Til nr. 1
Efter straffelovens § 110 c, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år den, som overtræder bestemmelser eller forbud, som i henhold til lov måtte være givet til gennemførelse af statens forpligtelser som medlem af Forenede Nationer.
Efter straffelovens § 110 c, stk. 3, straffes med samme straf som i stk. 2 den, der overtræder bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af forordninger, som er vedtaget med hjemmel i artikel 60, 301 eller 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab eller artikel 215 eller 352 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og som tager sigte på helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de finansielle eller økonomiske forbindelser med et eller flere lande uden for Den Europæiske Union eller på tilsvarende sanktioner over for enkeltpersoner, grupper af personer eller juridiske personer.
Det foreslås i straffelovens § 110 c, stk. 2, at ændre »4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år« til »5 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at der kan straffes med bøde eller fængsel indtil 5 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år for overtrædelse af straffelovens § 110 c, stk. 2, det vil sige overtrædelse af bestemmelser, som i henhold til lov måtte være givet til gennemførelse af statens forpligtelser som medlem af De Forenede Nationer. Sådanne bestemmelser fastsættes efter lov om visse forholdsregler i henhold til De Forenede Nationers pagt, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 17. september 2010.
Den foreslåedes ændring vil desuden medføre, at der kan straffes med bøde eller fængsel indtil 5 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år for overtrædelse af straffelovens § 110 c, stk. 3.
Formålet med ændringen er bl.a. at fastsætte en strafferamme, der som minimum svarer til kravet i sanktionsdirektivets artikel 5, stk. 3, litra b, d og e, om at kunne idømme en maksimal fængselsstraf på mindst 5 års fængsel og sikre, at der bibeholdes en ensartet strafferamme for overtrædelser af straffelovens § 110 c, stk. 2 og 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter straffelovens § 110 c, stk. 3, straffes med samme straf som i stk. 2 den, der overtræder bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af forordninger, som er vedtaget med hjemmel i artikel 60, 301 eller 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab eller artikel 215 eller 352 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og som tager sigte på helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de finansielle eller økonomiske forbindelser med et eller flere lande uden for Den Europæiske Union eller på tilsvarende sanktioner over for enkeltpersoner, grupper af personer eller juridiske personer.
Det foreslås i straffelovens § 110 c, stk. 3, at ændre »forordninger« til »Rådets foranstaltninger« og »tilsvarende sanktioner« til »restriktive foranstaltninger«.
Med den foreslåede ændring vil der kunne straffes for overtrædelser af bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af alle typer af retsakter, der vedtages med hjemmel i de nærmere angivne bestemmelser i traktaterne. Det forudsættes, at Rådets foranstaltninger er umiddelbart anvendelige over for strafsubjekterne.
Formålet med ændringen er desuden at præcisere, at der kan straffes for overtrædelse af bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Rådets foranstaltninger med hjemmel i de nærmere angivne bestemmelser i traktaterne, der ikke nødvendigvis tager sigte på helt eller delvist at afbryde eller indskrænke de finansielle eller økonomiske forbindelser, når sanktionerne er rettet mod enkeltpersoner, grupper af personer eller juridiske personer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Våbenloven indeholder en række forbud mod f.eks. indførsel og udførsel af våben samt forbud mod udøvelse af visse former for våbenmæglervirksomhed og teknisk bistand.
De forbud og forpligtelser, der fastsættes i våbenembargoer bestemt af FN, OSCE og EU, håndhæves i praksis ved forbud og krav om tilladelser, som findes i våbenloven, herunder våbeneksportkontrol i våbenloven, bekendtgørelse om våben og ammunition mv. og bekendtgørelse om transport af våben mv. mellem andre lande end Danmark.
Våbenloven indeholder imidlertid ikke forbud mod alle former for adfærd oplistet i sanktionsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra e, som skal være strafbare, hvis adfærden strider mod EU’s restriktive foranstaltninger.
Overtrædelse af våbenloven kan bl.a. straffes efter våbenlovens § 10, stk. 1, med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år. Efter våbenlovens § 10, stk. 5, kan der i forskrifter, som udfærdiges efter loven, fastsættes straf af bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.3 og 3.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 110 c, stk. 4. Efter den foreslåede bestemmelse straffes med samme straf som i stk. 2 den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, hvis overtrædelsen vedrører restriktive foranstaltninger.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der kan straffes for overtrædelse af våbenlovgivningen med bøde eller fængsel indtil 5 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år, hvis overtrædelsen vedrører restriktive foranstaltninger.
