Lov om ændring af skatteforvaltningsloven (En ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet samt ingen omkostningsgodtgørelse ved klage over tilbagekaldelser af afgørelser om refusion af udbytteskat eller afslag på anmodninger om refusion af udbytteskat) § 1

Forarbejder til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven (En ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet samt ingen omkostningsgodtgørelse ved klage over tilbagekaldelser af afgørelser om refusion af udbytteskat eller afslag på anmodninger om refusion af udbytteskat) § 1

Til nr. 1

Efter gældende ret kan der ikke klages til skatteankenævnet over afgørelser vedrørende moms, afgifter og told. Sådanne afgørelser kan kun påklages til Landsskatteretten, medmindre der er tale om sager, som er delegeret til afgørelse i Skatteankestyrelsen efter bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen.

Klager over skønsmæssig ansættelse af moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, behandles efter gældende ret sammen med en eventuel klage over en skønsmæssig ansættelse af indkomst, fordi sagerne mest hensigtsmæssigt og effektivt behandles sammen, når de udspringer af samme forhold. Både indkomstsagen og momssagen afgøres af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 3. pkt.

Det foreslås, at skatteankenævnene skal kunne afgøre klager over Skatteforvaltningens afgørelser vedrørende fysiske personer og dødsboer om skønsmæssige ansættelser af moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, således at momssagen lige såvel som indkomstsagen, kan afgøres af skatteankenævnene.

Sager, hvor der ud over en skønsmæssig forhøjelse af moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, også er andre momsmæssige reguleringer, f.eks. nægtelse af momsfradrag m.v., vil fortsat skulle afgøres af Landsskatteretten.

Forslaget omfatter afgørelser efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan Skatteforvaltningen ansætte en virksomheds skyldige beløbskønsmæssigt, hvis størrelsen af beløbet ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber. Tilsvarende gælder, hvis en virksomhed har modtaget et for stort beløb som godtgørelse, og størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber.

Subjektet for momsopkrævning er den selvstændigt erhvervsdrivende identificeret ved dennes cvr-nr. Det afgørende for, om en skønsmæssig ansættelse er omfattet af forslaget, vil være, at det er en fysisk person eller et dødsbo, jf. skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., som driver virksomhed som selvstændigt erhvervsdrivende og ikke i selskabsform.

Momssubjekter kan – ud over at være fysiske personer eller dødsboer – f.eks. være interessentskaber eller andre subjekter, der anses for transparente i forhold til indkomstskat. En skønsmæssig ansættelse af indkomstskat kan foretages over for f.eks. to eller flere interessenter (fysiske eller juridiske personer) som skattesubjekter, mens der kun foretages én skønsmæssig momsansættelse rettet mod selve interessentskabet som momssubjekt. I det tilfælde, hvor der er tale om interessentskaber, kommanditselskaber og lignende subjekter, vil en afgørelse om skønsmæssig ansættelse af moms ikke skulle behandles i skatteankenævnene, da der ikke er tale om en fysisk person som subjekt.

Det foreslås, at en klage over skønsmæssige ansættelser af indkomstskat og moms for fysiske personer og dødsboer hovedsageligt vil skulle behandles samlet i et skatteankenævn.

Et eksempel til illustration af forslaget er, at Skatteforvaltningen over for en fysisk person har truffet afgørelse om skønsmæssig ansættelse af indkomsten efter skattekontrollovens § 74, stk. 1, som følge af manglende oplysning om indkomsten, ligesom Skatteforvaltningen samtidig har truffet afgørelse om, at virksomhedens – i dette tilfælde den fysiske persons – momstilsvar ligeledes må ansættes skønsmæssigt efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. Der klages over begge dele. Her vil udgangspunktet være, at både klagen over den skønsmæssige ansættelse af indkomstskat såvel som den skønsmæssige ansættelse af moms skal behandles og afgøres af et skatteankenævn.

Til nr. 2

Forslaget om at »eller klageren vælger, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk. 5« udgår, er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Ændringen er af teknisk karakter.

Efter gældende ret fordeles og visiteres klager over afgørelser om subjektiv skattepligt samt afgørelser truffet efter aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven efter den generelle regulering vedrørende indkomstskattesager efter skatteforvaltningslovens §§ 5, 11 og 35 b, og sagerne afgøres af Skatteankenævnene i det omfang de ikke er principielle.

Klager over afgørelser om subjektiv skattepligt samt klager over afgørelser truffet efter aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven afgøres af skatteankenævnene, i det omfang klageren er en fysisk person eller et dødsbo i henhold til skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 2, 3 og 4. Hvis klageren opfylder en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, og dermed anses for principiel, bliver sagen visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. pkt. Klagen kan ligeledes blive visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, hvis klagen udspringer af samme forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 3. pkt.

