Til nr. 1
Retsplejelovens § 512, stk. 3, 2. pkt., henviser til reglerne om fritagelse for retsforfølgning i bl.a. lov om tilsyn med pensionskasser.
Det foreslås at ændre henvisningen, så der henvises til lov om firmapensionskasser.
Ændringen er en konsekvens af, at lov om tilsyn med pensionskasser med virkning fra den 13. januar 2019 blev ophævet ved § 119, stk. 2, i lov om firmapensionskasser.
Til nr. 2
Det fremgår af retsplejelovens § 512, stk. 1, at udlæg ikke kan foretages i retten til ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt. Efter stk. 3, 1, pkt., kan udlæg ikke foretages i krav på pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre velgørende institutioner, medmindre der er forløbet 3 måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt. Reglerne om fritagelse for kreditorforfølgning i lov om tilsyn med pensionskasser samt i lov om forsikringsaftaler og lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter berøres ikke heraf, jf. stk. 3. 2. pkt. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås at indsætte et stk. 4 i retsplejelovens § 512, hvorefter der uanset stk. 1 og 3 kan foretages udlæg i krav ifølge en pensionsordning for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde, uanset om et krav på pensionsopsparing måtte være beskyttet i medfør af retsplejelovens § 512, stk. 1, fordi kravet ikke kan kræves betalt til andre end skyldneren personligt, eller i medfør af særreglen i § 512, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle former for pensionsordninger, som er omfattet af beskyttelsen i retsplejelovens § 512, stk. 1 eller 3, herunder private pensionsordninger og tjenestemandspensioner. Den foreslåede bestemmelse vil ligeledes omfatte private ordninger, der ikke har karakter af egentlig opsparing, f.eks. hvor en virksomhed eller en offentlig myndighed giver en medarbejder et løfte om pension (pensionstilsagn). Sådanne løfter vil dog ofte være omfattet af lov om firmapensionskasser, jf. udlægsfritagelsen i denne lovs § 10, der foreslås ændret ved lovforslagets § 2, nr. 1. Sociale pensioner, som f.eks. folkepension, har karakter af sociale ydelser, der følger af lov og vil ikke være omfattet, da de hverken har karakter af opsparing eller hviler på et afgivet løfte.
Mange sociale pensioner vil endvidere være undtaget fra retsforfølgning i medfør af bl.a. § 47 i lov om socialpension, der ikke foreslås ændret.
Krav på pension efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension forudsættes heller ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse og vil fortsat være beskyttet mod kreditorforfølgning, jf. § 29 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, der ikke foreslås ændret.
Den foreslåede bestemmelse vil udover krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, gælde for alle, der har et erstatningskrav eller krav på godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte. ”Erstatning” skal forstås på samme måde som i retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, og vil som efter gældende ret også omfatte det offentliges krav på efterbetaling af f.eks. skat og moms i anledning af en strafbar handling.
Den foreslåede bestemmelse vil derfor komme til at gælde for eksempelvis den, der er blevet bestjålet eller bedraget af skyldneren, herunder tilfælde, hvor forurettede er en offentlig myndighed. Det må i øvrigt afgøres efter almindelige erstatningsretlige principper, hvem der har et krav mod skyldneren i anledning af forbrydelsen. Bestemmelsen vil også gælde for den, der har et krav på godtgørelse i anledning af en forbrydelse, jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 3 om godtgørelse for svie og smerte og § 26 om godtgørelse for tort.
Den foreslåede ordning vil også gælde krav, som har en nær sammenhæng med de nævnte krav, f.eks. sagsomkostninger og morarenter, som kreditor måtte have krav på, og som kan danne grundlag for udlæg, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil også gælde for den, som den skadelidte måtte overdrage sit krav til, f.eks. et forsikringsselskab. Bestemmelsen vil også gælde for andre, der på andet grundlag end overdragelse indtræder i skadelidtes krav, f.eks. i tilfælde hvor staten indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen efter § 17, 1. pkt., i lov om erstatning til ofre for forbrydelser.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt enten ubetinget eller betinget fængselsstraf eller en kombination heraf. Bestemmelsen vil ikke gælde, hvor straffen alene er bøde. Det samme gælder i den situation, hvor en person dømmes for berigelseskriminalitet, som konkret ikke har medført et udbytte, eksempelvis en forsøgshandling.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter skal forstås på samme måde som i straffelovens § 79 a og omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 eller 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a. Bestemmelsen vil derimod ikke gælde, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 eller 69. Der henvises til forarbejderne til straffelovens § 79 a, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6, i lovforslag nr. L 150 som fremsat den 10. april 2024, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, s. 93 f. For en nærmere beskrivelse af, hvornår der påstås anvendelse af de forskellige foranstaltninger, kan der henvises til pkt. 5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle, offentliggjort som cirkulære nr. 10136 af 30. august 2022.
Som udgangspunktet er i dag, vil straffen for tyveri, bedrageri og underslæb blive fastsat efter straffelovens § 285, hvor strafferammens minimum er fængsel, hvis det stjålnes værdi overstiger 8.000 kr., jf. eksempelvis fra retspraksis Vestre Landsrets dom af 11. juni 2014 i sag nr. S-2772-13, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2014, s. 830 ff., hvor retten udtalte, at der konkret var grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 285, uanset at det stjålnes værdi konkret var under 8.000 kr. Tilsvarende i Vestre Landsrets dom af 5. februar 2024 i sag nr. S-1409-23, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2024, s. 25 f., hvor fire butikstyverier med en samlet værdi på 850 kr. blev henført under straffelovens § 285, stk. 1, og straffet med fængsel i 30 dage på grund af tiltaltes mange forstraffe og hurtige recidiv. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf, jf. § 285, stk. 1, hvis værdierne overstiger 8.000 kr. Der henvises til pkt. 5.1.1 og 5.1.3 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025.
I sager angående hæleri vil anklagemyndighedens påstand være, at der i sager omfattet af straffelovens § 290, stk. 1, fastsættes en fængselsstraf ved hæleri med hensyn til værdier, der overstiger 8.000 kr., jf. pkt. 5.5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025. Straffen kan dog konkret være højere ved værdier under beløbsgrænsen, jf. eksempelvis fra retspraksis Østre Landsrets dom af 20. februar 2018 i sag nr. S-2406-17, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2018, s. 502 ff., hvor tiltalte konkret blev idømt fængsel for hæleri til en værdi af 2.503 kr. med henvisning til, at tiltalte tidligere var straffet for berigelseskriminalitet.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor en person i en sag idømmes fængselsstraf for flere strafbare handlinger, hvor eksempelvis kun en af handlingerne har medført et udbytte. Det gælder eksempelvis, hvis der dømmes for vold efter straffelovens §§ 244 eller 245 samt for simpelt tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Her vil der efter straffelovens § 88, stk. 1,
Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte krav mod personer, der ikke er dømt for kriminalitet, uanset om de måtte være indehavere af en pensionsordning, der direkte eller indirekte stammer fra kriminalitet begået af en anden. Personer, der har modtaget sådanne pensionsmidler, vil dog efter omstændighederne kunne dømmes for hæleri, hvis de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. straffelovens § 290 og § 303.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af strafbare handlinger, der har medført et udbytte. ”Udbytte” skal forstås på samme måde som i straffelovens § 75, stk. 1, om udbyttekonfiskation, dvs. at det navnlig omfatter genstande, herunder penge, der er indvundet umiddelbart ved et strafbart forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil derfor navnlig være relevant ved berigelsesforbrydelser. Bestemmelsen kan dog også være relevant ved andre formueforbrydelser, herunder hæleri eller hvidvask, jf. straffelovens §§ 290 og 290 a. Ligeledes vil bestemmelsen kunne være relevant ved pengefalsk eller dokumentfalsk, jf. straffelovens §§ 166 og 171. Eksemplerne er ikke udtømmende.
Personfarlig kriminalitet, som eksempelvis vold og lignende, vil formentlig kun sjældent i sig selv være af en sådan karakter, at det kan give et udbytte, men dette kan være tilfældet ved eksempelvis røveri, jf. straffelovens § 288.
Nogle forbrydelser kan give udbytte, men uden at nogen har et erstatningskrav i anledning af forbrydelsen. Dette vil eksempelvis være tilfældet ved overtrædelser af straffelovens § 191 om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder. Denne form for udbytte vil være omfattet af bestemmelsen i det omfang, der er tale om en tvangsfuldbyrdelse af et krav på værdikonfiskation.
Den foreslåede bestemmelse vil også gælde udlæg foretaget af offentlige myndigheder for krav tillagt udpantningsret.
Den foreslåede ændring vil også finde anvendelse på arrest, jf. henvisningen til retsplejelovens § 512 i § 631, stk. 2. Kreditorbeskyttelsen i retsplejelovens § 512, stk. 1 og 3, vil derimod stadig gælde for insolvensbehandling (universalforfølgning). De beskyttede aktiver vil således ikke indgå som et aktiv i eksempelvis et konkursbo i videre omfang, end dette er tilfældet efter gældende ret.
Tvangsfuldbyrdelse vil skulle ske efter de gældende regler for den pågældende aktivtype, dvs. ved at der skaffes et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, f.eks. en dom, og foretages udlæg i kravet på pensionen, hvorefter kravet enten sælges på tvangsauktion eller inddrives, som det forfalder, jf. retsplejelovens § 558. Tilkendes den forurettede erstatning under straffesagen, jf. lovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil forurettede kunne anvende denne afgørelse som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. § 997, stk. 2, 1. pkt., jf. § 478, stk. 1, nr. 1. Den forurettede vil, ligesom alle andre, der har fremsat et borgerligt krav i en offentlig straffesag, blive underrettet om rettens afgørelse om kravet, og forurettede meddeles en udskrift af dommen, hvis forurettede anmoder om det, jf. retsplejelovens § 219 a, stk. 7. Tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget vil efter omstændighederne kunne foreligge allerede inden dommen i straffesagen, men i så fald vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, før skyldneren er blevet dømt for den strafbare handling.
Foretages der udlæg i kravet på pension, vil dette krav enten kunne sælges på tvangsauktion eller inddrives via en inkassator, jf. retsplejelovens § 538, stk. 1, og § 558, stk. 1. I begge tilfælde skal pensionsvirksomheden underrettes om, at pengene ikke længere skal udbetales til skyldneren, hvilket kreditor eller dennes advokat i praksis vil gøre. Pensionsvirksomheden kan blive ved med at udbetale penge fra ordningen til den domfældte, indtil den bliver bekendt med, at der er foretaget udlæg i pensionskravet, jf. § 524, jf. gældsbrevslovens § 29 analogt.
Det vil forekomme, at der foretages udlæg i flere forskellige pensionsordninger hos domfældte for at være sikker på, at kreditors krav er dækket. I sådan et tilfælde vil det ende med, at provenuet bliver større end kreditors krav. Eksempelvis hvis kreditor for et krav på 100.000 kr. foretager udlæg i to pensionsopsparinger, der skønnes samlet at have denne værdi (efter pensionsafgift, som vil skulle betales i forbindelse med en udbetaling til kreditor). Det viser sig senere, at pensionsordningerne indbringer 150.000 kr. på tvangsauktion, eller at en inkassator lykkedes at inddrive et tilsvarende beløb. I begge tilfælde vil pensionsvirksomhederne have betalt de 150.000 kr. til fogedretten, der så vil fordele de 100.000 kr. til kreditor og det resterende beløb på 50.000 kr. til domfældte, jf. retsplejelovens §§ 554 og 555 sammenholdt med § 559.
