Lov om ændring af straffeloven, lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Styrket indsats mod rocker- og bandekriminalitet m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Efter de gældende regler i straffelovens § 38, stk. 4, forudsætter prøveløsladelse, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2 og 3.

Det foreslås, at der i straffelovens § 38, stk. 4, indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 39, stk. 4, hvorefter der ved prøveløsladelse af indsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, vil skulle fastsættes vilkår om, at den indsatte fortsætter med at deltage i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Tilsvarende foreslås at gælde, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, ved løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Den foreslåede henvisning indebærer, at prøveløsladelse af indsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, ud over de betingelser der i øvrigt følger af straffelovens § 38, stk. 4, forudsætter, at den indsatte erklærer at ville overholde de vilkår for prøveløsladelse, der følger af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 39, stk. 4. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, ved løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Der gælder i dag ikke særlige regler for prøveløsladelse af indsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser.

Det foreslås, at der i straffelovens § 38 indsættes et nyt stk. 6 , hvorefter prøveløsladelse af en person, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, forudsætter at den dømte har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Tilsvarende foreslås at gælde, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, ved løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 38, stk. 6, indebærer, at prøveløsladelsesreglerne skærpes, således at der alene vil kunne ske prøveløsladelse af en indsat, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, hvis den dømte forud for løsladelsen har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, ved løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Den foreslåede ordning finder ikke anvendelse i forhold til prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som afsoner en tidsbestemt straf eller fængsel på livstid, og som er udvist ved dom og kan udsendes af landet i forbindelse med løsladelsen. Dette indebærer, at indsatte, som er udvist ved dom, fortsat vil kunne prøveløslades i overensstemmelse med de almindelige regler herom, hvis udsendelsen må forventes at kunne effektueres i praksis.

Den foreslåede ordning vil således finde anvendelse i forhold til prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som er udvist ved dom, men hvor der ikke udsigt til, at udsendelsen af den pågældende kan effektueres i praksis.

I forhold til personer dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, finder den foreslåede ordning som nævnt anvendelse, hvis ikke særlige omstændigheder taler herimod.

Hvis der foreligger særlige omstændigheder, vil kriminalforsorgen således kunne undlade at fastsætte et programforløb, som den dømte skal deltage i, med den konsekvens, at den indsatte vil kunne prøveløslades uden forud herfor at have deltaget i et sådant forløb.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor den pådømte kriminalitet ikke er terrorrelateret eller har karakter af en enkeltstående handling, som ikke kan antages at være udtryk for, hvordan den dømte generelt agerer. Det er endvidere en forudsætning, at den dømtes personlige forhold, herunder eksempelvis alder og helbredstilstand, tilsiger, at den indsatte ikke vil begå ny ligeartet kriminalitet eller påvirke andre hertil efter prøveløsladelsen.

Det vil efter den foreslåede ordning være op til kriminalforsorgen at fastsætte et relevant program for den indsatte under hensyntagen til bl.a. karakteren af den pådømte kriminalitet og den dømtes forhold i øvrigt.

I forhold til indsatte dømt efter straffelovens § 81 a, vil et relevant program navnlig kunne bestå af et exit-forløb med henblik på at få den indsatte til at forlade en rocker- eller bandegruppering.

I forhold til indsatte dømt for overtrædelse af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, hvor kriminaliteten udspringer af religiøs ekstremisme, vil et relevant program navnlig kunne være et afradikaliserings-forløb med henblik på at få den dømte ud af et radikaliseret eller ekstremistisk miljø.

Det forudsættes i alle tilfælde, at den indsatte deltager i programmet fastsat af kriminalforsorgen på aktiv og tilfredsstillende vis. Dette indebærer bl.a., at det ikke er tilstrækkeligt, at den indsatte blot møder op til det fastsatte program, hvis ikke den pågældende i øvrigt er deltagende og viser interesse for det fastsatte program samt giver udtryk for en reel intention om at forlade henholdsvis den relevante rocker- eller bandegruppering eller det radikaliserede eller ekstremistisk miljø.

Med henblik på at undgå misbrug forudsættes det med lovforslaget, at programforløbet skal være påbegyndt så længe før tidspunktet for prøveløsladelsen, at det er muligt at vurdere den indsattes reelle intention mv.

Hvis den indsatte ikke har deltaget i det fastsatte programforløb på tilfredsstillende vis, bl.a. ved at den pågældende i forbindelse med forløbet ikke har givet udtryk for en reel intention om at forlade henholdsvis den relevante rocker- eller bandegruppering eller det radikaliserede eller ekstremistisk miljø, vil vedkommende ikke kunne prøveløslades.

Forslaget indebærer ingen ændringer i forhold til de øvrige betingelser, der gælder for prøveløsladelse af indsatte, der afsoner en tidsbestemt straf.

Prøveløsladelse af indsatte, som er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen, vil således fortsat skulle afslås, hvis prøveløsladelse f.eks. findes utilrådeligt, jf. straffelovens § 38, stk. 4.

Det foreslås, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse i straffelovens § 38, stk. 7 , hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om de i forslagets § 38, stk. 6, nævnte programmer, der skal fastsættes af kriminalforsorgen som forudsætning for prøveløsladelse af personer, der er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Der vil i den forbindelse blive fastsat, nærmere regler om, hvilke elementer forløbet vil skulle bestå af, ligesom der vil blive fastsat generelle retningslinjer for, hvor lang tid inden tidspunktet for den eventuelle prøveløsladelse, at programforløbet vil skulle iværksættes mv.

Der vil endvidere kunne fastsættes nærmere retningslinjer for, hvilke omstændigheder kriminalforsorgen vil skulle lægge vægt på i forbindelse med vurderingen af, om den indsatte har deltaget i programforløbet på tilfredsstillende vis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter de gældende regler i straffelovens § 39, stk. 3, skal der ved afgørelse om at meddele prøveløsladelse for personer, som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, hvor de pågældende personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, fastsættes vilkår om, at den dømte i prøvetiden ikke opholder sig sammen med eller på anden måde har kontakt med andre med tilknytning til den pågældende gruppe, medmindre der er tale om nærstående, eller der er tale om ophold eller kontakt som led i varetagelsen af et anerkendelsesværdigt formål.

Det foreslås, at der i straffelovens § 39, stk. 3, indsættes en passus, hvorefter de skærpede prøveløsladelsesvilkår ikke gælder for personer, som er udvist ved dom.

Den foreslåede ordning indebærer, at de nævnte vilkår ikke vil skulle fastsættes ved prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som er udvist ved dom og kan udsendes af landet i forbindelse med løsladelsen. Udenlandske indsatte, som er udvist ved dom, vil således kunne prøveløslades uden fastsættelse af de nævnte vilkår, hvis udsendelsen må forventes at kunne effektueres i praksis.

Ved prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som er udvist ved dom, men hvor der ikke udsigt til, at udsendelsen af den pågældende kan effektueres i praksis, vil de nævnte vilkår fortsat skulle fastsættes.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Der gælder i dag ikke særlige regler om vilkårsfastsættelse ved prøveløsladelse af indsatte, som er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser.

Det foreslås, at der i straffelovens § 39 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter der ved prøveløsladelse af en person, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, skal fastsættes vilkår om, at den dømte skal deltage i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Tilsvarende foreslås at gælde, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, ved løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kriminalforsorgen ved prøveløsladelse af en person, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, der forud for prøveløsladelsen har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen, som følge af den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, skal stille vilkår om, at den indsatte fortsætter med at deltage i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet ved løsladelsen. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, ved løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Der vil alene skulle fastsættes vilkår om deltagelse i et program fastsat af kriminalforsorgen i prøvetiden, hvis den indsatte som betingelse for prøveløsladelsen har deltaget i et sådant program.

I forhold til indsatte dømt efter straffelovens § 81 a, vil et relevant program navnlig kunne bestå af et exit-forløb med henblik på at få den indsatte til at forlade en rocker- eller bandegruppering.

I forhold til indsatte dømt for overtrædelse af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, hvor kriminaliteten udspringer af religiøs ekstremisme, vil et relevant program navnlig kunne være et afradikaliserings-forløb med henblik på at få den dømte ud af et radikaliseret eller ekstremistisk miljø.

Det forudsættes i alle tilfælde, at den indsatte deltager i programmet fastsat af kriminalforsorgen på aktiv og tilfredsstillende vis. Dette indebærer bl.a., at det ikke er tilstrækkeligt, at den indsatte blot møder op til det fastsatte program, hvis ikke den pågældende i øvrigt er deltagende og viser interesse for det fastsatte program og give udtryk for en reel intention om at forlade henholdsvis den relevante rocker- eller bandegruppering eller det radikaliserede eller ekstremistisk miljø. Det forudsættes i den forbindelse med lovforslaget, at kriminalforsorgen løbende foretager en konkret vurdering heraf.

I den forbindelse forudsættes det med lovforslaget, at det i sager om overtrædelse af et vilkår om fortsat deltagelse i et program fastsat af kriminalforsorgen vil være udgangspunktet, at den løsladte genindsættes til fortsat afsoning af reststraffen.

Der vil efter omstændighederne undtagelsesvist kunne reageres ved at tildele en advarsel, herunder hvis en enkeltstående vilkårsovertrædelse er begået umiddelbart inden prøvetidens udløb, eller der i øvrigt foreligger undskyldende omstændigheder.

