Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. (Seksualforbrydelser)

Kilde

(Straffeloven)

Til nr. 1 (§ 7 a, stk. 2, nr. 4)

Straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2, angår dansk straffemyndighed på grundlag af forurettedes tilknytning til Danmark (det passive personalitetsprincip). Bestemmelserne kan bl.a. anvendes på handlinger, der omfatter en »forbrydelse mod kønssædeligheden«.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 7) foreslås straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4, ændret, således at »forbrydelse mod kønssædeligheden« ændres til »seksualforbrydelse«.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 2 (§§ 68 a, 69 a og 70)

Straffelovens §§ 68 a, 69 a og 70 angår foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere. Bestemmelserne omfatter bl.a. »voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse«.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 7) foreslås straffelovens §§ 68 a, 69 a og 70 ændret, således at »sædelighedsforbrydelse« ændres til »seksualforbrydelse«.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Forslaget om at flytte seksuelt forhold til barn under 12 år fra straffelovens § 222 til voldtægtsbestemmelsen i § 216 (jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 17-20) medfører ingen ændringer i forhold til straffelovens §§ 68 a, 69 a og 70, idet seksuelt forhold til barn under 12 år generelt må anses for en alvorlig seksualforbrydelse, der allerede i dag er omfattet af udtrykket »voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse«.

Forslaget om at udvide straffelovens § 216 om voldtægt til også at omfatte seksuelt forhold til en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (gældende § 218, stk. 2, og § 232) (jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 11), indebærer, at sådanne forhold omfattes af henvisningen til »voldtægt« i straffelovens §§ 68 a, 69 a og 70. Udgangspunktet bliver dermed, at der ved idømmelse af en foranstaltning efter § 68 eller § 69 for sådanne forhold ikke fastsættes nogen længstetid for foranstaltningen. Endvidere vil der – hvis de snævre betingelser herfor i øvrigt er opfyldt – kunne idømmes forvaring efter § 70 for sådanne forhold.

Til nr. 3 (§ 93, stk. 3)

Straffelovens § 93 angår forældelse af strafansvar. Det foreslås at ændre henvisningen til straffelovens §§ 224 og 225 til en henvisning til straffelovens § 225. Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at slå de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 224 og 225 sammen til én bestemmelse i straffelovens § 225, jf. lovforslagets § 1, nr. 21. Forslaget til ændring af straffelovens § 93 indebærer ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 4 (§ 94, stk. 4)

Straffelovens § 94, stk. 4, angår udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år.

Det foreslås at ændre reglen, så begyndelsestidspunktet for forældelse af de forbrydelser, der er omfattet af reglen, udskydes til forurettedes fyldte 21. år, for så vidt forbrydelsen er begået over for et offer under 18 år (for blufærdighedskrænkelse – jf. nærmere nedenfor – dog over for et offer under 15 år), jf. 1. pkt.

Det foreslås endvidere at ændre i opregningen af de bestemmelser i straffeloven, som er omfattet af reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse.

Det foreslås at udvide reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til – efter forslaget – forurettedes fyldte 21. år til også at omfatte straffelovens § 221 om tilsnigelse af samleje ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden (jf. lovforslagets § 1, nr. 16) og straffelovens § 226 om optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år (jf. lovforslagets § 1, nr. 21). Forslaget om at medtage henvisninger til §§ 221 og 226 indebærer en ændring i forhold til gældende ret.

Det foreslås endvidere at udvide reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til – efter forslaget – forurettedes fyldte 21. år til også at omfatte straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, hvis blufærdighedskrænkelsen begås over for et barn under 15 år. Forslaget er en ændring i forhold til gældende ret og indebærer, at hvis de almindelige regler om begyndelsestidspunktet for forældelse i straffelovens § 94, stk. 1-3 (der som udgangspunkt henviser til den dag, da den strafbare virksomhed er ophørt), ville føre til, at forældelsesfristen for en blufærdighedeskrænkelse begået over for et barn under 15 år begyndte at løbe før barnets fyldte 21. år, vil forældelsesfristen for en sådan blufærdighedskrænkelse fremover først løbe fra den dag, den forurettede fylder 21 år.

Det foreslås endvidere, at henvisningerne til straffelovens § 223 a, § 228 og § 229, stk. 1, ændres til en henvisning til straffelovens § 224. Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslagene om at flytte strafbestemmelsen i § 223 a til § 224, stk. 2, og om en ny selvstændig bestemmelse i § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, jf. lovforslagets § 1, nr. 21. Forslaget om at ændre de nævnte henvisninger til en henvisning til § 224 indebærer ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås endvidere, at henvisningen til straffelovens § 235 a, stk. 1, ændres til en henvisning til straffelovens § 227, stk.

1. Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at flytte strafbestemmelsen i § 235 a til § 227, jf. lovforslagets § 1, nr. 21 og 26. Den foreslåede ændring af henvisningen til § 235 a, stk. 1, indebærer ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås endelig at supplere reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til – efter forslaget – forurettedes fyldte 21. år med en regel om yderligere udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse, hvis gerningsmanden på strafbar måde har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet, jf. 2. pkt.

Den foreslåede nye regel finder anvendelse på forældelse af de lovovertrædelser, som fremgår af det foreslåede 1. pkt.

Den foreslåede nye regel er kun relevant, hvis tvangen ikke er ophørt inden forurettedes fyldte 21. år. Hvis tvangen er ophørt inden forurettedes fyldte 21. år, regnes forældelsesfristen fra forurettedes fyldte 21. år, jf. det foreslåede 1. pkt.

Den foreslåede nye regel finder anvendelse, hvis tvangen består på det tidspunkt, hvor forurettede fylder 21 år. Dette gælder, uanset om der mellem gerningstidspunktet og forurettedes fyldte 21. år har været en kortere eller længere periode, hvor der ikke bestod nogen tvang.

Den foreslåede nye regel finder anvendelse, hvis gerningsmanden med vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet. Reglen vil bl.a. kunne anvendes, hvis gerningsmanden ved trussel om vold forulemper forurettede i anledning af dennes forventede forklaring til politiet eller i retten, jf. straffelovens § 123, eller hvis gerningsmanden berøver forurettende friheden, jf. straffelovens § 261.

Det er en forudsætning for at anvende reglen, at det under straffesagen om den pågældende seksualforbrydelse kan bevises, at den pågældende gerningsmand objektivt og med fornøden tilregnelse ved en strafbar handling (herunder som medvirkende) efter forurettedes fyldte 21. år tvang forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet.

Det er derimod ikke et krav, at gerningsmanden er straffet eller kan straffes for den strafbare handling, hvorved forurettede blev tvunget til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet. Det er således f.eks. uden betydning, om gerningsmanden var utilregnelig på tidspunktet for den strafbare handling, hvorved forurettede blev tvunget til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet, eller om strafansvaret for denne handling er forældet eller ikke hører under dansk straffemyndighed.

Tvang til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet kan både bestå i en fysisk forhindring i form af eksempelvis drab eller frihedsberøvelse og i f.eks. vold eller strafbare trusler, som får forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet. Det er et krav, at der er årsagsforbindelse mellem den strafbare handling og forurettedes undladelse af at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet.

Retsvirkningen af, at gerningsmanden på den beskrevne måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet, er, at forældelsesfristen for strafansvaret for den pågældende seksualforbrydelse først begynder at løbe, når tvangen er ophørt. Hvis tvangen aldrig ophører, f.eks. fordi gerningsmanden har slået forurettede ihjel, er konsekvensen, at forældelsesfristen aldrig begynder at løbe, og at strafansvaret for den pågældende seksualforbrydelse dermed aldrig forældes.

Tvangen ophører i den foreslåede regels forstand, når gerningsmandens strafbare handling ikke længere virker bestemmende i forhold til at få forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet. Vurderingen af, på hvilket tidspunkt dette var, må foretages ud fra sagens konkrete omstændigheder, men det vil formentlig i almindelighed være forholdsvis kort tid efter, at den strafbare handling er ophørt. Det afgørende er således, om forurettede fortsat er tvunget til ikke at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet, og ikke, om forurettede, efter at tvangen er ophørt, fortsat faktisk undlader at foretage politianmeldelse, eksempelvis fordi der nu er gået meget lang tid, siden seksualforbrydelsen blev begået.

Når tvangen først én gang er ophørt efter forurettedes fyldte 21. år, begynder forældelsesfristen at løbe, og forældelsesfristen løber videre, uanset om gerningsmanden på et senere tidspunkt ved en ny strafbar handling tvinger forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.9, 5.2.10 og 5.2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 210, stk. 1)

Efter straffelovens § 210, stk. 1, straffes den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, med fængsel indtil 6 år. Efter § 210, stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 6, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Det foreslås, at adoptionsforhold sidestilles med biologisk slægtskab i forhold til incestforbuddet i straffelovens § 210, stk. 1, og stk. 3, jf. stk. 1.

Forslaget indebærer, at det fremover som noget nyt generelt vil være strafbart at have seksuelt forhold til ens adoptivbarn over 18 år, og at seksuelt forhold til ens adoptivbarn under 18 år fremover vil være omfattet af straffelovens § 210 i stedet for § 223, stk. 1 (jf. lovforslagets § 1, nr. 20).

Strafferammen vil være fængsel indtil 6 år, jf. det gældende § 210, stk. 1, 1. pkt., som ikke foreslås ændret. Dette indebærer mulighed for anvendelse af de straffeprocessuelle tvangsindgreb, som kræver en strafferamme med mindst fængsel i 6 år i strafferammen. Med denne strafferamme er der endvidere mulighed for at anvende de særlige regler i straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2, om dansk straffemyndighed baseret på det passive personalprincip, jf. henvisningen til »incest«, dvs. straffelovens § 210, i § 7 a, stk. 2, nr. 4.

Strafferammen på fængsel indtil 6 år indebærer endvidere, at forældelsesfristen for strafansvar er 10 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Samme forældelsesfrist gælder for de seksuelle forhold til adoptivbarn under 18 år, der i dag er omfattet af straffelovens § 223, stk. 1 (jf. straffelovens § 93, stk. 3, som foreslås ændret redaktionelt, jf. lovforslagets § 1, nr. 3). Forslaget til ændring af straffelovens § 210 indebærer således ingen ændringer af forældelsesfristen for de forhold, der foreslås flyttet fra straffelovens § 223, stk. 1, til § 210.

Efter forslaget omfatter straffelovens § 210 også en persons seksuelle forhold til sit adoptivbarns biologiske barn eller adoptivbarn eller til sit biologiske barns adoptivbarn (og tilsvarende gælder videre i nedstigende linje til oldebarn osv.). Efter gældende ret er sådanne forhold kun generelt kriminaliseret, hvis der er tale om seksuelt forhold til barn under 15 år.

Adoptionsforhold i den foreslåede bestemmelses forstand omfatter adoptioner, som har borgerlig gyldighed efter dansk ret, herunder dansk international privatret.

Adoptionsforhold i den foreslåede bestemmelses forstand foreligger, så længe adoptionsforholdet består. Hvis en adoption ophæves (med gyldighed for Danmark), vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse på seksuelle forhold mellem den tidligere adoptant og det tidligere adoptivbarn, der finder sted efter adoptionens ophævelse.

Straffelovens § 210, stk. 2, om seksuelle forhold mellem søskende foreslås ikke ændret. Denne bestemmelse vil således fortsat alene finde anvendelse på seksuelle forhold mellem biologiske søskende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 10.2.1 og 10.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 210, stk. 3)

Straffelovens § 210, stk. 3, knytter sig til bestemmelserne i § 210, stk. 1 og 2 om samleje med en slægtning i nedstigende linje henholdsvis samleje med bror eller søster. Efter straffelovens § 210, stk. 3, finder disse bestemmelser (i § 210, stk. 1 og 2) tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Det foreslås at slå de to led i det gældende § 210, stk. 3, om henholdsvis homoseksuelt forhold og andet heteroseksuelt forhold end samleje sammen til én samlet bestemmelse om andet seksuelt forhold end samleje. Forslaget er identisk med forslaget om at slå straffelovens §§ 224 og 225 sammen til én bestemmelse i § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21).

Forslaget indebærer, at »samleje« i straffelovens § 210, stk. 1 og 2, som noget nyt også vil omfatte analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn).

Herudover medfører forslaget ikke indholdsmæssige ændringer af gældende ret. Bortset fra det anførte om analt samleje er det således hensigten, at »andet seksuelt forhold end samleje« skal forstås på samme måde som »anden kønslig omgængelse end samleje« og »kønslig omgængelse med en person af samme køn« efter gældende ret.

Der er med forslaget om at flytte kriminaliseringen af analt samleje fra straffelovens § 210, stk. 3, til § 210, stk. 1 og 2, ikke tilsigtet nogen ændring i vurderingen af dette forholds grovhed set i forhold til vaginalt samleje eller i forhold til andre seksuelle forhold. Der er således heller ikke tilsigtet nogen ændring i strafudmålingen i sager vedrørende analt samleje i forhold til det eksisterende strafniveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 og 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (overskriften til kapitel 24)

Der foreslås en sproglig modernisering af overskriften til straffelovens kapitel 24, således at »Forbrydelser mod kønssædeligheden« ændres til »Seksualforbrydelser«.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 og 2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 216)

Det foreslås at udvide bestemmelsen om voldtægt i straffelovens § 216 til også at omfatte anden ulovlig tvang (gældende § 217), udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (gældende § 218, stk. 2 (udnyttelse af tilstand), og § 232 (udnyttelse af situation)) og samleje med barn under 12 år (gældende § 222, stk. 2, 1. led, jf. stk. 1).

Det forudsættes som noget nyt, at »samleje« fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21).

Det foreslås uændret, at tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold straffes som voldtægt, jf. forslaget til § 216, stk. 1, nr. 1. Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i, hvad der skal forstås ved »tiltvingelse ved vold eller trussel om vold«. Bestemmelsen vil således uændret bl.a. omfatte også mildere former for vold og også den blotte fastholdelse.

Det foreslås uændret, at tiltvingelse af samleje ved at hensætte en person i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, straffes som voldtægt. Dette er indeholdt i det foreslåede § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Denne del af voldtægtsbestemmelsen har uændret kun selvstændig betydning, hvis hensættelsen af forurettede i den hjælpeløse tilstand er sket på anden måde end ved vold. Er det sket ved vold, er der allerede som følge af voldsanvendelsen tale om voldtægt.

For disse former for voldtægt, som viderefører den gældende § 216, foreslås uændret en normalstrafferamme på fængsel indtil 8 år og en skærpet strafferamme på fængsel indtil 12 år. I de tilfælde, som er omfattet af den gældende § 216, er der ikke tilsigtet nogen ændringer i anvendelsesområdet for normalstrafferammen og den skærpede strafferamme eller i strafudmålingen i forhold til i dag.

Det skal samtidig understreges, at strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt. At der er tale om et overfald, vil imidlertid i almindelighed udgøre en skærpende omstændighed, og straffen for en overfaldsvoldtægt vil derfor også alt andet lige være strengere end for en kontaktvoldtægt eller parvoldtægt.

