Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om pas til danske statsborgere m.v. (Styrket indsats mod seksuelle overgreb mod børn og styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb)

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 216, stk. 2, at den, der har samleje med et barn under 12 år, straffes for voldtægt med fængsel indtil 12 år.

I medfør af straffelovens § 225 finder bestemmelsen i § 216 tilsvarende anvendelse på andet seksuelt forhold end samleje.

Det foreslås i § 216, stk. 2, at ”der” ændres til ”som”.

Der er tale om en sproglig ændring, der har til formål at give mulighed for at angive nærmere retningslinjer for strafniveauet ved overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 2, der med lovforslagets § 1, nr. 2, bliver § 216, stk. 2, 1. pkt.

Det forudsættes med bestemmelsen, at strafniveauet for andet seksuelt overgreb end samleje begået mod et barn under 12 år efter straffelovens § 225, jf. 216, stk. 2, 1. pkt., vil blive forhøjet med halvdelen sammenlignet med det gældende strafniveau.

Det betyder f.eks., at en person, der efter gældende praksis ville blive idømt en fængselsstraf på 1 år, med lovforslaget fremover som udgangspunkt vil skulle idømmes en fængselstraf på 1 år og 6 måneder.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af straffelovens § 216, stk. 2, at den, der har samleje med et barn under 12 år, straffes for voldtægt med fængsel indtil 12 år.

Det følger endvidere af straffelovens § 222, stk. 1, at den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216, stk. 2. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, jf. stk. 3.

Af straffelovens § 222, stk. 2, fremgår det, at hvis gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.

Med forslaget indsættes et nyt 2. pkt. i straffelovens § 216, stk. 2, hvoraf det fremgår, at på samme måde (som efter 1. pkt.) straffes den, som er fyldt 22 år og har samleje med et barn under 15 år.

Den foreslåede bestemmelse i § 216, stk. 2, 2. pkt., vil således medføre, at samleje med et barn under 15 år straffes som voldtægt, hvis gerningspersonen er fyldt 22 år.

Forslaget indebærer, at samleje med et barn under 15 år fremover vil skulle henføres til straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., i stedet for straffelovens § 222, såfremt gerningspersonen er fyldt 22 år. Tilfælde, hvor en gerningsperson, der ikke er fyldt 22 år, har samleje med et barn under 15 år, vil fortsat være omfattet af § 222.

Det er en forudsætning for straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, at der er det fornødne forsæt, jf. den almindelige regel herom i straffelovens § 19. Det er således en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at gerningspersonen havde forsæt med hensyn til, at barnet var under 15 år. I tilfælde, hvor gerningspersonen har handlet uagtsomt med hensyn til barnets alder, vil der fortsat kunne straffes for samleje med et barn under 15 år efter straffelovens § 222, jf. § 228.

Der vil kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af § 216, stk. 1, og den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse lægger op til en strafferamme identisk med den gældende efter § 216, stk. 2.

Ved straffens fastsættelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på barnets alder, aldersforskellen mellem barnet og gerningspersonen samt forholdet mellem disse personer, herunder om gerningspersonen har en særlig autoritet i forhold til barnet, f.eks. at den pågældende er barnets lærer.

Med forslaget forudsættes det, at strafniveauet for den foreslåede bestemmelse i § 216, stk. 2, 2. pkt., vil blive forhøjet med en tredjedel i forhold til gældende strafniveau for tilfælde, der i dag er omfattet af straffelovens § 222, stk. 1, og som fremover vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det betyder f.eks., at en person, der efter gældende praksis efter straffelovens § 222, stk. 1, vil blive idømt en fængselsstraf på 6 måneder, med lovforslaget fremover vil skulle idømmes en fængselsstraf på 8 måneder for overtrædelse af § 216, stk. 2, 2. pkt.

Der tilsigtes med den foreslåede ordning ikke nogen ændringer i strafniveauet i forhold til tilfælde, der i dag er omfattet af § 222, stk. 2 eller 3, hvor der således som udgangspunkt vil skulle udmåles en straf på 3 år og 6 måneders fængsel for et enkeltstående fuldbyrdet samleje.

Med forslaget forudsættes det samtidig, at strafniveauet i sager omfattet af § 225, jf. § 216, stk. 2, 2. pkt., om andet seksuelt overgreb end samleje begået mod et barn under 15 år vil blive forhøjet med halvdelen i forhold til det gældende niveau.

Det betyder f.eks. at en person, der efter gældende praksis ville blive idømt 4 måneders fængsel, med lovforslaget fremover vil skulle idømmes en fængselsstraf på 6 måneder.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

En overtrædelse af den foreslåede bestemmelse vil skulle anføres på den pågældendes børneattest.

Der henvises til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af straffelovens § 222, stk. 1, at den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216, stk. 2. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, jf. stk. 3.

Af straffelovens § 222, stk. 2, fremgår det, at hvis gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.

I medfør af straffelovens § 225 finder bestemmelsen i § 222 tilsvarende anvendelse på andet seksuelt forhold end samleje.

Det foreslås, at ”som” ændres til ”der” i straffelovens § 222, stk. 1.

Der er tale om en sproglig ændring, der har til formål at give mulighed for at angive nærmere retningslinjer for strafniveauet ved overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 1.

Det forudsættes med bestemmelsen, at strafniveauet for andet seksuelt overgreb end samleje begået mod et barn under 15 år efter straffelovens § 225, jf. 222, stk. 1, vil blive forhøjet med halvdelen sammenlignet med det gældende strafniveau.

Det betyder f.eks., at en person, der efter gældende praksis ville blive idømt en fængselsstraf på 4 måneder, med lovforslaget fremover som udgangspunkt vil skulle idømmes en fængselstraf på 6 måneder.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af straffelovens § 222, stk. 1, at den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216, stk. 2. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, jf. stk. 3.

Af straffelovens § 222, stk. 2, fremgår det, at hvis gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.