Den foreslåede ordning finder ikke anvendelse i forhold til prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som afsoner en tidsbestemt straf eller fængsel på livstid, og som er udvist ved dom og kan udsendes af landet i forbindelse med løsladelsen. Dette indebærer, at indsatte, som er udvist ved dom, fortsat vil kunne prøveløslades i overensstemmelse med de almindelige regler herom, hvis udsendelsen må forventes at kunne effektueres i praksis.

Den foreslåede ordning vil således finde anvendelse i forhold til prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som er udvist ved dom, men hvor der ikke udsigt til, at udsendelsen af den pågældende kan effektueres i praksis.

I forhold til personer dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, finder den foreslåede ordning som nævnt anvendelse, hvis ikke særlige omstændigheder taler herimod.

Hvis der foreligger særlige omstændigheder, vil kriminalforsorgen således kunne undlade at fastsætte et programforløb, som den dømte i prøvetiden skal deltage i.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor den pådømte kriminalitet ikke er terrorrelateret eller har karakter af en enkeltstående handling, som ikke kan antages at være udtryk for, hvordan den dømte generelt agerer. Det er endvidere en forudsætning, at den dømtes personlige forhold, herunder eksempelvis alder og helbredstilstand, tilsiger, at den indsatte ikke vil begå ny ligeartet kriminalitet eller påvirke andre hertil efter prøveløsladelsen.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 39, stk. 4, at det klare udgangspunkt i sager om overtrædelse af et vilkår om fortsat at deltage i et program fastsat af kriminalforsorgen i prøvetiden vil være, at den løsladte genindsættes til fortsat afsoning af reststraffen.

Der vil efter omstændighederne undtagelsesvist kunne reageres på en vilkårsovertrædelse efter den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 4, ved at tildele en advarsel. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en enkeltstående vilkårsovertrædelse er begået umiddelbart inden prøvetidens udløb, eller der i øvrigt foreligger undskyldende omstændigheder.

Det foreslås, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse i straffelovens § 39, stk. 5 , hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om de i forslagets § 39, stk. 4, nævnte programmer, der skal fastsættes som vilkår ved prøveløsladelse af personer, der er dømt efter straffelovens § 81 a, eller overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom, med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, nærmere regler om, hvilke elementer forløbet vil skulle bestå af, ligesom det vil blive fastsat generelle retningslinjer for, hvor lang tid inden tidspunktet for den eventuelle prøveløsladelse, at programforløbet vil skulle iværksættes mv.

Det vil endvidere kunne fastsættes nærmere retningslinjer for, hvilke omstændigheder kriminalforsorgen vil skulle lægge vægt på i forbindelse med vurderingen af, om den indsatte har deltaget i programforløbet på tilfredsstillende vis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Der gælder ikke i dag særlige regler om vilkårsfastsættelse ved tidlig prøveløsladelse efter den såkaldte noget for noget-ordningen i straffelovens § 40 a af indsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser.

Det foreslås, at der indsættes en henvisning i straffelovens § 40 a, stk. 3, 2. pkt., og § 40 a, stk. 4, 3. pkt., til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 39, stk. 4, hvorefter denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede henvisning indebærer, at der ved tidlig prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen i straffelovens § 40 a tilsvarende skal fastsættes vilkår om fortsat deltagelse i et program fastsat af kriminalforsorgen for indsatte, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, ved løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4, og til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Der gælder ikke i dag særlige regler for tidlig prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen i straffelovens § 40 a af indsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser.

Det foreslås, at der indsættes en henvisning i straffelovens § 40 a, stk. 7, hvorefter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 38, stk. 6, finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede henvisning indebærer, at der ikke vil kunne ske tidlig prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen i straffelovens § 40 a, hvis der er tale om en indsat, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, medmindre den dømte forud for løsladelse har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, og til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Efter straffelovens § 41, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået, om den dømte skal prøveløslades.

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 41, stk. 2, forudsætter prøveløsladelse, at den livstidsdømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår, som fastsættes for løsladelsen.

Det foreslås, at der i straffelovens § 41, stk. 2, indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 41, stk. 8.

Den foreslåede henvisning indebærer, at prøveløsladelse af livstidsindsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, ud over de betingelser der i øvrigt følger af straffelovens § 41, stk. 2, forudsætter, at den indsatte erklærer at ville overholde de vilkår for prøveløsladelse, der følger af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 41, stk. 8. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

De resterende ændringer i den foreslåede bestemmelse er en konsekvens som følge af forslaget om at indsætte et nyt stk. 4 i straffelovens § 41.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10, og til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Der gælder ikke i dag særlige regler for prøveløsladelse efter straffelovens § 41 af livstidsindsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser.

Det foreslås, at der i straffelovens § 41 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter prøveløsladelse af livstidsindsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, endvidere vil forudsætte, at den indsatte forud for prøveløsladelsen har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den bestemmelse, som for dømte med tidsbestemte fængselsstraffe foreslås indsat i straffelovens § 38, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 41, stk. 4, indebærer, at prøveløsladelsesreglerne skærpes, således at prøveløsladelse af livstidsindsatte, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, forudsætter, at den indsatte forud for løsladelsen har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Dette gælder uanset hvilken af bestemmelserne nævnt i straffelovens § 81 a, som den livstidsindsatte er dømt for. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Den foreslåede ordning finder ikke anvendelse i forhold til prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som afsoner en tidsbestemt straf eller fængsel på livstid, og som er udvist ved dom og kan udsendes af landet i forbindelse med løsladelsen. Dette indebærer, at indsatte, som er udvist ved dom, fortsat vil kunne prøveløslades i overensstemmelse med de almindelige regler herom, hvis udsendelsen må forventes at kunne effektueres i praksis.

Den foreslåede ordning vil således finde anvendelse i forhold til prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som er udvist ved dom, men hvor der ikke udsigt til, at udsendelsen af den pågældende kan effektueres i praksis.

I forhold til personer dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, finder den foreslåede ordning som nævnt anvendelse, hvis ikke særlige omstændigheder taler herimod.

Hvis der foreligger særlige omstændigheder, vil kriminalforsorgen således kunne undlade at fastsætte et programforløb, som den dømte skal deltage i, med den konsekvens, at den indsatte vil kunne prøveløslades uden forud herfor at have deltaget i et sådant forløb.

Det vil efter den foreslåede ordning være op til kriminalforsorgen at fastsætte et relevant program for den indsatte under hensyntagen til bl.a. karakteren af den pådømte kriminalitet og den dømtes forhold i øvrigt.

I forhold til indsatte dømt efter straffelovens § 81 a, vil et relevant program navnlig kunne bestå af et exit-forløb med henblik på at få den indsatte til at forlade en rocker- eller bandegruppering.

I forhold til indsatte dømt for overtrædelse af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, hvor kriminaliteten udspringer af religiøs ekstremisme, vil et relevant program navnlig kunne være et afradikaliserings-forløb med henblik på at få den dømte ud af et radikaliseret eller ekstremistisk miljø.

Det forudsættes i alle tilfælde, at den indsatte deltager i programmet fastsat af kriminalforsorgen på aktiv og tilfredsstillende vis. Dette indebærer bl.a., at det ikke er tilstrækkeligt, at den indsatte blot møder op til det fastsatte program, hvis ikke den pågældende i øvrigt er deltagende og viser interesse for det fastsatte program samt giver udtryk for en reel intention om at forlade henholdsvis den relevante rocker- eller bandegruppering eller det radikaliserede eller ekstremistisk miljø. Kriminalforsorgen vil skulle foretage en konkret vurdering heraf i forbindelse med afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse.

Med henblik på at undgå misbrug forudsættes det med lovforslaget, at programforløbet skal være påbegyndt så længe før tidspunktet for prøveløsladelsen, at det er muligt at vurdere den indsattes reelle intention mv.

Hvis den indsatte ikke har deltaget i det fastsatte programforløb på tilfredsstillende vis, bl.a. ved at den pågældende i forbindelse med forløbet ikke har givet udtryk for en reel intention om at forlade henholdsvis den relevante rocker- eller bandegruppering eller det radikaliserede eller ekstremistisk miljø, vil vedkommende ikke kunne prøveløslades.

Forslaget indebærer ingen ændringer i forhold til de øvrige betingelser, der gælder for prøveløsladelse af indsatte, der afsoner en tidsbestemt straf.

Prøveløsladelse af indsatte, som er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen, vil således fortsat skulle afslås, hvis prøveløsladelse f.eks. findes utilrådeligt, jf. straffelovens § 41, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Efter de gældende regler i straffelovens § 41, stk. 5, der med lovforslaget bliver til § 41, nr. 6, skal der ved afgørelse om at meddele prøveløsladelse af livstidsindsatte, som af politiet skønnes at have tilknytning til en rocker- eller bandegruppering, fastsættes vilkår om, at den dømte i prøvetiden ikke opholder sig sammen med eller på anden måde har kontakt med andre med tilknytning til den pågældende gruppe, medmindre der er tale om nærstående, eller der er tale om ophold eller kontakt som led i varetagelsen af et anerkendelsesværdigt formål.

Det foreslås, at der i straffelovens § 41, stk. 5, der med lovforslaget bliver til § 41, stk. 6, indsættes en passus, hvorefter de skærpede prøveløsladelsesvilkår ikke gælder for personer, som er udvist ved dom.

