Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 94, stk. 4, at for overtrædelse af § 245 a, § 246, jf. § 245 a, § 260, stk. 2, og § 262 a, stk. 2, over for en person under 18 år eller af § 232 over for et barn under 15 år regnes forældelsesfristen tidligst fra den dag, den forurettede fylder 21 år. Det samme gælder overtrædelse af §§ 244, 245 og 246 i form af svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion eller sterilisation uden samtykke over for en person under 18 år. For overtrædelse af § 243, § 244, stk. 2, § 245 og § 246, jf. § 245, over for en person under 18 år regnes forældelsesfristen tidligst fra den dag, den forurettede fylder 21 år, når gerningsmanden på gerningstidspunktet tilhørte eller var nært knyttet til den forurettedes husstand. Hvis gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet, regnes forældelsesfristen dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt.

Det foreslås at udvide opregningen af bestemmelser i straffelovens § 94, stk. 4, til ligeledes at omfatte den foreslåede § 260 a.

Den foreslåede ændring vil betyde, at forældelsesfristen for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a om forbud mod at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, at lade sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 21 år. Hvis gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet, regnes forældelsesfristen dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt. Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af straffelovens § 136, stk. 3, at den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114 j, 208, 210, 216, 222, 223 og 225, jf. §§ 216, 222 og 223, §§ 237, 244-246, 260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Det foreslås, at der i straffelovens § 136, stk. 3, indsættes en henvisning til straffelovens § 243 og den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde vil indebære, at den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af straffelovens § 243 og den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3 og 5. Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 3, at præcisere lovteksten og bemærkningerne til straffelovens § 243 om psykisk vold i forhold til negativ social kontrol, herunder gennem ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter. Endvidere foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 5, at der indsættes en ny bestemmelse i straffeloven som § 260 a om forbud mod at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, at lade sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.

Det bemærkes, at ytringer, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, der ikke var strafbare på tidspunktet for handlingen, men som er strafbare på tidspunktet for billigelsen, også vil kunne straffes efter straffelovens § 136, stk. 3. Eksempelvis vil en billigelse af en konkret religiøs vielse af en mindreårig som led i religiøs oplæring kunne straffes efter lovens ikrafttræden, uanset at den pågældende vielse fandt sted inden ikrafttrædelsen af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder bestemmelsens strafbetingelser og strafniveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af straffelovens § 243, at den, som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagne gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Det foreslås, at der i straffelovens § 243 indsættes en henvisning til negativ social kontrol som eksempel på psykisk vold omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Der er alene tale om en sproglig præcisering af lovteksten, der har til formål at signalere, at negativ social kontrol må anses som kerneområdet for bestemmelsen.

Den sproglige præcisering af lovteksten har samtidig til formål at give mulighed for i bemærkningerne at præcisere bestemmelsens anvendelsesområde for så vidt angår den omfattede adfærd.

Med ændringen præciseres det således, at ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakter, der i kraft af deres indhold fastholder en person i et ægteskab eller en lignende samlivssituation med henvisning til forestillinger om ærbarhed og/eller familiens generelle status, eller som på anden vis har til formål at lægge pres på en person til at træffe eller undlade at træffe bestemte livsbeslutninger vedrørende f.eks. skilsmisse eller valg af (kommende) ægtefælle, partner, bopæl eller uddannelse, er udtryk for negativ social kontrol, der – afhængig af de nærmere omstændigheder – kan udgøre psykisk vold. Der vil i den forbindelse navnlig kunne lægges vægt på kontraktens indhold og de omstændigheder, hvorunder den er indgået. Ligeledes vil der f.eks. kunne lægges vægt på, om kontrakten faciliterer en magtposition for gerningsmanden i forhold til forurettede, om forurettede gennem kontrakten får frataget fornemmelsen af at bestemme over sig selv og sit eget liv, og om kontrakten påvirker forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, uanset at kontrakten ikke er juridisk bindende. Det bemærkes, at indgåelsen af en ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakt ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt til at udgøre psykisk vold. Det afgørende vil være, at en sådan kontrakt faktisk og på en utilbørlig måde styrer den anden person ved f.eks. at fastholde personen i et forhold mod dennes vilje eller ved at formå personen til at træffe eller undlade at træffe en af de ovenfor nævnte livsbeslutninger.

Derimod vil udfærdigelsen og indgåelsen af en sådan kontrakt, hvis den efter sit indhold har til formål at styre en anden person, men hvor den (endnu) ikke har haft denne effekt, efter omstændighederne kunne straffes som forsøg på psykisk vold i medfør af straffelovens § 21. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis kontrakten lige er blevet lavet, og der derfor endnu ikke er tale om et handlemønster af en vis varighed.

Straffelovens § 243 omfatter i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23 den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til udøvelse af psykisk vold omfattet af bestemmelsen. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes religiøse forkyndere og andre personer, der må anses for at have en særlig autoritet i forhold til forurettede og dennes nærmeste, og som ved hjælp af f.eks. udarbejdelsen af en ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakt medvirker til, at gerningsmanden over for forurettede udøver negativ social kontrol på en af de førnævnte måder. Det bemærkes i den forbindelse, at den pågældende skal have haft forsæt til at medvirke til den psykiske vold.

Det bemærkes desuden, at strafbar medvirken forudsætter en vis forbindelse mellem den konkrete handling og den psykiske vold, idet det dog ikke kræves, at den pågældende handling har været afgørende for udøvelsen af den psykiske vold.

Efter medvirkensordningen i straffelovens § 23 vil enhver, der i bestemmelsens forstand deltager i en forbrydelse ved tilskyndelse, råd eller dåd pådrage sig samme strafansvar som gerningsmanden. Efter straffelovens § 23, stk. 1, 2. pkt., tages der imidlertid hensyn til den enkeltes indsats, herunder graden af medvirken, som led i strafudmålingen. Dette indebærer, at straffen for religiøse forkyndere mv., der medvirker til udøvelse af psykisk vold omfattet af straffelovens § 243, efter en konkret vurdering vil kunne nedsættes i forhold til gerningsmandens straf, hvis førnævnte alene har ydet en mindre væsentlig bistand.

