Lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 m.v.) § 10

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 15. juni 2024.

Der foreslås en række overgangsregler, jf. nedenfor om stk. 2-7. Hvor der ikke foreslås en overgangsregel, kan de nye regler anvendes fra lovens ikrafttræden, herunder i verserende sager, når reglen efter sit indhold er relevant på det stadie, som sagen er i på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det gælder bl.a. den foreslåede mulighed for at tillade, at tiltalte ikke deltager i hovedforhandlingen og de foreslåede ændringer af reglerne om fremme af sagen i tiltaltes fravær, jf. lovforslagets § 1, nr. 75-80 (retsplejelovens §§ 853 og 855).

Retsformanden vil således også i verserende sager, herunder sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt før lovens ikrafttræden, fra lovens ikrafttræden kunne tillade, at tiltalte helt eller delvis ikke deltager i hovedforhandlingen eller den resterende del af hovedforhandlingen.

Endvidere skal retten også i verserende sager, herunder sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt før lovens ikrafttræden, når udeblivelse sker efter lovens ikrafttræden og anklagemyndigheden fremsætter begæring herom, fremme sagen til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, i det foreslåede udvidede omfang, sådan at der kan idømmes op til 1 års fængsel, og sådant at der ikke er nogen øvre grænse for straffen, når udeblivelse sker på en senere retsdag, efter at tiltalte var mødt ved sagens begyndelse, jf. retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 2 og 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 77 og 79. Det vil i begge situationer være et krav, at tiltalte har været lovligt indkaldt, og at det fremgår af indkaldelsen, at udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår, jf. retsplejelovens § 855, stk. 4, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 80, men der er ikke noget til hinder for, at indkaldelse kan være sket før lovens ikrafttræden.

Det gælder også den foreslåede mulighed for at afgøre revisionsanker i landsretten på skriftligt grundlag, jf. lovforslagets § 1, nr. 92 (retsplejelovens § 930 b). Denne mulighed vil fra lovens ikrafttræden også kunne anvendes i verserende sager, herunder når hovedforhandlingen er berammet og dermed i givet fald vil blive aflyst. Landsretten bør dog ikke anvende muligheden, hvis sagen under hensyn til den tid, der skal afsættes til parternes udveksling af procedureindlæg og rettens votering, kan forventes afgjort senere, end hvis hovedforhandlingen var blevet fastholdt.

Den foreslåede forlængelse af skyldnerens fredningsperiode fra 6 måneder til 1 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 55 (retsplejelovens § 490, stk. 1), vil som følge af reglens indhold – der henviser til fordringshaverens begæring – gælde for begæringer, som indgives til fogedretten efter lovens ikrafttræden. Den forlængede fredningsperiode vil imidlertid også skulle anvendes i forhold til insolvens, som er konstateret før lovens ikrafttræden.

Den foreslåede udvidelse af mulighederne for at foretage udlæg og arrest på fogedrettens kontor i skyldnerens fravær, jf. lovforslagets § 1, nr. 56 (retsplejelovens § 495, stk. 1), vil gælde, når mødet i fogedretten afholdes efter lovens ikrafttræden, uanset hvornår fordringshaveren har anmodet om udlæg eller arrest, og uanset hvornår skyldneren har modtaget indkaldelse til mødet.

De foreslåede ændringer af reglerne om affattelsen af domme, jf. lovforslagets § 1, nr. 23 og 24 (retsplejelovens § 218 a), vil gælde for domme, der afsiges efter lovens ikrafttræden, uanset hvornår sagen er begyndt.

Den foreslåede adgang til under forberedelsen af en civil retssag at afholde et særskilt retsmøde om muligheden for, at sagen kan overgå til retsmægling, jf. lovforslagets § 1, nr. 39 (retsplejelovens § 355 a), vil også gælde i verserende civile sager, hvor forberedelsen ikke er afsluttet, eller hvor forberedelsen genoptages.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1, nr. 81, ikke finder anvendelse på bødeforelæg om frakendelse i medfør af færdselsloven, som er udstedt før lovens ikrafttræden. I disse sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at den forenklede bødeproces, hvor retten træffer afgørelse uden retsmøde, når sigtede ikke har anmodet om et retsmøde, ikke kan anvendes i sager med frakendelse i medfør af færdselsloven, hvis bødeforelægget er udstedt af politiet før lovens ikrafttræden.