Den foreslåede ordning indebærer, at de nævnte vilkår ikke vil skulle fastsættes ved prøveløsladelse af udenlandske livstidsindsatte, som er udvist ved dom og kan udsendes af landet i forbindelse med løsladelsen. Udenlandske livstidsindsatte, som er udvist ved dom, vil således kunne prøveløslades uden fastsættelse af de nævnte vilkår, hvis udsendelsen må forventes at kunne effektueres i praksis.

Ved prøveløsladelse af udenlandske livstidsindsatte, som er udvist ved dom, men hvor der ikke udsigt til, at udsendelsen af den pågældende kan effektueres i praksis, vil de nævnte vilkår fortsat skulle fastsættes.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Der gælder ikke i dag særlige regler om vilkårsfastsættelse ved prøveløsladelse efter straffelovens § 41 af livstidsindsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser. .

Det foreslås, at der i straffelovens § 41 indsættes et nyt stk. 8 , hvorefter det ved prøveløsladelse af livstidsindsatte, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, skal fastsættes vilkår om, at den dømte skal deltage i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Tilsvarende foreslås at gælde, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, ved løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den bestemmelse, som foreslås indsat i straffelovens § 39, stk. 4, for dømte med tidsbestemte fængselsstraffe, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kriminalforsorgen ved prøveløsladelse af en livstidsindsat, som er dømt efter straffelovens § 81 a, og som ikke er udvist ved dom, der i medfør af straffelovens § 41, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, forud for prøveløsladelsen har deltaget i et program fastsat af kriminalforsorgen, skal fastsætte vilkår om, at den indsatte fortsætter med at deltage i et program fastsat af kriminalforsorgen med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet. Tilsvarende gælder, hvor særlige omstændigheder ikke taler herimod, løsladelse på prøve af en person, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Der vil alene skulle fastsættes vilkår om deltagelse i et program fastsat af kriminalforsorgen i prøvetiden, hvis den indsatte som betingelse for prøveløsladelsen har deltaget i et sådant program.

I forhold til indsatte dømt efter straffelovens § 81 a, vil et relevant program navnlig kunne bestå af et exit-forløb med henblik på at få den indsatte til at forlade en rocker- eller bandegruppering.

I forhold til indsatte dømt for overtrædelse af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, hvor kriminaliteten udspringer af religiøs ekstremisme, vil et relevant program navnlig kunne være et afradikaliserings-forløb med henblik på at få den dømte ud af et radikaliseret eller ekstremistisk miljø.

Det forudsættes i alle tilfælde, at den indsatte deltager i programmet fastsat af kriminalforsorgen på aktiv og tilfredsstillende vis. Dette indebærer bl.a., at det ikke er tilstrækkeligt, at den indsatte blot møder op til det fastsatte program, hvis ikke den pågældende i øvrigt er deltagende og viser interesse for det fastsatte program og give udtryk for en reel intention om at forlade henholdsvis den relevante rocker- eller bandegruppering eller det radikaliserede eller ekstremistisk miljø.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 41, stk. 8, at det klare udgangspunkt i sager om overtrædelse af et vilkår om fortsat at deltage i et program fastsat af kriminalforsorgen vil være, at den løsladte genindsættes til fortsat afsoning af reststraffen.

Der vil efter omstændighederne undtagelsesvist kunne reageres på en vilkårsovertrædelse efter den foreslåede bestemmelse i § 41, stk. 8, ved at tildele en advarsel. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en enkeltstående vilkårsovertrædelse er begået umiddelbart inden prøvetidens udløb, eller der i øvrigt foreligger undskyldende omstændigheder.

Den foreslåede ordning finder ikke anvendelse i forhold til prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som afsoner en tidsbestemt straf eller fængsel på livstid, og som er udvist ved dom og kan udsendes af landet i forbindelse med løsladelsen. Dette indebærer, at indsatte, som er udvist ved dom, fortsat vil kunne prøveløslades i overensstemmelse med de almindelige regler herom, hvis udsendelsen må forventes at kunne effektueres i praksis.

Den foreslåede ordning vil således finde anvendelse i forhold til prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som er udvist ved dom, men hvor der ikke udsigt til, at udsendelsen af den pågældende kan effektueres i praksis.

I forhold til personer dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, finder den foreslåede ordning som nævnt anvendelse, hvis ikke særlige omstændigheder taler herimod.

Hvis der foreligger særlige omstændigheder, vil kriminalforsorgen således kunne undlade at fastsætte et programforløb, som den dømte skal deltage i, med den konsekvens, at den indsatte vil kunne prøveløslades uden forud herfor at have deltaget i et sådant forløb.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor den pådømte kriminalitet ikke er terrorrelateret eller har karakter af en enkeltstående handling, som ikke kan antages at være udtryk for hvordan den dømte generelt agerer. Det er endvidere en forudsætning, at den dømtes personlige forhold, herunder eksempelvis alder og helbredstilstand, tilsiger, at den indsatte ikke vil begå ny ligeartet kriminalitet eller påvirke andre hertil efter prøveløsladelsen.

Det foreslås, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse i straffelovens § 41, stk. 9 , hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om de i forslagets § 41, stk. 4 og 8, nævnte programmer, der skal fastsættes af kriminalforsorgen som forudsætning for prøveløsladelse og vilkår ved prøveløsladelse af personer, der er dømt efter straffelovens § 81 a eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, og som ikke er udvist ved dom.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, nærmere regler om, hvilke elementer forløbet vil skulle bestå af, ligesom det vil blive fastsat generelle retningslinjer for, hvor lang tid inden tidspunktet for den eventuelle prøveløsladelse, at programforløbet vil skulle iværksættes og retningslinjer for forløbet under prøvetiden.

Det vil endvidere kunne fastsættes nærmere retningslinjer for, hvilke omstændigheder kriminalforsorgen vil skulle lægge vægt på i forbindelse med vurderingen af, om den indsatte har deltaget i programforløbet på tilfredsstillende vis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 42, stk. 2, finder bestemmelserne i straffelovens § 40, stk. 2-5, jf. § 41, stk. 4 og 5, om vilkårsovertrædelse tilsvarende anvendelse for livstidsindsatte.

Det foreslås, at der indsættes en henvisning i straffelovens § 42, stk. 2, hvorefter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 41, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede henvisning indebærer, at straffelovens § 40, stk. 2-5, finder tilsvarende anvendelse, når der er tale om vilkår fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 41, stk. 8.

De øvrige ændringer i den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af forslaget om at indsætte et nyt stk. 4 i straffelovens § 41.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 123 og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af denne lovs § 180.

Det foreslås at udvide opregningen af bestemmelser i § 81 a til ligeledes at omfatte straffelovens § 192 a om overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder.

Det indebærer, at straffen for besiddelse mv. af bl.a. enkeltskudsvåben, halvautomatiske våben, repetervåben, fuldautomatiske skydevåben, panserværnsraketter, morterer, håndgranater, bomber, miner, eksplosivstoffer, springknive og faldknive, vil kunne forhøjes i medfør af straffelovens § 81 a, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldte.

Som eksempel på et tilfælde, hvor en overtrædelse af straffelovens § 192 a kan have baggrund i en konflikt omfattet af straffelovens § 81 a, kan nævnes, at en person fra en gruppe ulovligt besidder en pistol under særligt skærpende omstændigheder, hvis pistolen bl.a. besiddes med henblik på generelt at kunne forsvare sig selv eller andre mod angreb fra en anden gruppe eller besiddes med henblik på at kunne angribe en person fra en anden gruppe. Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse på ulovlig indførsel af skydevåben, ulovlig handel med våben og ulovlige våbenlagre, der helt eller delvist har baggrund i en konflikt med en anden gruppe.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 123 og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter § 81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og § 237 i almindelighed indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt som nævnt i stk. 1.

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a til også at omfatte de straffelovsovertrædelser, der er opregnet i bestemmelsen, i tilfælde hvor de pågældende overtrædelser er egnede til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

Begreberne konflikt og grupper skal forstås i overensstemmelse med gældende ret, jf. nærmere herom pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det indebærer bl.a., at begrebet konflikt skal forstås bredt, og at enhver uoverensstemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil kunne udgøre en konflikt i § 81 a’s forstand. Med grupper forstås, at der skal være mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer.

Ved vurderingen af, om en lovovertrædelse er »egnet til at fremkalde« en konflikt af den nævnte art, vil det bl.a. kunne tillægges betydning, om en eller begge af grupperne i almindelighed er kendt for at besidde skydevåben mv., herunder om de har et kendt reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper, hvori det bl.a. indgår, at der anvendes skydevåben mv. eller begås brandstiftelse. Det vil også kunne tillægges betydning, om gerningspersonen eller personer fra en af grupperne eksempelvis er eller har været i besiddelse af ulovlige skydevåben mv. eller skudsikre veste eller lignende genstande, der tyder på, at de pågældende er beredte på en konflikt med anvendelse af skydevåben mv. eller regner med at kunne møde modstandere, som er i besiddelse af skydevåben mv. Der vil ligeledes kunne lægges vægt på den aktuelle situation i de to grupper, herunder f.eks. om der er en anspændt stemning mellem grupperne, en uenighed om kriminelle markeder mv. eller en aggressiv adfærd i øvrigt, og om den omhandlede lovovertrædelse i den sammenhæng kan være egnet til at fremkalde en konflikt i § 81 a’s forstand.

