge § 140, stk. 6, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser i forhold til udmøntningen af stk. 4, herunder om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at informere borgerne om deres muligheder for frit valg og vilkårene herfor, og om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn med leverandørerne, der indgår aftale efter stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om leverandørernes forpligtelser i forhold til modtagelse af borgere i ordningen, om deklaration af oplysninger til brug for borgerens frie valg og dokumentation af faglige kvalifikationer og leveret genoptræning og om information om ændringer i borgerens behov. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om betingelser for borgerens valg af leverandør efter stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om KLs aftaleindgåelse med leverandører, herunder om brug af underleverandører og tilsyn med leverandører.

Bemyndigelsen om, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser i forhold til udmøntningen af stk. 4, herunder om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at informere borgerne om deres muligheder for frit valg og vilkårene herfor, og om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn med leverandørerne, der indgår aftale efter stk. 5, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 6, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens og regionsrådets forpligtelser i forhold til udmøntningen af stk. 3, herunder om kommunalbestyrelsens og regionsrådets forpligtelse til at informere borgerne om frit valg og vilkårene herfor, og om kommunalbestyrelsens og regionsrådets forpligtelse til at føre tilsyn med leverandørerne, der indgår aftale efter stk. 4.

Bemyndigelsesbestemmelserne i den gældende stk. 6 vil således blive delt op i selvstændige stykker for læsevenlighedens skyld.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren vil være bemyndiget til at kunne udstede regler om, at henholdsvis kommunalbestyrelsen og regionsrådet hurtigt vil skulle afklare, hvor og hvornår der vil kunne gives et kommunalt eller regionalt tilbud om genoptræning.

Bemyndigelsen forventes at blive udmøntet med afsæt i den eksisterende bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus, hvori det indholdsmæssige vil blive videreført og foreslås tilpasset i forhold forslaget om, at regionsrådet fremover også vil få ansvar for at sikre frit valg til genoptræning.

Bemyndigelsesbestemmelsen forventes udmøntet i administrative regler, som vil videreføre regler i gældende bekendtgørelser, herunder om at kommunalbestyrelsen med ansvar for almen genoptræning vil skulle oplyse, hvilken type almen genoptræning, som kommunen har vurderet, der er behov for, herunder om det er på basalt eller avanceret niveau.

Videre forventes videreført nærmere regler om frit valg, opstartskriteriet i forhold til muligheden for frit valg, orientering til borgeren om tidspunkt for opstart og muligheden for at benytte en privat leverandør af genoptræning. Det er en forudsætning for, at borgeren kan tage stilling til, om borgeren ønsker at benytte det frie valg, at borgere oplyses om, hvilken genoptræning kommunalbestyrelsen har vurderet er nødvendig inden for almen genoptræning, og at samtlige borgere oplyses om, hvornår genoptræningen kan opstartes. Det er afgørende for borgerens mulighed for at se, hvilke leverandører borgeren kan vælge og dermed borgerens mulighed for at benytte det frie valg.

Det er endvidere en forudsætning, at borgeren tidligt modtager disse oplysninger, så borgeren har mulighed for at undersøge, om der er en privat leverandør, der kan tilbyde hurtigere opstart. Der vil derfor blive stillet krav om, at kommunen og regionen efter få dage har taget stilling til, hvilken type genoptræning inden for almen genoptræning og opstartsdato, der skal tilbydes borgeren, og har informeret borgeren herom.

Der forventes ligeledes videreført administrative regler om, at informationen fra kommunen eller regionen til borgeren skal foreligge via digital post, medmindre borgeren er undtaget fra at modtage digital post, som det følger af lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Borgeren vil herefter kunne tage stilling til, om borgeren ønsker at benytte det kommunale eller regionale tilbud, eller om borgeren ønsker at benytte sig af muligheden for det frie valg.

Borgeren vil alene kunne vælge en leverandør, der kan levere den genoptræning, som kommunen eller regionen visiterer til på baggrund af genoptræningsplanen.

Det vil være udgangspunktet for fastsættelsen af de nærmere regler om muligheden for at vælge mellem private leverandører i ordningen, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan afvise borgerens mulighed for at benytte en privat leverandør, såfremt den ønskede private leverandør har en længere ventetid på opstart end kommunalbestyrelsen eller regionsrådet har tilbudt, eller hvis den ønskede leverandør ikke har indgået aftale med KL og Danske Regioner om den pågældende type af genoptræning. Hvis den private leverandør, som borgeren ønsker at benytte, kan tilbyde opstart senest samtidig med den kommunale og regionale leverandør og har indgået aftale med KL og Danske Regioner om den pågældende type af genoptræning, er kommunalbestyrelsen og regionsrådet ikke længere forpligtet til at stille den tilbudte kommunale og regionale opstartstid til rådighed, og den tilbudte tid kan herefter tilbydes en anden borger.

Borgeren vil dog ikke miste retten til genoptræning i kommunalt eller regionalt regi, såfremt et genoptræningsforløb ved en privat leverandør i ordningen f.eks. må afbrydes som følge af uforudsete omstændigheder m.v.

Kommunalbestyrelsen og regionsrådet vil, udover den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, have en almindelig ret og pligt til at føre tilsyn med udførelsen af opgaven som en del af myndighedsansvaret for opgaven, jf. også lovforslagets § 1, nr. 13 og bemærkningerne dertil.

Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet, det vil sige i forhold til alle typer af behandlingssteder i sundhedsvæsenet, jf. sundhedslovens § 213, stk. 1. Det fremgår af sundhedslovens § 213, stk. 2, at Styrelsen for Patientsikkerhed løbende gennemfører tilsyn med udvalgte behandlingssteder nævnt i § 213 c, stk. 1, ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko for patientsikkerhed. Der er tale om et risikobaseret tilsyn. Det fremgår af sundhedslovens § 213 c, stk. 1, at sygehusenheder, klinikker, praksisser, plejecentre, plejehjem, bosteder, sundheds- eller genoptræningssteder og andre behandlingssteder, hvor sundhedspersoner udøver behandling, skal lade sig registrere hos de centrale sundhedsmyndigheder, jf. dog stk. 2 og 3. Det fremgår af sundhedslovens § 213 c, stk. 3, at Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter nærmere regler om registrering efter stk. 1, herunder regler om nærmere afgrænsning af de behandlingssteder der skal lade sig registrer, undtagelser til denne registrering, og at registrering skal ske elektronisk. Denne bemyndigelse er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1206 af 20. november 2024 om registrering af, underretning om og tilsyn med offentlige og private behandlingssteder m.v.

Leverandører af frit valg af genoptræning vil være omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn efter sundhedslovens § 213. Da der allerede føres tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed af Styrelsen for Patientsikkerhed, og da KL og Danske Regioner kan stille krav om dokumentation for relevante faglige kvalifikationer m.v., er der allerede en række forhold vedrørende kvalitet, som kommunerne og regionerne ikke behøver at føre tilsyn med.

Samtidig vurderes det, at der med lovforslaget kan etableres tilstrækkeligt grundlag for at sikre, at kommunerne og regionerne har et omfattende vidensgrundlag om leverandørerne og dermed allerede har en sikkerhed for, hvad leverandørerne kan og skal levere, hvilket yderligere begrænser behovet for at føre tilsyn med leverandørerne. Der vil således stadig påhvile kommunerne og regionerne et ansvar for, at opgaveløsningen sker inden for rammerne af genoptræningsplanen og med den fornødne kvalitet m.v.

Kommunalbestyrelsen og regionsrådet vil fortsat have en tilsynsforpligtelse, men der vurderes ikke at være behov for, at den enkelte kommune eller region fører regelmæssigt tilsyn med hver enkelt leverandør af genoptræningsydelser til kommunens og regionens borgere, ligesom der ikke i reglerne vil blive stillet krav om en særlig kadence for kommunalbestyrelsens og regionsrådets tilsyn.

Kommunernes og regionernes tilsyn med de private leverandører i ordningen forudsættes at omhandle, hvorvidt leverandørerne lever op til de gældende krav. Ved tilsynene kan kommunen og regionen således som udgangspunkt ikke forlange, at private leverandører skal leve op til krav, som kommunen og regionen ikke selv skal leve op til ved levering af genoptræningen, og tilsynene må ikke være uforholdsmæssigt byrdefulde for de private leverandører.

Det vil således være op til den enkelte kommune og region at beslutte, hvordan tilsynet skal tilrettelægges og hvor omfattende et tilsyn, der skal føres. Hvis der f.eks. stilles krav til leverandørernes dokumentation af forløb, vil kommunerne og regionen således have en viden om, hvordan opgaven udføres, og vil kunne koncentrere sit tilsyn i forhold til sager, hvor der vurderes at være problemer med leverancerne.