Når bødeforelæggets udstedelse foreslås som skæringsdatoen for, om de nye regler finder anvendelse, skyldes det, at der i bødeforelægget skal vejledes om, at sigtede skal anmode om et retsmøde, hvis sigtede ønsker et retsmøde i sagen.

Den foreslåede overgangsregel i stk. 2 omfatter ikke bødeforelæg om konfiskation, når bødeforelægget ikke tillige angår frakendelse i medfør af færdselsloven. Dette skyldes, at den forenklede bødeproces allerede i dag anvendes på bødeforelæg med konfiskation, når bødeforelægget ikke tillige angår frakendelse i medfør af færdselsloven, og den foreslåede lovfæstelse heraf er ikke udtryk for en realitetsændring. Den forenklede bødeproces vil efter lovens ikrafttræden uændret kunne anvendes på bødeforelæg med konfiskation, som ikke tillige angår frakendelse i medfør af færdselsloven, uanset om bødeforelægget er udstedt af politiet før eller efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 3, at lovens § 1, nr. 5, 6 og 57-66, § 4, nr. 2 og 3, og §§ 7 og 8 ikke finder anvendelse i sager, hvor tiltale er rejst i 1. instans før lovens ikrafttræden, medmindre sagen genoptages efter lovens ikrafttræden. I disse sager finder de hidtil gældende regler anvendelse. Uanset 1. og 2. pkt. kan retten dog efter indstilling fra anklagemyndigheden og høring af forsvareren bestemme, at lovens § 1, nr. 6 og 61, skal finde anvendelse i en sag, som efter de hidtil gældende regler skulle behandles under medvirken af nævninger, når tiltale i 1. instans er rejst efter den 1. januar 2024, men før lovens ikrafttræden.

Det betyder, at de foreslåede ændringer med hensyn til, i hvilke straffesager der skal medvirke nævninger og domsmænd, og med hensyn til rettens sammensætning i domsmandssager som udgangspunkt ikke finder anvendelse i sager, hvor tiltale er rejst i 1. instans før lovens ikrafttræden, medmindre sagen genoptages efter lovens ikrafttræden.

I sager, hvor anklagemyndigheden før lovens ikrafttræden har indleveret anklageskrift til retten, eller hvor tiltale før lovens ikrafttræden er rejst til retsbogen i en tilståelsessag efter § 831, afgøres det som udgangspunkt efter de hidtil gældende regler, om sagen skal behandles med nævninger eller domsmænd, og hvordan domsmandsretten i givet fald skal sammensættes.

Når tiltalerejsningen i 1. instans er valgt som skæringsdato for, hvornår de nye regler finder anvendelse, skyldes det, at anklagemyndigheden på det tidspunkt vurderer, hvilken straf der vil blive spørgsmål om, og på det grundlag angiver i anklageskriftet, om sagen skal behandles med nævninger, med domsmænd eller uden lægdommere.

Endvidere følger det af retsplejelovens § 843 a, at hovedforhandlingen skal berammes hurtigst muligt og så vidt muligt inden for 2 uger fra anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift til retten.

Af hensyn til en enkel og klar regel gælder den foreslåede overgangsregel, uanset om sagen er berammet ved lovens ikrafttræden, og uanset om en berammet hovedforhandling på grund af indtrufne omstændigheder senere aflyses, sådan at der skal ske ny berammelse.

Den foreslåede overgangsregel gælder også, når anklagemyndigheden efter lovens ikrafttræden indleverer et tillægsanklageskrift i sagen, og når anklagemyndigheden indleverer et nyt anklageskrift til erstatning for et anklageskrift, ved hvilket tiltale oprindelig var rejst inden lovens ikrafttræden. Også i sådanne tilfælde afgøres det efter de hidtil gældende regler, om sagen skal behandles med nævninger, med domsmænd eller uden lægdommere.

Hvis anklagemyndigheden trækker sagen tilbage, f.eks. med henblik på bopælskonstatering, sådan at sagen ikke længere verserer ved retten, og anklagemyndigheden derefter, når f.eks. bopæl er konstateret, indleverer et nyt anklageskrift, vil det afgørende i forhold til den foreslåede overgangsregel være tidspunktet for indleveringen af det nye anklageskrift. Er det nye anklageskrift således indleveret efter lovens ikrafttræden, vil det skulle afgøres efter de nye regler, om sagen skal behandles med nævninger, med domsmænd eller uden lægdommere.