Det foreslås som noget nyt, at ethvert samleje med et barn under 12 år fremover skal straffes som voldtægt med en strafferamme på fængsel indtil 12 år, jf. § 216, stk. 2. Med forslaget flyttes det gældende § 222, stk. 1, jf. stk. 2, 1. led, til § 216. Der er således tale om en uændret kriminalisering med en uændret strafferamme. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag. Det forudsættes således også, at betinget dom med vilkår om sexologisk behandling fortsat vil kunne anvendes i samme omfang som i dag, selv om forbrydelsen fremover betegnes som »voldtægt«.

Det er en forudsætning for anvendelse af den foreslåede bestemmelse i § 216 om samleje med barn under 12 år, at gerningsmanden havde forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år. Hvis gerningsmanden alene har handlet uagtsomt i forhold til, at barnet var under 12 år, skal forholdet i stedet bedømmes efter straffelovens § 222 om samleje med barn under 15 år (jf. lovforslagets § 1, nr. 17-19).

En børneattest kan med den pågældendes samtykke udleveres til brug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i ansættelsen eller beskæftigelsen har en direkte kontakt med børn under 15 år, og i medfør af lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale er der ved bekendtgørelse fastsat regler om, hvornår en sådan attest skal indhentes.

Af hensyn til udstedelsen af børneattester vil det være nødvendigt i kriminalregisteret fortsat at registrere domfældelser for samleje med barn under 12 år særskilt og ikke blot som »voldtægt«. Som følge heraf bør det af anklageskrifter og domme om overtrædelse af straffelovens § 216 fremover fremgå tydeligt, om der domfældes for overtrædelse af den foreslåede nye voldtægtsbestemmelse om samleje med barn under 12 år.

Der vil i givet fald kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af § 216, stk. 1, og § 216, stk. 2.

Det foreslås, at forhold, som i dag er omfattet af straffelovens § 217 eller § 218, stk. 2, fremover skal være omfattet af straffelovens § 216 om voldtægt, jf. forslaget til § 216, stk. 1, nr. 2 . Det drejer sig om at skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, og om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Det foreslås samtidig, at bestemmelsen om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, skal udvides til at omfatte at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Forslaget indebærer, at kriminaliseringen af disse handlinger flyttes fra straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse til § 216.

Forslaget tager sigte på situationer, hvor gerningsmanden har mulighed for at overrumple forurettede og begynde et samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. forslaget til § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21)), uden at forurettede kan nå at reagere. Hvis forurettede på grund af sin tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen, skal forholdet bedømmes efter dette led i bestemmelsen. Forslaget om at medtage situationer, hvor forurettede er ude af stand til at modsætte sig handlingen, tager således sigte på tilfælde, hvor forurettede for så vidt er i stand til at modsætte sig handlingen, men i den konkrete situation ikke kan nå at reagere, før gerningsmanden har begyndt et samleje eller andet seksuelt forhold.

I praksis vil der derfor typisk være tale om situationer, hvor forurettede er helt eller delvis afklædt, og hvor gerningsmanden har en legitim anledning til forholdsvis intime berøringer. Som eksempler kan nævnes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse, massage eller lignende. Med »situation« sigtes således til en konkret fysisk situation og ikke til en eventuel særligt sårbar situation i øvrigt, eksempelvis i form af økonomisk afhængighed.

Det foreslås endvidere, at bestemmelsen om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, udvides til at omfatte at skaffe sig samleje inden for ægteskab.

Forslaget indebærer, at forhold mellem samlevende, der er gift, i forhold til denne bestemmelse fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem samlevende, der ikke er gift. Ligesom det i dag er tilfældet for forhold mellem samlevende, der ikke er gift, vil det således fremover også for forhold mellem gifte samlevende være afgørende for anvendelsen af det foreslåede § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, om der har været tale om at »skaffe sig« samleje med samleveren, mens denne befandt sig i en tilstand, hvor den pågældende var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Forslaget indebærer endvidere, at forhold mellem ikke-samlevende ægtefæller fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem andre personer, der ikke er samlevende. Forslaget indebærer således f.eks., at en person, der skaffer sig samleje med sin sovende fraseparerede ægtefælle, fremover vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 216.

Det foreslås, at strafferammen for forhold, som i dag er omfattet af straffelovens § 217 eller § 218, stk. 2, skal være den samme som efter den gældende § 216 om voldtægt, dvs. en normalstrafferamme på fængsel indtil 8 år en en skærpet strafferamme på fængsel indtil 12 år. Det samme gælder de foreslåede udvidelser til forhold inden for ægteskab og til at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Forslaget indebærer, at forældelsesfristen for de forhold, der som noget nyt bliver omfattet af straffelovens § 216 om voldtægt, forlænges fra 5 år til 10 eller 15 år afhængig af, om de henføres til normalstrafferammen eller den skærpede strafferamme. Forslaget indebærer endvidere, at der i sager om disse forhold som noget nyt vil kunne anvendes de straffeprocessuelle tvangsindgreb, som kræver en strafferamme på mindst 6 års fængsel. Endvidere vil dansk straffemyndighed for disse forhold som noget nyt kunne baseres på det passive personalitetsprincip (dvs. forurettedes tilknytning til Danmark), jf. straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2.

Medtagelsen i § 216 af forhold, som i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, indebærer desuden, at der som noget nyt i sådanne sager vil kunne gives pålæg efter straffelovens § 236 (jf. lovforslagets § 1, nr. 27).

Forslaget vil endelig have den konsekvens, at domme om forhold, som i dag hører under § 218, stk. 2, eller § 232, men fremover under § 216, først skal slettes i kriminalregisterets efterforskningsdel, når gerningsmanden fylder 80 år, idet dette allerede gælder for domme om overtrædelse af §§ 216 og 217 (hvorimod domme om overtrædelse af § 218 eller § 232 slettes efter 20 år).

Det forudsættes med forslaget, at straffen for forhold, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, skærpes. Det forudsatte strafniveau vil også gælde for forhold inden for ægteskab, der som noget nyt foreslås omfattet af bestemmelsen om udnyttelse af forurettede hjælpeløse tilstand.

Der lægges med forslaget op til, at udgangspunktet for strafudmålingen for et enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, fremover skal være 8 måneders fængsel. Hvis gerningsmanden har hensat forurettede i en tilstand, hvor denne ikke var i stand til at modsætte sig handlingen, uden at gerningsmanden dog har gjort det med forsæt til at skaffe sig samleje, vil der dog ved strafudmålingen fremover skulle tages udgangspunkt i et højere niveau, som afspejler, at forholdet nærmer sig voldtægt (kontaktvoldtægt).

Med forslaget lægges også op til ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag med hensyn til at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (overrumplingstilfælde). Der lægges op til, at strafskærpelsen vedrørende tilfælde, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, også skal omfatte overrumplingstilfælde, i det omfang der er tale om misbrug af et særligt tillidsforhold, som beror på gerningsmandens profession eller tilsvarende. Hvis der derimod undtagelsesvis ikke er tale om misbrug af et sådant særligt tillidsforhold, forudsættes der ingen ændringer i strafudmålingen i forhold til strafniveauet i dag, hvor overrumplingstilfælde straffes som blufærdighedskrænkelse. Det skal endvidere bemærkes, at det ved strafudmålingen i den konkrete sag bl.a. bør indgå, hvilken form for seksuelt forhold der er tale om, og at dette i praksis vil kunne føre til et gennemsnitligt lavere strafniveau i overrumplingstilfælde sammenlignet med andre overtrædelser af det foreslåede § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, fordi overrumplingstilfældene i praksis som oftest omfatter mildere grader af andet seksuelt forhold end samleje og kun meget sjældent fuldbyrdet samleje.

I overensstemmelse med almindelige strafudmålingsprincipper vil straffen kunne udmåles højere f.eks. i gentagelsestilfælde, eller hvis der foreligger flere forhold til samtidig pådømmelse. Omvendt vil straffen kunne udmåles lavere f.eks. ved forsøg.

Strafudmålingen vil endvidere skulle ske ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder, og den konkrete straf også for et enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor denne er ude af stand til at modsætte sig handlingen, vil således afhængig af de konkrete omstændigheder kunne fastsættes både højere og lavere end det forudsatte udgangspunkt på 8 måneders fængsel.

Som eksempler på forhold, som kan indgå i vurderingen af forbrydelsens grovhed og dermed ved fastsættelsen af straffen, kan nævnes det seksuelle forholds nærmere karakter (samleje eller andet seksuelt forhold end samleje og i givet fald hvilken form for seksuelt forhold), overgrebets tidsmæssige varighed, graden af forurettedes hjælpeløshed, forurettedes alder, stedet for overgrebet, herunder om gerningsmanden er trængt ind hos forurettede, og de omstændigheder, under hvilke gerningsmanden mødte forurettede, herunder karakteren af et eventuelt forudgående samvær.

De beskrevne forhold skal ikke anses for udtømmende, og fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer i strafniveauet for de forhold, der i dag er omfattet af straffelovens § 217.

Det foreslås at lovfæste, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel, jf. forslaget til § 216, stk. 4.

Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor gerningsmanden til en voldtægt har forsæt til, at det seksuelle forhold finder sted i forbindelse med, at forurettede udnyttes ved prostitution som led i menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 28). Bestemmelsen omfatter dermed bl.a. tilfælde, hvor en prostitutionskunde, der ikke selv har anvendt vold eller trusler, har en bestemt formodning om, at den prostituerede udnyttes som led i menneskehandel og gennemfører det seksuelle forhold på grund af vold eller anden ulovlig tvang fra tredjemands side.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1, 3.2.3, 3.2.4, 4.2.1, 4.2.3, 4.2.8 og 4.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 217)

Det foreslås at udvide bestemmelsen om voldtægt i straffelovens § 216 til også at omfatte anden ulovlig tvang (gældende § 217), jf. lovforslagets § 1, nr. 8. I konsekvens heraf foreslås § 217 ophævet.

Til nr. 10 (§ 218, stk. 1)

Det foreslås, at bestemmelsen i straffelovens § 218, stk. 1 (som bliver det eneste stykke, jf. lovforslagets § 1, nr. 11), om at skaffe sig samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering udvides til at omfatte at skaffe sig samleje inden for ægteskab.

Forslaget indebærer, at forhold mellem samlevende, der er gift, i forhold til straffelovens § 218 fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem samlevende, der ikke er gift. Ligesom det i dag er tilfældet for forhold mellem samlevende, der ikke er gift, vil det således fremover også for forhold mellem gifte samlevende være afgørende for anvendelsen af § 218, om der har været tale om at »udnytte« samleverens sindssygdom eller mentale retardering.

Forslaget indebærer endvidere, at forhold mellem ikke-samlevende ægtefæller fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem andre personer. , der ikke er samlevende. Forslaget indebærer således f.eks., at en person, der skaffer sig samleje med sin fraseparerede ægtefælle ved at udnytte dennes sindssygdom eller mentale retardering, fremover vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 218.

Det forudsættes som noget nyt, at »samleje« fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21).

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2.1 og 4.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 218, stk. 2)

Det foreslås at udvide bestemmelsen om voldtægt i straffelovens § 216 til også at omfatte udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (gældende § 218, stk. 2), jf. lovforslagets § 1, nr. 8. I konsekvens heraf foreslås § 218, stk. 2, ophævet.

Til nr. 12 (§ 219)

Det foreslås at opdele straffelovens § 219 om samleje mellem ansatte og beboere på visse institutioner i tre numre, således at nr. 1 angår krimininalforsorgens institutioner, nr. 2 frihedsberøvede, der er i politiets varetægt, og nr. 3 andre institutioner.

Det foreslås i nr. 1 at ændre kriminaliseringen af samleje mellem ansatte eller tilsynsførende ved en af kriminalforsorgens institutioner og en indsat i den pågældende institution til en kriminalisering af samleje mellem en ansat i kriminalforsorgen og en indsat i en af kriminalforsorgens institutioner, som den ansatte har myndighed over.

Forslaget indebærer, at det absolutte forbud mod samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. straffelovens § 225 (lovforslagets § 1, nr. 21)) udvides fra ansatte og tilsynsførende ved en bestemt institution til at omfatte ansatte i hele kriminalforsorgen, men til gengæld begrænses til ansatte, som har myndighed over den pågældende indsatte. Med ansatte i kriminalforsorgen menes ansatte i Direktoratet for Kriminalforsorgen og alle underliggende myndigheder og institutioner, herunder fængsler, arresthuse, pensioner og kriminalforsorgen i frihed. Henvisningen til tilsynsførende udgår, og bestemmelsen vil således kun omfatte personer, der er ansat (herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatte og ulønnede ansatte).

Forbuddet gælder uændret i den periode, den pågældende er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner, herunder under udgang og frigang, hospitalsindlæggelse mv., men ikke efter løsladelse, herunder løsladelse på prøve. Forbuddet vil efter en konkret vurdering kunne udstrækkes til at gælde i en kortere periode efter udeblivelse fra udgang eller frigang eller efter undvigelse, men herefter må institutionsopholdet anses for ophørt. Det bemærkes, at hvis en ansat i kriminalforsorgen har kontakt med en undvegen fange, uden at søge at få den pågældende bragt tilbage til fængslet, vil den ansatte i almindelighed gøre sig skyldig i en tjenesteforsømmelse og vil efter omstændighederne også kunne straffes herfor, jf. navnlig straffelovens § 124, stk. 2, om hjælp til at skjule en undvegen fange og § 157 om tjenesteforsømmelse.

Forbuddet gælder uændret ikke i forhold til personer, der afsoner på deres bopæl, eller som efter prøveløsladelse eller i medfør af en betinget dom er underlagt tilsyn af kriminalforsorgen.

Med ansatte, som har »myndighed« over den indsatte, sigtes til personer, der i forhold til den indsatte fremstår som en, der vil kunne have indflydelse på den indsattes forhold. Det er uden betydning, om den ansatte har nogen formel beslutningskompetence i forhold til den indsatte.

Det foreslås i nr. 2 som en ny regel at indføre et absolut forbud mod samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. straffelovens § 225 (lovforslagets § 1, nr. 21)) mellem en ansat ved politiet og en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt.

Forbuddet omfatter alle ansatte ved politiet, herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatte og ulønnede ansatte.

Forbuddet omfatter seksuelt forhold til enhver, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt. Grundlaget for frihedsberøvelsen er uden betydning. Forbuddet omfatter dermed eksempelvis personer, der anholdes i anledning af en sigtelse for et strafbart forhold, tilbageholdes i medfør af politiloven, tilbageholdes i medfør af psykiatriloven, tilbageholdes i medfør af udlændingeloven, anholdes med henblik på fremstilling i retten (som tiltalt i en straffesag, som skyldner i en fogedsag eller som vidne mv.) eller pågribes med henblik på iværksættelse eller fortsættelse af varetægtsfængsling eller afsoning af en fængselsstraf. Forbuddet omfatter også eksempelvis varetægtsfængslede og strafafsonere, der midlertidigt er i politiets varetægt, eksempelvis under en transport. Forbuddet omfatter også strafafsonere under ledsaget udgang, hvis det er politiet, der ledsager den pågældende.

