Lov om ændring af straffeloven, lov om pas til danske statsborgere m.v. og udlændingeloven (Styrket indsats mod negativ social kontrol m.v.) § 1

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 94, stk. 4, at for overtrædelse af § 245 a, § 246, jf. § 245 a, § 260, stk. 2, og § 262 a, stk. 2, over for en person under 18 år eller af § 232 over for et barn under 15 år regnes forældelsesfristen tidligst fra den dag, den forurettede fylder 21 år. Det samme gælder overtrædelse af §§ 244, 245 og 246 i form af svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion eller sterilisation uden samtykke over for en person under 18 år. For overtrædelse af § 243, § 244, stk. 2, § 245 og § 246, jf. § 245, over for en person under 18 år regnes forældelsesfristen tidligst fra den dag, den forurettede fylder 21 år, når gerningsmanden på gerningstidspunktet tilhørte eller var nært knyttet til den forurettedes husstand. Hvis gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet, regnes forældelsesfristen dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt.

Det foreslås at udvide opregningen af bestemmelser i straffelovens § 94, stk. 4, til ligeledes at omfatte den foreslåede § 260 a.

Den foreslåede ændring vil betyde, at forældelsesfristen for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a om forbud mod at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, at lade sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 21 år. Hvis gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet, regnes forældelsesfristen dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt. Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af straffelovens § 136, stk. 3, at den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114 j, 208, 210, 216, 222, 223 og 225, jf. §§ 216, 222 og 223, §§ 237, 244-246, 260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Det foreslås, at der i straffelovens § 136, stk. 3, indsættes en henvisning til straffelovens § 243 og den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde vil indebære, at den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af straffelovens § 243 og den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3 og 5. Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 3, at præcisere lovteksten og bemærkningerne til straffelovens § 243 om psykisk vold i forhold til negativ social kontrol, herunder gennem ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter. Endvidere foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 5, at der indsættes en ny bestemmelse i straffeloven som § 260 a om forbud mod at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, at lade sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.

Det bemærkes, at ytringer, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, der ikke var strafbare på tidspunktet for handlingen, men som er strafbare på tidspunktet for billigelsen, også vil kunne straffes efter straffelovens § 136, stk. 3. Eksempelvis vil en billigelse af en konkret religiøs vielse af en mindreårig som led i religiøs oplæring kunne straffes efter lovens ikrafttræden, uanset at den pågældende vielse fandt sted inden ikrafttrædelsen af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder bestemmelsens strafbetingelser og strafniveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af straffelovens § 243, at den, som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagne gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Det foreslås, at der i straffelovens § 243 indsættes en henvisning til negativ social kontrol som eksempel på psykisk vold omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Der er alene tale om en sproglig præcisering af lovteksten, der har til formål at signalere, at negativ social kontrol må anses som kerneområdet for bestemmelsen.

Den sproglige præcisering af lovteksten har samtidig til formål at give mulighed for i bemærkningerne at præcisere bestemmelsens anvendelsesområde for så vidt angår den omfattede adfærd.

Med ændringen præciseres det således, at ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter, der i kraft af deres indhold fastholder en person i et ægteskab eller en lignende samlivssituation med henvisning til forestillinger om ærbarhed og/eller familiens generelle status, eller som på anden vis har til formål at lægge pres på en person til at træffe eller undlade at træffe bestemte livsbeslutninger vedrørende f.eks. skilsmisse eller valg af (kommende) ægtefælle, partner, bopæl eller uddannelse, er udtryk for negativ social kontrol, der – afhængig af de nærmere omstændigheder – kan udgøre psykisk vold. Der vil i den forbindelse navnlig kunne lægges vægt på kontraktens indhold og de omstændigheder, hvorunder den er indgået. Ligeledes vil der f.eks. kunne lægges vægt på, om kontrakten faciliterer en magtposition for gerningsmanden i forhold til forurettede, om forurettede gennem kontrakten får frataget fornemmelsen af at bestemme over sig selv og sit eget liv, og om kontrakten påvirker forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, uanset at kontrakten ikke er juridisk bindende. Det bemærkes, at indgåelsen af en ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakt ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt til at udgøre psykisk vold. Det afgørende vil være, at en sådan kontrakt faktisk og på en utilbørlig måde styrer den anden person ved f.eks. at fastholde personen i et forhold mod dennes vilje eller ved at formå personen til at træffe eller undlade at træffe en af de ovenfor nævnte livsbeslutninger.