Det er udmøntet i kapitel 5 i bekendtgørelse nr. 919 af 22. juni 2018 om aftaleindgåelse i forhold til frit valg af genoptræning efter sundhedsloven. Det indholdsmæssige vil blive videreført og foreslås tilpasset i forhold forslaget om, at regionsrådet fremover også vil få ansvar for at sikre frit valg til genoptræning.

Ifølge § 140, stk. 6, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser i forhold til udmøntningen af stk. 4, herunder om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at informere borgerne om deres muligheder for frit valg og vilkårene herfor, og om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn med leverandørerne, der indgår aftale efter stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om leverandørernes forpligtelser i forhold til modtagelse af borgere i ordningen, om deklaration af oplysninger til brug for borgerens frie valg og dokumentation af faglige kvalifikationer og leveret genoptræning og om information om ændringer i borgerens behov. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om betingelser for borgerens valg af leverandør efter stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om KLs aftaleindgåelse med leverandører, herunder om brug af underleverandører og tilsyn med leverandører.

Bemyndigelsen om, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om leverandørernes forpligtelser i forhold til modtagelse af borgere i ordningen, om deklaration af oplysninger til brug for borgerens frie valg og dokumentation af faglige kvalifikationer og leveret genoptræning og om information om ændringer i borgerens behov, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 919 af 22. juni 2018 om aftaleindgåelse i forhold til frit valg til genoptræning efter sundhedsloven.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 7, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om leverandørernes forpligtelser i forhold til modtagelse af borgere i ordningen og deklaration af oplysninger til brug for borgerens frie valg, herunder dokumentation af faglige kvalifikationer, leveret genoptræning samt information om ændringer i borgerens behov.

Bemyndigelsesbestemmelserne i den gældende stk. 6 vil således blive delt op i selvstændige stykker for læsevenlighedens skyld.

Bemyndigelsen forventes at blive udmøntet med afsæt i den eksisterende bekendtgørelse nr. 919 af 22. juni 2018 om aftaleindgåelse i forhold til frit valg til genoptræning efter sundhedsloven, hvori det indholdsmæssige vil blive videreført og foreslås tilpasset i forhold til forslaget om, at regionsrådet fremover også vil få ansvar for at sikre frit valg til genoptræning.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er således en videreførelse af gældende ret og forventes udmøntet i regler om, at leverandøren skal tage imod de borgere, der ønsker at benytte leverandøren, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Der vil kunne videreføres regler om, at genoptræningsindsatsen skal varetages af sundhedspersoner med de fornødne faglige kompetencer, og at det skal være en autoriseret sundhedsperson, der har ansvaret for den leverede genoptræning.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse forventes ligeledes at blive udmøntet i nærmere regler om, at det vil være en forudsætning for at indgå aftaler, at leverandøren som minimum lever op til de faglige krav, som typen af genoptræning forudsætter.

Ifølge § 140, stk. 6, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser i forhold til udmøntningen af stk. 4, herunder om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at informere borgerne om deres muligheder for frit valg og vilkårene herfor, og om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn med leverandørerne, der indgår aftale efter stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om leverandørernes forpligtelser i forhold til modtagelse af borgere i ordningen, om deklaration af oplysninger til brug for borgerens frie valg og dokumentation af faglige kvalifikationer og leveret genoptræning og om information om ændringer i borgerens behov. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om betingelser for borgerens valg af leverandør efter stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om KLs aftaleindgåelse med leverandører, herunder om brug af underleverandører og tilsyn med leverandører.

Bemyndigelsen om, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om betingelser for borgerens valg af leverandør efter stk. 4, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 8, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om borgerens valg af leverandør efter stk. 3.

Bemyndigelsesbestemmelserne i den gældende stk. 6 vil således blive delt op i selvstændige stykker for læsevenlighedens skyld.

Bemyndigelsen forventes at blive udmøntet med afsæt i den eksisterende bekendtgørelse nr. 918 af 22. juni 2018 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus, hvori det indholdsmæssige vil blive foreslået videreført tilpasset i forhold til forslaget om, at regionsrådet fremover også vil få ansvar for at sikre frit valg til genoptræning.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er således en videreførelse af gældende ret, der vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at hvis borgeren er omfattet af muligheden for at benytte sig af en privat leverandør, er det op til borgeren at afklare, hvilken af de mulige leverandører, der ønskes, og om denne kan tilbyde opstart senest samtidig med den af kommunalbestyrelsen eller regionsrådets tilbudte tid.

I forhold til almen genoptræning vil borgeren kunne vælge mellem alle de leverandører, der er godkendt til at levere den type genoptræning inden for almen genoptræning, som kommunalbestyrelsen har vurderet, at borgeren har brug for og meddelt borgeren. Borgerens frie valg vil således ikke kunne afgrænses til en bestemt kommune eller region.

Der forventes desuden videreført, at der fastsættes regler om, at borgeren vil skulle meddele kommunen eller regionen, hvilken leverandør borgeren ønsker at benytte, og hvornår denne kan opstarte genoptræning. Det vil være en forudsætning, at leverandøren har givet et konkret og bindende tilbud om opstart, samt at opstart vil kunne ske senest samtidig med kommunalbestyrelsens eller regionsrådets tilbud om opstart af genoptræning. Hvis oplysningerne fremgår af en fælles offentlig portal, kan kommunalbestyrelsen eller regionsrådet henvise borgeren til at finde oplysningerne på denne. Det vil således være borgerens ansvar at finde og vælge en leverandør samt afklare med denne, om der kan tilbydes opstart senest samtidig med kommunalbestyrelsens eller regionsrådets tilbud om opstart. Der vil dog påhvile kommunalbestyrelsen og regionsrådet en forpligtelse til at sikre, at borgeren kan få råd, information og vejledning om frit valg af leverandør af genoptræning m.v.

Ifølge § 140, stk. 6, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser i forhold til udmøntningen af stk. 4, herunder om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at informere borgerne om deres muligheder for frit valg og vilkårene herfor, og om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn med leverandørerne, der indgår aftale efter stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om leverandørernes forpligtelser i forhold til modtagelse af borgere i ordningen, om deklaration af oplysninger til brug for borgerens frie valg og dokumentation af faglige kvalifikationer og leveret genoptræning og om information om ændringer i borgerens behov. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om betingelser for borgerens valg af leverandør efter stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om KLs aftaleindgåelse med leverandører, herunder om brug af underleverandører og tilsyn med leverandører.

Bemyndigelsen om, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om KLs aftaleindgåelse med leverandører, herunder om brug af underleverandører og tilsyn med leverandører, er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 919 af 22. juni 2018 om aftaleindgåelse i forhold til frit valg af genoptræning efter sundhedsloven.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 9, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om KLs og Danske Regioners aftaleindgåelse med leverandører, herunder om brug af underleverandører og tilsyn med leverandører.

Bemyndigelsesbestemmelserne i den gældende stk. 6 vil således blive delt op i selvstændige stykker for læsevenlighedens skyld.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er en videreførelse af gældende ret, som forventes at blive udmøntet med afsæt i den eksisterende bekendtgørelse nr. 919 af 22. juni 2018 om aftaleindgåelse i forhold til frit valg af genoptræning efter sundhedsloven, hvori det indholdsmæssige vil blive videreført og foreslås tilpasset i forhold til forslaget om, at regionsrådet fremover også vil få ansvar for at sikre frit valg til genoptræning.

Det forventes, at der med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen vil blive videreført regler om, at KL og Danske Regioner har mulighed for at indgå aftaler med enkeltleverandører eller som rammeaftaler med foreninger, brancheorganisationer og lignende.

I sidstnævnte tilfælde vil enkeltleverandører således have mulighed for at tilslutte sig aftalen, såfremt de lever op til de af KL og Danske Regioner fastsatte krav. Ved indgåelse af nye aftaler om ydelser, hvor der allerede er indgået aftaler, vil KL og Danske Regioner have mulighed for at tage udgangspunkt i den eller de allerede indgåede aftaler.

I forhold til takstfastsættelse vil det blive fastsat i aftaler, at KL og Danske Regioner kan tage udgangspunkt i takster, der i dag anvendes for tilsvarende ydelser. På denne måde vil takstfastsættelsen kunne minde om takstfastsættelsen i det udvidede frie sygehusvalg.

Aftalerne vil skulle definere relevante forløb eller ydelseskategorier, således at leverandører har mulighed for at indgå aftale om de forløb eller ydelseskategorier, de måtte ønske og være kompetente til. Leverandørerne vil således have mulighed for at indgå aftale om enkelte forløb eller ydelseskategorier, og der vil som udgangspunkt ikke kunne opstilles betingelser om, at leverandøren skal kunne levere flere forskellige forløb eller ydelseskategorier.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse forventes videre udmøntet i regler om, at KL og Danske Regioner kan stille krav om, at genoptræningen skal varetages af sundhedspersoner med de fornødne faglige kompetencer i forhold til de enkelte forløb eller ydelseskategorier. Derudover kan der stilles krav om, at det skal være en autoriseret sundhedsperson, der har ansvaret for den leverede genoptræning, samt at leverandørerne både ved aftaleindgåelse og efterfølgende skal dokumentere, at der er de rette faglige kompetencer m.v. i forhold til de forløb eller underkategorier af genoptræning, de ønsker at levere.