Hvis klageren ikke er en fysisk person eller et dødsbo, afgøres klagen af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås, at det, som er tilfældet efter gældende ret, skal være udgangspunktet, at klageren som subjekt er afgørende for sagsfordelingen. Det forslås som supplement hertil dog, at klagesager om subjektiv skattepligt, kursgevinster og –tab samt aktieavancer og –tab fremover skal afgøres af Landsskatteretten i stedet for et af skatteankenævnene, selvom klageren måtte være en fysisk person eller et dødsbo. En forholdsmæssig høj andel af klagere vælger allerede i dag en sådan klage afgjort af Landsskatteretten.

I klagesager om subjektiv skattepligt for fysiske personer indgår ofte komplekse problemstillinger vedrørende flere retsgrundlag, hvilket gør sagerne egnede til afgørelse i Landsskatteretten. Som eksempel kan nævnes udfyldende fortolkning af reglerne i kildeskattelovens §§ 1 og 2, §§ 48 E-F om forskerskatteordningen samt lempelsesbestemmelser i f.eks. ligningslovens §§ 33 og 33 A og fortolkningen af indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Ligeledes er klager over afgørelser truffet efter kursgevinstloven eller aktieavancebeskatningsloven kendetegnet ved teknisk juridisk kompleksitet og samspil mellem forskellige bestemmelser i kapitalgevinstbeskatningslovgivningen, der gør dem velegnede til afgørelse i Landsskatteretten. Som eksempel kan nævnes fortolkningsspørgsmål om kvalificering af forskellige typer objekter i forhold til kapitalgevinstbeskatningslovene.

Forslaget vil medføre, at det ikke alene er delspørgsmål, der vil overgå til afgørelse i Landsskatteretten. Hvis en klage eksempelvis både vedrører spørgsmål om subjektiv skattepligt og den efterfølgende skatteansættelse, vil forslaget have den konsekvens, at hele klagen – og dermed både spørgsmålet om den subjektive skattepligt og den efterfølgende skatteansættelse – skal afgøres i Landsskatteretten.

Som et eksempel til illustration af forslaget kan nævnes, at Skatteforvaltningen over for en fysisk person har truffet afgørelse om, at vedkommende er fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. kildeskattelovens § 7. Samtidig har Skatteforvaltningen truffet afgørelse om, at vedkommende er skattepligtig af avance ved salg af en ejendom efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1. Der klages over begge dele. Klagen skal herefter behandles og afgøres af Landsskatteretten, da klagen delvis angår spørgsmålet om subjektiv skattepligt.

Som et andet eksempel kan nævnes, at Skatteforvaltningen over for en fysisk person har truffet afgørelse om, at vedkommende ikke opfylder betingelserne for at kunne opnå beskatning efter ordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F, hvorfor der i stedet skal ske beskatning efter de almindelige regler, ligesom Skatteforvaltningen samtidig har truffet afgørelse om, at personen er skattepligtig af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Der klages over begge dele. Klagen skal herefter behandles og afgøres af Landsskatteretten, da klagen delvis angår spørgsmålet om subjektiv skattepligt.

Til nr. 3

Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den, som ministeren bemyndiger dertil, medlemmer af skatteankenævn. Udnævnelsen foretages efter indstilling fra kommunalbestyrelserne. Kun personer, der er valgbare til en kommunalbestyrelse, kan indstilles af den pågældende kommunalbestyrelse. Hver kommunalbestyrelse skal mindst indstille én person til hver af kommunens pladser i nævnet og én person som suppleant for denne.

Efter gældende ret stilles der ikke krav til relevant uddannelse for nævnsmedlemmerne.

Det foreslås, at lægmandselementet i skatteankenævnene suppleres med personer med egentlig skattefaglig indsigt og relevant uddannelse, f.eks. juridisk kandidateksamen, cand.merc.aud. eller lignende, således at nævnene som helhed får en styrket skattefaglighed.

De særlige medlemmer kan fungere i alle skatteankenævn, og de er således ikke bundet til et bestemt skatteankenævn. Skatteministeren udnævner otte af de særlige medlemmer efter indstilling fra relevante institutioner og organisationer på skatteområdet på baggrund af skattefaglige kompetencer og erfaring med skattespørgsmål, og to udnævnes af skatteministeren uden indstilling. Skatteministeren vil fastsætte nærmere regler om de særlige medlemmer i medfør af skatteforvaltningslovens § 10, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således en styrkelse af fagligheden i skatteankenævnene.

