LOV nr 661 af 11/06/2024
Justitsministeriet
Lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 m.v.) § 11
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Lovens § 8 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens § 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
/ Peter Hummelgaard
Forarbejder til Lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 m.v.) § 11
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås i stk. 1 , at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
For Færøerne og Grønland gælder særlige retsplejelove, for Færøerne gælder en særlig straffuldbyrdelseslov, og for Grønland gælder en særlig kriminallov, som regulerer både strafferet og straffuldbyrdelse, og en særlig færdselslov.
Færøerne har endvidere overtaget bl.a. sagsområderne strafferet, færdselsforhold, formueret, dyreværn og den offentlige forsorg som særanliggender, hvorunder de love, der foreslås ændret ved lovforslagets §§ 2, 4-7 og 9, hører.
Grønland har for sit vedkommende overtaget bl.a. sagsområderne dyreværn og socialvæsenet, hvorunder de love, der foreslås ændret ved lovforslagets §§ 7 og 9, hører, og lov om adgang til erhvervelse af mortifikationsdom på servitutter, der foreslås ændret ved lovforslagets § 6, gælder ikke for Grønland.
Lovforslagets §§ 1-4, 6, 7 og 9 skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland, ligesom lovforslagets § 5 ikke skal kunne sættes i kraft for Færøerne.
Det foreslås i stk. 2 , at lovens § 8 skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 8 angår udlændingeloven, der er sat i kraft for Færøerne og Grønland ved kongelige anordninger, jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001 og anordning nr. 150 af 23. februar 2001.
Det foreslås i stk. 3 , at lovens § 5 skal kunne sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 5 angår lov om mortifikation af værdipapirer, der er sat i kraft for Grønland ved § 1, nr. 8, i lov nr. 104 af 31. marts 1965 om ikraftsættelse for Grønland af visse formueretlige love.