Lov om ændring af retsplejeloven, lov om skifte af dødsboer og arveloven (Revision af reglerne om Advokatsamfundets organer, udvidelse af adgangen til at opnå møderet for landsret, værgers betaling af sagsomkostninger og digital behandling af sager om skifte af dødsboer)

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af retsplejelovens § 5, stk. 2, 1. pkt., at Østre Landsret, der har sit sæde i København, består af en præsident og mindst 56 andre landsdommere.

Det foreslås, at i § 5, stk. 2, 1. pkt. , ændres »56« til: »62«.

Forslaget indebærer, at antallet af landsdommere hæves ved Østre Landsret med 6 personer fra 56 til 62 (en præsident og mindst 62 andre landsdommere).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af retsplejelovens § 5, stk. 2, 2. pkt., at Vestre Landsret, der har sit sæde i Viborg, består af en præsident og mindst 36 andre landsdommere.

Det foreslås, at § 5, stk. 2, 2. pkt. , ændres »36« til: »38«.

Forslaget indebærer, at antallet af landsdommere ved Vestre Landsret hæves med 2 personer fra 36 til 38 (en præsident om mindst 38 andre landsdommere).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af retsplejelovens § 9, stk. 12, at der ud over det antal dommere, der er nævnt i stk. 2-11, udnævnes yderligere 37 dommere ved byretterne (såkaldte puljedommere). For at give mulighed for, at dommere kan overgå til ansættelse på deltid, jf. § 51 a, kan der endvidere udnævnes yderligere op til 8 dommere. Det fremgår endvidere, at der højst kan udnævnes yderligere 6 dommere ved Københavns Byret, yderligere 5 dommere ved hver af de retter, der er nævnt i stk. 3-5, yderligere 4 dommere ved hver af de retter, der er nævnt i stk. 6-10, og yderligere 1 dommer ved retten på Bornholm. Ved ledighed i en dommerstilling ved en ret, hvor der er udnævnt en eller flere yderligere dommere, bestemmer Domstolsstyrelsen, ved hvilken ret stillingen skal placeres.

Det foreslås, at § 9, stk. 12, affattes således:

»Stk. 12. Ud over det antal dommere, der er nævnt i stk. 2-11, udnævnes yderligere 44 dommere ved byretterne. For at give mulighed for, at dommere kan overgå til ansættelse på deltid, jf. § 51 a, kan der udnævnes yderligere op til 8 dommere. Der kan højst udnævnes 8 dommere ved hver af de retter, der er nævnt i stk. 2-5, yderligere 6 dommere ved hver af de retter, der er nævnt i stk. 6-10, og yderligere 1 dommer ved retten på Bornholm. Ved ledighed i en dommerstilling ved en ret, hvor der er udnævnt en eller flere yderligere dommere, bestemmer Domstolsstyrelsen, ved hvilken ret stillingen skal placeres.«

Forslagets 1. pkt. indebærer, at antallet af dommere, vil blive forhøjet fra 37 til 44 dommere.

Placeringen af de yderligere dommerstillinger ved de enkelte retter vil skulle besluttes af Domstolsstyrelsen ud fra en vurdering af, hvilke retter der er særligt udfordret af lange sagsbehandlingstider og gamle sagsbunker.

Forslagets 2. pkt. er en videreførelse af muligheden for, at ansætte yderligere 8 dommere for at give mulighed for, at dommere kan gå på deltid, jf. § 51 a. Der er ikke pligt til at holde disse stillinger besat. Der ændres således ikke på denne del af bestemmelsen.

Forslaget indebærer endvidere, at der sker en generel forhøjelse af det maksimale antal puljedommere ved hver af byretterne, således at det yderligere antal af dommere fra den landsdækkende normering, der kan udnævnes ved retterne nævnt i stk. 2-5, forhøjes fra 6 til 8, mens det for retterne nævnt i stk. 6-10 forhøjes fra 4 til 6.

Domstolsstyrelsen træffer bestemmelse om fordelingen af disse dommerstillinger til de enkelte byretter. En dommer, der udnævnes som yderligere dommer, er fuldstændig ligestillet med de øvrige dommere ved embedet, og en sådan dommer vil således være ansat som fast dommer ved den pågældende ret.

Forslagets 4. pkt. er en videreførelse af, at ved ledighed i en dommerstilling ved en ret, bestemmer Domstolsstyrelsen, ved hvilken ret stillingen skal placeres. Der ændres således ikke på denne del af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Af retsplejelovens § 127 a fremgår det, at §§ 125-127 også gælder for advokatselskaber.

Det foreslås, at der i § 127 a, stk. 1, indsættes efter »gælder også for«: »fællesskaber af advokater og«.

Bestemmelsen vil medføre, at de særlige advokatpligter i §§ 125 og 126 samt reglerne om advokaters pligter med hensyn til behandling af betroede midler (klientkontoreglerne) i § 127 fremover også vil gælde for fællesskaber af advokater.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af retsplejelovens § 133, stk. 1, at en advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure.

Af retsplejelovens § 133, stk. 4, fremgår det, at den ene retssag kan være en byretssag, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet i § 119, stk. 2, nr. 5. I så fald skal dette være en sag med kollegial behandling eller en sag, hvor der medvirker sagkyndige dommere. Den anden retssag skal aflægges for en af landsretterne, for Grønlands Landsret som kollegial ret eller for Sø- og Handelsretten. En sag kan kun danne grundlag for prøven, hvis vedkommende ret finder sagen egnet hertil.

Efter gældende ret kan en sag for Arbejdsretten ikke udgøre en prøvesag efter retsplejelovens § 133, stk. 4.

Det foreslås, at der i § 133, stk. 4, 1. pkt ., indsættes efter » § 119, stk. 2, nr. 5«: », eller en sag for Arbejdsretten«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at sager for Arbejdsretten fremover vil kunne udgøre den ene af de to prøvesager for at opnå møderet for landsret og Sø-og Handelsretten.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 6

Det fremgår af retsplejelovens § 133, stk. 1, at en advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure.

Af retsplejelovens § 133, stk. 4, fremgår det, at den ene retssag kan være en byretssag, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet i § 119, stk. 2, nr. 5. I så fald skal dette være en sag med kollegial behandling eller en sag, hvor der medvirker sagkyndige dommere. Den anden retssag skal aflægges for en af landsretterne, for Grønlands Landsret som kollegial ret eller for Sø- og Handelsretten. En sag kan kun danne grundlag for prøven, hvis vedkommende ret finder sagen egnet hertil.

Efter gældende ret kan en sag for Arbejdsretten ikke udgøre en prøvesag efter retsplejelovens § 133, stk. 4.

Det foreslås, at i § 133, stk. 4, 2. pkt., ændres »I så fald skal dette være« til: »Byretssagen, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet i § 119, stk. 1, nr. 5, skal være«.

Der er alene tale om en sproglig ændring, som skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 5 og 7. Der er således ikke tilsigtet ændringer i indholdet af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af retsplejelovens § 133, stk. 1, at en advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure.

Af retsplejelovens § 133, stk. 4, fremgår det, at den ene retssag kan være en byretssag, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet i § 119, stk. 2, nr. 5. I så fald skal dette være en sag med kollegial behandling eller en sag, hvor der medvirker sagkyndige dommere. Den anden retssag skal aflægges for en af landsretterne, for Grønlands Landsret som kollegial ret eller for Sø- og Handelsretten. En sag kan kun danne grundlag for prøven, hvis vedkommende ret finder sagen egnet hertil.

Efter gældende ret kan en sag for Arbejdsretten ikke udgøre en prøvesag efter retsplejelovens § 133, stk. 4.

Det foreslås, at i § 133, stk. 4, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Sagen for arbejdsretten skal indeholde en hovedforhandling.«

Det foreslåede vil medføre, at det udelukkende er hovedforhandlinger for Arbejdsretten, der kan udgøre den ene af de to prøvesager for at opnå møderet for landsret og Sø-og Handelsretten. Hovedforhandlinger efter både arbejdsretslovens §§ 7 og 8 vil være omfattet.

Det bemærkes, at en sag for Arbejdsretten udelukkende vil kunne udgøre en prøvesag, hvis Arbejdsretten finder sagen egnet hertil. Der er med lovforslaget ikke tilsigtet ændringer af, hvornår en sag findes egnet som en prøvesag.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 8

Det fremgår af retsplejelovens § 142, stk. 1, 1. pkt., at for personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er ophørt i medfør af §§ 137-139, gælder de regler, der er fastsat i medfør af § 127 om behandlingen af betroede midler, og Advokatrådet fører tilsyn med reglernes overholdelse. Dette omfatter eksempelvis den advokat, der under en straffesag er frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 138. Reglerne gælder, indtil Advokatrådet bestemmer, at de skal ophøre hermed, dog højst i 6 måneder fra udelukkelsen eller ophøret. Advokatrådet kan underrette den pågældendes klienter om udelukkelsen eller ophøret og om betydningen heraf, jf. § 142, stk. 1, 2. og 3. pkt. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at baggrunden for bestemmelsen var, at klientkontoreglerne og muligheden for at føre tilsyn med advokaternes overholdelse af disse ophørte, når en advokat blev udelukket fra eller ophørte med at være berettiget til at udøve advokatvirksomhed, jf. Folketingstidende 1981-82, 2. samling, tillæg A, spalte 3795f.

Af retsplejelovens § 142, stk. 2, fremgår det, at overtrædelse af reglerne som nævnt i stk. 1 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Af bemærkningerne til bestemmelsen følger, at da den pågældende (den forhenværende advokat) normalt ikke længere vil kunne disciplinærforfølges, var det fundet nødvendigt at medtage en bestemmelse i stk. 2 om straf for overtrædelse af de regler, der er fastsat i medfør af § 127 om behandling af klientmidler og om tilsynet hermed, jf. Folketingstidende 1981-82, 2. samling, tillæg A, spalte 3796.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises der til pkt. 2.2.3.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 142 nyaffattes.

Det foreslås, at det i § 142, stk. 1, fastsættes, at de regler, der er fastsat i medfør af 127 om behandlingen af betroede midler, gælder for personer:

1. hvis ret til at udøve advokatvirksomhed er ophørt i medfør af §§ 137-139,

2. der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet i medfør af § 141, eller

3. der er frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed i medfør af § 147 c, stk. 5 eller 8.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, vil medføre, at de regler, der er fastsat i medfør af retsplejelovens § 127, vil gælde for personer, hvis ret til at udøve advokatvirksomhed er opført i medfør af § 137 (bortfald af retten til at udøve advokatvirksomhed, fordi den pågældende person ikke længere opfylder betingelserne i retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 1, og 2), § 138 (frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed under en straffesag), og § 139 (frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed ved dom). Der er med det foreslåede ikke tilsigtet ændringer af gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, vil medføre, at de regler, der er fastsat i medfør af retsplejelovens § 127, fremover også vil gælde for en advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet i medfør af § 141.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, vil medføre, at de regler, der er fastsat i medfør af retsplejelovens § 127, vil finde anvendelse for personer, der midlertidigt er frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed (§ 147 c, stk. 5), og for personer, der er frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed (§ 147 c, stk. 8). For så vidt angår personer, der er frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed efter retsplejelovens § 147, stk. 8, er der ikke tilsigtet ændringer af gældende ret.

Det foreslås, at det i § 142, stk. 2, fastsættes, at Advokatrådet fører tilsyn med, at de personer, der er nævnt i stk. 1, overholder reglerne, som er fastsat i medfør af § 127.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil medføre, at Advokatrådet fremover vil kunne udøve tilsyn med overholdelsen af reglerne om betroede midler, efter en advokat har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet i medfør af § 141, samt med personer, der midlertidigt er frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed. Der er herudover ikke tilsigtet ændringer af gældende ret. Således videreføres reglerne for personer, hvis ret til at udøve advokatvirksomhed er ophørt i medfør af §§ 137-139 (den foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 1, nr. 1) og for personer, der er blevet frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 8 (den foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 1, nr. 3).

Det foreslås endvidere, at det i § 142, stk. 3, fastsættes, at reglerne gælder, indtil Advokatrådet bestemmer, at de skal ophøre hermed, dog højst i 12 måneder fra tidspunktet, hvor Advokatrådet er blevet bekendt med det forhold, som begrunder tilsynet efter stk. 2. Advokatrådet kan underrette den pågældendes klienter om det forhold, som begrunder tilsynet efter stk. 2 og om betydningen heraf.

Det foreslåede vil medføre, at perioden, hvor Advokatrådet kan føre det hjemlede tilsyn, ændres fra 6 til 12 måneder. Udvidelsen medfører både en udvidelse af tilsynsperioden og en forskydning af den dato, hvorfra perioden regnes. Med bestemmelsen vil Advokatrådet få bedre mulighed for at føre tilsyn med klientmidlerne efter advokaten er ophørt med at udøve advokatvirksomhed, uanset årsagen til ophøret.

Det foreslås endvidere, at det fastsættes i § 142, stk. 4, at stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for et advokatselskab, jf. § 124, eller et fællesskab af advokater, der omdannes eller ændrer formål. Det foreslåede skal ses i sammenhæng med, at klientkontovedtægten også gælder for advokatselskaber, jf. § 127 a, stk. 1, og at det med lovforslaget forudsættes, at den også kommer til at gælde for fællesskaber af advokater (interessentskaber), jf. lovforslaget § 1, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil medføre, at Advokatrådets tilsyn efter retsplejelovens § 142, stk. 1, udvides til tillige at omfatte advokatselskaber, jf. § 124, eller et fællesskab af advokater, når advokatselskabet er blevet omdannet eller har ændret formål, idet der i sådanne tilfælde skal indleveres en sluterklæring for så vidt angår advokatselskaberne. Det forudsættes, at klientkontovedtægten vil blive ændret således, at den fremover også vil gælde fællesskaber af advokater.

Det foreslås derudover, at det fastsættes i § 142, stk. 5, at de personer og selskaber, der er nævnt i stk. 1 og 4 kan indklages til Advokatnævnet for overtrædelse af de regler, der er fastsat i medfør af § 127, jf. § 142, stk. 1. For sagens behandling i Advokatnævnet finder reglerne i kapitel 15 b tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 5, 1. pkt., vil medføre, at Advokatnævnet vil få kompetence til at træffe afgørelser over for de personer og selskaber, som er nævnt i stk. 1 og 4, i sager om klager over tilsidesættelse af reglerne, der er fastsat i medfør af § 127, jf. § 142, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 5, 2. pkt., vil medføre, at for en sag for Advokatnævnet om overtrædelse af stk. 1-3, vil de processuelle regler og forskellige sanktioner, der er hjemlet i retsplejelovens kapitel 15 b finde tilsvarende anvendelse.

Advokatnævnets kompetence vil eksempelvis gælde for en advokat, der er frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed, herunder midlertidigt, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 5 eller 8, men som desuagtet har betroede klientmidler stående i strid med klientkontovedtægtens § 15, stk. 1. Det foreslås ikke at videreføre den nugældende straffebestemmelse i retsplejelovens § 142, stk. 2, ved siden af det disciplinære ansvar, der kan pålægges af Advokatnævnet, jf. det foreslåede § 142, stk. 4. Der tilsigtes ikke herved en ændring af, at straffelovgivningens almindelige regler efter omstændighederne vil kunne finde anvendelse på en forhenværende advokat, der måtte gøre sig skyldig i strafbare forhold med hensyn til betroede midler. En forhenværende advokat, der eksempelvis tilsidesætter reglerne om opbevaring af klientmidler, vil fortsat kunne straffes i tilfælde, hvor den forhenværende advokat har overtrådt regler, der påtales af anklagemyndigheden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 2, 1. pkt., at Advokatrådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, fører tilsyn med advokaterne og deres autoriserede fuldmægtige. Finder rådet, at en advokat ikke har handlet i overensstemmelse med de pligter, stillingen medfører, kan det indklage den pågældende for Advokatnævnet, jf. 2. pkt. Disse bestemmelser finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår advokatselskaber, jf. § 124, jf. § 143, stk. 2, 3. pkt.

Endvidere fremgår det af retsplejelovens § 143, stk. 3, 1. pkt., at advokatrådet kan kræve alle oplysninger af advokater og deres autoriserede fuldmægtige, herunder arbejdspapirer, korrespondance og andre dokumenter, der skønnes at være nødvendige for rådets tilsyn af, om der er sket eller vil ske en overtrædelse af bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør af denne lov. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår advokatselskaber, jf. § 124. Kapitel 4 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligt gælder for Advokatrådets varetagelse af opgaver efter 1. og 2. pkt., jf. § 143 stk. 3, 2. og 3. pkt.

Det foreslås, at i § 143, stk. 2 og 3, indsættes efter »for så vidt angår advokatselskaber, jf. § 124«: », og fællesskaber af advokater«.

Ændringen af § 143, stk. 2, vil medføre, at retsplejelovens §§ 143, stk. 2, 1. og 2. pkt., og stk. 3, 1. pkt., tillige vil finde anvendelse for fællesskaber af advokater (interessentskaber).

