Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Kreditorforfølgning i pensionsordninger for konfiskationskrav og erstatningskrav m.v. som følge af visse strafbare handlinger, der har medført et udbytte, m.v.) § 2

Til nr. 1

Det følger af § 10, 1. pkt., i lov om firmapensionskasser (firmapensionskasseloven), jf. lovbekendtgørelse 183 af 26. februar 2024 med senere ændringer, at medlemmer, pensionsmodtagere og personer, der er berettiget til pension, ikke til eje eller pant kan overdrage eller på anden måde råde over rettigheder, som de har krav på i en firmapensionskasse. Sådanne rettigheder kan ikke gøres til genstand for retsforfølgning, jf. 2. pkt. Der henvises nærmere til pkt. 2.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et stk. 2 i firmapensionskasselovens § 10, hvorefter der uanset stk. 1 kan foretages udlæg og arrest for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.

Den foreslåede ændring indebærer en undtagelse til kreditorbeskyttelsesreglen i stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil udover krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, gælde for alle, der har et erstatningskrav eller krav på godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte. ”Erstatning” skal forstås på samme måde som i retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, og vil som efter gældende ret også omfatte det offentliges krav på efterbetaling af f.eks. skat og moms i anledning af en strafbar handling.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor komme til at gælde for eksempelvis den, der er blevet bestjålet eller bedraget af den domfældte, herunder tilfælde hvor forurettede er en offentlig myndighed. Det må i øvrigt afgøres efter almindelige erstatningsretlige principper, hvem der har et krav mod den dømte i anledning af forbrydelsen. Bestemmelsen vil også gælde for den, der har et krav på godtgørelse i anledning af en forbrydelse, jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 3 om godtgørelse for svie og smerte og § 26 om godtgørelse for tort.

Den foreslåede ordning vil også gælde krav, som har en nær sammenhæng med de nævnte krav, f.eks. sagsomkostninger og morarenter, som kreditor måtte have krav på og som kan danne grundlag for udlæg, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil også gælde for den, som den skadelidte måtte overdrage sit krav til, f.eks. et forsikringsselskab. Bestemmelsen vil også gælde for andre, der på andet grundlag end overdragelse indtræder i skadelidtes krav, f.eks. i tilfælde hvor staten indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen efter § 17, 1. pkt., i lov om erstatning til ofre for forbrydelser.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt enten ubetinget eller betinget fængselsstraf eller en kombination heraf. Bestemmelsen vil ikke gælde, hvor straffen alene er bøde. Det samme gælder i den situation, hvor en person dømmes for berigelseskriminalitet, som konkret ikke har medført et udbytte, eksempelvis en forsøgshandling.

Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter skal forstås på samme måde som i straffelovens § 79 a og omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 eller 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a. Bestemmelsen vil derimod ikke gælde, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 eller 69. Der henvises til forarbejderne til straffelovens § 79 a, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6, i lovforslag nr. L 150 som fremsat den 10. april 2024, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, s. 93 f. For en nærmere beskrivelse af, hvornår der påstås anvendelse af de forskellige foranstaltninger, kan der henvises til pkt. 5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle, offentliggjort som cirkulære nr. 10136 af 30. august 2022.

Som udgangspunktet er i dag, vil straffen for tyveri, bedrageri og underslæb blive fastsat efter straffelovens § 285, hvor strafferammens minimum er fængsel, hvis det stjålnes værdi overstiger 8.000 kr., jf. eksempelvis fra retspraksis Vestre Landsrets dom af 11. juni 2014 i sag nr. S-2772-13, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2014, s. 830 ff., hvor retten udtalte, at der konkret var grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 285, uanset at det stjålnes værdi konkret var under 8.000 kr. Tilsvarende i Vestre Landsrets dom af 5. februar 2024 i sag nr. S-1409-23, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2024, s. 25 f., hvor fire butikstyverier med en samlet værdi på 850 kr. blev henført under straffelovens § 285, stk. 1, og straffet med fængsel i 30 dage på grund af tiltaltes mange forstraffe og hurtige recidiv. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf, jf. § 285, stk. 1, hvis værdierne overstiger 8.000 kr. Der henvises til pkt. 5.1.1 og 5.1.3 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025.