Forbuddet omfatter seksuelle forhold, der finder sted under frihedsberøvelsen, mens den pågældende er i politiets varetægt. Forbuddet gælder dermed ikke, efter at frihedsberøvelsen er ophørt, eller når den pågældende ikke længere er i politiets varetægt (uanset om frihedsberøvelsen ikke er ophørt).

Det foreslås i nr. 3 med visse ændringer at videreføre den eksisterende bestemmelse i § 219 for så vidt angår andre institutioner end kriminalforsorgens institutioner.

Det foreslås, at henvisningen til tilsynsførende ved en institution ændres til tilsynsførende med en institution. Der er tale om en præcisering. Bestemmelsen vil således uændret omfatte dels personer, der er ansat (herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatte og ulønnede ansatte) ved den pågældende institution, dels personer, der som led i et offentligt hverv fører tilsyn med behandlingen af personer, der er optaget i den pågældende institution. I modsætning til det foreslåede nr. 1 vil nr. 3 fortsat omfatte alle ansatte (ved den pågældende institution), og forbuddet i nr. 3 gælder således, uanset om den ansatte har myndighed over den, der er optaget i institutionen.

Det foreslås, at forsorgshjem udgår af bestemmelsen.

Det foreslås at modernisere de øvrige institutionsbetegnelser, således at »børne- eller ungdomshjem« ændres til »døgninstitution eller opholdssted for børn og unge«, »hospital for sindslidende« ændres til »psykiatrisk afdeling« og »institution for personer med vidtgående psykiske handicap« ændres til »døgninstitution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

Det absolutte forbud mod samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. straffelovens § 225 (lovforslagets § 1, nr. 21)) gælder uændret for forhold mellem en ansat og en person, der er optaget i institutionen med henblik på at overnatte på institutionen. Bestemmelsen gælder således ikke for forhold til en person, der alene har dagophold på institutionen, eksempelvis en patient, som modtager ambulant behandling på en psykiatrisk afdeling, eller en person, som deltager i aktiviteter på et dagcenter, beskyttet værksted eller lignende (uden at have døgnophold det pågældende sted). Bestemmelsen gælder uændret i den periode, hvor den pågældende er optaget i institutionen, dvs. også hvis den pågældende midlertidigt overnatter uden for institutionen, eksempelvis i forbindelse med samvær med familie, weekendophold hos en aflastnings- eller plejefamilie, hospitalsindlæggelse mv. Bestemmelsen gælder også under en eventuel studie- eller ferierejse, som foretages i institutionens regi. Når institutionsopholdet er ophørt, herunder i forbindelse med flytning til en anden institution, gælder bestemmelsen imidlertid ikke længere. Bestemmelsen vil efter en konkret vurdering kunne udstrækkes til at gælde i en kortere periode efter udeblivelse fra udgang eller efter rømning, men herefter må institutionsopholdet anses for ophørt.

Det forudsættes som noget nyt, at »samleje« fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21).

Strafferammen i § 219 er uændret fængsel indtil 4 år, og der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2.4 og 4.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13 og 14 (§ 220)

Det foreslås i nr. 13 at udvide straffelovens § 220 om at skaffe sig samleje ved groft misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed til også at omfatte at skaffe sig samleje ved groft misbrug af behandlings- eller plejemæssig afhængighed.

Groft misbrug af behandlingsmæssig afhængighed vil omfatte personer, der er i længerevarende behandling med afhængighedsskabende lægemidler, hvis der foreligger et stærkt afhængighedsforhold mellem den behandlende læge og den pågældende og lægen groft har misbrugt denne afhængighed til at opnå samleje med patienten. Groft misbrug af behandlingsmæssig afhængighed vil endvidere i givet fald omfatte andre tilfælde af tilsvarende stærk afhængighed mellem en læge eller anden behandler og en patient og tilsvarende groft misbrug fra lægens eller behandlerens side.

Groft misbrug af plejemæssig afhængighed vil omfatte personer, der modtager (omfattende) plejemæssig bistand i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., hvis der foreligger et stærkt afhængighedsforhold mellem plejepersonalet og den pågældende og denne afhængighed er blevet groft misbrugt til at opnå samleje med den pågældende.

Samtidig foreslås en sproglig modernisering, således at »tjenstlig« afhængighed ændres til »arbejdsmæssig« afhængighed.

Det foreslås endvidere, at straffelovens § 220 skal udvides til at omfatte at skaffe sig samleje inden for ægteskab.

Forslaget indebærer, at forhold mellem samlevende, der er gift, i forhold til straffelovens § 220 fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem samlevende, der ikke er gift. Ligesom det i dag er tilfældet for forhold mellem samlevende, der ikke er gift, vil det således fremover også for forhold mellem gifte samlevende være afgørende for anvendelsen af § 220, om der har været tale om »groft misbrug« af samleverens arbejdsmæssige, økonomiske eller (som noget nyt) behandlings- eller plejemæssige afhængighed.

Det forudsættes, at anvendelse af en økonomisk afhængighed, som følger af ægteskabet (eller af et samlivsforhold uden ægteskab), som pressionsmiddel til at opnå samleje som udgangspunkt ikke skal anses som et »groft misbrug« i § 220’s forstand. Eksempelvis vil opnåelse af samleje ved hjælp af en trussel om skilsmisse eller samlivsophævelse ikke kunne anses som et groft misbrug i § 220’s forstand, og dette gælder, selv om en ægtefælle eventuelt yderligere truer med at ville trække bodelingen i langdrag eller med en øjeblikkelig udsættelse af den fælles bolig ved fogedrettens bistand og den anden ægtefælle vil være meget vanskeligt stillet, hvis der gøres alvor af sådanne trusler. Opnåelse af samleje ved hjælp af en specifik trussel om ikke at ville betale pligtige underholdsbidrag (dvs. underholdsbidrag, som det ifølge eksigibel afgørelse fra statsforvaltningen eller en domstol påhviler den pågældende at betale) til forfaldstid eller om udsættelse af den fælles bolig ved ulovlig selvtægt, vil imidlertid i almindelighed udgøre et »groft misbrug« i § 220’s forstand og vil dermed kunne straffes, hvis den anden ægtefælle var stærkt afhængig af at modtage bidragene fra ægtefællen til forfaldstid henholdsvis at blive boende i det fælles hjem og ægtefællen havde forsæt med hensyn til, at den anden ægtefælle indvilligede i samleje som følge heraf.

Det vil bero på en konkret vurdering, om opnåelse af samleje med en ægtefælle (eller ugift samlever), som behandlings- eller plejemæssigt er stærkt afhængig af sin ægtefælle (eller ugifte samlever), udgør et groft misbrug af behandlings- eller plejemæssig afhængighed i § 220’s forstand. I forlængelse af det, der er anført ovenfor om økonomisk afhængighed, som følger af ægteskabet (eller samlivsforholdet uden ægteskab), kan opnåelse af samleje ved hjælp af en trussel om skilsmisse eller samlivsophævelse ikke anses som et groft misbrug i § 220’s forstand, og dette gælder, selv om skilsmissen eller samlivsophævelsen samtidig vil indebære ophør af behandling eller pleje, som ægtefællen er stærkt afhængig af. Opnåelse af samleje ved hjælp af en specifik trussel om ikke at ville fortsætte med behandling eller pleje, som ægtefællen (eller den ugifte samlever) er stærkt afhængig af, uden at ophøret af behandling pleje har sammenhæng med en skilsmisse eller samlivsophævelse, vil imidlertid efter omstændighederne kunne udgøre et groft misbrug i § 220’s forstand.

Forslaget indebærer endvidere, at forhold mellem ikke-samlevende ægtefæller fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem andre personer, der ikke er samlevende. Forslaget indebærer således f.eks., at en person, der skaffer sig samleje ved groft misbrug af sin fraseparerede ægtefælles arbejdsmæssige eller økonomiske afhængighed, fremover vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 220. Et eksempel herpå kunne være at opnå samleje ved at true med at undlade at betale pligtige underholdsbidrag til forfaldstid. Straf efter § 220 ville i den forbindelse bl.a. forudsætte, at den bidragsberettigede var stærkt afhængig af at modtage bidragene fra ægtefællen til forfaldstid, og at den bidragspligtige havde forsæt med hensyn til, at den bidragsberettigede indvilligede i samleje som følge heraf.

Det forudsættes som noget nyt, at »samleje« fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21).

Det foreslås i nr. 14 at ændre den skærpede strafferamme, således at den skærpede strafferamme omfatter forhold begået over for personer under 18 år (i stedet for personer under 21 år), og således at strafmaksimum forhøjes fra fængsel i 3 år til fængsel i 4 år.

Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2.1, 4.2.5 og 4.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15 og 16 (§ 221)

Det foreslås i nr. 16, at 1. led i straffelovens § 221 om at tilsnige sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt, skal udgå.

Forslaget indebærer, at det fremover ikke i sig selv vil være strafbart at have samleje med en person, der – seksualpartneren bekendt – går med til samlejet, fordi vedkommende fejlagtigt går ud fra, at parterne er gift. Som eksempel kan nævnes, at parterne har gennemført en religiøs vielsesceremoni, der ikke har borgerlig gyldighed efter dansk ret.

En vildfarelse, som ikke angår de konkrete parters ægteskabelige status, men hvem personen har samleje med, vil imidlertid fortsat være omfattet af § 221. Som eksempel kan nævnes, at A, som er gift med B, har samleje med C, idet A forveksler C med B.

Det forudsættes som noget nyt, at »samleje« fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21). Medtagelsen af analt samleje og andet seksuelt forhold mellem personer af samme køn er en ændring i forhold til gældende ret.

Det foreslås i nr. 15, at strafferammen for § 221 – som efter forslaget kun vil omfatte tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden – ændres fra fængsel indtil 6 år til fængsel indtil 4 år.

Nedsættelsen af strafmaksimum indebærer, at straffeprocessuelle tvangsindgreb, som kræver en strafferamme på mindst 6 års fængsel, fremover ikke vil kunne anvendes i sager om overtrædelse af straffelovens § 221.

Nedsættelsen af strafmaksimum indebærer endvidere, at forældelsesfristen for strafansvar for overtrædelse af straffelovens § 221 nedsættes fra 10 år til 5 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Hvis forurettede er under 18 år, foreslås imidlertid som noget nyt, at forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 221 først skal begynde at løbe fra den dag, hvor forurettede fylder 21 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 (ændring af straffelovens § 94, stk. 4).

Der er med forslaget om at nedsætte strafmaksimum ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2.6 og 4.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17-19 (§ 222)

Det foreslås, at samleje med barn under 12 år fremover skal straffes som voldtægt efter straffelovens § 216 (jf. lovforslagets § 1, nr. 8).

Straffelovens § 222 foreslås som følge heraf ændret, således at bestemmelsen er subsidiær i forhold til det foreslåede § 216, stk. 2, om samleje med barn under 12 år, og således at § 222, stk. 2, 1. led, om samleje med barn under 12 år udgår. Endvidere foreslås bestemmelsen i stk. 3 om at skaffe sig samleje ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, der herefter alene vil angå stk. 1, placeret som et nyt 2. pkt. i stk. 1.

Forslaget indebærer, at der i forbindelse med straf efter det foreslåede nye § 216, stk. 2, om samleje med barn under 12 år ikke tillige skal straffes for overtrædelse af § 222. Hvis et samleje med et barn under 12 år som følge af manglende forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år, ikke kan straffes efter § 216, vil § 222 derimod kunne anvendes. Der vil endvidere fortsat i forhold til ofre i aldersgruppen 12-14 år kunne straffes i sammenstød mellem § 222 og bestemmelserne om voldtægt i form af tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold mv. (forslaget til § 216, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 8).

Det forudsættes som noget nyt, at »samleje« fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21).

Til nr. 20 (§ 223, stk. 1)

Det foreslås, at en persons seksuelle forhold til sit adoptivbarn skal være omfattet af straffelovens § 210 om incest (jf. lovforslagets § 1, nr. 5). Som følge heraf foreslås straffelovens § 223, stk. 1, ændret, således at samleje med adoptivbarn udgår.

Det forudsættes som noget nyt, at »samleje« fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 21).

Til nr. 21 (§§ 223 a-231)

Der foreslås at ophæve de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 223 a-231 og i stedet at indsætte §§ 224-228 som nyaffattede bestemmelser. I oversigtsform foreslås følgende ændringer i forhold til de gældende regler:

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, som § 224, stk. 1, således at den eksisterende bestemmelse i § 223 a om en kundes samleje mod betaling eller løfte om betaling med en person under 18 år bliver § 224, stk. 2.

Det foreslås at slå de gældende bestemmelser om anden heteroseksuel kønslig omgængelse end samleje (§ 224) henholdsvis homoseksuel kønslig omgængelse (§ 225) sammen til én bestemmelse, som placeres i § 225, om andet seksuelt forhold end samleje.

Den foreslåede § 226 viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 230, 1. pkt., med en sproglig modernisering og en forenkling af strafferammen.

Den foreslåede § 227 viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 235 a med visse ændringer.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 227 om strafnedsættelse eller strafbortfald for overtrædelse af straffelovens §§ 216-226 ved indgåelse af ægteskab mellem gerningsmanden og forurettede videreføres ikke.

Den foreslåede § 228 viderefører med visse ændringer den gældende bestemmelse i straffelovens § 226 om uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder.

De gældende bestemmelser i straffelovens §§ 228 og 229 om medvirken til andres prostitution afløses af de foreslåede § 224, stk. 1, og §§ 233 og 233 a (lovforslagets § 1, nr. 23).

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 230, 1. pkt., om optagelse af pornografiske fotografier og film af en person under 18 år foreslås som nævnt flyttet til § 226.

Det gældende § 230, 2. pkt., indeholder en henvisning til den gældende § 226 om uagtsomhed med hensyn til alder. Det foreslås, at der i bestemmelsen om uagtsomhed (der som nævnt foreslås placeret som § 228) medtages en henvisning til den foreslåede § 226.

Samlet set videreføres straffelovens § 230 således i sin helhed ved de foreslåede §§ 226 og 228.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 231 om, at straffen for overtrædelse af §§ 228 og 229 i gentagelsestilfælde kan forhøjes med indtil det halve, videreføres ikke. Der henvises herom til pkt. 7.2.2.6 og 7.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I forenklet oversigtsform kan forholdet mellem de gældende bestemmelser og de foreslåede bestemmelser gengives således:

   

Gældende bestemmelse Foreslået bestemmelse

§ 223 a § 224, stk. 2

§ 224 § 225

§ 225 § 225

§ 226 § 228

§ 227 videreføres ikke

§ 228, stk. 1 § 233, stk. 1, og § 233 a, stk. 1

§ 228, stk. 2 § 224, stk. 1

§ 229, stk. 1 § 233, stk. 2

§ 229, stk. 2 § 233, stk. 3

§ 230 § 226

§ 231 videreføres ikke

§ 232 § 232

§ 233 videreføres ikke

§ 234 ændres ikke

§ 235 § 235

§ 235 a § 227

§ 236 § 236

     

Kilde

(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 29 a, stk. 1, og § 741 a, stk. 2)

Retsplejelovens § 29 a, stk. 1, angår dørlukning under forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det.