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 143, stk. 2, 1. pkt., vil indebære, at Advokatrådets tilsynspligt og adgang til at indklage en advokat for Advokatnævnet tillige vil finde anvendelse for fællesskaber af advokater.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 143, stk. 3, 1. pkt., vil indebære, at Advokatrådets mulighed for som led i tilsynet at kræve oplysninger m.v. fra advokater også vil finde anvendelse på fællesskaber af advokater. Kapitel 4 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligt vil også gælde for Advokatrådets varetagelse af opgaver efter den foreslåede ændring af retsplejelovens § 143, stk.1.,1. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 7, at vurderer Advokatrådet, at der er en begrundet risiko for, at en advokat, en advokats autoriserede fuldmægtige eller et advokatselskab, jf. § 124, vil overtræde en pligt, der følger af denne lov, skal rådet iværksætte passende tilsynsforanstaltninger. Dette gælder tilsvarende, hvis der er en begrundet mistanke om, at en advokat, en advokats autoriserede fuldmægtige eller et advokatselskab, jf. § 124, har overtrådt en pligt, der følger af denne lov.

Det foreslås, at to steder i § 143, 7, indsættes efter »en advokats autoriserede fuldmægtige«: », et fællesskab af advokater«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at retsplejelovens § 143, stk. 7, også vil gælde for fællesskaber af advokater (interessentskaber).

Den foreslåede ændring indebærer, at Advokatrådets pligt til at iværksætte tilsynsforanstaltninger m.v. tillige vil omfatte fællesskaber af advokater(interessentskaber).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 8, 1. pkt., at Advokatrådet kan træffe bestemmelse om, at en advokat eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, skal indkaldes til en samtale med kredsbestyrelsen i en anden kreds end den, hvor advokaten har sin virksomhed, hvis det må antages, at advokaten eller den ovennævnte person har tilsidesat de pligter, som stillingen medfører.

Det foreslås, at i § 143, stk. 8, 1. pkt., ændres »skal indkaldes til en samtale med kredsbestyrelsen i en anden kreds end den« til: »skal indkaldes til en kollegial samtale med mindst to af Advokatrådets kontaktpersoner fra en anden retskreds end den«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremover vil være to af Advokatrådets kontaktpersoner fra en anden retskreds end den, hvor advokaten har sin virksomhed, som den pågældende advokat skal indkaldes til en kollegial samtale med, hvis det må antages, at advokaten eller den ovennævnte person har tilsidesat de pligter, som stillingen medfører.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 13, hvorefter kredsbestyrelserne nedlægges, og Advokatrådet i stedet udpeger et antal kontaktpersoner, som bistår Advokatrådet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.1.2. og 2.2.5.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det fremgår af retsplejelovens § 145, stk. 2, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om kredsbestyrelsernes behandling af sager, hvor de skal bistå Advokatnævnet, samt kredsbestyrelsernes afholdelse af de samtaler, som er nævnt i § 143, stk. 8.

Derudover fremgår det af retsplejelovens § 143, stk. 8, 2. pkt., at Advokatrådet kan endvidere i sager, hvor en advokat eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, er under mistanke for at have begået overtrædelser, der kan føre til frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed eller retten til at eje aktier eller anparter i et advokatselskab, bestemme, at der skal iværksættes et kollegialt tilsyn med advokaten eller den ovennævnte person.

Det foreslås, at retsplejelovens § 143, stk. 8, 2. pkt., affattes således:

»Justitsministeren fastsætter nærmere regler om kontaktpersonernes afholdelse af kollegiale samtaler.«

Det foreslåede vil indebære, at justitsministeren gives bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om kontaktpersonernes afholdelse af kollegiale samtaler.

Det er forventningen, at bestemmelsen vil blive udnyttet til – med de nødvendige tilpasninger – at videreføre de regler, der er fastsat i medfør af § 145, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1423 af 11. december 2007 om indkaldelse af advokater m.v. til en samtale med kredsbestyrelsen med senere ændringer.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 13, hvorefter kredsbestyrelserne nedlægges, og Advokatrådet i stedet udpeger et antal kontaktpersoner, som bistår Advokatrådet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.1.2. og 2.2.5.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 9, at Advokatsamfundet opdeles i et antal advokatkredse. Advokatkredsenes bestyrelser bistår Advokatrådet.

De såkaldte kredsbestyrelser er den lokale forankring af Advokatsamfundet.

Det foreslås, at retsplejelovens § 143, stk. 9, 2. pkt., affattes således:

»Advokatrådet udpeger et antal kontaktpersoner, som bistår Advokatrådet.«

Bestemmelsen vil medføre, at advokatkredsenes bestyrelser nedlægges, og at Advokatrådet i stedet vil udpege et antal kontaktpersoner, som bistår Advokatrådet. Kontaktpersonerne vil for eksempel skulle deltage i kollegiale samtaler i medfør af lovforslagets § 1, nr. 11. Derudover vil kontaktpersonerne – i det omfang det er hensigtsmæssigt – kunne bistå med de opgaver i Advokatrådet, som kræver lokal forankring, herunder afholdelse af kollegialt samråd mellem to advokater med henblik på løsning af en konflikt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.1.2. og 2.2.5.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

I forbindelse med udøvelsen af sit tilsyn med advokater kan Advokatrådet indhente og modtage oplysninger om specifikke advokater fra de myndigheder, der er omfattet af retsplejelovens § 143 a, stk. 1, nr. 1-5.

Offentlige myndigheder kan videregive bestemte oplysninger til Advokatrådet, hvis myndigheden vurderer, at oplysningerne er relevante for rådets tilsyn med advokater, jf. retsplejelovens § 143 a, stk. 2.

Det er fastsat i retsplejelovens § 143 a, stk. 3, hvilke offentlige myndigheder som er forpligtet til at videregive bestemte oplysninger til Advokatrådet.

Det fremgår af retsplejelovens § 143 a, stk. 4, at stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for oplysninger om autoriserede fuldmægtige, advokatselskaber, jf. § 124, og personer omfattet af § 124 c, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås, at i retsplejelovens § 143 a, stk. 4, indsættes efter »oplysninger om autoriserede fuldmægtige«: », fællesskaber af advokater,«.

Det foreslåede vil medføre, at retsplejelovens § 143 a, stk. 1-3, fremover også vil gælde for fællesskaber af advokater i relevant omfang på lignende vis som for autoriserede fuldmægtige, advokatselskaber, jf. § 124, og personer omfattet af § 124 c, stk. 1, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Det fremgår af retsplejelovens § 143 b, stk. 1, at straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse for Advokatrådets medlemmer, medlemmer af Advokatrådets udvalg, Advokatsamfundets ansatte og kredsbestyrelsernes medlemmer, for så vidt angår oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Det samme gælder for personer, der udfører serviceopgaver for de organisationer, der er nævnt i 1. pkt.

Bl.a. kredsbestyrelsernes medlemmer er omfattet af retsplejelovens § 143 b, stk. 1, idet Advokatrådet udfører tilsynet, mens Advokatsamfundets ansatte og kredsbestyrelserne yder bistand til tilsynsvirksomheden, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), tillæg A, L 18 som fremsat, side 40.

Det følger af retsplejelovens § 143 b, stk. 2, at fortrolige oplysninger, som Advokatrådets medlemmer, medlemmer af Advokatrådets udvalg, Advokatsamfundets ansatte eller kredsbestyrelsens medlemmer modtager i henhold til kapitel 15 (dvs. §§ 143-145 a), kun må anvendes i forbindelse med tilsynshvervet.

Endvidere fremgår det af retsplejelovens § 143 b, stk. 3, at Advokatrådets medlemmer, medlemmer af Advokatrådets udvalg, Advokatsamfundets ansatte og kredsbestyrelsernes medlemmer udelukkende kan videregive oplysninger til Advokatnævnet til varetagelsen af dets opgaver efter denne lov og til relevante offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden, politiet og justitsministeren, til varetagelse af deres opgaver efter deres lovgivning.

Det foreslås, at i retsplejelovens § 143 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, ændres »kredsbestyrelsernes medlemmer« til: »Advokatrådets kontaktpersoner«.

Den foreslåede ændring med medføre, at Advokatrådets kontaktpersoner fremover vil være omfattet af retsplejelovens § 143 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, i stedet for kredsbestyrelsernes medlemmer.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 11, hvorefter kredsbestyrelserne nedlægges, og Advokatrådet i stedet udpeger et antal kontaktpersoner, som bistår Advokatrådet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.1.2. og 2.2.5.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Det fremgår af retsplejelovens § 144, stk. 1, at Advokatsamfundet opretter et Advokatnævn. Advokatnævnet består af en formand og 2 næstformænd, der alle skal være dommere, samt af 18 andre medlemmer. Formanden og næstformændene udpeges af Højesterets præsident. Af de øvrige medlemmer vælges 9 af Advokatsamfundet blandt advokater, der ikke er medlemmer af Advokatrådet, og 9, der ikke må være advokater, udpeges af justitsministeren. Justitsministerens udpegning af medlemmer og stedfortrædere herfor sker efter indstilling fra sådanne myndigheder, organisationer og lign., således at det sikres, at der til nævnet udpeges medlemmer og stedfortrædere herfor, der har kendskab til både private klienters, erhvervsklienters og offentlige klienters interesser. Medlemmer og stedfortrædere herfor udpeges for en periode af 6 år. Der er ikke mulighed for genudpegning.

Det foreslås, at i retsplejelovens § 144, stk. 1, 6. pkt., ændres »for en periode af 6 år« til: »for en periode af 4 år og har ret til at blive genudpeget for en periode på yderligere 2 år«, og i 7. pkt. , indsættes efter »Der er«: »herefter«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at valgperioden i Advokatnævnet nedsættes fra 6 til 4 år. Efter udløbet af det 4. år vil det være muligt for det pågældende nævnsmedlem efter eget ønske at forsætte som medlem i yderligere to år. Herefter vil genvalg ikke være muligt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.2.2. og 2.2.5.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Det fremgår af retsplejelovens § 144, stk. 3, at Advokatnævnet ved sagernes forberedelse kan lade sig bistå af advokatkredsenes bestyrelser.

Det foreslås, at retsplejelovens § 144, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

Bestemmelsen vil medføre, at Advokatnævnet ved sagernes behandling fremover ikke vil kunne lade sig bistå af advokatkredsenes bestyrelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.1.2. og 2.2.5.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18

Af retsplejelovens § 145, stk. 1, fremgår det, at ved behandlingen af sager, hvor kredsbestyrelserne skal bistå Advokatnævnet, tiltrædes bestyrelserne hver af et medlem, der ikke er advokat. Virker en kredsbestyrelse i flere afdelinger, tiltrædes kredsbestyrelsen dog af ét medlem for hver afdeling. Disse medlemmer og stedfortrædere herfor udpeges af justitsministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra Kommunernes Landsforening (KL). Justitsministeren kan fastsætte regler om indstilling fra kommuner, der ikke er medlemmer af KL.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 145, stk. 2, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om kredsbestyrelsernes behandling af sager, hvor de skal bistå Advokatnævnet, samt kredsbestyrelsernes afholdelse af de samtaler, som er nævnt i § 143, stk. 8.

Det foreslås, at retsplejelovens § 145 ophæves.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslaget § 1, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.1.2. og 2.2.5.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19

Det fremgår af retsplejelovens § 145 a, at Advokatnævnet årligt afgiver en beretning om sin virksomhed til justitsministeren. Beretningen trykkes og offentliggøres.

Det foreslås, at i retsplejelovens § 145 a, 2. pkt., udgår »trykkes og «.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den beretning, som Advokatnævnet årligt afgiver om sin virksomhed til justitsministeren, fremover udelukkende vil skulle offentliggøres. Således vil den ikke længere vil skulle trykkes.

Til nr. 20

Af retsplejelovens § 146, stk. 1, fremgår det, at klager over vederlag, som en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har forlangt for sit arbejde, af den, som har retlig interesse heri, kan indbringes for Advokatnævnet. Nævnet kan godkende vederlagets størrelse eller bestemme, at vederlaget skal nedsættes eller bortfalde.

Klager over, at en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der følger af denne lov eller af forskrifter fastsat i medfør af denne lov, kan indbringes for Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 147 b, stk. 1.

Det fremgår af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, at finder Advokatnævnet, at en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der følger af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af loven, kan nævnet tildele advokaten, advokatselskabet eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, en irettesættelse eller pålægge vedkommende eller selskabet en bøde på indtil 300.000 kr. Er tilsidesættelsen af pligterne af særlig grov karakter, kan Advokatnævnet forhøje bøden op til 600.000 kr.

Af retsplejelovens § 147 c, stk. 2, fremgår det, at Advokatnævnet under anvendelse af tvangsbøder kan pålægge en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, at opfylde en forpligtelse som nævnt i stk. 1. Nævnet kan endvidere, hvis det skønnes fornødent, fratage advokaten eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, en sag og lade en anden af klienten godkendt advokat eller person, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, færdiggøre den.

I §§ 146, stk. 1, 1.pkt., 147 b, stk. 1, og § 147 c, stk. 1, 1.pkt., og stk. 2, 1. pkt., indsættes efter » en advokat,«: » et fællesskab af advokater,«.

Det foreslåede vil medføre, at fællesskaber af advokater (interessentskaber) fremover vil være omfattet af retsplejelovens §§ 146, stk. 1, 1.pkt., 147 b, stk. 1, og § 147 c, stk. 1, 1.pkt., og stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 146, stk. 1, 1. pkt., vil indebære, at Advokatnævnet får kompetence til at behandle klager over det vederlag, som et fællesskab af advokater har forlangt for sit arbejde.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 147 b, stk. 1, vil medføre, at Advokatnævnet får kompetence til at behandle disciplinærsager over fællesskaber at advokater, som derved bliver et selvstændigt disciplinært ansvarssubjekt.

Det vil eksempelvis kunne være relevant at indbringe et fællesskab af advokater for Advokatnævnet, hvis fællesskabet har tilsidesat de advokatpligter, som er en del af Advokatrådets virksomhedstilsyn, herunder blandt andet retningslinjer efter hvidvaskloven eller retningslinjer om interessekonflikter. Det vil være muligt både at indbringe fællesskabet af advokater og den pågældende advokat, som har givet anledning til tilsidesættelsen af advokatforpligtelserne, for Advokatnævnet.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, 1.pkt., vil medføre, at fællesskaber af advokater kan pålægges en irettesættelse eller en bøde, hvis fællesskabet tilsidesætter advokatpligterne.

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 147 c, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at fællesskaber af advokater kan pålægges tvangsbøder for at opfylde advokatpligterne.

Til nr. 21

Det følger af retsplejelovens § 146, stk. 2, at en salærklage skal indgives inden 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med kravet om vederlag. Fristen regnes fra den endelige afregning af den pågældende sag. Advokatnævnet kan behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.

Det forslås med et nyt stk. 3 i § 146 at indsætte en regel om, at Advokatnævnet af egen drift eller på begæring kan beslutte at genoptage behandlingen af en klage, hvis særlige grunde taler herfor, herunder særligt hvis der fremkommer nye, væsentlige oplysninger, der kan forventes at kunne føre til et andet resultat.

Bestemmelsen vil medføre, at bestemmelsen i § 31 i bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 2020 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v. rykkes til retsplejeloven for så vidt angår salærklager.

Vurderingen af, om der er særlig grund til at genoptage en sag, herunder hvis der fremkommer nye, væsentlige oplysninger, der forventes at kunne føre til et andet resultat, vil svare til den gældende retstilstand. Der er således ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer af gældende ret i forhold til, hvornår Advokatnævnet kan genoptage en salærklage. Det vil således fortsat være en konkret vurdering, om betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Hvis der f.eks. har verseret en sag ved domstolene om spørgsmålet, og Advokatnævnet således i første omgang har afvist at behandle sagen, vil nævnet kunne genoptage at behandle sagen, hvis domstolene hæver sagen og sender sagen til nævnet efter retsplejelovens § 361, stk. 5.

Det foreslås endvidere med et nyt stk. 4 i § 146 at indsætte en regel om, at en begæring om genoptagelse af en klage skal indgives inden 1 år efter, at parten er blevet meddelt nævnets afgørelse. Nævnet kan behandle en genoptagelsesanmodning, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.

Bestemmelsen vil medføre, at en part som udgangspunkt skal indgive en begæring om genoptagelse af en salærklage inden 1 år efter, at parten er blevet meddelt Advokatnævnets afgørelse. Nævnet vil dog kunne behandle en begæring om genoptagelse i en salærsag, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.

En fristoverskridelse vil eksempelvis være rimeligt begrundet, når parten først efter fristen er blevet bekendt med de oplysninger, der begrunder genoptagelsesanmodningen.

Til nr. 22

Det følger af retsplejelovens § 147 b, stk. 2, at en adfærdsklage skal indgives inden 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører. Nævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.

Det foreslås med et nyt stk. 4 i § 147 b at indsætte en regel om, at Advokatnævnet af egen drift eller på begæring kan beslutte at genoptage behandlingen af en klage, hvis særlige grunde taler herfor, herunder særligt hvis der fremkommer nye, væsentlige oplysninger, der kan forventes at kunne føre til et andet resultat.

Bestemmelsen vil medføre, at bestemmelsen i § 31 i bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 2020 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v. rykkes til retsplejeloven for så vidt angår adfærdsklager.

Det foreslås endvidere med et nyt stk. 5 i § 147 b at indsætte en regel om, at en begæring om genoptagelse af en klage skal indgives inden 1 år efter, at parten er blevet meddelt nævnets afgørelse. Nævnet kan behandle en begæring om genoptagelse, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.