I sager angående hæleri vil anklagemyndighedens påstand være, at der i sager omfattet af straffelovens § 290, stk. 1, fastsættes en fængselsstraf ved hæleri med hensyn til værdier, der overstiger 8.000 kr., jf. pkt. 5.5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025. Straffen kan dog konkret være højere ved værdier under beløbsgrænsen, jf. eksempelvis fra retspraksis Østre Landsrets dom af 20. februar 2018 i sag nr. S-2406-17, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2018, s. 502 ff., hvor tiltalte konkret blev idømt fængsel for hæleri til en værdi af 2.503 kr. med henvisning til, at tiltalte tidligere var straffet for berigelseskriminalitet.

Der vil kunne forekomme situationer, hvor en person i en sag idømmes fængselsstraf for flere strafbare handlinger, hvor eksempelvis kun en af handlingerne har medført et udbytte. Det gælder eksempelvis, hvis der dømmes for vold efter straffelovens §§ 244 eller 245 samt for simpelt tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Her vil der efter straffelovens § 88, stk. 1,

1. pkt., blive fastsat en fællesstraf for disse handlinger inden for den strengeste af de foreskrevne strafferammer. I sådanne situationer forudsættes den foreslåede bestemmelse kun at finde anvendelse, hvis den udbyttegivende strafbare handling i sig selv vil kunne medføre fængselsstraf. Det må vurderes konkret med udgangspunkt i den enkelte dom, om dette er tilfældet. Fremgår det eksempelvis af dommen, at der er domfældt for vold, jf. straffelovens § 244, og tyveri efter lovens § 276, jf. § 285, stk. 1, eller § 286, vil det udbyttegivende forhold i sig selv kunne have begrundet fængselsstraf, da der ikke i § 285, stk. 1, eller § 286 er mulighed for idømmelse af bødestraf for tyveri. Er der ikke holdepunkter i dommen for det modsatte, må der normalt være en formodning for, at domfældelse for tyveri af værdier på under 8.000 kr., ikke i sig selv ville kunne medføre en fængselsstraf som følge af de nuværende retningslinjer for anklagemyndighedens strafpåstand.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte krav mod personer, der ikke er dømt for kriminalitet, uanset om de måtte være indehaver af en pensionsordning, der direkte eller indirekte stammer fra kriminalitet begået af en anden. Personer, der har modtaget sådanne pensionsmidler, vil dog efter omstændighederne kunne dømmes for hæleri, hvis de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. straffelovens § 290 og § 303.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af strafbare handlinger, der har medført et udbytte. ”Udbytte” skal forstås på samme måde som i straffelovens § 75, stk. 1, om udbyttekonfiskation, dvs. at det navnlig omfatter genstande, herunder penge, der er indvundet umiddelbart ved et strafbart forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor navnlig være relevant ved berigelsesforbrydelser. Bestemmelsen kan dog også være relevant ved andre formueforbrydelser, herunder hæleri eller hvidvask, jf. straffelovens §§ 290 og 290 a. Ligeledes vil bestemmelsen kunne være relevant ved pengefalsk eller dokumentfalsk, jf. straffelovens §§ 166 og 171. Eksemplerne er ikke udtømmende.

Personfarlig kriminalitet, som eksempelvis vold og lignende, vil formentlig kun sjældent i sig selv være af en sådan karakter, at det kan give et udbytte, men dette kan være tilfældet ved eksempelvis røveri, jf. straffelovens § 288.

Nogle forbrydelser, kan give udbytte, men uden at nogen har et erstatningskrav i anledning af forbrydelsen. Dette vil eksempelvis være tilfældet ved overtrædelser af straffelovens § 191 om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder. Denne form for udbytte vil være omfattet af bestemmelsen i det omfang der er tale om en tvangsfuldbyrdelse af et krav på værdikonfiskation.

