Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af bandepakke IV)

Kilde

Til nr. 1

Straffelovens § 38 indeholder regler om prøveløsladelse, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Det følger af straffelovens § 38, stk. 5, at prøveløsladelse ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af § 180.

Det foreslås i § 38, stk. 5, efter »enten er anvendt« at indsætte: »knive og blankvåben m.v.,«.

Det foreslåede vil indebære, at prøveløsladelse endvidere ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt knive og blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1-2.

Ændringen skal ses i sammenhæng med udvidelsen af anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 12. Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af straffelovens § 38.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Straffelovens § 41 indeholder regler om prøveløsladelse af livstidsdømte, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået. Det følger af straffelovens § 41, stk. 3, at prøveløsladelse ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af § 180.

Det foreslås i § 41, stk. 3, efter »enten er anvendt« at indsætte: »knive og blankvåben m.v.,«.

Det vil indebære, at prøveløsladelse endvidere ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt knive og blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1-2.

Ændringen skal ses i sammenhæng med udvidelsen af anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 12. Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af straffelovens § 41.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der på nogle nærmere angivne betingelser ske konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling (udvidet udbyttekonfiskation). Efter stk. 2 og 3 kan der tilsvarende ske konfiskation af formuegoder, der tilhører den pågældendes ægtefælle, samlever eller en juridisk person, som den pågældende alene eller sammen med sine nærmeste har en bestemmende indflydelse på. Efter stk. 5 kan der ske konfiskation af et beløb svarende til formuegodets værdi eller en del heraf.

Straffelovens § 76 a omfatter ikke konfiskation af mindre værdier, hvilket i bemærkningerne til bestemmelsen er forudsat at være formuegoder med en værdi på ca. 50.000 kr. i 1997-prisniveau, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, L 98 som fremsat, side 2503 f.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 76 a, stk. 1 og 2, stk. 3, 1. pkt., samt i stk. 5, at ændre »formuegoder« til: »formueaktiver«. Det foreslås endvidere i stk. 2, nr. 1, og i stk. 3, 3. pkt., at ændre »formuegodet« til: »formueaktivet«. Endelig foreslås det i stk. 4 at ændre »formuegode« til: »formueaktiv«.

Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at ophæve den forudsatte værdigrænse.

Den foreslåede ændring vil således indebære, at den i bestemmelsen forudsatte værdigrænse afskaffes. Straffelovens § 76 a vil herefter omfatte alle aktiver, der har en økonomisk værdi.

Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af gældende ret i forhold til, hvilke aktiver der er omfattet af straffelovens § 76 a, stk. 2, eller af betingelserne for at kunne anvende bestemmelsen. Dog ændres personkredsen i bestemmelsens stk. 2 med lovforslagets § 1, nr. 4 og 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 og 5

Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der på nogle nærmere angivne betingelser ske konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling (udvidet udbyttekonfiskation). Efter stk. 2 og 3 kan der tilsvarende ske konfiskation af formuegoder, som den pågældendes ægtefælle eller samlever har erhvervet, medmindre 1) formuegodet er erhvervet mere end 5 år før den strafbare handling, som danner grundlag for konfiskation efter stk. 1, eller 2) ægteskabet eller samlivsforholdet ikke bestod på tidspunktet for erhvervelsen. Efter stk. 5 kan der ske konfiskation af et beløb svarende til formuegodets værdi eller en del heraf.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.4.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 4, at ændre straffelovens § 76 a, stk. 2, så »eller samlever« i bestemmelsens indledende del ændres til: »samlever eller andre med en særlig tæt relation til den pågældende«.

Ændringen vil medføre en udvidelse af personkredsen hos hvem, der kan ske udvidet udbyttekonfiskation.

Der vil med den foreslåede ændring eksempelvis kunne ske konfiskation af formueaktiver tilhørende den skyldiges kæreste, uanset at de ikke bor sammen, hvis de efter en konkret vurdering har en særlig tæt relation. Tilsvarende vil der kunne ske konfiskation af aktiver hos den pågældendes børn, forældre eller søskende, hvis de efter en konkret vurdering har en særlig tæt relation.

Det må afgøres efter en konkret vurdering, om den pågældende har en særlig tæt relation til den skyldige. Det afgørende vil være, om de pågældende har et sådant interessefællesskab, at det er rimeligt at pålægge dem at redegøre for, om formuen er erhvervet lovligt. Der vil eksempelvis kunne lægges vægt på, om den pågældende ejer aktiver sammen med den dømte eller har hel eller delvis fællesøkonomi med den pågældende eller med en gruppe af personer.

»Særlig tæt relation« skal forstås mere snævert end »nærmeste« i retsplejelovens § 171, stk. 1, og »nærtstående« i konkurslovens § 2, nr. 1. En familiemæssig tilknytning vil således ikke i sig selv være nok til, at der foreligger en særlig tæt relation. En særlig tæt relation vil dog have mere for sig, hvis der eksempelvis er tale om personer med fælles bopæl, f.eks. hjemmeboende børn, end hvis der eksempelvis er tale om bedsteforældre eller lignende, som den dømte måske ikke bor sammen med og måske ikke ser jævnligt. Vurderingen må dog i alle tilfælde fortages konkret for hvert enkelt tilfælde.

Tilsvarende vil der kunne lægges vægt på, om personer, der tidligere har boet sammen, men som er flyttet fra hinanden, opretholder et kæresteforhold.

Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af straffelovens § 76 a. Der vil således fortsat kunne ske udvidet udbyttekonfiskation hos den skyldiges ægtefælle eller samlever på de betingelser, der gælder i dag. Dog ændres den forudsatte værdigrænse i bemærkningerne til bestemmelsen med lovforslagets § 1, nr. 3.

Det foreslås endvidere med lovforslagets § 1, nr. 5, at ændre straffelovens § 76 a, stk. 2, nr. 2, således at »eller samlivsforholdet« ændres til: »samlivsforholdet eller relationen«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at formueaktiver erhvervet før det tidspunkt, hvor den særlig tætte relation opstod, ikke vil kunne konfiskeres efter bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af straffelovens § 79 a, at den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten i samme situation ved dom kan give et forbud mod at søge at kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til (kontaktforbud). For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 79 a, stk. 1, at den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af § 81 a, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2 og kontaktforbud efter stk. 3. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil kunne idømmes sammen med en helt eller delvis ubetinget fængselsstraf. Forbuddene vil endvidere kunne idømmes sammen med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktioner efter straffelovens § 74 a.

Der vil derimod ikke kunne gives forbud i sager, hvor straffen alene er bøde eller betinget fængselsstraf. Ligeledes vil der ikke kunne gives forbud i sager, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69.

Forbuddene vil skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge ny banderelateret kriminalitet ved at sikre, at de omfattede personer ikke fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle miljø.

Såfremt domstolene efter en konkret vurdering finder, at den dømte skal idømmes forbud, vil den pågældende som udgangspunkt skulle gives både et opholdsforbud og et kontaktforbud. Forbuddene vil dog efter omstændighederne også kunne gives enkeltvis. Dette gælder f.eks., hvis betingelserne for kontaktforbud er opfyldt, mens betingelserne for opholdsforbud ikke er opfyldt, fordi der ikke vurderes at være et nærmere afgrænset område, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til, opholder sig. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet, hvis et klubhus i en politikreds er nedlagt, men gruppen af personer fortsat opholder sig i kredsen, uden at det er muligt at definere området konkret som et nærmere afgrænset område.

Som nævnt foreslås det i stk. 1, 1. pkt., at en person, der idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, om skærpet straf for visse straffelovsovertrædelser med relation til en bandekonflikt m.v., ved dommen vil kunne gives et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud.

Det vil indebære, at en person skal idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en eller flere af lovovertrædelserne nævnt i straffelovens § 81 a samtidig med, at strafskærpelsesbestemmelsen i § 81 a er anvendt.

Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter § 81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og § 237 i almindelighed indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt som nævnt i stk. 1.

Det bemærkes, at straffelovens § 81 a foreslås ændret, således at der i bestemmelsen indsættes et nyt stk. 3, jf. nærmere herom pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Den foreslåede ordning vil indebære, at den foreslåede bestemmelse i § 81 a, stk. 3, omfattes af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, 1. pkt.

Det forudsættes, at en person, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, i almindelighed vil skulle gives et opholdsforbud og et kontaktforbud efter den foreslåede bestemmelse, uanset hvilken af de i § 81 a nævnte bestemmelser den pågældende dømmes for overtrædelse af.

Som nævnt foreslås det i stk. 1, 2. pkt., at der endvidere vil kunne gives et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud til en person, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Den foreslåede nyaffattelse vil indebære, at anvendelsesområdet også vil omfatte overtrædelse af knivloven.

Den foreslåede bestemmelse er først og fremmest tiltænkt at skulle finde anvendelse i relation til banderelateret kriminalitet, men den vil også – hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt – kunne finde anvendelse på anden organiseret kriminalitet. I praksis vil der i relation til banderelateret kriminalitet ofte være tale om at anvende bestemmelsen over for personer, som er registreret i politiets efterforskningsstøttedatabase (PED), eller som i øvrigt monitoreres af politiet i den forbindelse.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., forudsættes for det første anvendt, hvis der foreligger to eller flere overtrædelser, der opfylder betingelserne i bestemmelsen, uanset hvor lang den eller de ubetingede frihedsstraffe er. Bestemmelsen forudsættes ligeledes anvendt, hvis der foreligger en enkelt overtrædelse, som opfylder betingelserne, og som samtidig fører til en ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed. Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er omfattet af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., vil der skulle foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville have medført en ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed.

Anvendelsen af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., forudsætter herudover, at den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og at overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Udtrykket »gruppe af personer« vil skulle forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a, stk. 1. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke alene er opstået og fungerer i anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den konkrete straffesag.

En familiegruppe vil også kunne anses for en gruppe af personer efter den foreslåede bestemmelse, såfremt de betingelser, der er nævnt ovenfor, i øvrigt er opfyldt.

Det vil være en betingelse, at personerne knyttet til den pågældende gruppe »tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«. Dette vil omfatte tilfælde, hvor de personer, som har tilknytning til gruppen, samlet set er dømt for lovovertrædelser af en sådan grovhed eller i et sådant omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig. Dette gælder, uanset om de enkelte lovovertrædelser er begået af en eller flere personer, som har tilknytning til gruppen.

Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning til gruppen, tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der navnlig skulle lægges vægt på, om de pågældende er dømt for overtrædelser af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven. Øvrige lovovertrædelser vil dog efter omstændighederne også kunne tillægges vægt i denne vurdering. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges betydelig vægt.

Til brug for vurderingen vil anklagemyndigheden under hovedforhandlingen bl.a. kunne fremlægge en udtalelse fra politiet om, hvilke personer der har tilknytning til gruppen, samt om registreringer af den kriminalitet, som disse personer er dømt for. Dette vil dog ikke være et krav.

Det vil endvidere være en betingelse for at give et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud efter det foreslåede 2. pkt., at den dømte har »tilknytning« til den pågældende gruppe af personer. Begrebet »tilknytning« vil indebære, at den pågældende vil skulle have et tilhørsforhold til gruppen som sådan. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.

Vurderingen af, om den dømte har tilknytning til gruppen i bestemmelsens forstand, beror i første række på et politifagligt skøn.

I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om personen er iagttaget i forbindelse med gruppens arrangementer eller har båret beklædning, udsmykning eller lignende med symboler eller tekst med tilknytning til den pågældende gruppe. Der vil også kunne lægges vægt på, om personen i gentagne tilfælde er iagttaget sammen med andre personer tilknyttet gruppen. På samme måde vil eksempelvis tatoveringer og tilkendegivelser, herunder på sociale medier, det mørke internet (dark web), krypterede kommunikationsplatforme eller lignende, kunne indgå i vurderingen af den pågældendes tilknytning til gruppen. Der vil endvidere kunne lægges vægt på eventuelt materiale tilhørende gruppen, f.eks. dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister, telefonlister, indbetalinger, fotos, videoer m.v., der viser, at personen har en tilknytning til den pågældende gruppe af personer. Herudover vil der også kunne lægges vægt på, om den pågældende er dømt for at have begået strafbare forhold sammen med andre personer tilknyttet gruppen.

Opholdsforbud og/eller kontaktforbud vil kunne gives til personer, uanset om den pågældende i gruppens egen selvforståelse er fuldgyldigt medlem eller har status som f.eks. »prospect«, »supporter«, »hangaround« eller »probationary«. Det afgørende er, at den dømte har den beskrevne tilknytning til gruppen.

Det gøres med forslaget klart, at tilknytningen skal foreligge på gerningstidspunktet. Det vil indebære, at det er den dømtes tilknytning til gruppen af personer på gerningstidspunktet og ikke domstidspunktet, der er afgørende for, at domstolene kan idømme et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud efter bestemmelsen.

At en lovovertrædelse vil skulle have »relation til den dømtes tilknytning til gruppen« vil indebære, at et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud ikke vil kunne idømmes i sager, hvor lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng med den pågældendes tilknytning til gruppen. Som mulige eksempler kan nævnes vold eller voldtægt, der eksempelvis er begået i et parforhold, uden at det har nogen sammenhæng med den dømtes tilknytning til den pågældende gruppe.

Det er ikke muligt præcist at angive, hvornår en lovovertrædelse har relation til den dømtes tilknytning til gruppen. Det vil bero på en konkret vurdering af den begåede lovovertrædelse, herunder af overtrædelsens karakter, hvor den er foretaget, og om den er begået sammen med andre, der har tilknytning til gruppen. Det må antages, at der i mange tilfælde vil være tale om kriminalitet i form af organiseret narkotikahandel, besiddelse af våben, vidnetrusler, afpresning og personfarlig kriminalitet, herunder grov vold.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 omfatter også den, der dømmes for forsøg og medvirken, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Det foreslås i § 79 a, stk. 2, at der ved opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til, opholder sig.

Udtrykket »færdes og opholde sig« vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 79 b, stk. 2, om opholdsforbud for visse terrorforbrydelser. Færden og ophold omfatter således enhver fysisk tilstedeværelse inden for det pågældende område, herunder at passere igennem området. Et opholdsforbud vil således indebære, at den blotte tilstedeværelse i det pågældende område uden politiets tilladelse efter det foreslåedes § 79 a, stk. 4, jf. herom nedenfor, vil udgøre en overtrædelse, selv om der er tale om helt kortvarige ophold.

Det bemærkes, at et opholdsforbud ikke er til hinder for, at frihedsberøvelse vil kunne ske i et område, der er omfattet af opholdsforbuddet.

Hertil kommer, at det ikke er tilsigtet, at et opholdsforbud vil skulle være til hinder for påbegyndelse og afvikling af udgang fra en af kriminalforsorgens institutioner, hvis institutionen ligger i et område omfattet af opholdsforbuddet. Den pågældende vil hurtigst muligt og uden ophold skulle forlade området, idet fortsat færden og ophold efter dette tidspunkt vil være en overtrædelse af opholdsforbuddet.

Det er ligeledes ikke tilsigtet, at et opholdsforbud vil skulle være til hinder for færden og ophold, der udelukkende skyldes nødsituationer, herunder den pågældendes eller dennes nærmeste pårørendes akutte henvendelse til et hospital. Den pågældende vil straks skulle forlade området, når nødsituationen er afsluttet. Fortsat færden og ophold efter dette tidspunkt vil være en overtrædelse af opholdsforbuddet.

Et opholdsforbud vil indebære et forbud mod at bosætte sig i det område, der er omfattet af forbuddet. Opholdsforbuddet vil således i praksis indebære et påbud til den pågældende om at bosætte sig uden for det område, som opholdsforbuddet omfatter. Dette gælder dog ikke, hvis der undtagelsesvist er grundlag for at meddele tilladelse efter den foreslåede § 79 a, stk. 4, jf. herom nedenfor.

Et opholdsforbud vil som udgangspunkt skulle omfatte den eller de kommuner, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået. Herudover vil der kunne gives et opholdsforbud i den eller de kommuner, hvor den gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til, opholder sig.

Det vil navnlig bero på et politifagligt skøn, hvor en gruppe af personer anses for at opholde sig. I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på politiets observationer, ransagninger, afhøringer m.v. Det er ikke kun gruppens formelle opholdssted i form af et klubhus m.v., der vil skulle anses som gruppens opholdssted. Også steder eller områder, hvor gruppen i praksis samles og f.eks. udøver negativ påvirkning, herunder i form af kriminalitet, vil skulle anses som gruppens opholdssted.

I vurderingen af den nærmere afgrænsning af opholdsforbuddet, herunder om forbuddet vil skulle omfatte mere end én kommune, f.eks. både den kommune, hvor forholdet er begået, og den kommune, hvor gruppen opholder sig, vil der navnlig skulle lægges vægt på karakteren, omfanget og grovheden af den begåede kriminalitet, herunder om den begåede kriminalitet har forbindelse til en konflikt mellem forskellige grupper, f.eks. hvor der bliver kæmpet om territoriet i forhold til narkotikahandel.

Der vil endvidere skulle lægges afgørende vægt på, hvor forbuddet mest effektivt forhindrer, at den pågældende genoptager sine kriminelle aktiviteter.

Hvis der er tale om en geografisk stor kommune med en eller flere større byer eller en kommune, der hovedsageligt består af tæt bebyggede områder, og hvor det er tydeligt, at den pågældendes kriminalitet og/eller gruppe hører til i en bestemt by eller bydel, vil retten i stedet for hele kommunen kunne begrænse opholdsforbuddet til alene en eller flere byer eller bydele, hvis en bredere udstrækning konkret vurderes ikke at stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet. Der vil endvidere kunne gives et opholdsforbud, der alene omfatter dele af to kommuner, hvis f.eks. gruppen opholder sig omkring og eventuelt på begge sider af kommunegrænsen.

Er der tale om mindre alvorlig kriminalitet, som f.eks. alene har givet anledning til en kortere ubetinget fængselsstraf, og vurderes et geografisk bredt fastlagt forbud dermed ikke at stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet, vil opholdsforbuddet kunne indskrænkes geografisk til et eller flere mindre områder, som ikke hindrer den dømtes sædvanlige ophold og færden de steder, hvor den dømte har sin bopæl og sine sædvanlige legitime gøremål, men som hindrer den dømte i at opholde sig og færdes, hvor den eller de pågældende lovovertrædelser er begået, og/eller hvor den gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til, opholder sig.

Den præcise afgrænsning af opholdsforbuddet vil i øvrigt afhænge af en konkret proportionalitetsvurdering, hvor ovenstående retningslinjer om fastsættelse af forbuddet indgår.

Det vil være op til domstolene i de konkrete tilfælde at vurdere, hvordan det geografiske område, som et opholdsforbud vil skulle dække, angives tilstrækkeligt præcist i dommen.

Når opholdsforbuddet omfatter en eller flere hele kommuner – hvilket som nævnt vil være udgangspunktet – vil det være naturligt, at forbuddet afgrænses ved at angive den eller de pågældende kommuner. I andre tilfælde vil det eksempelvis kunne fastsættes i dommen, hvilke gadenavne der omkranser det område, som er omfattet af forbuddet, men andre objektive beskrivelser af et område vil også kunne anvendes, så længe det sikres, at det omfattede område let og utvetydigt vil kunne identificeres. Det vil ikke være tilstrækkeligt at angive området på et kort, men beskrivelsen af området vil eventuelt kunne suppleres af et kort. Det bemærkes i øvrigt, at politiets tilladelser så vidt muligt vil skulle afgrænses på samme måde.

Overtrædelse af et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 2, vil kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. nærmere herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14. Forsøg på at overtræde et opholdsforbud er ligeledes strafbart, jf. straffelovens § 21.

Det foreslås i 79 a, stk. 3, 1. pkt., at der ved kontaktforbud forstås et forbud mod at søge at kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til.

Det forudsættes, at et kontaktforbud som udgangspunkt vil skulle omfatte kontakt med alle personer, der havde tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til. Udtrykkene »gruppe af personer« og »tilknytning« vil skulle forstås på samme måde som i den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., jf. herom ovenfor.

Det forudsættes, at et kontaktforbud vil skulle omfatte kontakt med alle personer, der på ethvert givent tidspunkt har tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til. Det gælder uanset om den dømte på et senere tidspunkt ophører med at have tilknytning til gruppen. Kontaktforbuddet er herved dynamisk og vil også omfatte kontakt med personer, der bliver tilknyttet samme gruppe af personer på et senere tidspunkt end den dom, hvorved forbuddet er givet. På samme vis vil kontakt med personer, der ikke længere vurderes at have en tilknytning til samme gruppe af personer, ikke være omfattet af kontaktforbuddet, ligesom kontaktforbuddet ikke vil gælde for kontakt med personer fra en anden gruppe af personer, som den dømte eventuelt måtte skifte til efter gerningstidspunktet.

Udtrykket »kontakte« vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 79 b, stk. 3, om kontaktforbud for visse terrorforbrydelser og omfatter enhver form for personlig, skriftlig, telefonisk og digital kontakt med personer, der er omfattet af det pågældende forbud. Et kontaktforbud vil således indebære, at en hvilken som helst kontakt – både skriftlig og mundtlig – med de omfattede personer uden politiets forudgående tilladelse efter den foreslåede § 79 a, stk. 4, jf. herom nedenfor, vil udgøre en overtrædelse. Da enhver kontakt med personer omfattet af kontaktforbuddet vil indebære en overtrædelse af forbuddet, vil enhver ny kontakt med en person omfattet af forbuddet udgøre en ny overtrædelse. Dette vil også gælde, selvom det måtte være den samme person, vedkommende har – eller har forsøgt at opnå – kontakt med flere gange.

Et kontaktforbud vil for det første indebære et forbud mod personlig kontakt med personer, der er omfattet af forbuddet, herunder fysisk fremmøde på den pågældendes bopæl, opholdssted eller andre steder, hvor den pågældende opholder sig midlertidigt. Det bemærkes, at i de tilfælde, hvor den dømte samtidig med kontaktforbuddet er meddelt et opholdsforbud, vil opholdsforbuddet i visse tilfælde afskære muligheden for personlig kontakt med personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer, i det område, hvor de pågældende opholder sig.

Forbuddet vil også indebære et forbud mod personlig kontakt, hvis den dømte tilfældigt møder en person, der er omfattet af forbuddet, f.eks. på gaden, i biografen eller hos fælles bekendte. Kontaktforbuddet vil i sådanne situationer i praksis indebære, at den dømte vil skulle forlade stedet. I større forsamlinger, som f.eks. en demonstration, en festival eller lignende, hvor den dømte ikke vil være nødsaget til at interagere med personen omfattet af kontaktforbuddet, vil den dømte skulle holde størst mulig fysisk afstand fra den pågældende og samtidig ignorere den pågældende.

Kontaktforbuddet vil endvidere indebære et forbud mod skriftlig kontakt i form af brev eller lignende analoge kommunikationsformer. Forbuddet omfatter ligeledes telefonisk kontakt, som foregår ved anvendelse af telefonnettet, herunder fremsendelse af en tekst- eller billedbesked (f.eks. sms’er og mms’er).

Herudover vil forbuddet omfatte en hvilken som helst kontakt, som foregår gennem internettet eller et lignende system til spredning af information. Som eksempler kan nævnes e-mail, internetchat, internettelefoni, onlinespil med chatfunktion og sociale medier, herunder Facebook, Instagram, X, Snapchat og TikTok. Det samme gælder for kontakt, som finder sted på det mørke internet (dark web), som er en betegnelse for et netværk, som det kræver særlig software for at få adgang til. Netværket gør det herefter muligt for brugerne at skjule både deres handlinger og identiteter og er dermed særdeles velegnet for kriminelle, der ønsker at skjule ulovlige aktiviteter. Endvidere vil brug af Skype, Facetime, WhatsApp, Viber og lignende programmer til opkald, chat og videoopkald via internettet være omfattet af forbuddet. Det bemærkes, at forbuddet ligeledes forudsættes at omfatte fremtidige kommunikationsteknologier, der på linje med internettet vil kunne bruges til spredning af information.

Kontaktforbuddet gælder også, hvis en person, der er omfattet af forbuddet, har taget initiativ til den første kontakt med den dømte (f.eks. sendt den første sms eller den første e-mail). Den dømte må i sådanne tilfælde ikke svare på henvendelsen. Det er desuden omfattet af forbuddet, hvis kontakten sker gennem andre, f.eks. den dømtes ægtefælle.

Et kontaktforbud vil desuden indebære, at den dømte ikke må »søge at« kontakte personer omfattet af forbuddet, hvilket vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 79 b, stk. 3, om kontaktforbud for visse terrorforbrydelser. Forbuddet vil derfor være overtrådt, når den dømte f.eks. har afsendt en e-mail, skrevet en besked på en Facebook-profil eller lagt en besked på en telefonsvarer med forsæt til at opnå kontakt til en person omfattet af forbuddet. Der vil i givet fald foreligge en fuldbyrdet overtrædelse af kontaktforbuddet, selv om e-mailen eller beskeden ikke kommer frem til den tilsigtede modtager.

Det er endvidere en betingelse for, at et kontaktforbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, er overtrådt, at den dømte søger at »kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte«. Dette vil indebære, at kontakten vil skulle være rettet mod en eller flere konkrete personer, der er omfattet af forbuddet. En generel henvendelse eller et opslag, eksempelvis på en Facebook-profil eller Instagram-konto, herunder både på den dømtes egen profil eller på en andens, vil derimod i almindelighed ikke være omfattet af forbuddet. Det bemærkes, at en sådan henvendelse, der indledningsvis er generel, undervejs vil kunne skifte karakter og således blive omfattet af forbuddet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en generel henvendelse på den dømtes egen Facebook-profil eller i et lukket chatrum eller Facebookgruppe udvikler sig til en samtale med en eller flere personer omfattet af forbuddet.

Det er en forudsætning for at ifalde straf for overtrædelse af et kontaktforbud, at den dømte har det fornødne forsæt, jf. den almindelige regel herom i straffelovens § 19. Den dømte vil skulle have forsæt i relation til samtlige objektive momenter i den foreslåede § 79 a, stk. 3. Der kræves således forsæt med hensyn til, at den person, som den dømte søger at kontakte, er tilknyttet samme gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.

Med henblik på at undgå bevismæssig tvivl om, hvorvidt en person i det konkrete tilfælde er tilknyttet samme gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til, og med henblik på at sikre, at den dømte har tilstrækkeligt kendskab til den omfattede personkreds for kontaktforbuddet, forudsættes det, at straf for overtrædelse af forbuddet i tilfælde, hvor tilknytningen til grupperingen ikke er klar – f.eks. på grund af manglende forudgående kendskab eller fravær af tydelige kendetegn – vil kræve en forudgående advarsel fra politiet om, at kontakt med personen af politiet vurderes at udgøre en overtrædelse af forbuddet. Det forudsættes, at der ikke vil gælde nogen formkrav til den forudgående advarsel, idet den dog vil skulle kunne dokumenteres af politiet.

Forsæt vil sædvanligvis foreligge, hvis den dømte søger at kontakte en eller flere personer, der har medvirket til den lovovertrædelse, som har begrundet kontaktforbuddet. Tilsvarende vil forsæt som udgangspunkt foreligge, hvis den dømte har kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud efter, at politiet i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 8, har videregivet oplysninger til den dømte herom, jf. nærmere herom nedenfor.

Ved vurderingen af, om den dømte har haft forudgående kendskab til en persons tilknytning til samme gruppering som den dømte, vil der bl.a. kunne lægges vægt på kontaktens karakter, forudgående kontakt mellem personerne, det forhold, at personerne er iagttaget sammen i forbindelse med gruppens arrangementer eller har båret beklædning, udsmykning eller lignende tydelige kendetegn for den pågældende gruppe.

Hvis den dømte først på et senere tidspunkt får kendskab til, at en person har tilknytning til samme gruppe af personer, vil den pågældende først kunne straffes for overtrædelse af kontaktforbuddet, hvis den pågældende fortsat har eller søger kontakt med den person, der er omfattet af forbuddet efter dette tidspunkt. Det vil afhænge af de konkrete omstændigheder, hvad den dømte i sådanne situationer vil skulle foretage sig for at undgå strafansvar for overtrædelse af kontaktforbuddet. Som generel retningslinje vil den dømte dog skulle foretage sig, hvad der i situationen er muligt for faktisk at bringe kontakten effektivt til ophør, herunder ved f.eks. fysisk at forlade stedet eller blokere personen på sociale medier.

