Lov om ændring af straffeloven, militær straffelov og retsplejeloven og om ophævelse af lov om straf for folkedrab og lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (Visse internationale forbrydelser)

Kilde

Til nr. 1 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra a)

Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig omskæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, jf. litra b.

Det foreslås i § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, at ændre »omskæring eller« til »omskæring,«.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt § 7, stk. 1, nr. 2, litra c.

Til nr. 2 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra b)

Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig omskæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, jf. litra b.

Det foreslås i § 7, stk. 1, nr. 2, litra b , at ændre »landet.« til »landet, eller«.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt § 7, stk. 1, nr. 2, litra c.

Til nr. 3 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra c)

Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig omskæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, jf. litra b. Tilknytningen til Danmark skal således foreligge på gerningstidspunktet. Det følger desuden af straffelovens § 7, stk. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.

Det fremgår af straffelovens § 8 a, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af en person, der på tidspunktet for sigtelsen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, jf. nr. 1, eller befinder sig her i landet, jf. nr. 2. Det er forudsat i forarbejderne til straffelovens § 8 a, at der vil være dansk straffemyndighed over en aggressionsforbrydelse, når Danmark ratificerer tilføjelsen til Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen. Det bemærkes, at dansk straffelovgivning ikke indeholder en bestemmelse om aggressionsforbrydelsen.

Det foreslås, at der i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, indsættes et nyt litra c, hvorefter handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hører under dansk straffemyndighed, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning til landet, og handlingen er omfattet af § 118 b.

Bestemmelsen indebærer, at der vil være dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor en aggressionsforbrydelse er begået i udlandet inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der både på gerningstidspunktet og sigtelsestidspunktet er dansk statsborger, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, selv om forbrydelsen ikke har yderligere tilknytning til Danmark. Bestemmelsens placering i § 7 stk. 1, nr. 2, indebærer desuden, at der ikke vil være krav om, at handlingen også var strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed).

Bestemmelsens placering indebærer endvidere sammen med den foreslåede strafferamme for overtrædelse af § 118 b, jf. § 118 k, stk. 1, at der også vil være dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor handlingen er begået uden for et myndighedsområde, jf. § 7, stk. 2. I sådanne tilfælde vil det alene være en betingelse, at gerningspersonen på sigtelsestidspunktet er dansk statsborger, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet.

En aggressionsforbrydelse omfattet af den foreslåede § 118 b er i sin karakter en forbrydelse, der er rettet mod en anden stat og ikke mod individer som sådan. Det forudsættes derfor, at der ikke vil kunne være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7 a om dansk straffemyndighed over visse handlinger rettet mod personer, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark.

For en aggressionsforbrydelse begået i Danmark eller en aggressionsforbrydelse begået mod Danmark vil der kunne være dansk straffemyndighed efter de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 6 og 8.

For en aggressionsforbrydelse rettet mod et andet land, der er begået af en gerningsperson i Danmark eller på et dansk fartøj af en person, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette, vil der være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6.

Handlinger anses for foretaget, hvor gerningspersonen befandt sig ved handlingens foretagelse, jf. straffelovens § 9, stk. 1, 1. pkt.

Hvis en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, anses handlingen tillige for foretaget, hvor virkningen er indtrådt, eller hvor gerningspersonen har forsæt til, at virkningen skulle indtræde, jf. straffelovens § 9, stk. 2.

En aggressionsforbrydelse rettet mod Danmark vil normalt have virkning i Danmark, idet en aggressionsforbrydelse forudsætter, at der er anvendt væbnet magt mod en anden stat. Der vil navnlig være tale om, at den angribende stats væbnede styrker indfinder sig på den angrebne stats territorium, eller at den angrebne stat udsættes for et bombardement på dets territorium. Der vil i disse tilfælde være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6, jf. § 9, stk. 2.

Der vil formentlig kunne være tilfælde, hvor virkningsprincippet i straffelovens § 9, stk. 2, ikke kan føre til, at straffelovens § 6 kan anvendes til at etablere dansk straffemyndighed over aggressionshandlinger rettet mod Danmark. Det kunne eksempelvis være et angreb på danske militære styrker i udlandet. I disse tilfælde vil der imidlertid kunne være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8, nr. 1, om handlinger, der krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder eller en embedspligt mod staten.

Det bemærkes, at der alene vil være dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser, i det omfang udøvelsen heraf ikke er i strid med de til enhver tid gældende folkeretlige regler på området, herunder jurisdiktionsmæssige begrænsninger hjemlet i den almindelige folkeret og undtagelser til staternes straffemyndighed hjemlet i traktater. Det følger således af straffelovens § 12, at anvendelsen af §§ 6-11 begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Det omfatter bl.a. de folkeretlige regler om immunitet for udenlandske højtstående statsrepræsentanter (stats- og regeringschefer samt udenrigsministre), diplomater og andre statsrepræsentanter. Det omfatter bl.a. også princippet om fremmede skibes ret til uskadelig passage gennem søterritoriet. Der henvises nærmere til betænkningens side 266-276.

Der vil ikke være universel dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser efter straffelovens § 8 a i modsætning til forbrydelser omfattet af de foreslåede straffebestemmelser i §§ 118 c-118 j og § 118 l om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur. Straffelovens § 8 a foreslås derfor ændret til alene at henvise til disse foreslåede bestemmelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Den foreslåede ordning med dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser vil således være mere afgrænset end de andre forbrydelser i det foreslåede kapitel 13 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 og 3.2.4 samt pkt. 3.9.2 og 3.9.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 4 (§ 8 a)

Det fremgår af straffelovens § 8 a, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af en person, der på tidspunktet for sigtelsen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, jf. nr. 1, eller befinder sig her i landet, jf. nr. 2.

Bestemmelsen indebærer, at der er dansk straffemyndighed over folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået i udlandet, hvis gerningspersonen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, eller hvis gerningspersonen blot befinder sig i Danmark på sigtelsestidspunktet.

Efter straffelovens § 8, nr. 5, er der dansk straffemyndighed over handlinger, som foretages uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningspersonen hører hjemme, når handlingen er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have straffemyndighed. Der er dermed dansk straffemyndighed over torturhandlinger begået i udlandet, når blot gerningspersonen på sigtelsestidspunktet befinder sig i Danmark, idet FN’s torturkonventions artikel 5 pålægger deltagerstaterne en forpligtelse til at have regler om straffemyndighed over enhver torturhandling. Flere konventioner mod terrorisme pålægger ligeledes deltagerstaterne at have straffemyndighed over de pågældende terrorhandlinger.

Det foreslås i § 8 a at ændre »handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten for Den Internationale Straffedomstol« til »handlingen er omfattet af §§ 118 c-118 j eller § 118 l«. Det foreslås således, at bestemmelsen skal henvise til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Dermed vil der være dansk straffemyndighed over handlinger omfattet af de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, hvis gerningspersonen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, eller hvis en udenlandsk gerningsperson befinder sig i Danmark på sigtelsestidspunktet.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvor det foreslås at indsætte et nyt kapitel i straffeloven om bl.a. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.

Det bemærkes, at der alene vil være dansk straffemyndighed over folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, i det omfang udøvelsen heraf ikke er i strid med de til enhver tid gældende folkeretlige regler på området, herunder jurisdiktionsmæssige begrænsninger hjemlet i den almindelige folkeret og undtagelser til staternes straffemyndighed hjemlet i traktater. Det følger således af straffelovens § 12, at anvendelsen af §§ 6-11 begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Det omfatter bl.a. de folkeretlige regler om immunitet for udenlandske højtstående statsrepræsentanter (stats- og regeringschefer samt udenrigsministre), diplomater og andre statsrepræsentanter. Det omfatter bl.a. også princippet om fremmede skibes ret til uskadelig passage gennem søterritoriet. Der henvises nærmere til betænkningens side 266-276.

Straffelovens § 8 a vil ikke omfatte den foreslåede § 118 b om aggressionsforbrydelser. Der henvises for så vidt angår spørgsmålet om dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser til det foreslåede § 7, stk. 1, nr. 2, litra c, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2 og 3.9.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 93 b)

Det fremgår af straffelovens § 93 a, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse er omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvar er uforældeligt. Det følger af artikel 29 i Straffedomstolens statut, at forbrydelser, som henhører under domstolens jurisdiktion, ikke forældes.

Det fremgår desuden af straffelovens § 93 b, stk. 1, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse er omfattet af lovens § 157 a (strafskærpelsesbestemmelse om tortur).

Det betyder, at der ikke indtræder forældelse for tortur samt folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, i det omfang forbrydelserne er omfattet af Straffedomstolens statut. Det betyder desuden, at aggressionsforbrydelser vil være uforældelige, hvis Danmark ratificerer tilføjelsen til Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen.

Med lovforslagets § 1, nr. 6, lægges der op til at samle alle disse forbrydelser i et nyt kapitel 13 a i straffeloven.

Det foreslås derfor, at straffelovens § 93 b, stk. 1, affattes således, at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at når en lovovertrædelse er omfattet af kapitel 13 a, indtræder forældelse ikke.

Med forslaget videreføres den nugældende retstilstand, hvor folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur er uforældelige lovovertrædelser.

For enkelte forbrydelser vil det betyde en ændring i den nugældende retstilstand, som indebærer, at forbrydelser, der i dag er forældelige, fremover vil blive uforældelige. Det gælder eksempelvis angreb m.v. på kulturværdier, i det omfang forbrydelserne ikke samtidig er omfattet af krigsforbrydelsesbestemmelsen i artikel 8 i Straffedomstolens statut. Angreb m.v. på kulturværdier er strafbart efter § 1 i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt med en strafferamme på fængsel indtil 12 år. Der er ikke et krav i henhold til den bagvedliggende UNESCO-konvention af 14. maj 1954 og dennes 2. protokol om, at disse forbrydelser skal kunne retsforfølges til enhver tid. Det gælder ligeledes for visse foreslåede krigsforbrydelser, hvor lovforslaget rækker videre end Den Internationale Straffedomstols statut ved at udvide anvendelsesområdet til også at gælde i ikke-internationale væbnede konflikter, herunder udsultning af civile og anvendelse af visse kampmidler, f.eks. gift eller giftige våben.

Det bemærkes i den forbindelse, at det med lovforslagets § 6, stk. 2, foreslås, at den nye affattelse af § 93 b, stk. 1, også finder anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 6, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10.3 og 3.10.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (kapitel 13 a)

(Til § 118 b)

Dansk straffelovgivning indeholder ikke en bestemmelse om aggressionsforbrydelser.

Efter det foreslåede § 118 b, stk. 1, straffes for aggressionsforbrydelse den, som foretager en aggressionshandling, der efter sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar overtrædelse af FN-pagten.

Formuleringen »åbenbar overtrædelse af FN-pagten« sigter til at indføre en tærskel, hvorefter alene aggressionshandlinger af en særlig kvalificeret grovhed omfattes af bestemmelsen. Tærsklen er indsat i overensstemmelse med statuttens artikel 8 bis, stk. 1, med henblik på at ekskludere grænsetilfælde fra bestemmelsens anvendelsesområde.

Begrebet »åbenbar« vil skulle forstås som en objektivt set grov overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Magtanvendelse, der ikke åbenbart krænker FN-pagten, vil således falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Dermed vil eksempelvis mindre grænsestridigheder og andre mindre grove tilfælde af magtanvendelse falde uden for anvendelsesområdet. Det samme vil eksempelvis kunne være tilfældet i situationer, hvor en stat har anvendt væbnet magt med en begrundelse om anticiperet selvforsvar, og hvor magtanvendelsens lovlighed derfor vil skulle vurderes i det konkrete tilfælde. I sådanne tilfælde i den folkeretlige gråzone, hvor magtanvendelsen ikke åbenbart er hverken lovlig eller ulovlig, vil der ikke være tale om en åbenbar overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Hvorvidt en aggressionshandling vil udgøre en åbenbar krænkelse af FN-pagten vil skulle vurderes på baggrund af handlingens »karakter, grovhed og omfang«. Der vil være tale om tre kumulative kriterier.

»Grovhed« vil skulle forstås som et kvalitativt kriterium, som henviser til f.eks. den materielle og fysiske skade, som aggressionshandlingen måtte have forvoldt, mens »omfang« vil være et kvantitativt kriterium, som henviser til f.eks. den militære operations varighed og geografiske rækkevidde.

»Karakter« vil også være et kvalitativt kriterium. Kriteriet indebærer, at formålet med aggressionshandlingen vil indgå i vurderingen af, hvorvidt en handling udgør en åbenbar krænkelse af magtanvendelsesforbuddet. Eksempelvis vil et formål om at anvende væbnet magt for at annektere territorium være af en karakter, der vil udgøre en åbenbar krænkelse af FN-pagten. Omvendt vil et formål om at beskytte en civilbefolkning mod massive menneskerettighedskrænkelser, overhængende risiko for folkedrab m.v. ikke udgøre en åbenbar krænkelse af FN-pagten.

Det indebærer, at humanitær intervention uden forudgående bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd, der iværksættes for at afværge en overhængende risiko for folkedrab eller tilsvarende massive krænkelser af en civilbefolkning, og hvor magtanvendelsen er begrænset til forfølgelsen af dette formål, ikke vil være omfattet af bestemmelsen.

Tærskelkravet om, at aggressionshandlingen efter sin karakter, grovhed og omfang skal udgøre en åbenbar overtrædelse af FN-pagten, medfører, at ulovlig magtanvendelse efter folkeretten ikke nødvendigvis betyder, at der vil kunne pålægges et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse. Det vil sige, at en stats overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet ikke automatisk medfører et individuelt strafansvar.

Det følger af sammenhængen mellem gerningsbeskrivelsen i stk. 1 og definitionen af en aggressionshandling i stk. 2, at den pågældende aggressionshandling faktisk skal være foretaget. Det vil sige, at der skal være gjort brug af væbnet magt mod en anden stat, jf. bestemmelsens stk. 2, for at bestemmelsen kan anvendes. Eksempelvis vil der ikke være foretaget en aggressionshandling, hvis en stats væbnede styrker tager opstilling langs grænsen til en anden stat, men forbliver på førstnævnte stats eget territorium, uanset at en sådan handling vil kunne udgøre en trussel om magtanvendelse i strid med magtanvendelsesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk. 4.

Begrebet »foretager« i det foreslåede stk. 1 indebærer, at både indledning og udførelse af en aggressionshandling vil være omfattet af bestemmelsen. Begrebet »foretager« indebærer derudover, at deltagelse i forberedelsen eller planlægningen af en aggressionshandling vil kunne straffes som en aggressionsforbrydelse, hvis forberedelsen eller planlægningen har resulteret i anvendelsen af væbnet magt mod en anden stat, og aggressionshandlingen derved er foretaget. Mislykkede forsøg vil således ikke være omfattet af bestemmelsen.

At den pågældende aggressionshandling skal være foretaget indebærer, at den almindelige forsøgsregel i straffelovens § 21 ikke vil kunne finde anvendelse. Det skyldes, at der altid skal være begået en aggressionsforbrydelse, for at der vil kunne straffes for forsøg. Forsøg på en aggressionsforbrydelse vil således forudsætte, at en anden person har fuldbyrdet forbrydelsen. Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Der vil i stedet kunne straffes for medvirken til en aggressionsforbrydelse efter straffelovens § 23.

Forberedelse vil eksempelvis kunne omfatte transport af våben eller andet militært materiel, der skal anvendes i forbindelse med en konkret, forestående angrebshandling, udsendelse af tropper i nærheden af en grænse med den hensigt at påbegynde fjendtligheder eller handlinger af lignende karakter, der set udefra udgør en del af en forestående overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet, forudsat at aggressionshandlingen derefter indledes eller udføres af andre personer end personen, der forbereder eller planlægger aggressionshandlingen.

Efter det foreslåede § 118 b, stk. 2, forstås ved en aggressionshandling en stats brug af væbnet magt mod en anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på en måde, som i øvrigt er i strid med FN-pagten.

Det foreslåede stk. 2 vil skulle forstås i overensstemmelse med den del af magtanvendelsesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk. 4, der omhandler forbuddet for FN-medlemslande mod brug af magt mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med FN’s formål, herunder formålet om at sikre international fred og sikkerhed.

Trussel om magtanvendelse i strid med magtanvendelsesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk. 4, vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Det skyldes, at trussel om magtanvendelse ikke er medtaget i definitionen af aggressionsforbrydelsen i artikel 8 bis i Straffedomstolens statut. Trussel om magtanvendelse kan således udgøre en overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet for en stat, men kan ikke medføre et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse.

Anvendelse af væbnet magt mod en stat efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd i overensstemmelse med FN-pagtens kapitel VII eller udøvelse af individuelt eller kollektivt selvforsvar i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 51 vil ikke være omfattet, da anvendelse af væbnet magt i disse tilfælde ikke vil være i strid med FN-pagten.

Det vil være en betingelse, at det er en stat, der bruger væbnet magt mod en anden stat. Det vil sige, at angrebet vil skulle være rettet mod en stat, herunder angreb på statens territorium og angreb på visse manifestationer af staten uden for dens territorium, f.eks. en stats væbnede styrker, diplomatiske missioner og ikke-kommerciel statslig ejendom, der varetager myndighedsfunktioner. Angreb mod en stats borgere eller deres ejendomme i udlandet vil derimod ikke være et væbnet angreb mod staten efter bestemmelsen.

Det vil heller ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis anvendelsen af væbnet magt sker på baggrund af et samtykke fra den anden stat, da der i så fald ikke vil være tale om ulovlig magtanvendelse efter folkeretten.

At anvendelsen af væbnet magt skal være en stats brug af væbnet magt mod en anden stat indebærer, at ikke-statslige aktører ikke vil kunne foretage en aggressionshandling efter bestemmelsen. Dette ændrer ikke på, at sådanne handlinger, såfremt de udgør et væbnet angreb, jf. FN-pagtens artikel 51, vil udløse en ret til selvforsvar for den angrebne stat.

En aggressionshandling vil i overensstemmelse med artikel 8 bis, stk. 2, i Straffedomstolens statut eksempelvis kunne være følgende:

1. en stats væbnede styrkers invasion eller angreb på en anden stats territorium eller enhver militær besættelse, uanset hvor midlertidig den er, som følge af en sådan invasion eller angreb, eller enhver annektering ved magtanvendelse af en anden stats territorium eller en del heraf,

2. en stats væbnede styrkers bombardement mod en anden stats territorium eller en stats brug af våben mod en anden stats territorium,

3. blokade af en stats havne eller kyster af en anden stats væbnede styrker,

4. et angreb fra en stats væbnede styrker på en anden stats land-, sø- eller luftstyrker eller sø- og luftflåder,

5. anvendelse af væbnede styrker fra én stat, som befinder sig på en anden stats territorium med modtagerstatens samtykke, i strid med betingelserne i aftalen eller enhver forlængelse af deres tilstedeværelse på et sådant territorium efter aftalens ophør,

6. en stats handling ved at tillade, at dens territorium, som den har stillet til rådighed for en anden stat, bliver brugt af denne anden stat til at udføre en aggressionshandling mod en tredjestat, eller

7. udsendelse af eller på vegne af en stat af bevæbnede bander, grupper, irregulære styrker eller lejetropper, som udøver væbnede aktioner mod en anden stat af en sådan alvorlighed, at det svarer til foregående eksempler på handlinger, eller statens væsentlige involvering heri.

En aggressionshandling vil ikke forudsætte, at der er afgivet en krigserklæring forinden anvendelsen af væbnet magt.

Efter det foreslåede § 118 b, stk. 3, kan strafansvar for en aggressionsforbrydelse kun pålægges den, der kan udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger.

Aggressionsforbrydelsen er en såkaldt lederskabsforbrydelse, da alene en stats øverste beslutningstagere og de øverste militære ledere som udgangspunkt, vil kunne være ansvarssubjekter efter den foreslåede bestemmelse. Det vil betyde, at personer, der varetager opgaver under de øverste ledelsesniveauer, som udgangspunkt ikke vil være omfattet. En aggressionsforbrydelse vil således alene kunne begås af de øverste ledere i den stat, som den underliggende aggressionshandling kan henføres til.

Med formuleringen »den, der kan udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger« sigtes til, at både personer i formelle lederstillinger og personer i de facto-lederstillinger vil være omfattet. Det afgørende vil være, om de pågældende personer er i en position, hvor de kan udøve faktisk kontrol eller styring med statens politiske eller militære handlinger. Den pågældende vil således skulle have en sådan kontrol eller styring, at vedkommende f.eks. kan få (dele af) militæret til at invadere en anden stats territorium.

En formel lederstilling vil dermed ikke være nok i sig selv til at være omfattet af bestemmelsen, hvis den pågældende ikke samtidig har en sådan faktisk kontrol eller styring. Der vil således kunne være tilfælde, hvor en person formelt besidder en offentlig lederstilling, men ikke de facto opfylder kravet til at kunne udøve faktisk kontrol eller styring efter den foreslåede bestemmelse. Der vil ligeledes kunne være tilfælde, hvor en person ikke besidder en offentlig lederstilling, men ved sin faktiske indflydelse opfylder kravet om faktisk kontrol eller styring, hvorved den pågældende vil kunne ifalde et strafansvar efter den foreslåede bestemmelse. Eksempelvis vil religiøse eller åndelige ledere eller i særlige tilfælde erhvervsledere kunne have en sådan faktisk kontrol eller styring, at de vil kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det vil ikke have nogen betydning, om en leder i en formel lederstilling handler inden for sin stillings mandat, da det afgørende for at kunne ifalde et strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil være, om den pågældende kan udøve faktisk kontrol over eller styring af statens politiske eller militære handlinger.

Den omfattede personkreds vil i en dansk sammenhæng i praksis være eksempelvis statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren. Dertil kommer de øverste militære ledere. I en udenlandsk sammenhæng vil det ligeledes kunne være en præsident eller en leder af et nationalt sikkerhedsråd.

Det forudsættes, at et folketingsmedlem ikke alene igennem sin deltagelse i den parlamentariske proces for udsendelse af danske militære bidrag til fremmede stater, hvor anvendelse af militære magtmidler kræver Folketingets samtykke, vil være omfattet af bestemmelsen.

Begrænsningen af den omfattede personkreds medfører, at en aggressionsforbrydelse kan betegnes som et såkaldt egenhændigt delikt. Det indebærer, at alene personer, der har faktisk kontrol over eller styring af en stats politiske eller militære handlinger, vil kunne medvirke til en aggressionsforbrydelse. Alle andre personer vil derimod ikke kunne straffes for medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, selv om det i praksis ofte må antages at være alle andre end de øverst ansvarlige ledere, der står for den faktiske udførelse af aggressionshandlingen, herunder soldater.

Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at anvende den væbnede magt, herunder også i tilfælde hvor den pågældende alene deltager i forberedelseshandlinger, som andre personer er ansvarlige for at udføre.

Den foreslåede § 118 b tager udgangspunkt i artikel 8 bis i Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen, dog med visse forskelle, jf. nærmere pkt. 3.2.3.2 og 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, samt artikel 25, stk. 3 bis, om afgrænsningen af personkredsen, der kan være ansvarssubjekter efter bestemmelsen og dermed kan pålægges et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse. Statuttens artikel 8 bis bygger på FN-generalforsamlingsresolution 3314 (XXIX) af 14. december 1974.

Aggressionsforbrydelser vil kunne straffes med fængsel indtil på livstid efter det foreslåede § 118 k, stk. 1, der indeholder strafferammerne for aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 b om aggressionsforbrydelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 og 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 c)

Straffeloven indeholder ikke en bestemmelse om folkedrab. Folkedrab er imidlertid strafbart efter lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab. Det følger af folkedrabslovens § 1, at den, som i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan: a) dræber medlemmer af gruppen, b) tilføjer medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade, c) forsætlig påfører gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse, d) gennemfører forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen, eller e) med magt overfører en gruppes børn til en anden gruppe, straffes for folkedrab med fængsel på livstid eller på tid ikke over 16 år. Det følger desuden af § 2, at forsøg på og medvirken til de i § 1 nævnte handlinger straffes, jf. borgerlig straffelovs kapitel 4.

Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om folkedrab i straffeloven som § 118 c, stk. 1, hvorefter fem forskellige typer af handlinger vil udgøre folkedrab, hvis handlingen er begået i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling omfattes af gerningsindholdet i en eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 c, stk. 1, nr. 1-5, og at den pågældende handling er begået i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

Folkedrab vil kunne begås både i fredstid og i forbindelse med væbnet konflikt.

Gerningspersonen vil skulle have til hensigt helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan, hvilket kan betegnes som det særlige folkedrabsforsæt.

Ved »ødelægge« forstås den fysiske eller biologiske destruktion af gruppen. Ødelæggelse af en gruppes sociale eller kulturelle karakteristika vil derimod ikke være omfattet, men vil efter omstændighederne kunne bidrage til at bevise hensigten om folkedrab i form af fysisk eller biologisk ødelæggelse.

Gerningspersonens hensigt vil skulle være »helt eller delvist« at ødelægge en gruppe. »Delvist« vil skulle forstås som en betydelig eller væsentlig ødelæggelse af gruppen. Der vil ikke være krav om, at det kvantitativt set skal udgøre en vis mængde af gruppen. Der vil derimod skulle foretages en mere kvalitativ vurdering af, om den ødelagte del af gruppen udgør en betydelig eller væsentlig del af den samlede gruppe. Eksempelvis vil drab på alle drenge og mænd i en gruppe i en afgrænset region, der udgør omkring 7.000, være omfattet af udtrykket »delvist«. Dette var omstændighederne ved drabene i Srebrenica i Bosnien-Hercegovina i 1995, der blev bedømt som et folkedrab ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien.

»Som sådan« udtrykker et krav om, at gerningspersonen vil skulle have udvalgt ofrene på baggrund af deres gruppetilhørsforhold. Gerningspersonen vil således skulle have forsæt til at ville ødelægge selve gruppen. Det vil ikke være tilstrækkeligt efter den foreslåede bestemmelse, hvis gerningspersonen alene har forsæt til at ødelægge en samlet mængde af medlemmer af gruppen, men ikke gruppen i sig selv.

De omfattede beskyttede grupper efter den foreslåede bestemmelse vil være nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper. Et medlem af en sådan gruppe vil ofte være født ind i gruppen og dermed ikke selv have valgt tilhørsforholdet til gruppen.

Om en gruppe udgør en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe vil afhænge af en konkret vurdering, da der ikke er en objektiv og præcis definition heraf. Vurderingen vil derfor skulle foretages i lyset af den aktuelle politiske, sociale og kulturelle kontekst. Det vil endvidere skulle indgå i vurderingen, hvad der var gerningspersonens subjektive opfattelse af den pågældende gruppes karakter og sammensætning. Gerningspersonen vil skulle anse den pågældende gruppe for at være en distinkt enhed.