Der er ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder bestemmelsens strafbetingelser og strafniveau. Det er således i det enkelte tilfælde en forudsætning, at det objektive og subjektive gerningsindhold er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af straffelovens § 260, stk. 2, at den, der tvinger nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgelig gyldighed, kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 år.

Med den foreslåede ændring af straffelovens § 260, stk. 2, udvides bestemmelsens anvendelsesområde til også at omfatte andet ægteskabslignende forhold og til at omfatte tvangsmæssig fastholdelse i et sådant ægteskab eller forhold omfattet af bestemmelsen.

Med indgåelse af et andet ægteskabslignende forhold vil skulle forstås en forbindelse mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også blive omfattet af bestemmelsen.

Derudover indebærer forslaget, at fastholdelse ved tvang i et ægteskab eller andet ægteskabslignede forhold, herunder forhold indgået som en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, skal straffes på samme måde, som tvang ved indgåelse af et ægteskab eller ved en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed straffes efter gældende ret.

Ved fastholdelse ved tvang forstås, at nogen ved de virkemidler, der fremgår af straffelovens § 260, stk. 1, eksempelvis vold eller trusler om vold, tvinges til at forblive i et forhold som omfattet af § 260, stk. 2, uanset et ønske om at forlade eller opløse dette.

Det vil således være en betingelse for at henføre fastholdelsen ved tvang under den skærpede strafferamme i straffelovens § 260, stk. 2, at forholdet er indgået som et ægteskab, ved en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, eller at der er tale om et andet ægteskabslignende forhold, som er indgået ved f.eks. et ritual, en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende. Det faktum, at forholdet over tid får en ægteskabslignende karakter, fordi man eksempelvis flytter sammen og får børn sammen, vil derimod ikke være tilstrækkeligt til at karakterisere forholdet som et ægteskabslignende forhold i bestemmelsens forstand. Fastholdelse ved tvang i et sådant forhold vil således fortsat skulle henføres under straffelovens § 260, stk. 1.

Med den foreslåede ordning er der ikke i øvrigt tilsigtet ændringer i strafniveauet efter straffelovens § 260, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af straffelovens § 260, stk. 2, at den, der tvinger nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgelig gyldighed, kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 år.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a vil gøre det strafbart at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold af en person under 18 år, at lade sit barn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold eller, efter at være fyldt 18 år, frivilligt at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.

Der er tale om en nykriminalisering.

Kriminaliseringen vil gælde indgåelsen af alle religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold, hvor en eller begge de involverede parter er mindreårig, uanset at begge parter samtykker hertil.

Begrebet religiøs vielse vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 260, stk. 2, det vil sige som en indstiftelse af et ægteskabslignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Der kan i den forbindelse underskrives en form for ægteskabskontrakt, men dette vil ikke være en forudsætning for, at forholdet kan falde ind under bestemmelsen.

Begrebet ægtskabslignende forhold vil skulle forstås på samme måde som efter den foreslåede ændring til straffelovens § 260, stk. 2, der fremgår af lovforslagets § 1, nr. 4, det vil sige som en forbindelse mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også blive omfattet af bestemmelsen.

Med begrebet ”at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold” vil skulle forstås, at en person forestår det ritual eller den handling, der gør, at ægteskabet i den pågældende gruppes øjne anses for indstiftet, eksempelvis ved at forestå en ægteskabsceremoni eller ved at udfærdige en ægteskabskontrakt. Det vil ikke være en betingelse, at der skal være et religiøst islæt i ritualet, og også sædvanebaserede ritualer vil således være omfattet. Det vil heller ikke være en betingelse at den person, der forestår ritualet, har nogen form for religiøs autoritet, og en slægtning, der udfærdiger en ægteskabskontrakt, vil således også være omfattet af bestemmelsen.

Det bemærkes, at en person med vielsesmyndighed også vil blive omfattet af bestemmelsen, hvis vedkommende forestår en vielse, der lever op til de øvrige gyldighedsbetingelser herfor, og som derfor ville have borgerlig gyldighed, men som ikke er gyldig på grund af parternes alder.

Det bemærkes endvidere, at overtrædelse af bestemmelsen vil kræve forsæt til alle dele af bestemmelsens indhold, herunder med hensyn til at der er tale om en religiøs vielse eller et andet ægteskabslignende forhold og til den pågældendes alder. Hvis en person eksempelvis har fremsendt en skabelon til en ægteskabskontrakt uden at være klar over, at den ene af parterne var mindreårig, vil den pågældende således ikke kunne straffes efter bestemmelsen.

Bestemmelsens stk. 2, 1. led, vil finde anvendelse på forældre til børn og unge under 18 år. Det omfatter barnets og den unges juridiske forældre, dvs. de personer, der i retlig forstand har moderskab, faderskab eller medmoderskab til barnet, herunder adoptivforældre. Det er ikke afgørende, hvem der har forældremyndigheden. Bestemmelsen vil således også finde anvendelse på en forælder, som ikke har del i forældremyndigheden.

Med bestemmelsen kriminaliseres både aktive handlinger og passivitet i forhold til barnets indgåelse af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold.

Omfattet er i første række aktive handlinger såsom at aftale indgåelsen af den ægteskabslignende forbindelse på sit barns vegne eller at udøve social kontrol eller anden pression, der ikke er omfattet af reglerne om ulovlig tvang efter straffelovens § 260, for at få barnet til at indgå et sådant.