Det foreslås i § 79 a, stk. 3, 2. pkt., at kontaktforbud dog ikke omfatter nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

Internationale forpligtelser vil i denne sammenhæng bl.a. omfatte artikel 8 i EMRK om retten til bl.a. familieliv.

Ved nærmeste familiemedlemmer forstås normalt personens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn og søskende. Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering, hvilke personer der vil være undtaget fra et idømt kontaktforbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 3, 2. pkt. Det vil ved vurderingen heraf bl.a. være relevant at inddrage karakteren af den pågældende relation, herunder om personen f.eks. bor sammen med den dømte.

Det bemærkes, at forholdet mellem voksne familiemedlemmer, f.eks. mellem forældre og voksne børn eller mellem voksne søskende, ikke nødvendigvis vil udgøre et familieliv efter EMRK artikel 8, idet der som udgangspunkt kræves en form for afhængighed.

Med henblik på at undgå bevismæssig tvivl om, hvorvidt en person i det konkrete tilfælde er undtaget fra et idømt kontaktforbud som følge af den foreslåede § 79 a, stk. 3, 2. pkt., og med henblik på at sikre, at den dømte har tilstrækkeligt kendskab til den omfattede personkreds for kontaktforbuddet, vil det efter omstændighederne være relevant, at politiet giver en forudgående advarsel om, at kontakt med personen af politiet vurderes at udgøre en overtrædelse af forbuddet. Det forudsættes, at der ikke vil gælde nogen formkrav til den forudgående advarsel, idet den dog vil skulle kunne dokumenteres af politiet.

Det foreslås i § 79 a, stk. 3, 3. pkt., at kontaktforbud endvidere ikke omfatter andre indsatte i kriminalforsorgens varetægt, når den dømte er i kriminalforsorgens varetægt.

Den foreslåede ordning vil medføre, at et kontaktforbud ikke vil være overtrådt, hvis en indsat, som ved dom er givet et kontaktforbud, har kontakt med andre indsatte, der har tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte havde på gerningstidspunktet, når den pågældende er i kriminalforsorgens varetægt. Det gælder alle indsatte, herunder anholdte og arrestanter, som ved dom har modtaget et kontaktforbud. Den indsatte anses for at være i kriminalforsorgens varetægt, når den pågældende befinder sig i kriminalforsorgens institutioner, men også i øvrige situationer uden for kriminalforsorgens institutioner, hvis kriminalforsorgen har instruktionsbeføjelse over den indsatte f.eks. i forbindelse med fremstilling i og transport til og fra retten eller ved overførsel mellem matrikler. Det foreslåede skal ses i sammenhæng med, at bandemedlemmer ofte placeres i særlige afdelinger i kriminalforsorgen, samt at der kan gælde særlige vilkår for bandemedlemmers afsoning.

Kontaktforbuddet vil dog gælde under uledsaget udgang, hvis den indsatte kontakter andre personer med tilknytning til gruppen. Sådan kontakt vil således fortsat udgøre en overtrædelse af forbuddet. Det bemærkes, at der i forbindelse med påbegyndelse og afslutning af udgang kan være visse situationer, som efter en konkret vurdering bør undtages. Dette gælder eksempelvis, hvis der opstår kødannelse i forbindelse med adgangskontrol og visitation af den indsatte og dennes effekter samt i forbindelse med udgang, hvor de indsatte sendes af sted samtidig med henblik på at tage offentlig transport, hvor tidsintervallet imellem den offentlige transport er forholdsvist langt.

Overtrædelse af et kontaktforbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 3, vil kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. nærmere herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14. Forsøg på at overtræde et kontaktforbud er strafbart, jf. straffelovens § 21. Straf for forsøg vil dog forudsætte et tilstrækkeligt konkretiseret forsæt til den fuldbyrdede handling. Det bemærkes i den forbindelse, at der allerede vil foreligge en fuldbyrdet overtrædelse af kontaktforbuddet, hvis den dømte søger at kontakte personer omfattet af forbuddet.

Det foreslås i § 79 a, stk. 4, at politiet kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1, jf. stk. 2, og til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Tilladelsesordningen forudsættes administreret restriktivt. Der vil imidlertid kunne være særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt et opholdsforbud, har et særligt anerkendelsesværdigt formål med at færdes eller opholde sig i et område, som forbuddet vedrører. Det forudsættes, at der som udgangspunkt kun meddeles tilladelse, når Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver dette, eller når det for så vidt angår opholdsforbud vil være nødvendigt for, at den dømte vil kunne opfylde visse lovbestemte pligter.

Tilladelsesordningen vil for det første indebære, at den dømte på forhånd og på eget initiativ vil skulle søge om tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1, jf. stk. 2, og at den pågældende ikke lovligt vil kunne færdes eller opholde sig i det pågældende område, før der eventuelt måtte være meddelt en sådan tilladelse.

Udtrykket »særlige grunde« vil i denne forbindelse skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 79 b, stk. 4, om opholdsforbud og kontaktforbud for visse terrorforbrydelser.

Som eksempler på tilfælde, hvor der foreligger »særlige grunde«, som vil kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold i et område, som er omfattet af et opholdsforbud, kan nævnes tungtvejende hensyn til den pågældendes helbred. Det vil eksempelvis kunne være deltagelse i operationer, lægeundersøgelser eller andre sygdoms- eller helbredsbegrundede behandlinger, som sker på baggrund af lægehenvisning, og som alene vil kunne foregå på et hospital eller hos en læge i det område, der er omfattet af opholdsforbuddet. Det forudsættes som det klare udgangspunkt, at der i disse tilfælde gives tilladelse. Der vil omvendt ikke kunne gives tilladelse, hvis den lægelige behandling uden videre vil kunne foregå hos en læge m.v., der ikke er placeret i det område, som forbuddet vedrører.

Som nævnt ovenfor er det ikke hensigten, at et opholdsforbud vil skulle være til hinder for færden og ophold i nødsituationer, herunder den pågældendes eller dennes nærmeste familiemedlemmers akutte henvendelse til et hospital. I disse tilfælde kræves der således ikke tilladelse fra politiet til færden og ophold i området.

Hensynet til den dømtes privat- og familieliv vil i visse tilfælde også kunne udgøre en særlig grund til færden eller ophold i et område, som er omfattet af et opholdsforbud. Der vil f.eks. kunne være tale om enkeltstående eller sjældent forekommende begivenheder af særlig betydning vedrørende de nærmeste familiemedlemmer som f.eks. begravelse, alvorlig sygdom eller tilstedeværelse i forbindelse med en ægtefælles, samlevers eller kærestes fødsel af et fælles barn. Ved nærmeste familiemedlemmer forstås normalt personens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn og søskende. Omvendt vil deltagelse i mere almindeligt eller hyppigt forekommende familiebegivenheder som f.eks. fødselsdage, højtider eller uformelle sammenkomster m.v. som det klare udgangspunkt ikke udgøre en særlig grund i bestemmelsens forstand.

Som anført ovenfor vil et opholdsforbud i de tilfælde, hvor den dømte forud for dommen måtte være bosat i det område, som et opholdsforbud omfatter, i praksis indebære et påbud til den pågældende om at flytte uden for det område, som opholdsforbuddet omfatter.

Hvor den pågældende bor alene eller sammen med personer, som ikke er den pågældendes nærmeste familiemedlemmer, vil hensynet til at forebygge ny banderelateret kriminalitet ved at modvirke, at den dømte fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle miljø og hensynet til omgivelserne, hvor kriminaliteten er begået, efter Justitsministeriets opfattelse som det klare udgangspunkt vægte højere end den pågældendes mulighed for at opretholde sin bopæl i et område, som er omfattet af et opholdsforbud. Der vil derfor som det klare udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til ophold i egen bolig i disse tilfælde.

Hvor den dømte har bopæl sammen med sine nærmeste familiemedlemmer, vil der skulle foretages en afvejning af hensynet til familielivet over for hensynet til at forebygge ny banderelateret kriminalitet i form af, at den dømte fastholdes eller falder tilbage i et kriminelt miljø samt karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, som har begrundet opholdsforbuddet.

Der vil i den forbindelse også skulle lægges betydelig vægt på, om opretholdelse af bopælen vil kunne ske, uden at den pågældende vil komme til at opholde sig i det specifikke område (f.eks. en bydel) inden for opholdsforbuddets anvendelsesområde, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået eller hvor den gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til, opholder sig. Hvis opretholdelse af bopælen vil indebære, at den pågældende vil komme til at opholde sig i netop dette område, vil det med betydelig vægt tale for, at bopælen ikke vil kunne opretholdes. Det vil dog bl.a. også være relevant at lægge vægt på, hvor lang tid husstanden har været etableret, hvorvidt en ægtefælle eller samlever havde kendskab til kriminaliteten, der var begået forud for etableringen af forholdet, hvorvidt der er hjemmeboende børn og i givet fald deres alder samt børnenes bedste interesser og velbefindende.

Udøver den pågældende et familieliv med en samlever eller ægtefælle med fælles mindre, hjemmeboende børn vil dette være forhold, som med betydelig vægt taler for, at der meddeles tilladelse. I sådanne situationer vil der således skulle meddeles tilladelse, medmindre særdeles tungtvejende hensyn taler herimod. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den pågældende er dømt for meget alvorlig kriminalitet (f.eks. drab) og samtidig har opretholdt kontakten til gruppen af personer.

Hvis de ovennævnte familiemæssige forhold er til stede på tidspunktet for domsafsigelsen, vil retten ved idømmelse af en kortere ubetinget fængselsstraf kunne tage hensyn hertil ved fastsættelsen af den geografiske udstrækning af opholdsforbuddet, således at den dømte vil kunne opholde sig i og omkring bopælen. Hvis der derimod er tale om idømmelse af en længerevarende fængselsstraf, bør retten ikke tage et sådant hensyn, idet de familiemæssige forhold vil kunne ændre sig i løbet af den periode, hvor den pågældende afsoner fængselsstraffen, og forholdet bør derfor reguleres gennem konkrete tilladelser.

Ved idømmelse af et opholdsforbud til personer under 18 år vil retten tilsvarende ved fastsættelsen af den geografiske udstrækning af opholdsforbuddet kunne tage hensyn til, at den dømte – så længe denne ikke er fyldt 18 år – vil kunne færdes og opholde sig, hvor forældremyndighedsindehaverne har bopæl.

I tilfælde, hvor den pågældende bor sammen med personer, der tilhører den gruppe af personer, som opholdsforbuddet er idømt på baggrund af, vil der som det helt klare udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til fortsat at bo i forbudsområdet.

Hvis der af hensyn til den dømtes privat- og familieliv meddeles tilladelse til, at bopælen vil kunne opretholdes, bør tilladelsen også omfatte vilkår om at færdes frem og tilbage herfra samt tilladelse til at varetage nødvendige forpligtelser, som har tilknytning til udøvelsen af familielivet, f.eks. afhentning af børn i institution eller skole og ledsagelse af børn til læge, dog således at ophold i området uden for disse situationer ikke i øvrigt er tilladt. Tilladelsen vil også kunne omfatte egne gøremål, herunder besøg ved egen læge. Det vil formentlig i praksis også ofte være relevant på forhånd at give tilladelse til, at den pågældende vil kunne opfylde lovbestemte pligter om f.eks. at møde op på et jobcenter eller en arbejdsløshedskasse m.v. i medfør af beskæftigelseslovgivningen eller møde til tilsyn ved Kriminalforsorgen i Frihed (KIF). Tilladelse til at opfylde andre lovbestemte pligter, som forventes at blive relevante, og til at møde hos en bestemt myndighed inden for et område, som er omfattet af opholdsforbuddet, vil også kunne gives på forhånd.

Det bemærkes, at der som udgangspunkt kun vil kunne gives tilladelse til lejlighedsvise møder, som den pågældende myndighed eller arbejdsløshedskasse m.v. har indkaldt til på et bestemt sted og tidspunkt. Der vil således som det klare udgangspunkt ikke kunne gives tilladelse til, at den pågældende deltager i daglige møder eller lignende, eller at den pågældende tager imod et tilbud om arbejde inden for forbudsområdet, jf. også nedenfor om myndighedernes forpligtelse til at respektere et opholdsforbud.

Når politiet vil skulle vurdere, om det i forbindelse med en tilladelse til at have bopæl inden for det område, som opholdsforbuddet omfatter, er mest hensigtsmæssigt at meddele en generel tilladelse til f.eks. at deltage i lejlighedsvise møder, som den pågældende indkaldes til på jobcenteret m.v., eller om det er mere hensigtsmæssigt at meddele tilladelse på baggrund af løbende ansøgninger til konkrete møder, vil der bl.a. kunne lægges vægt på risikoen for at den dømte begår ny banderelateret kriminalitet og risikoen for misbrug af en eventuel tilladelse. Det vil endvidere være relevant at tage i betragtning, om tilladelsen vil indebære, at den pågældende vil skulle færdes i det område, hvor den gruppe af personer, som den pågældende har tilknytning til, opholder sig. Det vil i den forbindelse kunne være hensigtsmæssigt for politiet at vide, hvornår den pågældende forventes at færdes i området, og på den baggrund vil det kunne være mest hensigtsmæssigt at meddele tilladelse efter konkrete ansøgninger.

Der vil ikke kunne gives tilladelse i tilfælde, hvor den pågældende – eventuelt sammen med sine nærmeste familiemedlemmer – ønsker at etablere bopæl i et område omfattet af et opholdsforbud, efter at forbuddet er idømt.

I visse helt særlige situationer vil også tungtvejende hensyn til forsamlings- eller foreningsfriheden kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold i det område, som opholdsforbuddet omfatter. Der vil dog som det helt klare udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til aktiviteter i regi af foreninger med fast tilhørs- eller mødested i det område, som opholdsforbuddet omfatter, eller til at deltage i demonstrationer m.v. i området.

Der vil i visse situationer endvidere kunne foreligge særlige grunde i bestemmelsens forstand, hvis der er tale om at meddele tilladelse til den pågældendes transit igennem et område, der er omfattet af et opholdsforbud, f.eks. via en central færdselsåre eller til afgang fra en lufthavn, hvor opholdsforbuddet vil medføre en meget væsentlig omvej for transporten eller besværliggøre ud- og indrejse til Danmark i væsentligt omfang. Det forudsættes dog i givet fald, at en tilladelse ikke væsentligt vil vanskeliggøre håndhævelsen af et opholdsforbud, og at der ikke vurderes at være risiko for misbrug.

Der vil f.eks. kunne være tale om tilladelse til transport via en central motorvejsstrækning som den fynske motorvej E20, der bl.a. passerer igennem Odense Kommune, eller transport til og fra Københavns Lufthavn i Kastrup i forbindelse med en konkret afrejse eller ankomst. Der vil også kunne være tale om tilladelse til at benytte en bestemt togstrækning. Desuden vil der, for en person med opholdsforbud i Københavns Kommune, kunne være tale om tilladelse til transport gennem Københavns Kommune, såfremt den pågældende er bosat i Frederiksberg Kommune, idet den pågældende i modsat fald ikke ville kunne forlade sin bopælskommune.

Der vil som det klare udgangspunkt ikke foreligge særlige grunde, hvis den dømte ønsker at varetage arbejdsmæssige opgaver eller forpligtelser i et område omfattet af et opholdsforbud. Dette vil f.eks. indebære, at der som det klare udgangspunkt ikke vil kunne meddeles tilladelse til, at den pågældende giver møde på en arbejdsplads beliggende i et område omfattet af et opholdsforbud, eller at den pågældende varetager enkeltstående arbejdsopgaver i området. Dette gælder også i de situationer, hvor et jobcenter eller en arbejdsløshedskasse m.v. vil give et tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats eller henvise til arbejde i det pågældende område, jf. nedenfor.

På tilsvarende vis vil der som det klare udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til, at den pågældende vil kunne deltage i undervisning på en uddannelse, faglige kurser eller lignende, som gennemføres i eller vil skulle foregå i et område omfattet af et opholdsforbud.

Som udgangspunkt vil offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser m.v. skulle respektere et opholdsforbud, hvis lovgivningen på et område ikke er forenelig med opholdsforbuddet. Dette skyldes, at der som det klare udgangspunkt ikke vil kunne meddeles tilladelse til at varetage arbejdsmæssige opgaver i et område, hvor man har et opholdsforbud, jf. nærmere ovenfor. Eksempelvis vil en person, der er idømt et opholdsforbud, ikke kunne gives et tilbud eller henvises til et arbejde efter beskæftigelseslovgivningen, hvis arbejdspladsen er beliggende inden for forbudsområdet.

Visse lovbestemte pligter indebærer, at en person skal møde frem hos en myndighed, arbejdsløshedskasse m.v. eller på et nærmere angivet sted. Afhængig af bl.a. konsekvenserne for den dømte af at undlade at møde op, vil der kunne meddeles tilladelse til sådanne møder. I tilfælde hvor manglende fremmøde er forbundet med en straf, eller i øvrigt forbundet med væsentlige retlige konsekvenser, herunder i form af tab af væsentlige rettigheder, forudsættes det, at der meddeles tilladelse, medmindre der konkret er mulighed for, at mødet vil kunne foregå uden for forbudsområdet. Som eksempel kan nævnes retsplejelovens § 168, stk. 1, hvorefter der er pligt til at afgive forklaring for retten som vidne, eller tab af f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, hvis man ikke møder op.

Herudover vil det efter omstændighederne kunne udgøre særlige grunde, såfremt den pågældende er indkaldt af en myndighed og ved personligt fremmøde vil kunne varetage sine interesser over for myndighederne f.eks. i sager på det familieretlige område, i retsmøder, i sager om ansøgninger, godkendelser, tilladelser m.v. Dette gælder, selv om der ikke er en lovbestemt mødepligt.

De ovenfor anførte eksempler er ikke udtryk for en udtømmende opregning af de tilfælde, hvor der efter omstændighederne vil kunne foreligge særlige grunde, som vil kunne begrunde en tilladelse til færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud.

Tilladelsesordningen efter den foreslåede § 79 a, stk. 4, vil for det andet indebære, at den dømte på forhånd og på eget initiativ vil skulle søge om tilladelse til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, og at den pågældende ikke lovligt vil kunne søge en sådan kontakt, før der eventuelt måtte være meddelt tilladelse hertil.

Kontaktforbuddet omfatter enhver kontakt med personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til. Kontaktforbuddet vil således i praksis bl.a. indebære et påbud til den dømte om fysisk at forlade det sted, hvor personer omfattet af forbuddet opholder sig.

Som anført ovenfor vil et kontaktforbud ikke skulle omfatte den dømtes nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Det bemærkes endvidere, at det i visse tilfælde følger af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, at der tillige efter afsigelse af dommen, hvorved der idømmes kontaktforbud og/eller opholdsforbud, vil skulle være mulighed for konkret at gøre undtagelse fra et idømt forbud. Med den foreslåede ordning tages der højde for, at der efterfølgende konkret vil kunne foreligge sådanne tungtvejende hensyn, at der vil skulle meddeles tilladelse til, at den pågældende efter omstændighederne vil kunne opholde sig i det område eller tage kontakt til personer, som forbuddet vedrører. Således vil politiet kunne meddele konkrete tilladelser til færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud og til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet. Det bemærkes i den forbindelse, at tilladelsesordningen forudsættes administreret således, at der meddeles tilladelse, når Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver det.

Hensynet til den dømtes privat- og familieliv vil f.eks. i visse tilfælde, herunder særligt hvor den dømtes nærmeste er omfattet af kontaktforbuddet, kunne begrunde en tilladelse til kontakt. Der vil i den forbindelse skulle foretages en afvejning af hensynet til den dømtes privat- og familieliv over for hensynet til at forebygge ny banderelateret kriminalitet ved at modvirke, at den dømte fastholdes eller falder tilbage i et kriminelt miljø samt karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, som har begrundet kontaktforbuddet. Der henvises i den forbindelse til de ovenfor skitserede kriterier, der vil kunne begrunde, at bopælen opretholdes i et område omfattet af et opholdsforbud.

De ovenfor anførte eksempler er ikke udtryk for en udtømmende opregning af de tilfælde, hvor der efter omstændighederne vil kunne foreligge særlige grunde, som vil kunne begrunde en tilladelse til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud. Det forudsættes dog, at hensynet til den dømtes helbred, forsamlings- eller foreningsfriheden, transit, arbejdsmæssige opgaver, undervisning, varetagelse af den dømtes interesser over for myndighederne, – som efter omstændighederne i særlige tilfælde vil kunne begrunde en tilladelse til færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud, jf. ovenfor – som det klare udgangspunkt ikke vil kunne begrunde en tilladelse til kontakt med personer omfattet af kontaktforbuddet.

Samlet set vil det således – i forhold til både opholdsforbuddet og kontaktforbuddet – bero på en konkret og individuel afvejning, hvornår henholdsvis færden og ophold eller kontakt af særlige grunde må anses for »beføjet« i bestemmelsens forstand. Der vil i den forbindelse skulle foretages en hensynsafvejning af på den ene side formålet med tilladelsen samt den pågældendes personlige forhold og på den anden side hensynet til at forebygge ny banderelateret kriminalitet ved at modvirke, at den dømte fastholdes eller falder tilbage i et kriminelt miljø samt karakteren og grovheden af den kriminalitet, som har begrundet opholdsforbuddet og/eller kontaktforbuddet samt risikoen for misbrug.

Afvejningen og vurderingen af, om der er grundlag for at meddele tilladelse, beror således på et skøn, som bl.a. indeholder en række politifaglige elementer.

Der vil ved vurderingen f.eks. kunne lægges vægt på, om den pågældende fortsat har tilknytning til den gruppe, som forbuddene vedrører, herunder om den pågældende har gennemført et exit-forløb, eller om den pågældende i øvrigt ved sin adfærd har vist, at den pågældende har lagt afstand til det kriminelle miljø. Der vil også kunne lægges vægt på, hvor lang tid der er passeret fra den dom, hvorved forbuddene er givet, til ansøgningen om tilladelse. Der vil desuden kunne lægges vægt på, om forbuddene tidligere har været tilsidesat, eller om der vurderes at være en nærliggende risiko herfor.

For så vidt angår opholdsforbuddet vil der desuden kunne lægges vægt på, hvor den begivenhed, som der søges tilladelse til at deltage i, skal finde sted, herunder afstanden til områder, hvor gruppen, som den pågældende har tilknytning til, opholder sig, eller til området, hvor lovovertrædelsen, som har begrundet opholdsforbuddet, har fundet sted. Herudover vil der kunne lægges vægt på, om der er aktuelle konflikter i området mellem rivaliserende grupperinger, som den pågældende har tilknytning til.

Hvis der er holdepunkter for at antage, at den dømte vil misbruge en eventuel tilladelse, vil denne ikke kunne meddeles. Det vil f.eks. efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis den pågældende tidligere har overtrådt vilkårene for en tilladelse, eller hvis politiet konkret er i besiddelse af oplysninger om, at den pågældende vil misbruge en tilladelse. I sådanne situationer vil der dog kunne meddeles tilladelse, hvis der f.eks. foreligger særligt tungtvejende hensyn til den pågældendes privat- og familieliv.

For så vidt angår opholdsforbuddet vil der også kunne lægges vægt på, om det er nødvendigt at opholde sig i det pågældende område, eller om det pågældende ærinde uden væsentlig ulempe vil kunne foregå i en anden kommune eller et andet område, som ikke er omfattet af forbuddet.

Den tidsmæssige og geografiske udstrækning af tilladelsen til ophold og kontakt vil bero på en nærmere vurdering af formålet med tilladelsen og forholdene i øvrigt. Ved vurderingen af, hvordan tilladelsen vil skulle begrænses geografisk, personmæssigt og/eller tidsmæssigt, vil der således bl.a. kunne lægges vægt på de samme forhold, som måtte tale for eller imod, at der gives tilladelse. Det må antages, at de nærmere vilkår for tilladelsen ofte vil følge umiddelbart af formålet med tilladelsen.

Hvor der for så vidt angår et meddelt opholdsforbud gives tilladelse til at deltage i en enkeltstående begivenhed, f.eks. en planlagt operation på et hospital i et område omfattet af et opholdsforbud, vil tilladelsen skulle omfatte transport til og fra den pågældende operation samt det heraf nødvendige ophold på hospitalet. Der er imidlertid intet til hinder for, at tilladelsen, f.eks. hvor datoerne for en længerevarende hospitalsbehandling måtte blive fastlagt løbende, vil kunne tænkes givet som en stående tilladelse til at færdes til og fra og opholde sig på hospitalet med det bestemte formål for øje.

Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar overtrædelse af opholdsforbuddet og/eller kontaktforbuddet, hvis den dømte overtræder forbuddene uden at have søgt om tilladelse til det pågældende ophold eller kontakt. Dette gælder, uanset om det i øvrigt må antages, at tilladelse ville være givet, hvis der var søgt om den.

Politiets afgørelse om afslag på en ansøgning om tilladelse til ophold eller kontakt vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Behandlingen af sådanne sager vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

En ansøgning om tilladelse til ophold eller kontakt vil skulle indgives til politidirektøren i den eller de politikredse, hvor personen har fået det pågældende forbud. En klage over en afgørelse om afslag på tilladelse vil i medfør af retsplejelovens § 109, stk. 1, skulle indgives til rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelse vil ikke kunne påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.

De nærmere regler om tilladelser, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser, fastsættes af justitsministeren, jf. nærmere om den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 1, nedenfor.

Det foreslås i § 79 a, stk. 5, 1. pkt., at forbud efter stk. 1 gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom.

Den tidsmæssige udstrækning af forbuddene vil skulle afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen. Forbuddenes længde vil således skulle afspejle risikoen for ny banderelateret kriminalitet ved, at den dømte fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle miljø. Forbuddenes længde vil endvidere skulle afspejle den begåede kriminalitet, herunder grovheden og omfanget af denne kriminalitet. Der bør herved lægges afgørende vægt på længden af den idømte straf eller karakteren af den foranstaltning m.v., som idømmes.

Det forudsættes, at et opholdsforbud og et kontaktforbud – der i almindelighed vil skulle gives sammen, jf. ovenfor – fastsættes for den samme tidsmæssige periode, idet dette udgangspunkt dog vil kunne fraviges under hensyntagen til de konkrete omstændigheder i sagen.

I tilfælde, hvor der i den samlede strafudmåling tillige indgår straf for lovovertrædelser, som ikke opfylder betingelserne for idømmelse af forbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, eller hvor der udløses reststraf fra tidligere domme, vil retten skulle fastsætte den tidsmæssige udstrækning af forbuddene ud fra et skøn over, hvilken del af den samlede straf, der vil kunne henføres til lovovertrædelser, som er omfattet af § 79 a, stk. 1.

Ved fængsel i indtil 1 år eller ved ungdomssanktioner efter straffelovens § 74 a forudsættes forbuddene efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, som udgangspunkt fastsat til mellem 1 og 4 år. Ved fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4 år, eller ved foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69 forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 3 og 6 år. I sager, hvor den idømte fængselsstraf er på mere end 4 år, men ikke over 8 år, forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 5 og 8 år. Ved fængsel i 8 år eller derover eller ved forvaring efter straffelovens § 70 forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 7 og 10 år. Det gælder, uanset om et opholdsforbud og et kontaktforbud gives sammen, eller om der alene gives et opholdsforbud eller et kontaktforbud.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at den omstændighed, at der ved dommen gives et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud, ikke vil skulle indgå som en formildende omstændighed i forbindelse med fastsættelse af straffen for den lovovertrædelse, som forbuddene idømmes på baggrund af.

Fastsættelsen af længden af forbuddene vil i øvrigt bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det ovenfor anførte vil – inden for den fastsatte varighed på 1 til 10 år – kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

En person, der er idømt et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud, vil ved en senere dom kunne idømmes et yderligere forbud, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderligere forbud får ligeledes virkning fra endelig dom. Der er i den forbindelse ikke noget til hinder for, at der er et geografisk, personmæssigt og/eller tidsmæssigt overlap mellem flere idømte forbud.