Det bemærkes i den forbindelse, at de straffelovsovertrædelser, som er opregnet i § 81 a, alle er meget grove forbrydelser. Visse af lovovertrædelserne vil dog for en generel betragtning være mere egnede til at fremkalde en konflikt i bestemmelsens forstand end andre. Eksempelvis vil forbrydelser som drab, drabsforsøg, grov vold eller frihedsberøvelse, som udgangspunkt skulle anses for egnet til at fremkalde en konflikt, når de begås af en person fra eksempelvis en rocker- eller bandegruppe mod en person fra en rivaliserende gruppe, medmindre der foreligger ganske særlige forhold, der taler for et andet resultat. I denne vurdering vil der også skulle indgå oplysninger om de konkrete grupper, herunder f.eks. om deres medlemmer og kendte reaktionsmønstre mv. som nærmere anført ovenfor.

Omvendt vil en række af lovovertrædelserne i § 81 a for en generel betragtning ikke på tilsvarende vis være egnede til at fremkalde en konflikt i § 81 a’s forstand. Eksempelvis vil forbrydelser som vold mod personer i offentlig tjeneste eller ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder i almindelighed næppe kunne anses for egnede til at fremkalde en konflikt mellem grupper i bestemmelsens forstand.

Det vil ligeledes kunne indgå i vurderingen, om den pågældende lovovertrædelse på tidspunktet for pådømmelsen heraf rent faktisk har fremkaldt en konflikt. Omvendt betyder fraværet af en sådan konflikt ikke, at lovovertrædelsen dermed er uegnet til at fremkalde en konflikt. Det afgørende vil under alle omstændigheder være de oplysninger, der foreligger om grupperne og deres medlemmer mv. og den konkrete forbrydelse, og om sammenhængen mellem disse oplysninger gør, at lovovertrædelsen efter en konkret vurdering må anses for egnet til at fremkalde en konflikt mellem de pågældende grupper.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 123 og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

Det foreslås, at udtrykket »er anvendt« to steder i § 81 a, stk. 1, ændres til »anvendes«, og at udtrykket »er begået« ændres til »begås«.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 13, hvorefter straffelovens § 81 a fremover også vil skulle omfatte de lovovertrædelser, som er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer. Der henvises derfor til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig bestemmelse om strafforhøjelse for lovovertrædelser på offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben mv.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 81 b, hvoraf det fremgår, at hvis en af de i straffeloven omhandlede lovovertrædelser begås på offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben eller af våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, jf. § 192 a, stk. 1, uden at forholdet er omfattet af § 81 a, kan straffen forhøjes indtil det halve.

Straffelovens § 81 b skal ses som et supplement til straffelovens § 81 a og vil således alene finde anvendelse på forhold, som ikke samtidig omfattes af § 81 a.

Den foreslåede bestemmelse er bl.a. tiltænkt at skulle finde anvendelse i de tilfælde, hvor skydevåben mv. bruges til personangreb på offentligt tilgængeligt sted, hvor der generelt er en risiko for, at også tilfældigt udenforstående personer kan blive ramt, som det eksempelvis har været tilfældet ved en række skyderier med tilknytning til rocker- eller bandemiljøet i 2016. Personer uden tilknytning til rocker- eller bandemiljøet vil imidlertid også være omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse omfatter alle overtrædelser af straffeloven, herunder også forsøg på og medvirken til lovovertrædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

I praksis forventes bestemmelsen navnlig at få betydning i forbindelse med overtrædelser af straffelovens bestemmelser om manddrab (§ 237), legemsangreb af særlig farlig karakter (§§ 245-246) og forsætlig fareforvoldelse (§ 252).

Det er en betingelse, at der samtidig med en overtrædelse af en af straffelovens bestemmelser begås en overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, om ulovlig våbenbesiddelse mv. under særligt skærpende omstændigheder. Våbentyper omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, vil f.eks. kunne være enkeltskudsvåben, halvautomatiske våben, repetervåben, fuldautomatiske skydevåben, panserværnsraketter, morterer, håndgranater, bomber, miner og eksplosivstoffer.

Det er efter den foreslåede bestemmelse endvidere en betingelse, at lovovertrædelsen begås ved »brug« af skydevåben mv. Dette udtryk indebærer et krav om, at skydevåbnet mv. er affyret (eller forsøgt affyret), eller at eksplosivstoffet, håndgranaten mv. er bragt til sprængning (eller forsøgt bragt til sprængning) i forbindelse med den pågældende overtrædelse af straffeloven.

Efter den foreslåede bestemmelse er det ligeledes en betingelse, at lovovertrædelsen begås på »offentligt tilgængeligt sted«. Offentligt tilgængeligt sted skal forstås som steder, hvortil der er almindelig adgang, herunder veje, parker, offentlige transportmidler, restauranter, butikker, butikscentre, forlystelsessteder og offentlige kontorer. En straffelovsovertrædelse, som begås ved brug af skydevåben mv. i en bil, som befinder sig på offentligt tilgængeligt sted, er også omfattet af begrebet.

Det forudsættes i den forbindelse, at en lovovertrædelse bl.a. anses for begået på offentligt tilgængeligt sted, hvis enten gerningsmanden eller offeret befinder sig på offentligt tilgængeligt sted. For eksempel vil et skud afgivet fra en privat lejlighed være omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvis skuddet er rettet mod en person, der befinder sig på offentligt tilgængeligt sted. På samme måde vil et skud afgivet fra offentligt tilgængeligt sted være omfattet af den foreslåede bestemmelse, selv om skuddet er rettet mod en person, der befinder sig i en privat bolig. Tilsvarende gælder, hvor skuddet passerer offentligt tilgængeligt sted på vej fra en privat bolig til en anden.

Bestemmelsen omfatter både strafudmålingen for overtrædelsen af straffelovens § 192 a, stk. 1, og den overtrædelse af straffeloven, som er begået ved brug af skydevåben mv. Straffen for disse lovovertrædelser kan efter straffelovens § 81 b forhøjes indtil det halve i forhold til den straf, der ville blive fastsat af domstolene for tilsvarende lovovertrædelser, hvor den foreslåede bestemmelse i § 81 b ikke finder anvendelse. Dette gælder uanset den pågældende lovovertrædelses strafferamme.

Uanset den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 b kan der dog højest udmåles en tidsbestemt straf på fængsel i 20 år, jf. straffelovens § 33, stk. 2.

Det forudsættes, at den øvre del af strafskærpelsesrammen – dvs. hvor straffen som udgangspunkt vil skulle forhøjes med det halve – først og fremmest vil skulle finde anvendelse i forbindelse med lovovertrædelser, hvor skydevåben mv. bruges til personangreb på åben gade og andre lignende offentligt tilgængelige steder, hvor andre mennesker i almindelighed færdes, og hvor der er en risiko for, at forbipasserende eller omkringboende mv. kan blive ramt. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om der aktuelt befandt sig mennesker i det pågældende område, herunder om angrebet er foregået om aftenen eller om natten.

Det indebærer bl.a., at straffen i en sag, hvor en person eksempelvis afgiver skud mod en anden person på åben gade, en villavej eller gennem vinduet til en café mv., som udgangspunkt vil skulle forhøjes med det halve i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene. I tilfælde, hvor domstolene i dag ville udmåle en straf på 8 års fængsel – f.eks. i en sag om drabsforsøg på åben gade ved brug af skydevåben – er det således forudsat, at der fremover som udgangspunkt fastsættes en straf på 12 års fængsel.

Såfremt en person derimod overtræder straffeloven ved brug af f.eks. skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted, hvor der typisk ikke er risiko for, at tilfældigt udenforstående kan blive ramt, eksempelvis i en forladt grusgrav eller et andet meget øde sted, vil der som udgangspunkt alene skulle fastsættes en straf noget over de strafpositioner, der i dag ville blive fastsat af domstolene.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Endvidere vil de øvrige almindelige regler i straffeloven om bl.a. strafbarhedsbetingelser og straffe mv. finde uændret anvendelse.

Bestemmelsen i § 81 b udelukker ikke anvendelse af de almindelige strafskærpelsesgrunde i § 81 både med hensyn til forhold, der måtte blive henført under § 81 b, og med hensyn til forhold, der efter en konkret vurdering ikke måtte blive det.

I sager, hvor et forhold konkret ikke henføres under straffelovens § 81 b, kan der således efter omstændighederne være grund til at overveje, om der foreligger skærpende omstændigheder efter § 81.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Afpresning straffes efter straffelovens § 285, stk. 1, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Straffen kan dog stige til fængsel indtil 6 år, når forbrydelsen er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller når et større antal forbrydelser er begået, jf. § 286, stk. 1.

Det foreslås at ændre straffelovens § 286, stk. 1, således at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at straffen for afpresning kan stige til fængsel i indtil 6 år, når der er tale om systematisk eller organiseret afpresning.

Den foreslåede bestemmelse er navnlig tiltænkt at skulle finde anvendelse på grove tilfælde af afpresning, hvor personer med tilknytning til rocker- eller bandemiljøet gentagne gange opkræver såkaldte »beskyttelsespenge« af erhvervsdrivende for at lade dem være i fred, jf. herom ovenfor pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Personer uden tilknytning til rocker- eller bandemiljøet vil imidlertid også være omfattet af den foreslåede strafskærpelse.