I tilfælde, hvor der før lovens ikrafttræden har været afholdt retsmøde i medfør af § 831 med henblik på sagens afgørelse ved en tilståelsessag, men hvor sagen på grund af manglende tilståelse eller manglende samtykke fra sigtede, anklagemyndigheden eller retten ikke blev afgjort som en tilståelsessag – og hvor anklagemyndigheden efter lovens ikrafttræden rejser tiltale i 1. instans ved et anklageskrift – afgøres det efter de nye regler, om sagen skal behandles med nævninger, med domsmænd eller uden lægdommere.

Det foreslåede 3. pkt. giver mulighed for, at retten kan bestemme, at den nye nævningegrænse på fængsel i 6 år og derover, jf. lovforslagets § 1, nr. 61, og den nye mulighed for, at hidtidige nævningesager i visse tilfælde kan behandles med 2 dommere og 3 domsmænd, jf. lovforslaget § 1, nr. 6, skal finde anvendelse i en konkret nævningesag, der verserer ved lovens ikrafttræden, når tiltale i 1. instans er rejst efter den 1. januar 2024.

Forslaget indebærer, at retten vil kunne bestemme, at en straffesag, hvor der er spørgsmål om fængsel i 4 år eller derover, men ikke om fængsel i 6 år eller derover, og hvor tiltale er rejst i 1. instans efter den 1. januar 2024, skal behandles som en domsmandssag. Er der flere tiltalte i sagen, må der ikke for nogen af de tiltalte blive spørgsmål om fængsel i 6 år eller derover.

Det foreslåede 3. pkt. kan kun anvendes efter indstilling fra anklagemyndigheden. En indstilling fra anklagemyndigheden om, at en straffesag skal behandles som en domsmandssag i medfør af det foreslåede 3. pkt., vil være ensbetydende med en tilkendegivelse om, at der ikke bliver spørgsmål om fængsel i 6 år eller derover, og hvis sagen behandles som en domsmandssag, vil der på samme måde som i andre domsmandssager højst kunne idømmes fængsel i mindre end 6 år.

Formålet med det foreslåede 3. pkt. er at give mulighed for at fremskynde den ressourcebesparelse, der er forbundet med at behandles sagen som en domsmandssag i stedet for en nævningesag, når dette kan ske, uden at sagsbehandlingstiden forlænges. Det forudsættes, at muligheden ikke vil blive anvendt, hvis sagens behandling i byretten må forventes at blive afsluttet på et senere tidspunkt som domsmandssag end som nævningesag. Er sagen berammet som nævningesag, vil det således være en forudsætning, at sagen kan berammes mindst lige så tidligt som domsmandssag. Det forudsættes desuden, at muligheden kun vil blive anvendt i passende lang tid før en berammet hovedforhandling både af hensyn til, at den eller de frigjorte dommere kan nå at få berammet andre sager, og af hensyn til, at anklageren og forsvareren fra starten af kan tilrettelægge deres forberedelse af hovedforhandlingen ud fra, at sagen bliver en domsmandssag i stedet for en nævningesag.

Det foreslåede 3. pkt. giver retten en skønsmæssig beføjelse til efter indstilling fra anklagemyndigheden at behandle en straffesag, der efter de hidtil gældende regler er en nævningesag, som en domsmandssag, hvis der bliver spørgsmål om fængsel i 4 år eller derover, men ikke om fængsel i 6 år eller derover. Retten kan i sin samlede afvejning også tage hensyn til det arbejde, der vil være forbundet med at omberamme sagen fra en nævningesag til en domsmandssag, hvilket bl.a. vil kunne afhænge af antallet af tiltalte og antallet af forsvarere i sagen.