Har kreditor ikke et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, kan der som efter gældende ret eventuelt foretages arrest, jf. retsplejelovens kapitel 56, eller beslaglæggelse med virkning som arrest, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, sammenholdt med § 807 b, stk. 2, med henblik på at sikre, at kravet på pension ikke bliver udbetalt.
Er et erstatnings- eller godtgørelseskrav fastslået ved en dom i en straffesag, jf. retsplejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil det normalt være klart, om der er tale om erstatning i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Hvis erstatning eller godtgørelse idømmes i en civil sag, vil det også normalt fremgå af afgørelsen, der skal tvangsfuldbyrdes, hvad der er grundlag for kravet. Sagsøgeren bør dog i alle tilfælde gøre det klart af sine påstande og anbringender, at et krav angår erstatning eller godtgørelse i anledning af en strafbar handling, navnlig hvis der er flere krav med forskellige grundlag i sagen. Er det af en afgørelse uklart, hvad et idømt erstatnings- eller godtgørelseskrav angår, vil dette skulle afklares i fogedretten under iagttagelse af den bevisførelse, der kan finde sted i en fogedsag, jf. § 501, stk. 4. For så vidt angår de omfattede værdikonfiskationskrav vil der i praksis formentlig kun sjældent opstå tvivl om, hvorvidt et idømt konfiskationskrav er i anledning af en strafbar handling.
Skyldnerens krav på pension vil være at anse som en del af skyldnerens formue, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1, hvori der kan foretages udlæg eller arrest, i det omfang identiteten kan fastslås, og rettigheden ikke er så usikker, at den må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor et krav på pension er så usikkert, at der ikke vil kunne foretages udlæg eller arrest i kravet, fordi det må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508. Spørgsmålet må vurderes konkret for den enkelte ordning og de vilkår, der gælder for den.
Vurderingen vil være et skøn. Hvis ordningen indebærer et opsparingselement, må skønnet tage udgangspunkt i, hvor mange penge der er betalt ind på ordningen, samt et skøn over genkøbsværdien eller værdien på tidspunktet, hvor pengene kan kræves udbetalt fra ordningen. I vurderingen kan eksempelvis tænkes at indgå oplysninger fra Pensionsinfo. Pensionsselskaber laver også til deres kunder individuelle rapporter, der kan indgå i vurderingen. Medarbejdere fra pensionsvirksomheden vil også kunne indkaldes som vidner til at forklare om ordningen og dens sammensætning, jf. retsplejelovens § 491, stk. 4. I vurderingen vil også skulle indgå, om skyldneren eller andre vil fortsætte med at indbetale til en udlagt ordning.
Er værdien af kravet på pensionen usikker, vil skyldneren som efter gældende ret ikke kunne forlange, at der foretages udlæg eller arrest i det, hvis skyldneren har andre aktiver, hvori udlæg eller arrest kan ske, jf. retsplejelovens § 517, stk. 3, hvorefter skyldneren ikke kan forlange, at udlæg (eller arrest) foretages i aktiver, hvis værdi er usikker.
Kan der ikke foretages udlæg eller arrest, fordi kravet på pension er for usikkert, vil begæring om udlæg eller arrest i alle tilfælde afbryde forældelsen i overensstemmelse med reglerne i forældelseslovens § 18, stk. 1, og 3, nr. 1. Tvangsfuldbyrdelse i pensionskravet må i sådanne tilfælde eventuelt forsøges foretaget på et senere tidspunkt.
Et idømt erstatningskrav eller godtgørelseskrav vil ligesom et konfiskationskrav forældes på 10 år, jf. hhv. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, og straffelovens § 97 a, stk. 4. Der vil derfor kunne opstå en situation, hvor der indtræder forældelse, inden fordringshaveren kan få inddrevet sit krav ved retsforfølgning i krav på pension, hvor der er mere end 10 år til forfaldstiden. I sådanne situationer vil fordringshaveren kunne afbryde forældelsen ved f.eks. at anmode om udlæg hvert 10. år.
Genstanden for retsforfølgning efter de foreslåede bestemmelser vil være skyldnerens krav på pension. Dette må bl.a. fastlægges med udgangspunkt i pensionsaftalen og den relevante lovgivning, der gælder for den konkrete ordning. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke, at en retsforfølgende kreditor får bedre rettigheder over for den, der skal udbetale pensionen, end skyldneren selv har efter gældende ret. En retsforfølgende kreditor vil således skulle respektere eksempelvis aftaler om, hvornår pensionen kan kræves udbetalt. Hvis pensionen således først kan kræves udbetalt, hvis skyldneren er i live på et nærmere angivet tidspunkt, må kreditor derfor respektere denne betingelse. Har skyldneren omvendt en mulighed for at genkøbe eller få udbetalt sin pension på et tidligere tidspunkt, vil kreditor også kunne udnytte denne ret. Tilsvarende vil kreditor skulle respektere de tidligere stiftede rettigheder over pensionen, som retsforfølgende kreditorer vil skulle respektere efter gældende ret, eksempelvis at pensionen efter omstændighederne vil kunne blive udbetalt til andre, hvis skyldneren dør før pensionsalderen.
Da genstanden for tvangsfuldbyrdelse er skyldnerens krav på pension, er det i sig selv uden betydning for, om tvangsfuldbyrdelse kan ske, om det er skyldneren selv eller en anden, f.eks. en arbejdsgiver eller et familiemedlem, der har foretaget indbetalingen på ordningen eller stillet denne til rådighed. Det afgørende er, om kravet på pension kan siges at være en del af skyldnerens formue.
Skyldneren vil som efter gældende ret blive indkaldt til fogedforretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1; og der vil ikke på fogedens kontor kunne foretages udlæg eller arrest i pensionskravet, hvis ikke skyldneren er mødt, jf. § 495, stk. 1, 2. pkt. e.c. Ligeledes vil der som efter gældende ret ved efterfølgende auktion over kravet skulle ske underretning af fordringshaveren (den der har krav på pensionen), skyldneren ifølge fordringen (den der skal udbetale pensionen) m.fl., jf. lovens § 544, stk. 3.
Skyldnerens almindelige påvisningsret, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1, vil fortsat gælde, og skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. § 495, stk. 2, har således ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg eller arrest skal foretages. Skyldneren kan derfor påvise andre aktiver end sin pensionsordning som genstand for udlæg eller arrest.
Reglerne om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509, stk. 1, vil fortsat gælde. Der kan således ikke foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, i det omfang det er nødvendigt til opretholdelse af en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand. Fogedretten vil eksempelvis kunne bestemme, at der foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, som løbende udbetales til skyldneren, men således at et vist beløb dog hver måned udbetales til skyldneren.
Skyldneren vil kunne benytte de muligheder, der efter gældende ret følger af retsplejelovens § 504, til på et senere tidspunkt at begære udlægsforretningen genoptaget, hvis omstændighederne siden udlæggets foretagelse har ændret sig således, at det nu er aktuelt at påberåbe sig trangsbeneficiet. Dette vil eksempelvis kunne være relevant, hvis der foretages udlæg i et krav på pension, der først kommer til udbetaling flere år senere, og skyldnerens forhold senere ændrer sig således, at pensionen nu er nødvendig til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf. § 509, stk. 1. Hvis skyldneren har været til stede under udlægsforretningen, og omstændighederne ikke har ændret sig siden denne, vil der som efter gældende ret almindeligvis ikke kunne begæres genoptagelse, da skyldneren da ville have haft mulighed for at varetage sine interesser.
Den foreslåede bestemmelse er en særlig undtagelse for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af straffesager. Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke ved, at krav på pension fortsat ikke vil kunne gøres til genstand for universalforfølgning i videre omfang, end hvad der følger af gældende ret. Den foreslåede bestemmelse vil således heller ikke have betydning for den konkursretlige behandling af skyldnerens indbetalinger til pensionsordninger m.v., der således vil følge de gældende regler, jf. de særlige regler herom i forsikringsaftaleloves § 117 og § 12 i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.
Da de beskyttede aktiver ikke kan gøres til genstand for universalforfølgning, vil udlæg og arrest, der foretages i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, ikke blive påvirket af, at skyldneren måtte komme under konkurs eller anden insolvensbehandling. Konkurslovens § 71, stk. 1, hvorefter udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, ingen retsvirkning har over for boet, vil derfor ikke have nogen betydning i forhold til udlæg foretaget i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse. Tilsvarende vil arrest i de aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen, ikke bortfalde som følge af konkursen, jf. konkurslovens § 31, stk. 3. Beslaglæggelse til sikring af krav på konfiskation eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, vil af samme grund heller ikke blive berørt af konkursen, da denne form for beslaglæggelse har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil have den virkning, at der vil kunne ske beslaglæggelse af krav på pension med henblik på sikring af krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, jf. § 807 b, stk. 2, jf. det foreslåede § 512, stk. 4. Dette vil også give mulighed for at beslaglægge med henblik på at sikre forurettedes krav på godtgørelse i sagen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1
Det følger af § 10, 1. pkt., i lov om firmapensionskasser (firmapensionskasseloven), jf. lovbekendtgørelse 183 af 26. februar 2024 med senere ændringer, at medlemmer, pensionsmodtagere og personer, der er berettiget til pension, ikke til eje eller pant kan overdrage eller på anden måde råde over rettigheder, som de har krav på i en firmapensionskasse. Sådanne rettigheder kan ikke gøres til genstand for retsforfølgning, jf. 2. pkt. Der henvises nærmere til pkt. 2.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås at indsætte et stk. 2 i firmapensionskasselovens § 10, hvorefter der uanset stk. 1 kan foretages udlæg og arrest for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.
Den foreslåede ændring indebærer en undtagelse til kreditorbeskyttelsesreglen i stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil udover krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, gælde for alle, der har et erstatningskrav eller krav på godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte. ”Erstatning” skal forstås på samme måde som i retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, og vil som efter gældende ret også omfatte det offentliges krav på efterbetaling af f.eks. skat og moms i anledning af en strafbar handling.
Den foreslåede bestemmelse vil derfor komme til at gælde for eksempelvis den, der er blevet bestjålet eller bedraget af den domfældte, herunder tilfælde hvor forurettede er en offentlig myndighed. Det må i øvrigt afgøres efter almindelige erstatningsretlige principper, hvem der har et krav mod den dømte i anledning af forbrydelsen. Bestemmelsen vil også gælde for den, der har et krav på godtgørelse i anledning af en forbrydelse, jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 3 om godtgørelse for svie og smerte og § 26 om godtgørelse for tort.
Den foreslåede ordning vil også gælde krav, som har en nær sammenhæng med de nævnte krav, f.eks. sagsomkostninger og morarenter, som kreditor måtte have krav på og som kan danne grundlag for udlæg, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil også gælde for den, som den skadelidte måtte overdrage sit krav til, f.eks. et forsikringsselskab. Bestemmelsen vil også gælde for andre, der på andet grundlag end overdragelse indtræder i skadelidtes krav, f.eks. i tilfælde hvor staten indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen efter § 17, 1. pkt., i lov om erstatning til ofre for forbrydelser.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt enten ubetinget eller betinget fængselsstraf eller en kombination heraf. Bestemmelsen vil ikke gælde, hvor straffen alene er bøde. Det samme gælder i den situation, hvor en person dømmes for berigelseskriminalitet, som konkret ikke har medført et udbytte, eksempelvis en forsøgshandling.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter skal forstås på samme måde som i straffelovens § 79 a og omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 eller 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a. Bestemmelsen vil derimod ikke gælde, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 eller 69. Der henvises til forarbejderne til straffelovens § 79 a, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6, i lovforslag nr. L 150 som fremsat den 10. april 2024, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, s. 93 f. For en nærmere beskrivelse af, hvornår der påstås anvendelse af de forskellige foranstaltninger, kan der henvises til pkt. 5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle, offentliggjort som cirkulære nr. 10136 af 30. august 2022.