Der vil endvidere kunne være situationer, hvor leverandørerne har brug for at benytte en underleverandør, og der forventes derfor at blive fastsat regler for, at KL og Danske Regioner kan fastsætte krav om godkendelsesprocedurer i forbindelse med underleverandører, herunder at brug af underleverandører ikke må medføre forøget ventetid for borgeren.

Der forventes endvidere at blive fastsat regler for, at private leverandører, der indgår aftale med KL og Danske Regioner, skal stille relevante oplysninger til rådighed til brug for borgerens frie valg, herunder hvilke typer genoptræning der kan leveres f.eks. tilgængelighed, ventetider og personalets kompetencer.

Det vurderes ikke hensigtsmæssigt at fastsætte en udtømmende liste over, hvilke oplysninger, der er relevante, og der vil derfor fastsættes regler om, at KL og Danske Regioner kan stille krav om evt. andre relevante oplysninger. Det forventes endvidere at blive fastsat, at KL og Danske Regioner kan stille krav om, at private leverandører indsender oplysningerne til en fælles, offentlig portal og løbende sørger for at opdatere oplysningerne, hvis der er ændringer, så borgeren har en let adgang til de relevante oplysninger med henblik på en vurdering af, hvorvidt borgeren ønsker at benytte sig af det frie valg.

Der forventes også fastsat regler om, at KL og Danske Regioner i aftalerne kan stille krav til de private leverandørers dokumentation af, at de leverede ydelser svarer til aftalen, herunder krav til kvaliteten af ydelserne samt til leverandørernes kommunikation med den relevante kommunale myndighed, herunder om status for træningen og eventuelle ændringer i modtagernes behov.

Der forventes fastsat, at KL og Danske Regioner kan stille krav om, at leverandørerne skal oplyse KL og Danske Regioner om ændringer i forhold til leverandørens opfyldelse af aftaleforudsætningerne.

Det vil desuden blive fastsat, at KL og Danske Regioner kan fastsætte nærmere krav i aftalen om procedurer for opsigelse i forhold til leverandører, der ikke længere lever op til aftaleforudsætningerne. Det vil blive fastsat, at de private leverandører skal levere dokumentation for en række forhold vedr. kvalifikationer, service og kvalitet. De skal i øvrigt levere de oplysninger til kommune og region samt andre dele af sundhedsvæsenet, der skal til for at sikre sammenhæng i borgerens tilbud og forløb samt relevant dokumentation på linje med de krav.

Adgangen til udveksling af helbredsoplysninger m.v. følger de almindelige regler, herunder i forhold til sikker digital udveksling af oplysningerne, og der vil som udgangspunkt ikke blive fastsat særskilte regler om, hvilke krav KL og Danske Regioner i forbindelse med aftaleindgåelse kan stille hertil. Sådanne krav skal være proportionale og må ikke udgøre en uforholdsmæssig tung teknisk barriere for de private leverandørers adgang til markedet.

Det vurderes ikke at være et uforholdsmæssigt krav, at leverandørerne benytter sig af et it-system, som kan udveksle sundhedsoplysninger med den fælles digitale infrastruktur på sundhedsområdet i overensstemmelse med de nærmere fastsatte krav hertil i medfør af sundhedsloven. Med Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love (National planlægningskompetence for digitalisering og data i sundhedsvæsnet, nye regler for fælles digital infrastruktur, ændringer som følge af lov om Digital Sundhed Danmark og Statens Serum Instituts infrastrukturer, databaser m.v.) foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges med en planlægningskompetence til at kunne fastsætte krav og regler til IT-anvendelsen på sundhedsområdet, herunder at ministeren kan fastsætte regler om, at private sygehuse og klinikker m.v. skal leve op til krav fastsat i medfør af planlægningskompetencen. Reglerne om KL og Danske Regioners mulighed for at stille krav til de private leverandører vil blive fastsat under hensyntagen til private leverandørers reelle mulighed for at indgå i ordningen.

Aftalerne skal dermed sikre, at patienter med en ventetid på mere end syv dage i offentligt regi, har en reel valgmulighed i den udstrækning, der er kvalificerede leverandører, der ønsker at indgå i ordningen. Der vil blive fastsat regler om KL og Danske Regioners tilsyn med, at de private leverandører, der har indgået aftale, vedvarende og fortsat lever op til kravene i aftalen. Dette tilsyn vil kunne gennemføres som en stikprøve.

Det fremgår af § 140, stk. 7, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om løsningen af tvister mellem KL og private leverandører af genoptræning om vilkårene for aftaler efter stk. 5.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 140, stk. 10, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om løsningen af tvister mellem KL og Danske Regioner og private leverandører af genoptræning om vilkårene for aftaler efter stk. 4.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er en videreførelse af gældende ret, dog uden at denne er konkret udmøntet administrativt.

Den foreslåede bemyndigelseshjemmel vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler for at håndtere eventuelle udfordringer og tvister, der måtte opstå i forhold til aftalevilkår mellem KL og private leverandører, og Danske Regioner og private leverandører.

Hjemlen vil medføre mulighed for, at indenrigs- og sundhedsministeren i en bekendtgørelse vil kunne fastsætte regler om oprettelsen af et voldgiftsnævn til at løse tvister mellem KL og Danske Regioner og de private leverandører om vilkårene for aftaler i ordningen.

Et voldgiftsnævn vil efter omstændighederne kunne indrettes på samme måde, som det voldgiftsnævn, der afgør tvister under ordningen for udvidet frit sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 87 i. Med lovforslaget gives mulighed for at etablere en lignende voldgiftsordning.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil kunne udmøntes i regler om et voldgiftsnævn for fritvalgsordningen for genoptræning, der opererer efter samme principper som voldgiftsnævnet under det udvidede frie sygehusvalg. Det vil sige at nævnet oprettes i forbindelse med indbringelse af tvister med en opmand udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren og voldgiftsmænd udpeget af henholdsvis KL, Danske Regioner og de private leverandører af genoptræning.

Til nr. 15

Ifølge sundhedslovens § 172 yder kommunalbestyrelsen befordring eller befordringsgodtgørelse til genoptræning til personer, der har behov for genoptræning efter endt behandling på sygehus, jf. § 140 og § 168, stk. 1. Befordringen eller befordringsgodtgørelsen ydes efter reglerne i § 171.

Ifølge § 263 afholder bopælskommunen udgifter til befordring i forbindelse med genoptræning efter § 140 og § 168, stk. 1.

Det foreslås, at i § 172, 1. pkt., og § 263 ændres »§ 140« til: »§§ 139 a og 139 b«.

De foreslåede ændringer er en følge af, genoptræningsindsatserne fremadrettet vil følge af sundhedslovens §§ 139 a og 139 b.

Efter de foreslåede ændringer vil kommunerne fortsat have ansvaret for at yde befordring eller befordringsgodtgørelse til genoptræningsindsatser efter §§ 139 a og 139 b samt at afholde udgifterne hertil. Som efter gældende regler, vil de foreslåede ændringer således også omfatte befordring eller befordringsgodtgørelse til genoptræning på specialiseret niveau, der foregår på sygehus.

Den foreslåede ændring følger den allerede eksisterende struktur i reglerne om befordring i sundhedsloven, hvorefter regionerne har ansvaret for at afholde befordringsudgifter til behandling, der foregår på sygehuset og kommunerne til behandling uden for sygehusene.

Til nr. 16

Der er ikke i sundhedsloven eller i medfør af sundhedsloven fastsat regler om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, hvis der inden for sundhedslovens rammer indgås aftaler om overdragelse af opgaver mellem regioner og kommuner. Hvis der ikke fastsættes sådanne regler, vil der kunne opstå uklarhed om, hvad der skal overføres, og hvordan det skal ske, når der indgås aftaler, som indebærer overdragelse af opgaver.

Det foreslås i § 205 e, stk. 1, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om overførsel og fordeling mellem regioner og kommuner og mellem kommuner af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, herunder om ansattes rettigheder, ved indgåelsen af kontrakter, der indebærer overdragelse af opgaver, indgået i medfør af øvrige regler i denne lov. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om fremgangsmåden for overførslen og delingen efter 1. pkt., herunder nedsættelsen af selvstændige myndigheder, der kan træffe beslutning ved uenighed om overførsel og deling mellem regionsråd og kommunalbestyrelser og mellem kommunalbestyrelser.

Det foreslås, at bestemmelsen indsættes i sundhedslovens kapitel 62, som generelt omhandler samarbejde, og bestemmelsen vil således kunne finde anvendelse på alle de tilfælde, hvor der efter sundhedsloven vil kunne indgås kontrakter mellem regionsråd og kommunalbestyrelser om overdragelse af opgaver mellem dem. Bestemmelsen vil således også finde anvendelse, hvis der på et fremtidigt tidspunkt indsættes yderligere bestemmelser i sundhedsloven, der muliggør sådanne kontrakter, f.eks. på andre områder end det nære sundhedsvæsen, jf. sundhedslovens afsnit IX.

