Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National Enhed for Særlig Kriminalitet) § 1

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 13, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden.

Det foreslås, at § 82, nr. 13, ophæves.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse fremover vil være reguleret af det foreslåede stk. 2 i § 82, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Der henvises til pkt. 2.1.2 og 2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2

Efter straffelovens § 82, nr. 13, skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden.

Det foreslås, at der indsættes et stk. 2 i straffelovens § 82 , der vedrører muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse.

Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., kan det ved straffens fastsættelse indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden. Af det foreslåede stk. 2, 2. pkt ., følger det, at sagsbehandlingstiden dog kun kommer i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

Bestemmelsen vil sammen med den samtidige ophævelse af straffelovens § 82, nr. 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, indebære, at muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse fremover vil være reguleret af det foreslåede § 82, stk. 2.

Ved afgørelse af, om straffastsættelse vil være i strid med EMRK artikel 6, jf. det foreslåede § 82, stk. 2, kan det tillægges vægt, om gerningsmanden under sagen har fremsat anmodning om fastsættelse af et tidspunkt for hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 152 a, eller har indbragt spørgsmålet om sigtelsens varighed for retten, jf. retsplejelovens § 718 b, stk. 1.

Anvendelsesområdet for det foreslåede § 82, stk. 2, i straffeloven kan således navnlig være situationer, hvor den sigtede eller tiltalte har benyttet retsplejelovens retsmidler mod lang sagsbehandlingstid i § 152 a og § 718 b, men hvor disse desuagtet ikke har været effektive mod at sikre, at sagen blev behandlet inden rimelig tid. Det gælder eksempelvis, hvis der ikke har kunnet berammes en hovedforhandling inden rimelig tid uanset tiltaltes anmodning efter § 152 a.

Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, om straffastsættelsen vil være i strid med EMRK artikel 6. Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder.

Beregningen af den relevante periode, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagsbehandlingstiden i straffesager efter EMRK, begynder på det tidspunkt, hvor der foreligger en anklage for en forbrydelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har defineret begrebet »anklage« som en officiel tilkendegivelse over for en person fra en dertil kompetent myndighed, der indeholder en beskyldning om, at vedkommende har begået en strafbar handling. Fristen vil almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klager anholdes, afhøres som sigtet, eller hvor der rejses tiltale, jf. bl.a. Simeonovi mod Bulgarien, dom af 12. maj 2017, præmis 111, og Abboud mod Belgien, dom af 2. juli 2019, præmis 40. Den relevante periode slutter, når der foreligger en endelig afgørelse af anklagen, eller strafforfølgning afbrydes, jf. bl.a. Kalashnikov mod Rusland, dom af 15. juli 2002, præmis 124, og Schumacher mod Luxembourg, dom af 25. november 2003, præmis 28.

Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Det kan udledes af EMD’s praksis, at »sagsbehandlingstiden vurderes i forhold til (1) sagens kompleksitet, (2) parternes adfærd og (3) de relevante myndigheders adfærd, herunder navnlig domstolenes«, jf. Jon F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave (2020), side 797. Ved vurderingen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betydning for klager. Endelig beror vurderingen på en helhedsbedømmelse af sagen.

Ud fra EMD’s praksis kan der ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig frist« efter EMRK artikel 6. Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter.

Der kan være sager af kortere varighed, hvor der er blevet statueret en krænkelse, hvorimod der i andre sager af længere varighed ikke er blevet statueret en krænkelse. Domstolen har bl.a. i Hutchison Reid mod Storbritannien, dom af 20. februar 2003, præmis 79, og Khudoyorov mod Rusland, dom af 8. november 2005, præmis 193, udtalt, at en sagsbehandlingstid på 1 år for hver instans kan være en grov tommelfingerregel i sager om retten til en rettergang inden en rimelig frist. Domstolen har endvidere i bl.a. Satakunnan Markkinapörssi Oy og Satamedia Oy mod Finland, dom af 27. juni 2017, præmis 210 udtalt, at 1 år og 6 måneder i én instans ikke i sig selv kunne anses for uforholdsmæssig.

Ud fra EMD’s praksis kan det med en vis forsigtighed udledes, at hvis en retssag tager meget mere end 5 år i to instanser, vil sagsbehandlingstiden som udgangspunkt være problematisk i forhold til konventionen, men den kan dog retfærdiggøres konkret.