Forældre har imidlertid et særligt ansvar for at drage omsorg for deres børn. Passivitet i forhold til barnets indgåelse af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold vil derfor ligeledes være omfattet af bestemmelsen. En forælder, der har kendskab til, at barnet vil indgå et sådant, men som undlader at underrette de sociale myndigheder eller politiet, vil således også kunne straffes efter bestemmelsen.

Et eksempel vil kunne være en mor, der forholder sig passivt til, at hendes mand er ved at arrangere en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelse af et andet ægteskabslignede forhold for deres mindreårige barn, fordi der ligger en mere eller mindre udtalt forudsætning i familien om, at det er manden, der bestemmer i den slags spørgsmål. Det er af afgørende betydning for barnets tarv, at forældrene aktivt beskytter barnet mod familiemæssigt og socialt pres for at indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold, hvorfor en sådan situation også vil være omfattet af bestemmelsen. Sådanne omstændigheder vil dog kunne indgå som formildende omstændigheder ved vurderingen af straffens fastsættelse.

Overtrædelse af bestemmelsen vil forudsætte, at den pågældende har haft forsæt med hensyn til, at barnet indgår en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold, som omfattet af bestemmelsen.

I bestemmelsens stk. 2, 2. led, kriminaliseres det frivilligt at lade sig vie religiøst uden borgerlig gyldighed eller at indgå et ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, hvis man selv er over 18 år.

Om indgåelsen af en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold kan anses for ”frivillig” vil bero på, om personerne deltager af deres egen frie vilje. Frivillighed (og dermed også ufrivillighed) kan komme til udtryk ved ord og handling eller kan fremgå af den konkrete situation og sammenhæng. Der vil i den forbindelse skulle foretages en konkret helhedsbedømmelse af samtlige omstændigheder i sagen. Retten vil således ved den konkrete vurdering, der skal foretages i det enkelte tilfælde, kunne tage højde for, om f.eks. passivitet er udtryk for frivillighed, eller at den pågældende selv er underlagt social kontrol eller udsat for pression.

Frivilligheden må vurderes objektivt ud fra oplysningerne om omstændighederne omkring indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold, herunder personens ord og handlinger, og ikke ud fra personens indre overbevisning.

I den kontekst vil den pågældendes alder og livssituation kunne tages i betragtning. Er den pågældende eksempelvis lige fyldt 18 år, hjemmeboende og økonomisk afhængig af sine forældre og underlagt stort socialt pres, bør der ikke stilles strenge krav til, at den pågældende har sagt aktivt fra eller har rettet henvendelse til politiet eller de sociale myndigheder.

Er den pågældende imidlertid væsentligt ældre og/eller økonomisk uafhængig af sine forældre, vil man derimod kunne kræve at den pågældende aktivt siger fra, og der vil derfor i disse situationer være en klar formodning for, at indgåelsen var frivillig, medmindre den pågældende var udsat for ulovlig tvang som defineret i straffelovens § 260.

Det er alene selve indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold, hvad enten denne sker ved et ritual, indgåelse af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende, der kriminaliseres. Det faktum, at et forhold over tid får karakter af et ægteskabslignende forhold, f.eks. fordi en mindreårig flytter sammen med sin kæreste og får børn, vil således ikke i sig selv være strafbart.

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af forbuddet fastsættes til bødestraf og op til 2 års fængsel.

Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil bero på domstolenes konkrete vurdering af alle sagens relevante omstændigheder. Domstolene vil i forbindelse med straffens fastsættelse bl.a. skulle tage højde for de mulige negative konsekvenser, indgåelsen af den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold har haft eller ville kunne få for barnet, om den pågældende aktivt har fremmet indgåelsen, eller om der alene har været udvist passivitet, og om gerningsmanden selv har været undertrykt eller udsat for pression. Straffen udmåles i overensstemmelse med principperne for udmåling af straffen for overtrædelser af straffeloven, som har en tilsvarende strafferamme, herunder navnlig ulovlig tvang efter straffelovens § 260.

I tilfælde, hvor én af parterne ved ulovlig tvang efter straffelovens § 260 tvinges til at indgå den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold, vil der skulle straffes efter denne bestemmelse i stedet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter paslovens § 2, stk. 1, kan politiet i en række tilfælde nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas.

Det foreslås, at »eller« udgår af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4 .

Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, er en teknisk konsekvensændring af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3, vil medføre, at der indsættes et nyt nr. 6 i paslovens § 2, stk. 1, hvorefter politiet vil kunne nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at det pågældende barn ellers vil blive sendt til udlandet for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Til nr. 2

Efter paslovens § 2, stk. 1, kan politiet i en række tilfælde nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas.

Det foreslås, at »fare.« ændres til »fare, eller« i paslovens § 2, stk. 1, nr. 5 .

Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, er en teknisk konsekvensændring af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3, vil medføre, at der indsættes et nyt nr. 6 i paslovens § 2, stk. 1, hvorefter politiet vil kunne nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at det pågældende barn ellers vil blive sendt til udlandet for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Til nr. 3

Efter paslovens § 2, stk. 1, kan politiet i en række tilfælde nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas.

Den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, vil give politiet beføjelse til at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at den pågældende vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller til at inddrage et allerede udstedt pas er det samme som for de øvrige overtrædelser af paslovens § 2.

Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet. Politiets skøn vil kunne efterprøves af domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf. pkt. 2.5.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betydning for, om en sådan situation foreligger, vil eksempelvis være, at det pågældende barn selv henvender sig til myndighederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden omsorgsperson for barnet henvender sig, fordi vedkommende har fået mistanke om, at barnet er i fare for at blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold. Der bør dog ligeledes ses på, om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, ligesom også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.