Retsplejelovens § 741 a, stk. 2, angår beskikkelse af en advokat for forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Disse bestemmelser gælder bl.a. i sager omfattet af de gældende bestemmelser i straffelovens § 217 om tiltvingelse af samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold, § 218, stk. 2, om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, og § 222, stk. 2, 2. led, om at skaffe sig samleje med et barn under 15 år ved tvang eller fremsættelse af trusler. Bestemmelserne gælder også i sager omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 om voldtægt.

Det foreslås at flytte straffelovens § 217 og § 218, stk. 2, til straffelovens § 216 om voldtægt, således at straffelovens § 217 ophæves og § 218 fremover kun vil bestå af et stykke, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, 9 og 11.

Det foreslås endvidere at flytte straffelovens § 222, stk. 2, 1. led, om samleje med barn under 12 år til straffelovens § 216 om voldtægt, således at straffelovens § 222, stk. 2, fremover kun vil bestå af et led, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 18.

I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 29 a, stk. 1, og § 741 a, stk. 2, ændret, således at der henvises til straffelovens § 222, stk. 2, i stedet for § 222, stk. 2, 2. led, og således at henvisningen til straffelovens § 217 og § 218, stk. 2, udgår.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører i sig selv ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Medtagelsen af seksuelt forhold til barn under 12 år i straffelovens § 216 medfører imidlertid, at dørene fremover som noget nyt obligatorisk skal lukkes under den forurettedes forklaring i sådanne sager, når den pågældende anmoder om det.

Medtagelsen af seksuelt forhold til barn under 12 år i straffelovens § 216 medfører endvidere, at der fremover som noget nyt obligatorisk skal beskikkes advokat for forurettede i sådanne sager, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Til nr. 2 (§ 29 a, stk. 1, og § 741 a, stk. 1 og 3)

Retsplejelovens § 29 a, stk. 1, angår dørlukning under forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det.

Retsplejelovens § 741 a, stk. 1 og 3, angår beskikkelse af en advokat for forurettede.

Disse bestemmelser gælder bl.a. i en række sager omfattet af de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 224 og 225 om henholdsvis anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse mellem personer af samme køn.

Det foreslås at slå de gældende bestemmelser om anden heteroseksuel kønslig omgængelse end samleje (§ 224) henholdsvis homoseksuel kønslig omgængelse (§ 225) sammen til én bestemmelse, som placeres i § 225, om andet seksuelt forhold end samleje, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 29 a, stk. 1, og § 741 a, stk. 1 og 3, ændret, således at der henvises til straffelovens § 225 i stedet for §§ 224 og 225.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 3 (§ 41 e, stk. 4, 3. pkt., og § 1017 b, stk. 1)

Retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt., angår anonymisering af dokumenter i forbindelse med meddelelse af aktindsigt i sager om overtrædelse af det gældende kapitel 24 i straffeloven om forbrydelser mod kønssædeligheden.

Retsplejelovens § 1017 b, stk. 1, forbyder offentliggørelse af forurettedes identitet i sager om overtrædelse af det gældende kapitel 24 i straffeloven om forbrydelser mod kønssædeligheden.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 7) foreslås retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt., og § 1017 b, stk. 1, ændret, således at »forbrydelser mod kønssædeligheden« ændres til »seksualforbrydelser«.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 4 (§ 741 a, stk. 2)

Retsplejelovens § 741 a, stk. 2, angår beskikkelse af en advokat for forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Denne bestemmelsen gælder bl.a. i en række sager omfattet af de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 224 og 225 om henholdsvis anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse mellem personer af samme køn.

Det foreslås at slå de gældende bestemmelser om anden heteroseksuel kønslig omgængelse end samleje (§ 224) henholdsvis homoseksuel kønslig omgængelse (§ 225) sammen til én bestemmelse, som placeres i § 225, om andet seksuelt forhold end samleje, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 741 a, stk. 2, ændret, således at der henvises til straffelovens § 225 i stedet for §§ 224 og 225. Samtidig foreslås det, at en fejlagtig (indholdsløs) henvisning til straffelovens §§ 224 eller 225, jf. § 210, udgår.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring (samt en rettelse af en teknisk fejl) og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 5 og 6 (§ 741 a, stk. 3)

Retsplejelovens § 741 a, stk. 3, angår beskikkelse af en advokat for forurettede. Bestemmelsen giver mulighed for at afslås advokatbeskikkelse, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.

I modsætning hertil angår retsplejelovens § 741 a, stk. 2, beskikkelse af en advokat for forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Retsplejelovens § 741 a, stk. 3, gælder bl.a. i sager omfattet af de gældende bestemmelser i straffelovens § 218, stk. 1, om samleje ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering og § 222, stk. 2, 1. led, om samleje med barn under 12 år, mens retsplejelovens § 741 a, stk. 2, gælder bl.a. i sager omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 om voldtægt.

Det foreslås at flytte straffelovens § 218, stk. 2, til straffelovens § 216 om voldtægt, således at straffelovens § 218 fremover kun vil bestå af et stykke, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 11.

Det foreslås endvidere at flytte straffelovens § 222, stk. 2, 1. led, om samleje med barn under 12 år til straffelovens § 216 om voldtægt, således at straffelovens § 222, stk. 2, fremover kun vil bestå af et led, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 18.

I lyset heraf foreslås retsplejelovens § 741 a, stk. 3, ændret, således at der henvises til straffelovens § 218 i stedet for § 218, stk. 1, og således at henvisningen til straffelovens § 222, stk. 2, 1. led, udgår.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører i sig selv ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Medtagelsen af seksuelt forhold til barn under 12 år i straffelovens § 216 medfører imidlertid, at der fremover som noget nyt obligatorisk skal beskikkes advokat for forurettede i sådanne sager, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Til nr. 7 (§ 741 g)

Retsplejelovens § 741 g angår underretning af forurettede om tidspunktet for den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse og om en eventuel undvigelse.

Bestemmelsen gælder bl.a. i sager, hvor der er afsagt dom om ubetinget fængselsstraf eller foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-70 eller 74 a for en sædelighedsforbrydelse.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 7) foreslås retsplejelovens § 741 g ændret, således at »sædelighedsforbrydelse« ændres til »seksualforbrydelse«.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 8 (§ 762, stk. 2, nr. 2)

Retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, angår varetægtsfængsling på grundlag af en særligt bestyrket mistanke om overtrædelse af bl.a. straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, eller § 222, om anden kønslig omgængelse end samleje ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering eller med barn under 15 år.

Det foreslås at flytte straffelovens § 218, stk. 2, til straffelovens § 216 om voldtægt, således at straffelovens § 218 fremover kun vil bestå af et stykke, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 11.

Det foreslås endvidere at slå de gældende bestemmelser om anden heteroseksuel kønslig omgængelse end samleje (§ 224) henholdsvis homoseksuel kønslig omgængelse (§ 225) sammen til én bestemmelse, som placeres i § 225, om andet seksuelt forhold end samleje, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, ændret, således at der henvises til straffelovens § 218 i stedet for § 218, stk. 1, og til straffelovens § 225 i stedet for §§ 224 og 225.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 9 (§ 781, stk. 1, nr. 3)

Retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, angår kriminalitetskravet ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, dvs. hvilken form for kriminalitet der skal være tale om, for at indgreb i meddelelseshemmeligheden kan ske.

Bestemmelsen nævner bl.a. straffelovens § 228 om rufferi.

Det foreslås at modernisere straffelovens § 228, stk. 1, om rufferi, mens den gældende bestemmelse i straffelovens § 228, stk. 2, om tilskyndelse til, at en person under 21 år søger erhverv ved prostitution, mv. ikke videreføres som en selvstændig bestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 21 og 23. Den nye bestemmelse om rufferi foreslås placeret som straffelovens § 233, stk. 1.

I lyset heraf foreslås retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, ændret, således henvisningen til straffelovens § 228 ændres til en henvisning til straffelovens § 233, stk. 1.

Forslaget indebærer, at der fremover – når betingelserne i øvrigt er opfyldt – vil være mulighed for indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om overtrædelse af den foreslåede moderniserede rufferibestemmelse i straffelovens § 233, stk. 1, på samme måde som der i dag er mulighed for det i sager om overtrædelse af den gældende bestemmelse i straffelovens § 228, stk. 1, om rufferi.

I det omfang det foreslåede § 233, stk. 1, er udtryk for en udvidelse i forhold til det gældende § 228, stk. 1 (jf. herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23), udvides mulighederne for indgreb i meddelelseshemmeligheden dermed tilsvarende.

Den del af det gældende § 228, stk. 2, der ikke allerede er absorberet af straffelovens § 262 a om menneskehandel (og som ikke foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23), vil fremover være omfattet af det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til kunde (lovforslagets § 1, nr. 21). Strafferammen for overtrædelse af det foreslåede § 224, stk. 1, er bøde eller fængsel indtil 6 år, og der vil i kraft heraf være samme muligheder for indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om overtrædelse af det foreslåede § 224, stk. 1, som der i dag er i sager om overtrædelse af straffelovens § 228, stk. 2.

Endvidere bemærkes, at det er en konsekvens af forslaget om ændring af straffelovens § 210 (lovforslagets § 1, nr. 5), at sager om seksuelt forhold til adoptivbarn fremover som noget nyt vil opfylde kriminalitetskravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Samtidig er det en konsekvens af forslaget om ændring af straffelovens § 221 (lovforslagets § 1, nr. 15), at sager om tilsigelse af samleje ved udnyttelse af en forveksling fremover ikke vil opfylde kriminalitetskravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Til nr. 10 (§ 783, stk. 2)

Retsplejelovens § 783, stk. 2, fraviger det almindelige krav i § 783, stk. 1, om anførelse af de telefonnumre mv., som et indgreb i meddelelseshemmeligheden vedrører. § 783, stk. 2, giver mulighed for, at der i rettens kendelse ud over bestemte telefonnumre kan anføres den person, som indgrebet angår.

Retsplejelovens § 783, stk. 2, omfatter bl.a. straffelovens § 228 om rufferi.

Det foreslås at modernisere straffelovens § 228, stk. 1, om rufferi, mens den gældende bestemmelse i straffelovens § 228, stk. 2, om tilskyndelse til, at en person under 21 år søger erhverv ved prostitution, mv. ikke videreføres som en selvstændig bestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 21 og 23. Den nye bestemmelse om rufferi foreslås placeret som straffelovens § 233, stk. 1.

I lyset heraf foreslås retsplejelovens § 781, stk. 2, ændret, således henvisningen til straffelovens § 228 ændres til en henvisning til § 233, stk. 1.

Forslaget indebærer, at der fremover – når betingelserne i øvrigt er opfyldt – vil være mulighed for i en kendelse om telefonaflytning ud over bestemte telefonnumre at anføre den person, som indgrebet angår, i sager om overtrædelse af den foreslåede moderniserede rufferibestemmelse i straffelovens § 233, stk. 1, på samme måde som der i dag er mulighed for det i sager om overtrædelse af den gældende bestemmelse i straffelovens § 228, stk. 1, om rufferi.

I det omfang det foreslåede § 233, stk. 1, er udtryk for en udvidelse i forhold til det gældende § 228, stk. 1 (jf. herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23), udvides mulighederne for i en kendelse om telefonaflytning ud over bestemte telefonnumre at anføre den person, som indgrebet angår, dermed tilsvarende.

Den del af det gældende § 228, stk. 2, der ikke allerede er absorberet af straffelovens § 262 a om menneskehandel (og som ikke foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23), vil fremover være omfattet af det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde (lovforslagets § 1, nr. 21). Der vil efter forslaget ikke være mulighed for i sager om overtrædelse af det foreslåede § 224, stk. 1, i en kendelse om telefonaflytning ud over bestemte telefonnumre at anføre den person, som indgrebet angår.

Kilde

(Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning)

Til nr. 1 (§ 2, stk. 2, nr. 1)

§ 2, stk. 2, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning giver mulighed for at give et tilhold (dvs. et forbud mod at opsøge eller kontakte en anden) bl.a. i sager om voldtægt eller anden sædelighedsforbrydelse eller forsøg herpå, hvis den forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findes at skulle tåle kontakt mv. med den pågældende.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 7) foreslås § 2, stk. 2, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning ændret, således at »sædelighedsforbrydelse« ændres til »seksualforbrydelse«.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Kilde

(Restaurationsloven)

Til nr. 1 (§ 31, stk. 2)

Restaurationslovens § 31, stk. 2, giver politiet mulighed for at forbyde personer, der søger fortjeneste ved prostitution, eller som i forbindelse med besøg på et sted, hvorfra der foregår salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, har begået en strafbar handling, at opholde sig som gæster i bestemte virksomheder. Politiet kan tillige forbyde de pågældende indehavere at modtage disse personer som gæster.

Det foreslås at ændre restaurationslovens § 31, stk. 2, således at henvisningen til personer, der søger fortjeneste ved prostitution, udgår.

Forslaget indebærer, at restaurationsforbud fremover ikke kan gives på grundlag af, at en person – uden at have begået noget strafbart – søger fortjeneste ved prostitution.

Bestemmelsen i restaurationslovens § 31, stk. 2, foreslås i øvrigt ikke ændret, og bestemmelsen vil således fortsat kunne benyttes, hvis en person i forbindelse med besøg i en restaurant har begået en strafbar handling. Dette gælder også, hvis en prostitueret i forbindelse med besøg i en restaurant har begået en strafbar handling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.2.1 og 7.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

(Ikrafttræden)

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2013.

Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, at spørgsmål om strafbarhed og straf efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter de foreslåede nye regler, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter de regler, der gjaldt på gerningstidspunktet.

For handlinger begået før lovens ikrafttræden og pådømt efter lovens ikrafttræden gælder dermed generelt, at de skal bedømmes efter de foreslåede nye regler, men at straf kun kan pålægges, hvis handlingen også var strafbar efter de hidtil gældende regler, og at straffen ikke må være strengere end efter de hidtil gældende regler.

Forhold, der foreslås nykriminaliseret, straffes dermed kun, hvis de er begået efter lovens ikrafttræden. Dette gælder seksuelt forhold til adoptivbarn over 18 år mv. (straffelovens § 210, jf. lovforslagets § 1, nr. 5), seksuelt forhold inden for ægteskab ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom, mentale retardering eller hjælpeløse tilstand (straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, og § 218, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 10), seksuelt forhold mellem en ansat ved kriminalforsorgen og en person, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner og undergivet den ansattes myndighed, for så vidt den ansatte ikke er ansat ved den pågældende institution, og seksuelt forhold mellem en ansat ved politiet og en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt (straffelovens § 219, nr. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 12), seksuelt forhold ved groft misbrug af behandlings- eller plejemæssig afhængighed samt seksuelt forhold inden for ægteskab ved groft misbrug af arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed (straffelovens § 220, jf. lovforslagets § 1, nr. 13), medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, for så vidt der ikke er tale om menneskehandel, udnyttelse, bistand til erhvervsmæssig prostitution eller forledelse (straffelovens § 224, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 21) og uagtsomhed med hensyn til alder ved medvirken til, at en person under 18 år har seksuelt forhold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling eller deltager i en forestilling med pornografisk optræden (straffelovens § 228, jf. § 226 og § 227, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 21).