I medfør af straffelovens § 225 finder bestemmelsen i § 222 tilsvarende anvendelse på andet seksuelt forhold end samleje.

Det foreslås, at ”ved brug af tvang” ændres til ”ved brug af enten tvang” i straffelovens § 222, stk. 2.

Der er tale om en sproglig ændring, der har til formål at give mulighed for at angive nærmere retningslinjer for strafniveauet ved overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 2.

Det forudsættes med bestemmelsen, at strafniveauet for andet seksuelt overgreb end samleje begået mod et barn under 15 år efter straffelovens § 225, jf. 222, stk. 2, forhøjes med omkring halvdelen sammenlignet med det gældende strafniveau.

Det betyder f.eks., at en person, der efter gældende praksis ville blive idømt en fængselsstraf på 6 måneder, med lovforslaget fremover som udgangspunkt vil skulle idømmes en fængselsstraf på 9 måneder.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af straffelovens § 222, stk. 1, at den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216, stk. 2. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, jf. stk. 3.

Af straffelovens § 222, stk. 2, fremgår det, at hvis gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.

I medfør af straffelovens § 225 finder bestemmelsen i § 222 tilsvarende anvendelse på andet seksuelt forhold end samleje.

Det foreslås, at ”ved udnyttelse af” ændres til ”ved at udnytte” i straffelovens § 222, stk. 3.

Der er tale om en sproglig ændring, der har til formål at give mulighed for at angive nærmere retningslinjer for strafniveauet ved overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 3.

Det forudsættes med bestemmelsen, at strafniveauet for andet seksuelt overgreb end samleje begået mod et barn under 15 år efter straffelovens § 225, jf. 222, stk. 3, forhøjes med halvdelen sammenlignet med det gældende strafniveau.

Det betyder f.eks., at en person, der efter gældende praksis vil blive idømt en fængselsstraf på 6 måneder, med lovforslaget fremover vil skulle idømmes en fængselsstraf på 9 måneder.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse, der kriminaliserer fremstilling, besiddelse, salg eller anden overdragelse af dukker, som fremstår som børn, og som er konstrueret med seksuelt formål for øje.

Med forslaget indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 235 a , stk. 1, hvorefter den, som fremstiller, sælger eller på anden måde overdrager en dukke, som fremstår som et barn, og som er konstrueret med seksuelt formål for øje, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i § 235, stk. 2, hvorefter den, som besidder en dukke som nævnt i stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Straf efter den foreslåede bestemmelses stk. 1, forudsætter, at gerningspersonen fremstiller, sælger eller på anden måde overdrager de pågældende dukker.

Ved ”fremstiller” forstås processen, hvorved dukken bliver til. Det er ikke afgørende, om hensigten med fremstillingen er at videresælge dukken, eller om den er tiltænkt eget brug.

Bestemmelsen omfatter desuden salg eller anden overdragelse af dukken. Dette omfatter både salg i fysisk butik og salg på anden måde, f.eks. via internettet. Det er ikke afgørende, om salget sker fra en virksomhed eller mellem private, f.eks. ved brug af hjemmesider som Den Blå Avis, Facebook eller lignende. Det er heller ikke afgørende, om overdragelsen sker mod vederlag.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 straffes den, som besidder en sexdukke, der fremstår som et barn. Besiddelse til eget brug vil være omfattet, ligesom det vil falde inden for bestemmelsens anvendelsesområde at opbevare eller transportere en dukke for andre.

Bestemmelsen forudsætter, at dukken er konstrueret med seksuelt formål for øje. Ved vurderingen af, om en dukke er omfattet af bestemmelsen, skal der tages hensyn til de samlede omstændigheder vedrørende dukken, herunder om den er udstyret med funktioner til seksuelt brug som f.eks. kropsåbninger eller menneskelig kropstemperatur. Disse elementer er dog ikke i sig selv afgørende for, om dukken kan siges at være konstrueret til seksuelt formål. Det kan i øvrigt tillægges vægt, hvordan dukken er markedsført. Det bemærkes i den forbindelse, at markedsføringen af dukken ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt til at påvise, at der er tale om en dukke, der er konstrueret med et seksuelt formål for øje, ligesom det ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt til at konkludere modsat, at dukken ikke er konstrueret dertil.

Den foreslåede bestemmelse forudsætter endvidere, at dukken fremstår som ”et barn”. Om dette er tilfældet, vil bero på en samlet vurdering af dukkens udseende. Der vil eksempelvis kunne lægges vægt på, om der er tale om en dukke med anatomi og proportioner som et barn, herunder om dukken fremstår som en person, der ikke har gennemgået puberteten, og om den er udstyret med et ansigt med tydelige barnlige træk. Hverken højden eller et fladt brystparti er i sig selv afgørende ved vurderingen, men vil kunne bidrage til det helhedsindtryk, at dukken må opfattes som et barn. F.eks. kan det tillægges vægt, om dukken fremstilles i barnligt tøj eller med barnlige rekvisitter såsom legetøj beregnet til børn. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om dukken er udstyret med en lydeffekt, der i udtryk eller ord signalerer, at dukken er konstrueret til at efterligne et barn. Der vil også i denne sammenhæng kunne lægges vægt på markedsføringen af dukken, uanset at dette ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt til at bevise, at der er tale om en dukke, der fremstår som et barn, ligesom det ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt til at konkludere modsat, at dukken ikke fremstår på den måde. Den endelige vurdering af, om dukken vil være omfattet af definitionen, vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.

I vurderingen af, om en dukke er omfattet af den foreslåede bestemmelse, er det ikke i sig selv afgørende, om dukken har fuld lighed med eller tilnærmelsesvist fremstår som en virkelig person.

Straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse fastsættes af domstolene ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag. Det vil i den forbindelse skulle indgå som en væsentligt skærpende omstændighed for straffastsættelsen efter stk. 1, hvis der er tale om salg eller produktion af systematisk karakter. Hvorvidt salg eller produktion kan siges at være af systematisk karakter, vil blandt andet kunne bero på omfanget af produktionen og salget, samt hvorvidt der er tale om bred markedsføring.