Det foreslås, at forsvareren skal høres, før retten beslutter, om den vil følge anklagemyndighedens indstilling. Forsvareren vil f.eks. kunne have bemærkninger til den forventede sagsbehandlingstid, hvor lang tid der er til en berammet hovedforhandling, eller arbejdet med en omberammelse. Derimod vil det ikke være relevant at komme med bemærkninger om tiltaltes eventuelle ønske om eller interesse i, at sagen behandles med nævninger efter de hidtil gældende regler. Det foreslåede 3. pkt. betyder, at den foreslåede nye nævningegrænse på fængsel i 6 år eller derover under de beskrevne forudsætninger med hensyn til bl.a. sagsbehandlingstid og tilstrækkeligt varsel kan anvendes i straffesager, hvor tiltale i 1. instans er rejst efter den 1. januar 2024, og tiltaltes eventuelle ønske om eller interesse i nævningernes medvirken vil ikke have betydning for rettens beslutning.

Når retten i medfør af det foreslåede 3. pkt. har bestemt, at en straffesag skal behandles med domsmænd efter de nye regler, vil der være mulighed for, at rettens præsident efter indstilling fra rettens formand bestemmer, at sagen skal behandles med 2 dommere og 3 domsmænd, hvis sagens omfang gør det nødvendigt, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Skæringstidspunktet tiltalerejsning i 1. instans vil også være afgørende for, om de nye regler anvendes ved afgørelsen af, om der skal medvirke lægdommere i landsretten.

I de fleste ankesager er det afgørende for, om der skal medvirke nævninger eller domsmænd i landsretten, både efter de nye regler og efter de hidtil gældende regler, om der har medvirket nævninger eller domsmænd i byretten, jf. retsplejelovens § 689, stk. 2 og stk. 3, nr. 1 og 2, der ikke foreslås ændret. I de fleste ankesager gør det derfor ikke nogen forskel, om de nye regler eller de hidtil gældende regler finder anvendelse.

Den foreslåede overgangsregel kan dog få betydning i tilståelsessager, hvor det afgørende vil være tidspunktet for tiltalerejsningen til retsbogen i 1. instans. Ligger dette tidspunkt før lovens ikrafttræden, afgøres det efter de hidtil gældende regler, om lægdommere skal medvirke ved anke til landsretten, uanset om sagen først indbringes for landsretten efter lovens ikrafttræden.

Den foreslåede overgangsregel gælder også, når landsretten eller Højesteret i en sag, hvor der er rejst tiltalte i 1. instans inden lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden ophæver byrettens dom som følge af rettergangsfejl og hjemviser sagen til fornyet behandling i byretten. I sådanne tilfælde afgøres spørgsmålet om lægdommeres medvirken således fortsat efter de gamle regler.

Når en sag, hvor der er rejst tiltale i 1. instans inden lovens ikrafttræden, genoptages efter lovens ikrafttræden, skal det imidlertid afgøres efter de nye regler, om der skal medvirke nævninger eller lægdommere ved den fornyede behandling af sagen. Det gælder også i denne situation, at hvis det er en landsretssag, der genoptages, vil det forhold, at der under byrettens behandling af den tidligere sag efter de gamle regler medvirkede nævninger eller domsmænd, også efter de nye regler kunne have væsentlig betydning for spørgsmålet om lægdommeres medvirken i landsretten. Det afgørende i denne henseende vil være, om der under byrettens tidligere behandling faktisk medvirkede nævninger og domsmænd, og ikke om der bedømt efter de nye regler ville have skullet medvirket nævninger eller domsmænd.

Det foreslås i stk. 4, at lovens § 1, nr. 1, 8, 10, 17, 20, 32-34, 37, 38, 45, 46, 53 og 54, § 5, nr. 1 og 2, og § 6, nr. 1-3, 5 og 6, ikke finder anvendelse i sager, der er anlagt før lovens ikrafttræden. I disse sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslåede stk. 4 omfatter tre kategorier af sager.

For det første indebærer stk. 4, at henlæggelsen af sager om ejendomsdom og mortifikation til Tinglysningsretten, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, 8, 10, 17, 20, 53 og 54, § 5, nr. 1 og 2, og § 6, nr. 1-3, 5 og 6, omfatter sager, der anlægges efter lovens ikrafttræden.