Ophævelsen af straffelovens § 227 (lovforslagets § 1, nr. 21) om mulighed for strafnedsættelse eller strafbortfald i tilfælde af indgåelse af ægteskab mellem gerningsmanden og forurettede har ligeledes kun virkning for forhold begået efter lovens ikrafttræden.

Forhold, der foreslås flyttet til en anden strafbestemmelse, straffes efter den foreslåede nye bestemmelse, men straffen må ikke være strengere efter den hidtil gældende bestemmelse. Dette gælder seksuelt forhold til adoptivbarn under 18 år (straffelovens § 210, jf. lovforslagets § 1, nr. 5), seksuelt forhold til barn under 12 år (straffelovens § 216, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 8), seksuelt forhold ved ulovlig tvang eller udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en tilstand eller situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 8), rufferi og udnyttelse i øvrigt af en andens prostitution mv. (straffelovens § 233, jf. lovforslagets § 1, nr. 23) eller ved utilbørlig fremgangsmåde formå en anden til prostitution (straffelovens § 233 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 23). Dette gælder endvidere optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med forsæt til udbredelse (strafbestemmelsen foreslås i sin helhed flyttet fra straffelovens § 230 til § 226, jf. lovforslagets § 1, nr. 21) og medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden (strafbestemmelsen foreslås i sin helhed flyttet fra § 235 a til § 227, jf. lovforslagets § 1, nr. 21 og 26).

Endvidere vil den forudsatte strafskærpelse for seksuelt forhold til en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, jf. lovforslagets § 1, nr. 8), kun finde anvendelse på forhold begået efter lovens ikrafttræden.

Forhold, der foreslås afkriminaliseret, vil efter lovens ikrafttræden ikke kunne straffes, og en ikke fuldbyrdet straf bortfalder, jf. straffelovens § 3, stk. 2. Dette gælder – hvis forholdet ikke er omfattet af andre strafbestemmelser – seksuelt forhold mellem en ansat ved et forsorgshjem og en person, der er optaget på forsorgshjemmet (straffelovens § 219, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 12), tilsnigelse af seksuelt forhold med en person, der vildfarende anser det seksuelle forhold for ægteskabeligt (gældende § 221, 1. led, jf. lovforslagets § 1, nr. 16), visse former for bistand til en 18-20- årigs prostitution (gældende § 228, stk. 2, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23), opfordring eller indbydelse til utugt, der vækker offentlig forargelse (gældende § 233, jf. lovforslagets § 1, nr. 23) og overtrædelse af et restaurationsforbud udstedt under henvisning til, at den pågældende søger fortjeneste ved prostitution (restaurationslovens § 31, stk. 2, jf. lovforslagets § 4).

De afledede virkninger i forhold til mulighederne for at anvende straffeprocessuelle tvangsindgreb og i forhold til forældelsesfristens længde, som følger af forslag til ændret strafmaksimum, gælder fra lovens ikrafttræden både for forhold begået før eller efter lovens ikrafttræden, dog bortset fra tilfælde, hvor et forhold var forældet før lovens ikrafttræden. Mulighederne for at anvende straffeprocessuelle tvangsindgreb skal således afgøres efter den strafferamme, som er gældende på det tidspunkt, hvor der er spørgsmål om at anvende et straffeprocessuelt tvangsindbreb, uanset hvornår det strafbare forhold er begået. Hvis et forhold ikke var forældet før lovens ikrafttræden, skal spørgsmålet om forældelse endvidere afgøres efter lovgivningen på domstidspunktet, uanset om den nye lovgivning indebærer en kortere eller længere forældelsesfrist end den lovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet. For så vidt angår de foreslåede ændringer af reglerne i straffelovens § 94, stk. 4, om begyndelsestidspunktet for forældelsen foreslås der en udtrykkelig overgangsregel, jf. nedenfor om det foreslåede stk. 2. Samme princip anvendes imidlertid for så vidt angår de ændringer af forældelsesfristens længde, som følger af ændrede strafferammer sammenholdt med straffelovens § 93, stk. 1 (der ikke foreslås ændret).

Det foreslås i stk. 2, at de foreslåede ændringer af straffelovens § 94, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 4), om begyndelsestidspunktet for forældelse i visse sager om seksuelt misbrug af børn også skal finde anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.

De foreslåede ændringer af straffelovens § 94, stk. 4, indebærer for det første, at reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år ændres, således at begyndelsestidspunktet for forældelse udskydes til forurettedes fyldte 21. år, for så vidt forbrydelsen er begået over for et offer under 18 år (ved blufærdighedskrænkelse dog over for et offer under 15 år, jf. nedenfor).

De foreslåede ændringer af straffelovens § 94, stk. 4, indebærer for det andet, at reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse fremover som noget nyt også vil omfatte straffelovens § 221 om tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden (jf. lovforslagets § 1, nr. 16), straffelovens § 226 om optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med forsæt til udbredelse (jf. lovforslagets § 1, nr. 21) samt straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse (jf. lovforslagets § 1, nr. 22), hvis blufærdighedskrænkelsen begås over for et barn under 15 år.

De foreslåede ændringer af straffelovens § 94, stk. 4, indebærer for det tredje, at reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til – efter forslaget – forurettedes fyldte 21. år suppleres med en ny regel om yderligere udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse, hvis gerningsmanden på strafbar måde har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet.

I stk. 3-5 foreslås overgangsregler vedrørende de foreslåede ændringer af straffelovens § 236 (lovforslagets § 1, nr. 27) om pålæg til dømte.

Det følger af straffelovens § 4, stk. 2, at for så vidt intet modsat er bestemt, kan pålæg efter lovens ikrafttræden kun gives i det omfang et pålæg også kunne være givet efter den hidtil gældende bestemmelse i straffelovens § 236.

Med forbehold for det foreslåede stk. 3 (jf. herom nedenfor) gælder dermed i tilfælde, hvor der efter lovens ikrafttræden er spørgsmål om at give pålæg efter straffelovens § 236 i anledning af forhold begået før lovens ikrafttræden, at pålæg kun kan gives for forhold, som er omfattet af såvel den hidtil gældende som den foreslåede § 236, at pålæg kun kan gives, i det omfang dette følger af såvel den hidtil gældende som den foreslåede § 236, og at pålæg kun kan have en udformning, som er dækket af såvel den hidtil gældende som den foreslåede § 236.

Efter lovens ikrafttræden kan pålæg dermed ikke gives for forhold omfattet af straffelovens § 218 (jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 11) om udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering.

Med hensyn til kriterierne for at meddele pålæg kan de foreslåede regler i § 236, stk. 3 og 5, ikke anses for en udvidelse i forhold til det, som må antages at kunne udledes af gældende praksis. Pålæg vil dermed i de beskrevne overgangssituationer i praksis kunne gives i overensstemmelse med de foreslåede § 236, stk. 3 og 5.

Med hensyn til udformningen af pålæg vil opholdsforbud i de beskrevne overgangssituationer kun kunne gives på en sådan måde, at forbuddet omfatter et område, der dels er i nærheden af det konkrete gerningssted, dels er omfattet af opregningen i den hidtil gældende § 236. Opholdsforbud kan således i overgangstilfældet kun gives, så det omfatter en offentlig park eller anlæg, en fælled, et område ved en skole, en legeplads, et område ved et »opdragelseshjem« (dvs. en døgninstitution eller opholdssted for børn og unge), et område ved et sindssygehospital eller institution for personer med vidtgående psykiske handicap, en skov, en badeanstalt eller en strandbred.

Der vil i overgangssituationen ikke være nogen særlige begrænsninger i muligheden for at give boligforbud. For så vidt angår besøgsforbud vil det, hvis spørgsmålet skulle opstå, være op til domstolene at afgøre, om et forbud efter det hidtil gældende § 236, stk. 2, også indebar et besøgsforbud som angivet i det foreslåede § 236, stk. 1, nr. 3.

Kontaktforbud vil kun kunne gives i anledning af forhold, som er begået efter lovens ikrafttræden.

De beskrevne overgangssituationer angår tilfælde, hvor den kriminalitet, der efter lovens ikrafttræden er til pådømmelse, og som begrunder et pålæg efter straffelovens § 236, er begået før lovens ikrafttræden. I det omfang det ved en afgørelse efter straffelovens § 236 er relevant, om den dømte tidligere – dvs. forud for de nu pådømte forhold – er straffet for lignende kriminalitet, kan der uden særlige begrænsninger tages hensyn også til kriminalitet begået – og eventuelt pådømt – før lovens ikrafttræden, jf. herved også princippet i straffelovens § 5.

Som en fravigelse af straffelovens § 4, stk. 2, foreslås det i stk. 3, at de foreslåede regler i straffelovens § 236, stk. 4 og 6, om den tidsmæssige udstrækning af et forbud efter § 236 skal finde anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, i stedet for de hidtil gældende regler. Når forbud efter § 236 gives efter lovens ikrafttræden – herunder i anledning af forhold begået før lovens ikrafttræden – gælder dermed om forbuddets tidsmæssige udstrækning alene de foreslåede § 236, stk. 4 og 6.

Det foreslås i stk. 4, at spørgsmål om opretholdelse af et tidsubestemt pålæg efter straffelovens § 236, som er givet før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter den foreslåede nye § 236.

Forslaget indebærer, at når et tidsubestemt pålæg efter straffelovens § 236 er i kraft ved lovens ikrafttræden, kan den dømte forlange, at spørgsmålet om pålæggets opretholdelse af anklagemyndigheden indbringes for retten efter det foreslåede § 236, stk. 6, dvs. når der er forløbet 5 år efter endelig dom eller – hvis spørgsmålet om pålæggets opretholdelse allerede har været forelagt for retten – 2 år efter den seneste afgørelse om opretholdelse af pålægget. Ved afgørelsen af, om pålægget i givet fald helt eller delvis skal opretholdes, anvendes alene de foreslåede nye regler i § 236, stk. 1, 3 og 5. Som ved andre sådanne afgørelser gælder, at pålægget i givet fald alene kan opretholdes uændret, indskrænkes (herunder tidsbegrænses) eller ophæves fuldstændigt, men ikke udvides.

Hvis en sag om opretholdelse af et pålæg efter § 236 verserer for retten ved lovens ikrafttræden, bør den færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Hvis sagen endnu ikke er afgjort i 1. instans, er der imidlertid ikke noget til hinder for, at den dømte ved lovens ikrafttræden tilbagekalder sin anmodning og straks fremsætter ny anmodning om indbringelse af spørgsmålet for retten, og den nye anmodning vil i så fald skulle afgøres efter de foreslåede nye regler.

Det foreslås i stk. 5, at den foreslåede strafbestemmelse i straffelovens § 236, stk. 7, også skal finde anvendelse på pålæg givet før lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler i straffelovens § 236.

Med forslaget sikres et klart hjemmelsgrundlag for også efter lovens ikrafttræden at straffe overtrædelse af pålæg efter § 236, som er givet før lovens ikrafttræden.

Kilde

(Territorial gyldighed)

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at lovens § 3 (ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning) dog ved kongelig anordning skal kunne sættes kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Kilde

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, som § 224, stk. 1, således at den eksisterende bestemmelse i § 223 a om en kundes samleje mod betaling eller løfte om betaling med en person under 18 år bliver § 224, stk. 2. Det forudsættes som noget nyt, at »samleje« fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225.

De gældende §§ 224 og 225 om anden kønslig omgængelse end samleje foreslås samlet i § 225.

Det foreslåede nye § 224, stk. 1, foreslås formuleret parallelt med bestemmelsen i straffelovens § 227, stk. 1 (gældende 235 a, stk. 1), om medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden.

Forslaget til stk. 1 omfatter den, der medvirker til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde. Det følger af forslaget til § 225, at bl.a. § 224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Den foreslåede bestemmelse i § 224, stk. 1, omfatter således enhver form for bistand til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, herunder tilfælde, hvor den pågældende overtales, lokkes, narres eller vildledes hertil. Hvis der er anvendt vold eller anden ulovlig tvang efter straffelovens § 260 for at få den pågældende til mod betaling eller løfte om betaling at have samleje med en kunde, vil der også kunne straffes for voldtægt efter den foreslåede § 216 (lovforslagets § 1, nr. 8).

Den foreslåede bestemmelse i § 224, stk. 1, er subsidiær i forhold til straffelovens § 262 a, stk. 2 (jf. lovforslagets § 1, nr. 28), om menneskehandel af en person under 18 år. Derimod vil der i givet fald kunne straffes i sammenstød mellem § 224, stk. 1, og bl.a. straffelovens §§ 216, 222, 245 og 246.

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af forbuddet mod medvirken til, at en person under 18 til mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, skal være bøde eller fængsel indtil 6 år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.2.2.1 og 7.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås at slå de gældende bestemmelser om anden heteroseksuel kønslig omgængelse end samleje (§ 224) henholdsvis homoseksuel kønslig omgængelse (§ 225) sammen til én bestemmelse, som placeres i § 225, om andet seksuelt forhold end samleje. Det foreslås i den forbindelse, at straffelovens § 221 (jf. lovforslagets § 1, nr. 16) om tilsnigelse af samleje ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden, fremover også skal omfatte homoseksuelt forhold.

Bortset fra den nævnte nykriminalisering af tilsnigelse af homoseksuelt forhold ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden, er sammenlægningen til én bestemmelse alene udtryk for en forenkling af lovteksten, og ændringen fra kønslig omgængelse til seksuelt forhold er alene udtryk for en sproglig modernisering.

Det forudsættes imidlertid, at »samleje« i straffelovens §§ 216-224 fremover også vil omfatte analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn).

Herudover medfører forslaget om at sammenskrive de gældende §§ 224 og 225 til én bestemmelse ikke indholdsmæssige ændringer af gældende ret. Bortset fra det anførte om analt samleje er det således hensigten, at »andet seksuelt forhold end samleje« skal forstås på samme måde som »anden kønslig omgængelse end samleje« og »kønslig omgængelse med en person af samme køn« efter gældende ret.

Der er med forslaget om at flytte kriminaliseringen af analt samleje fra straffelovens §§ 224 og 225 til §§ 216-224 heller ikke tilsigtet nogen ændring i vurderingen af dette forholds grovhed set i forhold til vaginalt samleje eller i forhold til andre seksuelle forhold. Der er således heller ikke tilsigtet nogen ændring i strafudmålingen i sager vedrørende analt samleje i forhold til det eksisterende strafniveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 og 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås at indsætte en bestemmelse om optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år i § 226.

Strafbestemmelsen i den gældende § 226 om uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder ved overtrædelse af straffelovens §§ 216225 videreføres med visse ændringer i den foreslåede § 228, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

Den foreslåede § 226 viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 230, 1. pkt., med en sproglig modernisering, således at »utugtige« ændres til »pornografiske«, og med en forenkling af strafferammen, således at den gældende normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år slås sammen med den gældende skærpede strafferamme på fængsel indtil 6 år. Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsindhold eller i strafudmålingen i forhold til i dag.