Bestemmelsen vil medføre, at en part som udgangspunkt skal indgive en begæring om genoptagelse af en adfærdsklage inden 1 år efter, at parten er blevet meddelt Advokatnævnets afgørelse. Nævnet vil dog kunne behandle en begæring om genoptagelse i en adfærdssag, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.

En fristoverskridelse vil eksempelvis være rimeligt begrundet, når parten først efter fristen er blevet bekendt med de oplysninger, der begrunder begæringen om genoptagelse.

Til nr. 23

Det fremgår af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, at finder Advokatnævnet, at en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der følger af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af loven, kan nævnet tildele advokaten, advokatselskabet eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, en irettesættelse eller pålægge vedkommende eller selskabet en bøde på indtil 300.000 kr. Er tilsidesættelsen af pligterne af særlig grov karakter, kan Advokatnævnet forhøje bøden op til 600.000 kr.

Af retsplejelovens § 147 c, stk. 2, fremgår det, at Advokatnævnet under anvendelse af tvangsbøder kan pålægge en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, at opfylde en forpligtelse som nævnt i stk. 1. Nævnet kan endvidere, hvis det skønnes fornødent, fratage advokaten eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, en sag og lade en anden af klienten godkendt advokat eller person, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, færdiggøre den.

Det foreslås, at i retsplejelovens § 147 c, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »kan nævnet tildele advokaten,«: »fællesskabet af advokater,« og efter »pålægge vedkommende« indsættes:», fællesskabet«.

Det foreslåede vil medføre, at retsplejelovens § 147 c, stk. 1, 1. og 2. pkt., også vil finde anvendelse for fællesskaber af advokater (interessentskaber).

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, 1. pkt., vil indebære, at fællesskaber af advokater ville kunne pålægges en irettesættelse eller en bøde, hvis fællesskabet tilsidesætter advokatpligterne.

Til nr. 24

Det fremgår af retsplejelovens § 147 c, stk. 8, at har en advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed. Frakendelsen kan ske i et tidsrum fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre. Bestemmelsen i § 142 gælder tilsvarende.

Det foreslås, at retsplejelovens § 147 c, stk. 8, 3. pkt., ophæves.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 8, hvor det foreslås, at retsplejelovens § 142 nyaffattes bl.a. således, at den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 147 c, stk. 8, 3. pkt., rykkes til retsplejelovens § 142, stk. 1, nr. 3.

Til nr. 25

Efter retsplejelovens § 147 c, stk. 11, sender Advokatnævnet meddelelse om en afgørelse til klageren, advokaten, advokatselskabet, personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, Advokatrådet og Justitsministeriet. Nævnet kan offentliggøre afgørelsen.

I § 147 c, stk. 11, indsættes efter »klageren, advokaten,«: »fællesskabet af advokater,«.

Det foreslåede vil medføre, at fællesskaber af advokater fremover vil være omfattet af retsplejelovens § 147 c, stk. 11. Det foreslåede vil indebære, at en afgørelse fra Advokatnævnet vil skulle sendes til fællesskabet af advokater, hvis fællesskabet har være indklaget i sagen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 26

Det fremgår af retsplejelovens § 147 d, stk. 1, at Advokatnævnets afgørelse efter § 147 c, stk. 1 og 2, kan indbringes for retten af advokaten, advokatselskabet eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab. Retten kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.

Af retsplejelovens § 147 d, stk. 3, fremgår det, at afgørelsen indbringes ved, at advokaten, advokatselskabet eller personen, der i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, anlægger sag mod Advokatnævnet i den borgerlige retsplejes former. Sagen anlægges ved den ret, i hvis kreds advokaten eller advokatselskabet har kontor.

Det foreslås, at i retsplejelovens § 147 d, stk. 1, 1 pkt., og stk. 3, 1., indsættes efter » advokaten,«: »fællesskabet af advokater,« og i stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »advokaten,«: », fællesskabet af advokater«.

Det foreslåede vil medføre, at retsplejelovens § 147 d, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, 1 pkt., fremover også vil gælde for fællesskaber af advokater (interessentskaber). Ændringerne vil indebære, at fællesskaber af advokater på samme måde som advokater, advokatselskaber og ”partnere” kan indbringe Advokatnævnets afgørelse om tilsidesættelse af god advokatskik eller tvangsbøde for retten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 27

Efter gældende ret har Advokatnævnet ikke kompetence til at træffe afgørelse i sager om en advokats valgbarhed til Advokatsamfundets organer.

Det foreslås at indsætte et nyt kapitel 15 c vedrørende sager om valgbarhed i retsplejelovens første bog, syvende afsnit.

Det foreslås i det ny kapitel 15 c at indsætte en ny bestemmelse som § 147 h .

Det foreslås med stk. 1, at sager om en advokats valgbarhed til Advokatrådet og Advokatnævnet af Advokatrådet kan indbringes for Advokatnævnet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der i retsplejeloven fastsættes hjemmel til, at Advokatnævnet har kompetence til at behandle sager om en advokats valgbarhed til Advokatrådet og Advokatnævnet.

Det er hensigten, at det vil blive fastsat i Advokatsamfundets vedtægt, jf. retsplejelovens § 143, stk. 10, hvornår Advokatrådet vil skulle indbringe en sag om en advokats valgbarhed for Advokatnævnet. Det er forventningen, at det vil blive fastsat i vedtægten, at Advokatrådet vil skulle indbringe en sag for Advokatnævnet, når 1) der er gennemført et valg til et af Advokatsamfundets organer (Advokatrådet eller Advokatnævnet), og den valgte kandidat har en sanktion, som på tidspunktet for afholdelsen af det ordinære advokatmøde danner grundlag for en subjektiv vurdering af den pågældende advokats valgbarhed, og 2) når et medlem eller en stedfortræder for et medlem af Advokatsamfundets organer under sin valgperiode får en sanktion, der forudsætter en subjektiv vurdering af den pågældende advokats valgbarhed.

Advokatnævnet vil have kompetence til at træffe afgørelse om valgbarhed i de ovennævnte situationer, uanset om den pågældende advokat er medlem af Advokatnævnet eller er stedfortræder for et sådant medlem. I situationer, hvor nævnet har kendskab til, hvilken afdeling den pågældende indklagede advokat tilhører, forudsættes det, at det er en anden afdeling end den, som den indklagede advokat tilhører, der behandler sagen.

Advokatnævnet vil ikke have kompetence til at træffe afgørelse i en sag om valgbarhed, hvis den pågældende advokat har nedlagt sit mandat. Det vil gælde for både en advokat, som netop er blevet udpeget til enten Advokatrådet eller Advokatnævnet, og for en advokat, som var medlem af eller stedfortræder for et sådant medlem i enten Advokatrådet eller Advokatnævnet på tidspunktet, hvor den pågældende advokat nedlægger sit mandat. Hvis Advokatrådet alligevel indbringer en sådan sag for Advokatnævnet, vil nævnet skulle afvise behandlingen af sagen.

Advokatrådet vil ikke skal være part i sagen, idet Advokatrådets eneste rolle er at indbringe sagen for Advokatnævnet. En advokat, hvis valgbarhed Advokatnævnet skal tage stilling til, vil således være den eneste part i sagen.

Det foreslås med stk. 2, at er en advokat ved kendelse inden for de seneste 5 år blevet pålagt en bøde på over 20.000 kr., men under 60.000 kr., jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 1, kan Advokatnævnet fratage advokaten valgbarheden, hvis de udviste forhold i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af Advokatrådet eller Advokatnævnet.

Det vil udelukkende være bøder, der er meddelt den pågældende advokat efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1, som kan medføre, at Advokatnævnet fratager advokaten valgbarheden. Vurderingen af valgbarhed vil ikke først skulle foretages på tidspunktet, hvor der foreligger en endelig kendelse for det tilfælde, at den indklagede advokat indbringer kendelsen for retten i medfør af retsplejelovens § 147 d. Fristen på 5 år vil således skulle regnes fra datoen for Advokatnævnets kendelse.

Bestemmelsen vil medføre, at Advokatnævnet ikke vil have kompetence til at træffe afgørelse om en advokats valgbarhed, hvis den pågældende advokat er blevet pålagt en bøde på højst 20.000 kr. Det samme vil gælde, hvis den pågældende advokat er blevet pålagt en bøde på 60.000 eller derover, idet den pågældende advokat i en sådan situation automatisk vil få frataget sin valgbarhed.

Hvis den pågældende advokat inden for de seneste 5 år er blevet pålagt én bøde på 20.000 kr. eller derunder, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 1, og herefter er blevet pålagt en eller flere yderligere bøder efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1, og summen af bøderne tilsammen overstiger 20.000. kr., men er mindre end 60.000 kr., vil bøderne udelukkende skulle lægges sammen, hvis de efterfølgende bøder er udmålt efter princippet i straffelovens § 89. I tilfælde, hvor en advokat pålægges en bøde på 10.000 kr. for en overtrædelse og 1 år efter begår en ny overtrædelse, der sanktioneres med en bøde på 15.000 kr. – hvor princippet i straffelovens § 89 ikke finder anvendelse – vil bøderne således ikke skulle lægges sammen, og Advokatnævnet vil ikke skulle træffes afgørelse om advokatens valgbarhed.

Det vil bero på en konkret vurdering, om en advokats tilsidesættelse af god advokatskik i almindeligt omdømme vil gøre den pågældende advokat uværdig til at være medlem af Advokatrådet eller Advokatnævnet eller stedfortræder for et sådant medlem.

Advokatnævnet vil udelukkende have kompetence til at kunne fratage en advokats valgbarhed, hvis de udviste forhold i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af Advokatrådet eller Advokatnævnet. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at den pågældende advokat blandt advokatstanden anses for at være uværdig til at være medlem af Advokatrådet eller Advokatnævnet.

Hvis sanktionen i den kendelse, der fører til en vurdering af valgbarhed, er fastsat på baggrund af gentagelsesvirkning af tidligere kendelser fra Advokatnævnet, vil nævnet i sin vurdering af advokatens værdighed kunne inddrage forholdene i både den konkrete kendelse, som medfører en bøde på over 20.000 kr., men under 60.000 kr., og forholdene i de tidligere kendelser.

Advokatnævnet vil i vurderingen af advokatens uværdighed kunne lægge vægt på bl.a. bødens størrelse, idet bødestørrelsen almindeligvis er udtryk for sagens alvor, og på karakteren af den skete tilsidesættelse af god advokatskik.

Tilsidesættelser, der har karakter af formelle fejl, som for eksempel fejl i en pris- og opdragsoplysning eller manglende fremsendelse af kopi af en stævning til en modpart, vil som udgangspunkt ikke i sig selv føre til, at en advokat i almindeligt omdømme anses for uværdig til at være medlem af Advokatrådet eller Advokatnævnet. Det samme vil kunne gælde visse typer af fejl, som advokatens fuldmægtig har begået, og hvor advokaten som principal er disciplinært ansvarlig.

Derimod vil tilsidesættelser, som for eksempel er forsætlige og som går ud over klientvaretagelsen, offentlighedens tillid til advokaten eller som skaber risiko for klientmidlerne efter en konkret vurdering kunne føre til, at en advokat i almindeligt omdømme anses for at være uværdig til at være medlem af Advokatrådet eller Advokatnævnet.

Advokatnævnet vil af egen drift eller på begæring af den pågældende advokat kunne genoptage en sag om valgbarhed efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Det foreslås med stk. 3, at frakendelse af valgbarheden gælder for den aktuelle valgperiode for henholdsvis Advokatrådet og Advokatnævnet. Forslaget vil indebære, at en advokat, der er blevet valgt til enten Advokatrådet eller Advokatnævnet, ikke vil kunne påbegynde sit medlemskab i organerne eller som stedfortræder for et sådant medlem, hvis den pågældende advokat har fået frataget sin valgbarhed. For en advokat, der enten er medlem af Advokatrådet eller Advokatnævnet på tidspunktet, hvor advokaten får frataget sin valgbarhed, vil det betyde, at den pågældende advokat ikke vil kunne fortsætte som medlem i det pågældende organ.

Bestemmelsen vil endvidere indebære, at en advokat, der har fået frataget sin valgbarhed, ikke vil kunne genindtræde i henholdsvis Advokatrådet og Advokatnævnet i den aktuelle valgperiode, selv om der i løbet af valgperioden måtte være forløbet mere end 5 år fra det tidspunkt, hvor advokaten blev pålagt en bøde på over 20.000 kr., men under 60.000 kr. Den pågældende advokat vil dog kunne genindtræde i hvervet, hvis Advokatnævnet i den aktuelle valgperiode genoptager behandlingen af sagen eller ændrer afgørelsen, herunder hvis advokaten ved indbringelse af sagen for retten får ophævet eller ændret den bøde, som dannede grundlag for Advokatnævnets afgørelse om valgbarhed.

Det foreslås med stk. 4, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om Advokatnævnes behandling af sager om valgbarhed.

Det er forventningen, at bestemmelsen vil blive udnyttet til at fastsætte i en bekendtgørelse, bl.a. at det er Advokatnævnets sekretariat, som vil forberede sagen efter regler, der er sammenlignelige med dem, der gælder for disciplinærsager for nævnet. Der vil således bl.a. skulle foretages en høring af advokaten, ligesom den pågældende advokat vil have ret til personligt fremmøde i nævnet i forbindelse med sagens behandling.

Ligeledes er det forventningen, at der vil blive fastsat bestemmelser om en kort tidsfrist for behandling af sager om valgbarhed.

Derudover forudsættes det, at bestemmelsen vil blive udnyttet til at regulere, at Advokatnævnet skal afvise en sag, hvis advokaten, hvis mandat er under prøvelse, nedlægger sit mandat. Som det fremgår ovenfor, vil Advokatnævnet ikke have kompetence til at behandle en sag, hvis den pågældende advokat har nedlagt sit mandat. Det vil gælde for både en advokat, som netop er blevet udpeget til enten Advokatrådet eller Advokatnævnet, og for en advokat, som var medlem af eller stedfortræder for et sådant medlem i enten Advokatrådet eller Advokatnævnet på tidspunktet, hvor den pågældende advokat nedlægger sit mandat. Hvis Advokatrådet alligevel indbringer en sådan sag for Advokatnævnet, vil nævnet skulle afvise behandlingen af sagen.

Det forudsættes endvidere, at der vil blive fastsat bestemmelser om, hvordan Advokatnævnet afgørelse om valgbarhed meddeles den pågældende advokat.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse som § 147 i .

Det foreslås med stk. 1, at Advokatnævnets afgørelse efter § 147 h, stk. 2, kan indbringes for retten af advokaten. Retten kan stadfæste eller ophæve afgørelsen.

Hvis retten ophæver Advokatnævnets afgørelse om fratagelse af valgbarhed, vil den foreslåede bestemmelse medføre, at den pågældende advokat vil kunne indtræde i hvervet.

Det foreslås med stk. 2, at indbringelse skal ske inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Bestemmelsen vil medføre, at indbringelse Advokatnævnets afgørelse for domstolene skal ske inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Det foreslås med stk. 3, at afgørelsen indbringes ved, at advokaten anlægger sag mod Advokatnævnet i den borgerlige retsplejes former. Sagen anlægges ved den ret, i hvis kreds advokaten har kontor.

Bestemmelsen vil medføre, at Advokatnævnets afgørelse om valgbarhed skal anlægges mod Advokatnævnet i den borgerlige retsplejeloves former, og at den pågældende advokats kontor vil have betydning for, i hvilken retskreds sagen skal anlægges.

Det foreslås med stk. 4, at anmodning om sagsanlæg ikke har opsættende virkning, medmindre retten undtagelsesvis beslutter dette. Anke har ikke opsættende virkning.

Bestemmelsen vil medføre, at anmodning om sagsomlæg som udgangspunkt ikke vil have opsættende virkning for Advokatnævnets afgørelse. Retten vil dog undtagelsesvist kunne beslutte, at sagsanlægget vil have opsættende virkning for afgørelsen. Anke vil dog ikke have opsættende virkning.

Den foreslåede bestemmelse i § 147 i, stk. 4, 1. pkt., vil svare til processen i forbindelse med sager om midlertidig frakendelse, jf. retsplejelovens § 147 g, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.3.2. og 2.2.5.3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 28

Retsplejelovens kapitel 30 indeholder regler om sagsomkostninger, herunder navnlig om en parts erstatning af modpartens sagsomkostninger.

Hovedreglen er, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, dog at udgifter til advokatbistand erstattes med et passende, dvs. standardiseret, beløb, der kan være lavere end modpartens faktiske udgift til advokatbistand.

Der er forskellige undtagelser til hovedreglen, bl.a. kan retten gøre undtagelse fra reglen om, at den tabende part skal erstatte den vindende parts dennes sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det, og i familieretlige sager m.v. skal parterne som udgangspunkt ikke betale sagsomkostninger til nogen anden part.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 319 a, hvorefter retten kan beslutte, at den, der som værge for en mindreårig part, dvs. en person under 18 år, har anlagt eller appelleret en sag, helt eller delvis skal betale de sagsomkostninger, som det ellers ville påhvile den mindreårige part at betale.

Forslaget indebærer, at retten vil få mulighed for af egen drift at pålægge værgen for en mindreårig part at betale sagsomkostninger til modparten i stedet for, at den mindreårige, der er part i sagen, skal betale dem.

