Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Styrket indsats mod stalking) § 3

Til nr. 1

Tilholdsloven har til formål at beskytte personer mod at blive udsat for fredskrænkelse, forfølgelse og chikane, herunder stalking, og loven indeholder et samlet regelsæt om tilhold (herunder strakstilhold), opholdsforbud og bortvisning.

Ved et tilhold kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter en anden, jf. tilholdslovens § 1. Efter tilholdslovens § 2 a kan et tilhold gives foreløbigt, indtil der kan træffes en endelig afgørelse angående tilhold eller opholdsforbud efter de gældende bestemmelser (strakstilhold). Efter tilholdslovens § 3 kan en person ved et opholdsforbud (geografisk bestemt tilhold) forbydes at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af en anden persons bolig, arbejds-, uddannelses- eller opholdssted eller andet område, hvor denne ofte færdes. Endelig kan en person efter tilholdslovens § 7 ved bortvisning forbydes at opholde sig i sit hjem.

Der gælder i dag ikke en frist for indgivelse af klage over politidirektørens afgørelser om meddelte tilhold (herunder strakstilhold), opholdsforbud og bortvisning.

Det foreslås, at der i tilholdslovens § 15 indsættes et nyt stk. 4 . Det følger af det foreslåede § 15, stk. 4, at klager over politidirektørens afgørelse om meddelte tilhold, opholdsforbud eller bortvisning skal indgives til statsadvokaten senest 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om politidirektørens afgørelse. Statsadvokaten kan beslutte at behandle en klage, der er modtaget for sent, hvis fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

I medfør af den foreslåede bestemmelse fastsættes fristen for klage over afgørelser om meddelte tilhold, strakstilhold, opholdsforbud og bortvisning efter tilholdsloven til fire uger. Bestemmelsen gælder kun, hvor en afgørelse er truffet, men ikke for klager f.eks. over, at der endnu ikke er truffet afgørelse i sagen. Klagefristen gælder desuden ikke i det tilfælde, hvor forurettede ønsker at klage over, at en person ikke er blevet meddelt et tilhold.

Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om afgørelsen, dvs. fra forkyndelsesdatoen eller fra endelig afgørelse, når der ikke skal ske forkyndelse på ny, jf. tilholdslovens § 16. Klagen skal være kommet frem til myndighederne inden fristens udløb.

Klagefristen er ikke absolut, idet klager, der fremkommer efter udløbet af fire ugers fristen, skal behandles, hvis statsadvokaten skønner, at fristoverskridelsen må anses for undskyldelig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis afgørelsen er meddelt klageren, men denne på grund af bortrejse, sygdom eller dødsfald i nærmeste familie har været forhindret i at indgive klagen rettidigt. Det kan også være tilfældet, hvor klageren har vanskeligheder med at forstå afgørelsen og/eller formulere en klage, grundet sproglige vanskeligheder eller nedsat psykisk funktionsevne, og hvor myndighederne har forsømt deres pligt i forbindelse hermed. Endelig kan andre utilregnelige omstændigheder efter en konkret vurdering betyde, at klageren ikke har haft mulighed for at indgive en rettidig klage, og overskridelsen af fristen derfor må anses for undskyldelig.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændring af retstilstanden.

Til nr. 2

Det fremgår af tilholdslovens § 21, stk. 1, at den, der forsætligt overtræder et tilhold efter § 1, et opholdsforbud efter § 3 eller en bortvisning efter § 7, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Efter tilholdslovens § 21, stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen efter stk. 1, indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet har udgjort et led i en systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane.

Det foreslås, at tilholdslovens § 21, stk. 2 , ophæves.

Overtrædelse af tilhold, opholdsforbud og bortvisning, som har karakter af systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane, vil således fremover skulle straffes efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 242, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.