Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medieansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til »de retsfølger, der omtales i § 273« ændres til »mortifikation efter § 270« som en konsekvens dels af forslagets § 1, nr. 12, om, at § 273, stk. 1, bliver § 270, og dels af forslagets § 1, nr. 12, om ophævelse af § 273, stk. 2, om offentliggørelse af domsslutningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det foreslås, at henvisningen til § 273, stk. 2, i § 97 b, stk. 3, udgår som en konsekvens af forslaget til § 1, nr. 12, om, at § 273, stk. 2, ophæves.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det foreslås at indsætte »samfundsvigtige datasystemer« i § 193, stk. 1, i stedet for »informationssystemer«, hvilket hænger sammen med den tilsvarende ændrede terminologi i forslaget til § 1, nr. 4 (forslaget til § 263, stk. 1). Der er ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold, idet kravet om, at systemet skal være samfundsvigtigt, allerede er gældende, selv om det ikke fremgår af lovteksten.

Ved »datasystem« forstås – ligesom ”informationssystem” – således en computer eller andet databehandlingsanlæg. Omfattet heraf er navnlig stationære og bærbare computere, men også andet elektronisk udstyr, hvis udstyret har funktioner svarende til dem, der findes i computere, f.eks. smartphones og tablets. Det gælder således elektronisk udstyr, der kan anvendes til at oprette og/eller behandle dokumenter, billeder, lyde, udføre regnskabsfunktioner og lignende, herunder også hvis sådanne funktioner senere forekommer i kombination med andet elektronisk udstyr, f.eks. fjernsyn.

Det er kun omfattende forstyrrelser af datasystemer, der er samfundsvigtige, som er omfattet af den strafferetlige beskyttelse. Som eksempler på omfattende forstyrrelse i driften af samfundsvigtige datasystemer kan anføres angreb, der helt lammer eller i betydeligt omfang forstyrrer registrering, behandling og transmission af data inden for værdipapircentralen og SKATs centrale systemer, herunder motorregisteret, samt inden for den private sektor angreb mod den centrale elektroniske databehandling hos de store banker og sparekasser, realkreditinstitutter mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet. Det samme gælder efter straffelovens § 263, stk. 1, nr. 2, for den, som uberettiget skaffer sig adgang til andres gemmer. Det gælder endvidere efter straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, for den, som uberettiget ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som den pågældende ikke selv deltager i, eller hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig adgang.

Efter straffelovens § 263, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem.

Begås de i stk. 1 eller 2 nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre særligt skærpende omstændigheder, kan straffen efter straffelovens § 263, stk. 3, stige til fængsel indtil 6 år. Efter bestemmelsen straffes på samme måde de i stk. 2 nævnte forhold, når der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter.

Det foreslås at nyaffatte § 263, med henblik på at det gældende stk. 2 om adgang til dataoplysninger flyttes til stk. 1, således at bestemmelsen fremover vil tage udgangspunkt i, at meddelelser i stadigt stigende omfang sendes og opbevares elektronisk. Som en konsekvens heraf flyttes det gældende stk. 1 om brud på brevhemmeligheden og hemmelig aflytning og optagelse til stk. 2. Endvidere foreslås det gældende stk. 1, nr. 2, om åbning af andres gemmer flyttet til § 264, stk. 1, om husfredskrænkelse (forslagets § 1, nr. 6).

Herudover foreslås endvidere visse sproglige og indholdsmæssige ændringer af de gældende bestemmelser i § 263, stk. 1 og 2. I § 263, stk. 3, foreslås en teknisk konsekvensændring som følge af den ændrede struktur i bestemmelsen i øvrigt.

Efter det foreslåede stk. 1 straffes med bøde eller fængsel den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens datasystem eller data, som er bestemt til at bruges i et datasystem.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 263, stk. 2, med visse sproglige ændringer. Bestemmelsen angår den, der på en hvilken som helst måde uberettiget skaffer sig adgang til et datasystem eller data.

For det første foreslås det at ændre »informationssystem« til »datasystem«, fordi »datasystem« i højere grad end »informationssystem« peger hen imod den automatiserede databehandling, som udtrykket er tilsigtet at skulle dække. Der er tale om en rent sproglig ændring, og der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold,

Ved »datasystem« forstås – ligesom ved ”informationssystem” – således en computer eller andet databehandlingsanlæg. Omfattet heraf er navnlig stationære og bærbare computere, men også andet elektronisk udstyr, hvis udstyret har funktioner svarende til dem, der findes i computere, f.eks. smartphones og tablets. Det gælder således elektronisk udstyr, der kan anvendes til at oprette og/eller behandle dokumenter, billeder, lyde, udføre regnskabsfunktioner og lignende, herunder også hvis sådanne funktioner senere forekommer i kombination med andet elektronisk udstyr, f.eks. fjernsyn.

For det andet foreslås det, at »oplysninger eller programmer« ændres til »data«, da edb-programmer i maskinlæsbar form kan betegnes som data, og det dermed er overflødigt at anvende begrebet »oplysninger eller programmer«. Heller ikke med denne ændring er der tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

For det tredje foreslås det, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af bestemmelsen, at den både omfatter at skaffe sig adgang til et datasystem som sådan og at skaffe sig adgang til en andens data, som er bestemt til at bruges i et datasystem.

Udtrykket »en andens« relaterer sig både til datasystem og data. Det vil således være et krav, at man enten skaffer sig adgang til en andens datasystem, eller at man skaffer sig adgang til en andens data, uanset om systemet tilhører gerningsmanden eller en anden. Der vil således kunne foreligge en strafbar krænkelse ved brug af eget datasystem, hvis f.eks. udlejeren af et datasystem uberettiget skaffer sig adgang til lejerens data, som er indkodet i datasystemet.

Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte uberettiget adgang til data, som er bestemt til at bruges i et datasystem, men som ikke på det pågældende tidspunkt er tilsluttet systemet. Der kan f.eks. være tale om, at gerningsmanden skaffer sig adgang til indholdet af et usb-stik, der ikke er tilsluttet en computer eller lignende. Uden for bestemmelsens anvendelsesområde vil falde papirudskrifter af data, der har været brugt i et datasystem.

Udtrykket »skaffer sig adgang« skal forstås bredt og dækker bl.a. hel eller delvis kontrol over et datasystem, som f.eks. giver adgang til data eller til at tilføje, ændre eller slette data eller programmer i datasystemet, uanset om der skaffes adgang direkte via det pågældende datasystem eller via et andet system.

Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte meget forskelligartede forhold, herunder at en gerningsmand skaffer sig adgang til en andens computer eller smartphone (uanset om man bruger den pågældende computer mv., eller om adgangen skaffes via en anden computer mv.), at en gerningsmand logger på en andens e-mailsystem (uanset hvilken computer mv. det sker fra), eller at en gerningsmand skaffer sig adgang til et usb-stik.

Bestemmelsen vil eksempelvis også omfatte tilfælde, hvor en gerningsmand udnytter en svaghed i et datasystem, der giver en videre adgang til oplysninger eller programmer end tilsigtet, for at kopiere, ændre eller slette oplysninger eller programmer.

Ligesom de øvrige bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred i § 263, stk. 2, § 263 a og §§ 264-264 d afgrænses § 263, stk. 1, fortsat af det generelle forbehold om, at der skal være tale om uberettiget adgang. Hermed tilkendegives det, at bestemmelsen er formuleret så bredt, at der helt regelmæssigt skal ske en udskillelse af legale handlinger, der falder ind under bestemmelsens ordlyd.

Der kan således forekomme tilfælde, hvor man kun ved et konkret skøn kan afgøre, om en handling, der sprogligt omfattes af bestemmelsens ordlyd, skal anses som strafbar. Dette vil navnlig få betydning i forhold til personer, der har en berettiget adgang til et datasystem, men som anvender denne adgang til andre formål end dem, som adgangen er givet til.

Et eksempel herpå kan efter omstændighederne være en medarbejder, der har en berettiget adgang til arbejdsgiverens datasystem, men som anvender denne adgang til at tilgå data, som der ikke er arbejdsmæssigt behov for at tilgå, herunder navnlig hvis medarbejderen har et videregående forsæt til at videregive eller anvende disse data i en sammenhæng, der er arbejdsgiveren uvedkommende.

Endvidere vil den foreslåede bestemmelse eksempelvis omfatte en kunde, der har en berettiget adgang til en brugerflade på internettet eller en computer, men som f.eks. udnytter en fejl, svaghed eller utilsigtet adgang i systemet til at kopiere, ændre eller slette data eller anvende datasystemet på en måde, som ligger uden for det sædvanlige og aftalte.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle former for data, og det er således ikke et krav, at disse er af en sådan karakter, at de er omfattet af straffelovens § 264 d om private forhold.

Bestemmelsens gerningsindhold vil være fuldbyrdet, når gerningsmanden skaffer sig adgang til systemet eller dataene, og det er således uden betydning, hvad den pågældende efterfølgende foretager sig i relation til systemet eller dataene.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede stk. 2 straffes med bøde eller fængsel i 1 år og 6 måneder den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 1, uberettiget 1) åbner et brev eller en anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet, eller 2) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i et lukket møde, som den pågældende ikke selv deltager i, eller hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig adgang.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 263, stk. 1, med visse indholdsmæssige og sproglige ændringer. Bestemmelsen er efter sin ordlyd subsidiær i forhold til det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse omfatter det at åbne eller gøre sig bekendt med en lukket meddelelse eller optegnelse samt hemmelig aflytning eller optagelse.

I forhold til den gældende § 263, stk. 1, foreslås det, at bestemmelsen ikke skal omfatte det at skaffe sig adgang til en andens gemmer (den gældende § 263, stk. 1, nr. 2). Baggrunden herfor er, at denne del af bestemmelsen i stedet foreslås indsat som en del af § 264 om husfredskrænkelse, jf. forslaget til § 1, nr. 6.

Ligesom de øvrige bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred i den foreslåede § 263, stk. 1, § 263 a og §§ 264-264 d afgrænses den foreslåede § 263, stk. 2, fortsat af det generelle forbehold om, at der skal være tale om uberettiget handling. Hermed tilkendegives det, at bestemmelsen er formuleret så bredt, at der helt regelmæssigt skal ske en udskillelse af legale handlinger, der falder ind under bestemmelsens ordlyd.

Der kan således forekomme tilfælde, hvor man kun ved et konkret skøn kan afgøre, om en handling, der sprogligt omfattes af bestemmelsens ordlyd, skal anses som strafbar.

Det foreslåede stk. 2, nr. 1 , er en videreførelse af den gældende § 263, stk. 1, nr. 1, med det forbehold, at den ikke vil finde anvendelse, hvis et forhold omfattes af det foreslåede stk. 1. Efter sin ordlyd omfatter bestemmelsen den, der uberettiget åbner et brev eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Der foreslås en sproglig modernisering af bestemmelsen, således at »bryder« ændres til »åbner«, ligesom »telegram« udgår i lyset af den teknologiske udvikling. Der er ikke hermed tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsindhold.

Det foreslås endvidere, at bestemmelsen ikke vil omfatte det at »unddrage« nogen et brev mv. Baggrunden herfor er, at det må anses for omfattet af § 291, stk. 1, om hærværk (hvis meddelelsen slettes eller ødelægges) eller § 293, stk. 2, om rådighedshindring (hvis meddelelsens modtagelse hindres, eller meddelelsen gøres utilgængelig).

Ved udtrykket »lukket meddelelse eller fortegnelse« forstås bl.a. breve, dagbøger, regnskabsbøger og skriftlige eller mundtlige meddelelser i elektronisk form, herunder e-mails, sms’er og telebeskeder. Omvendt omfatter det bl.a. ikke åbne postkort eller angivelser uden på en lukket forsendelse (eksempelvis angivelse af modtager og afsender).

Som en konsekvens af, at bestemmelsen vil være subsidiær i forhold til det foreslåede stk. 1, vil bl.a. åbning af en lukket meddelelse, f.eks. en e-mail eller sms, der sker ved uberettiget at skaffe sig adgang til et datasystem, ikke omfattes af bestemmelsen, i det omfang forholdet omfattes af stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslåede stk. 2, nr. 2 , er en videreførelse af § 263, stk. 1, nr. 3, med den sproglige ændring, at »han« erstattes af »den pågældende«. Det foreslås således, at bestemmelsen omfatter den, der uberettiget ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som den pågældende, dvs. den, der foretager aflytningen eller optagelsen, ikke selv deltager i, eller hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig adgang.

Beskyttelsen omfatter både udtalelser i enrum, samtaler og forhandlinger i lukkede møder. Beskyttelsen af samtaler og forhandlinger gælder, uanset om de pågældende er til stede samme sted, eller samtalen eller forhandlingen sker ved anvendelse af telekommunikation. Det må antages, at beskyttelsen dog ikke omfatter ukrypteret radiokommunikation, hvor aflytningen eller optagelsen sker ved at opfange det ukrypterede radiosignal (i modsætning til eksempelvis ved at bryde ind i afsender- eller modtagerudstyret). Endvidere er oplysninger, der er bestemt til at bruges i et elektronisk informationssystem, omfattet af den foreslåede § 263, stk. 1.

Der skal være tale om samtaler mellem andre eller lukkede forhandlinger, som den pågældende ikke berettiget deltager i, før det kan være strafbart at aflytte eller optage samtalerne. Bestemmelsen er ikke til hinder for aflytning eller optagelse af en samtale, som den pågældende deltager i, eller af forhandlinger, som den pågældende berettiget deltager i.

Bestemmelsen kriminaliserer hemmelig aflytning eller optagelse ved hjælp af et apparat. At en aflytning eller optagelse er hemmelig vil sige, at den eller de personer, hvis udtalelser, samtaler eller forhandlinger aflyttes eller optages, ikke er bekendt med aflytningen eller optagelsen. At aflytning eller optagelse skal ske ved hjælp af et apparat for at være omfattet betyder navnlig, at lytten ved en dør eller et vindue falder uden for bestemmelsen, herunder når den lyttende løbende optager det sagte (eventuelt ved anvendelse af et apparat hertil). Det falder også uden for bestemmelsen, at en person lytter til lukkede forhandlinger efter uberettiget at have skaffet sig adgang hertil, men hvis forhandlingerne foregår et ikke frit tilgængeligt sted, vil der efter omstændighederne være tale om en overtrædelse af den foreslåede § 264 om husfredskrænkelse.

Bestemmelsen tager sigte på aflytning og optagelse af lyd i form af udtalelser, samtaler eller forhandlinger. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på aflytning eller optagelse af andet end lyde. En ”aflytning” eller ”optagelse” af en samtale mv. ved mundaflæsning falder således udenfor lige såvel som ”aflytning” eller ”optagelse” af en samtale mv., der føres ved tegnsprog. Sådan ”aflytning” eller ”optagelse” må således i givet fald bedømmes efter reglerne om fotografering og iagttagelse af personer på et ikke frit tilgængeligt sted, jf. straffelovens § 264 a.

