LOV nr 1832 af 08/12/2020
Justitsministeriet
Lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Selvstændig bestemmelse om angreb med genstand på personer i offentlig tjeneste og skærpelse af straffen for forsætlig fareforvoldelse) § 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 81 a, stk. 1, indsættes efter »119,«: »119 b,«.
2. I § 81 c, stk. 1, indsættes efter »119,«: »119 b,«.
3. Efter § 119 a indsættes:
»§ 119 b. Den, der med genstande angriber nogen af de i § 119 nævnte personer, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.«
4. I § 120 indsættes efter »119«: »og § 119 b«.
5. I § 252, stk. 1, ændres »måde« til: »vis«.
Forarbejder til Lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Selvstændig bestemmelse om angreb med genstand på personer i offentlig tjeneste og skærpelse af straffen for forsætlig fareforvoldelse) § 1
RetsinformationTil nr. 1
Det fremgår af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 123, 192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288 kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.
Det foreslås at udvide opregningen af bestemmelser i straffelovens § 81 a til ligeledes at omfatte den foreslåede § 119 b.
Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der foreslås indsat en ny bestemmelse i § 119 b om angreb med genstande på nogen af de i straffelovens § 119 nævnte personer.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at straffen for overtrædelse af § 119 b kan forhøjes med indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Der er alene tale om en tilføjelse, og der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det fremgår af straffelovens § 81 c, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 123, 132 a, 132 b, 134 a og 181, § 244, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 266, § 285, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, og §§ 288, 291, 293 og 293 a eller i lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive og blankvåben, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed.
Det foreslås at udvide opregningen af bestemmelser i straffelovens § 81 c til ligeledes at omfatte den foreslåede § 119 b.
Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der foreslås indsat en ny bestemmelse i § 119 b om angreb med genstande på nogen af de i straffelovens § 119 nævnte personer.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at straffen for overtrædelse af § 119 b kan forhøjes med indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed. Der er alene tale om en tilføjelse, og der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af straffelovens § 119, stk. 1, at den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.
Med lovforslaget indsættes en ny selvstændig bestemmelse i straffelovens § 119 b, om angreb med genstande på nogen af de i straffelovens § 119 nævnte personer.
Det foreslås med bestemmelsen i § 119 b, 1. pkt., at den der med genstande angriber nogen af de i § 119 nævnte personer, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.
Med ordet genstande forstås enhver rørlig ting. Eksempler herpå er sten, fyrværkeri, våben af enhver art og væsker såsom vand, maling eller urin.
Omfattet af strafskærpelsen vil eksempelvis være, at der affyres romerlys eller kastes med sten efter betjente, der er ved at forsøge at dæmme op for optøjer eller efter brandmænd under en brandslukning, at en togkonduktør angribes med en peberspray, eller at der affyres fyrværkeri eller kastes med sten efter en SOSU-assistent, der er på vej ud for at tilse en borger. Slag og spark og andre angreb, hvor gerningsmanden alene gør brug af sin egen krop, falder derimod uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
Forslaget indebærer, at angreb med genstande på den i § 119 nævnte personkreds fremover skal henføres til straffelovens § 119 b i stedet for straffelovens § 119. Forhold, der falder uden for bestemmelsens foreslåede anvendelsesområde, men under anvendelsesområdet for straffelovens § 119, såsom vold uden brug af genstande, trusler eller fysiske blokader, der hindrer eller besværliggør de pågældendes tjeneste eller hverv, vil fortsat skulle henføres til straffelovens § 119.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 119 b ikke indebærer en nykriminalisering i forhold til det, der allerede er strafbart efter straffelovens § 119, men med forslaget forudsættes det, at straffen efter §119 b skal forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser af straffelovens § 119, stk. 1.
Det betyder, at en person, der efter gældende praksis efter § 119 ville blive idømt en fængselsstraf på 6 måneder, med lovforslaget fremover som udgangspunkt vil skulle idømmes en fængselsstraf på 8 måneder.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Det foreslås med den foreslåede bestemmelse i § 119 b, 2. pkt., at det ved fastsættelse af straffen skal indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.
Det betyder, at strafskærpelsesgrundene i § 119, stk. 1, tilsvarende vil finde anvendelse ved overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 119 b.
Med udtrykket ”grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted” sigtes til en sådan forstyrrelse af den offentlige orden, som er nævnt i straffelovens § 134 a (deltagelse i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted efter aftale eller i forening), jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 49 som fremsat, side 5. Der kan eksempelvis være tale om uroligheder i forbindelse med fodboldkampe, optøjer i forbindelse med demonstrationer, tumult i større personkredse mv.
Det er en betingelse, at gerningsmanden har haft forsæt med hensyn til, at der foregik en sådan forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Bestemmelsen vil kunne anvendes, selvom den pågældende ikke har været egentlig deltager i urolighederne og dermed ikke kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 134 a. Hvis dette imidlertid er tilfældet, forudsættes det, at der straffes i sammenstød for overtrædelse af begge bestemmelser, jf. straffelovens § 88. Der vil i så fald skulle fastsættes en frihedsstraf, der både omfatter overtrædelsen af straffelovens § 134 a og § 119 b.
Det er endvidere en betingelse, at der er en tidsmæssig og geografisk sammenhæng mellem overtrædelsen og den grove forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Overtrædelsen skal således begås samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af, at der i det pågældende område foregår grove forstyrrelser af den offentlige ro og orden omfattet af straffelovens § 134 a. Dette omfatter også tilfælde, hvor forholdet begås inden der er opstået sådanne uroligheder, og hvor forholdet fortsat begås, mens der i området foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Omfattet er desuden forhold, der begås i umiddelbar forlængelse af sådanne uroligheder, f.eks. hvis personer på vej væk fra stedet, hvor urolighederne er blevet opløst af politiet, øver vold mod politiet i tilstødende gader mv.