Det følger af den foreslåede § 79 a, stk. 5, 2. pkt., at ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

Ordningen vil indebære, at forbuddene forlænges i tid med den periode, hvor den dømte udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, som blev idømt sammen med forbuddene, samt forlænges i tid med den periode, hvor den dømte udstår øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, når udståelsen finder sted, mens forbuddene har virkning.

Forbuddene vil således forlænges, når den pågældende udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller arresthus. Tilsvarende vil forbuddene forlænges, hvis den pågældende efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1754 af 21. december 2023 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen) udstår fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus. Herudover vil forbuddene forlænges, hvis den pågældende udstår straf i kriminalforsorgens udslusningsfængsler eller institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Desuden vil straffen forlænges for personer, der er frihedsberøvet i medfør af straffelovens §§ 68 og 69 (foranstaltningsdomme) eller § 74 a (ungdomssanktioner).

Perioden vil regnes fra begyndelsen af afsoningen m.v. til løsladelsen eller udskrivningen, hvorved forstås første løsladelse eller udskrivning fra den pågældende straf, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra straffen eller anden strafferetlig retsfølge.

Forbuddene vil ligeledes forlænges i tid, hvis der træffes bestemmelse om genindsættelse efter eventuel prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller efter betinget benådning.

Hvis den dømte varetægtsfængsles i forbindelse med en straffesag, der ligger efter den dom, hvorved forbuddene er givet, vil forbuddene også skulle forlænges med denne frihedsberøvelse, medmindre den pågældende frifindes eller ikke idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. I sidstnævnte tilfælde vil der således ikke være tale om udståelse af fængselsstraf m.v. Det bemærkes, at der i tilfælde, hvor der sker varetægtsfængsling, kan opstå tvivl om, hvorvidt et forbud skal forlænges med perioden for varetægtsfængslingen, indtil det er afgjort ved endelig dom, om den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Dette kan indebære, at der i nogle situationer kan opstå tvivl om, hvorvidt et idømt forbud er udløbet, eller om forbuddet fortsat er gældende, fordi det skal forlænges med varetægtsfængslingsperioden. Det forudsættes i en sådan situation, at der ikke foretages straffeprocessuelle skridt, udover sigtelse, før det kan lægges til grund, at et forbud er forlænget som følge af varetægtsfængsling. Forbuddene forlænges ikke ved varetægtsfængsling eller undergivelse af foranstaltning, der træder i stedet herfor, hvis sådan frihedsberøvelse ligger forud for den dom, hvorved forbuddene er givet.

Hvis en person eksempelvis idømmes en ubetinget frihedsstraf på 4 år og samtidig gives et opholdsforbud og et kontaktforbud i 6 år, vil forbuddene, der finder anvendelse fra endelig dom, skulle forlænges med 3 år, hvis den pågældende prøveløslades efter 3 års afsoning. Dette gælder, uanset om den pågældende har været på udgang under sin afsoning, og forbuddene har haft virkning under denne udgang. Har den dømte efter sin løsladelse på baggrund af ny kriminalitet været frihedsberøvet i samlet 2 år, herunder varetægtsfængslet i 3 måneder, vil forbuddene forlænges med yderligere 2 år. Dette vil samlet set indebære, at forbuddene forlænges med 5 år og dermed udløber 11 år efter endelig dom. Har den pågældende i forbindelse med den første dom været varetægtsfængslet 1 år forud for dommen, vil forbuddene kun forlænges med 4 år, når de øvrige nævnte omstændigheder ligeledes lægges til grund.

Det foreslås i § 79 a, stk. 6, 1. pkt., at politiet fører tilsyn med den dømtes overholdelse af forbud efter bestemmelsens stk. 1.

Tilsynets nærmere udførelse vil afhænge af, om den dømte er meddelt et opholdsforbud efter stk. 1, jf. stk. 2, og/eller et kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, jf. nærmere nedenfor.

Tilsynet vil skulle omfatte den samme tidsmæssige periode som forbuddene. Tilsynet vil dermed både omfatte perioden, hvor den dømte afsoner sin straf, en eventuel prøvetid og perioden efter endelig løsladelse af den dømte. Tilsynet vil navnlig være relevant under prøveløsladelse og efter endelig løsladelse af den dømte. Det vil dog ikke kunne udelukkes, at der også i forbindelse med selve afsoningen vil kunne være anledning til at gennemføre tilsyn med den dømte. Det vil f.eks. kunne være relevant i forbindelse med, at den dømte meddeles tilladelse til udgang af flere dages varighed uden tilsyn fra kriminalforsorgen. Det forudsættes, at kriminalforsorgen som udgangspunkt underretter politiet, hvor den dømte, der er meddelt et forbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, meddeles uledsaget udgang, med henblik på at politiet vil kunne vurdere, om der er anledning til at gennemføre tilsyn med den dømte under udgangen. Det forudsættes endvidere, at videregivelsen sker i overensstemmelse med de almindelige regler i lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger (retshåndhævelsesloven), jf. nærmere pkt. 5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det bemærkes, at det vil afhænge af en konkret vurdering, om – og i givet fald i hvilken udstrækning – politiets adgang til at føre tilsyn bør udnyttes. En række forskelligartede hensyn, herunder af efterforskningsmæssig karakter, vil således kunne tale imod, at politiet foretager et tilsyn.

I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud efter stk. 1, jf. stk. 2, forudsættes det, at politiets tilsyn vil kunne gennemføres som led i politiets almindelige opgavevaretagelse, herunder politiets almindelige patruljeringsopgaver. Politiet vil ikke som led i gennemførelsen af tilsyn med et opholdsforbud kunne foretage de i § 79 a, stk. 6, 2. pkt., nævnte indgreb uden retskendelse, jf. nærmere nedenfor.

Det fremgår af det foreslåede i § 79 a, stk. 6, 2. pkt., at politiet som led i gennemførelsen af tilsyn med et meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, uden retskendelse kan skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelser heraf.

Det foreslås i § 79 a, stk. 6, 3. pkt., at politiet tilsvarende uden retskendelse kan foretage undersøgelse af breve og andre papirer og genstande, som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres indhold.

I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, forudsættes tilsynet således at kunne gennemføres ved, at politiet uanmeldt og på vilkårlige tidspunkter opsøger den dømte i dennes bolig eller andre steder, hvor politiet måtte få kendskab til, at den dømte opholder sig, med henblik på at undersøge om den dømte i strid med det meddelte kontaktforbud søger at kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte.

Det forudsættes i den forbindelse, at politiet undersøger indholdet af den dømtes computere, telefoner og andet IT-udstyr med henblik på at undersøge den dømtes korrespondance, telefonhistorik og internetadfærd m.v. Med henblik herpå vil politiet have adgang til uden retskendelse at medtage den dømtes computere, telefoner og andet IT-udstyr, hvis dette er nødvendigt for at undersøge indholdet heraf.

Hvis den dømte ikke frivilligt vil lukke politiet ind med henblik på, at politiet kan undersøge den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, vil politiet kunne skaffe sig adgang med tvang, hvis det er nødvendigt for at gennemføre tilsynet. Politiet vil ligeledes kunne åbne aflåste skabe og skuffer, hvis det er nødvendigt for at gennemføre tilsynet med kontaktforbuddets overholdelse. Herudover vil politiet f.eks. kunne undersøge den dømtes bil, hvis det vurderes nødvendigt for at gennemføre tilsynet. Politiet vil derimod ikke ved tvang kunne skaffe sig adgang til steder, som den dømte ikke råder over, uanset at politiet måtte få kendskab til, at den dømte opholder sig på lokaliteten.

Det foreslåede vil indebære, at der sikres muligheden for en effektiv kontrol med, at den dømte overholder det meddelte kontaktforbud, og dermed at ny banderelateret kriminalitet kan forhindres ved, at den dømte ikke fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle miljø. Tilsynet er herved af forebyggende og kontrollerende karakter, og de indgreb, som foretages som led i tilsynets gennemførelse, har derfor ikke karakter af straffeprocessuelle indgreb.

Politiets gennemførelse af tilsyn med et meddelt kontaktforbud vil derimod være omfattet af § 1 i retssikkerhedsloven. Dette vil indebære, at retssikkerhedslovens bestemmelser om forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen skal iagttages i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet.

Det følger i den forbindelse navnlig af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at hvis den dømte i forbindelse med tilsynet med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold, kan tvangsindgreb over for den dømte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen. En rimelig begrundet mistanke vil f.eks. kunne foreligge, hvis politiet forud for eller i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet bliver bekendt med oplysninger på den dømtes computer, telefon eller andet IT-udstyr, der baseret på indhold og kontekst indikerer, at den pågældende har haft korrespondance med en eller flere personer omfattet af kontaktforbuddet.

Politiet vil i en sådan situation som udgangspunkt skulle indhente en retskendelse for at kunne foretage eksempelvis en ransagning af den dømtes computer, telefon eller andet IT-udstyr, medmindre øjemedet dermed forspildes, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3.

Endvidere vil politiet i en sådan situation som udgangspunkt skulle indhente en retskendelse for at kunne beslaglægge genstande, som den dømte råder over, medmindre øjemedet hermed ville forspildes, jf. retsplejelovens § 806, stk. 2 og 4. I sådanne tilfælde skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om beslaglæggelsen kan godkendes, jf. retsplejelovens § 806, stk. 4. Dette gælder dog ikke, såfremt den dømte meddeler skriftligt samtykke til beslaglæggelsen, jf. bestemmelsens stk. 11.

Efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 1, er det udgangspunktet, at der – forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb efter retssikkerhedsloven – skal ske underretning af parten om beslutningen.

Dette udgangspunkt kan dog fraviges helt eller delvis, hvis eksempelvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, såfremt forudgående underretning skulle gives, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1. I sådanne tilfælde skal beslutningen om iværksættelse af tvangsindgrebet, herunder begrundelsen for fravigelsen af underretningen og tid og sted for indgrebet, meddeles parten skriftligt samtidig med gennemførelsen af indgrebet, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 6.

Finder myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb, at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen m.v., skal myndigheden udfærdige en rapport om udførelsen af indgrebet, jf. retssikkerhedslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Rapporten skal snarest muligt udleveres til den pågældende, jf. stk. 1, 2. pkt. Herudover skal myndigheden i andre tilfælde udfærdige og udlevere en rapport om udførelsen af indgrebet, hvis en part fremsætter begæring herom, jf. bestemmelsens stk. 2.

Det foreslåede tilsyn med et meddelt kontaktforbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 6, 2. pkt., vil som udgangspunkt skulle foretages af politiet uden forudgående underretning af den dømte, idet øjemedet med tilsynet ellers ville forspildes. Politiets gennemførelse af tilsynet vil derfor skulle iagttage retssikkerhedslovens regler om tvangsindgreb uden forudgående underretning. Dette vil bl.a. indebære, at politiet samtidig med tilsynets gennemførelse vil skulle give den dømte en skriftlig meddelelse som nævnt i retssikkerhedslovens § 5, stk. 6, jf. ovenfor.

Det foreslås i § 79 a, stk. 7, at tilsyn efter stk. 6 skal udføres så skånsomt, som omstændighederne tillader, og at gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål.

Det følger også af retssikkerhedslovens § 7, at tvangsindgreb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.

Bestemmelsen er en lovfæstelse af det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, hvorefter der ikke må vælges mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og tilsynet skal som middel stå i rimeligt forhold til målet. Princippet vil f.eks. gælde ved politiets beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb i forbindelse med tilsynet. Inden politiet således f.eks. træffer beslutning om ved tvang at skaffe sig adgang til den dømte bolig med henblik på at foretage en undersøgelse heraf, vil politiet skulle overveje, om indgrebet vil kunne erstattes af andre og mindre indgribende kontrolmåder. Det følger også af retssikkerhedslovens § 2, at tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

Dette vil eksempelvis indebære, at politiet ved gennemførelsen af tilsynet med et meddelt kontaktforbud alene må foretage undersøgelse af den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Tilsvarende må politiet alene foretage undersøgelse af breve og andre papirer og genstande, herunder computere, telefoner og andet IT-udstyr, som den dømte råder over, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Herudover vil indgrebet konkret skulle stå i et rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

Det foreslås i § 79 a, stk. 8, 1. pkt., at politiet kan videregive oplysninger til den dømte om, at en person har tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte.

Der tilvejebringes herved hjemmel til, at politiet vil kunne videregive identitetsoplysninger på personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte. Politiet vil som udgangspunkt kunne videregive oplysninger om de pågældendes navn og billeder m.v. Der henvises også til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8. Det bemærkes, at der er tale om en fakultativ mulighed, hvorfor videregivelse kan undlades, hvis det af politimæssige hensyn vurderes uhensigtsmæssigt, f.eks. hvis det vil obstruere en igangværende efterforskning, eller hvis videregivelse vil kompromittere politiet moniteringsindsats inden for de områder, der er undergivet systematisk, politimæssig monitering.

Det foreslås i § 79 a, stk. 8, 2. pkt., at videregivelse kun må ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve et meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3.

Politiet vil således i det enkelte tilfælde skulle vurdere, om det af hensyn til håndhævelsen af et kontaktforbud konkret er nødvendigt at videregive de pågældende oplysninger.

Som eksempler på tilfælde, hvor politiet vil kunne videregive sådanne oplysninger, kan nævnes hensynet til i forbindelse med en forudgående advarsel at bringe den dømte i ond tro om, at den pågældende har søgt at kontakte en person omfattet af kontaktforbuddet. Hvis politiet således som led i gennemførelsen af et tilsyn med et meddelt kontaktforbud bliver bekendt med, at den dømte har kontakt med en person omfattet af forbuddet, vil politiet kunne give den dømte oplysninger herom med henblik på fremover at kunne håndhæve forbuddet effektivt. Det bemærkes, at den dømte herefter som udgangspunkt må antages at have forsæt til en overtrædelse af kontaktforbuddet, hvis kontakten ikke bringes til ophør.

Politiets behandling af oplysningerne vil indebære en behandling af personoplysninger, der vil skulle ske i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen. Den dømtes behandling af oplysningerne vil som udgangspunkt falde uden for databeskyttelseslovgivningens anvendelsesområde, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 2, litra c. jf. pkt. 5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 79 a, stk. 9, 1. pkt., at den dømte har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, der er nævnt i stk. 8.

Det foreslås i § 79 a, stk. 9, 2. pkt., at §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede vil indebære, at den dømte ved enhver uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 152, stk. 1. Sker videregivelsen eller udnyttelsen med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen dog stige indtil 2 år, jf. straffelovens § 152, stk. 2.

De nærmere regler om gennemførelse af tilsynet fastsættes af justitsministeren, jf. nærmere om den foreslåede § 79 a, stk. 11, nedenfor.

Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 1. pkt., at den dømte 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen kan forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om opretholdelse af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud for retten.

Ved »løsladelsen« eller »udskrivningen« forstås første løsladelse eller udskrivning, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra den straf eller anden strafferetlig retsfølge, som den pågældende blev idømt samtidig med forbuddene.

Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 2. pkt., at når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor det oprindelige grundlag for et opholdsforbud helt åbenlyst ikke længere er til stede.

Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 3. pkt., at § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Det vil indebære, at indbringelse sker for byretten i den retskreds, som har pådømt sagen i første instans, eller byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig.

Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 4. pkt., at byrettens afgørelse træffes ved kendelse.

Det foreslåede vil indebære, at domsmænd ikke medvirker.

Byrettens afgørelse vil kunne gå ud på, at opholdsforbuddet og/eller kontaktforbuddet opretholdes uændret, at opholdsforbuddet indskrænkes geografisk eller tidsmæssigt, at kontaktforbuddet indskrænkes tidsmæssigt, eller at et eller begge forbud ophæves. Forbuddene vil derimod ikke kunne udvides.

Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 5. pkt., at såfremt afgørelsen går ud på, at et forbud helt eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb.

Ved vurderingen af, om forbuddene bør ophæves, vil der navnlig skulle lægges vægt på, om den dømte eksempelvis har gennemført et exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø og i øvrigt ikke er dømt, tiltalt eller sigtet for ny kriminalitet, der er begået efter, at forbuddet er givet. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, at gruppen af personer, som den pågældende var tilknyttet, ikke længere eksisterer, uden at den er erstattet af en ny gruppe, idet dette dog ikke i sig selv vil kunne føre til ophævelse. Såfremt forbuddene ophæves bortfalder politiets tilsyn med dømtes overholdelse af forbuddene ligeledes.

Byrettens kendelse kan efter retsplejelovens § 968 kæres til landsretten. Både den dømte og anklagemyndigheden kan kære. Kærefristen er 14 dage, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1. Kære har ikke opsættende virkning, medmindre det modsatte bestemmes af byretten eller landsretten, jf. bestemmelsens stk. 2. Landsrettens afgørelse i kæresagen kan kun kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 973.

Det foreslås i § 79 a, stk. 11, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om 1) tilladelser efter stk. 4, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser, 2) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 6, 3) klage over politiets dispositioner i forbindelse med tilsyn som nævnt i stk. 6, 4) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 8, 5) den dømtes tavshedspligt samt opbevaring og behandling af oplysninger som nævnt i stk. 8 og 6) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af nr. 5.

Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at justitsministeren vil fastsætte regler fastsætte nærmere regler om administrationen af forbudsordningen.

Der vil i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 1, som nævnt ovenfor, blive fastsat regler om tilladelser efter bestemmelsens stk. 4, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser. Der vil således i bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om ansøgningsprocedure og udstedelse af tilladelse til henholdsvis færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud samt til kontakt med personer omfattet af et kontaktforbud.

Endvidere vil der blive fastsat nærmere regler om stedlig kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 4, fastsættelse af vilkår og om tilbagekaldelse af tilladelser.

Der vil endvidere i bekendtgørelsen kunne fastsættes regler om politiets mulighed for at ændre eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis forudsætningerne for en tilladelse ændrer sig, herunder den dømtes personlige forhold, hvis en tilladelse eller vilkårene herfor ikke overholdes, samt hvis oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil misbruge den meddelte tilladelse.

Endvidere vil der i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 2, som nævnt ovenfor, blive fastsat regler om gennemførelse af tilsyn som nævnt i bestemmelsens stk. 6.

Det bemærkes, at i tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud efter bestemmelsens stk. 1, jf. stk. 2, forudsættes det som nævnt ovenfor, at politiets tilsyn gennemføres som led i politiets almindelige opgavevaretagelse, herunder politiets almindelige patruljeringsopgaver.

Det bemærkes endvidere, at i tilfælde, hvor politiet fører tilsyn med et meddelt kontaktforbud efter bestemmelsens stk. 1, jf. stk. 3, vil tilsynet kunne indebære, at politiet medtager den dømtes computere, telefoner og andet IT-udstyr med henblik på datasikring og efterfølgende analyse m.v., jf. nærmere ovenfor. Tilsynet vil derved kunne strække sig over en længere periode til ulempe for den dømte.

Det forudsættes, at politiets udførelse af det foreslåede tilsyn i kriminalforsorgens tilsynsperiode koordineres med kriminalforsorgen.

Ligeledes vil der i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 3, som nævnt ovenfor, blive fastsat regler om adgang til at klage over politiets dispositioner i forbindelse med politiets tilsyn som nævnt i bestemmelsens stk. 6. Der vil herved blive fastsat regler om, at politiets dispositioner i forbindelse med tilsynet vil kunne påklages til politidirektøren i den pågældende politikreds, og at politidirektørens afgørelser i klagesager kan påklages til rigspolitichefen, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitichefens afgørelser vil ikke kunne påklages til justitsministeren, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.

Det bemærkes, at såfremt klagen vedrører politiets adfærd i tjenesten eller et strafbart forhold begået af politiet, vil klagen efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 93 b og c skulle indgives til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der undersøger og træffer afgørelse i sådanne sager.

Der vil i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 4, som nævnt ovenfor, – og inden for rammerne af de eksisterende databeskyttelsesretlige regler – blive fastsat regler om politiets videregivelse af oplysninger efter den foreslåede § 79 a, stk. 8.

Herudover vil der i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 5, som nævnt ovenfor, blive fastsat regler om den dømtes tavshedspligt, opbevaring og behandling af de modtagne oplysninger efter stk. 8. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes straf af bøde for overtrædelse af sådanne regler, der er fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse, jf. den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 6, som nævnt ovenfor.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det følger af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 134 a og 192 a, § 244, stk.1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives et forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet (nattelivsforbud), jf. straffelovens § 79 c, stk. 2.

Der er derfor i dag ikke hjemmel til at udstede et nattelivsforbud efter straffelovens § 79 c til personer, der er dømt for overtrædelse af § 191 om grov narkokriminalitet eller lovgivningen om euforiserende stoffer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i straffelovens § 79 c, stk. 1, efter »134 a«: indsættes », 191«, og efter »291,« indsættes: » af lovgivningen om euforiserende stoffer,«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den, der idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens § 191 eller af lovgivningen om euforiserende stoffer, ved dommen kan gives et nattelivsforbud efter straffelovens § 79 c, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Et nattelivsforbud vil, ligesom efter de gældende regler, skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et nattelivsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse skulle vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil, ligesom efter de gældende regler, som udgangspunkt altid være tilfældet hvis der er tale om gentagelsestilfælde. For så vidt angår gentagelsestilfælde af overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer forudsættes det imidlertid, at der tidligere er straffet med fængsel.

Nattelivsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er udført af flere i forening, er særligt planlagt eller er led i omfattende eller systematisk kriminalitet. Det vil endvidere kunne være tilfældet, hvis den pågældende dømmes for videreoverdragelse eller besiddelse med henblik på videreoverdragelse i flere tilfælde, af en større mængde euforiserende stoffer eller mod et betydeligt vederlag.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af straffelovens § 79 c om nattelivsforbud. Der henvises i øvrigt til 3.4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det følger af straffelovens § 79 d, stk. 1, at de oplysninger, som politiet kan videregive i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, bl.a. omfatter fotografier af de pågældende personer, herunder 1) personfotografier optaget i medfør af stk. 2, 2) personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens kapitel 72, 3) personfotografier optaget eller registreret i medfør af udlændingelovens § 40 b og 4) personfotografier optaget af kriminalforsorgen i medfør af retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens § 61.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 79 d, stk. 1, efter »i medfør af« at indsætte: »§ 79 a, stk. 8,«.

Det vil indebære, at anvendelsesområdet i straffelovens § 79 d, stk. 1, udvides til også at omfatte videregivelse af oplysninger i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 8.

Efter det foreslåede § 79 a, stk. 8, vil der være hjemmel til, at politiet vil kunne videregive visse personoplysninger til nærmere bestemte personer uden for politiet, i det omfang det er nødvendigt for at håndhæve et kontaktforbud efter § 79 a, stk. 1. I bemærkningerne er det præciseret, at de oplysninger, som politiet vil kunne videregive, bl.a. omfatter den pågældendes billede. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Der er med ændringen ikke tiltænkt nogen materiel ændring i forhold til gældende ret. Personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens kapitel 72 eller § 776 a, personfotografier optaget eller registreret i medfør af udlændingelovens § 40 b samt personfotografier optaget efter straffuldbyrdelseslovens § 61 vil således efter gældende ret kunne videregives i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 8.

Det bemærkes, at oplistningen i § 79 d, stk. 1, ikke er udtømmende. Hvis det vurderes at være nødvendigt, vil politiet som hidtil også kunne videregive personfotografier optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre bestemmelser, når behandlingen foretages med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed, jf. retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1. Tilsvarende vil politiet som hidtil også kunne videregive personfotografier optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre bestemmelser, når behandlingen sker på baggrund af lov og er nødvendig og forholdsmæssig i forhold til dette efterfølgende formål, jf. retshåndhævelseslovens § 5, stk. 1.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af straffelovens § 79 d, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Straffeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse om, at retten kan give personer, der dømmes for grænseoverskridende kriminalitet, forbud mod at rejse til og opholde sig i bestemte lande.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.6.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 79 e, stk. 1, 1. pkt., at den, som dømmes for overtrædelse af §§ 191, 191 a eller 192 a, ved dommen kan gives forbud mod at rejse til og opholde sig i nærmere bestemte lande.

Rejseforbud vil kunne gives for ét eller flere lande. Der vil ikke kunne gives rejseforbud til en del af et land, f.eks. en bestemt by eller region, eller et generelt forbud mod at rejse til udlandet.

Et rejseforbud vil indebære både forbud mod at rejse til og opholde sig i det eller de omfattede lande. Et rejseforbud vil også gælde for transit gennem det eller de omfattede lande, f.eks. ved mellemlanding i lufthavne eller transit med bil, tog, bus eller øvrige transportmidler.

Et rejseforbud vil være overtrådt på det tidspunkt, hvor rejsen til et omfattet land påbegyndes, selv om den pågældende ikke er nået frem til et omfattet land. En rejse skal efter den foreslåede bestemmelse anses for at være påbegyndt, når transporten mod det pågældende land starter. Transport til en lufthavn med henblik på at flyve til et omfattet land vil således eksempelvis være omfattet.

Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar overtrædelse af et rejseforbud, hvis den, som forbuddet omfatter, rejser til eller opholder sig i et land omfattet af rejseforbuddet uden at have søgt tilladelse hertil, selv om der i medfør af f.eks. EMRK artikel 8 ville skulle meddeles en sådan tilladelse, eller det i øvrigt må antages, at tilladelse ville være givet, hvis der var søgt om den.

Det bemærkes desuden, at det ikke vil være en betingelse efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 1. pkt., at der idømmes en ubetinget fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Den foreslåede bestemmelse vil omfatte enhver dom for overtrædelse af de omfattede bestemmelser. Den foreslåede bestemmelse vil desuden også omfatte personer, der dømmes for forsøg og medvirken, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Det forudsættes, at der i almindelighed gives rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 1. pkt., når betingelserne herfor er opfyldte.

Det bemærkes, at det ved idømmelse af et rejseforbud konkret vil skulle sikres, at dette ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK og EU-retten.

Det bemærkes desuden, at det må antages, at principperne bag indrejseforbuddet i opholdsdirektivet kan overføres på det foreslåede rejseforbud. Ved vurderingen af, om det vil være i overensstemmelse med EU-retten at give et rejseforbud, skal der derfor anvendes de samme kriterier som ved vurderingen af, om et indrejseforbud er i overensstemmelse med EU-retten.

Det foreslås i § 79 e, stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer, lov om forbud mod visse dopingmidler eller våbenloven, og som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., vil kunne idømmes sammen med en helt eller delvis ubetinget fængselsstraf. Et sådant rejseforbud vil endvidere kunne idømmes sammen med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Dette vil omfatte anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktioner efter straffelovens § 74 a.

Der vil derimod ikke kunne gives rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., i sager, hvor straffen alene er bøde eller betinget fængselsstraf. Der vil ligeledes ikke kunne gives rejseforbud i sager, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69.

Anvendelsen af rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., vil forudsætte, at den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og at overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Udtrykket »gruppe af personer« skal forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestemmelsen vil også omfatte mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Betingelsen vil således skulle anses for at være opfyldt, når der ved pådømmelsen af det forhold, der danner grundlag for et rejseforbud, tillige fastsættes en straf med henvisning til straffelovens § 81 a på baggrund af den dømtes tilknytning til gruppen.

Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke alene er opstået og fungerer i anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den konkrete straffesag.

En familiegruppe vil også kunne anses for en gruppe af personer efter den foreslåede bestemmelse, hvis de betingelser, der er nævnt ovenfor, i øvrigt er opfyldt.

Personerne knyttet til den pågældende gruppe skal »tilsammen stå bag omfattende og alvorlig kriminalitet«. Dette vil omfatte tilfælde, hvor de personer, som har tilknytning til gruppen, samlet set er dømt for lovovertrædelser af en sådan grovhed eller i et sådant omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig. Dette vil gælde, uanset om de enkelte lovovertrædelser er begået af en eller flere personer, som har tilknytning til gruppen.

Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning til gruppen, tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der navnlig skulle lægges vægt på, om de pågældende er dømt for overtrædelser af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, lov om forbud mod visse dopingmidler eller våbenloven. Øvrige lovovertrædelser vil dog efter omstændighederne også kunne tillægges vægt i denne vurdering. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges betydelig vægt.

Til brug for vurderingen vil anklagemyndigheden under hovedforhandlingen bl.a. kunne fremlægge en udtalelse fra politiet om, hvilke personer der har tilknytning til gruppen, samt om registreringer af den kriminalitet, som disse personer er dømt for. Dette vil dog ikke være et krav.

Det vil endvidere være en betingelse for at give rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., at den dømte har »tilknytning« til den pågældende gruppe af personer. Begrebet »tilknytning« indebærer, at den pågældende skal have et tilhørsforhold til gruppen som sådan. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.

Vurderingen af, om den dømte har tilknytning til gruppen i bestemmelsens forstand, vil i første række bero på et politifagligt skøn.

I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om personen er iagttaget i forbindelse med gruppens arrangementer eller har båret beklædning, udsmykning eller lignende med symboler eller tekst med tilknytning til den pågældende gruppe. Der vil også kunne lægges vægt på, om personen i gentagne tilfælde er iagttaget sammen med andre personer tilknyttet gruppen. På samme måde vil eksempelvis tatoveringer og tilkendegivelser, herunder på sociale medier, det mørke internet (dark web), krypterede kommunikationsplatforme eller lignende, kunne indgå i vurderingen af den pågældendes tilknytning til gruppen. Der vil endvidere kunne lægges vægt på eventuelt materiale tilhørende gruppen, f.eks. dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister, telefonlister, indbetalinger, fotos, videoer m.v., der viser, at personen har en tilknytning til den pågældende gruppe af personer. Herudover vil der også kunne lægges vægt på, om den pågældende er dømt for at have begået strafbare forhold sammen med andre personer tilknyttet gruppen, herunder om der tidligere er idømt straf med henvisning til straffelovens § 81 a.

Rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., vil kunne gives til personer, uanset om den pågældende i gruppens egen selvforståelse er fuldgyldigt medlem eller har status som f.eks. »prospect«, »supporter«, »hangaround« eller »probationary«. Det afgørende er, at den dømte har den beskrevne tilknytning til gruppen.

At en lovovertrædelse skal have »relation til den dømtes tilknytning til gruppen« vil indebære, at rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., ikke vil kunne idømmes i sager, hvor lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng med den pågældendes tilknytning til gruppen.

Om lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen vil bero på en konkret vurdering af den begåede lovovertrædelse, herunder af overtrædelsens karakter, hvor den er foretaget, og om den er begået sammen med andre, der har tilknytning til gruppen.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse også vil omfatte personer, der dømmes for forsøg og medvirken, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er omfattet af det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., vil der skulle foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville have medført en ubetinget fængselsstraf eller en anden strafferetlig følge af frihedsberøvende karakter.

Det forudsættes, at der i almindelighed gives rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., når betingelserne herfor er opfyldte.

Det foreslås i § 79 e, stk. 2, nr. 1, at en betingelse for, at rejseforbud kan gives, er, at det den dømte på gerningstidspunktet har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat.

»Bopæl« vil som udgangspunkt skulle forstås som sædvanligt opholdssted, det vil sige det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, hvis den pågældende ikke af særlige grunde opholder sig et andet sted. Dette vil navnlig skulle afgøres ud fra de faktiske omstændigheder, men der er tale om en samlet vurdering, hvori også den pågældendes hensigt med et ophold og adkomst til ophold kan indgå. Det bemærkes, at udtrykket i mange situationer vil omfatte det samme som »fast ophold« i straffelovens §§ 7, 7 a, 8 a, 8 b og 11 om dansk straffemyndighed, men at der dog kan være nuanceforskelle.

En person har som udgangspunkt bopæl der, hvor den pågældende bor, eventuelt sammen med sin familie, og normalt opholder sig. Begrebsmæssigt er der ikke noget til hinder for, at en person samtidig har bopæl i to forskellige lande. I praksis er det dog normalt sådan, at når en person har etableret en bopæl i den beskrevne forstand i en given stat, er det, der derefter skal vurderes, om der er indtrådt sådanne ændringer i de faktiske forhold eller den pågældendes intentioner, at bopælen er opgivet, eventuelt, men ikke nødvendigvis, sådan at der er etableret en ny bopæl i en anden stat.

Et midlertidigt ophold uden for bopælslandet medfører normalt ikke en opgivelse af den eksisterende bopæl eller etablering af en ny bopæl. Dette gælder, uanset om formålet med det midlertidige ophold uden for bopælslandet er ferie, studier eller arbejde. I vurderingen af, om et ophold er midlertidigt, indgår både opholdets hidtidige og planlagte længde. Det har også betydning for bopælsspørgsmålet, om den pågældende fortsat råder over en bolig i sit bopælsland, om den pågældendes familie fortsat bor i bopælslandet, og i hvilket omfang den pågældende opholder sig i bopælslandet.

Af det anførte følger, at en person, der har bopæl i udlandet, som udgangspunkt ikke får bopæl i Danmark ved at opholde sig her midlertidigt for at studere eller arbejde. Hvis en person opgiver sin bopæl i udlandet i forbindelse med, at personen tager midlertidigt ophold i Danmark for at studere eller arbejde, må den pågældende imidlertid anses for at have bopæl i Danmark, hvis det faktiske eller planlagte ophold i Danmark ikke er helt kortvarigt. Det samme gælder, hvis den pågældende under opholdet i Danmark opgiver sin bopæl i udlandet.

En person, der søger asyl i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, vil i praksis normalt kunne anses for at have opgivet sin bopæl i sit hjemland eller tidligere opholdsland. En sådan asylansøger vil på den baggrund normalt kunne anses for at have bopæl i Danmark, når opholdet i Danmark faktisk har haft en varighed, der gør, at det ikke er helt kortvarigt. Dette gælder, uanset om ansøgningen imødekommes eller ej.

Ved »bopæl i den danske stat« forstås bopæl i Danmark, på Færøerne eller i Grønland.

Den foreslåede betingelse om dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat vil skulle være opfyldt på gerningstidspunktet. Det bemærkes, at i tilfælde, hvor den dømte på domstidspunktet ikke længere har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat, vil betingelsen om, at der skal være fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med forbindelse til det eller de lande, som forholdet har forbindelse til, jf. det foreslåede § 79 e, stk. 2, nr. 3, efter omstændighederne ikke være opfyldt, hvis den dømte ikke længere har nogen tilknytning til Danmark.

Det vil ikke være en betingelse for et rejseforbuds opretholdelse, at den dømte opretholder dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat.

Det bemærkes, at der ikke vil kunne gives et rejseforbud i tilfælde, hvor den dømte ikke har lovligt ophold i Danmark, herunder hvis den dømte udvises efter udlændingelovens regler herom. Der vil kunne gives et rejseforbud, hvor den dømte tildeles en advarsel om udvisning. Det antages desuden, at der som følge af Danmarks internationale forpligtelser ikke i almindelighed vil kunne gives rejseforbud til lande, hvor den dømte er statsborger.

Det foreslås i § 79 e, stk. 2, nr. 2, at en betingelse for, at rejseforbud kan gives, er, at det begåede forhold har forbindelse til udlandet.

Betingelsen vil f.eks. kunne være opfyldt ved indsmugling af narkotika eller våben fra udlandet. Derudover vil betingelsen kunne være opfyldt ved strafbare forhold begået som led i en grænseoverskridende konflikt mellem kriminelle grupperinger. Eksempelvis vil kriminalitet begået i forbindelse med en konflikt mellem en dansk og en svensk kriminel gruppering udgøre forhold med forbindelse til udlandet. Betingelsen vil desuden kunne være opfyldt, hvis kriminaliteten har forbindelse til en udenlandsk kriminel gruppering, herunder en udenlandsk afdeling af en kriminel gruppering.

At en forbrydelse er begået ved hjælp af – eller baseret på – en eller flere genstande, der stammer fra udlandet, vil dog ikke nødvendigvis indebære, at forbrydelsen vil skulle anses for at have forbindelse til udlandet. Ethvert salg af narkotika produceret i udlandet vil således ikke være omfattet. Det samme vil gøre sig gældende ved besiddelse af andre genstande, herunder våben og dopingmidler.

Det foreslås i § 79 e, stk. 2, nr. 3, at en betingelse for, at rejseforbud kan gives, er, at det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med forbindelse til det eller de lande, som forholdet har forbindelse til.

Der vil i den forbindelse kunne lægges vægt på, om den dømte tidligere er dømt for lignende kriminalitet med forbindelse til udlandet. Det vil ikke være afgørende, at den tidligere kriminalitet havde forbindelse til det eller de lande, som det forhold, der er til pådømmelse, har forbindelse til. Hvis det er tilfældet, vil det dog tale for at give et rejseforbud.

Det vil også kunne indgå i vurderingen, om den dømte i øvrigt har tilknytning til det eller de lande, som forholdet har forbindelse til, f.eks. i form af hyppige ophold i det eller de pågældende lande. Derudover vil der kunne lægges vægt på, om den gruppe, som den dømte eventuelt er tilknyttet, opererer i det eller de pågældende lande.

Der vil derudover kunne lægges vægt på, om der er tale om et særligt groft forhold, samt om den dømte findes skyldig i flere ligeartede forhold med forbindelse til udlandet.

Der vil i forbindelse med ovenstående vurdering kunne lægges vægt på de foreliggende oplysninger om den dømtes person, som de eksempelvis fremgår af en eventuel personundersøgelse efter retsplejelovens § 808 eller mentalundersøgelse efter retsplejelovens § 809 eller oplysninger om tilknytning fremkommet ved afhøring af en udlænding omfattet af udlændingelovens § 26.

Det foreslås i § 79 e, stk. 2, nr. 4, at en betingelse for, at rejseforbud kan gives, er, at rejseforbuddet vil være egnet til at forebygge den fare, som er nævnt i nr. 3.

Den foreslåede betingelse vil indebære, at der kun vil kunne gives rejse forbud gældende for det eller de lande, som det begåede forhold har forbindelse til.

I vurderingen af, om et rejseforbud vil være egnet til at forebygge ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med forbindelse til det eller de lande, som forholdet har forbindelse til, kan der f.eks. lægges vægt på, om den dømte har opholdt sig i det eller de lande, som forholdet har forbindelse til, i forbindelse med overtrædelsen. Det vil ligeledes kunne indgå, om den gruppe, som den dømte eventuelt er tilknyttet, opererer i det eller de pågældende lande.

Hvis den dømte tidligere er dømt for lignende kriminalitet med forbindelse til udlandet, vil der desuden kunne lægges vægt på, om den dømte opholdt sig i det eller de lande, som kriminaliteten havde forbindelse til, i forbindelse med de pågældende overtrædelser.

Det foreslås i § 79 e, stk. 3, at politiet kan meddele tilladelse til at rejse til og opholde sig i et land omfattet af et rejseforbud efter stk. 1, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Med »særlige grunde« skal bl.a. forstås tilfælde, hvor afgørende familiemæssige hensyn taler for, at den pågældende bør have adgang til at rejse til og opholde sig i et land omfattet af rejseforbuddet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis rejsen er nødvendig for at deltage i begravelsen af et nært familiemedlem.

Ovenstående er ikke et udtryk for en udtømmende opregning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale med afgørende vægt for at tillade den pågældende at rejse til og opholde sig i et land omfattet af rejseforbuddet.

Det vil således bero på et konkret skøn, om der i den enkelte sag foreligger særlige omstændigheder, og politiet skal i den forbindelse foretage en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder om der er en konkret mistanke om, at den pågældende vil misbruge tilladelsen.

Hvis der er holdepunkter for at antage, at den dømte vil misbruge en eventuel tilladelse, vil denne som udgangspunkt ikke kunne meddeles. Det vil efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis den pågældende tidligere har overtrådt vilkårene for en tilladelse efter den foreslåede bestemmelse, eller hvis politiet konkret er i besiddelse af oplysninger om, at den pågældende vil misbruge en tilladelse.

Det forudsættes, at muligheden for konkret at gøre undtagelse fra et idømt rejseforbud vil blive administreret i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK.

Det foreslåede § 79 e, stk. 3, skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 79 e, stk. 6, hvor det foreslås, at justitsministeren ved bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om tilladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelser af tilladelser.

Politiets meddelelse af tilladelse eller afslag på tilladelse til at rejse til og opholde sig i et land omfattet af rejseforbuddet vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Behandlingen af sådanne sager vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Politiets afgørelse om afslag på en ansøgning om tilladelse til at rejse til og opholde sig i et land omfattet af et rejseforbud vil kunne påklages til rigspolitichefen, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitichefens afgørelse vil ikke kunne påklages til justitsministeren, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.

Det foreslås i § 79 e, stk. 4, 1. pkt., at rejseforbud gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.

Rejseforbud vil således altid skulle gives på tid. Den tidsmæssige udstrækning af rejseforbuddet vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen. Rejseforbuddets længde skal således bl.a. afspejle den begåede kriminalitet, herunder grovheden og omfanget af denne kriminalitet. Der bør herved lægges afgørende vægt på længden af den idømte straf eller karakteren af den foranstaltning m.v., som idømmes.

Det forudsættes, at længden af et rejseforbud kun helt undtagelsesvist vil kunne være kortere end den idømte straf. Idømmes en foranstaltning af frihedsberøvende karakter, vil længden af et rejseforbud kun helt undtagelsesvist kunne være kortere end den straf, der ville have været fastsat, hvis den dømte var idømt straf. Det forudsættes desuden, at et rejseforbud som udgangspunkt fastsættes til 5 år ved idømmelse af fængsel i mere end 4 år eller forvaring efter straffelovens § 70.

I sager, hvor der i den samlede strafudmåling også indgår straf for lovovertrædelser, som ikke opfylder betingelserne for idømmelse af rejseforbud efter den foreslåede bestemmelse, eller hvor der udløses reststraf fra tidligere domme, vil retten skulle fastsætte rejseforbuddet ud fra et skøn over, hvilken del af straffen der kan henføres til lovovertrædelser, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse om rejseforbud.

Der vil efter en konkret vurdering kunne være grundlag for, at rejseforbuddet fastsættes i længere tid end det angivne udgangspunkt for udmålingen (inden for den fastsatte ramme på 5 år). Eksempelvis forudsættes det, at der i sager, hvor den dømte har en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, fastsættes et længere rejseforbud end det udgangspunkt, som er angivet ovenfor.

Ved ledende eller koordinerende rolle forstås, at den pågældende enten officielt er udnævnt til at varetage en ledende funktion i gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine handlinger har haft en styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens aktiviteter og udvikling, f.eks. i forhold til rekruttering af nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirkning af konfliktsituationer samt tilpasning af territorier og kriminelle markeder.

Fastsættelsen af længden af rejseforbuddet vil i øvrigt bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen.

Det bemærkes, at den omstændighed, at den pågældende idømmes et rejseforbud, ikke skal indgå som en formildende omstændighed i forbindelse med fastsættelse af straffen for den lovovertrædelse, som rejseforbuddet idømmes på baggrund af.

Det bemærkes desuden, at en person, der er idømt et rejseforbud, ved senere dom vil kunne idømmes et yderligere forbud, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderligere forbud vil ligeledes få virkning fra endelig dom. Der vil i den forbindelse ikke være noget til hinder for, at der er tidsmæssigt overlap mellem flere idømte forbud, herunder hvis det senere idømte rejseforbud omfatter et eller flere lande, der er omfattet af et eksisterende rejseforbud.

Det foreslås i § 79 e, stk. 4, 2. pkt., at ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges rejseforbuddet tilsvarende.

Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter vil et rejseforbud blive forlænget tilsvarende, således at rejseforbuddet vil have den idømte længde beregnet fra tidspunktet fra løsladelsen eller udskrivningen. Det vil indebære, at forbuddets længde forlænges i tid i den periode, hvor den dømte udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlige retsfølge af frihedsberøvende karakter, som blev idømt sammen med rejseforbuddet, samt forlænges i tid med den periode, hvor den dømte udstår øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, når udståelsen finder sted, mens rejseforbuddet har virkning.

Et rejseforbud vil således blive forlænget, når den pågældende udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller arresthus. Tilsvarende vil et forbud blive forlænget, hvis den pågældende efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen udstår fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus. Herudover vil et forbud blive forlænget, hvis den pågældende udstår straf i kriminalforsorgens pensioner eller institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Desuden forlænges forbuddet for personer, der er frihedsberøvet i medfør af straffelovens §§ 68 og 69 (foranstaltningsdomme) eller § 74 a (ungdomssanktioner).

Et rejseforbud vil blive forlænget indtil løsladelsen eller udskrivningen, hvorved forstås første løsladelse eller udskrivning fra den pågældende afsoning, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra straffen eller anden strafferetlig retsfølge.

Et rejseforbud vil ligeledes blive forlænget i tid, hvis der træffes bestemmelse om genindsættelse efter eventuel prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller efter betinget benådning.

Hvis den dømte varetægtsfængsles efter dom eller i forbindelse med en straffesag, der ligger efter den dom, hvorved et forbud er givet, vil forbuddet også skulle forlænges med denne frihedsberøvelse, medmindre den pågældende frifindes eller ikke idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for det forhold, der ligger efter den dom, hvorved forbuddet er givet. I sidstnævnte tilfælde vil der således ikke være tale om udståelse af fængselsstraf m.v. Det bemærkes, at der i tilfælde, hvor der sker varetægtsfængsling, kan opstå tvivl om, hvorvidt et forbud skal forlænges med perioden for varetægtsfængslingen, indtil det er afgjort ved endelig dom, om den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Dette kan indebære, at der i nogle situationer kan opstå tvivl om, hvorvidt et idømt forbud er udløbet, eller om forbuddet fortsat er gældende, fordi det skal forlænges med varetægtsfængslingsperioden. Det forudsættes i en sådan situation, at der ikke foretages straffeprocessuelle skridt, udover sigtelse, før det kan lægges til grund, at et forbud er forlænget som følge af varetægtsfængsling. Forbuddet forlænges ikke ved varetægtsfængsling eller undergivelse af foranstaltning, der træder i stedet herfor, hvis en sådan frihedsberøvelse ligger forud for den dom, hvorved forbuddet er givet.

Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 1. pkt., at den dømte 3 år efter endelig dom kan forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om rejseforbuddets opretholdelse for retten.

Retten kan i den forbindelse træffe afgørelse om, at forbuddet opretholdes uændret, at forbuddet indskrænkes indholdsmæssigt eller tidsmæssigt, eller at forbuddet ophæves. Forbuddet kan derimod ikke udvides.

Ved vurderingen af, om forbuddet bør ophæves, vil der f.eks. kunne lægges vægt på, om den dømte har gennemført et exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø og i øvrigt ikke er dømt, tiltalt eller sigtet for ny kriminalitet, der er begået efter, at rejseforbuddet er givet. Er rejseforbuddet udstedt efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., vil der endvidere kunne lægges vægt på, at gruppen, som den pågældende var tilknyttet, ikke længere eksisterer, uden at den er erstattet af en ny gruppe, idet dette dog ikke i sig selv kan føre til ophævelse.

Går afgørelsen ud på, at rejseforbuddet helt eller delvis opretholdes, vil spørgsmålet ikke på ny kunne indbringes for retten efter den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes, at det forudsættes, at retten træffer afgørelse senest 6 måneder efter, at den dømte har anmodet anklagemyndigheden om at indbringe spørgsmålet for retten, i overensstemmelse med principperne i opholdsdirektivets art. 32, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 2. pkt., at ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges perioden i 1. pkt. tilsvarende.

Bestemmelsen vil indebære, at hvis den dømte udstår fængselsstraf eller anden strafferetlige retsfølge af frihedsberøvende karakter, mens rejseforbuddet har virkning, skal den periode, hvor dem dømte udstår den pågældende fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, lægges til den 3-årige periode, jf. det foreslåede 1. pkt.

Forlængelsen af den 3-årige periode vil skulle beregnes på samme må som forlængelse af rejseforbuddet, jf. det foreslåede § 79 e, stk. 4, 2. pkt.

Den 3-årige periode, vil således blive forlænget, når den pågældende udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller arresthus. Tilsvarende vil perioden blive forlænget, hvis den pågældende efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen udstår fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus. Herudover vil perioden blive forlænget, hvis den pågældende udstår straf i kriminalforsorgens pensioner eller institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Desuden forlænges forbuddet for personer, der er frihedsberøvet i medfør af straffelovens §§ 68 og 69 (foranstaltningsdomme) eller § 74 a (ungdomssanktioner).

Den tid, den 3-årige periode vil blive forlænget med, vil blive beregnet indtil løsladelsen eller udskrivningen, hvorved forstås første løsladelse eller udskrivning fra den pågældende afsoning, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra straffen eller anden strafferetlig retsfølge.

Den 3-årige periode vil ligeledes blive forlænget, hvis der træffes bestemmelse om genindsættelse efter eventuel prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller efter betinget benådning.

Hvis den dømte varetægtsfængsles i forbindelse med en straffesag, der ligger efter den dom, hvorved et forbud er givet, vil perioden også skulle forlænges med denne frihedsberøvelse, medmindre den pågældende frifindes eller ikke idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. I sidstnævnte tilfælde vil der således ikke være tale om udståelse af fængselsstraf m.v. Det forudsættes, at den 3-årige periode først forlænges med en varetægtsfængslingsperiode, når der er afsagt endelig dom.

Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 3. pkt., at når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

Med »særlige omstændigheder« skal f.eks. forstås tilfælde, hvor det oprindelige grundlag for et rejseforbud helt åbenlyst ikke længere er til stede.

Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 4. pkt., at § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Bestemmelsen vil medføre, at spørgsmål om opretholdelse af rejseforbud vil skulle indbringes for den byret, som har pådømt sagen i første instans, eller byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig.

Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 5. pkt., at afgørelsen træffes ved kendelse.

Byrettens kendelse vil kunne kæres til landsretten, jf. retsplejelovens § 968. Både den dømte og anklagemyndigheden vil kunne kære. Kærefristen vil være 14 dage, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1. Kære vil ikke have opsættende virkning, medmindre det modsatte bestemmes af byretten eller landsretten, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2. Landsrettens afgørelse i kæresagen vil kun kunne kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 973.

Det foreslås i § 79 e, stk. 6, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om tilladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.

Det forudsættes, at der i en bekendtgørelse vil blive fastsat regler om ansøgningsprocedure for udstedelse af tilladelse til at rejse til og opholde sig i lande omfattet af rejseforbud. Det forudsættes desuden, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat regler om vilkår for og tilbagekaldelse af tilladelser.

Der vil f.eks. kunne fastsættes regler om politiets mulighed for at ændre eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis forudsætningerne for en tilladelse, herunder den dømtes personlige forhold, ændrer sig, hvis en tilladelse eller vilkårene herfor ikke overholdes, eller hvis oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil misbruge den meddelte tilladelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Straffelovens § 81 indeholder i nr. 1-14 en oplistning af omstændigheder, der i almindelighed skal indgå som et skærpende element i forbindelse med straffens fastsættelse.

Det foreslås i § 81, nr. 14, at ændre »hverv.« til: »hverv,«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at det i § 1, nr. 11 foreslås at indsætte et nr. 15 i straffelovens § 81.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Straffelovens § 81 indeholder i nr. 1-14 en oplistning af omstændigheder, der i almindelighed skal indgå som skærpende omstændigheder ved straffens fastsættelse. En overtrædelses ydmygende karakter er ikke eksplicit nævnt som en skærpende omstændighed i straffeloven, men en af Rigsadvokaten foretaget gennemgang af en række domme om vold og andre strafbare handlinger med ydmygende elementer viser, at domstolene i væsentligt omfang allerede i dag betragter ydmygelse som en skærpende omstændighed ved fastsættelsen af straffen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 81, nr. 15. Efter den foreslåede bestemmelse skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed, at gerningen har ydmygende karakter.

Bestemmelsen vil omfatte gerninger, der har ydmygende elementer, som ligger ud over den ydmygelse, der i almindelighed er forbundet med at blive udsat for en forbrydelse. Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte ydmygende elementer, der ikke er en almindelig del af gerningsindholdet i den straffebestemmelse, som gerningspersonen har overtrådt.

Eksempelvis vil vold i form af slag og spark omfattet af straffelovens § 244, stk. 1, ikke i sig selv skulle anses for at have særskilt ydmygende karakter, da den ydmygelse, der måtte ligge heri, må anses som en almindelig del af gerningsindholdet i straffelovens § 244. Udøves volden i forbindelse med andre ydmygende elementer, f.eks. at forurettede tvinges til at kysse gerningspersonens sko, gø som en hund eller tvinges ned på knæ for at sige undskyld, vil der være tale om ydmygende elementer, som ligger ud over den ydmygelse, der er en almindelig del af gerningsindholdet.

Det ydmygende element kan efter omstændighederne også knytte sig til den konkrete strafbare handling, hvis handlingens ydmygende element ligger ud over den ydmygelse, der må anses som en almindelig del af gerningsindholdet. Det vil eksempelvis være tilfældet ved legemsangreb, hvor den forurettede overhældes med urin.

Det forudsættes, at straffen for vold, jf. straffelovens §§ 119, 244 og 245, og ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, af ydmygende karakter skærpes med 50 pct. i forhold til, hvad straffen er i dag. Skærpelsen vil således skulle fastsættes i forhold til det gældende niveau, hvor domstolene allerede i dag ved straffastsættelsen har tillagt ydmygelsen vægt som en skærpende omstændighed. Det indebærer, at f.eks. en sag om vold af ydmygende karakter, der efter gældende ret ville blive straffet med fængsel i 60 dage, fremover som udgangspunkt vil skulle straffes med fængsel i 3 måneder. For andre forbrydelser end vold og ulovlig tvang er der ikke forudsat en sådan skærpelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter § 81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og § 237 i almindelighed indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt som nævnt i stk. 1.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 81 a, stk. 1, efter »enten anvendes« at indsætte: »knive og blankvåben m.v.,«.

Det vil indebære, at anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1, udvides, således at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, også kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten anvendes knive og blankvåben m.v.

Det vil samtidig betyde, at anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 2, hvorefter det ved fastsættelsen af straffen for overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og § 237 i almindelighed skal indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt som nævnt i stk. 1, tilsvarende udvides.

Det foreslåede vil medføre, at straffen vil kunne forhøjes med indtil det dobbelte i de tilfælde, hvor overtrædelser af de nævnte bestemmelser har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten anvendes knive eller blankvåben m.v., men hvor der ikke anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

Med begrebet »knive og blankvåben m.v.« forstås knive og blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1 og 2.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde vil for det første have den betydning, at straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2, vil finde anvendelse, når en af de straffelovsovertrædelser, der er omfattet af bestemmelserne, har baggrund i en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten anvendes knive og blankvåben m.v.

Derudover vil den foreslåede ændring have den betydning, at straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2, også vil finde anvendelse, når en af de lovovertrædelser, der er omfattet af bestemmelserne, er egnet til at fremkalde en konflikt af den nævnte art. Ud over de nuværende elementer, der kan lægges vægt på i forbindelse med vurderingen af, om en lovovertrædelse er egnet til at fremkalde en konflikt, vil det med forslaget også fremover kunne tillægges betydning, om en eller begge af grupperne i almindelighed er kendt for at besidde eller anvende knive eller blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1 og 2, herunder om de har et kendt reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper, hvori det bl.a. indgår, at der anvendes knive eller blankvåben m.v. Endvidere vil det kunne tillægges betydning, om gerningspersonen eller andre personer fra en af grupperne er eller har været i ulovlig besiddelse af eller har anvendt knive og blankvåben m.v., der tyder på, at de pågældende er beredte på en konflikt med anvendelse af knive og blankvåben m.v. eller regner med at kunne møde modstandere, som er i besiddelse af knive eller blankvåben m.v.