Den foreslåede bestemmelse gælder kun retsforfølgning i form af udlæg, herunder udlæg foretaget af offentlige myndigheder for krav tillagt udpantningsret, og arrest (individualforfølgning). Kreditorbeskyttelsen vil stadig gælde for insolvensbehandling (universalforfølgning). De beskyttede aktiver vil således ikke indgå som et aktiv i eksempelvis et konkursbo i videre omfang end dette er tilfældet efter gældende ret.

Tvangsfuldbyrdelse vil skulle ske efter de gældende regler for den pågældende aktivtype, dvs. ved at der skaffes et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, f.eks. en dom, og foretages udlæg i kravet på pensionen, hvorefter kravet enten sælges på tvangsauktion eller inddrives, som det forfalder, jf. retsplejelovens § 558. Tilkendes den forurettede erstatning under straffesagen, jf. lovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil forurettede kunne anvende denne afgørelse som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. § 997, stk. 2, 1. pkt., jf. § 478, stk. 1, nr. 1. Den forurettede vil, ligesom alle andre, der har fremsat et borgerligt krav i en offentlig straffesag, blive underrettet om rettens afgørelse om kravet, og forurettede meddeles en udskrift af dommen, hvis forurettede anmoder om det, jf. retsplejelovens § 219 a, stk. 7. Tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget vil efter omstændighederne kunne foreligge allerede inden dommen i straffesagen, men i så fald vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, før skyldneren er blevet dømt for den strafbare handling.

Foretages der udlæg i kravet på pension, vil dette krav enten kunne sælges på tvangsauktion eller inddrives via en inkassator, jf. retsplejelovens § 538, stk. 1, og § 558, stk. 1. I begge tilfælde skal pensionsvirksomheden underrettes om, at pengene ikke længere skal udbetales til skyldneren, hvilket kreditor eller dennes advokat i praksis vil gøre. Pensionsvirksomheden kan blive ved med at udbetale penge fra ordningen til den domfældte, indtil den bliver bekendt med, at der er foretaget udlæg i pensionskravet, jf. § 524, jf. gældsbrevslovens § 29 analogt.

Foretages der udlæg i kravet på pension, vil dette krav enten kunne sælges på tvangsauktion eller inddrives via en inkassator, jf. retsplejelovens § 538, stk. 1, og § 558, stk. 1. I begge tilfælde skal pensionsvirksomheden underrettes om, at pengene ikke længere skal udbetales til skyldneren, hvilket kreditor eller dennes advokat i praksis vil gøre. Pensionsvirksomheden kan blive ved med at udbetale penge fra ordningen til den domfældte, indtil den bliver bekendt med, at der er foretaget udlæg i pensionskravet, jf. § 524, jf. gældsbrevslovens § 29 analogt.

Det vil forekomme, at der foretages udlæg i flere forskellige pensionsordninger hos domfældte for at være sikker på, at kreditors krav er dækket. I sådan et tilfælde vil det ende med, at provenuet bliver større end kreditors krav. Eksempelvis hvis kreditor for et krav på 100.000 kr. foretager udlæg i to pensionsopsparinger, der skønnes samlet at have denne værdi (efter pensionsafgift, som vil skulle betales i forbindelse med en udbetaling til kreditor). Det viser sig senere, at pensionsordningerne indbringer 150.000 kr. på tvangsauktion, eller at en inkassator lykkedes at inddrive et tilsvarende beløb. I begge tilfælde vil pensionsvirksomhederne have betalt de 150.000 kr. til fogedretten, der så vil fordele de 100.000 kr. til kreditor og det resterende beløb på 50.000 kr. til domfældte, jf. retsplejelovens §§ 554 og 555 sammenholdt med § 559.

Har kreditor ikke et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, kan der som efter gældende ret eventuelt foretages arrest, jf. retsplejelovens kapitel 56, eller beslaglæggelse med virkning som arrest, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, sammenholdt med § 807 b, stk. 2, med henblik på at sikre, at kravet på pension ikke bliver udbetalt.

Er et erstatnings- eller godtgørelseskrav fastslået ved en dom i en straffesag, jf. retsplejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil det normalt være klart, om der er tale om erstatning i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Hvis erstatning eller godtgørelse idømmes i en civil sag, vil det også normalt fremgå af afgørelsen, der skal tvangsfuldbyrdes, hvad der er grundlag for kravet. Sagsøgeren bør dog i alle tilfælde gøre det klart af sine påstande og anbringender, at et krav angår erstatning eller godtgørelse i anledning af en strafbar handling, navnlig hvis der er flere krav med forskellige grundlag i sagen. Er det af en afgørelse uklart, hvad et idømt erstatnings- eller godtgørelseskrav angår, vil dette skulle afklares i fogedretten under iagttagelse af den bevisførelse, der kan finde sted i en fogedsag, jf. § 501, stk. 4. For så vidt angår de omfattede værdikonfiskationskrav vil der i praksis formentlig kun sjældent opstå tvivl om, hvorvidt et idømt konfiskationskrav er i anledning af en strafbar handling.

Skyldnerens krav på pension vil være at anse som en del af skyldnerens formue, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1, hvori der kan foretages udlæg eller arrest, i det omfang identiteten kan fastslås, og rettigheden ikke er så usikker, at den må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508.

Der vil kunne forekomme situationer, hvor et krav på pension er så usikkert, at der ikke vil kunne foretages udlæg eller arrest i kravet, fordi det må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508. Spørgsmålet må vurderes konkret for den enkelte ordning og de vilkår, der gælder for den.

Vurderingen vil være et skøn. Hvis ordningen indebærer et opsparingselement, må skønnet tage udgangspunkt i, hvor mange penge der er betalt ind på ordningen, samt et skøn over genkøbsværdien eller værdien på tidspunktet, hvor pengene kan kræves udbetalt fra ordningen. I vurderingen kan eksempelvis tænkes at indgå oplysninger fra Pensionsinfo. Pensionsselskaber laver også til deres kunder individuelle rapporter, der kan indgå i vurderingen. Medarbejdere fra pensionsvirksomheden vil også kunne indkaldes som vidner til at forklare om ordningen og dens sammensætning, jf. retsplejelovens § 491, stk. 4. I vurderingen vil også skulle indgå, om skyldneren eller andre vil fortsætte med at indbetale til en udlagt ordning.

Er værdien af kravet på pensionen usikker, vil skyldneren som efter gældende ret ikke kunne forlange, at der foretages udlæg eller arrest i det, hvis skyldneren har andre aktiver, hvori udlæg eller arrest kan ske, jf. retsplejelovens § 517, stk. 3, hvorefter skyldneren ikke kan forlange, at udlæg (eller arrest) foretages i aktiver, hvis værdi er usikker.

Kan der ikke foretages udlæg eller arrest, fordi kravet på pension er for usikkert, vil begæring om udlæg eller arrest i alle tilfælde afbryde forældelsen i overensstemmelse med reglerne i forældelseslovens § 18, stk. 1, samt stk. 3, nr. 1. Tvangsfuldbyrdelse i pensionskravet må i sådanne tilfælde eventuelt forsøges foretaget på et senere tidspunkt.

Et idømt erstatningskrav eller godtgørelseskrav vil ligesom et konfiskationskrav forældes på 10 år, jf. hhv. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, og straffelovens § 97 a, stk. 4. Der vil derfor kunne opstå en situation, hvor der indtræder forældelse, inden fordringshaveren kan få inddrevet sit krav ved retsforfølgning i krav på pension, hvor der er mere end 10 år til forfaldstiden. I sådanne situationer vil fordringshaveren kunne afbryde forældelsen ved f.eks. at anmode om udlæg hvert 10. år.

Genstanden for retsforfølgning efter de foreslåede bestemmelser vil være skyldnerens krav på pension. Dette må bl.a. fastlægges med udgangspunkt i pensionsaftalen og den relevante lovgivning, der gælder for den konkrete ordning. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke, at en retsforfølgende kreditor får bedre rettigheder over for den, der skal udbetale pensionen, end skyldneren selv har efter gældende ret. En retsforfølgende kreditor vil således skulle respektere eksempelvis aftaler om, hvornår pensionen kan kræves udbetalt. Hvis pensionen således først kan kræves udbetalt, hvis skyldneren er i live på et nærmere angivet tidspunkt, må kreditor derfor respektere denne betingelse. Har skyldneren omvendt en mulighed for at genkøbe eller få udbetalt sin pension på et tidligere tidspunkt, vil kreditor også kunne udnytte denne ret. Tilsvarende vil kreditor skulle respektere de tidligere stiftede rettigheder over pensionen, som retsforfølgende kreditorer vil skulle respektere efter gældende ret, eksempelvis at pensionen efter omstændighederne vil kunne blive udbetalt til andre, hvis skyldneren dør før pensionsalderen.

Da genstanden for tvangsfuldbyrdelse er skyldnerens krav på pension, er det i sig selv uden betydning for, om tvangsfuldbyrdelse kan ske, om det er skyldneren selv eller en anden, f.eks. en arbejdsgiver eller et familiemedlem, der har foretaget indbetalingen på ordningen eller stillet denne til rådighed. Det afgørende er, om kravet på pension kan siges at være en del af skyldnerens formue.

Skyldneren vil som efter gældende ret blive indkaldt til fogedforretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1; og der vil ikke på fogedens kontor kunne foretages udlæg i pensionskravet, hvis ikke skyldneren er mødt, jf. § 495, stk. 1, 2. pkt. e.c. Ligeledes vil der som efter gældende ret ved efterfølgende auktion over kravet skulle ske underretning af fordringshaveren (den der har krav på pensionen), skyldneren ifølge fordringen (den der skal udbetale pensionen) m.fl., jf. lovens § 544, stk. 3.

Skyldnerens almindelige påvisningsret, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1, vil fortsat gælde, og skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. § 495, stk. 2, har således ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg eller arrest skal foretages. Skyldneren kan derfor påvise andre aktiver end sin pensionsordning som genstand for udlæg eller arrest.

Reglerne om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509, stk. 1, vil fortsat gælde. Der kan således ikke foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, i det omfang det er nødvendigt til opretholdelse af en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand. Fogedretten vil eksempelvis kunne bestemme, at der foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, som løbende udbetales til skyldneren, men således at et vist beløb dog hver måned udbetales til skyldneren.

Skyldneren vil kunne benytte de muligheder, der efter gældende ret følger af retsplejelovens § 504, til på et senere tidspunkt at begære udlægsforretningen genoptaget, hvis omstændighederne siden udlæggets foretagelse har ændret sig således, at det nu er aktuelt at påberåbe sig trangsbeneficiet. Dette vil eksempelvis kunne være relevant, hvis der foretages udlæg i et krav på pension, der først kommer til udbetaling flere år senere, og skyldnerens forhold senere ændrer sig således, at pensionen nu er nødvendig til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf. § 509, stk. 1. Hvis skyldneren har været til stede under udlægsforretningen, og omstændighederne ikke har ændret sig siden denne, vil der som efter gældende ret almindeligvis ikke kunne begæres genoptagelse, da skyldneren da ville have haft mulighed for at varetage sine interesser.

Den foreslåede bestemmelse er en særlig undtagelse for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af straffesager. Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke ved, at krav på pension fortsat ikke vil kunne gøres til genstand for universalforfølgning i videre omfang, end hvad der følger af gældende ret.

Da de beskyttede aktiver ikke kan gøres til genstand for universalforfølgning, vil udlæg og arrest, der foretages i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, ikke blive påvirket af, at skyldneren måtte komme under konkurs eller anden insolvensbehandling. Konkurslovens § 71, stk. 1, hvorefter udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, ingen retsvirkning har over for boet, vil derfor ikke have nogen betydning i forhold til udlæg foretaget i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse. Tilsvarende vil arrest i de aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen, ikke bortfalde som følge af konkursen, jf. konkurslovens § 31, stk. 3. Beslaglæggelse til sikring af krav på konfiskation eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, vil af samme grund heller ikke blive berørt af konkursen, da denne form for beslaglæggelse har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2.

Da beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2, vil den foreslåede bestemmelse medføre, at kreditorbeskyttelsesreglen ikke vil være til hinder for beslaglæggelsen med henblik på sikring af krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, litra a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.