Det foreslås, at indstillingerne til skatteankenævnene generelt afspejler et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det skal indgå som et element i vurderingen af hvilke medlemmer, der skal indstilles til skatteankenævnene, at den samlede medlemssammensætning skal være tilstrækkelig repræsentativ.

Indstillingerne skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnicitet.

Til nr. 4

Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den, som ministeren bemyndiger dertil, medlemmer af vurderingsankenævn. Den ene halvdel af medlemmerne udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Ved kommunalbestyrelsens indstilling anvendes den metode, der er beskrevet i § 25 i lov om kommunernes styrelse. Af den anden halvdel af medlemmerne udnævnes halvdelen på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Finans Danmark, og halvdelen på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Der kan kun indstilles personer, som er valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet.

Det foreslås, at indstillingerne til vurderingsankenævnene generelt afspejler et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det skal indgå som et element i vurderingen af, hvilke medlemmer der skal indstilles til vurderingsankenævnene, at den samlede medlemssammensætning skal være tilstrækkelig repræsentativ.

Indstillinger skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnicitet osv.

Til nr. 5

Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den, som ministeren bemyndiger dertil, medlemmer af motorankenævn. Mindst to af medlemmerne udnævnes efter indstilling fra hovedorganisationerne af bilejere. Ét af de indstillede medlemmer og dennes suppleant skal være teknisk kyndige, og ét af de indstillede medlemmer og dennes suppleant skal være handelskyndige. De resterende medlemmer udnævnes efter indstilling fra forhandlerorganisationerne i bilbranchen. Der kan kun indstilles personer, som er valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet.

Det foreslås, at indstillingerne til motorankenævnene generelt afspejler et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det skal indgå som et element i vurderingen af, hvilke medlemmer der skal indstilles til motorankenævnene, at medlemssammensætningen skal være tilstrækkelig repræsentativ.

Indstillinger skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnicitet osv.

Til nr. 6

Efter gældende ret kan skatteministeren under særlige omstændigheder undlade at udnævne en indstillet person til skatte-, vurderings- og motorankenævn og anmode om, at der indstilles en anden person. Sådanne særlige omstændigheder kan f.eks. være manglende indgivelse af selvangivelse eller manglende overholdelse af en afdragsordning og omfatter således ikke hensynet til at understøtte en alsidig sammensætning af ankenævnene.

Den foreslåede nye bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 8, stk. 7, medfører, at skatteministeren får mulighed for at undlade at udnævne de indstillede personer og anmode om, at der foretages en ny indstilling, hvis de indstillede personer ikke i tilstrækkelig grad udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Forslaget medfører, at skatteministeren foretager en samlet skønsmæssig vurdering af indstillingerne til de enkelte ankenævn for at understøtte, at den enkelte indstilling i tilstrækkelig grad er repræsentativ.

Forslaget har ikke til hensigt at være en udvidelse af skatteministerens eksisterende adgang til under særlige omstændigheder at undlade at udnævne en indstillet person, da forslaget retter sig mod indstillingen som helhed.

Skatteministeren skal ved vurderingen af indstillingerne som helhed inddrage hensynet til en repræsentativ sammensætning af ankenævnene, herunder en alders- og kønsfordeling, der udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen. Skatteministeren tager ved vurderingen højde for, at der ikke med sikkerhed kan opnås en sådan spredning i alle ankenævnene, ligesom der ikke med sikkerhed kan opnås den samme spredning på tværs af ankenævnstyperne.

Til nr. 7

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 8

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 9

Efter gældende ret kan en klager vælge, at en klagesag, der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5. Klagerens valg skal være meddelt Skatteankestyrelsen senest 4 uger efter, at klageren har modtaget meddelelse om, at klagen er visiteret til et skatteankenævn.

Det foreslås at ophæve skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, og dermed afskaffe retten til frit at vælge, om en sag, der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten.

Det foreslås således, at hvis en klage over en skatteansættelse for en person eller et dødsbo ikke anses for principiel, eller hvis den ikke hænger sammen med en anden sag, som verserer ved eller samtidig visiteres til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., vil klagen blive visiteret til et skatteankenævn uden mulighed for at blive behandlet af Landsskatteretten på baggrund af klagerens eget ønske.

Som eksempel til illustration af forslaget kan nævnes, at en fysisk person har indgivet en klage over en skønsmæssig ansættelse af indkomstskat inden den 1. januar 2020. Klagen er ikke inden den 1. januar 2020 visiteret af Skatteankestyrelsen, og klageren har endnu ikke tilkendegivet et valg af Landsskatteretten efter nugældende skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5. Klageren vil i dette tilfælde fortsat fra den 1. januar 2020 kunne vælge at få klagen behandlet i Landsskatteretten, jf. nugældende skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5, hvis Skatteankestyrelsen visiterer klagen til afgørelse i et skatteankenævn.