Derimod vil udfærdigelsen og indgåelsen af en sådan kontrakt, hvis den efter sit indhold har til formål at styre en anden person, men hvor den (endnu) ikke har haft denne effekt, efter omstændighederne kunne straffes som forsøg på psykisk vold i medfør af straffelovens § 21. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis kontrakten lige er blevet lavet, og der derfor endnu ikke er tale om et handlemønster af en vis varighed.

Straffelovens § 243 omfatter i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23 den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til udøvelse af psykisk vold omfattet af bestemmelsen. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes religiøse forkyndere og andre personer, der må anses for at have en særlig autoritet i forhold til forurettede og dennes nærmeste, og som ved hjælp af f.eks. udarbejdelsen af en ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakt medvirker til, at gerningsmanden over for forurettede udøver negativ social kontrol på en af de førnævnte måder. Det bemærkes i den forbindelse, at den pågældende skal have haft forsæt til at medvirke til den psykiske vold.

Det bemærkes desuden, at strafbar medvirken forudsætter en vis forbindelse mellem den konkrete handling og den psykiske vold, idet det dog ikke kræves, at den pågældende handling har været afgørende for udøvelsen af den psykiske vold.

Efter medvirkensordningen i straffelovens § 23 vil enhver, der i bestemmelsens forstand deltager i en forbrydelse ved tilskyndelse, råd eller dåd pådrage sig samme strafansvar som gerningsmanden. Efter straffelovens § 23, stk. 1, 2. pkt., tages der imidlertid hensyn til den enkeltes indsats, herunder graden af medvirken, som led i strafudmålingen. Dette indebærer, at straffen for religiøse forkyndere mv., der medvirker til udøvelse af psykisk vold omfattet af straffelovens § 243, efter en konkret vurdering vil kunne nedsættes i forhold til gerningsmandens straf, hvis førnævnte alene har ydet en mindre væsentlig bistand.

Der er ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder bestemmelsens strafbetingelser og strafniveau. Det er således i det enkelte tilfælde en forudsætning, at det objektive og subjektive gerningsindhold er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af straffelovens § 260, stk. 2, at den, der tvinger nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgelig gyldighed, kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 år.

Med den foreslåede ændring af straffelovens § 260, stk. 2, udvides bestemmelsens anvendelsesområde til også at omfatte andet ægteskabslignende forhold og til at omfatte tvangsmæssig fastholdelse i et sådant ægteskab eller forhold omfattet af bestemmelsen.

Med indgåelse af et andet ægteskabslignende forhold vil skulle forstås en forbindelse mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også blive omfattet af bestemmelsen.

Derudover indebærer forslaget, at fastholdelse ved tvang i et ægteskab eller andet ægteskabslignede forhold, herunder forhold indgået som en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, skal straffes på samme måde, som tvang ved indgåelse af et ægteskab eller ved en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed straffes efter gældende ret.

Ved fastholdelse ved tvang forstås, at nogen ved de virkemidler, der fremgår af straffelovens § 260, stk. 1, eksempelvis vold eller trusler om vold, tvinges til at forblive i et forhold som omfattet af § 260, stk. 2, uanset et ønske om at forlade eller opløse dette.