Som udgangspunktet er i dag, vil straffen for tyveri, bedrageri og underslæb blive fastsat efter straffelovens § 285, hvor strafferammens minimum er fængsel, hvis det stjålnes værdi overstiger 8.000 kr., jf. eksempelvis fra retspraksis Vestre Landsrets dom af 11. juni 2014 i sag nr. S-2772-13, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2014, s. 830 ff., hvor retten udtalte, at der konkret var grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 285, uanset at det stjålnes værdi konkret var under 8.000 kr. Tilsvarende i Vestre Landsrets dom af 5. februar 2024 i sag nr. S-1409-23, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2024, s. 25 f., hvor fire butikstyverier med en samlet værdi på 850 kr. blev henført under straffelovens § 285, stk. 1, og straffet med fængsel i 30 dage på grund af tiltaltes mange forstraffe og hurtige recidiv. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf, jf. § 285, stk. 1, hvis værdierne overstiger 8.000 kr. Der henvises til pkt. 5.1.1 og 5.1.3 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025.
I sager angående hæleri vil anklagemyndighedens påstand være, at der i sager omfattet af straffelovens § 290, stk. 1, fastsættes en fængselsstraf ved hæleri med hensyn til værdier, der overstiger 8.000 kr., jf. pkt. 5.5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025. Straffen kan dog konkret være højere ved værdier under beløbsgrænsen, jf. eksempelvis fra retspraksis Østre Landsrets dom af 20. februar 2018 i sag nr. S-2406-17, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2018, s. 502 ff., hvor tiltalte konkret blev idømt fængsel for hæleri til en værdi af 2.503 kr. med henvisning til, at tiltalte tidligere var straffet for berigelseskriminalitet.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor en person i en sag idømmes fængselsstraf for flere strafbare handlinger, hvor eksempelvis kun en af handlingerne har medført et udbytte. Det gælder eksempelvis, hvis der dømmes for vold efter straffelovens §§ 244 eller 245 samt for simpelt tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Her vil der efter straffelovens § 88, stk. 1,
Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte krav mod personer, der ikke er dømt for kriminalitet, uanset om de måtte være indehaver af en pensionsordning, der direkte eller indirekte stammer fra kriminalitet begået af en anden. Personer, der har modtaget sådanne pensionsmidler, vil dog efter omstændighederne kunne dømmes for hæleri, hvis de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. straffelovens § 290 og § 303.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af strafbare handlinger, der har medført et udbytte. ”Udbytte” skal forstås på samme måde som i straffelovens § 75, stk. 1, om udbyttekonfiskation, dvs. at det navnlig omfatter genstande, herunder penge, der er indvundet umiddelbart ved et strafbart forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil derfor navnlig være relevant ved berigelsesforbrydelser. Bestemmelsen kan dog også være relevant ved andre formueforbrydelser, herunder hæleri eller hvidvask, jf. straffelovens §§ 290 og 290 a. Ligeledes vil bestemmelsen kunne være relevant ved pengefalsk eller dokumentfalsk, jf. straffelovens §§ 166 og 171. Eksemplerne er ikke udtømmende.
Personfarlig kriminalitet, som eksempelvis vold og lignende, vil formentlig kun sjældent i sig selv være af en sådan karakter, at det kan give et udbytte, men dette kan være tilfældet ved eksempelvis røveri, jf. straffelovens § 288.
Nogle forbrydelser, kan give udbytte, men uden at nogen har et erstatningskrav i anledning af forbrydelsen. Dette vil eksempelvis være tilfældet ved overtrædelser af straffelovens § 191 om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder. Denne form for udbytte vil være omfattet af bestemmelsen i det omfang der er tale om en tvangsfuldbyrdelse af et krav på værdikonfiskation.
Den foreslåede bestemmelse gælder kun retsforfølgning i form af udlæg, herunder udlæg foretaget af offentlige myndigheder for krav tillagt udpantningsret, og arrest (individualforfølgning). Kreditorbeskyttelsen vil stadig gælde for insolvensbehandling (universalforfølgning). De beskyttede aktiver vil således ikke indgå som et aktiv i eksempelvis et konkursbo i videre omfang end dette er tilfældet efter gældende ret.
Tvangsfuldbyrdelse vil skulle ske efter de gældende regler for den pågældende aktivtype, dvs. ved at der skaffes et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, f.eks. en dom, og foretages udlæg i kravet på pensionen, hvorefter kravet enten sælges på tvangsauktion eller inddrives, som det forfalder, jf. retsplejelovens § 558. Tilkendes den forurettede erstatning under straffesagen, jf. lovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil forurettede kunne anvende denne afgørelse som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. § 997, stk. 2, 1. pkt., jf. § 478, stk. 1, nr. 1. Den forurettede vil, ligesom alle andre, der har fremsat et borgerligt krav i en offentlig straffesag, blive underrettet om rettens afgørelse om kravet, og forurettede meddeles en udskrift af dommen, hvis forurettede anmoder om det, jf. retsplejelovens § 219 a, stk. 7. Tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget vil efter omstændighederne kunne foreligge allerede inden dommen i straffesagen, men i så fald vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, før skyldneren er blevet dømt for den strafbare handling.
Foretages der udlæg i kravet på pension, vil dette krav enten kunne sælges på tvangsauktion eller inddrives via en inkassator, jf. retsplejelovens § 538, stk. 1, og § 558, stk. 1. I begge tilfælde skal pensionsvirksomheden underrettes om, at pengene ikke længere skal udbetales til skyldneren, hvilket kreditor eller dennes advokat i praksis vil gøre. Pensionsvirksomheden kan blive ved med at udbetale penge fra ordningen til den domfældte, indtil den bliver bekendt med, at der er foretaget udlæg i pensionskravet, jf. § 524, jf. gældsbrevslovens § 29 analogt.
Foretages der udlæg i kravet på pension, vil dette krav enten kunne sælges på tvangsauktion eller inddrives via en inkassator, jf. retsplejelovens § 538, stk. 1, og § 558, stk. 1. I begge tilfælde skal pensionsvirksomheden underrettes om, at pengene ikke længere skal udbetales til skyldneren, hvilket kreditor eller dennes advokat i praksis vil gøre. Pensionsvirksomheden kan blive ved med at udbetale penge fra ordningen til den domfældte, indtil den bliver bekendt med, at der er foretaget udlæg i pensionskravet, jf. § 524, jf. gældsbrevslovens § 29 analogt.
Det vil forekomme, at der foretages udlæg i flere forskellige pensionsordninger hos domfældte for at være sikker på, at kreditors krav er dækket. I sådan et tilfælde vil det ende med, at provenuet bliver større end kreditors krav. Eksempelvis hvis kreditor for et krav på 100.000 kr. foretager udlæg i to pensionsopsparinger, der skønnes samlet at have denne værdi (efter pensionsafgift, som vil skulle betales i forbindelse med en udbetaling til kreditor). Det viser sig senere, at pensionsordningerne indbringer 150.000 kr. på tvangsauktion, eller at en inkassator lykkedes at inddrive et tilsvarende beløb. I begge tilfælde vil pensionsvirksomhederne have betalt de 150.000 kr. til fogedretten, der så vil fordele de 100.000 kr. til kreditor og det resterende beløb på 50.000 kr. til domfældte, jf. retsplejelovens §§ 554 og 555 sammenholdt med § 559.
Har kreditor ikke et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, kan der som efter gældende ret eventuelt foretages arrest, jf. retsplejelovens kapitel 56, eller beslaglæggelse med virkning som arrest, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, sammenholdt med § 807 b, stk. 2, med henblik på at sikre, at kravet på pension ikke bliver udbetalt.
Er et erstatnings- eller godtgørelseskrav fastslået ved en dom i en straffesag, jf. retsplejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil det normalt være klart, om der er tale om erstatning i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Hvis erstatning eller godtgørelse idømmes i en civil sag, vil det også normalt fremgå af afgørelsen, der skal tvangsfuldbyrdes, hvad der er grundlag for kravet. Sagsøgeren bør dog i alle tilfælde gøre det klart af sine påstande og anbringender, at et krav angår erstatning eller godtgørelse i anledning af en strafbar handling, navnlig hvis der er flere krav med forskellige grundlag i sagen. Er det af en afgørelse uklart, hvad et idømt erstatnings- eller godtgørelseskrav angår, vil dette skulle afklares i fogedretten under iagttagelse af den bevisførelse, der kan finde sted i en fogedsag, jf. § 501, stk. 4. For så vidt angår de omfattede værdikonfiskationskrav vil der i praksis formentlig kun sjældent opstå tvivl om, hvorvidt et idømt konfiskationskrav er i anledning af en strafbar handling.
Skyldnerens krav på pension vil være at anse som en del af skyldnerens formue, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1, hvori der kan foretages udlæg eller arrest, i det omfang identiteten kan fastslås, og rettigheden ikke er så usikker, at den må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor et krav på pension er så usikkert, at der ikke vil kunne foretages udlæg eller arrest i kravet, fordi det må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508. Spørgsmålet må vurderes konkret for den enkelte ordning og de vilkår, der gælder for den.
Vurderingen vil være et skøn. Hvis ordningen indebærer et opsparingselement, må skønnet tage udgangspunkt i, hvor mange penge der er betalt ind på ordningen, samt et skøn over genkøbsværdien eller værdien på tidspunktet, hvor pengene kan kræves udbetalt fra ordningen. I vurderingen kan eksempelvis tænkes at indgå oplysninger fra Pensionsinfo. Pensionsselskaber laver også til deres kunder individuelle rapporter, der kan indgå i vurderingen. Medarbejdere fra pensionsvirksomheden vil også kunne indkaldes som vidner til at forklare om ordningen og dens sammensætning, jf. retsplejelovens § 491, stk. 4. I vurderingen vil også skulle indgå, om skyldneren eller andre vil fortsætte med at indbetale til en udlagt ordning.
Er værdien af kravet på pensionen usikker, vil skyldneren som efter gældende ret ikke kunne forlange, at der foretages udlæg eller arrest i det, hvis skyldneren har andre aktiver, hvori udlæg eller arrest kan ske, jf. retsplejelovens § 517, stk. 3, hvorefter skyldneren ikke kan forlange, at udlæg (eller arrest) foretages i aktiver, hvis værdi er usikker.
Kan der ikke foretages udlæg eller arrest, fordi kravet på pension er for usikkert, vil begæring om udlæg eller arrest i alle tilfælde afbryde forældelsen i overensstemmelse med reglerne i forældelseslovens § 18, stk. 1, samt stk. 3, nr. 1. Tvangsfuldbyrdelse i pensionskravet må i sådanne tilfælde eventuelt forsøges foretaget på et senere tidspunkt.
Et idømt erstatningskrav eller godtgørelseskrav vil ligesom et konfiskationskrav forældes på 10 år, jf. hhv. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, og straffelovens § 97 a, stk. 4. Der vil derfor kunne opstå en situation, hvor der indtræder forældelse, inden fordringshaveren kan få inddrevet sit krav ved retsforfølgning i krav på pension, hvor der er mere end 10 år til forfaldstiden. I sådanne situationer vil fordringshaveren kunne afbryde forældelsen ved f.eks. at anmode om udlæg hvert 10. år.
