Til nr. 1

Gældende ret indeholder definitioner af begreber på bekendtgørelsesniveau. Beskrivelserne bygger på strålebeskyttelsesdirektivets definitioner og, hvor det er hensigtsmæssigt, på det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) eller den Internationale Strålebeskyttelseskommissions (ICRP) definitioner, der har bredere international anvendelse.

Begrebet ”brug” er defineret i strålebeskyttelseslovens § 3, nr. 2, som a) fremstilling, forarbejdning, besiddelse, import, eksport, overdragelse, håndtering, anvendelse, kontrol, eftersyn, opbevaring, bortskaffelse, genvinding, genanvendelse, udledning og transport af radioaktive stoffer, og b) fremstilling af strålingsgeneratorer, hvor der i den pågældende proces skabes ioniserende stråling, og ændring af strålingsgeneratorer, som kan have indvirkning på strålebeskyttelsesmæssige forhold, og installation, anvendelse, kontrol og eftersyn af strålingsgeneratorer.

Brug defineres for både radioaktive stoffer og strålingsgeneratorer som alle situationer, hvor stråling anvendes, samt situationer, hvor der fremkommer stråling, uden at der samtidig tilsigtes udnyttelse af stråling. Som følge af forskellen angående muligheden for at afbryde stråling, defineres brug forskelligt for strålingsgeneratorer og for radioaktive stoffer.

Særligt i forhold til radioaktive stoffer bemærkes det, at begrebet ’brug’ bl.a. omfatter besiddelse, import, eksport, overdragelse og transport, dvs. situationer, hvor der ikke er tale om udnyttelse af strålingen, men hvor information om og gennemførelse af strålebeskyttelsesforanstaltninger er relevant, da strålingen fra radioaktive stoffer ikke kan afbrydes. I sådanne situationer vil den, der er i fysisk besiddelse af radioaktive stoffer være pålagt en forpligtelse til at gennemføre nødvendige strålebeskyttelsesforanstaltninger. Der vil endvidere kunne pålægges ejeren, der uden at være i fysisk besiddelse af materialet, men alene er den formueretlige ejer af dette, en forpligtelse til at være med til at sikre, at materialet ikke overlades til nogen, som efter dansk ret eller efter direktivets bestemmelser ikke vil være berettiget dertil.

Det foreslås at nyaffatte § 3, nr. 2, i strålebeskyttelsesloven, hvorefter brug for radioaktive stoffer vil være defineret som anvendelse, besiddelse, eftersyn, eksport, forarbejdning, fremstilling, genanvendelse, genvinding, håndtering, import, indgreb, kontrol, opbevaring, overdragelse, transport og udledning, og brug for strålingsgeneratorer vil være defineret som anvendelse, eftersyn, fremstilling, indgreb, installation og kontrol.

Den foreslåede definition af brug er en præcisering af hidtil gældende retstilstand således, at det svarer til den måde, begrebet anvendes på i praksis. Det er ikke hensigten med lovforslaget at udvide eller indskrænke lovens anvendelsesområde.

Den foreslåede ændring vil i forhold til radioaktive stoffer medføre, at ”bortskaffelse” ikke længere vil være omfattet af definitionen, og ”indgreb” vil blive tilføjet. I forhold til strålingsgeneratorer vil ”indgreb” erstatte ”ændring”.

Begrebet ”bortskaffelse” vurderes at være for bredt i forhold til håndteringen af affald. Bortskaffelse omfatter udledning, injicering og deponering. ”Deponering” involverer handlinger, eksempelvis opbevaring og håndtering, som allerede er tilstrækkeligt dækket med definitionen ”brug”. Tilsvarende gør sig gældende for ”injicering”, som i tillæg også kan foregå med henblik på andre formål end bortskaffelse, i hvilke tilfælde opbevaring, håndtering og anvendelse, vil være dækkende. Det foreslås derfor at fjerne ”bortskaffelse” fra definitionen af brug.

For radioaktive stoffer beskriver begrebet ”indgreb” de handlinger, der gennemføres, når udstyr til strålebeskyttelse, eksempelvis beholdere til afskærmning for stråling, vedligeholdes eller repareres. For strålingsgeneratorer er ”indgreb” mere sigende for den handling, der rent faktisk ønskes reguleret end den hidtidige begreb ”ændring”. Hvis man f.eks. skifter farven på en strålingsgenerator, vil der være tale om en ændring og ikke et indgreb. Det er således først, når man foretager handlinger (indgreb), hvor strålingsgeneratorens evne til at frembringe stråling kan påvirkes, at det vil kunne have en strålebeskyttelsesmæssig betydning.