Der er ikke med ændringen ud over ovennævnte tilføjelser i øvrigt tilsigtet ændringer i forståelsen af begreberne i bestemmelsen, herunder begrebet »konflikt«, ligesom begrebet »grupper af personer« i øvrigt skal forstås i overensstemmelse med gældende ret, jf. nærmere herom ovenfor under pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Der er således ikke med forslaget tilsigtet øvrige ændringer af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter § 81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og § 237 i almindelighed indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt som nævnt i stk. 1.

Endvidere følger det af straffelovens § 79 a, stk. 1, at den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af § 81 a, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i straffelovens § 81 a, hvorefter den straf, der er foreskrevet i denne lovs § 289, stk. 1, § 290, stk. 2, og § 290 a, stk. 2, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen

Det vil indebære, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 289, stk. 1 (særligt grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a om EU-svig m.v.), § 290, stk. 2 (hæleri af særligt grov beskaffenhed) og § 290 a, stk. 2 (hvidvask af særligt grov beskaffenhed) forhøjes indtil det dobbelte, hvis den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Udtrykket »gruppe af personer« skal forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a, stk. 1. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer. Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke alene er opstået og fungerer i anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den konkrete straffesag.

Det vil desuden være en betingelse, at den dømte på gerningstidspunktet har »tilknytning« til den pågældende gruppe af personer. Udtrykket tilknytning skal forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., hvilket indebærer, at den pågældende skal have et tilhørsforhold til gruppen som sådan. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.

Vurderingen af, om den dømte har tilknytning til gruppen i bestemmelsens forstand, beror i første omgang på et politifagligt skøn. I den forbindelse kan der bl.a. lægges vægt på, om personen er iagttaget i forbindelse med gruppens arrangementer eller har båret beklædning, udsmykning eller lignende med symboler eller tekst med tilknytning til den pågældende gruppe. Der kan også lægges vægt på, om personen i gentagne tilfælde er iagttaget sammen med andre personer tilknyttet gruppen. På samme måde kan eksempelvis tatoveringer og tilkendegivelser, herunder på sociale medier, det mørke internet (dark web), krypterede kommunikationsplatforme eller lignende, indgå i vurderingen af den pågældendes tilknytning til gruppen. Endvidere kan der lægges vægt på eventuelt materiale tilhørende gruppen, f.eks. dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister, telefonlister, indbetalinger, fotos, videoer m.v., der viser, at personen har en tilknytning til den pågældende gruppe af personer. Herudover kan der lægges vægt på, om den pågældende er dømt for at have begået strafbare forhold sammen med andre personer tilknyttet gruppen. Dette gælder, uanset om den pågældende i gruppens egen selvforståelse er fuldgyldigt medlem eller har status som f.eks. »prospect«, »supporter«, »hangaround« eller »probationary«. Det afgørende er, at den dømte har tilknytning til gruppen.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er den pågældendes tilknytning til gruppen på gerningstidspunktet, der er afgørende i forhold til anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 a, stk. 3.

Den pågældende gruppe af personer skal »tilsammen stå bag omfattende og alvorlig kriminalitet«. Dette udtryk skal ligeledes forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt. Der vil således navnlig skulle lægges vægt på, om de pågældende personer er dømt for overtrædelser af straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller våbenloven. Øvrige lovovertrædelser vil dog efter omstændighederne også kunne tillægges vægt ved vurderingen. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges betydelig vægt.

Herudover skal lovovertrædelsen have »relation til den dømtes tilknytning til gruppen«. Dette udtryk skal ligeledes forstås i overensstemmelse med anvendelsen af udtrykket i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt. Det vil således være et krav, at den begåede økonomiske kriminalitet har sammenhæng med den pågældendes tilknytning til gruppen. Det er ikke muligt præcist at angive, hvornår en lovovertrædelse har relation til den dømtes tilknytning til gruppen. Det vil bero på en konkret vurdering af den begåede lovovertrædelse, herunder af overtrædelsens karakter, hvor den er foretaget, og om den er begået sammen med andre, der har tilknytning til gruppen m.v. Der vil i den forbindelse eksempelvis kunne lægges vægt på, om det økonomiske udbytte af lovovertrædelsen er tilfaldet eller på anden måde anvendes af personer med tilknytning til samme gruppe, som den dømte, eller om udbyttet på anden vis understøtter det økonomiske grundlag for gruppens aktiviteter. Endvidere kan der lægges vægt på, om lovovertrædelsen er begået af flere personer med tilknytning til den samme gruppe. Uden for falder overtrædelser af de nævnte bestemmelser, som, uanset den dømtes tilknytning til den pågældende gruppe af personer, ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder vurderes ikke at have nogen sammenhæng med den pågældendes tilknytning til gruppen.

Strafudmålingsniveauet i sager efter bestemmelsen forudsættes som udgangspunkt fordoblet i forhold til den konkrete straf, der ellers ville være blevet fastsat af domstolene. I tilfælde, hvor domstolene normalt ville udmåle en straf på fængsel i 2 år – f.eks. i en sag hvidvask af særligt grov beskaffenhed – skal der således som udgangspunkt fastsættes en straf på fængsel i 4 år, hvis sagen er omfattet af § 81 a, stk. 3. Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.

Der er med lovforslaget ikke tilsigtet en ændring af niveauet for udmåling af tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2, i medfør af straffelovens § 289, stk. 3.

Der er ikke med lovforslaget ud over ovennævnte tilføjelse og den i § 1, nr. 12 nævnte tilføjelse vedrørende knive og andre blankvåben m.v. i øvrigt tilsigtet nogen ændring i anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Det følger af straffelovens § 124 a, stk. 1, at overtrædelse af et forbud efter § 79 a, stk. 1, og § 79 b, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år. Strafferammen indebærer, at bøde ikke kan anvendes.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1.3.1.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 124 a, stk. 1, at »og § 79 b, stk. 1« ændres til: »§ 79 b, stk. 1, eller § 79 e, stk. 1«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at overtrædelse af et rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, vil kunne straffes med fængsel indtil 2 år.

Et rejseforbud omfatter både at rejse til og opholde sig i et land omfattet af forbuddet. Et rejseforbud vil også gælde for transit gennem det eller de omfattede lande, f.eks. ved mellemlanding i lufthavne eller transit med bil, tog, bus eller øvrige transportmidler.

Et rejseforbud vil være overtrådt på det tidspunkt, hvor rejsen til et omfattet land påbegyndes, selv om den pågældende ikke er nået frem til et omfattet land. En rejse skal efter den foreslåede bestemmelse anses for at være påbegyndt, når transporten mod det pågældende land starter. Transport til en lufthavn med henblik på at flyve til et omfattet land vil således eksempelvis være omfattet.

Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar overtrædelse af et rejseforbud, hvis den, som forbuddet omfatter, rejser til eller opholder sig i et land omfattet af rejseforbuddet uden at have søgt tilladelse hertil, selv om der i medfør af f.eks. EMRK artikel 8 ville skulle meddeles en sådan tilladelse, eller det i øvrigt må antages, at tilladelse ville være givet, hvis der var søgt om den.

Det bemærkes desuden, at hvis overtrædelse af et rejseforbud, ikke helt eller delvis er foretaget i den danske stat eller på dansk fartøj som nævnt i straffelovens § 6, vil der være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8, nr. 3.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af et rejseforbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 6 måneder.

Det bemærkes i øvrigt, at lovforslaget vil indebære, at der efter § 124 a, stk. 1, også vil kunne straffes for overtrædelsen af et kontaktforbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, jf. stk. 3. Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af et opholdsforbud eller et kontaktforbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til 60 dages ubetinget fængsel. Der er således ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændring af normalstraffen for overtrædelse af et opholdsforbud efter § 79 a, stk. 1.

Straffen for overtrædelse af de angivne forbud vil i alle tilfælde bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 og 3.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Handlinger, der er egnede til at bidrage til, at personer under 18 år involveres i kriminalitet, er ikke særskilt kriminaliseret i dansk ret.

Det følger af den almindelige medvirkensregel, jf. straffelovens § 23, at en person, der hverver en anden til at begå en strafbar handling (eller på anden vis ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker hertil), efter omstændighederne vil kunne straffes for medvirken til den begåede lovovertrædelse. Samtidig indeholder straffelovens § 81 bl.a. regler om skærpende omstændigheder for inddragelse af mindreårige i kriminalitet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 191 b, stk. 1, 1. pkt., at den, som er fyldt 18 år og tidligere er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som foretager en handling, der er egnet til at bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminalitet omfattet af disse love, straffes med fængsel indtil 4 år.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse på personer, som er fyldt 18 år, og som tidligere er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven. Det bemærkes, at bestemmelsen også vil omfatte domfældelser for kriminalitet, begået inden gerningspersonen fyldte 18 år.

Bestemmelsen vil både omfatte betingede og ubetingede fængselsstraffe. Bestemmelsen vil endvidere omfatte andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, herunder f.eks. anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktioner efter straffelovens § 74 a. Andre strafferetlige retsfølger, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69, vil ikke være omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen vil omfatte handlinger, der er egnede til at bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminalitet omfattet af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven. Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning, at personen under 18 år er over den kriminelle lavalder. Det vil heller ikke være en forudsætning, at personen under 18 år ikke er tidligere straffet.

Det afgørende for, om en handling vil være omfattet, er, om den er egnet til at bidrage til at give en person under 18 år forudsætningerne for at begå kriminalitet omfattet af de pågældende love. Det vil således ikke være en betingelse, at den pågældende handling i sig selv er egnet til at give en person under 18 år samtlige forudsætninger for at begå kriminalitet omfattet af de pågældende love. Det afgørende vil være, at handlingen er egnet til at bidrage hertil. Det vil ligeledes ikke være en betingelse, at personen under 18 år ikke ville have været i stand til at begå den omhandlede kriminalitet, hvis gerningspersonen ikke havde udført den pågældende handling.

Omfattede handlinger vil f.eks. være instruktion og rådgivning, herunder oplæring i fremgangsmåderne for organiseret kriminalitet, f.eks. narkotikahandel og økonomisk kriminalitet. Rådgivning og instruktion vil også kunne foregå ved, at gerningspersonen f.eks. viser, hvordan man bryder et vindue eller en lås op.

Rådgivning og instruktion vedrørende medvirken til kriminalitet vil også være omfattet, herunder oplæring i at holde vagt m.v. i forbindelse med kriminalitet begået af andre.

Bestemmelsen vil efter omstændighederne også kunne omfatte tilfælde, hvor en person under 18 år medvirker til eller overværer udførelsen af en kriminel handling som led i oplæring i kriminalitet, herunder hvor gerningspersonen stiltiende accepterer dette. Gerningspersonen vil i sådanne tilfælde ved sin passivitet kunne anses for at have bidraget til, at personen under 18 år involveres i kriminaliteten. For at undgå ansvar må gerningspersonen i sådanne tilfælde aktivt sikre, at personen under 18 år ikke ved sin overværelse af eller medvirken til den kriminelle handling, som gerningspersonen begår, oplæres i kriminalitet.

At stille redskaber til rådighed til brug for kriminalitet vil ligeledes være omfattet. Det kan f.eks. være i form af overladelse af en mobiltelefon til brug for narkotikasalg eller værktøj til brug for indbrud. Det vil i denne sammenhæng ikke være en betingelse, at redskaberne stilles til rådighed til brug for en nærmere konkretiseret strafbar handling. Der skal dog være tale om, at der stilles redskaber til rådighed til brug for kriminalitet. Overladelse af f.eks. en mobiltelefon vil således ikke i sig selv være omfattet af bestemmelsen.

Som eksempel kan nævnes, at gerningspersonen udleverer en mobiltelefon til en person under 18 år med besked om, at der vil blive ringet til telefonen, hvis der er brug for et tæskehold. Her vil der foreligge en fuldbyrdet overtrædelse af bestemmelsen, uanset om der efterfølgende bliver ringet til telefonen.

Derudover vil eksempelvis belønning og opfordring også kunne være omfattet af bestemmelsen.

Hvilke handlinger, der konkret er egnede til at bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminalitet, vil afhænge af omstændighederne, der knytter sig til handlingerne.

Det bemærkes, at handlinger foretaget på internettet, f.eks. ved brug af sociale medier, også vil være omfattet af bestemmelsen.

Generel promovering af en kriminel livsstil gennem f.eks. sociale medier vil ikke i sig selv være omfattet af bestemmelsen.

Det vil ikke være en betingelse, at gerningspersonens handlinger fører til, at personen under 18 år faktisk begår eller medvirker til at begå kriminalitet omfattet af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven. Gerningsindholdet vil således være fuldbyrdet, når gerningspersonen har udført en handling, der er egnet til at bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminalitet omfattet af de pågældende love.

Endvidere vil det ikke være en betingelse, at personen under 18 år involveres mod sin egen vilje. Personen under 18 år vil således ikke kunne give diskulperende samtykke.

I forhold til den almindelige medvirkensregel, jf. straffelovens § 23, vil der efter den foreslåede bestemmelse ikke skulle føres bevis for, at gerningspersonens handlinger har ført til, at en person under 18 år faktisk begår eller medvirker til en bestemt eller nærmere konkretiseret strafbar handling eller forsøger herpå.

Det forudsættes, at tilfælde, hvor en gerningsperson i dag vil kunne straffes for at have begået overtrædelser af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven i forening med en person under 18 år eller at have medvirket til, at en person under 18 år har begået overtrædelser af disse love, også fremover straffes som kriminalitet begået i forening eller som medvirken. Er betingelserne for at straffe efter den foreslåede bestemmelse tillige opfyldt, vil der efter omstændighederne skulle straffes for kriminaliteten begået i forening eller for medvirken og for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i sammenstød. Det skyldes, at gerningspersonen i disse tilfælde vil have begået to forbrydelser, nemlig for det første den overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, der er begået i forening, eller som gerningspersonen har medvirket til, og for det andet overtrædelsen af den foreslåede bestemmelse, hvorved handlinger, der er egnede til at bidrage til, at personer under 18 år involveres i kriminalitet, kriminaliseres.

Der vil derfor også efter omstændighederne skulle fastsættes en fælles straf inden for den strengeste af de foreskrevne strafferammer, som kommer i betragtning, jf. straffelovens § 88 om strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere strafbare forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at gerningspersonen efter omstændighederne vil kunne straffes hårdere end i dag i de tilfælde, hvor gerningspersonen og en person under 18 år begår kriminalitet i forening, eller hvor gerningspersonen medvirker til, at en person under 18 år begår kriminalitet, og hvor betingelserne for at straffe efter den foreslåede bestemmelse også er opfyldt.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 30 dage.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det foreslås i § 191 b, stk. 1, 2. pkt., at kriminaliseringen i 1. pkt. dog ikke gælder, når der er forløbet mere end 10 år fra endelig dom.

Dette vil indebære, at den omfattede personkreds i § 191 b, stk. 1, 1. pkt., afgrænses til personer, der er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, hvor der ikke er forløbet mere end 10 år fra endelig dom.

Det foreslås i § 191 b, stk. 2, at overtrædelse af stk. 1, der som følge af gerningspersonens ukendskab til personens alder ikke kan tilregnes gerningspersonen som forsætlig, straffes med en forholdsmæssig mindre straf, hvis gerningspersonen dog har handlet uagtsomt.

Som eksempel på tilfælde, der efter omstændighederne vil kunne være omfattet af bestemmelsen, kan nævnes tilfælde, hvor gerningspersonen ikke er oplyst om personens alder, eller hvor personen har oplyst sin alder urigtigt, men hvor gerningspersonen burde have indset, at personen var under 18 år, f.eks. på baggrund af personens fremtoning og modenhed eller omstændighederne i øvrigt. Det bemærkes, at både simpel og grov uagtsomhed vil være omfattet af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Det følger af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, at den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer ved under særligt skærpende omstændigheder bl.a. at indføre, besidde, anvende, tilvirke eller udvikle skydevåben, straffes med fængsel fra 2 år indtil 8 år.

Omdannede gas- og signalvåben anses som udgangspunkt for at udgøre skydevåben omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Omdannelse af gas- og signalvåben er således omfattet af forbuddet mod at tilvirke skydevåben efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, når dette sker under særligt skærpende omstændigheder.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i straffelovens § 192 a, stk. 1, at ændre »tilvirke« til: »fremstille«.

Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der har til formål at give mulighed for at justere og præcisere bemærkningerne til bestemmelsen. Ændringen har endvidere til formål at bringe bestemmelsens terminologi bedre i overensstemmelse med våbenloven, herunder denne lovs § 1.

Det præciseres således, at omdannelse af gas- og signalvåben til skydevåben er omfattet af forbuddet mod at fremstille skydevåben efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1.

Det er efter straffelovens § 192 a, stk. 1, en forudsætning, at der er tale om fremstilling m.v. af enten skydevåben eller andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade. Ved vurderingen af, om gerningspersonen ved omdannelse af et gas- og signalvåben fremstiller et skydevåben omfattet af § 192 a, stk. 1, nr. 1, kan der bl.a. lægges vægt på gerningspersonens tilknytning til bandemiljøer, samt om gerningspersonen er i besiddelse af værktøj, der kan anvendes til omdannelse af gas- og signalvåben til funktionsdygtige skydevåben.

Det præciseres desuden, at straffen for overtrædelser af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 – for så vidt angår omdannelse af gas- og signalvåben – fastsættes med udgangspunkt i strafpositionerne for fremstilling af funktionsdygtige skydevåben.

Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af straffelovens § 192 a, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Det følger af straffelovens § 192 a, stk. 1, at den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 om gennemførelse af FN’s våbenprotokol m.v. ved under særligt skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling forske i skydevåben (§ 192 a, stk. 1, nr. 1) eller andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade (§ 192 a, stk. 1, nr. 2), straffes med fængsel fra 2 år indtil 8 år.

Bemærkningerne til straffelovens § 192 a, stk. 1, indeholder ikke nærmere fastsatte strafpositioner for våbenlagre. Det er imidlertid forudsat i bemærkningerne, at der i sager om ulovlige våbenlagre – det vil sige tilfælde, hvor flere ulovlige våben m.v. opbevares det samme sted – skal udmåles en væsentligt strengere straf end de udgangspunkter, der er angivet for straffen for ulovlig besiddelse m.v. af et enkelt våben. Ved strafudmålingen kan der desuden bl.a. lægges vægt på våbnenes art og på antallet af de opbevarede våben, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, L 211 som fremsat, side 8072.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i straffelovens § 192 a, hvorefter straffen efter stk. 1, kan stige til fængsel indtil 16 år, hvis overtrædelsen består i besiddelse af flere skydevåben, andre våben eller eksplosivstoffer på samme sted (våbenlager).

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, ved besiddelse af flere skydevåben, andre våben eller eksplosivstoffer på samme sted forhøjes fra 8 års fængsel til 16 års fængsel.

Ved »våbenlager« forstås som efter gældende ret tilfælde, hvor flere ulovlige våben m.v. opbevares det samme sted.

Det vil herudover bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om der er tale om et våbenlager. I vurderingen kan bl.a. lægges vægt på antallet af opbevarede våben på samme sted, våbnenes art, herunder våbnenes farlighed, og om våbnene er opbevaret med ammunition.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at strafniveauet forhøjes med en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene i sådanne sager, således at straffen for ulovlig besiddelse af flere våben på samme sted (våbenlager) i tilfælde, der i dag ville blive straffet med fængsel i 6 år, fremover vil skulle fastsættes til fængsel i 8 år.

De skærpende omstændigheder i straffelovens § 192 a, stk. 3 og 4, der med den foreslåede ændring bliver til stk. 4 og 5, vil også finde anvendelse ved fastsættelse af straffen efter det nye stk. 3.

Fastsættelsen af straffen vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Retsplejeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at der kan oprettes tværfaglige efterforskningsgrupper under ledelse af NSK.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 110 c, stk. 1, 1. pkt., at National Enhed for Særlig Kriminalitet kan oprette tværfaglige efterforskningsgrupper med deltagelse af Erhvervsstyrelsen samt told- og skatteforvaltningen.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Erhvervsstyrelsen samt Skatteforvaltningen kan deltage i tværfaglige efterforskningsgrupper.

Det forudsættes, at der vil kunne oprettes tværfaglige efterforskningsgrupper efter behov. Efterforskningsgrupperne forudsættes desuden at ville have fokus på sager med relation til bandemiljøet og vil skulle efterforske sager om bl.a. organiseret skatte- og afgiftssvig. Arbejdet vil dog også kunne omfatte organiseret økonomisk kriminalitet mere bredt. Det forudsættes, at efterforskningsgruppernes arbejde vil ligge inden for NSK’s kompetenceområde, jf. retsplejelovens § 110 a, stk. 1, og § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 2645 af 28. december 2021 om NSK’s kompetenceområde og det operative samarbejdes behandling af andre kriminalitetsområder end hvidvask og terrorfinansiering.

Det foreslås i § 110 c, stk. 1, 2. pkt., at National Enhed for Særlig Kriminalitet desuden kan beslutte, at andre myndigheder, end dem der er nævnt i 1. pkt., kan deltage i en efterforskningsgruppe.

Det forudsættes i den forbindelse, at myndighedens deltagelse vil have betydning for opgaven med efterforskning af organiseret kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den pågældende myndighed besidder særlige kompetencer eller viden inden for det kriminalitetsområde, der efterforskes, som følge af myndighedens øvrige opgavevaretagelse.

Det foreslås i § 110 c, stk. 2, at myndigheders deltagelse i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, sker under ledelse af National Enhed for Særlig Kriminalitet og i overensstemmelse med de regler, der gælder for politiets varetagelse af de pågældende opgaver.

Det foreslåede vil medføre, at ledelses- og ansvarsforhold, og hvilke regler der skal gælde, når øvrige myndigheder deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe er udtrykkeligt reguleret. Det foreslås således, at myndigheders deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgruppe vil ske under NSK’s ledelse, samt at udførelsen af opgaver som led i deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgruppe vil ske i overensstemmelse med de regler, der gælder for politiets varetagelse af de pågældende opgaver. Det forudsættes i den forbindelse, at deltagerne i tværfaglige efterforskningsgrupper er sikkerhedsgodkendt.

At deltagelse sker under NSK’s ledelse vil indebære, at det er politiet, der har instruktionsbeføjelsen i forhold til eventuelle efterforskningsskridt. Det vil indebære, at den operative ledelse af efterforskningen forestås af NSK. Det bemærkes, at de deltagende myndigheder i øvrigt fortsat vil have ledelsesretten i forhold til det respektive personale, der deltager i efterforskningsgruppen. Deltagerne i efterforskningsgrupper fra øvrige myndigheder vil således fortsat være ansat ved den respektive myndighed og vil i løsningen af opgaver, der ikke vedrører deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgruppe, ikke være under instruktionsbeføjelse m.v. af NSK.

Det vil ligeledes være NSK, der er ansvarlig for efterforskningen, herunder behandler anmodninger om og bærer et eventuelt erstatningsansvar efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning eller på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Det bemærkes, at såfremt en klage vedrører adfærd udvist af deltagerne i efterforskningsgruppen, eller en anmeldelse vedrører et strafbart forhold begået af deltagerne som led i efterforskningen, vil klagen eller anmeldelsen efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 93 b og c skulle indgives til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 2, nr. 15 og 16.

At opgaveløsningen sker i overensstemmelse med de regler, der gælder for politiets varetagelse af de pågældende opgaver, vil indebære, at de deltagende personer fra øvrige myndigheder vil være underlagt de samme regler, som gælder, hvis det i stedet havde været politipersonale, der varetog efterforskningen. Dette vil både omfatte regler, der er fastsat i lovgivningen og regler, der er fastsat administrativt. Omfattet vil således bl.a. være reglerne i retsplejeloven, politiloven og regler udstedt i medfør heraf samt politiets interne sikkerhedsbestemmelser, vejledninger m.v.

Det bemærkes, at myndigheder, der deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe ikke vil få adgang til eller vil kunne overlades kompetence til tvangsindgreb efter retsplejeloven. Politiet vil ligeledes heller ikke kunne bemyndige myndighederne dertil. Tvangsindgreb efter retsplejeloven vil således altid skulle foretages af politiet.

Det foreslås i § 110 c, stk. 3, at de myndigheder, der deltager i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, uanset tavshedspligt fastsat i anden lovgivning kan dele og videregive oplysninger til myndigheder, der deltager i efterforskningsgruppen, hvis oplysningerne kan have betydning for efterforskningen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at personale fra NSK, Skatteforvaltningen og Erhvervsstyrelsen samt eventuelle andre myndigheder, jf. stk. 1, 2. pkt., uanset tavshedspligten fastsat i anden lovgivning vil kunne dele og videregive oplysninger med hinanden og til myndighederne i en tværfaglig efterforskningsgruppe.

Den foreslåede ordning vil indebære, at myndighederne i en tværfaglig efterforskningsgruppe vil kunne dele, videregive og modtage oplysninger, som skal bruges i en konkret straffesag. Endvidere vil myndighederne kunne dele, videregive og modtage oplysninger selv om oplysningerne på tidspunktet for deling ikke nødvendigvis skal bruges i en konkret straffesag.

Den foreslåede ordning vil endvidere indebære, at deltagere i en efterforskningsgruppe på tværs af myndigheder vil kunne sidde sammen og foretage efterforskning ved at dele og videregive oplysninger, hvis oplysningerne har betydning for efterforskningen. NSK vil således kunne lade personale fra andre myndigheder afdække og undersøge konkrete spor og beviser m.v.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil være til hinder for at Skatteforvaltningen, Erhvervsstyrelsen og andre myndigheder fortsat bidrager til øvrige efterforskninger som hidtil.

Det foreslås i § 110 c, stk. 4, at personer, der deltager i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde oplysninger, som modtages i forbindelse med deltagelsen i en tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. dog stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at myndigheder, der modtager oplysninger som led i deltagelsen i en tværfaglig efterforskningsgruppe, vil være forpligtet til at bevare tavshed herom. Det vil bl.a. gælde i forhold til oplysninger, som måtte modtages fra NSK samt eventuelle oplysninger fra Skatteforvaltningen, som er underlagt den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 eller eventuelle oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, som er underlagt særlig tavshedspligt efter hvidvasklovens § 63, revisorlovens § 48 og/eller kapitalmarkedslovens § 224, jf. pkt. 3.4.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Dette skyldes, at der vurderes at gælde særlige hensyn under efterforskning af forbrydelser omfattet af den foreslåede § 110 c, stk. 1.

Hvad angår oplysninger, der allerede er offentligt tilgængelige eller ikke i sig selv er fortrolige, vil den foreslåede § 110 c, stk. 4, indebære, at personer, der deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe, vil være forpligtiget til at bevare tavshed om det forhold, at der er sket en behandling af de pågældende oplysninger i efterforskningsgruppen.

Den foreslåede bestemmelse vil udgøre en særlig tavshedsforskrift i forhold til oplysninger, der deles i tværfaglige efterforskningsgrupper, og vil indebære, at oplysningerne som udgangspunkt ikke må videregives, jf. dog stk. 6. Dette vil også gælde inden for myndighedens egen koncern eller organisation.

Den særlige tavshedsforskrift vil bl.a. indebære en begrænsning i retten til aktindsigt i sådanne oplysninger efter § 35 i lov om offentlighed i forvaltningen. Den særlige tavshedsforskrift vil herudover indebære begrænsninger i adgangen til at anvende og videregive de oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten i den foreslåede § 110 c, stk. 4, i forhold til oplysninger, der er omfattet af den almindelige tavshedspligt, jf. forvaltningslovens § 27.

Det bemærkes, at oplysninger, der deles og videregives i en efterforskningsgruppe vil være omfattet af retsplejelovens regler om aktindsigt i straffesager. Efter lovens § 729 a, stk. 3, og § 729 b, stk. 2, skal sigtede og dennes forsvarer således have adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår.

Det foreslås i § 110 c, stk. 5, at tavshedspligten i § 110 c, stk. 4, også gælder videregivelse til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 6.

Dette drejer sig navnlig om forvaltningsretlige og databeskyttelsesretlige regler.