Et andet eksempel til illustration af forslaget er, at en fysisk person inden den 1. januar 2020 har indgivet en klage over Skatteforvaltningens afgørelse om at anse personen for fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. kildeskattelovens § 7. Klagen er inden den 1. januar 2020 visiteret af Skatteankestyrelsen til afgørelse i et skatteankenævn, og klageren har ikke efter nugældende skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5, valgt, at klagen i stedet skal behandles af Landsskatteretten. Klagen vil derfor fortsat fra den 1. januar 2020 skulle behandles og afgøres af et skatteankenævn.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger for den nærmere begrundelse herfor.

Til nr. 10

Efter gældende ret skal der for en klage over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterådet og over afgørelser, som er truffet af andre myndigheder, som efter anden lovgivning er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, betales et gebyr på 300 kr. (2010-niveau) svarende til 400 kr. i 2018-niveau. For klager i vurderingssager efter ejendomsvurderingsloven skal betales et gebyr på 900 kr. (2010-niveau). Undtaget for betaling af klagegebyr er klager over afgørelser vedrørende aktindsigt og klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås, at klagegebyret over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterådet m.v., jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, harmoniseres med klagegebyret i klager over vurderingssager.

Det foreslås således, at klagegebyret i klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, ændres. Dette medfører, at klagegebyret vil udgøre 1.000 kr. i 2018-niveau.

Med forslaget foreslås klagegebyret over afgørelser truffet af skatteforvaltningen eller Skatterådet m.v., jf. § 35 a, stk. 1, forhøjet til samme beløb som klagegebyret i klager over vurderingssager efter ejendomsvurderingsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Grundbeløb vil fortsat skulle reguleres efter personskattelovens § 20. Gebyrforhøjelsen har til formål at undgå klager over bagatelsager.

Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås desuden, at »jf. dog stk. 2,« udgår, da stk. 2 foreslås ophæves. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 11

Som konsekvens af forslaget foreslås det at ophæve skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, om, at der ved klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, nr. 3, om klagegebyr i vurderingssager efter ejendomsvurderingsloven.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 10. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 12

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 11. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 13

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til § 1, nr. 9. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 14

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til § 1, nr. 15. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 15

Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, kan en afgørelse først indbringes for domstolene, når den administrative rekurs har været udnyttet.

Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, hjemler adgang til at indbringe en afgørelse for domstolene, når der er forløbet mere end 6 måneder efter indbringelse for den administrative klageinstans, selv om der endnu ikke er truffet en afgørelse.

Det foreslås, at kravet i lovens § 48, stk. 2, om, at der skal være forløbet mere end 6 måneder efter sagens indbringelse for den administrative klageinstans, før sagen kan indbringes for domstolene, afskaffes.

Det foreslås således at afskaffe kravet i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, om udnyttelse af den administrative rekurs før domstolsprøvelse.

Forslaget er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skatteforvaltningslov § 48, stk. 1 og 2. Der er ikke tiltænkt yderligere indholdsmæssige ændringer af bestemmelsens anvendelse, hverken i praksis eller retstilstanden i øvrigt udover afskaffelsen af 6-månederskravet.

Forslaget ændrer ikke ved, at klager inden for en frist på 3 måneder som hidtil kan indbringe en afgørelse for domstolene, når den administrative klageinstans på området enten har efterprøvet afgørelsen eller har afvist klagen.

Det foreslås, at klageren skal kunne indbringe sagen for domstolene direkte, dvs. uden at klage først, eller på et hvilket som helst tidspunkt, efter at klagesagen er anlagt. Klageren skal således ikke vente seks måneder, før et »omvalg« fra klagesagsbehandling til domstolsbehandling kan foretages, men kan således også indbringe sagen for domstolene, straks efter at klagen er indgivet. Dette gælder indtil det tidspunkt, hvor klageren ved høring modtager oplysning om indholdet af den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatteankeforvaltningens vurdering fører til. Fra dette tidspunkt, og til afgørelse træffes i klagesagen, kan klager ikke vælge at indbringe sagen for domstolen, men må afvente afgørelsen. Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, kan denne afgørelse, som er en endelig administrativ afgørelse, indbringes for domstolene inden for en frist på 3 måneder fra sagens afgørelse.

Hvis en borger eller virksomhed vælger at indbringe en afgørelse truffet af f.eks. Skatteforvaltningen eller Skatterådet for domstolene, vil det inden for klagefristen på 3 måneder fra afgørelsens modtagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, fortsat være muligt at hæve retssagen og i stedet indgive klage.