Den foreslåede bestemmelse sigter bl.a. til situationen, hvor en våbenembargo ikke er omfattet af straffelovens § 110 c, stk. 2 og 3. Det kan f.eks. være, hvis Rådet vedtager en våbenembargo med hjemmel i TEU artikel 29, og den ikke samtidig eller senere bliver vedtaget i en retsakt, f.eks. en forordning, med hjemmel i TEUF artikel 215.
Formålet med ændringen er bl.a. i disse situationer at fastsætte en strafferamme, der svarer til kravet i sanktionsdirektivets artikel 5, stk. 3, litra e, om som minimum at kunne idømme en maksimal fængselsstraf på mindst 5 års fængsel for bl.a. overtrædelser af våbenembargoer og sikre en ensartet strafferamme for overtrædelser af restriktive foranstaltninger.
Ved »restriktive foranstaltninger« i den foreslåede bestemmelse skal forstås alle restriktive foranstaltninger, uanset om de er vedtaget af EU, FN eller OSCE.
Ved »lovgivningen om våben og eksplosivstoffer« i den foreslåede bestemmelse skal forstås overtrædelser af lov om våben og eksplosivstoffer m.v. og overtrædelser af forskrifter udstedt i medfør heraf, f.eks. bekendtgørelse om transport af våben mv. mellem andre lande end Danmark.
Det er en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at overtrædelsen af våbenlovgivningen vedrører restriktive foranstaltninger. Det indebærer for så vidt angår EU’s restriktive foranstaltninger, at overtrædelsen kan straffes efter den foreslåede bestemmelse, når Rådet vedtager en restriktiv foranstaltning efter TEU artikel 29. EU’s restriktive foranstaltninger er offentligt tilgængelige, og der kan bl.a. findes et overblik på https://www.sanctionsmap.eu/#/main. Tilsvarende gælder det for FN’s og OSCE’s restriktive foranstaltninger, at overtrædelsen kan straffes efter den foreslåede bestemmelse, når disse organisationer vedtager en restriktiv foranstaltning.
En handling kan efter omstændigheder være omfattet af både den foreslåede bestemmelse og straffelovens § 192 a om grov våbenkriminalitet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der sker en overtrædelse af våbenlovgivningen ved under særligt skærpende omstændigheder at udføre skydevåben, og dette samtidig er i strid med en restriktiv foranstaltning. Der vil afhængigt af de konkrete omstændigheder i sådanne tilfælde kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse og § 192 a i sammenstød.
Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt § 110 c, stk. 5 . Efter den foreslåede bestemmelse straffes med samme straf som i stk. 2 endvidere den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 4, handler med, importerer, eksporterer, sælger, køber, overfører, gennemfører transit med eller transporterer våben eller øvrige produkter på Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr eller yder mæglervirksomhed eller teknisk bistand eller leverer andre tjenesteydelser med forbindelse til de nævnte våben og øvrige produkter, hvis adfærden er omfattet af EU’s restriktive foranstaltninger.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den adfærd, der oplistes i sanktionsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra e, og som ikke allerede er omfattet af våbenlovgivningen, kriminaliseres, når adfærden vedrører våben og øvrige produkter på Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr, hvis adfærden er omfattet af EU’s restriktive foranstaltninger.
Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at overtrædelse af bestemmelsen straffes med samme straf som i straffelovens § 110 c, stk. 2, det vil sige med bøde eller fængsel indtil 5 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år, jf. i den forbindelse den foreslåede ændring af § 110 c, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 1).
Formålet med ændringen er at sikre, at adfærden oplistet i sanktionsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra e, udgør en strafbar handling. Formålet er desuden at sikre, at adfærden kan straffes med en strafferamme, der som minimum svarer til kravet i sanktionsdirektivets artikel 5, stk. 3, litra e, om at kunne idømme en maksimal fængselsstraf på mindst 5 års fængsel for bl.a. overtrædelser af våbenembargoer og sikre en ensartet strafferamme for overtrædelser af EU’s restriktive foranstaltninger.
Det er en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at forholdet ikke er omfattet af stk. 4. Det indebærer, at der i første omgang skal straffes for overtrædelser af våbenlovgivningen efter stk. 4, hvis overtrædelsen vedrører restriktive foranstaltninger. Det bemærkes, at stk. 4 for så vidt angår EU’s restriktive foranstaltninger sigter til situationen, hvor en våbenembargo, som Rådet har vedtaget med hjemmel i TEU artikel 29, ikke samtidig eller senere bliver vedtaget i en retsakt, f.eks. en forordning, med hjemmel i TEUF artikel 215, da sådanne tilfælde efter omstændighederne vil være omfattet af straffelovens § 110 c, stk. 3.