Genstanden for retsforfølgning efter de foreslåede bestemmelser vil være skyldnerens krav på pension. Dette må bl.a. fastlægges med udgangspunkt i pensionsaftalen og den relevante lovgivning, der gælder for den konkrete ordning. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke, at en retsforfølgende kreditor får bedre rettigheder over for den, der skal udbetale pensionen, end skyldneren selv har efter gældende ret. En retsforfølgende kreditor vil således skulle respektere eksempelvis aftaler om, hvornår pensionen kan kræves udbetalt. Hvis pensionen således først kan kræves udbetalt, hvis skyldneren er i live på et nærmere angivet tidspunkt, må kreditor derfor respektere denne betingelse. Har skyldneren omvendt en mulighed for at genkøbe eller få udbetalt sin pension på et tidligere tidspunkt, vil kreditor også kunne udnytte denne ret. Tilsvarende vil kreditor skulle respektere de tidligere stiftede rettigheder over pensionen, som retsforfølgende kreditorer vil skulle respektere efter gældende ret, eksempelvis at pensionen efter omstændighederne vil kunne blive udbetalt til andre, hvis skyldneren dør før pensionsalderen.
Da genstanden for tvangsfuldbyrdelse er skyldnerens krav på pension, er det i sig selv uden betydning for, om tvangsfuldbyrdelse kan ske, om det er skyldneren selv eller en anden, f.eks. en arbejdsgiver eller et familiemedlem, der har foretaget indbetalingen på ordningen eller stillet denne til rådighed. Det afgørende er, om kravet på pension kan siges at være en del af skyldnerens formue.
Skyldneren vil som efter gældende ret blive indkaldt til fogedforretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1; og der vil ikke på fogedens kontor kunne foretages udlæg i pensionskravet, hvis ikke skyldneren er mødt, jf. § 495, stk. 1, 2. pkt. e.c. Ligeledes vil der som efter gældende ret ved efterfølgende auktion over kravet skulle ske underretning af fordringshaveren (den der har krav på pensionen), skyldneren ifølge fordringen (den der skal udbetale pensionen) m.fl., jf. lovens § 544, stk. 3.
Skyldnerens almindelige påvisningsret, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1, vil fortsat gælde, og skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. § 495, stk. 2, har således ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg eller arrest skal foretages. Skyldneren kan derfor påvise andre aktiver end sin pensionsordning som genstand for udlæg eller arrest.
Reglerne om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509, stk. 1, vil fortsat gælde. Der kan således ikke foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, i det omfang det er nødvendigt til opretholdelse af en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand. Fogedretten vil eksempelvis kunne bestemme, at der foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, som løbende udbetales til skyldneren, men således at et vist beløb dog hver måned udbetales til skyldneren.
Skyldneren vil kunne benytte de muligheder, der efter gældende ret følger af retsplejelovens § 504, til på et senere tidspunkt at begære udlægsforretningen genoptaget, hvis omstændighederne siden udlæggets foretagelse har ændret sig således, at det nu er aktuelt at påberåbe sig trangsbeneficiet. Dette vil eksempelvis kunne være relevant, hvis der foretages udlæg i et krav på pension, der først kommer til udbetaling flere år senere, og skyldnerens forhold senere ændrer sig således, at pensionen nu er nødvendig til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf. § 509, stk. 1. Hvis skyldneren har været til stede under udlægsforretningen, og omstændighederne ikke har ændret sig siden denne, vil der som efter gældende ret almindeligvis ikke kunne begæres genoptagelse, da skyldneren da ville have haft mulighed for at varetage sine interesser.
Den foreslåede bestemmelse er en særlig undtagelse for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af straffesager. Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke ved, at krav på pension fortsat ikke vil kunne gøres til genstand for universalforfølgning i videre omfang, end hvad der følger af gældende ret.
Da de beskyttede aktiver ikke kan gøres til genstand for universalforfølgning, vil udlæg og arrest, der foretages i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, ikke blive påvirket af, at skyldneren måtte komme under konkurs eller anden insolvensbehandling. Konkurslovens § 71, stk. 1, hvorefter udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, ingen retsvirkning har over for boet, vil derfor ikke have nogen betydning i forhold til udlæg foretaget i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse. Tilsvarende vil arrest i de aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen, ikke bortfalde som følge af konkursen, jf. konkurslovens § 31, stk. 3. Beslaglæggelse til sikring af krav på konfiskation eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, vil af samme grund heller ikke blive berørt af konkursen, da denne form for beslaglæggelse har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2.
Da beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2, vil den foreslåede bestemmelse medføre, at kreditorbeskyttelsesreglen ikke vil være til hinder for beslaglæggelsen med henblik på sikring af krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, litra a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1
Det følger af § 116, stk. 1, i forsikringsaftaleloven, at hverken forsikringstagerens eller den begunstigedes ret overfor selskabet m.v. kan gøres til genstand for retsforfølgning fra deres kreditorers side. Er en livsforsikringspolice overdraget, kan erhververens ret gøres til genstand for retsforfølgning fra hans kreditorers side, medmindre erhververen er forsikringstagerens ægtefælle, eller erhvervelsen har fundet sted uden vederlag, jf. stk. 2, 1. pkt. Der henvises nærmere til pkt. 2.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås at indsætte et stk. 3 i forsikringsaftalelovens § 116, hvorefter der uanset stk. 1 kan foretages udlæg og arrest for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.
Den foreslåede ændring indebærer en undtagelse til kreditorbeskyttelsesreglen i stk. 1.
Den foreslåede ændring vil gælde livsforsikringer omfattet af forsikringsaftalelovens § 116 om kapitalforsikringer, men vil i kraft af henvisningen i lovens § 118 også komme til at gælde for renteforsikringer, herunder livrenter.
Den foreslåede bestemmelse vil udover krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, gælde for alle, der har et erstatningskrav eller krav på godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte. ”Erstatning” skal forstås på samme måde som i retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, og vil som efter gældende ret også omfatte det offentliges krav på efterbetaling af f.eks. skat og moms i anledning af en strafbar handling.
Den foreslåede bestemmelse vil derfor komme til at gælde for eksempelvis den, der er blevet bestjålet eller bedraget af den domfældte, herunder tilfælde hvor forurettede er en offentlig myndighed. Det må i øvrigt afgøres efter almindelige erstatningsretlige principper, hvem der har et krav mod den dømte i anledning af forbrydelsen. Bestemmelsen vil også gælde for den, der har et krav på godtgørelse i anledning af en forbrydelse, jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 3 om godtgørelse for svie og smerte og § 26 om godtgørelse for tort.
Den foreslåede ordning vil også gælde krav, som har en nær sammenhæng med de nævnte krav, f.eks. sagsomkostninger og morarenter, som kreditor måtte have krav på, og som kan danne grundlag for udlæg, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil også gælde for den, som den skadelidte måtte overdrage sit krav til, f.eks. et forsikringsselskab. Bestemmelsen vil også gælde for andre, der på andet grundlag end overdragelse indtræder i skadelidtes krav, f.eks. i tilfælde hvor staten indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen efter § 17, 1. pkt., i lov om erstatning til ofre for forbrydelser.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt enten ubetinget eller betinget fængselsstraf eller en kombination heraf. Bestemmelsen vil ikke gælde, hvor straffen alene er bøde. Det samme gælder i den situation, hvor en person dømmes for berigelseskriminalitet, som konkret ikke har medført et udbytte, eksempelvis en forsøgshandling.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter skal forstås på samme måde som i straffelovens § 79 a og omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 eller 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a. Bestemmelsen vil derimod ikke gælde, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 eller 69. Der henvises til forarbejderne til straffelovens § 79 a, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6, i lovforslag nr. L 150 som fremsat den 10. april 2024, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, s. 93 f. For en nærmere beskrivelse af, hvornår der påstås anvendelse af de forskellige foranstaltninger, kan der henvises til pkt. 5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle, offentliggjort som cirkulære nr. 10136 af 30. august 2022.
Som udgangspunktet er i dag, vil straffen for tyveri, bedrageri og underslæb blive fastsat efter straffelovens § 285, hvor strafferammens minimum er fængsel, hvis det stjålnes værdi overstiger 8.000 kr., jf. eksempelvis fra retspraksis Vestre Landsrets dom af 11. juni 2014 i sag nr. S-2772-13, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2014, s. 830 ff., hvor retten udtalte, at der konkret var grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 285, uanset at det stjålnes værdi konkret var under 8.000 kr. Tilsvarende i Vestre Landsrets dom af 5. februar 2024 i sag nr. S-1409-23, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2024, s. 25 f., hvor fire butikstyverier med en samlet værdi på 850 kr. blev henført under straffelovens § 285, stk. 1, og straffet med fængsel i 30 dage på grund af tiltaltes mange forstraffe og hurtige recidiv. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf, jf. § 285, stk. 1, hvis værdierne overstiger 8.000 kr. Der henvises til pkt. 5.1.1 og 5.1.3 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025.
I sager angående hæleri vil anklagemyndighedens påstand være, at der i sager omfattet af straffelovens § 290, stk. 1, fastsættes en fængselsstraf ved hæleri med hensyn til værdier, der overstiger 8.000 kr., jf. pkt. 5.5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025. Straffen kan dog konkret være højere ved værdier under beløbsgrænsen, jf. eksempelvis fra retspraksis Østre Landsrets dom af 20. februar 2018 i sag nr. S-2406-17, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2018, s. 502 ff., hvor tiltalte konkret blev idømt fængsel for hæleri til en værdi af 2.503 kr. med henvisning til, at tiltalte tidligere var straffet for berigelseskriminalitet.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor en person i en sag idømmes fængselsstraf for flere strafbare handlinger, hvor eksempelvis kun en af handlingerne har medført et udbytte. Det gælder eksempelvis, hvis der dømmes for vold efter straffelovens §§ 244 eller 245 samt for simpelt tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Her vil der efter straffelovens § 88, stk. 1,
Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte krav mod personer, der ikke er dømt for kriminalitet, uanset om de måtte være indehaver af en pensionsordning, der direkte eller indirekte stammer fra kriminalitet begået af en anden. Personer, der har modtaget sådanne pensionsmidler, vil dog efter omstændighederne kunne dømmes for hæleri, hvis de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. straffelovens § 290 og § 303.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af strafbare handlinger, der har medført et udbytte. ”Udbytte” skal forstås på samme måde som i straffelovens § 75, stk. 1, om udbyttekonfiskation, dvs. at det navnlig omfatter genstande, herunder penge, der er indvundet umiddelbart ved et strafbart forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil derfor navnlig være relevant ved berigelsesforbrydelser. Bestemmelsen kan dog også være relevant ved andre formueforbrydelser, herunder hæleri eller hvidvask, jf. straffelovens §§ 290 og 290 a. Ligeledes vil bestemmelsen kunne være relevant ved pengefalsk eller dokumentfalsk, jf. straffelovens §§ 166 og 171. Eksemplerne er ikke udtømmende.
Personfarlig kriminalitet, som eksempelvis vold og lignende, vil formentlig kun sjældent i sig selv være af en sådan karakter, at det kan give et udbytte, men dette kan være tilfældet ved eksempelvis røveri, jf. straffelovens § 288.
Nogle forbrydelser, kan give udbytte, men uden at nogen har et erstatningskrav i anledning af forbrydelsen. Dette vil eksempelvis være tilfældet ved overtrædelser af straffelovens § 191 om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder. Denne form for udbytte vil være omfattet af bestemmelsen, i det omfang der er tale om en tvangsfuldbyrdelse af et krav på værdikonfiskation.
Den foreslåede bestemmelse gælder kun retsforfølgning i form af udlæg, herunder udlæg foretaget af offentlige myndigheder for krav tillagt udpantningsret, og arrest (individualforfølgning). Kreditorbeskyttelsen vil stadig gælde for insolvensbehandling (universalforfølgning). De beskyttede aktiver vil således ikke indgå som et aktiv i eksempelvis et konkursbo i videre omfang end dette er tilfældet efter gældende ret.