Ved valg af domstolsprøvelse – enten direkte eller efter forudgående indgivelse af klage – vil muligheden for Folketingets Ombudsmands stillingtagen til sagen fortabes. Ombudsmandens virksomhed omfatter ikke domstolene, og Ombudsmanden vil således skulle afvise at behandle en klage over en afgørelse, som er indbragt for domstolene. Derimod kan en borger og virksomhed, der vælger at klage over en afgørelse, indbringe klagemyndighedens endelige administrative afgørelse for Ombudsmanden.

Der kan forekomme situationer, hvor en borger og virksomhed både klager og anlægger sag ved domstolene. Efter de gældende regler vil der ved overspringelse efter 6-månedersreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, ske det, at sagen ved ankenævnet eller Landsskatteretten anses for bortfaldet, og at klageren meddeles, at klagesagen herefter er henlagt. Forslaget er ikke tiltænkt at ændre på dette, og det vil fortsat gælde, at klagesagen bortfalder, og domstolsbehandlingen går forud.

Hvis der i andre situationer både er en klagesag og en domstolssag, vil det som udgangspunkt tilsvarende være domstolsbehandlingen, der går forud. Situationen kan forekomme, hvis en borger eller virksomhed først anlægger sag og dernæst klager. Hvis en klager i strid med forslaget vælger at anlægge sag, efter at klager har modtaget oplysninger om indholdet af den afgørelse, som forventes truffet i klagesagen, vil det dog være domstolssagen, som bliver afvist.

Med forslaget vil borgere og virksomheder fortsat, inden for de almindelige rammer, der efter retsplejeloven gælder for anke af borgerlige retssager, kunne fremføre nye påstande eller anbringender for domstolene. Det betyder, at borgere og virksomheder mod Skatteministeriets protest kun kan inddrage nye spørgsmål under domstolsprøvelsen med rettens tilladelse. Retten vil kunne give en sådan tilladelse, hvis det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget under sagsbehandlingen hos førsteinstansen eller i den administrative klageinstans, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af at give tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.

Til nr. 16

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, om adgang til direkte domstolsprøvelse af administrative afgørelser. Ændringen er af teknisk karakter.

Det foreslås således, at en administrativ afgørelse ikke kan indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Ved at ordet »endelig« udgår, kommer søgsmålsfristen i § 48, stk. 3, til at gælde både for direkte indbringelse af Skatteforvaltningens afgørelse for domstolene, og for indbringelse efter overspringelse.

Til nr. 17

Det foreslås, at Skatteforvaltningen efter ansøgning kan give en borger eller virksomhed henstand med betaling af en skat, hvis afgørelsen om betaling er indbragt for domstolene eller påklaget til Skatteankestyrelsen. Der kan fortsat kun gives henstand med den del af skatten, der vedrører de forhold, der påklages eller indbringes for domstolene.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15. Ændringen er af teknisk karakter, så bestemmelsen også omfatter administrative afgørelser, som indbringes direkte for domstolene efter lovforslagets § 1, nr. 15.

Til nr. 18

Det foreslås, at henstand med betaling af en skat gives for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem eller indbragt for domstolene. Der kan fortsat kun gives henstand med den del af skatten, der vedrører de forhold, der påklages eller indbringes for domstolene.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 19

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 7, ydes der ikke omkostningsgodtgørelse efter lovens kapitel 19 for klager over afgørelser om omkostningsgodtgørelse eller for klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 7, indsættes et nyt punktum, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 for klager over afgørelser om tilbagekaldelse af afgørelser om refusion af udbytteskat. Det betyder, at der heller ikke vil kunne ydes omkostningsgodtgørelse i sager om klage over afgørelser om tilbagekaldelse af afgørelser om refusion af udbytteskat.

Forslaget vil ikke alene få betydning for udenlandske udbyttemodtagere. Et datterselskab i en dansk koncern, som har opnået refusion af udbytteskat fra aktier i et indeholdelsespligtigt selskab, vil også blive omfattet af forslaget. Selv om datterselskabet i øvrigt vil være berettiget til omkostningsgodtgørelse, hvis det fører en skattesag i Danmark, vil det ikke gælde en klage- eller retssag om berettigelsen af en tilbagekaldelse af en afgørelse om refusion af udbytteskat til selskabet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.9.

Til nr. 20

Efter gældende regler ydes der omkostningsgodtgørelse »ved klage«, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse og »ved klage«, hvor Skatteankestyrelsen træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.