Sager om ejendomsdom og mortifikation, der er indbragt for byretten inden lovens ikrafttræden, skal således færdigbehandles ved byretten. Der foreslås ikke nogen overgangsregel med hensyn til de foreslåede muligheder for at deltage i et retsmøde om mortifikation ved anvendelse af telekommunikation, jf. lovforslagets § 5, nr. 3 og 4, og § 6, nr. 4, og disse regler vil fra lovens ikrafttræden kunne anvendes i mortifikationssager, der færdigbehandles ved byretterne.

Anlægges der efter lovens ikrafttræden en sag om ejendomsdom eller mortifikation ved en byret, skal byretten henvise sagen til Tinglysningsretten, jf. retsplejelovens § 232, der ikke foreslås ændret.

For det andet indebærer stk. 4, at de foreslåede oplysningskrav i sager om kompensation og bistand til luftfartspassagerer (flykompensationssager), jf. lovforslagets § 1, nr. 32-34, 37 og 38, finder anvendelse i sager, der anlægges efter lovens ikrafttræden.

For det tredje indebærer stk. 4, at den foreslåede forhøjelse af beløbsgrænsen for småsagsprocessen – fremover den forenklede proces – og den foreslåede justering af muligheden for at bestemme, at en sag ikke skal behandles i den forenklede proces, jf. lovforslagets § 1, nr. 45 og 46, finder anvendelse i sager, der er anlagt efter lovens ikrafttræden.

Der foreslås ikke nogen overgangsregel vedrørende ændringen af betegnelsen for småsagsprocessen til den forenklede proces, jf. lovforslagets § 1, nr. 44. Det betyder, at den officielle betegnelse for den procesform, der reguleres i retsplejelovens kapitel 39, fra lovens ikrafttræden vil være den forenklede proces, også for så vidt angår sager, der er anlagt før lovens ikrafttræden. Ændringen af procesformens navn har imidlertid ikke nogen retsvirkninger, og retten behøver ikke at foretage sig noget i de småsager, der verserer ved lovens ikrafttræden, i anledning af den nye betegnelse for procesformen.

Det foreslås i stk. 5, at lovens § 1, nr. 14 og 15, ikke finder anvendelse i sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt før lovens ikrafttræden. I disse sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at de foreslåede ændringer med hensyn til, i hvilke afgørelser domsmænd deltager, finder anvendelse i sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt efter lovens ikrafttræden. Dette gælder også, når tiltale er rejst før lovens ikrafttræden.

Det afgørende er, om hovedforhandlingen rent faktisk er begyndt før eller efter lovens ikrafttræden. Hvis hovedforhandlingen skulle være begyndt før lovens ikrafttræden, men blev udsat til efter lovens ikrafttræden, før den var gået i gang, finder de nye regler om, i hvilke afgørelser domsmænd deltager, anvendelse. Hvis hovedforhandlingen derimod var begyndt før lovens ikrafttræden og blev udsat til fortsat hovedforhandling, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

I ankesager i landsretten er det afgørende, om hovedforhandlingen i landsretten begynder før eller efter lovens ikrafttræden. Det er således i forhold til, i hvilke afgørelser under landsrettens behandling domsmændene skal deltage, uden betydning, om hovedforhandlingen i 1. instans begyndte før eller efter lovens ikrafttræden, og om sagen blev indbragt for landsretten før eller efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 6, at lovens § 1, nr. 41-43, 51, 82-84, 86, 87 og 94, § 3 og § 4, nr. 6, ikke finder anvendelse på afgørelser, der er truffet før lovens ikrafttræden. På disse afgørelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at de foreslåede ændringer af reglerne om anke og kære, jf. lovforslagets § 1, nr. 41-43, 51, 82-84, 86, 87 og 94 (retsplejelovens §§ 368, 389, 389 a, 391, 453, 584, 584 a, 902, 903, 968 og 968 a), § 3 (straffuldbyrdelseslovens § 120, stk. 1) og § 4, nr. 6 (færdselslovens § 132 d), finder anvendelse på anke og kære af afgørelser, der er afsagt efter lovens ikrafttræden. Dette gælder også, når den sag, i hvilken den pågældende afgørelse træffes, er anlagt eller indledt før lovens ikrafttræden.

Afgørelser, der er afsagt før lovens ikrafttræden, kan også efter lovens ikrafttræden appelleres efter de hidtil gældende regler.