Den foreslåede regel vil kun være relevant, i det omfang den mindreårige parts betaling af sagsomkostninger til modparten ikke er dækket af fri proces eller retshjælpsforsikring. Der vil endvidere alene kunne træffes bestemmelse efter den foreslåede regel, hvis en mindreårig part ellers helt eller delvist ville skulle betale sagsomkostninger til modparten eller statskassen. Bestemmelsen vil dermed som udgangspunkt ikke være relevant i familieretlige sager, faderskabssager, værgemålssager, tvangsfjernelsessager m.v., hvor en part som udgangspunkt ikke skal betale sagsomkostninger til nogen anden part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 7.

Bestemmelsen omfatter ikke den mindreårige parts egne udgifter til retssagen, herunder retsafgift og udgifter til advokatbistand.

Det forudsættes, at retten først beslutter, om og i givet fald med hvilket beløb den mindreårige part ville skulle betale i sagsomkostninger til modparten eller statskassen, når der ses bort fra den foreslåede bestemmelse om værgens betaling af sagsomkostninger. Det forudsættes således, at det forhold, at der fremover bliver mulighed for at pålægge værgen helt eller delvis at betale sagsomkostninger, ikke påvirker beslutningen om, hvorvidt modparten eller statskassen skal tillægges sagsomkostninger og i givet fald med hvilket beløb. I det omfang partens økonomiske forhold eller personlige situation har betydning for denne beslutning, vil det således fortsat være den mindreårige parts økonomiske forhold og personlige situation, der i givet fald kan indgå i grundlaget for rettens beslutning herom. Derimod vil værgens økonomiske forhold eller personlige situation ikke have betydning for, om modparten eller statskassen skal tillægges sagsomkostninger.

Den foreslåede bestemmelse omfatter sager, som værgen har anlagt på vegne af den mindreårige part, og appelsager, som værgen har appelleret på vegne af den mindreårige part.

Sidestillet hermed vil være tilfælde, hvor sagen er anlagt mod den mindreårige, men hvor værgen på den mindreåriges vegne fremsætter et modkrav til selvstændig dom, for så vidt angår sagsomkostninger, der kan henføres til modkravet til selvstændig dom. Taber en sagsøgt mindreårig i det hele en sag, hvor værgen på den mindreåriges vegne har fremsat modkrav til selvstændig dom, kan den foreslåede bestemmelse således kun anvendes, i det omfang modkravet til selvstændig dom har forøget det beløb, den mindreårige part pålægges at betale i sagsomkostninger til modparten eller statskassen. Har modkravet til selvstændig dom ikke forøget det beløb, den mindreårige part pålægges at betale i sagsomkostninger til modparten eller statskassen, kan den foreslåede bestemmelse ikke anvendes.

Det forudsættes, at retten ved afgørelsen af, om de sagsomkostninger, som den mindreårige part ellers ville blive pålagt, helt eller delvis skal betales af værgen, vil skulle lægge vægt på sagens karakter og den mindreåriges og værgens økonomiske forhold. Det vil som udgangspunkt tale imod at pålægge værgen at betale sagens omkostninger, hvis en sag angår den mindreåriges selvstændige virksomhed, eller hvis den mindreårige efter sine økonomiske forhold uden at lide afsavn vil kunne betale sagsomkostningerne. Retten vil derudover kunne lægge vægt på den mindreåriges alder. Det vil tale for at pålægge værgen at betale sagsomkostningerne, at den mindreårige er under 15 år.

Det bemærkes, at reglen alene vil gælde i helt særlige tilfælde, hvor retten på baggrund af sagens oplysninger og sagens karakter vurderer, at det er åbenbart urimeligt at lade den mindreårige betale sagens omkostninger.

Det forudsættes endvidere, at hensynet til modparten, herunder modpartens mulighed for i praksis at få betalt tillagte sagsomkostninger, ikke vil indgå i rettens vurdering. Formålet med den foreslåede bestemmelse er alene at fordele de påløbne sagsomkostninger i de omfattede tilfælde mellem værgen og den mindreårige part i deres indbyrdes forhold, og hensynet til modparten er ikke et relevant hensyn i den forbindelse.

Retten vil af egen drift eller efter opfordring fra en part skulle tage stilling til, om sagsomkostningerne skal bæres af den mindreårige selv eller af dennes værge. Rettens bestemmelse vil skulle træffes ud fra de oplysninger om sagen og den mindreårige part, der fremgår af sagens dokumenter, eller som i øvrigt er kommet frem for retten. Bliver den mindreårige myndig, mens retssagen verserer, vil den tidligere værge, som har anlagt sagen på vegne af den mindreårige, i givet fald efter rettens skøn kunne pålægges helt eller delvis at betale den del af sagsomkostningerne, som vedrører tiden, før den mindreårige blev myndig.

Bestemmelsen omfatter værger, der har anlagt eller appelleret sagen på vegne af den mindreårige. Er der to værger, der i forening har anlagt eller appelleret sagen, jf. værgemålslovens § 3, stk. 1, omfatter bestemmelsen begge værger. Er sagen anlagt eller appelleret af en værge, som har fået fuldmagt til at varetage værgemålet alene, jf. værgemålslovens § 3, stk. 2, omfatter bestemmelsen alene den værge, der har fået fuldmagt til at varetage værgemålet alene. Det samme gælder, hvis en værge har anlagt eller appelleret sagen alene i medfør af værgemålslovens § 3, stk. 4, om tilfælde, hvor en værge er midlertidigt forhindret. Har Familieretshuset truffet afgørelse om sagsanlæg eller appel i et tilfælde, hvor værgerne var uenige, jf. værgemålslovens § 3, stk. 5, omfatter bestemmelsen alene den værge, der har ønsket sagsanlægget eller appellen.

Hvis den mindreårige under sagen får en anden eller andre værger, omfatter bestemmelsen både den eller de tidligere værger og den eller de nye værger, medmindre de nye værger, efter at de er tiltrådt som værger, hæver sagen eller appellen, før der er påløbet yderligere sagsomkostninger. Hvis den eller de nye værger ændrer påstanden eller foretager andre processkridt, som markant forøger sagsomkostningerne, forudsættes den eller de tidligere værger ikke at kunne pålægges at betale for forøgelsen af sagsomkostningerne som følge af sådanne dispositioner, men alene det beløb, som sagsomkostningerne uden disse dispositioner må antages at ville have udgjort.

Er der to værger, eller i tilfælde af værgeskift eventuelt flere værger, som er omfattet af bestemmelsen, beror det på rettens skøn, om en eller begge eller alle i givet fald skal pålægges at betale sagsomkostninger til modparten eller statskassen og i givet fald med hvilke beløb. Ud over den enkelte værges økonomiske forhold og personlige situation kan retten bl.a. lægge vægt på, hvilken rolle den enkelte værge har spillet ved beslutningen om sagsanlæg eller appel og ved førelsen af sagen. Pålægger retten flere værger at betale sagsomkostninger til modparten eller statskassen, bestemmer retten samtidig, om værgerne skal hæfte solidarisk eller hver for sig.

Når retten i medfør den foreslåede bestemmelse pålægger en eller flere værger at betale sagsomkostninger til modparten eller statskassen, træder pålægget i stedet for den mindreåriges betaling af disse sagsomkostninger. Pålægges værgen eller værgerne at betale hele det beløb, som den mindreårige part ellers ville være blevet pålagt, skal den mindreårige part således ikke pålægges at betale nogen sagsomkostninger til modparten eller statskassen. Pålægges værgen eller værgen alene at betale en del af det beløb, som den mindreårige part ellers ville være blevet pålagt, skal den mindreårige part samtidig pålægges at betale det resterende beløb. Der vil være tale om forskellige dele af sagsomkostningerne, og værgen eller værgerne og den mindreårige part vil allerede derfor ikke hæfte solidarisk for betalingen.

En værge, der er pålagt at betale sagsomkostninger til modparten eller statskassen i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil kunne kære afgørelsen efter de almindelige regler, hvorefter at kære i byretssager kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvis de sagsomkostninger, som værgen skal betale, er fastsat til højst 50.000 kr., og i landsretssager altid kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Herudover kan afgørelsen om værgens betaling af sagsomkostninger blive ændret, hvis selve sagen appelleres. Dette gælder, hvad enten afgørelsen af selve sagen stadfæstes eller ændres af appelretten. Retten træffer afgørelse om sagsomkostningerne af egen drift, jf. retsplejelovens § 322, der ikke foreslås ændret.

I tilfælde, hvor en værge har anlagt sag på vegne af en mindreårig, som får medhold i 1. instans, men efter modpartens anke taber sagen i anken, omfatter den foreslåede bestemmelse sagsomkostningerne i 1. instans. Derimod omfatter den foreslåede bestemmelse i et sådant tilfælde, hvor alene modparten har anket, ikke sagsomkostningerne i ankeinstansen. Værgen vil altså i givet fald i et sådant tilfælde efter omstændighederne kunne pålægges at betale sagsomkostninger til modparten eller statskassen for så vidt angår sagens behandling i 1. instans, men ikke for så vidt angår sagens behandling i ankeinstansen.

Når retten i medfør af den foreslåede bestemmelse pålægger værgen at betale sagsomkostninger til modparten eller statskassen, er der tale om en lovbestemt overgang af pligten til at erstatte modpartens sagsomkostninger fra den mindreårige part til værgen, og værgen vil ikke have noget krav mod den mindreårige i den anledning.

Der vil endvidere være tale om en særskilt lovbestemt pligtmæssig betaling, som hverken har karakter af gave eller forsørgelse.

Den skattemæssige behandling af betalingen af sagsomkostninger for både værgen og den mindreårige vil følge de almindelige skatteretlige regler.

Hvis retssagen har en sådan tilknytning til den mindreåriges selvstændige erhvervsvirksomhed, at den mindreåriges udgifter i forbindelse med retssagen kan fradrages i den mindreåriges skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 6, litra a, vil værgens betaling efter rettens pålæg i medfør af den foreslåede bestemmelse herunder ikke kunne fradrages i indkomsten, da den mindreårige i så fald ikke har afholdt denne udgift. Det bemærkes, at værgen må forventes sjældent at blive pålagt at betale sagsomkostninger i sådanne tilfælde, da det som anført ovenfor som udgangspunkt vil tale imod at pålægge værgen at betale sagens omkostninger, hvis en sag angår den mindreåriges selvstændige virksomhed.

Hvis værgen er en professionel værge, hvis varetagelse af værgemålet udgør selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand, vil værgens betaling efter rettens pålæg i medfør af den foreslåede bestemmelse efter omstændighederne kunne fradrages i værgens skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 6, litra a. Det forudsættes, at den afholdte udgift vedrører værgens løbende indkomsterhvervelse og ikke indtægtsgrundlaget.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 29

Retsplejelovens § 353 a fastsætter, at retten kan bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå i tilslutning til et forberedende møde, hvis parterne samtykker heri, sagen findes tilstrækkeligt oplyst og også i øvrigt er egnet til straks at hovedforhandles, herunder at begge parter af retten skønnes at have tilstrækkelig mulighed for at varetage deres interesser.

Det foreslås i § 353 a efter »heri,«: at indsætte »eller hvis«.

Forslaget indebærer, at retten fremover vil kunne bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå i tilslutning til et forberedende møde, hvis parterne samtykker heri. Retten vil således ikke være forpligtet til selvstændigt at vurdere, om sagen er tilstrækkeligt oplyst og i øvrigt egnet til straks at hovedforhandles, hvis parterne er enige herom.

Hvis en part er selvmøder, forudsættes det dog, at retten kun anvender muligheden for at afholde hovedforhandling i tilknytning til et forberedende møde i kraft af parternes samtykke, efter at retten har sikret sig, at selvmøderen forstår, hvad beviskravene i sagen er, og på hvilket grundlag rettens afgørelse vil blive truffet, hvis den straks hovedforhandles.

Eksempelvis vil retten i en sag om mangler kunne oplyse selvmøderen om, at den, der påberåber sig mangler ved en ydelse, skal bevise manglerne, hvis modparten hævder, at ydelsen ikke var mangelfuld. Retten vil også kunne konkretisere dette til den konkrete ydelse og de konkret påberåbte mangler. Retten vil også kunne oplyse, at hvis selvmøderens indsigelse er, at en genstand ikke virkede, som den skulle, vil det typisk skulle bevises, hvad årsagen var, eller i det mindste, at leverandøren af ydelsen var ansvarlig for det forhold, der var årsag til problemet. Retten vil også kunne oplyse, at det i nogle tilfælde vil være nødvendigt med sagkyndig oplysning for at kunne løfte beviskravet.

Som et andet eksempel vil retten i en sag om betaling kunne oplyse selvmøderen om, at det er den, der hævder at have foretaget en betaling, der skal bevise, at betalingen fandt sted. Angår tvisten, om der er indgået en aftale, eller om vilkårene for aftalen, kan retten tilsvarende oplyse om beviskrav i den henseende.

Retten vil i sagens natur ikke kunne oplyse, om selvmøderen konkret har opfyldt relevante beviskrav, da det ville gøre dommeren inhabil. Hvis retten får indtryk, at selvmøderen ikke i rimelig grad forstår den vejledning, som retten kan give, uden at dommeren bliver inhabil, bør retten ikke på grundlag af parternes samtykke bestemme, at hovedforhandlingen foregår i tilslutning til det forberedende møde.

Forslaget indebærer dernæst, at retten fremover vil kunne bestemme, at hovedforhandlingen skal foregå i tilslutning til et forberedende møde, uden at parterne samtykker, hvis sagen findes tilstrækkeligt oplyst og også i øvrigt egnet til straks at hovedforhandles, herunder at begge parter af rettens skønnes at have tilstrækkelig mulighed for at varetage deres interesser.

Om sagen er tilstrækkeligt oplyst, vil navnlig afhænge af, om en part, der ikke samtykker i, at sagen straks hovedforhandles, har anmodet om yderligere oplysning af sagen, der ikke skønnes at være uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341. Har en part, der ikke samtykker i, at sagen straks hovedforhandles, anmodet om yderligere relevant oplysning af sagen, vil sagen ikke kunne anses for tilstrækkeligt oplyst.

Om sagen også i øvrigt er egnet til straks at hovedforhandles, beror på en række til dels sammenhængende forhold. For det første vil det normalt være en forudsætning for, at sagen med nytte straks kan hovedforhandles, at sagen er forholdsvis ukompliceret. Dette kan også være tilfældet, hvis sagen under det forberedende møde er blevet skåret til på en måde, så sagen nu er ukompliceret.

For det andet er det normalt en forudsætning, at der ikke skal afgives vidneforklaringer under hovedforhandlingen, hvad enten dette skyldes, at vidner ikke indgår som relevante beviser i sagen, eller at der i sagen foreligger skriftlige vidneerklæringer, som overflødiggør gør en mundtlig vidneforklaring i retten.

For det tredje er det normalt en forudsætning, at der ikke skal afgives en partsforklaring, som har afgørende betydning for sagen, da dette i praksis vil kunne forudsætte begge parters samtykke til en telefonisk afhøring eller en videoafhøring, uden at parten møder for en ret eller et andet godkendt sted.

For det fjerde er det rent praktisk en forudsætning, at dommeren er ledig i tilknytning til det forberedende møde, og at de mødende advokater eller parter ligeledes har mulighed for at deltage i en hovedforhandling, der ligger ud over det tidsrum, som retten ifølge indkaldelsen til retsmødet havde sat af til mødet.

Betydningen af de beskrevne forhold kan variere. Hvis et forberedende retsmøde undtagelsesvis holdes som et traditionelt retsmøde med fremmøde i retten, og de personer, der skal deltage i en hovedforhandling, er til stede i retsbygningen, vil der eksempelvis ikke opstå spørgsmål om samtykke til forklaring ved anvendelse af telekommunikation.

Det kan heller udelukkes, at det meget hurtigt i et forberedende møde står klart, at der ikke er behov for yderligere sagsbehandling, sådan at en hovedforhandling kan gennemføres i tilknytning til det forberedende retsmøde inden for det tidsrum, som retten ifølge indkaldelsen til retsmødet havde sat af til mødet. Der vil så i givet fald ikke være noget problem i forhold til dommerens eller advokaternes tidsmæssige muligheder for at gennemføre en hovedforhandling i tilknytning til det forberedende retsmøde.

Retsplejelovens § 353 a vil fortsat være fakultativ, og det vil dermed fortsat være op til rettens skøn, om hovedforhandlingen skal foregå i tilknytning til et forberedende retsmøde, når betingelserne er opfyldt. Retten vil herunder kunne afslå at afholde hovedforhandlingen i tilknytning til et forberedende retsmøde, selv om begge parter ønsker hovedforhandlingen gennemført straks.

Hvis retten under det forberedende retsmøde får indtryk af, at en part, som er selvmøder, vil kunne opfatte en telefonisk hovedforhandling i tilknytning til det forberedende retsmøde som en for uformel og overfladisk sagsbehandling, bør retten som udgangspunkt afstå fra at holde hovedforhandlingen straks. Hvis selvmøderen har anlagt flere ensartede sager, og betingelserne for at gennemføre hovedforhandling i tilknytning til et forberedende retsmøde i øvrigt er opfyldt, vil selvmøderens eventuelle opfattelse af sagsbehandlingens grundighed dog kunne tillægges mindre vægt.

Det vil ikke tale hverken for eller imod at afholde hovedforhandlingen i tilknytning til et forberedende retsmøde, at sagen forekommer oplagt. Muligheden vil i lige grad kunne anvendes, når sagens udfald er oplagt, og når sagens udfald er tvivlsomt.