Efter gældende praksis omfatter det udgifter til den sagkyndiges arbejde med at indgive en klage til den administrative klageinstans. Derimod følger det af § 54, stk. 1, nr. 6, at udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt den skattepligtige bør gå videre med en afgørelse, kun er godtgørelsesberettigede, hvis det drejer sig om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør prøves ved domstolene. Der ydes således ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt den skattepligtige bør påklage en afgørelse truffet af en skattemyndighed i 1. instans. Denne forståelse har Landsskatteretten også lagt til grund i sin afgørelse i SKM2008·669·LSR. Her fandt Landsskatteretten ikke, at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til en sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en afgørelse fra SKAT burde påklages til Landsskatteretten.

Efter gældende ret er godtgørelsesberettigede udgifter ved domstolsprøvelsen udgifter, som afholdes i forbindelse med retssager om prøvelse af afgørelsen fra den administrative klageinstans eller fra en underordnet retsinstans. Det omfatter efter § 54, stk. 1, nr. 6, udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse fra klageinstansen bør indbringes for domstolene, eller om en afgørelse fra domstolen bør prøves af en overordnet retsinstans. Udgifter til udarbejdelse af en stævning anses endvidere som godtgørelsesberettigede udgifter.

Det følger af forslaget til stk. 3 i § 54, at der kun ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. efter § 54, stk. 1, nr. 1-5, som er ydet den skatte- eller afgiftspligtige i forbindelse med påklage eller indbringelse af en sag for domstolene.

Forslaget skal ses i lyset af forslaget i § 1, nr. 21, der ændrer affattelsen af § 55, stk. 1, nr. 1 og 2. Som nævnt ovenfor er godtgørelsesberettigede udgifter i relation til § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, udgifter der afholdes »ved klage«. Ved den ændrede affattelse af disse bestemmelser bliver det nødvendigt at fastslå, at der kun ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v., som er ydet i forbindelse med påklage eller indbringelse af en sag for domstolene. Derimod ydes der ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i forbindelse med sagens behandling i 1. instans. Det foreslås, at dette kommer til at fremgå af § 54.

Det foreslås endvidere, at den gældende forståelse af, hvilke udgifter, der knytter sig til en klage eller domstolsprøvelse, opretholdes med forslaget. Det kan ud over udgifter til den sagkyndiges arbejde med at indgive en klage eller stævning være udgifter til møde med den sagkyndige om udformningen af punkter i klagen eller stævningen, herunder rejseudgifter for den sagkyndige, eller fremskaffelse af dokumentation til brug for sagen, som ikke skulle være tilvejebragt ved 1. instansen. Det kan desuden være udgifter til den sagkyndiges udarbejdelse af en anmodning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51. Der henvises nærmere til Den juridiske vejledning, afsnit A·A·13.4.

Det følger af forslaget til stk. 4 i § 54, at adgangen til at opnå omkostningsgodtgørelse efter det foreslåede stk. 3 betinges af, at skattemyndighedens afgørelse faktisk påklages eller indbringes for domstolene. Det præciseres samtidig, at der kun ydes omkostningsgodtgørelse, i det omfang sagen ikke afvises fra realitetsbehandling som følge af oprindelige formelle mangler i forbindelse med klagen eller stævningen.

Forslaget skyldes den ændrede affattelse af § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. forslagets § 1, nr. 21, hvorefter det ikke er en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse, at der indgives en klage.

Forslaget lovfæster på dette punkt gældende praksis.

Efter gældende praksis vil udgifter til sagkyndig bistand m.v. ikke blive godtgjort, hvis skattemyndighedens afgørelse ikke bliver påklaget. Det gælder eksempelvis udgifter til anmodning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 eller udgifter til en sagkyndigs udarbejdelse af klage til den administrative klagemyndighed.

Endvidere vil der efter gældende praksis ikke blive ydet omkostningsgodtgørelse, i det omfang der sker helt eller delvis afvisning af sagen på grund af formelle mangler, som knytter sig til klagen eller stævningen eller foreligger på tidspunktet for indgivelsen af klagen eller stævningen, dvs. oprindelige mangler. Det gælder eksempelvis, hvis sagen afvises på grund af myndighedens manglende kompetence til at afgøre sagen, eller hvis den afvises som følge af manglende begrundelse eller en fristoverskridelse.