Den foreslåede overgangsregel henviser ikke til forslagene om flytning af kærebegrænsningen for landsretternes afgørelser om salær til forsvarere fra retsplejelovens § 1013, stk. 3, til § 968 a og om lovfæstelse af, at denne kærebegrænsning også gælder i forhold til salær til beskikkede advokater i straffesager, herunder bistandsadvokater, jf. lovforslagets § 1, nr. 96, 97 og 100. Disse forslag medfører ingen realitetsændringer, og der er derfor ikke behov for en overgangsregel.

Den foreslåede overgangsregel henviser heller ikke til forslaget om, at anklagemyndigheden uden Procesbevillingsnævnets tilladelse skal kunne anke indenretlige bødevedtagelser og advarsler til fordel for tiltalte, jf. lovforslagets § 1, nr. 85 (retsplejelovens § 902, stk. 4, der bliver stk. 3). Det betyder, at anklagemyndigheden fra lovens ikrafttræden uden Procesbevillingsnævnets tilladelse vil kunne anke sådanne afgørelser til fordel for tiltalte, også når bødevedtagelsen er sket eller advarslen er meddelt før lovens ikrafttræden.

Endelig henviser den foreslåede overgangsregel ikke til forslaget om at ændre reglen i § 968 a, stk. 3, om fremgangsmåden for at indbringe en kæresag for Højesteret, når Procesbevillingsnævnet har meddelt kæretilladelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 95. Det betyder, at det ændrede § 968 a, stk. 3, vil finde anvendelse, når Procesbevillingsnævnet meddeler kæretilladelse efter lovens ikrafttræden, uanset om den kærede afgørelse er truffet før lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 7, at lovens § 1, nr. 31, ikke finder anvendelse på advokater, der er antaget før den 1. juli 2018, når justitsministeren ikke i medfør de regler, der gjaldt før den 1. juli 2018, har bestemt, at der ikke skal tilkomme den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskredsen. For sådanne advokater finder de før den 1. juli 2018 gældende regler anvendelse.

Det betyder, at den foreslåede ændring af retsplejelovens § 333, stk. 1, 2. pkt., om udelukkelse af godtgørelse for rejseudgifter i landsretssager ved møde inden for den byretskreds, hvor advokaten er antaget, ikke finder anvendelse på advokater, der er antaget før den 1. juli 2018, når justitsministeren ikke i medfør de tidligere gældende regler har bestemt, at der ikke skal tilkomme den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskredsen.

Der er tale om den lukkede gruppe af beneficerede advokater, hvor Justitsministeriet i forbindelse med politi- og domstolsreformen i 2007 efter en konkret vurdering frafaldt det såkaldte rejseforbehold (dvs. udelukkelsen af godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskredsen), fordi en retskredsændring førte til en væsentlig udvidelse af det område, for hvilket advokaten var beneficeret.

Disse advokater er i kraft af overgangsreglen i § 2, stk. 2, i lov nr. 714 af 8. juni 2018 undtaget fra det gældende § 333, stk. 1, 2. pkt., og har i dag ret til godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskredsen i en byretssag.

Den foreslåede overgangsregel i § 10, stk. 7, indebærer, at disse advokater heller ikke bliver omfattet af den foreslåede ændring af retsplejelovens § 333, stk. 1, 2. pkt., og at de derfor også fremover vil have ret til godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for byretskredsen i en landsretssag på samme måde som i en byretssag.

Det bemærkes, at der ifølge Domstolsstyrelsens oplysninger i december 2017 var tale om ca. 35 advokater fordelt på 12-13 retskredse, mens der i november 2023 var tale om ca. 20 advokater fordelt på 9 retskredse. Der er som nævnt tale om en lukket gruppe, der bliver mindre og mindre, efterhånden som de pågældende advokater går på pension eller af andre grunde fratræder hvervet som beneficeret advokat.

For andre advokater foreslås derimod ingen overgangsregler, og den foreslåede nye begrænsning i adgangen til godtgørelse af rejseudgifter i landsretssager vil gælde for rejseudgifter ved møde inden for byretskredsen, der sker efter lovens ikrafttræden. Advokater, der før lovens ikrafttræden under en landsretssag har haft rejseudgifter ved møde inden for byretskredsen, vil imidlertid også efter lovens ikrafttræden kunne få fastsat og udbetalt godtgørelse herfor efter de hidtil gældende regler.