Visse elementer vil kunne pege i retning af, at der er tale om en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. En national gruppe vil eksempelvis kunne være en samling af mennesker, der deler et juridisk fællesskab baseret på et fælles statsborgerskab med rettigheder og pligter. En etnisk gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, hvor medlemmerne deler et fælles sprog eller kultur. En racemæssig gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, der af gerningspersonen identificeres som havende fælles fysiske træk eller være fra et geografisk område, uafhængigt af sproglige, kulturelle, nationale eller religiøse ligheder. En religiøs gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, der deler den samme religion, guddom eller liturgi.

Eksempelvis vil en etnisk gruppe, der objektivt set tilhører den samme etniske gruppe, som foretager folkedrabshandlingerne, kunne udgøre en etnisk gruppe efter bestemmelsen, hvis gerningspersonen i lyset af den politisk-sociale kontekst anser den anden gruppe for en distinkt etnisk gruppe. Det vil sige, at der i en objektivt set heterogen befolkning vil kunne være forskellige opfattede grupper.

I tilfælde, hvor der kan påvises objektive forhold, der taler for, at en gruppe kan betragtes som en distinkt national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, vil der være en formodning for, at gerningspersonen ligeledes har anset den pågældende gruppe for at være en distinkt enhed.

Om den forurettede tilhører en sådan beskyttet gruppe vil primært være en subjektiv vurdering, hvor gerningspersonens opfattelse af offerets gruppe og gruppetilhørsforhold vil være det afgørende. Det vil således være tilstrækkeligt, at gerningspersonen opfatter den forurettede som medlem af den pågældende gruppe.

I tilfælde, hvor der kan påvises objektive forhold, der taler for, at forurettede tilhører en sådan beskyttet gruppe, vil der være en formodning for, at gerningspersonen ligeledes har anset den forurettede som medlem af den pågældende gruppe.

Efter det foreslåede § 118 c, stk. 1, nr. 1, er det en folkedrabsforbrydelse at dræbe et eller flere medlemmer af en gruppe, hvis denne handling er begået i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

At dræbe en anden vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 237 om drab.

Efter det foreslåede § 118 c, stk. 1, nr. 2, er det en folkedrabsforbrydelse at påføre et eller flere medlemmer af en gruppe alvorlig fysisk eller psykisk skade, hvis denne handling er begået i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

Formuleringen »fysisk eller psykisk skade« indebærer, at både den fysiske og den psykiske helbredstilstand vil være omfattet af bestemmelsen.

Udtrykket »alvorlig« indebærer, at den påførte skade vil skulle overskride et vist niveau. Der vil foreligge en alvorlig skade, når eksempelvis lægehjælp er nødvendig, eller skaden har medført længere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed. Hævelser, buler, blå øjne og mærker samt striber vil i sig selv ikke være omfattet af udtrykket »alvorlig«.

Omfattet af bestemmelsen vil eksempelvis være tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling, voldtægt eller seksuel vold.

Efter det foreslåede § 118 c, stk. 1, nr. 3, er det en folkedrabsforbrydelse at påføre et eller flere medlemmer af en gruppe livsvilkår, der sigter til at bevirke gruppens hele eller delvise fysiske ødelæggelse, hvis denne handling er begået i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

Formuleringen »hele eller delvise fysiske ødelæggelse« vil skulle forstås i overensstemmelse med indledningen i den foreslåede § 118 c.

Ved »livsvilkår« forstås bl.a. livsnødvendige ressourcer for at overleve, eksempelvis frarøvelse af adgang til mad, vand, medicin, tøj, lægehjælp og husly. Livsvilkår vil desuden omfatte eksempelvis systematisk bortvisning fra hjem, udmattelse på grund af overdrevent arbejde eller fysisk anstrengelse.

De påførte livsvilkår vil således være metoder til fysisk ødelæggelse af personer, der ikke direkte er drab, men hvor hensigten er, at den pågældende gruppe i sidste ende vil dø som følge heraf.

Efter det foreslåede § 118 c, stk. 1, nr. 4, er det en folkedrabsforbrydelse at pålægge foranstaltninger mod et eller flere medlemmer af en gruppe, der sigter til at bevirke, at fødsler inden for gruppen forhindres, hvis denne handling er begået i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

Udtrykket »foranstaltninger« henviser til handlinger, initiativer eller regler, der medfører, at fødsler inden for gruppen forhindres, eksempelvis sterilisation, kønslemlæstelse, tvungne aborter, tvungen adskillelse af kønnene, forbud mod ægteskaber eller voldtægt for at gøre den forurettede gravid med en person uden for gruppen. Foranstaltninger vil desuden kunne omfatte psykiske virkemidler, der medfører, at fødsler inden for gruppen forhindres, eksempelvis voldtægt eller kønslemlæstelse, hvor den forurettede eller gruppen påføres et psykisk traume, der medfører, at seksuelle relationer opgives frivilligt eller ufrivilligt som følge af stigmatisering eller udstødelse i gruppen grundet gruppens kulturelle syn på seksuelt samvær m.v.

Efter det foreslåede § 118 c, stk. 1, nr. 5, er det en folkedrabsforbrydelse at tvangsforflytte et eller flere af en gruppes børn under 18 år til en anden gruppe, hvis denne handling er begået i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

Ved »tvangsforflytter« forstås tvungen forflyttelse af det forurettede barn ved brug af tvangsmidler. Tvangsforflyttelsen vil skulle være fra barnets egen gruppe ét geografisk sted til en anden gruppe et andet geografisk sted, herunder gerningspersonens egen gruppe.

Tvangsforflytning forudsætter et tvangselement, der både kan omfatte fysisk magtanvendelse, trussel om magtanvendelse eller tvangsforanstaltninger, herunder eksempelvis trussel om frihedsberøvelse eller fysisk eller psykisk vold, eller et tvingende miljø. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.

Det vil være en betingelse, at den forurettede var under 18 år på gerningstidspunktet, og at gerningspersonen havde forsæt til, at den forurettede var under 18 år.

Folkedrab vil kunne straffes med fængsel indtil på livstid efter det foreslåede § 118 k, der indeholder strafferammerne for aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser samt kommandoansvar for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Gerningsindholdet i det foreslåede § 118 c, stk. 1, om folkedrab tager udgangspunkt i folkedrabsdefinitionen i FN’s folkedrabskonvention og artikel 6 i Straffedomstolens statut, men adskiller sig fra sidstnævnte ved bl.a., at der ikke foreslås et krav om, at den strafbare handling fandt sted i forbindelse med et åbenbart mønster af lignende handlinger rettet mod den pågældende gruppe, eller at handlingen i sig selv vil skulle kunne medføre en sådan hel eller delvis ødelæggelse af den pågældende gruppe. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 og 3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Som følge af den foreslåede § 118 c om folkedrab foreslås det samtidig, at folkedrabsloven ophæves, jf. lovforslagets § 4. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4.

Efter det foreslåede § 118 c, stk. 2, straffes for tilskyndelse til folkedrab den, der i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan direkte og offentligt tilskynder nogen til at foretage en af handlingerne nævnt i stk. 1.

Begreberne »offentligt« og »tilskynder« vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 136, stk. 1, om offentlig tilskyndelse til forbrydelse.

Tilskyndelse er således at anspore, motivere, opfordre, stimulere, understøtte eller opmuntre en anden til at begå en folkedrabsforbrydelse. Tilskyndelse sigter til at påvirke en andens sind eller vilje. Tilskyndelsen kan ske både ved ord og ved handling, men vil for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skulle være af mere generel karakter, hvorimod tilskyndelse til en konkretiseret handling vil være medvirken til forbrydelsen, jf. straffelovens § 23. Offentlige tilskyndelser er eksempelvis ytringer i den skrevne presse, radio eller fjernsyn eller på internettet, herunder sociale medier med en vis rækkevidde.

»Direkte« indebærer, at tilskyndelsen ikke må være af vag karakter. Tilskyndelse vil dog efter omstændighederne godt kunne ligge implicit i det sagte. Direkte tilskyndelser vil efter omstændighederne kunne være eksplicitte udtalelser om, at en bestemt gruppe skal dræbes, eller implicitte udtalelser om f.eks., at »gravene skal fyldes op med kakerlakkerne«.

Tilskyndelsen vil skulle være både direkte og offentlig. Der vil således være tale om kumulative betingelser.

Det vil ikke være et krav efter bestemmelsen, at nogen faktisk har begået eller forsøgt at begå folkedrab som følge af den direkte og offentlige tilskyndelse til folkedrab, da det vil være tilskyndelsen i sig selv, der er strafbar.

Gerningspersonen vil skulle have forsæt til direkte og offentligt at tilskynde til folkedrab. Gerningspersonen vil desuden skulle have det særlige folkedrabsforsæt, det vil sige, at handlingen vil skulle være begået i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan. Det vil således ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis gerningspersonen alene har forsæt til at ødelægge enkelte individer, som er medlemmer af gruppen. Der henvises til de indledende bemærkninger til det foreslåede § 118 c, stk. 1.

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse om tilskyndelse til folkedrab alene anvendes, hvis gerningspersonen ikke vil kunne pålægges et almindeligt strafansvar for overtrædelse af § 118 c, stk. 1, eller for medvirken til overtrædelsen efter straffelovens § 23.

Tilskyndelse til folkedrab vil kunne straffes med fængsel indtil 12 år efter det foreslåede § 118 k, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse i § 118 c, stk. 2, om tilskyndelse til folkedrab tager udgangspunkt i statuttens artikel 25, stk. 3, litra e, om individuelt strafansvar for direkte og offentlig tilskyndelse til, at andre begår folkedrab, dog med visse forskelle, jf. nærmere pkt. 3.3.3 og 3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om folkedrab og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation og begår folkedrabsforbrydelser i den forbindelse.

Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den foreslåede bestemmelse om folkedrab eller efter både terrorbestemmelserne og bestemmelsen om folkedrab vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.

FN’s folkedrabskonvention samt Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 c om folkedrab.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 og 3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 d)

Der er i gældende dansk ret ikke en straffebestemmelse, som selvstændigt kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelser mod menneskeheden vil imidlertid efter omstændighederne kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser eller efter militær straffelov. Der henvises nærmere til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en særskilt straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden i straffeloven som § 118 d, hvorefter 12 typer af handlinger vil udgøre forbrydelser mod menneskeheden, hvis den pågældende handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Forbrydelser mod menneskeheden vil kunne begås i både fredstid og under en væbnet konflikt.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling omfattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 d, nr. 1-12, og at handlingen er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. Der vil således skulle være en sammenhæng mellem det omfattende eller systematiske angreb mod civilbefolkningen og den begåede handling.

At angrebet mod en civilbefolkning skal være omfattende eller systematisk skal forstås som to alternative betingelser.

Ved »omfattende« forstås et angreb, som er karakteriseret ved at være rettet mod et større antal personer og have et stort omfang af skade. Der vil i vurderingen kunne lægges vægt på, om angrebet er massivt, hyppigt, rettet mod et større antal personer og udført af flere i forening. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om angrebet er rettet mod forskellige geografisk spredte steder. Enkeltstående handlinger uden relation til en større kontekst vil således ikke være omfattet.

Ved »systematisk« forstås et angreb, som er karakteriseret ved at være organiseret, og hvor det er usandsynligt, at handlingerne er spontane eller uplanlagte. Der vil i vurderingen kunne lægges vægt på, om angrebet er planlagt, koordineret og består af handlinger med den samme fremgangsmåde, som viser et klart mønster.

Ved »angreb mod en civilbefolkning« forstås en handlemåde, der involverer en eller flere af de handlinger, som omfattes af de foreslåede bestemmelser i § 118 d, nr. 1-12. Det vil sige, at et angreb mod en civilbefolkning udgøres af flere handlinger, der hver især kan betegnes som en forbrydelse mod menneskeheden. Det er ikke en forudsætning for strafansvar efter den foreslåede bestemmelse, at handlingerne, som samlet udgør et omfattende eller systematisk angreb, kan henregnes til den enkelte gerningsperson, som retsforfølges for en given forbrydelse mod menneskeheden. Den konkrete forbrydelse, som begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning, vil derimod skulle kunne henregnes til gerningspersonen. Gerningspersonen vil skulle have forsæt til, at den konkrete forbrydelse mod menneskeheden begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Formuleringen »angreb mod« indebærer, at angrebets primære mål vil skulle være civilbefolkningen som sådan i modsætning til tilfældige ofre eller kollateral skade. I denne vurdering kan der lægges vægt på, hvilke metoder og midler der blev brugt under angrebet, antallet af ofre, ofrenes status, angrebets diskriminerende karakter, karakteren af de begåede forbrydelser, modstandsformen mod angriberne på angrebstidspunktet og, særligt for væbnet konflikt, om de angribende har truffet forsigtighedsforanstaltninger i overensstemmelse med den humanitære folkeret for at begrænse eller helt undgå tab blandt civile.

Ved »civilbefolkning« forstås enhver befolkningsgruppe, der kan identificeres på baggrund af bl.a. nationalitet, etnicitet, politiske tilhørsforhold eller lignende, herunder også opfattede tilhørsforhold eller kendetegn. Formuleringen skal således forstås bredt og vil også omfatte angreb rettet mod gerningspersonens egen civilbefolkning. Ved befolkning forstås endvidere, at angrebet skal rette sig mod et større antal civile, men det er ikke et krav, at angrebet rammer alle i en befolkning.

En »civilbefolkning« består af alle personer, som kan betegnes som civile i overensstemmelse med folkeretten, herunder den humanitære folkeret. I internationale væbnede konflikter betragtes enhver, der ikke er kombattant, som civil, jf. artikel 50 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter. I ikke-internationale væbnede konflikter betragtes enhver, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, som civil, jf. artikel 13, stk. 3, i 2. tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter. En befolkning vil være at betragte som civil, selv om der er enkeltpersoner til stede blandt befolkningen, som ikke omfattes af definitionen af civile.

I fredstid vil alle som udgangspunkt være at betragte som civile med undtagelse af de personer, som har pligt til at opretholde den offentlige orden og har legitime magtmidler til at sikre dette på angrebstidspunktet.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 1, er det en forbrydelse mod menneskeheden at dræbe en person, hvis drabet er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

At dræbe en person vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 237 om drab.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra a, om drab i Straffedomstolens statut.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 2, er det en forbrydelse mod menneskeheden at udrydde dele af en befolkning, herunder ved at påtvinge dele af en befolkning livsvilkår, der sigter til at bevirke, at befolkningen delvist udryddes, hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Ved »udrydder« forstås drab på en eller flere personer. Udryddelseshandlingen vil skulle udgøre eller finde sted som led i et massedrab af medlemmer af en civilbefolkning, herunder også de indledende handlinger i forbindelse med et massedrab.

Udryddelse af dele af en befolkning vil kunne begås ved eksempelvis forsætlig påtvingelse af livsvilkår, der sigter til at bevirke, at dele af en befolkning derved tilintetgøres. Sådanne livsvilkår kan eksempelvis være berøvelse af adgang til mad, vand og medicin. Det vil ikke være et krav, at dele af civilbefolkningen faktisk er blevet dræbt som følge af de påtvungne livsvilkår.

Det vil være et krav, at udryddelseshandlingen er rettet mod den samme civilbefolkning, som er udsat for det omfattende eller systematiske angreb.

Udryddelse vil være afgrænset fra det foreslåede § 118 d, nr. 1, om drab som forbrydelse mod menneskeheden ved, at den strafbare udryddelseshandling udgjorde eller blev begået som en del af et massedrab af medlemmer fra en civilbefolkning med hensigt om delvist at udrydde en del af denne civilbefolkning. Udryddelse vil være afgrænset fra folkedrab, jf. den foreslåede § 118 c, ved at der ikke er krav om forsæt til helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra b, i Straffedomstolens statut om udryddelse.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 3, er det en forbrydelse mod menneskeheden at udsætte en person for slaveri, hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Ved »slaveri« forstås udøvelse af en eller flere af de beføjelser, der er knyttet til at have en ejendomsret over en person. Omfattet vil være køb, salg, udlån, byttehandel eller frihedsberøvelse af en lignende karakter. Menneskehandel vil efter omstændighederne kunne være omfattet af bestemmelsen.

En lignende frihedsberøvelse vil eksempelvis kunne være tvangsarbejde eller på anden måde at reducere en person til slavestatus som defineret i FN’s tillægskonvention af 1956 om afskaffelse af slaveri, slavehandel og ordninger, der må sidestilles hermed.

Det vil være en betingelse, at den forurettede er tvunget til at være slave. Den forurettede kan være tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra c, i Straffedomstolens statut om slaveri.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 4, er det en forbrydelse mod menneskeheden at deportere eller tvangsforflytte en befolkning i strid med folkeretten, hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Ved »tvangsforflytter« forstås tvungen forflyttelse af de berørte personer ved brug af tvangsmidler fra deres lovlige opholdssted. Ved »deporterer« forstås i modsætning til tvangsforflytning, at den tvangsfordrevne befolkning flyttes over en landegrænse ved brug af tvangsmidler fra en stat til en anden stat.

Ved »deporterer eller tvangsforflytter en befolkning« forstås, at et større antal af individer inden for en afgrænset gruppe tvinges væk fra det geografiske område, hvor de er bosat. Det vil ikke være en betingelse, at hele befolkningen er deporteret eller tvangsforflyttet.

Der vil skulle foreligge et tvangselement, der både kan omfatte fysisk magtanvendelse, trussel om magtanvendelse eller tvangsforanstaltninger, herunder eksempelvis trussel om frihedsberøvelse eller fysisk eller psykisk vold, eller et tvingende miljø. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.

Det vil være et krav, at den tvungne forflyttelse eller deportation skete uden folkeretligt tilladelige grunde. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er tale om handlinger, der krænker retten til valg af opholdssted efter artikel 2 i 4. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller retten til respekt for privatliv og familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For tvangsforflytning vil det endvidere kunne være en handling, der krænker artikel 3 og 4 i 4. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om forbud mod henholdsvis udvisning af egne statsborgere og kollektiv udvisning af udlændinge. Det vil som nævnt være en betingelse, at de pågældende handlinger er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod civilbefolkningen.

I væbnet konflikt må forflyttelse af civilbefolkningen ikke beordres af årsager, der har forbindelse med den væbnede konflikt, men hel eller delvis evakuering af et bestemt område kan være lovligt, hvis de berørte civiles sikkerhed eller tvingende militære grunde gør det påkrævet. Det kræves i sådanne tilfælde, at der i videst muligt omfang sikres passende indkvarteringsforhold, at flytningen sker under tilfredsstillende hygiejniske, sundheds-, sikkerheds- og ernæringsmæssige forhold, samt at familiemedlemmer ikke adskilles. Evakuerede personer skal umiddelbart efter ophøret af fjendtlighederne føres tilbage til deres hjem. De tilladelige grunde vil skulle underlægges en snæver fortolkning.

Det vil desuden være et krav, at befolkningen befandt sig lovligt i det område, hvorfra de blev deporteret eller tvangsforflyttet.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra d, i Straffedomstolens statut om deportation eller tvungen overførelse af en befolkning.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 5, er det en forbrydelse mod menneskeheden at fængsle eller på anden alvorlig måde berøve en person friheden i strid med folkeretten, hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Ved »fængsler« forstås, at en person placeres i fangenskab i et lukket miljø som eksempelvis et fængsel eller en psykiatrisk institution.

Ved »anden alvorlig berøvelse af frihed« forstås ulovlig begrænsning af en persons bevægelsesfrihed til et specifikt område som eksempelvis et hus, en lejr eller et særligt afgrænset boligområde.

Kravet om, at fængslingen eller den anden alvorlige berøvelse af friheden skal være i strid med folkeretten, vil eksempelvis kunne være opfyldt, hvis handlingen er i strid med artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller Genève-konventionernes bestemmelser om internering af fjendtlige kombattanter eller civile, der udgør en sikkerhedsrisiko. En alvorlig frihedsberøvelse i strid med folkeretten vil desuden kunne være en frihedsberøvelse uden retfærdig rettergang som krævet af bl.a. Genève-konventionerne under væbnet konflikt, eller at den forurettede afskæres fra processuelle rettigheder. Lovlige frihedsberøvelser eller interneringer efter folkeretten vil ikke være omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra e, i Straffedomstolens statut om fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med folkerettens grundlæggende regler.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 6, er det en forbrydelse mod menneskeheden at påføre en person i vedkommendes varetægt eller kontrol stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (tortur), hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Omfattet af bestemmelsen vil være handlinger, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Der vil således være et tærskelkrav om, at den påførte fysiske eller psykiske smerte eller lidelse skal være »stærk«. Stærk smerte eller lidelse kan eksempelvis være forårsaget af slag, herunder mod de nøgne fodsåler (falanga), spark, elektrisk tortur på kønsdelene og andre følsomme steder på kroppen, seksuelle overgreb, herunder voldtægt, fastholdelse i smertefulde stillinger, hyppig anvendelse af lys-, lyd- eller støjpåvirkning, indespærring, herunder i isolation eller mørke, afskæring fra søvn samt trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv eller nærtstående personer, herunder trusler om seksuelle overgreb.

FN’s Istanbul-protokol (manual om effektiv undersøgelse og dokumentation af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) angiver en række eksempler på torturmetoder, som er internationalt anerkendte som forårsagende stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, og som vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt tærskelkravet i bestemmelsen er opfyldt.

Seksuelle overgreb efter den foreslåede bestemmelse vil adskille sig fra seksuelle overgreb omfattet af det foreslåede § 118 d, nr. 7 (om forbrydelser mod menneskeheden ved bl.a. at udsætte en person for voldtægt eller en anden form for seksuel eller reproduktiv vold), ved at gerningspersonen har forsæt til at påføre den forurettede stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse.

Det vil desuden være et krav efter bestemmelsen, at gerningspersonen har den forurettede i sin varetægt eller under sin kontrol på gerningstidspunktet, f.eks. ved at den forurettede er fængslet eller tilbageholdt, eller at bevægelsesfriheden er begrænset.

Torturhandlinger vil både kunne blive udført af statslige og ikke-statslige aktører, og det vil ikke være et krav, at den påføres med et særligt formål.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra f, i Straffedomstolens statut om tortur.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 7, er det en forbrydelse mod menneskeheden at udsætte en person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed, hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Ved »voldtægt« forstås handlinger omfattet af straffelovens § 216 om voldtægt. For så vidt angår voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje henvises til bemærkningerne nedenfor.

Ved »seksuelt slaveri« forstås udøvelse af en eller flere af de beføjelser, der er knyttet til at have en ejendomsret over en person. Omfattet vil være køb, salg, udlån, byttehandel eller lignende frihedsberøvelse af en beskyttet person. Seksuelt slaveri vil adskille sig fra slaveri ved, at gerningspersonen desuden har foranlediget, at den forurettede deltager i en eller flere handlinger af seksuel karakter.

»Tvungen prostitution« indebærer, at gerningspersonen tvinger forurettede til at deltage i en eller flere handlinger af seksuel karakter.

Det vil derudover være et krav, at gerningspersonen eller en anden person har opnået eller forventer at opnå en økonomisk eller anden fordel i bytte for eller i forbindelse med den eller de pågældende handlinger af seksuel karakter. Det vil også kunne være den forurettede selv, der får den økonomiske eller anden fordel i bytte for den eller de seksuelle handlinger.

Ved udtrykket »påtvungen graviditet« forstås en ulovlig frihedsberøvelse af en person, der er blevet gjort gravid med tvang, og som tvinges til at fortsætte en graviditet. Det vil således være et krav efter bestemmelsen, at gerningspersonen har frihedsberøvet den gravide person og derved tvunget den gravide til at fortsætte – og dermed ikke afbryde – graviditeten. Det vil sige, at den forurettede er blevet frataget sin reproduktive autonomi. Det vil desuden være et krav, at forurettede er blevet gjort gravid ved tvang, men ikke nødvendigvis af gerningspersonen.

Ved »tvangssterilisering« forstås, at gerningspersonen har frataget den biologiske reproduktionsevne fra en person mod denne persons vilje. Alene handlinger, der har en permanent karakter eller virkning, vil være omfattet af bestemmelsen. Præventionsforanstaltninger med en midlertidig virkning vil dermed ikke være omfattet, f.eks. opsætning af en spiral. Det vil være et krav, at den tvungne sterilisation er sket uden den forurettedes samtykke. Sterilisation, der er begrundet i medicinske årsager, eller er en følge af en anden lovlig hospitalsbehandling, vil ikke være omfattet af bestemmelsen.

Ved formuleringen »en anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed« forstås enten en handling af seksuel karakter eller en handling, der fratager den forurettede sin reproduktive autonomi, og som er begået ved magt eller ved trussel om magt eller tvang. Omfattet vil bl.a. være voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, der vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 225, jf. § 216. Reproduktiv vold, der fratager den forurettede sin reproduktive autonomi, kan eksempelvis omfatte tvangsaborter. Det vil være et krav, at handlingen har en lignende grovhed sammenlignet med de andre forbrydelser i det foreslåede § 118 d, nr. 7.

Tvangselementet i det foreslåede § 118 d, nr. 7, vil for forbrydelserne seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed indebære, at den forurettede er tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje.

For så vidt angår voldtægt bemærkes det, at der ikke vil kunne foreligge et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor voldtægten er begået under tvang, herunder eksempelvis ved at udnytte det tvingende miljø, som f.eks. kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen, eller andre omstændigheder som eksempelvis, at forbrydelsen er udført under eller umiddelbart efter kamphandlinger, at forbrydelsen er udført af et større antal gerningspersoner, eller at forbrydelsen er begået samtidig med andre forbrydelser.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra g, i Straffedomstolens statut om voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold af lignende grovhed, dog med visse forskelle, jf. nærmere pkt. 3.4.3 og 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 8, er det en forbrydelse mod menneskeheden at tvinge en person til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold med en anden person, hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Den foreslåede bestemmelse kriminaliserer tvangsægteskaber som en særskilt forbrydelse mod menneskeheden. Udtrykket »ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold« vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 260, stk. 2.

»Ægteskab« vil således skulle forstås som en formel, kirkelig eller borgerlig gyldig vielse.

»Religiøs vielse uden borgerlig gyldighed« vil skulle forstås som indstiftelse af et ægteskabslignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Der kan i den forbindelse underskrives en form for ægteskabskontrakt, men dette er ikke en forudsætning for, at forholdet kan falde ind under den foreslåede bestemmelse. Religiøse vielser, der ikke har borgerlig gyldighed, vil kunne have forskellig karakter afhængigt af religion og kulturelle sammenhænge.

Med indgåelse af et »andet ægteskabslignende forhold« forstås en forbindelse mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også være omfattet af bestemmelsen.