Det foreslås i § 205 e, stk. 2, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om overførsel og fordeling mellem regioner og kommuner og mellem kommuner af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, herunder om ansattes rettigheder, ved opsigelse eller udløb af kontrakter, der indebærer overdragelse af opgaver, indgået i medfør af øvrige regler i denne lov eller overgangsloven eller ved ophør eller udløb af anmodninger efter overgangslovens § 5, stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om fremgangsmåden for overførslen og delingen efter 1. pkt., herunder nedsættelsen af selvstændige myndigheder, der kan træffe beslutning ved uenighed om overførsel og deling mellem regionsråd og kommunalbestyrelser og mellem kommunalbestyrelser.

Ved fastsættelsen af regler i medfør af den foreslåede bestemmelse vil der kunne tages udgangspunkt i kapitel 10-13 i overgangsloven, som omhandler overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte i forbindelse med overførslen af opgaver som led i sundhedsstrukturreformen. Der vil blive fastsat regler om ansattes forhold med udgangspunkt i overgangslovens kapitel 11. Behovet for øvrige regler, herunder f.eks. om aktiver, passiver, rettigheder, rettigheder og pligter, jf. overgangslovens kapitel 10, vil blive nøje overvejet.

For så vidt angår ansattes forhold vil der bl.a. blive fastsat regler svarende til overgangslovens § 142, stk. 1 og 2, om at de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af en opgave, vil følge opgaven, hvis den overdrages, medmindre det aftales mellem parterne, at den ansatte ikke overføres. Der vil ligeledes blive fastsat en bestemmelse svarende til overgangslovens § 145, som tilsvarende sikrer, at de pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder anvendelse for personale, der ellers ikke ville være omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Endvidere vil blive fastsat bestemmelser svarende til overgangslovens §§ 146-147, som sikrer, at overførte tjenestemænd overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår, og desuden fortsat er sikret sine pensionsrettigheder.

Det foreslås samtidig i § 205 e, stk. 3, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at hele eller dele af kapitlerne 10-13 i overgangsloven finder tilsvarende anvendelse på overdragelse af opgaver i medfør af øvrige regler i denne lov eller overgangsloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

(Til § 206 c)

Der findes ikke i gældende lovgivning bestemmelser vedr. et nationalt styrings- og planlægningsværktøj, som sætter retning for udvikling af det samlede sundhedsvæsen. I gældende lovgivning findes således ikke regler om, at indenrigs- og sundhedsministeren fastlægger forpligtende rammer for sundhedsmyndigheders, regioners og kommuners planlægning af sundhedsvæsenet.

Det foreslås i § 206 c, stk. 1, at indenrigs- og sundhedsministeren fastlægger en national sundhedsplan, som sætter retning for udvikling af sundhedsvæsenet og national og lokal sundhedsplanlægning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren får ansvar for, at der foreligger en national sundhedsplan og kan træffe beslutning om indholdet i planen uden, at det forudsætter forudgående forhandling med regioner og kommuner. Som følge af planens formål som fælles strategisk ramme for sundhedsplanlægning på nationalt og lokalt niveau, forventes det, at der vil være tæt inddragelse af regioner og kommuner i fastlæggelsen af planen.

Efter Aftale om sundhedsreform 2024 skal den nationale sundhedsplan fokusere på følgende:

– Sundheden i hele landet f.eks. bedre geografisk fordeling af ressourcerne i sundhedsvæsenet.

– Styrkelse af det almene sundhedsvæsen og omstilling af aktivitet fra sygehusene til sundhedsvæsenet tæt på borgerne.

Den nationale sundhedsplan vil dermed skulle rammesætte den ønskede udvikling og omstilling af det samlede sundhedsvæsen, hvor sygehusene i højere grad skal vendes udad, og det nære sundhedsvæsen styrkes. Heri ligger, at omstillingen vil kræve forandringer både på det almene og specialiserede niveau.

Den nationale sundhedsplan vil samtidig skulle understøtte en fortsat udvikling af den specialiserede sygehusbehandling. Dette afspejler sig også ved, at den nationale sundhedsplan vil skulle danne ramme om sundhedsplanlægning på både det almene og specialiserede niveau.

I forslaget ligger også, at den nationale sundhedsplan som ramme for udviklingen af det samlede sundhedsvæsen vil skulle sætte retning inden for både somatik og psykiatri.

Det forventes, at den nationale sundhedsplan skal have et sigte på 8-10 år med en fast opdatering hvert fjerde år, jf. Aftale om sundhedsreform 2024. Det skal muliggøre langsigtet planlægning af sundhedsvæsenets udvikling og omstilling. I forbindelse med opdateringen af planen er det forventningen, at indenrigs- og sundhedsministeren med tæt inddragelse af regioner og kommuner fastlægger den reviderede plan.

Den nationale sundhedsplan vil derved skulle udgøre en langsigtet ramme for øvrig lokal og national sundhedsplanlægning og løsning af opgaver inden for udvalgte områder, indsatser eller målgrupper, som er særligt relevante i omstillingen af sundhedsvæsenet. Planen vil skulle sætte fælles takt for den ønskede udvikling af sundhedsvæsenet, hvor sygehusene i højere grad skal vendes udad, og det nære sundhedsvæsen styrkes. Hensigten er desuden at sikre en bedre balance mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen samt sikre, at ressourcerne fordeles mere lige på tværs af landet og anvendes, hvor de gør mest gavn for patienterne.

Det er hensigten, at den nationale sundhedsplan vil skulle basere sig på et fagligt grundlag, som udarbejdes af Sundhedsstyrelsen.

Det foreslås i § 206 c, stk. 2, at sundhedsmyndigheders, regioners og kommuners planlægning af sundhedsvæsenet skal være i overensstemmelse med den nationale sundhedsplan.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at bl.a. følgende nationale og lokale planlægningsværktøjer, som alle spiller en rolle i omstillingen af sundhedsvæsenet, vil skulle være i overensstemmelse med den nationale sundhedsplan:

Omfattede nationale værktøjer er bl.a.:

– National strategi for digitalisering og data

– Specialeplan

– Fordelingsmodel for lægekapaciteter

– Opgavebeskrivelse for det almenmedicinske tilbud

– Kvalitetsstandarder

– Dimensioneringsplaner for speciallægeuddannelsen

– Retningslinjer for praktiserende speciallægehjælp

Omfattede lokale værktøjer er bl.a.:

– Regional plan for regionens tilrettelæggelse af regionens virksomhed på sundhedsområdet (regional sundhedsplan)

– Nærsundhedsplan

– Kommunale sundhedspolitikker og strategier

For nærsundhedsplanerne er det væsentligt, at de i deres første version, som, jf. pkt. 3.5.3 i de almindelige bemærkninger, forventes endeligt vedtaget den 1. april 2027, følger retningen i den nationale sundhedsplan. Aftalen om den nationale sundhedsplan mellem regeringen, kommuner og regioner forventes, jf. Aftale om sundhedsreform 2024, at foreligge i foråret 2026, hvilket giver sundhedsrådene mulighed for at kende indholdet i den nationale sundhedsplan fra dette tidspunkt.

Det foreslås, at forpligtelsen til at følge den nationale sundhedsplan vil gøre sig gældende ved, at den ansvarlige myndighed vil skulle sikre, at det pågældende planlægningsværktøj stemmer overens med den retning, som udstikkes af den nationale sundhedsplan. Konkret foreslås det, at den nationale sundhedsplan vil beskrive en ønsket udvikling i de omfattede planlægningsværktøjer.

Som eksempel vil den nationale sundhedsplan kunne beskrive en ønsket udvikling i den regionale sundhedsplan, som jf. sundhedslovens § 206 er den enkelte regions samlede ramme om indsatsen på sundhedsområdet, ved at rammesætte regionens planlægning af den tværgående fordeling af kapacitet mellem de kommende sundhedsråd for at understøtte adgang til ensartet kvalitet på tværs, tværgående planlægning af omlægning af sygehusaktivitet, beredskab samt forsyning af funktioner, der kun leveres fra et eller få sygehuse. Andre eksempler kan være planlægning og omstillingsinitiativer på områder, som ikke hensigtsmæssigt kan ligge i alle sundhedsråd, herunder bl.a. akutberedskabet og den øvrige præhospitale indsats samt de overordnede rammer for udbygning og udvikling af det almenmedicinske tilbud i regionen.

For nærsundhedsplanen vil den nationale sundhedsplan som eksempel kunne beskrive den ønskede udvikling i planlægningen af de nære sundhedsopgaver, som skal indgå heri, herunder planlægning af henholdsvis udviklingen af almenmedicinske tilbud, nære regionale sundhedsindsatser, regionernes understøttelse og samspil med kommunale sundhedsindsatser samt initiativer med fokus på at vende sygehusene udad.