I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra barnet selv, og hvor barnet er fyldt 10 år, bør barnet, så vidt det er muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af barnets egen opfattelse af situationen bør bl.a. afhænge af barnets alder og modenhed. Barnets egen anskuelse af situationen bør dog ikke som udgangspunkt tillægges afgørende vægt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter paslovens § 2, stk. 2, skal politiet fastsætte en frist for inddragelsen eller nægtelsen af udstedelse af passet, der ikke kan overstige 1 år, for afgørelser efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5. Fristen kan forlænges med indtil 1 år ad gangen, jf. paslovens § 2, stk. 2, 2. pkt. Afgørelser efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, gælder dog kun, indtil barnet fylder 18 år, jf. paslovens § 2, stk. 2, 3. pkt.

Efter paslovens § 4 a, stk. 6, 3. pkt., udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af paslovens § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5.

Med forslaget til § 2, stk. 2, 1. og 3. pkt., i pasloven fastsættes, at afgørelser truffet efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, skal behandles på samme måde som afgørelser truffet efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5.

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om den pågældendes forældres ønske om og vilje til at sende den pågældende til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, vil kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen kan der derimod være grund til at overveje at fastsatte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af egen drift eller efter anmodning fra den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt under virkningsperioden.

Fristen for politiets afgørelser om at nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas regnes fra den dag, hvor afgørelsen er truffet.

Fristen kan maksimalt forlænges til barnet fylder 18 år, hvor barnet selv får rådighed over sit pas.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med forslaget til § 4 a, stk. 6, 3. pkt., i pasloven fastsættes, at der udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af paslovens § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, som foreslås indsat med lovforslaget § 2, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Politiet kan efter den gældende § 2, stk. 3, i pasloven under særlige omstændigheder udstede provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4 og 5.

Efter den gældende § 2, stk. 3, i pasloven, forstås der med særlige omstændigheder konkrete hensyn, der taler med afgørende vægt for at tillade den pågældende at foretage en specifik rejse.

Det foreslås i § 2, stk. 3, at ændre »nr. 4 og 5« til »nr. 4-6«.

Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 3, udvider adgangen til at udstede provisoriske pas efter denne bestemmelse til også at dække personer, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6.

»Særlige omstændigheder« vil skulle fortolkes på samme måde som i de situationer, hvor det provisoriske pas udstedes i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5. Barnet vil således i videst muligt omfang skulle have mulighed for at fortsætte sin normale dagligdag.

»Særlige omstændigheder«, efter hvilke der kan udstedes et provisorisk pas i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, falder således i denne type sager i to kategorier: Rejser, hvor der ikke er en konkret risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, og rejser, hvor der er en sådan risiko, men hvor tungtvejende hensyn alligevel tilsiger, at barnet bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet.

Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, vil blandt andet være lejrskoler, sportslejre og studieture. I den situation vil udgangspunktet være, at der skal udstedes et provisorisk pas. Hvis den konkrete situation tilsiger det, vil det provisoriske pas i den situation kunne overdrages af politiet til barnet selv eller til en lærer eller en lignende omsorgsperson.

Der vil dog også være tilfælde, hvor der er en risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, men hvor tungtvejende – eksempelvis familiemæssige – hensyn tilsiger, at der alligevel skal udstedes et provisorisk pas. I den situation vil det bero på en konkret vurdering, om der skal udstedes et provisorisk pas.

Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale for at tillade barnet at foretage en specifik rejse, og hvor det derfor vil være berettiget at udstede et provisorisk pas til brug for rejsen.

Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for det barn, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte udstedelse af pas, eller hvis pas er inddraget, selv skal søge tilladelse til at få udstedt et provisorisk pas, og at den pågældende i den forbindelse skal dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation kan nævnes en erklæring fra en læge om alvorlig sygdom hos et nært familiemedlem eller en erklæring fra den pågældendes skole om, at barnet skal på lejrskole.

De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse af provisorisk pas vil også gælde for udstedelse af provisorisk pas efter den foreslåede bestemmelse. Det indebærer bl.a., at det provisoriske pas kun vil blive givet for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og ikke ud over et år, jf. pasbekendtgørelsens § 24, stk. 2. Dog vil udstedelsen af provisorisk pas ske vederlagsfrit, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse om at nægte pasudstedelse eller inddrage et allerede udstedt pas kan kræves forelagt retten af forældremyndighedsindehavere for det barn, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, jf. paslovens § 2, stk. 4. Politiet skal i så fald uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest muligt afgør, om politiets bestemmelser skal opretholdes eller ophæves.

Af paslovens § 2, stk. 5, 3. pkt., fremgår det, de i stk. 1, nr. 3-5, omhandlede tilfælde kan indbringes begæringen for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698. Ved sagens behandling finder reglerne i retsplejelovens 4. bog i øvrigt anvendelse med de fornødne lempelser.

Efter retsplejelovens § 698 skal begæringen indbringes for den ret, i hvis kreds sigtede bor, eller, hvis han ikke har bolig i riget, ved forfølgningens begyndelse opholder sig, eller, hvis han ikke findes i riget, ved den ret, i hvis kreds han sidst havde bolig eller opholdt sig.

På samme måde vil afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, kunne indbringes for domstolene.

Det foreslås i § 2, stk. 5, 3. pkt., at ændre »nr. 3-5« til »nr. 3-6«.

Med den foreslåede ændring af § 2, stk. 5, 3. pkt., i pasloven fastsættes, at spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 6, skal indbringes for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698. Ved behandlingen af sådanne sager finder reglerne i retsplejelovens 4. bog om strafferetsplejen anvendelse med de fornødne lempelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 9, stk. 23, kan opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2 (børnesammenføring), medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke gives, såfremt den i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle eller samlever inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod et eller flere mindreårige børn ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1 eller 3, jf. stk. 1, §§ 213, 215, 216, 218, 219, 222, 223, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216, 218, 219, 222, 223 eller § 224, stk. 1, §§ 226, 232, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 235, 237, 243-246, 250, 260, 261, § 262 a, stk. 2, eller § 266.