Tvangsfuldbyrdelse vil skulle ske efter de gældende regler for den pågældende aktivtype, dvs. ved at der skaffes et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, f.eks. en dom, og foretages udlæg i kravet på pensionen, hvorefter kravet enten sælges på tvangsauktion eller inddrives, som det forfalder, jf. retsplejelovens § 558. Tilkendes den forurettede erstatning under straffesagen, jf. lovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil forurettede kunne anvende denne afgørelse som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. § 997, stk. 2, 1. pkt., jf. § 478, stk. 1, nr. 1. Den forurettede vil, ligesom alle andre, der har fremsat et borgerligt krav i en offentlig straffesag, blive underrettet om rettens afgørelse om kravet, og forurettede meddeles en udskrift af dommen, hvis forurettede anmoder om det, jf. retsplejelovens § 219 a, stk. 7. Tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget vil efter omstændighederne kunne foreligge allerede inden dommen i straffesagen, men i så fald vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, før skyldneren er blevet dømt for den strafbare handling.
Foretages der udlæg i kravet på pension, vil dette krav enten kunne sælges på tvangsauktion eller inddrives via en inkassator, jf. retsplejelovens § 538, stk. 1, og § 558, stk. 1. I begge tilfælde skal pensionsvirksomheden underrettes om, at pengene ikke længere skal udbetales til skyldneren, hvilket kreditor eller dennes advokat i praksis vil gøre. Pensionsvirksomheden kan blive ved med at udbetale penge fra ordningen til den domfældte, indtil den bliver bekendt med, at der er foretaget udlæg i pensionskravet, jf. § 524, jf. gældsbrevslovens § 29 analogt.
Det vil forekomme, at der foretages udlæg i flere forskellige pensionsordninger hos domfældte for at være sikker på, at kreditors krav er dækket. I sådan et tilfælde vil det ende med, at provenuet bliver større end kreditors krav. Eksempelvis hvis kreditor for et krav på 100.000 kr. foretager udlæg i to pensionsopsparinger, der skønnes samlet at have denne værdi (efter pensionsafgift, som vil skulle betales i forbindelse med en udbetaling til kreditor). Det viser sig senere, at pensionsordningerne indbringer 150.000 kr. på tvangsauktion, eller at en inkassator lykkedes at inddrive et tilsvarende beløb. I begge tilfælde vil pensionsvirksomhederne have betalt de 150.000 kr. til fogedretten, der så vil fordele de 100.000 kr. til kreditor og det resterende beløb på 50.000 kr. til domfældte, jf. retsplejelovens §§ 554 og 555 sammenholdt med § 559.
Har kreditor ikke et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, kan der som efter gældende ret eventuelt foretages arrest, jf. retsplejelovens kapitel 56, eller beslaglæggelse med virkning som arrest, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, sammenholdt med § 807 b, stk. 2, med henblik på at sikre, at kravet på pension ikke bliver udbetalt.
Er et erstatnings- eller godtgørelseskrav fastslået ved en dom i en straffesag, jf. retsplejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil det normalt være klart, om der er tale om erstatning i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Hvis erstatning eller godtgørelse idømmes i en civil sag, vil det også normalt fremgå af afgørelsen, der skal tvangsfuldbyrdes, hvad der er grundlag for kravet. Sagsøgeren bør dog i alle tilfælde gøre det klart af sine påstande og anbringender, at et krav angår erstatning eller godtgørelse i anledning af en strafbar handling, navnlig hvis der er flere krav med forskellige grundlag i sagen. Er det af en afgørelse uklart, hvad et idømt erstatnings- eller godtgørelseskrav angår, vil dette skulle afklares i fogedretten under iagttagelse af den bevisførelse, der kan finde sted i en fogedsag, jf. § 501, stk. 4. For så vidt angår de omfattede værdikonfiskationskrav vil der i praksis formentlig kun sjældent opstå tvivl om, hvorvidt et idømt konfiskationskrav er i anledning af en strafbar handling.
Skyldnerens krav på pension vil være at anse som en del af skyldnerens formue, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1, hvori der kan foretages udlæg eller arrest, i det omfang identiteten kan fastslås, og rettigheden ikke er så usikker, at den må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor et krav på pension er så usikkert, at der ikke vil kunne foretages udlæg eller arrest i kravet, fordi det må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508. Spørgsmålet må vurderes konkret for den enkelte ordning og de vilkår, der gælder for den.
Vurderingen vil være et skøn. Hvis ordningen indebærer et opsparingselement, må skønnet tage udgangspunkt i, hvor mange penge der er betalt ind på ordningen, samt et skøn over genkøbsværdien eller værdien på tidspunktet, hvor pengene kan kræves udbetalt fra ordningen. I vurderingen kan eksempelvis tænkes at indgå oplysninger fra Pensionsinfo. Pensionsselskaber laver også til deres kunder individuelle rapporter, der kan indgå i vurderingen. Medarbejdere fra pensionsvirksomheden vil også kunne indkaldes som vidner til at forklare om ordningen og dens sammensætning, jf. retsplejelovens § 491, stk. 4. I vurderingen vil også skulle indgå, om skyldneren eller andre vil fortsætte med at indbetale til en udlagt ordning.
Er værdien af kravet på pensionen usikker, vil skyldneren som efter gældende ret ikke kunne forlange, at der foretages udlæg eller arrest i det, hvis skyldneren har andre aktiver, hvori udlæg eller arrest kan ske, jf. retsplejelovens § 517, stk. 3, hvorefter skyldneren ikke kan forlange, at udlæg (eller arrest) foretages i aktiver, hvis værdi er usikker.
Kan der ikke foretages udlæg eller arrest, fordi kravet på pension er for usikkert, vil begæring om udlæg eller arrest i alle tilfælde afbryde forældelsen i overensstemmelse med reglerne forældelseslovens § 18, stk. 1, samt stk. 3, nr. 1. Tvangsfuldbyrdelse i pensionskravet må i sådanne tilfælde eventuelt forsøges foretaget på et senere tidspunkt.
Et idømt erstatningskrav eller godtgørelseskrav vil ligesom et konfiskationskrav forældes på 10 år, jf. hhv. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, og straffelovens § 97 a, stk. 4. Der vil derfor kunne opstå en situation, hvor der indtræder forældelse, inden fordringshaveren kan få inddrevet sit krav ved retsforfølgning i krav på pension, hvor der er mere end 10 år til forfaldstiden. I sådanne situationer vil fordringshaveren kunne afbryde forældelsen ved f.eks. at anmode om udlæg hvert 10. år.
Genstanden for retsforfølgning efter de foreslåede bestemmelser vil være skyldnerens krav på pension. Dette må bl.a. fastlægges med udgangspunkt i pensionsaftalen og den relevante lovgivning, der gælder for den konkrete ordning. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke, at en retsforfølgende kreditor får bedre rettigheder over for den, der skal udbetale pensionen, end skyldneren selv har efter gældende ret. En retsforfølgende kreditor vil således skulle respektere eksempelvis aftaler om, hvornår pensionen kan kræves udbetalt. Hvis pensionen således først kan kræves udbetalt, hvis skyldneren er i live på et nærmere angivet tidspunkt, må kreditor derfor respektere denne betingelse. Har skyldneren omvendt en mulighed for at genkøbe eller få udbetalt sin pension på et tidligere tidspunkt, vil kreditor også kunne udnytte denne ret. Tilsvarende vil kreditor skulle respektere de tidligere stiftede rettigheder over pensionen, som retsforfølgende kreditorer vil skulle respektere efter gældende ret, eksempelvis at pensionen efter omstændighederne vil kunne blive udbetalt til andre, hvis skyldneren dør før pensionsalderen.
Da genstanden for tvangsfuldbyrdelse er skyldnerens krav på pension, er det i sig selv uden betydning for, om tvangsfuldbyrdelse kan ske, om det er skyldneren selv eller en anden, f.eks. en arbejdsgiver eller et familiemedlem, der har foretaget indbetalingen på ordningen eller stillet denne til rådighed. Det afgørende er, om kravet på pension kan siges at være en del af skyldnerens formue.
Skyldneren vil som efter gældende ret blive indkaldt til fogedforretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1; og der vil ikke på fogedens kontor kunne foretages udlæg eller arrest i pensionskravet, hvis ikke skyldneren er mødt, jf. § 495, stk. 1, 2. pkt. e.c. Ligeledes vil der som efter gældende ret ved efterfølgende auktion over kravet skulle ske underretning af fordringshaveren (den der har krav på pensionen), skyldneren ifølge fordringen (den der skal udbetale pensionen) m.fl., jf. lovens § 544, stk. 3.
Skyldnerens almindelige påvisningsret, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1, vil fortsat gælde, og skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. § 495, stk. 2, har således ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg eller arrest skal foretages. Skyldneren kan derfor påvise andre aktiver end sin pensionsordning som genstand for udlæg eller arrest.
Reglerne om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509, stk. 1, vil fortsat gælde. Der kan således ikke foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, i det omfang det er nødvendigt til opretholdelse af en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand. Fogedretten vil eksempelvis kunne bestemme, at der foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, som løbende udbetales til skyldneren, men således at et vist beløb dog hver måned udbetales til skyldneren.
Skyldneren vil kunne benytte de muligheder, der efter gældende ret følger af retsplejelovens § 504, til på et senere tidspunkt at begære fogedforretningen genoptaget, hvis omstændighederne siden udlæggets foretagelse har ændret sig således, at det nu er aktuelt at påberåbe sig trangsbeneficiet. Dette vil eksempelvis kunne være relevant, hvis der foretages udlæg i et krav på pension, der først kommer til udbetaling flere år senere, og skyldnerens forhold senere ændrer sig således, at pensionen nu er nødvendig til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf. § 509, stk. 1. Hvis skyldneren har været til stede under udlægsforretningen, og omstændighederne ikke har ændret sig siden denne, vil der som efter gældende ret almindeligvis ikke kunne begæres genoptagelse, da skyldneren da ville have haft mulighed for at varetage sine interesser.
Den foreslåede bestemmelse er en særlig undtagelse for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af straffesager. Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke ved, at krav på pension fortsat ikke vil kunne gøres til genstand for universalforfølgning i videre omfang, end hvad der følger af gældende ret. Den foreslåede bestemmelse vil således heller ikke have betydning for den konkursretlige behandling af skyldnerens indbetalinger til pensionsordninger m.v., der således vil følge de gældende regler, jf. de særlige regler herom i forsikringsaftaleloves § 117.
Da de beskyttede aktiver ikke kan gøres til genstand for universalforfølgning, vil udlæg og arrest, der foretages i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, ikke blive påvirket af, at skyldneren måtte komme under konkurs eller anden insolvensbehandling. Konkurslovens § 71, stk. 1, hvorefter udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, ingen retsvirkning har over for boet, vil derfor ikke have nogen betydning i forhold til udlæg foretaget i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse. Tilsvarende vil arrest i de aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen, ikke bortfalde som følge af konkursen, jf. konkurslovens § 31, stk. 3. Beslaglæggelse til sikring af krav på konfiskation eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, vil af samme grund heller ikke blive berørt af konkursen, da denne form for beslaglæggelse har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2.
Da beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2, vil den foreslåede bestemmelse medføre, at kreditorbeskyttelsesreglen ikke vil være til hinder for beslaglæggelsen med henblik på sikring af krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, litra a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1
Det følger af § 11 i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter (pensionsopsparingsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1231 af 17. august 2020, at hverken kontohaverens eller den begunstigedes ret over for pengeinstituttet kan gøres til genstand for retsforfølgning fra deres kreditorers side. Der henvises nærmere til pkt. 2.1.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås at indsætte et stk. 2 i pensionsopsparingslovens § 11, hvorefter der uanset stk. 1 kan foretages udlæg og arrest for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.