For kvalitetsstandarder, som adskiller sig fra de øvrige værktøjer ved ikke at være et planlægningsværktøj, vil den nationale sundhedsplan som eksempel kunne beskrive et overordnet fokus i den fremadrettede udvikling i kvalitetskrav og anbefalinger målrettet kommunale sundhedstilbud.

For de kommunale sundhedspolitikker, som kommunerne ikke er forpligtede på at udarbejde, vil den nationale sundhedsplan som eksempel kunne adressere en ønsket udvikling i indholdet i politikkerne i de tilfælde, at de findes.

Som et væsentligt greb i omstillingen foreslås det, at den nationale sundhedsplan vil skulle sætte retning for brugen af digitale værktøjer og udgøre en strategisk ramme for den nationale strategi for digitalisering og data, som skal sætte fælles mål og retning for digitalisering og data i sundhedsvæsenet, jf. Aftale om sundhedsreform 2024.

Det foreslås, at den nationale sundhedsplan vil beskrive en konkret retning for fremadrettet udvikling af de omfattede planlægningsværktøjer, jf. beskrivelsen ovenfor.

Det er hensigten, at der på nationalt plan i samarbejde med regioner og kommuner vil skulle følges op på den retning, som angives i den nationale sundhedsplan. Opfølgningen vil ske via relevante indikatorer for målopfyldelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 206 d)

De tidligere sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg og sundhedsaftaler i deres hidtidige form ophæves med lov nr. 719 af 20. juni 2025

om ændring af lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (regionsloven) og forskellige andre love (Ny regional forvaltningsmodel med sundhedsråd, afskaffelse af kontaktudvalg, sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsaftaler i deres nuværende form, praksisplaner, kommunal medfinansiering på sundhedsområdet og nærhedsfinansiering samt konsekvensændringer i flere love som følge af sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland m.v.), som træder i kraft den 1. januar 2026.

Der findes herefter ikke bestemmelser i gældende lovgivning, som regulerer fælles planlægning af sundhedsindsatsen mellem regioner og kommuner.

Med ovennævnte lovforslag etableres 17 nye sundhedsråd med virkning fra 1. januar 2027.

Det foreslås i § 206 d, stk. 1, at regionsrådet har ansvar for, at hvert sundhedsråd for eget geografiske område udarbejder en nærsundhedsplan, der konkret beskriver omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen, herunder hvordan sygehusene understøtter behandling tæt på borgerne.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at regionsrådet som ansvarlig myndighed skal sikre, at hvert sundhedsråd udarbejder en nærsundhedsplan for eget geografiske område. I 2026 og frem mod nedsættelse af de endelige sundhedsråd den 1. januar 2027, vil opgaven med at udarbejde udkast til nærsundhedsplanen ske i de forberedende sundhedsråd i overensstemmelse med de forberedende sundhedsråds umiddelbare forvaltningsansvar efter overgangsloven.

Processen for vedtagelse af nærsundhedsplanen tilrettelægges lokalt i overensstemmelse med regionslovens regler om regionsrådets og sundhedsrådets og forvaltningens beføjelser. Regionsrådet har fortsat sine beføjelser som øverste regionale myndighed, jf. regionslovens § 3, og vil således kunne beslutte, at nærsundhedsplanerne skal vedtages af regionsrådet, men først efter indstilling fra sundhedsrådet, men vil også kunne beslutte at placere vedtagelsen heraf i det enkelte sundhedsråd. Regionens forvaltning vil skulle forestå forberedelse i forbindelse med vedtagelsen af nærsundhedsplanen.

Det er hensigten, at nærsundhedsplanen sætter retning og forpligtende mål for omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen indenfor hvert sundhedsråds geografiske område. Det er desuden hensigten, at sundhedsrådet systematisk inddrager det patient- og pårørendeudvalg, som regionsrådet nedsætter i tilknytning til hvert sundhedsråd, i dets drøftelser af nærsundhedsplanen. Det bemærkes, at de nuværende patientinddragelsesudvalg på regionalt niveau består til og med den 31. december 2026. Det er hensigten, at regionsrådet i 2026 løbende vil inddrage patientinddragelsesudvalget i sine drøftelser i forbindelse med større, planlægningsmæssige beslutninger, herunder forberedelsen af nærsundhedsplanen.

Omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen vil skulle forstås som en udvikling af sundhedsvæsenet, hvor opgaveløsning og sundhedstilbud i højere grad udøves i eller tæt på borgerens eget hjem. Heri ligger også, at det primære sundhedsvæsen vil skulle styrkes, herunder det almenmedicinske tilbud. Samtidig vil omstillingen skulle indebære, at sygehusene skal omlægge aktivitet i takt med, at de nære sundhedstilbud styrkes og kapaciteten i det primære sundhedsvæsen øges. Det betyder også, at sygehusene i stigende grad vil skulle understøtte det primære sundhedsvæsen og de nære sundhedstilbud med f.eks. rådgivning og udkørende funktioner. Omstillingen vil også kunne indebære en omlægning af ambulant sygehusaktivitet til indsatser i eller tættere på borgerens eget hjem.

Omstillingen vil også skulle forstås som en mere sammenhængende opgaveløsning på tværs af sygehuse, kommuner og praksissektoren, hvor der bliver taget et mere samlet ansvar for patientforløbet. Endelig vil omstilling skulle indebære, at der gøres brug af digitale løsninger, som muliggør, at man kan gå fra at levere ydelser på sundhedsvæsenets fysiske matrikler til i højere grad at levere ydelser, som helt eller delvist møder patienterne, hvor de er, med samme høje kvalitet uafhængig af geografi.

Som led i at sikre omstilling og udbygning af det nære og sygehusenes understøttelse af behandling tæt på borgerne foreslås det, at der i nærsundhedsplanen vil indgå lokal planlægning af udviklingen af det almenmedicinske tilbud, nære regionale sundhedsindsatser, understøttelse af kommunale sundhedsindsatser samt initiativer med fokus på at vende sygehusene udad inden for sundhedsrådets geografisk afgrænsede område. Ved sidstnævnte vil bl.a. kunne forstås initiativer, som indebærer, at sygehusene tager ansvar før og efter sygehusophold, stiller kompetencer til rådighed for det øvrige sundhedsvæsen og omlægger til nære tilbud. Det foreslås, at nærsundhedsplanen vil omfatte indsatser indenfor både somatik og psykiatri samt integration af de to områder. Herunder foreslås det, at nærsundhedsplanen vil skulle have fokus på indsatser for mennesker med psykiske lidelser, som har forløb på tværs af psykiatri og somatik, og understøtte samspil med kommunale indsatser. Endelig foreslås det, at nærsundhedsplanen vil følge den strategiske retning for udvikling af sundhedsvæsenet, som beskrives i den nationale sundhedsplan.

Regionsrådets ansvar og sundhedsrådets beføjelse efter den foreslåede § 206 d skal udøves i overensstemmelse med lov nr. 719 af 20. juni 2025, hvis regler ikke fraviges med bestemmelsen.

Heraf følger, at arbejds- og ansvarsdelingen på sundhedsområdet mellem regionsråd, forretningsudvalg og sundhedsråd vil være den, at regionsrådet er det øverste organ i regionen med det endelige ansvar for de beslutninger, der træffes i bl.a. forretningsudvalget og sundhedsrådene, medmindre andet fastsættes i loven.

For så vidt angår sundhedsområdet har forretningsudvalget det umiddelbare forvaltningsansvar for de af regionens anliggender på sundhedsområdet, der ikke henhører under sundhedsrådene, medmindre regionsrådet i sin styrelsesvedtægt har bestemt, at den umiddelbare forvaltning af et sådant tværgående anliggende delvis skal henhøre under et eller flere sundhedsråd i regionen, jf. regionslovens § 13 a, stk. 1, og § 14 c, stk. 3. Hermed menes opgaver, der går på tværs af sundhedsrådenes geografiske områder. Det vil sige de tværgående opgaver på sundhedsområdet.

Ved de tværgående opgaver på sundhedsområdet vil skulle forstås de opgaver, som naturligt vil være organiseret centralt i regionen. Det vil f.eks. omfatte funktioner inden for det præhospitale område, herunder vagtcentral og ambulancekørsel, sygehusapoteker og patient- og klagevejledningsfunktioner. De tværgående opgaver vil ikke omfatte det umiddelbare forvaltningsansvar for drift af sygehusopgaver, som vil henhøre under sundhedsrådene. Den samlede sundheds- og sygehusplanlægning i regionen vil f.eks. også være en tværgående opgave, som naturligt er organiseret centralt i regionen, og som forretningsudvalget vil skulle have det umiddelbare forvaltningsansvar for. Det vil f.eks. omfatte planlægning, styring og opfølgning på de specialiserede sygehusfunktioner inden for de nationalt fastsatte rammer og inden for rammerne af de i lovgivningen fastsatte patientrettigheder, samt ressourcefordeling af økonomi og personale. Det vil som eksempel endvidere omfatte fastsættelse af overordnede rammer for udbygning og udvikling af det almenmedicinske tilbud og planlægning, styring.