Til nr. 2

Strålebeskyttelseslovens § 1, stk. 1, om, at loven finder anvendelse på brug af strålekilder og stråleudsættelse i enhver bestrålingssituation, omfatter alle situationer, der indebærer en risiko for udsættelse for ioniserende stråling, som der ikke kan ses bort fra med hensyn til strålebeskyttelse, eller med hensyn til miljøet med henblik på at beskytte menneskers sundhed på lang sigt i medfør af strålebeskyttelsesdirektivets artikel 2, stk. 1.

Dette omfatter enhver planlagt eller eksisterende bestrålingssituation eller nødbestrålingssituation, jf. artikel 2, stk. 1, i strålebeskyttelsesdirektivet, og § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse.

Strålebeskyttelseslovens § 3 definerer, hvordan en række begreber, som anvendes i lovens bestemmelser, skal forstås. Begrebet ”eksisterende bestrålingssituationer” fremgår ikke af strålebeskyttelsesloven. Definitioner af bestrålingssituationer fremgår af de tilhørende bekendtgørelser, hvor det er mere hensigtsmæssigt i forhold til at målrette indholdet af bestemmelserne til specifikt afgrænsede situationer og persongrupper. En eksisterende bestrålingssituation er således defineret i § 10, nr. 17, i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse som en bestrålingssituation, der allerede eksisterer, når der skal tages beslutning om kontrollen af den, og som ikke kræver eller ikke længere kræver hasteforanstaltninger.

Det foreslås at indsætte en ny § 3, nr. 3 , i strålebeskyttelsesloven med en ny definition, hvorefter en eksisterende bestrålingssituation vil være defineret som ”en bestrålingssituation, der allerede eksisterer, når der skal tages beslutning om kontrollen af den, og som ikke kræver eller ikke længere kræver hasteforanstaltninger”. Definitionen vil være enslydende med strålebeskyttelsesdirektivets artikel 4, nr. 35, og den definition, der allerede findes i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse, § 10, nr. 17.

Baggrunden for denne ændring er, at der med dette lovforslags § 1, nr. 8, indsættes en ny § 23 b i strålebeskyttelsesloven, der indeholder bestemmelser om eksisterende bestrålingssituationer.

Det foreslåede vil medføre, at det i strålebeskyttelsesloven vil være defineret, hvad der vil skulle forstås ved en eksisterende bestrålingssituation. Eksempelvis vil der være tale om en eksisterende bestrålingssituation, når flybesætninger er udsat for kosmisk stråling. På samme måde vil eksponering for radon i boliger samt naturligt forekommende radioaktive stoffer for det meste skulle kategoriseres som eksisterende bestrålingssituationer.

Der vil også kunne være tale om en eksisterende bestrålingssituation efter overgangen fra en nødbestrålingssituation, hvor aktiviteterne i samfundet tilpasses den aktuelle bestrålingssituation, og hvor formålet er at bringe samfundet tilbage til en ny normal situation.

Til nr. 3

Strålebeskyttelseslovens § 1, stk. 1, om, at loven finder anvendelse på brug af strålekilder og stråleudsættelse i enhver bestrålingssituation, omfatter alle situationer, der indebærer en risiko for udsættelse for ioniserende stråling, som der ikke kan ses bort fra med hensyn til strålebeskyttelse, eller med hensyn til miljøet med henblik på at beskytte menneskers sundhed på lang sigt i medfør af strålebeskyttelsesdirektivets artikel 2, stk. 1.

Dette omfatter enhver planlagt eller eksisterende bestrålingssituation eller nødbestrålingssituation, jf. artikel 2, stk. 1, i strålebeskyttelsesdirektivet, og § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse.

Strålebeskyttelseslovens § 3 definerer, hvordan en række begreber, som anvendes i lovens bestemmelser, skal forstås. Begrebet nødbestrålingssituationer fremgår ikke af strålebeskyttelsesloven. Definitioner af bestrålingssituationer fremgår af de tilhørende bekendtgørelser, hvor det er mere hensigtsmæssigt i forhold til at målrette indholdet af bestemmelserne til specifikt afgrænsede situationer og persongrupper. En nødbestrålingssituation er således defineret i § 10, nr. 36, i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse som ”en situation med bestråling, der skyldes en nødsituation”.