Den foreslåede ændring indebærer en undtagelse til kreditorbeskyttelsesreglen i stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil udover krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, gælde for alle, der har et erstatningskrav eller krav på godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte. ”Erstatning” skal forstås på samme måde som i retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, og vil som efter gældende ret også omfatte det offentliges krav på efterbetaling af f.eks. skat og moms i anledning af en strafbar handling.
Den foreslåede bestemmelse vil derfor komme til at gælde for eksempelvis den, der er blevet bestjålet eller bedraget af den domfældte, herunder tilfælde hvor forurettede er en offentlig myndighed. Det må i øvrigt afgøres efter almindelige erstatningsretlige principper, hvem der har et krav mod den dømte i anledning af forbrydelsen. Bestemmelsen vil også gælde for den, der har et krav på godtgørelse i anledning af en forbrydelse, jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 3 om godtgørelse for svie og smerte og § 26 om godtgørelse for tort.
Den foreslåede ordning vil også gælde krav, som har en nær sammenhæng med de nævnte krav, f.eks. sagsomkostninger og morarenter, som kreditor måtte have krav på, og som kan danne grundlag for udlæg, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil også gælde for den, som den skadelidte måtte overdrage sit krav til, f.eks. et forsikringsselskab. Bestemmelsen vil også gælde for andre, der på andet grundlag end overdragelse indtræder i skadelidtes krav, f.eks. i tilfælde hvor staten indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen efter § 17, 1. pkt., i lov om erstatning til ofre for forbrydelser.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt enten ubetinget eller betinget fængselsstraf eller en kombination heraf. Bestemmelsen vil ikke gælde, hvor straffen alene er bøde. Det samme gælder i den situation, hvor en person dømmes for berigelseskriminalitet, som konkret ikke har medført et udbytte, eksempelvis en forsøgshandling.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter skal forstås på samme måde som i straffelovens § 79 a og omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 eller 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a. Bestemmelsen vil derimod ikke gælde, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 eller 69. Der henvises til forarbejderne til straffelovens § 79 a, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6, i lovforslag nr. L 150 som fremsat den 10. april 2024, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, s. 93 f. For en nærmere beskrivelse af, hvornår der påstås anvendelse af de forskellige foranstaltninger, kan der henvises til pkt. 5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle, offentliggjort som cirkulære nr. 10136 af 30. august 2022.
Som udgangspunktet er i dag, vil straffen for tyveri, bedrageri og underslæb blive fastsat efter straffelovens § 285, hvor strafferammens minimum er fængsel, hvis det stjålnes værdi overstiger 8.000 kr., jf. eksempelvis fra retspraksis Vestre Landsrets dom af 11. juni 2014 i sag nr. S-2772-13, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2014, s. 830 ff., hvor retten udtalte, at der konkret var grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 285, uanset at det stjålnes værdi konkret var under 8.000 kr. Tilsvarende i Vestre Landsrets dom af 5. februar 2024 i sag nr. S-1409-23, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2024, s. 25 f., hvor fire butikstyverier med en samlet værdi på 850 kr. blev henført under straffelovens § 285, stk. 1, og straffet med fængsel i 30 dage på grund af tiltaltes mange forstraffe og hurtige recidiv. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf, jf. § 285, stk. 1, hvis værdierne overstiger 8.000 kr. Der henvises til pkt. 5.1.1 og 5.1.3 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025.
I sager angående hæleri vil anklagemyndighedens påstand være, at der i sager omfattet af straffelovens § 290, stk. 1, fastsættes en fængselsstraf ved hæleri med hensyn til værdier, der overstiger 8.000 kr., jf. pkt. 5.5 i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9053 af 1. februar 2025. Straffen kan dog konkret være højere ved værdier under beløbsgrænsen, jf. eksempelvis fra retspraksis Østre Landsrets dom af 20. februar 2018 i sag nr. S-2406-17, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2018, s. 502 ff., hvor tiltalte konkret blev idømt fængsel for hæleri til en værdi af 2.503 kr. med henvisning til, at tiltalte tidligere var straffet for berigelseskriminalitet.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor en person i en sag idømmes fængselsstraf for flere strafbare handlinger, hvor eksempelvis kun en af handlingerne har medført et udbytte. Det gælder eksempelvis, hvis der dømmes for vold efter straffelovens §§ 244 eller 245 samt for simpelt tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Her vil der efter straffelovens § 88, stk. 1,
Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte krav mod personer, der ikke er dømt for kriminalitet, uanset om de måtte være indehaver af en pensionsordning, der direkte eller indirekte stammer fra kriminalitet begået af en anden. Personer, der har modtaget sådanne pensionsmidler, vil dog efter omstændighederne kunne dømmes for hæleri, hvis de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. straffelovens § 290 og § 303.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af strafbare handlinger, der har medført et udbytte. ”Udbytte” skal forstås på samme måde som i straffelovens § 75, stk. 1, om udbyttekonfiskation, dvs. at det navnlig omfatter genstande, herunder penge, der er indvundet umiddelbart ved et strafbart forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil derfor navnlig være relevant ved berigelsesforbrydelser. Bestemmelsen kan dog også være relevant ved andre formueforbrydelser, herunder hæleri eller hvidvask, jf. straffelovens §§ 290 og 290 a. Ligeledes vil bestemmelsen kunne være relevant ved pengefalsk eller dokumentfalsk, jf. straffelovens §§ 166 og 171. Eksemplerne er ikke udtømmende.
Personfarlig kriminalitet, som eksempelvis vold og lignende, vil formentlig kun sjældent i sig selv være af en sådan karakter, at det kan give et udbytte, men dette kan være tilfældet ved eksempelvis røveri, jf. straffelovens § 288.
Nogle forbrydelser, kan give udbytte, men uden at nogen har et erstatningskrav i anledning af forbrydelsen. Dette vil eksempelvis være tilfældet ved overtrædelser af straffelovens § 191 om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder. Denne form for udbytte vil være omfattet af bestemmelsen i det omfang der er tale om en tvangsfuldbyrdelse af et krav på værdikonfiskation.
Den foreslåede ændring gælder kun retsforfølgning i form af udlæg, herunder udlæg foretaget af offentlige myndigheder for krav tillagt udpantningsret, og arrest (individualforfølgning). Kreditorbeskyttelsen vil stadig gælde for insolvensbehandling (universalforfølgning). De beskyttede aktiver vil således ikke indgå som et aktiv i eksempelvis et konkursbo i videre omfang end dette er tilfældet efter gældende ret.
Tvangsfuldbyrdelse vil skulle ske efter de gældende regler for den pågældende aktivtype, dvs. ved at der skaffes et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, f.eks. en dom, og foretages udlæg i kravet på pensionen, hvorefter kravet enten sælges på tvangsauktion eller inddrives, som det forfalder, jf. retsplejelovens § 558. Tilkendes den forurettede erstatning under straffesagen, jf. lovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil forurettede kunne anvende denne afgørelse som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. § 997, stk. 2, 1. pkt., jf. § 478, stk. 1, nr. 1. Den forurettede vil, ligesom alle andre, der har fremsat et borgerligt krav i en offentlig straffesag, blive underrettet om rettens afgørelse om kravet, og forurettede meddeles en udskrift af dommen, hvis forurettede anmoder om det, jf. retsplejelovens § 219 a, stk. 7. Tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget vil efter omstændighederne kunne foreligge allerede inden dommen i straffesagen, men i så fald vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, før skyldneren er blevet dømt for den strafbare handling.
Foretages der udlæg i kravet på pension, vil dette krav enten kunne sælges på tvangsauktion eller inddrives via en inkassator, jf. retsplejelovens § 538, stk. 1, og § 558, stk. 1. I begge tilfælde skal pensionsvirksomheden underrettes om, at pengene ikke længere skal udbetales til skyldneren, hvilket kreditor eller dennes advokat i praksis vil gøre. Pensionsvirksomheden kan blive ved med at udbetale penge fra ordningen til den domfældte, indtil den bliver bekendt med, at der er foretaget udlæg i pensionskravet, jf. § 524, jf. gældsbrevslovens § 29 analogt.
Det vil forekomme, at der foretages udlæg i flere forskellige pensionsordninger hos domfældte for at være sikker på, at kreditors krav er dækket. I sådan et tilfælde vil det ende med, at provenuet bliver større end kreditors krav. Eksempelvis hvis kreditor for et krav på 100.000 kr. foretager udlæg i to pensionsopsparinger, der skønnes samlet at have denne værdi (efter pensionsafgift, som vil skulle betales i forbindelse med en udbetaling til kreditor). Det viser sig senere, at pensionsordningerne indbringer 150.000 kr. på tvangsauktion, eller at en inkassator lykkedes at inddrive et tilsvarende beløb. I begge tilfælde vil pensionsvirksomhederne have betalt de 150.000 kr. til fogedretten, der så vil fordele de 100.000 kr. til kreditor og det resterende beløb på 50.000 kr. til domfældte, jf. retsplejelovens §§ 554 og 555 sammenholdt med § 559.
Har kreditor ikke et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, kan der som efter gældende ret eventuelt foretages arrest, jf. retsplejelovens kapitel 56, eller beslaglæggelse med virkning som arrest, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, sammenholdt med § 807 b, stk. 2, med henblik på at sikre, at kravet på pension ikke bliver udbetalt.
Er et erstatnings- eller godtgørelseskrav fastslået ved en dom i en straffesag, jf. retsplejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil det normalt være klart, om der er tale om erstatning i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Hvis erstatning eller godtgørelse idømmes i en civil sag, vil det også normalt fremgå af afgørelsen, der skal tvangsfuldbyrdes, hvad der er grundlag for kravet. Sagsøgeren bør dog i alle tilfælde gøre det klart af sine påstande og anbringender, at et krav angår erstatning eller godtgørelse i anledning af en strafbar handling, navnlig hvis der er flere krav med forskellige grundlag i sagen. Er det af en afgørelse uklart, hvad et idømt erstatnings- eller godtgørelseskrav angår, vil dette skulle afklares i fogedretten under iagttagelse af den bevisførelse, der kan finde sted i en fogedsag, jf. § 501, stk. 4. For så vidt angår de omfattede værdikonfiskationskrav vil der i praksis formentlig kun sjældent opstå tvivl om, hvorvidt et idømt konfiskationskrav er i anledning af en strafbar handling.
Skyldnerens krav på pension vil være at anse som en del af skyldnerens formue, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1, hvori der kan foretages udlæg eller arrest, i det omfang identiteten kan fastslås, og rettigheden ikke er så usikker, at den må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor et krav på pension er så usikkert, at der ikke vil kunne foretages udlæg eller arrest i kravet, fordi det må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508. Spørgsmålet må vurderes konkret for den enkelte ordning og de vilkår, der gælder for den.
Kan der ikke foretages udlæg eller arrest, fordi kravet på pension er for usikkert, vil begæring om udlæg eller arrest i alle tilfælde afbryde forældelsen i overensstemmelse med reglerne i forældelseslovens § 18, stk. 1, samt stk. 3, nr. 1. Tvangsfuldbyrdelse i pensionskravet må i sådanne tilfælde eventuelt forsøges foretaget på et senere tidspunkt.
