Lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og udlændingeloven (Forbud mod deltagelse i nattelivet, udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande og udvisning af udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten i forbindelse med overtrædelse af nærmere angivne bestemmelser i straffeloven ved dom kan give et forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 79 c om sådan et forbud.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 1 , der giver mulighed for, at personer, der idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens §§ 119 (vold og trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste), 119 b (angreb med genstand på personer i offentlig tjeneste), 123 (vidnetrusler), 134 a (deltagelse i slagsmål mv. på offentligt sted), 192 a (ulovlig våbenbesiddelse), § 244, stk. 1 (simpel vold), §§ 245 og 246 (grov vold og vold med døden til følge), § 252, stk. 1 (forsætlig fareforvoldelse), § 260, stk. 1 (ulovlig tvang), § 261, stk. 1 (ulovlig frihedsberøvelse), §§ 266 (trusler), 288 (røveri) og 291 (hærværk), af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives et opholdsforbud.

Et opholdsforbud vil kunne idømmes sammen med en ubetinget eller en betinget fængselsstraf samt i forbindelse med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a. Opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1, vil omvendt ikke kunne idømmes i sager, hvor straffen alene er bøde.

Et opholdsforbud vil kunne gives, uanset hvilken af de i den foreslåede § 79 c, stk. 1, nævnte bestemmelser eller særlove den pågældende dømmes for at have overtrådt, og det vil som udgangspunkt være uden betydning, hvor lang den idømte fængselsstraf er. Det forudsættes dog, at der normalvis vil skulle være tale om betinget eller ubetinget fængselsstraf på 30 dage eller derover, før et opholdsforbud er relevant. Opholdsforbud vil dog også efter omstændighederne kunne være relevant, hvis der idømmes en lavere straf, men hvor der f.eks. er tale om, at den pågældende gentagne gange tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet eller for kriminalitet, der er begået i nattelivet.

Den foreslåede ordning vil tillige omfatte forsøg på og medvirken til lovovertrædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.1.

Et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, vil være relevant, hvor forholdet, der giver anledning til opholdsforbuddet, er begået i nattelivet eller i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet.

Det vil således være relevant at idømme et opholdsforbud, hvis forholdet er begået i aften- og nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forholdet er begået en tidlig morgen i forlængelse af, at den pågældende har opholdt sig på en natklub, bar eller lignende.

Det afgørende vil være, at et forbud, på grund af karakteren af den begåede kriminalitet, vurderes at ville virke forebyggende i forhold til ny ligeartet kriminalitet. Der vil i den forbindelse f.eks. kunne lægges vægt på, om forholdet er begået på eller i tilknytning til et serveringssted eller i tilknytning til eller i en nattelivszone.

Et opholdsforbud vil skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et opholdsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse skulle tage stilling til, om det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil som udgangspunkt altid være tilfældet, hvis der er tale om gentagelsestilfælde.

Opholdsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter, hvorved den dømte har demonstreret en vis voldsparathed. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forholdet er begået af flere i forening, er begået over for flere ofre, eller der er tale om flere voldelige overfald af samme offer. Det kan også være tilfældet, hvis den pågældende har været i besiddelse af særligt farlige våben.

Det vil bero på rettens skøn, om det pådømte forhold er af en sådan karakter, at der kan gives forbud i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Et opholdsforbud vil endvidere skulle være proportionalt med den begåede kriminalitet. Den tidsmæssige udstrækning af et forbud vil i den forbindelse skulle indgå i proportionalitetsvurderingen. Det må antages, at et opholdsforbud meddelt for en periode på omkring 3 måneder almindeligvis vil være proportionalt, hvis der idømmes en betinget eller ubetinget fængelsstraf i omegnen af 30 dage, også i førstegangstilfælde.

Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er omfattet af den foreslåede § 79 c, stk. 1, skal der foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville have medført en straf af en varighed, der kan begrunde et opholdsforbud.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.1.1.

Et opholdsforbud vil efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 2, indebære, at den dømte ikke i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 må færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang.

Udtrykket »serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke« vil skulle forstås som i restaurationsloven og vil således omfatte steder, hvorfra der serveres drikkevarer med 2,8 pct. volumen alkohol eller derover, til nydelse på eller ved salgsstedet. Omfattet vil således være ethvert sted, der efter kl. 24 serverer øl, vin og spiritus samt andre alkoholiske drikkevarer med en alkoholprocent på over 2,8. Det vil være uden betydning, om der på stedet også serveres drikkevarer med under 2,8 pct. volumen alkohol, ligesom det vil være uden betydning, om serveringen sker indendørs eller udendørs og i forbindelse med servering af mad.

Udtrykket vil således omfatte natklubber, diskoteker, barer, værtshuse, restauranter, caféer og lignende, men også øvrige lokaliteter, hvorfra der foregår salg af stærke drikke. Kiosker og lignende vil ikke blive betragtet som serveringssteder omfattet af et forbud, medmindre der serveres stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet.

Et opholdsforbud vil omfatte alle serveringssteder i Danmark, hvorfra der serveres stærke drikke. Et forbud adskiller sig på denne baggrund fra et restaurationsforbud meddelt efter § 31, stk. 2, i lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., da et restaurationsforbud alene omfatter et eller flere bestemte serveringssteder.

Et opholdsforbud vil ikke omfatte områder i tilknytning til et serveringssted, medmindre serveringsstedet er placeret i en nattelivszone.

Udtrykket »offentlig adgang« vil skulle forstås i overensstemmelse med § 2 i ordensbekendtgørelsen og vil således omfatte områder, hvortil der er almindelig adgang. Det betyder, at f.eks. en bar eller en restaurant i en hotellobby vil være omfattet af et forbud, selvom den dømte ikke bor på hotellet, såfremt der er almindelig adgang dertil.

Et opholdsforbud vil for det andet indebære, at den dømte ikke må færdes og opholde sig i nattelivszoner udpeget af politiet i medfør af den foreslåede § 6 c i politiloven.

Udtrykket »færdes eller opholde sig« vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2. Færden eller ophold vil således omfatte enhver fysisk tilstedeværelse på de omfattede serveringssteder eller i en nattelivszone. Et opholdsforbud vil således indebære, at den blotte tilstedeværelse i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 på et serveringssted, der serverer stærke drikke eller en nattelivszone uden politiets forudgående tilladelse, vil udgøre en overtrædelse af forbuddet. Det vil gælde, selvom der er tale om et helt kortvarigt ophold.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.2.

Det foreslås i § 79 c, stk. 3, at politiet vil kunne meddele tilladelse til færden og ophold i nattelivszoner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Tilladelsesordningen forudsættes administreret restriktivt. Der vil dog kunne være særlige tilfælde, hvor den dømte vil have et særligt anerkendelsesværdigt formål med at færdes eller opholde sig i en nattelivszone i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Det forudsættes, at der som udgangspunkt kun vil blive meddelt tilladelse, når Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver dette.

Tilladelsesordningen vil for det første indebære, at den dømte på forhånd og på eget initiativ skal søge om tilladelse til færden eller ophold i en nattelivszone omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, og at den pågældende ikke lovligt vil kunne færdes eller opholde sig i områderne, før der eventuelt måtte være meddelt en sådan tilladelse.

Udtrykket »særlige grunde« vil i denne forbindelse skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 79 a, stk. 3, og § 79 b, stk. 4.

Som eksempler på tilfælde, hvor der vil foreligge »særlige grunde«, som vil kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold i et område, som er omfattet af et opholdsforbud, kan nævnes tungtvejende hensyn til den pågældendes eller dennes nærmeste pårørendes helbred, der forudsætter kontakt også i det tidsrum, opholdsforbuddet gælder i.

Det er ikke hensigten, at et opholdsforbud skal være til hinder for færden og ophold i nødsituationer, herunder den pågældendes eller dennes nærmeste pårørendes akutte henvendelse til et hospital. I disse tilfælde vil der således ikke kræves tilladelse fra politiet til færden og ophold i området.

Ved nærmeste pårørende forstås normalt personens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn og søskende.

Deltagelse i mere almindeligt eller hyppigt forekommende familiebegivenheder som f.eks. fødselsdage, højtider eller uformelle sammenkomster mv. vil som det klare udgangspunkt ikke udgøre en særlig grund i bestemmelsens forstand.

Der vil som udgangspunkt foreligge særlige grunde, hvis den dømte forud for dommen er bosat i et område omfattet af et forbud. Dette vil indebære, at der som det klare udgangspunkt vil skulle meddeles tilladelse til, at den pågældende kan blive boende i forbudsområdet. Tilladelsen bør omfatte vilkår om at kunne færdes frem og tilbage.

Der vil som det klare udgangspunkt ikke foreligge særlige grunde, hvis den pågældende ønsker at varetage arbejdsmæssige opgaver eller forpligtigelser på et sted eller i et område omfattet af et forbud.

I visse helt særlige situationer vil også tungtvejende hensyn til forsamlings- eller foreningsfriheden kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold i det område, som opholdsforbuddet omfatter.

De ovenfor anførte eksempler er ikke udtryk for en udtømmende opregning af de tilfælde, hvor der efter omstændighederne kan foreligge særlige grunde, som vil kunne begrunde en tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud.

