LOV nr 649 af 12/06/2013
Skatteministeriet
Lov om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love (Ny klagestruktur på skatteområdet og ændringer som følge af idriftsættelsen af Ét Fælles Inddrivelsessystem m.v.) § 16
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 30, § 2, nr. 1, § 10, nr. 2, og §§ 14 og 15 træder dog i kraft den 1. juli 2013.
Stk. 3. § 1, nr. 1-29 og 31-63, § 2, nr. 2, §§ 3-9, § 10, nr. 1 og 3, og §§ 11-13 har virkning for klager og anmodninger om genoptagelse, som indgives efter lovens ikrafttræden, eller som er indgivet tidligere, og hvorom et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten før denne dato endnu ikke har truffet afgørelse, jf. dog stk. 4-6.
Stk. 4. Skatteforvaltningslovens § 35 c som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33, finder alene anvendelse på klager og anmodninger om genoptagelse, som indgives efter lovens ikrafttræden. Er klage eller anmodning indgivet til Landsskatteretten inden lovens ikrafttræden, finder skatteforvaltningslovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011, og skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 4 og 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33, dog anvendelse uanset 1. pkt.
Stk. 5. Landsskatteretten færdigbehandler klager over afgørelser fra skatteankenævnene, vurderingsankenævnene og motorankenævnene, som er påklaget til Landsskatteretten inden lovens ikrafttræden, og afgørelser, som inden lovens ikrafttræden er påklaget til Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2 eller 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011.
Stk. 6. Hvis Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 1. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011, har truffet afgørelse inden lovens ikrafttræden, træffes en afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33, af skatteankeforvaltningen.
Stk. 7. § 1, nr. 30, finder anvendelse fra den 1. januar 2013. I tilfælde, hvor anvendelse af bestemmelsen ville resultere i en højere vurdering eller på anden måde har skærpende virkning, finder bestemmelsen dog først anvendelse fra vurderingsåret 2013.
Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2013
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Holger K. Nielsen