Vurderingen vil være et skøn. Hvis ordningen indebærer et opsparingselement, må skønnet tage udgangspunkt i, hvor mange penge der er betalt ind på ordningen, samt et skøn over genkøbsværdien eller værdien på tidspunktet, hvor pengene kan kræves udbetalt fra ordningen. I vurderingen kan eksempelvis tænkes at indgå oplysninger fra Pensionsinfo. Pensionsselskaber laver også til deres kunder individuelle rapporter, der kan indgå i vurderingen. Medarbejdere fra pensionsvirksomheden vil også kunne indkaldes som vidner til at forklare om ordningen og dens sammensætning, jf. retsplejelovens § 491, stk. 4. I vurderingen vil også skulle indgå, om skyldneren eller andre vil fortsætte med at indbetale til en udlagt ordning.
Er værdien af kravet på pensionen usikker, vil skyldneren som efter gældende ret ikke kunne forlange, at der foretages udlæg eller arrest i det, hvis skyldneren har andre aktiver, hvori udlæg eller arrest kan ske, jf. retsplejelovens § 517, stk. 3, hvorefter skyldneren ikke kan forlange, at udlæg (eller arrest) foretages i aktiver, hvis værdi er usikker.
Et idømt erstatningskrav eller godtgørelseskrav vil ligesom et konfiskationskrav forældes på 10 år, jf. hhv. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, og straffelovens § 97 a, stk. 4. Der vil derfor kunne opstå en situation, hvor der indtræder forældelse, inden fordringshaveren kan få inddrevet sit krav ved retsforfølgning i krav på pension, hvor der er mere end 10 år til forfaldstiden. I sådanne situationer vil fordringshaveren kunne afbryde forældelsen ved f.eks. at anmode om udlæg hvert 10. år.
Genstanden for retsforfølgning efter de foreslåede bestemmelser vil være skyldnerens krav på pension. Dette må bl.a. fastlægges med udgangspunkt i pensionsaftalen og den relevante lovgivning, der gælder for den konkrete ordning. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke, at en retsforfølgende kreditor får bedre rettigheder over for den, der skal udbetale pensionen, end skyldneren selv har efter gældende ret. En retsforfølgende kreditor vil således skulle respektere eksempelvis aftaler om, hvornår pensionen kan kræves udbetalt. Hvis pensionen således først kan kræves udbetalt, hvis skyldneren er i live på et nærmere angivet tidspunkt, må kreditor derfor respektere denne betingelse. Har skyldneren omvendt en mulighed for at genkøbe eller få udbetalt sin pension på et tidligere tidspunkt, vil kreditor også kunne udnytte denne ret. Tilsvarende vil kreditor skulle respektere de tidligere stiftede rettigheder over pensionen, som retsforfølgende kreditorer vil skulle respektere efter gældende ret, eksempelvis at pensionen efter omstændighederne vil kunne blive udbetalt til andre, hvis skyldneren dør før pensionsalderen.
Da genstanden for tvangsfuldbyrdelse er skyldnerens krav på pension, er det i sig selv uden betydning for, om tvangsfuldbyrdelse kan ske, om det er skyldneren selv eller en anden, f.eks. en arbejdsgiver eller et familiemedlem, der har foretaget indbetalingen på ordningen eller stillet denne til rådighed. Det afgørende er, om kravet på pension kan siges at være en del af skyldnerens formue.
Skyldneren vil som efter gældende ret blive indkaldt til fogedforretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1; og der vil ikke på fogedens kontor kunne foretages udlæg eller arrest i pensionskravet, hvis ikke skyldneren er mødt, jf. § 495, stk. 1, 2. pkt. e.c. Ligeledes vil der som efter gældende ret ved efterfølgende auktion over kravet skulle ske underretning af fordringshaveren (den der har krav på pensionen), skyldneren ifølge fordringen (den der skal udbetale pensionen) m.fl., jf. lovens § 544, stk. 3.
Skyldnerens almindelige påvisningsret, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1, vil fortsat gælde, og skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. § 495, stk. 2, har således ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg eller arrest skal foretages. Skyldneren kan derfor påvise andre aktiver end sin pensionsordning som genstand for udlæg eller arrest.
Reglerne om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509, stk. 1, vil fortsat gælde. Der kan således ikke foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, i det omfang det er nødvendigt til opretholdelse af en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand. Fogedretten vil eksempelvis kunne bestemme, at der foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, som løbende udbetales til skyldneren, men således at et vist beløb dog hver måned udbetales til skyldneren.
Skyldneren vil kunne benytte de muligheder, der efter gældende ret følger af retsplejelovens § 504, til på et senere tidspunkt at begære udlægsforretningen genoptaget, hvis omstændighederne siden udlæggets foretagelse har ændret sig således, at det nu er aktuelt at påberåbe sig trangsbeneficiet. Dette vil eksempelvis kunne være relevant, hvis der foretages udlæg i et krav på pension, der først kommer til udbetaling flere år senere, og skyldnerens forhold senere ændrer sig således, at pensionen nu er nødvendig til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf. § 509, stk. 1. Hvis skyldneren har været til stede under udlægsforretningen, og omstændighederne ikke har ændret sig siden denne, vil der som efter gældende ret almindeligvis ikke kunne begæres genoptagelse, da skyldneren da ville have haft mulighed for at varetage sine interesser.
Den foreslåede bestemmelse er en særlig undtagelse for værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af straffesager. Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke ved, at krav på pension fortsat ikke vil kunne gøres til genstand for universalforfølgning i videre omfang, end hvad der følger af gældende ret. Den foreslåede bestemmelse vil således heller ikke have betydning for den konkursretlige behandling af skyldnerens indbetalinger til pensionsordninger m.v., der således vil følge de gældende regler, jf. de særlige regler herom i § 12 lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.
Da de beskyttede aktiver ikke kan gøres til genstand for universalforfølgning, vil udlæg og arrest, der foretages i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, ikke blive påvirket af, at skyldneren måtte komme under konkurs eller anden insolvensbehandling. Konkurslovens § 71, stk. 1, hvorefter udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, ingen retsvirkning har over for boet, vil derfor ikke have nogen betydning i forhold til udlæg foretaget i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse. Tilsvarende vil arrest i de aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen, ikke bortfalde som følge af konkursen, jf. konkurslovens § 31, stk. 3. Beslaglæggelse til sikring af krav på konfiskation eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, vil af samme grund heller ikke blive berørt af konkursen, da denne form for beslaglæggelse har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2.
Da beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2, vil den foreslåede bestemmelse medføre, at kreditorbeskyttelsesreglen ikke vil være til hinder for beslaglæggelsen med henblik på sikring af krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5 (værdikonfiskation), eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, litra a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1
Hvis en person påbegynder diskvalificerende pensionsudbetalinger, betales der af indbetalinger til aldersopsparing omfattet af det aldersbetingede, forhøjede loft på 61.200 kr. (2025-niveau), som sker i efterfølgende indkomstår, en afgift på 40 pct. af den del af det indbetalte beløb, der overstiger den lave indbetalingsgrænse på 9.400 kr. (2025-niveau).
Pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 7, angiver en række undtagelser hertil. Forskellige typer af pensionsudbetalinger anses således ikke som diskvalificerende pensionsudbetalinger. Det gælder bl.a. udbetaling af invalidepension m.v., udbetalinger fra ATP, herunder af supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister, der udbetales af ATP, og udbetalinger af bagatelagtig karakter. Fællestrækket for disse undtagne udbetalingstyper er, at de beror på omstændigheder, som ikke vil kunne tilskrives et ønske om at reducere pensionsudbetalingerne i de år, hvor der er indkomstaftrapning af offentlige pensioner.
Det foreslås at indsætte et nr. 21 i pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 7, hvorefter udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foretaget kreditorforfølgning i medfør af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, forsikringsaftalelovens § 116, stk. 3, eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, ikke vil skulle anses som en diskvalificerende udbetaling.
Skyldneren vil uanset en sådan udbetaling dermed fortsat kunne foretage indbetalinger til aldersopsparing omfattet af det aldersbetingede, forhøjede loft på 61.200 kr. (2025-niveau), uden at der skal betales en afgift på 40 pct. af det indbetalte beløb.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Løbende udbetalinger fra livrenter m.v. og ratevise udbetalinger fra ratepension medregnes til pensionsopsparerens skattepligtige indkomst, når udbetalingerne sker til pensionsopspareren selv. Løbende udbetalinger fra livrenter m.v. og ratevise udbetalinger fra ratepension til pensionsopsparerens efterladte ægtefælle, fraskilte ægtefælle eller samlever eller dennes livsarvinger under 24 år eller forsikredes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger under 24 år er indkomstskattepligtige for disse. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 20, stk. 1.
Udbetalinger af livrenter m.v. og ratepensioner er i andre situationer end de nævnte afgiftspligtige. Som udgangspunkt er udbetalinger af livrenter m.v. og ratepensioner, der ikke er indkomstskattepligtige, afgiftspligtige med 60 pct. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 1. pkt. Ved udbetaling efter den tidligere ejers død udgør afgiften alene 40 pct., jf. pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 3. pkt.
Af pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 2, følger, at der alene betales afgift med 40 pct., hvis retten til udbetalinger fra en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en ratepension tilfalder en person, der ikke er indkomstskattepligtig efter pensionsbeskatningslovens § 20.
Der foreslås et 2. pkt. i pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 2, hvorefter § 29, stk. 2, 1. pkt., ikke skal gælde udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foretaget kreditorforfølgning i medfør af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.
Det betyder, at udbetalinger af livrenter og ratepensioner, der sker som følge af den foreslåede ordning, eksempelvis til en forurettet, der har foretaget udlæg i pensionsordningen, vil være afgiftspligtige efter hovedreglen for udbetalinger af livrenter og ratepension i strid med pensionsformålet. Udbetalingerne vil således være afgiftspligtige med 60 pct., jf. pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., og ved udbetaling efter pensionsopsparerens ejers død dog alene 40 pct., jf. pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 3. pkt.
Dermed vil pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 2, fortsat alene finde anvendelse i de situationer, den er tiltænkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Ved overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant samt ved andre dispositioner m.v., der medfører, at en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed ikke længere opfylder betingelserne i pensionsbeskatningslovens kapitel 1, svares der en afgift på 60 pct. af det beløb, som på tidspunktet for dispositionen m.v. kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, eventuelt af kapitalværdien af fripolice eller lignende, jf. dog pensionsbeskatningslovens § 30 B. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, 1. pkt.
Er der i stedet tale om dispositioner over kapitalpensioner og supplerende engangsydelser, udgør afgiften 52 pct., jf. dog pensionsbeskatningslovens § 30 B. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, 15. pkt.
Er der tale om dispositioner over aldersopsparinger, aldersforsikringer og supplerende engangssummer, udgør afgiften 20 pct., jf. dog pensionsbeskatningslovens § 30 B. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, 16. pkt.
Pensionsbeskatningslovens § 30 B vedrører en særlig situation, hvor en pensionsopsparer via en rateopsparing, kapitalopsparing eller aldersopsparing opnår en ejerandel på mere end 25 pct. af et unoteret selskab. § 30 B foreskriver, at ejerandelen skal nedbringes inden for 3 måneder, og sker det ikke, betales der afgift af værdien af de unoterede aktier – men ikke af hele pensionsordningen, hvilket ellers er konsekvensen af overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant samt andre dispositioner m.v. over pensionsordningen.
De nævnte regler i pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, omfatter også kreditorforfølgning i form af udlæg, udpantning eller arrest, hvis kreditorforfølgning retsgyldigt kan ske.
Det foreslås, at henvisningen til pensionsbeskatningslovens § 30 B i § 30, stk. 1, 1., 15. og 16. pkt., ændres, således at der også henvises til den foreslåede undtagelse i 17. pkt.