Samlet set vil det således bero på en konkret og individuel afvejning, hvornår færden og ophold af særlige grunde må anses for »beføjet« i bestemmelsens forstand. Der vil i den forbindelse skulle foretages en hensynsafvejning af på den ene side formålet med tilladelsen samt den pågældendes personlige forhold og på den anden side hensynet til at forebygge kriminalitet i nattelivet. Den tidsmæssige og geografiske udstrækning af tilladelsen til ophold vil bero på en nærmere vurdering af formålet med tilladelsen og forholdene i øvrigt.

Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar overtrædelse af et opholdsforbud, hvis den dømte overtræder forbuddet uden at have søgt om tilladelse til det pågældende ophold. Dette gælder, uanset om det i øvrigt må antages, at tilladelse ville være givet, hvis der var søgt om den.

En ansøgning om tilladelse til ophold vil skulle indgives til politidirektøren i den eller de politikredse, hvor personen ønsker at opholde sig. En klage over en afgørelse om afslag på tilladelse vil i medfør af retsplejelovens § 109, stk. 1, skulle indgives til rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelse vil ikke kunne påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2. En afgørelse om afslag på tilladelse mv. vil endvidere kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.3.

Det foreslås i § 79 c, stk. 4, 1. pkt., at et opholdsforbud vil skulle gives på tid op til 2 år regnet fra endelig dom.

Den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud vil skulle afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen. Forbuddets varighed vil således skulle afspejle risikoen for, at den dømte begår ny ligeartet kriminalitet. Der vil i den forbindelse bl.a. skulle lægges vægt på grovheden af den begåede kriminalitet, og om den dømte tidligere er dømt for lignende lovovertrædelser.

Et opholdsforbud vil skulle være proportionalt med den begåede kriminalitet, og i den forbindelse vil den tidsmæssige udstrækning af et forbud skulle indgå i proportionalitetsvurderingen. Det forudsættes dog, at et opholdsforbud som udgangspunkt vil være af mindst 3 måneders varighed.

Ved fængsel i indtil 3 måneder må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 3 og 6 måneders varighed. Ved fængsel i indtil 6 måneder må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 6 og 12 måneders varighed og ved fængsel i mere end 1 år må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 1 til 2 års varighed.

Fastsættelsen af forbuddenes længde vil dog altid bero på domstolenes konkrete vurdering af, hvad der skønnes nødvendigt med henblik på at forebygge, at den pågældende begår ny, ligeartet kriminalitet.

I tilfælde, hvor der i den samlede strafudmåling tillige indgår straf for lovovertrædelser, som ikke opfylder betingelserne for idømmelse af forbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, eller hvor der udløses reststraf fra tidligere domme, vil retten skulle fastsætte den tidsmæssige udstrækning af forbuddet ud fra et skøn over, hvilken del af den samlede straf, der kan henføres til lovovertrædelser, som er omfattet af § 79 c, stk. 1.

En person, der er idømt et opholdsforbud, vil ved senere dom kunne idømmes et yderligere forbud, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yderligere forbud vil ligeledes få virkning fra endelig dom. Der vil i den forbindelse ikke været noget til hinder for, at der er tidsmæssigt overlap mellem flere idømte forbud.

På tilsvarende vis vil en person, der er meddelt et restaurationsforbud efter § 31, stk. 2 i lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., ved dom kunne idømmes et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1. Der vil således ikke være noget til hinder for, at der er tidsmæssigt overlap mellem et restaurationsforbud og et opholdsforbud.

Det følger af den foreslåede § 79 c, stk. 4, 2. pkt ., at ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges et opholdsforbud tilsvarende.

Ordningen vil indebære, at opholdsforbuddet forlænges i tid med den periode, hvor den dømte udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, som blev idømt sammen med forbuddet, eller udstår øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, når udståelsen finder sted, mens forbuddet har virkning.

Et opholdsforbud vil således blive forlænget, når den pågældende udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller arresthus. Tilsvarende vil et forbud bliver forlænget, hvis den pågældende efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen udstår fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus. Herudover vil et forbud blive forlænget, hvis den pågældende udstår straf i kriminalforsorgens pensioner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.

Perioden vil blive beregnet fra begyndelsen af afsoningen mv. til løsladelsen eller udskrivningen, hvorved forstås første løsladelse eller udskrivning fra den pågældende straf, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra straffen eller anden strafferetlig retsfølge.

Et opholdsforbud vil ligeledes blive forlænget i tid, hvis der træffes bestemmelse om genindsættelse efter eventuel prøveløsladelse eller prøveudskrivning eller efter betinget benådning.

Hvis den dømte varetægtsfængsles i forbindelse med en straffesag, der ligger efter den dom, hvorved et forbud er givet, vil forbuddet også skulle forlænges med denne frihedsberøvelse, medmindre den pågældende frifindes eller ikke idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. I sidstnævnte tilfælde vil der således ikke være tale om udståelse af fængselsstraf mv.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.4.

Det foreslås med bestemmelsen i § 79 c, stk. 5, at politiet vil kunne videregive oplysninger til indehavere og bestyrere af bestemte serveringssteder om, hvilke personer der er meddelt opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1. Videregivelsen må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve et forbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1.

Herved tilvejebringes hjemmel til, at politiet vil kunne videregive personoplysninger på personer med forbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1, til indehavere og bestyrere af serveringssteder.

Det vil være en betingelse for politiets videregivelse af oplysningerne, at videregivelsen ud fra en politifaglig vurdering er nødvendig for at kunne håndhæve et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, stk. 1.

Som eksempler på tilfælde, hvor politiet vil kunne videregive sådanne oplysninger, kan nævnes, at politiet er bekendt med, at den pågældende flere gange tidligere har begået lovovertrædelser på eller i tilknytning til et eller flere bestemte serveringssteder. Det kan derudover f.eks. være relevant at videregive sådanne oplysninger, hvis den pågældende tidligere er meddelt et restaurationsforbud efter § 31, stk. 2, i lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. til bestemte serveringssteder, eller hvis den pågældende har overtrådt sit opholdsforbud ved besøg på et bestemt serveringssted. Det vil endvidere kunne være tilfældet, hvor det forhold, der giver anledning til et forbud, er begået på et bestemt serveringssted og har været af en vis grovhed.

En sådan videregivelse vil ikke være i strid med forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt mv.

Med udtrykket »indehavere« og »bestyrere« skal forstås ledende medarbejdere på de omfattede serveringssteder. Hvor der i forhold til særlige serveringssteder er tale om, at den person, der er ansvarlig for driften, ikke formelt er indehaver eller bestyrer, men eksempelvis forpagter, forudsættes det således, at videregivelsen også kan ske til denne.

Politiet vil alene kunne videregive oplysninger om den dømtes navn, den dømtes billede og om forbuddets tidsmæssige udstrækning. Oplysninger om, hvilke konkrete strafbare forhold der ligger til grund for forbuddet, vil derimod ikke kunne videregives, da oplysningen ikke i sig selv har betydning for håndhævelsen af forbuddet.

Den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 6, 1. pkt., fastlægger den personkreds, der vil kunne behandle de oplysninger om et opholdsforbud, som politiet kan videregive til indehaveren eller bestyreren i medfør af stk. 5.

Det fremgår af bestemmelsen, at behandlingen som udgangspunkt alene vil kunne foretages af indehavere, bestyrere og dørmænd.

Begrebet »dørmænd« vil skulle forstås som autoriserede dørmænd, jf. restaurationslovens § 15 a, stk. 1, og personer, der i henhold til lov om vagtvirksomhed er autoriseret til at drive vagtvirksomhed samt en vagtvirksomheds godkendte personale, jf. § 15 a, stk. 3, i lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 6, 2. pkt., vil de oplysninger, der modtages fra politiet efter stk. 5, alene kunne behandles i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til håndhævelsen af forbuddet. Der skal således være en saglig begrundelse for at få adgang til og behandle de pågældende oplysninger.

Politiets og modtagernes behandling af oplysningerne vil endvidere skulle ske i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen, som beskrevet under pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger, idet der vil være tale om behandling af personoplysninger. Det bemærkes, at Justitsministeriet finder, at den foreslåede ordning generelt er i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen. Det vil dog bero på Datatilsynets eller domstolenes konkrete vurdering af det enkelte tilfælde, om de databeskyttelsesretlige regler, som beskrevet ovenfor i de almindelige bemærkninger pkt. 4, er overholdt.

Den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 7, vil indebære, at modtagerne har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som er nævnt i stk. 5. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f vil tilsvarende finde anvendelse.

Dermed fastsættes der tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om opholdsforbud, som politiet vil kunne videregive i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 5. Tavshedspligten vil gælde for indehavere, bestyrere og dørmænd samt eventuelle andre personer, der i medfør af regler fastsat efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 8, nr. 3, får adgang til de pågældende oplysninger.

Henvisningen til straffelovens §§ 152 og 152 c-f vil indebære, at enhver uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne kan straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Sker videregivelsen eller udnyttelsen med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 2 år.

Ved forslaget til bestemmelsen i § 79 c, stk. 8, bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om administrationen af forbudsordningen.