For så vidt angår sundhedsområdet varetager sundhedsrådene den umiddelbare forvaltning af de af regionens anliggender inden for sundhedsområdet, der henhører under sundhedsrådets geografisk afgrænsede område, jf. regionslovens § 14 c, stk. 1, 1. pkt. Hermed forstås, at sundhedsrådet har det umiddelbare forvaltningsansvar for de lokale opgaver på sundhedsområdet, hvilket for eksempel vil omfatte det umiddelbare forvaltningsansvar for sygehuse, der vil være beliggende inden for det enkelte sundhedsråds geografisk afgrænsede område. Den lokale planlægning og tilrettelæggelse af opgaver henhører dermed under sundhedsrådene inden for de overordnede planlægnings- og budgetmæssige rammer, der fastsættes af regionsrådet. Et sundhedsråd vil f.eks. forventeligt skulle træffe beslutning om lokale planer for omlægning af ambulant sygehusaktivitet til indsatser tættere på borgerens hjem inden for rammerne af den regionale sundhedsplanlægning. Det vil også omfatte udbygning og udvikling af det almenmedicinske tilbud inden for sundhedsrådets geografisk afgrænsede område. Sundhedsrådet vil inden for dets geografisk afgrænsede område endvidere have det umiddelbare forvaltningsansvar for de nye sundhedsopgaver, som regionerne pr. 1. januar 2027 får myndigheds- og finansieringsansvaret for i forbindelse med den videre udmøntning af Aftale om sundhedsreform 2024. Dette omfatter bl.a. sundheds- og omsorgspladser, akutsygepleje, patientrettet forebyggelse samt rehabilitering på specialiseret niveau og en delmængde af genoptræning på avanceret niveau.

Forretningsudvalgets umiddelbare forvaltningsansvar omfatter endvidere de tværgående opgaver på social- og specialundervisningsområdet, mens sundhedsrådenes umiddelbare forvaltningsansvar endvidere omfatter de af regionens tilbud på social- og specialundervisningsområdet, der vil være beliggende inden for det enkelte sundhedsråds geografisk afgrænsede område.

Det forhold, at sundhedsrådene og forretningsudvalget har det umiddelbare forvaltningsansvar, indebærer bl.a., at regionsrådets beslutninger inden for forretningsudvalgets og det respektive sundhedsråds myndighedsområde som udgangspunkt vil skulle forberedes ved behandling i sundhedsrådene.

Der henvises desuden til den foreslåede § 118 c, stk. 1-4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 5, hvor sundhedsrådene får som en central opgave at udmønte midler til en udbygning af det nære sundhedsvæsen.

Nærsundhedsplanen kan danne udgangspunkt for de aftaler som indgås mellem kommunalbestyrelserne og regionsrådene i den regionale medfinansiering af kommunale indsatser jf. lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil. Indhold i nærsundhedsplanen som har udgiftsmæssig virkning på kommunen bliver derfor alene bindende for kommunen i de tilfælde, hvor det indgår som led i et aftalebaseret tilsagn fra regionsrådet.

Det foreslås i § 206 d, stk. 2, at nærsundhedsplanen skal tage afsæt i den nationale sundhedsplan, jf. § 206 c, samt være i overensstemmelse med den regionale sundhedsplan, jf. § 206.

Den foreslåede bestemmelse vil i sammenhæng med den foreslåede § 206 c, stk. 2, samlet betyde, at regionsrådet som ansvarlig myndighed forpligtes til at sikre, at nærsundhedsplanen stemmer overens med den retning og udvikling, som udstikkes af den nationale sundhedsplan samt er i overensstemmelse med den regionale sundhedsplan.

Det følger af den eksisterende § 206, stk. 1, at den regionale sundhedsplan udgør en samlet plan for tilrettelæggelsen af regionens virksomhed på sundhedsområdet. Heri ligger, at nærsundhedsplanen skal ses i sammenhæng med og udarbejdes indenfor de rammer, den regionale sundhedsplan sætter for den tværgående fordeling af kapacitet mellem sundhedsrådene, tværgående planlægning af omlægning af sygehusaktivitet, beredskab, den præhospitale indsats, overordnede rammer for udbygning og udvikling af det almenmedicinske tilbud i regionen samt forsyning af funktioner, der kun leveres fra et eller få sygehuse m.v. Nærsundhedsplanens orientering mod den regionale sundhedsplan skal understøtte adgang til ensartet kvalitet på tværs af sundhedsrådene i regionen. Regionsrådet skal som ansvarlig myndighed sikre, at de nærsundhedsplaner, som udarbejdes for hvert sundhedsråd i den pågældende region, er i overensstemmelse med den regionale sundhedsplan.

Forslaget vil afstedkomme, at der i nærsundhedsplanen ikke vil kunne opstilles mål, som bryder rammerne fastsat i den regionale sundhedsplan, jf. ovenfor. Det betyder f.eks., at der i nærsundhedsplanen ikke vil kunne opstilles forpligtende mål for indsatser, som går ud over den kapacitet, der er afsat til sundhedsrådets geografiske område i den regionale sundhedsplan. Det samme gælder indsatser, som bryder med de rammer for tværgående planlægning, som fremgår af den regionale sundhedsplan.

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med, at sundhedsrådet varetager den umiddelbare forvaltning af de af regionens anliggender inden for sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, der henhører under sundhedsrådets geografisk afgrænsede område, jf. regionslovens § 14 c, stk. 1. Heraf følger, at f.eks. sundhedsplanen og sygehusbudgettet, der besluttes i regionsrådet, vil være rammesættende for sundhedsrådenes arbejde i forhold til sygehuse, der vil være beliggende inden for det enkelte sundhedsråds geografisk afgrænsede område. Det samme vil gælde for sundhedsplanlægning og udbygning og udvikling af det almenmedicinske tilbud.

Heraf følger også, at regionsrådet i kraft af regionsrådets karakter af at være regionens øverste myndighed, jf. regionslovens § 3, kan pålægge flere sundhedsråd inden for regionen at samarbejde om varetagelse af konkrete sygehusopgaver. Det vil f.eks. kunne være relevant i en situation, hvor et sygehus, der vil være beliggende inden for et sundhedsråds geografiske område, vil opleve ekstraordinære kapacitetsudfordringer, som vil kræve midlertidig bistand fra sygehuse under et eller flere andre sundhedsråd.

Det følger samtidig, at nærsundhedsplanen i sin rolle som planlægningsværktøj for den lokale omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen, ikke vil begrænse sig til at være en udmøntning af den regionale sundhedsplan.

Forslaget vil dermed også afstedkomme, at der vil sikres et hensigtsmæssigt samspil mellem den nationale sundhedsplan, den eksisterende regionale sundhedsplan og nærsundhedsplanen. Heraf følger, at samspillet skal ses i sammenhæng med planernes formål:

– National sundhedsplan: sætter retning for udvikling af sundhedsvæsenet og national og lokal sundhedsplanlægning. Herunder udvikling i sundhedsmyndigheders, regioners og kommuners planlægning af sundhedsvæsenet.

– Regional sundhedsplan: Den regionale sundhedsplan eksisterer allerede i dag jf. sundhedslovens § 206, og er den enkelte regions samlede ramme om indsatsen på sundhedsområdet, og giver aktører og samarbejdsparter et samlet overblik over den regionale sundhedsplanlægning jf. pkt. 3.5.1 om gældende ret. Regionsrådene vil ved udarbejdelse af kommende regionale sundhedsplaner skulle sikre overensstemmelse med den nationale sundhedsplan og have samspillet mellem den regionale sundhedsplan og nærsundhedsplanen for øje. Der vil f.eks. i den regionale sundhedsplan kunne være fokus på den tværgående fordeling af kapacitet mellem de nye sundhedsråd for at understøtte adgang til ensartet kvalitet på tværs, tværgående planlægning af omlægning af sygehusaktivitet, beredskab, den præhospitale indsats samt forsyning af funktioner, der kun leveres fra et eller få sygehuse. Det vil bl.a. kunne ske gennem planlægning af sygehusfunktioner (somatik og psykiatri), tværgående enheder på regionsniveau (f.eks. kvalitetsopfølgning) samt kapacitetssamarbejde ml. sygehuse (partnerskaber m.v.). Hertil kommer fastlæggelse af overordnede rammer for udbygning og udvikling af det almenmedicinske tilbud i regionen.