Det vil afhænge af en konkret vurdering, om der er tale om systematisk eller organiseret afpresning. Der vil i den forbindelse navnlig skulle lægges vægt på, om der er tale om gentagne tilfælde af afpresning over for f.eks. en bestemt erhvervsdrivende eller erhvervsdrivende i samme kvarter eller branche. Der er ikke krav om, at alle tilfælde af afpresning udføres af den samme gerningsperson, hvis afpresningen udøves af de pågældende efter aftale, eller hvis gerningspersonen f.eks. har viden om, at det afpresningsforhold, som den pågældende begår, indgår i en systematisk eller organiseret afpresning af en eller flere forurettede udført af f.eks. andre medlemmer af samme gruppering.

Som nævnt ovenfor pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil dette eksempelvis kunne være tilfældet, hvor den indledende afpresning er udøvet af en eller flere personer, og hvor den efterfølgende afpresning udøves af en anden person, der ikke har medvirket til den indledende afpresning, men som er bekendt med afpresningen.

Tilfælde, hvor en enkeltperson systematisk afpresser et større antal erhvervsdrivende, vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det er med forslaget forudsat, at der som udgangspunkt skal ske en forhøjelse af straffen med omkring en tredjedel i forhold til den frihedsstraf for systematisk eller organiseret afpresning, der hidtil har været fastsat af domstolene.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 1, stk. 2, i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, at politiet kan forbyde enhver person adgang til en bestemt ejendom, hvis der skønnes at være betydelig risiko for angreb som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 2. Det følger endvidere, at forbud tilkendegives ved skiltning.

Det foreslås at tydeliggøre, at forbud efter § 1, stk. 2, både kan meddeles i forhold til ejendomme, der tjener som tilhørssted for en gruppe af personer, og andre ejendomme. Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 1, stk. 4, om den tidsmæssige udstrækning af et generelt forbud, hvorefter politiet kan forbyde enhver person adgang til en bestemt ejendom i typisk 14 dage ad gangen, hvis ejendommen tjener som tilholdssted for en gruppe, og i typisk 1-2 dage ved andre ejendomme, jf. nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.

Bestemmelsen vil som hidtil kunne anvendes, når det ikke vil være formålstjenligt i forhold til at søge afværget den betydelige risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden, at nedlægge individuelle opholdsforbud efter lovens § 1, stk. 1. Det generelle forbud kan således f.eks. anvendes, hvor det ikke er muligt nærmere at identificere og dermed nedlægge individuelle opholdsforbud efter stk. 1 til samtlige af de personer, hvis tilstedeværelse i ejendommen indebærer betydelig risiko for angreb.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 1, stk. 3, i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, at stk. 1 og 2 kun kan anvendes, såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler, herunder skydevåben eller sprængstoffer.

Det foreslås at ændre betingelsen i § 1, stk. 3, således at det fremover ikke skal være et krav for nedlæggelse af et forbud efter lovens stk. 1 eller 2, at der som minimum er anvendt skydevåben eller sprængstoffer, og at sådanne midler har været anvendt på begge sider af konflikten.

Med den foreslåede ændring vil der kunne nedlægges forbud mod ophold i bestemte ejendomme, såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at have baggrund i en verserende konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten er anvendt våben eller eksplosivstoffer eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Adgangen til at nedlægge forbud mod ophold i bestemte ejendomme udvides således.

Det vil fremover være en betingelse, at der mindst én gang som led i konflikten er anvendt våben eller eksplosivstoffer eller begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Med udtrykket konflikt, hvor der er »anvendt våben« sigtes til udøvelse af grov personfarlig kriminalitet, der som minimum er omfattet af straffelovens § 245, eller forsætlig fareforvoldelse efter § 252, stk. 1, som kan begrunde risiko for et gengældelsesangreb. Det betyder, at brug af f.eks. knive, økser, skydevåben mv., kan udgøre grundlaget for at nedlægge et forbud, hvis det medfører risiko for et angreb. Endvidere vil risikoen for et angreb i form af alvorlig brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180 også kunne begrunde et forbud. Angreb, der udøves uden anvendelse af våben eller redskaber, der i øvrigt kan sidestilles hermed, vil derimod ikke være omfattet af bestemmelsen. Dette vil eksempelvis være tilfældet ved udøvelse af vold ved f.eks. kraftige spark.

Ændringen af den nuværende betegnelse »sprængstoffer« til »eksplosivstoffer« er alene af redaktionel karakter, jf. også pkt. 2.5.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det er en betingelse for at anvende den foreslåede bestemmelse, at angrebet, som der er risiko for, har baggrund i en verserende konflikt mellem grupper af personer.

Udtrykket »baggrund i« indebærer, at det skal kunne lægges til grund, at det angreb, som risikeres, helt eller delvist er motiveret af at ville deltage i eller reagere på en verserende konflikt mellem grupper af personer. Det er uden betydning, om der tillige er andre motiver for angrebet, herunder f.eks. personlige uoverensstemmelser, hævn for tidligere krænkelser, fornærmelser eller lignende.

Det er ikke en betingelse, at det kan fastslås, hvilket af flere mulige underliggende forhold, der risikerer at motivere gerningsmanden. Der er endvidere ikke noget krav til konfliktens indhold, men alene et krav om, at konflikten – uanset hvad den handler om – er baggrund for det angreb, som der er risiko for.

Begrebet »konflikt« skal således forstås bredt. Enhver uoverensstemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil kunne udgøre en konflikt i lovens forstand. Det er uden betydning for vurderingen af, om en konflikt er omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvad der er årsagen til konflikten, og hvad konflikten drejer sig om. Det er ligeledes uden betydning, om konflikten er begrundet i et eller flere forhold. Det er dog et krav for nedlæggelse af forbud, at der er tale om en verserende konflikt, hvor der foreligger en reel og aktuel risiko for angreb. I tilfælde, hvor en gruppering aftaler med en anden gruppering, at sidstnævnte gruppering skal foretage et gengældelsesangreb på vegne af den første gruppering, anses sidstnævnte gruppering også for omfattet af konflikten.

Hvis der er foretaget et angreb mod en gruppe, som fører til en risiko for et gengældelsesangreb, vil der som altovervejende hovedregel være tale om en konflikt i lovens forstand.

Med udtrykket »grupper af personer« sigtes til, at der skal være mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Hvis der nedlægges opholdsforbud på baggrund af en enkelt hændelse, vil forbuddet alene kunne meddeles over for de personer eller i forhold til det tilholdssted, der tilhører eller har tilknytning til den angribende gruppering. Opholdsforbud kan dog fortsat nedlægges over for personer, som ikke nødvendigvis selv tilhører den pågældende gruppering. Der kan f.eks. således også være tale om såkaldte »supportere« eller »hangarounds«.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 1, stk. 4, i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, at forbud efter loven nedlægges for et bestemt tidsrum eller indtil videre.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det præciseres, at et forbud nedlægges for et »nærmere« bestemt tidsrum eller indtil videre.

Det følger af almindelige proportionalitetsprincipper, at politiet skal vælge den løsning, der er mindst indgribende i forhold til det formål, der søges opnået. Hvis der er tale om en forbigående risiko, hvor det er tilstrækkeligt at nedlægge forbud for et bestemt antal dage, må der ikke nedlægges forbud indtil videre. På den anden side er bestemmelsen ikke til hinder for, at et tidsbegrænset forbud forlænges, hvis betingelserne for forbuddet fortsat er opfyldt.

Hvis forbuddet retter sig mod en ejendom, der tjener som tilholdssted for en gruppe, og de øvrige betingelser i lovens § 1, stk. 2, er opfyldt, kan et generelt forbud således typisk nedlægges for et kortere tidsrum på højst 14 dage ad gangen.

Et generelt forbud efter stk. 2, der er rettet mod en ejendom, der ikke tjener som tilholdssted for en gruppe, vil dog kun kunne nedlægges for et meget kort tidsrum, typisk nogle få dage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af § 2 i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, at forsætlig overtrædelse af forbud udstedt i medfør af § 1, stk. 1 og 2, straffes med fængsel indtil 2 år.

Forsætlig overtrædelse af et nedlagt opholdsforbud straffes med fængsel, uanset om der er tale om et forbud rettet mod en bestemt person (individuelt forbud) eller et forbud over for enhver (generelt forbud). En forsætlig overtrædelse af et forbud vil f.eks. foreligge, hvis en person tager ophold i den pågældende ejendom, selvom vedkommende er bekendt med, at opholdet er i strid med et nedlagt forbud.

Strafferammen indebærer, at bøde ikke kan anvendes. Bestemmelsen affattes med samme ordlyd, idet det dog forudsættes, at straffen fordobles i forhold til det nuværende forudsatte strafniveau (dvs. mindst 30 dages fængsel), således at straffen fremover i førstegangstilfælde fastsættes til fængsel i normalt mindst 60 dage.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Den foreslåede strafferamme giver mulighed for, at en person, som overtræder et nedlagt opholdsforbud, kan varetægtsfængsles efter retsplejelovens § 762, stk. 1, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt, f.eks. såfremt der er bestemte grunde til at frygte, at den pågældende ellers vil overtræde forbuddet på ny.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme indeholder ikke en bestemmelse om territorialgyldighed. Det betyder, at loven som udgangspunkt er direkte gældende for Færøerne og Grønland. Lov nr. 406 af 2. juni 1998 indeholder heller ikke en territorialbestemmelse, hvorfor denne lov som udgangspunkt også gælder direkte for Færøerne og Grønland. Lovene er imidlertid ikke kundgjort i landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne og er derfor ikke trådt i kraft for Færøerne.