EMD har fastslået, at der i forbindelse med en krænkelse af artikel 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid skal være adgang til et effektivt retsmiddel, jf. EMRK artikel 13, der skal forhindre eller standse krænkelsen, eller at der skal tilkendes passende kompensation for den allerede skete krænkelse, jf. bl.a. Kudla mod Polen, dom af 26. oktober 2000, præmis 146-160.

I de straffesager, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen konstatereres en krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid, er medlemsstaterne således forpligtede til at kompensere for krænkelsen, herunder ved straffens udmåling.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke få betydning for anvendelse af andre strafnedsættelsesgrunde i § 82.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af straffelovens § 83, 1. pkt., at straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan straffen bortfalde under i øvrigt formildende omstændigheder.

Efter gældende ret anvendes straffelovens § 83 bl.a. i tilfælde, hvor sagen ikke har været afgjort inden rimelig tid, uden at dette kan bebrejdes gerningsmanden.

Det foreslås, at der indsættes et 3. pkt. i straffelovens § 83 , hvoraf det følger, at sagsbehandlingstiden dog kun kommer i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

Formålet med ændringen er at begrænse anvendelsen af straffelovens § 83, så bestemmelsen kun kan anvendes til strafnedsættelse under den foreskrevne strafferamme og til strafbortfald på de samme betingelser, som foreskrives i det foreslåede § 82, stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at sagsbehandlingstiden kun kan medføre nedsættelse af straffen under den foreskrevne strafferamme eller bortfald, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i EMRK artikel 6 om behandlingen af sagen inden for en rimelig frist.

Beregningen af den relevante periode, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagsbehandlingstiden i straffesager efter EMRK, begynder på det tidspunkt, hvor der foreligger en anklage for en forbrydelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har defineret begrebet »anklage« som en officiel tilkendegivelse over for en person fra en dertil kompetent myndighed, der indeholder en beskyldning om, at vedkommende har begået en strafbar handling. Fristen vil almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klager anholdes, afhøres som sigtet, eller hvor der rejses tiltale, jf. bl.a. Simeonovi mod Bulgarien, dom af 12. maj 2017, præmis 111, og Abboud mod Belgien, dom af 2. juli 2019, præmis 40. Den relevante periode slutter, når der foreligger en endelig afgørelse af anklagen, eller strafforfølgning afbrydes, jf. bl.a. Kalashnikov mod Rusland, dom af 15. juli 2002, præmis 124, og Schumacher mod Luxembourg, dom af 25. november 2003, præmis 28.

Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Det kan udledes af EMD’s praksis, at »sagsbehandlingstiden vurderes i forhold til (1) sagens kompleksitet, (2) parternes adfærd og (3) de relevante myndigheders adfærd, herunder navnlig domstolenes«, jf. Jon F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave (2020), side 797. Ved vurderingen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betydning for klager. Endelig beror vurderingen på en helhedsbedømmelse af sagen.

Ud fra EMD’s praksis kan der ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig frist« efter EMRK artikel 6. Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter.

Der kan være sager af kortere varighed, hvor der er blevet statueret en krænkelse, hvorimod der i andre sager af længere varighed ikke er blevet statueret en krænkelse. Domstolen har bl.a. i Hutchison Reid mod Storbritannien, dom af 20. februar 2003, præmis 79, og Khudoyorov mod Rusland, dom af 8. november 2005, præmis 193, udtalt, at en sagsbehandlingstid på 1 år for hver instans kan være en grov tommelfingerregel i sager om retten til en rettergang inden en rimelig frist. Domstolen har endvidere i bl.a. Satakunnan Markkinapörssi Oy og Satamedia Oy mod Finland, dom af 27. juni 2017, præmis 210 udtalt, at 1 år og 6 måneder i én instans ikke i sig selv kunne anses for uforholdsmæssig.

Ud fra EMD’s praksis kan det med en vis forsigtighed udledes, at hvis en retssag tager meget mere end 5 år i to instanser, vil sagsbehandlingstiden som udgangspunkt være problematisk i forhold til konventionen, men den kan dog retfærdiggøres konkret.

EMD har fastslået, at der i forbindelse med en krænkelse af artikel 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid skal være adgang til et effektivt retsmiddel, jf. EMRK artikel 13, der skal forhindre eller standse krænkelsen, eller at der skal tilkendes passende kompensation for den allerede skete krænkelse, jf. bl.a. Kudla mod Polen, dom af 26. oktober 2000, præmis 146-160.