Det foreslås at indsætte en ny § 3, nr. 8 , i strålebeskyttelsesloven med en ny definition, hvorefter en nødbestrålingssituation vil være defineret som ”en situation med bestråling, der skyldes en nødsituation”. Definitionen vil være enslydende med strålebeskyttelsesdirektivets artikel 4, nr. 27, og den definition, der allerede findes i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse, § 10, nr. 36.

Baggrunden for denne ændring er, at der med dette lovforslags § 1, nr. 8, indsættes en ny § 23 a i strålebeskyttelsesloven, der indeholder bestemmelser om nødbestrålingssituationer.

Det foreslåede vil medføre, at det i strålebeskyttelsesloven vil været defineret, hvad der skal forstås ved en nødbestrålingssituation. Med en nødbestrålingssituation (radiologisk, herunder nuklear) forstås en situation, hvor enkeltpersoner i befolkningen, arbejdstagere og redningsmandskab er eller kan være udsat for stråling over det normale i situationer, hvor farligt radioaktivt materiale er i risiko for at blive spredt eller allerede er blevet spredt i miljøet. Det kan også være situationer hvor afskærmningen af en radioaktiv kilde er i risiko for at forringes eller allerede er forringet, eller hvor en forseglet radioaktiv kilde enten er eller er i risiko for at være ude af kontrol.

Til nr. 4

Strålebeskyttelseslovens § 3 definerer, hvordan en række begreber, som anvendes i lovens bestemmelser, skal forstås. Begrebet ”ukontrolleret strålekilde” er ikke defineret i strålebeskyttelsesloven.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 3, nr. 13 , i strålebeskyttelsesloven med en ny definition, hvorefter en ukontrolleret strålekilde vil være defineret som ”en radioaktiv kilde, som hverken er underlagt eller undtaget fra myndighedskontrol”.

Baggrunden herfor er, at der med dette lovforslag indsættes en ny § 17 a i strålebeskyttelsesloven, der indeholder bestemmelser om at etablere myndighedskontrol med ukontrollerede strålekilder, som måtte hidrøre fra tidligere brug.

Forslaget vil medføre en specifik afgrænsning af begrebet ukontrollerede strålekilder i forbindelse med, at Sundhedsstyrelsen forpligtes til i nødvendigt omfang at sørge for at tilrettelægge indsatser for at etablere myndighedskontrol med ukontrollerede strålekilder.

Ukontrollerede strålekilder vil ofte være proceskontroludstyr, fyldehøjdemålere eller densitets- og fugtighedsmålere, der indeholder moderate mængder radioaktivt materiale forseglet i metalbeholdere, som anvendes medicinsk og industrielt, herunder i forbindelse med byggeaktiviteter. Disse strålekilder kan blive efterladt, mistet, stjålet eller utilsigtet bortskaffet i miljøet eller på affaldsanlæg, der ikke modtager radioaktivt affald eller genanvendt som skrotmetal.

Den foreslåede definition er i overensstemmelse med strålebeskyttelsesdirektivets artikel 4, nr. 60.

Til nr. 5

Virksomheder, der som led i deres drift udleder radioaktive stoffer til atmosfæren eller spildevand, skal i dag foretage en fremadrettet vurdering af de doser, som enkeltpersoner i befolkningen potentielt udsættes for, inden Sundhedsstyrelsen tillader driften, jf. § 20, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse. Efter stk. 2 stilles virksomhederne endvidere krav om at dokumentere disse udledninger.

En virksomhed skal efter § 18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 670 af 1. juli 2019 føre en fortegnelse over de seneste 5 års udledning, opbevaring og overdragelse af radioaktivt affald, der indeholder følgende oplysninger: 1) opbevaring af radionuklider med halveringstid længere end 24 timer: radionuklid, kemisk og fysisk form, dato, estimeret aktivitet og, hvor relevant, aktivitetskoncentration ved hensættelse som radioaktivt affald samt opbevaringssted og relevant kontaktperson, 2) udledning og overdragelse: dato, estimeret aktivitet og, hvor relevant, aktivitetskoncentration ved udledning henholdsvis overdragelse, eventuel udledningsmetode samt ved overdragelse navn på den virksomhed, hvortil overdragelsen er sket. For udledning fra patienter og dyr i forbindelse med indgift af radionuklider kan dokumentationen efter stk. 2 baseres på modelberegninger, der inkluderer et statistisk skøn over udledninger baseret på antal patienter henholdsvis dyr.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 13 a i strålebeskyttelsesloven om, at Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om bestemmelse og vurdering af stråledoser til enkeltpersoner i befolkningen som følge af virksomheders brug af strålekilder og stråleudsættelse.