Ved fastsættelsen af straffen for overtrædelse af bestemmelsens stk. 2 vil besiddelse af et stort antal dukker efter omstændighederne kunne tillægges vægt i skærpende retning.

Det forudsættes, at der vil blive fastsat regler om, at en overtrædelse af den pågældende bestemmelse vil skulle anføres på den pågældendes børneattest.

Det forudsættes desuden, at overtrædelse vil kunne medføre en betinget dom med vilkår om sexologisk behandling.

Der henvises til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Det foreslås, at »eller« udgår af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 3.

Den foreslåede ændring af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 3, skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 9, hvorefter der foreslås indsat et nyt nummer i bestemmelsen.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Det foreslås, at »(kontaktforbud)« ændres til »(kontaktforbud), eller« i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 4 .

Den foreslåede ændring af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 4, skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 9, hvorefter der foreslås indsat et nyt nummer i bestemmelsen.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), at modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Straffeloven indeholder ikke i dag en mulighed for at idømme personer, der er dømt for seksualforbrydelser, forbud mod at rejse til udlandet.

Det foreslås, at der i straffelovens § 236, stk. 1, indføres et nyt nr. 5 om forbud mod at udrejse.

Ændringen indebærer, at den, der dømmes efter straffelovens §§ 216 (voldtægt) eller 222 (samleje med børn under 15 år), § 223, stk. 2 (samleje eller andet seksuelt forhold end samleje med stedbarn, plejebarn eller barn betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse), § 224, stk. 1 (medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde), § 225, jf. §§ 216 eller 222 (andet seksuelt forhold end samleje), § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228 (uagtsomme overtrædelser, jf. en af de foregående bestemmelser), § 232 (blufærdighedskrænkelse) eller § 262 a, stk. 2 (om rekruttering, transport mv. af person med henblik på udnyttelse af vedkommende til prostitution eller optagelse af pornografiske billeder), ved dommen kan meddeles forbud mod at udrejse (udrejseforbud).

Et udrejseforbud vil kunne gives, uanset hvilken af de i den foreslåede § 236, stk. 1, nævnte bestemmelser, den pågældende dømmes for at have overtrådt, og det vil som udgangspunkt være uden betydning, hvor lang den idømte fængselsstraf er. Et forbud vil således skulle idømmes efter en konkret vurdering af, om det vil være egnet og nødvendigt for at forebygge ny kriminalitet af lignende beskaffenhed i udlandet. Der vil efter omstændighederne kunne idømmes et forbud, selvom den idømte fængselsstraf er relativt lav, hvis den pågældende f.eks. gentagne gange tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet.

Den foreslåede ordning vil tillige omfatte personer, der dømmes for forsøg på og medvirken til lovovertrædelser, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Et udrejseforbud vil kunne gives sammen med et opholds-, bolig-, besøgs- eller kontaktforbud efter de gældende bestemmelser i § 236, stk. 1, nr. 1-4.

Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse om udrejseforbud vil i medfør af det gældende stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 12, 14 og 15 bliver stk. 10, kunne straffes med fængsel indtil 2 år.

Udrejser den pågældende uden at have fået tilladelse af politiet dertil efter den foreslåede bestemmelse i § 236, stk. 2, 3. pkt., vil den pågældende således kunne straffes med fængsel i indtil 2 år.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), at modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Det følger af straffelovens § 236, stk. 2, at forbud efter stk. 1, ikke omfatter kontakt, ophold eller færden, som af særlige grunde må anses for beføjet.

Det foreslås, at der indsættes et 3. pkt. i straffelovens § 236, stk. 2, hvorefter politiet under særlige omstændigheder kan meddele skriftlig tilladelse til, at en person, der er meddelt forbud efter stk. 1, nr. 5, kan foretage en specifik rejse.

Med ”særlige omstændigheder” skal bl.a. forstås tilfælde, hvor afgørende familiemæssige hensyn taler for, at den pågældende bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet. I overensstemmelse med, hvad der gælder for opholdsforbud efter stk. 1, nr. 1, vil det f.eks. kunne være tilfældet, hvis rejsen er nødvendig for at deltage i begravelsen af et nært familiemedlem. Det vil som det helt klare udgangspunkt ikke kunne begrunde en undtagelse, at den pågældende har planlagt en ferie i forbudsperioden.

Der vil efter omstændighederne også kunne gives tilladelse til tjenesterejser, hvis det vil medføre betydelig ulempe eller økonomisk tab for den pågældende eller dennes arbejdsgiver, at rejsen ikke gennemføres.

Eksemplerne ovenfor er ikke et udtryk for en udtømmende opregning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale med afgørende vægt for at tillade den pågældende at foretage en specifik rejse.

Det vil således bero på et konkret skøn, om der i den enkelte sag foreligger særlige omstændigheder, og politiet skal i den forbindelse foretage en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder om der er en konkret mistanke om, at den pågældende vil misbruge tilladelsen.

Hvis der er holdepunkter for at antage, at den dømte vil misbruge en eventuel tilladelse, vil denne ikke kunne meddeles. Det vil efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis den pågældende tidligere har overtrådt vilkårene for en tilladelse, eller hvis politiet konkret er i besiddelse af oplysninger om, at den pågældende vil misbruge en tilladelse. I sådanne situationer vil der dog kunne meddeles tilladelse, hvis der f.eks. foreligger tungtvejende hensyn til den pågældendes privat- eller familieliv.

Det forudsættes, at muligheden for konkret at gøre undtagelse fra et idømt udrejseforbud vil blive administreret i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Det foreslås, at justitsministeren ved bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om sådanne tilladelser, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelser af tilladelser, jf. den foreslåede § 1, nr. 22.