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 9, stk. 23, således at bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens § 260 a om forbud mod religiøse vielser af mindreårige mv., som foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 5.

Ændringen vil betyde, at herboende personer, der efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf for at have forestået en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, som udgangspunkt ikke vil kunne få familiesammenført egne eller en ægtefælles eller samlevers børn til Danmark i 10 år.

Det vil også betyde, at herboende personer, der efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf for at have ladet et eller flere af sine børn indgå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold, som udgangspunkt ikke vil kunne få familiesammenført egne eller en ægtefælles eller samlevers børn til Danmark i 10 år.

Endelig vil det betyde, at herboende personer, der efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf for efter at være fyldt 18 år frivilligt at have indgået en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, som udgangspunkt ikke vil kunne få familiesammenført egne eller en ægtefælles eller samlevers børn til Danmark i 10 år.

Det samme gælder, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig retsfølge for at have overtrådt den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a og ville være idømt frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Ændringen vil navnlig finde anvendelse i de tilfælde, hvor den pågældende er udlænding og ikke er udvist i forbindelse med dommen, eller hvor den pågældende er dansk statsborger og har en udenlandsk ægtefælle, der ønsker at få sit eller sine udenlandske børn til Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter udlændingelovens § 9 f, stk. 5, er forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, betinget af bl.a., at udlændingen inden 6 måneder efter meddelelse af opholdstilladelsen har bestået en prøve i dansk på A1-minus-niveau og danske samfundsforhold.

Prøven betegnes samlet indvandringsprøven og er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 181 af 26. februar 2013 om indvandringsprøven. Indvandringsprøven består af henholdsvis en prøve i dansk på A1-minus-niveau (sprogprøve) og en prøve i viden om Danmark og det danske samfund (vidensprøve).

Det foreslås, at udlændingelovens § 9 f, stk. 5, 1. pkt., ændres, så niveauet for indvandringsprøvens sprogprøve hæves fra A1-minus til A1.

Forslaget vil indebære, at den første forlængelse af en opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, er betinget af, at udlændingen inden 6 måneder efter den oprindelige meddelelse af opholdstilladelsen har bestået en prøve i dansk på A1-niveau og danske samfundsforhold (indvandringsprøven).

Endvidere foreslås det, at henvisningen til bekendtgørelse nr. 981 af 28. juni 2016 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. udgår af udlændingelovens § 9 f, stk. 5.

Henvisningen er misvisende, idet indvandringsprøven, herunder sprogprøven, ikke er reguleret i bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. I stedet reguleres indvandringsprøven nærmere i bekendtgørelse udstedt i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 5, 2. pkt.

Der er således alene tale om en rettelse af en fejl.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Udlændingestyrelsen træffer af egen drift afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, hvis grundlaget fortsat er til stede.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 7, skal der ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, eller § 9 q, stk. 2, tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen eller udlændingens barn har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet. Det gælder uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 8, skal der ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1 eller § 9 q, stk. 2, tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at den i Danmark fastboende person er afgået ved døden. Det gælder uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet.

Med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 2, 3. pkt., vil det fremgå af bestemmelsen, at § 19, stk. 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2.

Ændringen vil betyde, at der fremover ikke kun i forbindelse med en afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse, der er meddelt en ægtefællefællesammenført til en herboende flygtning, men også i forbindelse med en afgørelse om forlængelse af opholdstilladelsen, skal tages hensyn til, om samlivet er ophævet og opholdsgrundlaget dermed ikke længere er til stede, fordi udlændingen eller udlændingens barn har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet, eller fordi udlændingens ægtefælle er afgået ved døden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., kan en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse som religiøs forkynder m.v. efter § 9 f, stk. 1, inddrages, såfremt udlændingen ved endelig dom er idømt straf for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 266, 266 a eller 266 b.

Det følger af udlændingelovens § 19 a, stk. 2, at udlændingelovens § 26, stk. 1, finder anvendelse ved inddragelse af en opholdstilladelse efter bl.a. udlændingelovens § 9 f, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der ved afgørelse om udvisning efter udlændingelovens §§ 25 a-25 c tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund og udlændingens personlige forhold i øvrigt.

Udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., har et meget begrænset anvendelsesområde, da der efter udlændingelovens § 25 c og § 32, stk. 4, nr. 2, er adgang til at udvise med indrejseforbud i 4 år, hvis en udlænding med opholdstilladelse som religiøs forkynder mv. efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, idømmes straf efter de nævnte bestemmelser i straffeloven, jf. nærmere pkt. 2.7.

Bestemmelsen vil dog kunne få betydning i tilfælde, hvor hensynene i § 26, stk. 1, betyder, at det vil være uproportionalt at udvise den pågældende udlænding med indrejseforbud, men hvor det ikke vil være uproportionalt at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, stk. 6, jf. § 19 a, stk. 2, og § 26, stk. 1.

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., således at bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens § 243, som foreslås præciseret med lovforslagets § 1, nr. 3, og straffelovens § 260 a, som foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 5.

Ændringen vil betyde f.eks., at en opholdstilladelse – herunder en tidsubegrænset opholdstilladelse – meddelt en religiøs forkynder m.fl. efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, vil kunne inddrages, bl.a. hvis den pågældende dømmes for (medvirken til)psykisk vold omfattet af straffelovens § 243, herunder f.eks. ved at have medvirket til udøvelse af negativ social kontrol gennem udarbejdelse af en ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakt, der efter sit indhold har til formål at fastholde en person i et ægteskab eller en lignende samlivssituation med henvisning til forestillinger om ærbarhed og/eller familiens generelle status eller udsætte forurettede for anden negativ social kontrol, at isolere en person fra sit barn eller dennes nærmeste, at afpresse en person, eller som på anden vis har til formål at lægge pres på en person til at træffe eller undlade at træffe bestemte livsbeslutninger vedrørende f.eks. skilsmisse eller valg af (kommende) ægtefælle, partner, bopæl eller uddannelse.