Med forslaget udgår opregningen i lovteksten af, hvad der navnlig anses som særligt skærpende omstændigheder. De forhold, som er opregnet i det gældende § 230, 2. pkt. – at barnets liv udsættes for fare, at der anvendes grov vold, at barnet forvoldes alvorlig skade, eller at der er tale om optagelser af mere systematisk eller organiseret karakter – vil imidlertid fortsat udgøre skærpende omstændigheder ved strafudmålingen. Det vil også fortsat være relevant ved strafudmålingen at inddrage forurettedes alder, således at straffen alt andet lige udmåles strengere, jo yngre forurettede er, og hvis forurettede er under 15 år, kan der i givet fald straffes i sammenstød med det foreslåede § 216, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 8), eller § 222 (lovforslagets § 1, nr. 17-19).

Det foreslås som noget nyt, at forældelsesfristen for overtrædelse af den foreslåede § 226 først skal begynde at løbe fra den dag, hvor forurettede fylder 21 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 (ændring af straffelovens § 94, stk. 4).

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.8 og 5.2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås at indsætte en bestemmelse om forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af en person under 18 år i § 227.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 227 om strafnedsættelse eller strafbortfald for overtrædelse af straffelovens §§ 216-226 ved indgåelse af ægteskab mellem gerningsmanden og forurettede videreføres ikke. Ophævelsen af den gældende bestemmelse i § 227 er ikke til hinder for, at det ved strafudmålingen efter omstændighederne vil kunne tillægges betydning i formildende retning, at gerningsmanden og forurettede er blevet forsonet og har genoptaget eller fortsat deres samliv. Der henvises herom til pkt. 4.2.2 og 4.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 227 viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 235 a med visse ændringer.

Det foreslås at forenkle gerningsbeskrivelsen, således at »rekrutterer eller i øvrigt medvirker til, eller som udnytter« ændres til »medvirker til«. Samtidig foreslås en sproglig modernisering, således at »utugtig« ændres til »pornografisk«. Bortset fra, at forbrydelsen med den foreslåede forenkling i alle tilfælde først vil være fuldbyrdet på det tidspunkt, hvor en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, er der ikke tilsigtet nogen ændringer i gerningsindholdet. Rekruttering af en person under 18 år til en sådan forestilling vil fremover kunne straffes som forsøg, hvis den rekrutterede persons deltagelse ikke bliver til noget.

Det foreslås desuden at forenkle strafferammen i stk. 1, således at den gældende normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år slås sammen med den gældende skærpede strafferamme på fængsel indtil 6 år. Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Med forslaget udgår opregningen i lovteksten af, hvad der navnlig anses som særligt skærpende omstændigheder. De forhold, som er opregnet i det gældende § 235, stk. 1, 2. pkt. – at barnets liv udsættes for fare, at der anvendes grov vold, at barnet forvoldes alvorlig skade, eller at der er tale om forestillinger af mere systematisk eller organiseret karakter – vil imidlertid fortsat udgøre skærpende omstændigheder ved strafudmålingen. Det vil også fortsat være relevant ved strafudmålingen at inddrage forurettedes alder, således at straffen alt andet lige udmåles strengere, jo yngre forurettede er, og hvis forurettede er under 15 år, kan der i givet fald straffes i sammenstød med det foreslåede § 216, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 8), eller § 222 (lovforslagets § 1, nr. 17-19).

Det foreslås samtidig at forhøje strafferammen i bestemmelsens stk. 2 fra bøde eller fængsel indtil 1 år til bøde eller fængsel indtil 2 år. Forslaget skal ses i lyset af strafferammekravet i EU-direktivet fra 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn for så vidt angår overværelse som tilskuer af forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af børn under den seksuelle lavalder, og der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.8 og 5.2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i § 228 at indsætte en bestemmelse om uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder ved overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224, § 226 eller § 227, stk. 1.

Med hensyn til den gældende § 228 om rufferi henvises til den foreslåede § 233 (lovforslagets § 1, nr. 23) og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede § 228 viderefører med visse ændringer den gældende bestemmelse i straffelovens § 226.

Det foreslås at udvide kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder til at omfatte den foreslåede nye bestemmelse i § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, og den foreslåede bestemmelse i § 227, stk. 1 (som viderefører det gældende § 235 a, stk. 1, med visse ændringer), om medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden.

Det foreslås, at kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder fremover ikke skal omfatte strafforhøjelsesregler, som indeholder en aldersgrænse. Det drejer sig om det foreslåede § 216, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 8), om samleje med et barn under 12 år (gældende § 222, stk. 2, 1. led), og § 220 om groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller behandlings- eller plejemæssig afhængighed over for en person under 18 år (lovforslagets § 1, nr. 13 og 14) (gældende § 220, som har en aldersgrænse på 21 år). I tilfælde af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder i en sådan strafforhøjelsesregel vil forholdet i stedet i givet fald skulle straffes som en forsætlig overtrædelse inden for normalstrafferammen. Det foreslåede § 216, stk. 2, fungerer i denne forbindelse som en strafforhøjelsesregel i forhold til straffelovens § 222 (lovforslagets § 1, nr. 17-19), og samleje med et barn under 12 år, uden at gerningsmanden har forsæt med hensyn til, at barnet er under 12 år, vil derfor efter forslaget i givet fald skulle henføres under § 222.

Samtidig foreslås en sproglig forenkling af bestemmelsens formulering, og frem for at henvise til de »foranstående bestemmelser« uden nærmere præcisering foreslås det at angive de af de foregående bestemmelser, som den foreslåede § 228 finder anvendelse på.

Der er ikke med den sproglige forenkling tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsindhold.

Opregningen af de af de foregående bestemmelser, som den foreslåede § 228 finder anvendelse på, har været nødvendig, fordi de foregående bestemmelser fremover også vil indeholde aldersgrænser, med hensyn til hvilke uagtsomhed efter forslaget ikke vil være kriminaliseret. Det gælder aldersgrænserne i den foreslåede § 216, stk. 2, om samleje med barn under 12 år (jf. lovforslagets § 1, nr. 8) og i straffelovens § 220 (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 13 og 14) om groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller behandlings- eller plejemæssig afhængighed over for en person under 18 år. Det gælder endvidere aldersgrænsen i det foreslåede § 227, stk. 2 (som viderefører det gældende § 235 a, stk. 2, med en forhøjelse af strafferammen) om overværelse som tilskuer af forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af en person under 18 år, hvor uagtsomhed i relation til en deltagers alder (i overensstemmelse med gældende ret) ikke foreslås kriminaliseret. Uagtsomhed foreslås heller ikke kriminaliseret i relation til aldersgrænsen i den foreslåede opdelte strafferamme i straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse (jf. lovforslagets § 1, nr. 22).

Der henvises i øvrigt til pkt. 10.2.2 og 10.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22 (§ 232)

Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, således at bestemmelsen forenkles og sprogligt moderniseres. Det foreslås at ændre »uterligt forhold« til »uanstændigt forhold«, og at »eller giver offentlig forargelse« udgår. Der er med den foreslåede forenkling og sproglige modernisering ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

Forslaget om at udvide bestemmelsen i straffelovens § 218, stk. 2, om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, til også at omfatte at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (jf. lovforslagets § 1, nr. 8), indebærer, at sådanne forhold ikke længere vil være omfattet af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Det foreslås at opdele den gældende strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 år i en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år og en skærpet strafferamme, som omfatter forhold begået over for et barn under 15 år, på bøde og fængsel indtil 4 år.

Der er ikke tilsigtet nogen ændring i strafudmålingen i forhold til i dag.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fortsat vil indgå som en skærpende omstændighed, hvis en blufærdighedskrænkelse er begået ved udnyttelse af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed.

Det foreslås, at forældelsesfristen for strafansvaret for blufærdighedskrænkelse, der begås over for et barn under 15 år, tidligst skal regnes fra den dag, den forurettede fylder 21 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 (ændring af straffelovens § 94, stk. 4).

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 23 (§§ 233 og 233 a)

Kilde

Det foreslås at indsætte en bestemmelse om utilbørlig fremme af en andens prostitution i § 233 a.

Efter den foreslåede bestemmelse straffes den, der ved retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller anden utilbørlig fremgangsmåde formår en anden til mod betaling eller løfte om betaling at have seksuelt forhold til en kunde.

Bestemmelsen viderefører i moderniseret form det gældende § 228, stk. 1, nr. 1, om at forlede nogen til prostitution.

Bestemmelsen er subsidiær i forhold til straffelovens § 262 a om menneskehandel og i forhold til det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde. Bestemmelsen vil derfor i praksis finde anvendelse på forhold over for personer over 18 år i tilfælde, hvor der ikke er tale om at udnytte den pågældende.

Bestemmelsen angår den, der svigagtigt eller på anden utilbørlig måde formår en anden til mod betaling eller løfte om betaling at have seksuelt forhold til en kunde. Gerningselementerne »retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse« og »anden utilbørlig fremgangsmåde« skal forstås på samme måde som de tilsvarende led i bestemmelsen om menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a, stk. 1, nr. 4 og 5.

Bestemmelsen medtager ikke »ulovlig tvang efter § 260«, »frihedsberøvelse efter § 261« eller »trusler efter § 266«, sml. straffelovens § 262 a, stk. 1, nr. 1-3. Hvis der anvendes ulovlig tvang til at formå nogen til et seksuelt forhold, kan der straffes for voldtægt efter den foreslåede § 216 (lovforslagets § 1, nr. 8). Det samme vil ofte gælde, hvis der anvendes frihedsberøvelse eller trusler som nævnt i straffelovens § 266 til at formå nogen til et seksuelt forhold (fordi dette ofte samtidig vil udgøre ulovlig tvang), og hvis det ikke skulle være tilfældet, vil der i givet fald kunne straffes for frihedsberøvelse eller trusler som nævnt i straffelovens § 266, hvor der gælder en højere (§ 261) eller samme (§ 266) strafferamme som efter den foreslåede § 233 a.

Det foreslås, at overtrædelse af den foreslåede § 233 a skal straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.2.2.5 og 7.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 24 (§ 235, stk. 1 og 2)

Der foreslås en sproglig modernisering af straffelovens § 235, stk. 1 og 2, om udbredelse og besiddelse af børnepornografi, således at »utugtige« ændres til »pornografiske«. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsindhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2.5 og 8.2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 25 (§ 235, stk. 3)

Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 235, stk. 3, om undtagelse fra forbuddet i § 235, stk. 2, mod besiddelse af pornografiske billeder af børn, der er fyldt 15 år.

Med den foreslåede formulering angives, at undtagelsen omfatter det samme som forbuddet, dvs. pornografiske fotografier, film eller lignende. Undtagelsen omfatter dog fortsat ikke pornografiske visuelle gengivelser af en ikke-eksisterende person under 18 år.

Endvidere angives med den foreslåede formulering, at undtagelsen gælder, når den pågældende samtykker i besiddelsen. Heri ligger bl.a., at et samtykke til besiddelse til enhver tid kan tilbagekaldes med den virkning, at fortsat besiddelse vil være omfattet af forbuddet i straffelovens § 235, stk. 2.

Da der kræves forsæt, vil straf for besiddelse efter en tilbagekaldelse af et tidligere givet samtykke forudsætte, at gerningsmanden har forsæt med hensyn til, at samtykket er tilbagekaldt. Selv om et samtykke principielt vil kunne tilbagekaldes stiltiende, vil der af bevismæssige grunde formentlig i praksis kun blive tale om straf, hvis samtykket udtrykkeligt er tilbagekaldt. Dette gælder også i forbindelse med afslutning af et kæresteforhold, herunder en samlivsophævelse, hvor straf for fortsat besiddelse af pornografiske fotografier eller film eksempelvis af en ex-kæreste, som på optagelsestidspunktet var mellem 15 år og 18 år og dengang gav samtykke til besiddelse, derfor i praksis vil forudsætte, at ex-kæresten udtrykkeligt har bedt den pågældende om at destruere de pågældende fotografier eller film.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2.4 og 8.2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 26 (§ 235 a)

Det foreslås at ophæve straffelovens § 235 a og i stedet placere bestemmelsen om forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af en person under 18 år som straffelovens § 227 (lovforslagets § 1, nr. 21).

Til nr. 27 (§ 236)

Der foreslås en modernisering af straffelovens § 236 om pålæg til personer, der dømmes for visse former for seksualkriminalitet.

Det foreslås i stk. 1 at opregne dels de strafbestemmelser, hvor der skal være mulighed for i forbindelse med en domfældelse at give et pålæg, dels de former for pålæg, som skal kunne gives.

Strafbestemmelserne er straffelovens § 216 om voldtægt (jf. lovforslagets § 1, nr. 8), § 222 om seksuelt forhold til barn under 15 år, § 223, stk. 2, om seksuelt forhold til en person under 18 år ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed, § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde (jf. lovforslagets § 1, nr. 21), § 232 om blufærdighedskrænkelse og § 262 a, stk. 2, om menneskehandel af en person under 18 år.

I forhold til gældende ret udgår henvisningen til straffelovens § 218, stk. 1, om udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering. Endvidere er den generelle henvisning til §§ 228 og 229 om medvirken til andres prostitution erstattet af en henvisning til det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde.

De opregnede strafbestemmelser angiver alene den ydre ramme for, ved hvilke straffelovsovertrædelser pålæg i givet fald vil kunne gives. Om et pålæg konkret bør gives, vil afhænge af, om der efter de foreslåede regler i stk. 3 og 5 er grundlag for det.

De pålæg, som i givet fald kan gives, er opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud som nærmere defineret i de foreslåede stk. 1, nr. 1-4.

Et opholdsforbud indebærer efter nr. 1, at den dømte ikke må opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af gerningsstedet.

Udtrykket »opholde sig eller færdes« skal forstås på samme måde som i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Ophold eller færden omfatter således enhver fysisk tilstedeværelse inden for det afgrænsede område, herunder at passere igennem området. Et opholdsforbud vil således som udgangspunkt indebære, at den blotte tilstedeværelse i det afgrænsede område vil udgøre en overtrædelse, selv om der er tale om helt kortvarige ophold. Et opholdsforbud indebærer således også et forbud mod at bosætte sig i området. Med hensyn til undtagelser henvises til det foreslåede stk. 2 og bemærkningerne hertil.

Det geografiske område, som et opholdsforbud dækker, skal beskrives så præcist som muligt i dommen, herunder f.eks. ved anvendelse af kort over området. Udtrykket »i nærheden« skal ses i lyset af, at opholdsforbud kan indebære et væsentligt indgreb i den pågældendes bevægelsesfrihed, og det bør således normalt være et mindre område omkring gerningsstedet. Der gælder dog ikke en bestemt maksimal geografisk udstrækning af opholdsforbud, og den præcise afgrænsning vil afhænge af en konkret proportionalitetsvurdering.

I forhold til gældende ret træder muligheden for at give et geografisk bestemt opholdsforbud i nærheden af gerningsstedet i stedet for muligheden for at give et forbud mod at indfinde sig på de steder, som er opregnet i loven (offentlige parker eller anlæg, fælleder, skoler, legepladser, opdragelseshjem, sindssygehospitaler, institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap, skove, badeanstalter og strandbredder).