Det forudsættes, at politiet vil udstede et provisorisk pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2 c, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, såfremt der er meddelt tilladelse til at foretage en specifik rejse.

Politiets beslutning om, hvorvidt der kan meddeles tilladelse til at foretage en specifik rejse, vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Behandlingen af sådanne sager vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Politiets beslutning om at meddele afslag på at foretage en specifik rejse vil kunne påklages til rigspolitichefen, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitichefens beslutning vil ikke kunne påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), at modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Efter straffelovens § 236, stk. 3, gives et forbud efter stk. 1, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Det foreslås, at der efter »Forbud« i straffelovens § 236, stk. 3 , indsættes »efter stk. 1, nr. 1-4,«.

Den foreslåede ændring af straffelovens § 236, stk. 3, skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 12, hvorefter forbud efter den foreslåede § 236, stk. 1, nr. 5, kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), at modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Efter straffelovens § 236, stk. 3, gives et forbud efter stk. 1, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter et udrejseforbud kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Der vil i den forbindelse kunne lægges vægt på, om den dømte tidligere er dømt for overgreb begået i udlandet, eller om den dømte i øvrigt har begået lignende kriminalitet med forbindelse til udlandet, f.eks. ved gennem korrespondance med udenlandske personer at have delt eller modtaget børnepornografisk materiale. Det vil også kunne indgå i vurderingen, om den dømte i øvrigt har tilknytning til udlandet, idet f.eks. hyppige udlandsophold må antages at kunne føre til, at der vurderes at være en øget sandsynlighed for, at en eventuel ny lovovertrædelse vil blive begået i udlandet.

Et udrejseforbud vil kunne idømmes, selvom lovovertrædelsen ikke har tilknytning til udlandet. Det afgørende vil være, om det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare. Der vil i den forbindelse også kunne lægges vægt på de foreliggende oplysninger om den dømtes person, som de eksempelvis fremgår af en eventuel personundersøgelse efter retsplejelovens § 808 eller en mentalundersøgelse efter retsplejelovens § 809.

Om et udrejseforbud bør gives i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er dømt for lignende kriminalitet, vil navnlig afhænge af, om et forbud må anses for egnet til at forebygge faren for, at den dømte begår nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed i udlandet. Det kan efter omstændighederne være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter og begået mod et eller flere børn, som den pågældende ikke har en relation til. I disse tilfælde vil der således kunne gives et udrejseforbud, selvom der ikke er en tilknytning til udlandet.

Et udrejseforbud vil altid skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et forbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed i udlandet ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan forlade Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at et forbud ikke har til formål at beskytte den forurettede for det eller de pådømte forhold mod nye overgreb eller krænkelser fra den dømtes side. Forbuddet har derimod til formål at forebygge, at den dømte begår ny lignende kriminalitet andre steder end der, hvor den lovovertrædelse, som gav anledning til forbuddet, er begået.

Det fremgår desuden af den gældende bestemmelse i stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 12 og 14, bliver stk. 7, at forbuddet ikke må stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til den, som forbuddet skal beskytte, og karakteren af det begåede forhold. Der vil således også i relation til den foreslåede bestemmelse om udrejseforbud skulle foretages en proportionalitetsvurdering. Bestemmelsens stk. 5, der bliver stk. 7, er således relevant for domstolenes vurdering af, om der skal gives et udrejseforbud og for dets tidsmæssige udstrækning.

Der skal således være et rimeligt forhold mellem på den ene side det indgreb over for den dømte, som udrejseforbuddet indebærer, og på den anden side dels hensynet til de potentielle ofre, som forbuddet har til formål at beskytte, dels alvoren af den nu pådømte kriminalitet.

Et udrejseforbud vil bl.a. kunne være relevant, hvis den dømte tidligere er dømt for tilsvarende forhold. Det er imidlertid ikke en betingelse, at der er tale om et gentagelsestilfælde, og et forbud vil således også kunne meddeles i førstegangstilfælde, hvis forbrydelsen er af grovere karakter, herunder hvis den dømte findes skyldig i flere ligeartede forhold begået ved forskellige lejligheder over for forskellige ofre.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse om udrejseforbud ikke vil være relevant i tilfælde, hvor den dømte ikke har dansk statsborgerskab og udvises efter udlændingelovens § 22.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), at modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Efter straffelovens § 236, stk. 4, der med lovforslagets § 1, nr. 12, bliver stk. 5, gives forbud efter stk. 1 indtil videre. Et forbud kan dog gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.

Det foreslås, at der i straffelovens § 236, stk. 4, 1. pkt., indsættes », jf. dog stk. 6.« efter »indtil videre«.

Den foreslåede ændring af straffelovens § 236, stk. 4, 1. pkt., skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 14, hvorefter forbud efter stk. 1, nr. 5, gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), at modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Efter straffelovens § 236, stk. 4, der med lovforslagets § 1, nr. 12, bliver stk. 5, gives forbud efter bestemmelsens stk. 1 indtil videre. Forbud kan dog også gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 6 i straffelovens § 236, hvorefter forbud efter stk. 1, nr. 5, gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter vil forbuddet blive forlænget tilsvarende.

Et udrejseforbud efter den foreslåede § 236, stk. 1, nr. 5, vil således altid skulle gives på tid.

Det vil være op til domstolene at tage stilling til udrejseforbuddets varighed i forbindelse med, at den pågældende gives et forbud. Vurderingen skal foretages ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder og risikoen for, at den pågældende vil begå nye overgreb i udlandet. Der vil i den forbindelse skulle lægges vægt på de samme elementer som i forbindelse med beslutningen om at udstede et udrejseforbud.

Hvis den dømte har begået særligt grov kriminalitet, vil det efter omstændighederne kunne tale for, at udrejseforbuddet skal gælde for en længere periode, end tilfældet vil være for forbrydelser af mindre grovhed. Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om den dømte tidligere har begået lignende kriminalitet.