– Nærsundhedsplan: Har fokus på omstilling og planlægning af de nære sundhedsopgaver. Det gælder således den lokale planlægning af henholdsvis udviklingen af almenmedicinske tilbud, nære regionale sundhedsindsatser, understøttelse af kommunale sundhedsindsatser samt initiativer med fokus på at vende sygehusene udad inden for sundhedsrådets geografisk afgrænsede område.

Det foreslås i § 206 d, stk. 3, at regionsrådet har ansvar for, at regionen forud for regionens vedtagelse af nærsundhedsplanen indhenter Sundhedsstyrelsens rådgivning.

De foreslåede bestemmelser vil betyde, at regionsrådet som ansvarlig myndighed vil blive forpligtet til at sikre, at der indhentes rådgivning fra Sundhedsstyrelsen forud for vedtagelse af nærsundhedsplanen. Det er ikke hensigten, at nærsundhedsplanen vil skulle godkendes på nationalt niveau, men forpligtelsen til at indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning vil skulle understøtte, at nærsundhedsplanen følger den strategiske retning for udvikling af sundhedsvæsenet, som udstikkes i den nationale sundhedsplan, samt er i overensstemmelse med den regionale sundhedsplan. Dette vil skulle ses i sammenhæng med, at Sundhedsstyrelsen har en eksisterende rådgivningsrolle i forhold til den regionale sundhedsplan.

Sundhedsstyrelsen vil udarbejde en vejledning til brug for sundhedsrådenes udarbejdelse af nærsundhedsplanen.

Det foreslås i § 206 d, stk. 4, at regionsrådet har ansvar for, at regionen indsender nærsundhedsplanen og senere væsentlige ændringer heri til Sundhedsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at regionsrådet som ansvarlig myndighed vil blive forpligtet til at sikre, at nærsundhedsplanen og senere væsentlige ændringer heri indsendes til Sundhedsstyrelsen.

Væsentlige ændringer vil f.eks. kunne forstås som ændringer i nærsundhedsplanens mål samt ændringer i tilrettelæggelsen af en indsats, som indebærer omlægning af sygehusaktivitet til nære tilbud.

Det foreslås i § 206 d, stk. 5, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af og rammerne og fremgangsmåden for behandlingen af nærsundhedsplanen, herunder kadence, løbende opdatering, og opfølgning på nærsundhedsplanen.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til ved bekendtgørelse at kunne fastsætte nærmere regler om indholdet af og rammerne og fremgangsmåden for behandlingen af nærsundhedsplanen, herunder kadence, løbende opdatering og opfølgning på nærsundhedsplanen.

Bestemmelsen vil betyde, at ministeren vil kunne fastlægge nærmere rammer vedrørende nærsundhedsplanens indhold, som afspejler de formål, der er angivet i Aftale om sundhedsreform 2024 og i nærværende lovforslag.

Bestemmelsen vil i den forbindelse betyde, at ministeren ved bekendtgørelse vil kunne tydeliggøre nærsundhedsplanens rolle i den samlede sundhedsplanlægning, herunder samspil mellem nærsundhedsplanen og de øvrige planlægningsværktøjer på nationalt og lokalt niveau, jf. ordene ”indholdet af og rammerne for” i bestemmelsen. Dette vil f.eks. kunne vedrøre en tydeliggørelse af relationen mellem den nationale sundhedsplan, den regionale sundhedsplan og nærsundhedsplanen.

Ministeren vil derudover kunne fastsætte nærmere regler for den processuelle fremgangsmåde for behandlingen af nærsundhedsplanen.

Forventningen i forhold til kadencen for nærsundhedsplanen og nærsundhedsplanens løbende opdatering vil være, at planerne opdateres hvert fjerde år som led i en ny valgperiode og i sammenhæng med opdateringen af den nationale sundhedsplan hvert fjerde år. Dertil vil ministeren kunne fastlægge nærmere regler for de tilfælde, hvor nærsundhedsplanen skal opdateres udenfor den fastlagte kadence. Dette vil f.eks. kunne vedrøre ændringer i sundhedsrådets opgavevaretagelse, der er af et omfang, som ikke kan gennemføres uden en forudgående opdatering af nærsundhedsplanen.

Bestemmelsen vil endvidere betyde, at ministeren vil kunne fastlægge nærmere rammer for opfølgning på nærsundhedsplanerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18

Sundhedslovens Kapitel 77 indeholder bestemmelser om finansieringen af de kommunale sundhedsordninger. Den gældende overskrift til sundhedslovens kapitel 77 er affattet med ordlyden Kommunale sundhedsydelser.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 77 affattes til »Regionale og kommunale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen«.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede § 1 nr. 19, hvoraf følger at bopælskommunen afholder udgifter til forebyggende og sundhedsfremmende tilbud, og hvor bopælsregionen afholder udgifter til patientrettede forebyggelsestilbud. Som følge af denne ændring vil overskriften på kapitel 77 skulle afspejle, at der ikke længere er tale om udgifter alene målrettet kommunale sundhedsydelser.

Til nr. 19

(Til § 246 a)

Der er ikke i gældende lovgivning hjemmel til, at der kan gives øremærket statsligt tilskud til regionerne målrettet til kommunale indsatser, herunder at der kan fastsættes regler om revision, fordeling, udbetaling og tilbagebetaling m.v. i forbindelse med tilskuddet.

Det foreslås, at der indsættes overskriften »Statsligt tilskud til kommunernes sundhedsindsats via sundhedsrådene«, som indeholder en ny bestemmelse, § 246 a.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 246 a i sundhedslovens kapitel 77.

Det foreslås i § 246 a, stk. 1, at staten yder et tilskud til regionerne til brug for aftaler mellem regionsråd og kommunalbestyrelser om økonomiske tilsagn til varetagelse af kommunale sundhedsydelser i medfør af § 118 c, stk. 1-4. Tilskuddets størrelse fastsættes årligt af finansministeren med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg.

Bestemmelsen vil medføre, at den økonomiske ramme målrettet kommunale indsatser udmøntes gennem regionerne med gennemslag på regionernes driftsloft for sundhedsudgifter.

Det vil følge heraf, at videre udmøntning af økonomiske tilsagn, jf. den foreslåede § 118 c, stk. 1-4, udmøntes fra regionsrådene til kommuner som direkte tilskud, og dermed udgør en bruttoindtægt i kommunernes serviceramme.

Det foreslås i § 246 a, stk. 2, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vilkår for fordeling, udbetaling og tilbagebetaling m.v. af tilskuddet efter stk. 1.

Bestemmelsen vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren ved bekendtgørelse fastsætter regler om at kunne kræve tilbageførsel af en uforbrugt del af tilskuddet til kommunernes sundhedsindsats via sundhedsrådene i den enkelte region, der i omfang svarer til, hvor stor en del af de afsatte minimumsrammer til sundhedsrådene, som den enkelte region har modtaget, modregnet det niveau som regionen faktisk i tilskudsåret har indgået aftaler med kommunerne om, og som dermed ikke er udmøntet i aftaler med kommunalbestyrelser, jf. § 118 c, stk. 1-4.

Dette skal understøtte, at såvel regionsråd og kommunalbestyrelser tilskyndes til at indgå aftaler. Bestemmelsen påvirker ikke det regionale udgiftsloft for tilskudsåret og har alene likviditetsmæssigt gennemslag. Bestemmelsen vil i øvrigt medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren gennem bekendtgørelse fastsætter minimumsrammer for hvert sundhedsråd, som det enkelte regionsråd er forpligtet til at reservere til aftale med de lokale kommunalbestyrelser. Det forudsættes, at ministeren i bekendtgørelsen vil fastsætte minimumsrammerne med udgangspunkt i en model, der tager højde for forskelle i patienttyngde og demografisk sammensætning sundhedsrådene imellem. Det forudsættes, at indenrigs- og sundhedsministeren vil til brug hertil bl.a. tage udgangspunkt i den nationale fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 246 a, stk. 3, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om revision af tilskuddet efter stk. 1 og i henhold til § 118 c, stk. 1 og 2.

Bestemmelsen vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren vil fastsætte regler om revision af det statslige tilskud til regionerne målrettet det kommunale sundhedsvæsen. Disse regler vil blive fastsat ved bekendtgørelse.

Det forudsættes, at ministeren vil udstede bekendtgørelse om, at regionerne skal godtgøre, hvor store økonomiske delrammer der er blevet reserveret til de enkelte sundhedsråd, samt hvor store økonomiske tilsagn hvert sundhedsråd i de enkelte regioner har ydet til kommunerne gennem aftaler. Det forudsættes endvidere, at der fastsættes nærmere regler om, at sundhedsrådenes midler til kommunale indsatser vil skulle registreres særskilt i regionernes regnskaber, således at niveauet for den uforbrugte del af rammen vil kunne opgøres i forbindelse med regnskabsoverholdelse.

(Til § 246 b)

Der findes ikke en bestemmelse i gældende lovgivning om afholdelse af udgifter til sundheds- og omsorgspladser.