Det vil være et krav, at ægteskabet m.v. er indgået under tvang. Tvangselementet i den foreslåede forbrydelse vil skulle forstås videre end straffelovens § 260, stk. 1. Den forurettede vil kunne være tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.

Tvangsægteskab er ikke en særskilt forbrydelse mod menneskeheden i Straffedomstolens statut. Straffedomstolen har imidlertid fastslået i praksis, at tvangsægteskab er omfattet af opsamlingsbestemmelsen i artikel 7, stk. 1, litra k, om andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred. Tvangsægteskab anses desuden for at være en forbrydelse mod menneskeheden efter folkeretlig sædvaneret. Der henvises til pkt. 3.4.3 og 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 9, er det en forbrydelse mod menneskeheden at udsætte et eller flere medlemmer af en identificerbar gruppe eller et identificerbart fællesskab for alvorlig berøvelse af grundlæggende menneskerettigheder på baggrund af race, nationalitet, etnicitet, køn, seksuel orientering, kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, politisk overbevisning eller andre grunde, der er almindeligt anerkendte som værende i strid med folkeretten (forfølgelse), hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Ved udtrykket »berøvelse« forstås både fysiske handlinger og handlinger af retlig karakter, herunder eksempelvis en dommers systematiske berøvelse af ret til retfærdig rettergang ved at nægte retten til forsvar.

Efter den foreslåede bestemmelse vil der være et tærskelkrav om, at berøvelsen skal være »alvorlig«. Det vil således ikke være enhver form for berøvelse, der vil være omfattet af bestemmelsen. I vurderingen af, om der er tale om en alvorlig berøvelse, vil der skulle lægges vægt på de konkrete omstændigheder i sagen, herunder eksempelvis konteksten for handlingen eller flere handlingers kumulative effekt.

Det vil være et krav, at berøvelsen af de grundlæggende menneskerettigheder er diskriminerende. Det vil sige, at berøvelsen skal være udført på baggrund af race, nationalitet, etnicitet, køn, seksuel orientering, kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, politisk overbevisning eller andre grunde, der er almindeligt anerkendte som værende i strid med folkeretten. Berøvelsen af de grundlæggende rettigheder vil skulle være målrettet en gruppe eller et fællesskab på baggrund af race, nationalitet, etnicitet, køn, seksuel orientering, kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, politisk overbevisning eller andre grunde, der er almindeligt anerkendte som værende i strid med folkeretten.

Det vil være tilstrækkeligt for fuldbyrdelsen af forbrydelsen, at gerningspersonen alene har berøvet en enkelt persons grundlæggende menneskerettigheder, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Grundlæggende menneskerettigheder vil omfatte eksempelvis retten til ikke at blive udsat for drab, vold og tortur og retten til en retfærdig rettergang, herunder retten til en uafhængig og upartisk domstol samt grundlæggende retssikkerhedsgarantier, f.eks. at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, at den tiltalte skal have nødvendige rettigheder og midler med hensyn til sit forsvar, at ingen må tvinges til at vidne mod sig selv eller tilstå sin skyld, og at ingen må retsforfølges for den samme forbrydelse, som den pågældende tidligere er dømt eller frifundet for.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra h, i Straffedomstolens statut om forfølgelse af enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte årsager eller andre årsager, der er almindeligt anerkendt som værende i strid med folkeretten, i forbindelse med enhver nævnt handling i artikel 7, stk. 1, eller anden forbrydelse under Straffedomstolens jurisdiktion, dog med visse forskelle, jf. nærmere pkt. 3.4.3 og 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 10, er det en forbrydelse mod menneskeheden at anholde, tilbageholde eller bortføre en person og nægte at anerkende frihedsberøvelsen eller at give informationer om, hvad der er sket eller vil ske med denne person, eller personens opholdssted, når handlingen er udført for at unddrage den pågældende fra retsbeskyttelse og er udført på vegne af eller med samtykke, støtte eller tilladelse fra en stat eller organisation (tvangsforsvinding), hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Det forudsættes, at tvangsforsvindinger kan omfatte to situationer. I den første situation har gerningspersonen først anholdt, tilbageholdt eller bortført en person, hvorefter gerningspersonen nægter at anerkende anholdelsen, tilbageholdensen eller bortførelsen af den forurettede eller ikke giver oplysninger om, hvad der er sket eller vil ske med forurettede, eller forurettedes opholdssted.

I den anden situation har gerningspersonen først nægtet at anerkende en anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse eller ikke givet oplysninger om, hvad der er sket eller vil ske med forurettede, eller dennes opholdssted. Samtidig eller derefter opretholder gerningspersonen anholdelsen, tilbageholdelsen eller bortførelsen, som er foretaget af en anden. Det vil sige, at i den anden situation har gerningspersonen ikke forestået den indledende anholdelse m.v. af den forurettede.

At gerningspersonen ikke har givet informationer om, hvad der er sket eller vil ske med forurettede, eller forurettedes opholdssted vil omfatte både den situation, at gerningspersonen nægter at give sådanne informationer efter anmodning, og at gerningspersonen af egen drift vælger ikke at give sådanne oplysninger.

Det vil være en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at gerningspersonen har forsæt til at unddrage den forurettede fra retsbeskyttelse, når den pågældende handling udføres. Det vil sige, at forbrydelsen fuldbyrdes allerede, når den forurettede f.eks. anholdes, hvis gerningspersonen på dette tidspunkt har forsæt til at unddrage den pågældende fra retsbeskyttelse.

At blive unddraget fra retsbeskyttelse vil bl.a. omfatte unddragelse fra grundlæggende menneskerettigheder, herunder forbud mod ulovlig frihedsberøvelse og krænkelse af retssikkerhedsgarantier, f.eks. at en tiltalt ufortøvet skal underrettes om anklagen mod sig.

Det vil desuden være en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at både frihedsberøvelsen og nægtelsen er udført på vegne af eller med samtykke, støtte eller tilladelse fra en stat eller organisation.

Forbrydelsens komplekse karakter vil normalt medføre, at tvangsforsvindingen er begået af flere gerningspersoner i forening.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra i, i Straffedomstolens statut om tvangsforsvindinger, dog med visse forskelle, jf. pkt. nærmere 3.4.3 og 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 11, er det en forbrydelse mod menneskeheden at foretage en umenneskelig handling af samme eller lignende karakter som de handlinger, der er omfattet af § 118 d, nr. 1-10, inden for rammen af et institutionaliseret regime baseret på en racemæssig gruppes systematiske undertrykkelse af og dominans over en eller flere andre racemæssige grupper, og med den hensigt at opretholde regimet (apartheid). Forbrydelsen vil desuden skulle være begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det strafbart at foretage en umenneskelig handling inden for rammen af et regime, der er baseret på en racemæssig gruppes systematiske undertrykkelse af og dominans over en eller flere andre racemæssige grupper og med den hensigt at opretholde regimet. For at kunne betegnes som en apartheidforbrydelse vil det således være en betingelse, at den umenneskelige handling er begået med henblik på at understøtte apartheidregimets systematiske undertrykkelse og dominans over en eller flere andre racemæssige grupper. Ved apartheid forstås grundlæggende raceadskillelse og diskrimination af en racemæssig gruppe.

En »racemæssig gruppe« vil omfatte enhver form for opfattet gruppe baseret på race eller hudfarve.

Handlingen vil enten skulle være omfattet af de øvrige forbrydelser mod menneskeheden i de foreslåede § 118 d, nr. 1-10, eller være af lignende karakter i forhold til disse øvrige forbrydelser mod menneskeheden.

At handlingen skal være af »lignende karakter« indebærer, at forbrydelsen i sin natur og alvor vil skulle være sammenlignelig med de øvrige forbrydelser mod menneskeheden. Det vil eksempelvis kunne omfatte lovgivningsforanstaltninger, der har til formål at forhindre en eller flere racemæssige grupper fra at deltage i det politiske, sociale, kulturelle og økonomiske liv bl.a. ved at nægte dem retten til arbejde eller uddannelse, ytringsfrihed, foreningsfrihed m.v. Foranstaltningerne vil dermed skulle have til formål at opdele befolkningen efter race. Det vil desuden kunne være handlinger omfattet af apartheidkonventionens artikel 2 om bl.a. fratagelse af frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed eller stemmeret, nægtelse af ret til statsborgerskab, forbud mod blandingsægteskaber mellem de racemæssige grupper eller systematiske og vilkårlige anholdelser.

Det vil være en betingelse, at gerningspersonen har begået handlingen med den hensigt at opretholde det institutionaliserede regime af systematisk undertrykkelse af og dominans over en anden racemæssig gruppe eller grupper. Det vil ikke være en betingelse, at gerningspersonen selv er en del af den gruppe, der undertrykker den eller de andre racemæssige grupper.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra j, i Straffedomstolens statut om apartheid.

Efter det foreslåede § 118 d, nr. 12, er det en forbrydelse mod menneskeheden at foretage en anden umenneskelig handling af lignende karakter, der forårsager stor fysisk eller psykisk lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred, hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.

Den foreslåede bestemmelse er en opsamlingsbestemmelse, der skal sikre, at handlinger af en karakter, der er sammenlignelig med de andre forbrydelser mod menneskeheden i de foreslåede § 118 d, nr. 1-11, også vil være strafbare.

En forbrydelse vil alene skulle henføres under denne bestemmelse, hvis forbrydelsen ikke omfattes af de foreslåede § 118 d, nr. 1-11.

Den umenneskelige handling af lignende karakter vil skulle forårsage stor fysisk eller psykisk lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred. Disse begreber vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionerne i det foreslåede § 118 d, nr. 6.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra k, i Straffedomstolens statut om andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred.

Forbrydelser mod menneskeheden vil kunne straffes med fængsel indtil på livstid efter den foreslåede § 118 k, der indeholder strafferammerne for aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser samt kommandoansvar for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Der henvises nærmere til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 d om forbrydelser mod menneskeheden.

I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation, der begår omfattende eller systematiske forbrydelser rettet mod en civilbefolkning.

Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den foreslåede bestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden eller efter både terrorbestemmelserne og bestemmelsen om forbrydelser mod menneskeheden vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.3 og 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 e)

Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser mod personer. Handlingerne vil dog efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod personer i straffeloven som § 118 e, hvorefter 12 typer af handlinger vil udgøre krigsforbrydelser efter bestemmelsens stk. 1, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt, og tre typer af handlinger vil udgøre krigsforbrydelser efter bestemmelsens stk. 2, hvis handlingen er begået i tilknytning til en international væbnet konflikt.

Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folkeret. Der skelnes i den humanitære folkeret grundlæggende mellem to konflikttyper: internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter. En international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater. En ikke-international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Det er de faktiske forhold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt. En parts manglende anerkendelse af, at der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke betydning.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling omfattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 e, stk. 1, nr. 1-12, eller stk. 2, nr. 1-3, og at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den humanitære folkeret. Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, skal lovovertrædelsen være begået i tilknytning til enten en international eller ikke-international væbnet konflikt. Efter det foreslåede § 118 e, stk. 2, skal lovovertrædelsen være begået i tilknytning til en international væbnet konflikt. De forbudte handlinger i stk. 1 finder således anvendelse i tilknytning til alle typer af væbnede konflikter, mens de forbudte handlinger i stk. 2 på grund af deres karakter alene finder anvendelse i tilknytning til internationale væbnede konflikter.

Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være foretaget i sammenhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på engelsk gengivet som: »in the context of and was associated with«. Handlinger, der tilfældigvis finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen. Eksempelvis vil et drab under væbnet konflikt begået af en civil person mod en anden civil person på grund af en rent privat uoverensstemmelse ikke være omfattet, da forbrydelsen ikke er begået i tilknytning til den væbnede konflikt.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 1, er det en krigsforbrydelse at dræbe en beskyttet person i tilknytning til en væbnet konflikt.

At dræbe en person vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 237 om drab.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for det såkaldte distinktionsprincip i den humanitære folkeret, hvoraf følger, at konfliktparterne til enhver tid skal skelne mellem på den ene side civile og på den anden side kombattanter eller medlemmer af organiserede væbnede grupper, der kontinuerligt tager del i fjendtlighederne, hvor alene sidstnævnte udgør lovlige militære mål. Den foreslåede bestemmelse vil derfor ikke omfatte lovlige følgeskader ved angreb på militære mål, såkaldt kollateral skade. Følgeskader, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel, vil derimod være omfattet af det foreslåede § 118 h, nr. 7, om angreb, der forårsager vilkårlig skade, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. i, i Straffedomstolens statut om forsætligt drab, artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, om at dræbe en kombattant, der har nedlagt sine våben, og dele af artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a, er det en krigsforbrydelse at påføre en beskyttet person stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse med det formål at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, med det formål at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, på baggrund af enhver form for forskelsbehandling eller på baggrund af et formål af lignende karakter (tortur), når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Omfattet af bestemmelsen vil være handlinger, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Der vil således være et tærskelkrav om, at den påførte fysiske eller psykiske smerte eller lidelse skal være »stærk«. Stærk smerte eller lidelse kan eksempelvis være forårsaget af slag, herunder mod de nøgne fodsåler (falanga), spark, elektrisk tortur på kønsdelene og andre følsomme steder på kroppen, seksuelle overgreb, herunder voldtægt, fastholdelse i smertefulde stillinger, hyppig anvendelse af lys-, lyd- eller støjpåvirkning, indespærring, herunder i isolation eller mørke, afskæring fra søvn samt trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv eller nærtstående personer, herunder trusler om seksuelle overgreb.

FN’s Istanbul-protokol (manual om effektiv undersøgelse og dokumentation af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) angiver en række eksempler på torturmetoder, som er internationalt anerkendte som forårsagende stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, og som vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt tærskelkravet i bestemmelsen er opfyldt.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en betingelse, at torturhandlingen er begået med et bestemt formål.

For det første vil det udgøre et formål omfattet af bestemmelsen, at handlingen er udført for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen. Eksempelvis vil fremskaffelse af oplysninger eller en tilståelse i forbindelse med efterforskning af et strafbart forhold eller til efterretningsformål være omfattet.

For det andet vil det udgøre et formål omfattet af bestemmelsen, at handlingen er udført for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget. Udtrykket »afstraffe« omfatter uretmæssige gengældelser og repressalier. Der vil typisk være tale om handlinger, der har karakter af at være enten organiserede eller planlagte. Ikke alle former for voldsudøvelse eller overskridelse af grænserne for lovlig magtanvendelse vil udgøre afstraffelse i bestemmelsens forstand. Udtrykket »skræmme« vil skulle forstås i overensstemmelse med kriteriet i straffelovens § 266 om fremkaldelse af alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd. Udtrykket »tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget« vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 260.

For det tredje vil det udgøre et formål omfattet af bestemmelsen, at handlingen er udført på baggrund af enhver form for forskelsbehandling.

For det fjerde vil det udgøre et formål omfattet af bestemmelsen, at handlingen er udført med et formål af lignende karakter i forhold til de tre andre formål i bestemmelsen. Det forudsættes, at dette formål vil skulle fortolkes snævert, således at det skal være nært beslægtet med de andre oplistede formål.

Torturhandlinger vil både kunne blive udført af statslige og ikke-statslige aktører.

Alene torturhandlinger begået mod beskyttede personer vil være omfattet af bestemmelsen. Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a, om tortur adskiller sig fra det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, ved, at torturbestemmelsen indeholder et tærskelkrav om, at den påførte smerte eller lidelse skal være stærk, hvorimod § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, blot kræver, at den påførte smerte eller lidelse er stor. Gerningsindholdet i sidstnævnte bestemmelse omfatter desuden alvorlig skade på legeme eller helbred.

Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a, tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, om bl.a. tortur og dele af artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme, i særdeleshed bl.a. grusom behandling og tortur, i Straffedomstolens statut.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra b, er det en krigsforbrydelse at udsætte en beskyttet person for stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (umenneskelig behandling).

Omfattet af bestemmelsen vil være handlinger, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Der vil således være et tærskelkrav om, at den påførte fysiske eller psykiske smerte eller lidelse skal være »stærk«. Stærk smerte eller lidelse kan eksempelvis være forårsaget af slag, herunder mod de nøgne fodsåler (falanga), spark, elektrisk tortur på kønsdelene og andre følsomme steder på kroppen, seksuelle overgreb, herunder voldtægt, fastholdelse i smertefulde stillinger, hyppig anvendelse af lys-, lyd- eller støjpåvirkning, indespærring, herunder i isolation eller mørke, afskæring fra søvn samt trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv eller nærtstående personer, herunder trusler om seksuelle overgreb.

FN’s Istanbul-protokol (manual om effektiv undersøgelse og dokumentation af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) angiver en række eksempler på metoder, som er internationalt anerkendte som forårsagende stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, og som vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt tærskelkravet i bestemmelsen er opfyldt.

Handlingerne vil både kunne blive udført af statslige og ikke-statslige aktører, og det vil ikke være et krav, at den påføres med et særligt formål for øje.

Alene handlinger begået mod beskyttede personer vil være omfattet af bestemmelsen. Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra b, adskiller sig fra det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a, ved, at sidstnævnte torturbestemmelse indeholder et formålskrav i modsætning til den foreslåede bestemmelse om umenneskelig behandling.

Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra b, tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, om bl.a. umenneskelig behandling i Straffedomstolens statut.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, er det en krigsforbrydelse at udsætte en beskyttet person for stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

»Stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse« vil kunne omfatte eksempelvis mishandling af fanger eller falsk information til fanger om, at de vil blive henrettet.

Udtrykket »skade på legeme eller helbred« vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 245, stk. 2. Ikke kun den fysiske, men også den psykiske helbredstilstand, er omfattet af bestemmelsen. Der foreligger således en skade, når angrebet har gjort lægehjælp nødvendig eller har medført længere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, adskiller sig fra det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a og b, ved at sidstnævnte bestemmelser om henholdsvis tortur og umenneskelig behandling indeholder et tærskelkrav om, at den påførte smerte eller lidelse skal være stærk, hvorimod det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, blot kræver, at den påførte smerte eller lidelse er stor. Gerningsindholdet i denne bestemmelse omfatter desuden alvorlig skade på legeme eller helbred.

Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iii, om tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred og dele af artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme, herunder lemlæstelse, i Straffedomstolens statut.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 3, er det en krigsforbrydelse at udsætte en beskyttet person for slaveri, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »slaveri« forstås udøvelse af en eller flere af de beføjelser, der er knyttet til at have en ejendomsret over en person. Omfattet vil være køb, salg, udlån, byttehandel eller frihedsberøvelse af en lignende karakter. Menneskehandel vil efter omstændighederne kunne være omfattet af bestemmelsen.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse svarer ikke som sådan til en bestemmelse i Straffedomstolens statut, men forbrydelsen kan anses for at være indeholdt i forbuddet mod groft at krænke en beskyttet persons værdighed ved ydmygende eller nedværdigende behandling efter artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, og litra c, nr. ii, i Straffedomstolens statut. Artikel 4, stk. 2, litra f, i 2. tillægsprotokol til Genève-konventionerne pålægger imidlertid staterne en forpligtelse til at forbyde slaveri og slavehandel under enhver form og dermed sikre, at civile og personer hors de combat (ukampdygtige) ikke udsættes for en sådan forbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Det foreslås på den baggrund, at anvendelsesområdet skal omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 4, er det en krigsforbrydelse at udsætte en beskyttet person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »voldtægt« forstås handlinger omfattet af straffelovens § 216 om voldtægt. For så vidt angår voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje henvises til bemærkningerne nedenfor.

Ved »seksuelt slaveri« forstås udøvelse af en eller flere af de beføjelser, der er knyttet til at have en ejendomsret over en person. Omfattet vil være køb, salg, udlån, byttehandel eller frihedsberøvelse af lignende karakter af en beskyttet person. Seksuelt slaveri vil adskille sig fra slaveri ved, at gerningspersonen desuden har foranlediget, at den forurettede deltager i en eller flere handlinger af seksuel karakter.

Ved »tvungen prostitution« forstås, at gerningspersonen har tvunget den beskyttede person til at deltage i en eller flere handlinger af seksuel karakter. Det vil derudover være et krav, at gerningspersonen eller en anden person har opnået eller forventer at opnå en økonomisk eller anden fordel i bytte for eller i forbindelse med den eller de handlinger af seksuel karakter. Det vil også kunne være den forurettede selv, der får den økonomiske eller anden fordel i bytte for den eller de seksuelle handlinger. Eksempelvis vil den foreslåede bestemmelse finde anvendelse, uanset at den forurettede selv modtager pengene for de seksuelle ydelser, som den forurettede er tvunget til at udføre.

Ved udtrykket »påtvungen graviditet« forstås en ulovlig frihedsberøvelse af en beskyttet person, der er blevet gjort gravid med tvang, og som tvinges til at fortsætte en graviditet. Det vil således være et krav efter bestemmelsen, at gerningspersonen har frihedsberøvet den gravide person og derved tvunget den gravide til at fortsætte – og dermed ikke afbryde – graviditeten. Det vil sige, at den forurettede er blevet frataget sin reproduktive autonomi. Det vil desuden være et krav, at forurettede er blevet gjort gravid ved tvang, men ikke nødvendigvis af gerningspersonen.

Ved »tvangssterilisering« forstås, at gerningspersonen har frataget den biologiske reproduktionsevne fra en beskyttet person. Alene handlinger, der har en permanent karakter eller virkning, vil være omfattet af bestemmelsen. Præventionsforanstaltninger med en midlertidig virkning vil dermed ikke være omfattet. Det vil være et krav, at den tvungne sterilisation er sket uden den forurettedes samtykke. Sterilisation, der er begrundet i medicinske årsager eller er en følge af en anden lovlig hospitalsbehandling, vil ikke være omfattet af bestemmelsen.

Ved formuleringen »en anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed« forstås enten en handling af seksuel karakter eller en handling, der fratager den forurettede sin reproduktive autonomi, og som er begået ved magt eller ved trussel om magt eller tvang. Reproduktiv vold, der fratager den forurettede sin reproduktive autonomi, kan eksempelvis omfatte tvangsaborter. Omfattet vil desuden være bl.a. voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, der vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 225, jf. § 216. Det vil være et krav, at handlingen har en grovhed, som er sammenlignelig med grove overtrædelser af Genève-konventionerne eller den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne, eksempelvis forsætlig tortur, biologiske forsøg og gidseltagning.

Tvangselementet i det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 4, vil for forbrydelserne seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed indebære, at den forurettede er tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje.

For så vidt angår voldtægt bemærkes det, at der ikke vil kunne foreligge et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor voldtægten er begået under tvang, herunder eksempelvis ved at udnytte det tvingende miljø, som f.eks. kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen eller andre omstændigheder som eksempelvis, at forbrydelsen er udført under eller umiddelbart efter kamphandlinger, at forbrydelsen er udført af et større antal gerningspersoner, eller at forbrydelsen er begået samtidig med andre forbrydelser.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vi, i Straffedomstolens statut, om voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold, dog med visse forskelle, jf. nærmere pkt. 3.5.3.2 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 5, er det en krigsforbrydelse at tage en beskyttet person som gidsel, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

»Tage en beskyttet person som gidsel« indebærer, at gerningspersonen har pågrebet, tilbageholdt eller på anden måde frihedsberøvet en beskyttet person. Det vil være et krav, at gerningspersonen har et formål med gidseltagningen, herunder eksempelvis en hensigt om at tvinge en stat, en international organisation, en juridisk person eller en gruppe af personer til at handle eller undlade at handle som en betingelse for sikkerheden eller løsladelsen af den gidseltagne person. Det vil endvidere være et krav, at gerningspersonen har truet med at dræbe, såre eller fortsætte med at tilbageholde forurettede for at opnå det tilsigtede formål.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. viii, og artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iii, i Straffedomstolens statut om gidseltagning.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 6, er det en krigsforbrydelse at indkalde eller hverve et barn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker eller grupper eller bruge et barn under 15 år til aktiv deltagelse i fjendtligheder, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved udtrykket »indkalder« forstås tvungen rekruttering til væbnede styrker eller grupper. Det vil således være et krav, at der er et tvangselement forbundet med indkaldelsen.

Ved udtrykket »hverver« forstås frivillig rekruttering til væbnede styrker eller grupper.

Det vil således ikke være afgørende efter bestemmelsen, om et barn under 15 år er rekrutteret til den væbnede styrke eller gruppe med tvang, eller om det er sket frivilligt. Det afgørende vil være, om det indkaldte eller hvervede barn er under 15 år på rekrutteringstidspunktet, og at rekrutteringen er sket med den hensigt, at barnet skulle tjene i de væbnede styrker eller grupper.

Det rekrutterede barn under 15 år vil både kunne være fra modstanderens civilbefolkning eller gerningspersonens egen civilbefolkning, herunder eksempelvis gerningspersonens eget barn.

Det tilsigtes ikke med bestemmelsen at omfatte eksempelvis rekrutteringskampagner rettet mod studerende på ungdomsuddannelser eller lignende civile uddannelser, når sådanne kampagner ikke er udført med henblik på at hverve børn under 15 år til væbnede styrker eller grupper, og når sådanne kampagner ikke medfører, at børn under 15 år faktisk hverves til væbnede styrker eller grupper, men er udført med henblik på at hverve de studerende, når de opfylder alderskravet.

Ved formuleringen »aktiv deltagelse i fjendtligheder« forstås kamphandlinger, f.eks. spionage, sabotage, kurervirksomhed og ageren som lokkedue. Aktiv deltagelse vil ikke omfatte handlinger, der er uden tilknytning til kamphandlinger, f.eks. rengøring eller madlavning til militært personel på en base eller lignende.

Gerningspersonen vil skulle have indkaldt eller hvervet et barn under 15 år eller have brugt et barn under 15 år til at deltage aktivt i fjendtlighederne. Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at foretage en sådan handling, herunder forsæt til at det indkaldte eller hvervede barn er under 15 år.

Den foreslåede bestemmelse sigter til at beskytte mod, at børn under 15 år på den ene eller anden måde deltager i den væbnede konflikt. Hvervning og offentlig tilskyndelse af en person med dansk indfødsret eller bopæl til at tilslutte sig en væbnet styrke, som kæmper mod den danske stat i en verserende væbnet konflikt, er strafbart efter straffelovens § 101 a, stk. 2. I tilfælde, hvor et barn under 15 år hverves til at deltage i væbnede styrker, der kæmper mod den danske stat i en verserende konflikt, vil de to bestemmelser være overlappende. Det forudsættes, at der vil kunne straffes for overtrædelse af begge bestemmelser i sammenstød.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vii, i Straffedomstolens statut om at tvangsindkalde eller hverve børn.