Det afgørende vil være, at sagen er klar til hovedforhandling, fordi de relevante beviser, som parterne vil påberåbe sig, er til stede, og parterne er i stand til at varetage deres interesser på stående fod.

Bliver sagen i det forberedende møde ikke alene klar til hovedforhandling, men i realiteten klar til at blive afgjort på det foreliggende grundlag, vil retten – med parternes samtykke – som et alternativ til at afholde en hovedforhandling i tilknytning til det forberedende møde kunne bestemme, at sagen afgøres uden mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens § 366, der ikke foreslås ændret, og således at parterne giver afkald på at indlevere procedureindlæg.

Retsplejelovens § 353 a vil uændret ikke finde anvendelse i den forenklede proces eller den forenklede familiesagsproces, jf. retsplejelovens § 406, stk. 6, og § 452, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 30

Det fremgår af retsplejelovens § 380, stk. 1, at dokumenter, som en part ønsker at påberåbe sig, men som ikke tidligere er fremsendt, samt meddelelse om andre beviser, som en part ønsker at føre under hovedforhandlingen, men som ikke er angivet i partens processkrifter, skal sendes til retten snarest muligt og ikke senere end 2 uger før hovedforhandlingen. Afgøres sagen i medfør af § 387 uden mundtlig hovedforhandling, skal dokumenter som nævnt i 1. pkt. sendes til retten snarest muligt og senest 2 uger før fristen for indlevering af det første procedureindlæg.

Det fremgår af retsplejelovens § 381, at retten kan tillade en part at føre beviser, som ikke er angivet i overensstemmelse med § 380, såfremt overskridelse af fristen må anses for undskyldelig.

Det foreslås i § 380, stk. 1, 1. og 2. pkt., at ændre 2 uger til 8 uger.

Forslaget indebærer, at dokumenter, som en part ønsker at påberåbe sig, men som ikke tidligere er fremsendt, samt meddelelse om andre beviser, som en part ønsker at føre under hovedforhandlingen, men som ikke er angivet i partens processkrifter, fremover skal sendes senest 8 uger før hovedforhandlingen. Afgøres sagen i medfør af § 387 uden mundtlig hovedforhandling, skal dokumenter som nævnt i 1. pkt. sendes til retten snarest muligt og senest 8 uger før fristen for indlevering af det første procedureindlæg.

Retten vil uændret i medfør af § 381 kunne tillade en part at føre beviser, som ikke er angivet i overensstemmelse med § 380, såfremt overskridelsen af fristen på fremover 8 uger før hovedforhandlingen eller fristen for indleveringen af første procedureindlæg i en skriftligt behandlet sag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 31

Det fremgår af retsplejelovens § 417, stk. 1, at anmodninger om meddelelse af forbud eller påbud behandles i et retsmøde, hvor den fornødne bevisførelse finder sted.

Det fremgår af retsplejelovens § 366, at retten i civile retssager med parternes samtykke kan bestemme, at sagen afgøres uden mundtlig hovedforhandling, når særlige grunde taler derfor. Denne regel er ikke gjort tilsvarende anvendelig i sager om forbud og påbud.

Det foreslås, at indsætte en ny bestemmelse som § 431.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der bliver parallelitet mellem reglerne om skriftlig behandling af førsteinstanssager efter retsplejelovens § 366, ankesager efter retsplejelovens § 387 og behandlingen af sager om midlertidige påbud og forbud, jf. den foreslåede § 431.

Betingelserne for at afgøre en sag på skriftligt grundlag er i dag forskellige i førsteinstanssager og ankesager. Muligheden for skriftlig behandling i førsteinstanssager er væsentligt snævrere end ved ankesager. Det foreslås, at bestemmelsen vedrørende skriftlig behandling af sager om midlertidige påbud og forbud udarbejdes med tilsvarende betingelser som ved førsteinstanssager.

Det foreslås med stk. 1, 1. pkt., at retten med parternes samtykke kan bestemme, at sagen afgøres uden mundtligt retsmøde, når særlige grunde taler derfor.

Rettens beslutning om at undlade at afholde et mundtligt retsmøde kan kun ske efter en konkret vurdering af behovet for et mundtligt retsmøde i den pågældende sag.

Hvis bevisførelse i form af forklaringer har væsentlig betydning for sagen, vil et mundtligt retsmøde normalt være påkrævet. Hvis sagen er meget kompliceret, vil det sjældent være hensigtsmæssigt slet ikke at holde et mundtligt retsmøde.

Hvis sagen har en særlig interesse for offentligheden, taler dette også imod, at sagen behandles skriftligt.

Forslaget om mulighed for skriftlig behandling af sager om midlertidige påbud og forbud skal ses som led i et overordnet mål om mere en mere fleksibel retspleje. Selv om de fleste sager vil skulle behandles ved mundtligt retsmøde, bør der således være mulighed for at undlade dette, når det undtagelsesvis ikke er nødvendigt.

I stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at når retten med parternes samtykke har bestemt at sagen skal afgøres uden mundtligt retsmøde, skal retten træffe bestemmelse om parternes skriftlige procedureindlæg. Det er således retten, der fastsætter antallet af procedureindlæg og intervallet mellem dem.

Det foreslås i stk. 2, hvordan manglende rettidig indlevering af procedureindlæg skal behandles.

Det foreslås, at såfremt en part ikke rettidigt indleverer sit første procedureindlæg, anses den pågældende som udeblevet på samme måde som den part, der udebliver under sagen efter retsplejelovens § 418, stk. 1 og 2.

For senere procedureindlægs vedkommende indtræder der ikke udeblivelsesvirkning i form af afvisning eller afsigelses af udeblivelsesdom, men parten bliver praktisk afskåret fra yderligere varetagelse af sine interesser. Det foreslås, at retten i denne situation slutter den skriftlige procedure og optager sagen til afgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Skifteretterne kommunikerer i dag i vidt omfang digitalt med brugerne, og meddelelser til skifteretterne sendes ofte digitalt, f.eks. via e-mail og Digital Post.

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 115 a, stk. 1, at krav om skriftlighed ikke er til hinder for, at meddelelser til skifteretten sendes som digital kommunikation. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original underskrift, når skifteretten finder anledning til det. Underskriftskravet er således ophævet i dødsboskiftesager, og kun i særlige tilfælde vil brugerne skulle forsyne meddelelser til skifteretten med original underskrift.

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 98, at retsplejelovens regler om borgerlige sager finder anvendelse ved skifterettens behandling af tvister. Det betyder bl.a., at ved skifterettens behandling af tvister i dødsboer gælder retsplejelovens regler om digital kommunikation, herunder retsplejelovens § 148 a om domstolenes sagsportal.

Efter dødsboskiftelovens § 8, stk. 2, gives oplysning om besiddelse af afdødes aktiver, der tilfalder boet, til skifteretten på domstolenes skifteportal eller til den person, der varetager boets interesser. I dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 1 og 2, er fastsat regler om anmeldelse af fordringer og andre krav samt tilgodehavender til skifteretten på skifteportalen. Det fremgår af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 3, at en anmeldelse på skifteportalen anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for skifteretten. Den person, der varetager boets interesser, skal efter dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 4, gøre sig bekendt med de krav og tilgodehavender, der er anmeldt til skifteretten, ved at anvende domstolenes skifteportal. Dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5-8 og 10, indeholder regler om, hvornår skifteportalen på grund af særlige forhold, ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser m.v. ikke skal anvendes. Domstolsstyrelsen kan efter dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 9, fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes skifteportal og om indførelse af data på skifteportalen.

Med lovforslaget foreslås det i dødsboskifteloven at indføre et nyt kapitel 2 a om digital behandling med to nye bestemmelser som § 3 a og § 3 b . Forslaget vil indebære, at sager om skifte af dødsboer som udgangspunkt vil skulle behandles på domstolenes digitale skifteportal, og at bestemmelserne om kommunikation med skifteretten bliver samlet i ét kapitel.

Efter stk. 1 og 7 i den nye § 3 a vil domstolenes skifteportal skulle anvendes ved behandlingen af dødsboskiftesager i både skifteretten, landsretterne og Højesteret. Det foreslås, at indholdet af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 3 og 5-10, flyttes til stk. 2-6 og 8-9 i den nye § 3 a. Der skal dog samtidig tages højde for, at ikke kun anmeldelse af krav og tilgodehavender til skifteretten, men alle sagsskridt i dødsboskiftesager, herunder al kommunikation med skifteretten, fremover vil skulle foregå ved anvendelse af skifteportalen.

Desuden foreslås det, at der i den nye § 3 a indsættes en bestemmelse om, at skifteretten kan beslutte at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis brugeren anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger.

I § 2, nr. 19 foreslås det at ophæve dødsboskiftelovens kapitel 31 a, hvorefter krav om skriftlighed ikke er til hinder for, at meddelelser til skifteretten sendes som digital kommunikation, da bestemmelsen bliver overflødig.

Det foreslås, at dødsboskiftelovens § 115 a, stk. 2, hvorefter skifteretten kan stille krav om original underskrift, flyttes til den nye § 3 b, så reglen vil være placeret i samme kapitel som reglerne om digital behandling.

Forslaget ændrer ikke på, at retsplejelovens regler om digital kommunikation i civile retssager finder anvendelse ved skifterettens behandling af tvister efter dødsboskiftelovens § 98.

(Til § 3 a)

Det foreslås med stk. 1, at sager om skifte af dødsboer og skifte af en længstlevende ægtefælles del af fællesboet, herunder skifte af uskiftet bo, mens den længstlevende ægtefælle er i live, behandles ved anvendelse af domstolenes skifteportal, herunder at enhver skriftlig meddelelse til skifteretten om dødsboskiftesager skal gives på skifteportalen, jf. dog de foreslåede stk. 3-6 og 9.

Ved »domstolenes skifteportal« forstås en digital indgang på internettet, som brugerne kan tilgå i forbindelse med skifterettens behandling af et dødsbo, dvs. ved den umiddelbare behandling af boet efter en afdød person samt af dødsboer, der genoptages.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en udvidet anvendelse af domstolenes eksisterende skifteportal. Behandlingen af dødsboskiftesager i skifteretten, landsretten og Højesteret vil således fremover skulle ske digitalt via skifteportalen. Al skriftlig kommunikation – dvs. meddelelser og dokumenter – der f.eks. udveksles mellem skifteretten og boets kontaktperson, midlertidig bobestyrer, bobestyrer, længstlevende ægtefælle og andre arvinger, legatarer, skifteværger m.v. vil skulle ske via skifteportalen. Tilsvarende vil Skatteforvaltningen, pengeinstitutter, pensionsselskaber, kreditorer, debitorer m.v. skulle kommunikere skriftligt med skifteretten via skifterportalen. Skifteportalen vil således med den foreslåede bestemmelse blive en samlet indgang til skifteretten for alle aktørerne i forbindelse med behandlingen af dødsboskiftesager.

Den person, der varetager boets interesser, modtager en meddelelse fra skifteretten om, at pågældende er blevet tilknyttet og har adgang til en sag på domstolenes skifteportal. Skifteretten vejleder i meddelelsen om anvendelse af skifteportalen og oplyser om muligheden for at blive undtaget fra at anvende skifteportalen. Meddelelsen sendes via Digital Post. Hvis vedkommende er fritaget fra Digital Post, vil meddelelsen f.eks. kunne sendes med fysisk brev.

Skifteportalen understøtter alene kommunikation mellem skifteretten og brugerne af skifteportalen. En bruger af skifteportalen kan derfor ikke sende en meddelelse eller et dokument til en anden bruger via skifteportalen.

Den, der varetager boets interesser, dvs. bobestyreren eller boets kontaktperson, vil fortsat efter den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 4, der foreslås konsekvensrettet (lovforslaget § 2, nr. 3) skulle anvende skifteportalen til at orientere sig i sagen, herunder gøre sig bekendt med krav og tilgodehavender m.v., der er anmeldt på skifteportalen efter bestemmelserne i dødsboskiftelovens § 8, stk. 2, og § 10 a, stk. 1 og 2. I tilfælde, hvor det efter dødsboskiftelovens § 8, stk. 2, er muligt at give oplysninger om besiddelse af afdødes aktiver direkte til bobestyrer eller boets kontaktperson, vil bobestyrer eller boets kontaktperson have mulighed for at registrere de pågældende aktiver på skifteportalen. Tilsvarende vil bobestyrer eller boets kontaktperson på skifteportalen kunne registrere de krav og tilgodehavender, som bobestyrer og boets kontaktperson har modtaget fra kreditorer og debitorer efter dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 1, 2. pkt., og § 10 a, stk. 2.

Kravet om at anvende domstolenes skifteportal til skriftlig kommunikation med skifteretten vil gælde, uanset hvornår i processen meddelelser og dokumenter i sagen gives, dvs. fra sagen oprettes på skifteportalen, til skifterettens behandling af sagen er afsluttet. Kære af skifterettens afgørelser vil skulle ske på skifteportalen, medmindre kære sker mundtligt til retsbogen. Kæremålet behandles via skifteportalen.

Hvis skifteretten modtager en meddelelse eller et dokument i en dødsboskiftesag uden om domstolenes skifteportal, vil skifteretten skulle returnere meddelelsen eller dokumentet og vejlede den pågældende om at anvende skifteportalen og om muligheden for at søge om at blive undtaget fra at anvende skifteportalen. Skifteretten vil ikke skulle opbevare meddelelser og dokumenter, som skifteretten måtte modtage uden om skifteportalen, medmindre skifteretten enten før eller samtidig med modtagelsen af meddelelsen beslutter at undtage pågældende fra at anvende skifteportalen.

Skifteportalen vil kunne tilgås på to måder. Det kan ske enten via en brugergrænseflade, hvor kontaktpersonen, længstlevende ægtefælle, arvinger, bobestyrer, kreditorer, debitorer m.v. manuelt skal indtaste oplysninger i foruddefinerede felter, eller via en API-tilslutning (en såkaldt »system-til-system-løsning«). En API-tilslutning gør det muligt for brugerne at overføre eller hente data mellem deres eget system og skifteportalen. Det vil være samme data, der vil kunne overføres til skifteretten på skifteportalen via API-tilslutningen som via brugergrænsefladen. Det vil også være samme data, der via API-tilslutningen vil kunne hentes fra skifteportalen, som der er adgang til via brugergrænsefladen. Størstedelen af brugerne vurderes derfor at ville kunne anvende skifteportalen uden nævneværdige udfordringer.

Skifteretten vil kunne se alle indkomne meddelelser på skifteportalen i en dødsboskiftesag. Bobestyrer eller boets kontaktperson vil på skifteportalen kunne se de dokumenter og meddelelser, som er relevante for pågældendes behandling af sagen. Længstlevende ægtefælle, arvinger, legatarer m.v. vil kunne se status på sagens behandling og lignende. En kreditor eller debitor vil kunne se krav eller tilgodehavender, som den pågældende selv har oplyst til skifteretten, samt andre oplysninger af betydning for pågældende, f.eks. oplysning om sagens afslutning.

Brugerne vil modtage en meddelelse f.eks. via Digital Post, når der er relevant nyt i sagen for den pågældende på skifteportalen, hvorefter pågældende vil kunne orientere sig om sagen på skifteportalen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås med stk. 2, at en digital meddelelse efter stk. 1 skal anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig på domstolenes skifteportal.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 3, der foreslås ophævet (lovforslaget § 2, nr. 4), dog således at det med forslaget vil være enhver digital meddelelse – og ikke alene en anmeldelse af krav og tilgodehavender – der anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor skifteretten er i stand til at behandle eller læse meddelelsen. Det vil fortsat være uden betydning, hvornår skifteretten faktisk gør sig bekendt med meddelelsen.

En digital meddelelse, der er modtaget på en given dato på skifteportalen eller på anden digital måde, når brugeren er undtaget fra at anvende skifteportalen, vil skulle anses for at være kommet frem denne dato, uanset om meddelelsen først er blevet tilgængelig for skifteretten efter kontortids ophør den pågældende dag.

Modtagelsestidspunktet vil normalt blive registreret automatisk på skifteportalen. Kan tidspunktet ikke fastlægges som følge af problemer med domstolenes it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan skaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunkt.

Det foreslås med stk. 3, at skifteretten kan beslutte at undtage en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis der foreligger særlige forhold, som gør, at vedkommende må forventes ikke at kunne anvende skifteportalen. Skifteretten kan endvidere beslutte at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis brugeren anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Skifteretten beslutter samtidig, hvordan sagen skal behandles og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten.

De foreslåede bestemmelser i 1. og 3. pkt. svarer indholdsmæssigt til de gældende bestemmelser i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5, der foreslås ophævet (lovforslaget § 2, nr. 4), dog således at en bruger, der fremover vil skulle anvende skifteportalen efter den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 1 (lovforslagets § 2, nr. 1), vil kunne undtages fra at anvende skifteportalen.

Ved »bruger« forstås de fysiske eller juridiske personer, der er en del af dødsboskiftesagen, f.eks. boets kontaktperson, længstlevende ægtefælle og andre arvinger, bobestyrer, legatarer, værger samt eventuelle kreditorer og debitorer.

Det vil derfor fremover ikke alene være den person, der giver oplysning om besiddelse af afdødes aktiver, jf. dødsboskiftelovens § 8, stk. 2, anmeldere af krav og tilgodehavender, jf. dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 1 og 2, og kontaktpersonen, jf. dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 4, der kan undtages fra at anvende skifteportalen, men alle brugere af skifteportalen.