Den foreslåede bestemmelse er på den ene side videre end den gældende regel, idet den foreslåede bestemmelse ikke er begrænset til bestemte arter af steder. På den anden side er den foreslåede bestemmelse mere begrænset, fordi et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse skal angå et område i nærheden af gerningsstedet, hvilket ikke som sådan er et krav efter den gældende regel.

Med hensyn til anvendelsen og udformningen af et opholdsforbud henvises i øvrigt til de foreslåede stk. 3-5 og bemærkningerne hertil.

Et boligforbud indebærer efter nr. 2, at den dømte ikke uden politiets tilladelse må dele bolig med et barn under 18 år.

Dette er i den foreslåede lovtekst formuleret på den måde, at den dømte kan forbydes at lade børn under 18 år »tage ophold« i sin bolig eller selv »tage ophold« hos personer, hos hvem der »opholder sig« børn under 18 år. Et sådant forbud omfatter i givet fald ikke den dømtes egne børn eller adoptivbørn, jf. nærmere det foreslåede stk. 2 og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen er som nævnt møntet på tilfælde, hvor den dømte deler bolig med et barn. »Bolig« skal i den forbindelse forstås bredt og er et andet og betydeligt videre begreb end »bopæl«. »Bolig« vil også omfatte en midlertidig bolig, herunder en feriebolig, og kan også være f.eks. en campingvogn, en båd eller et telt. Med »bolig« sigtes først og fremmest til det sted, hvor den pågældende overnatter.

Med udtrykkene »tage ophold« og »opholder sig« sigtes dermed også til ophold med overnatning, og det vil endvidere i almindelighed være et krav, at der er tale om flere overnatninger. Et boligforbud vil dermed f.eks. ikke være til hinder for, at en klassekammerat til et barn i den dømtes hustand overnatter en enkelt nat i den dømtes bolig, eller at den dømte i forbindelse med en familiefest overnatter en enkelt nat hos familie, der har hjemmeboende børn. Derimod vil politiets tilladelse i givet fald skulle indhentes (jf. herom nedenfor), f.eks. hvis den dømtes samlevers særbarn i forbindelse med samvær overnatter i den dømtes bolig f.eks. hver anden weekend, eller hvis den dømte tilbringer 3-4 juledage hos familie, hvor der også overnatter børn.

Et boligforbud vil endvidere ikke være til hinder for, at den dømte tilbringer dagtimerne sammen med et barn, når blot den dømte og barnet ikke overnatter i samme bolig. Om samvær i dagtimerne henvises i øvrigt til det foreslåede nr. 3 om besøgsforbud.

Et boligforbud indebærer, at den dømte ikke uden politiets tilladelse må dele bolig med et barn.

Det forudsættes, at politiet i givet fald i almindelighed giver tilladelse, hvis den dømte giver samtykke til, at politiet orienterer det pågældende barns forældre (dvs. indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden) om den dom, hvorved boligforbuddet er givet.

Det er politiet, der i givet fald skal orientere barnets forældre om dommen. Hvis en af forældrene har forældremyndigheden alene, skal politiet dog kun orientere indehaveren af forældremyndigheden. Hvis en af indehaverne af forældremyndigheden er i en tilstand, hvor denne ikke vil være i stand til at forstå en orientering, eller hvis politiet trods rimelige bestræbelser ikke har kunnet komme i kontakt med en af indehaverne af forældremyndigheden, vil det være tilstrækkeligt at orientere den anden forældremyndighedsindehaver. Hvis barnet er anbragt uden for hjemmet, bør kommunen normalt også orienteres om dommen, og det vil kunne stilles som betingelse for at give en tilladelse, at den dømte giver samtykke hertil.

Den dømtes samtykke vil i givet fald indebære, at politiet kan orientere barnets forældre om hele dommen, dog bortset fra oplysninger om den dømtes personnummer og oplysninger, som er fortrolige af hensyn til andre personer end den dømte. Det vil i den forbindelse være op til politiets skøn, hvor stor en del af dommen barnets forældre skal orienteres om, idet det dog forudsættes, at forældrene i det mindste orienteres om den domstol, der har afsagt dommen, dommens dato og konklusion og hovedtræk af de forhold, som der blev dømt for.

I forhold til den gældende bestemmelse er det nyt, at politiet også kan dispensere fra bestemmelsens 1. led om at lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig. Endvidere forudsættes det, at den foreslåede bestemmelses henvisning til at »tage ophold« og »opholder sig« skal forstås som beskrevet ovenfor – og dermed ikke skal forstås så vidt, som der er eksempler på, at de tilsvarende udtryk i den gældende regel er blevet forstået i praksis.

Med hensyn til anvendelsen og udformningen af et boligforbud henvises i øvrigt til de foreslåede stk. 3-5 og bemærkningerne hertil.

Et besøgsforbud indebærer efter nr. 3 , at den dømte ikke må modtage besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en voksen.

Bestemmelsen angår tilfælde, hvor den dømte selv modtager besøg af et barn. Et besøgsforbud vil dermed ikke være til hinder for, at andre personer i den dømtes husstand, herunder børn i husstanden, kan modtage besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en voksen. Det er imidlertid en forudsætning, at det andet medlem af husstanden, som barnet besøger, er hjemme, mens barnet er på besøg. Hvis den dømte er alene hjemme, vil ethvert besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en voksen, være i strid med besøgsforbuddet. Det gælder omvendt, at besøg, der udelukkende finder sted, mens den dømte ikke er til stede, ikke vil være i strid med besøgsforbuddet, og dette gælder, selv om barnet er kommet efter invitation fra den dømte og der ikke er andre personer hjemme.

Da bestemmelsen som nævnt angår tilfælde, hvor det er den dømte, der modtager besøg af et barn, vil et besøgsforbud endvidere ikke være til hinder for, at den dømte besøger et barn.

»Besøg« omfatter tilfælde, hvor barnets tilstedeværelse hos den dømte ikke er så langvarig, at der er tale om at »tage ophold« i det foreslåede nr. 2’s forstand. Besøg omfatter også tilfælde, hvor den dømte uden for sin bolig, eksempelvis på en restaurant eller i en forlystelsespark, er vært for et barn, der ikke er ledsaget af en voksen. Besøg omfatter ikke tilfælde, hvor den dømte og et barn mødes, uden at den dømte kan siges at være vært for barnet.

Besøg omfatter også tilfælde, hvor barnet kommer i den dømtes bolig i arbejdsmæssigt øjemed, herunder som ansat af tredjemand, eksempelvis en håndværker, eller for at hente eller bringe noget. Det vil i en sådan situation derfor i givet fald være nødvendigt, at barnet er ledsaget af en voksen, eller at den dømte ikke er hjemme, hvis barnet bliver i mere end ganske få minutter (jf. nedenfor om det tidsmæssige aspekt).

Besøg omfatter derimod ikke tilfælde, hvor et barn arbejder i den dømtes virksomhed, uden at der er tale om at udføre arbejde i den dømtes bolig eller om en situation, hvor den dømte i højere grad fungerer som vært end som arbejdsgiver for barnet. Som eksempel kan nævnes, at den dømte inviterer barnet til at blive på virksomheden efter arbejdstids ophør. Dette vil være et besøg, som vil være i strid med besøgsforbuddet, hvis barnet ikke er ledsaget af en voksen.

Bestemmelsen indeholder ikke nogen egentlig undergrænse for, hvor kort tid barnet skal være til stede hos den dømte, før der er tale om et besøg i bestemmelsens forstand. Også en kortvarig tilstedeværelse af f.eks. 5-10 minutters varighed må således anses som et besøg i bestemmelsens forstand. En helt kortvarig tilstedeværelse af f.eks. 2-3 minutters varighed eksempelvis for at give eller modtage en besked eller hente eller bringe noget kan dog ikke anses som et besøg i bestemmelsens forstand.

Et barns tilstedeværelse hos den dømte vil have karakter af et besøg i bestemmelsens forstand, uanset om den dømte eller barnet har taget initiativ hertil, og uanset om besøget er planlagt i forvejen eller barnet f.eks. kommer uanmeldt. Hvis barnet selv er gået ind hos den dømte, er det dog en forudsætning, at den dømte har accepteret barnets tilstedeværelse eller ikke tager rimelige skridt til at bringe barnets tilstedeværelse til ophør.

Det er kun, hvis barnet ikke er ledsaget af en voksen, at et besøg i givet fald vil være i strid med et besøgsforbud. At barnet skal være ledsaget af en voksen, betyder, at den voksne skal være til stede under barnets besøg hos den dømte. Det er således ikke tiltrækkeligt til at bringe et besøg uden for forbuddet, at barnet hentes eller bringes af en voksen. Det er dog ikke et krav, at den voksne ledsager under besøget konstant er sammen med barnet. Hvad der kræves, vil også afhænge af de konkrete omstændigheder. Hvis der er adskillige børn og voksne til stede, vil der i praksis typisk kunne forekomme længere perioder, hvor et givet barn ikke er sammen med sin voksne ledsager, end hvis der kun er ét barn til stede. Ud fra formålet med forbuddet vil der dog omvendt heller ikke være noget til hinder for, at barnets voksne ledsager tilbringer hele eller næsten hele besøget sammen med den dømte, mens barnet tilbringer tiden alene eller sammen med andre børn eller voksne.

I modsætning til, hvad der foreslås med hensyn til boligforbud, kan politiet ikke dispensere fra et besøgsforbud.

I forhold til den gældende bestemmelse er det nyt, at der fremover bliver en særskilt mulighed for at give besøgsforbud. Afhængig af fortolkningen af den gældende bestemmelse vil et besøgsforbud som det foreslåede imidlertid kunne være indeholdt i et opholdsforbud efter den gældende bestemmelse, og i forhold til en sådan vid fortolkning af den gældende bestemmelse er forslaget udtryk for en indskrænkning, idet et besøgsforbud efter forslaget er begrænset som beskrevet ovenfor.

Med hensyn til anvendelsen og udformningen af et besøgsforbud henvises i øvrigt til de foreslåede stk. 3-5 og bemærkningerne hertil.

Et kontaktforbud indebærer efter nr. 4 , at den dømte ikke gennem internettet eller et lignende system til spredning af information må søge at kontakte børn under 18 år, der ikke kender den dømte i forvejen.

Begrænsningen til børn, der ikke kender den dømte i forvejen, skyldes hensynet til, at den dømte f.eks. bør kunne maile, skype eller chatte med børn, den dømte har lært at kende uden anvendelse af internettet, eksempelvis børn af venner eller familie. Begrænsningen skal derfor forstås på den måde, at hvis den dømte i strid med et kontaktforbud gennem internettet har lært et barn at kende, vil kontakt gennem internettet stadig være i strid med kontaktforbuddet, så længe den dømte og barnet ikke har mødtes direkte. Begrænsningen skal endvidere forstås på den måde, at et barn ikke kender den dømte i bestemmelsens forstand, før barnet kender den dømtes rigtige identitet. Hvis den dømte har lært et barn at kende gennem internettet og derefter har mødtes med barnet direkte, vil kontakt gennem internettet stadig være i strid med kontaktforbuddet, hvis den dømte har brugt en falsk eller fiktiv identitet i sin kontakt med barnet. Det er dog ikke et krav, at barnet kender den dømtes fulde navn eller præcise adresse, for at barnet kan anses for at kende den dømte i bestemmelsens forstand.

Ud over kontakt gennem internettet omfatter bestemmelsen kontakt gennem et lignende system til spredning af information. Dette led er medtaget for at fremtidssikre bestemmelsen i forhold til eventuelle fremtidige kommunikationsteknologier på linje med internettet.

Kontakt gennem internettet omfatter en hvilken som helst kontakt, både skriftlig og mundtlig, som foregår ved den dømtes anvendelse af internettet. Som eksempler kan nævnes email, internetchat og internettelefoni. Kommunikation via sociale medier på internettet, eksempelvis Facebook, vil også være omfattet. Telefonering og fremsendelse af en tekst- eller billedbesked ved anvendelse af telefonnettet er derimod ikke omfattet.

Kontaktforbuddet gælder også, hvis barnet har taget initiativ til den første kontakt (f.eks. sendt den første mail eller den første chatbesked). Den dømte må altså i sådanne tilfælde ikke svare på barnets henvendelse.

Et kontaktforbud indebærer, at den dømte ikke må søge at »kontakte børn« gennem internettet. Kontakten skal altså være rettet mod et eller flere konkrete børn eller mod børn generelt for at være omfattet af forbuddet. En generel henvendelse, eksempelvis på en Facebook-profil (den dømtes eller en andens), som er rettet både mod børn og voksne, vil ikke være omfattet af forbuddet.

Et kontaktforbud indebærer, at den dømme ikke må »søge at« kontakte børn gennem internettet. Et kontaktforbud vil dermed være overtrådt, når den dømte har f.eks. afsendt en mail eller lagt en besked på en internetchat eller en Facebook-profil med forsæt til at opnå kontakt med et barn. Der vil således i givet fald foreligge en fuldbyrdet overtrædelse af kontaktforbuddet, selv om mailen eller beskeden ikke kommer frem til noget barn (herunder hvis årsagen er, at modtageren ikke er et barn, men har udgivet sig for at være et barn). Det bemærkes herved, at forsøg på at overtræde et forbud efter straffelovens § 236 ikke er strafbart, jf. straffelovens § 21, stk. 3, og den forslåede strafferamme i § 236, stk. 7.

I forhold til den gældende bestemmelse er muligheden for at kunne give et kontaktforbud som beskrevet ny.

Med hensyn til anvendelsen og udformningen af et kontaktforbud henvises i øvrigt til de foreslåede stk. 3-5 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at forbud som nævnt i stk. 1 (opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud) ikke omfatter kontakt, ophold eller færden, som af særlige grunde må anses for beføjet.

Med bestemmelsen lovfæstes, at der kan være tilfælde, hvor en adfærd, der formelt udgør en overtrædelse af et forbud efter stk. 1, af særlige grunde ikke skal anses for en overtrædelse af forbuddet.

Bestemmelsen må i praksis antages at få noget forskellig betydning for de forskellige typer af forbud. Der er dog i alle tilfælde tale om en forholdsvis snæver undtagelse.

For så vidt angår opholdsforbud kan der som eksempel på ophold eller færden, som af særlige grunde vil kunne anses for beføjet, navnlig peges på tilfælde, hvor den dømte med et særligt anerkendelsesværdigt formål kortvarigt passerer det område, som er omfattet af opholdsforbuddet. Det kunne f.eks. være i forbindelse med deltagelse i et motionsløb med en fastlagt rute. Det kunne også være i forbindelse med akut henvendelse til læge, skadestue eller apotek, hvis det ville medføre en væsentlig længere transporttid ikke at passere det område, som er omfattet af opholdsforbuddet. Det kunne også være i forbindelse med deltagelse i en begravelse af et nært familiemedlem.