Ændringen vil også betyde f.eks., at en opholdstilladelse – herunder en tidsubegrænset opholdstilladelse – meddelt en religiøs forkynder m.fl. efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, vil kunne inddrages, bl.a. hvis den pågældende dømmes for at have forestået en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed af en mindreårig.

Anvendelsen vil som i dag være begrænset til tilfælde, hvor udlændingen ikke udvises efter udlændingelovens § 25 c, fordi hensynene i § 26, stk. 1, betyder, at det vil være uproportionalt at udvise den pågældende udlænding med indrejseforbud, men hvor det ikke vil være uproportionalt at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, stk. 6, jf. § 19 a, stk. 2, og § 26, stk. 1.

Ændringen skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 7.

Til nr. 5

Efter udlændingeloven kan udlændinge udvises, hvis de idømmes ubetinget frihedsstraf for nærmere bestemte overtrædelser af navnlig straffeloven. Det gælder uanset frihedsstraffens længde og varigheden af udlændingens ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 22, nr. 4-9, § 23, nr. 1, og § 24, nr. 1.

Det følger således af udlændingelovens § 22, nr. 6, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen efter bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2 og stk. 3, 2. pkt., jf. 1. pkt., § 119 b, § 123, § 136, § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 193, stk. 1, § 208, stk. 1, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 215, § 216, § 222, § 225, jf. §§ 216 og 222, § 226, § 235, § 237, §§ 243-246, § 250, § 252, stk. 1 og 2, § 261, stk. 2, § 262 a, § 276, jf. § 286, § 276 a, jf. § 286, §§ 278-283, jf. § 286, § 279, jf. § 285, hvis forholdet angår socialt bedrageri, § 288, § 289, § 289 a, § 290, stk. 2, § 291, stk. 1, jf. stk. 4, eller § 291, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 22, nr. 6, således at bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens § 260 a, der foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 5.

Ændringen vil betyde, at en udlænding – uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet – vil kunne udvises, hvis den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf for at have forestået en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold af en person under 18 år, for at have ladet sit mindreårige barn indgå et sådant forhold eller for frivilligt at have indgået et sådant forhold med en person under 18 år, hvor den pågældende selv er over 18 år. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig retsfølge for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne og ville være idømt ubetinget frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, vil en udlænding skulle udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Om udvisning vil kunne ske, vil afhænge af en konkret vurdering, hvori bl.a. skal indgå, om udlændingen har et familieliv i Danmark og længden af udlændingens ophold i Danmark.

For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil udvisning dog skulle ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Efter udlændingeloven kan udlændinge udvises, hvis de idømmes ubetinget frihedsstraf for nærmere bestemte overtrædelser af navnlig straffeloven. Det gælder uanset frihedsstraffens længde og varigheden af udlændingens ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 22, nr. 4-9, § 23, nr. 1, og § 24, nr. 1.

Det følger således af udlændingelovens § 22, nr. 7, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen efter straffelovens §§ 260 eller 266 under henvisning til, at den pågældende har tvunget nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed mod eget ønske, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

De gældende bestemmelser i straffelovens § 260, stk. 2, og udlændingelovens § 22, nr. 7, omfatter tvang til indgåelse af ægteskab og religiøse vielser uden borgerlig gyldighed, men ikke tvang til indgåelse af andre ægteskabslignede forhold.

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 22, nr. 7, således at bestemmelsen også kommer til at omfatte indgåelsen af andet ægteskabslignende forhold og fastholdelse i et ægteskab eller forhold som omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 260, stk. 2, der med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås ændret.

Ændringen vil betyde, at en udlænding – uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet – vil kunne udvises, hvis den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf for tvangsmæssigt at have fastholdt en anden person i et ægteskab mod dennes ønske, uanset om forholdet er indgået som en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller som et andet ægteskabslignende forhold. Endvidere vil der kunne udvises uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf for at have tvunget nogen til at indgå et andet ægteskabslignede forhold end forhold indgået ved en religiøs vielse.

Udlændingen vil i disse tilfælde også kunne udvises, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig retsfølge for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne og ville være idømt ubetinget frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, vil en udlænding skulle udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Om udvisning vil kunne ske, vil afhænge af en konkret vurdering, hvori bl.a. skal indgå, om udlændingen har et familieliv i Danmark og længden af udlændingens ophold i Danmark.

For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil udvisning dog skulle ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Efter udlændingelovens § 25 c kan en udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde udvises, hvis udlændingen er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 266, 266 a eller 266 b.

Bestemmelsen finder anvendelse i de tilfælde, hvor en udlænding med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, der omfatter bl.a. religiøse forkyndere, er dømt for at overtræde en eller flere af de straffelovsbestemmelser, der er nævnt i bestemmelsen, f.eks. straffelovens § 136, men hvor der ikke er udvist efter udlændingelovens §§ 22-24 som følge af straffens længde eller karakter. Det kan f.eks. være i et tilfælde, hvor en religiøs forkynder alene er idømt bødestraf for at have overtrådt straffelovens § 136. Der vil i sådanne tilfælde kunne udvises efter udlændingelovens § 25 c.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der ved afgørelse om udvisning efter bl.a. udlændingelovens § 25 c tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund og udlændingens personlige forhold i øvrigt.

Der foreslås at udvide udlændingelovens § 25 c , således at bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens § 243, som foreslås præciseret med lovforslagets § 1, nr. 3, og straffelovens § 260 a, som foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 5.