Med det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 7, er det en krigsforbrydelse at udsætte en beskyttet person for et medicinsk, biologisk eller videnskabeligt forsøg, der medfører død eller alvorlig fare for personens liv eller helbred, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »medicinsk, biologisk eller videnskabeligt forsøg« forstås ikke-terapeutiske handlinger, det vil sige et indgreb eller behandlingstiltag, der ikke kan begrundes af legitime lægefaglige hensyn. Handlingen vil skulle have udsat den forurettede for alvorlig fare for personens liv eller helbred, herunder fysisk eller psykisk, eller have medført dennes død. Det vil ikke være en betingelse, at den forurettede faktisk har lidt skade, idet den alvorlige fareforvoldelse vil være tilstrækkelig til, at handlingen vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det vil desuden være et krav, at handlingen ikke må have været udført i den forurettedes interesse ud fra legitime medicinske hensyn.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse ikke kunne gives samtykke til et sådant medicinsk, biologisk eller videnskabeligt forsøg. Det vil sige, at en gerningsperson vil ifalde strafansvar efter bestemmelsen, selv om den forurettede giver sit samtykke til det medicinske, biologiske eller videnskabelige forsøg, når forsøget ikke kan begrundes i et legitimt lægefagligt hensyn.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, i Straffedomstolens statut om biologiske forsøg samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. x, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xi, om at udsætte personer, der er i en modparts magt, for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 8, er det en krigsforbrydelse at deportere, tvangsforflytte eller frihedsberøve en beskyttet person i strid med den humanitære folkeret, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »tvangsforflytter« forstås tvungen forflyttelse af de berørte personer ved brug af tvangsmidler fra deres lovlige opholdssted. Ved »deporterer« forstås i modsætning til tvangsforflytning, at den tvangsfordrevne befolkning er flyttet over en landegrænse ved brug af tvangsmidler fra en stat til en anden stat.

Deportation og tvangsforflytning forudsætter et tvangselement, der både kan omfatte fysisk magtanvendelse, trussel om magtanvendelse eller tvangsforanstaltninger, herunder eksempelvis trussel om frihedsberøvelse eller fysisk eller psykisk vold, eller et tvingende miljø. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.

Det vil være et krav, at den tvungne forflyttelse skete uden tilladelige grunde efter den humanitære folkeret. Det indebærer, at forflyttelse af civilbefolkningen ikke generelt må beordres af årsager, der har forbindelse med den væbnede konflikt, men hel eller delvis evakuering af et bestemt område kan være lovligt, hvis de berørte civiles sikkerhed eller tvingende militære grunde gør det påkrævet. Det vil i sådanne tilfælde være et krav, at der i videst muligt omfang sikres passende indkvarteringsforhold, at flytningen sker under tilfredsstillende hygiejniske, sundheds-, sikkerheds- og ernæringsmæssige forhold, samt at familiemedlemmer ikke adskilles. Evakuerede personer skal umiddelbart efter ophøret af fjendtlighederne føres tilbage til deres hjem. De tilladelige grunde vil skulle underlægges en snæver fortolkning.

Det vil desuden være et krav, at den beskyttede person befandt sig lovligt i det område, hvorfra personen blev deporteret eller tvangsforflyttet.

Ved »frihedsberøver« forstås, at gerningspersonen frihedsberøver eller opretholder en frihedsberøvelse af en beskyttet person i strid med den humanitære folkeret. Det omfatter også uberettiget at udsætte repatriering af krigsfanger eller civile, da den forsinkede hjemsendelse medfører, at der ikke længere er et lovligt grundlag for frihedsberøvelsen, hvorved frihedsberøvelsen bliver ulovlig.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, i Straffedomstolens statut om at deportere, overføre eller retsstridigt internere beskyttede personer og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. viii, om forflytning af civile, dog med visse forskelle, jf. nærmere pkt. 3.5.3.2 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 9, er det en krigsforbrydelse at idømme eller iværksætte en straf over for en beskyttet person i strid med retten til en retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

At en straf er i strid med retten til en retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret vil indebære, at den beskyttede person er idømt en straf, eller at en straf er iværksat mod den pågældende, uden en forudgående domstolsbehandling, at den pågældende domstol ikke var uafhængig og upartisk, eller at der i forbindelse med domstolsbehandlingen manglede væsentlige og uundværlige retssikkerhedsgarantier.

Væsentlige og uundværlige retssikkerhedsgarantier vil skulle forstås i overensstemmelse med særligt 3. og 4. Genève-konvention af 1949 om henholdsvis behandling af krigsfanger og beskyttelse af civile i krigstid og artikel 75, stk. 3 og 4, i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne. En sådan retssikkerhedsgaranti er således eksempelvis, at den tiltalte ufortøvet underrettes om anklagen mod sig, at den tiltalte skal have nødvendige rettigheder og midler med hensyn til sit forsvar, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, at ingen må tvinges til at vidne mod sig selv eller tilstå sin skyld, og at ingen må retsforfølges for den samme forbrydelse, som den pågældende tidligere er dømt eller frifundet for.

Ved udtrykket »idømmer« forstås, at den beskyttede person er idømt en straf af en domstol, som enten ikke opfylder de grundlæggende krav til en uafhængig og upartisk domstol eller ikke har sikret de væsentlige og uundværlige retssikkerhedsgarantier i forbindelse med domstolsbehandlingen. Omfattet vil eksempelvis være skinprocesser, det vil sige falske retssager, hvor resultatet er givet på forhånd.

Ved udtrykket »iværksætter« forstås, at der er iværksat en straf over for den beskyttede person uden forudgående domstolsbehandling. Omfattet vil eksempelvis være tilfælde, hvor den beskyttede person fængsles i en længere periode uden at være blevet fremstillet for en dommer.

Det forudsættes, at den idømte eller iværksatte straf vil skulle være af en vis alvor for at være omfattet af bestemmelsen. Det vil særligt gælde for straf i form af dødsstraf eller frihedsstraf eller andre retsfølger af den strafbare handling som f.eks. anbringelse i institution eller forvaring af længere varighed. Efter omstændighederne vil også bødestraf af en vis størrelse kunne være en alvorlig straf.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vi, i Straffedomstolens statut om betryggende og behørig domstolsbehandling og artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iv, om domfældelse eller henrettelse uden retfærdig rettergang, dog med visse forskelle, jf. nærmere pkt. 3.5.3.2 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 10, er det en krigsforbrydelse groft at krænke en beskyttet eller afdød persons værdighed ved ydmygende, nedværdigende eller anden krænkende behandling, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Det vil være et krav efter bestemmelsen, at den pågældende handling er groft krænkende for en persons værdighed, hvorved forstås en objektivt set ydmygende eller nedværdigende behandling. Vurderingen af handlingens karakter vil således skulle tage udgangspunkt i, hvad der generelt og objektivt set må betragtes som en ydmygende eller nedværdigende handling. Den forurettedes subjektive opfattelse af handlingens karakter vil derfor ikke være afgørende for, om den pågældende handling omfattes af den foreslåede bestemmelse.

Det vil eksempelvis kunne indgå i vurderingen af handlingens karakter, om handlingen kan anses for at være særligt krænkende i lyset af en bestemt religiøs, kulturel eller filosofisk overbevisning eller på baggrund af den forurettedes religiøse, kulturelle eller filosofiske tilhørsforhold.

Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3.

Derudover vil afdøde personer være omfattet af bestemmelsen, idet afdødes værdighed vil kunne krænkes efter døden.

Omfattet af bestemmelsen vil eksempelvis være tilfælde, hvor en gerningsperson lemlæster en afdød eller fremviser afdødes afhuggede hoved på videomateriale.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, og artikel 8, stk. 2, litra c, nr. ii, i Straffedomstolens statut om forbud mod at krænke den menneskelige værdighed.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 11, er det en krigsforbrydelse at skade en modstander, der har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig, eller en parlamentær, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »overgivet sig betingelsesløst« forstås, at modstanderen har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at forsvare sig med, og at modstanderen klart har givet udtryk for, at den pågældende har til hensigt at overgive sig.

Ved »ukampdygtig« forstås, at modstanderen er blevet gjort bevidstløs eller på anden måde er ukampdygtig på grund af sår eller sygdom og derfor er ude af stand til at forsvare sig.

Det vil desuden være en betingelse, at modstanderen er i sin modstanders varetægt, og at modstanderen afstår fra enhver fjendtlig handling og ikke forsøger at flygte.

Med udtrykket »modstander« forstås kombattanter i internationale væbnede konflikter og personer, der aktivt tager del i fjendtlighederne, i ikke-internationale væbnede konflikter.

Det vil endvidere være omfattet af bestemmelsen at udøve skade på en såkaldt parlamentær, det vil sige en person, som søger kontakt med modstanderen under brug af det hvide flag med henblik på at indgå en våbenhvile eller fredsaftale. Omfattet vil både være den person, der søger kontakten med modstanderen og bærer det hvide flag, og parlamentærens følge, herunder f.eks. tolke til brug for forhandlingerne.

Med udtrykket »skader« forstås enhver form for skadeforvoldelse. Drab af en modstander, der har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig, vil skulle straffes efter den foreslåede bestemmelse om drab som krigsforbrydelse efter § 118 e, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, i Straffedomstolens statut om bl.a. at såre en kombattant, der har skiftet status til hors de combat, dog med visse forskelle, jf. nærmere pkt. 3.5.3.2 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imidlertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 12, er det en krigsforbrydelse at erklære modpartens borgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Bestemmelsen vil bl.a. skulle sikre, at en besættelsesmagt eller en organiseret væbnet gruppe opretholder et velfungerende retssystem i det geografiske område, som er underlagt dets kontrol og myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil være afgrænset til civile rettigheder, der kan håndhæves gennem civile søgsmål, hvorimod domfældelse og straf i strid med retten til retfærdig rettergang vil være omfattet af det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 9.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiv, i Straffedomstolens statut om at erklære modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imidlertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 2, straffes for krigsforbrydelser mod personer også den, der i tilknytning til en international væbnet konflikt foretager én eller flere handlinger i bestemmelsens nr. 1-3. De forbudte handlinger i stk. 2 finder således alene anvendelse i international væbnet konflikt.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 1, er det en krigsforbrydelse at overføre en del af sin egen civilbefolkning til et besat område, når denne handling er begået i tilknytning til en international væbnet konflikt.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en krigsforbrydelse, når en besættelsesmagt overfører en del af sin egen civilbefolkning til det geografiske område, som besættelsesmagten har besat.

Ved en besættelse forstås den situation, at en stats væbnede styrker har tiltvunget sig kontrol og myndighed over hele eller dele af en anden stats territorium. Besættelse indebærer dermed en stats besættelse af en anden stats territorium. Det foreslås derfor, at forbrydelsen kun skal finde anvendelse i internationale væbnede konflikter. En sådan stat, der har kontrol og myndighed over hele eller dele af en anden stats territorium, vil kunne betegnes som en besættelsesmagt.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte tvungen overførsel af besættelsesmagtens egen civilbefolkning, men også frivillig flytning på besættelsesmagtens opfordring eller tilskyndelse.

Ved »civilbefolkning« forstås enhver befolkningsgruppe, der kan identificeres på baggrund af bl.a. nationalitet, etnicitet, politiske tilhørsforhold eller lignende, herunder også opfattede tilhørsforhold eller kendetegn. En civilbefolkning består af alle personer, som kan betegnes som civile i overensstemmelse med den humanitære folkeret.

Formuleringen »en del af« indebærer, at der ikke vil skulle være tale om hele befolkningen. Det vil dog være et krav, at den del af civilbefolkningen, der overføres til det besatte område, udgør et forholdsmæssigt stort antal i forhold til modstanderens civilbefolkning, der er bosat i det pågældende geografiske område. Kravet skal ses i sammenhæng med, at beskyttelsesinteressen i bestemmelsen er at sikre, at besættelsesmagten ikke fortrænger den besatte civilbefolkning med sin egen civilbefolkning og derved overtager det besatte område mere permanent.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii, i Straffedomstolens statut om bl.a. besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens egen civilbefolkning til det besatte område.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 2, er det en krigsforbrydelse at tvinge en statsborger af modparten til at deltage i kamphandlinger mod sit eget land, når denne handling er begået i tilknytning til en international væbnet konflikt.

Udtrykket »en statsborger af modparten« indebærer, at alene modpartens statsborgere vil være omfattet af bestemmelsen, hvorimod personer med fast bopæl på modpartens territorium, der ikke er statsborgere, ikke vil være omfattet. Omfattet af bestemmelsen vil også være statsborgere, der har fast bopæl i det land, som den forurettede tvinges til at udføre kamphandlinger på vegne af.

Det vil være en betingelse efter bestemmelsen, at der faktisk er udført en kamphandling mod den forurettedes eget land, herunder egne styrker, og at den forurettede var tvunget til at begå eller deltage i denne kamphandling. Ved tvang forstås, at den forurettede blev tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.

Det vil ikke have betydning, at den forurettede forud for den væbnede konflikt har deltaget i tjeneste i modpartens væbnede styrker.

Det vil som nævnt ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis den forurettede har været tvunget til at tjene i modpartens væbnede styrker, men ikke har deltaget i en faktisk kamphandling. At tvinge en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker vil i stedet være omfattet af det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 3. Den foreslåede bestemmelse vil således være mere afgrænset i forhold til, hvilke handlinger der omfattes af forbuddet, sammenlignet med det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 3. Derimod vil den omfattede personkreds være bredere, da den foreslåede bestemmelse omfatter alle modpartens statsborgere, hvor det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 3, er afgrænset til beskyttede personer som defineret i det foreslåede § 118 e, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xv, i Straffedomstolens statut om at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i kamphandlinger mod deres eget land.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 3, er det en krigsforbrydelse at tvinge en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker, når denne handling er begået i tilknytning til en international væbnet konflikt.

Ved »fjendtlig magt« forstås en stat, der kæmper mod den stat, hvor den forurettede er statsborger.

Den forurettede kan være tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.

Den blotte tjeneste i den for den forurettede fjendtlige magts væbnede styrker vil være tilstrækkeligt. Der vil således ikke skulle være udført faktiske kamphandlinger. I tilfælde, hvor den forurettede også har været tvunget til at deltage i kamphandlinger mod sit eget land, vil forholdet tillige være omfattet af det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 2.

Den tvungne tjeneste i den fjendtlige magts styrker vil skulle være rettet mod en beskyttet person. Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det foreslåede stk. 3. Den foreslåede bestemmelse adskiller sig også derved fra det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 2, hvor beskyttelsen omfatter alle modpartens statsborgere, herunder også kombattanter.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. v, i Straffedomstolens statut om at tvinge en krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker.

Efter det foreslåede § 118 e, stk. 3, forstås ved »beskyttet person« en person, der ikke eller ikke længere tager direkte del i fjendtlighederne, eller som i øvrigt er beskyttet efter den humanitære folkeret.

Den foreslåede bestemmelse definerer således udrykket »beskyttet person«, som anvendes i gerningsindholdet i flere af krigsforbrydelserne i § 118 e, stk. 1 og 2.

Bestemmelsen vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folkerets definitioner af beskyttede personer, jf. de mere detaljerede regler i Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter med tillægsprotokoller (1., 2., 3. og 4. Genève-konvention samt 1. og 2. tillægsprotokol). Desuden vil beskyttelsesstatus kunne følge af folkeretlig sædvane.

Personer, som nyder beskyttelse efter den humanitære folkeret, omfatter civile personer, personer, der er sårede, syge eller skibbrudne, sanitets- og sundhedspersonel, religiøst personel, civilforsvarspersonel, krigsfanger eller personer, som har nedlagt våbnene eller er hors de combat.

»Civile personer« er personer, som ikke er en del af de regulære militære styrker eller andre grupper, der deltager i væbnede konflikter. Civile personer nyder generel beskyttelse mod angreb under væbnede konflikter og må derfor ikke være mål for militære angreb, medmindre de deltager direkte i fjendtlighederne, jf. bl.a. artikel 50-51 i 1. tillægsprotokol.

Ved »tager direkte del i fjendtlighederne« forstås, at den pågældende aktivt udfører handlinger i tilknytning til den væbnede konflikt med formål om at støtte en af parterne i konflikten til skade for en anden part. Handlingen skal støtte en af parterne på en tilstrækkelig direkte måde og med et vist niveau af skade til følge.

Hvis en civil person deltager direkte i fjendtlighederne, mister vedkommende midlertidigt sin beskyttelse som civil. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt en person er civil, skal denne betragtes som sådan.

Ved »sårede eller syge« forstås personer, herunder både militære og civile, som på grund af skade, sygdom eller anden fysisk eller psykisk forstyrrelse eller handicap har behov for lægelig hjælp eller behandling, jf. artikel 13 i 1. og 2. Genève-konvention samt artikel 8 i 1. tillægsprotokol.

Behov for lægelig behandling omfatter både fysiske og psykiske skader. Eksempelvis vil et akut chok eller anden mental forstyrrelse, der er fremkaldt af kamphandlingerne, også være omfattet. Beskyttelsen omfatter også barselspatienter, nyfødte og andre personer, herunder f.eks. gravide kvinder, der har behov for øjeblikkelig lægehjælp eller behandling. For at opnå beskyttelse som syg eller såret er det en forudsætning, at der er et behandlingsbehov, og at den pågældende afstår fra enhver fjendtlig handling.

Ved »skibbrudne« forstås personer, herunder både militære og civile, som er i nød på havet eller i andre farvande på grund af en ulykke, som rammer dem eller det skib eller det fly, som de har været ombord i, og som afstår fra fjendtlige handlinger, forudsat de stadig afholder sig fra fjendtlige handlinger, jf. artikel 13 i 1. og 2. Genève-konvention samt artikel 8 i 1. tillægsprotokol. Ved ordet »skibbrud« forstås skibbrud af enhver årsag, herunder også nødlanding på vandet af eller fra et luftfartøj. Der skal således være tale om en nødsituation. En skibbruden skal afholde sig fra fjendtlige handlinger for at være omfattet af beskyttelsen. En skibbruden person beholder sin beskyttede status under redningen, men vil efterfølgende kunne skifte status til f.eks. såret eller krigsfange.

»Krigsfange« skal forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 4 i 3. Genève-konvention samt artikel 43-45 i 1. tillægsprotokol. Ved tvivl om den pågældendes krigsfangestatus vil formodningen være, at den pågældende er beskyttet, indtil en kompetent domstol træffer afgørelse herom, jf. artikel 5 i 3. Genève-konvention og artikel 45 i 1. tillægsprotokol. Spioner og lejesoldater vil ikke have ret til krigsfangestatus, jf. artikel 46 og 47 i 1. tillægsprotokol, men de har stadig krav på en grundlæggende beskyttelse i henhold til den humanitære folkeret. Krigsfangestatus finder kun anvendelse i internationale væbnede konflikter.

Udtrykket »har nedlagt våbnene skal forstås« i overensstemmelse med formuleringen »har overgivet sig betingelsesløst« i det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 11. Det vil dermed være en betingelse, at den pågældende har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at forsvare sig med, og at den pågældende klart har givet udtryk for overgivelse. Personen skal også afstå fra enhver fjendtlig handling og fra at forsøge at flygte, jf. artikel 3 i Genève-konventionerne samt artikel 41 i 1. tillægsprotokol.

Ved »sanitets- og sundhedspersonel« forstås en person, som er udpeget af en part i den væbnede konflikt til udelukkende at udøve sundheds- og sanitære opgaver, forvalte sanitetsenheder eller gennemføre eller forvalte sanitetstransporter, jf. artikel 24-26 i

1. Genève-konvention, artikel 36-37 i 2. Genève-konvention samt artikel 33 i 3. Genève-konvention.

Sanitetsenheder er anlæg og andre enheder organiseret til medicinske formål såsom eftersøgning, opsamling, transport, diagnose eller behandling af sårede, syge og skibbrudne eller med henblik på sygdomsforebyggelse. Sanitetsenheder kan være både stationære og mobile, permanente og midlertidige. Sanitetsenheder er eksempelvis hospitaler, blodtransfusionscentre, sanitetsdepoter og sanitets- og farmaceutiske lagre for sådanne enheder. Sanitetstransporter er et transportmiddel, der anvendes til befordring af sårede, syge, skibbrudne, sanitetspersonel, sanitetsudstyr eller sanitetsforsyninger. Sanitetspersonel omfatter eksempelvis personer med sanitære opgaver i civilforsvarsorganisationer, personer fra frivillige, anerkendte og bemyndigede nationale frivillige humanitære organisationer, f.eks. Røde Kors og Røde Halvmåne, samt uvildige internationale nødhjælpsorganisationer og humanitære organisationer stillet til rådighed for en stridende part af neutrale stater eller andre ikke-krigsførende magter.

Opnåelse af beskyttelsen som sanitetspersonel vil forudsætte, at personellets funktion udelukkende er at løse sanitetsopgaver i den periode, hvor personellet er udpeget hertil. Omfattet vil først og fremmest være lægefagligt eller sygeplejeuddannet personel, men også sygdomsforebyggende funktioner vil være omfattet. Derudover vil farmaceuter, tandlæger, portører, ambulanceførere og administrativt personel være omfattet. Beskyttelse som sanitetspersonel omfatter endvidere såkaldt »midlertidigt sanitetspersonel«, der er kombattanter med særlig uddannelse til at bistå med førstehjælp og andre sanitetsopgaver ved behov. Beskyttelsen udstrækker sig her alene til tilfælde, hvor personellet udfører de nævnte sanitetsfaglige opgaver og kun så længe opgaven løses.

Ved »religiøst personel« forstås en person, der udelukkende udøver religiøse funktioner, herunder præster og imamer, som er tilknyttet en part i den væbnede konflikt, sanitetsenheder eller civilforsvarsorganisationer, jf. artikel 24-26 i 1. Genève-konvention, artikel 36-37 i 2. Genève-konvention, artikel 33 og 37 i 3. Genève-konvention samt artikel 20 i 4. Genève-konvention. Beskyttelsen forudsætter, at de ikke tager del i fjendtlighederne.

Ved »civilforsvarspersonel« forstås personer, der udfører aktiviteter, som har til formål at beskytte civilbefolkningen mod farerne ved fjendtligheder og katastrofer samt at hjælpe med at genoprette og sikre de nødvendige betingelser for overlevelse. Dette kan eksempelvis omfatte brandbekæmpelse, lægehjælp, evakuering, sikring af offentlige bygninger og infrastrukturen samt administration af nødhjælpsfaciliteter, jf. artikel 61 i 1. tillægsprotokol. Civilforsvarspersonel har ret til beskyttelse, så længe de udelukkende udfører civilforsvarsaktiviteter og ikke deltager i fjendtligheder, jf. artikel 62-67 i 1. tillægsprotokol.

Det vil være en betingelse for alle persongrupperne beskrevet ovenfor, at den beskyttede person ikke eller ikke længere tager direkte del i fjendtlighederne. Det vil indebære, at eksempelvis civile eller sanitetspersonel mister deres beskyttelse, så længe de tager direkte del i fjendtlighederne,

Den foreslåede bestemmelse vil også kunne omfatte fremtidige udviklinger af begrebet beskyttet person i den humanitære folkeret, der rækker videre end de ovenfor beskrevne persongrupper.

Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 e om krigsforbrydelser mod personer.

I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod personer og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation, der er part i en international eller ikke-international væbnet konflikt, og begår bl.a. forbrydelser rettet mod civile.

Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod personer eller efter både terrorbestemmelserne og bestemmelsen om krigsforbrydelser mod personer vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.2 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 f)

Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser mod ejendom. Handlingerne vil dog efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser eller efter militær straffelov.

Herudover fremgår det af § 1, nr. 3 og 5, i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, at medmindre forholdet er omfattet af militær straffelov, straffes med bøde eller fængsel indtil 12 år den, som forsætligt i strid med 2. protokol af 26. marts 1999 til UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt foretager omfattende ødelæggelse eller tilegnelse af kulturværdier beskyttet i henhold til konventionen og dennes 2. protokol (§ 1, nr. 3) eller tyveri, plyndring eller uretmæssig anvendelse af eller hærværk mod kulturværdier, der er beskyttet i henhold til konventionen (§ 1, nr. 5).

Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 3.5.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod ejendom i straffeloven som § 118 f, hvorefter fire typer af handlinger vil udgøre krigsforbrydelser, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folkeret. Der skelnes i den humanitære folkeret grundlæggende mellem to konflikttyper: internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter. En international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater. En ikke-international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Det er de faktiske forhold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt. En parts manglende anerkendelse af, at der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke betydning.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling omfattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 f, stk. 1, nr. 1-4, og at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den humanitære folkeret. I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved alle fire forbrydelser vil udgøre en krigsforbrydelse i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være foretaget i sammenhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på engelsk gengivet som: »in the context of and was associated with«. Handlinger, der tilfældigvis finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen.

Efter det foreslåede § 118 f, nr. 1, er det en krigsforbrydelse at plyndre, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved udtrykket »plyndrer« forstås, at et medlem af en konfliktparts væbnede styrker uberettiget tilegner sig modstanderens private eller offentlige formuegoder med personlig vinding for øje. Gerningspersonen vil skulle have frataget eller aftvunget nogen en fremmed rørlig ting, bragt en stjålen ting i sikkerhed eller tvunget nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den forurettede eller en tredjeperson.

Alene plyndring i en kontekst af flere plyndringshandlinger vil være omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen vil efter omstændighederne kunne omfatte tilegnelse af enkelte formuegoder, men det vil i sådanne tilfælde forudsætte, at handlingen er foretaget som en del af en serie tilsvarende plyndringshandlinger foretaget af gerningspersonen eller dennes allierede i konfliktpartens væbnede styrker. Den foreslåede bestemmelse vil således adskille sig fra almindeligt tyveri af enkelte genstande.

Omfattet vil eksempelvis være formuegoder taget fra nogen på kamppladsen eller i forbindelse med eftersøgning af frihedsberøvede, syge, sårede eller døde samt formuegoder tilegnet i forbindelse med »frit lejde«-aktioner og lignende.

At gerningspersonen skal være et medlem af en konfliktparts væbnede styrker indebærer, at ansvarssubjektet efter bestemmelsen alene vil kunne være militært personel, det vil sige kombattanter eller personer, der deltager aktivt i fjendtlighederne.

Gerningspersonen vil skulle have til hensigt at tilegne sig formuegodet til privat brug eller tvinge nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den forurettede eller en tredjeperson med hensigt om personlig vinding.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. v, i Straffedomstolens statut om plyndring.

Efter det foreslåede § 118 f, nr. 2, er det en krigsforbrydelse at beslaglægge, konfiskere, ødelægge eller tilegne sig ejendom, når handlingen ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »ødelægger« forstås skadeforvoldelse i hvilken som helst form, eksempelvis ildspåsættelse, nedrivning eller sabotage.