For så vidt angår boligforbud kan der som eksempel på, hvornår en formel overtrædelse af særlige grunde vil kunne anses for beføjet, formentlig i praksis næsten kun tænkes tilfælde, hvor den dømte og et barn af ekstraordinære grunde flere dage i træk er nødt til at overnatte i samme bolig. Det kunne f.eks. være, hvis en ekstraordninær vejrsituation forhindrer, at den dømte eller barnet som planlagt forlader den pågældende bolig.

For så vidt angår besøgsforbud kan der tænkes tilfælde, hvor barnets voksne ledsager uforudset akut må efterlade barnet hos den dømte. Det kan være i tilfælde af den pågældendes alvorlige sygdom eller tilskadekomst eller i tilfælde af, at en anden, eksempelvis et af den pågældendes (andre) børn, er kommet alvorligt til skade, eller hvis den pågældende bliver kaldt på arbejde i anledning af en opstået nødsituation. Det må i sådanne tilfælde forudsættes, at der udfoldes rimelige bestræbelser på, at barnet snarest muligt overlades til en anden end den dømte. Som en anden gruppe af tilfælde kan nævnes, at barnets besøg hos den dømte skyldes, at barnet er kommet til skade, faret vild eller lignende. Også her er det en forudsætning, at der udfoldes rimelige bestræbelser på snarest muligt at få hjælp fra anden side til at tage sig af barnet.

For så vidt angår kontaktforbud vil det næppe forekomme i praksis, at en kontakt gennem internettet til et barn, som ikke kender den dømte, af særlige grunde vil være beføjet. Det ville forudsætte, at den dømte befandt sig i en nødsituation og kun havde mulighed for at kommunikere via internettet. Selv om der faktisk kendes eksempler herpå (personer, som uforvarende er blevet lukket inde, eller som er frihedsberøvet som led i menneskehandel), må sandsynligheden for, at en sådan i sig selv meget sjældent forekommende situation netop skulle ramme en person, der er pålagt et kontaktforbud, antages at være yderst ringe.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt. , at boligforbud og besøgsforbud ikke skal omfatte den dømtes børn eller adoptivbørn.

Dette svarer i realiteten til den gældende bestemmelse, som ikke omfatter børn, over for hvilke den dømte har forsørgelsespligt.

Det foreslås i stk. 3 , at forbud som nævnt stk. 1 kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er nærliggende fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Med bestemmelsen lovfæstes kriterier for, hvornår et forbud som nævnt i stk. 1 kan gives.

Det foreslås, at forbud skal kunne gives, hvis det vil være et egnet middel til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet. Vurderingen heraf skal foretages ud fra karakteren af det pådømte forhold og de foreliggende oplysninger om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet.

Det gælder desuden et proportionalitetskrav, jf. det foreslåede stk. 5 og bemærkningerne hertil.

Forbud som nævnt i stk. 1 er et supplement til de generelle regler om rettighedsfrakendelse, jf. straffelovens § 79, og om vilkår for betinget dom, jf. straffelovens § 57.

Forbud som nævnt i stk. 1 bør i almindelighed kun anvendes, hvis en rettighedsfrakendelse eller et vilkår i en betinget dom ikke vil være tilstrækkelig til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet.

Forbud som nævnt i stk. 1 har endvidere ikke til formål at beskytte de konkrete ofre for de pådømte forhold mod nye overgreb, endsige mod krænkende henvendelser fra den dømtes side.

Forbud som nævnt i stk. 1 bør derfor kun anvendes med henblik på at forebygge nærliggende fare for ny kriminalitet mod nye ofre. Er der nærliggende fare for ny kriminalitet mod samme ofre (eller for krænkende henvendelser til ofrene), bør der i givet fald gives tilhold og eventuelt opholdsforbud efter lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Det vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, om et forbud kan antages at være et egnet middel til at forebygge en nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet, og hvilken eller hvilke former for forbud der i givet fald bør anvendes.

Forbud bør imidlertid i almindelighed kun anvendes, hvis den dømte har begået flere ligeartede overtrædelser i form af, enten at den pågældende tidligere er dømt for tilsvarende forhold, eller at den pågældende nu findes skyldig i ligeartede forhold begået ved forskellige lejligheder over for forskellige ofre. Hvis den pågældende ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet, bør en enkeltstående overtrædelse således ikke give anledning til forbud, og dette gælder, selv om overtrædelsen er grov og eventuelt begået over for flere ofre (eksempelvis en grov voldtægt af flere ofre ved én lejlighed). Hvis den pågældende ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet, bør en flerhed af overtrædelser begået over for samme offer heller ikke give anledning til forbud, og dette gælder, selv om overtrædelserne er grove og/eller fortsat gennem lang tid (eksempelvis seksuelt misbrug af et barn gennem flere år).

Ved vurderingen af, om et forbud kan antages at være et egnet middel til at forebygge en nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet, skal også inddrages de foreliggende oplysninger i øvrigt om den dømtes person, som de eksempelvis fremgår af en eventuel personundersøgelse eller mentalundersøgelse.

Hvis kriminaliteten må antages at skyldes forhold, som ikke længere er til stede, vil det tale imod, at der skulle foreligge en så nærliggende fare for ny lignende kriminalitet, at der bør gives forbud.

Med hensyn til de enkelte former for forbud kan endvidere navnlig anføres følgende:

Om et opholdsforbud bør gives, vil navnlig afhænge af, om de dømtes kriminalitet har en sådan tilknytning til et bestemt nærmere afgrænset område, at et forbud mod ophold og færden det pågældende sted kan være egnet til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet. Dette vil formentlig forholdsvis sjældent være tilfældet.

Som eksempler på en mulig anvendelse kan nævnes tilfælde, hvor den dømte flere gange samme sted (eksempelvis samme vej, sti eller park) har blottet sig for forskellige ofre, eller flere gange samme sted (eksempelvis samme svømmehal, sportshal eller fitnesscenter) har beluret forskellige ofre under omklædning og bad. Anvendelse af opholdsforbud vil navnlig kunne være relevant, hvis forholdene er begået over for børn.

I princippet kan opholdsforbud også tænkes anvendt ved alvorligere kriminalitet, men det er formentlig forholdsvis sjældent, at en person f.eks. i samme afgrænsede område (f.eks. et bestemt kolonihaveområde eller et bestemt villakvarter) ved forskellige lejligheder begår voldtægt. Og hvis det sker, er det ikke sikkert, at et forbud mod at opholde sig eller færdes i netop dette område vil have nogen nævneværdig betydning for risikoen for ny tilsvarende kriminalitet (eksempelvis i form af voldtægt i et andet kolonihaveområde eller et andet forholdsvis nærliggende villakvarter).

Spørgsmålet om at give boligforbud og/eller besøgsforbud vil der ofte være anledning til at behandle under et, selv om omstændighederne også kan tale for alene at give et boligforbud (hvorimod der sjældent vil være grundlag for alene at give et besøgsforbud). Sådanne forbud bør i hvert fald forudsætte, at den dømte ved forskellige lejligheder seksuelt har misbrugt forskellige børn, som den dømte delte bolig med eller havde besøg af.

Det vil herudover afhænge af de konkrete omstændigheder, om et boligforbud eller et besøgsforbud vil være egnet til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet.

Hvis den dømte udelukkende har misbrugt egne børn eller adoptivbørn, vil der i almindelighed ikke være anledning til at give boligforbud eller besøgsforbud, da sådanne forbud ikke omfatter egne børn eller adoptivbørn.

Hvis den dømte udelukkende har misbrugt børn, som den pågældende har delt bolig med, vil der i almindelighed ikke være anledning til ved siden af et boligforbud også at give et besøgsforbud.

Hvis den dømte udelukkende har misbrugt børn, som den pågældende er kommet i kontakt med i forbindelse med aktiviteter, der er omfattet af en rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 (eksempelvis undervisning, fritidsaktiviteter eller børnepasning), bør boligforbud eller besøgsforbud ikke anvendes.

Et kontaktforbud vil navnlig kunne gives, hvis den dømte ved forskellige lejligheder har seksuelt misbrugt forskellige børn, som den pågældende var kommet i kontakt med gennem internettet.

Det foreslås i stk. 4 , at forbud skal kunne gives på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre. Dette svarer til, hvad der efter straffelovens § 79, stk. 3, gælder med hensyn til rettighedsfrakendelse. Udgangspunktet bør være, at forbud tidsbegrænses, og at tidsubegrænset forbud kun anvendes i særligt grove tilfælde, hvor der er grundlag for at antage, at der stadig mere end 5 år efter endelig dom vil være nærliggende fare for ny lignende kriminalitet.

I forhold til den gældende bestemmelse lovfæstes muligheden for at tidsbegrænse et forbud, og det forudsættes, at udgangspunktet fremover vil være, at et forbud er tidsbegrænset.

Det foreslås i stk. 5 , at et forbud som nævnt i stk. 1 ikke må stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til dem, som forbuddet skal beskytte, og karakteren af det begåede forhold.

Med forslaget lovfæstes kravet om proportionalitet.

Det foreslåede stk. 5 er relevant både ved afgørelsen af, om der overhovedet skal gives forbud efter stk. 1, ved afgørelsen af, hvilken eller hvilke former for forbud der i givet fald skal gives, og ved fastlæggelsen af forbuddets nærmere udformning samt dets tidsmæssige udstrækning.

Det foreslåede stk. 5 indebærer, at der skal være et rimeligt forhold mellem på den ene side det indgreb over for den dømte, som forbuddet indebærer, og på den anden side dels hensynet til de potentielle ofre, som forbuddet har til formål at beskytte, dels alvoren af den nu pådømte kriminalitet.

Er der tale om alvorlig kriminalitet og stor risiko for ny alvorlig kriminalitet, vil det kunne berettige et mere indgribende forbud, end hvis der er tale om mindre alvorlig kriminalitet og/eller lidt mindre (men dog stadig nærliggende) risiko for ny tilsvarende kriminalitet.

Vurderingen af, hvor alvorligt et indgreb der i givet fald vil være tale om i forhold til den dømte, skal foretages konkret ud fra den pågældendes situation.

Proportionalitetsvurderingen er som nævnt relevant ikke alene ved afgørelsen af, om et forbud overhovedet skal gives, men også ved fastlæggelsen af forbuddets nærmere udformning.

For så vidt angår opholdsforbud gælder dette navnlig fastlæggelsen af selve det geografiske område, som forbuddet skal dække. Hvis proportionalitetshensyn tilsiger det, kan et opholdsforbud imidlertid også begrænses i tid, eksempelvis til kun at gælde visse af årets måneder eller visse af døgnets timer.

For så vidt angår boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud er der mulighed for begrænse, i forhold til hvilke børn et sådant forbud gælder. I praksis kan det navnlig være relevant at overveje at lade et sådant forbud gælde alene i forhold til børn under 15 år, hvis den dømte udelukkende har gjort sig skyldig i seksuelt misbrug af væsentligt yngre børn. En anden nærliggende mulighed er i givet fald at lade et sådant forbud gælde i forhold til børn af det ene køn, hvis den dømte alene har gjort sig skyldig i seksuelt misbrug af børn af det ene køn.

Det foreslåede stk. 6 indeholder regler om indbringelse for domstolene af spørgsmålet om opretholdelse af et forbud, der er givet indtil videre.

Bestemmelsen er udformet på samme måde som de tilsvarende regler om rettighedsfrakendelse, der er givet indtil videre, jf. straffelovens § 79, stk. 3, jf. § 78, stk. 3.

Efter det foreslåede 1. pkt. kan den dømte 5 år efter endelig dom forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren dog tillade, at indbringelse for retten sker tidligere, jf. det foreslåede 2. pkt. Indbringelse sker for byretten i den retskreds, som har pådømt sagen i første instans, eller byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig, jf. henvisningen i det foreslåede 3. pkt. til straffelovens § 59, stk. 2. Byrettens afgørelse træffes ved kendelse, jf. det foreslåede 4. pkt. Domsmænd medvirker ikke.

Byrettens afgørelse kan gå ud på, at forbuddet ophæves, at forbuddet opretholdes uændret, at forbuddet tidsbegrænses til højst 2 år (dette er en konsekvens af genindbringelsesfristen i tilfælde af, at forbuddet opretholdes, jf. nedenfor), eller at forbuddet indskrænkes. Forbuddet kan derimod ikke udvides.

Byrettens kendelse kan kæres til landsretten, jf. retsplejelovens § 968. Både den dømte og anklagemyndigheden kan kære. Kærefristen er 14 dage, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1. Kære har ikke opsættende virkning, medmindre det modsatte bestemmes af byretten eller landsretten, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2. Landsrettens afgørelse i kæresagen kan kun kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 973.

Hvis afgørelsen går ud på, at forbuddet helt eller delvis opretholdes indtil videre, kan spørgsmålet 2 år efter afgørelsen på ny indbringes for retten, jf. det foreslåede 5. pkt. I den forbindelse gælder de samme regler som om indbringelse 5 år efter endelig dom, herunder reglen i det foreslåede 2. pkt. om, at justitsministeren kan tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

I forhold til den gældende bestemmelse ændres tidsgrænsen for, hvornår spørgsmålet om opretholdelse af et tidsubestemt forbud kan indbringes for retten, fra 3 år efter straffens udståelse til 5 år efter endelig dom. Endvidere nedsættes tidsgrænsen for, hvornår et opretholdt forbud på ny kan indbringes for retten, fra 3 år til 2 år.

Det forslås i stk. 7 , at overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med fængsel indtil 4 måneder, hvilket svarer til gældende ret. Straf forudsætter forsæt, jf. straffelovens § 19, og forsøg straffes ikke, jf. straffelovens § 21, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 9.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 28 (§ 262 a)

Der foreslås en sproglig modernisering af straffelovens § 262 a om menneskehandel, således at »kønslig usædelighed« ændres til »prostitution, optagelse af pornografiske fotografier eller film, forestilling med pornografisk optræden«. Med »prostitution« menes seksuelt forhold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling. »Optagelse af pornografiske fotografier eller film« skal forstås på samme måde som »optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignende« i den foreslåede § 226 (svarende til den gældende § 230), uanset at »eller lignende« ikke foreslås medtaget i § 262 a. »Forestilling med pornografisk optræden« skal forstås på samme måde som det tilsvarende udtryk i den foreslåede § 227 (svarende til den gældende § 235 a). Der er ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

Parallelt med, hvad der er anført i bemærkningerne til det foreslåede § 233, stk. 1, om udnyttelse af andres prostitution (lovforslagets § 1, nr. 23) følger det af den beskyttelsesinteresse, som bestemmelsen om menneskehandel skal tjene – nemlig at beskytte potentielle ofre for menneskehandel – at en person, der udnyttes til prostitution, som udgangspunkt ikke bør straffes for medvirken til menneskehandel i anledning af sin bistand til driften af den pågældende prostitutionsvirksomhed, eksempelvis i form af pasning af telefoner eller reception, indkøb, madlavning, rengøring osv. Kun hvis den prostituerede har spillet en mere direkte rolle i forbindelse med rekruttering, transport, overførsel, husning eller modtagelse af en person under omstændigheder som nævnt i bestemmelsen, bør straf for medvirken kunne komme på tale.