Det er desuden en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at den nævnte adfærd vedrører våben og øvrige produkter på Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr. Den seneste ændring er vedtaget af Rådet den 24. februar 2025, jf. EU-Tidende, C af 6. marts 2025.
Det er endvidere en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at den nævnte adfærd er omfattet af EU’s restriktive foranstaltninger. Det indebærer, at adfærden er strafbar, når Rådet vedtager en restriktiv foranstaltning efter TEU artikel 29. EU’s restriktive foranstaltninger er offentligt tilgængelige, og der kan bl.a. findes et overblik på https://www.sanctionsmap.eu/#/main.
Den foreslåede bestemmelse svarer til sanktionsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra e, og skal således anvendes og fortolkes i overensstemmelse med direktivet og EU-retten.
En handling kan efter omstændigheder være omfattet af både den foreslåede bestemmelse og straffelovens § 192 a om grov våbenkriminalitet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der sker en overtrædelse af våbenlovgivningen ved under særligt skærpende omstændigheder at udføre skydevåben, og dette samtidig er i strid med en restriktiv foranstaltning. Der vil afhængigt af de konkrete omstændigheder i sådanne tilfælde kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse og § 192 a i sammenstød.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 og 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 og 5
Efter straffelovens § 110 c, stk. 4, kan der straffes for uagtsomme overtrædelser af straffelovens § 110 c, stk. 1, 2 og 3, med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Det foreslås, at der i straffelovens § 110 c, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes et nyt 2. pkt. Efter den foreslåede bestemmelse kan en forbrydelse som nævnt i stk. 2-5, når den begås uagtsomt, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Den foreslåede ændring vil indebære, at overtrædelser af de foreslåede tilføjelser af stk. 4 og 5 om våbenembargoer kan straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år, når overtrædelsen begås uagtsomt. Endvidere indebærer ændringen, at strafferammen forhøjes fra 2 til 3 års fængsel for så vidt angår uagtsomme overtrædelser af § 110 c, stk. 2 og 3.
Som en konsekvens heraf foreslås det desuden i § 110 c, stk. 4, at », 2 eller 3« udgår.
Med de foreslåede ændringer vil der kunne straffes for uagtsomme overtrædelser af straffelovens § 110 c, stk. 2-5, med bøde eller fængsel indtil 3 år, mens der vil kunne straffes for uagtsomme overtrædelser af straffelovens § 110 c, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Det skyldes, at lovforslaget skal sikre, at der i Danmark indføres regler, der svarer til visse af minimumsreglerne, som følger af sanktionsdirektivet. Sanktionsdirektivet skal være implementeret senest den 20. maj 2025 for de medlemsstater, der er forpligtet af direktivet. De danske regler bør derfor indføres hurtigst muligt.
Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, at spørgsmålet om straf for handlinger, som er foretaget før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter de nye regler, men at afgørelsen dog ikke må blive strengere end efter de tidligere regler. De forhøjede strafferammer får derfor først virkning for forhold begået efter lovens ikrafttrædelse.
Færøerne overtog den 1. marts 2010 lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, og for Grønland gælder en særlig kriminallov. Loven vil derfor ikke gælde for Færøerne og Grønland. Der foreslås derfor ingen territorialbestemmelse.
Det bemærkes, at der ved lov nr. 762 af 13. juni 2023 for Færøerne om gennemførelse af restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus og ved lov nr. 242 af 7. marts 2023 for Grønland om gennemførelse af restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus blev gennemført visse restriktive foranstaltninger mod Rusland og Belarus.
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1145 af 5. november 2024, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 201 af 25. februar 2025, foretages følgende ændringer:
1. I § 110 c, stk. 2, ændres »4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år« til: »5 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år«.
2. I § 110 c, stk. 3, ændres »forordninger« til: »Rådets foranstaltninger«, og »tilsvarende sanktioner« ændres til: »restriktive foranstaltninger«.
3. I § 110 c indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Med samme straf som i stk. 2 straffes den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, hvis overtrædelsen vedrører restriktive foranstaltninger.
Stk. 5. Med samme straf som i stk. 2 straffes endvidere den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 4, handler med, importerer, eksporterer, sælger, køber, overfører, gennemfører transit med eller transporterer våben eller øvrige produkter på Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr eller yder mæglervirksomhed eller teknisk bistand eller leverer andre tjenesteydelser med forbindelse til de nævnte våben og øvrige produkter, hvis adfærden er omfattet af EU’s restriktive foranstaltninger.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
4. I § 110 c, stk. 4, der bliver stk. 6, udgår », 2 eller 3«.
5. I § 110 c, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes som 2. pkt.:
»Begås en forbrydelse som nævnt i stk. 2-5 uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 3 år.«
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
/ Peter Hummelgaard