Ved »beslaglægger« forstås en midlertidig foranstaltning, hvor modstanderens ejendom tages i gerningspersonens besiddelse. Ved »konfiskerer« forstås en permanent foranstaltning, hvor dispositions- og ejendomsretten til modstanderens ejendom er overgået til gerningspersonen.

Begrebet »ejendom« omfatter al ejendom, uanset om den er privat- eller statsejet. Såvel bygninger, infrastruktur, transportmidler, afgrøder, marker, skove som anden fast ejendom eller løsøre vil være omfattet af begrebet. Både militær og civil ejendom vil være omfattet af bestemmelsen.

Enhver ødelæggelse, tilegnelse, beslaglæggelse eller konfiskation af ejendom vil ikke være omfattet af bestemmelsen, idet tvingende militær nødvendighed vil kunne retfærdiggøre handlingen. Hvorvidt ødelæggelse, tilegnelse, beslaglæggelse eller konfiskation af en ejendom er en tvingende militær nødvendighed, vil skulle afgøres ud fra de foreliggende konkrete omstændigheder. Den militære fordel vil skulle sammenholdes med ødelæggelserne og omfanget heraf.

Tvingende militær nødvendighed vil eksempelvis være ødelæggelse af bygninger, afgrøder eller infrastruktur, der er uundgåelige i forbindelse med militære køretøjers færdsel på kamppladsen.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iv, i Straffedomstolens statut om omfattende ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xii, om ødelæggelse eller beslaglæggelse af modpartens ejendom.

Efter det foreslåede § 118 f, nr. 3, er det en krigsforbrydelse at ødelægge eller tilegne sig kulturværdier i stort omfang i strid med UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til § 1, nr. 3, i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 5. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.

Begrebet »kulturværdier« vil skulle forstås i overensstemmelse med konventionens definition, herunder flytbare og ikke-flytbare værdier af stor betydning for alle folkeslags kulturarv såsom mindesmærker, kirkelige eller verdslige, arkitektoniske, kunstneriske, historiske eller arkæologiske steder, kunstværker, manuskripter, bøger og andre genstande af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk interesse, såvel som videnskabelige samlinger og vigtige samlinger af bøger eller arkiver eller af reproduktioner af ovenfor beskrevne genstande.

Der vil skulle være tale om omfattende ødelæggelse eller tilegnelse af kulturværdier, som er omfattet af den almindelige beskyttelse efter konventionens artikel 4, særlig beskyttelse efter konventionens artikel 8 eller forhøjet beskyttelse efter konventionens 2. protokol. Det er ikke en forudsætning for beskyttelsen, at kulturværdierne er tildelt forhøjet beskyttelse efter konventionens 2. protokol.

Med »i stort omfang« menes eksempelvis uoprettelig skade, hvor værdier af stor betydning er gået tabt eller i stort omfang er bortkommet.

Kravet om, at handlingen skal være begået mod kulturværdier, der er beskyttet i henhold til konventionens 2. protokol, indebærer, at handlingen bl.a. skal være omfattet af protokollens tidsmæssige og geografiske anvendelsesområde, det vil sige under en væbnet konflikt, herunder også besættelse. Afgrænsningen er nærmere beskrevet i protokollens artikel 3 og artikel 22 samt konventionens artikel 18. Ødelæggelser, som sker af bydende militær nødvendighed, er ikke omfattet, jf. artikel 6 i konventionens 2. protokol.

I flere tilfælde vil en handling, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, også kunne være omfattet af de andre foreslåede bestemmelser om krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til indholdet i krigsforbrydelsesbestemmelserne i Straffedomstolens statut. Eksempelvis § 118 f, nr. 1 og 2, om henholdsvis plyndring og at ødelægge, beslaglægge, konfiskere eller tilegne sig ejendom, der ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed.

Det forudsættes, at det foreslåede § 118 f, nr. 3, alene finder anvendelse, hvis forholdet ikke er omfattet af de øvrige krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til artikel 8 om krigsforbrydelser i Straffedomstolens statut.

Efter det foreslåede § 118 f, nr. 4, er det en krigsforbrydelse at plyndre, begå tyveri af eller udføre hærværk mod eller uretmæssigt anvende kulturværdier i strid med UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 1, nr. 5, i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 5. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.

Ved udtrykket »plyndrer« forstås, at et medlem af en konfliktparts væbnede styrker uberettiget tilegner sig modstanderens private eller offentlige formuegoder med personlig vinding for øje. Gerningspersonen vil skulle have frataget eller aftvunget nogen en fremmed rørlig ting, bragt en stjålen ting i sikkerhed eller tvunget nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den forurettede eller en tredjeperson.

Alene plyndring i en kontekst af flere plyndringshandlinger vil være omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen vil efter omstændighederne kunne omfatte borttagelse af enkelte formuegoder, men det vil i sådanne tilfælde forudsætte, at handlingen er begået som en del af en serie tilsvarende plyndringshandlinger begået af gerningspersonen eller dennes allierede i konfliktpartens væbnede styrker. Plyndring vil således adskille sig fra almindeligt tyveri af enkelte genstande.

Omfattet vil eksempelvis være formuegoder taget fra nogen på kamppladsen eller i forbindelse med eftersøgning af frihedsberøvede, syge, sårede eller døde samt formuegoder tilegnet i forbindelse med »frit lejde«-aktioner og lignende.

Ved formuleringen »begår tyveri af« forstås borttagelse af en fremmed rørlig ting uden ejerens samtykke for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse. Begrebet vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 276 om tyveri.

»Udfører hærværk mod« vil skulle forstås som ødelæggelse, beskadigelse eller bortskaffelse af ting, der tilhører en anden, i overensstemmelse med straffelovens § 291.

Udtrykket »uretmæssigt anvender« vil kunne omfatte bl.a. underslæb, uretmæssig tilegnelse, omsætning og udførelse af kulturværdier. Dette skal ses i sammenhæng med, at der i de seneste årtiers væbnede konflikter er eksempler på omfattende plyndring og tyveri af kulturværdier, hvor der efterfølgende er sket ulovlig udførelse og videresalg af kulturværdier, hvorved de kommer til at fungere som indkomstkilde for terrorgrupper og militser.

Begrebet »kulturværdier« vil skulle forstås i overensstemmelse med konventionens definition, herunder flytbare og ikke-flytbare værdier af stor betydning for alle folkeslags kulturarv såsom mindesmærker, kirkelige eller verdslige, arkitektoniske, kunstneriske, historiske eller arkæologiske steder, kunstværker, manuskripter, bøger og andre genstande af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk interesse, såvel som videnskabelige samlinger og vigtige samlinger af bøger eller arkiver eller af reproduktioner af ovenfor beskrevne genstande.

Kravet om, at handlingen skal være begået mod kulturværdier, der er beskyttet i henhold til konventionens 2. protokol, indebærer, at handlingen bl.a. skal være omfattet af protokollens tidsmæssige og geografiske anvendelsesområde, det vil sige under en væbnet konflikt, herunder også besættelse. Afgrænsningen er nærmere beskrevet i protokollens artikel 3 og artikel 22 samt konventionens artikel 18. Ødelæggelser, som sker af bydende militær nødvendighed, er ikke omfattet, jf. artikel 6 i konventionens 2. protokol.

I flere tilfælde vil en handling, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, også kunne være omfattet af andre foreslåede bestemmelser om krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til indholdet i krigsforbrydelsesbestemmelserne i Straffedomstolens statut. Eksempelvis § 118 f, nr. 1 og 2, om henholdsvis plyndring og at ødelægge, beslaglægge, konfiskere eller tilegne sig ejendom, der ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed.

Det forudsættes, at det foreslåede § 118 f, nr. 4, alene vil finde anvendelse, hvis forholdet ikke er omfattet af de øvrige krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til artikel 8 om krigsforbrydelser i Straffedomstolens statut.

Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 f om krigsforbrydelser mod ejendom.

I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod ejendom og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j.

Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod ejendom eller efter både terrorbestemmelserne og bestemmelsen om krigsforbrydelser mod ejendom vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.3 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 g)

Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker. Handlingerne vil dog efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser eller efter militær straffelovs § 36, stk. 1, om forsætligt misbrug m.v. af kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge. Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 3.5.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker i straffeloven som § 118 g, hvorefter tre typer af handlinger vil udgøre krigsforbrydelser, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folkeret. Der skelnes i den humanitære folkeret grundlæggende mellem to konflikttyper: internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter. En international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater. En ikke-international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Det er de faktiske forhold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt. En parts manglende anerkendelse af, at der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke betydning.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling omfattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 g, nr. 1-3, samt at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den humanitære folkeret. I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved lovovertrædelsen vil udgøre en krigsforbrydelse i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være foretaget i sammenhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på engelsk gengivet som: »in the context of and was associated with«. Handlinger, der tilfældigvis finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen.

Efter det foreslåede § 118 g, nr. 1, er det en krigsforbrydelse at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler, der er involveret i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med FN-pagten eller lignende internationale fredsbevarende missioner, og som er berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »humanitære indsatser« berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret forstås eksempelvis forsyninger af mad, lægemidler, tøj, sengetøj, husly og andre lignende nødvendigheder, som er påkrævet for, at en civilbefolkning kan overleve.

Udtrykket »fredsbevarende missioner« vil omfatte missioner, som FN har truffet beslutning om i overensstemmelse med FN-pagtens kapitel VI om fredelig bilæggelse af tvister, og som er under kontrol af FN.

At en fredsbevarende mission er under FN-pagten vil indebære, at missionen udføres under militær kommando og kontrol af FN, det vil sige, at styrken er underlagt en af FN udpeget militær chef, der refererer direkte til FN, og som befaler direkte til underlagte enheder. De medvirkende styrkers handlinger vil således skulle henregnes til FN. Både civilt og militært personel afgivet til den fredsbevarende mission vil være omfattet af bestemmelsen.

Den fredsbevarende mission vil skulle være berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret. Indsættelse af FN-styrker under FN-pagtens kapitel VI om fredelig bilæggelse af tvister forudsætter værtslandets samtykke, upartiskhed i missionen, det vil sige, at den fredsbevarende mission ikke tager parti med den ene konfliktpart, og at FN-styrkens magtanvendelse begrænses til selvforsvar. Selvforsvarsbegrebet for FN’s fredsbevarende missioner har udviklet sig til at omfatte både FN-styrker, materiel og missionens formål, f.eks. at beskytte civile.

Det vil være en betingelse, at det beskyttede personel og materiel m.v. ikke direkte bidrager til militære aktioner på nogen side i konflikten eller deltager direkte i fjendtlighederne. FN-missioner, der på denne måde deltager direkte i fjendtlighederne, vil ikke være beskyttet efter bestemmelsen. Denne vurdering vil afhænge af de konkrete omstændigheder fra sag til sag.

Beskyttede fredsbevarende missioner vil desuden omfatte lignende fredsbevarende missioner, der gennemføres efter en international aftale, som er i overensstemmelse med FN’s formål og principper, herunder at sikre verdensfreden og sikkerheden. Det vil kunne omfatte operationer gennemført af regionale organisationer, herunder eksempelvis Den Europæiske Union eller Den Afrikanske Union. Det vil være en betingelse, at den regionalt iværksatte fredsbevarende mission opfylder de samme betingelser som en FN-mission, herunder en uafhængig militær chef og magtanvendelse udelukkende ved selvforsvar.

Ved udtrykket »angriber« forstås enhver voldshandling, der har til hensigt at forvolde skade eller dræbe. Det er uden betydning, om der faktisk forvoldes skade, eller om nogen bliver dræbt som følge af angrebet.

Personel omfatter både civilt og militært personel. Installationer omfatter eksempelvis drikkevandsinstallationer og sanitetsinstallationer som f.eks. hospitaler og infirmerier. Materiel omfatter eksempelvis køretøjer, våben, sikkerhedsveste og sanitetsmateriel, herunder medicin. Enheder vil eksempelvis omfatte hospitalsskibe og sanitetsluftfartøjer. Befordringsmidler vil eksempelvis omfatte køretøjer, skibe og helikoptere.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iii, i Straffedomstolens statut om angreb på personel eller materiel m.v. involveret i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner som krigsforbrydelse.

Bestemmelsen vil alene angå angreb mod humanitære indsatser og fredsbevarende missioner i overensstemmelse med FN-pagten eller lignende internationale fredsbevarende missioner, som er berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret. Bestemmelsen vil derimod ikke omfatte angreb rettet mod hjælpearbejde udført af Røde Kors eller andre lignende humanitære organisationer, der i stedet vil være omfattet af det foreslåede § 118 g, nr. 2.

Efter det foreslåede § 118 g, nr. 2, er det en krigsforbrydelse at angribe personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder eller -transporter, der i overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker, eller emblemer eller anden identifikationsmetode, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker og emblemer omfatter det røde kors, den røde halvmåne, det røde David-skjold, den røde løve og sol samt den røde krystal.

Ved udtrykket »anden identifikationsmetode« forstås en metode, der kan identificere, at pågældende personel, bygning, materiel, sanitetsenhed eller -transport er beskyttet efter Genève-konventionerne, herunder disses tillægsprotokoller. Omfattet vil eksempelvis være en ambulances blå eller røde lys. Andre lys- eller radiosignaler vil ligeledes kunne være omfattet.

Personel omfatter civilt ansatte eller andre personer, der er tilknyttet den humanitære organisation eller det beskyttede materiel eller den beskyttede sanitetsenhed eller -transport. Bygninger omfatter eksempelvis hospitaler og kontorbygninger. Materiel omfatter eksempelvis køretøjer, sikkerhedsveste og sanitetsmateriel, herunder medicin. Sanitetsenheder vil eksempelvis omfatte hospitalsskibe. Sanitetstransporter vil eksempelvis omfatte ambulancer og helikoptere.

For humanitære indsatser vil det være en betingelse for den særlige beskyttelse, at den humanitære indsats gennemføres uden forskelsbehandling og dermed er en hjælp til alle.

Ved formuleringen »angriber« forstås enhver handling foretaget mod personel, bygninger, materiel, sanitetsenheder eller -transporter, der anvender et af Genève-konventionernes og tillægsprotokollernes beskyttede kendemærker eller emblemer eller anden identifikationsmetode i overensstemmelse med den humanitære folkeret, med den hensigt at forvolde skade eller dræbe. Det vil ikke være af betydning, om der faktisk bliver forvoldt skade eller dræbt nogen som følge af angrebet.

Det vil være en betingelse for beskyttelse, at det beskyttede personel m.v. ikke direkte deltager i fjendtlighederne eller bidrager til militære aktioner til fordel for en af konfliktparterne i den væbnede konflikt.

Det vil i sådanne tilfælde være en betingelse for bortfald af beskyttelsen for bygninger, materiel, sanitetsenheder eller -transporter, at der er givet en advarsel fra den angribende part, hvor der om muligt fastsættes en tidsfrist, inden for hvilken modparten gives mulighed for at rette op på adfærden eller at fjerne eventuelle misforståelser herom samt at evakuere syge og sårede inden et eventuelt angreb.

Kravet om advarsel vil ikke gælde for individuelt sanitetspersonel, der mister beskyttelsen umiddelbart, og dermed vil kunne angribes uden advarsel.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiv, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ii, i Straffedomstolens statut om forsætligt angreb på bygninger, materiel, sanitetsenheder og -transporter og personel, der i overensstemmelse med folkeretten anvender Genève-konventionernes kendemærker eller anden identifikationsmetode.

Efter det foreslåede § 118 g, nr. 3, er det en krigsforbrydelse at misbruge parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag eller militære symboler eller uniformer eller Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker, hvor misbruget uagtsomt har død eller alvorlig personskade til følge, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved udtrykket »misbruger« forstås, at gerningspersonen bruger et flag, en uniform eller et kendemærke på en måde, som ikke er den tiltænkte måde, der fremgår af Genève-konventionerne af 1949 og 1., 2. og 3. tillægsprotokol. Det vil være misbrug, uanset hvordan flaget, uniformen eller kendemærket anvendes, og uanset til hvilket formål.

Misbruget kan være med den hensigt at værne, begunstige eller beskytte egen militæraktion eller hindre modpartens militære aktion.

Misbrug af parlamentærflag (det hvide fredsflag) vil eksempelvis omfatte situationer, hvor parlamentærflaget misbruges til at give indtryk af, at man ønsker at forhandle.

Misbrug af militære symboler, uniformer eller fjendens flag vil eksempelvis omfatte situationer, hvor gerningspersonen ifører sig modpartens militære uniform for at lette eller dække over egen militæraktion, herunder for at komme igennem modstanderens frontlinje som en del af en militæraktion.

Misbrug af Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker omfatter anvendelse af det røde kors, den røde halvmåne, det røde David-skjold, den røde løve og sol samt den røde krystal på en måde, der er forbudt efter den humanitære folkeret. Misbrug af FN-flag vil omfatte alle flag tilhørende FN’s organisationer, herunder FN’s Verdensfødevareprogram (WFP), FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), FN’s Børnefond (UNICEF) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Det vil være en betingelse, at misbruget uagtsomt har medført alvorlig personskade eller død. Misbrug, der ikke har medført sådan alvorlig personskade eller død, vil ikke være omfattet af bestemmelsen, herunder eksempelvis misbrug af fjendens uniform for at bringe sig selv i sikkerhed.

Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at misbruge parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag eller militære symboler eller uniformer eller misbruge Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker eller emblemer eller anden identifikationsmetode. Det vil dog som nævnt være tilstrækkeligt, at følgerne i form af død eller alvorlig skade kan tilregnes gerningspersonen som uagtsomme.

Den foreslåede bestemmelse er indholdsmæssigt relateret og grænser op til det foreslåede § 118 h, nr. 5, om at dræbe eller såre en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningspersonen har ret til beskyttelse. Bestemmelsen rummer det såkaldte forbud mod perfidi i den humanitære folkeret. Det foreslåede § 118 h, nr. 5, forbyder forsætlig skade eller drab på en modstander ved svigagtigt at skabe en vildfarelse ved brug af bl.a. parlamentærflaget, mens det foreslåede § 118 g, nr. 3, forbyder misbrug af bl.a. parlamentærflaget, hvor skade eller drab på modstanderen blot skal være en uagtsom følge.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vii, i Straffedomstolens statut om uretmæssig anvendelse af parlamentærflaget, fjendens eller FN’s flag eller militære symboler eller uniformer samt Genève-konventionernes kendemærker med død eller alvorlig personskade til følge. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imidlertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 g om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker.

I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser m.v. og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation, der er part i en international eller ikke-international væbnet konflikt, og begår bl.a. forbrydelser rettet mod civile nødhjælpsarbejdere.

Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker eller efter både terrorbestemmelserne og bestemmelsen om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.4 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 h)

Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder. Handlingerne vil dog efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser eller efter den militære straffelovs § 36, stk. 1, om forsætligt misbrug m.v. af kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge. Desuden vil handlingerne efter omstændighederne kunne straffes efter den militære straffelovs § 36, stk. 2, om en forsætlig fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.

Herudover fremgår det af § 1, nr. 1, 2 og 4, i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, at medmindre forholdet er omfattet af militær straffelov, straffes med bøde eller fængsel indtil 12 år den, der i strid med 2. protokol af 26. marts 1999 til UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt gør kulturværdier under forhøjet beskyttelse til genstand for angreb (§ 1, nr. 1), anvender kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til støtte for militær aktion (§ 1, nr. 2) eller gør kulturværdier beskyttet i henhold til konventionen og dennes 2. protokol til genstand for angreb (§ 1, nr. 4).

Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 3.5.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder i straffeloven som § 118 h, hvorefter det gøres strafbart at anvende ni forskellige former for forbudte kampmetoder i tilknytning til en væbnet konflikt.

Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folkeret, der grundlæggende skelner mellem to konflikttyper: internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. En international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater. En ikke-international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Det er de faktiske forhold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt. En parts manglende anerkendelse af, at der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke betydning.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling omfattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 h, nr. 1-9, og at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den humanitære folkeret. I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved lovovertrædelsen vil udgøre en krigsforbrydelse i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være begået i sammenhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på engelsk gengivet som: »in the context of and was associated with«. Handlinger, der tilfældigvis finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 1, er det en krigsforbrydelse at målrette et angreb mod civilbefolkningen som sådan eller mod civile, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Udtrykket »angreb« indebærer enhver form for voldshandling, hvad enten den er offensiv eller defensiv, i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne. Offensive handlinger og defensive handlinger er modsætninger, hvor offensive handlinger kan karakteriseres som fremstød for at slå fjenden fuldstændig, mens defensive handlinger kan karakteriseres som forsvarskamp. Handlingen vil skulle have til hensigt at forvolde skade eller dræbe civile eller civilbefolkningen. Det er uden betydning, om nogen faktisk bliver skadet eller dræbt som følge af angrebet. Cyberangreb vil også kunne være omfattet af begrebet »angreb«, hvis hensigten med cyberangrebet er at forvolde fysisk skade eller drab på civile eller civilbefolkningen.

Ved »civile« forstås enhver, der ikke er kombattant, når angrebet finder sted i forbindelse med en international væbnet konflikt, jf. artikel 50 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter. I ikke-internationale væbnede konflikter er »civile« enhver, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, jf. artikel 13, stk. 3, i 2. tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter.

Ved »civilbefolkningen« forstås en gruppe af personer, der kan betegnes som civile personer i overensstemmelse med den humanitære folkerets definitioner som beskrevet ovenfor. En befolkning vil være at betragte som civil, selv om der er enkeltpersoner til stede blandt befolkningen, som ikke er omfattet af definitionen af civile.

At angrebet vil skulle rette sig mod civile eller civilbefolkningen som sådan indebærer, at både angreb på civile enkeltpersoner og angreb rettet mod et større antal civile vil være omfattet af bestemmelsen. Ved angreb på civilbefolkningen vil det ikke være et krav, at angrebet rammer alle civile i en befolkning.

Ved »målretter« forstås, at civile personer eller civilbefolkningen forsætligt gøres til genstand for et angreb, og at hensigten med angrebet dermed er at ramme civile personer eller civilbefolkningen som sådan.

Kollateral skade som følge af angreb rettet mod militære mål vil dermed ikke være omfattet af bestemmelsen. Kollateral skade er de uundgåelige følgeskader eller tab, der kan opstå blandt beskyttede individer eller objekter som følge af et angreb rettet mod et militært mål. Kollaterale skader, der står i åbenbart misforhold til den forventede konkrete og direkte militære fordel, vil være omfattet af det foreslåede § 118 h, nr. 7, om angreb, der forårsager vilkårlig skade på bl.a. civile personer, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel. Der henvises til bemærkningerne nedenfor til det foreslåede § 118 h, nr. 7.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. i, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. i, i Straffedomstolens statut om angreb på civile.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 2, er det en krigsforbrydelse at udsulte civile som kampmetode ved at fratage, unddrage eller nægte dem adgang til mad, ejendomme eller genstande, der er uundværlige for deres overlevelse, herunder ved at forhindre nødhjælpsforsyninger i at komme frem, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »fratage, unddrage eller nægte« forstås, at mad, ejendomme eller genstande borttages fra civile, der havde maden, ejendommene eller genstandene i deres besiddelse, at civile forhindres adgang til mad, ejendomme eller genstande ved f.eks. en belejring af en by eller et byområde med den hensigt at udsulte civilbefolkningen, og at civile nægtes adgang til mad, ejendomme eller genstande ved f.eks. at nægte lovlige nødhjælpsforsyninger adgang til et område.

Mad, ejendomme og genstande, der er uundværlige for civiles overlevelse, vil omfatte eksempelvis fødevarer, landbrugsområder for produktion af fødevarer og drikkevandsinstallationer samt tæpper og lignende udstyr til at overleve nætter i koldt vejr.

Nødhjælpsforsyninger indeholder normalt mad eller genstande, der er uundværlige for civiles overlevelse. At blokere eller på anden vis forsætligt forhindre nødhjælpsforsyninger i at komme frem til de civile vil være omfattet af bestemmelsen. Det er dog alene nødhjælpsforsyninger, der gennemføres i overensstemmelse med den humanitære folkeret, som vil være beskyttet efter bestemmelsen. Det vil eksempelvis ikke være en krigsforbrydelse at hindre nødhjælpsforsyninger i at komme frem, hvis modstandere, der deltager aktivt i fjendtlighederne, har gemt sig i nødhjælpsforsyningerne. Ligesom nødhjælpsforsyninger kan undersøges for militære objekter.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxv, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xix, i Straffedomstolens statut om forsætlig udsultning af civile som kampmetode ved at unddrage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger i henhold til Genève-konventionerne.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 3, er det en krigsforbrydelse at angribe civile ejendomme eller genstande, herunder bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, eller historiske mindesmærker, hospitaler eller områder, hvor syge og sårede opsamles, når de nævnte ejendomme eller genstande, bygninger, mindesmærker eller områder ikke udgør militære mål.

»Civile ejendomme eller genstande« er alle ejendomme og genstande, der ikke udgør militære mål. Militære mål er lovlige angrebsmål i forbindelse med en væbnet konflikt. Militære mål skal være begrænset til dem, der ifølge deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et effektivt bidrag til en militæraktion, og hvis fuldstændige eller delvise ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende omstændigheder udgør en klar militær fordel, jf. artikel 52 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne.

Begreberne ejendomme og genstande vil skulle forstås i overensstemmelse med begrebet »objekt« i den humanitære folkeret. Omfattet er eksempelvis bygninger, landområder, broer og dyr.

Det vil være en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at de angrebne bygninger m.v. eller civile ejendomme eller genstande ikke udgør et militært mål på tidspunktet for angrebet. Eksempelvis vil en skole, der helt eller delvist nu anvendes som ammunitionsdepot, have mistet sin beskyttelse, og et angreb mod et sådant sted vil ikke være en krigsforbrydelse omfattet af bestemmelsen.

I tilfælde, hvor hospitaler og andre sanitetsenheder ændrer status til at udgøre et militært mål, vil der skulle gives en advarsel, før angrebet gennemføres, så eksempelvis sundhedspersonale og patienter på hospitalet kan evakueres inden angrebet. Der vil om muligt skulle fastsættes en tidsfrist, inden for hvilken modparten gives mulighed for at rette op på adfærden, fjerne eventuelle misforståelser herom eller evakuere beskyttede personer inden et angreb.

Det vil være selve angrebet, der er strafbart efter den foreslåede bestemmelse. Det er derfor uden betydning, om der faktisk er forvoldt skade på bygninger m.v. eller civile ejendomme eller genstande.