Med lovforslaget bemyndiges Sundhedsstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om vurdering af de strålingsdoser, som enkeltpersoner i befolkningen potentielt udsættes for, som følge af virksomheders faktiske drift og de dokumenterede radioaktive udledninger i forbindelse hermed.

Forslaget vil medføre, at Sundhedsstyrelsen vil skulle fastsætte regler om en regelmæssig – typisk årlig – vurdering af de doser, som enkeltpersoner i befolkningen udsættes for som følge af virksomhedens faktiske drift og de radioaktive udslip, der følger af en given type af brug. Disse vurderinger kan foretages enten i form af en screeningsvurdering for en given type af brug med lavere risiko eller på baggrund af realistiske vurderinger for en type af brug med højere risiko. Forslaget medfører ikke væsentlige ændringer i den nuværende praksis.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at Sundhedsstyrelsen skal fastsætte regler om, at der udpeges de typer af brug af radioaktive stoffer og ioniserende stråling, for hvilke stråledoser til enkeltpersoner i befolkningen specifikt vil skulle vurderes af virksomheden, og for hvilke en overordnet screening vil være tilstrækkelig. Sundhedsstyrelsen vil herudover skulle fastsætte regler om, hvordan og hvor ofte virksomhedens vurdering af de doser, som enkeltpersoner i befolkningen udsættes for som følge af virksomhedens faktiske drift, skal foregå.

Det følger af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven) § 10, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Bestemmelsen vil kunne være relevant, hvis Sundhedsstyrelsen som tilsynsmyndighed har en konkret mistanke om, at en enkelt person eller en juridisk person har begået en strafbar lovovertrædelse, og hvis man samtidig er på et stadie i sagen, hvor Sundhedsstyrelsen overvejer at politianmelde overtrædelsen.

Bestemmelsen vil ikke finde anvendelse, hvis der alene er tale om at undersøge, om der eksempelvis skal gives påbud. Bestemmelsen vil heller ikke finde anvendelse, hvis Sundhedsstyrelsen i første omgang vil forsøge at klare en overtrædelse med de administrative håndhævelsesmidler såsom påbud, forbud m.v. Langt det meste af Sundhedsstyrelsens tilsynsarbejde vil derfor kunne fortsætte som hidtil, uden at retssikkerhedslovens § 10 vil få nogen betydning.

En virksomhed vil ikke kunne påberåbe sig retssikkerhedslovens § 10 i en situation, hvor den selv ved, at den har overtrådt reglerne, og derfor ikke ønsker at indsende oplysningerne, men hvor Sundhedsstyrelsen ikke har oplysninger, der giver grundlag for en konkret mistanke. Dette gælder også, selvom Sundhedsstyrelsen i et tidligere påbud eller forbud har meddelt, at Sundhedsstyrelsen vil politianmelde - eller overveje at politianmelde - forholdet, hvis påbud eller forbud ikke efterkommes.

Til nr. 6

Strålekilder og anlæg skal være registreret i Sundhedsstyrelsens register for strålekilder og anlæg i medfør af § 51, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse. Registreringspligten for strålekilder og anlæg påhviler den, der bruger strålekilden og tilhørende anlæg, jf. stk. 2, jf. dog stk. 3, hvorefter den, der er ansvarlig for et anlæg uden selv at bruge strålekilder i anlægget, er selvstændig registreringspligtig for anlægget. Uanset stk. 2 skal en strålekilde eller anlæg kun registreres én gang, jf. stk. 4.

Er brug af en registreringspligtig strålekilde underlagt krav om tilladelse, må brug af strålekilden og, hvor relevant, benyttelse af anlægget til brug af sådanne strålekilder, først påbegyndes, efter Sundhedsstyrelsen har bekræftet registrering af strålekilden og, hvor relevant, anlægget, jf. stk. 5, 1. pkt.

Er brug af en registreringspligtig strålekilde underlagt krav om underretning, kan brug af strålekilden og, hvor relevant, benyttelse af anlægget til brug af sådanne strålekilder, påbegyndes, efter at Sundhedsstyrelsen har bekræftet at have modtaget ansøgningen om registrering af strålekilden og, hvor relevant, anlægget, jf. stk. 5, 2. pkt.