Den foreslåede ændring skal ses på baggrund af, at der med lovforslagets § 5, nr. 4, foreslås indsat et 17. pkt. i pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, hvorefter der ikke skal betales afgift efter de nævnte regler, hvis der er tale om dispositioner omfattet af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, forsikringsaftalelovens § 116, stk. 3, eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, dvs. udlæg og arrest i en pensionsordning for krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., svares der ved overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant samt ved andre dispositioner m.v., der medfører, at en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed ikke længere opfylder betingelserne i pensionsbeskatningslovens kapitel 1, en afgift på 60 pct. af det beløb, som på tidspunktet for dispositionen m.v. kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, eventuelt af kapitalværdien af fripolice eller lignende. Er der i stedet tale om dispositioner over kapitalpensioner og supplerende engangsydelser, svares der en afgift på 52 pct., og der svares en afgift på 20 pct., hvis der er tale om dispositioner over aldersopsparinger, jf. 30, stk. 1, hhv. 15. og 16. pkt.
Reglen omfatter også kreditorforfølgning i form af udlæg, udpantning eller arrest, hvis kreditorforfølgning retsgyldigt kan ske.
Det foreslås at indsætte et 17. pkt. i pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, hvorefter bestemmelsens 1., 15. og 16. pkt. ikke gælder dispositioner omfattet af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, forsikringsaftalelovens § 116, stk. 3, eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.
Det betyder, at der ikke skal betales afgift ved udlæg m.v. i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.
Der vil således først skulle betales pensionsafgift eller indkomstskat af udbetalinger fra pensionsordningen enten i forbindelse med, at sker udbetaling til fyldestgørelse af udlægget, eller i forbindelse med at der i øvrigt sker udbetaling fra pensionsordningen, jf. gældende ret for udbetalinger af pensionsordninger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Når afgiftspligt indtræder som følge af en pensionsudbetaling, påhviler pligten den eller dem, der efter pensionsordningen eller forsikringen er berettiget til udbetalingen. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås at indsætte et 6. pkt. i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, hvorefter afgiftspligten ved udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foretaget kreditorforfølgning i medfør af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, påhviler skyldneren.
Det betyder, at det af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, klart vil fremgå, hvem der er afgiftssubjekt i tilfælde, hvor der sker udbetaling på baggrund af udlæg i pensionsordningen. Afgiften vil således påhvile skyldneren.
Pensionsinstituttet vil ligesom ved andre afgiftspligtige udbetalinger af pensionsordninger skulle beregne og tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 3 hverdage efter, at pensionsinstituttet har udbetalt den afgiftspligtige ydelse, jf. pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, 3. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1 og 2
Efter gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 4, 1. pkt., kan restanceinddrivelsesmyndigheden hos andre offentlige myndigheder og hos pengeinstitutter samt hos Værdipapircentralen indhente oplysninger, der er nødvendige for restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse. Endvidere kan restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. 2. pkt., fra registre, der føres af offentlige myndigheder, indhente de oplysninger om skyldnerens forhold, som er af betydning for inddrivelsen. Oplysningerne kan efter 3. pkt. indhentes i elektronisk form. Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i nr. 1, at der i gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 4, 1. pkt., efter ”pengeinstitutter” indsættes ”, forsikringsselskaber, pensionskasser og andre udbydere af pensionsordninger”, og at der efter ”opgavevaretagelse” indsættes ”, herunder om værdien af skyldnerens pensionsordninger”.
Indhentningen af oplysninger hos pengeinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser og andre udbydere af pensionsordninger skal ikke kun omfatte oplysninger, for hvilke der er indberetningspligt efter skatteindberetningsloven, men alle oplysninger, der er nødvendige for restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse, herunder om værdien af en pensionsordning.
Med den foreslåede ændring vil restanceinddrivelsesmyndigheden få hjemmel til at indhente aktuelle oplysninger om pensionsordninger, herunder om værdien af pensionsordninger hos pensionsinstitutter m.v.
På baggrund af de oplysninger, som livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pengeinstitutter efter gældende ret, jf. skatteindberetningslovens §§ 9-11 og §§ 13, 18, 22 og 25 i bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning m.v. årligt indberetter til Skatteforvaltningen, herunder oplysninger om pensionsopsparerens identitet og ordningens type, vil restanceinddrivelsesmyndigheden herefter kunne indhente oplysninger om værdien af skyldnerens pensionsordninger hos de relevante pensionsudbydere.
Det foreslås i nr. 2, at der i gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 4, efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum, der bestemmer, at restanceinddrivelsesmyndigheden ligeledes kan anvende pensionsoplysninger hos Skatteforvaltningen til brug for sin opgavevaretagelse.
Dermed vil restanceinddrivelsesmyndigheden få hjemmel til at viderebehandle de pensionsoplysninger, som Skatteforvaltningen modtager, jf. ovenfor i pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
For så vidt angår oplysninger, som Skatteforvaltningen indhenter til statistiske formål, vil restanceinddrivelsesmyndigheden med viderebehandlingen få oplyst den værdi, der blev oplyst om pensionsordningen, da Skatteforvaltningen modtog oplysningerne med henblik på videresendelse til Danmarks Nationalbank (Statistik), og dermed være i stand til at vurdere, om det er formålstjenligt at gennemføre en udlægsforretning med henblik på foretagelsen af udlæg i skyldnerens krav i henhold til pensionsordningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 og 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 1 , at loven skal træde i kraft den 1. juli 2025.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at loven ikke skal gælde for anmodninger om udlæg eller arrest, der indgives før lovens ikrafttræden. Det foreslås i 2. pkt. , at de gældende regler skal finde anvendelse for anmodninger, der indgives før lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 3 , 1. pkt., at loven ikke finder anvendelse på inddrivelse af krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren før lovens ikrafttræden er endelig dømt. Det foreslås med 2. pkt. , at de hidtidige regler skal finde anvendelse på inddrivelse af krav, for hvilke skyldneren før lovens ikrafttræden er endelig dømt.
Det afgørende for, om dommen er endelig, vil være om appelfristen er udløbet før lovens ikrafttræden, medmindre afgørelsen i mellemtiden er blevet appelleret, eller der er meddelt ankeafkald før lovens ikrafttræden. Dette svarer til retsstillingen for, hvornår straffedomme i almindelighed kan fuldbyrdes, jf. retsplejelovens § 999, stk. 1, hvorefter en straffedom ikke kan fuldbyrdes, før fristen for anke efter lovens almindelige regel er udløbet eller ankeafkald er meddelt.
Hvis en person eksempelvis før lovens ikrafttræden idømmes fængselsstraf og konfiskation for en strafbar handling, der har medført et udbytte, og anker dommen, hvorefter landsretten efter lovens ikrafttræden stadfæster dommen, vil lovens bestemmelser finder anvendelse på det idømte konfiskationskrav. Var ankefristen udløbet før lovens ikrafttræden, eller var der før dette tidspunkt meddelt ankeafkald, ville lovens bestemmelser ikke finde anvendelse.
Hvis appel forudsætter en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, f.eks. ved anke af domme til Højesteret, jf. retsplejelovens § 932, er afgørelsen endelig fra afgørelsestidspunktet.
Loven vil gælde for pensionsordninger, der helt eller delvist hidrører fra tiden før et strafbart forhold er begået. Ligeledes vil ordningen gælde for pensionsordninger, der helt eller delvist stammer fra før lovens ikrafttræden.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at §§ 2-4 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets §§ 2-4 vedrører ændringer af hhv. lov om firmapensionskasser, forsikringsaftaleloven og lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.
Sagområdet forsikringsvirksomhed, hvortil lov om firmapensionskasser hører, er overtaget af Færøerne. Lovforslagets § 2 skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne.
Sagsområdet formueret, hvortil forsikringsaftaleloven og lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter hører, er ligeledes overtaget af Færøerne. Lovforslagets §§ 3 og 4 skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne.
Lovforslagets §§ 1, 5 og 6 vedrører ændringer i retsplejeloven, pensionsbeskatningsloven og gældsinddrivelsesloven. Disse love gælder ikke og kan ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Ændringerne af retsplejeloven, pensionsbeskatningsloven og gældsinddrivelsesloven vil derfor heller ikke gælde for Færøerne og Grønland.
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 1687 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 512, stk. 3, 2. pkt., ændres »lov om tilsyn med pensionskasser« til: »lov om firmapensionskasser«.
2. I § 512 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Uanset stk. 1 og 3 kan der i krav ifølge en pensionsordning foretages udlæg for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, og krav på erstatning og godtgørelse som følge af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.«
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024, som ændret ved § 6 i lov nr. 481 af 22. maj 2024, foretages følgende ændring:
1. I § 10 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Uanset stk. 1 kan der foretages udlæg og arrest for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, og krav på erstatning og godtgørelse som følge af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.«
I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1237 af 9. november 2015, som ændret ved § 1 i lov nr. 638 af 8. juni 2016 og § 8 i lov nr. 550 af 30. maj 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 116 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Uanset stk. 1 kan der foretages udlæg og arrest for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, og krav på erstatning og godtgørelse som følge af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.«
I lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1231 af 17. august 2020, foretages følgende ændring:
1. I § 11 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Uanset stk. 1 kan der foretages udlæg og arrest for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, og krav på erstatning og godtgørelse som følge af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.«
I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1243 af 26. november 2024, som ændret ved § 21 i lov nr. 1655 af 30. december 2024, § 8 i lov nr. 1691 af 30. december 2024 og § 10 i lov nr. 369 af 9. april 2025, foretages følgende ændringer:
1. I § 25 A, stk. 7, indsættes som nr. 21:
»21) Ved udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foretaget kreditorforfølgning i medfør af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.«
2. I § 29, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. gælder ikke udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foretaget kreditorforfølgning i medfør af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.«
3. I § 30, stk. 1, 1., 15. og 16. pkt., ændres »jf. dog § 30 B« til: »jf. dog 17. pkt. og § 30 B«.
4. I § 30, stk. 1, indsættes som 17. pkt.:
»1., 15. og 16. pkt. gælder ikke dispositioner omfattet af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.«
5. I § 38, stk. 1, indsættes som 6. pkt.:
»Ved udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foretaget kreditorforfølgning i medfør af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, påhviler afgiftspligten skyldneren.«
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 26. september 2024, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1565 af 12. december 2023 og senest ved § 7 i lov nr. 1694 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »pengeinstitutter«: », livsforsikringsselskaber, pensionskasser og andre udbydere af pensionsordninger«, og efter »opgavevaretagelse« indsættes: », herunder om værdien af skyldnerens pensionsordninger«.
2. I § 3, stk. 4, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ligeledes anvende pensionsoplysninger hos told- og skatteforvaltningen til brug for sin opgavevaretagelse.«
I lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1107 af 2. juni 2021, som ændret ved § 40 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, § 3 i lov nr. 1489 af 10. december 2024, § 11 i lov nr. 1694 af 30. december 2024 og § 4 i lov nr. 563 af 27. maj 2025, foretages følgende ændring:
1. I § 3, stk. 1, litra B, ændres »Afgifter pr. 1.000 kg« til: »Afgift pr. 100 kg«.
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på anmodninger om udlæg eller arrest, der indgives før lovens ikrafttræden. For sådanne anmodninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på inddrivelse af krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren før lovens ikrafttræden er endelig dømt. For sådanne inddrivelser finder de hidtil gældende regler anvendelse. Uanset 1. pkt. finder loven anvendelse på inddrivelse af krav i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren før lovens ikrafttræden er idømt fængsel i 4 år eller derover.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 2-4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
/ Peter Hummelgaard