En person, der er idømt et udrejseforbud, vil ved senere dom kunne idømmes et yderligere forbud, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderligere forbud vil ligeledes få virkning fra endelig dom. Der vil i den forbindelse ikke være noget til hinder for, at der er tidsmæssigt overlap mellem flere idømte forbud.

Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter vil et forbud blive forlænget tilsvarende. Det indebærer, at forbuddets længde forlænges i tid i den periode, hvor den dømte udestår den fængselsstraf eller anden strafferetlige retsfølge af frihedsberøvende karakter, som blev idømt sammen med udrejseforbuddet, samt forlænges i tid med den periode, hvor den dømte udestår øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, når udståelsen finder sted, mens udrejseforbuddet har virkning.

Et udrejseforbud vil således blive forlænget, når den pågældende udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller arresthus. Tilsvarende vil et forbud blive forlænget, hvis den pågældende efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen udstår fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus. Herudover vil et forbud blive forlænget, hvis den pågældende udstår straf i kriminalforsorgens pensioner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.

Perioden vil blive beregnet fra begyndelsen af afsoningen mv. til løsladelsen eller udskrivningen, hvorved forstås første løsladelse eller udskrivning fra den pågældende afsoning, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra straffen eller anden strafferetlig retsfølge.

Et udrejseforbud vil ligeledes blive forlænget i tid, hvis der træffes bestemmelse om genindsættelse efter eventuel prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller efter betinget benådning.

Hvis den dømte varetægtsfængsles i forbindelse med en straffesag, der ligger efter den dom, hvorved et forbud er givet, vil forbuddet også skulle forlænges med denne frihedsberøvelse, medmindre den pågældende frifindes eller ikke idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. I sidstnævnte tilfælde vil der således ikke være tale om udståelse af fængselsstraf mv.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), at modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Efter straffelovens § 236, stk. 4, der med lovforslagets § 1, nr. 12, bliver stk. 5, gives forbud efter stk. 1 indtil videre. Et forbud kan dog gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.

Efter straffelovens § 236, stk. 6, der med lovforslagets § 1, nr. 12 og 14, bliver stk. 8, kan den dømte, hvis et forbud efter stk. 1, nr. 1-4, gives indtil videre, efter en 5-årig periode forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren dog tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. Indbringelse sker for byretten i den retskreds, som har pådømt sagen i første instans, eller byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig, jf. henvisningen til § 59, stk. 2 i 3. pkt. Byrettens afgørelse træffes ved kendelse. Domsmænd medvirker ikke.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 9 i § 236, hvorefter den, som er idømt udrejseforbud efter det foreslåede § 236, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, efter 1 års forløb fra løsladelsen eller udskrivningen kan forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om udrejseforbuddets opretholdelse for retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Afgørelsen vil skulle træffes ved kendelse. Går afgørelsen ud på, at udrejseforbuddet helt eller delvist opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 1 års forløb.

Byrettens kendelse vil i lighed med den gældende ordning i § 236, stk. 6, der med lovforslagets § 1, nr. 12 og 14, bliver stk. 8, kunne kæres til landsretten, jf. retsplejelovens § 968. Både den dømte og anklagemyndigheden kan kære. Kærefristen er 14 dage, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1. Kære vil ikke have opsættende virkning, medmindre det modsatte bestemmes af byretten eller landsretten, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2. Landsrettens afgørelse i kæresagen vil kun kunne kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 973.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1-4, kan en person, der dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, ved dom få forbud mod hhv. at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud), at lade børn under 18 år tage ophold i den pågældendes hjem (boligforbud), at modtage besøg af børn under 18 år (besøgsforbud) eller gennem internettet eller lignende at kontakte et barn under 18 år (kontaktforbud).

Efter straffelovens § 236, stk. 8, fører politiet tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter stk. 1. Politiet kan som led i tilsynets gennemførelse uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelse heraf. Politiet kan endvidere uden retskendelse foretage undersøgelser af breve og andre papirer og andre genstande, som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres indhold.

Det foreslås, at der i straffelovens § 236, stk. 8, 1. pkt. der med lovforslagets § 1, nr. 12, 14 og 15, bliver stk. 11, indsættes », nr. 1-4« efter »stk. 1«.

Forslaget indebærer, at politiet ikke vil skulle føre tilsyn med dømtes overholdelse af et udrejseforbud meddelt efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17-21

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 12, 14 og 15.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Det følger af straffelovens § 236, stk. 12, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om, 1) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 8, herunder om tilsynets hyppighed, 2) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 10, 3) modtagernes tavshedspligt og opbevaring og behandling af oplysninger som nævnt i stk. 10, herunder om, at oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 10 nævnte, 4) klage over politiets dispositioner i forbindelse med tilsyn som nævnt i stk. 8 og 5) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af nr. 3.

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 5 , hvorefter der vil blive fastsat nærmere regler om tilladelser efter den foreslåede bestemmelse i § 236, stk. 2, 3. pkt., herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.

Der vil således i bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om ansøgningsprocedure og udstedelse af tilladelse til at foretage en specifik rejse. Endvidere vil der blive fastsat nærmere regler om stedlig kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 3. Der vil endvidere i bekendtgørelsen kunne fastsættes regler om politiets mulighed for at ændre eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis forudsætningerne for en tilladelse, herunder den dømtes personlige forhold, ændrer sig, hvis en tilladelse eller vilkårene herfor ikke overholdes, eller hvis oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil misbruge den meddelte tilladelse.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af retsplejelovens § 334, stk. 2, at der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med varetagelsen af hvervet.

Efter bestemmelsens stk. 4 fastsættes salæret og godtgørelsen af den ret, som har foretaget beskikkelsen, i overensstemmelse med de takster, som måtte være fastsat efter bestemmelsens stk. 7. Fastsættelse af salær og godtgørelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning.

