LOV nr 1179 af 08/06/2021
Skatteministeriet
Lov om ændring af selskabsskatteloven og forskellige andre love (EU-retlig tilpasning af foreningsbeskatningen, diverse justeringer af investeringsinstitutters beskatning, skattefritagelse af selvejende plejehjem og plejeboliger, forhøjelse af det skattefri bundfradrag for ydelser fra sociale fonde m.v., indberetning af udbytter af aktier m.v. registreret i en dansk værdipapircentral og kontoført af en udenlandsk kontofører og ændringer som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink m.v.) § 10
I skatteindberetningsloven, lov nr. 1536 af 19. december 2017, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 789 af 4. maj 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 16 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Hvis en virksomhed, som er omhandlet i stk. 1, ikke er indberetningspligtig som følge af § 47, stk. 1, 1. pkt., men er et kontoførende institut i en værdipapircentral, påhviler indberetningspligten værdipapircentralen, for så vidt angår udbytte af aktier m.v. registreret i denne.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
2. I § 18, stk. 3, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Hvis en virksomhed, som er omfattet af 1. pkt., ikke er indberetningspligtig som følge af § 47, stk. 1, 1. pkt., men er et kontoførende institut i en værdipapircentral, påhviler indberetningspligten værdipapircentralen, for så vidt angår udbytte af aktier m.v. registreret i denne.«
Forarbejder til Lov om ændring af selskabsskatteloven og forskellige andre love (EU-retlig tilpasning af foreningsbeskatningen, diverse justeringer af investeringsinstitutters beskatning, skattefritagelse af selvejende plejehjem og plejeboliger, forhøjelse af det skattefri bundfradrag for ydelser fra sociale fonde m.v., indberetning af udbytter af aktier m.v. registreret i en dansk værdipapircentral og kontoført af en udenlandsk kontofører og ændringer som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink m.v.) § 10
Til nr. 1
Efter skatteindberetningslovens § 16, stk. 1, skal den, der som led i sin virksomhed modtager aktier m.v. i depot til forvaltning, dvs. en depotfører, indberette til Skatteforvaltningen om udbytte, der er udloddet af deponerede aktier m.v., der er optaget til handel på regulerede markeder, og af aktier m.v., der ikke er optaget til handel på regulerede markeder, men som er registreret i en værdipapircentral.
Efter skatteindberetningslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., påhviler indretningspligten efter lovens § 16, stk. 1, imidlertid alene fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet, eller som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet.
Indberetningen af udbytter vedrørende aktier m.v. registreret i VP Securities A/S foretages i praksis for de fleste indberetningspligtige kontoførende institutters vedkommende af VP Securities A/S på de kontoførende institutters vegne. Imidlertid er der såvel danske som udenlandske kontoførende institutter i VP Securities A/S, og da de udenlandske kontoførende institutter ikke er indberetningspligtige efter skatteindberetningslovens § 16, stk. 1, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., vil VP Securities A/S ikke kunne indberette på vegne af disse.
Det foreslås, at der i skatteindberetningslovens § 16 efter stk. 2 indsættes et nyt stykke, stk. 3, hvoraf det følger, at hvis en virksomhed, som er omhandlet i skatteindberetningslovens § 16, stk. 1, ikke er indberetningspligtig som følge af § 47, stk. 1, 1. pkt., men er et kontoførende institut i en værdipapircentral, så vil indberetningspligten påhvile værdipapircentralen, for så vidt angår udbytte af aktier m.v. registreret i denne.
Den foreslåede bestemmelse vedrører den situation, hvor der i en dansk værdipapircentral er et udenlandsk kontoførende institut, som ikke er indberetningspligtigt efter skatteindberetningslovens § 16, stk. 1, om indberetning af udbytter af bl.a. aktier m.v. registreret i en værdipapircentral. Det foreslås, at indberetningspligten i denne situation vil skulle påhvile værdipapircentralen, for så vidt angår udbytte af aktier m.v. der er registreret i depoter, det pågældende kontoførende institut fører i værdipapircentralen.
Den foreslåede ændring sikrer, at der sker indberetning af udbytter af aktier m.v. registreret i en dansk værdipapircentral, uanset om det kontoførende institut er dansk eller udenlandsk.
Den eneste nuværende danske værdipapircentral, VP Securities A/S, indberetter allerede på vegne af de fleste danske kontoførende institutter, og ændringen vil dermed alene betyde, at VP Securities A/S fremover vil skulle indberette om depoter ført af de udenlandske kontoførende institutter på samme måde, som de efter de gældende regler indberetter på vegne af danske kontoførende institutter.
Den foreslåede bestemmelse sikrer Skatteforvaltningen flere indberetninger end i dag og sikrer dermed Skatteforvaltningen bedre grundlag for afstemning og kontrol af indeholdelsen af udbytteskat.
Til nr. 2
Skatteindberetningslovens § 18 indeholder regler om indberetning af beholdninger og afkast af obligationer, investeringsbeviser og aktier m.v. i investeringsselskaber samt indskud i kontoførende investeringsforeninger.
Efter skatteindberetningslovens § 18, stk. 3, 1. pkt., påhviler indberetningspligten efter denne bestemmelse som udgangspunkt depot- eller kontoføreren.
Efter skatteindberetningslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., påhviler indretningspligten efter lovens § 18, stk. 1, imidlertid alene fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet, eller som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet.
Indberetningen af udbytter vedrørende aktier m.v. registreret i VP Securities A/S foretages i praksis for de fleste indberetningspligtige kontoførende institutters vedkommende af VP Securities A/S på de kontoførende institutters vegne. Imidlertid er der såvel danske som udenlandske kontoførende institutter i VP Securities A/S, og da de udenlandske kontoførende institutter ikke er indberetningspligtige efter skatteindberetningslovens § 16, stk. 1, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., vil VP Securities A/S ikke kunne indberette på vegne af disse.
Det foreslås, at der i skatteindberetningslovens § 18, stk. 3, efter 1. pkt. indsættes et nyt 2. pkt., hvoraf det følger, at hvis en virksomhed, som er omfattet i skatteindberetningslovens § 18, stk. 3, 1. pkt., ikke er indberetningspligtig som følge af skatteindberetningslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., men er et kontoførende institut i en værdipapircentral, så vil indberetningspligten påhvile værdipapircentralen, for så vidt angår udbytte af aktier m.v. registreret i værdipapircentralen.
Den foreslåede bestemmelse vedrører den situation, hvor der i den danske værdipapircentral er et udenlandsk kontoførende institut, som ikke er indberetningspligtigt efter skatteindberetningslovens § 18 om indberetning af udbytter af bl.a. aktier m.v. registreret i en værdipapircentral. Det foreslås, at indberetningspligten i denne situation vil skulle påhvile værdipapircentralen, for så vidt angår udbytte af aktier m.v. der er registreret i depoter, det pågældende kontoførende institut fører i værdipapircentralen.