Det forventes, at alle professionelle brugere, såsom bobestyrer, advokater og inkassoselskaber, vil være i stand til at anvende domstolenes skifteportal. Det forventes ligeledes, at virksomheder og myndigheder vil være i stand til at anvende skifteportalen eller lade sig repræsentere af en, som kan anvende skifteportalen. Professionelle parter og aktører forventes derfor ikke at kunne blive undtaget fra kravet om at anvende skifteportalen, medmindre de er hjemmehørende i udlandet, eller andre særlige forhold gør sig gældende. En aktør, som har en partsrepræsentant, der er i stand til at anvende skifteportalen, vil ikke kunne undtages fra kravet om brug af skifteportalen.

Skifterettens beslutning om at undtage en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal kan træffes af skifteretten af egen drift eller på anmodning fra brugeren. Beslutningen vil som udgangspunkt skulle træffes på grundlag af den pågældende brugers egen beskrivelse af sit funktionsniveau. Der vil være situationer, hvor beslutningen kan træffes uden at høre brugeren eller uden at modtage anmodning fra den pågældende om undtagelse, navnlig hvor den pågældende tidligere har været undtaget.

Muligheden for at blive undtaget fra at anvende domstolenes skifteportal skal hovedsagelig imødekomme borgere med særlige behov. Der kan f.eks. være tale om borgere med særlige handicap, herunder såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse eller demens. Særlige behov kan også foreligge hos borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder m.v.

Særlige forhold kan tillige foreligge, hvor den pågældende er afskåret fra adgang til en computer, f.eks. på grund af fængsling eller institutionsanbringelse. Det vil derimod ikke være tilstrækkeligt, at den pågældende ikke har internetadgang eller adgang til en computer på sin bopæl. I sådanne tilfælde vil den pågældende ofte kunne få adgang til en computer i retten.

Er en bruger i forvejen undtaget fra kravet om Digital Post fra det offentlige, vil dette være en omstændighed, som kan være med til at sandsynliggøre, at brugeren ikke kan anvende domstolenes skifteportal. Det vil imidlertid fortsat være en konkret vurdering, om brugeren kan anvende skifteportalen, og betingelserne for at fritage brugeren fra at anvende Digital Post i kommunikationen med offentlige myndigheder er ikke sammenfaldende med vurderingen af, om brugeren kan henvende sig til skifteretten ved anvendelse af skifteportalen.

Skifteportalen forudsætter anvendelse af MitID eller tilsvarende elektronisk identifikationsordning for private og juridiske personer. Forudsætningerne for at få udstedt MitID som privatperson fremgår af bekendtgørelse nr. 1778 af 1. september 2021 om MitID til privatpersoner. Hvis en bruger ikke har mulighed for at få MitID, og den pågældende ikke kan eller bør lade sig repræsentere af en anden, bør brugeren undtages fra at anvende domstolenes skifteportal. Der kan eksempelvis være tale om en EU-/EØS-borger, som ikke kan anvende MitID eller anden relevant elektronisk identifikationsordning. Der vil ikke kunne stilles krav om anvendelse af skifteportalen, hvis en bruger fra et andet EU-/EØS-land i praksis ikke vil kunne anvende skifteportalen. Hvis brugeren derimod opfylder betingelserne for at få MitID, men ikke har fået det, kan dette ikke i sig selv begrunde undtagelse. Skifteretten skal i så fald vejlede brugeren om at anskaffe sig MitID.

Det vil afhænge af en konkret vurdering, om den pågældende med vejledning vil kunne være i stand til at anvende domstolenes skifteportal.

Hvis skifteretten træffer beslutning om at undtage en person fra at skulle anvende domstolenes skifteportal, vil skifterettens beslutning som udgangspunkt have retsvirkning for behandlingen af hele sagen, men beslutningen vil kunne omgøres efter retsplejelovens § 222, når omstændighederne taler for det, f.eks. hvis beslutningen om ikke at anvende skifteportalen skyldes en hindring, som senere forsvinder. Beslutningen har som udgangspunkt også retsvirkning under en eventuel appel, men vil også kunne omgøres af appelinstansen, hvis der er grundlag for det. Omgøres beslutningen under appel, vil denne beslutning kun vedrøre sagens behandling ved appelinstansen.

Det foreslåede 2. pkt. vil indebære, at skifteretten får mulighed for at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, når brugeren anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger.

Bestemmelsen svarer til 2. pkt. i retsplejelovens § 148 a, stk. 4, som indsat ved § 1 i lov nr. 661 af 11. juni 2024 om ændring af retsplejeloven m.v., hvorefter retten kan beslutte at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes sagsportal, hvis brugeren anvender sagsportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Det fremgår af forarbejderne til § 148 a, stk. 4, 2. pkt., jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 115 som fremsat, side 57, at bestemmelsen tager sigte på ekstraordinære tilfælde, hvor en brugers anvendelse af sagsportalen på den angivne måde påfører domstolene og eventuelt modparten eller modparterne en uforholdsmæssig byrde set i forhold til det reelle indhold af den eller de sager, brugeren har på sagsportalen. Det fremgår videre, at forslaget ikke tager sigte på tilfælde, hvor en bruger har vanskeligt ved at agere hensigtsmæssigt i en konkret sag og eksempelvis indgiver irrelevante eller overflødige anmodninger i en verserende sag eller giver ufuldstændige svar på henvendelser fra retten, sådan at retten og eventuelt modparten skal bruge mere tid på sagen end ellers. Problemer af den karakter forudsættes stadig at skulle håndteres af retten gennem vejledning af brugeren og i yderste konsekvens, hvis det er nødvendigt og betingelserne er opfyldt, ved at give et advokatpålæg.

Det er efter forslaget en betingelse, at den pågældende bruger har anvendt skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Det kræves ikke, at det store antal ensartede anmodninger er fremsat i den sag, hvor skifteretten beslutter at udelukke brugeren fra at anvende skifteportalen. De mange ensartede anmodninger kan også bestå i, at brugeren har fremsat mange ensartede anmodninger i en eller flere tidligere sager.

Skifteretten vil også kunne lægge vægt på, at brugeren i en eller flere sager ved andre skifteretter har fremsat et stort antal ensartede anmodninger, hvis skifteretten har kendskab hertil, herunder hvis landsretten har henledt en byrets opmærksomhed på, at en bestemt bruger har fremsat et stort antal ensartede anmodninger, eller hvis Højesteret har henledt en landsrets eller en byrets opmærksomhed på, at en bestemt bruger har fremsat et stort antal ensartede anmodninger.

Det er en betingelse, at antallet af anmodninger fra den pågældende bruger er stort, og at anmodningerne er ensartede. Det er ikke et krav, at anmodningerne er identiske. Betingelsen om, at anmodningerne er ensartede, vil være opfyldt, når en anmodning ikke i substansen adskiller sig fra en eller flere tidligere anmodninger.

Når betingelserne er opfyldt, vil det bero på skifterettens skøn, om brugeren skal udelukkes fra at anvende skifteportalen. Skifteretten bør navnlig tage hensyn til, om en udelukkelse af brugeren fra at anvende skifteportalen forventes at mindske den uforholdsmæssige belastning af domstolene, som brugerens adfærd medfører. Ved denne vurdering bør skifteretten også inddrage belastningen af andre skifteretter, herunder i givet fald appelinstanser.

Det vil være op til skifterettens skøn, om det kan være hensigtsmæssigt i første omgang at advare brugeren om, at den pågældendes måde at anvende skifteportalen på kan føre til, at brugeren udelukkes fra at anvende skifteportalen, hvis brugeren ikke ændrer adfærd, eller om det er mere hensigtsmæssigt at udelukke brugeren fra at anvende skifteportalen uden forudgående varsel. Det vil ikke være et krav, at brugeren har fået lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet, før skifteretten træffer afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for at udelukke brugeren fra at anvende skifteportalen i en konkret sag. Hvis brugeren fremsætter anmodninger i flere sager, vil det derfor kunne være nødvendigt at træffe en særskilt beslutning i hver sag om at udelukke brugeren fra at anvende skifteportalen.

Der foreslås ikke nogen bestemt periode, inden for hvilken en bruger kan udelukkes fra at anvende skifteportalen, når det er konstateret, at brugeren har anvendt skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Det forudsættes dog, at hvis en bruger i mere end 2-3 år ikke har anvendt skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger, vil brugeren ikke kunne udelukkes fra at anvende skifteportalen, før brugeren i givet fald på ny anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Dette vil gælde i nye sager. Når en bruger med hjemmel i bestemmelsen er udelukket fra at anvende skifteportalen i en konkret sag, vil udelukkelsen kunne opretholdes, indtil sagen er afsluttet og arkiveret, uanset hvor lang tid det måtte vare.

Skifteretten vil til enhver tid kunne omgøre sin beslutning om at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, hvis det findes hensigtsmæssigt, jf. retsplejelovens § 222.

Når skifteretten med hjemmel i den foreslåede bestemmelse beslutter at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, vil skifteretten teknisk fjerne brugerens adgang til sagens funktioner på skifteportalen. Det vil medføre, at brugeren ikke vil kunne anvende skifteportalen til at indgive f.eks. anmodninger om kære i sagen.

Skifteretten vil samtidig med udelukkelsen af brugeren fra anvendelsen af skifteportalen i en konkret sag skulle beslutte, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten, jf. det foreslåede 3. pkt. i stk. 3.

Skifterettens beslutning om at udelukke brugeren fra anvendelsen af skifteportalen vil ikke kunne indbringes for højere ret, jf. dødsboskiftelovens § 105, stk. 2, der foreslås ændret (lovforslagets § 2, nr. 17).

Det foreslås med stk. 4, at skifteretten kan beslutte, at en sag ikke skal behandles, eller at en meddelelse eller et dokument ikke skal gives til skifteretten ved anvendelse af domstolenes skifteportal, hvis navnlig hensynet til statens sikkerhed, personers liv eller helbred eller dokumenternes format eller omfang taler for det. Skifteretten beslutter samtidig, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 6, der foreslås ophævet (lovforslaget § 2, nr. 4), dog således at det med forslaget vil være hele behandlingen af dødsboskiftesagen samt alle meddelelser og dokumenter, der vil kunne være omfattet af bestemmelsen.

Det forudsættes, at bestemmelsen alene vil blive anvendt i ganske ekstraordinære situationer, hvor navnlig hensynet til statens sikkerhed eller til personers liv eller helbred taler for det, eller hvor domstolenes skifteportal i øvrigt ikke er egnet til at håndtere en bestemt situation.

Skifteretten vil desuden efter bestemmelsen undtagelsesvis kunne beslutte, at et eller flere dokumenter ikke skal indlæses digitalt på domstolenes skifteportal. Denne del af bestemmelsen forudsættes anvendt i de situationer, hvor skifteportalen ikke er egnet til at håndtere dokumenter af en bestemt type, f.eks. fordi de har et format, som ikke nemt lader sig overføre til skifteportalen, eller hvor dokumenterne er så omfattende, at de teknisk ikke – eller kun meget vanskeligt – kan håndteres på skifteportalen.

Hvis skifteretten efter det foreslåede stk. 4 træffer beslutning om, at en dødsboskiftesag ikke skal behandles ved anvendelse af domstolenes skifteportal, eller at visse dokumenter og meddelelser ikke skal gives via skifteportalen, vil skifteretten beslutte, hvordan dødsboskiftesagen herefter skal behandles, eller hvordan dokumenterne eller meddelelserne skal gives til skifteretten.

Skifterettens beslutning efter stk. 4 om, at en dødsboskiftesag ikke skal behandles på skifteportalen, eller at visse dokumenter eller meddelelser ikke skal gives til skifteretten via skifteportalen, vil som udgangspunkt have retsvirkning for hele sagens behandling ved domstolene, herunder også under en eventuel appelsag. Beslutningen vil, når omstændighederne taler for det, kunne omgøres efter retsplejelovens § 222. Hvis beslutningen omgøres under appelsagen, vil denne beslutning kun vedrøre sagens behandling ved appelinstansen.

Det foreslås med stk. 5, at vedkommende retspræsident i særlige situationer, herunder hvis brugerne ikke kan anvende domstolenes skifteportal på grund af lokale tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, kan beslutte, at alle eller visse af skifterettens sager i en nærmere afgrænset periode ikke skal behandles på skifteportalen. Retspræsidenten beslutter samtidig, hvordan de omhandlede sager skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 7, der foreslås ophævet (lovforslaget § 2, nr. 4), dog således at retspræsidenten efter forslaget i alle dødsboskiftesager eller en del heraf vil have mulighed for at beslutte, at domstolenes skifteportal ikke skal anvendes i særlige situationer, hvor kommunikation med skifteretten eller behandling af skifterettens sager eller visse af disse ikke kan ske på skifteportalen, f.eks. på grund af lokale tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, herunder større udfald på it-infrastrukturen, eller andre udefrakommende årsager.

Bestemmelsen forudsættes anvendt sjældent og omfatter som udgangspunkt ikke nedbrud, der skyldes mindre fejl, f.eks. kabelbrud eller lokale strømsvigt, som opstår og løses inden for kortere tid, eller planlagte lokale strømafbrydelser. I sådanne tilfælde vil brugeren kunne afvente, at driftsforstyrrelsen eller nedbruddet ophører, og derefter anvende domstolenes skifteportal.

Retspræsidentens beslutning vil alene have retsvirkning for den pågældende skifteret.

Hvis retspræsidenten efter det foreslåede stk. 5 beslutter, at alle eller visse af skifterettens dødsboskiftesager i en begrænset periode ikke skal behandles på domstolenes skifteportal, vil retspræsidenten samtidig skulle beslutte, hvordan sagerne skal behandles og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten.

Når hindringen for at behandle sagerne på domstolenes skifteportal ikke længere består, vil sagerne atter skulle behandles på skifteportalen. Retspræsidenten vil træffe beslutning om, hvornår dette er tilfældet.

Det foreslås med stk. 6, at skifteretten kan beslutte, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten, hvis tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser gør, at en bruger ikke kan anvende domstolenes skifteportal. Det foreslås desuden, at skifteretten kan beslutte, at en anmeldelse af en fordring eller andet krav mod afdøde, jf. § 10 a, stk. 1, 1. pkt., der er indgivet til skifteretten på anden måde end på skifteportalen, skal anses for at være kommet frem til skifteretten, jf. stk. 2, i tilfælde, hvor brugeren ikke har kunnet anvende skifteportalen på grund af tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, og hvor brugeren ikke med rimelighed har kunnet anmode skifteretten om at træffe beslutning efter 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 8, 1. pkt., der foreslås ophævet (lovforslaget § 2, nr. 4), dog således at skifteretten efter forslaget vil kunne beslutte, at en sag skal behandles, og at meddelelser og dokumenter – og ikke alene anmeldelser af krav og tilgodehavende – i en konkret dødsboskiftesag skal gives til skifteretten på anden måde end ved anvendelse af domstolenes skifteportal, hvis der opstår tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser.

Bestemmelsen vil navnlig vedrøre den situation, hvor behandling af en dødsboskiftesag eller kommunikation med skifteretten ikke kan ske på skifteportalen på grund af tekniske problemer på domstolenes it-systemer eller problemer på offentlige og private infrastrukturløsninger, som domstolenes it-systemer er afhængige af, bl.a. MitID. Der kan f.eks. være tale om tilfælde, hvor en bruger ikke kan logge ind på skifteportalen, hvor log-in funktionen virker, men den pågældende ikke har adgang til dødsboskiftesagen, eller hvor log-in funktionen virker, og den pågældende har adgang til dødsboskiftesagen, men det eksempelvis ikke er muligt at give meddelelser og dokumenter til skifteretten via skifteportalen. Bestemmelsen omfatter også situationer, hvor brugerne ikke kan anvende skifteportalen på grund af lokale it-nedbrud eller driftsforstyrrelser, medmindre retspræsidenten efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 har truffet en generel beslutning om, at skifteportalen ikke skal anvendes. Planlagte opdateringer af domstolenes it-systemer eller nedbrud, der skyldes mindre fejl, som opstår og løses inden for kortere tid, er som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen. Tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på en brugers egne it-løsninger eller situationer, hvor det er pågældendes egne forhold, der medfører, at den relevante handling ikke kan gennemføres via skifteportalen, er ligeledes ikke omfattet.

Bestemmelsen forudsættes navnlig anvendt, når en bruger på grund af nedbruddet eller driftsforstyrrelserne ikke kan overholde en frist fastsat ved lov eller af skifteretten, f.eks. fristen for anmeldelse af krav mod afdøde, jf. dødsboskiftelovens § 81, stk. 3, nr. 2 (proklamafristen). I tilfælde, hvor skifteretten kan udsætte en frist, vil skifteretten i stedet for at træffe beslutning efter den foreslåede bestemmelse kunne meddele brugeren udsættelse af fristen.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i stk. 5 og 9, hvorefter retspræsidenten og Domstolsstyrelsen vil kunne henholdsvis beslutte og fastsætte regler om, at domstolenes skifteportal ikke skal anvendes ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser. Skifteretten vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 1. pkt., alene skulle træffe beslutning, hvis vedkommende retspræsident ikke har truffet en generel beslutning om, at skifteportalen ikke skal anvendes, eller forholdet ikke er omfattet af de generelle regler, som Domstolsstyrelsen forventes at fastsætte.

Det foreslåede 2. pkt. svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 8, 2. pkt. Forslaget vil medføre, at bestemmelsen i § 10 a, stk. 8, 2. pkt., flyttes til 2. pkt., så alle regler, hvorefter skifteretten kan beslutte, at skifteportalen ikke skal anvendes, samles i den forslåede bestemmelse i § 3 a. Den foreslåede ændring vil ikke medføre en ændring af gældende ret.

Det foreslås med stk. 7, at de foreslåede bestemmelser i stk. 1-6 og 9 finder tilsvarende anvendelse på dødsboskiftesager, der behandles af landsretterne og Højesteret.

Dette vil bl.a. indebære, at kæremål behandles ved anvendelse af domstolenes skifteportal, og at enhver skriftlig meddelelse til landsretten og Højesteret i en kæresag skal ske på skifteportalen. Hvis landsretten og Højesteret modtager en meddelelse i en dødsboskiftesag uden om skifteportalen, vil landsretten og Højesteret skulle returnere meddelelsen og vejlede den pågældende om at anvende skifteportalen og om muligheden for at søge om at blive undtaget fra at anvende skifteportalen. I landsretten opstilles computere til brugerne, mens dette ikke er tilfældet i Højesteret.

Landsretten og Højesteret vil kunne undtage personer fra at bruge skifteportalen, herunder i tilfælde hvor vedkommende fik afslag på undtagelse i skifteretten, hvis den overordnede ret vurderer, at der foreligger særlige omstændigheder, der nu gør, at vedkommende bør undtages. Hvis brugeren anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger, vil henholdsvis landsretten og Højesteret kunne beslutte at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal. Landsretten og Højesteret vil desuden ligesom skifteretten kunne beslutte, at en sag ikke skal behandles digitalt, eller at visse dokumenter eller meddelelser ikke skal gives til landsretten og Højesteret på skifteportalen under kæresagen. Retspræsidenten for landsretten og Højesteret kan tilsvarende beslutte, at alle sager eller visse af sagerne i en begrænset periode ikke skal behandles på skifteportalen.

Bestemmelsen, hvorefter Domstolsstyrelsen bemyndiges til at bestemme, hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at domstolenes skifteportal ikke kan anvendes, vil også omhandle sager, der behandles af landsretten og Højesteret.

Det foreslås med stk. 8, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes skifteportal, herunder om den tekniske indførelse af data på skifteportalen.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 9, der foreslås ophævet (lovforslaget § 2, nr. 4). Forslaget vil medføre en ændring af gældende ret, idet den nye bemyndigelsesbestemmelse vil omhandle hele behandlingen af dødsboskiftesagen og ikke alene anmeldelser af krav og tilgodehavender.

Det forventes, at bemyndigelsen vil blive udnyttet til en ændring af bekendtgørelse nr. 1708 af 11. december 2023 om anvendelse af domstolenes skifteportal i sager om dødsboskifte, der indeholder regler om bl.a., hvordan fordringer og andre krav anmeldes på skifteportalen.

Der vil med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen bl.a. kunne fastsættes regler om, hvilke oplysninger der videregives til brugerne af domstolenes skifteportal i dødsboskiftesager, og hvilke oplysninger brugerne af skifteportalen skal give i forbindelse med indsendelse af en meddelelse til skifteretten på skifteportalen. Der vil desuden kunne fastsættes regler om, på hvilken måde de pågældende oplysninger nærmere skal gives og indføres i systemet. En række af oplysningerne vil skulle indføres i bestemte felter og på en bestemt måde. Domstolsstyrelsen bemyndiges til nærmere at regulere, bl.a. hvordan oplysningerne skal udfyldes på skifteportalen, og til at stille tekniske krav til de data, som skal gives på skifteportalen.

Det foreslås med stk. 9, at Domstolsstyrelsen bemyndiges til at bestemme, hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at domstolenes skifteportal ikke kan anvendes.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 10, der foreslås ophævet (lovforslaget § 2, nr. 4), dog vil Domstolsstyrelsen med lovforslaget få bemyndigelse til at fastsætte generelle regler, der omhandler meddelelser og dokumenter og ikke alene anmeldelser af krav og tilgodehavender.

Det forventes, at bemyndigelsen vil blive udnyttet i en ændring af bekendtgørelse nr. 1708 af 11. december 2023 om anvendelse af domstolenes skifteportal i sager om dødsboskifte.

Det foreslås med stk. 10, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at en person, som skifteretten påtænker at udpege som bobestyrer, skal oplyse personnummer og give andre nærmere bestemte oplysninger til brug for udpegelsen som bobestyrer og om skifteretternes registrering og behandling af disse oplysninger.

Oplysning om en bobestyrers personnummer kan være nødvendig for at sikre en entydig identifikation af pågældende. Formålet med bestemmelsen er derfor at bemyndige Domstolsstyrelsen til at fastsætte en pligt for en bobestyrer til at oplyse sit personnummer og give andre oplysninger, som er nødvendige for skifterettens og bobestyrerens behandling af en dødsboskiftesag.

Bestemmelsen vil ikke skulle udgøre skifterettens behandlingshjemmel, da denne følger af databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, for så vidt angår behandling af personnummer. Skifterettens hjemmel til behandling af almindelige personoplysninger følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

Domstolsstyrelsen vil efter bemyndigelsen desuden kunne regulere, hvordan bobestyrerens oplysninger vil kunne registreres og behandles af skifteretterne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 3 b)

Det foreslås med bestemmelsen i § 3 b, at skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original underskrift, når skifteretten finder anledning til det.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 115 a, stk. 2. Forslaget medfører, at bestemmelsen i § 115 a, stk. 2, flyttes til § 3 b, så alle regler om kommunikation med skifteretten samles i det foreslåede kapitel 2 a i dødsboskifteloven om digital behandling. Den foreslåede ændring vil ikke medføre en ændring af gældende ret.

Det fremgår af forarbejderne til dødsboskiftelovens § 115 a, stk. 2, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 212 som fremsat, side 79, at skifteretten i særlige tilfælde kan stille krav om, at meddelelser til skifteretten forsynes med original underskrift. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis skifteretten er i tvivl om, hvorvidt en meddelelse hidrører fra den pågældende arving. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i lovforslaget almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 8, stk. 2, 1. pkt., at oplysning om besiddelse af afdødes aktiver gives til skifteretten på domstolenes skifteportal eller til den person, som varetager boets interesser. Det fremgår af bestemmelsens 2. pkt., at § 10 a, stk. 5-8 og 10, finder tilsvarende anvendelse. I dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5-8 og 10, er fastsat regler om, hvornår skifteportalen på grund af særlige forhold, ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser m.v. ikke skal anvendes.

Det foreslås i § 8, stk. 2, 2. pkt., at ændre »§ 10 a, stk. 5-8 og 10« til: »§ 3 a, stk. 3-6 og 9«.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af, at indholdet af bestemmelserne i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5-8 og 10, foreslås flyttet til de foreslåede bestemmelser i § 3 a, stk. 3-6 og 9 (lovforslaget § 2, nr. 1), dog således at der samtidig tages højde for, at alle sagsskridt i dødsboskiftesager fremover vil skulle foregå ved anvendelse af skifteportalen. Den foreslåede ændring vil ikke i øvrigt medføre en ændring af gældende ret.

Til nr. 3

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., at fordringer og andre krav mod afdøde anmeldes til skifteretten, og at fordringer og andre krav mod boet, som stiftes efter dødsfaldet, kan anmeldes til skifteretten. Af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 2, 1. pkt., fremgår det, at tilgodehavender, der tilfalder boet, anmeldes til skifteretten eller den person, der varetager boets interesser. Det følger af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 1, 3. pkt., og § 10 a, stk. 2, 2. pkt., at anmeldelse til skifteretten skal ske på domstolenes skifteportal, jf. dog stk. 5-8 og 10.

I dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5-8 og 10, er fastsat regler om, hvornår skifteportalen på grund af særlige forhold, ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser m.v. ikke skal anvendes.

Det foreslås i § 10 a, stk. 1, 3. pkt. og § 10 a, stk. 2, 2. pkt., at ændre »dog stk. 5-8 og 10« til: »dog § 3 a, stk. 3-6 og 9«.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af, at indholdet af bestemmelserne i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5-8 og 10, foreslås flyttet til de foreslåede bestemmelser i § 3 a, stk. 3-6 og 9 (lovforslaget § 2, nr. 1), dog således at der samtidig tages højde for, at alle sagsskridt i dødsboskiftesager fremover vil skulle foregå ved anvendelse af skifteportalen. Den foreslåede ændring vil ikke i øvrigt medføre en ændring af gældende ret.

Til nr. 4

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 3, at en anmeldelse på skifteportalen anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for skifteretten.

Efter dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5, kan en bruger undtages fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis der foreligger særlige forhold, som gør, at vedkommende må forventes ikke at kunne anvende skifteportalen. Skifteretten beslutter samtidig, hvordan anmeldelse m.v. til skifteretten skal ske.

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 6, at skifteretten kan beslutte, at domstolenes skifteportal ikke skal anvendes til anmeldelse af krav og tilgodehavender m.v., hvis særlige forhold, herunder navnlig hensynet til statens sikkerhed eller hensynet til personers liv eller helbred taler for det, eller hvor skifteportalen ikke er egnet til at håndtere dokumenternes format eller omfang. Skifteretten beslutter samtidig, hvordan anmeldelse m.v. til skifteretten skal ske.

Efter dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 7, kan vedkommende retspræsident i særlige situationer, herunder hvis brugerne ikke kan anvende domstolenes skifteportal på grund af lokale tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, beslutte, at anmeldelse m.v. til skifteretten i alle eller visse af skifterettens sager i en nærmere afgrænset periode ikke skal ske på skifteportalen. Retspræsidenten beslutter samtidig, hvordan anmeldelse m.v. til skifteretten skal ske.

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 8, 1. pkt., at skifteretten kan beslutte, at domstolenes skifteportal ikke skal anvendes ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, der gør, at en bruger ikke kan anvende domstolenes skifteportal. Skifteretten kan efter § 10 a, stk. 8, 2. pkt., beslutte, at en anmeldelse af en fordring eller andet krav, der er indgivet til skifteretten på anden måde end på domstolenes skifteportal, skal anses for at være kommet frem til skifteretten, hvis brugeren ikke har kunnet anvende skifteportalen på grund af tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser og ikke med rimelighed har kunnet anmode skifteretten om at træffe beslutning efter 1. pkt.

Efter dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 9, kan Domstolsstyrelsen fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes skifteportal og om indførelse af data på skifteportalen.

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 10, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvordan anmeldelse m.v. skal ske til skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at skifteportalen ikke kan anvendes.

Det foreslås at flytte indholdet af dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 3 og 5-10, til de foreslåede bestemmelser i § 3 a, stk. 2-6 og 8-9, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, dog således at der samtidig tages højde for, at alle sagsskridt i dødsboskiftesager, herunder al kommunikation med skifteretten, fremover vil skulle foregå ved anvendelse af skifteportalen.

Forslaget vil indebære, at alle bestemmelser om anvendelse af domstolenes skifteportal bliver samlet i det foreslåede kapitel 2 a i dødsboskifteloven om digital behandling. Hvor de gældende bestemmelser i § 10 a, stk. 3 og 5-10, alene angår anmeldelse af krav m.v., omhandler de foreslåede bestemmelser i § 3 a, stk. 2-6 og 8-9, hele behandlingen af dødsboskiftesagen.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil samt i øvrigt til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Efter dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 4, skal den person, der varetager boets interesser, gøre sig bekendt med de krav og tilgodehavender, der er anmeldt til skifteretten, ved at anvende domstolenes skifteportal, jf. dog stk. 5-8 og 10.

I dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5-8 og 10, er fastsat regler om, hvornår skifteportalen på grund af særlige forhold, ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser m.v. ikke skal anvendes.

Det foreslås i § 10 a, stk. 4, der bliver stk. 3, at ændre »dog stk. 5-8 og 10« til: »dog § 3 a, stk. 3-6 og 9«.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af, at indholdet af bestemmelserne i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5-8 og 10, foreslås flyttet til de foreslåede bestemmelser i § 3 a, stk. 3-6 og 9 (lovforslaget § 2, nr. 1), dog således at der samtidig tages højde for, at alle sagsskridt i dødsboskiftesager fremover vil skulle foregå ved anvendelse af skifteportalen. Den foreslåede ændring vil ikke i øvrigt medføre en ændring af gældende ret.

Til nr. 6

Det foreslås i § 10 a, stk. 4, der bliver stk. 3, at ændre »portalen« til: »skifteportalen«.

Der er tale om en sproglig justering, der ikke vil medføre nogen ændring af gældende ret.

Til nr. 7

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 22, stk. 4, § 24, stk. 4, og § 25, stk. 4, at ægtefællen henholdsvis arvingerne senest i forbindelse med boets udlevering skal indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20, medmindre skifteretten betinger udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem skifteretten. Efter dødsboskiftelovens § 33, stk. 2, og § 34, stk. 2, finder dødsboskiftelovens § 25, stk. 4, tillige anvendelse i boer, der udleveres til forenklet privat skifte. I boer, der behandles ved bobestyrer, indkalder bobestyreren efter dødsboskiftelovens § 46, stk. 1, straks kreditorerne efter reglerne i kapitel 20, hvis dette ikke allerede er sket.

Efter dødsboskiftelovens § 81, stk. 1, kan proklama udstedes efter, at der er truffet afgørelse om boets behandlingsmåde, og med skifterettens tilladelse før dette tidspunkt. Det fremgår af bemærkningerne til stk. 1, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, L 120 som fremsat, side 2891, at proklama kan udstedes på et hvilket som helst tidspunkt efter dødsfaldet, idet skifteretten dog generelt bør være tilbageholdende med at give tilladelse til tidlige proklamaer, da proklamaudstedelse før et bos berigtigelse vil udskyde tidspunktet for boets berigtigelse med 8 uger.

Det foreslås at nyaffatte § 22, stk. 4, § 24, stk. 4 , og § 25, stk. 4, hvorefter skifteretten senest i forbindelse med boets udlevering indkalder kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20.

Fremover vil ægtefællen og arvingerne således ikke skulle indrykke proklama i boer, der berigtiges som ægtefælleudlæg eller udleveres til uskiftet bo, privatskifte eller forenklet privat skifte, da skifteretten vil skulle varetage denne opgave. Skifteretten vil ligeledes indrykke proklama i Statstidende, hvis skifteretten giver tilladelse til indrykning af proklama inden boets berigtigelse efter bestemmelsen i dødsboskiftelovens § 81, stk. 1.

Forslaget skal ses i lyset af, at skifteretten efter udvidelsen af domstolenes skifteportal med det nye it-system til understøttelse af behandlingen af dødsboskiftesager på en enkel måde vil kunne indrykke proklama i Statstidende. Samtidig vil den foreslåede bestemmelse sikre ensartethed i forbindelse med indrykning af proklama.

Den foreslåede affattelse af § 22, stk. 4, § 24, stk. 4, og § 25, stk. 4, skal desuden ses i sammenhæng med forslaget om at indsætte et nyt stk. 3 i dødsboskiftelovens § 42 (lovforslagets § 2, nr. 8), hvorefter skifteretten fremover vil skulle indrykke proklama i bobestyrerboer. Efter forslaget vil skifteretten således i alle tilfælde skulle varetage opgaven med indrykning af proklama i Statstidende. Forslaget ændrer ikke ved, at udgiften til indrykning af proklama i Statstidende skal betales af boet. Statstidende vil således fortsat skulle sende fakturaen for indrykning af proklama til bobestyreren eller boets kontaktperson.

Til nr. 8

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 42, stk. 1, 1. pkt., at skifteretten, når et bo er udleveret til bobestyrerbehandling, straks udsteder en skifteretsattest om, at boet er udleveret til den eller de pågældende bobestyrere. Af bestemmelsens stk. 1, 2. og 3. pkt., fremgår, at begrænsninger i en bobestyrers tegningsret skal fremgå af attesten, og at skifteretsattesten skal indeholde oplysning om afdødes personnummer.

Efter dødsboskiftelovens § 42, stk. 2, udleverer skifteretten oplysninger om afdøde fra Det Centrale Personregister (CPR) og oplysninger om den længstlevende ægtefælles skatteforhold til bobestyrer samtidig med, at skifteretten udleverer boet til bobestyrer.

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 46, der med lovforslagets § 2, nr. 9, foreslås nyaffattet, at bobestyreren, hvis dette ikke allerede er sket, straks indkalder afdødes kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20 og registrerer anmeldte fordringer og krav på betryggende måde.

Efter dødsboskiftelovens § 22, stk. 4, § 24, stk. 4, og § 25, stk. 4, der foreslås nyaffattet (lovforslagets § 2, nr. 7), skal ægtefællen henholdsvis arvingerne senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20, medmindre skifteretten betinger udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem skifteretten. Dødsboskiftelovens § 25, stk. 4, finder efter dødsboskiftelovens § 33, stk. 2, og § 34, stk. 2, tillige anvendelse i boer, der udleveres til forenklet privat skifte.