Det karakteristiske ved gældende praksis i forhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse er, at det er afgørende, at afvisning sker som følge af eksistensen af formelle mangler ved klagesagens igangsættelse. Hvis afgørelsen eksempelvis indbringes for domstolene, men afvises af domstolen efter, at formalitetsspørgsmålet har været udskilt til særskilt påkendelse, jf. retsplejelovens §§ 351 og 353, vil der ikke kunne ydes omkostningsgodtgørelse. Det gælder dog ikke, hvis formalitetskendelsen senere måtte blive underkendt af en højere retsinstans, jf. SKM2013·108·LSR. I denne sag havde byretten ved dom afvist klagerens sag ved byretten med den begrundelse, at søgsmålsfristen var overskredet. Landsretten udtalte, at der ikke var grundlag for at afvise sagen og ophævede dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsskatteretten fandt, at klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand afholdt i forbindelse med afvisningssagen for byretten.

Forslaget tager sigte på at lovfæste praksis, som den er beskrevet ovenfor. Derimod finder forslaget ikke anvendelse i en situation, hvor en afvisning fra realitetsbehandling ikke knytter sig til oprindelige formelle mangler i forbindelse med klagen eller stævningen, herunder ankestævningen, men domstolen alligevel afviser sagen af andre grunde. Således har Skatteankestyrelsen i SKM2014·668·SANST fastslået, at en skattepligtig var berettiget til omkostningsgodtgørelse i en sag, hvor dispositionsretten til sagen var overgået til kurator, og hvor kurator ikke ønskede at indtræde og videreføre sagen. Domstolen afviste sagen som følge af den skattepligtiges udeblivelse fra hovedforhandlingen på grund af kurators valg om ikke at indtræde i den verserende sag. Der henvises nærmere til omtalen af sagen i Den juridiske vejledning afsnit A·A·13.5 om godtgørelsesberettigede sagstyper.

Udtrykket »i det omfang« skal ses i lyset af, at en afgørelse kan indeholder flere punkter, som den skattepligtige ønsker prøvet. Indeholder en klage eksempelvis fem klagepunkter, hvor klageinstansen i sin afgørelse afviser to punkter f.eks. på grund af manglende kompetence, ydes der efter praksis og efter forslaget omkostningsgodtgørelse til de udgifter, der vedrører behandlingen af de tre punkter, som realitetsbehandles.

Det bemærkes, at det følger af bekendtgørelse nr. 513 af 19. maj 2017 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19, at det klart skal fremgå af den sagkyndiges regning, hvilke udgifter der er godtgørelsesberettigede, og hvilke der ikke er. I det omfang den sagkyndige bistand knytter sig til klagepunkter, som er blevet afvist, skal regningen fra den sagkyndige afspejle dette. Desuden kan Skattestyrelsen efter bekendtgørelsens § 10 til brug for behandlingen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse anmode den godtgørelsesberettigede eller den sagkyndige om yderligere oplysninger, herunder en redegørelse for størrelsen af honoraret for arbejdet ved hver instans pr. klagepunkt og om anvendt antal timer pr. klagepunkt (eventuelt skønsmæssigt fordelt).

Til nr. 21

Efter den gældende bestemmelse i § 55, stk. 1, nr. 1, kan der ydes omkostningsgodtgørelse ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse. Efter den gældende bestemmelse i § 55, stk. 1, nr. 2, ydes der omkostningsgodtgørelse ved klage, hvor Skatteankestyrelsen træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.

I medfør af § 35 b, stk. 3, er der fastsat regler i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen. Det drejer sig om de såkaldte »kontorsager«. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter § 55, stk. 2, ikke ydes omkostningsgodtgørelse i kontorsager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om registrering af køretøjer.

Det foreslås, at der efter § 55, stk. 1, nr. 1, skal kunne ydes omkostningsgodtgørelse i en sag, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage. Endvidere foreslås det, at der efter § 55, stk. 1, nr. 2, skal kunne ydes omkostningsgodtgørelse i en sag, hvor Skatteankestyrelsen kan træffe afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.

Forslaget har til formål at tilpasse reglerne om omkostningsgodtgørelse til forslaget om direkte domstolsprøvelse, jf. forslaget under § 1, nr. 15, således at det bliver muligt at opnå omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse i samme omfang, som det i dag er muligt at opnå omkostningsgodtgørelse ved overspringelse efter den gældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2.

Forslaget skal ses i lyset af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, 1. pkt., hvorefter godtgørelse ydes ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4. Ved forslaget er det ikke en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse ved domstolene efter stk. 4, at der er klaget til et skatteankenævn, Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen. Det er tilstrækkeligt, at sagen er af en sådan type og karakter, at de nævnte klagemyndigheder ville skulle træffe afgørelse i sagen, hvis den blev påklaget.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i de typer af sager, der er godtgørelsesberettigede efter § 55, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.

I nogle typer af sager kan det ikke umiddelbart afgøres, om der ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsbehandlingen, hvis den gældende overspringsregel anvendes.