Det vil således være en betingelse for at henføre fastholdelsen ved tvang under den skærpede strafferamme i straffelovens § 260, stk. 2, at forholdet er indgået som et ægteskab, ved en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, eller at der er tale om et andet ægteskabslignende forhold, som er indgået ved f.eks. et ritual, en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende. Det faktum, at forholdet over tid får en ægteskabslignende karakter, fordi man eksempelvis flytter sammen og får børn sammen, vil derimod ikke være tilstrækkeligt til at karakterisere forholdet som et ægteskabslignende forhold i bestemmelsens forstand. Fastholdelse ved tvang i et sådant forhold vil således fortsat skulle henføres under straffelovens § 260, stk. 1.

Med den foreslåede ordning er der ikke i øvrigt tilsigtet ændringer i strafniveauet efter straffelovens § 260, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af straffelovens § 260, stk. 2, at den, der tvinger nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgelig gyldighed, kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 år.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a vil gøre det strafbart at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold af en person under 18 år, at lade sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.

Der er tale om en nykriminalisering.

Kriminaliseringen vil gælde indgåelsen af alle religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold, hvor en eller begge de involverede parter er mindreårig, uanset at begge parter samtykker hertil.

Begrebet religiøs vielse vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 260, stk. 2, det vil sige som en indstiftelse af et ægteskabslignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Der kan i den forbindelse underskrives en form for ægteskabskontrakt, men dette vil ikke være en forudsætning for, at forholdet kan falde ind under bestemmelsen.

Begrebet ægtskabslignende forhold vil skulle forstås på samme måde som efter den foreslåede ændring til straffelovens § 260, stk. 2, der fremgår af lovforslagets § 1, nr. 4, det vil sige som en forbindelse mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også blive omfattet af bestemmelsen.

Med begrebet ”at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold” vil skulle forstås, at en person forestår det ritual eller den handling, der gør, at ægteskabet i den pågældende gruppes øjne anses for indstiftet, eksempelvis ved at forestå en ægteskabsceremoni eller ved at udfærdige en ægteskabskontrakt. Det vil ikke være en betingelse, at der skal være et religiøst islæt i ritualet, og også sædvanebaserede ritualer vil således være omfattet. Det vil heller ikke være en betingelse at den person, der forestår ritualet, har nogen form for religiøs autoritet, og en slægtning, der udfærdiger en ægteskabskontrakt, vil således også være omfattet af bestemmelsen.

Det bemærkes, at en person med vielsesmyndighed også vil blive omfattet af bestemmelsen, hvis vedkommende forestår en vielse, der lever op til de øvrige gyldighedsbetingelser herfor, og som derfor ville have borgerlig gyldighed, men som ikke er gyldig på grund af parternes alder.

Det bemærkes endvidere, at overtrædelse af bestemmelsen vil kræve forsæt til alle dele af bestemmelsens indhold, herunder med hensyn til at der er tale om en religiøs vielse eller et andet ægteskabslignende forhold og til den pågældendes alder. Hvis en person eksempelvis har fremsendt en skabelon til en ægteskabskontrakt uden at være klar over, at den ene af parterne var mindreårig, vil den pågældende således ikke kunne straffes efter bestemmelsen.

Bestemmelsens stk. 2, 1. led, vil finde anvendelse på forældre til børn og unge under 18 år. Det omfatter barnets og den unges juridiske forældre, dvs. de personer, der i retlig forstand har moderskab, faderskab eller medmoderskab til barnet, herunder adoptivforældre. Det er ikke afgørende, hvem der har forældremyndigheden. Bestemmelsen vil således også finde anvendelse på en forælder, som ikke har del i forældremyndigheden.

Med bestemmelsen kriminaliseres både aktive handlinger og passivitet i forhold til barnets indgåelse af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold.

Omfattet er i første række aktive handlinger såsom at aftale indgåelsen af den ægteskabslignende forbindelse på sit barns vegne eller at udøve social kontrol eller anden pression, der ikke er omfattet af reglerne om ulovlig tvang efter straffelovens § 260, for at få barnet til at indgå et sådant.

Forældre har imidlertid et særligt ansvar for at drage omsorg for deres børn. Passivitet i forhold til barnets indgåelse af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold vil derfor ligeledes være omfattet af bestemmelsen. En forælder, der har kendskab til, at barnet vil indgå et sådant, men som undlader at underrette de sociale myndigheder eller politiet, vil således også kunne straffes efter bestemmelsen.

