Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 661 af 11/06/2024

Justitsministeriet

Lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 m.v.) § 5

I lov om mortifikation af værdipapirer, jf. lovbekendtgørelse nr. 839 af 2. juli 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 205 af 5. marts 2019, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »på det sted« til: »i den del af riget«.

2. I § 3, stk. 1, 2. pkt., ændres »efter reglerne i lov om rettens pleje §§ 235-239 kan sagsøges,« til: »har hjemting«, og »værneting her i landet, kunne sagsøges« ændres til: »hjemting her i riget, havde hjemting«.

3. I § 5 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Retten kan tillade, at en person deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.«

4. I § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Retten kan tillade, at en person deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 m.v.) § 5

Til nr. 1 og 2

Lov om mortifikation af værdipapirer § 3 angår retternes stedlige kompetence i sager om mortifikation af værdipapirer.

Det fremgår af lovens § 3, stk. 1, at sag til mortifikation ifølge denne lov anlægges på det sted, hvor dokumentet er udstedt. Dersom udstedelsesstedet ikke kan oplyses, eller dokumentet er udstedt uden for riget, anlægges sagen på det sted, hvor udstederen efter reglerne i retsplejelovens §§ 235-239 kan sagsøges, eller, hvis udstederen efter dokumentets udstedelse har mistet sit værneting her i landet, tidligere kunne sagsøges.

Det fremgår af lovens § 3, stk. 2, at ved oplagsbeviser, oplagspantebeviser (warrants) og ved dokumenter, der giver pant i fast ejendom eller registreret skib, anlægges sagen på det sted, hvor oplagshuset eller ejendommen ligger, eller hvor skibet har sit hjemsted. Sag til mortifikation af veksler, checks og konnossementer anlægges på det sted, hvor pengene skal betales eller varerne afleveres.

Det foreslås i § 3, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 1. og 2. pkt., at ændre ”på det sted” til ”i den del af riget”.

Det foreslås endvidere i § 3, stk. 1, 2. pkt., at ændre ”efter reglerne i lov om rettens pleje §§ 235-239 kan sagsøges” til ”har hjemting” og at ændre ”værneting her i landet, kunne sagsøges” til ”hjemting her i riget, havde hjemting”.

Med forslagene videreføres den gældende regel i lov om mortifikation af værdipapirer § 3 med den ændring, at der fremover henvises til, i hvilken del af riget i stedet for på hvilket sted sagen skal anlægges.

Forslagene har sammenhæng med forslaget om, at sager vedrørende mortifikation og ejendomsdom henlægges til Tinglysningsretten, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 (retsplejelovens § 18, stk. 4).

Forslagene indebærer, at sager vedrørende mortifikation fremover som udgangspunkt skal anlægges i den del af riget, hvor dokumentet er udstedt. Kan udstedelsesstedet ikke oplyses, eller er dokumentet udstedet uden for riget, skal sagen dog som udgangspunkt anlægges i den del af riget, hvor udstederen har hjemting eller, hvis udstederen ikke længere har hjemting her i riget, tidligere havde hjemting.

Sager om mortifikation af dokumenter, der giver pant i fast ejendom eller registreret skib, skal dog anlægges i den del af riget, hvor ejendommen ligger, eller hvor skibet har sit hjemsted. Endvidere skal sager om mortifikation af oplagsbeviser og oplagspantebeviser (warrants) anlægges i den del af riget, hvor oplagshuset ligger. Endelig skal sag om mortifikation af veksler, checks og konnossementer anlægges i den del af riget, hvor pengene skal betales eller varerne afleveres.

Lov om mortifikation af værdipapirer § 3 vil fremover have betydning for dels fastlæggelsen af domstolenes internationale kompetence, dels afgrænsningen af Tinglysningsrettens stedlige kompetence over for henholdsvis Retten på Færøerne og Grønlands domstole.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 og 4

Lov om mortifikation af værdipapirer § 5 angår retsmøde til behandling af begæringen om mortifikation, og lovens § 7 angår det retsmøde, der indkaldes til, hvis begæringen om indledning af mortifikationssag imødekommes.

Det foreslås at indsætte et nyt § 5, stk. 3, og et nyt § 7, stk. 2, hvorefter retten kan tillade, at en person deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.

Forslagene har sammenhæng med forslaget om, at sager vedrørende mortifikation og ejendomsdom henlægges til Tinglysningsretten, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 (retsplejelovens § 18, stk. 4).

Forslagene indebærer, at den, der har fremsat begæringen, og andre personer, som måtte have interesse i sagen, kan få Tinglysningsrettens tilladelse til at deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.

Udgangspunktet vil være, at de pågældende efter anmodning kan få tilladelse til at deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation, så de ikke behøver at møde til retsmødet på Tinglysningsrettens adresse i Hobro.

Telekommunikation kan være med eller uden billede, og det er overladt til Tinglysningsretten at tage stilling til, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt i praksis. Det må dog med den aktuelle adgang til forskellige former for telekommunikation ved domstolene og i samfundet generelt forventes, at det indtil videre ofte vil være hensigtsmæssigt at anvende telekommunikation uden billede, dvs. telefonmøder. Dette kan dog ændre sig med tiden.

Det følger af retsplejelovens § 32 c, at når retten har tilladt, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation, anses den pågældende som deltager i retsmødet på samme måde som ved fremmøde i retten.

Det bemærkes, at hvis der skal afgives forklaring i retsmødet, gælder retsplejelovens regler om vidne- og partsforklaringer ved anvendelse af telekommunikation i tillæg til de foreslåede regler i lov om mortifikation af værdipapirer § 5, stk. 3, og § 7, stk. 2.

Der foreslås ikke overgangsregler vedrørende de foreslåede ændringer af lov om mortifikation af værdipapirer §§ 5 og 7, og de foreslåede muligheder for deltagelse i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation vil fra lovens ikrafttræden kunne anvendes i sager om ejendomsdom og mortifikation, der verserer ved byretten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.