Det foreslås, at der indsættes et 4. pkt. i retsplejelovens § 334, stk. 4, hvorefter der vil skulle fastsættes et samlet salær og godtgørelse i umiddelbar forlængelse af, at den beskikkede advokat har haft en samtale med forurettede efter sagens eller retshandlingens afslutning i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 741 c, stk. 4, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 5.

Bestemmelsen vil indebære, at den beskikkede advokat i umiddelbar forlængelse af samtalen vil skulle indsende en samlet salæropgørelse til retten, der herefter fastsætter salær og godtgørelse.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af retsplejelovens § 334, stk. 2, at der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med varetagelsen af hvervet.

Efter bestemmelsens stk. 4 fastsættes salæret og godtgørelsen af den ret, som har foretaget beskikkelsen, i overensstemmelse med de takster, som måtte være fastsat efter bestemmelsens stk. 7. Fastsættelse af salær og godtgørelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning.

Den beskikkede advokat må efter bestemmelsens stk. 5 ikke modtage et salær eller godtgørelse ud over det beløb, som er fastsat af retten. Dette gælder dog ikke, hvis der mellem forurettede og advokaten er truffet særlig aftale om vederlaget, og advokaten frafalder kravet mod staten.

Såfremt omkostningerne ved sagen er omfattet af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, skal salæret og godtgørelsen til den beskikkede advokat i første række betales af forsikringen, jf. stk. 6.

De nuværende regler indeholder alene hjemmel til udbetaling af salær og godtgørelse til beskikkede advokater.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i retsplejelovens § 334 a, stk. 1 , hvorefter der tilkommer den advokat, som forud for eventuel anmeldelse til politiet vejleder forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210 eller 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller § 232, et salær og eventuel godtgørelse.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i § 334 a, stk. 2, hvorefter salær og eventuel godtgørelse vil skulle fastsættes af retten i den kreds, hvor forbrydelsen er begået, ud fra de takster, som er fastsat i medfør af § 334, stk. 7, jf. bekendtgørelse nr. 1884 af 12. juli 2020 om takster for vederlag til offentlige forsvarer, visse beskikkede advokater m.v.

Fastsættelsen af salær og eventuel godtgørelse vil skulle ske ved særskilt beslutning, når retten har modtaget oplysninger om samtalens varighed og indhold. Advokaten vil i den forbindelse skulle oplyse retten om de forhold, som har fået forurettede til at rette henvendelse til advokaten samt eventuelle årsager til, at forurettede ikke ønsker at politianmelde overgrebet.

Det forudsættes, at samtalen som udgangspunkt ikke vil overstige en times varighed. Såfremt advokaten mener sig berettiget til et salær, der ligger ud over en time, vil advokaten skulle fremlægge dokumentation for, hvad tiden har været anvendt til. Retten vil skulle tage konkret stilling til, om de fremlagte oplysninger udgør tilstrækkelig dokumentation.

Det foreslås, at bestemmelsen i lovens § 334, stk. 5, også vil finde anvendelse på sager, hvor der fastsættes salær og eventuel godtgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 334 a, stk. 1. Det indebærer, at den beskikkede advokat ikke må modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, der er fastsat af retten, medmindre der mellem forurettede og advokaten er truffet særlig aftale om vederlaget, og advokaten frafalder kravet mod staten.

Det foreslås endvidere, at bestemmelsen i lovens § 334, stk. 6, vil finde anvendelse på sager, hvor der fastsættes salær og eventuel godtgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 334 a. Det indebærer, at salæret og eventuel godtgørelse til bistandsadvokater betales af staten uanset straffesagens udfald. Betalingen af salæret er dog subsidiær i forhold til forurettedes eventuelle retshjælpsforsikring, jf. retsplejelovens § 334, stk. 6.

Såfremt advokaten efterfølgende beskikkes som advokat for forurettede, vil salær og eventuel godtgørelse for samtalen skulle indgå i det samlede salær, som fastsættes af retten i medfør af retsplejelovens § 334, stk. 4. Advokaten vil i den forbindelse også skulle oplyse retten om de forhold, som har fået forurettede til at rette henvendelse til advokaten forud for anmeldelsen af overgrebet til politiet.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af retsplejelovens § 389, stk. 3, at en beslutning efter § 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., ikke kan kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Det foreslås, at det samme skal gælde i sager, hvor salæret fastsættes på baggrund af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 334 a, stk. 2 , jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, at i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 b, § 123, § 210, §§ 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 243-246, § 249, § 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at i sager om overtrædelse af straffelovens § 210, § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, skal beskikkelse ske, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed til at tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1.

I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 b, § 123, §§ 218-221, § 222, stk. 1, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 243-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288 kan beskikkelse af advokat afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gør sig gældende i sager, der vedrører overtrædelse af § 225, jf. §§ 218-221, § 222, stk. 1, eller § 223, stk. 2, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 3.

Retten kan efter anmodning beskikke en advokat for forurettede, selv om overtrædelsen ikke er omfattet af stk. 1, når særlige omstændigheder taler for det, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 4.

Er den forurettede afgået ved døden som følge af forbrydelsen, kan retten efter anmodning beskikke en advokat for den forurettedes nære pårørende, når særlige hensyn taler for det, og betingelserne efter stk. 1, 2 eller 4 er opfyldt, jf. bestemmelsens stk. 5.

Hvis den forurettede ikke har fremsat begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen. Det samme gælder, når der ikke sker beskikkelse efter stk. 2, jf. stk. 6.