Det forudsættes, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 8, nr. 1 , vil blive fastsat regler om tilladelser efter bestemmelsens stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser. Der vil således i bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om ansøgningsprocedure og udstedelse af tilladelse til henholdsvis færden og ophold i en nattelivszone. Endvidere vil der blive fastsat nærmere regler om stedlig kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 3, fastsættelse af vilkår og tilbagekaldelse af tilladelser.

Der vil endvidere i bekendtgørelsen kunne fastsættes regler om politiets mulighed for at ændre eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis forudsætningerne for en tilladelse, herunder den dømtes personlige forhold, ændrer sig, hvis en tilladelse eller vilkårene herfor ikke overholdes, eller hvis oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil misbruge den meddelte tilladelse.

Det forudsættes endvidere, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 8, nr. 2, vil blive fastsat nærmere regler om politiets videregivelse af oplysninger efter stk. 5.

Det forudsættes, at der i medfør af bestemmelsen vil blive fastsat regler om, at politiet normalt skal give indehaveren eller bestyreren af en bestemt virksomhed individuel underretning. Det forudsættes, at der fastsættes regler om, at underretningen bl.a. vil skulle ske ved almindelige post eller eventuelt anbefalet brev eller ved krypteret e-post.

Det forudsættes, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 8, nr. 3, vil blive fastsat nærmere regler om behandlingen af oplysninger som nævnt i stk. 5. Der vil i medfør af bestemmelsen bl.a. kunne fastsættes krav til det berørte serveringssteds opbevaring og håndtering af de modtagne oplysninger, herunder i hvilket omfang indehaveren og bestyreren må videregive oplysningerne til andre ansatte på det pågældende serveringssted end dem, der specifikt er nævnt i stk. 6.

Efter omstændighederne vil det således være nødvendigt at lade andre ansatte på det pågældende serveringssted end dem, som er nævnt i stk. 6, få adgang til oplysningerne. Det vil navnlig kunne være tilfældet på serveringssteder uden adgangskontrol og dermed normalt uden dørmænd, idet der her – hvis adgangen til oplysningerne begrænses til indehavere, bestyrere og dørmænd – i indehaverens eller bestyrerens fravær ikke vil være nogen til at kontrollere, om en person har fået et forbud mod at komme på stedet. Den personalegruppe, der kunne blive tale om i sådanne tilfælde at give adgang til oplysningerne, vil være bartendere og serveringspersonale mv.

Det forudsættes endvidere i den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 8, nr. 4 , at der vil blive fastsat regler om straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af § 79 c, stk. 8, nr. 3.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.5.

Til nr. 2

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at en overtrædelse af et opholdsforbud efter den forslåede bestemmelse i § 79 c, kan straffes.

Det foreslås, at indsætte et stk. 2 i straffelovens § 124 a, hvorefter overtrædelse af et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Overtrædelse af et opholdsforbud vil kunne straffes ved grov uagtsomhed og forsæt.

Det skal ses i lyset af, at politiet med den foreslåede ordning vil have pligt til at offentliggøre enhver beslutning om at udpege en nattelivszone på politiets officielle hjemmeside, på sociale medier eller lignende, ligesom den pågældende politikreds skal udstede en pressemeddelelse om nattelivszonen og de nærmere detaljer omkring zonen.

Det må således almindeligvis antages, at der som minimum vil foreligge grov uagtsomhed, når en person med et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, ikke har orienteret sig – eller ikke orienteret sig tilstrækkeligt – om de gældende nattelivszoner, inden vedkommende bevæger sig ud i nattelivet i et område, hvor der er en tæt koncentration af barer, diskoteker og lignende.

Tilsvarende må antages at være tilfældet, hvor en person med et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, ikke gør sig bekendt med, om et serveringssted serverer stærke drikke, hvis vedkommende opholder sig på dette efter kl. 24.

Det vil dog altid bero på domstolenes frie bevisvurdering, om anklagemyndigheden har ført det til domfældelse fornødne bevis for, at den pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af et opholdsforbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt vil skulle fastsættes til bøde på 10.000 kr.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i andengangstilfælde og derover som udgangspunkt vil skulle fastsættes til fængsel i 30 dage.

Fastsættelsen af længden af straffen vil dog bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.

I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en straffesag for overtrædelse af et opholdsforbud vil der desuden kunne ske prøvelse af lovligheden af en beslutning om at udpege en nattelivszone.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.6.

Kilde

Til nr. 1

Der er ikke i gældende lovgivning regler, der gør det muligt for politiet at udstede et generelt forbud mod ophold i et bestemt område på baggrund af adfærden hos personer i det pågældende område. Politiet har dog en række muligheder for at udstede påbud og forbud mod ophold i et nærmere afgrænset område til bestemte personer på baggrund af de pågældendes adfærd i området, jf. f.eks. straffelovens §§ 79 a og 79 b, politilovens § 6 om visitationszoner og regler om bl.a. zoneforbud i ordensbekendtgørelsens § 6.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 6 b, stk. 1, i politiloven, hvorefter politiet med henblik på at fremme trygheden i et område kan udstede forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang (tryghedsskabende opholdsforbud). Et tryghedsskabende opholdsforbud er ikke til hinder for almindelig færden i området, jf. den foreslåede bestemmelses 2. pkt .

Et »bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang« skal efter den foreslåede bestemmelse forstås i overensstemmelse med § 2 i ordensbekendtgørelsen. Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 1, finder bekendtgørelsen, hvor ikke andet fremgår, anvendelse på borgernes adfærd på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig adgang. Bekendtgørelsen finder således f.eks. anvendelse på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige parker, jernbane- og rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige befordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden butikker, butikscentre og offentlige kontorer. Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 2, forstås ved en vej offentlig eller privat vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.

Et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse vil dog uanset sammenhængen med ordensbekendtgørelsen § 2 ikke kunne udstedes på indendørs arealer, hvortil der er almindelig adgang. I disse tilfælde vil lovgivningens øvrige muligheder for at meddele påbud eller forbud mod ophold på bestemte steder kunne finde anvendelse. Opholdsforbud vil således efter den foreslåede bestemmelse f.eks. kunne udstedes i områder i en offentligt tilgængelige park, plads og på udendørsarealer på tog- og rutebilstationer mv., men ikke i f.eks. offentligt tilgængelige butikscentre, aktivitetscentre, indendørs arealer på tog- og rutebilsstationer, offentlige befordringsmidler, parkeringskældre mv.

Området for det foreslåede tryghedsskabende opholdsforbud må herudover ikke være større end det påkrævede for at genoprette trygheden i området. Et tryghedsskabende opholdsforbud vil således alene kunne udstedes for mindre, afgrænsede områder, f.eks. en udendørs perron på en tog- og rutebilsstation, en bestemt plads, park eller vej. Der vil ikke kunne udstedes forbud, der omfatter større områder som f.eks. en bydel.

Det forudsættes, at det geografiske område for opholdsforbuddet vil skulle offentliggøres på en tydelig måde, jf. det foreslåede stk. 6.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.2.1.

Det foreslås i § 6 b, stk. 1, 2. pkt., at forbuddet ikke er til hinder for »almindelig færden i området«. Der vil således ved vurderingen af, om en persons tilstedeværelse i et forbudsområde udgør en overtrædelse af opholdsforbuddet skulle foretages en vurdering af, om tilstedeværelsen har karakter af ulovligt ophold eller almindelig færden i området.

Almindelig færden skal efter den foreslåede bestemmelse forstås som bevægelse gennem eller i området og kortvarige, naturlige, ophold i forbindelse med bevægelsen gennem eller i området. Det vil f.eks. være almindelig færden i bestemmelsens forstand at gå rundt på et udendørs butikstorv i forbindelse med et ærinde i en butik eller lignende i området eller at passere gennem torvet for at nå frem til et bestemmelsessted i eller i nær tilknytning til området mv.

Det vil dog være i strid med bestemmelsen at tage ophold i området, som ikke har tilknytning til en bevægelse gennem eller i området. Det forudsættes dog, at kortvarige ophold i et forbudsområde ikke vil udgøre et ulovligt ophold i området, hvis det kortvarige ophold er nødvendigt i forhold til en bevægelse gennem eller i området.

Ophold på en bænk i forbindelse med af- og påstigning på tog- eller rutebilsstationer vil således kunne udgøre et kortvarigt ophold i forbindelse med en bevægelse gennem eller i området, ligesom det at stå i kø til en butik i området også vil kunne udgøre et kortvarigt ophold i forbindelse med en bevægelse gennem eller i området.

Det vil derimod være i strid med forbuddet efter den foreslåede bestemmelse at benytte parkarealer mv. omfattet af et forbud til rekreative formål som f.eks. boldspil, picnic mv., ligesom det efter omstændighederne vil kunne udgøre et ophold i strid med forbuddet at tage plads på en bænk eller lignende i et forbudsområde, f.eks. i forbindelse med en passage fra én butik til en anden i det pågældende område, hvis der ikke er tale om et kortvarigt ophold, som er nødvendigt i forhold til en bevægelse gennem eller i området.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.2.2.

Den foreslås i § 6 b, stk. 2, at udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud efter stk. 1 kan ske, hvis der i det pågældende område udvises en adfærd af en gruppe af personer, som er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området. Det er i den forbindelse en forudsætning, at udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud vurderes at være et egnet redskab, og at mindre indgribende foranstaltninger ikke skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe trygheden i området, jf. bestemmelsens 2. pkt .