Som en konsekvens af, at bestemmelsen vil være subsidiær i forhold til det foreslåede stk. 1, vil aflytning og optagelse, der sker ved uberettiget at skaffe sig adgang til et datasystem, f.eks. ved at aktivere en computers mikrofon uden brugerens vidende, ikke omfattes af bestemmelsen, i det omfang forholdet omfattes af stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af det gældende stk. 3, men der er foreslået en teknisk konsekvensændring som følge af den ændrede struktur i § 263. Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at straffen kan stige til fængsel indtil 6 år, hvis de i stk. 1 og 2 nævnte forhold begås med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med hemmeligheder eller under andre særligt skærpende omstændigheder. Endvidere indebærer bestemmelsen, at straffen for de forhold, der er nævnt i stk. 1, kan stige til fængsel indtil 6 år, når der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om overtrædelsen skønnes at være af mere systematisk eller organiseret karakter.

I forhold til den foreslåede § 263 forudsættes det med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det foreslås at nyaffatte § 263 a om adgangsmidler til ikke kommercielle informationssystemer med henblik på at sammenskrive bestemmelsen med den emnemæssigt beslægtede bestemmelse i § 301 a om uberettiget anskaffelse eller videregivelse af adgangsmidler til kommercielle informationssystemer.

Med det foreslåede stk. 1 foreslås det at samle den gældende § 263 a, stk. 1-3, og § 301 a, stk. 1. Endvidere foreslås sproglige forenklinger, uden at der hermed er tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens samlede gerningsindhold i forhold til gældende ret.

Sammenskrivningen af de to bestemmelser indebærer bl.a., at det ikke er nødvendigt i lovteksten at medtage afgrænsningen »ikke offentligt tilgængelige informationssystemer« (den gældende § 263 a). Dette forbehold er således udeladt i den foreslåede bestemmelse, uden at der herved er tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

En anden generel ændring er, at »informationssystem« ændres til »datasystem«, fordi »datasystem« i højere grad end »informationssystem« peger hen imod den automatiserede databehandling, som udtrykket er tilsigtet at skulle dække. Der er tale om en rent sproglig ændring, og der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold. Samme ændring foreslås i øvrigt bl.a. i § 263 (forslagets § 1, nr. 4).

Ved »datasystem« forstås – ligesom ved ”informationssystem” – således en computer eller andet databehandlingsanlæg. Omfattet heraf er navnlig stationære og bærbare computere, men også andet elektronisk udstyr, hvis udstyret har funktioner svarende til dem, der findes i computere, f.eks. smartphones og tablets. Det gælder således elektronisk udstyr, der kan anvendes til at oprette og/eller behandle dokumenter, billeder, lyde, udføre regnskabsfunktioner og lignende, herunder også hvis sådanne funktioner senere forekommer i kombination med andet elektronisk udstyr, f.eks. fjernsyn.

Det foreslås ligeledes, at det ikke udtrykkeligt angives, at bestemmelserne alene omhandler systemer, som er »beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning«. Denne afgrænsning kan indfortolkes i, at bestemmelserne omfatter videregivelse mv. af midler, som er nødvendige for at få adgang til de pågældende systemer. Det foreslås endvidere generelt, at »kode eller andre adgangsmidler« ændres til »adgangsmiddel«, idet dette begreb bl.a. omfatter en kode, der kan anvendes som adgangsmiddel. Adgangsmidler kan eksempelvis også være dekoderkort, calling cards (telefonpinkoder), NUI-koder (NUI står for Network User Identification – og koden identificerer den bruger, hvis konto skal belastes for netværksbrugen) mv. Der er heller ikke med disse sproglige forenklinger tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

Der foreslås imidlertid med den foreslåede § 263 a, stk. 1, nr. 3, litra b, en mindre ændring af gerningsindholdet i forhold til den gældende § 263 a, stk. 3, nr. 2, jf. nærmere herom nedenfor.

Forslaget til stk. 1, nr. 1, om uberettiget erhvervsmæssigt salg eller udbredelse i en videre kreds af et adgangsmiddel til et datasystem erstatter den gældende § 263 a, stk. 1. Bestemmelsen har efter sin ordlyd, der ikke afgrænser anvendelsesområdet til et ikke offentligt tilgængeligt informationssystem, et bredere anvendelsesområde, men dette bredere område er allerede omfattet af den gældende § 301 a, stk. 1. Bestemmelsen indebærer samlet set således ikke en udvidelse i forhold til gældende ret.

Den foreslåede § 263 a, stk. 1, nr. 1, omfatter således den, der uretmæssigt erhvervsmæssigt sælger mindst én kode eller andet adgangsmiddel, og den, der i en videre kreds uretmæssigt udbreder mindst én kode eller andet adgangsmiddel.

Ikke-erhvervsmæssig udbredelse i en videre kreds kan bl.a. være vederlagsfri distribution eller videregivelse. Udbredelse til en videre kreds indebærer en videregivelse af adgangsmidler, der har karakter af eller kan sammenlignes med offentliggørelse, f.eks. hvis oplysningerne gøres almindeligt tilgængelige eller tilgængelige for en større lukket kreds på internettet.

Forslaget til stk. 1, nr. 2, om uberettiget videregivelse af et større antal adgangsmidler til et datasystem, der erstatter § 263 a, stk. 2, indebærer samlet set heller ikke en udvidelse i forhold til gældende ret.

Ved et større antal adgangsmidler forudsættes det i almindelighed, at der er tale om videregivelse af ikke under 10 adgangsmidler, f.eks. koder. I tilfælde, hvor der flere gange er videregivet færre end de angivne 10 adgangsmidler, forudsættes det, at der er en sådan tidsmæssig sammenhæng, at forholdet reelt må anses for én samlet videregivelse, for at anse forholdet for omfattet af den foreslåede § 263 a, stk. 1, nr. 2.

Med forslaget til stk. 1, nr. 3, litra a, om uberettiget at skaffe sig eller videregive et adgangsmiddel til et datasystem, der er samfundsvigtigt, jf. straffelovens § 193 om omfattende forstyrrelse i driften i almindelige samfundsvigtige datasystemer mv., sker der ligeledes samlet set ikke en udvidelse i forhold til gældende ret.

Efter straffelovens § 263 a, stk. 3, nr. 2, er det kriminaliseret uretmæssigt at skaffe sig eller videregive en kode eller et andet adgangsmiddel som nævnt i § 263 a, stk. 1, til et informationssystem, der behandler følsomme oplysninger, som er omfattet af artikel 9, stk. 1, eller artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, om flere personers personlige forhold.

Med den foreslåede § 263 a, stk. 1, nr. 3, litra b , sker der en videreførelse af den gældende bestemmelse i straffelovens § 263 a, stk. 3, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det er strafbart uberettiget at skaffe sig eller videregive et adgangsmiddel til et datasystem, der behandler oplysninger, som er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, eller artikel 10.

Databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, og artikel 10 angår følsomme personoplysninger.

Databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, omfatter oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt genetiske data, biometriske data, der behandles med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger og oplysninger om seksuelle forhold eller seksuel orientering.

Databeskyttelsesforordningens artikel 10 omfatter oplysninger om strafbare forhold.

Anvendelsesområdet for § 263 a, stk. 3, nr. 2, ændres ikke. Det er således uændret, at det bl.a. er en betingelse, at informationssystemet behandler følsomme oplysninger om flere personers personlige forhold.

Det bemærkes, at henvisningen til de pågældende bestemmelser i databeskyttelsesforordningen har til formål at afgrænse, hvilke oplysninger der i relation til den foreslåede § 263 a, stk. 1, nr. 3, litra b, skal anses for følsomme. Det er efter forslaget tilfældet, når oplysningerne efter deres karakter er omfattet af ordlyden af artikel 9, stk. 1, eller artikel 10, i databeskyttelsesforordningen, mens det eksempelvis er uden betydning, om behandling af personoplysninger i det pågældende informationssystem er omfattet af databeskyttelsesforordningens materielle anvendelsesområde.

Bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, litra a og b, erstatter den gældende § 263 a, stk. 3.

Det foreslåede stk. 1, nr. 3, litra c, om uberettiget at skaffe sig eller videregive et adgangsmiddel til et datasystem, hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere, erstatter § 301 a, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter ligesom den gældende § 301 a, stk. 1, adgangsmidler til kommercielle systemer, dvs. systemer, hvor der betales for adgangen enten gennem et periodisk gebyr eller for den enkelte ydelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med det foreslåede stk. 2 foreslås det at samle den gældende § 263 a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2. Forslaget indeholder sproglige forenklinger i forhold til de gældende bestemmelser, uden at der hermed er tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens samlede gerningsindhold i forhold til gældende ret.

Efter bestemmelsen vil straffen ved overtrædelse af de i stk. 1 nævnte forhold under særligt skærpende omstændigheder kunne stige til fængsel i indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder vil navnlig anses tilfælde, hvor videregivelsen mv. sker i særligt stort omfang eller indebærer særlig risiko for betydelig skade eller omfattende misbrug, eller hvor både stk. 1, nr. 1 og nr. 3, litra c, er overtrådt.

Spørgsmålet om, hvorvidt videregivelsen mv. indebærer en »særlig risiko for betydelig skade« må afgøres på grundlag af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder. Kravet indebærer, at det ikke er enhver form for skade, der er omfattet af bestemmelsen.

Om en skade er betydelig, vil afhænge navnlig af skadens omfang og konsekvenser. I den konkrete vurdering vil bl.a. kunne indgå, hvem adgangsmidlerne eksempelvis videregives til, f.eks. en organiseret hackergruppe, og hvilke oplysninger der er tale om, f.eks. adgangsmidler til et samfundsvigtigt informationssystem.

Som eksempler på videregivelse under omstændigheder, hvor der er særlig risiko for omfattende misbrug, kan endvidere nævnes videregivelse af calling cards eller NUI-koder til mange personer – der eventuelt også kan videregive adgangsmidlerne – med angivelse af, fra hvilket tidspunkt disse skal anvendes. I sådanne tilfælde må kontobelastningen forventes at blive omfattende, før misbruget opdages og bringes til ophør. Desuden kan nævnes videregivelse af koder mv. i forbindelse med »bestillingsarbejde«, hvor der bestilles et større antal adgangsmidler. Dette gælder navnlig, hvis der betales et større beløb for de pågældende adgangskoder, da det i sådanne tilfælde må forventes, at formålet er et omfattende misbrug.

I og med at angivelsen af, hvad der skal anses som særligt skærpende omstændigheder, som udgangspunkt kommer til at dække hele stk. 1, omfatter den foreslåede bestemmelse sprogligt mere end de strafskærpelsesbestemmelser i § 263 a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2, som den skal erstatte. Det må imidlertid antages, at bestemmelserne allerede ville skulle fortolkes sådan, at de omfatter de nævnte kriterier, selv om disse ikke er udtrykkeligt nævnt, og på den baggrund omfatter bestemmelsen samlet set det samme som gældende ret efter § 263 a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2.

Det foreslåede stk. 2 indebærer dog den ændring i forhold til gældende ret, at strafferammen også i tilfælde af særligt skærpende omstændigheder indeholder bøde, jf. formuleringen »kan straffen stige til fængsel indtil 6 år«. Denne ændring bringer bestemmelsen i overensstemmelse med de lignende strafskærpelsesbestemmelser i de foreslåede bestemmelser i § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2. Udgangspunktet ved udmåling af straf under særligt skærpende omstændigheder forudsættes dog fortsat som udgangspunkt at være fængsel, selv om bøde ikke er udelukket.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Efter straffelovens § 264, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget 1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted eller 2) undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil.

Endvidere følger det af straffelovens § 264, stk. 2, at hvis det i stk. 1, nr. 1, nævnte forhold begås med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet er begået under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko herfor.

Det foreslås at nyaffatte § 264 om husfredskrænkelse.

Efter den foreslåedes bestemmelses stk. 1 straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget 1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted, 2) skaffer sig adgang til andres gemmer eller 3) undlader at forlade fremmed område efter at være opfordret dertil.

Endvidere foreslås det i bestemmelsens stk. 2, at hvis de forhold, der er nævnt i den foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, begås med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet er begået under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko herfor.

Stk. 1, nr. 1 , om uberettiget at skaffe sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted vil som udgangspunkt videreføre det gældende § 264, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil fortsat omfatte private boliger, private og offentlige kontorer, forretninger og fabrikker mv. Omfattet vil også være transportmidler som biler, busser, tog mv. Forretninger, kontorer mv. med adgang for f.eks. kunder anses som frit tilgængelige i åbningstiden, men er i øvrigt omfattet af bestemmelsen.

Det vil i mangel af særlig berettigelse som et klart udgangspunkt være uberettiget at gå ind i et privat hus, lejlighed mv., også selv om døren står åben eller ikke er låst. Det samme vil gælde for udhuse, garager, kælder- og loftsrum, som nogen har eksklusiv brugsret til, ligesom det som udgangspunkt vil være uberettiget i bestemmelsens forstand at gå ind i en indhegnet have.

Det vil endvidere være uberettiget i den foreslåede bestemmelses forstand, hvis man i mangel af særlig berettigelse skaffer sig adgang til aflåste bygninger eller aflåste lukkede områder, uanset om disse anvendes til beboelse, erhverv, offentlige formål mv. Det samme gælder, hvis bygningen mv. ikke er aflåst, men der er etableret tydelig adgangskontrol, herunder ved henvendelse til en vagt eller i en reception.

Det vil således være omfattet af bestemmelsen, hvis man skaffer sig adgang til f.eks. en aflåst trappeopgang, herunder ved at snige sig med ind, når døren er åben, eller ved at få åbnet døren under angivelse af falsk ærinde. Omvendt vil det ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis man går ind i en uaflåst trappeopgang, men det vil efter omstændighederne kunne være en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det vil ligeledes som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis man går ind i uaflåste fællesarealer i beboelsesejendomme, herunder gårdrum og kældre.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2 , om uberettiget at skaffe sig adgang til andres gemmer viderefører det gældende § 263, stk. 1, nr. 2, uden ændringer. Bestemmelsen foreslås flyttet fra § 263 om brud på brevhemmeligheden mv., fordi den er et supplement til § 264 om husfredskrænkelse, i og med at den navnlig har selvstændig betydning, hvor en gerningsmand skaffer sig adgang til et gemme på eller fra et frit tilgængeligt sted, eller hvor en gerningsmand berettiget befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, men er uberettiget til at skaffe sig adgang til et gemme på det pågældende sted.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. omfatte det, at man leder i andres lommer eller tasker og efter omstændighederne i andres skabe og skuffer, herunder navnlig når disse er aflåste.

Stk. 1, nr. 3 , om uberettiget at undlade at forlade fremmed område efter at være opfordret dertil viderefører det gældende § 264, stk. 1, nr. 2, uden ændringer. Det foreslås dog at ændre »grund« til »område«, som synes at være et mere dækkende begreb, idet ”grund” efter praksis omfatter alle fremmede steder, herunder også bygninger, transportmidler, søer og vandløb. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være strafbart, hvis man uberettiget forbliver et sted, som man er opfordret til at forlade af den, som har rådighed over det pågældende sted. Der kan f.eks. være tale om en sportshal, butik eller et ikke frit tilgængeligt sted, hvor man i første omgang var berettiget til at opholde sig.

Hvis en opfordring om at forlade et område er ulovlig, f.eks. fordi den strider mod ligebehandlingsregler, vil bestemmelsen ikke finde anvendelse.

Strafferammen i form af bøde eller fængsel indtil 6 måneder foreslås videreført uden ændringer.

Med det foreslåede stk. 2 , der indeholder en sidestrafferamme med et maksimum på 6 års fængsel i tilfælde af særligt skærpende omstændigheder, videreføres det gældende stk. 2 med den konsekvensændring, at bestemmelsen også vil omfatte det foreslåede § 264, stk. 1, nr. 2, om uberettiget adgang til andres gemmer. Den gældende bestemmelse om uberettiget adgang til andres gemmer er efter gældende ret omfattet af en tilsvarende sidestrafferamme i tilfælde af særligt skærpende omstændigheder, og den foreslåede ændring vil dermed ikke have nogen indholdsmæssig betydning.

Efter det foreslåede stk. 2 kan straffen stige til fængsel i indtil 6 år for forhold, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og nr. 2, som begås med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller hvis der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Som særligt skærpende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet er begået under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko herfor.

Spørgsmålet om, hvorvidt en husfredskrænkelse »påfører andre en betydelig skade« eller indebærer en »særlig risiko herfor« må afgøres på grundlag af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder. Kravet indebærer, at det ikke er enhver form for skade, der er omfattet af bestemmelsen.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af straffelovens § 264 a, at den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagttager sådanne personer.

Det foreslås at ændre ”som” til ”der” i § 264 a, 1. pkt. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig bestemmelse om gps-overvågning.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 264 b, hvoraf det fremgår, at den, som uberettiget ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrerer en andens færden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Bestemmelsen vil først og fremmest finde anvendelse på skjult gps-overvågning, der sker uden samtykke eller anden hjemmel.

Ved at anvende formuleringen gps eller et andet lignende apparat afgrænses bestemmelsen først og fremmest til ikke at omfatte traditionel manuel skygning, hvor man følger efter en person. Bestemmelsen vil finde anvendelse, hvis der er anvendt en gps eller andet lignende teknisk udstyr til at registrere en andens færden. Der kan f.eks. være tale om en gps, der er anbragt i eller på en persons bil, taske eller tøj. Det er ikke afgørende, om gerningsmanden kan følge personens færden ved hjælp af signaler, der løbende sendes fra gps’en, eller om gps’en lagrer koordinater, som gerningsmanden efterfølgende skaffer sig adgang til.

Bestemmelsen vil også omfatte overvågning ved hjælp af andre lignende apparater, f.eks. ved pejling af radiosignaler, der udsendes af noget, som personen har med sig (herunder en mobiltelefon, tablet mv.), eller ved hjælp af et videokamera, der viser en anden persons færden – det afgørende er, at gerningsmanden registrerer en anden (bestemt) persons færden og dermed kan følge dennes færden uden selv at være til stede. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor en person ved hjælp af et apparat (f.eks. en computer) selv foretager registreringerne på baggrund af oplysninger fra andre om, hvor den person, som man ønsker at kunne følge, befinder sig. Der skal således være tale om et apparat, der er i stand til at spore en andens færden.

Bestemmelsen vil kun omfatte tilfælde, hvor personens færden registreres uberettiget, hvilket f.eks. ikke er tilfældet, hvis det sker som led i strafudståelse med anvendelse af fodlænke. At registrere personens færden kan endvidere f.eks. være berettiget, hvis det sker med samtykke. Anvendelse af gps uden samtykke kan eksempelvis have hjemmel i lov om social service § 125. En registrering af oplysninger, der ikke i sig selv er i strid med databeskyttelseslovgivningen, vil ikke af denne grund være berettiget efter den foreslåede bestemmelse i straffeloven. Den foreslåede bestemmelse tilsigter således med andre ord (også) at kriminalisere registreringer af en anden persons færden, selv om sådanne registreringer kan foretages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen.

Det vil være et krav, at gerningsmanden har forsæt til at foretage registreringen, hvorved forstås indsamling eller lagring af data. Dette vil typisk komme til udtryk ved, at gerningsmanden selv har anbragt det anvendte apparat. Tilfælde, hvor en person overvåger en anden persons færden ved hjælp af den anden persons smartphone med indbygget gps, som er slået til uafhængigt af den person, der foretager overvågningen, vil falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Uanset at man på denne vis – f.eks. ved at skaffe sig adgang til telefonen – kan skaffe sig samme oplysninger om den anden persons færden, som hvis man selv havde anbragt en gps, vil et sådant forhold ikke være omfattet af bestemmelsen. Det vil imidlertid efter omstændighederne være omfattet af f.eks. den foreslåede § 263, stk. 1, om at skaffe sig adgang til datasystemer.

Tilfælde, hvor gerningsmanden selv har slået en indbygget gps i forurettedes smartphone til, så telefonen lagrer oplysninger om den pågældendes færden, som gerningsmanden senere skaffer sig adgang til, vil efter omstændighederne skulle straffes efter både den foreslåede § 263, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 4), og den foreslåede § 264 b.

Det vil ikke efter bestemmelsen være en betingelse, at en anden persons færden rent faktisk følges af gerningsmanden, men der skal foretages en registrering, der giver mulighed for at følge den anden persons færden, og bestemmelsens gerningsindhold er således fuldbyrdet ved denne registrering.

Bestemmelsen vil finde anvendelse både i tilfælde, hvor personens færden kan følges meget præcist ved hjælp af f.eks. gps-koordinater, og i tilfælde, hvor personens færden følges mindre præcist. Bestemmelsen vil endvidere som anført ovenfor finde anvendelse, uanset om personens færden kan følges løbende, eller om personens færden først kan kortlægges efterfølgende på grundlag af apparatets registreringer af den geografiske placering. Det er heller ikke afgørende, om oplysningerne om personens færden gemmes, eller om de blot opfanges eller transmitteres med mulighed for løbende at aflæse dem. Bestemmelsens gerningsindhold er således i sådanne tilfælde fuldbyrdet, selv om gerningsmanden ikke løbende har aflæst oplysningerne, og oplysningerne ikke er gemt.

Den omstændighed, at personens færden skal kunne følges, indebærer, at enkeltstående lokaliseringer af en person på den nævnte måde ikke vil indebære en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse. Kravet om, at personens færden skal kunne følges, skal forstås sådan, at personens geografiske placering løbende eller med korte mellemrum transmitteres eller lagres. Lokalisering, der følger af, at personen checker ind eller ud med sit rejsekort, vil således falde uden for bestemmelsen, og heller ikke lokalisering som led i automatisk nummerpladegenkendelse vil være omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede § 264 b foreslås ligesom de øvrige bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred i §§ 264-264 d at skulle afgrænses af det generelle forbehold om, at der skal være tale om uberettiget overvågning. Hermed tilkendegives det, at bestemmelsen er formuleret så bredt, at der helt regelmæssigt skal ske en udskillelse af legale handlinger, der falder ind under bestemmelsens ordlyd.

Det vil være en konsekvens af bestemmelsen, at politiets anvendelse af sporings- og pejlingsudstyr som omhandlet i bestemmelsen i forbindelse med efterforskningen af strafbare forhold fremover i alle tilfælde vil være at anse som et straffeprocessuelt indgreb, som skal have hjemmel i retsplejeloven.

Bestemmelsens strafferamme vil i lighed med strafferammen for de fleste andre bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred, hvor alene enkeltpersoner krænkes, være bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Som en konsekvens af bestemmelsen foreslås en ændring af § 264 c (lovforslagets § 1, nr. 9), så denne bestemmelse også kommer til at omfatte det forhold, at nogen – uden at have været med til gerningen – uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, som er fremkommet ved en overtrædelse af den foreslåede overvågningsbestemmelse.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraffe for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse afspejler de foreslåede strafskærpelser for andre freds- og ærekrænkelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Efter straffelovens § 264 c finder strafbestemmelserne i lovens §§ 263, 264 og 264 a tilsvarende anvendelse på den, der uden at have medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelsen.

Forslaget til § 264 c indebærer, at der i bestemmelsen indsættes en henvisning til den foreslåede § 264 b (lovforslagets § 1, nr. 8) om ulovlig overvågning. Det betyder, at den foreslåede § 264 b vil finde tilsvarende anvendelse på den, der uden at have medvirket til en overtrædelse af § 264 b uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelsen af § 264 b.

Det foreslås endvidere, at ordet »uberettiget« flyttes, så det kommer til at dække begge led i bestemmelsen, dvs. både at skaffe sig oplysninger og at udnytte oplysninger, som er fremkommet ved en overtrædelse af §§ 263, 264, 264 a eller 264 b.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden udmåles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af straffelovens § 264 d, stk. 1, at den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Efter straffelovens § 264 d, stk. 2, kan straffen for overtrædelse af bestemmelsen i stk. 1 stige til fængsel indtil 3 år, hvis der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Det foreslås at ændre ”den, der” til: ”den, som” i § 264 d, stk. 1, 1. pkt. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden udmåles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Endvidere foreslås det, at straffelovens § 264 d, stk. 1, 1. pkt., 2. led, ændres, således at der ikke uberettiget må videregives billeder af en person under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.

Der er herved tilsigtet en mindre udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens § 264 d, stk. 1, 1. pkt., 2. led. Der er med den foreslåede ændring navnlig tiltænkt en udvidelse for så vidt angår videregivelse af nøgenbilleder, der er taget i det offentlige rum.

Nøgenbilleder skal forstås som billeder, herunder videoer og lignende, hvor en persons bryster, bagdel eller kønsdele fremgår. Det vil bero på en konkret vurdering, om billedet viser så meget af enten kønsdele, bryster eller bagdel, at forholdet er omfattet af bestemmelsen. Billeder af personer, der er iført undertøj eller badetøj, herunder bikini, vil ikke være omfattet af den foreslåede ændring. Den foreslåede ændring finder anvendelse, uanset om billedet kan karakteriseres som seksuelt eller pornografisk.

Ved den foreslåede ændring af ordlyden fra ”offentligheden” til ”en bredere offentlighed” tilsigtes det at fastslå, at det forhold, at en person eksempelvis har bevæget sig nøgen ud i det offentlige rum, ikke indebærer, at man har givet afkald på enhver strafferetlig beskyttelse i forhold til udbredelse i en hvilken som helst offentlighed. Man vil således efter omstændighederne godt kunne færdes nøgen i det offentlige rum i accept af, at man er synlig for en afgrænset offentlighed uden derved at have givet afkald på beskyttelse i forhold til videregivelsen af et billede heraf i en bredere offentlighed. Den omstændighed, at en person optræder nøgen på et offentligt tilgængeligt sted med mange personer til stede, medfører således ikke i sig selv, at ethvert billede heraf efterfølgende kan videregives til andre f.eks. på internettet eller gennem et massemedie, der ikke var til stede det pågældende sted.

Det vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, om en person ved at færdes nøgen i det offentlige rum har givet afkald på en strafferetlig beskyttelse mod videregivelse af nøgenbilleder. Der skal i forbindelse med vurderingen tages stilling til, om man i den konkrete situation måtte kunne påregne, at der ville kunne blive taget billeder, som ville blive videregivet på den pågældende måde. Det afgørende er ikke, hvilken risikovurdering som den forurettede konkret foretog eller burde have foretaget i forbindelse med sin adfærd, men i stedet en objektiveret bedømmelse af, hvad en person i almindelighed måtte kunne påregne i den konkrete situation.

Ved vurderingen heraf vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om nøgenbilledet er taget under omstændigheder, hvor den nøgne kun var sammen med en eller meget få andre personer, eller om den nøgne kunne iagttages af et større antal personer.

Er billedet taget på et sted, hvor der kun er ganske få personer til stede, f.eks. på en øde strand, vil enhver videregivelse af billedet i almindelighed være i strid med den foreslåede ændring. Der kan således være tale om et billede, der er taget på en øde strand, i en øde skov eller i øvrigt på et sted, hvor personen på billedet kunne have en berettiget forventning om, at den pågældende var alene, eller at blot meget få andre kunne se den pågældende. Det vil i disse tilfælde normalt ikke være påregneligt for vedkommende, at der videregives nøgenbilleder af denne til andre personer eller til et massemedie. Den pågældende kan derfor ikke med sin adfærd antages at have givet afkald på den strafferetlige beskyttelse mod videregivelse. Den foreslåede ændring vil således indebære, at samme omstændigheder, som forelå i Højesterets dom af 10. juni 2010 (gengivet i UfR 2010.2448 H), vil være omfattet af den strafferetlige beskyttelse.

Er der tale om, at billedet er taget på et sted, hvor et større antal personer kan iagttage den nøgne person, f.eks. på en befolket strand eller i en befolket park, kan karakteren af og omstændighederne omkring videregivelsen af billedet være afgørende for, om der er tale om en strafbar videregivelse. Der skal foretages en helhedsvurdering, hvor bl.a. billedets fokus, eventuelt ledsagende tekst, konteksten for videregivelse af billedet og en eventuel samfundsmæssig eller nyhedsmæssig interesse i at dele billedet skal tages i betragtning. En person, som optræder nøgen i det offentlige rum, kan som udgangspunkt ikke påregne, at der videregives billeder, som alene har til formål at udstille vedkommende nøgen. Den pågældende kan dermed heller ikke ved sin adfærd antages at have givet afkald på en strafferetlig beskyttelse mod en sådan videregivelse.

Det vil således i almindelighed være i strid med bestemmelsen, hvis der videregives billeder fra en offentlig strand, og billedet udelukkende viser en identificerbar nøgen person. Omvendt vil det i almindelighed ikke være i strid med bestemmelsen at videregive et generelt stemningsbillede fra en sommerdag på stranden, herunder turist- og familiebilleder, uanset at der på billedet i øvrigt måtte figurere en nøgenbadende eller en topløs solbader. Personer på stranden må sædvanligvis kunne påregne, at der bliver taget denne type af billeder med henblik på efterfølgende videregivelse eller offentliggørelse. Det bemærkes, at den omstændighed, at den nøgne person alene fremgår på en lille del – eventuelt i den ene side – af billedet, ikke i sig selv indebærer, at billedet kan videregives, hvis f.eks. billedet er taget sådan for at skjule, at formålet med videregivelsen er at vise den nøgne person.

På den baggrund vil det ikke være i strid med bestemmelsen, hvis en forælder uploader et billede på Facebook af sine børn, der f.eks. bygger sandslotte på en strand eller leger i en park, selv om en tilfældig identificerbar nøgen person figurerer i billedets baggrund. Tilsvarende gør sig gældende, hvis et massemedie ønsker at bringe en reportage om vejret eller badevandstemperaturerne, der indeholder billeder fra en befolket strand, hvor en eller flere identificerbare personer solbader topløse eller nøgne.

Det bemærkes, at det fortsat er hensigten, at anvendelsesområdet for straffelovens § 264 d, stk. 1, 1. pkt., 2. led, skal være relativt snævert. Den foreslåede ændring er således ikke tiltænkt at skulle finde anvendelse i situationer, hvor det er helt atypisk, at en person optræder nøgen i det offentlige rum, og det dermed er påregneligt, at det vil påkalde sig særlig opmærksomhed, herunder situationer, hvor vedkommende optræder nøgen som et statement eller som led i en særlig happening. Den pågældende må i disse særlige situation kunne påregne, at adfærden kan give anledning til videregivelse af billeder, og vedkommende må derfor anses for at have givet afkald på beskyttelsen efter § 264 d. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person bader nøgen i et springvand på en offentlig plads. Det samme gælder under særlige arrangementer, hvor der på forhånd kan forventes en vis mediedækning, herunder til festivaller, parader, koncerter, demonstrationer mv. I sådanne situationer kan nøgenbilleder ikke åbenbart forlanges unddraget en bredere offentlighed.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i øvrigt ikke ændrer på, hvornår en videregivelse anses for berettiget eller uberettiget. Dette indebærer i almindelighed, at f.eks. forældres videregivelse af billeder på eksempelvis Facebook af deres mindre børn, der bader eller leger uden tøj på, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Det vil således ikke være strafbart, hvis en forælder deler et billede på sociale medier af sit barn, som bader nøgen på stranden. Endvidere vil videregivelse kunne ske med samtykke fra den nøgne person.

Det bemærkes endelig, at straffelovens § 264 d skal fortolkes i lyset af den Europæiske Menneskeretskonventions (EMRK) bestemmelser, herunder navnlig artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv og artikel 10 om ytringsfrihed, og de retningslinjer, der følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter straffelovens § 266 c straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der, efter at en sag har fundet sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter de underkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt, at deres fremsættelse udarter til forfølgelse, når oplysningerne er egnet til at skade den pågældende i offentlighedens omdømme.

Det foreslås, at § 266 c ophæves som overflødig.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det foreslås at ophæve de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 267-274 og i stedet indsætte §§ 267-271 som nyaffattede bestemmelser. I oversigtsform foreslås følgende ændringer i forhold til de gældende regler:

Det foreslås, at strafmaksimum i § 267 om ærekrænkelse hæves fra fængsel i 4 måneder til fængsel i 1 år. Forslaget har sammenhæng med, at forhold omfattet af den gældende bestemmelse i § 268, 2. led, fremover skal omfattes af § 267. Det foreslås endvidere, at afdøde personer skal anses for omfattet af § 267, men at beskyttelsen af disse ophører, når de har været døde i mere end 20 år, medmindre forholdet er omfattet af § 268.

Det foreslås, at § 268 om bagvaskelse videreføres med et ændret anvendelsesområde i forhold til det, der gælder i dag.

Det foreslås, at §§ 269-272 om sandhedsbevis mv. ophæves og i vidt omfang erstattes af én samlet bestemmelse i § 269.

Bestemmelsen i § 270, stk. 2, videreføres ikke som et led i de nyaffattede bestemmelser. Dette indebærer imidlertid ikke nogen ændring i forhold til gældende ret, idet bestemmelsen heller ikke i dag kan anses for gældende ret som fortolket i lyset af EMRK artikel 10.

Strafbortfaldsreglerne i § 269, stk. 2, og § 272 videreføres ikke udtrykkeligt, men strafbortfald kan opnås gennem den generelle bestemmelse i straffelovens § 83.

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i § 273, stk. 2, om fastsættelse af et beløb til dækning af omkostningerne ved offentliggørelse af en dom, ophæves som utidssvarende og overflødig.

Det foreslås, at § 273, stk. 1, om mortifikation flyttes til § 270.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i § 271 om, at det samtidig med en dom for overtrædelse af §§ 264 d, 267 eller 268 kan bestemmes, at domfældte kan pålægges at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede, hvis det er muligt, og at forpligtelsen i tilfælde af, at domfældte ikke har den rådighed, der skal til for at slette krænkelsen, kan pålægges andre personer eller selskaber mv.

Det foreslås, at § 274 ophæves som overflødig, idet afdøde fremover skal anses for omfattet af lovteksten i § 267, jf. herved forslaget til § 267, stk. 2. Dette indebærer, at det særlige strafmaksimum, der fremgår af § 274, ikke videreføres.

Det bemærkes, at de nye bestemmelser i vidt omfang er formuleret væsentligt anderledes end de gældende, uden at der herved er tilsigtet nogen ændring i forhold til gældende ret. De gældende bestemmelsers formulering er i forvejen ikke nødvendigvis et udtryk for gældende ret som fortolket i overensstemmelse med EMRK artikel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

I straffesager kan retten efter retsplejelovens § 30 forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen (referatforbud), bl.a. når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse.

Efter retsplejelovens § 31, stk. 1, kan retten i straffesager forbyde offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte), eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud), når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give anledning til tvivl, hvorvidt der efter retsplejelovens §§ 30 og 31 kan nedlægges navne- og referatforbud i private straffesager, ligesom det kan give anledning til tvivl, hvornår der i givet fald i private straffesager under sagens behandling kan nedlægges navne- og referatforbud.

Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at eftersom private straffesager også materielt er straffesager, kan der også i disse sager i medfør af retsplejelovens §§ 30 og 31 nedlægges henholdsvis navne- og referatforbud. Det afgørende må i denne forbindelse være, at der materielt er tale om en straffesag. De straffeprocessuelle regler i retsplejelovens fjerde bog finder dog ikke anvendelse ved behandlingen af private straffesager.

Der er derfor ikke i private straffesager samme mulighed for at anmode om et navne- eller referatforbud, som der er i straffesager, der er undergivet offentlig påtale. I straffesager, der er undergivet offentlig påtale, finder retsplejelovens § 845 anvendelse, da denne bestemmelse findes i retsplejelovens fjerde bog om strafferetsplejen, hvilket medfører, at der i disse sager er mulighed for at anmode om bl.a. referatforbud eller navneforbud forud for hovedforhandlingen. Straffesager, der er undergivet privat påtale, behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje, hvilket medfører, at det er retsplejelovens anden og tredje bog, der finder anvendelse ved behandlingen af disse sager.

Det foreslås, at retsstillingen for visse private straffesager og straffesager, der er undergivet offentlig påtale, på dette punkt ensartes. Det foreslås derfor, at der indsættes en ny § 31 c, hvorefter der også i visse private straffesager forud for hovedforhandlingen kan træffes afgørelse om referat- eller navneforbud.

Den foreslåede bestemmelse indebærer mulighed for, at retten i private straffesager om overtrædelse af straffelovens §§ 264 d, 267 og 268 vil kunne træffe afgørelse om navne- eller referatforbud forud for hovedforhandlingen, hvis retten vurderer, at der på forsvarlig vis kan træffes afgørelse om navne- eller referatforbud, og hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

I medfør af retsplejelovens § 30, stk. 1, nr. 4, er det en forudsætning for at kunne nedlægge referatforbud, at der er sket en unødvendig krænkelse. Det samme kriterie gør sig i medfør af retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, gældende for navneforbud. Det beror efter gældende ret på en konkret vurdering, om retten forud for hovedforhandlingen har tilstrækkeligt grundlag for at vurdere hvorvidt, der er tale om en »unødvendig krænkelse«, jf. retsplejelovens § 30 og § 31, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke herved.

Afgørelser om navne- og referatforbud træffes ved kendelse, efter at parterne og pressens repræsentanter har haft mulighed for at udtale sig, jf. retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31 a, stk. 1. Med henblik på at sikre pressens repræsentanter mulighed for at udtale sig om spørgsmålet samt for at kære afgørelsen skal retten, forinden der træffes afgørelse om navne- eller referatforbud, give oplysning om mødet på retslisten, jf. Højesterets dom af 9. august 2006, som gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2006.2980H. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke herved.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter retsplejelovens § 32 b, stk. 1, straffes overtrædelse af retsplejelovens § 29 d, § 29 e, 3. pkt., og § 32, stk. 1, 1. og 2. pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 5 og 6, eller af rettens forbud efter § 30, § 31 b, 1. pkt., § 32, stk. 1, 3. pkt., stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, og § 32 a med bøde.

Med lovforslaget foreslås det at ændre ”Overtrædelse af” til ”Med bøde straffes den, der overtræder”, ligesom det foreslås, at ”straffes med bøde” udgår af bestemmelsen. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.

Med ændringen er det forudsat, at bødeniveauet for overtrædelse af en af de bestemmelser, der nævnes i retsplejelovens § 32 b, stk. 1, herunder referatforbud, generelt femdobles. Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie overtræder et forbud, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen overtrådte et forbud.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det vil kunne indgå som en formildende omstændighed, hvis overtrædelsen ikke er formidlet til en videre kreds. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis overtrædelsen af § 32 b, stk. 1, er sket gennem indholdet af et massemedie, vil der gælde en formodning for, at overtrædelsen er formidlet til en videre kreds.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Ifølge retsplejelovens § 32 b, stk. 2, 1. pkt., straffes overtrædelse af et navneforbud efter retsplejelovens § 31 med bøde, hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Ifølge retsplejelovens § 32 b, stk. 2, 2. pkt., gælder det samme, hvis den pågældende vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud.

Med lovforslaget foreslås det i retsplejelovens § 32 b, stk. 2, 1. pkt., at ændre ”et” til ”rettens”. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.

Med ændringen er det forudsat, at bødeniveauet efter retsplejelovens § 32 b, stk. 2, for overtrædelser af navneforbud generelt femdobles, hvilket vil medføre, at bl.a. en journalists overtrædelse af et navneforbud i førstegangstilfælde medfører en bødestraf på 25.000 kr., mens en redaktørs overtrædelse som udgangspunkt vil medføre en bødestraf på 50.000 kr. Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et navneforbud. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie overtræder et navneforbud, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen overtrådte et navneforbud.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det vil kunne indgå som en formildende omstændighed, hvis overtrædelsen ikke er formidlet til en videre kreds. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis et navneforbud er overtrådt gennem indholdet af et massemedie, vil der gælde en formodning for, at overtrædelsen er formidlet til en videre kreds.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Personer, der er omfattet af retsplejelovens § 172, stk. 1, 2 eller 4, har i medfør af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31 a, stk. 1, mulighed for at udtale sig om spørgsmål om referat- eller navneforbud, før retten træffer afgørelse om et forbud. Den nævnte persongruppe omfatter redaktører og redaktionelle medarbejdere ved medier, der er omfattede af medieansvarslovens § 1, nr. 1-3.

Forberedende retsmøder i sager, der behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje, hvor der ikke sker bevisførelse til brug for hovedforhandlingen, holdes i medfør af retsplejelovens § 339 a for lukkede døre, medmindre retten bestemmer andet. Et retsmøde, der afholdes i medfør af den foreslåede § 31 c, vil være et sådant forberedende retsmøde, og vil derfor som udgangspunkt holdes for lukkede døre.

Med henblik på at sikre, at medierepræsentanter får samme mulighed for at udtale sig forud for rettens beslutning om nedlæggelse af referat- eller navneforbud, når dette sker i relation til en privat straffesag, som når det sker i relation til en straffesag, der er undergivet offentlig påtale, foreslås det, at bestemmelsen i retsplejelovens § 339 a ikke finder anvendelse på retsmøder efter den foreslåede § 31 c. Dette indebærer, at retsmøder efter den foreslåede § 31 c som udgangspunkt er offentlige i medfør af retsplejelovens § 28 a, og at den ret til at udtale sig for medierepræsentanter, der følger af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31 a, stk. 1, også finder anvendelse i forbindelse med disse retsmøder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Efter retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6, skal sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om mortifikation eller godtgørelse i henhold til straffelovens § 273, når ærefornærmende sigtelser påtales offentlig, behandles efter strafferetsplejens regler i retsplejelovens fjerde bog uden hensyn til, om der samtidig nedlægges påstand om straf.

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6, så sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om mortifikation i henhold til den foreslåede straffelovs § 270 eller pålæg efter den foreslåede straffelovs § 271, når ærekrænkelser påtales offentligt, skal behandles efter strafferetsplejens regler i retsplejelovens fjerde bog uden hensyn til, om der samtidig nedlægges påstand om straf.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om, at bestemmelsen i § 273, stk. 2, om offentliggørelse af en dom om ærekrænkelse ophæves, at § 273 stk. 1, om mortifikation nyaffattes, jf. den foreslåede § 270, og at der som noget nyt skal kunne gives pålæg om fjernelse af ærekrænkelser mv. fra f.eks. internettet, jf. den foreslåede § 271.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget til § 1, nr. 4 (forslaget om ændring af straffelovens § 263), hvor det bl.a. foreslås, at den gældende § 263, stk. 2, flyttes til § 263, stk. 1.

Til nr. 7

Retsplejelovens § 791 a indeholder regler om observation og teleobservation. Observation er defineret som fotografering eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, jf. stk. 1. Teleobservation er defineret som indhentelse af oplysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon, jf. stk. 5.

Efter § 791 a, stk. 5, kan politiet foretage teleobservation, hvis indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Det foreslås at udvide bestemmelsen om teleobservation til også at omfatte, at politiet på anden måde ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrerer en persons færden.

Teleobservation kan uændret foretages, hvis indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Det foreslåede nr. 1 viderefører den gældende bestemmelse om teleobservation forstået som indhentelse af oplysninger fra udbydere af telenet og teletjenester, der gør det muligt løbende at stedfæste en tændt mobiltelefon. Det vil uændret navnlig dreje sig om oplysninger om, hvilke mobiltelefonmaster den pågældende mobiltelefon er i forbindelse med ved opdateringer, hvilken celle der er anvendt ved opdateringen, og i hvilken retning og afstand fra masten mobiltelefonen befinder sig. Bestemmelsen angår den fremadrettede og løbende udlevering af sådanne oplysninger til politiet vedrørende en bestemt mobiltelefon. Indhentelse af oplysninger, som en udbyder af telenet og teletjenester tidligere har lagret om en mobiltelefons forbindelse med master, vil uændret ikke være omfattet af bestemmelsen, men derimod i givet fald kunne ske efter reglerne om edition, jf. retsplejelovens § 804 (der ikke foreslås ændret) og UfR 2009.2610 H.

Det foreslåede nr. 2 er nyt og udvider begrebet teleobservation til også at omfatte, at politiet på anden måde end nævnt i nr. 1 ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrerer a) en mistænkts færden eller b) en anden persons færden, hvis den pågældende har tilknytning til en mistænkt eller til samme køretøj eller ejendom som en mistænkt eller lignende.

Det er hensigten, at registrering af en persons færden ved hjælp af gps eller andet lignende apparat, jf. det foreslåede nr. 2, skal forstås på samme måde som i den foreslåede nye strafbestemmelse i straffelovens § 264 b (lovforslagets § 1, nr. 8).

Det foreslåede nr. 2 fastsætter således hjemmel for politiet til efter visse nærmere betingelser at foretage registrering af personers færden ved brug af gps eller andet lignende apparat, i det omfang det ellers vil være strafbart at foretage sådanne indgreb.

Det foreslåede nr. 2 omfatter politiets anvendelse af en gps eller andet lignende teknisk udstyr til at registrere en bestemt persons færden, dvs. transmittere eller lagre oplysninger om personens geografiske placering, sådan at det er muligt enten løbende eller efterfølgende at følge personens færden. Bestemmelsen omfatter også overvågning ved pejling af radiosignaler, der udsendes af genstande mv., som personen har med sig (herunder en mobiltelefon, tablet mv.), eller ved hjælp af et videokamera, der viser personens færden. Det afgørende er, at politiet registrerer en bestemt persons færden og dermed kan følge personens færden uden selv at være til stede.

Det foreslåede nr. 2 omfatter ikke tilfælde, hvor der uden politiets medvirken er lagret oplysninger om en person geografiske placering. Politiets adgang til oplysninger, der er lagret hos ikke-mistænkte, vil i givet fald kunne ske efter reglerne om edition, jf. retsplejelovens § 804 (der ikke foreslås ændret). Er sådanne oplysninger lagret hos den mistænkte selv (eksempelvis på dennes mobiltelefon), vil politiet i givet fald kunne anvende reglerne om ransagning, jf. retsplejelovens kapitel 73 (der ikke foreslås ændret).

Når politiet kan foretage teleobservation ved hjælp af gps eller andet lignende apparat efter det foreslåede nr. 2, kan politiet også foretage de foranstaltninger, der teknisk muliggør den pågældende teleobservation. Dette kan f.eks. indbefatte indtrængen på privat område, placering af udstyr og indgreb i udstyr, som den mistænkte anvender.

Som nævnt omfatter det foreslåede nr. 2 bl.a. registrering af en persons færden ved hjælp af et videokamera. Der kan derfor være et overlap med observation efter § 791 a, stk. 1-3 (der ikke foreslås ændret). Det forudsættes i den forbindelse, at når politiet med hjemmel i det foreslåede stk. 5, nr. 2, foretager teleobservation, der også udgør observation efter stk. 1 eller 2, behøver politiet kun at gå frem efter stk. 5 om teleobservation. Er der derimod tale om observation efter stk. 3, skal politiet gå frem efter både stk. 3 og 5, og det vil således bl.a. være et krav, at de strengere betingelser i stk. 3 er opfyldt.

Bestemmelsens hovedsigte er registrering af en mistænkts færden. I visse tilfælde er det imidlertid nødvendigt for politiet at registrere færden for andre personer, som har en tilknytning til en mistænkt, til en mistænkts køretøj eller ejendom eller lignende. Det kan eksempelvis være nødvendigt for politiet at registrere en ikke-mistænkts færden med henblik på at kunne gennemføre et (andet) straffeprocessuelt indgreb mod en mistænkt såsom rumaflytning eller hemmelig ransagning, uden at indgrebet opdages, og efterforskningen dermed kompromitteres. Endvidere kan det f.eks. være nødvendigt for at finde frem til en mistænkts opholdssted, hvis denne er eftersøgt.

Derfor foreslås der med nr. 2, litra a og litra b, adgang for politiet til med gps eller lignende apparat at foretage registrering af en mistænkts færden, henholdsvis en ikke-mistænkts færden, hvis den pågældende har tilknytning til en mistænkt eller til en mistænkts køretøj eller ejendom eller lignende.

Efter det foreslåede litra a om registrering af mistænktes færden forudsættes der adgang for politiet til at placere eller montere en gps eller et andet lignende apparat på eller i bl.a. en mistænkts køretøj med henblik på at følge den mistænktes færden. Bestemmelsen kan anvendes som hjemmel for sådanne indgreb over for en mistænkt, uanset om f.eks. placeringen eller monteringen af en gps på køretøjet også medfører registrering af færden for andre personer end en mistænkt, som måtte benytte det samme køretøj eller fartøj.

Efter det foreslåede litra b er der adgang for politiet til at foretage tilsvarende indgreb rettet mod andre personer end en mistænkt. Efter bestemmelsen er det som anført oven for en betingelse, at den pågældende person enten skal have tilknytning til en mistænkt eller til samme køretøj eller ejendom som en mistænkt eller lignende.

Udtrykket ”tilknytning til en mistænkt” skal forstås bredt og omfatter bl.a. en mistænkts familie, kæreste, venner eller bekendte, som formodes at have kontakt til den mistænkte på en sådan måde, at det kan have væsentlig betydning for efterforskningen at kende den pågældendes færden, f.eks. for at undgå kompromittering af efterforskningen eller for at finde frem til den mistænkte.

Med udtrykket tilknytning ”til samme køretøj eller ejendom som en mistænkt eller lignende” tilkendegives det, at også andre ikke-mistænkte end personer med en tilknytning til en mistænkt er omfattet af bestemmelsen, hvis der er en anden tilknytning, som gør, at det kan være væsentligt for politiet at kunne registrere den pågældendes færden i forbindelse med efterforskningen. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor der er en eller flere personer, der benytter det samme køretøj eller den samme ejendom (f.eks. et sommerhus, værksted eller kontorlokaler) som en mistænkt, men ikke som sådan har en tilknytning til den mistænkte. Der kan også (jf. udtrykket ”eller lignende”) være tale om tilknytning til andet end et køretøj eller en ejendom, eksempelvis et fartøj.

Denne del af bestemmelsen har således til formål at sikre, at gps-sporing mv. kan anvendes i forhold til personer, der ikke har en tilknytning til en mistænkt, men hvor der er en sådan forbindelse til samme køretøj eller ejendom eller lignende, at gps-sporing mv. bør kunne anvendes, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Ligesom med det foreslåede litra a forudsættes der med litra b adgang for politiet til at placere eller montere en gps eller et andet lignende apparat på bl.a. den pågældende persons køretøj med henblik på at følge den pågældendes færden.

Det fremgår af § 791 a, stk. 7 (der ikke foreslås ændret), at observation ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Denne almindelige proportionalitetsgrundsætning vil uændret også omfatte teleobservation, herunder teleobservation i medfør af det foreslåede nye stk. 5, nr. 2.

Det fremgår af § 791 a, stk. 8, 2. pkt. (der ikke foreslås ændret), at reglerne i §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 1, § 788, stk. 3 og 4, samt § 791 finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 5 omhandlede tilfælde.

Dette indebærer bl.a., at teleobservation uændret som udgangspunkt kræver retskendelse, men dog kan foretages af politiet – med efterfølgende forelæggelse for retten inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse – hvis indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes (§ 783). Den tilsvarende anvendelse af reglen om, at der i kendelsen skal anføres de telefonnumre eller lokaliteter mv., som indgrebet angår, indebærer i de tilfælde, der er omfattet af det nye stk. 5, nr. 2, at der i kendelsen skal anføres den person, hvis færden politiet får tilladelse til at registrere. En kendelse om at registrere en bestemt persons færden med gps eller lignende vil også omfatte placering af en gps på f.eks. et køretøj, som den pågældende person benytter, selv om bilen eventuelt også benyttes af andre, uden at der samtidig vil skulle indhentes en kendelse på at registrere færden for de andre personer. Der skal beskikkes en indgrebsadvokat (§§ 784 og 785), og der skal efterfølgende gives underretning om indgrebet, medmindre retten bestemmer andet (§ 788). Den tilsvarende anvendelse af bestemmelsen om, at underretning skal gives til indehaveren af den pågældende telefon, indebærer i de tilfælde, der er omfattet af det nye stk. 5, nr. 2, at der skal ske underretning af den person, hvis færden politiet har registreret.

Det bemærkes, at bestemmelsen holder sig inden for rammerne af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger og således ikke indebærer en fravigelse fra lovens principper og betingelser for behandling af personoplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter retsplejelovens § 791 a, stk. 6, påhviler det udbydere af telenet eller teletjenester at bistå politiet ved gennemførelse af teleobservation, herunder ved at give de i stk. 5 nævnte oplysninger.

Ifølge retsplejelovens § 791 a, stk. 5, kan politiet fra udbydere af telenet eller teletjenester indhente oplysninger vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon, der antages at benyttes af en mistænkt, hvis indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Det foreslås i retsplejelovens § 791 a, stk. 6, at ændre henvisningen til oplysninger, der er nævnt i »stk. 5« til oplysninger, der er nævnt i »stk. 5, nr. 1« som en konsekvens af forslagets § 2, nr. 7, om at videreføre den gældende § 791 a, stk. 5, i den foreslåede § 791 a, stk. 5, nr. 1.

Kilde

Til nr. 1

Erstatningsansvarslovens § 26, indeholder regler om tort- og krænkelsesgodtgørelse. Det følger af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at der kan tilkendes tortgodtgørelse, såfremt der er sket en retsstridig krænkelse af en persons frihed, fred, ære eller person. Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, kan der ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lægges vægt på, om der er tale om en overtrædelse af straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold, f.eks. incest, eller kapitel 24 om seksualforbrydelser, f.eks. voldtægt, og om krænkelsen er begået over for en person under 18 år.

Det fremgår af § 26, stk. 2, at der ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse kan lægges vægt på, om der er sket en overtrædelse af straffelovens kapitel 23-24 om forbrydelser i familieforhold eller seksualforbrydelser, og om krænkelsen er begået over for en person under 18 år.

Det foreslås, at der i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, indsættes et 2. pkt., hvorefter det samme som i 1. pkt. gælder, hvis krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 27. Det foreslås endvidere, at der indsættes et 3. pkt., hvorefter det dog ikke gælder de overtrædelser, der er nævnt i straffelovens § 266-266 b.

Det foreslås således som noget nyt, at det kommer til at fremgå af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, 2. pkt., at det ved fastsættelsen af tortgodtgørelser også kan tillægges vægt, at der er sket en overtrædelse af visse af straffelovens bestemmelser i kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Det gælder også i en civil sag, hvor retten vurderer, at der ville være sket domfældelse for en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser, hvis der var rejst en straffesag.

Hensigten med denne udvidelse er, at tortgodtgørelsesniveauerne i alle sager om freds- og ærekrænkelser som udgangspunkt skal forhøjes 3 gange i forhold til det nuværende niveau. Forhøjelsen gælder de foreslåede bestemmelser vedrørende uberettiget adgang til datasystemer, brud på brevhemmeligheden og hemmelig aflytning (§ 263), uberettiget videregivelse mv. af adgangsmidler til et datasystem (§ 263 a), husfredskrænkelser (§ 264), uberettiget fotografering af personer på ikke frit tilgængeligt sted (§ 264 a), uberettiget udnyttelse mv. af oplysninger fremkommet ved visse fredskrænkelser (§ 264 c), uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold (§ 264 d) og ærekrænkelser (§§ 267-268). Omfattet af bestemmelsen er således ikke straffelovens §§ 266-266 c.

Det forudsættes, at domstolene, når de fremover udmåler tortgodtgørelse i sager om freds- og ærekrænkelser i øvrigt tager hensyn til den almindelige lønudvikling, jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det, at godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på 2018-niveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Medieansvarslovens § 1 angiver de nyhedsmedier, der er omfattet af loven. § 1, nr. 1 og 2, omfatter henholdsvis indenlandske periodiske skrifter og radio- og fjernsynsudsendelser fra registrerede radio- og tv-stationer. Efter § 1, nr. 3, er også andre tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, omfattet af loven, hvis de har karakter af en nyhedsformidling, som kan sidestilles med den nyhedsformidling, der er omfattet af nr. 1 eller 2. Nyhedsmedier, der er omfattet er definitionen i § 1, nr. 3, er dog kun omfattet af loven, hvis de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet efter § 8, stk. 1.

Det foreslås, at det tilføjes i § 8, stk. 1, som 2. pkt. , at foretagender, der udgiver massemedier som nævnt i § 1, nr. 3, og der modtager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte efter mediestøtteloven, er omfattet af medieansvarsloven, uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

For at et nyhedsmedie vil blive omfattet af medieansvarsloven efter den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, 2. pkt., skal der for det første være tale om et nyhedsmedie, der opfylder de materielle krav i § 1, nr. 3. Det er Justitsministeriets vurdering, at hvor betingelserne for at modtage redaktionel produktionsstøtte i mediestøttelovens § 3 er opfyldt, opfylder det pågældende nyhedsmedie også de materielle krav om periodisk udbredelse og kravet om nyhedsformidling i medieansvarslovens § 1, nr. 3.

Forslaget får ikke betydning for de elektroniske massemedier, der allerede har foretaget anmeldelse efter § 8, stk. 1. Den eksisterende anmeldelsesordning vil således fortsætte uændret.

For så vidt angår elektroniske nyhedsmedier, der modtager projektstøtte i medfør af mediestøttelovens §§ 6-8, er det vanskeligere uden videre at lægge til grund, at de også opfylder de materielle krav i medieansvarslovens § 1, nr. 3, idet projektstøtte bl.a. også kan gives til etablering. Som udgangspunkt vil elektroniske nyhedsmedier, der modtager projektstøtte efter mediestøtteloven være omfattet af medieansvarsloven, men det vil i sidste ende være op til Pressenævnet og domstolene konkret at vurdere, hvorvidt de materielle betingelser i medieansvarslovens § 1, nr. 3, er opfyldt.

For det andet skal det pågældende nyhedsmedie modtage redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte. Den foreslåede ændring omfatter i kraft af henvisning til medieansvarslovens § 1, nr. 3, alene de elektroniske nyhedsmedier, dvs. medier, hvis indhold formidles via eksempelvis en hjemmeside eller apps til tablet eller mobil. Elektroniske nyhedsmedier vil også omfatte eventuelle net-udgaver tilknyttet de trykte nyhedsmedier. Hvorvidt den trykte udgave af nyhedsmediet er omfattet af medieansvarsloven vil som hidtil afhænge af, om det trykte nyhedsmedie opfylder kravene i medieansvarslovens § 1, nr. 1.

Redaktionel produktionsstøtte består af en hovedordning, jf. mediestøttelovens § 3, og en supplementsordning, jf. mediestøttelovens § 4. Elektroniske nyhedsmedier, der modtager redaktionel produktionsstøtte, vil være omfattet af medieansvarsloven, uanset om støtten ydes som tilskud fra hoved- og supplementsordningen eller kun fra hovedordningen.

Med den foreslåede bestemmelse vil elektroniske nyhedsmedier, der modtager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, blive omfattet af medieansvarsloven, uanset om de har tilmeldt sig Pressenævnet efter § 8, stk. 1. For udgivere af disse nyhedsmedier vil det således ikke længere være frivilligt, om de er omfattet af medieansvarsloven.

Ændringen indebærer, at de pågældende nyhedsmedier vil blive omfattet af de særlige regler i medieansvarsloven, herunder reglerne om Pressenævnets kompetence, genmæle, det særlige ansvarssystem, den særlige bødeudmålingsregel, udgiverens hæftelse og påtalekompetence. De pågældende nyhedsmedier vil endvidere kunne påberåbe sig reglerne om kildebeskyttelse i retsplejelovens § 172, stk. 1, 2 og 4, der gælder for redaktører og redaktionelle medarbejdere ved massemedier omfattet af medieansvarsloven. Retten til aktindsigt efter reglerne i retsplejelovens § 41 f, jf. § 41, stk. 3, vil også gælde for de massemedier, der automatisk omfattes af medieansvarsloven.

Det foreslås indsat i § 8, stk. 1, som 3. pkt. , at 2. pkt. ikke gælder massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som henvender sig til et dansk mindretal i udlandet. Det vil være Medienævnet, der i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om redaktionel produktionsstøtte vil tage stilling til, om der er tale om et nyhedsmedie, der henvender sig til et dansk mindretal i udlandet.

Nyhedsmediet vil være omfattet af medieansvarsloven, så længe nyhedsmediet modtager redaktionel produktionsstøtte. Redaktionel produktionsstøtte tildeles for et kalenderår ad gangen, jf. mediestøttebekendtgørelsens § 7 (bekendtgørelse nr. 480 af 17. maj 2017). Har et nyhedsmedie én gang modtaget redaktionel produktionsstøtte, registreres nyhedsmediet som modtager af redaktionel produktionsstøtte i Slots- og Kulturstyrelsen og skal ved efterfølgende ansøgningsrunder alene indsende udvalgte oplysninger til brug for beregning af tilskuddet for året, jf. mediestøttebekendtgørelsens § 10. Støtten ophører fra det tidspunkt, hvor et nyhedsmedie ikke længere opfylder betingelserne for støtte, jf. mediestøttebekendtgørelsens § 11, stk. 3.

For så vidt angår projektstøtte vil nyhedsmediet være omfattet af medieansvarsloven indtil projektet er afsluttet.

Afgørende for, om medieansvarsloven finder anvendelse, og om Pressenævnet er kompetent, vil være, om den påståede overtrædelse finder sted i støtteperioden. Indgives der således efter udløb af støtteperioden klage til Pressenævnet med påstand om, at nyhedsmediet har handlet i strid med god presseskik i støtteperioden, vil Pressenævnet være kompetent, forudsat at klagefristerne er overholdt. Omvendt vil Pressenævnet ikke være kompetent ved klage over adfærd, som ligger forud for, at nyhedsmediet har modtaget støtte, selvom klagen indgives i støtteperioden.

Ligeledes vil det i sager ved domstolene være afgørende for f.eks. anvendelsen af de særlige ansvarsbestemmelser og den særlige bødeudmålingsregel, om den påståede overtrædelse har fundet sted i støtteperioden.

Tilbagekaldes den redaktionelle produktionsstøtte eller projektstøtten, fordi betingelserne for støtte ikke længere anses for opfyldt, vil nyhedsmediet fra tidspunktet for afgørelse om tilbagekaldelse ikke længere være omfattet af medieansvarsloven. Skal nyhedsmediet tilbagebetale støtte, vil udgangspunktet være, at nyhedsmediet er omfattet af medieansvarsloven frem til tidspunktet for afgørelse om tilbagekaldelse, uanset om nyhedsmediet måtte blive pålagt at betale støtte tilbage for en periode, der ligger forud for afgørelsen. Et nyhedsmedie, der uberettiget modtager mediestøtte, er således omfattet af loven, uanset at det senere måtte vise sig, at støtten er udbetalt med urette. Det bemærkes, at det fortsat vil være en forudsætning for at være omfattet af medieansvarsloven, at nyhedsmediet er omfattet af definitionen i § 1, nr. 3, og at Pressenævnet og domstolene i tilfælde af, at der rejses en sag, vil kunne foretage en realitetsprøvelse heraf.

Pressenævnet vil uanset ovenstående om støtteperiode og tilbagekaldelse være kompetent som hidtil, hvis nyhedsmediet er omfattet af medieansvarslovens § 1, stk. 3, og har foretaget anmeldelse efter § 8, stk. 1.

En opdateret liste over elektroniske nyhedsmedier, der modtager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, vil skulle være offentligt tilgængelig på Pressenævnets hjemmeside. Pressenævnet vil dog – på samme måde som det i dag gælder for de nyhedsmedier, som har indgivet anmeldelse efter medieansvarslovens § 8, stk. 1 – kun foretage prøvelse af, om nyhedsmediet faktisk er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 3, når der indgives en klage over nyhedsmediet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 8, stk. 2, at reglerne i §§ 5-7 gælder for anmeldte foretagender. Med anmeldte foretagender menes foretagender, der udgiver massemedier omfattet af § 1, nr. 3, og som er tilmeldt Pressenævnet efter § 8, stk. 1.

§ 5 vedrører foretagendets pligt til over for Pressenævnet at angive, hvem der er redaktør. Redaktøren skal have den fornødne kompetence, og der kan kun være én redaktør. Enhver har ved henvendelse til foretagendet ret til at få oplyst, hvem redaktøren er. Ansvar for manglende eller urigtig angivelse af redaktør påhviler foretagendet som sådant og redaktøren, og en urigtig angiven person er tillige ansvarlig, hvis angivelsen er sket med den pågældendes samtykke. Henvisningen til § 6 indebærer en pligt for redaktøren til efter anmodning at give enhver, der har retlig interesse heri, oplysninger, der kan identificere nærmere angivne tekster, billeder og lydprogrammer og identificere de personer, der er ansvarlige. Henvisningen til § 7 indebærer en pligt for redaktøren til at opbevare en kopi af offentliggjorte tekster, billeder og lydprogrammer.

Det foreslås, at »anmeldte foretagender« i § 8, stk. 2, ændres til »foretagender, der omfattes af loven efter stk. 1, 1. eller 2. pkt.«

Den foreslåede ændring skal ses på baggrund af lovforslagets § 3, nr. 1, hvorefter massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som modtager redaktionel produktionsstøtte, foreslås omfattet af loven, uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

Den foreslåede ændring indebærer, at lovens §§ 5-7 ikke kun vil gælde for massemedier omfattet af § 1, nr. 3, som har tilmeldt sig Pressenævnet efter § 8, stk. 1, men også massemedier omfattet af § 1, nr. 3, som modtager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, og som efter lovforslagets § 3, nr. 1, fremover automatisk vil blive omfattet af medieansvarsloven.

De nyhedsmedier, der omfattes af den foreslåede ændring i lovforslagets § 3, nr. 1, vil således bl.a. skulle oplyse til Pressenævnet, hvem der er redaktør.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15 i de almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Med det foreslåede stk. 2 præciseres det, at lovforslagets § 1 og § 2, nr. 2 og nr. 3, finder anvendelse på strafbare forhold, der er begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1. Endvidere præciseres det, at lovforslagets § 3 om tortgodtgørelse i sager og freds- og ærekrænkelser ikke finder anvendelse på krænkelser, der er begået før lovens ikrafttræden. Bestemmelsen svarer til ikrafttrædelsesbestemmelsen i den oprindelige erstatningsansvarslov, jf. § 28 i lov nr. 228 af 23. maj 1984.

Kilde

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyldighed. Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovens §§ 3 og 4 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har overtaget lovgivningskompetencen pr. 11. maj 2006 på området for medieansvar, pr. 1. januar 2010 på det formueretlige område, som omfatter erstatningsansvarsloven, og pr. 1. marts 2010 på det strafferetlige område. Lovforslagets §§ 1 og 3-5 skal derfor ikke gælde for Færøerne.

For så vidt angår lovforslagets § 2 gælder der for Færøerne og Grønland særlige retsplejelove.

For Grønland gælder endvidere en særlig kriminallov. Lovforslagets § 1 gælder derfor ikke for Grønland. Lovforslagets §§ 3 og 4 kan derimod ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Kilde

Det følger af straffelovens § 267, at den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, det er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det foreslås at nyaffatte § 267, stk. 1 , om ærekrænkelser, således at bestemmelsen fremover omfatter den, som fremsætter eller udbreder udtalelse eller anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, jf. dog §§ 268 og 269, og således at den pågældende straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Den foreslåede bestemmelse adskiller sig trods den ændrede affattelse kun fra den gældende bestemmelse derved, at strafmaksimum er fængsel indtil 1 år.

Den foreslåede nyaffattelse vil ikke medføre nogen ændring af, hvilke ytringer der er omfattet af bestemmelsen. Når det er foreslået, at »udtalelse eller anden meddelelse« samt »handling« anvendes i stedet for »fornærmelige ord og handlinger« og »sigtelser«, hænger det sammen med, at den gældende sondring mellem sigtelser og ringeagtsytringer, der er gennemgående i flere bestemmelser om ærekrænkelse, ikke harmonerer med den sondring, som Menneskerettighedsdomstolen anvender i sin praksis.

»Udtalelse eller anden meddelelse« samt »handling« omfatter alle former for ærekrænkende ytringer, hvad enten de udbredes på skrift eller i tale, ligesom handlinger, billeder mv. er omfattet. Det afgørende er, at de pågældende udsagn eller handlinger mv. er egnet til at krænke en andens ære, hvad enten der er tale om beskyldninger, meningstilkendegivelser, fornærmelser eller lignende, dvs. alt fra konkrete påstande om, at en person har begået et alvorligt strafbart forhold, til udtalelser eller handlinger, der er stærkt hånende, herunder f.eks. at spytte (hvis forsættet i den forbindelse omhandler ærekrænkelse).

Det vil efter den foreslåede bestemmelse være et krav, at den pågældende meddelelse, udtalelse eller handling objektivt set er egnet til at krænke en persons ære både i form af selvagtelse og omdømme. Det vil ikke være et krav, at den pågældendes ære er krænket i det konkrete tilfælde, men ytringen eller handlingen skal generelt være egnet til at udgøre en ærekrænkelse under de omstændigheder, som den fremkommer i. Omvendt vil det ikke være tilstrækkeligt, at en person konkret føler sig krænket, hvis ytringen ikke generelt er egnet til at udgøre en ærekrænkelse.

Kriminaliseringen efter bestemmelsen omfatter i øvrigt det samme, som den gældende bestemmelse omfatter, idet f.eks. moralbegrebet udvikler sig med tiden, hvilket domstolene må tage højde for ved fortolkningen af bestemmelsen.

Beskyttelsen i § 267 omfatter også juridiske personer, idet det dog bemærkes, at der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis skal meget til at straffe for ærekrænkelse mod en sammenslutning af personer.

Det foreslås, at § 267 kommer til at indeholde en henvisning til bestemmelserne i §§ 268 og 269 for at tydeliggøre, at § 267 skal sammenholdes med disse bestemmelser med henblik på samlet set at vurdere, om en ærekrænkelse er strafbar.

Efter stk. 2 straffes en ærekrænkelse ikke, hvis den angår en afdød og er begået senere end 20 år efter dødsfaldet, medmindre forholdet er omfattet af § 268.

Det følger heraf for det første, at afdøde skal anses for omfattet af bestemmelserne i §§ 267 og 268. Denne ændring hænger sammen med, at den gældende § 274 ophæves, uden at der herved er tilsigtet nogen anden ændring, end at den særlige begrænsning med hensyn til strafmaksimum, der følger af § 274, ikke videreføres.

Det følger heraf for det andet, at afdøde personers beskyttelse mod ærekrænkelser efter § 267 ophører, når der er forløbet mere end 20 år fra deres dødsfald. Der foreslås ikke en tilsvarende tidsmæssig begrænsning for forhold, der er omfattet af § 268 (om bagvaskelse mv.).

Det bemærkes, at §§ 267 og 268 – også i relation til afdøde – skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis, hvorefter der skal mere til for at straffe ærekrænkelser mod en afdød person end for at straffe ærekrænkelser mod en levende person. Det bemærkes i den forbindelse, at det ved vurderingen heraf er afgørende, om personen var i live på tidspunktet for fremsættelsen af ærekrænkelsen.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden udmåles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af straffelovens § 268, at en person, som har udbredt en sigtelse mod bedre vidende, eller som har savnet rimelig grund til at anse sigtelsen for sand, straffes for bagvaskelse, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år.

Det foreslås, at § 268 nyaffattes, sådan at bestemmelsen fremover vil omfatte de tilfælde, hvor en alvorlig beskyldning er usand (nr. 1), og de tilfælde, hvor en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede (nr. 2). Som efter den gældende bestemmelse foreslås det, at overtrædelse af bestemmelsen skal kunne straffes med bøde eller indtil 2 års fængsel.

Den foreslåede nr. 1 vil kun omfatte en mindre og kun den groveste del af de ærekrænkelser, der er omfattet af § 267. Disse vil således kun være omfattet, hvis der er tale om en »beskyldning«, som efter sin karakter skal kunne være usand. »Beskyldning« skal således i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis forstås som en påstand om fakta, der kan bevises eller modbevises (statement of facts).

Den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i, vil have betydning for, om en udtalelse skal rubriceres som en alvorlig beskyldning mod en anden person. Således vil en beskyldning om, at en politiker er landsforræder, fordi den pågældende efter den potentielle gerningsmands opfattelse har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 98, være omfattet af bestemmelsen, mens udtrykket landsforræder vil falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, hvis det i sammenhængen anvendes som en (acceptabel) vurdering af en politiker, der fører en politik, som, gerningsmanden mener, er skadelig for den danske stat.

Der vil være tale om en beskyldning, hvis man påstår, at en anden person er morder eller voldtægtsforbryder i den forståelse, at den pågældende har overtrådt straffelovens bestemmelser om drab eller voldtægt, mens mere subjektivt ladede betegnelser som umoralsk eller racistisk falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

For så vidt angår bestemmelsens nr. 1 vil kun »alvorlige« beskyldninger være omfattede. Alvorlige beskyldninger vil primært være beskyldninger om grove strafbare forhold.

Mens den foreslåede § 267 fortsat skal være undergivet privat påtale, lægges der med lovforslaget op til, at den foreslåede § 268 skal være undergivet betinget offentlig påtale (lovforslagets § 1, nr. 13). Det vil være op til anklagemyndigheden at foretage en vurdering af, om anklagemyndigheden på begæring kan påtale forholdet, men i sidste ende vil det være op til domstolene at henføre forholdet til § 267 eller § 268.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 vil endelig kun omfatte en beskyldning, der er »usand«. Formuleringen »usand« indebærer i sammenhæng med straffelovens § 19 om forsæt, at straf forudsætter, at gerningsmanden har forsæt til, at beskyldningen ikke er sand.

Det foreslås i nr. 2 , at den i § 267 nævnte straf endvidere kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil ligesom nr. 1 kun omfatte en »beskyldning«, der i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis skal forstås som en påstand om fakta, der kan bevises eller modbevises (statement of facts). I modsætning til nr. 1 vil enhver beskyldning i princippet være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men betingelsen om, at den skal være egnet til væsentligt at skade den forurettede, vil i praksis indebære, at kun beskyldninger af en vis grovhed vil være omfattet af bestemmelsen.