Det vil betyde f.eks., at en udlænding med opholdstilladelse som religiøs forkynder mv. efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, der ikke vil kunne udvises efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi der alene er idømt en betinget straf eller en bødestraf, vil kunne udvises, hvis den pågældende dømmes for at have (medvirket til) psykisk vold omfattet af straffelovens § 243, herunder f.eks. ved at have medvirket til udøvelse af negativ social kontrol gennem udarbejdelse af en ægteskabs- og/eller skilsmissekontrakt, der efter sit indhold har til formål at fastholde en person i et ægteskab eller en lignende samlivssituation med henvisning til forestillinger om ærbarhed og/eller familiens generelle status eller udsætte forurettede for anden negativ social kontrol, at isolere en person fra sit barn eller dennes nærmeste, at afpresse en person, eller som på anden vis har til formål at lægge pres på en person til at træffe eller undlade at træffe bestemte livsbeslutninger vedrørende f.eks. skilsmisse eller valg af (kommende) ægtefælle, partner, bopæl eller uddannelse.

Det vil også betyde f.eks., at en udlænding med opholdstilladelse som religiøs forkynder mv. efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, der ikke vil kunne udvises efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi der alene er idømt en betinget straf eller en bødestraf, vil kunne udvises bl.a., hvis den pågældende dømmes for at have forestået en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed af en mindreårig.

Ved afgørelsen om udvisning finder udlændingelovens § 26, stk. 1, anvendelse.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter udlændingelovens § 39, stk. 5, kan udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke selv kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, nægtes, hvis ansøgeren flere gange inden for de seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation, i anledning af at rejselegitimationen er bortkommet, eller hvis det skønnes nødvendigt at hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige orden eller statens omdømme, jf. dog stk. 6.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 39 indsættes et nyt stk. 7, hvorefter udstedelse af særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding, der ikke selv kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan nægtes, når der er grund til at antage, at den mindreårige udlænding ellers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Det tilsigtes med bestemmelsen, at Udlændingestyrelsen skal kunne nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding efter tilsvarende betingelser, der gælder for nægtelse af udstedelse af pas til mindreårige danske statsborgere i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, og som vil skulle gælde for nægtelse af udstedelse af pas til mindreårige danske statsborgere i medfør af den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Det betyder, at mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding, når der er grund til at antage, at den mindreårige udlænding vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, vil være det samme som for nægtelse af udstedelse af pas til en mindreårig dansk statsborger.

Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af Udlændingestyrelsen, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet.

Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betydning for, om en sådan situation foreligger, som giver grund til at nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding, vil eksempelvis være, at den pågældende mindreårige udlænding selv henvender sig til myndighederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden omsorgsperson for den mindreårige udlænding henvender sig, fordi vedkommende har fået mistanke om, at den pågældende er i fare for at blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold. Der bør dog ligeledes ses på, om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, ligesom også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.

I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra den mindreårige udlænding selv, og hvor den mindreårige er fyldt 10 år, bør den mindreårige udlænding, så vidt det er muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af den mindreårige udlændings egen opfattelse af situationen bør bl.a. afhænge af udlændingens alder og modenhed. Den mindreårige udlændings egen anskuelse af situationen bør dog ikke som udgangspunkt tillægges afgørende vægt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises endvidere for så vidt angår inddragelse af særlig rejselegitimation til mindreårige udlændinge, der vil kunne ske efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Med lovforslagets § 3, nr. 8, foreslås det at indsætte et nyt stk. 7 i udlændingelovens § 39, hvorefter udstedelse af særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding, der ikke selv kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan nægtes, når der er grund til at antage, at den mindreårige udlænding ellers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Med forslaget til den nye bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 9, fastsættes, at Udlændingestyrelsen ved afgørelser truffet efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 7, i hvert enkelt tilfælde skal fastsætte en frist for varigheden af afgørelsen på maksimalt 1 år, dog således at fristen kan forlænges med op til 1 år ad gangen, hvis betingelserne i den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 7, fortsat er opfyldt. Fristen kan dog maksimalt forlænges, til barnet fylder 18 år. Den mindreårige udlænding vil i den periode, der er fastsat af Udlændingestyrelsen ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om forældrenes ønske om og vilje til at sende den mindreårige udlænding til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, vil kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen kan der derimod være grund til at overveje at fastsætte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete omstændigheder.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at Udlændingestyrelsen af egen drift eller efter anmodning fra forældremyndighedsindehavere for den, hvis særlige rejselegitimation er nægtet udstedt, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt i virkningsperioden.

Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding vil have virkning fra den dag, hvor afgørelsen er truffet.

En afgørelse om at nægte at udstede særlig rejselegitimation til en mindreårig udlænding kan gribe ind i bl.a. den pågældendes ret til respekt for privat- og familieliv eller uddannelse, samt i den pågældendes ret til fri bevægelighed efter EU-retten. Hertil kommer, at sigtet med lovforslaget er at varetage barnets tarv ved at skærme det mod at blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, hvilket tilsiger, at loven anvendes så skånsomt som muligt over for den mindreårige udlænding. Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det derfor afgørende, at der skal være mulighed for konkret at dispensere fra en sådan afgørelse.

Udlændingestyrelsen vil derfor efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 9, 4. pkt., under særlige omstændigheder kunne udstede rejselegitimation til en mindreårig udlænding med henblik på at foretage en specifik rejse ud af landet.

»Særlige omstændigheder« forstås på samme måde som i de situationer, hvor politiet kan udstede provisorisk pas til et mindreårigt dansk barn i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, og efter den foreslåede nye bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 3. Den mindreårige udlænding vil således i videst muligt omfang skulle have mulighed for at fortsætte sin normale dagligdag.

»Særlige omstændigheder« falder i denne type sager i to kategorier: rejser, hvor der ikke er en konkret risiko for, at den mindreårige udlænding vil blive sendt til udlandet i strid med bestemmelsen i straffelovens § 215 a, eller i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 a, og rejser, hvor der er en risiko, men hvor tungtvejende hensyn alligevel tilsiger, at den mindreårige udlænding bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet.

Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risiko for, at den mindreårige udlænding vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, er blandt andet lejrskoler, sportslejre og studieture.

Hvis den konkrete situation tilsiger det, vil den midlertidige rejselegitimation i den situation kunne overdrages af Udlændingestyrelsen til den mindreårige udlænding selv eller til en lærer eller en lignende omsorgs- eller myndighedsperson.

Der vil dog også være tilfælde, hvor der er en risiko for, at den mindreårige udlænding vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den mindreårige udlændings sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller for der at indgå ægteskab eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, men hvor tungtvejende – eksempelvis familiemæssige – hensyn tilsiger, at der alligevel skal udstedes rejselegitimation. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem i udlandet. Om der i denne situation skal udstedes rejselegitimation, vil bero på en konkret afvejning.

Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale for at tillade den mindreårige udlænding at foretage en specifik rejse, og hvor det derfor vil være berettiget at udstede rejselegitimation til brug for rejsen.

Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for den mindreårige udlænding, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte udstedelse af rejselegitimation, selv skal søge om udstedelse af rejselegitimation under henvisning til særlige omstændigheder, og at pågældende i den forbindelse skal dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation kan nævnes en erklæring fra en læge om alvorlig sygdom hos et nært familiemedlem eller en erklæring fra den mindreårige udlændings skole om, at den mindreårige udlænding skal på lejrskole.

Det bemærkes, at rejselegitimation udstedt som følge af særlige omstændigheder alene vil skulle udstedes for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, og alene vil skulle være gyldigt for rejse til de lande, som udlændingen planlægger at transitere og opholde sig i. Rejselegitimationen skal indleveres til Udlændingestyrelsen efter benyttelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises endvidere for så vidt angår inddragelse af særlig rejselegitimation til mindreårige udlændinge, der vil kunne ske efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter udlændingeloven påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 4 og 6, og § 53 a.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 6, nr. 4, kan Udlændingestyrelsens afgørelser om spærring af dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister i medfør af § 39, stk. 8 og 9, ikke påklages.

Det foreslås i § 46 a, stk. 6, nr. 4, at ændre »stk. 8 og 9« til »stk. 10 og 11«, således at Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 39, stk. 10 og 11, ikke vil kunne påklages til Udlændingenævnet.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 8, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 7, og lovforslagets § 3, nr. 9, foreslås at indsætte et nyt stk. 9. Der er således alene tale om en konsekvensrettelse som følge af, at der foreslås indsat to nye stykker i udlændingelovens § 39.

Til § 4

Det foreslås i § 4, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. marts 2021, jf. dog stk. 2.

Det følger af straffelovens § 3, at spørgsmålet om straf for handlinger, som er foretaget før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter de nye regler, men at afgørelsen dog ikke må blive strengere end efter de tidligere regler.

De foreslåede bestemmelser får derfor virkning for forhold begået efter lovens ikrafttræden. Som konsekvens heraf vil skærpelsen af udvisningsreglerne tilsvarende få virkning for forhold begået efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i § 4, stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 3, nr. 2.

Det vil betyde, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af den foreslåede skærpede indvandringsprøve.

Det skyldes, at ændringen forudsætter tilpasning af IT-systemet, som indvandringsprøven afvikles på.

Det skønnes, at disse tilpasninger kan ske, så den skærpede indvandringsprøve vil kunne sættes i kraft ca. seks måneder efter lovforslagets vedtagelse.

Det foreslås i § 4, stk. 3, at udlændingelovens § 9 f, stk. 5, 1. pkt., som ændret ved lovens § 3, nr. 2, ikke finder anvendelse for udlændinge, der inden bestemmelsens ikrafttræden er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, og at de hidtil gældende regler finder anvendelse for sådanne udlændinge.

Det vil betyde, at den skærpede indvandringsprøve kun vil gælde for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, efter at den foreslåede skærpelse er sat i kraft.

Forslaget vil indebære, at alle religiøse forkyndere m.fl. har mindst 6 måneder til at forberede sig til den indvandringsprøven, den pågældende vil skulle bestå.

Religiøse forkyndere m.fl., der allerede er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, ved lovens ikrafttræden, vil være omfattet af de hidtil gældende regler, herunder evt. krav om beståelse af den nuværende indvandringsprøve som betingelse for den første forlængelse.

Da der ikke er mulighed for fristforlængelse til at aflægge indvandringsprøven, vil den nuværende indvandringsprøve blive udfaset efter den sidste prøveafholdelse, der finder sted i de første 6 måneder efter ikrafttræden af den skærpede indvandringsprøve.

Det foreslås i § 4, stk. 4, at regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 39, stk. 10, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens § 39, stk. 12.

Efter udlændingelovens § 39, stk. 10, fastsætter udlændinge- og integrationsministeren regler om udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1020 af 23. juni 2020 om udlændinges adgang her til landet som ændret ved bekendtgørelse nr. 1314 af 27. august 2020.

Som følge af lovforslagets § 3, nr. 8, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 7 i udlændingelovens § 39, og lovforslagets § 3, nr. 9, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 9 i udlændingelovens § 39, vil udlændingelovens § 39, stk. 10, blive til § 39, stk. 12.

Den foreslåede § 4, stk. 4, vil betyde, at reglerne i bekendtgørelse nr. 1020 af 23. juni 2020 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1314 af 27. august 2020, som er fastsat i medfør af udlændingelovens § 39, stk. 10, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter, der udstedes i medfør af udlændingelovens § 39, stk. 12.

Til § 5

Det foreslås, at loven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland. Færøerne har således pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov.

Lovforslagets §§ 2 og 3 vil dog helt eller delvis kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning.