Lov om ændring af sundhedsloven (Bedre lægedækning ved udvidelse af perioden for regioners drift af alment medicinske klinikker, forenklet overdragelse af ydernumre mellem læger og ændret opkrævning af gebyr for regionale sygehusenheder m.v.) § 1

Til nr. 1

Det fremgår af den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 213 c, stk. 1, at sygehusenheder, klinikker, praksisser, plejecentre, plejehjem, bosteder, sundheds- eller genoptræningssteder og andre behandlingssteder, hvor sundhedspersoner udøver behandling, skal lade sig registrere hos de centrale sundhedsmyndigheder.

Overtrædelser af registreringspligten i § 213 c, stk. 1, kan ifølge sundhedslovens § 272, stk. 1, straffes med bøde.

Det foreslås, at § 213 c, stk. 1, ændres, således at der efter »sundhedsmyndigheder« indsættes: »jf. dog stk. 2.«

Dette indebærer, at der i § 213 c, stk. 1, henvises til stk. 2, for en præcisering af, at det er regionerne, der skal foretage registreringen af de regionale sygehusenheder.

Til nr. 2

Efter den gældende bestemmelse i § 213 c, stk. 2, fastsætter Styrelsen for Patientsikkerhed nærmere regler om registrering, herunder regler om nærmere afgrænsning af de behandlingssteder, der skal lade sig registrere, og at registrering skal ske elektronisk. Ved fastsættelsen af krav om elektronisk indgivelse af registrering skal der tages behørigt hensyn til eventuelle særlige behov, der gør sig gældende for de enkelte behandlingssteder omfattet af registreringspligten.

Med den foreslåede ændring af § 213 c, stk. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 2 i bestemmelsen, som fastlægger subjektet for registreringspligten i forhold til de regionale sygehusenheder. Med forslaget til ny § 213 c, stk. 2, skal regionerne foretage registrering af deres regionale sygehusenheder.

Den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 213 c, stk. 2, rykkes herefter til stk. 3.

Efter forslaget til stk. 3 fastsætter styrelsen nærmere regler om registrering af både de i stk. 1 nævnte behandlingssteder og de i stk. 2 nævnte regionale sygehusenheder, herunder regler om nærmere afgrænsning af de behandlingssteder, der skal lade sig registrere, og at registrering skal ske elektronisk.

Forslaget vil indebære en registreringslettelse for regionerne ved, at de selv skal registrere deres sygehusenheder i behandlingsstedsregistret. De undgår således, at hver enkelt sygehusenhed i regionen skal definere sig som sygehusenhed og registrere sig i behandlingsstedsregistret.

Regionerne skal via Styrelsen for Patientsikkerheds registreringssystem udfinde deres sygehusenheder, hvor der udføres behandling, dvs. afdelinger i SOR og registrere dem i behandlingsstedsregistret. Derved skal de udelade fx administrative enheder på sygehusene, som også er registreret i SOR. Dette vil samlet set give et klarere overblik over de regionale sygehusenheder.

Til nr. 3

Det følger af den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 213 d, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed opkræver et årligt gebyr hos de behandlingssteder, der er registreret efter § 213 c, stk. 1, til dækning af styrelsens udgifter til registreringsordningen og det risikobaserede tilsyn, både det planlagte tilsyn og det reaktive tilsyn, hvor styrelsen fører tilsyn på et behandlingssted, hvor der kan være bekymring i forhold til patientsikkerheden. Efter bestemmelsens stk. 2 fastsætter styrelsen nærmere regler om størrelsen af det årlige gebyr og om opkrævning af gebyret.

Styrelsen for Patientsikkerhed har med den gældende § 213 d, stk. 2, hjemmel til at fastsætte nærmere regler om størrelsen af det i stk. 1, nævnte gebyr og om opkrævning af gebyret. Gebyrerne er fordelt på 5 kategorier og er graduerede, så de vil være størst for kategori 1 og lavest for kategori 5. Se afsnit 2.3.1.

Styrelsen for Patientsikkerhed har som led i udmøntningen af bemyndigelsen i den gældende § 213 d, stk. 2, fastsat regler om, hvilke behandlingssteder, der er i hver af de 5 kategorier, og hvad gebyret er fastsat til. Disse regler fremgår af bekendtgørelse nr. 615 af 31. maj 2017 om registrering af tilsyn med offentlige og private behandlingssteder m.v., som trådte i kraft den 1. juli 2017.

Det foreslås således, at Styrelsen for Patientsikkerhed opkræver et årligt gebyr hos de behandlingssteder, der er registreret efter § 213 c, stk. 1, og et samlet årligt gebyr hos regionsrådet for regionens sygehusenheder, der er registreret efter § 213 c, stk. 2.

Dette indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerhed som noget nyt får adgang til at opkræve et årligt gebyr hos hver af regionerne for deres sygehusenheder. Regionerne får herefter årligt en samlet faktura for alle deres sygehusenheder.

Med den foreslåede § 213 d, stk. 2, får styrelsen adgang til at fastsætte nærmere regler om størrelsen af det i stk. 1 nævnte gebyr og om opkrævning af gebyret.

Gebyret vil for de regionale sygehusenheder blive fastlagt og fordelt efter bloktilskudsnøglen, og det vil således være uafhængigt af, hvordan antallet af sygehusenheder (afdelinger) udvikler sig i de enkelte regioner.

Bloktilskuddet udgør ca. 75 pct. af regionernes indtægter. Bloktilskuddet gives til regionerne som et basisbeløb. Bloktilskudsnøglen definerer hver regions andel af bloktilskuddet og er beregnet på baggrund af en række faktorer, der har indflydelse på regionernes udgifter, herunder den aldersmæssige og socioøkonomiske sammensætning af befolkningen i de enkelte regioner. Der findes en bloktilskudsnøgle for sundhedsområdet og for området for regional udvikling.

Opkrævningen af gebyret bliver dermed også gjort uafhængigt af, hvor mange sygehusenheder regionerne registrerer i behandlingsstedsregistret. En region, der efter den foreslåede § 213 c, stk. 2, registrerer forholdsvis flere sygehusenheder end en anden regions, vil med andre ord ikke blive opkrævet et større gebyr af den grund.

Lovforslaget indebærer ikke ændringer i forhold til de øvrige behandlingssteder, herunder de regionale sundhedscentre, bosteder og regionsklinikker. De skal hver især betale gebyr efter de takster, der er forudsat i gældende lovgivning.

Til nr. 4

Efter sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt ., kan regionsrådet sælge ydernumre fra praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1, og som regionsrådet har fået overdraget, til læger, som vil praktisere i henhold til stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1. Salg af ydernumre, jf. sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt., 2. pkt., kan ske til læger, som allerede har et ydernummer. En læge kan eje op til seks ydernumre erhvervet i henhold til sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at ændre ordlyden af sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt ., således at ydernumre fra praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, jf. sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1, kan overdrages til regionsrådet og til læger, som vil praktisere i henhold til sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1.

Den foreslåede ændring af sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt ., indebærer, at ydernumre fra praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, jf. sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1, fremover kan overdrages til regionsrådet og til læger, som vil praktisere i henhold til sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1.

Dette indebærer, at alment praktiserende læger vil kunne overdrage deres ydernummer til en anden læge, som vil praktisere i henhold til overenskomst, uden at regionsrådet forinden har fået ydernummeret overdraget.

Med den foreslåede ændring af sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt. , vil alment praktiserende læger fremover kunne overdrage deres ydernummer fra en praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, jf. sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1, til en anden læge, som vil praktisere i henhold til sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1., uden at regionsrådet forinden har fået ydernummeret overdraget til sig.