Det foreslås, at der indsættes overskriften »Sundheds- og omsorgspladser«, som indeholder en ny bestemmelse, § 246 b.

Det foreslås, at der indsættes ny § 246 b, hvorefter bopælsregionen afholder udgifter til sundheds- og omsorgspladser efter § 118 e.

Forslaget vil medføre, at regionsrådet skal afholde udgifterne forbundet med borgere med bopæl i regionens anvendelse af sundheds- og omsorgspladser.

(Til § 246 c)

Der findes i dag ikke en bestemmelse i gældende lovgivning om afholdelse af udgifter til forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne samt udgifter for de patientrettede forebyggelses- og sundhedsfremmende indsatser efter § 119. Der findes således i dag etablerede tilbud for forebyggende og sundhedsfremmende tilbud, under kommunalbestyrelsens ansvar efter den nuværende lovgivning, men hvor der ikke er tilknyttet en finansieringsbestemmelse i sundhedsloven.

Det foreslås, at der indsættes overskriften » Forebyggende sundhedsordninger «, som indeholder en ny bestemmelse, § 246 c.

Det foreslås, at der efter § 246 i Kapitel 77 indsættes § 246 c, stk. 1, hvorefter bopælskommunen afholder udgifter til forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne efter § 119, stk. 2.

Det foreslås videre i § 246 c, stk. 2, at bopælsregionen afholder udgifter til patientrettet forebyggelse og sundhedsfremmende indsatser efter § 119, stk. 3 og 4.

Forslaget vil medføre, at det bliver muligt at afholde udgifter til forebyggende og sundhedsfremmende tilbud for henholdsvis kommunalbestyrelsen og regionsbestyrelsen, samt at det bliver muligt at henføre finansieringsansvaret til henholdsvis bopælskommunen og bopælsregionen.

Forslaget vil medføre en hjemmel om, at afholdelse af udgifter målrettet de forskellige forebyggelsestilbud følger myndigheds- og driftsansvaret i og med, at ansvaret for den borgerrettede og den patientrettede forebyggelse med den foreslåede ordning fordeles mellem det kommunale og regionale.

Forslaget vil medføre, at det bliver muligt at afholde udgifter til borgerrettet forebyggelsestilbud for kommunalbestyrelsen, samt at det bliver muligt at henføre finansieringsansvaret til bopælskommunen. Forslaget vil endvidere medføre, at det bliver muligt at afholde udgifter til patientrettede forebyggelsestilbud for regionsrådet, samt at det bliver muligt at henføre finansieringsansvaret til bopælsregionen. Der findes efter gældende lovgivning diverse patientrettede forebyggelsestilbud, som er underlagt myndigheds- og driftsansvar hos kommunalbestyrelsen. Forslaget vil medføre en hjemmel om, at udgifter målrettet patientrettede forebyggelsestilbud følger myndigheds- og driftsansvaret, som ved den foreslåede ordning overgår til det regionale myndighedsniveau.

Forslaget indebærer også en tydeliggørelse af det regionale finansieringssansvar for bopælsregionen i forbindelse med indsatser tilbudt efter § 119, stk. 4. Dette fremgår ikke af gældende lovgivning. Det bemærkes, at nærværende lovforslag ikke ændrer på eksisterende finansieringsansvar, men alene medfører en tydeliggørelse heraf.

Til nr. 20

Den gældende overskrift før § 247 i sundhedsloven er affattet med ordlyden Forebyggende sundhedsordninger.

Det foreslås, at overskriften før § 247 ophæves.

Forslaget er en følge af og skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 19, hvor der indsættes nye bestemmelser om finansiering med dertilhørende overskrifter, herunder overskriften »Forebyggende sundhedsordninger«.

Forslaget medfører, at overskriften om forebyggende sundhedsordninger udgår dette sted i loven for at undgå, at samme overskrifter optræder flere steder.

Til nr. 21

Det følger af sundhedslovens § 250, at opholdskommunen afholder udgifter til sygeplejeydelser efter § 138.

Det foreslås, at der i § 250 efter »udgifter til« indsættes »kommunale«.

I henhold til dette lovforslags § 1, nr. 10 og 11, foreslås den nuværende kommunale sygepleje opdelt i henholdsvis kommunal sygepleje og regional akutsygepleje. Som følge af den foreslåede opdeling foreslås finansieringsansvaret for sygeplejefaglige ydelser også opdelt.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil alene have ansvaret for finansieringen for den kommunale sygepleje, der også fremadrettet vil være kommunalbestyrelsens ansvar efter § 138.

Finansieringsansvaret og myndighedsansvaret for den kommunale sygepleje vil således være samlet hos opholdskommunen. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have finansieringsansvaret for tildeling af kommunal sygepleje for borgere, der henvises til sygeplejefaglige indsatser, som udføres under det kommunale myndighedsansvar. For så vidt angår finansieringsansvaret for den regionale akutsygepleje henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 22. Da det allerede gælder at finansieringsansvaret er opholdskommunens.

For så vidt angår myndighedsansvaret for kommunal sygepleje se bemærkningerne til § 1, nr. 10.

Til nr. 22

Det følger af sundhedslovens § 250, at opholdskommunen afholder udgifter til kommunale sygeplejeydelser efter § 138.

Det foreslås, at der i § 250 indsættes et stk. 2 om, at bopælsregionen afholder udgifter til regionale akutsygeplejeydelser efter § 138 a.

Den foreslåede indsættelse vil tydeliggøre, at regionsrådet skal afholde udgifter til de akutte regionale sygeplejeindsatser. Det vil betyde, at regionsrådet fremover vil have finansieringsansvaret for tildeling af akutsygepleje for borgere, der henvises til sygeplejefaglige indsatser, som udføres under det regionale myndighedsansvar. Hvis opholdsregionen og bopælsregionen ikke er den samme, vil opholdsregionen have ansvaret for at udføre opgaven, og bopælsregionen vil have finansieringsansvaret.

Det foreslås endvidere, at der i § 250 indsættes et stk. 3 om, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om bopælsregionens betaling til opholdsregionen efter stk. 2.

Den foreslåede ændring er en følge af, at regionsrådet får finansieringsansvaret for akutsygepleje efter § 138 a. Myndighedsansvaret og finansieringsansvaret vil således være opdelt mellem opholdsregionen og bopælsregionen i forhold til de akutte sygeplejeindsatser. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at regionsrådet skal afholde udgifter til akutsygeplejeindsatser. Det vil betyde, at opholdsregionen vil være ansvarlig for at yde vederlagsfri akutsygepleje til personer med ophold i regionen, mens bopælsregionen fremover vil have finansieringsansvaret i forbindelse med tildeling af akutsygepleje for borgere, der henvises til sygeplejefaglige indsatser, som udføres under det regionale myndighedsansvar. Bopælsregionens finansieringsansvar skal ses i lyset af den generelle finansiering af regionerne, jf. lov om regionernes finansiering, som tager udgangspunkt i befolkningens bopæl. Med den foreslåede ændring indsættes der en bestemmelse, der vil give indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om bopælsregionens betaling til opholdsregionen efter stk. 2 i de tilfælde, hvor opholdsregionen og bopælsregionen er forskellige.

For så vidt angår myndighedsansvaret for regional akutsygepleje se bemærkningerne til § 1, nr. 11.

Til nr. 23

Efter § 251, stk. 1 afholder bopælskommunen udgifter til genoptræningsydelser efter § 140.

Det foreslås, at i § 251 , stk. 1, ændres »§ 140« til: »§ 139 a«.

Den foreslåede ændring i finansieringsbestemmelsen er en konsekvens af den foreslåede opgaveflytning af dele af genoptræningsindsatsen fra kommunen til regionen, hvorefter kommunalbestyrelsens ansvar for almen genoptræning vil fremgå af § 139 a.

Til nr. 24

Efter sundhedslovens § 251, stk. 2, er indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiget til at fastsætte regler om bopælskommunens betaling efter stk. 1, og har på den baggrund udstedt bekendtgørelse nr. 1113 af 18. oktober 2024 om betalinger for færdigbehandlede patienter, indlagte på hospice og genoptræning på specialiseret niveau.

Det foreslås at, § 251, stk. 2, affattes på ny, og at bopælsregionen afholder udgifter til genoptræningsydelser efter § 139 b.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at regionsrådet får finansieringsansvar for genoptræning på specialiseret niveau og rehabilitering på specialiseret niveau efter § 139 b.

Finansierings- og myndighedsansvaret vil således være samlet hos den myndighed med ansvar for de enkelte genoptræningsindsatser. Med samling af myndigheds- og finansieringsansvaret for genoptræning på specialiseret niveau vil der ikke være behov regler om bopælskommunes betaling for den udførte genoptræning på specialiseret niveau på sygehusene. Bekendtgørelse nr. 1113 af 18. oktober 2024 vil således skulle justeres, idet at med den foreslåede ordning vil kommunerne ikke længere skulle finansiere genoptræning på specialiseret niveau.