Ved »en gruppe af personer« forstås et antal personer, som tilsammen udgør en gruppe. Udtrykket ”grupper af personer” skal ikke forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i f.eks. straffelovens § 81 a.

Det er ikke muligt udtømmende at definere, hvornår der efter den foreslåede bestemmelse er tale om en gruppe af personer, men der kan ved vurderingen bl.a. lægges vægt på antallet af personer, der er samlet, og om personerne udadtil fremstår som en gruppe. Efter omstændighederne vil en samling på 2-3 personer kunne anses for en gruppe af personer efter den foreslåede bestemmelse, såfremt personerne udadtil fremstår som en samlet gruppe.

Kravet om, at der skal være tale om en gruppe af personer, indebærer, at enkeltpersoners utryghedsskabende adfærd i et område ikke kan begrunde et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse. Adfærden blandt enkeltpersoner i en gruppe kan dog efter omstændighederne være tilstrækkeligt til, at det vurderes, at gruppens adfærd som sådan er egnet til at skabe utryghed, også selvom øvrige personer i gruppen ikke udviser en adfærd, som er egnet til at skabe utryghed.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.1.1.

Ved »en adfærd, der er egnet til at skabe utryghed« vil der ud fra en samlet konkret politifaglig vurdering bl.a. kunne lægges vægt på, om gruppen udviser en chikanerende, truende eller intimiderende adfærd over for f.eks. forbipasserende, beboere eller erhvervsdrivende mv., om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller trafikale gener, om personer i gruppen indtager eller er påvirkede af alkohol eller andre rusmidler, om personer i gruppen har medbragt aggressive hunde som f.eks. kamphunde eller muskelhunde mv. Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at adfærden skal have karakter af kriminelle handlinger.

Som eksempler på en adfærd, der er egnet til at skabe utryghed kan nævnes, at en gruppe af unge udviser en chikanøs eller truende adfærd over for forbipasserende. Eksempler på chikanøs eller truende adfærd kan f.eks. være, at personer i gruppen råber, kommer med nedsættende bemærkninger eller stiller sig i vejen for forbipasserende, eller at personer i gruppen udviser en støjende eller fornærmende adfærd i øvrigt, der er egnet til at skabe utryghed.

Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at der konkret skal være givet udtryk for en følelse af utryghed i forhold til adfærden fra andre personer i området, idet den pågældende gruppes adfærd alene skal være egnet til at skabe utryghed.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.1.2.

Politiet skal herudover vurdere, at et tryghedsskabende opholdsforbud vil være et »egnet redskab, og at mindre indgribende foranstaltninger ikke skønnes at være tilstrækkelige til at genskabe trygheden i området«.

Kravet indebærer, at politiet efter en politifaglig vurdering skal vurdere, at udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 1, vil medvirke til at normalisere tilstanden og genskabe trygheden for beboere og andre, der færdes i området. I den forbindelse skal politiet vurdere, om der er andre mindre indgribende foranstaltninger, som vil være mere egnede til at genskabe trygheden i området. Det vil efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis politiet vurderer, at et påbud eller forbud til en enkeltperson efter den øvrige lovgivning vil være tilstrækkeligt til at genskabe trygheden i området, jf. pkt. 2.1.1. Der vil herudover kunne lægges vægt på, om der er grund til at tro, at adfærden vil fortsætte, hvis der ikke udstedes et tryghedsskabende opholdsforbud.

Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at politiet forinden beslutningen om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud skal have meddelt forudgående advarsel eller påbud eller på lignende måde forsøgt at dæmpe adfærden blandt personerne i gruppen for at normalisere tilstanden i området, men det vil kunne indgå som et moment i politiets vurderingen af, om der er andre mindre indgribende foranstaltninger, der vil være mere egnede for at genskabe trygheden i området.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.1.3.

Den foreslås i § 6 b, stk. 3 , at overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af et opholdsforbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til bøde på 10.000 kr. Under formildende omstændigheder – herunder f.eks. hvis det forbudsramte område ikke har været skiltet med tilstrækkelig tydelighed, jf. den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 6 – vil bøden dog kunne fastsættes til et lavere niveau, ligesom mangelfuld skiltning efter omstændighederne vil kunne have betydning ved vurderingen af skyldsspørgsmålet.

Tilregnelseskravet efter den foreslåede bestemmelse vil være uagtsomhed. Det forudsættes, at det ved vurderingen af strafansvaret efter den foreslåede bestemmelse vil skulle indgå, om området er tydeligt afgrænset, som det kræves i medfør af den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 6.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i andengangstilfælde og derover som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 30 dage.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.4.1.

Den foreslås i § 6 b, stk. 4 , at en beslutning om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud meddeles for en periode på op til 30 dage. Det foreslås herudover i § 6 b, stk. 4, 2. pkt., at beslutningen kan forlænges med op til 30 dage ad gangen. Det foreslås endelig i § 6 b, stk. 4, 3. pkt., at beslutningen kan udformes på en måde, så forbuddet efter stk. 1 kun gælder på bestemte tidspunkter af døgnet.

Det vil navnlig kunne være relevant at forlænge opholdsforbuddet, hvis grupper af personer trods forbuddet fortsat udviser en adfærd i det pågældende område, som er egnet til at skabe utryghed for beboere og forbipasserende i området, og politiet fortsat vurderer, at et tryghedsskabende opholdsforbud vil være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.

Politiet vil efter den foreslåede bestemmelse kunne beslutte, at opholdsforbuddet kun gælder i aften- og nattetimerne, hvis politiet vurderer, at den utryghedsskabende adfærd særligt foregår i dette tidsrum, og hvis et opholdsforbud i øvrige tidsrum på døgnet vurderes at være til uforholdsmæssig stor gene for øvrige personer i det område, som opholdsforbuddet vil omfatte.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.3.1.

Det foreslås i § 6 b, stk. 5 , 1. pkt., at en beslutning om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Det foreslås videre i § 6 b, stk. 5, 2. pkt., at beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og angivelse af det bestemte sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.

Efter den foreslåede ordning vil beslutningen om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud skulle træffes af politidirektøren eller den, som vedkommende bemyndiger hertil. Det forudsættes, at beslutningen træffes på ledelsesniveau.

Den foreslåede ordning indebærer videre, at beslutningen skal offentliggøres, og den skal indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for. Det forudsættes, at angivelsen af det sted, som beslutningen gælder for, ledsages af et kort over området.

Offentliggørelsen sker på politiets officielle hjemmeside eller lignende, f.eks. på sociale medier, ligesom den pågældende politikreds udsender en pressemeddelelse om det tryghedsskabende opholdsforbud og de nærmere detaljer om området.

Et tryghedsskabende opholdsforbud kan tidligst få virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen af beslutningen om at udstede forbuddet. Det forudsættes, at der som udgangspunkt er en vis tidsperiode fra beslutningen offentliggøres, og til det tryghedsskabende opholdsforbud får virkning. Tidspunktet for, hvornår det tryghedsskabende opholdsforbud får virkning, fastlægges på baggrund af de forhold, som begrunder politiets vurdering af, at betingelserne for at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud er opfyldt.

En beslutning om udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud udgør efter Justitsministeriets vurdering ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring ikke finder anvendelse.

Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. proportionalitet og saglighed også finde anvendelse i forhold til en beslutning om at udstede et tryghedsskabende opholdsforbud.

En beslutning om udstedelse af et tryghedsskabende opholdsforbud vil være omfattet af rigspolitichefens sædvanlige tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens § 109, stk. 1.

I forbindelse med domstolenes eventuelle behandling af en straffesag for overtrædelse af det tryghedsskabende opholdsforbud kan der desuden ske en prøvelse af beslutningens lovlighed.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.3.2.

Den foreslås i § 6 b, stk. 6 , at politiet ved skiltning på det sted, der er omfattet af et forbud, skal gøre tydeligt opmærksom på forbuddet.

Det forudsættes i den forbindelse, at forbudsområdet tydeligt afgrænses med skiltning, og at det ved alle naturlige indgange til området tydeligt fremgår, at området er omfattet af et tryghedsskabende opholdsforbud.

Det bemærkes i denne forbindelse, at mangelfuld skiltning i medfør af den foreslåede bestemmelse ikke vil have betydning for gyldigheden af det tryghedsskabende opholdsforbud. Mangelfuld skiltning vil dog efter omstændighederne kunne have betydning ved fastsættelsen af straffen og ved vurderingen af skyldsspørgsmålet. Der henvises herom til den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b, stk. 3, og bemærkningerne hertil, og til lovforslagets pkt. 2.2.3.4.

Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.2.3.3.3.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 6 c, stk. 1, i politiloven, hvorefter politiet for en nærmere bestemt periode kan udpege et nærmere geografisk afgrænset område til en nattelivszone, hvor et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 1, finder anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 c, stk. 2, vil indebære at udpegningen af en nattelivszone kan ske, hvor der i det pågældende område er en tæt koncentration af natklubber, barer, caféer og lignende med åbningstid efter kl. 24, og udpegningen af en nattelivszone vurderes at være egnet til at imødegå lovovertrædelser i aften- og nattetimerne.

Ved »en tæt koncentration« vil skulle forstås, at der f.eks. i samme gade eller i et begrænset område med tilstødende gader ligger flere serveringssteder med åbningstid efter kl. 24.

Politiet vil i forbindelse med udpegningen af en nattelivszone f.eks. kunne lægge vægt på, om der inden for et nærmere geografisk afgrænset område er et udpræget »gadeaktivitet«, forstået sådan, at der i området typisk i aften- og nattetimer befinder sig et større antal mennesker inden for det samme område.

Derudover vil det kunne indgå i vurderingen, at der i området generelt konstateres et større antal overtrædelser af lovgivningen end i andre områder i aften- og nattetimerne, og at et forbud anses for egnet til at imødegå dette.

En nattelivszone vil kunne udpeges inden for et nærmere geografisk område, som fastlægges på baggrund af de forhold der gør, at politiet anser det for at være en nattelivszone. En nattelivszone må således ikke være større end påkrævet for at forebygge kriminalitet i nattelivet. En nattelivszone vil f.eks. kunne bestå af en enkelt eller flere tilstødende gader. Det vil i så fald være en betingelse, at der i samtlige udpegede gader er et aktivt natteliv med f.eks. flere serveringssteder eller stor »gadeaktivitet« i aften- og nattetimerne. En nattelivszone vil således ikke kunne omfatte f.eks. hele byer. Der er derimod ikke noget til hinder for, at der træffes beslutning om at udpege flere områder inden for samme by eller kommune til nattelivszoner.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 c, stk. 3, 1. pkt., vil indebære, at beslutningen om at udpege en nattelivszone træffes af politidirektøren i den enkelte politikreds eller den, som vedkommende bemyndiger dertil. Det forudsættes, at beslutningen vil blive truffet på ledelsesniveau.

Der vil skulle fastsættes et tidsrum for en nattelivszone, der som udgangspunkt ikke kan overstige 2 år. Tidsrummet vil dog kunne forlænges med indtil 2 år ad gangen.

Tidspunktet for, hvornår nattelivszonen får virkning, vil skulle fastlægges på baggrund af de forhold, som begrunder politiets vurdering af, at betingelserne for at udpege en nattelivszone er opfyldt. En nattelivszone vil tidligst kunne få virkning fra tidspunktet for offentliggørelse af beslutningen om at udpege zonen. Det forudsættes, at der som udgangspunkt vil skulle forløbe en vis tid fra beslutningen offentliggøres, og til nattelivszonen får virkning.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 c, stk. 3, 2. pkt., vil indebære, at beslutningen om at udpege et område til nattelivszone skal offentliggøres, og at den skal indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for. Det forudsættes, at angivelsen af det sted, som beslutningen gælder for, ledsages af et kort over det pågældende geografiske område.

Offentliggørelsen vil skulle ske på politiets officielle hjemmeside, på sociale medier eller lignende, ligesom den pågældende politikreds vil skulle udsende en pressemeddelelse om nattelivszonen og de nærmere detaljer vedrørende zonen.

Der vil ikke gælde et krav om, at der skal skiltes med, at der er udpeget en nattelivszone i det område, hvor zonen gælder.

Det vurderes, at en beslutning om udpegning af en nattelivszone ikke vil udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring ikke finder anvendelse. Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. proportionalitet og saglighed finde anvendelse i forhold til en beslutning om udpegning af en nattelivszone.

En beslutning om udpegning af en nattelivszone vil være omfattet af rigspolitichefens sædvanlige tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens § 109, stk. 1.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.2.2.

Kilde

Til nr. 1

Efter det gældende § 495, stk. 1, 1. pkt., kan en fogedforretning foretages, selv om skyldneren ikke giver møde eller træffes. Dette modificeres i 2. pkt., hvorefter der på fogedrettens kontor ikke kan foretages udlæg i andet end fast ejendom eller andele i andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber i henhold til pantebrev, jf. § 478, stk. 1, nr. 6, eller for krav omfattet af § 478, stk. 2, som er sikret ved lovbestemt pant i det udlagte.

Det foreslås, at der indsættes et 3. pkt. i retsplejelovens § 495, stk. 1, hvorefter der endvidere kan foretages udlæg i beslaglagt gods, der er i politiets besiddelse, for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Ændringen indebærer, at fogedretten og restanceinddrivelsesmyndigheden får mulighed for på fogedrettens kontor, dvs. som såkaldt kontorudlæg, at foretage udlæg i beslaglagt gods, der er i politiets besiddelse.

Den foreslåede udvidelse vil alene gælde for udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af fogedretten efter anmodning fra restanceinddrivelsesmyndigheden og altså ikke for udlæg foretaget af fogedretten efter anmodning fra en privat kreditor. Udvidelsen vil ligeledes kun gælde beslaglagt gods i politiets besiddelse, jf. § 807, stk. 5, og ikke andre aktiver, skyldneren måtte eje. Ordningen vil heller ikke gælde beslaglagte aktiver, hvor der konkret ikke er sket en rådighedsberøvelse af politiet.

Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2-4

Retsplejelovens § 801, stk. 1, indeholder en oversigt over de situationer, der kan begrunde beslaglæggelse efter reglerne i kapitel 74.

Det følger således af § 801, stk. 1, at der efter reglerne i kapitel 74 kan ske beslaglæggelse 1) til sikring af bevismidler, 2) til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde, 3) til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering og erstatning, og 4) når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning. Der er tale om en overbliksbestemmelse.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 801, stk. 1, tilføjes et nyt nr. 5 , hvoraf det fremgår, at der kan ske beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Da der med forslaget til ændringen af retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, jf. bemærkningerne til § 3, nr. 5, sker en udvidelse af mulighederne for beslaglæggelse, sådan at der også kan ske beslaglæggelse til sikkerhed for krav under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, foreslås det, at dette også fremgår af oversigtsbestemmelsen i § 801, stk. 1. Da der er tale om en oversigtsbestemmelse, er der ikke med tilføjelsen tilsigtet nogen selvstændige retsvirkninger.

Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 1, kan der ske beslaglæggelse af gods, som en mistænkt ejer, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale. Gods, som en mistænkt ejer, kan desuden beslaglægges, såfremt beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt. (værdikonfiskation), bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. § 802, stk. 2, nr. 2. Efter domfældelse kan der med hjemmel i retsplejelovens § 1002, stk. 1, ske beslaglæggelse til sikkerhed for de samme krav, på nær krav omfattet af straffelovens § 77 a, 2. pkt.

Efter gældende ret træffes afgørelser om beslaglæggelse af retten, jf. retsplejelovens § 806, stk. 1. Politiet kan dog foretage beslaglæggelse, såfremt øjemedet ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, jf. § 806, stk. 4, 1. pkt. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes, jf. § 806, stk. 4, 2. pkt. Politiet skal vejlede om denne mulighed, jf. § 807, stk. 1, 2. pkt. Politiets mulighed for at foretage beslaglæggelse efter retsplejelovens § 806, stk. 4, er i praksis anvendt på beslaglæggelse af gods, jf. § 802, stk. 2, og § 1002, stk. 1.

Politiet kan kontakte en vagttelefonordning oprettet af Skatteforvaltningen og få oplyst, om en person har gæld til det offentlige, der er under inddrivelse, f.eks. ubetalte bøder. Der henvises til pkt. 2.3.1.3.

Der er politiet, der iværksætter beslaglæggelsen, jf. retsplejelovens § 807, stk. 1, 1. pkt. Det vil stort set altid følge af sagens omstændigheder, at den pågældende bliver berøvet den fysiske rådighed over det beslaglagte aktiv. Politiet skal snarest muligt optegne og mærke det beslaglagte og på begæring udstede en kvittering for modtagelsen, jf. § 807, stk. 5.

Det følger af retsplejelovens § 807 b, stk. 2, at beslaglæggelse har virkning som arrest, jf. kapitel 56. Dette indebærer bl.a. at der ikke må rådes over de beslaglagte aktiver på en måde, som kan være til skade for fordringshaveren, jf. lovens § 631, stk. 2, jf. § 519, stk. 1. Overtrædelse heraf kan straffes som skyldnersvig, jf. straffelovens § 283, stk. 1, nr. 1. Virkningen som arrest betyder også, at beslaglæggelsen ikke giver en beskyttelse over for retsforfølgende kreditorer.

Der henvises til pkt. 2.31.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at nyaffatte § 802, stk. 2, nr. 2 , således, at den gældende bestemmelse i nr. 2 videreføres uændret, som nr. 2, litra a, og således at der med et nyt nr. 2, litra b, ud over de nævnte krav kan ske beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Den følger af det forslåede stk. 2, nr. 2, litra a , at beslaglæggelse kan ske, når beslaglæggelsen anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen. Bestemmelsen svarer til det gældende stk. 2, nr. 2, og vedrører beslaglæggelse til sikkerhed for pengekrav, der har en tilknytning til en straffesag. Der tilsigtes ikke nogen ændring af gældende ret.

De omfattede konfiskationsregler er reglerne om værdikonfiskation. Efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, kan der således ske konfiskation af et beløb svarende til udbyttet ved en strafbar handling. Savnes der fornødent grundlag for at fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det indvundne udbytte, jf. 2. pkt. Efter § 75, stk. 3, kan der i stedet for genstandskonfiskation efter § 75, stk. 2, jf., ske konfiskation af et beløb svarende til genstandenes værdi eller en del heraf.

Når der bliver tale om konfiskation af udbytte, jf. f.eks. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 1. led, og § 76 a, stk. 1-3, eller når der bliver tale om konfiskation af genstande med henblik på at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. f.eks. straffelovens § 75, stk. 2, eller færdselslovens § 133 a, skal beslaglæggelse ske efter § 802, stk. 1, der ikke foreslås ændret.

Straffelovens § 76 a, vedrører konfiskation af formuegoder. Efter § 76 a, stk. 5, kan er i stedet for konfiskation af bestemte formuegoder konfiskeres et beløb svarende til formuegodernes værdi eller en del heraf.

Straffelovens § 77 a 1. pkt., vedrører konfiskation af genstande, som på grund af deres beskaffenhed i forbindelse med andre foreliggende omstændigheder må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling. Efter § 77 a, 2. pkt., kan der ske konfiskation af andre formuegoder, herunder penge.

Det bemærkes herved, at beslaglæggelse med henblik på konfiskation efter straffelovens § 77 a, 1. pkt., af genstande, som en mistænkt har rådighed over, skal ske med hjemmel i retsplejelovens § 802, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 7, i lovforslag nr. L 35 af 13 december 2001, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, s. 883.

Indikationskravet i forslaget til § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, er ligesom efter gældende ret udformet som et krav om, at beslaglæggelsen af retten skal anses som nødvendig. Heraf følger, at der må skønnes over størrelsen af sagsomkostninger, erstatningskrav, konfiskationskrav og bødekrav, jf. betænkning nr. 1223/1991, s. 22 og 56.

Højesteret har ved en kendelse, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 918 f. (U 1978.918 H), godkendt, at der kunne ske beslaglæggelse af en tiltalt narkohandlers sommerhus, der ikke havde forbindelse med de strafbare forhold, med henblik på konfiskation af udbytte fra handel med narkotika. Denne praksis tilsigtes opretholdt uændret ved lovforslaget. Sådan beslaglæggelse skal fremover ske efter reglen i stk. 2, nr. 2, litra a. Der henvises til forarbejderne til den gældende § 802, stk. 2, nr. 2, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse i lovforslag nr. L 41 af 8. oktober 1998, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 874, og til omtalen i pkt. 2.3.1.1.

Denne praksis vil fortsat være relevant i tilfælde, hvor der sker beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation i forhold til en bestemt lovovertrædelse, jf. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3. I de særlige tilfælde, hvor der sker beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation efter reglerne om udvidet konfiskation i straffelovens § 76 a, følger det direkte af denne bestemmelse, at der kan ske konfiskation - og dermed beslaglæggelse - af formuegoder, som ikke har forbindelse til en bestemt lovovertrædelse. Der henvises til forarbejderne til den gældende § 802, stk. 2, nr. 2, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse i lovforslag nr. L 41 af 8. oktober 1998, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 874, og til omtalen i pkt. 2.3.1.1.

Det følger af det foreslåede stk. 2, nr. 2, litra b , at beslaglæggelse kan ske, når beslaglæggelsen er nødvendig for at sikre krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om gælden har tilknytning til den sag, som mistanken angår. Denne bestemmelse er ny.

Mistankekravet i den gældende § 802, stk. 2, nr. 1, ændres ikke med den foreslåede ordning, og det vil således være en betingelse for beslaglæggelse efter både nr. 2, litra a og litra b, at den pågældende med rimelig grund er mistænkt for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.

Det vil dog efter den foreslåede ordning ikke være en betingelse, at mistanken relaterer sig til kravet, der beslaglægges til sikkerhed for, eller har tilknytning til det forhold, som den pågældende mistænkes for, men alene at den pågældende er mistænkt for en forbrydelser, der er undergivet offentlig påtale.

Med den foreslåede stk. 2, nr. 2, litra b, sker der en udvidelse af den eksisterende adgang til beslaglæggelse af gods til sikkerhed for visse offentlige krav, så den fremover også omfatter beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om kravet har tilknytning til den sag, som mistanken angår. Der tilsigtes ikke med den foreslåede ordning nogen ændring af, hvilke aktiver, der kan beslaglægges som ”gods” efter den foreslåede ordning. Som efter gældende ret vil dette være alle formueaktiver.

Med den foreslåede ændring vil det fortsat være et krav, at beslaglæggelsen sker hos en person, der er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlige påtale, men det vil ikke være et krav, at beslaglæggelsen anses nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskationsbeløb, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen. Det vil således være tilstrækkeligt for, at der kan ske beslaglæggelse, at den mistænkte har gæld, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om denne gæld er relateret til det forhold, som den pågældende er mistænkt for.

Den foreslåede ændring vedrører krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (gældsinddrivelsesloven), der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Gældsinddrivelsesloven omfatter, jf. § 1, stk. 1, som udgangspunkt alle fordringer, der opkræves eller inddrives af det offentlige, uanset om grundlaget for fordringen er offentligretligt eller privatretligt, og uanset om fordringen tilkommer det offentlige eller en privat person. Som eksempel på fordringer, der tilkommer private, men som inddrives af det offentlige, kan nævnes underholdsbidrag. Private jernbanevirksomheders krav på kontrolafgifter, ekspeditionsgebyrer og rejsekortfordringer vil også være omfattet. Der henvises til pkt. 2.3.1.4 i de almindelige bemærkninger.

Det er ikke med den foreslåede ordning noget krav, at det beslaglagte aktiv skal have en tilknytning til den lovovertrædelse, som den pågældende mistænkes for. Dette svarer til gældende ret.

Med den foreslåede § 802, stk. 2, nr. 2, litra b, vil der, ligesom efter gældende ret, kun kunne ske beslaglæggelse af aktiver, som den mistænkte ejer, jf. indledningen til § 802, stk. 2, der ikke foreslås ændret. Som efter gældende ret vil det normalt være den, der har en værdigenstand i besiddelse på sin person, der skal godtgøre, at han ikke er ejer af den.

De øvrige betingelser for at foretage beslaglæggelse efter den foreslåede ordning vil være de samme som efter gældende ret. Ud over kravet om mistanke for en forbrydelse, der er undergivet offentlig påtale, jf. § 802, stk. 2, nr. 1, skal indgrebet være proportionalt, jf. § 805, stk. 1 og 2, der udtrykker et almindeligt proportionalitetsprincip. Proportionalitetsprincippet indebærer for den foreslåede ordning, at der eksempelvis ikke kan foretages beslaglæggelse af meget værdifulde genstande til sikkerhed for mindre krav, ligesom der alene vil kunne beslaglægges genstande, der faktisk vil kunne tjene som sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Heraf følger også, at der ikke vil kunne ske beslaglæggelse af gods, der alene har en bagatelagtig værdi. Derimod vil der ikke med beslaglæggelse efter den foreslåede ordning skulle tages hensyn til eksempelvis alvoren af den forbrydelser, den pågældende mistænkes for, da det ikke er et krav for beslaglæggelse efter den foreslåede ordning, om kravet har tilknytning til den sag, som mistanken angår, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, litra b.

Endvidere skal reglerne i retsplejelovens §§ 509-516 ligesom efter gældende ret iagttages, jf. § 805, stk. 3, og lovforslagets § 3, nr. 6, hvor det foreslås at ændre § 805, stk. 3, så denne bestemmelse også kommer til at gælde krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og bemærkningerne hertil. Eksempelvis vil § 509, stk. 1, der undtager aktiver, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand (”trangsbeneficiet”) skulle iagttages.

Som efter gældende ret kan der kun ske beslaglæggelse af gods, som en mistænkt ejer, jf. indledningen til § 802, stk. 2, der ikke foreslås ændret. ”Gods” vil sige aktiver, der har formueværdi. Heri ligger også en begrænsning i ordningens anvendelsesområde. Der henvises til pkt. 2.3.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Dette vil i reglen ikke være til hinder for, at der kan ske beslaglæggelse af f.eks. dyre smykker eller ure, mens det vil bero på en konkret vurdering, om der kan ske beslaglæggelse af mobiltelefoner, beklædningsgenstande eller lignende hos en mistænkt. Der henvises til pkt. 2.3.1.1 i de almindelige bemærkninger.

De eksisterende regler om forudgående retskendelse mv. i retsplejelovens § 806 vil også gælde for beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. det foreslåede § 802, stk. 2, nr. 2, litra b. Beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. det foreslåede nr. 2, litra b, vil skulle iværksættes af politiet, jf. § 807. stk. 1.

Politiets mulighed for at foretage beslaglæggelse uden forudgående retskendelse, hvis øjemedet ville forspildes, hvis retskendelse skulle indhentes, jf. § 806, stk. 4, vil også gælde for den foreslåede ordning.

Politiet vil med den foreslåede ændring af § 802, stk. 2, nr. 2, også kunne anvende muligheden for at foretage beslaglæggelse uden forudgående retskendelse til beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. stk. 2, nr. 2, litra b. Betingelserne for om der kan foretages beslaglæggelse på øjemedet er de samme som efter gældende ret. Det må vurderes konkret, om betingelserne er opfyldt.

Politiet vil som efter gældende ret kunne kontakte vagttelefonordningen oprettet af Skatteforvaltningen og få oplyst, om den mistænkte har gæld til det offentlige, der er under inddrivelse. Når fordringen er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, vil betalingsfristen være overskredet og sædvanlig rykkerprocedure vil normalt have været forsøgt uden resultat, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3. Under disse omstændigheder må det formodes, at betingelserne for at politiet kan foretage beslaglæggelse på øjemedet efter § 806, stk. 4, ofte vil være opfyldt, hvis politiet antræffer en person med værdigenstande på sig, og Skatteforvaltningen oplyser, at den pågældende har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Der vil i den situation ofte være en formodning for, at der er en risiko for, at værdigenstandene vil blive unddraget fra at tjene til fyldestgørelse af gælden under inddrivelse, hvis en retskendelse skulle indhentes. Hvis øjemedet ikke ville forspildes, hvis retskendelse skulle indhentes, f.eks. hvis der ikke er nogen konkret risiko for, at en værdigenstand vil blive unddraget fra at tjene til fyldestgørelse, vil en forudgående retskendelse skulle indhentes. Vedkommende vil kunne afværge beslaglæggelsen ved at stille sikkerhed for kravet, jf. § 805, stk. 2.

Såfremt betingelserne for at foretage beslaglæggelse uden forudgående retskendelse i øvrigt er opfyldt, vil beslaglæggelsen efter den foreslåede ordning, ligesom efter gældende ret, kunne ske i forbindelse med, at politiet udsteder et bødeforlæg til en sigtet på stedet, jf. retsplejelovens §§ 832-832 a.

Det vil med den foreslåede ændring af retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2., også gælde for beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. stk. 2, nr. 2, litra b, at beslaglæggelsen har virkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2, jf. kapitel 56.

Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Efter retsplejelovens § 805, stk. 3, finder retsplejelovens §§ 509-516 anvendelse ved beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt. (værdikonfiskation), bødekrav eller forurettedes krav på erstatning.

Retsplejelovens §§ 509-516 indeholder regler, der undtager forskellige aktiver fra udlæg. Lovens § 509, stk. 1, undtager f.eks. aktiver, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand (”trangsbeneficiet”). Aktiver af indtil en værdi af 3.000 kr. vil være undtaget fra udlæg, hvis de er nødvendige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse, jf. § 509, stk. 3. Lovens § 515, stk. 1, undtager genstande, som har en særlig personlig betydning for skyldneren eller medlemmer af hans husstand, medmindre de har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af fordringshaverens krav.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 805, stk. 3, indsættes en henvisning til beslaglæggelse til sikring af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Retsplejelovens §§ 509-516 vil herefter finde anvendelse ved beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt. (værdikonfiskation), bødekrav, forurettedes krav på erstatning eller krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Ændringen indebærer, at der for beslaglæggelse til sikring af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil gælde samme undtagelser, som gælder for beslaglæggelse til sikkerhed for de krav, der efter gældende ret er omfattet af retsplejelovens § 802, stk. 2.

Der skal også, som efter gældende ret, være tale om ”gods”, jf. § 802, stk. 2, indledningen, dvs. aktiver der har formueværdi. Heri ligger også en begrænsning i ordningens anvendelsesområde.

De nævnte undtagelser vil i reglen ikke være til hinder for, at der kan ske beslaglæggelse af f.eks. dyre smykker eller ure, mens det vil bero på en konkret vurdering, om der kan ske beslaglæggelse af mobiltelefoner, beklædningsgenstande eller lignende hos en mistænkt.

Der henvises til pkt. 2.3.1.1 i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 3, nr. 5.

Til nr. 7

Det følger af § 807 d, stk. 2, 1. pkt., at beslaglagt gods først anvendes til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt. (værdikonfiskation), og dernæst bødekrav. Retten kan undtagelsesvis træffe bestemmelse om en afvigende rækkefølge for fyldestgørelse, jf. § 807 d, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 807 d, stk. 2, 1. pkt., indsættes en henvisning til beslaglæggelse til sikkerhed for gæld, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Med den foreslåede ændring indplaceres krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden sidst i dækningsrækkefølgen i § 807 d, stk. 2, 1. pkt., således at de krav, der er knyttet til straffesagen, dækkes først.

Gods, der er beslaglagt efter § 802, stk. 2, og § 803, stk. 1, 2. pkt., eller sikkerhed, der er stillet efter § 805, stk. 2, vil herefter først blive anvendt til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., dernæst bødekrav og dernæst krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Som efter gældende ret vil retten undtagelsesvist kunne bestemme en afvigende rækkefølge for fyldestgørelse, jf. retsplejelovens § 807 d, stk. 2, 2. pkt.

En afgørelse om anvendelse af det beslaglagte til fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil – i modsætning til afgørelser om anvendelse af det beslaglagte til fyldestgørelse af krav på erstatning, sagsomkostninger, bøder mv. efter gældende ret – ikke have retsvirkning som udlæg. Der henvises til det foreslåede nye stk. 5 i § 807 d samt bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 8.

Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter retsplejelovens § 807 d, stk. 3, 3. pkt., har en afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af de i § 807 d, stk. 2, nævnte krav retsvirkning som et udlæg, jf. § 526, stk. 2.

Efter det foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt., vil en afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset § 807 d, stk. 3, 3. pkt., have den virkning, at beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette.

Det forslås derfor, at indsættes en henvisning til den foreslåede § 807 d, stk. 5, i § 807 d, stk. 3, 3. pkt.

Til nr. 9

Efter gældende ret ophører beslaglæggelsen af gods, hvis der sker frifindelse eller påtaleopgivelse, jf. § 807 d, stk. 3, 4. pkt. Sker der domfældelse, vil der blive truffet en afgørelse om anvendelse af det beslaglagte, der har retsvirkning som udlæg, jf. retsplejelovens § 807 d, stk. 3, 3. pkt. Udlægget kan bortfalde i samme omfang som et udlæg i almindelighed vil bortfalde, dvs. eksempelvis hvis skyldner kommer under konkurs, jf. konkurslovens § 71, ved forældelse, jf. forældelseslovens § 25, stk. 1, eller hvis der ikke rettidigt begæres tvangsauktion over det pågældende aktiv, jf. retsplejelovens § 526, stk. 4. Herudover vil beslaglæggelsen eller udlægget bortfalde, hvis gælden betales.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 5 i retsplejelovens § 807 d.

Formålet med det foreslåede § 807 d, stk. 5, er at regulere, hvad der skal ske med det gods, der er beslaglagt til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når straffesagen slutter.

Efter det foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt. , har en afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset § 807 d, stk. 3, 3. pkt., den virkning, at beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette.

Til forskel fra de krav, der er omfattet af den gældende beslaglæggelsesbestemmelse i § 802, stk. 2, nr. 2, vil krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke have nogen nødvendig tilknytning til straffesagen. Med det foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt., vil den afgørelse, som retten skal træffe om anvendelse af det beslaglagte, have den virkning, at beslaglæggelsen, for så vidt angår de krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, bevarer sin virkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2, i 4 uger. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal inden for denne frist tage stilling til, om der skal ske videre retsforfølgning af sådanne krav, hvis ikke beslaglæggelsen skal bortfalde.

Er der eksempelvis sket beslaglæggelse til sikkerhed for et bødekrav, for sagsomkostninger og for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil afgørelsen om anvendelse af det beslaglagte med det foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt., have den retsvirkning, at det beslaglagte er genstand både for udlæg til sikkerhed for bøderne og sagsomkostningerne og genstand for arrest til sikkerhed for de krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Retsvirkningerne af henholdsvis arrest og udlæg afgøres efter de almindelige regler herom, jf. navnlig retsplejelovens kapitel 47 og 56.

Er beslaglæggelse sket til sikkerhed for flere krav, der er under inddrivelse ved restanceinddrivelsesmyndigheden, opretholdes beslaglæggelsen til sikkerhed for det eller de krav, med hensyn til hvilke der inden for fristen anlægges sag eller foretages udlæg.

Fristen på 4 uger regnes i det foreslåede § 807 d, stk. 5, 1. pkt., efter afgørelsen om anvendelse af det beslaglagte. Det vil sige, når retten træffer afgørelse jf. § 807 d, stk. 2 og 3.

Inden fristens udløb skal der for det sikrede krav anlægges en sag i den borgerlige retsplejes former eller foretages udlæg, hvis ikke beslaglæggelsen skal bortfalde. Hvilken mulighed, der kan benyttes, afhænger af, hvilket krav der er tale om. Er kravet tillagt udpantningsret, kan der foretages udlæg. Krav, der er omfattet af gældsinddrivelsesloven, er tillagt udpantningsret, medmindre andet følger af lovens bilag 1, jf. gældsinddrivelseslovens § 11. Er kravet ikke tillagt udpantningsret, og foreligger der ikke i øvrigt et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478, vil der skulle anlægges sag i den borgerlige retsplejes former for at opretholde beslaglæggelsen.

Retssag i den borgerlige retsplejes former vil i praksis kunne indledes ved indgivelse af et betalingspåkrav til fogedretten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 44 a, såfremt kravet er på 100.000 kr. eller derunder, jf. § 477 a, stk.

1. Beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed, indtil der foreligger en endelig afgørelse i den pågældende sag.

Det foreslåede § 807 d, stk. 5, 2. pkt. , vedrører den situation, hvor retten har nægtet forfølgning af et erstatningskrav under straffesagen og bestemt, at beslaglæggelsen skal bevarer sin gyldighed, indtil erstatningsspørgsmålet er afgjort under en civil sag, jf. § 807 d, stk. 4, 1. pkt. Det foreslåede § 807 d, stk. 5, 2. pkt., fastslår, at har retten i medfør af § 807 d, stk. 4, 1. pkt., bestemt, at en beslaglæggelse til sikring af et erstatningskrav bevarer sin gyldighed, regnes fristen fra rettens afgørelse efter stk. 4, 2. pkt. Dvs. at fristen først regnes fra tidspunktet, hvor der efter den civile sag er truffet en afgørelse om anvendelse af det beslaglagte gods til fyldestgørelse af erstatningskravet, jf. § 807 d, stk. 4, 2. pkt.

Det foreslåede § 807 d, stk. 5, 3. pkt., fastslår, at sluttes en sag ved påtaleopgivelse eller frifindelse, bevarer en beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset stk. 3, 4. pkt., sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former om det sikrede krav eller foretages udlæg for dette.

Sluttes sagen med påtaleopgivelse eller frifindelse, indebærer det foreslåede § 807 d, stk. 5, 3. pkt., at beslaglæggelsen vil blive opretholdt, i det omfang den er sket til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Med den foreslåede ordning om beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil der kunne ske beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der ikke er relateret til den sag, som den pågældende mistænkes for.

En påtaleopgivelse eller frifindelse vil derfor heller ikke have indvirkning på, om beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden bør bortfalde. I de tilfælde hvor der er sket beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil påtaleopgivelsen eller frifindelsen indebære, at beslaglæggelsen bevarer sin gyldighed i 4 uger, jf. det foreslåede § 807 d, stk. 5, 3. pkt. Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Fristen på 4 uger regnes i disse tilfælde fra tidspunktet for påtaleopgivelsen eller frifindelsen.

I de tilfælde hvor der er sket beslaglæggelse til sikkerhed for eksempelvis bødekrav eller sagsomkostninger foruden krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og sagen sluttes, uden at den sigtede eller tiltalte er blevet dømt, vil det foreslåede § 807 d, stk. 5, 3. pkt., have den konsekvens, at beslaglæggelsen til sikkerhed for bødekravet og sagsomkostningerne vil bortfalde, således at det beslaglagte herefter alene er beslaglagt til sikkerhed for kravet, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Endelig fastslår det foreslåede § 807 d, stk. 5, 4. pkt., at § 807 c finder tilsvarende anvendelse.

Det følger af § 807 c, at indtil sagens afgørelse kan begæring om hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelse fremsættes over for retten af den, der har interesse heri. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, efter at de, som har interesse i afgørelsen, har haft adgang til at udtale sig.

Med henvisningen til at § 807 c skal finde tilsvarende anvendelse, gøres det tydeligt, at denne bestemmelse også skal gælde efter straffesagens afgørelse. Dette kan eksempelvis være relevant, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden kun vælger at forfølge et eller flere af de krav, som beslaglæggelsen er sket til sikkerhed for, mens beslaglæggelsen bortfalder, for så vidt angår andre krav. I en sådan situation kan der være behov for at foretage en fornyet vurdering af, om betingelserne for at opretholde beslaglæggelsen er opfyldt, eksempelvis kravet om proportionalitet, jf. § 805, stk. 1 og 2.

Det forudsættes med den foreslåede ordning, at anklagemyndigheden underetter restanceinddrivelsesmyndigheden om, at straffesagen er sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller frifindelse, jf. § 807 d, stk. 3, og om, at forurettedes erstatningskrav måtte være nægtet forfølgning, og at beslaglæggelsen i den forbindelse har bevaret sin gyldighed, jf. § 807 d, stk. 4.

Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Retsplejelovens § 1002, stk. 2, vedrører beslaglæggelse af formue hos den, der er idømt ubetinget fængsel i 8 måneder eller mere, og som unddrager sig straffuldbyrdelsen. § 1002, stk. 2, 2. pkt., fastslår, at denne beslaglæggelse foruden de i § 807 d, stk. 5, nævnte tilfælde bortfalder, når der er gået 10 år fra dommens afsigelse, medmindre retten efter begæring undtagelsesvist beslutter at opretholde den.

Det foreslås at ændre henvisningen til § 807 d, stk. 5, i retsplejelovens § 1002, stk. 2, 2. pkt., til en henvisning til § 807 d, stk. 6.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af den gældende § 807, stk. 5, bliver til stk. 6.

Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter udlændingeloven kan en udlænding udvises uanset frihedsstraffens længde og varigheden af opholdet i Danmark, hvis den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf for nærmere bestemte overtrædelser af navnlig straffeloven, jf. udlændingelovens § 22, nr. 4-9, § 23, nr. 1, jf. § 22, og § 24, nr. 1, jf. § 22.

Det følger således af udlændingelovens § 22, nr. 6, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen efter bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf. 1. pkt., § 119 b, § 123, § 136, § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 193, stk. 1, § 208, stk. 1, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 215, § 216, § 222, § 225, jf. §§ 216 og 222, § 226, § 235, § 237, §§ 243-246, § 250, § 252, stk. 1 og 2, § 261, stk. 2, § 262 a, § 276, jf. § 286, § 276 a, jf. § 286, §§ 278-283, jf. § 286, § 279, jf. § 285, hvis forholdet angår socialt bedrageri, § 288, § 289, § 289 a, § 290, stk. 2, § 291, stk. 1, jf. stk. 4, eller § 291, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding udvises efter §§ 22-24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 22, nr. 6 , således at bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens § 241, 2. pkt., om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, § 249, 2. pkt., om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder samt § 253, stk. 2, om flugtbilisme.

Ændringen indebærer, at en udlænding efter en konkret vurdering vil kunne udvises uanset straffens længde, varigheden af udlændingens ophold her i landet og den pågældendes opholdsgrundlag, hvis den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf for uagtsomt manddrab eller uagtsomt betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder eller flugtbilisme. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig retsfølge for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne og ville være idømt ubetinget frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Udvisning vil dog kun kunne ske i det omfang, dette ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. I denne konkrete vurdering vil det bl.a. skulle indgå, om udlændingen har et familieliv i Danmark, længden af udlændingens ophold i Danmark samt den begåede kriminalitets art og grovhed.

For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil udvisning dog skulle ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.

Der henvises til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Endvidere foreslås det at konsekvensrette udlændingelovens § 22, nr. 6, som følge af en ændring af straffelovens § 119 ved lov nr. 82 af 30. januar 2019 om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for trusler, chikane og hærværk mod personer i offentlig tjeneste eller hverv).

Det følger af den gældende bestemmelse i § 22, nr. 6, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf. 1. pkt., idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Ved lov nr. 82 af 30. januar 2019 om ændring af straffeloven blev der indsat et nyt stykke som straffelovens § 119, stk. 3, hvorefter der ved fastsættelse af straffen for trussel om vold efter stk. 1 skal lægges vægt på den betydning, som lovovertrædelsen kan have for den pågældendes udførelse af tjenesten eller hvervet. Bestemmelsen er en strafskærpelsesbestemmelse, der knytter sig til § 119, stk. 1, som allerede er omfattet af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 22, nr. 6.

Ved ændringen blev den tidligere bestemmelse i § 119, stk. 3, til § 119, stk. 4.

Det foreslås derfor at konsekvensrette udlændingelovens § 22, nr. 6, således at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 119, stk. 1, 2 og 4, 2. pkt., jf. 1. pkt., idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Det bemærkes, at udvisning dog kun vil kunne ske i det omfang, dette ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.

Den forslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, finder anvendelse på lovovertrædelser, der bliver begået efter lovens ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 b finder anvendelse på situationer, der er opstået efter lovens ikrafttræden.

De foreslåede ændringer af retsplejelovens regler om beslaglæggelse, jf. lovforslagets § 3, finder anvendelse på beslaglæggelse, der iværksættes efter lovens ikrafttræden. Ændringer forudsættes også fra dette tidspunkt at gælde beslaglæggelse til sikkerhed for krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset at kravet hidrører fra før lovens ikrafttræden.

De foreslåede ændringer i udlændingeloven finder ikke anvendelse på lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræden. Det vil sige, at de hidtil gældende regler finder anvendelse ved vurderingen af, om der skal ske udvisning ved dom for et strafbart forhold begået før lovens ikrafttræden.

Kilde

Den forslåede bestemmelse i straffelovens § 79 c, vil ikke gælde for Færøerne og Grønland. Færøerne har således pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov.

De forslåede ændringer af retsplejeloven vil heller ikke finde anvendelse på hverken Færøerne eller Grønland, da Færøerne og Grønland har egne retsplejelove.

Det foreslås, at lovens § 2 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det følger af udlændingelovens § 66, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for disse landsdele med de afgivelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Det foreslås derfor, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.