Der skal som nævnt endvidere være tale om, at overtrædelsen er begået ”i området”, hvor den grove forstyrrelse af den offentlige ro og orden foregår. Den nærmere fastlæggelse af området, hvor der i en given situation foregår uroligheder, beror på en konkret vurdering bl.a. af urolighedernes omfang og udstrækning og af de geografiske forhold det pågældende sted. Bestemmelsen omfatter ikke kun de gader, pladser, torve mv., hvor der foregår uroligheder, men også gader mv., som støder op til det sted, hvor urolighederne foregår, og som f.eks. kan anvendes som adgangs- eller flugtveje til og fra stedet. Bestemmelsen omfatter således f.eks. tilfælde, hvor en gruppe personer i en gade, som støder op til en plads, hvor der foregår omfattende uroligheder, kaster sten eller flasker mod politiet, som er på vej op mod pladsen.
I nogle tilfælde flytter urolighederne sig løbende – afhængigt af, hvor uromagerne bevæger sig hen – inden for et bestemt område, f.eks. inden for et bestemt kvarter, omkring nogle boligblokke eller omkring et bestemt bygningskompleks. I sådanne tilfælde vil som udgangspunkt hele området omkring f.eks. boligblokkene eller bygningskomplekset være omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter derimod ikke andre overtrædelser, der sker i samme by eller bydel uden en nær geografisk sammenhæng med det sted, hvor urolighederne foregår, uanset hvad motivet måtte være for overtrædelsen.
Som eksempler på opførsel, der vil være omfattet af strafskærpelsesgrunden, kan bl.a. nævnes, at en gruppe unge spærrer en befærdet gade med nogle containere, som de sætter ild til, og da brandvæsenet rykker ud for at slukke den påsatte brand, kaster en af de unge en flaske efter brandmændene, at en større gruppe maskerede personer i forbindelse med en demonstration går til angreb på politiet ved at kaste sten og affyre kanonslag, eller at der efter en fodboldkamp opstår slagsmål blandt to fangrupperinger, og da politiet stopper urolighederne, skydes der romerlys efter dem.
Med udtrykket »fritid« sigtes til, at angrebet med genstand øves mod den beskyttede person uden for arbejdstiden eller i en privat sfære. Bestemmelsen vil således i almindelighed omfatte et angreb med genstande begået mod den beskyttede person ved dennes private bopæl, på vej til og fra arbejde, i forbindelse med en privat indkøbssituation, privat gåtur mv.
Som eksempler på tilfælde, der er omfattet af strafskærpelsen, kan bl.a. nævnes, at en fængselsbetjent bliver udsat for et voldeligt overfald med genstand, f.eks. stenkast, på vej hjem fra sit arbejde af en tidligere indsat, der har fulgt efter ham.
Hvis der er tale om et forhold begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i samme område foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller om et forhold begået mod en person tilhørende den beskyttede persongruppe i den pågældendes fritid, forudsættes det med lovforslaget, at der skal ske en yderligere forhøjelse af straffen med omkring en tredjedel i forhold til den frihedsstraf, der ellers vil blive fastsat efter den foreslåede § 119 b, stk. 1.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Den foreslåede bestemmelse i § 119 b vil, på samme måde som straffelovens § 119, absorbere straffelovens § 244, men ikke § 245 og § 246, hvor der i stedet vil kunne straffes i sammenstød. Der vil ligeledes kunne straffes i sammenstød med straffelovens § 252.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det fremgår af straffelovens § 120, at de i § 119 foreskrevne straffe, når de dér nævnte handlinger iværksættes ved hjælp af opløb, finder anvendelse på dem, der anstifter til eller leder opløbet, og på de deltagere, som undlader at efterkomme øvrighedens lovlig forkyndte påbud til mængden om at skilles.
Det foreslås, at der i straffelovens § 120 indsættes en henvisning til den foreslåede § 119 b.
Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der foreslås indsat en ny bestemmelse i § 119 b om angreb med genstande på nogen af de i straffelovens § 119 nævnte personer.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at de i § 119 b foreskrevne straffe, når de dér nævnte handlinger iværksættes ved hjælp af opløb, finder anvendelse på dem, der anstifter til eller leder opløbet, og på de deltagere, som undlader at efterkomme øvrighedens lovlig forkyndte påbud til mængden om at skilles. Der er alene tale om en tilføjelse, og der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af straffelovens § 252, stk. 1, at den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, straffes med fængsel indtil 8 år.
Det foreslås at ændre ”måde” til ”vis” i straffelovens § 252, stk. 1. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet efter straffelovens § 252, stk. 1.
Med ændringen forudsættes det således, at straffen i medfør af straffelovens § 252 for forsætlig fareforvoldelse ved kast eller affyring af genstande mod privatpersoner skal forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene.
Eksempelvis vil det, at man affyrer fyrværkeri mod privatpersoner, eller at man kaster sten eller flasker ind i en gruppe af mennesker, være omfattet af strafskærpelsen.
Ændringen betyder således, at en person, der efter gældende praksis ville blive idømt en fængselsstraf på 30 dages fængsel, med lovforslaget fremover som udgangspunkt vil skulle idømmes en fængselsstraf på 40 dages fængsel.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand. Lovforslaget ændrer således ikke på bestemmelsens anvendelsesområde, strafbetingelser eller de forhold, der i almindelighed vil kunne anses som skærpende eller formildende omstændigheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.