Det foreslås, at der indsættes en § 5 i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, hvoraf fremgår, at loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Dette vil således give hjemmel til at udstede en anordning, der helt eller delvis sætter lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme i kraft i den skikkelse, som loven har fået i medfør af lov nr. 406 af 2. juni 1998, med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det bemærkes, at der i § 5 i dette lovforslag foreslås indsat en territorialbestemmelse med anordningshjemmel for så vidt angår ændringerne i § 2, nr. 1-4, hvilket vil medføre, at de foreslåede ændringer til lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, vil kunne sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter gældende ret er det ikke muligt, at afskære indsatte tilknyttet en rocker- eller bandegruppering fra at modtage besøg fra personer, der tilhører den samme gruppering, medmindre dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 51 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter en indsat, som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, afskæres fra at modtage besøg af personer med tilknytning til den pågældende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende.

Det forudsættes i den forbindelse, at også en allerede meddelt besøgstilladelse under de nævnte omstændigheder inddrages, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende.

Begrebet »tilknytning« indebærer, at der må foreligge en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen som sådan. Forslaget omfatter således ikke personer med en løsere tilknytning til den pågældende persongruppe. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.

Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i anvendelse er på det punkt alene, at den indsatte ifølge politiets skøn har en sådan tilstrækkelig tilknytning til den pågældende persongruppe.

Det forhold, at en indsat på tidspunktet for afsoningens påbegyndelse har haft tilknytning til rocker- og bandemiljøet mv., men under afsoningen har forladt dette miljø, vil som udgangspunkt indebære, at den pågældende ikke længere har den fornødne tilknytning til gruppen.

En tilknytning til en rocker- eller bandegruppe mv., der først er opstået under afsoningen, vil medføre, at besøg afskæres under de nævnte omstændigheder.

Begrebet »grupper af personer« indebærer, at der skal være mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Begrebet »voldelig« indebærer for det første, at konflikten må have givet sig udslag i mindst én hændelse, der kan karakteriseres som voldelig. Hermed sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor en eller flere personer med tilknytning til en persongruppe har overfaldet en eller flere personer med tilknytning til en anden gruppe. Også situationer, hvor en eller flere personer fra de involverede grupper er stødt sammen efter aftale eller indbyrdes forståelse, og hvor der derfor ikke kan siges at være tale om et egentligt angreb, er omfattet, hvis sammenstødet har indebåret en voldelig konfrontation.

For at en konflikt kan anses for voldelig, må der dog være tale om et voldeligt præg af en vis styrke. Handlinger, som alene må anses for omfattet af straffelovens § 244 om simpel vold, vil således ikke i sig selv kunne føre til, at en konflikt skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i almindelighed slag, spark og lignende.

Den foreslåede bestemmelse tager derimod navnlig sigte på tilfælde, hvor der som led i konflikten er sket angreb eller sammenstød under anvendelse af stik- eller slagvåben eller lignende. Anvendelse af skydevåben mv. vil også medføre, at konflikten skal betragtes som voldelig. Som udgangspunkt må der således som led i konflikten være begået handlinger, der som minimum kan karakteriseres som kvalificeret vold, jf. straffelovens § 245.

Det er ikke en betingelse, at der er tale om en gensidigt voldelig konflikt. Der vil også være tale om en verserende voldelig konflikt i de foreslåede bestemmelsers forstand i tilfælde, hvor en gruppe af personer ensidigt forfølger en anden gruppe af personer. I sådanne tilfælde vil konflikten dog alene have konsekvenser for adgangen til at modtage besøg for personer med tilknytning til den gruppe i konflikten, der udfører angrebene.

Begrebet »verserende« indebærer, at der må være en aktuel risiko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karakter. Det gælder, uanset om et besøg kan frygtes at virke som katalysator for yderligere hændelser eller ej.

Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om en verserende voldelig konflikt. Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges til grund, at der vil være en aktuel risiko for yderligere voldelige hændelser, og at den voldelige konflikt således fortsat er verserende, hvis konflikten inden for de seneste tre måneder er kommet til udtryk i en eller flere voldelige hændelser.

Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode, vil konflikten i almindelighed fortsat skulle anses for at være aktuelt voldelig i yderligere en periode på tre måneder. Der kan imidlertid også være tale om en verserende voldelig konflikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden at der har fundet voldelige hændelser sted. En sådan længere periode uden angreb kan således ikke i sig selv tages som udtryk for, at risikoen for nye voldelige hændelser er drevet over.

Der kan således være flere grunde til, at en konflikt i en periode ikke konkret har givet sig udslag i voldelige angreb eller sammenstød. Der kan f.eks. være tale om, at de grupper, der er involveret i konflikten, har haft behov for at bruge tid på at planlægge et nyt angreb eller for at skaffe våben.

Endvidere kan der f.eks. være tale om, at flere af en gruppes medlemmer har været frihedsberøvet. Den eller de pågældende grupper kan derfor have ønsket at afvente f.eks. prøveløsladelse af en eller flere af de frihedsberøvede medlemmer, således at den enkelte gruppe vil stå stærkere ved et senere angreb.

Også mere tilfældige omstændigheder kan have betydet, at de stridende grupper ikke fysisk er stødt sammen, ligesom der kan være tale om, at de pågældende grupper nok har haft sammenstød, men at disse ikke har haft en voldelig karakter.

I det politifaglige skøn af, om der er en aktuel risiko for nye voldelige hændelser mv., kan der indgå andre momenter. Politiet vil således – ud over den forløbne tid siden seneste voldelige hændelse – eksempelvis kunne lægge vægt på, om personer med tilknytning til de involverede persongrupper er eller har været i besiddelse af våben som led i konflikten, eller om der som led i konflikten anvendes eller har været anvendt skud- eller stiksikre veste eller lignende, ligesom episoder med utryghedsskabende adfærd i øvrigt vil kunne tillægges betydning.

Sådanne handlinger vil kunne tale for, at der fortsat er en aktuel risiko for voldelige hændelser, uanset om der har været tale om en forberedelse af eller en forholdsregel mod et voldeligt angreb eller sammenstød. Det vil i den forbindelse tillige kunne tillægges betydning, om konflikten har ført til oprettelse af visitationszoner.

Herudover vil også andre momenter af relevans kunne indgå i den politifaglige vurdering af risikosituationen. Omvendt vil der også kunne forekomme særlige tilfælde, hvor der ikke kan siges at være en aktuel risikosituation, selv om der har fundet en voldelig hændelse sted inden for de seneste tre måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er et klart grundlag for at anse den voldelige konflikt som afsluttet, f.eks. hvis den ene gruppe i konflikten må anses for opløst.

Afskæring af retten til besøg vil alene ramme personer med tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i den verserende voldelige konflikt. Denne betingelse indebærer, at mindst én af de handlinger, som medfører, at konflikten anses for verserende voldelig, jf. herom ovenfor, skal være begået inden for den gruppe, som den dømte er knyttet til.

Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om et (første) angreb, eller om handlingen er begået som eksempelvis et modangreb eller en hævnaktion. Det er heller ikke nogen betingelse, at den dømte eller gruppen som helhed står bag voldshandlingen.

Det er imidlertid en betingelse, at voldsudøvelsen er begået som led i konflikten. Dette indebærer eksempelvis, at et enkelt voldeligt angreb vil kunne begrænse muligheden for udgang og prøveløsladelse for personer knyttet til den angribende gruppe, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Hvis der senere udføres en hævnaktion, vil også medlemmer mv. af den gruppe, som tager hævn, herved blive afskåret fra udgang og prøveløsladelse, forudsat at betingelserne i øvrigt er til stede.

Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uoverensstemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil kunne udgøre en konflikt i den foreslåede bestemmelses forstand. Det er uden betydning for vurderingen af, om en konflikt er omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvad der er årsagen til konflikten, og hvad konflikten drejer sig om. Det er ligeledes uden betydning, om konflikten er begrundet i et eller flere forhold. Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om en konflikt.

Det er en betingelse for den foreslåede ordnings anvendelse, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes knyttet til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse efter straffelovens § 180. De våbentyper, der er omfattet af de foreslåede bestemmelser, svarer således til de våbentyper, der er omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1.

Denne betingelse skal ses i lyset af, at hvis en part i en konflikt mellem forskellige grupper på et tidspunkt i konflikten har anvendt et så alvorligt våben mv., som de omfattede, må konflikten i almindelighed antages at have en sådan grad af alvor, at den vil kunne udvikle sig til en trussel mod tilfældige personer.

Det er ikke en betingelse, at den dømte eller gruppen som helhed står bag anvendelsen af skydevåben mv., men det er en betingelse, at skydevåbnet mv. er anvendt som led i konflikten. Er der således anvendt skydevåben mv. en enkelt gang, uden at der i øvrigt foreligger en konflikt, vil den foreslåede ordning ikke finde anvendelse.

Det er ikke en betingelse, at anvendelsen af skydevåben mv. er sket som led i den voldsudøvelse, som gør, at konflikten betragtes som verserende voldelig, jf. herom ovenfor. Også i tilfælde, hvor der ikke aktuelt har været anvendt skydevåben, men hvor konflikten ikke desto mindre må karakteriseres som verserende voldelig, vil adgangen til besøg blive afskåret, hvis der én gang tidligere har været anvendt skydevåben mv. som led i konflikten. Det gælder, uanset hvor lang tid der måtte være gået siden anvendelsen af skydevåbnet mv.