Et eksempel vil kunne være en mor, der forholder sig passivt til, at hendes mand er ved at arrangere en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelse af et andet ægteskabslignede forhold for deres mindreårige barn, fordi der ligger en mere eller mindre udtalt forudsætning i familien om, at det er manden, der bestemmer i den slags spørgsmål. Det er af afgørende betydning for barnets tarv, at forældrene aktivt beskytter barnet mod familiemæssigt og socialt pres for at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold, hvorfor en sådan situation også vil være omfattet af bestemmelsen. Sådanne omstændigheder vil dog kunne indgå som formildende omstændigheder ved vurderingen af straffens fastsættelse.

Overtrædelse af bestemmelsen vil forudsætte, at den pågældende har haft forsæt med hensyn til, at barnet indgår en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold, som omfattet af bestemmelsen.

I bestemmelsens stk. 2, 2. led, kriminaliseres det frivilligt at lade sig vie religiøst uden borgerlig gyldighed eller at indgå et ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, hvis man selv er over 18 år.

Om indgåelsen af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold kan anses for ”frivillig” vil bero på, om personerne deltager af deres egen frie vilje. Frivillighed (og dermed også ufrivillighed) kan komme til udtryk ved ord og handling eller kan fremgå af den konkrete situation og sammenhæng. Der vil i den forbindelse skulle foretages en konkret helhedsbedømmelse af samtlige omstændigheder i sagen. Retten vil således ved den konkrete vurdering, der skal foretages i det enkelte tilfælde, kunne tage højde for, om f.eks. passivitet er udtryk for frivillighed, eller at den pågældende selv er underlagt social kontrol eller udsat for pression.

Frivilligheden må vurderes objektivt ud fra oplysningerne om omstændighederne omkring indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold, herunder personens ord og handlinger, og ikke ud fra personens indre overbevisning.

I den kontekst vil den pågældendes alder og livssituation kunne tages i betragtning. Er den pågældende eksempelvis lige fyldt 18 år, hjemmeboende og økonomisk afhængig af sine forældre og underlagt stort socialt pres, bør der ikke stilles strenge krav til, at den pågældende har sagt aktivt fra eller har rettet henvendelse til politiet eller de sociale myndigheder.

Er den pågældende imidlertid væsentligt ældre og/eller økonomisk uafhængig af sine forældre, vil man derimod kunne kræve at den pågældende aktivt siger fra, og der vil derfor i disse situationer være en klar formodning for, at indgåelsen var frivillig, medmindre den pågældende var udsat for ulovlig tvang som defineret i straffelovens § 260.

Det er alene selve indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold, hvad enten denne sker ved et ritual, indgåelse af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende, der kriminaliseres. Det faktum, at et forhold over tid får karakter af et ægteskabslignende forhold, f.eks. fordi en mindreårig flytter sammen med sin kæreste og får børn, vil således ikke i sig selv være strafbart.

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af forbuddet fastsættes til bødestraf og op til 2 års fængsel.

Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil bero på domstolenes konkrete vurdering af alle sagens relevante omstændigheder. Domstolene vil i forbindelse med straffens fastsættelse bl.a. skulle tage højde for de mulige negative konsekvenser, indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold har haft eller ville kunne få for barnet, om den pågældende aktivt har fremmet indgåelsen, eller om der alene har været udvist passivitet, og om gerningsmanden selv har været undertrykt eller udsat for pression. Straffen udmåles i overensstemmelse med principperne for udmåling af straffen for overtrædelser af straffeloven, som har en tilsvarende strafferamme, herunder navnlig ulovlig tvang efter straffelovens § 260.

I tilfælde, hvor én af parterne ved ulovlig tvang efter straffelovens § 260 tvinges til at indgå den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold, vil der skulle straffes efter denne bestemmelse i stedet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.