Bestemmelsen fastslår, at tavshedspligten også vil finde anvendelse over for de personer og virksomheder, som oplysningerne vedrører. Herved vil bl.a. forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring og § 24 om begrundelsespligt fraviges.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 c, stk. 4 og 5, vil endvidere udgøre en fravigelse fra oplysningspligten i databeskyttelsesforordningens artikel 14 og indsigtsretten i databeskyttelsesforordningens artikel 15 for så vidt angår oplysninger, som de pågældende myndigheder modtager i forbindelse med deltagelsen i efterforskningen, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til pkt. 5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede § 110 c, stk. 6, at oplysninger omfattet af stk. 4 efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan inddrages i den modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 4 og 5 er fraveget, anvendelse.

Den afgivende myndigheds samtykke efter bestemmelsen vil ikke være underlagt særlige formkrav. Samtykke vil således bl.a. kunne meddeles mundtligt, f.eks. på et møde i regi af en tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1. De relevante myndigheder vil herefter kunne sikre den fornødne dokumentation af samtykket og dets omfang ved at gøre notat herom som led i deres respektive sagsbehandling, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 2.

Herefter vil tavshedspligten efter bestemmelsens stk. 4 og 5 ikke længere finde anvendelse for de pågældende oplysninger, og den videre behandling af oplysningerne vil i stedet være omfattet af de almindelige regler, der gælder for den modtagende myndighed, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 6, 2. pkt. Endvidere vil de fravigelser af forvaltningsprocessuelle rettigheder, som den særlige tavshedsforskrift indebærer, ikke længere gælde.

Eksempelvis vil NSK’s videre behandling af oplysninger om en persons økonomiske forhold modtaget fra Skatteforvaltningen alene være reguleret af den lovgivning, politiet er underlagt, herunder navnlig forvaltningsloven, retsplejeloven, retshåndhævelsesloven og politiloven. Dette vil ligeledes gælde, hvis oplysningerne må anses som tilvejebragt af en efterforskningsgruppe til brug for en konkret straffesag.

Som et andet eksempel vil Skattestyrelsens videre behandling af oplysninger om en persons økonomiske forhold modtaget fra NSK alene være reguleret af den lovgivning, som Skatteforvaltningen er underlagt, herunder navnlig forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven.

Tilsvarende vil bl.a. forvaltningslovens regler om partshøring, partsaktindsigt, begrundelse m.v. samt oplysningspligt og indsigtsret efter databeskyttelsesreglerne finde anvendelse for myndighedernes videre behandling af oplysningerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af retsplejelovens § 115, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, at offentlige myndigheder kan videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende samarbejde (SSP-samarbejdet).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5, hvorefter politiets videregivelse af oplysninger efter § 115, stk. 1, nr. 1, kan omfatte oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer, herunder oplysninger om, at et familiemedlem er dømt for en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a. Endvidere har den, der som led i SSP-samarbejdet bliver bekendt med sådanne oplysninger, tavshedspligt med hensyn hertil.

Det foreslåede vil indebære, at der etableres en specifik retlig ramme for behandlingen af oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer m.v. fra politiet, når oplysningerne videregives som led i det kriminalitetsforebyggende samarbejde. Det foreslåede vil skulle bidrage til at sikre, at politiet i videre omfang end i dag deler oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer, herunder oplysninger om, at et barns eller ungs familiemedlem er dømt for bandekriminalitet, i regi af SSP-samarbejdet med henblik på, at relevante aktører kan opfange faresignaler og udviklingstendenser i kriminaliteten tilstrækkeligt tidligt til, at der kan gøres en reel indsats for at hindre, at udsatte børn og unge f.eks. rekrutteres til banderne. Det er i den forbindelse afgørende, at de involverede myndigheder har mulighed for at udveksle nødvendige oplysninger med hinanden med henblik på iværksættelse af en effektiv forebyggende indsats over for udsatte børn og unge i særdeleshed.

Den retlige ramme vil samtidig skulle sikre, at efterforskningsmæssige hensyn og lignende tilgodeses i forbindelse med informationsdelingen. Det forudsættes således, at politiet – når videregivelsen af oplysningerne må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende samarbejde, og der ikke er efterforskningsmæssige hensyn eller øvrige hensyn til politiets arbejde til hinder herfor – som udgangspunkt deler oplysninger i regi af SSP-samarbejdet om, at et barns eller en ungs nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet eller oplysninger om en persons (eventuelle) tilknytning til bandemiljøet.

Delingen af oplysninger i SSP-samarbejdet vil – ligesom i dag – skulle ske efter en konkret og individuel vurdering, der tager udgangspunkt i sagens samlede omstændigheder, herunder karakteren af bekymringen, hvorvidt barnet eller den unge allerede er kendt for at være i risiko for rekruttering, samt hensynet til igangværende efterforskning eller fortrolige oplysninger hos politiet. Sidstnævnte hensyn indebærer, at der vil kunne være tilfælde, hvor hensynet til f.eks. en verserende efterforskning indebærer, at oplysninger om en mulig banderelation enten ikke videregives af politiet i SSP-samarbejdet eller efter en konkret politifaglig vurdering videregives i en sådan form, at det kan give kommunen en risikoindikation for barnets eller den unges bandetilknytning og/eller risiko for rekruttering til banderne, uden at specifikke oplysninger fra f.eks. efterforskningsarbejdet tilgår kommunen. Myndighederne er således fortsat ikke forpligtet til at videregive oplysninger i medfør af retsplejelovens § 115.

Begrebet »oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer« omfatter alle former for oplysninger, der knytter sig til banderelateret kriminalitet. Det kan eksempelvis være oplysninger om, at et familiemedlem er dømt for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, oplysninger om at barnet eller den unge optræder på samme sag som kendte bandemedlemmer samt oplysninger om at barnet eller den unge er truffet i et klubhus eller til et arrangement i bandemiljøet.

Det bemærkes, at der med lovændringen ikke tilsigtes en indskrænkning af bestemmelsen i retsplejelovens § 115, stk. 1, nr. 1, og myndighederne kan således fortsat videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende samarbejde. Videregivelse af oplysninger om, at en person er dømt for en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a, kan således finde sted, selv om der ikke er tale om et barns eller en ungs familiemedlem, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende arbejde, jf. retsplejelovens § 115, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår endvidere af den foreslåede stk. 5, at den, der som led i SSP-samarbejdet bliver bekendt med oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer m.v., har tavshedspligt med hensyn til sådanne oplysninger. Det foreslåede vil dermed bidrage til at sikre fortroligheden i SSP-samarbejdet med hensyn til oplysninger om (mulige) banderelationer, herunder at tydeliggøre, at denne type oplysninger skal behandles med en særlig opmærksomhed i kommunerne. Det skal navnlig ses i lyset af, at denne type oplysninger er meget sensitive og ofte vil have betydning for forebyggelsen, efterforskningen og forfølgningen af banderelateret kriminalitet.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke ændrer på, at de oplysninger, der deles i SSP-samarbejdet, som det klare udgangspunkt vil være undergivet tavshedspligt efter forvaltningslovens og straffelovens almindelige regler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af retsplejelovens § 115 a, at politiet kan videregive fortrolige oplysninger vedrørende personer, der er fyldt 18 år, til forældre eller andre, herunder familiemedlemmer, der har lignende tætte relationer til den pågældende person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over for personen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i retsplejelovens § 115 a efter »Politiet« at indsætte: »og de sociale myndigheder«.

Det foreslåede vil indebære, at der indføres en adgang – som den der i dag gælder for politiet – for de sociale myndigheder til at videregive oplysninger i medfør af bestemmelsen. Under »de sociale myndigheder« falder også kommunale medarbejdere i SSP-samarbejdet, der ansættelsesmæssigt er placeret et andet sted end hos de sociale myndigheder, selv om medarbejderne løser opgaver, der formelt tilskrives det sociale myndighedsarbejde. Det kan eksempelvis være SSP-konsulenter, som er placeret organisatorisk i Ungdomsskolen eller hos en central forvaltning.

Kerneområdet for bestemmelsen vil fortsat være personer i aldersgruppen 18-25 år, som har en løsere tilknytning til kriminelle grupperinger, idet videregivelser af oplysninger efter bestemmelsen dog ikke er begrænset hertil, så længe videregivelse kan anses for nødvendig som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over for en person.

De sociale myndigheder vil – ligesom det allerede gælder for politiet i dag – i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere, om det konkret er nødvendigt for den kriminalpræventive indsats at videregive de pågældende oplysninger, samt om der er grund til at antage, at netop den person, hvortil videregivelsen sker, vil kunne påvirke den unge i en positiv retning og derved bidrage til at forhindre, at den unge udvikler eller fortsætter en kriminel adfærd, herunder udbygger sin tilknytning til en kriminel gruppering.

Ved vurderingen af, om der er grund til at antage, at personen vil kunne påvirke den unge i en positiv retning kan der bl.a. lægges vægt på, om den unge vurderes at have tillid til personen, og om personen vurderes at have de nødvendige ressourcer til at kunne adfærds- og holdningspåvirke den unge, hvad enten det drejer sig om begyndende eller længerevarende kriminalitet eller tilknytning til en kriminel gruppering.

I forhold til forældre og andre familiemedlemmer skal det desuden vurderes, hvorvidt familien i sig selv i visse tilfælde vil kunne udgøre en risikofaktor for den unge. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis der er tale om en familie, som generelt har kriminalitetsproblemer. I sådanne tilfælde vil det i almindelighed ikke være hensigtsmæssigt at involvere familien.

Ligeledes bør det konkret overvejes, om der kan være forhold relateret til familiens kulturelle baggrund eller lignende, som vil kunne medføre, at myndighedernes involvering af de pågældende familiemedlemmer får et anderledes resultat end tiltænkt.

De sociale myndigheder vil bl.a. kunne videregive oplysninger om allerede pådømte strafbare forhold, unges stofmisbrug og væsentlige sociale problemer. De sociale myndigheder vil derimod ikke kunne videregive oplysninger om banderelaterede forhold, som er modtaget fra politiet, idet det er afgørende for politiet, at politiet til enhver tid selv kan afgøre, om sådanne oplysninger kan deles.

Der gælder ikke nærmere formkrav til politiets og de sociale myndigheder videregivelse af oplysninger i medfør af § 115 a. Politiet og de sociale myndigheder kan således vælge den måde, der efter myndighedernes opfattelse vil være mest effektiv i forhold til formålet med videregivelse af oplysningerne.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retsplejelovens § 115 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, kan politiet, hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand, herunder til et vidnes sikkerhed, eller til efterforskningen af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet (forsvarerpålæg). Hensynet til sagens opklaring omfatter bl.a. hensyn til sikring af krav i sagen. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 729 a, stk. 4, 2. pkt., at der efter »hovedforhandlingen« indsættes »eller så længe det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at forsvarerpålæg vil kunne udstrækkes til efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, så længe det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar.

Det vil være en betingelse, at forsvarerpålægget er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis politiet før hovedforhandlingen bliver opmærksom på, at den sigtede ejer et aktiv, som bør beslaglægges, men som ikke endnu er nærmere lokaliseret og derfor ikke kan beslaglægges, inden tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

»Krav i sagen« vil bl.a. kunne omfatte det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde samt forurettedes krav på tilbagelevering og erstatning. Det bemærkes, at dette også gælder, hvis retten udskyder forurettedes erstatningskrav.

Det vil endvidere være en betingelse, at opretholdelse af forsvarerpålægget til efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar. Oplysninger om finansielle efterforskninger med henblik på sikring af krav i sagen må dog antages i almindelighed ikke at have betydning for sigtedes muligheder for at varetage sit forsvar.

Forsvarerpålæg vil efter den foreslåede bestemmelse kunne udstrækkes så længe, det er nødvendigt, herunder til efter sagen er endeligt afsluttet. Det bemærkes, at hvis et forsvarerpålæg udstrækkes til efter, at sagen er endeligt afsluttet, vil retten til aktindsigt i de pågældende oplysninger for den, der har været sigtet, jf. retsplejelovens § 729 d, kunne begrænses efter § 729 d, stk. 4, nr. 1.

Politiet vil af egen drift skulle ophæve forsvarerpålægget, når det ikke længere er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen. Det gælder også, når sagen er endeligt afsluttet. Politiet vil således have en pligt til løbende at vurdere, om betingelserne for opretholdelse fortsat er opfyldt.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retsplejelovens § 729 a, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Politiets afgørelser om at give forsvarerpålæg, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 4, kan indbringes for retten, jf. retsplejelovens § 746, stk. 1, hvorefter retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt. Retten træffer på begæring afgørelse ved kendelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt § 729 a, stk. 5, 1. pkt., hvorefter retten efter begæring fra forsvareren træffer afgørelse om, hvorvidt et pålæg efter stk. 4, der også gælder efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, kan opretholdes.

Forsvareren vil efter den foreslåede bestemmelse kunne indbringe et forsvarerpålæg for retten, som udstrækkes til efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, jf. den foreslåede ændring af retsplejelovens § 729 a, stk. 4, i lovforslagets § 2, nr. 4.

Fremsætter forsvareren begæring under hovedforhandlingen, forudsættes det, at retten som udgangspunkt berammer et nyt retsmøde til behandling af begæringen.

Det forudsættes desuden, at retten træffer afgørelse, inden bevisførelsen afsluttes, hvis forsvareren indbringer et forsvarerpålæg for retten, inden bevisførelsen i sagen er afsluttet.

Efter det foreslåede § 729 a, stk. 5, 2. pkt., træffer retten afgørelse ved kendelse.

Efter det foreslåede § 729 a, stk. 5, 3. pkt., kan kendelsen til enhver tid omgøres.

Retten vil efter bestemmelsen til enhver tid vil kunne omgøre kendelsen, ligesom retten vil kunne ophæve kendelsen.

Ifølge det foreslåede § 729 a, stk. 5, 4. pkt., kan retten på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om retsmøder, der afholdes i henhold til 1. pkt., eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære sådanne retsmøder helt eller delvis, hvis det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen.

Det vil være en betingelse, at undladelse af at underrette den sigtede om retsmøder eller udelukkelse af den sigtede fra retsmøder er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen. Denne betingelse forudsættes som udgangspunkt at være opfyldt, hvis den sigtede ellers ville opnå kendskab til oplysninger, som forsvarerpålægget har til formål at forhindre, at sigtede får kendskab til.

»Krav i sagen« vil bl.a. kunne omfatte det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde samt forurettedes krav på tilbagelevering og erstatning. Det bemærkes, at dette også gælder, hvis retten udskyder forurettedes erstatningskrav.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse også vil omfatte retsmøder, hvor retten tager stilling til, om en kendelse efter 1. pkt. skal omgøres.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 6, at hvis sigtede har været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 748, stk. 6, 3. pkt., at der efter »hovedforhandlingen« indsættes »eller så længe det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsvarerpålæg efter retsplejelovens § 748, stk. 6, vil kunne udstrækkes til efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, så længe det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar.

Det vil være en betingelse, at forsvarerpålægget er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis politiet før hovedforhandlingen bliver opmærksom på, at den sigtede ejer et aktiv, som bør beslaglægges, men som ikke endnu er nærmere lokaliseret og derfor ikke kan beslaglægges, inden tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

»Krav i sagen« vil bl.a. kunne omfatte det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde samt forurettedes krav på tilbagelevering og erstatning. Det bemærkes, at dette også gælder, hvis retten udskyder forurettedes erstatningskrav.

Det vil endvidere være en betingelse, at opretholdelse af forsvarerpålægget til efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den sigtedes forsvar. Oplysninger om finansielle efterforskninger med henblik på sikring af krav i sagen må dog antages i almindelighed ikke at have betydning for sigtedes muligheder for at varetage sit forsvar.

Forsvarerpålæg vil efter den foreslåede bestemmelse kunne udstrækkes så længe, det er nødvendigt, herunder til efter sagen er endeligt afsluttet. Det bemærkes, at hvis et forsvarerpålæg udstrækkes til efter, at sagen er endeligt afsluttet, vil retten til aktindsigt i de pågældende oplysninger for den, der har været sigtet, jf. retsplejelovens § 729 d, kunne begrænses efter § 729 d, stk. 4, nr. 1.

Politiet vil af egen drift skulle ophæve forsvarerpålægget, når det ikke længere er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen. Politiet vil således have en pligt til løbende at vurdere, om betingelserne for opretholdelse fortsat er opfyldt.

Den tidsmæssige udstrækning af pålæg efter retsplejelovens § 748, stk. 6, vil svare til den foreslåede tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg omfattet af retsplejelovens § 729 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retsplejelovens § 748, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Retsplejelovens § 754 b, stk. 2, regulerer, hvilke personer der må foretage agentvirksomhed, det vil sige som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til (første led) eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til (andet led) at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, jf. § 754 a, stk. 1.

Efter retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 1. pkt., må de foranstaltninger, som er nævnt i § 754 a, alene udføres af polititjenestemænd og ansatte i politiet med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer. Civile personer kan dog efter 2. pkt. efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at nyaffatte retsplejelovens § 754 b, stk. 2, så foranstaltningerne efter aftale med politiet må udføres af civile personer, der ikke på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde, herunder hvis der er risiko for, at der vil blive handlet i strid med stk. 1.

Den foreslåede nyaffattelse vil medføre en ophævelse af det nugældende udgangspunkt om, at kun polititjenestemænd og ansatte i politiet med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer må udføre agentvirksomhed omfattet af retsplejelovens § 754 a.

Det vil følge af den almindelige regel i § 754 a, at agentvirksomhed kan udøves af politiet, når betingelserne er opfyldt; og den foreslåede ændring vil derfor ikke indebærer nogen ændring i politiets muligheder for at anvende polititjenestemænd og ansatte i politiet med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer til at udføre agentvirksomhed på samme måde som efter gældende ret. Det vil være op til politiet at have relevante interne retningslinjer for, hvilke ansatte der kan udøve agentvirksomhed.

De særlige regler, der gælder for polititjenestemænd og ansatte i politiet med særlige kvalifikationer, der har udført agentvirksomhed, jf. § 754 a, vil fortsat gælde for disse personer. Således eksempelvis retsplejelovens § 29 a, stk. 3 (dørlukning under de nævnte personers forklaring), § 837, stk. 3 (angivelse med andet navn i bevisfortegnelsen), § 856, stk. 5 og 6 (afgivelse af forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl), og § 856, stk. 8 (mulighed for at bestemme at tiltale skal forlade retslokalet under de nævnte personers forklaring).

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at anvendelse af civile agenter ikke er begrænset til bistand, der er yderst beskeden, og ikke er begrænset til et bestemt led i agentbegrebet. De foranstaltninger, de pågældende kan udføre, vil således være de samme som de foranstaltninger, der kan udføres af polititjenestemænd og andre ansatte i politiet med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse være en betingelse, at foranstaltningerne ikke udføres af civile personer, der på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde, herunder hvis der er risiko for, at der vil blive handlet i strid med retsplejelovens § 754 b, stk. 1, det vil sige at det må befrygtes, at de foranstaltninger, der udføres, vil bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed (en overtrædelse af provokationsforbuddet).

Det må vurderes konkret, om provokationsforbuddet må befrygtes overtrådt ved anvendelse af en konkret person som civil agent. Det kan eksempelvis indgå i denne vurdering, om der er tale om en person, der selv mistænkes for strafbart forhold, med hensyn til hvilket en straffesag verserer, en person, som er idømt frihedsstraf, der ikke endeligt er afsonet, eller en person, som i øvrigt kan befrygtes at stå i et afhængighedsforhold til politiet.

Det forhold, at en civil agent vil kunne have udsigt til at modtage en dusør, vil ikke i sig selv betyde, at den pågældende er i et sådant afhængighedsforhold til politiet, at han ikke vil kunne agere som civil agent på en betryggende måde.

Der vil dog i vurderingen skulle tages højde for, at personer, der skal kunne anvendes som civile agenter i kriminelle miljøer, ofte vil være en del af dette miljø og derfor ofte vil være involveret i kriminelle aktiviteter i et eller andet omfang. Ikke en hvilken som helst mistanke om, at en person har begået et strafbart forhold, vil derfor udelukke denne fra at virke som civil agent. Det afgørende vil være, om den konkrete mistanke indebærer en risiko for, at provokationsforbuddet må befrygtes overtrådt, eller for, at agentvirksomheden i øvrigt ikke vil blive udført på betryggende måde.

Herudover vil eksempelvis det forhold, at den civile person udsættes for alvorlig fare, der ikke står mål med det forhold, der efterforskes, være en omstændighed, der kan medføre, at det kan befrygtes, at opgaven ikke blive udført på betryggende måde, uanset at provokationsforbuddet ikke overtrædes. Der vil i vurderingen skulle tages højde for, at civil agentvirksomhed i almindelighed er forbundet med fare. Det kan dog hænde, at der i forbindelse med en konkret efterforskning er fare, der ligger så meget uden for det almindeligt accepterede ved civil agentvirksomhed, at en civil agent konkret ikke bør anvendes.

Forslaget indebærer ingen ændringer af de gældende øvre og nedre grænser for, hvornår der er tale om agentvirksomhed, eller af reglerne om forudgående og efterfølgende domstolskontrol. Domstolskontrollen vil ligesom efter gældende ret indebærer, at anklagemyndigheden over for retten skal redegøre for, hvori den civile persons bistand vil bestå, og at retten skal godkende, at omfanget heraf holder sig inden for grænserne for agentvirksomhed. Retten vil endvidere skulle kontrollere, at der ikke anvendes en civil agent, der på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde, herunder hvis der er risiko for, at der vil blive handlet i strid med provokationsforbuddet i retsplejelovens § 754 b, stk. 1.

Politiet vil ved indhentelse af retskendelsen skulle redegøre for, at anvendelsen af en civil agent er forsvarlig, herunder at vedkommende i fornøden grad kan kontrolleres, og hvordan kontrollen i praksis vil skulle foregå.

Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, eksempelvis såkaldte kontrollerede leverancer, jf. pkt. 3.5.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil fortsat ikke omfattes af agentbegrebet, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen, jf. retsplejelovens § 754 a, stk. 2.

Den civile agent vil kunne afgive forklaring anonymt under hovedforhandlingen i det omfang dette er muligt efter gældende ret, jf. retsplejelovens § 856, stk. 2 og 3, jf. nærmere pkt. 3.5.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter retsplejelovens § 754 c, stk. 1, 1. pkt., sker foranstaltninger efter § 754 a (agentvirksomhed) efter rettens kendelse.

Det foreslås at indsætte en bestemmelse i retsplejelovens § 754 c, stk. 4 , om advokatbeskikkelse.

Efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. , skal der beskikkes en advokat for den eller de personer, der berøres af indgrebet, inden retten træffer afgørelse, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Det første led vel medføre, at der skal ske advokatbeskikkelse, hvis der skal benyttes civile agenter, og at dette skal ske inden, at retten træffer afgørelse om at tillade agentvirksomhed. Den foreslåede bestemmelse vil kun gælde i de tilfælde, hvor der skal benyttes civile agenter. Benyttelse af politiets egne ansatte som agenter vil som efter gældende ret kunne ske uden, at der beskikkes en advokat. Det sidste led i den foreslåede bestemmelse udtrykker et grundlæggende princip om kontradiktion. Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder ved fravigelse af sigtedes og forsvarerens ret til aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 c, stk. 5, 1. pkt.

Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal advokaten beskikkes fra den særlige kreds af personer, som er nævnt i § 729 c, stk. 6. Dette vil bl.a. medføre særlige krav om sikkerhedsgodkendelse m.v., jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1631 af 21. december 2010.

Det foreslåede stk. 4, 3. pkt., bestemmer, at advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om anvendelse af personer som nævnt i retsplejelovens § 754 b, stk. 2, og at advokaten er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for sagen. Den foreslåede bestemmelse vil give advokaten de samme rettigheder, som gælder efter § 729 c, stk. 5, 3. pkt.

Efter det foreslåede stk. 4, 4. pkt., finder retsplejelovens § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, tilsvarende anvendelse. Dette svarer til, hvad der gælder i § 729 c, stk. 5, 4. pkt., hvor de tilsvarende bestemmelser er gjort anvendelige på den advokat, der beskikkes ved afgørelser om fravigelse af reglerne om forsvarerens og sigtedes aktindsigt.

Henvisningen i det foreslåede stk. 4, 4. pkt., til retsplejelovens § 785, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at den beskikkede advokat vil være berettiget til at få udleveret en genpart af materialet. Finder politiet, at materialet er af særlig fortrolig karakter, og at genpart heraf derfor ikke bør udleveres, skal spørgsmålet herom på begæring af advokaten af politiet indbringes for retten til afgørelse, jf. den foreslåede henvisning til § 785, stk. 1, 3. pkt. Advokaten må, jf. den foreslåede henvisning til § 785, stk. 1, 4. pkt., ikke give de modtagne oplysninger videre til andre eller uden politiets samtykke sætte sig i forbindelse med den, over for hvem indgrebet er begæret foretaget. Den beskikkede advokat må efter den foreslåede henvisning til § 785, stk. 1, 5. pkt. ikke give møde ved anden advokat eller ved fuldmægtig.

Den foreslåede henvisning til § 785, stk. 2, vil, jf. § 785, stk. 2, 1. pkt., medføre, at bestemmelserne om beskikkede forsvarere i kapitel 66, § 746, stk. 1, og § 748 a, stk. 3, samt bestemmelserne i kapitel 91 om sagsomkostninger finde anvendelse på den beskikkede advokaten. Retten vil også kunne bestemme, at den beskikkede advokat ikke senere under sagen kan virke som forsvarer for nogen sigtet, jf. § 785, stk. 2, 2. pkt.

En eventuel forsvarer for en sigtet i sagen vil skulle underrettes om retsmødet og have mulighed for at overvære det, i det omfang det følger af retsplejelovens § 748.

Der vil ikke i medfør af det foreslåede stk. 4 skulle beskikkes en advokat ved efterforskning af de lovovertrædelser, der er nævnt i retsplejelovens § 754 e, da agentreglerne ikke finder anvendelse i disse tilfælde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Retsplejelovens § 762, stk. 2, vedrører betingelserne for varetægtsfængsling i form af såkaldt retshåndhævelsesarrest.

Det følger af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, at en sigtet kan varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2, kan varetægtsfængsling endvidere ske når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 119 b, § 123, § 134 a, § 192 a, stk. 2, § 218, § 222, § 225, jf. § 216, stk. 2, § 218 eller § 222, § 235, stk. 1, §§ 242-246, § 250, § 252, en overtrædelse af straffelovens § 232 over for et barn under 15 år eller overtrædelse af et forbud meddelt af politiet i medfør af lovgivningen om politiets virksomhed til en person, der har udvist en særlig utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd bidraget til at skabe særlig utryghed, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan forventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 762, stk. 2, nr. 2, efter »§ 123,« at indsætte: »§ 124 a, stk. 1, jf. § 79 a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1,«.

Det foreslåede vil indebære, at der også vil kunne ske varetægtsfængsling, når der foreligger særligt bestyrket mistanke om, at den sigtede har overtrådt et forbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1, og § 79 b, stk. 1, jf. straffelovens § 124 a, stk. 1, herunder i førstegangstilfælde, hvis lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed vil kunne ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Ændringen vil indebære, at straffelovens § 124 a, stk. 1, jf. § 79 a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1, tilføjes til kredsen af lovovertrædelser, der giver adgang til varetægtsfængsling på grund af hensynet til retshåndhævelsen.

Ændringen vil medføre, at der i de situationer, hvor de øvrige betingelser i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, også er opfyldt, vil kunne ske varetægtsfængsling ved overtrædelse af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a om banderelateret kriminalitet og ved overtrædelse af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 79 b om visse terrorforbrydelser.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at visse forbrydelser på grund af deres alvorlige og grove karakter og på grund af befolkningens reaktion på sådanne forbrydelser kan medføre en social forstyrrelse, der kan begrunde varetægtsfængsling i en vis periode. Hensynet til retshåndhævelsen kan imidlertid kun anses for en relevant og tilstrækkelig begrundelse, hvis afgørelsen er grundet på kendsgerninger, der er i stand til at vise, at en løsladelse af den anklagede konkret vil forstyrre den offentlige orden, jf. f.eks. Letellier mod Frankrig (sag nr. 12369/86), præmis 51, og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 6. udgave (2023), side 478.