Udtrykket »angriber« indebærer enhver form for voldshandling, hvad enten den er offensiv eller defensiv, i overensstemmelse med bl.a. artikel 49, stk. 1, i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne. Offensive handlinger og defensive handlinger er modsætninger, hvor offensive handlinger kan karakteriseres som fremstød for at slå fjenden fuldstændig, mens defensive handlinger kan karakteriseres som forsvarskamp. Cyberangreb vil også kunne være omfattet af begrebet »angreb«, hvis hensigten med cyberangrebet er at forvolde fysisk skade eller drab på civile eller civilbefolkningen.

Ved bygninger, der anvendes til »religion«, forstås steder, der anvendes til gudsdyrkelse eller anden religiøs praksis, f.eks. kirker, synagoger, moskeer og templer.

Ved bygninger, der anvendes til »uddannelse«, forstås steder, der anvendes til at uddanne civilbefolkningen, f.eks. grundskoler, ungdomsuddannelser og universiteter. Ved bygninger, der anvendes til »videnskab«, forstås ligeledes universiteter eller andre institutioner, hvor der foretages videnskabelig forskning.

Bygninger, der anvendes til »kunst«, kan eksempelvis omfatte steder, der anvendes til at producere eller fremvise kunst, herunder kunstmuseer.

Bygninger, der anvendes til »velgørende formål«, kan eksempelvis omfatte steder, der arbejder for nødhjælp, ulandsbistand eller kirkeligt arbejde.

»Historiske mindesmærker« vil omfatte mindesmærker til erindring om en historisk begivenhed, eksempelvis Frihedsstøtten i København, Dannevirke, Dybbøl Mølle, og krigsmindesmærker som f.eks. Mindelunden i Ryparken eller Monument over Danmarks internationale indsats efter 1948 i Kastellet.

»Hospitaler« omfatter alle steder, hvor syge og tilskadekomne patienter undersøges, plejes og behandles medicinsk. Ved »områder, hvor syge og sårede opsamles« forstås områder, hvor kamphandlingerne finder sted, der efter aftale med modparten er neutraliserede områder, så syge og sårede kombattanter og ikke-kombattanter og civile beskyttes uden forskelsbehandling mod den væbnede konflikts virkninger.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ii, i Straffedomstolens statut om angreb på civile genstande samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ix, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iv, om forsætlige angreb på bygninger, historiske mindesmærker, hospitaler m.v.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 4, er det en krigsforbrydelse at angribe kulturværdier under beskyttelse eller forhøjet beskyttelse eller anvende kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til støtte for militær aktion i strid med UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til § 1, nr. 1, 2 og 4, i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 5. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelserne.

Begrebet »kulturværdier« vil skulle forstås i overensstemmelse med konventionens definition, herunder flytbare og ikke-flytbare værdier af stor betydning for alle folkeslags kulturarv såsom mindesmærker, kirkelige eller verdslige, arkitektoniske, kunstneriske, historiske eller arkæologiske steder, kunstværker, manuskripter, bøger og andre genstande af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk interesse, såvel som videnskabelige samlinger og vigtige samlinger af bøger eller arkiver eller af reproduktioner af ovenfor beskrevne genstande.

Angrebet vil skulle være i strid med konventionens 2. protokol, hvilket bl.a. indebærer, at handlingerne skal være omfattet af protokollens tidsmæssige og geografiske anvendelsesområde, det vil sige under en væbnet konflikt, herunder også besættelse. Afgrænsningen er nærmere beskrevet i protokollens artikel 3 og artikel 22 samt konventionens artikel 18. Ødelæggelser, som sker af bydende militær nødvendighed, er ikke omfattet, jf. artikel 6 i konventionens 2. protokol.

Angreb på kulturværdier under »beskyttelse« indebærer, at kulturværdierne vil skulle være omfattet af den almindelige beskyttelse efter konventionens artikel 4 eller særlig beskyttelse efter konventionens artikel 8. Angreb på kulturværdier under »forhøjet beskyttelse« indebærer, at kulturværdierne vil skulle være tildelt forhøjet beskyttelse efter konventionens 2. protokol. Forhøjet beskyttelse tilkommer de kulturværdier, der er registreret som »kulturarv af største vigtighed for menneskeheden«, jf. artikel 10 i 2. tillægsprotokol. Forhøjet beskyttelse tildeles efter en godkendelsesproces. Listen omfatter bl.a. Castel del Monte i Italien, Askias’ grav i Mali og Angkor Wat i Cambodja.

For angreb på kulturværdier afhænger strafbarheden heller ikke af, at der faktisk er forvoldt skade på kulturværdier, da det strafbare vil være angrebet i sig selv.

Med »anvendelse til støtte for militær aktion« menes at gøre brug af kulturværdier eller deres umiddelbare omgivelser til formål, som vil kunne føre til, at kulturværdien udsættes for beskadigelse eller ødelæggelse eller bliver til et lovligt militært mål, som modparten efter omstændighederne berettiget kan angribe i overensstemmelse med artikel 13 i konventionens 2. protokol.

Militære mål skal være begrænset til dem, der ifølge deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et effektivt bidrag til en militæraktion, og hvis fuldstændige eller delvise ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende omstændigheder udgør en klar militær fordel, jf. artikel 52 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne.

Det forudsættes, at det foreslåede § 118 h, nr. 4, alene anvendes, hvis forholdet ikke er omfattet af de øvrige krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til artikel 8 om krigsforbrydelser i Straffedomstolens statut.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 5, er det en krigsforbrydelse at dræbe eller såre en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningspersonen har ret til beskyttelse, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Den foreslåede bestemmelse sigter til at kriminalisere det såkaldte forbud mod perfidi i den humanitære folkeret.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være strafbart for en gerningsperson at dræbe eller såre en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningspersonen har ret til beskyttelse ved at have en beskyttet status efter folkeretten. Forbrydelsen vil dermed være fuldbyrdet, når den besvegne modstander er blevet skadet eller dræbt.

Det vil være en betingelse, at den svigagtige handling er begået mod en modstander i forbindelse med den væbnede konflikt.

Svigen kan eksempelvis bestå i, at en gerningsperson skjuler sin identitet ved at iføre sig civil beklædning for at give modstanderen indtryk af, at gerningspersonen har en beskyttet civilstatus. Det kan ligeledes være tilfælde, hvor en kombattant foregiver at være såret og have nedlagt sine våben, således at der foregives at have en beskyttet status som hors de combat.

Svig kan endvidere eksempelvis bestå i, at parlamentærflaget (det hvide fredsflag) svigagtigt bruges til at give indtryk af, at man ønsker at forhandle, eller hvor Genève-konventionernes beskyttede kendemærker eller emblemer eller uniformer tilhørende FN bruges til at overbevise modstanderen om, at man har en beskyttet status i henhold til den humanitære folkeret. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor gerningspersonen anvender et Røde Kors-køretøj for at komme tæt på modstanderen, hvorefter der åbnes ild.

Gerningspersonen vil skulle have forsæt til besvige modparten og derved forråde den skabte tillid eller tro til at dræbe eller såre modparten.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ix, i Straffedomstolens statut om ved svig at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige nation eller hær.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 6, er det en krigsforbrydelse at beordre eller true med, at der ikke vil blive vist nåde, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Det vil med den foreslåede bestemmelse være strafbart at beordre personer under gerningspersonens effektive myndighed og kontrol til, at der ikke må vises nåde, eller udstede en erklæring om eller true modstanderen med, at der ikke vil blive vist nåde.

Formuleringen »ikke vil blive vist nåde« indebærer, at der hverken må ske overgivelse eller være nogen overlevende. Det vil sige, at der afgives en ordre eller trussel om, at modpartens ønske om at overgive sig ikke vil blive efterkommet, og at modparten skal udslettes.

Det strafbare efter bestemmelsen vil være selve ordren eller truslen om, at der ikke må vises nåde.

Det vil være en betingelse for strafansvar efter bestemmelsen, at den pågældende har effektiv myndighed og kontrol over den underordnede styrke. Formelt rangniveau er ikke afgørende. Det afgørende vil være, at den pågældende har effektiv myndighed og kontrol over de underordnede.

I tilfælde, hvor ordren udføres af de underordnede styrker mod modstandere, der klart giver udtryk for, at de har til hensigt at overgive sig, og afstår fra fjendtlige handlinger, vil de underordnede kunne straffes for krigsforbrydelse ved drab af beskyttede personer efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 1, herunder beskyttede personer med status af hors de combat. Den overordnede, der har afgivet ordren, vil i sådanne tilfælde kunne straffes for medvirken efter straffelovens § 23. I andre tilfælde vil den overordnede efter omstændighederne kunne straffes efter den foreslåede § 118 j om kommandosvar, hvis den overordnede ikke medvirker efter straffelovens § 23.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. x, i Straffedomstolens statut om at have erklæret eller beordret, at der ikke måtte være nogen overlevende, med det formål at true fjenden eller for at udføre fjendtligheder.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 7, er det en krigsforbrydelse at angribe med viden om, at det vil forårsage vilkårlig skade på civile personer eller tab af deres liv, skade på civile ejendomme og genstande eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Den foreslåede bestemmelse sigter til at pålægge et strafansvar for at påføre kollaterale skader, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel. Det vil sige en overtrædelse af proportionalitetsprincippet efter den humanitære folkeret. De kollaterale skader vil dermed skulle være uforholdsmæssige sammenholdt med den forventede konkrete og direkte militære fordel. Det vil sige, at der skal foretages en vurdering af forholdsmæssigheden af den samlede betydning af de kollaterale skader på den ene side og den forventede konkrete og direkte militære fordel på den anden side. Kun de uforholdsmæssige kollaterale skader vil være omfattet af bestemmelsen, mens forholdsmæssige kollaterale skader ikke vil være omfattet af bestemmelsen.

Udtrykket »klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel« indebærer, at fordelen vil skulle være konkret, hvorved forstås specifik frem for generel, og at fordelen vil skulle være direkte, hvorved forstås, at der er årsagssammenhæng mellem angrebet og den militære fordel. Fordelen vil skulle være tidsmæssigt tæt forbundet med angrebet, så fordelen er så sikkert indtrædende, at den som udgangspunkt alene er betinget af den militære aktions succesfulde gennemførelse og de naturlige følger heraf. At den forventede kollaterale skade klart skal overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel for at være en krigsforbrydelse indebærer, at forholdsmæssighedsvurderingen klart skal falde ud til et sådant resultat.

Et isoleret set uforholdsmæssigt angreb vil efter omstændighederne kunne være et forholdsmæssigt angreb i den planlagte, sammenhængende og tidsmæssigt afgrænsede samlede militære aktion.

Ved »civile personer« forstås enhver, der ikke er kombattant, når angrebet finder sted i forbindelse med en international væbnet konflikt, jf. artikel 50 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter. I ikke-internationale væbnede konflikter er »civile« enhver, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, jf. artikel 13, stk. 3, i 2. tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter.

»Civile ejendomme eller genstande« er alle ejendomme og genstande, der ikke udgør militære mål. Militære mål er lovlige angrebsmål i forbindelse med en væbnet konflikt. Militære mål skal være begrænset til dem, der ifølge deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et effektivt bidrag til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller delvise ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende omstændigheder udgør en klar militær fordel, jf. artikel 52 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne.

Begreberne ejendomme og genstande vil skulle forstås i overensstemmelse med begrebet »objekt« i den humanitære folkeret. Omfattet er eksempelvis bygninger, landområder, broer og dyr.

Et omfattet militært angreb, der forårsager kollaterale skader, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel, vil eksempelvis kunne være anvendelse af missilsystemer, som er så upræcise, at de ikke er i stand til at træffe et bestemt militært mål, forudsat at gerningspersonen har viden om missilsystemets upræcished.

Udtrykket »naturmiljøet« vil omfatte det naturlige miljø forstået i bred forstand. Det omfatter eksempelvis økosystemer, befolkninger, genstande nødvendige for befolkningens overlevelse, skove, flora, fauna og andre biologiske eller klimatiske elementer.

Det vil være en betingelse, at angrebet på naturmiljøet har forårsaget »udbredt, langvarig og alvorlig skade« på naturmiljøet. Der er tale om en betingelse, der indeholder en meget høj tærskel for angrebet, herunder at skaden eksisterer i flere årtier. Eksempelvis vil anvendelse af atomvåben som udgangspunkt overskride tærsklen og dermed være omfattet. Det samme vil gøre sig gældende for angreb mod anlæg eller installationer med farlige kræfter, f.eks. et kernekraftværk.

Anvendelse af herbicider (plantegifte) vil desuden kunne være omfattet, f.eks. en gift, der sprøjtes ud fra et luftfartøj, som skaber udbredt, langvarig og alvorlig skade på økosystemer og civilbefolkningen, herunder fosterskader.

Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at angribe med viden om, at angrebet ville forårsage kollaterale skader, der er uforholdsmæssige sammenholdt med den forventede konkrete og direkte militære fordel. Det vil være gerningspersonens viden på angrebstidspunktet om skaderne af angrebet, der er afgørende. Det vil dermed være de for gerningspersonen tilgængelige oplysninger på angrebstidspunktet, som skal indgå i vurderingen af, hvad gerningspersonen vidste.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iv, i Straffedomstolens statut om forsætlige angreb med viden om, at det pågældende angreb vil forårsage vilkårlige tab blandt civile eller skade på civile eller civile objekter eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville overstige den forventede konkrete og direkte samlede militære fordel. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imidlertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 8, er det en krigsforbrydelse at anvende tilstedeværelsen af en beskyttet person, jf. § 118 e, stk. 3, til at opnå, at visse steder, områder eller væbnede styrker ikke kan gøres til militære mål, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Bestemmelsen sigter til at gøre det strafbart som konfliktpart at anvende beskyttede personer som menneskeskjolde imod deres vilje med det formål at beskytte egne stillinger og militære mål eller for at hindre modstanderens militære operationer.

Bestemmelsen vil omfatte situationer, hvor gerningspersonen placerer individuelle civile eller dele af civilbefolkningen i militære mål, og situationer, hvor militære mål placeres blandt civilbefolkningen.

Placeringen af individuelle civile eller dele af civilbefolkningen i militære mål kan finde sted ved f.eks. at placere civile i permanente installationer såsom bygninger, våbendepoter, barakker, foran oliekilder, eller i mobile objekter som f.eks. militære hovedkvarterer og kampvogne.

Placeringen af militære mål blandt civilbefolkningen kan f.eks. finde sted på den måde, at våben lagres i private hjem eller ved, at beboelsesområder anvendes til militære formål.

Begge situationer skal være udført med det specifikke formål at beskytte eller lette egne militære operationer eller for at hindre modstanderens militære operationer.

Udtrykket »beskyttet person« er defineret i det foreslåede § 118 e, stk. 3. Der henvises nærmere til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Det vil ikke have betydning for bestemmelsens anvendelse, om den beskyttede person faktisk skades eller dræbes som følge af udnyttelsen som menneskeskjold.

Brug af civile personer som skjold fratager ikke de civile personer deres beskyttelse og giver ikke modparten ret til at angribe i strid med den humanitære folkeret. En civil vil dog miste sin beskyttelse, hvis den civile af egen drift tager direkte del i fjendtlighederne ved at beskytte en konfliktparts militære mål.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiii, i Straffedomstolens statut om udnyttelse af tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til at sikre visse steder, områder eller militære styrker mod militære operationer under en international væbnet konflikt. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imidlertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Efter det foreslåede § 118 h, nr. 9, er det en krigsforbrydelse at angribe byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke udgør militære mål, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved formuleringen »byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares« forstås, at byen, landsbyen, boligen eller bygningen er åben for besættelse uden modstand og frit kan besættes.

Det vil være en betingelse, at det angrebne område eller sted ikke udgør et militært mål. Det vil indebære, at kombattanter og flytbart militært udstyr skal være evakueret fra området eller stedet. Bestemmelsen vil også omfatte angreb mod demilitariserede zoner, det vil sige afgrænsede områder, hvor konfliktparterne har aftalt, at der ikke må befinde sig bl.a. militært personel.

Det uforsvarede område eller sted skal være tæt på kampområdet. Områder eller steder bag kampfronten vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Den foreslåede bestemmelse sigter til at beskytte byer, landsbyer, boliger eller bygninger mod angreb, når disse er forladt og kan indtages uden kamp, da angrebet så ikke vil være en militær nødvendighed.

Udtrykket »angriber« omfatter enhver form for handling, hvad enten den er offensiv eller defensiv, i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne. Offensive handlinger og defensive handlinger er modsætninger, hvor offensive handlinger kan karakteriseres som fremstød for at slå fjenden fuldstændig, mens defensive handlinger kan karakteriseres som forsvarskamp. Cyberangreb vil således også være omfattet af begrebet »angreb«, hvis hensigten med cyberangrebet er at forvolde skade eller drab på civile eller civilbefolkningen. Angreb vil omfatte eksempelvis bombardementer.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, i Straffedomstolens statut om angreb på ubeskyttede steder. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imidlertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 h om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder.

I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder og en eller flere af straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation, der er part i en international eller ikke-international væbnet konflikt, og begår bl.a. forbrydelser rettet mod civile.

Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder eller efter både terrorbestemmelserne og bestemmelsen om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.5 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 i)

Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler. Handlingerne vil dog efter omstændighederne kunne straffes efter den militære straffelovs § 36, stk. 2, om forsætligt brug af krigsmiddel, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret. Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 3.5.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler i straffeloven som § 118 i, hvorefter det gøres strafbart at anvende fem typer af kampmidler i tilknytning til en væbnet konflikt.

Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folkeret, der grundlæggende skelner mellem to konflikttyper: internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. En international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater. En ikke-international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Det er de faktiske forhold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt. En parts manglende anerkendelse af, at der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke betydning.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling omfattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 i, nr. 1-5, samt at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den humanitære folkeret. I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved alle fem forbrydelser vil udgøre en krigsforbrydelse i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være foretaget i sammenhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på engelsk gengivet som: »in the context of and was associated with«. Handlinger, der tilfældigvis finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen.

Efter det foreslåede § 118 i, nr. 1, er det en krigsforbrydelse at anvende gift eller giftige våben i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »giftige våben« forstås et våben, hvis primære eller eneste virkning er at forgifte eller kvæle. Gift kan både være naturligt udvundet fra f.eks. dyr og være fremstillet via kemiske processer.

For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skal den anvendte gift eller det giftige våben forårsage død eller alvorlig helbredsskade gennem dets giftige egenskaber som en del af dets normale anvendelse. Der vil således skulle foretages en vurdering af midlets karakter.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiii, i Straffedomstolens statut om anvendelsen af gift eller forgiftede våben.

Efter det foreslåede § 118 i, nr. 2, er det en krigsforbrydelse at anvende biologiske eller kemiske våben i tilknytning til en væbnet konflikt.

Ved »biologiske« våben forstås våben, der er designet til at anvende mikrobiologiske eller andre biologiske stoffer eller toksiner til at forårsage død eller alvorlig skade på helbredet. Det er uden betydning, hvilken oprindelse eller fremstillingsmetode disse mikrobiologiske stoffer har.

Ved »kemiske« våben forstås våben, der er designet til at anvende giftige kemikalier og deres udgangsstoffer til at forårsage død eller alvorlig skade på helbredet gennem dets kvælende eller giftige egenskaber. Giftige kemikalier er ethvert kemikalie, som ved sin indvirkning på biologiske processer kan forårsage død eller varig skade på mennesker eller dyr. Det er uden betydning, hvilken oprindelse eller fremstillingsmetode kemikalierne har.

For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skal det anvendte biologiske eller kemiske våben forårsage død eller alvorlig skade på helbredet som en del af dets normale anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xviii, og artikel 8, litra e, nr. xiv, i Straffedomstolens statut om kvælende, giftige eller andre gasser m.v. samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvi, om bakteriologiske og andre biologiske stoffer.

Efter det foreslåede § 118 i, nr. 3, er det en krigsforbrydelse at anvende projektiler, der nemt udvides eller udflades i den menneskelige krop, i tilknytning til en væbnet konflikt.

Udtrykket »udvides« er synonymt med at ekspandere. Udtrykket tager sigte på omkredsen af projektilet. Et projektil, der eksploderer, »udvides« ikke i bestemmelsens forstand.

Ved »udflades« vil skulle forstås, at projektilet flades ud. Et projektil, der krummer, bøjer eller i øvrigt ændrer form til noget, der ikke er fladt, vil ikke være udfladet efter den foreslåede bestemmelse.

Udtrykket »nemt« indebærer, at projektilet i de fleste situationer vil udvides eller udflades, men ikke nødvendigvis, at det skal ske i alle situationer. For at være omfattet af bestemmelsen skal projektilet være designet til at være ekspanderende med det formål at forårsage død eller skade ved træfning. Projektilets designede skadevirkning skal desuden være af en art, som medfører uundgåelig overflødig skade eller unødvendig lidelse.

Projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop, kan eksempelvis være ammunition af typen »soft point«, der er kendetegnet ved at have en hård kappe, som ikke dækker hele kernen, eller ammunition af typen »hollow point«, der har en udhulet spids. Det kan desuden være projektiler, der er gennemhullet af indskæringer, hvorved projektilets skadevirkning forøges.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xix, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xv, i Straffedomstolens statut om anvendelsen af forbudte projektiler.

Efter det foreslåede § 118 i, nr. 4, er det en krigsforbrydelse at anvende våben, hvis primære våbenvirkning er at påføre den menneskelige krop skade ved sprængstykker, som ikke kan opfanges ved en røntgenundersøgelse, i tilknytning til en væbnet konflikt.

For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skal våbnets primære våbenvirkning og dermed dets designede formål være at påføre sådanne skader med sprængstykker, der ikke kan opfanges i den menneskelige krop.

Ikke-opfangelige sprængstykker kan eksempelvis være glasfragmenter, plastfragmenter eller plastikmateriale baseret på nanoteknologi.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxviii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvii, i Straffedomstolens statut om våben, der ikke lader sig opfange i det menneskelige legeme ved røntgen.

Efter det foreslåede § 118 i, nr. 5, er det en krigsforbrydelse at anvende laservåben, der er specifikt designet til som dets eneste eller en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed, i tilknytning til en væbnet konflikt.

For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skal virkningen af laservåbnet være at forårsage permanent blindhed. Det udelukker ikke, at laservåbnet også kan have andre våbenvirkninger. Omfattet vil også være laservåben, der ikke er designet til at have en sådan våbenvirkning, men som efterfølgende tilvirkes til at have det.

Våbenvirkningen at forårsage permanent blindhed skal være rettet mod det ubeskyttede øje, hvorved forstås det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger som f.eks. almindelige briller eller kontaktlinser.

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxix, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xviii, i Straffedomstolens statut om laservåben.

Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 i om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler.

I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler og en eller flere af straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation, der er part i en international eller ikke-international væbnet konflikt og anvender biologiske eller kemiske våben mod civile.

Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler eller efter både terrorbestemmelserne og bestemmelsen om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.6 og 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 j)

Det følger af straffelovens § 23, stk. 1, at den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen.

Ved forbrydelser, hvor tilregnelseskravet er forsæt, kan der ikke straffes for uagtsom medvirken efter straffelovens § 23. Det bemærkes i den forbindelse, at straf for overtrædelse af de foreslåede bestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vil kræve forsæt.

Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 3.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i straffeloven som § 118 j, der pålægger en militær eller civil leder eller en person, der faktisk handler som sådan, selvstændigt strafansvar for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, hvis personer under vedkommendes myndighed og kontrol begår en forbrydelse omfattet af §§ 118 c-118 i, og forbrydelsen er en følge af, at lederen ikke har udøvet behørig kontrol over dem, når to kumulative betingelser er opfyldt, jf. nedenfor.

Ved »militær eller civil leder« med »myndighed og kontrol« forstås en person, der som leder har bemyndigelse til at udstede ordrer i en formel hierarkisk struktur. Der vil ikke være et krav om et særligt formelt niveau af rang. Lederen behøver ikke at være den direkte leder, men kan også – og vil formentlig i praksis ofte – være en leder, der befinder sig flere led over de faktisk udførende gerningspersoner i den hierarkiske kommandostruktur, og som dermed ikke selv har været direkte involveret i udførelsen af de strafbare handlinger, jf. herved bemærkningerne nedenfor.

Inden for den militære hierarkiske struktur vil der være en formodning for, at en overordnet har en sådan kommandomyndighed, at vedkommende såvel formelt som reelt kan gennemtvinge sin vilje gennem udstedelse af ordrer.

Uden for en sådan formel hierarkisk militært opbygget struktur med mere løse og uformelle kommandoveje vil det afgørende være, om der er tale om en »person, der faktisk handler som sådan«. Det vil omfatte personer, der har en sådan faktisk myndighed og kontrol, at den pågældende besidder en reel evne til at forhindre eller straffe andre personers ulovlige handlinger, således at disse personer de facto må anses for værende underordnet den pågældende. Et menigt medlem af en enhed, som de øvrige medlemmer i særlig grad er tilbøjelige til at lytte til, og som herigennem er i stand til at udøve indflydelse på de andre, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af kommandoansvaret.

Omfattet vil kunne være eksempelvis personer, der er en del af paramilitære enheder, der ikke er en del af den væbnede styrke, eller politiansatte med kommando over væbnede politistyrker.

Det vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt en person har myndighed og kontrol, at den pågældende har beføjelse til at udstede ordrer, kapacitet til at sikre overholdelse af ordrer samt til at kunne erstatte, fjerne, disciplinere og efterforske de underordnede. Omvendt vil manglende efterlevelse af ordrer og en svag kommandokæde kunne tale for, at den pågældende ikke har den fornødne effektive kommandomyndighed og kontrol med andre medlemmer af samme enhed.

Det vil ikke være en forudsætning, at den militære eller civile leder eller en person, der faktisk handler som sådan, har en eksklusiv myndighed og kontrol over de underordnede. Det vil sige, at en leder vil kunne holdes strafferetligt ansvarlig for handlinger begået af personer under vedkommendes myndighed og kontrol, selv om andre ledere ligeledes har myndighed og kontrol over de samme personer.

Det vil være et grundlæggende krav, at en person under vedkommendes myndighed og kontrol faktisk har begået en forbrydelse omfattet af de foreslåede §§ 118 c-118 i. Forbrydelsen vil skulle være et resultat af, at lederen ikke har udøvet behørig kontrol over personerne under vedkommendes effektive myndighed og kontrol. Der vil således skulle være en sammenhæng mellem forbrydelsen og den pågældende leders undladelse af at udøve behørig kontrol med sine underordnede.

Herudover vil de to betingelser i § 118 j, nr. 1 og 2, skulle være opfyldt.

Den første betingelse i § 118 j, nr. 1, vil være, at lederen vidste eller burde have vidst, at de underordnede havde påbegyndt en sådan forbrydelse, eller at den var umiddelbart forestående.