Det gælder, hvis sagen ikke er godtgørelsesberettiget, men bliver det efter visitering til Landsskatteretten, f.eks. som følge af, at sagen vurderes at være principiel. Ved overspringelse før visitering kan den skattepligtige ikke være sikker på, at myndighederne vil anse sagen for godtgørelsesberettiget ved domstolene og vil derfor i praksis afvente visitering eller henvisningen, før sagen indbringes for domstolene efter overspringsreglen.

Tilsvarende vil denne usikkerhed være til stede for en skattepligtig ved overvejelse om direkte domstolsprøvelse af en afgørelse fra skattemyndigheden i en sag, som ikke umiddelbart er omkostningsgodtgørelsesberettiget.

I nedenstående tilfælde vil en sag, som ikke umiddelbart er godtgørelsesberettiget, kunne blive henvist eller visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, hvorefter den bliver godtgørelsesberettiget:

− En sag, som vurderingsankenævnet kan afgøre om ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, bliver henvist til Landsskatteretten, hvis klagen i overvejende grad angår retlige spørgsmål, og hvis der ikke tidligere hverken i domstolspraksis eller i landsskatteretspraksis er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder. Sager omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, angår spørgsmålet om fritagelse for beskatning af fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder.

− En sag, som vurderingsankenævnet kan afgøre om ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, bliver henvist til Landsskatteretten, hvis sagen i overvejende grad angår de registrerede oplysninger, der er lagt til grund for afgørelsen, og der foreligger ganske særlige omstændigheder.

− En sag, som motorankenævnet kan afgøre, bliver visiteret til Landsskatteretten, hvis sagen er principiel.

− En sag, som motorankenævnet kan afgøre, bliver visiteret til Landsskatteretten, hvis sagen udspringer af samme forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten.

− En kontorsag omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 55, stk. 2, hvis sagen er principiel.

− En kontorsag omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 55, stk. 2, hvis den udspringer af samme forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten.

I ovenstående seks tilfælde må den skattepligtige således påklage skattemyndighedens afgørelse og afvente en henvisning eller visitering, hvis den skattepligtige ønsker at have klarhed om spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse, inden sagen eventuelt indbringes for domstolene. Det gælder i særdeleshed, såfremt det kan komme på tale, at der foreligger »særlige omstændigheder« i sagen.

Det skønnes, at det årlige antal sager, hvori skattemyndigheden træffer en afgørelse, som kan være omfattet af én af de seks tilfældegrupper, er begrænset.

I forslaget anvendes udtrykket »sag«. Hermed forstås den skatte- eller afgiftssag, som har ført til skattemyndighedens afgørelse, som den skattepligtige enten påklager til den administrative klageinstans eller indbringer for domstolene.

I forslaget anvendes ligeledes udtrykket »ved påklage«. Hermed forstås en klage, der indgives eller ville kunne indgives til Skatteankestyrelsen til afgørelse af en administrativ klagemyndighed.

Til nr. 22

Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, ydes der omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4, dvs. klagesager, hvor skatteankenævn, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten kan træffe afgørelse.

Efter bestemmelsens 2. pkt. gælder det dog ikke, hvis sagen angår vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven, og sagen indbringes for domstolene efter den gældende skatteforvaltningslovs § 48, stk. 2. Efter § 48, stk. 2, kan der som udgangspunkt ske overspringelse efter, at sagen har ligget 6 måneder hos den administrative klagemyndighed.

Forslaget går ud på i § 55, stk. 4, 2. pkt., at ændre § 48, stk. 2, til § 48, stk. 1 eller 2. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1 og 2, nyaffattes således, at stk. 1 efter forslaget omhandler muligheden for direkte domstolsprøvelse, og stk. 2 omhandler muligheden for overspringelse efter, at sagen er blevet påklaget til den administrative klagemyndighed.

Forslaget tager sigte på at afskære omkostningsgodtgørelse såvel ved direkte domstolsprøvelse efter § 48, stk. 1, af en sag om vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven som ved indbringelse efter § 48, stk. 2, af en sådan sag for domstolene efter påklage til den administrative klagemyndighed.

Med forslaget tilpasses reglerne om omkostningsgodtgørelse, så de svarer til det krav, der gælder i dag, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i sager om vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven, der indbringes for domstolene, medmindre en klagemyndighed forinden har truffet afgørelse i sagen.

Til nr. 23

Det foreslås, at udtrykket »SKATs« ændres til »told- og skatteforvaltningens« i § 57, stk. 3, 4. pkt. Bestemmelsen angår en nærmere undersøgelse af en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Ændringen er rent redaktionel.