Lovforslaget ændrer ikke ved, at salg af ydernumre kan ske til læger, som allerede har et ydernummer. En læge kan fortsat eje op til seks ydernumre, jf. hertil også de almindelige bemærkninger.

Ydernumre fra praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, vil desuden fortsat kunne overdrages til regionsrådet. Lovforslaget ændrer således ikke ved et regionsråds adgang til at erhverve, oprette og afhænde ydernumre.

Til nr. 5

Efter sundhedslovens § 227, stk. 5, 1. pkt., kan regionsrådet selv etablere en praksis i en periode på op til 4 år, hvis der ikke er private leverandører, der deltager i udbud af drift af praksis foretaget i henhold til stk. 3, eller regionsrådet har forkastet bud i henhold til stk. 4, 2. pkt. Et regionsråd, der ønsker at fortsætte driften af praksis efter udløbet af 4-årsperioden, kan alene gøre dette, hvis det ikke er muligt at sælge ydernummeret til en læge efter stk. 2 eller afsætte driften via udbud efter stk. 3 og 4.

Med lovforslagets § 1, nr. 5 , foreslås det at ændre ordlyden af sundhedslovens § 227, stk. 5, 1. pkt. , således, at det af bestemmelsen fremgår, at hvis der ikke er private leverandører, der deltager i udbud af drift af praksis foretaget i henhold til § 227, stk. 3, eller regionsrådet har forkastet bud i henhold til § 227, stk. 4, 2. pkt., kan regionsrådet selv etablere en praksis i en periode på op til 6 år.

Dette indebærer, at den midlertidige periode, som regionerne kan drive egne almen medicinske klinikker i, udvides fra 4 år til 6 år, hvilket vil være med til at styrke lægedækningen og sikre, at alle danskere får adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet, uanset hvor i landet patienten bor, og uanset hvad patienten fejler.

Det er desuden hensigten, at den forlængede periode skal gøre det nemmere for regionerne at rekruttere læger til regionsklinikkerne.

Den henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Efter sundhedslovens § 227, stk. 5, 2. pkt., kan et regionsråd, der ønsker at fortsætte driften af praksis efter udløbet af 4-årsperioden, jf. sundhedslovens § 227, stk. 5, 1. pkt., alene gøre dette, hvis det ikke er muligt at sælge ydernummeret til en læge efter sundhedslovens § 227, stk. 2, eller afsætte driften via udbud efter sundhedslovens § 227, stk. 3 og 4.

Med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det, at et regionsråd, der ønsker at fortsætte driften af praksis efter udløbet af 6-årsperioden, jf. den foreslåede ændring af sundhedslovens § 227, stk. 5, 1. pkt., alene kan gøre dette, hvis det ikke er muligt at sælge ydernummeret til en læge efter sundhedslovens § 227, stk. 2, eller afsætte driften via udbud efter sundhedslovens § 227, stk. 3 og 4.

Dette indebærer, at et regionsråd, der ønsker at fortsætte driften af et midlertidigt tilbud efter udløbet af 6-årsperioden, alene kan gøre dette, hvis det ikke er muligt at sælge til en læge efter reglerne i sundhedslovens § 227, stk. 2, eller at afsætte driften af tilbuddet via udbud efter sundhedslovens § 227, stk. 3 og 4.

Ændringen er en konsekvens af forslaget til ændring af sundhedslovens § 227, stk. 5, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Det bemærkes, at der ikke med lovforslaget foretages ændringer i forhold til regionernes forpligtelse til at udbyde driften af almen praksis i situationer, hvor regionen har fået overdraget ydernummeret, eller hvor regionen har oprettet nye ydernumre. Regionerne skal leve op til udbudslovens regler om ligebehandling, proportionalitet og gennemsigtighed og herudfra fastsætte en passende periode for kontraktens løbetid, der fx tilsvarende kan være 6 år, men det vil altid bero på en konkret vurdering.

Den henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.