Denne første betingelse indeholder således tilregnelseskravet for den pågældende leder for så vidt angår betingelsen om de underordnedes handlinger, hvilket indebærer, at den militære eller civile leder efter omstændighederne tillige vil kunne straffes for uagtsomhed. Det vil sige, at det almindelige krav efter straffelovens § 19 om forsæt som betingelse for strafansvar ved overtrædelse af en straffelovsbestemmelse her er fraveget.

Det bemærkes for så vidt angår danske militære operationer, at dansk militært personel er underlagt en handle- og meldepligt, hvilket bl.a. betyder, at danske soldater, der bliver bekendt med forhold, der giver anledning til mistanke om overtrædelser af grundlæggende menneskerettigheder eller den humanitære folkeret, herunder om at der udøves tortur m.v., skal indberette forholdet via deres overordnede til Forsvarets Operationscenter.

Kommandoansvaret indebærer ikke i sig selv en almindelig og generel strafsanktioneret forpligtelse for en overordnet til løbende at følge med i, hvad de underordnede foretager sig. Der vil således skulle foreligge konkrete informationer for den overordnede, der indikerer, at de underordnede har påbegyndt en overtrædelse som nævnt i §§ 118 c-118 i, eller at den er umiddelbart forestående. Omvendt vil en overordnet ikke kunne undgå et strafferetligt ansvar ved at holde sig i bevidst uvidenhed om de underordnedes handlinger.

Den anden betingelse i § 118 j, nr. 2, vil være, at lederen undlod at iværksætte nødvendige og rimelige tiltag, som stod i vedkommendes magt, for at forhindre eller standse forbrydelsen, eller undlod at rapportere forholdet til en kompetent myndighed for strafforfølgning.

Denne betingelse indebærer en handlepligt for den pågældende leder til at forhindre forbrydelsen, før den begås, at standse forbrydelsen, imens den begås, eller – hvis forbrydelsen ikke kunne forhindres eller standses ved de nævnte tiltag fra lederens side – at rapportere forholdet til en kompetent myndighed for strafforfølgning efterfølgende.

Hindre, standse eller rapportere er således udtryk for, hvilken handlepligt der indtræder for en overordnet, afhængigt af om de underordnede endnu ikke har begået forbrydelsen, er ved at begå forbrydelsen eller har begået forbrydelsen.

Det vil bero på en helhedsvurdering, om lederen har opfyldt sin pligt til at hindre eller standse forbrydelsen ved at iværksætte nødvendige og rimelige tiltag.

Det forudsættes, at lederens efterfølgende rapportering af de underordnedes forbrydelse ikke fritager lederen for strafansvar, hvis lederen kunne have iværksat nødvendige og rimelige tiltag, som stod i vedkommendes magt, for at forhindre eller standse forbrydelsen.

Et strafansvar for lederen som følge af manglende rapportering vil således kun komme på tale, hvis forbrydelsen ikke kunne forhindres eller standses ved nødvendige og rimelige tiltag i lederens magt. Det vil herudover som nævnt være en betingelse, at de underordnedes forbrydelse er et resultat af, at lederen ikke har udøvet behørig kontrol over de underordnede, og at lederen vidste eller burde have vidst, at de underordnede havde påbegyndt forbrydelsen, eller at den var umiddelbart forestående.

Det forudsættes endvidere, at den foreslåede bestemmelse om kommandoansvar alene finder anvendelse, hvis den pågældende leder ikke vil kunne pålægges et almindeligt strafansvar for overtrædelse af §§ 118 c-118 i eller for medvirken til overtrædelserne efter straffelovens § 23. Det almindelige medvirkensansvar vil dermed udelukke samtidig retsforfølgning for kommandoansvar for samme gerning. Der kan således ikke straffes i sammenstød mellem bestemmelsen og det almindelige medvirkensansvar.

Anvendelsesområdet for den foreslåede § 118 j om kommandoansvar må på den baggrund navnlig forventes at være tilfælde, hvor den militære eller civile leder ikke selv har været til stede på gerningsstedet på gerningstidspunktet eller har haft en mere perifer rolle. Dertil kommer, at § 118 j udvider den subjektive tilregnelse til også at omfatte visse uagtsomme forhold, hvorved bemærkes at strafansvaret for overtrædelse af de foreslåede §§ 118 c-118 i, herunder i form af medvirken efter § 23, vil være betinget af forsæt, jf. straffelovens § 19. Kommandoansvaret har således til formål at supplere § 23.

Straffen for overtrædelser omfattet af kommandoansvaret efter den foreslåede § 118 j vil skulle fastsættes efter den bestemmelse, som de underordnede har overtrådt, det vil sige §§ 118 c-118 i, jf. § 118 k.

Den foreslåede bestemmelse svarer overordnet til gerningsindholdet i artikel 28 om ansvar for militære og andre overordnede i Straffedomstolens statut, idet det dog bemærkes, at der som nævnt i pkt. 3.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger er forskellige synspunkter i Straffedomstolens praksis og i litteraturen på visse elementer i artikel 28. Der er herudover visse forskelle mellem artikel 28 og den foreslåedes bestemmelse, jf. nærmere pkt. 3.7.3 og 3.7.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det bemærkes, at der i artikel 28 skelnes mellem civile og militære ledere. I den foreslåede bestemmelse vil strafansvaret for civile og militære ledere være sidestillet, så civile ledere kan ifalde et kommandoansvar under samme betingelser som militære ledere.

Straffedomstolens og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 j om kommandoansvar.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.3 og 3.7.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 118 k)

Dansk straffelovgivning indeholder ikke straffebestemmelser om aggressionsforbrydelser eller regler om kommandoansvar. Endvidere er der ikke straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser. Forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vil imidlertid efter omstændighederne kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser eller efter militær straffelov. Det gælder eksempelvis straffelovens § 237 om drab, §§ 244-246 om vold, § 261 om frihedsberøvelse og § 291 om hærværk, der har strafferammer på mellem 1 år og 6 måneders fængsel og fængsel indtil på livstid.

Folkedrab er strafbart efter lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab og kan straffes med fængsel indtil på livstid.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i straffeloven som § 118 k, der indeholder strafferammerne for aggressionsforbrydelser efter § 118 b, folkedrab, herunder tilskyndelse til folkedrab, efter § 118 c, forbrydelser mod menneskeheden efter § 118 d og de fem foreslåede bestemmelser om krigsforbrydelser i §§ 118 e-118 i samt kommandoansvar efter § 118 j for underordnedes overtrædelse af de nævnte bestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Det forudsættes for så vidt angår forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, at der ved den konkrete straffastsættelse for overtrædelse af §§ 118 d-118 i vil skulle tages udgangspunkt i strafniveauet for den overtrædelse, som det eventuelt ville udgøre efter de nuværende straffebestemmelser, herunder § 216 om voldtægt, § 237 om drab og §§ 244-246 om vold, men således, at straffen fastsættes i et passende højere niveau som følge af, at der er tale om en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse, dog afhængigt af den konkrete forbrydelse.

Efter det foreslåede § 118 k, stk. 1, straffes overtrædelse af § 118 b, § 118 c, stk. 1, § 118 d eller § 118 j, jf. § 118 b, § 118 c, stk. 1, eller § 118 d, med fængsel indtil på livstid.

Der vil således efter den foreslåede bestemmelse være en strafferamme på fængsel indtil på livstid for aggressionsforbrydelser efter den foreslåede § 118 b, folkedrab efter det foreslåede § 118 c, stk. 1, og forbrydelser mod menneskeheden efter den foreslåede § 118 d samt kommandoansvar efter den foreslåede § 118 j for underordnedes overtrædelse af de nævnte bestemmelser om folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.

Efter det foreslåede § 118 k, stk. 2, straffes overtrædelse af §§ 118 e, 118 h eller 118 i eller § 118 j, jf. §§ 118 e, 118 h eller 118 i, med fængsel indtil 16 år.

Der vil således efter den foreslåede bestemmelse være en strafferamme på fængsel indtil 16 år for krigsforbrydelser rettet mod personer efter den foreslåede § 118 e, krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder efter den foreslåede § 118 h og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler efter den foreslåede § 118 i samt kommandoansvar efter den foreslåede § 118 j for underordnedes overtrædelse af de nævnte bestemmelser.

Efter det foreslåede § 118 k, stk. 3, straffes overtrædelse af § 118 c, stk. 2, § 118 f, § 118 g eller § 118 j, jf. § 118 c, stk. 2, § 118 f eller § 118 g, med fængsel indtil 12 år.

Der vil således efter den foreslåede bestemmelse være en strafferamme på fængsel indtil 12 år for tilskyndelse til folkedrab efter det foreslåede § 118 c, stk. 2, krigsforbrydelser mod ejendom efter den foreslåede § 118 f og krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker efter den foreslåede § 118 g samt kommandoansvar efter den foreslåede § 118 j for underordnedes overtrædelse af de nævnte bestemmelser.

Der er efter de foreslåede § 118 g, nr. 1 og 2, ikke krav om, at der faktisk sker skade på de angrebne personer, bygninger, materiel m.v. Den foreslåede strafferamme afspejler dermed strafværdigheden ved det blotte angreb mod sådanne humanitære indsatser.

Det foreslås i § 118 k, stk. 4, at straffen for overtrædelse af §§ 118 e, 118 g, 118 h eller 118 i eller § 118 j, jf. §§ 118 e, 118 g, 118 h eller 118 i, kan stige indtil fængsel på livstid, når overtrædelsen er af særlig grov beskaffenhed, herunder når overtrædelsen omfatter drab.

Efter den foreslåede bestemmelse vil der således være en sidestrafferamme for de særligt grove overtrædelser, hvilket vil omfatte krigsforbrydelser rettet mod personer efter den foreslåede § 118 e, krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker efter den foreslåede § 118 g, krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder efter den foreslåede § 118 h og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler efter den foreslåede § 118 i samt kommandoansvar efter den foreslåede § 118 j for underordnedes overtrædelse af de nævnte bestemmelser.

Efter det foreslåede § 118 k, stk. 5, skal det ved fastsættelsen af straffen for overtrædelse af §§ 118 e-118 i eller § 118 j, jf. §§ 118 e-118 i, i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at handlingen er begået som led i en plan eller politik eller som led i omfattende forbrydelser af nævnte art.

At det vil være en skærpende omstændighed, at handlingen er begået som led i en plan eller politik eller som led i omfattende forbrydelser af nævnte art, afspejler artikel 8, stk. 1, i Straffedomstolens statut, hvoraf fremgår, at Straffedomstolen skal have jurisdiktion med hensyn til krigsforbrydelser, navnlig sådanne, der begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser. Det foreslås på den baggrund, at de to alternative kriterier begge skal udgøre en strafskærpende omstændighed.

Udtrykket »plan eller politik« indebærer, at en konfliktpart aktivt fremmer eller tilskynder til den pågældende krigsforbrydelse, og at gerningspersonen har forsæt til at fremme denne plan eller politik ved sin forbrydelse.

»Som led i omfattende forbrydelser af nævnte art« indebærer, at den pågældende krigsforbrydelse vil skulle være begået i sammenhæng med et større antal krigsforbrydelser begået af forskellige gerningspersoner, hvilke er rettet mod personer og har et stort omfang af skade. Der vil i vurderingen kunne lægges vægt på, om krigsforbrydelserne var massive, hyppige, rettede mod et større antal personer og udført af flere i forening. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om krigsforbrydelserne er rettet mod forskellige geografisk spredte steder. Gerningspersonen vil skulle have forsæt til, at den pågældende krigsforbrydelse er begået som led i omfattende udførelse af sådanne krigsforbrydelser. Enkeltstående handlinger uden relation til en sådan større sammenhæng vil således ikke være omfattet af den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2, 3.2.4, 3.3.3, 3.3.4, 3.4.3, 3.4.4, 3.5.3, 3.5.4, 3.6.2, 3.6.3, 3.7.3 og 3.7.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede § 118 k, stk. 6, finder §§ 118 d-118 i også anvendelse på handlinger foretaget før den 1. januar 2025, hvis handlingen kan straffes efter regler, som var gældende på gerningstidspunktet, og handlingen efter folkeretten udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse på gerningstidspunktet. Straffen kan ikke overskride den straf, som ville være blevet idømt efter de på gerningstidspunktet gældende bestemmelser, som handlingen kan straffes efter.

Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at er den ved en handlings påkendelse gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter den ældre lov. Beror ophøret af lovens gyldighed på ydre, strafskylden uvedkommende forhold, bliver handlingen at bedømme efter den ældre lov, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt.

Forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan i dag som udgangspunkt alene straffes som bl.a. drab, vold eller en seksualforbrydelse efter straffeloven samt eventuelt efter militær straffelov, dog således at det må antages, at det forhold, at den strafbare handling er foretaget som led i en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse, efter omstændighederne vil kunne indgå som en strafskærpende omstændighed efter straffelovens almindelige regler herom. Fremover vil sådanne forbrydelser kunne straffes som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, der har et andet og mere bebyrdende gerningsindhold. Eksempelvis forudsætter drab som forbrydelse mod menneskeheden, at gerningspersonen har dræbt en person, og at drabet er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. De objektive elementer i gerningsindholdet adskiller sig således fra drabsbestemmelsen i straffelovens § 237.

Det må på den baggrund antages, at straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., ikke vil føre til, at sådanne handlinger foretaget før lovens ikrafttræden vil skulle pådømmes efter de foreslåede nye bestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Det foreslåede § 118 k, stk. 6, indebærer på den baggrund, at de foreslåede bestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i §§ 118 d-118 i under visse betingelser vil finde anvendelse på handlinger foretaget før disse bestemmelsers ikrafttræden.

Det vil for det første være en betingelse, at handlingen kan straffes efter regler, som var gældende på gerningstidspunktet, herunder straffeloven og militær straffelov, og at strafansvaret efter disse regler ikke er forældet. Det bemærkes i den forbindelse, at forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, som er omfattet af Straffedomstolens statut, ikke forældes, jf. den gældende bestemmelse i straffelovens § 93 a.

Det vil for det andet være en betingelse, at handlingen efter folkeretten udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse på gerningstidspunktet.

Ved den nærmere fastlæggelse af, hvad der var gældende folkeret på gerningstidspunktet, vil der kunne tages udgangspunkt i internationale konventioner, uanset om de er generelle eller specifikke, staters praksis, generelle retsprincipper samt retspraksis fra internationale ad hoc domstole (herunder ICTY, ICTR, SCSL og ECCC) såvel som juridisk litteratur, jf. herved artikel 38 i statutten for Den Internationale Domstol.

Der vil kunne være tilfælde, hvor en overtrædelse af de foreslåede bestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået før lovens ikrafttræden ikke udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse efter folkeretten. Det gælder eksempelvis tilfælde, hvor en handling ikke udgjorde en krigsforbrydelse i en ikke-international væbnet konflikt efter den humanitære folkeret på gerningstidspunktet.

Den straf, der idømmes i tilfælde, hvor det foreslåede § 118 k, stk. 6, finder anvendelse, vil som nævnt ikke kunne overskride den straf, som ville være blevet idømt efter bestemmelserne, der gjaldt på gerningstidspunktet. Det bemærkes i den forbindelse, at det må antages, at det forhold, at den strafbare handling er foretaget som led i en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse, efter omstændighederne vil kunne indgå som en strafskærpende omstændighed efter straffelovens almindelige regler herom, jf. i den forbindelse Højesterets dom af 15. august 1995 i sag I 447/1994 (gengivet i UfR 1995, side 838) om krigsforbrydelser begået i Balkan, hvor Højesteret lagde til grund, at forholdene kunne karakteriseres som »grove overtrædelser« af Genève-konventionerne – det vil sige en krigsforbrydelse – og tiltrådte landsrettens afgørelse om strafforhøjelse efter straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt.

Som eksempel på et tilfælde, hvor det foreslåede § 118 k, stk. 6, vil kunne finde anvendelse, kan nævnes en voldtægt begået mod en civil person i foråret 2024 i tilknytning til en væbnet konflikt. En sådan gerning vil være omfattet af det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 4, om krigsforbrydelse ved voldtægt af en beskyttet person. Handlingen er desuden strafbar efter straffelovens § 216, stk. 1, om voldtægt, der gjaldt på gerningstidspunktet, og kunne på gerningstidspunktet betegnes som en krigsforbrydelse efter den humanitære folkeret i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. Handlingen vil dermed i medfør af § 118 k, stk. 6, kunne straffes efter § 118 e, stk. 1, nr. 4, om krigsforbrydelse ved voldtægt af en beskyttet person, selv om handlingen er foretaget før denne bestemmelses ikrafttræden.

Som et andet eksempel kan nævnes en tvangsforsvinding begået i foråret 2024 som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. En sådan gerning vil være omfattet af det foreslåede § 118 d, nr. 10, om tvangsforsvinding som en forbrydelse mod menneskeheden. Handlingen kunne på gerningstidspunktet straffes efter bl.a. straffelovens § 261 om frihedsberøvelse og kunne på dette tidspunkt betegnes som en forbrydelse mod menneskeheden efter folkeretten. Handlingen vil dermed kunne straffes efter § 118 d, nr. 10, om tvangsforsvinding som en forbrydelse mod menneskeheden, selv om handlingen er foretaget før denne bestemmelses ikrafttræden.

Straffen vil i eksemplerne som nævnt ikke kunne overskride den straf, som ville være blevet idømt efter bestemmelserne, der gjaldt på gerningstidspunktet.

I tilfælde, hvor betingelserne for at anvende det foreslåede § 118 k, stk. 6, ikke er opfyldt, vil straffelovens § 3 gælde. Det bemærkes i den forbindelse, at det som nævnt må antages, at forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået før lovens ikrafttræden ikke som følge af straffelovens § 3 vil kunne pådømmes efter de foreslåede nye straffebestemmelser. Disse tilfælde vil derfor skulle afgøres efter de straffebestemmelser, som var gældende på gerningstidspunktet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger om den tidsmæssige gyldighed af de foreslåede bestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

(Til § 118 l)

Der er i gældende dansk ret ikke en straffebestemmelse, som selvstændigt kriminaliserer tortur. Torturhandlinger kan derimod efter omstændighederne være omfattet af andre af straffelovens bestemmelser, herunder forbrydelser begået i offentlig tjeneste eller hverv efter kapitel 16, voldtægt efter § 216 eller vold efter §§ 244-246.

Det følger af straffelovens § 157 a, stk. 1, at det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af straffeloven skal indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller på baggrund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, jf. straffelovens § 157 a, stk. 2.

Bestemmelsen er en strafskærpelsesregel, der indebærer, at en overtrædelse af grunddeliktet skal straffes strengere, hvis forbrydelsen er begået ved tortur som defineret i § 157 a, stk. 2.

Efter militær straffelovs § 27 a er det på tilsvarende vis en strafskærpende omstændighed, hvis en overtrædelse af den militære straffelov er begået ved tortur.

Det foreslås, at der indsættes en særskilt materiel straffebestemmelse om tortur i straffeloven som § 118 l. Efter bestemmelsen straffes med fængsel indtil 12 år den, der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv eller som udøver en funktion, der svarer til eller kan ligestilles hermed, og som påfører en anden person stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, eller som opfordrer til, samtykker i eller på lignende måde indvilliger i, at en sådan smerte eller lidelse påføres af en tredjeperson 1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, 2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, 3) på baggrund af enhver form for forskelsbehandling, herunder den pågældendes køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, politiske overbevisning, sociale status, handicap, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, eller 4) på baggrund af et formål af lignende karakter.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til torturdefinitionen i artikel 1, stk. 1, i FN’s torturkonvention, dog med enkelte tilpasninger til dansk lovgivning, jf. nærmere pkt. 3.8.3 og 3.8.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Omfattet af bestemmelsen vil være handlinger, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Der vil således være et tærskelkrav om, at den påførte fysiske eller psykiske smerte eller lidelse skal være »stærk«. Det er dermed ikke enhver form for fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, der er omfattet af bestemmelsen.

Stærk smerte eller lidelse kan eksempelvis være forårsaget af slag, herunder mod de nøgne fodsåler (falanga), spark, elektrisk tortur på kønsdelene og andre følsomme steder på kroppen, seksuelle overgreb, herunder voldtægt, fastholdelse i smertefulde stillinger, hyppig anvendelse af lys-, lyd- eller støjpåvirkning, indespærring, herunder i isolation eller mørke, afskæring fra søvn samt trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv eller nærtstående personer, herunder trusler om seksuelle overgreb.

FN’s Istanbul-protokol (manual om effektiv undersøgelse og dokumentation af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) angiver en række eksempler på torturmetoder, som er internationalt anerkendte som forårsagende stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, og som vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt tærskelkravet i bestemmelsen er opfyldt.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være et krav, at gerningspersonen virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, eller at den pågældende udøver en funktion, der svarer til eller kan ligestilles hermed.

Udtrykket »virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv« vil skulle forstås i overensstemmelse med formuleringen i straffelovens kapitel 16.

Offentlig tjeneste omfatter al beskæftigelse i den statslige, regionale og kommunale forvaltning, hvad enten den består i at træffe afgørelser eller udøve faktisk virksomhed såsom transport, undervisning og behandling. Eksempelvis vil politi- og fængselsbetjente være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Offentligt hverv omfatter både hverv, der beror på valg, kontrakt og pligtmæssig tjeneste. Eksempelvis vil medlemmer af Folketinget og kommunalbestyrelser være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Både dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv vil være omfattet af bestemmelsen. Udenlandsk offentlig tjeneste eller hverv omfatter bl.a. personer, der udøver en offentlig funktion for et andet land, herunder for en offentlig styrelse eller en offentlig virksomhed. International offentlig tjeneste eller hverv omfatter bl.a. personer, der arbejder ved Den Europæiske Unions institutioner, og medlemmer af Europa-Parlamentet og EU-Domstolen. Tjeneste ved bl.a. FN, NATO, Europarådet og OECD vil ligeledes være omfattet.

Torturhandlingen vil skulle være begået i forbindelse med gerningspersonens offentlige tjeneste eller hverv. Lovovertrædelser, som er begået uden forbindelse med gerningspersonens tjeneste eller hverv, vil således ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det vil f.eks. gælde tilfælde, hvor en offentligt ansat uden for tjenesten udsætter en anden person for grov vold på baggrund af personens seksuelle orientering. I disse tilfælde vil der i stedet kunne straffes efter straffelovens nugældende bestemmelser, f.eks. voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246, jf. § 81, nr. 6.

Udtrykket »udøver en funktion, der svarer til eller kan ligestilles hermed« omfatter eksempelvis tilfælde, hvor en gerningsperson tilhører en ikke-statslig organisation eller gruppe, der udøver faktisk myndighed over et bestemt geografisk afgrænset område. FN’s Torturkomité har således lagt til grund, at ikke-statslige grupper, der i et kontrolleret område de facto udøver myndighed, der er sammenlignelig med statslig myndighedsudøvelse, er omfattet af torturdefinitionen i torturkonventionen (»other person acting in an official capacity«).

Strafansvar for tortur efter den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med FN’s torturkonventions torturdefinition både omfatte tilfælde, hvor gerningspersonen selv påfører den stærke fysiske eller psykiske smerte eller lidelse, og tilfælde, hvor gerningspersonen opfordrer til, samtykker til eller på lignende måde indvilliger i, at en tredjeperson påfører denne smerte eller lidelse på den forurettede. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor den offentligt ansatte samtykker eller indvilliger i, at en anden offentligt ansat udfører tortur. Det kan ligeledes være tilfælde, hvor en privat militær operatør foretager torturhandlinger mod tilbageholdte fanger med samtykke eller accept fra en militær leder eller en anden offentligt ansat. Det kan endvidere være tilfælde, hvor der med samtykke eller indvilligelse fra en offentligt ansat begås torturhandlinger i et privat drevet fængsel eller asylcenter. Dette indebærer, at offentligt ansatte m.v. ikke kan lade private personer udføre tortur uden derved at overtræde den foreslåede torturbestemmelse, herunder eksempelvis tortur udført af private, der i realiteten er udført på statens vegne eller i statens interesse.

Private personer, det vil sige personer, som hverken er offentligt ansatte eller bestrider et offentligt hverv eller varetager en funktion, der svarer til eller kan ligestilles hermed, vil som udgangspunkt ikke egenhændigt kunne være ansvarssubjekter efter bestemmelsen.

Disse privatpersoner vil efter omstændighederne kunne ifalde straf for medvirken, jf. straffelovens § 23. Det følger af straffelovens § 23, stk. 2, at strafansvar for medvirken også omfatter den, der medvirker til at krænke et særligt pligtforhold, men selv står uden for dette. Det betyder, at der kan pålægges et medvirkensansvar i tilfælde, hvor en person, der ikke virker i offentlig tjeneste eller hverv, medvirker til en lovovertrædelse, der begås af en person, som virker i offentlig tjeneste eller hverv. Den foreslåede § 118 l om tortur vil dermed have karakter af et såkaldt særdelikt, som udenforstående kun kan medvirke til overtrædelse af.

Det forudsættes, at formuleringen »opfordrer til, samtykker i eller på lignende måde indvilliger i« vil omfatte tilfælde, der allerede efter gældende ret ville kunne straffes som medvirken, herunder også strafbar medvirken ved passivitet, til den handling, som påfører den stærke fysiske eller psykiske smerte eller lidelse. Medvirkensforholdet vil således som minimum skulle have en sådan karakter, at den offentligt ansattes handling kan betragtes som et udtryk for et samtykke. I sådanne tilfælde vil den offentligt ansatte, der »opfordrer til, samtykker i eller på lignende måde indvilliger i«, at en udenforstående privatperson udøver tortur omfattet af den foreslåede bestemmelse, kunne straffes direkte efter den foreslåede bestemmelse. Den udenforstående privatperson, der i disse tilfælde forudsættes at være den, der rent faktisk udøver torturhandlingen, vil tillige kunne straffes efter bestemmelsen med henvisning til straffelovens § 23, stk. 1, jf. stk. 2, som beskrevet ovenfor.

For overordnede vil den særlige medvirkensregel i straffelovens § 151 finde anvendelse. Det følger af straffelovens § 151, at overordnede i offentlig tjeneste eller hverv, der tilskynder eller medvirker til, at underordnede forbryder sig i denne tjeneste, straffes, uden hensyn til om den underordnede kan straffes eller på grund af vildfarelse eller af andre grunde er straffri, efter den for den pågældende forbrydelse gældende bestemmelse. I disse tilfælde vil straffelovens § 151 træde i stedet for straffelovens § 23, hvorved reglerne om strafnedsættelse og strafbortfald efter sidstnævnte bestemmelse ikke finder anvendelse. Det har imidlertid i praksis stort set ingen betydning, da de indbyggede regler om strafnedsættelse og strafbortfald i straffelovens § 23 sjældent benyttes.