Eksempelvis vil adgangen til besøg i almindelighed være afskåret for personer med tilknytning til en gruppe, der flere år tidligere har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en anden persongruppe, og som nu har begået et knivoverfald mod den anden gruppe som led i samme konflikt. I dette tilfælde vil betingelsen om anvendelse af skydevåben mv. være opfyldt, ligesom betingelsen om, at konflikten skal være verserende voldelig, vil være opfyldt i kraft af knivoverfaldet.

Omvendt vil anvendelsen af et skydevåben mv. også i sig selv kunne udgøre den begivenhed, som medfører, at en konflikt nu må betegnes som verserende voldelig. Anvendelsen af et skydevåben mv. vil således i sig selv kunne være den udløsende begivenhed, som bevirker, at adgangen til besøg afskæres, uanset at der ikke herudover er begået voldshandlinger inden for den pågældende gruppe.

Eksempelvis vil adgangen til besøg være afskåret for personer med tilknytning til en gruppe, der nu har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en anden persongruppe, uanset at der aldrig tidligere har været begået voldshandlinger eller har været anvendt skydevåben som led i konflikten.

Her vil den aktuelle anvendelse af skydevåbnet således i sig selv opfylde både betingelsen om, at der skal være anvendt skydevåben mv., og betingelsen om, at konflikten skal være verserende voldelig. I begge tilfælde vil adgangen til besøg alene blive afskåret for dømte, der skønnes at have tilknytning til den gruppe som den eller de personer, der har anvendt skydevåbnet mv.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil finde anvendelse, hvis ganske særlige grunde gør sig gældende.

Det bemærkes i den forbindelse, at besøg også fra nærtstående som det klare udgangspunkt under de foreslåede omstændigheder vil være afskåret.

Ganske særlige grunde vil navnlig kunne foreligge, hvis humanitære eller lignende tungtvejende hensyn gør sig gældende.

Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal træffe afgørelse om, hvorvidt adgangen til at modtage besøg skal afskæres under de foreslåede omstændigheder.

Det vil i den forbindelse være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager. Dette gælder såvel i forhold til oplysninger om den indsattes tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv. som i forhold til oplysninger om hvorvidt den, der ansøger om besøg har tilknytning til en sådan gruppering.

Det vil administrativt blive fastsat, at kriminalforsorgens afgørelser om afskæring af retten til at modtage besøg ikke vil kunne påklages administrativt. Det vil dog samtidig blive fastsat, at kriminalforsorgens afgørelser om afskæring af retten til at modtage besøg af en nærtstående person vil kunne påklages administrativt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, er det alene muligt at overvære indsatte tilknyttet en rocker- eller bandegrupperings besøg under henvisning til, at det konkret er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter besøg til en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet skal overværes af personalet i institutionen, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at den dømte efter politiets oplysninger skønnes at indtage en »ledende eller koordinerende rolle« i den pågældende gruppe. Begrebet indebærer, at den pågældende enten officielt er udnævnt til at varetage en ledende funktion i gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine handlinger har påtaget sig en styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens aktiviteter og udvikling, f.eks. i forhold til rekruttering af nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirkning af konfliktsituationer samt tilpasning af territorier og kriminelle markeder.

Det vil i den forbindelse være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager.

Det bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt skøn, om en indsat kan antages at indtage en ledende eller koordinerende rolle i den gruppering, som den pågældende har en tilknytning til.

Begrebet »gruppe af personer« indebærer, at der skal være mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en politifaglig vurdering.

Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor gruppens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kriminalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltpersoner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestemmelsen.

Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammenhæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.

Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen samlet set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges betydelig vægt.

Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rocker- og bandegrupperinger mv.

Den foreslåede ordning indebærer, at kriminalforsorgen skal træffe afgørelse om, hvorvidt besøg skal overværes under de nævnte omstændigheder. Det vil i den forbindelse være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager. Det bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt skøn, om betingelserne for den foreslåede ordnings anvendelse er opfyldt.

En indsats besøg vil under de nævnte forudsætninger skulle overværes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet.

Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til foranstaltninger til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.

Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Den nævnte undtagelse tager navnlig sigte på tilfælde, hvor der er tale om besøg af nærtstående. I forhold til denne persongruppe vil der være en formodning for, at det er åbenbart, at de foreslåede foranstaltninger ikke er nødvendige at iværksætte af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Dette gælder dog ikke nærtstående, der har tilknytning til den samme gruppering som den indsatte, hvor den forslåede foranstaltning derfor som det klare udgangspunkt vil skulle iværksættes.

Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af oplysninger om, at en indsat har misbrugt eller vil misbruge adgangen til at kommunikere med nærtstående til at opretholde en kontakt med den pågældendes gruppering, vil den foreslåede foranstaltning skulle iværksættes i forhold til nærtstående.

Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor den indsatte gennem kommunikation med nærtstående har opretholdt eller forsøgt at opretholde sin position som ledende eller koordinerende i rocker- eller bandemiljøet mv. og i kraft heraf har understøttet eller direkte deltaget i planlægning eller udførsel af ulovlige aktiviteter.

Det bemærkes, at besøg af en advokat altid skal være uoverværet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2.

Det vil administrativt blive fastsat, at kriminalforsorgens afgørelser om at besøg skal være overværet ikke vil kunne påklages administrativt. Det vil dog samtidig blive fastsat, at kriminalforsorgens afgørelser om, at besøg fra en nærtstående skal være overværet, vil kunne påklages administrativt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, kan justitsministeren alene fastsætte regler om begrænsninger i indsattes ret til besøg ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Der foreslås en udvidelse af straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, 2. pkt., der med lovforslaget bliver til stk. 2, 2. pkt., således at justitsministeren tillige bemyndiges til at fastsætte regler om begrænsninger i de indsattes ret til besøg ud fra hensyn til at forebygge kriminalitet.

Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter straffuldbyrdelseslovens § 55 stk. 2, kan Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af stk. 3.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3, kan gennemlæsning af breve til og fra den indsatte kan alene ske, hvis dette af kriminalforsorgsområdet skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.

Med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 55 indsættes et nyt stk. 4, hvorefter breve til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet skal gennemlæses, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Det foreslås på den baggrund, at breve til og fra indsatte, der tilhører den nævnte persongruppe, skal kunne åbnes uden, at det sker i den indsattes påsyn.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 4, kan gennemlæsning af breve til og fra indsatte alene ske, hvis dette af kriminalforsorgsområdet skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.

Der foreslås en udvidelse af straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3, således at gennemlæsning tillige skal kunne finde sted af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3, kan gennemlæsning af breve til og fra indsatte alene ske, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.

Der foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 55 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter breve til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet skal gennemlæses, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter således, at den dømte efter politiets oplysninger skønnes at indtage en »ledende eller koordinerende rolle« i den pågældende gruppe. Begrebet indebærer, at den pågældende enten officielt er udnævnt til at varetage en ledende funktion i gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine handlinger har påtaget sig en styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens aktiviteter og udvikling, f.eks. i forhold til rekruttering af nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirkning af konfliktsituationer samt tilpasning af territorier og kriminelle markeder.

Det vil i den forbindelse være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager.

Det bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt skøn, om en indsat kan antages at indtage en ledende eller koordinerende rolle i den gruppering, som den pågældende har en tilknytning til.

Begrebet »grupper af personer« indebærer, at der skal være mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en politifaglig vurdering.

Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor gruppens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kriminalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltpersoner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestemmelsen.

Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammenhæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.

Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen samlet set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges betydelig vægt.

Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rocker- og bandegrupperinger mv.

Den foreslåede ordning indebærer, at kriminalforsorgen skal træffe afgørelse om, hvorvidt der skal ske gennemlæsning af breve til og fra den indsatte under de nævnte omstændigheder. Det vil i den forbindelse være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager. Det bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt skøn, om betingelserne for den foreslåede ordnings anvendelse er opfyldt.

Den foreslåede ordning vil ikke finde anvendelse, hvis den nævnte foranstaltning ikke er nødvendig af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet.

Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til foranstaltninger til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.

Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Den nævnte undtagelse tager navnlig sigte navnlig på tilfælde, hvor der er tale om brevveksling med nærtstående. I forhold til denne persongruppe vil der være en formodning for, at det er åbenbart, at de foreslåede foranstaltninger ikke er nødvendige at iværksætte af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Dette gælder dog ikke nærtstående, der har tilknytning til den samme gruppering som den indsatte, hvor de foreslåede foranstaltninger derfor som det klare udgangspunkt vil skulle iværksættes.

Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af oplysninger om, at en indsat har misbrugt eller vil misbruge adgangen til at kommunikere med nærtstående til at opretholde en kontakt med den pågældendes gruppering, vil den foreslåede foranstaltning skulle iværksættes i forhold til nærtstående.

Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor den indsatte gennem kommunikation med nærtstående har opretholdt eller forsøgt at opretholde sin position som ledende eller koordinerende i rocker- eller bandemiljøet mv. og i kraft heraf har understøttet eller direkte deltaget i planlægning eller udførsel af ulovlige aktiviteter.

Det bemærkes, at indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 2, har ret til ukontrolleret brevveksling med en række nærmere angivne danske og internationale myndigheder, institutioner og personer.