Det er således en forudsætning for, at der kan ske varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a og den gældende bestemmelse i straffelovens § 79 b, at anklagemyndigheden kan godtgøre, at det konkret vil forstyrre den offentlige orden, hvis ikke varetægtsfængsling finder sted.

Det vil f.eks. efter omstændighederne kunne være tilfældet for så vidt angår overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, hvis overtrædelsen sker under en omfattende, verserende bandekonflikt, og overtrædelse af opholds- og/eller kontaktforbuddet kan virke så stødende på befolkningen, at det vil kunne forstyrre den offentlige orden, hvis varetægtsfængsling ikke finder sted. Dette vil navnlig kunne være tilfældet, hvis der er tale om en person, som spiller en central rolle i bandekonflikten. Endvidere vil f.eks. gentagne overtrædelser af et idømt opholds- og/eller kontaktforbud efter omstændighederne kunne forstyrre den offentlige orden.

Der er ikke, udover den foreslåede tilføjelse af straffelovens § 124 a, stk. 1, jf. § 79 a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1, til kredsen af lovovertrædelser, der giver adgang til varetægtsfængsling på grund af hensynet til retshåndhævelsen, tilsigtet ændringer af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af retsplejelovens § 776, 1. pkt., at justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. § 776 indeholder derudover en række andre bemyndigelser for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler vedrørende forhold for varetægtsarrestanter.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i retsplejelovens § 776, 9. pkt., at justitsministeren fastsætter regler om påhør, aflytning og optagelse af varetægtsarrestanters telefonsamtaler samt om kontrol af optagelserne.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler svarende til straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3 om, at telefonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes, medmindre dette ikke findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn og regler svarende til bestemmelsens stk. 4 om, at telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Det vil blive fastsat, at optagelserne slettes, senest 6 måneder efter at de er foretaget.

Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse desuden blive fastsat regler om, at telefonsamtaler med de i retsplejelovens § 772, stk. 2, og varetægtsbekendtgørelsens § 66 nævnte personer m.v. ikke optages, påhøres eller aflyttes. Derudover vil der blive fastsat regler om, at samtaleparterne forinden, telefonsamtaler optages, gøres bekendt hermed. Afgørelse om optagelse vil skulle træffes af kriminalforsorgsområdet. Endvidere vil der blive fastsat regler om, at personale i den konkrete institution kan stille krav om, at samtalen føres på et sprog, som den, der skal påhøre, aflytte eller kontrollere samtalen, forstår.

Det foreslås i retsplejelovens § 776, 10. pkt., at påhør, aflytning og optagelse samt kontrol kan ske uden retskendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at påhør, aflytning og optagelse samt kontrol af varetægtsarrestanters telefonsamtaler kan ske uden retskendelse. Som det fremgår ovenfor, vil optagelse skulle ske efter afgørelse fra kriminalforsorgsområdet, der vil skulle påse, at optagelse er nødvendig af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Med den foreslåede bemyndigelse ændres der ikke på, at hverken kriminalforsorgens personale eller andre må benyttes til at udforske varetægtsarrestanter, jf. retsplejelovens § 774, hvorfor optagelse og kontrol ikke vil være et straffeprocessuelt indgreb.

Optagelse af telefonsamtaler og kontrol af optagelserne kan i visse tilfælde indebære en behandling af personoplysninger. I sådanne tilfælde vil behandlingen skulle leve op til kravene i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det følger af retsplejelovens § 783, stk. 2, 1. pkt., at såfremt politiets efterforskning angår en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 123 eller 180, § 183, stk. 2, §§ 191 eller 192 a, § 233, stk. 1, §§ 237 eller 245, § 246, jf. § 245, § 252, stk. 1, § 261, stk. 2, eller § 262 a, 262 b eller 288, kan der i rettens kendelse ud over bestemte telefonnumre anføres den person, som indgrebet angår (den mistænkte).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 783, stk. 2, 1. pkt., at der efter »§§ 191« indsættes: », 191 a«, og at »eller §§ 262 a, 262 b eller 288« ændres til: »§§ 262 a eller 262 b, § 286, stk. 1, jf. § 276, §§ 288 eller 289, § 289, jf. § 289 a, eller § 290 a, stk. 2«.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil indebære, at politiet vil få mulighed for at indhente kendelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden på person ved efterforskning af sager om tyveri af særligt grov beskaffenhed, hvidvask af særligt grov beskaffenhed, skatte-, told-, afgifts- og tilskudsunddragelse af særligt grov karakter og ved kvalificeret handel med dopingmidler.

En kendelse på person forudsætter i alle tilfælde, at retsplejelovens øvrige betingelser for at iværksætte indgreb i meddelelseshemmeligheden er opfyldt.

Den foreslåede ændring vil også gælde for observation ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera efter retsplejelovens § 791 a, stk. 2, observation i bolig eller husrum efter retsplejelovens § 791 a, stk. 3, og teleobservation efter retsplejelovens § 791 a, stk. 5, jf. henvisningen til § 783 i § 791 a, stk. 8.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retsplejelovens § 783, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det følger af retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., at såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 125 a, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 191, § 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 237, § 262 a, § 262 b, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 286, stk. 1, jf. § 276 a, § 288 eller § 289.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, i retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., at ændre »§ 288 eller 289« til: »§ 286, stk. 2, jf. § 279, § 286, stk. 2, jf. § 279 a, §§ 288 eller 289, § 290, stk. 2, jf. stk. 1, eller § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at politiet i tillæg til de eksisterende muligheder i dag under efterforskningen af sager om overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279 (bedrageri af særligt grov beskaffenhed), § 286, stk. 2, jf. § 279 a (databedrageri af særligt grov beskaffenhed), § 290, stk. 2, jf. stk. 1 (hæleri af særligt grov beskaffenhed), eller § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særligt grov beskaffenhed), vil kunne anvende hemmelig ransagning efter retsplejelovens § 799, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Der foreslås ingen ændringer i de øvrige betingelser for anvendelse af hemmelig ransagning efter retsplejelovens § 799, herunder reglerne om fastsættelse af en frist for indgrebet, om at indgreb foretaget på øjemedet skal forelægges for retten inden 24 timer, om beskikkelse af indgrebsadvokat og om efterfølgende underretning om ransagningen, jf. § 799, stk. 2, jf. § 783, stk. 3 og 4, og §§ 784, 785 og 788.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det følger af retsplejelovens § 856, stk. 1, at rettens formand kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 856, stk. 1, at det indsættes efter »tiltalte«: »eller flere tiltalte i sagen«.

Der er tale om en præcisering, som indebærer, at det kommer til at fremgå direkte af bestemmelsens ordlyd, at rettens formand kan beslutte, at tiltalte eller flere tiltalte i samme sag skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt skal afgive forklaring, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås. Dette kriterium svarer til gældende ret, jf. pkt. 3.2.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det forudsættes, at bestemmelsen bl.a. vil kunne benyttes i tilfælde, hvor en eller flere tiltalte i samme sag ikke er tiltalt i det forhold, som vidnet eller den medtiltalte skal afgive forklaring om, når betingelserne i bestemmelsen i øvrigt er opfyldt.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retsplejelovens § 856, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Retsplejelovens § 871, stk. 2, indeholder en opregning af dokumenter, der kan benyttes som bevismidler, og som skal oplæses under hovedforhandlingen. Bestemmelsen fraviger bevisumiddelbarhedsprincippet, da den bl.a. giver mulighed for under hovedforhandlingen at oplæse forklaringer fra vidner m.v., der er afhørt under efterforskningen, uden at de afhøres for den ret, der skal dømme i sagen, herunder vidneforklaringer, der er afgivet efter § 747, stk. 2, om anticiperet bevisførelse.

Det følger således f.eks. af retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, at tilførsler til retsbøger om forklaringer, som vidner eller skønsmænd har afgivet, kan benyttes som bevismidler under hovedforhandlingen, når disse personer enten er døde eller af anden grund ikke kan afhøres på ny eller de i medfør af § 174, jf. § 207, er afhørt ved en anden ret end den, der nu behandler sagen, eller de er afhørt, uden at tiltalte har været til stede, jf. § 855, stk. 2, eller når den nu afgivne forklaring afviger fra den tidligere, eller når et vidne nægter at afgive forklaring og tvangsmidler efter § 178 ikke bør anvendes eller forgæves er anvendt.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.5.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 871, stk. 2, nr. 3, at det indsættes efter »eller når et vidne nægter at afgive forklaring«: », eller når afgivelse af forklaring vil udsætte vidnet for unødigt ubehag«.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil indebære, at det bliver muligt at dokumentere indenretlige afhøringer af vidner under hovedforhandlingen i straffesager, når afhøring af vidnet under hovedforhandlingen vil udsætte det pågældende vidne for unødigt ubehag.

Det må i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, om afhøring af vidnet under hovedforhandlingen vil udsætte det pågældende vidne for unødigt ubehag. Dette vil som udgangspunkt være tilfældet, hvis den indenretlige afhøring i medfør af retsplejelovens § 747, stk. 2, er foretaget under henvisning til risikoen for repressalier eller lignende. Herudover vil afgivelse af forklaring også kunne udsætte vidnet for unødigt ubehag, hvis der er en nærliggende risiko for, at vidnet under afhøringen udsættes for intimiderende, herunder subtil, adfærd fra tiltalte, medtiltalte eller tilhørere i form af f.eks. gestikulation eller vedholdende stirren, der kan opfattes som truende. Det vil kunne indgå i vurderingen, om vidnet har bopæl eller færdes i samme område som de tiltalte.

Det forudsættes med den foreslåede ændring, at fremgangsmåden for dokumentation af en indenretlig afhøring under hovedforhandlingen ændres, således at afhøringen af vidnet under hovedforhandlingen i tilfælde, hvor det konkret vurderes, at afhøring af vidnet på ny vil udsætte den pågældende for unødigt ubehag, og hvor vidnet er indenretligt afhørt i medfør af retsplejelovens § 747, stk. 2, begynder med en dokumentation af vidnets indenretlige forklaring, og at den resterende afhøring fokuseres på supplerende spørgsmål.

Det vil være retten, der afgør, om betingelserne i retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, er opfyldt, herunder i hvilket omfang der kan ske dokumentation af vidneforklaringer efter bestemmelsen, og i hvilket omfang vidnet skal afgive forklaring for retten.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retsplejelovens § 871, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Efter den gældende politiklageordning kan Politiklagemyndigheden alene behandle adfærdsklager, der vedrører politipersonale eller andet personale i politiet eller anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når klagen angår adfærd udvist i tjenesten samt adfærdsklager vedrørende adfærd udvist i tjenesten af forsvarspersonale, når personalet yder bistand til politiet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at indsætte en ny § 1019 s i retsplejelovens kapitel 93 b, hvorefter reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse i forhold til adfærd udvist af personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales i § 1019 o, stk. 1, sker i forhold til personale fra andre myndigheder i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c til politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgiver.

Det foreslåede vil indebære, at politiklageordningen udvides, således at Politiklagemyndigheden også vil skulle undersøge og træffe afgørelse vedrørende adfærdsklager over personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter den foreslåede § 110 c.

Som nævnt foreslås det med bestemmelsens 1. pkt., at reglerne i kapitel 93 b om behandling af klager finder tilsvarende anvendelse i forhold til adfærd udvist af personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Politiklagemyndigheden får kompetence til at behandle klager over adfærd udvist af personale fra andre myndigheder under deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgruppe, når personalet varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning. Det vil f.eks. kunne være i tilfælde, hvor disse personer beskyldes for uhøflig optræden, urimelig sprogbrug eller lignende.

Det bemærkes, at det fortsat vil være op til ansættelsesmyndigheden at træffe beslutning om eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser.

Det foreslås, at »politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning« afgrænses som i gældende ret for så vidt angår andet personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. herom pkt. 3.4.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Klageordningen vil udelukkende omfatte forhold, der er udvist, når de pågældende deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe, og ikke forhold, der er udvist uden for efterforskningsgruppe. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om en handling er foretaget i eller uden for efterforskningsgruppen.

Deltagere i tværfaglige efterforskningsgrupper vil således som udgangspunkt alene være omfattet af Politiklagemyndighedens kompetence, når de deltager i efterforskningsgruppen, og hvor de pågældende således er under politiets ledelse.

Som nævnt foreslås det med bestemmelsens 2. pkt., at de underretninger om indledning og afgørelse af adfærdsklagesager, som omtales i retsplejelovens § 1019 o, vil skulle foretages til politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgiver.

Disse underretninger vil skulle sikre, at de relevante myndigheder, mens sagen verserer, kan vurdere, om der er grundlag for at foretage foreløbige tjenstlige skridt m.v., samt at disse myndigheder underrettes om resultatet af Politiklagemyndighedens undersøgelse, således at der efterfølgende kan tages stilling til spørgsmål omkring eventuelle disciplinære skridt m.v.

Det bemærkes, at det følger af retsplejelovens § 1019 o, stk. 2, at disciplinærundersøgelse i anledning af en klage ikke kan indledes, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.

Det bemærkes, at der ikke er tilsigtet nogen ændring af gældende ret for så vidt angår politipersonale eller andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når disse deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter den foreslåedes § 110 c.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Efter den gældende ordning kan Politiklagemyndigheden som udgangspunkt alene efterforske anmeldelser om strafbare forhold begået i tjenesten af politipersonale eller andet personale i politiet eller anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning samt strafbare forhold begået i tjenesten af forsvarspersonale, når personalet yder bistand til politiet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at indsætte en ny § 1020 n i retsplejelovens kapitel 93 c, hvorefter reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse i forhold til strafbare forhold begået af personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales i § 1019 o, stk. 1, jf. § 1020 a, stk. 3, sker i forhold til personale fra andre myndigheder i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c til politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgiver.

Det foreslåede vil indebære, at politiklageordningen udvides, således at Politiklagemyndigheden også vil skulle efterforske straffesager vedrørende strafbare forhold begået i tjenesten af personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter den foreslåede § 110 c.

Som nævnt foreslås det med bestemmelsens 1. pkt., at reglerne i kapitel 93 c om straffesager finder tilsvarende anvendelse i forhold til strafbare forhold begået i tjenesten af personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Politiklagemyndigheden og den centrale anklagemyndighed – som udgangspunkt statsadvokaten – får kompetence til at efterforske og påtale sager om strafbare forhold begået i tjenesten af personale fra andre myndigheder under deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgruppe, når de varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.

Som nævnt foreslås det med bestemmelsens 2. pkt., at de underretninger, der omtales i retsplejelovens § 1019 o, og som finder tilsvarende anvendelse ved straffesager omfattet af kapitel 93 c, jf. § 1020 a, stk. 3, vil skulle foretages til politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgiver.

Der er her tale om Politiklagemyndighedens underretninger om, at der indledes en efterforskning omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c samt statsadvokatens underretninger om sine afgørelser af påtalespørgsmålet.

Det forudsættes, at disciplinærundersøgelse i anledning af en anmeldelse ikke indledes, før behandlingen af straffesagen er afsluttet.

Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 15, for en nærmere gennemgang af udvidelsen af politiklageordningen, og i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af knivlovens § 7, stk. 1, at den, der overtræder lovens §§ 1 eller 2, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.

Det fremgår af forarbejderne, at der foreligger skærpende omstændigheder, hvis en person bærer kniv på steder eller under omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter, herunder tilfælde, hvor en person bærer kniv i aften- og nattetimerne i restaurationsmiljøet m.v. eller ved visse fodboldkampe, byfester og koncerter, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 14. Risikoen for tilspidsede situationer kan f.eks. også følge af uoverensstemmelser eller konflikt mellem bander eller lignende, hvor to eller flere grupper af personer, der har en indbyrdes konflikt, mødes, f.eks. i forbindelse med et retsmøde eller lignende.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i knivlovens § 7, stk. 1, at ændre »der« til: »som«.

Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at komme med en tilkendegivelse om strafniveauet for ulovlige besiddelse af knive og blankvåben m.v.

For så vidt angår besiddelse af knive og blankvåben m.v., der er omfattet af knivlovens § 2, stk. 1, på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder, uden behørig tilladelse fra politiet, forudsættes straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til en bøde på 5.000 kr., når der ikke foreligger skærpende omstændigheder uanset typen af kniv eller blankvåben m.v.

I andengangstilfælde forudsættes straffen som udgangspunkt fastsat til en bøde på 7.500 kr., når der ikke foreligger skærpende omstændigheder uanset typen af kniv eller blankvåben m.v.

Ved tredjegangstilfælde forudsættes straffen – ligesom i dag – fastsat til en frihedsstraf.

For så vidt angår besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offentligt tilgængelige steder uden anerkendelsesværdigt formål forudsættes straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til en bøde på 10.000 kr., når der ikke foreligger skærpende omstændigheder uanset typen af kniv eller blankvåben m.v.

I andengangstilfælde, hvor gerningspersonen tidligere er idømt bødestraf for et førstegangstilfælde, forudsættes straffen som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 14 dage, når der ikke foreligger skærpende omstændigheder uanset typen af kniv eller blankvåben m.v.

Ved tredjegangstilfælde forudsættes straffen – ligesom i dag – fastsat til ubetinget fængsel i 40 dage.

Ved overtrædelse af knivlovens §§ 1 og 2 kan der forekomme tilfælde, hvor en fængselsstraf må anses for urimelig henset til de omstændigheder, hvorunder kniven m.v. har været medbragt. Det er navnlig tilfælde, hvor forholdet ikke falder under undtagelsen i knivlovens § 1 om »anerkendelsesværdigt formål«, men hvor der alligevel gør sig særligt formildende omstændigheder gældende, der taler imod rimeligheden af, at vedkommende idømmes en fængselsstraf. Det er forudsat, at der i sådanne tilfælde er mulighed for at idømme en bødestraf.

Særligt formildende omstændigheder kan navnlig tænkes at foreligge i tilfælde, hvor en person oprindeligt har haft et anerkendelsesværdigt formål med at bære eller besidde kniv eller blankvåben m.v. på et offentligt tilgængeligt sted, men på grund af f.eks. et svinkeærinde eller en forglemmelse efterfølgende er kommet i en situation, hvor det ikke (længere) er lovligt at bære eller besidde den pågældende kniv eller blankvåben m.v.

Der kan således efter omstændighederne foreligge særligt formildende omstændigheder, hvis der f.eks. er tale om en person, som efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, foretager et restaurationsbesøg med kniven i lommen eller tasken i stedet for at tage direkte hjem og dermed overtræder forbuddet mod at besidde knive og blankvåben m.v. på offentligt tilgængelige steder uden et anerkendelsesværdigt formål. Det vil også kunne være tilfældet, hvis en person efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, ved en fejl medbringer kniven på en ungdomsuddannelse, hvor vedkommende skal hente sit barn. Ligeledes vil der kunne foreligge særligt formildende omstændigheder, hvis der f.eks. er tale om en person, som efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, befinder sig i et offentligt transportmiddel med kniven i lommen eller tasken uden at have et anerkendelsesværdigt formål hermed. Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor en person på grund af en forglemmelse ikke har efterladt kniven på arbejdet men i stedet taget den med sig i en lomme på vej hjem i det offentlige transportmiddel. Det kan endvidere være i tilfælde, hvor en person efter en fisketur eller lignende befinder sig i et offentligt transportmiddel med kniven i tasken og – i stedet for at tage direkte hjem – foretager et svinkeærinde eller lignende. Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt personen tager direkte hjem, vil der som udgangspunkt ikke være tale om ulovlig besiddelse af kniv på et offentligt tilgængeligt sted, idet der i sådanne tilfælde vil foreligge et anerkendelsesværdigt formål med besiddelsen, når transport af kniven fra ét sted til et andet ikke kan undgås, jf. nærmere herom under pkt. 3.3.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det forudsættes, at straffen i sådanne tilfælde, hvor der foreligger særligt formildende omstændigheder, i førstegangstilfælde fastsættes til en bøde på 3.000 kr. Det forudsættes endvidere, at straffen i andengangstilfælde fastsættes til en bøde på 10.000 kr.

Det bemærkes, at det i tilfælde, hvor der foreligger særligt formildende omstændigheder, vil være uden betydning for strafudmålingen, at forholdet er begået under skærpende omstændigheder, der udspringer af, at kniven ved en fejl eller forglemmelse enten er medbragt et sted, der i sig selv indebærer, at besiddelsen anses for at være begået under skærpende omstændigheder, som eksempelvis en ungdomsskole, eller et sted eller under omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter. Tilsvarende gør sig gældende, hvis de skærpende omstændigheder udspringer af, at gerningspersonen tidligere er straffet for overtrædelse af knivlovens § 1, jf. knivlovens § 7, stk. 2, 1. pkt., når der i førstegangstilfældet blev idømt en bøde. Det er dog i sådanne tilfælde forudsat, at sagens omstændigheder i øvrigt taler for, at der gør sig særligt formildende omstændigheder gældende. Der vil herudover – i overensstemmelse med gældende ret – kun i helt sjældne tilfælde kunne tænkes at foreligge et forhold, hvor der gør sig særligt formildende omstændigheder gældende, når forholdet i øvrigt er begået under skærpende omstændigheder i medfør af knivlovens § 7, stk. 2, 2. pkt.

Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af knivlovens § 7, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af knivlovens § 7, stk. 2, at det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af § 1 særlig skal anses for skærpende, at gerningspersonen flere gange tidligere er straffet for overtrædelse af § 1. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor overtrædelsen af § 1 begås under skærpende omstændigheder af en person, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b eller §§ 123, 216, 237, 243-246, 266 eller 288.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 7, stk. 2, 2. pkt., efter »288« at indsætte: », eller hvor kniven eller blankvåbnet m.v. ved overtrædelsen af § 1, besiddes på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber og i den offentlige transport«.

Det forudsættes således, at ulovlig besiddelse af kniv eller blankvåben m.v. på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber og i den offentlige transport altid skal anses for at være besiddelse under skærpende omstændigheder, uanset at der ikke foreligger nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentiel voldelig karakter, og uanset gerningspersonens alder. Det bemærkes dog, at det ved straffens fastsættelse fortsat i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen var under 18 år ved gerningens udførelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 1.

Det forudsættes, at straffen for ulovlig besiddelse af kniv og blankvåben m.v. under skærpende omstændigheder som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 14 dage i førstegangstilfælde.

Hvor der er tale om overtrædelse af knivlovens § 1 under skærpende omstændigheder i førstegangstilfælde, og hvor der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b eller §§ 123, 216, 237, 243-246, 266 eller 288, vil der uændret som udgangspunkt være tale om ubetinget fængsel i 40 dage.

I andengangstilfælde, hvor gerningspersonen tidligere er idømt ubetinget fængsel i 14 dage for et førstegangstilfælde, forudsættes straffen som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 30 dage.

Straffastsættelsen for ulovlig besiddelse af kniv og blankvåben m.v. under skærpende omstændigheder i tredjegangstilfælde vil – ligesom i dag – bero på domstolenes vurdering af de konkrete forhold i den enkelte sag.

Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af knivlovens § 7, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, at det er forbudt uden tilladelse at indføre eller fremstille, herunder samle, skydevåben samt genstande, der fremtræder som skydevåben og som følge af konstruktionen eller det anvendte materiale kan ombygges hertil.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, at ændre »samt« til: »og«.

Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål at give mulighed for at præcisere bemærkningerne til bestemmelsen for så vidt angår omdannelse af gas- og signalvåben.

Det forudsættes således, at omdannelse af gas- og signalvåben til skydevåben er omfattet af forbuddet mod at fremstille skydevåben, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Det er efter våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, en forudsætning, at der er tale om fremstilling m.v. af skydevåben eller genstande, der fremtræder som skydevåben og som følge af konstruktionen eller det anvendte materiale kan ombygges hertil. Ved vurderingen af, om gerningspersonen ved omdannelse af et gas- og signalvåben fremstiller et skydevåben omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, kan der bl.a. lægges vægt på gerningspersonens tilknytning til bandemiljøer, samt om gerningspersonen er i besiddelse af værktøj, der kan anvendes til omdannelse af gas- og signalvåben til funktionsdygtige skydevåben.

Det forudsættes således, at overtrædelser af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1 – for så vidt angår omdannede af gas- og signalvåben – efter gældende ret strafmæssigt sidestilles med overtrædelser, der begås med funktionsdygtige originale skydevåben.

Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af våbenloven § 1, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af våbenlovens § 10, at den, der overtræder lovens §§ 1 eller 2, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i våbenlovens § 10, stk. 1, 1. pkt., at ændre »der« til: »som«.

Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at komme med en tilkendegivelse om strafniveauet for så vidt angår omdannede og ikke-omdannede gas- og signalvåben.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelser vedrørende omdannede gas- og signalvåben som udgangspunkt fastsættes med udgangspunkt i strafpositionerne for besiddelse m.v. af funktionsdygtige skydevåben.

Det forudsættes endvidere, at besiddelse af et gas- og signalvåben på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder, når der ikke foreligger skærpende omstændigheder, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8, jf. § 2, stk. 1, som udgangspunkt straffes med en bøde på 8.000 kr. i førstegangstilfælde.

Der lægges ikke op til at ændre gældende ret for så vidt angår anden- og tredjegangstilfælde.

Det forudsættes ligeledes, at besiddelse af et gas- og signalvåben på et offentligt tilgængeligt sted betragtes som en skærpende omstændighed i forbindelse med straffens fastsættelse.

Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af våbenlovens § 10, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af våbenlovens § 10, at den, der overtræder lovens §§ 1 eller 2, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at indsætte et nyt stk. 3 hvorefter det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af § 1, stk. 1, nr. 8, og § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8, særlig skal anses for skærpende, hvis en overtrædelse begås af en person, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af §§ 1 eller 2, lov om knive og blankvåben m.v. §§ 1 eller 2 eller straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, §§ 119 b, 123, 192 a, 216, 237, 243-246, 266 eller 288.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at straffen for at indføre, fremstille, besidde, bære og anvende gas- og signalvåben skærpes ved i almindelighed at gøre det til en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen, at gerningspersonen tidligere er idømt fængselsstraf for en række bestemmelser i våbenloven, knivloven og straffeloven.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8, og § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8, under sådanne skærpende omstændigheder som anført i stk. 3, i førstegangstilfælde fastsættes til ubetinget fængsel i 7 dage. Det vil både gælde i tilfælde, hvor overtrædelsen begås på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder samt på offentligt tilgængelige steder.

Der lægges ikke op til at ændre gældende ret for så vidt angår anden- og tredjegangstilfælde.

Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade, tilsvarende finder anvendelse ved afgørelser om erstatning efter denne lov, jf. dog §§ 6 b og 6 c.

Det foreslås, at der i § 6 a indsættes en henvisning til det foreslåede § 6 a, stk. 2.

Ændringen vil være en konsekvensændring som følge af det foreslåede § 6 a, stk. 2, hvorefter erstatning vil kunne nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade, jf. lovforslagets § 5, nr. 2.

Den foreslåede ændring vil indebære, at offererstatning vil kunne begrænses i et videre omfang end efter den gældende bestemmelse i offererstatningslovens § 6 a.

Med det foreslåede vil der således blive henvist til, at erstatning – foruden at kunne nedsættes eller bortfalde i medfør af de almindelige erstatningsregler om medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade – endvidere vil kunne nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt lovforslagets § 5, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skaden, tilsvarende finder anvendelse ved afgørelser om erstatning efter denne lov, jf. dog §§ 6 b og 6 c.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 6 a, stk. 2 , hvorefter erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erstatning i en sådan situation kan nedsættes eller bortfalde i et videre omfang end efter gældende ret. Virkningen heraf vil være, at skadelidte i disse tilfælde kan blive stillet anderledes over for staten end over for skadevolderen.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i tilfælde, hvor »skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade«.

Ved dette forstås tilfælde, hvor skadelidte er medlem af eller har tilknytning til en bande, samt tilfælde, hvor skadelidte færdes i et farligt og kriminelt miljø, hvor der rutinemæssigt begås kriminalitet af en art, som indbyder til voldelige sammenstød med andre. I disse tilfælde har skadelidte således udvist en særlig risikobetonet adfærd.

Der vil således i et vist omfang være tale om en genindførelse af den tidligere retstilstand, som er nærmere beskrevet i pkt. 3.2.4.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen vil f.eks. finde anvendelse, hvis et bandemedlem opsøges af og udsættes for grov vold af personer fra en anden bandegruppering, som ønsker at markere sig i forhold til den bande, som skadelidte er medlem af.

Bestemmelsen vil f.eks. også finde anvendelse, hvis en skadelidt, der sælger narkotika i sin lejlighed, udsættes for røveri af personer, der vidste eller havde en formodning om, at skadelidte var i besiddelse af store pengebeløb pga. narkotikasalget. Det vil også være tilfældet, hvis en skadelidt i øvrigt på gerningstidspunktet var i færd med at begå kriminelle handlinger, f.eks. ved at sælge narkotika i det offentlige rum, og i den forbindelse bliver udsat for grov vold.

Det kan således bl.a. tillægges vægt, om skadelidte bar skudsikker vest, bandelogo og/eller våben, om skadelidte er medlem af en bandegruppering, omgås bandemedlemmer eller færdes i et farligt miljø, præget af organiseret kriminalitet. Skadelidtes formål med tilstedeværelsen på gerningsstedet kan også indgå i vurderingen. Det vil herudover kunne tillægges stor vægt, om straffelovens § 81 a i en eventuelt underliggende straffesag er citeret.

Ved afgørelsen af, om offererstatning efter den foreslåede bestemmelse skal nedsættes eller helt bortfalde, vil der skulle lægges vægt på lovovertrædelsens karakter og omfang samt skadelidtes adfærd. I den forbindelse vil skadelidtes medlemskab af og deltagelse i aktiviteter i en kriminel gruppering i sig selv blive betragtet som en særlig risikobetonet adfærd.

Generelt kan det fremhæves, at jo tættere sammenhæng den konkrete skade har med skadelidtes tilknytning til et kriminelt miljø, i jo højere grad taler det for, at offererstatningen skal bortfalde.

Kerneområdet for bestemmelsens anvendelsesområde er vold udøvet som led i en voldelig konflikt mellem to grupperinger. Inden for dette kerneområde vil der som udgangspunkt skulle ske bortfald af offererstatning.

Det vil eksempelvis også tale for bortfald af offererstatning i tilfælde, hvor skadelidte – uden at have en egentlig tilknytning til en kriminel gruppering – færdes i et farligt og kriminelt miljø, og selv opsøger et sådant miljø med henblik på narkotikahandel og udsættes for vold i samme forbindelse.

Såfremt der i den konkrete situation alene er udvist en mindre grad af risikobetonet adfærd, vil dette tale for en nedsættelse af erstatningen fremfor bortfald. Eksempelvis vil det tale for nedsættelse af erstatning, hvis et bandemedlem bliver udsat for en strafbar handling på et tidspunkt, hvor bandemedlemmet ikke i den konkrete situation var involveret i aktiviteter med tilknytning til et kriminelt miljø. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis bandemedlemmet på gerningstidspunktet befandt sig med sin familie, var i færd med at købe ind, eller hvis bandemedlemmet på anden måde udførte en almindelig dagligdagsaktivitet.

Erstatningsnævnet vil under iagttagelse af almindelige proportionalitetsprincipper skulle foretage en samlet bedømmelse af, om erstatning efter den foreslåede bestemmelse vil skulle nedsættes eller bortfalde i det enkelte tilfælde.

Såfremt Erstatningsnævnet i en konkret sag vurderer, at der ikke er grundlag for at lade offererstatningen helt bortfalde, vil det bero på en konkret vurdering i hvilket omfang, der skal ske nedsættelse. Det forudsættes, at nedsættelse typisk vil ske med de almindelige brøker, som er fastlagt ved retspraksis i forhold til nedsættelse som følge af egen skyld, det vil sige 1/3, 1/2 eller 2/3.

Bestemmelsen i det foreslåede § 6 a, stk. 2, vil ikke påvirke skadelidtes adgang til at rejse et civilt krav om erstatning over for gerningspersonen efter de almindelige erstatningsregler. Den foreslåede ordning angår således alene udbetaling af erstatning efter den statslige offererstatningsordning.

Tilsvarende vil ordningen ikke påvirke muligheden for, at en skadelidt, som f.eks. er bandemedlem, kan tildeles offererstatning, hvis vedkommende i anden forbindelse udsættes for en straffelovsovertrædelse, og hvor skaden ikke har forbindelse til den pågældendes tilknytning til bandemiljøet, det vil sige hvor der er tale om en rent tilfældighedspræget hændelse. Ved afgørelsen af, om der er tale om en tilfældighedspræget hændelse, kan skadelidtes formål med tilstedeværelsen på gerningsstedet tillægges betydning. Som anført i pkt. 3.2.4.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil det dog have formodningen imod sig, at der er tale om en rent tilfældighedspræget hændelse, når offeret er bandemedlem eller i øvrigt befandt sig i et farligt og kriminelt miljø.

Såfremt skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade, jf. det foreslåede stk. 2, og som følge af skaden afgår ved døden, vil bestemmelsen også bevirke nedsættelse eller bortfald af de efterladtes krav på erstatning og/eller godtgørelse efter offererstatningsordningen.

Uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde vil dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar fortsat finde anvendelse ved afgørelser om erstatning efter offererstatningsloven, jf. den gældende § 6 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, at når skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, ydes erstatning efter loven med det beløb, som er fastsat ved dommen, jf. dog §§ 7-10.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at Erstatningsnævnet som udgangspunkt er bundet af et erstatningskrav fastsat ved dom, medmindre skadevolderen under sagen må anses for at have anerkendt kravet eller dets størrelse, jf. stk. 2.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 11 a, stk. 1, indsættes en henvisning til § 6 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 5, nr. 2.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Erstatningsnævnet også i de tilfælde, hvor et erstatningskrav er afgjort ved dom, vil kunne foretage en vurdering af, om offererstatningen skal nedsættes eller bortfalde efter det foreslåede § 6 a, stk. 2.

Dermed vil skadelidte, som har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade, jf. det foreslåede § 6 a, stk. 2, kunne få begrænset sit krav på offererstatning, selv om skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse mod skadevolderen er afgjort ved dom.

Uden for den statslige offererstatningsordning vil skadelidtes erstatningskrav blive vurderet efter de almindelige erstatningsregler. Den foreslåede henvisning til § 6 a, stk. 2, i § 11 a, stk. 1, vil i disse tilfælde bevirke, at Erstatningsnævnet uanset dommens bestemmelse vedrørende erstatningskravet vil have mulighed for at nedsætte ansøgerens erstatningskrav eller lade det bortfalde, hvis der er grundlag herfor i medfør af det foreslåede § 6 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 5, nr. 2.

Virkningen af ændringen vil herefter være, at offererstatning til bandemedlemmer m.v. vil kunne nedsættes eller bortfalde, selv om ansøgerens erstatningskrav er vurderet både i relation til ansvarsgrundlag og størrelse ved en forudgående dom.

Såfremt Erstatningsnævnet træffer afgørelse om nedsættelse eller bortfald af offererstatningskravet, vil den foreslåede ordning ikke være til hinder for, at skadelidte vælger at forsøge at inddrive sit (resterende) krav på baggrund af dommen over for skadevolderen efter de almindelige regler herom i retsplejeloven.

Som anført i pkt. 3.2.4.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger er den foreslåede ændring af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, en forudsætning for at kunne gennemføre initiativet om at begrænse bl.a. bandemedlemmers adgang til offererstatning.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, at forbuddet mod tv-overvågning i § 1, stk. 1, ikke gælder tv-overvågning, der foretages af pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og restaurationsvirksomheder, engrosvirksomheder, hvorfra der foregår salg og udlevering af varer, samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, af arealer, som ligger i umiddelbar tilknytning til egne indgange og facader, når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Derudover følger det af § 2 c, stk. 1, at en kommunalbestyrelse efter drøftelse med politidirektøren med henblik på at fremme trygheden kan foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en restaurationsvirksomhed.

Endelig følger det af § 2 d, stk. 1, at offentlige myndigheder må foretage tv-overvågning af arealer, som ligger i umiddelbar tilknytning til egne bygningers indgange og facader, når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Det følger af bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1, at man ved »tv-overvågning i umiddelbar tilknytning« til henholdsvis forretningsstedet, den offentlige myndighed eller restaurationsvirksomheden forstår, at der kan foretages tv-overvågning af et område, som strækker sig op til ca. 30 m fra forretningsstedets eller den offentlige myndigheds egne indgange og facader, samt fra restaurationsvirksomheden, jf. Retsudvalgets betænkning over forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning, Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 102, side 3. .

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at »umiddelbar« udgår i tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1.

Det foreslåede vil indebære, at afstandskravet for visse erhvervsdrivende og offentlige myndigheder, når de foretager tv-overvågning af området omkring egne indgange og facader, samt for kommunalbestyrelser, der efter drøftelse med politidirektøren foretager tv-overvågning af vej, gade, plads eller lignende, som ligger i tilknytning til en restaurationsvirksomhed, vil blive udvidet.

Med ændringen lægges der op til, at der i § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, skal være mulighed for, at visse erhvervsdrivende kan foretage tv-overvågning af et område, som strækker sig op til ca. 100 meter fra forretningsstedets egne indgange og facader, når det er klart nødvendigt af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

På samme måde lægges det op til, at offentlige myndigheder i medfør af § 2 d, stk. 1, kan foretage tv-overvågning af et område, som strækker sig op til ca. 100 meter fra egne bygningers indgange og facader, når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Endelig foreslås det med ændringen, at kommunalbestyrelsen i medfør af § 2 c, stk. 1, efter drøftelse med politidirektøren med henblik på at fremme trygheden kan foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel i op til ca. 100 m fra den pågældende restaurationsvirksomhed.

Der lægges ikke i øvrigt op til at foretage ændringer af bestemmelserne. Med ændringen opretholdes det således bl.a., at tv-overvågning efter § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, og § 2 d, alene må foretages, når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det vil indebære, at den erhvervsdrivende og den offentlige myndighed også i fremtiden vil skulle foretage en konkret vurdering af, om et hensyn til at forebygge og opklare kriminalitet gør det klart nødvendigt at foretage tv-overvågning af de arealer, som ligger i tilknytning til egne indgange og facader.

For foretagelse af tv-overvågning efter § 2 c, stk. 1, vil det også fortsat være afgørende, om tv-overvågningen af områder, som benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en restaurationsvirksomhed, om tv-overvågningen sker med henblik på at fremme trygheden. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen også i fremtiden vil skulle foretage en konkret vurdering af, om tv-overvågningen sker af hensyn til tryghed.

Det vil fortsat ikke være lovligt at foretage tv-overvågning ind i private hjem eller på andre private områder, herunder ind i f.eks. kirker, organisationers bygninger, andre butikker, andre restaurationsvirksomheder m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Straffuldbyrdelseslovens § 46 indeholder regler om, hvornår en indsat kan få tilladelse til udgang. Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, at udgang ikke kan finde sted, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

Det foreslås i § 46, stk. 3, efter »enten er anvendt« at indsætte: »knive og blankvåben m.v.,«, således at udgang endvidere ikke kan finde sted, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt knive og blankvåben m.v., skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

Ændringen skal ses i sammenhæng med udvidelsen af anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 12. Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af straffuldbyrdelseslovens § 46.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Der udbetales for børn og unge under 18 år en skattefri børne- og ungeydelse, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 1, stk. 1 og 2, hvis betingelserne i lovens § 2 er opfyldt, herunder, at den person, der har forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.

For børn under 15 år udbetales børneydelsen med en fjerdedel i hvert kvartal, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5, stk. 3. Ydelsen udbetales første gang for det kvartal efter det kvartal, hvori barnet er født. Børneydelsens størrelse afhænger af barnets alder. For børn under 3 år er beløbet 20.496 kr. årligt, for børn mellem 3 og 6 år er beløbet 16.224 kr. årligt, og for børn og unge mellem 7 og 14 år er beløbet 12.768 kr. årligt (2024-niveau).

For unge mellem 15 og 17 år sker udbetalingen månedsvist, og sidste gang for den måned, hvor den unge fylder 18 år. I den måned, hvor den unge fylder 18 år, udbetales ydelsen forholdsmæssigt, svarende til antallet af dage fra månedens begyndelse til og med fødselsdagen i forhold til antallet af dage i måneden, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5, stk. 4. For unge mellem 15 og 17 år er beløbet 12.768 kr. (2024-niveau).

Udbetalingen af børne- og ungeydelsen sker som udgangspunkt til forældremyndighedsindehaveren. For forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet, udbetales børne- og ungeydelsen med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 1.

Er forældremyndighedsindehaverne ikke bopælsregistreret i CPR på samme bopælsadresse vil børne- og ungeydelsen som udgangspunkt blive udbetalt med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne. Hele ydelsen kan dog udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis begge forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige heri, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 2, nr. 1, eller den ene forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende bopælsregistreres hos den anden forældremyndighedsindehaver, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 2, nr. 2.

For forældremyndighedsindehavere, der ikke var bopælsregistreret på samme adresse i CPR i hele perioden fra og med den 19. oktober 2021 til og med den 21. november 2021, udbetales hele børne- og ungeydelsen som udgangspunkt til den forældremyndighedsindehaver, der, for så vidt angår børneydelsen, den seneste hverdag forud for den 21. oktober 2021 fik udbetalt ydelsen, og, for så vidt angår ungeydelsen, den seneste hverdag forud for den 21. december 2021 fik udbetalt ydelsen, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 10, 1. pkt.

Hvis en forælder har forældremyndigheden alene over barnet, udbetales hele børne- og ungeydelsen til denne, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 5.

Er en forælder, der har forældremyndighed over barnet og har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelsen, indsat i en institution under kriminalforsorgen, vil denne som udgangspunkt fortsat modtage børne- og ungeydelsen, og vil dermed fortsat kunne varetage den økonomiske forsørgelse af barnet. I nogle situationer vil børne- og ungeydelsen kunne udbetales til en anden end den indsatte forældremyndighedsindehaver, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 2, 4, 6 og 7.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 4 e, stk. 1, at udbetaling af børne- og ungeydelse til ydelsesmodtageren ophører i en periode på 3 år, hvis denne ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Perioden i 1. pkt. regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Udbetaling af børneydelsen ophører fra det kvartal, der følger efter det kvartal, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Udbetaling af ungeydelsen ophører fra den måned, der følger efter den måned, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Den foreslåede bestemmelse vil etablere en hjemmel og pligt for Udbetaling Danmark til at stoppe udbetalingen af børne- og ungeydelsen fra det tidspunkt, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en dom, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter er udstået, når personen løslades eller udskrives. Ved løsladelse eller udskrivning forstås første løsladelse eller udskrivning, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra den straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, den pågældende var dømt.

Kriminalforsorgen underretter Udbetaling Danmark ved løsladelse af en person, der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i kriminalforsorgens institutioner for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Udbetaling Danmarks afgørelse om at stoppe udbetalingen af børne- og ungeydelsen træffes på baggrund af oplysning fra kriminalforsorgen om, at der er sket løsladelse af en person, der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i kriminalforsorgens institutioner for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Udbetaling Danmarks afgørelse om at standse udbetalingen af børne- og ungeydelsen kan inden 4 uger påklages til Ankestyrelsen, jf. § 6 i lov om en børne- og ungeydelse.

Udbetaling af børneydelsen vil ophøre fra det kvartal, der følger efter kvartalet, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Det vil sige, at har den dømte f.eks. udstået sin straf den 15. august 2025 (3. kvartal 2025), vil ydelsen ophøre med at blive udbetalt fra og med 1. oktober 2025 (4. kvartal 2025) til og med 30. september 2028. Udbetaling af ungeydelsen vil ophøre fra den måned, der følger efter den måned, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Det vil sige, at har den dømte f.eks. udstået sin straf den 15. august 2025, vil ydelsen ophøre med at blive udbetalt fra og med den 1. september 2025 til og med den 31. august 2028.

Det foreslås i § 4 e, stk. 2, at er udbetalingen af børne- og ungeydelsen til den dømte ophørt efter stk. 1, udbetales børne- og ungeydelsen til den anden forældremyndighedsindehaver, jf. § 4, stk. 1, eller til den eller de personer, der har taget barnet i pleje, jf. § 4, stk. 7. Udbetaling Danmark kan bestemme, at den dømtes del af børne- og ungeydelsen skal udbetales til barnet eller den unge selv, hvis det skønnes bedst for barnet eller den unge.

Efter forslaget vil Udbetaling Danmark skulle foretage en konkret vurdering af, hvem ydelsen skal udbetales til. Som udgangspunkt udbetales børne- og ungeydelsen til den anden forældemyndighedsindehaver eller den eller de, som har barnet i pleje. Er den dømte eneforældremyndighedsindehaver, vil børne- og ungeydelsen som udgangspunkt skulle udbetales til den eller de, som har barnet i pleje.

Hvis det skønnes bedst for barnet, kan Udbetaling Danmark bestemme, at den dømtes del af børne- og ungeydelsen skal udbetales til barnet eller den unge selv. Dette skal ske ud fra en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. I denne vurdering kan inddrages de kriterier, der indgår i vurderingen efter § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse. Reglen administreres således bl.a. på grundlag af et skøn over barnets modenhed. Det vil også være af betydning, om den person barnet bor hos, forsørger barnet og på hvilken måde.

Udbetaling efter stk. 2 sker fra tidspunktet for udbetalingsophøret i medfør af stk. 1, 3. og 4. pkt., det vil sige for så vidt angår udbetaling af børneydelsen fra det kvartal, der følger efter det kvartal, den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og for så vidt angår ungeydelsen fra den måned, der følger efter måneden, den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Det foreslås i § 4 e, stk. 3, at Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af børne- og ungeydelse udbetalt til den dømte i den periode, hvor udbetalingen skal ophøre efter stk. 1. Det er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at den dømte skal have modtaget den for meget udbetalte børne- og ungeydelse mod bedre vidende.

Efter forslaget vil Udbetaling Danmark skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af børne- og ungeydelsen i de tilfælde, hvor den dømte får udbetalt børne- og ungeydelse i løbet af den 3-årige karantæneperiode. Det vil ikke være et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at den dømte har modtaget den for meget udbetalte børne- og ungeydelse mod bedre vidende.

Det foreslås i § 4 e, stk. 4, at er udbetalingen af børne- og ungeydelsen ophørt efter stk. 1, udbetales den dømtes del af børne- og ungeydelsen automatisk til den dømte på ny efter § 4, stk. 1, medmindre § 4, stk. 5 eller 7, finder anvendelse. Udbetaling efter 1. pkt. kan ske efter en periode på 3 år regnet fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Efter forslaget vil børne- og ungeydelsen automatisk skulle udbetales til den dømte på ny efter en periode på 3 år, når udbetaling af ydelsen er ophørt efter stk. 1. Ved udbetaling af børne- og ungeydelsen til den dømte på ny, er det en forudsætning, at den dømte opfylder betingelserne i lov om en børne- og ungeydelse. Det betyder f.eks., at hvis den dømte under afsoningen af sin dom mister forældremyndigheden over barnet, så vil den dømte ikke kunne få udbetalt børne- og ungeydelsen efter udløb af karantæneperioden, da det er en betingelse for retten til børne- og ungeydelsen, at forælderen har forældremyndighed over barnet, jf. § 4, stk. 1, i lov om en børne- og ungeydelse.

Er den dømte berettiget til børne- og ungeydelsen efter reglerne i lov om en børne- og ungeydelse, udbetales børne- og ungeydelsen som udgangspunkt til den dømte og den anden forældremyndighedsindehaver med halvdelen til hver, jf. § 4, stk. 1, i lov om en børne- og ungeydelse. Har den ene forældremyndighedsindehaver forældremyndigheden alene over barnet, udbetales hele børne- og ungeydelsen til denne, jf. § 4, stk. 5, i lov om en børne- og ungeydelse. Er barnet i privat familiepleje, jf. § 78 i lov om social service, udbetales børne- og ungeydelsen til den eller de personer, der har taget barnet i pleje, med henholdsvis fuld ydelse eller halv ydelse til hver, jf. § 4, stk. 7, i lov om en børne- og ungeydelse.

Udbetaling af børne- og ungeydelsen på ny, skal ske efter en periode på 3 år, regnet fra det tidspunkt, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Udbetalingen af børneydelsen vil ske med virkning fra det næstkommende kvartal, og udbetaling af ungeydelsen vil ske med virkning fra den næstkommende måned, efter Udbetaling Danmark har truffet afgørelse om udbetalingen, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 9.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

§ 20 i barnets lov vedrører afgørelser om iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse. Det følger af § 20, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at det i § 20, stk. 2, i barnets lov, indsættes som 2. pkt., at kommunalbestyrelsen ved vurderingen efter 1. pkt. bl.a. skal lægge vægt på, om barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Den foreslåede ændring vil indebære, at oplysninger om, at et eller flere af barnets eller en ungs nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet, vil skulle indgå som et væsentligt og tungtvejende element i kommunernes vurdering af, om der bør iværksættes en børnefaglig undersøgelse. Eksempelvis fordi barnets relation til det dømte familiemedlem vurderes at påvirke barnets sundhed, udvikling og trivsel negativt. Med bandekriminalitet forstås, hvis barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Kommunen kan få oplysningerne om disse forhold f.eks. gennem SSP-samarbejdet eller gennem samtale med barnet.

Nære familiemedlemmer kan være forældre, søskende eller andre personer i barnets familie med en tæt relation til barnet.

På baggrund af den børnefaglige undersøgelse vil kommunen kunne træffe afgørelse om, at der bør iværksættes støttende indsatser eller anbringelse uden for hjemmet efter reglerne herom i barnets lov §§ 32, 46 eller 47, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Såfremt kommunen efter en indledende screening efter barnets lov § 18 vurderer, at det ikke vil være nødvendigt at igangsætte en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 20, vil kommunen efter reglerne i barnets lov kunne igangsætte en afdækning efter barnets lov § 19.

Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets behov. Det vil herefter bero på en konkret vurdering af sagens forhold, om en sådan undersøgelse skal igangsættes. Ved vurderingen vil der skulle lægges betydelig vægt på, om barnet eller den unge har nære familiemedlemmer, der er dømt for bandekriminalitet.

Kommunens beslutning om, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse kan ikke påklages til Ankestyrelsen, i det omfang kommunen i stedet vælger at gennemføre en afdækning efter reglerne herom i barnets lov § 19.

Det vil med den foreslåede bestemmelse ikke være et krav, at kommunerne iværksætter en børnefaglig undersøgelse, hvis der er viden om, at nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet. Det skyldes, at kommunerne skal tage udgangspunkt i, hvorvidt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt., i barnets lov og der kan således forekomme situationer, hvor det ikke vurderes nødvendigt, uanset at barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet.

Kommunen vil efter barnets lov også have mulighed for at iværksætte støtte og hjælp, uanset om der vil blive truffet afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse. Det kan være i form af en tidlig forebyggende indsats, jf. § 30 i barnets lov eller en støttende indsats efter § 32 i barnets lov på baggrund af en afdækning. Herudover er det muligt at iværksætte en støttende indsats sideløbende med en afdækning eller den børnefaglige undersøgelse, jf. § 32, stk. 4 i barnets lov. En sådan indsats vil skulle tage afsæt i barnets eller den unges samt familiens behov, ressourcer og udfordringer, men det vil samtidig være vigtigt, at myndighederne vurderer, at indsatserne vil bidrage til at forebygge kriminalitet og sikre barnet eller den unges trivsel og udvikling. Det skal herudover vurderes, om der er brug for støttende indsatser til barnet eller den unge, der går imod f.eks. forældrenes ønsker, i det omfang der efter barnets lov er adgang til at træffe afgørelse uden samtykke, herunder efter reglerne i § 37 i barnets lov om støttende indsatser uden samtykke, hvis det vurderes at være i det konkrete barn eller den konkrete unges interesse med henblik på at kunne forebygge risikoen for at ende i bandekriminalitet.

Kommunens afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen, jf. § 144 i barnets lov.

For en beskrivelse af straffelovens § 81 a henvises til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2024.

Det følger af straffelovens § 4, stk. 2, at for så vidt intet modsat er bestemt, indtræder andre retsfølger af en strafbar handling kun, når dette var hjemlet også ved den ved handlingens foretagelse gældende lovgivning.

Det vil indebære, at retten alene vil kunne anvende den foreslåede § 79 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, den foreslåede ændring af § 79 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 79 e, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, hvis den strafbare handling, der er til pådømmelse, er begået efter lovens ikrafttræden.

Det bemærkes, at den foreslåede § 191 b i straffeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, også vil omfatte personer, der før lovens ikrafttræden er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlige retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 3-5, ikke finder anvendelse på afgørelser om konfiskation af formueaktiver erhvervet før lovens ikrafttræden.

For sådanne afgørelser finder de hidtil gældende regler i anvendelse. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de med lovforslagets § 1, nr. 3-5, foreslåede ændringer af straffelovens § 76 a kun vil gælde aktiver erhvervet efter lovens ikrafttræden. Hvornår, et aktiv er erhvervet, afgøres efter formuerettens almindelige regler.

Er et aktiv erhvervet før lovens ikrafttræden, vil det således ikke kunne konfiskeres efter bestemmelsen, hvis dette ikke er muligt som følge af den gældende værdigrænse. Som følge heraf vil der heller ikke kunne ske beslaglæggelse med dette formål.

Det bemærkes, at det i alle tilfælde vil være en betingelse for at kunne foretage konfiskation efter straffelovens § 76 a, at den strafbare handling er begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 4, stk. 2, som nævnt ovenfor.

Det foreslås i stk. 3, at § 5 ikke finder anvendelse på skader, der forvoldes ved handlinger begået før lovens ikrafttræden.

For skader, der forvoldes ved handlinger begået før lovens ikrafttræden, vil dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skader eller accept af risikoen for skade, finde anvendelse.

Det foreslås i stk. 4, at § 8 ikke finder anvendelse for domme, der vedrører forhold begået inden lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at karantæneordningen i lov om en børne- og ungeydelse ikke vil finde anvendelse, hvis den dom, der ville skulle ligge til grund for karantænen vedrører forhold begået inden lovens ikrafttræden.

Kilde

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Det vil indebære, at de foreslåede ændringer af straffeloven, jf. lovforslagets § 1, ikke vil gælde for Færøerne og Grønland. Dette skyldes, at Færøerne pr. 1. marts 2010 har overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov.

De foreslåede ændringer af retsplejeloven, jf. lovforslagets § 2, vil heller ikke finde anvendelse for hverken Færøerne eller Grønland, da Færøerne og Grønland har egne retsplejelove.

Det følger af § 10 i knivloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke en anordningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 3 vil derfor ikke finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.

De foreslåede ændringer af våbenloven, jf. lovforslagets § 4 vil heller ikke finde anvendelse for hverken Færøerne eller Grønland, da Færøerne og Grønland har egne våbenlove.

Ifølge § 15 i børne- og ungeydelsesloven gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke en anordningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 8 vil derfor ikke finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.

Det følger af § 214, stk. 1, i barnets lov, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke en anordningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 9 vil derfor ikke finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.

Det foreslås i stk. 2, at §§ 5 og 6 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Ifølge § 20 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelse gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det bemærkes, i den forbindelse, at Færøerne pr. 1. marts 2010 har overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, som også omfatter offererstatningsloven, hvorfor lovforslagets § 5 ikke vil skulle gælde for Færøerne.

For Grønland gælder lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, som er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 472 af 25. september 1984 med senere ændringer. Det foreslås derfor, at lovforslagets § 5 ved kongelig anordning helt eller delvist vil skulle kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det følger af § 7 i lov om tv-overvågning, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Det bemærkes i den forbindelse, at Færøerne har overtaget lovgivningskompetencen på området privat tv-overvågning, som også omfatter lovgivningen om behandling af personoplysninger hos færøske myndigheder, hvorfor lovforslagets § 6 ikke vil skulle gælde for Færøerne.

Det foreslås dog, at lovens § 6 ved kongelig anordning vil kunne sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.