Efter de gældende regler kan der først beskikkes en advokat for forurettede, når der er indgivet anmeldelse til politiet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i retsplejelovens § 741 a, hvorefter forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 218 (samleje med en person ved udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering), § 219 (samleje ved udnyttelse af ansættelse ved kriminalforsorgen, politiet eller på et opholdssted), § 220 (samleje ved udnyttelse af en persons arbejdsmæssige, økonomiske eller plejemæssige afhængighed), § 221 (tilsnigelse til samleje med en person, der forveksler en med en anden), § 222, stk. 1 (samleje med en person under 15 år), § 222, stk. 2 (samleje med person under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), eller § 223, stk. 1 (samleje med en person under 18 år, der er stedbarn, plejebarn eller betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse), § 223, stk. 2 (samleje med en person under 18 år ved groft misbrug af en på alder og erfaring betroet overlegenhed), eller § 232 (blufærdighedskrænkelse) har ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet. Det samme vil gælde i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 225, jf. §§ 216-223 (andet seksuelt forhold end samleje).

Bestemmelsen vil indebære, at forurettede i alle sager om seksuelle overgreb får ret til at modtage vederlagsfri vejledning fra en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.

Advokatens vejledning vil bl.a. kunne bestå i, at advokaten oplyser forurettede om vedkommendes muligheder og rettigheder, samt hvordan sagen må forventes at forløbe, såfremt der indgives anmeldelse til politiet. Advokaten vil også kunne ledsage forurettede til politiet eller vejlede forurettede om muligheden for at rette henvendelse til myndigheder og organisationer med kontakt til forurettede i sager om seksuelle overgreb f.eks. Center for Voldtægtsofre, Center for Seksuelle Overgreb og Lev Uden Vold.

Vejledningen vil som udgangspunkt kunne foregå både telefonisk eller ved et fysisk møde. Såfremt der er en ikke uvæsentlig afstand mellem forurettede og advokaten, forudsættes det imidlertid, at vejledningen foregår telefonisk. Det forudsættes, at samtalen som udgangspunkt ikke vil overstige en times varighed.

Advokaten vil ikke have til opgave at efterprøve, om der er grundlag for at anmelde forholdet til politiet, ligesom advokaten ikke vil have til opgave at sikre eventuelle efterforskningsmæssige spor, der måtte være relevante for sagen.

Såfremt forurettede anmelder forholdet til politiet, forudsættes det, at advokaten efterfølgende vil kunne blive beskikket som advokat for vedkommende efter reglerne i retsplejelovens § 741 a, stk. 1-3.

Den foreslåede ordning vil blive etableret med udgangspunkt i de bistandsadvokatlister, som politiet anvender i sager, hvor der er behov for at kontakte eller tilkalde en advokat for forurettede, indtil retten måtte beskikke en.

Listerne vil blive offentliggjort på Rigspolitiets og Rigsadvokatens hjemmesider samt kommunikeret til andre myndigheder og organisationer med kontakt til forurettede i sager om seksuelle overgreb, så forurettede på alle tidspunkter af døgnet vil have mulighed for at rette henvendelse til en af de advokater, der fremgår af listerne.

Den foreslåede ordning vil være frivillig for både forurettede og de advokater, som fremgår af bistandsadvokatlisterne. Det forudsættes således ikke, at de advokater, som fremgår af listerne, vil stå til rådighed på bestemte dage eller på bestemte tidspunkter af døgnet.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af retsplejelovens § 741 c, stk. 4, at retten meddeler den beskikkede advokat en udskrift af dommen, og at advokaten i den forbindelse kan orientere forurettede om dommen.

Retsplejeloven indeholder imidlertid ikke hjemmel til, at advokaten i forlængelse af domsafsigelse eller modtagelse af anklagemyndighedens afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald kan holde en opfølgende samtale med den forurettede.

Det foreslås, at der indsættes et 3. pkt. i retsplejelovens § 741 c, stk. 4, hvorefter forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 218 (samleje med en person ved udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering), § 219 (samleje ved udnyttelse af ansættelse ved kriminalforsorgen, politiet eller på et opholdssted), § 220 (samleje ved udnyttelse af en persons arbejdsmæssige, økonomiske eller plejemæssige afhængighed), § 221 (tilsnigelse til samleje med en person, der forveksler en med en anden), § 222, stk. 1 (samleje med en person under 15 år), § 222, stk. 2 (samleje med person under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), eller § 223, stk. 1 (en person under 18 år, der er stedbarn, plejebarn eller betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse), § 223, stk. 2 (samleje med en person under 18 år ved groft misbrug af en på alder og erfaring betroet overlegenhed), eller § 232 (blufærdighedskrænkelse) har ret til en vederlagsfri samtale med den beskikkede advokat i forlængelse af sagens eller retshandlingens afslutning. Det samme vil gælde i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 225, jf. §§ 216-223 (andet seksuelt forhold end samleje).

Den foreslåede ordning vil indebære, at forurettede i sager om seksuelle overgreb får ret til en opfølgende samtale med den beskikkede advokat i umiddelbar forlængelse af en domsafsigelse eller modtagelsen af afgørelse fra anklagemyndigheden om påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721 eller tiltalefrafald efter § 722.

Advokaten vil under samtalen kunne forklare forurettede om indholdet og udfaldet af afgørelsen eller dommen samt forurettedes muligheder og rettigheder, herunder om mulighederne for eventuelt at klage eller søge erstatning ved Erstatningsnævnet. Det forudsættes, at samtalen vil skulle afholdes i umiddelbar forlængelse af, at der er truffet afgørelse eller afsagt dom i sagen, og at samtalen ikke vil overstige en times varighed.

Der bemærkes, at der med bestemmelsen ikke er lagt op til at udstrække den beskikkede advokats opgaver til at omfatte en eventuel sag ved Erstatningsnævnet.

Til nr. 6

Det fremgår af retsplejelovens § 799, stk. 1, at såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 125 a, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 191, § 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 237, § 262 a, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 286, stk. 1, jf. § 276 a, § 288 eller § 289, ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed over.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 799, stk. 1 , indsættes en henvisning til straffelovens § 235 om besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn.

Det indebærer, at retten, hvis efterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens § 235, og hvis det er af afgørende betydning for efterforskningen, ved kendelse kan træffe beslutning om, at ransagning kan foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed.