Enhver ændring, der vedrører oplysninger, der indgår i Sundhedsstyrelsens register for strålekilder og anlæg, herunder ændringer af registrerede strålekilder og anlæg, skal indberettes til Sundhedsstyrelsen, jf. stk. 6. Registreringer og indberetninger skal ske efter de procedurer og omfatte de oplysninger, som anvises af Sundhedsstyrelsen, jf. stk. 8.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 15 a i strålebeskyttelsesloven, og det foreslås i stk. 1, at Sundhedsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om registrering af virksomheder, der er underlagt krav om tilladelse til og underretning om brug af strålekilder eller stråleudsættelse, samt disses strålekilder og anlæg.

Forslaget vil medføre, at Sundhedsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om registrering af virksomheder, strålekilder og anlæg og således konsoliderer en af de grundlæggende forudsætninger for etablering og håndhævelse af myndighedskontrol.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre gældende praksis på området for registrering af virksomheder. Med lovændringen sikres en eksplicit hjemmel hertil med henblik på korrekt implementering af strålebeskyttelsesdirektivet.

Det forventes, at der i bekendtgørelse om ioniserende stråling og strålebeskyttelse vil blive fastsat regler om hvilke oplysninger der skal indberettes i Sundhedsstyrelsens register for strålekilder og anlæg.

Det foreslås endvidere at indsætte § 15 a, stk. 2, om, at Sundhedsstyrelsen vil skulle føre et register over strålekilder og anlæg.

Den foreslåede ændring fremgår allerede af § 51 i bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse, hvorefter strålekilder og anlæg skal være registreret i Sundhedsstyrelsens register for strålekilder og anlæg. Der er derfor med det foreslåede ikke tiltænkt en ændring af gældende ret, men en lovfæstning af Sundhedsstyrelsens eksisterende praksis i overensstemmelse med strålebeskyttelsesdirektivet.

Til nr. 7

Det foreslås, at der indsættes en ny § 17 a i strålebeskyttelsesloven, og det foreslås i stk. 1 , at Sundhedsstyrelsen skal tilrettelægge indsatser, der har som formål at etablere myndighedskontrol med ukontrollerede strålekilder, som måtte hidrøre fra tidligere brug. Det vil sige kilder, som Sundhedsstyrelsen ikke er bekendt med, eller hvor en ansvarlig virksomhed ikke er identificeret.

Bestemmelsen vil medføre, at Sundhedsstyrelsen som hidtil vurderer behovet for at organisere systematiske indsatser til at inddrage ukontrollerede strålekilder. Under tilsyn på anlæg, hvor der er større sandsynlighed for at finde radioaktive strålekilder, der ikke længere anvendes, kan mere grundige undersøgelser gennemføres. Det gælder eksempelvis hospitaler, universiteter, forskningscentre, militære anlæg mv.

Inddragelse af ukontrollerede strålekilder vil referere til eksisterende processer med at identificere, lokalisere og håndtere strålekilder, som ikke er registret i Sundhedsstyrelsens register, og for hvilke der ikke er specificeret en ansvarlig virksomhed. Sundhedsstyrelsen skal fastslå, hvilke strålekilder der er ukontrollerede og finde den præcise placering af de ukontrollerede strålekilder samt tage de nødvendige skridt for at sikre, at strålekilderne ikke udgør en umiddelbar fare. Strålekilderne skal flyttes til en sikker placering og håndteres på en måde, der enten deaktiverer dem, eller gør dem sikre for genanvendelse.

Til nr. 8

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 8 a med overskriften ’Nødbestrålingssituationer og eksisterende bestrålingssituationer’. Kapitlet indeholder nye §§ 23 a og 23 b.

(Til § 23 a)

Det foreslås i § 23 a, stk. 1, at Sundhedsstyrelsen med bidrag fra de myndigheder, der har ansvar for opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i nødbestrålingssituationer, skal udarbejde en radiologisk beredskabsplan.

En radiologisk beredskabsplan skal bestå af tre hovedelementer, som etablerer en samlet national ramme om koordinering, forberedelse og udformning af konkrete planer for at håndtere radiologiske nødsituationer.

For det første skal potentielle nødbestrålingssituationer (radiologiske ulykker, uheld og hændelser) identificeres og vurderes. Det forventes, at dette arbejde vil resultere i inddeling i 8-9 grundlæggende scenarier samt en kortlægning af eventuelle kort- og langsigtede følgevirkninger.

