Lov om ændring af selskabsloven, lov om skifte af dødsboer, værgemålsloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Digital behandling af tvangsopløsningssager og dødsboskiftesager, øget antal byretsdommere, anerkendelse af juridiske eksamener fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, terminaladgang til indkomstregisteret for Familieretshuset i værgemålssager m.v.) § 10

Til nr. 1

Det følger af forældelseslovens § 21, stk. 2, 1. pkt., at foreløbig afbrydelse af forældelse efter bestemmelsen grundlæggende er betinget af, at der er tale om indbringelse af en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, for en administrativ myndighed inden forældelsesfristens udløb. Forældelse indtræder tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Ifølge lovens § 21, stk. 2, 2. pkt., gælder dette, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige.

Såfremt en sådan sag inden for en i lov fastsat frist eller i øvrigt inden for rimelig tid indbringes for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, følger det af forældelseslovens § 21, stk. 2, 3. pkt., at tillægsfristen på 1 år regnes fra ”meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens udtalelse”.

Det foreslås at ændre »Ombudsmandens udtalelse« til: »ombudsmandens afslutning af sagen« i forældelseslovens § 21, stk. 2, 3. pkt.

Hermed tydeliggøres det, at bestemmelsen både omfatter situationer, hvor ombudsmanden gennemfører en fuld realitetsbehandling af sagen og afgiver en udtalelse, og situationer, hvor ombudsmanden afslutter sagen efter ombudsmandslovens § 16.

Herefter vil bestemmelsen således omfatte alle sager om fordringens eksistens eller størrelse eller sager, som er afgørende herfor, hvor betingelserne for at klage til ombudsmanden er opfyldt. Ud over, at der skal være tale om en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2, 1. pkt., er det en betingelse for påberåbelse af forældelseslovens § 21, stk. 2, 3. pkt., at ombudsmandens behandling af sagen kan få betydning for fordringens eksistens eller omfang, f.eks. fordi behandlingen kan få betydning for bedømmelsen af gyldigheden af en administrativ afgørelse.

Bestemmelsen vil ligeledes omfatte situationer, hvor ombudsmanden afslutter sagen med at oversende den til myndigheden med henvisning til princippet i ombudsmandslovens § 14 kombineret med ombudsmandslovens § 16, stk. 1.

Derimod vil bestemmelsen ikke omfatte den situation, hvor betingelserne for at klage til ombudsmanden ikke er opfyldt. Det kan være tilfældet bl.a., hvis klagen er indgivet for sent, jf. ombudsmandslovens § 13, stk. 3, hvis ombudsmanden ikke er kompetent til at behandle sagen efter ombudsmandslovens § 7, eller hvis klageren ikke har udnyttet de administrative klagemuligheder, jf. ombudsmandslovens § 14.

Bestemmelsen vil således alene omfatte den situation, hvor der er klaget til ombudsmanden, og betingelserne herfor er opfyldt. Det forhold, at ombudsmanden behandler – eller kan behandle – en sag af egen drift, selvom den er indgivet for sent, jf. ombudsmandslovens § 13, stk. 3, eller de administrative klagemuligheder ikke er udnyttet, jf. ombudsmandslovens § 14, indebærer ikke, at sagen bliver omfattet af bestemmelsen.

Tillægsfristen på 1 år regnes fra den dag, hvor ombudsmanden har givet meddelelse om sin afslutning af sagen.

Der udløses ikke en ny tillægsfrist efter bestemmelsen i de tilfælde, hvor en afsluttet sag på ny indbringes for ombudsmanden. Det gælder også, hvis en sag, der er afsluttet med henvisning til princippet i ombudsmandslovens § 14 kombineret med ombudsmandslovens § 16, stk. 1, indbringes for ombudsmanden på ny.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.