Det vil administrativt blive fastsat, at kriminalforsorgens afgørelser om at breve skal gennemlæses ikke vil kunne påklages administrativt. Det vil dog samtid blive fastsat, at kriminalforsorgens afgørelser om at breve fra en nærtstående skal gennemlæses vil kunne påklages administrativt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 4, kan et brev alene tilbageholdes, hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes.

Der foreslås en udvidelse af straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 4, der med lovforslaget bliver til stk. 5, således at justitsministeren tillige bemyndiges til at fastsætte regler om tilbageholdelse af breve ud fra hensyn til at forebygge kriminalitet.

Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Med lovforslagets § 3, nr. 5, foreslås der indsat et nyt stk. 4 i straffuldbyrdelseslovens § 55. Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.

Henvisningen til stk. 4 i lovens § 55, stk. 5, 1. pkt., der bliver til stk. 6, 1. pkt., skal som en konsekvens heraf ændres til en henvisning til stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Efter gældende ret kan der ikke kan ske optagelse, påhøring eller aflytning af telefonsamtaler i lukkede fængsler, hvis det er begrundet i hensynet til at forebygge kriminalitet uden for fængslet.

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 57 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter således, at den dømte efter politiets oplysninger skønnes at indtage en »ledende eller koordinerende rolle« i den pågældende gruppe. Begrebet indebærer, at den pågældende enten officielt er udnævnt til at varetage en ledende funktion i gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine handlinger har påtaget sig en styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens aktiviteter og udvikling, f.eks. i forhold til rekruttering af nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirkning af konfliktsituationer samt tilpasning af territorier og kriminelle markeder.

Det vil i den forbindelse være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager.

Det bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt skøn, om en indsat kan antages at indtage en ledende eller koordinerende rolle i den gruppering, som den pågældende har en tilknytning til.

Begrebet »grupper af personer« indebærer, at der skal være mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en politifaglig vurdering.

Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor gruppens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kriminalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltpersoner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestemmelsen.

Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammenhæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.

Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen samlet set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges betydelig vægt.

Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rocker- og bandegrupperinger mv.

Den foreslåede ordning indebærer, at kriminalforsorgen skal træffe afgørelse om, hvorvidt der skal ske optagelse, påhøring eller aflytning af telefonsamtaler til og fra den indsatte under de foreslåede omstændigheder. Det vil i den forbindelse være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager. Det bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt skøn, om betingelserne for den foreslåede ordnings anvendelse er til stede.

Den foreslåede ordning vil ikke finde anvendelse, hvis det er åbenbart, at den nævnte foranstaltning ikke er nødvendig af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet.

Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til foranstaltninger til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.

Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.

Den nævnte undtagelse tager navnlig sigte på tilfælde, hvor der er tale om telefonsamtaler med nærtstående. I forhold til denne persongruppe vil der være en formodning for, at det er åbenbart, at den foreslåede foranstaltning ikke er nødvendig at iværksætte af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Dette gælder dog ikke nærtstående, der har tilknytning til den samme gruppering som den indsatte, hvor de foreslåede foranstaltninger derfor som det klare udgangspunkt vil skulle iværksættes.

Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af oplysninger om, at en indsat har misbrugt eller vil misbruge adgangen til at kommunikere med nærtstående til at opretholde en kontakt med den pågældendes gruppering, vil den foreslåede foranstaltning skulle iværksættes i forhold til nærtstående.

Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor den indsatte gennem kommunikation med nærtstående har opretholdt eller forsøgt at opretholde sin position som ledende eller koordinerende i rocker- eller bandemiljøet mv. og i kraft heraf har understøttet eller direkte deltaget i planlægning eller udførsel af ulovlige aktiviteter.

Såfremt samtalen optages, påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Optagelser af telefonsamtaler slettes, senest 6 måneder efter at de er foretaget.

Det bemærkes, at telefonsamtaler med de i straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, nævnte danske og internationale myndigheder, institutioner og personer mv. ikke vil skulle optages, påhøres eller aflyttes.

Det vil administrativt blive fastsat, at kriminalforsorgens afgørelser om at telefonsamtaler skal optages, påhøres eller aflyttes ikke vil kunne påklages administrativt. Det vil dog samtidig blive fastsat, at kriminalforsorgens afgørelser om at telefonsamtaler med nærtstående skal optages vil kunne påklages administrativt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Efter straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 5, er justitsministeren bemyndiget til at fastsætte regler om optagelse af telefonsamtaler efter lovens § 57, stk. 3.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, at i lukkede institutioner optages, påhøres eller aflyttes telefonsamtaler uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt af de i stk. 2 nævnte hensyn, dvs. ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Med lovforslagets § 3, nr. 8, foreslås der indsat et nyt stk. 4 i straffuldbyrdelseslovens § 57, hvorefter telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet skal optages, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Straffuldbyrdelseslovens stk. 4-5 bliver herefter stk. 5-6.

Den gældende henvisning til stk. 3 i lovens § 57, stk. 5, 2. pkt., der bliver til stk. 6, 2. pkt., foreslås som følge heraf udvidet med en henvisning til lovens § 57, stk. 4.

Den foreslåede ordning indebærer, at justitsministeren vil være bemyndiget til at fastsætte regler om optagelse af de nævnte indsattes telefonsamtaler efter den bestemmelse, der med lovforslagets § 3, nr. 8, foreslås indsat i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 81 gennemføres tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat efter straffelovens § 39, stk. 2 eller 3, § 40 a, stk. 2-4, eller § 41, stk. 4 eller 5, af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 81, 1. pkt., indsættes henvisninger til straffelovens § 39, stk. 4, og § 41, stk. 8.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en henvisning, hvorefter den foreslåede bestemmelse i § 41, stk. 8, tilsvarende finder anvendelse.

De foreslåede henvisninger indebærer, at fastsatte vilkår, i forbindelse med prøveløsladelse af indsatte, der er dømt efter straffelovens § 81 a, eller for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser (terrordømte mv.), gennemføres af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 89 b, stk. 1, kan justitsministeren iværksætte en forsøgsordning, hvor det som vilkår for prøveløsladelse eller udgangstilladelse kan fastsættes, at den dømte skal undergive sig elektronisk overvågning af sin færden, f.eks. ved hjælp af en såkaldt GPS-fodlænke.

I perioden fra den 1. august 2014 til den 1. august 2015 gennemførte kriminalforsorgen et forsøg, hvor der blev anvendt GPS-fodlænker i forbindelse med udgang og prøveløsladelse fra to af kriminalforsorgens institutioner.

Det forslås, at der gennemføres en ændring af straffuldbyrdelseslovens § 89 b, stk. 1, således at ministerens bemyndigelse udvides til at omfatte iværksættelse af flere forsøgsordninger.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der skabes lovgivningsmæssigt grundlag for, at der kan iværksættes nye forsøgsordninger med elektronisk overvågning af dømtes færden, herunder ved hjælp af en såkaldt GPS-fodlænke, i forbindelse med prøveløsladelse og udgang.

Den foreslåede adgang tænkes primært udnyttet i forbindelse med prøveløsladelse eller udgangstilladelse for personer, som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, hvor de pågældende personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Den forslåede adgang til at iværksætte forsøgsordninger med elektronisk overvågning af dømtes færden i forbindelse med prøveløsladelse og udgang vil dog tillige kunne udnyttes i forbindelse med prøveløsladelse eller udgangstilladelse for andre persongrupper.

Det forudsættes derfor, at vilkår om elektronisk overvågning ikke fastsættes, hvis den herved forvoldte forstyrrelse af den dømtes forhold vil stå i misforhold til den kriminalitet, som den pågældende har begået, og hensynet bag det vilkår, som den elektroniske overvågning skal sikre overholdelsen af.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 89 b, stk. 2, fastsætter justitsministeren nærmere regler om forsøgsordningen omfattet af stk. 1.

Det foreslås på samme måde, at de nærmere regler for nye forsøgsordninger fastsættes administrativt.

Det forudsættes, at forsøgsordningerne tilrettelægges således, at den elektroniske overvågning i forhold til den dømte gennemføres på den mindst muligt indgribende måde, der er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Forsøgsordninger vil skulle administreres inden for rammerne af persondataloven. I forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelser om forsøgsordningerne vil der blive indhentet en udtalelse fra Datatilsynet.

Det bemærkes i øvrigt, at hvis tilsynsmyndigheden bliver opmærksom på, at formålet med et vilkår om elektronisk overvågning ikke længere er til stede, vil tilsynet skulle indstille til den myndighed, der har fastsat vilkåret, at det ophæves.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.

Det følger af straffelovens § 3, at spørgsmålet om straf for handlinger, som er foretaget før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter de nye regler, men at afgørelsen dog ikke må blive strengere end efter de tidligere regler.

Kilde

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyldighed og bestemmelsens stk. 1 fastslår, at lovens § 1 ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område. For Grønland gælder en særlig kriminallov. Der er derfor ikke foreslået hjemmel til at sætte lovforslagets § 1 om ændringer af straffeloven i kraft for Færøerne og Grønland.

Det følger af bestemmelsens stk. 2 , at lovens § 2, nr. 1-4, om ændring af forbud mod ophold i bestemte ejendomme ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 5.

Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 3 , at lovens § 3 om ændring af straffuldbyrdelsesloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Straffuldbyrdelsesloven gælder ikke for Grønland. De gældende regler om fuldbyrdelse af straf findes i den grønlandske kriminallov.

Straffuldbyrdelsesloven gælder heller ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås på den baggrund, at lovforslagets § 3 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.