I de straffesager, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen konstatereres en krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid, er medlemsstaterne således forpligtede til at kompensere for krænkelsen, herunder ved straffens udmåling.

Den foreslåede ændring vil ikke få betydning for anvendelsen af straffelovens § 83 i andre situationer, der ikke vedrører sagsbehandlingstidens betydning for strafnedsættelse under den foreskrevne strafferamme eller for strafbortfald.

Der henvises til pkt. 2.1.2 og 2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 4

Det fremgår af straffelovens § 119, at den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Med lovforslaget foreslås det, at der indsættes et 2. pkt. i straffelovens § 119, stk. 3 , hvoraf det fremgår, at det ved fastsættelse af straffen skal betragtes som en skærpende omstændighed, at en trussel om vold efter stk. 1 har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse, hvis gerningen har baggrund i den forurettedes »lovlige« ytringer, eller hvis formålet er at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed gennem lovlige ytringer i den offentlige debat. Det forudsættes, at »lovlige« ytringer forstås i overensstemmelse med straffelovens § 81, nr. 7, og det omfatter således f.eks. ikke situationer, hvor gerningen er foretaget på baggrund af ytringer, der er i strid med straffelovens § 136, stk. 1, om at opfordre til en forbrydelse, straffelovens § 266 b om fremsættelse af udtalelser mv., ved hvilke en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, eller straffelovens § 267 om injurier.

Formålet med ændringen er at skærpe straffen for trusler, herunder digitale trusler, der har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed og deltage i den demokratiske debat.

Strafskærpelsen vil konkret medføre, at der som udgangspunkt skal ske en fordobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat af domstolene for tilsvarende trusler.

Det betyder, at en sag om trusler mod ytringsfriheden efter straffelovens § 119, der i dag ville blive afgjort med 30 dages fængsel, fremover som udgangspunkt vil skulle afgøres med 60 dages fængsel, hvis truslen har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat. Straffelovens § 119, stk. 3, 1. pkt., finder fortsat anvendelse, og der skal derfor ved straffens fastsættelse også lægges vægt på den betydning, som truslen kan have for forurettedes udførelse af tjenesten eller hvervet.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger andre skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede ændring alene finder anvendelse på tilfælde af trussel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1. Der er ikke herved tilsigtet en tilsvarende skærpelse af straffen for vold efter straffelovens § 119, stk. 1.

Det bemærkes endvidere, at straffelovens § 81, nr. 7, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat, fremover ikke vil finde anvendelse i forhold til overtrædelser af straffelovens § 119 for så vidt angår trusler.

Det bemærkes desuden, at en trussel, der har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat, efter omstændighederne vil kunne indeholde et element af tvang omfattet af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1. Den foreslåede bestemmelse i § 119, stk. 3, 2. pkt., vil finde anvendelse i tilfælde, hvor truslen er fremsat med henblik på at afskære forurettede fra at ytre sig i en given sammenhæng i den offentlige debat. I sådanne tilfælde vil der således skulle straffes i medfør af den foreslåede bestemmelse, selv om forholdet efter omstændighederne også ville kunne straffes efter straffelovens § 260.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte den beskyttede personkreds efter straffelovens § 119, der deltager i den offentlige debat, herunder politikere, politibetjente mv. Strafskærpelsen vil også gælde for digitale trusler. Ved digitale trusler forstås trusler fremsat gennem internettet, herunder hvor digitale medier som e-mail, sociale medier, blogs og hjemmesider bruges til at true nogen.

Den foreslåede bestemmelse vil både omfatte tilfælde, hvor forurettede allerede har taget del i debatten og modtager trusler som en reaktion herpå, samt tilfælde, hvor forurettede forud for en mulig ytring trues til at tie. Bestemmelsen vil finde anvendelse for trusler, der har til formål at afholde forurettede fra at deltage i den offentlige debat. Udenfor falder tilfælde, hvor truslen har til formål at forhindre den forurettede i at ytre sig under rent private former.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. omfatte tilfælde, hvor politikere udtaler sig med henblik på at deltage i debatten og i den forbindelse bliver udsat for trusler som reaktion på ytringen. Den vil endvidere omfatte tilfælde, hvor eksempelvis en politibetjent eller sygeplejerske tager del i debatten og udsættes for trusler. Bestemmelsen vil også gælde tilfælde, hvor en trussel fremsættes over for en person omfattet af den beskyttede personkreds, der har en bestemt politisk eller religiøs overbevisning, og hvor truslen har til formål at forhindre vedkommende i at udtale sig offentligt herom. Strafskærpelsen vil således f.eks. efter omstændighederne kunne omfatte tilfælde, hvor en trussel har til formål at forhindre forurettede i at ytre sig offentligt om f.eks. den pågældendes tilknytning til eller frafald fra en religion, et meningsfællesskab eller en politisk overbevisning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af straffelovens § 266, at den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Med lovforslaget foreslås det, at der indsættes et stk. 2 i straffelovens § 266 , hvoraf det fremgår, at det ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal betragtes som en skærpende omstændighed, at en trussel har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.

Bestemmelsen finder alene anvendelse, hvis gerningen har baggrund i den forurettedes »lovlige« ytringer, eller hvis formålet er at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed gennem lovlige ytringer i den offentlige debat. »Lovlige« ytringer skal forstås i overensstemmelse med straffelovens § 81, nr. 7, og det omfatter således f.eks. ikke situationer, hvor truslen har baggrund i ytringer, der er i strid med straffelovens § 136, stk. 1, om at opfordre til en forbrydelse, straffelovens § 266 b om fremsættelse af udtalelser mv., ved hvilke en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, eller straffelovens § 267 om injurier.

Formålet med ændringen er at skærpe straffen for trusler, herunder digitale trusler, der har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed og deltage i den demokratiske debat.

Strafskærpelsen vil konkret medføre, at der som udgangspunkt skal ske en fordobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat af domstolene for tilsvarende trusler.

Det betyder, at en sag om trusler mod ytringsfriheden efter straffelovens § 266, der i dag ville blive afgjort med 20 dages fængsel, fremover som udgangspunkt vil skulle afgøres med 40 dages fængsel, hvis truslen har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger andre skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det bemærkes, at straffelovens § 81, nr. 7, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat, fremover ikke vil finde anvendelse i forhold til overtrædelser af straffelovens § 266.

Det bemærkes desuden, at en trussel, der har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat, efter omstændighederne vil kunne indeholde et element af tvang omfattet af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1. Den foreslåede bestemmelse i § 266, stk. 2, vil finde anvendelse i tilfælde, hvor truslen er fremsat med henblik på at afskære forurettede fra at ytre sig i en given sammenhæng i den offentlige debat. I sådanne tilfælde vil der således skulle straffes i medfør af den foreslåede bestemmelse, selv om forholdet efter omstændighederne ville kunne straffes efter straffelovens § 260.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle, der deltager i den offentlige debat, herunder journalister, debattører og andre borgere mv. Bestemmelsen vil også omfatte journalister og lignende, når de som led i deres funktion agerer som formidlere af information, uanset om de deltager i debatten med egne synspunkter eller ej.

Strafskærpelsen vil også gælde for digitale trusler. Ved digitale trusler forstås trusler fremsat gennem internettet, herunder hvor digitale medier som e-mail, sociale medier, blogs og hjemmesider bruges til at true nogen.

Den foreslåede bestemmelse vil både omfatte tilfælde, hvor forurettede allerede har taget del i debatten og modtager trusler som en reaktion herpå, samt tilfælde, hvor forurettede forud for en mulig ytring trues til at tie. Bestemmelsen vil finde anvendelse for trusler, der har til formål at afholde forurettede fra at deltage i den offentlige debat. Udenfor falder tilfælde, hvor truslen har til formål at forhindre den forurettede i at ytre sig under rent private former.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. omfatte tilfælde, hvor en borger udtaler sig med henblik på at deltage i debatten og i den forbindelse bliver udsat for trusler som reaktion på ytringen. Bestemmelsen vil også gælde tilfælde, hvor en trussel fremsættes over for en person, der har en bestemt politisk eller religiøs overbevisning, og hvor truslen har til formål at forhindre vedkommende i at udtale sig offentligt herom. Strafskærpelsen vil således f.eks. efter omstændighederne kunne omfatte tilfælde, hvor en trussel har til formål at forhindre forurettede i at ytre sig offentligt om f.eks. den pågældendes tilknytning til eller frafald fra en religion, et meningsfællesskab eller en politisk overbevisning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.