For det andet skal der udarbejdes strategier for håndtering af de identificerede nødbestrålingssituationer. Dette arbejde vil bl.a. indebære referenceniveauer for, hvornår de forskellige scenarier nødvendiggør specifikke modforholdsregler for borgere og samfund. Referenceniveauerne vil afhænge af scenariet og kan variere over tid, ligesom de vil være forskellige for befolkningen, indsatspersonale og arbejdstagere i kritiske samfundsfunktioner. Strategier for særligt forurenede evakuerede områder kan omfatte koncepter for f.eks. evakuering og kriterier for tilbageflytning af evakuerede befolkningsgrupper m.v. Strategierne kræver samarbejde og koordination på tværs af myndigheder og skal løbende vedligeholdes.

For det tredje skal der udarbejdes kommunikationsstrategier og informationsmateriale om scenarierne til oplysning af befolkningen.

Beredskabsplanen vil skulle vedligeholdes, så den løbende er opdateret. Derfor foreslås med § 23 a, stk. 2 , at den radiologiske beredskabsplan, jf. stk. 1, skal vurderes i det omfang, udviklingen gør det nødvendigt, dog mindst én gang hvert fjerde år.

Det foreslås i § 23 a, stk. 3, at Sundhedsstyrelsen skal fastlægge referenceniveauer og dosisbindinger for enkeltpersoner i befolkningen i nødbestrålingssituationer.

Fastsættelse af referenceniveauer vil lægge sig op ad strålebeskyttelsesdirektivets bilag I.

Det foreslås i § 23 a, stk. 4, at Sundhedsstyrelsen bemyndiges til at kunne fastsætte regler om forhold efter stk. 3.

Sundhedsstyrelsen vil således kunne fastsætte regler om referenceniveauer og dosisbindinger for enkeltpersoner i befolkningen i nødbestrålingssituationer. De referenceniveauer der fastlægges i den radiologiske beredskabsplan bruges f.eks. til at fastsætte, hvilke konkrete målbare aktivitetskoncentrationer eller strålingsniveauer der udløser en bestemt foranstaltning.

(Til § 23 b)

Det foreslås, at der indsættes en ny § 23 b, stk. 1 , hvorefter Sundhedsstyrelsen med bidrag fra relevante myndigheder skal vurdere eksisterende bestrålingssituationer.

Forslaget vil betyde, at eksisterende bestrålingssituationer vil blive vurderet ud fra strålebeskyttelsesmæssige hensyn med henblik på, hvor det er relevant, at udarbejde strategier f.eks. i form af samarbejdsaftaler mellem relevante myndigheder eller handleplaner for at mindske stråleudsættelsen af enkeltpersoner i befolkningen.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 23 b, stk. 2 , hvor Sundhedsstyrelsen i samarbejde med relevante myndigheder skal udarbejde strategier for håndtering af eksisterende bestrålingssituationer.

Strategierne vil kunne indeholde de overordnede målsætninger, kort- og langsigtede mål, referenceniveauer samt overvejelser om omfanget af nødvendige beskyttelsesforanstaltninger ud fra den konkrete eksisterende bestrålingssituation. Strategierne vil blive udarbejdet med udgangspunkt i de typer af eksisterende bestrålingssituationer, der fremgår af strålebeskyttelsesdirektivets bilag XVII Sundhedsstyrelsen vil række ud til andre lande for inspiration og sparring.

Det foreslås i § 23 b, stk. 3, at Sundhedsstyrelsen skal fastlægge referenceniveauer og dosisbindinger for enkeltpersoner i befolkningen i eksisterende bestrålingssituationer.

Forslaget vil betyde, at Sundhedsstyrelsen skal fastlægge konkrete niveauer for den effektive dosis, ækvivalente dosis eller den aktivitetskoncentration, over hvilket det med en eksisterende bestrålingssituation anses for uhensigtsmæssigt at tillade, at der sker en bestråling, selv om det ikke er en grænse, der ikke må overskrides. Dette vil gælde for enkeltpersoner i befolkningen.

Referenceniveauer i forbindelse med befolkningsmæssig bestråling vil skulle fastlægges i overensstemmelse med strålebeskyttelsesdirektivets førnævnte bilag I.

Det foreslås i § 23 b, stk. 4 , at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om forhold efter stk. 3.

Forslaget vil betyde, at Sundhedsstyrelsen i bekendtgørelse om ioniserende stråling og strålebeskyttelse vil kunne fastlægge referenceniveauer og dosisbindinger for enkeltpersoner i befolkningen, herunder implementere strålebeskyttelsesdirektivets bilag I.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2025.

Loven vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Lovens bestemmelser vil kunne sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Det bemærkes, at Grønland har overtaget lovgivningskompetencen på strålebeskyttelsesområdet, og loven gælder derfor ikke for Grønland.