Beskyldningen skal endvidere være udbredt gennem indholdet af et massemedie. »Massemedie« skal forstås i overensstemmelse med medieansvarslovens § 1, og den foreslåede bestemmelsen i nr. 2 vil finde anvendelse, uanset om mediet har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

Den foreslåede bestemmelse vil endelig kun finde anvendelse, hvis den beskyldning, som fremsættes, er egnet til væsentligt at skade den forurettede. Der skal foretages en objektiveret bedømmelse af, om beskyldningen er egnet til at kunne skade den forurettede. Med »væsentlig skade« menes en skade, som går ud over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ramme en person, der beskyldes for noget tilsvarende. Der kan f.eks. være tale om, at forurettede indtager en særlig stilling, varetager en særlig post eller er i en særlig position, som beskyldningen er egnet til at bringe i fare.

Eksempelvis kan der være tale om, at en person på et mangelfuldt grundlag beskyldes for at have begået et strafbart forhold af mindre grovhed, herunder f.eks. visse overtrædelser af særlovgivningen, men hvor grovheden heraf forstærkes, ved at beskyldningen udbredes gennem et landsdækkende medie, og forurettede er særligt udsat for at lide skade på grund af beskyldningen.

Den skade, som den pågældende skal kunne lide, skal gå ud over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ramme en person, der beskyldes for noget tilsvarende.

Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at beskyldningen rent faktisk har ført skade med sig.

Det er – i modsætning til det foreslåede nr. 1 – heller ikke et krav for anvendelsen af bestemmelsen, at beskyldningen er fremsat mod bedre vidende.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden udmåles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af straffelovens § 269, stk. 1, at en sigtelse er straffri, når dens sandhed bevises, såvel som når den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv. Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 2, at straf kan bortfalde, når der oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand. I tilknytning til § 267 gælder §§ 270-272, som også indeholder bestemmelser, der relaterer sig til spørgsmålet om en sigtelses sandhed.

Det foreslås med § 269, stk. 1 , at en ærekrænkelse er straffri, hvis den fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den.

Efter bestemmelsen vil det afgørende for strafbarheden af en ærekrænkelse være, om der samlet set var rimelig anledning til den, og der skal i den forbindelse lægges vægt på, hvilken sammenhæng den fremkom i.

Strafansvar efter § 267 er på den ene side en beskyttelse af forurettede, der også kommer til udtryk gennem EMRK artikel 8 om bl.a. retten til privatliv, men er på den anden side et indgreb i gerningsmandens ytringsfrihed, og der skal derfor i den konkrete sag foretages en afvejning af hensynet til individets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og andre personers gode navn og rygte eller rettigheder efter EMRK artikel 8 med henblik på at vurdere, om strafansvar i den konkrete situation vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 10.

Det foreslås endvidere i stk. 2 , at der ved vurderingen efter stk. 1 blandt andet skal tages hensyn til, om sandheden af en beskyldning bevises, eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen, og om fremsættelsen eller udbredelsen heraf skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse.

I den konkrete afvejning indgår dog en længere række fortolkningsfaktorer med forskellig vægt afhængig af den konkrete sags nærmere omstændigheder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 269, stk. 2.

Et vigtigt element i den forbindelse er, om udtalelsen kan kategoriseres som enten en »værdidom« (value judgment) eller »beskyldning« (statement of facts). Kategoriseringen har betydning for, hvilket faktuelt grundlag der i den givne sammenhæng kan kræves med henblik på at retfærdiggøre den pågældende udtalelse. Dette princip er kommet til udtryk i det foreslåede stk. 2, hvor det fremgår, at der skal lægges vægt på, om sandheden af en beskyldning bevises, eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen. I sidstnævnte sammenhæng er det også vigtige kriterier, om udbredelsen skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse.

Sondringen mellem beskyldning og værdidom fremgår kun delvist af bestemmelsens ordlyd. Bestemmelsens henvisning til »sandhed« i 1. led relaterer sig til statement of facts, hvilket udtrykkeligt er kommet til udtryk ved brug af begrebet »beskyldning«, mens »tilstrækkeligt faktuelt grundlag« primært relaterer sig til værdidomme, men også i et vist omfang finder anvendelse ved beskyldninger. Dette er kommet til udtryk ved anvendelse af samlebetegnelsen »ærekrænkelsen«.

Ved beskyldning forstås en påstand om fakta, der kan bevises eller modbevises, mens værdidom forstås som et subjektivt standpunkt, der ikke kan bevises, men som kan have et vist faktuelt grundlag. Herudover findes rene meningstilkendegivelser, som ikke er af faktuel karakter eller har et påstandsindhold, og som derfor hverken kan bevises eller have noget faktuelt grundlag. Det er som udgangspunkt ikke i strid med EMRK artikel 10, at der straffes for sidstnævnte type af udtalelser, men der kan efter den foreslåede bestemmelse fortsat være et sådant rimeligt grundlag for meningstilkendegivelsen på grund af den sammenhæng, som den fremkom i, herunder f.eks. fordi den fremkom på baggrund af ophidselse eller lignende, at den er straffri.

Et eksempel på en beskyldning er f.eks. en påstand om, at en anden person har gjort noget strafbart, mens et eksempel på en værdidom kan være en udtalelse om, at en anden person er racistisk, uetisk, umoralsk eller uværdig. Det bemærkes i øvrigt, at der er en glidende overgang mellem beskyldninger og værdidomme med et deraf afledt glidende krav til det faktuelle grundlag, der har betydning for strafbarheden af den pågældende ytring.

Kategoriseres en ytring som en beskyldning, kan der kræves bevis for den, og hvis sådant bevis føres, vil det klare udgangspunkt være, at beskyldningen er straffri. Lykkes det ikke at føre et sådant bevis, vil den altovervejende hovedregel være, at der ikke var rimelig anledning til ytringen, og at den derfor er strafbar. Det vil i visse sammenhænge være tilstrækkeligt for at opnå straffrihed, at der påvises et vist faktuelt grundlag for en beskyldning, hvis den i øvrigt er fremsat eller udbredt i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse. Omvendt kan der tænkes tilfælde, hvor en beskyldning, der er ført sandhedsbevis for, alligevel er strafbar, fordi den fremkom i en sammenhæng, hvor der ikke var rimelig anledning til den, jf. herved den gældende § 270, stk. 1, 2. led.

Kravet til det faktuelle grundlag vil alt andet lige være strengere jo mere alvorlig en beskyldning er.

Kategoriseres en ytring som en værdidom, kan der ikke stilles krav om sandhedsbevis, idet et sådant på grund af ytringens karakter vil være umuligt at føre. Ved værdidomme stilles der således, jf. EMRK artikel 10, mindre krav til det faktuelle grundlag og anledningen for at opnå straffrihed. Når der er tale om en værdidom flyttes fokus med andre ord fra konstatering af en objektiv sandhed (der ikke findes) til en vurdering af rimelighed og acceptabilitet.

En værdidom vil som udgangspunkt ikke være strafbar, hvis der påvises et vist faktuelt grundlag for den, og hvis den samtidig er udbredt som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse og i god tro. Varetagelse af andre anerkendelsesværdige interesser indgår også i vurderingen af, om der var rimelig anledning til ærekrænkelsen i den konkrete sammenhæng.

Eksempler på sådanne andre interesser kan være, hvor man var forpligtet til at udtale sig, hvor man foretager anmeldelser til kommune eller politiet i god tro, eller hvor man berettiget varetager egne eller andres interesser.

Har en ytring derimod ingen samfundsmæssig eller anden anerkendelsesværdig interesse, vil den kunne være strafbar, selv om der kan påvises et faktuelt grundlag for ytringen, idet hensynet til forurettedes ære i sådanne tilfælde ofte vil veje tungere end hensynet til gerningsmandens ytringsfrihed.

Det bemærkes, at det på den ene side er i strid med retten til ytringsfrihed at kræve sandhedsbevis for værdidomme, mens det på den anden side også kan være i strid med retten til ytringsfrihed, hvis bevis for beskyldninger afskæres. Derfor lægges der ikke op til at videreføre § 270, stk. 2, hvorefter der som udgangspunkt ikke kan føres sandhedsbevis, som en del af den foreslåede § 269. § 271, stk. 1, videreføres som § 269, stk. 3, og er et eksempel på, at bevis for beskyldninger kan afskæres.

Af yderligere fortolkningsfaktorer kan nævnes udtalelsens emne og formål. Der er et meget snævert område for at begrænse politiske ytringer og ytringer om vigtige samfundsmæssige anliggender, og det forekommer således ofte, at et afgørende moment i helhedsvurderingen er, at ytringen fremkom i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige anliggender. Dette princip er også kommet til udtryk i det foreslåede stk. 2 derved, at der skal lægges vægt på, om ærekrænkelsen er fremkommet i forbindelse med varetagelsen af en anerkendelsesværdig interesse.

Omvendt ydes ikke en tilsvarende beskyttelse mod ytringer, der ikke har en almen interesse, men f.eks. blot har til formål at tilfredsstille publikums nysgerrighed.

Det vil også blive tillagt vægt, om der er et sagligt formål med en ytring, f.eks. om hensigten er at opnå en politisk debat eller at oplyse og forklare. Hvis det primære formål snarere er at skade omdømmet på den person, der er genstand for ytringen, vil den være mindre beskyttelsesværdig.

Udtalelsens afsender indgår også som et vigtigt led i vurderingen. Navnlig pressen, men også især politikere, har en særligt vid ytringsfrihed. Det bemærkes herved, at der i forbindelse med pressens ytringsfrihed skal sondres mellem, om en andens udtalelse refereres i pressen, eller om der er tale om, at en journalist selv kommer med en udtalelse, herunder f.eks. peger på mulige gerningsmænd til en forbrydelse. Sidstnævnte tilfælde nyder langt fra samme beskyttelse som førstnævnte, jf. herom nedenfor.

Det er endvidere væsentligt, hvem der er adressat for en ytring. Der er vid adgang til at ytre sig skarpt om en regering eller politikere, mens tilsvarende ytringer i relation til privatpersoner nyder mindre beskyttelse. Det bemærkes imidlertid, at denne beskyttelse forøges, hvis en privatperson involverer sig i en offentlig debat, hvilket fører til, at den pågældende må tåle, at andre ytrer sig skarpt om denne.

Også udtalelsens forum og muligheden for kontradiktion er af betydning for den samlede afvejning. En ytrings skadelige effekt er langt større, hvis ytringen er udbredt i en landsdækkende tv-udsendelse eller via internettet, end hvis ytringen er udbredt på et møde med et begrænset deltagerantal.

I den forbindelse lægges der også vægt på, om den person, der er genstand for ytringen, har haft mulighed for at komme til orde.

Det kan ligeledes tillægges vægt, om udtalelser i en artikel indgår sagligt med fokus på oplysning om f.eks. en begivenhed eller omstændigheder af offentlig interesse, eller om udtalelserne særligt fokuserer på privatliv.

Graden af beskyttelse, som en ytring nyder, er også afhængig af konteksten for ytringen. Der kan f.eks. være videre rammer for at udtale sig kritisk, hvis man ytrer sig på andres foranledning eller i en ophidset situation.

Det bemærkes, at de gældende bestemmelser i §§ 269-272 eller principperne heri, bortset fra § 270, stk. 2, skal anses som omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 269, og de pågældende principper indgår således som elementer i den samlede afvejning af, om der var rimelig anledning til den udbredte ytring og dermed til, at ytringen er straffri. I tilfælde, hvor en ytring ikke er straffri, vil straffen under formildende omstændigheder kunne bortfalde i medfør af straffelovens § 83. I den vurdering indgår principperne i de hidtil gældende §§ 269-272 ligeledes, jf. f.eks. de gældende strafbortfaldsregler i § 269, stk. 2, og § 272.

For så vidt angår bl.a. pressens ytringsfrihed er det som anført ovenfor vigtigt at sondre mellem, om det er pressen selv, der kommer med ærekrænkende udtalelser, eller om der er tale om, at pressen blot gengiver andres ærekrænkende udtalelser.

For så vidt angår pressens egne udtalelser, herunder beskyldninger, vil der skulle mindre til at retfærdiggøre et indgreb i ytringsfriheden, mens pressen har større frihed, når det klart fremgår, at der er tale om et referat eller viderebringelse af en andens udtalelse eller holdning.

I den forbindelse skal journalisten eller redaktøren ikke bevise rigtigheden af de viderebragte udtalelser, men derimod om der er et tilstrækkeligt præcist og troværdigt faktuelt grundlag for ytringen, herunder om journalisten med rimelighed kunne anse sin kilde som pålidelig med hensyn til de pågældende udtalelser, og om journalisten har kontrolleret rigtigheden heraf. Dette skal vurderes i forhold til ytringens karakter og grovhed, ligesom der kan lægges vægt på, om udsagnene er afbalancerede, og om den person, der er genstand for udtalelsen, har haft mulighed for kontradiktion. Det er også et krav, at journalisten var i god tro.

At udtalelsen, meddelelsen eller handlingen er straffri, bevirker, at handlingen, da den blev foretaget, ikke var strafbar, selv om den rent sprogligt er omfattet af bestemmelsen. I disse tilfælde frifindes den tiltalte. Strafbortfald bevirker, at en strafbar handling ikke resulterer i straf.

Det følger af straffelovens § 271, stk. 1, at tidligere frifindende domme afsagt i ind- eller udland indebærer, at der ikke kan føres sandhedsbevis for den beskyldning, som fremsættes, og som dommen omhandlede. Bestemmelsen indebærer således, at forurettede ved dommen er renset for den strafbare handling, som beskyldningen vedrører.

Det foreslås i § 269, stk. 3 , at der ikke kan føres bevis for en strafbar handling, hvis den, beskyldningen rettes mod, er frifundet for handlingen ved endelig dom.

Bestemmelsen viderefører den gældende § 271, stk. 1, men der er lagt op til en sproglig modernisering af bestemmelsen. Det foreslås således, at der ikke kan føres bevis for en strafbar handling, hvis den, beskyldningen rettes mod, er frifundet for handlingen ved endelig dom. Der tilsigtes herved ikke nogen ændring i, hvilke ytringer der omfattes af bestemmelsen.

I forhold til den gældende bestemmelse vil »i ind- og udland« udgå. Der er tale om en sproglig forenkling, som ikke tilsigter nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde, idet en »endelig dom« skal forstås sådan, at det angår en dom afsagt her i landet såvel som i et andet land.

Udtrykket »endelig dom« skal imidlertid også forstås sådan, at bestemmelsen kun vil finde anvendelse i relation til udenlandske domme, hvis Danmark ved overenskomst eller på andet retligt grundlag anerkender domme fra det pågældende land. Bestemmelsen vil således kun finde anvendelse, hvis det er udelukket ifølge Danmarks internationale forpligtelser om anerkendelse af straffedommes retskraft at retsforfølge den pågældende i Danmark.

Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at der på andet retsgrundlag føres en erstatningssag om den handling, som der er sket frifindelse for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Straffelovens § 273 indeholder i stk. 1 en bestemmelse om, at der efter den fornærmedes påstand i domsslutningen kan optages en bemærkning om, at en ærefornærmende sigtelse er ubeføjet (såkaldt mortifikation). Stk. 2 indeholder en bestemmelse om fastsættelse af en sum til dækning af omkostningerne ved offentliggørelse af en dom.

Det foreslås, at det gældende stk. 2 ophæves som overflødig og utidssvarende, og at stk. 1 nyaffattes og placeres i § 270.

Det fremgår således af forslaget til § 270, at der efter forurettedes påstand optages en bemærkning herom i domsslutningen, hvis en beskyldning er ubeføjet (mortifikation).

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 273, stk. 1, og der tilsigtes ingen anden ændring, end at den foreslåede bestemmelse kun skal finde anvendelse på beskyldninger (statement of facts), hvorimod den gældende bestemmelse finder anvendelse i forhold til sigtelser, der i et vist omfang også omfatter ”værdidomme” (value judgments).

Mortifikation vil være obligatorisk, når der nedlægges påstand herom, og der i øvrigt foreligger en overtrædelse af § 267.

Bestemmelsen vil ligesom i dag kunne anvendes, uden at der nedlægges påstand om straf. Vurderingen af, om en beskyldning var rimeligt begrundet, jf. forslaget til § 269, stk. 1, vil således skulle foretages i forbindelse med sagens behandling, idet denne vurdering er afgørende for, om ærekrænkelsen er ubeføjet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at en domfældt eller andre i forlængelse af en dom kan blive pålagt at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede, som har tilknytning til overtrædelsen.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 271 om sletning af udtalelser, meddelelser eller billeder, som har tilknytning til en overtrædelse af lovens §§ 264, 267 eller 268, med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den videre udbredelse af disse udtalelser mv.

Efter forslaget til stk. 1 kan det ved dom for overtrædelse af straffelovens §§ 264 d, 267 eller 268 samtidig bestemmes, at en udtalelse, en meddelelse eller et billede skal slettes, hvis det er muligt.

Denne bestemmelse vil ikke indeholde en selvstændig forpligtelse til sletning inden for databeskyttelsesforordningens område. Pligten til sletning følger direkte af databeskyttelsesforordningens artikel 17, stk. 1, litra d, jf. artikel 85, og forslaget indebærer således, herunder i kombination med forslaget til § 2, nr. 1 (retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6), at denne pligt vil kunne håndhæves af domstolene i forbindelse med en straffesag. Det bemærkes i den forbindelse, at databeskyttelsesforordningens artikel 17 udtømmende gør op med, hvornår der kan pålægges en pligt til sletning af personoplysninger inden for databeskyttelsesforordningens område. Det er således alene databeskyttelsesforordningens artikel 17, der afgør, om der inden for forordningens område kan pålægges en pligt til sletning.

For så vidt angår tilfælde, som falder uden for artikel 17 i databeskyttelsesforordningen, jf. artikel 85, fastsætter den foreslåede bestemmelse en pligt til sletning, ligesom bestemmelsen vil indebære, at denne pligt vil kunne håndhæves af domstolene i forbindelse med en straffesag. De tilfælde, som falder uden for artikel 17 i databeskyttelsesforordningen, og som bestemmelsen således fastsætter en pligt til sletning i forhold til, er f.eks., når forordningen slet ikke finder anvendelse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2 (om forordningens materielle anvendelsesområde), når enkelte forhold falder uden for artikel 17, fordi dette eventuelt fastsættes i medfør af artikel 85, stk. 2 (om medlemsstaternes mulighed for til behandling i bl.a. journalistisk øjemed at fastsætte undtagelser eller fravigelser fra en række af forordningens bestemmelser), i forhold til personer eller virksomheder, der ikke er dataansvarlige, eller hvis overtrædelsen er begået mod andre end fysiske personer.

Forslaget er begrænset til tilfælde, hvor en person dømmes for overtrædelse af §§ 264 d, 267 og 268. I en dom herom vil det således efter forslaget samtidig kunne bestemmes, at den udtalelse eller meddelelse eller det billede, som man dømmes for fremsættelse, udbredelse eller viderebringelse af, skal slettes.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes i relation til udtalelser, meddelelser eller billeder, som ikke har den nødvendige tilknytning til overtrædelsen af §§ 264 d, 267 eller 268. I tilfælde, hvor man dømmes for overtrædelse af § 267, vil det således kun være den udtalelse eller meddelelse, der indeholder ærekrænkelsen, som bestemmelsen finder anvendelse på, ligesom det kun er det billede, der er videregivet i strid med § 264 d, bestemmelsen finder anvendelse på.

Forpligtelsen til at slette noget efter forordningens artikel 17 vil bestå, selv om der ikke kan ske eller ikke konkret sker håndhævelse heraf i medfør af den foreslåede bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke på nogen måde indsnævre den forpligtelse til sletning, der følger af databeskyttelsesforordningens artikel 17. Den registrerede vil således kunne påberåbe sig sin ret til sletning i medfør af artikel 17 direkte over for den dataansvarlige, lige som den registrerede vil kunne klage til Datatilsynet, som i medfør af artikel 58 vil kunne påbyde den dataansvarlige at slette oplysningerne.

Det foreslås i stk. 2, at forpligtelsen til at slette en udtalelse mv. efter stk. 1, påhviler den, der dømmes for overtrædelsen, idet forpligtelsen dog også kan pålægges andre, hvis disse i modsætning til gerningsmanden har rådighed over udtalelsen mv.

Bestemmelsen vil indebære, at forpligtelsen primært skal pålægges den domfældte. Bestemmelsen kan således kun anvendes over for andre, hvis disse har rådighed over en udtalelse mv., som domfældte ikke har rådighed over. Bestemmelsen kan anvendes både over for domfældte og flere andre, hvis dette – fordi udtalelsen mv. findes flere steder – er nødvendigt for at opnå tilstrækkelig sletning.

Rådighed skal forstås sådan, at det skal være muligt at slette den pågældende udtalelse mv. Denne mulighed kan f.eks. foreligge, hvis man har (lovlig) adgang til at redigere den hjemmeside, som indeholder udtalelsen, eller hvis man har (lovlig) adgang til den Facebookkonto, hvor udtalelsen mv. er udbredt fra.

Pålægget indebærer, at udtalelsen mv. skal slettes, i det omfang dette er muligt for domfældte eller en anden person. Der kan ikke i pålægget indfortolkes en pligt for domfældte til at rette henvendelse til søgemaskiner, sociale medier mv. med henblik på at få disse til at slette udtalelser mv., som domfældte ikke har rådighed over, selv om det er domfældte, der har udbredt dem, medmindre en sådan pligt følger af forordningen. Der er imidlertid mulighed for direkte at pålægge søgemaskiner, sociale medier mv. forpligtelser efter bestemmelsen.

Forbeholdet om, at det skal være muligt at fjerne udtalelsen mv., indebærer i relation til forfattere mv., der er dømt for overtrædelser gennem indholdet af et massemedie, som er omfattet af medieansvarsloven, at forpligtelsen skal pålægges redaktøren, der har rådigheden over mediets internetsted.

Formålet med bestemmelsen er således bl.a. at tage højde for de tilfælde, hvor en forfatter, en tidligere redaktør eller en udgiver dømmes for at have begået en overtrædelse af de nævnte bestemmelser i f.eks. en artikel i en internetavis, og hvor en af disse mangler rådighed over mediets internetavis og dermed ikke har mulighed for at fjerne artiklen. Forpligtelsen til at fjerne en udtalelse mv., der er udbredt gennem indholdet af et massemedie, som er omfattet af medieansvarsloven, vil således i alle tilfælde skulle pålægges den til enhver tid værende ansvarshavende redaktør efter stk. 2, fordi denne i modsætning til f.eks. en forfatter har rådighed over mediets internetavis, herunder mulighed for at fjerne eller ændre artikler.

Det vil i den forbindelse som det klare udgangspunkt være et krav, at ærekrænkelsen er begået gennem indholdet af et massemedie, der er omfattet af medieansvarsloven. Denne betingelse indebærer, at bestemmelsen finder anvendelse, hvis nogen, jf. medieansvarslovens § 9, gøres ansvarlig for mediets indhold. Redaktøren kan således som udgangspunkt ikke forpligtes til at fjerne en krænkelse, som en person uden tilknytning til mediet har begået, hvis denne krænkelse berettiget er viderebragt af mediet, medmindre et pålæg herom konkret vurderes at være i overensstemmelse med EMRK artikel 10.

Det bemærkes i den forbindelse, at domstolene i alle tilfælde, hvor en anden end gerningsmanden har rådighed over det pågældende elektroniske medie, vil skulle foretage en selvstændig vurdering af, hvorvidt et pålæg om at slette den pågældende meddelelse eller billede vil krænke den pågældendes ytringsfrihed efter navnlig EMRK artikel 10.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvad der skal til for at slette ærekrænkelsen. Er der tale om f.eks. en artikel, kan krænkelsen slettes ved at fjerne selve artiklen fra internettet (afpublicere). Det vil ikke være tilstrækkeligt at afindeksere artiklen, fordi den fortsat er at finde på internettet, selv om det ikke er muligt ved hjælp af søgeord at søge den frem. Er forpligtelsen pålagt Google eller en anden lignende søgemaskine, der ikke har rådighed over det internetsted, hvor udtalelsen mv. er udbredt, vil forpligtelsen imidlertid netop indebære afindeksering. Det forudsættes, at medierne kan opbevare den oprindelige artikel mv. på en måde, der forhindrer nye krænkelser af forurettede, dvs. utilgængeligt for offentligheden.

Efter omstændighederne vil det være tilstrækkeligt at anonymisere forurettede i en artikel eller at fjerne ærekrænkende ord eller sætninger, således at artiklen i øvrigt kan forblive på internettet. Dette vil imidlertid ikke være tilstrækkeligt, hvis det på trods heraf kan konstateres, hvem forurettede er, og hvilken udtalelse der har været tale om.

Nedlægges der påstand om, at pligten skal påhvile en person, der ikke er part i straffesagen, skal denne indstævnes i sagen med henblik på at have taleret, jf. for så vidt angår straffesager, der føres af anklagemyndigheden, forslaget til retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Den gældende § 275 regulerer spørgsmålet om påtalekompetence i sager om freds- og ærekrænkelser. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at forbrydelserne er undergivet privat påtale, bortset fra sager efter §§ 266-266 b. Det fremgår af stk. 2, at der er betinget offentlig påtale i sager om overtrædelse af §§ 263-264 d, når nogen, der virker eller på den tid, hvor omtalen er, virkede i offentlig tjeneste eller hverv, sigtes for et forhold, der kan medføre eller kunne have medført stillingens eller hvervets fortabelse, samt når en sigtelse fremsættes i navnløs eller med urigtigt eller opdigtet navn forsynet skrivelse.

Det foreslås i § 275, stk. 1 , at forbrydelserne i kapitlet om freds- og ærekrænkelser er undergivet privat påtale bortset fra §§ 266-266 b.

Forslaget, som indebærer, at sager om freds- og ærekrænkelser, bortset fra sager efter §§ 266-266 b, kan påtales privat, er en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås i stk. 2 , at der efter forurettedes anmodning kan ske offentlig påtale i sager efter §§ 263-264 d og § 268, i sager hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv, eller når en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.

Den foreslåede bestemmelse omhandler betinget offentlig påtale, dvs. sager der kan påtales af det offentlige, hvis forurettede anmoder herom, f.eks. ved at indgive en anmeldelse. Bestemmelsen omfatter, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 1 , fredskrænkelserne i §§ 263-264 d. Dette er en videreførelse af gældende ret, idet forslaget dog også omfatter den foreslåede § 264 b om ulovlig overvågning ved hjælp af en gps eller andet lignende apparat. Bestemmelsen vil endvidere omfatte sager efter § 268 om bagvaskelse og beskyldninger fremsat eller udbredt i et massemedie, der har en særlig skadevirkning for forurettede. Dette vil indebære en ændring i forhold til gældende ret, hvor disse sager er undergivet privat påtale.

Bestemmelsen omfatter, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 2 , sager, hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv. Bestemmelsen viderefører med sproglige forenklinger den gældende bestemmelse, uden at der hermed er tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2, omfatter kun beskyldninger som fortolket i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis, dvs. påstande om fakta, der kan bevises eller modbevises (statement of facts).

Der vil således være tale om en beskyldning i bestemmelsens forstand, hvis man påstår, at en anden person har begået drab eller vold, mens mere subjektivt ladede betegnelser som umoralsk eller racistisk falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i, vil have betydning for, om en udtalelse skal rubriceres som en beskyldning eller en mere værdiladet vurdering af en anden person. Således vil en beskyldning om, at en politiker er landsforræder, fordi den pågældende efter den potentielle gerningsmands opfattelse har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 98, være omfattet af bestemmelsen, mens udtrykket landsforræder vil falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, hvis det i sammenhængen anvendes som en (acceptabel) vurdering af en politiker, der fører en politik, som, gerningsmanden mener, er skadelig for den danske stat.

Bestemmelsen omfatter, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3 , sager, hvor en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt. Også denne del af bestemmelsen viderefører med sproglige ændringer den gældende bestemmelse, idet den foreslåede bestemmelse dog ikke – i modsætning til den gældende § 275, stk. 2 – er begrænset til anonyme beskyldninger på skrift. Omvendt foreslås bestemmelsen som noget nyt afgrænset til alvorlige beskyldninger, som er udbredt anonymt.

Afgrænsningen af alvorlige beskyldninger svarer til afgrænsningen efter forslagets § 1, nr. 12 (forslaget til § 268, nr. 1). Alvorlige beskyldninger vil således primært omfatte beskyldninger om grove strafbare forhold.

Bestemmelsen vil omfatte mundtligt udbredte beskyldninger, dvs. f.eks. en video, der er udbredt på Facebook, hvor en maskeret person fremsætter en alvorlig beskyldning mod nogen, ligesom bestemmelsen – som den gældende § 275, stk. 2 – vil omfatte beskyldninger udbredt på skrift.

Bestemmelsen vil kun omfatte beskyldninger, der er udbredt anonymt. Dette omfatter situationer, hvor forurettede ikke umiddelbart kan identificere gerningsmanden, herunder også til tilfælde, hvor beskyldningen er fremsat med urigtigt angivet navn. Det afgørende vil være, at der er behov for en nærmere efterforskning med henblik på at fastlægge gerningsmandens identitet.

Det bemærkes, at en beskyldning ikke anses for udbredt anonymt efter bestemmelsen, når udbredelsen er sket i et medie omfattet af medieansvarsloven. I sådanne tilfælde fastlægger medieansvarsloven, hvem der bærer det strafferetlige ansvar for udbredelsen i mediet, hvorfor der ikke er behov for nærmere efterforskning med henblik på at fastlægge gerningsmandens identitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Det foreslås, at § 301 a ophæves som en konsekvens af forslaget om at skrive den sammen med straffelovens § 263 a i én samlet bestemmelse (lovforslagets § 1, nr. 5).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.