Der foreslås ingen ændringer i de øvrige betingelser for anvendelse af hemmelig ransagning efter retsplejelovens § 799. Det vil fortsat være en betingelse, at hemmelig ransagning er af afgørende betydning for efterforskningen. Endvidere skal der fortsat som udgangspunkt indhentes en retskendelse. Hvis retskendelse på grund af sagens hastende karakter (på øjemedet) ikke kan afventes, skal sagen inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse indbringes for retten, jf. § 799, stk. 1, og § 799, stk. 2, jf. § 783, stk. 4.

Der foreslås heller ingen ændringer i reglerne om fastsættelse af en frist for indgrebet, om indgreb uden retskendelse i hastende tilfælde (på øjemedet) med efterfølgende indbringelse for retten inden 24 timer, om beskikkelse af advokat og om efterfølgende underretning om ransagningen, jf. § 799, stk. 2, jf. § 783, stk. 3 og 4, og §§ 784, 785 og 788.

Endelig foreslås ingen ændringer i reglerne om gentagne hemmelige ransagninger, jf. § 799, stk. 3.

Der henvises til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Pasloven indeholder en række bestemmelser, hvorefter politiet kan nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i paslovens § 2 c , stk. 1, hvorefter politiet skal nægte at udstede pas til en person eller inddrage et allerede udstedt pas, hvis der er truffet afgørelse om udrejseforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at inddragelsen sker for en periode, der svarer til perioden for udrejseforbuddet. Politiets afgørelse om at nægte at udstede et pas kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i paslovens § 2 c, stk. 2, hvorefter politiet kan udstede et provisorisk pas til en person, der er meddelt tilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 236, stk. 2, 3. pkt.

Ordningen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 9.

Anklagemyndigheden vil skulle underrette politiet, når en person meddeles udrejseforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5. Det forudsættes i den forbindelse, at underretningen sker i umiddelbar forlængelse af, at der er afsagt endelig dom i sagen.

Politiet skal herefter nægte at udstede pas til en dansk statsborger i den periode, hvor den pågældende er forbudt udrejse efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5.

Såfremt den dømte er i besiddelse af et allerede udstedt pas, skal politiet inddrage dette.

Politiet skal forestå opbevaringen af passet i den periode, hvor passet er inddraget.

Passet skal udleveres til den dømte, hvis udrejseforbuddet ophæves ved en domstolsprøvelse, jf. den foreslåede § 236, stk. 9.

Politiet skal i begge tilfælde sende en orientering til Kriminalregisteret, hvorefter den dømte vil blive registreret i Kriminalregisteret med en aktualitetsmarkering, så der kan blive oprettet en såkaldt hård spærring i Det Centrale Pasregister, således at det ikke bliver muligt for de pasudstedende myndigheder at forny den dømtes pas eller udstede nyt pas til vedkommende.

Det vurderes, at politiets nægtelse af udstedelse af et pas til en dansk statsborger vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Behandlingen af sådanne sager vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Som nævnt under pkt. 2.5.1.2 følger det af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, at der ikke er pligt til partshøring, hvis det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Da politiet vil skulle træffe afgørelse om nægtelse af udstedelse af pas på baggrund af en oplysning om, at den pågældende ved endelig dom er blevet idømt et udrejseforbud, vil som det klare udgangspunkt være ubetænkeligt, at politiet træffer afgørelse i sådanne sager uden at partshøre den dømte om, at myndighederne er kommet i besiddelse af oplysningerne.

Politiets afgørelser om at nægte udstedelse af pas vil ikke kunne påklages til rigspolitichefen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2 c, stk. 1, 2. pkt.

Politiets inddragelse af et allerede udstedt pas sker som umiddelbar følge af et udrejseforbud meddelt ved dom efter den forslåede bestemmelse i § 236, stk. 1, nr. 5, og har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Det forudsættes, at politiet vil udstede et provisorisk pas til personer, der er meddelt tilladelse til udrejse efter § 236, stk. 2, 3. pkt.

En person, der er meddelt tilladelse efter § 236, stk. 2, 3. pkt., skal selv søge tilladelse til at få udstedt et provisorisk pas, og skal i den forbindelse dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt.

De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse af provisorisk pas vil også gælde for udstedelse af provisorisk pas efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2 c, stk. 2. Det indebærer bl.a., at det provisoriske pas kun vil blive givet for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, og ikke ud over et år, jf. pasbekendtgørelsens § 24, stk. 2. Det forudsættes i den forbindelse, at et provisorisk pas alene vil blive givet for et tidsrum svarende til den meddelte tilladelse, jf. den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 2, 3. pkt.

Prisen for et provisorisk pas vil være den samme som for udstedelsen af et almindeligt pas, jf. pasbekendtgørelsen § 24, stk. 3, jf. paslovens § 4 a.

Politiets beslutning om at udstede eller meddele afslag på et provisorisk pas, vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og behandlingen af sådanne sager vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Politiets beslutning om at meddele afslag på et provisorisk pas vil kunne påklages til rigspolitichefen, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitichefens beslutning vil ikke kunne påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.

Der henvises til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2022.

Det bemærkes, at det følger af straffelovens § 4, stk. 2, at for så vidt intet modsat er bestemt, indtræder andre retsfølger af en strafbar handling kun, når dette var hjemlet også ved den ved handlingens foretagelse gældende lovgivning.

Dette indebærer, at retten alene kan give et forbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5 (lovforslagets § 1, nr. 9), såfremt den strafbare handling, der er til pådømmelse, er begået efter lovens ikrafttræden.

Kilde

De foreslåede ændringer af straffelovens § 236 vil ikke gælde for Færøerne og Grønland. Færøerne har således pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov.

De foreslåede ændringer af retsplejeloven vil heller ikke finde anvendelse på hverken Færøerne eller Grønland, da Færøerne og Grønland har egne retsplejelove.

Det foreslås, at lovens § 3 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.