Efter den foreslåede bestemmelse er det endvidere en betingelse, at torturhandlingen er begået med et bestemt formål.

Efter det foreslåede § 118 l, nr. 1, vil det udgøre et formål omfattet af torturbestemmelsen, at handlingen er udført for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen. Eksempelvis vil fremskaffelse af oplysninger eller en tilståelse i forbindelse med efterforskning af et strafbart forhold eller til efterretningsformål være omfattet.

Efter det foreslåede § 118 l, nr. 2, vil det endvidere udgøre et formål omfattet af torturbestemmelsen, at handlingen er udført for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget.

Udtrykket »afstraffe« omfatter uretmæssige gengældelser og repressalier. Der vil typisk være tale om handlinger, der har karakter af at være enten organiserede eller planlagte. Ikke alle former for voldsudøvelse eller overskridelse af grænserne for lovlig magtanvendelse vil udgøre afstraffelse i bestemmelsens forstand.

Udtrykket »skræmme« vil skulle forstås i overensstemmelse med kriteriet i straffelovens § 266 om fremkaldelse af alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd.

Udtrykket »tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget« vil skulle forstås på samme måde som straffelovens § 260.

Efter det foreslåede § 118 l, nr. 3, vil det udgøre et formål omfattet af torturbestemmelsen, at handlingen er udført på baggrund af enhver form for forskelsbehandling, herunder på baggrund af den pågældendes køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, politiske overbevisning, sociale status, handicap, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.

De oplistede diskriminationsgrunde omfatter de diskriminationsgrunde, som fremgår af straffelovens § 266 b om trusler, forhånelse og nedværdigelse af bestemte grupper af personer. Herudover er der ligesom i den eksisterende strafskærpelsesbestemmelse i straffelovens § 157 a tilføjet køn og politisk overbevisning, da disse forhold også vil kunne være udgangspunkt for torturhandlinger.

De oplistede diskriminationsgrunde er ikke udtømmende. Det vil dog være en forudsætning, at andre diskriminationsgrunde er af lignende karakter og alvor.

Efter det foreslåede § 118 l, nr. 4, vil det desuden udgøre et formål omfattet af torturbestemmelsen, at handlingen er udført på baggrund af et formål af lignende karakter som formålene i nr. 1-3.

Det forudsættes, at denne bestemmelse fortolkes snævert, således at de andre mulige formål skal være nært beslægtede med de andre oplistede formål.

Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Dette spejler artikel 1 i FN’s torturkonvention, der ligeledes undtager smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner efter national ret eller international ret, fra torturdefinitionen. Det vil eksempelvis kunne være handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fange eller tvangsanbragt persons flugt. Det forudsættes, at det absolutte forbud mod tortur er indbygget i de eksisterende regler om lovlig magtanvendelse, f.eks. politilovens kapitel 4 om politiets anvendelse af magt.

Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at påføre den stærke fysiske eller psykiske smerte eller lidelse samt forsæt til at påføre denne smerte eller lidelse med et af de oplistede formål eller et formål af lignende karakter.

En torturhandling begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning vil være omfattet af det foreslåede § 118 d, nr. 6, om forbrydelser mod menneskeheden ved tortur. En torturhandling begået i forbindelse med en væbnet konflikt vil være omfattet af det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a, om krigsforbrydelse ved tortur. Det forudsættes, at en torturhandling, som kan henføres som en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse, straffes som en krigsforbrydelse eller forbrydelse mod menneskeheden efter de foreslåede bestemmelser i § 118 d, nr. 6, og § 118 e, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, men ikke samtidig efter den foreslåede torturbestemmelse i § 118 l.

Efter den foreslåede bestemmelse vil der være en strafferamme på 12 år. Det forudsættes, at straffen i konkrete sager fastsættes med udgangspunkt i, hvad straffen ville være blevet fastsat til, hvis der skulle straffes efter eksempelvis voldsbestemmelserne eller bestemmelserne om seksualforbrydelser, men således, at straffen fastsættes i et passende højere niveau som følge af, at der er tale om tortur.

Der vil kunne straffes i sammenstød mellem den foreslåede bestemmelse og andre lovovertrædelser, der har en vidererækkende strafferamme. Eksempelvis vil der i tilfælde, hvor en torturhandling er begået med forsæt til at dræbe en anden, skulle straffes i sammenstød med straffelovens § 237 om drab. Tilsvarende bør der også straffes i sammenstød med en længerevarende og kvalificeret ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 2, hvorunder forurettede har været udsat for tortur, uanset at denne bestemmelses strafferamme også er fængsel indtil 12 år. Det beror på, at den beskyttelsesinteresse, der knytter sig til selve frihedsberøvelsen, ikke uden videre er sammenfaldende med selve påførslen af stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8.3 og 3.8.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§§ 157 a og 157 b)

Efter straffelovens § 157 a, stk. 1, skal det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af straffeloven indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Overtrædelsen anses ifølge stk. 2 for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse 1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, 2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller 3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Straffelovens § 157 a tager udgangspunkt i FN’s torturkonventions definition af tortur i artikel 1, stk. 1.

Det følger af straffelovens § 157 b, at bestemmelserne i §§ 145-157 tilsvarende gælder i udøvelse af udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, hvis handlingen er omfattet af § 157 a. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen var formålet at sikre, at bestemmelserne i straffelovens 16. kapitel om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. ligeledes fandt anvendelse på personer i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, når der er tale om torturhandlinger, idet det ikke fuldstændig kan udelukkes, at der vil kunne blive begået torturhandlinger, som ikke vil være omfattet af straffelovens bestemmelser om legemskrænkelse, angreb på den personlige frihed m.v., men alene vil være omfattet af straffelovens §§ 145-157, jf. herved Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, L 98 som fremsat, side 3541.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes en straffebestemmelse om tortur i straffeloven som § 118 l. Straffelovens §§ 157 a og 157 b vil på den baggrund have mistet deres betydning, og som en konsekvens heraf foreslås det, at de ophæves.

Kilde

Til nr. 1 (§§ 10 a og 27 a)

Efter militær straffelovs § 10 a indtræder forældelse ikke, når en lovovertrædelse er omfattet af militær straffelovs § 27 a.

Det følger af militær straffelovs § 27 a, stk. 1, at det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af militær straffelov skal indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller på baggrund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, jf. militær straffelovs § 27 a, stk. 2.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes en materiel straffebestemmelse om tortur i straffeloven som § 118 l. Den foreslåede bestemmelse omfatter handlinger foretaget i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, herunder handlinger foretaget af militært personel. Endvidere vil torturhandlinger foretaget som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning kunne straffes som forbrydelser mod menneskeheden efter det foreslåede § 118 d, nr. 6, og torturhandlinger foretaget i tilknytning til en væbnet konflikt vil kunne straffes som krigsforbrydelser efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a. Disse to bestemmelser vil ligeledes omfatte torturhandlinger foretaget af militært personel.

Som en konsekvens heraf foreslås det, at militær straffelovs §§ 10 a og 27 a ophæves.

Kilde

Til nr. 1 (§ 29 a)

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 29 a, stk. 1, lukkes dørene under et retsmøde under den forurettedes forklaring i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 222, stk. 2 (samleje med person under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), eller § 223, stk. 1 (samleje eller ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden hos en person under 18 år, der er stedbarn, plejebarn eller betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse), når den pågældende anmoder om det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1 (overtrædelse af de nævnte bestemmelser ved andet seksuelt forhold end samleje). Det følger af § 29 a, stk. 2, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden forevisning af lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale for under sagen.

Det foreslås at indsætte et nyt 3. pkt. i retsplejelovens § 29 a, stk. 1, hvorefter det samme endvidere gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser, der er nævnt i 1. og 2. pkt.

Det kommer dermed til at fremgå, at dørene under et retsmøde også skal lukkes i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og visse krigsforbrydelser, hvis forbrydelsen indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser, der er nævnt i § 29 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., når den forurettede anmoder om det. Det vil eksempelvis kunne være sager om forbrydelser mod menneskeheden ved voldtægt.

Til nr. 2 (§ 334 a, stk. 1)

Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 4, at i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210 (incest) eller 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), eller §§ 231 (grooming) eller 232 (blufærdighedskrænkelse) har den forurettede ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet. Efter retsplejelovens § 334 a, stk. 1, tilkommer der den advokat, som forud for eventuel anmeldelse til politiet vejleder forurettede i sådanne sager, et salær og eventuel godtgørelse, jf. § 741 a, stk. 4.

Det foreslås i retsplejelovens § 334 a, stk. 1, at ændre »sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210 eller 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller § 232« til: »de sager, der er nævnt i § 741 a, stk. 4«. Desuden foreslås det, at », jf. § 741 a, stk. 4« udgår.

Det vil således følge af bestemmelsen, at der tilkommer den advokat, som forud for eventuel anmeldelse til politiet vejleder forurettede i de sager, der er nævnt i § 741 a, stk. 4, et salær og eventuel godtgørelse.

Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af retsplejelovens § 741 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 5, som medfører, at forurettede i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse krigsforbrydelser og tortur samt sager om kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og visse krigsforbrydelser, der indebærer en handling, som er omfattet af straffelovens §§ 210 eller 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller §§ 231 eller 232, får ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.

Til nr. 3 (§ 741 a, stk. 1)

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, beskikker retten i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 119 b (angreb med genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 123 (vidnetrusler), § 210 (incest), §§ 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), §§ 231 (grooming) og 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på drab), §§ 242-246 (stalking, psykisk vold, fysisk vold), §§ 249 (uagtsom legemsbeskadigelse) og 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand), § 252, stk. 2 (hensynsløs fareforvoldelse), §§ 260-262 b (tvang, frihedsberøvelse, menneskehandel m.v.) eller § 288 (røveri), en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, skal beskikkelse ske i sager om overtrædelse af straffelovens § 210, § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed til at tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 741 a, stk. 3, at i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 b, § 123, §§ 218-220, § 222, stk. 1, § 223, stk. 2, §§ 231 og 232, § 237, jf. § 21, §§ 242-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 b eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 225, jf. §§ 218-220, § 222, stk. 1, eller § 223, stk. 2.

Det foreslås i retsplejelovens § 741 a, stk. 1, at indsætte en henvisning til de foreslåede bestemmelser i §§ 118 c-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i, § 118 l, om henholdsvis folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Forurettede i sådanne sager vil dermed have ret til en bistandsadvokat, når den forurettede fremsætter en begæring herom til retten.

Til nr. 4 (§ 741 a, stk. 2)

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, beskikker retten i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 119 b (angreb med genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv, § 123 (vidnetrusler), § 210 (incest), §§ 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), §§ 231 (grooming) og 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på drab), §§ 242-246 (stalking, psykisk vold, fysisk vold), §§ 249 (uagtsom legemsbeskadigelse) og 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand), § 252, stk. 2 (hensynsløs fareforvoldelse), §§ 260-262 b (tvang, frihedsberøvelse, menneskehandle m.v.) eller § 288 (røveri), en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, skal beskikkelse ske i sager om overtrædelse af straffelovens § 210, § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed til at tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 741 a, stk. 3, at i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 b, § 123, §§ 218-220, § 222, stk. 1, § 223, stk. 2, §§ 231 og 232, § 237, jf. § 21, §§ 242-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 b eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 225, jf. §§ 218-220, § 222, stk. 1, eller § 223, stk. 2.

Det foreslås at indsætte et nyt 4. pkt. i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, hvorefter det samme endvidere gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser, der er nævnt i 1. og 3. pkt.

Dette indebærer, at forurettede i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse krigsforbrydelser og tortur, der indebærer en handling, som er omfattet af straffelovens § 210, § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, eller § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, får beskikket en bistandsadvokat af retten, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig dette.

I sager, hvor folkedrabet, forbrydelsen mod menneskeheden, krigsforbrydelsen eller torturen består af incest eller en af de nævnte seksualforbrydelser, vil beskikkelse således skulle ske, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det, i modsætning til andre sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser eller tortur, hvor den forurettede selv vil skulle fremsætte en begæring om det.

Til nr. 5 (§ 741 a, stk. 4)

Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 4, at i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210 (incest) eller 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), eller §§ 231 (grooming) eller 232 (blufærdighedskrænkelse) har den forurettede ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.

Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt. i retsplejelovens § 741 a, stk. 4, hvorefter det samme gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser, der er nævnt i 1. pkt.

Det medfører, at forurettede i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse krigsforbrydelser og tortur samt i sager om kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og visse krigsforbrydelser vil have ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet, hvis forbrydelsen indebærer incest eller en seksualforbrydelse omfattet af straffelovens §§ 210 eller 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller §§ 231 eller 232.

Den forurettede vil desuden have ret til en vederlagsfri samtale med den beskikkede advokat efter sagens eller retshandlingens afslutning, jf. det foreslåede § 741 c, stk. 4, 4. pkt. (lovforslagets § 3, nr. 6).

Til nr. 6 (§ 741 c, stk. 4)

Efter retsplejelovens § 741 c, stk. 4, skal retten meddele bistandsadvokaten udskrift af dommen. Advokaten må ikke overlevere udskriften til den forurettede uden rettens samtykke. I sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210 (incest) eller 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), eller §§ 231 (grooming) eller 232 (blufærdighedskrænkelse) har den forurettede ret til en vederlagsfri samtale med den beskikkede advokat efter sagens eller retshandlingens afslutning.

Det foreslås at indsætte et nyt 4. pkt. i retsplejelovens § 741 c, stk. 4, hvorefter det samme gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser, der er nævnt i 3. pkt.

Det indebærer, at forurettede i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse krigsforbrydelser og tortur samt i sager om kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og visse krigsforbrydelser vil have ret til en vederlagsfri samtale med den beskikkede advokat efter sagens eller retshandlingens afslutning, hvis forbrydelsen indebærer incest eller en seksualforbrydelse omfattet af straffelovens §§ 210 eller 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller §§ 231 eller 232.

Den forurettede vil i øvrigt have ret til en vederlagsfri samtale forud for eventuel anmeldelse til politiet, jf. det foreslåede § 741 a, stk. 4, 2. pkt. (lovforslagets § 3, nr. 5).

Til nr. 7 og 8 (§ 745 e, stk. 1, nr. 2)

Efter retsplejelovens § 745 e, stk. 1, kan politiets afhøring af en person optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter § 872 (videoafhøring) i visse tilfælde. Efter § 745 e, stk. 1, nr. 2, litra a, kan videoafhøring anvendes i sager, hvor personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 210 eller kapitel 24. Videoafhøring kan også anvendes i sager, hvor personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens §§ 237 eller 242-246, hvor personen eller en af dennes nærmeste er forurettet og den, der er mistænkt, er en af personens nærmeste, jf. § 745 e, stk. 1, nr. 2, litra b.

Det foreslås i § 745 e, stk. 1, nr. 2, litra b, at ændre »personens nærmeste.« til »personens nærmeste, eller«.

Dette er en konsekvensændring som følge af, at det foreslås at indsætte et nyt litra c i § 745 e, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås således at indsætte et nyt § 745 e, stk. 1, nr. 2, litra c, hvorefter videoafhøring kan anvendes i sager, hvor personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens §§ 118 c-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i, eller § 118 l.

Bestemmelsen indebærer, at vidner under 15 år i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vil kunne videoafhøres med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen.

Til nr. 9 (§ 745 e, stk. 1, nr. 5)

Efter retsplejelovens § 745 e, stk. 1, kan politiets afhøring af en person optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter § 872 (videoafhøring) i visse tilfælde. Efter § 745 e, stk. 1, nr. 5, kan videoafhøring anvendes i sager, hvor personen er 15 år eller derover, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 225, jf. § 216, hvor personen er forurettet.

Det foreslås i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, nr. 5, efter »§ 216 eller § 225, jf. § 216,« at indsætte »eller en overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af § 216 eller § 225, jf. § 216,«.

Forslaget vil medføre, at forurettede over 15 år i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og visse krigsforbrydelser kan videoafhøres med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen, hvis forbrydelsen indebærer en seksualforbrydelse omfattet af § 216 eller § 225, jf. § 216.

Til nr. 10 (§ 783, stk. 2)

Det følger af retsplejelovens § 783, stk. 1, at indgreb i meddelelseshemmeligheden sker efter rettens kendelse. I kendelsen anføres de telefonnumre, lokaliteter, adressater eller forsendelser, som indgrebet angår, jf. dog stk. 2. Endvidere anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 783, stk. 2, 1. pkt., at når efterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.) eller §§ 123 (vidnetrusler) eller 180 (ildspåsættelse), § 183, stk. 2 (sprængning m.v. med fare for liv), §§ 191 (narkotikaforbrydelser), 191 a (kvalificeret handel med dopingmidler) eller 192 a (overtrædelse af lovgivning om våben og eksplosivstoffer), § 233, stk. 1 (rufferi), §§ 237 (drab) eller 245 (grov vold), § 246, jf. § 245 (grov vold med døden til følge), § 252, stk. 1 (fareforvoldelse), § 261, stk. 2 (langvarig frihedsberøvelse m.v.), §§ 262 a (menneskehandel) eller 262 b (menneskeudnyttelse), § 286, jf. § 276 (tyveri af særlig grov beskaffenhed), §§ 288 (røveri) eller 289 (særligt grov overtrædelse af skattelovgivningen m.v.), § 289, jf. § 289 a (EU-svig af særlig grov karakter), eller § 290 a, stk. 2 (hvidvask af særlig grov beskaffenhed), kan der i rettens kendelse i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3, ud over bestemte telefonnumre anføres den person, som indgrebet angår (den mistænkte). I så fald skal politiet snarest muligt efter udløbet af det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages, underrette retten om de telefonnumre, som indgrebet har været rettet imod, og som ikke er anført i kendelsen. Hvis særlige forhold taler for det, skal underretning efter 2. pkt. ske senest 24 timer efter indgrebets iværksættelse. Underretning efter 2. og 3. pkt. skal indeholde en angivelse af de bestemte grunde, der er til at antage, at der fra de pågældende telefonnumre gives meddelelser til eller fra den mistænkte. Retten underretter den beskikkede advokat, jf. § 784, stk. 1, der herefter kan indbringe spørgsmålet om lovligheden af indgrebet for retten. Retten træffer afgørelse ved kendelse. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til Rigsadvokaten. Indgreb, der efter rettens opfattelse ikke burde være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsministeriet. Den foreslåede bestemmelse omhandler såkaldt kendelse på person, hvor retskendelsen om telefonaflytning eller teleoplysning ud over bestemte telefonnumre også kan angive den person, som indgrebet angår.

Det foreslås i retsplejelovens § 783, stk. 2, 1. pkt., at ændre »kapitel 12 eller 13« til »kapitel 12-13 a«.

Det indebærer, at der vil kunne foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af kendelse på person, når efterforskningen angår en overtrædelse af det foreslåede kapitel 13 a i straffeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, det vil sige aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.

Til nr. 11 (§ 791 d, stk. 1)

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller hverv) eller 119 a (angreb med genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 263, stk. 1 (hacking), § 263 a (udbredelse af adgangsmiddel til datasystem m.v.), § 264 d, stk. 2 (videregivelse af meddelelser eller billeder af private forhold under særligt skærpende omstændigheder), eller §§ 279 (bedrageri), 279 a (databedrageri), 281 (afpresning), 290 (hæleri), 290 a (hvidvask), 300 a (groft uagtsomt bedrageri) eller 301 (uberettiget anvendelse af genererede betalingskortnumre m.v.).

Med forslaget indsættes i retsplejelovens § 791 d, stk. 1, en henvisning til de foreslåede bestemmelser om aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i straffelovens §§ 118 b-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 b-118 i, og § 118 l.

Det vil indebære, at en hjemmeside vil kunne blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser eller tortur. Det kunne eksempelvis være tilskyndelse til folkedrab efter det foreslåede § 118 c, stk. 2, i straffeloven, hvis det sker fra en hjemmeside. For de øvrige forbrydelser vil blokering af en hjemmeside særligt kunne være relevant i tilfælde, hvor den strafbare handling begået fra en hjemmeside består i at have medvirket til en forbrydelse, herunder opfordring til visse krigsforbrydelser som eksempelvis voldtægt efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 4, eller hvervning af et barn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 6.

Til nr. 12 (§ 799, stk. 1)

Det følger af retsplejelovens § 799, stk. 1, at såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 125 a (menneskesmugling), § 180 (ildspåsættelse med fare for liv), § 183, stk. 1 og 2 (sprængning, spredning af skadevoldende luftarter m.v.), § 183 a (ved tvang overtager kontrol med luftfartøj m.v.), § 186, stk. 1 (fareforvoldelse for liv og sundhed), § 187, stk. 1 (udbredelse af gift m.v.), § 191 (narkotikaforbrydelser), § 192 a (overtrædelse af lovgivning om våben og eksplosivstoffer), § 192 b, stk. 1-3 (skadeforvoldelse ved besiddelse m.v. af radioaktive stoffer), § 235 (udbredelse af seksuelt materiale af personer under 18 år), § 237 (drab), § 262 a (menneskehandel), 262 b (menneskeudnyttelse), § 286, stk. 1, jf. § 276 (tyveri af særlig grov beskaffenhed, § 286, stk. 1, jf. § 276 a (indbrudstyveri af særligt grov beskaffenhed), § 286, stk. 2, jf. § 279 (bedrageri af særlig grov beskaffenhed), § 286, stk. 2, jf. § 279 a (databedrageri af særlig grov beskaffenhed), §§ 288 (røveri) eller 289 (særligt grov overtrædelse af skattelovgivningen m.v.), § 290, stk. 2, jf. stk. 1 (hæleri af særlig grov beskaffenhed), eller § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særlig grov beskaffenhed), ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed over.

Det foreslås i retsplejelovens § 799, stk. 1, at ændre »kapitel 12 eller 13« til »kapitel 12-13 a«.

Det indebærer, at der vil kunne foretages hemmelig ransagning i sager om overtrædelse af det foreslåede kapitel 13 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, det vil sige aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.

Kilde

Det foreslås, at lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab ophæves.

Dette er en konsekvensændring som følge af den foreslåede § 118 c om folkedrab. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at er den ved en handlings påkendelse gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter den ældre lov. Beror ophøret af lovens gyldighed på ydre, strafskylden uvedkommende forhold, bliver handlingen at bedømme efter den ældre lov, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt.

Sager om folkedrab begået før lovens ikrafttræden vil derfor efter lovens ikrafttræden skulle afgøres efter det foreslåede § 118 c, stk. 1, om folkedrab (lovforslagets § 1, nr. 6), dog således at afgørelsen ikke herved må blive strengere end efter den hidtil gældende folkedrabslov. Det bemærkes i den forbindelse, at det foreslåede § 118 c, stk. 1, med en enkelt undtagelse svarer til folkedrabsloven.

Kilde

Det foreslås, at lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt ophæves.

Dette er en konsekvensændring som følge af de foreslåede § 118 f, nr. 3 og 4, samt det foreslåede § 118 h, nr. 4. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at er den ved en handlings påkendelse gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter den ældre lov. Beror ophøret af lovens gyldighed på ydre, strafskylden uvedkommende forhold, bliver handlingen at bedømme efter den ældre lov, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt.

Sager om overtrædelser af lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt begået før lovens ikrafttræden vil derfor efter lovens ikrafttræden skulle afgøres efter de foreslåede bestemmelser i § 118 f, nr. 3 og 4, og § 118 h, nr. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, dog således, at afgørelsen ikke herved må blive strengere end efter lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt. Det bemærkes i den forbindelse, at de foreslåede bestemmelser i § 118 f, nr. 3 og 4, og § 118 h, nr. 4, svarer til indholdet af lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Det foreslås endvidere i stk. 2, at § 1, nr. 5, også finder anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.

Det foreslås i § 1, nr. 5, at straffelovens § 93 b, stk. 1, affattes således, at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at når en lovovertrædelse er omfattet af kapitel 13 a, indtræder forældelse ikke. For enkelte forbrydelser vil det betyde en ændring i den nugældende retstilstand, som indebærer, at forbrydelser, der i dag er forældelige, fremover vil blive uforældelige. Det foreslåede § 6, stk. 2, vil indebære, at ændringen af forældelsesreglen også vil finde anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre strafansvaret for disse lovovertrædelser allerede er forældet ved lovens ikrafttræden.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne, men at § 2 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det indebærer bl.a., at § 1 (ændringerne af straffeloven), § 3 (ændringerne af retsplejeloven) og § 4 (ophævelsen af folkedrabsloven) ikke vil gælde for Færøerne og ikke vil kunne sættes i kraft for Færøerne. Det skyldes, at Færøerne den 1. marts 2010 overtog lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, og at der for Færøerne gælder en særlig retsplejelov.

Herudover indebærer det, at § 5 om ophævelse af lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt ikke vil gælde for Færøerne og ikke vil kunne sættes i kraft for Færøerne. Det skyldes, at loven ikke gælder for Færøerne og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne.

Militær straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 494 af 17. juni 2008, § 1 i lov nr. 1550 af 19. december 2017 og § 4 i lov nr. 708 af 8. juni 2018, gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Anordningshjemlerne er endnu ikke anvendt. Militær straffelov af 1973, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september 1987, er derfor fortsat gældende for Færøerne. Det foreslås på den baggrund, at lovens § 2 om ændring af militær straffelov af 2005 skal kunne sættes i kraft ved kongelig anordning.

Det foreslås i stk. 2, at loven ikke skal gælde for Grønland, men at §§ 2 og 4 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det indebærer bl.a., at § 1 (ændringerne af straffeloven) og § 3 (ændringerne af retsplejeloven) ikke vil gælde for Grønland og ikke vil kunne sættes i kraft for Grønland. Det skyldes, at der gælder en særlig kriminallov og retsplejelov for Grønland.

Herudover indebærer det, at § 5 om ophævelse af lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt ikke vil gælde for Grønland og ikke vil kunne sættes i kraft for Grønland. Det skyldes, at loven ikke gælder for Grønland og heller ikke kan sættes i kraft for Grønland.

Militær straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 494 af 17. juni 2008, § 1 i lov nr. 1550 af 19. december 2017 og § 4 i lov nr. 708 af 8. juni 2018, gælder ikke for Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Anordningshjemlerne er endnu ikke anvendt. Militær straffelov af 1973, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september 1987, er derfor fortsat gældende for Grønland. Det foreslås på den baggrund, at lovens § 2 om ændring af militær straffelov af 2005 kan sættes i kraft ved kongelig anordning.

Folkedrabsloven gælder direkte for Grønland. Det foreslås derfor, at § 4 om ophævelse af folkedrabsloven ikke skal gælde for Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. I det omfang der måtte blive indført regler om folkedrab i den grønlandske kriminallov, vil folkedrabsloven dermed kunne ophæves for Grønland ved anordning.