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 81, stk. 1, at proklama kan udstedes efter, at der er truffet afgørelse om boets behandlingsmåde, og med skifterettens tilladelse før dette tidspunkt. Af bemærkningerne til stk. 1, fremgår, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, L 120 som fremsat, side 2891, at proklama kan udstedes på et hvilket som helst tidspunkt efter dødsfaldet. Skifteretten bør generelt være tilbageholdende med at give tilladelse til disse tidlige proklamaer, da proklamaudstedelse før et bos berigtigelse vil udskyde tidspunktet for boets berigtigelse med 8 uger.

Det foreslås at ophæve § 42, stk. 2, og i stedet at indsætte to nye stykker som stk. 2 og 3.

Det foreslås, at det i § 42, stk. 2, fastsættes, at skifteretten også videregiver oplysninger om afdødes testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter eller på anden måde, oplysning om en eventuel afgørelse fra Familieretshuset om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt oprettet af afdøde og oplysninger om afdødes skatteforhold til bobestyrer. Var afdøde gift ved dødsfaldet, videregiver skifteretten også oplysninger om en eventuel ægtepagt fra Tinglysningsretten til bobestyrer.

Forslaget skal ses i lyset af, at skifteretten efter udvidelsen af domstolenes skifteportal med det nye it-system til understøttelse af behandling af dødsboskiftesager på en enkel måde via en digitaliseret proces vil kunne give bobestyrer de oplysninger, som skifteretten modtager digitalt fra andre myndigheder.

Det foreslås, at det i § 42, stk. 3, fastsættes, at skifteretten senest i forbindelse med boets udlevering indkalder kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20.

Fremover vil skifteretten således i boer, der er udleveret til behandling ved bobestyrer, skulle indrykke proklama i Statstidende. Skifteretten skal ligeledes indrykke proklama i Statstidende, hvis skifteretten giver tilladelse til indrykning af proklama i Statstidende inden boets berigtigelse efter bestemmelsen i dødsboskiftelovens § 81, stk. 1.

Forslaget skal ses i lyset af, at skifteretten efter udvidelsen af domstolenes skifteportal med det nye it-system til understøttelse af behandlingen af dødsboskiftesager på en enkel måde vil kunne indrykke proklama i Statstidende. Samtidig vil den foreslåede bestemmelse sikre ensartethed i forbindelse med indrykning af proklama.

Det foreslåede stk. 3 skal ses i sammenhæng med forslaget om nyaffattelse af bestemmelserne i dødsboskiftelovens § 22, stk. 4, § 24, stk. 4, og § 25, stk. 4, (lovforslagets § 2, nr. 7), hvorefter skifteretten fremover vil skulle indrykke proklama i Statstidende i boer, der berigtiges som ægtefælleudlæg eller udleveres til uskiftet bo, privat skifte eller forenklet privat skifte. Efter forslaget vil skifteretten således i alle tilfælde skulle varetager opgaven med indrykning af proklama i Statstidende.

Til nr. 9

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 46, stk. 1, at bobestyreren, hvis dette ikke allerede er sket, straks indkalder afdødes kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at anmeldte fordringer og andre krav registreres på betryggende måde.

Det foreslås at nyaffatte § 46, hvorefter bobestyreren registrerer anmeldte fordringer og andre krav på betryggende måde.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at indsætte et nyt stk. 3 i dødsboskiftelovens § 42 (lovforslaget § 2, nr. 8), hvorefter skifteretten i boer, der er udleveret til behandling ved bobestyrer, vil skulle indkalde kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20. Det vil således ikke længere være bobestyreren, der varetager opgaven med indrykning af proklama. Derimod vil bobestyreren fortsat skulle registrere anmeldte fordringer og andre krav på betryggende måde.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 46, stk. 2. Den foreslåede ændring vil ikke medføre en ændring af gældende ret.

Det fremgår af forarbejderne til dødsboskiftelovens § 46, stk. 2, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, L 120 som fremsat, side 2874, at bobestyreren skal drage omsorg for, at anmeldte fordringer og andre krav registreres på betryggende måde.

Til nr. 10

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 52, stk. 1, at bobestyreren snarest efter proklamafristens udløb udarbejder en åbningsstatus, der indeholder en fortegnelse over samtlige boets aktiver og passiver med værdiangivelser pr. dødsdagen, boets forventede indtægter og øvrige udgifter samt bobestyrerens tilkendegivelse om, hvorvidt boet må antages at være solvent. Efter bestemmelsens stk. 2 skal åbningsstatus straks tilsendes boets arvinger, skifteretten og Skatteforvaltningen, ligesom en kreditor eller legatar, der har retlig interesse deri, kan forlange at blive gjort bekendt med åbningsstatus.

Den foreslås i § 52, stk. 2, 1. pkt., at ændre », skifteretten og told- og skatteforvaltningen« til: » og skifteretten, der videregiver åbningsstatus til told- og skatteforvaltningen«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at skifteretten efter modtagelse af åbningsstatus fra bobestyreren vil skulle videregive åbningsstatus til Skatteforvaltningen. Forslaget skal ses i lyset af, at skifteretten efter udvidelsen af domstolenes skifteportal med det nye it-system til understøttelse af behandlingen af dødsboskiftesager på en enkel måde vil kunne videregive åbningsstatus til Skatteforvaltningen. Fremover vil bobestyreren således ikke skulle sende åbningsstatus til Skatteforvaltningen.

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med den forslåede ændring af dødsboskiftelovens § 68, stk. 3 (lovforslagets § 2, nr. 11), hvorefter skifteretten efter modtagelse af den endelige boopgørelse fra bobestyreren vil skulle videregive boopgørelsen til Skatteforvaltningen, og de foreslåede ændringer af dødsboskiftelovens § 69, stk. 1 og 2 (lovforslagets § 2, nr. 12 og 13), hvorefter skifteretten efter at have truffet afgørelse om insolvensbehandling vil skulle give Skatteforvaltningen meddelelse herom. Skifteretten vil således i disse tre tilfælde skulle videregive oplysninger til Skatteforvaltningen.

Til nr. 11

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 68, stk. 3, at den endelige boopgørelse skal sendes til Skatteforvaltningen og til skifteretten inden 2 uger.

Det foreslås i § 68, stk. 3, at ændre »told- og skatteforvaltningen og til skifteretten« til: »skifteretten, der videregiver den endelige boopgørelse til told- og skatteforvaltningen«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at skifteretten efter modtagelse af den endelige boopgørelse fra bobestyreren vil skulle videregive den endelige boopgørelse til Skatteforvaltningen. Forslaget skal ses i lyset af, at skifteretten efter udvidelsen af domstolenes skifteportal med det nye it-system til understøttelse af behandlingen af dødsboskiftesager på en enkel måde vil kunne videregive den endelige boopgørelse til Skatteforvaltningen. Fremover vil bobestyreren således ikke skulle sende den endelige boopgørelse til Skatteforvaltningen.

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med den forslåede ændring af dødsboskiftelovens § 52, stk. 2 (lovforslagets § 2, nr. 10), hvorefter skifteretten efter modtagelse af åbningsstatus fra bobestyreren vil skulle videregive åbningsstatus til Skatteforvaltningen, og de foreslåede ændringer af dødsboskiftelovens § 69, stk. 1 og 2 (lovforslagets § 2, nr. 12 og 13), hvorefter skifteretten efter at have truffet afgørelse om insolvensbehandling vil skulle give Skatteforvaltningen meddelelse herom. Skifteretten vil således i disse tre tilfælde skulle videregive oplysninger til Skatteforvaltningen.

Til nr. 12 og 13

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 69, stk. 1, at hvis boet er insolvent, træffer skifteretten afgørelse om insolvensbehandling og udpeger bobestyrer, jf. dog § 70 a. Efter bestemmelsens stk. 2 giver bobestyreren snarest muligt boets arvinger, legatarer og kendte kreditorer samt Skatteforvaltningen meddelelse om skifterettens afgørelse.

Det foreslås i § 69, stk. 1, at indsætte et nyt 2. pkt. om, at skifteretten giver Skatteforvaltningen meddelelse om skifterettens afgørelse.

Det foreslås, at § 69, stk. 2, ændres således, at » samt told- og skatteforvaltningen« udgår.

De foreslåede ændringer vil medføre, at skifteretten efter at have truffet afgørelse om insolvensbehandling vil skulle orientere Skatteforvaltningen herom. Forslaget skal ses i lyset af, at skifteretten efter udvidelsen af domstolenes skifteportal med det nye it-system til understøttelse af behandlingen af dødsboskiftesager på en enkel måde via en digitaliseret proces vil kunne give skifterettens afgørelse til Skatteforvaltningen. Fremover vil bobestyreren således ikke skulle give meddelelse til Skatteforvaltningen om skifterettens afgørelse, men alene give denne meddelelse til boets arvinger, legatarer og kendte kreditorer.

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med den forslåede ændring af dødsboskiftelovens § 52, stk. 2 (lovforslagets § 2, nr. 10), hvorefter skifteretten efter modtagelse af åbningsstatus fra bobestyreren vil skulle videregive åbningsstatus til Skatteforvaltningen, og den foreslåede ændring af dødsboskiftelovens § 68, stk. 3 (lovforslagets § 2, nr. 11), hvorefter skifteretten efter modtagelse af den endelige boopgørelse fra bobestyreren vil skulle videregive boopgørelsen til Skatteforvaltningen. Skifteretten vil således i disse tre tilfælde skulle videregive oplysninger til Skatteforvaltningen.

Til nr. 14

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 83, stk. 2, at undtaget fra præklusion i medfør af stk. 1 er 1) krav, der hviler på ejendomsret, når genstanden var i boets besiddelse og mærket på en sådan måde, at ejerforholdet fremgik heraf eller boet havde kendskab til ejerforholdet eller der forelå omstændigheder, som var egnede til at vække mistanke om ejerforholdet, 2) krav sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde, herunder lån sikret ved pant efter ejendomsskattelovens kapitel 8. Krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev undtages dog kun, hvis boet er eller burde være bekendt med kreditorernes identitet, og 3) krav på skatter og afgifter, i det omfang det er bestemt i anden lovgivning.

Det foreslås i § 83, stk. 2, nr. 2, at ændre ». Krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev undtages dog« til: », dog undtages krav sikret ved underpanteret i et ejerpantebrev«.

Den foreslåede ændring vil ikke ændre gældende ret. Der er alene tale om en sproglig justering.

Til nr. 15

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 96, stk. 1, at klage over en bobestyrer, herunder klage over, at en bobestyrer ikke fremmer behandlingen af boet uden unødigt ophold, samt klage over afgørelser truffet af en bobestyrer indgives skriftligt til skifteretten eller til bobestyreren, der videresender klagen til skifteretten.

Det foreslås i § 96, stk. 1, at ændre »skriftligt til skifteretten eller til bobestyreren, der videresender« til: »til skifteretten på domstolenes skifteportal eller skriftligt til bobestyreren, der videregiver«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 1, 2. pkt. (lovforslagets § 2, nr. 1), hvorefter enhver skriftlig meddelelse til skifteretten om dødsboskiftesager som udgangspunkt skal gives på domstolenes skifteportal, og den foreslåede ændring af dødsboskiftelovens § 96, stk. 4, hvorefter Domstolsstyrelsen fastsætter regler om udfærdigelse af klager over bobestyrer (lovforslagets § 2, nr. 16).

Forslaget vil medføre, at klage over en bobestyrer samt klage over afgørelser truffet af en bobestyrer fremover vil skulle indgives på domstolenes skifteportal, hvis klagen gives til skifteretten. Indgives klagen til bobestyreren, vil klagen som hidtil skulle indgives skriftligt, hvorefter bobestyreren vil skulle videregive klagen til skifteretten på skifteportalen. Klagen vil i begge tilfælde skulle udfærdiges i overensstemmelse med de regler, der fastsættes af Domstolsstyrelsen i medfør af bestemmelsen i dødsboskiftelovens § 96, stk. 4, der foreslås ændret (lovforslagets § 2, nr. 16).

I tilfælde, hvor en bruger er undtaget fra at anvende domstolenes skifteportal, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 3 (lovforslagets § 2, nr. 1), eller hvor en sag ikke skal behandles ved anvendelse af skifteportalen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 4 (lovforslagets § 2, nr. 1), vil skifteretten skulle bestemme, hvordan en klage, der ønskes indgivet til skifteretten, skal gives.

Den foreslåede ændring vil ikke ændre gældende ret. Der er alene tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 2, nr. 1.

Til nr. 16

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 96, stk. 4, at Domstolsstyrelsen fastsætter regler om, at klage over bobestyrer skal udfærdiges på en særlig blanket. Domstolsstyrelsen har efter bemyndigelsen fastsat regler i bekendtgørelsen nr. 1415 af 1. december 2015 om klage over bobestyrere, hvorefter klage over en bobestyrer skal udfærdiges på Domstolsstyrelsens klageblanket. Det fremgår videre af bekendtgørelsen, at skifteretten afviser klager, som ikke er indleveret på blanketten.

Det foreslås i dødsboskiftelovens § 96, stk. 4, at ændre », at klage over bobestyrer skal udfærdiges på en særlig blanket« til: »udfærdigelse af klager over bobestyrer«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 1, 2. pkt. (lovforslagets § 2, nr. 1), hvorefter enhver skriftlig meddelelse til skifteretten om dødsboskiftesager som udgangspunkt skal gives på skifteportalen, og den foreslåede ændring af § 96, stk. 1, hvorefter klage over en bobestyrer samt klage over afgørelser truffet af en bobestyrer vil skulle indgives til skifteretten på domstolenes skifteportal eller skriftligt til bobestyreren, der videregiver klagen til skifteretten (lovforslagets § 2, nr. 15).

Forslaget vil ikke medføre en ændring af gældende ret, idet Domstolsstyrelsen fortsat vil skulle fastsætte regler om, hvordan en klage skal udfærdiges. Der er alene tale om, at bestemmelsen ikke længere forudsætter, at klageren anvender en blanket, når klagen indgives til skifteretten. Indgives en klage til bobestyrer, vil denne skulle videregive klagen til skifteretten på domstolenes skifteportal.

Det forventes, at forslaget vil medføre en ændring af bekendtgørelse nr. 1415 af 1. december 2015 om klage over bobestyrere. Domstolsstyrelsen forventes i bekendtgørelsen at fastsætte regler om, at en klage, der indgives til skifteretten, skal udfærdiges på en bestemt måde både i tilfælde, hvor klagen indgives på domstolenes skifteportal, og i tilfælde, hvor en bruger er undtaget fra at anvende domstolenes skifteportal, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 3 (lovforslagets § 2, nr. 1), eller hvor en sag ikke skal behandles ved anvendelse af skifteportalen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 4 (lovforslagets § 2, nr. 1). Tilsvarende forventes Domstolsstyrelsen at fastsætte regler om, hvordan en klage, der indgives skriftligt til bobestyrer, skal udfærdiges. Det forudsættes, at det fortsat vil fremgå af bekendtgørelsen, at en klage, der ikke indgives på den i bekendtgørelsen angivne måde, vil blive afvist.

Til nr. 17

Adgang til anke og kære af skifterettens afgørelser er reguleret i dødsboskiftelovens § 105. Det fremgår af § 105, stk. 1, at reglerne i retsplejeloven om anke og kære finder tilsvarende anvendelse på skifterettens afgørelser, jf. dog stk. 2 og 3. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at afgørelser efter § 2, stk. 5, § 7, stk. 3, § 10 a, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6-8, § 12, stk. 1, § 55, stk. 1, 2. pkt., og § 81, stk. 6, ikke kan indbringes for højere ret, og at tilsvarende gælder for afgørelser i medfør af § 80, stk. 1, efter udløbet af fristen i § 80, stk. 3. Af § 105, stk. 3, 1. pkt., fremgår det, at beslutninger efter § 10 a, stk. 5,

1. pkt., ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse kan indbringes for højere ret.

Det foreslås i § 105, stk. 2, 1. pkt., at ændre »§ 7, stk. 3, § 10 a, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6-8« til: »§ 3 a, stk. 3, 2. og 3. pkt., og stk. 4-6, § 7, stk. 3«.

Forslaget indebærer, at beslutninger efter det foreslåede § 3 a, stk. 3, 2. pkt. (lovforslagets § 2, nr. 1), om at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, fordi brugeren har fremsat mange ensartede anmodninger på skifteportalen, ikke vil kunne indbringes for højere ret.

Forslaget er desuden en konsekvensrettelse som følge af, at indholdet af bestemmelserne i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5, 2. pkt. og stk. 6-8, foreslås flyttet til de foreslåede bestemmelser i § 3 a, stk. 3, 3. pkt., og stk. 4-6 (lovforslaget § 2, nr. 1), dog således at der samtidig tages højde for, at alle sagsskridt i dødsboskiftesager fremover vil skulle foregå ved anvendelse af skifteportalen. Den foreslåede ændring vil ikke i øvrigt medføre en ændring af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 18

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 105, stk. 3, 1. pkt., at beslutninger efter § 10 a, stk. 5, 1. pkt., ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse kan indbringes for højere ret. Procesbevillingsnævnet kan ifølge bestemmelsens 2. pkt. meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for den, der ansøger om kæretilladelse, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en højere ret.

Det foreslås i § 105, stk. 3, 1. pkt., at ændre »§ 10 a, stk. 5, 1. pkt.« til: »§ 3 a, stk. 3, 1. pkt.«.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af, at indholdet af bestemmelsen i dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 5, 2. pkt., foreslås flyttet til den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 3, 1. pkt. (lovforslaget § 2, nr. 1), dog således at der samtidig tages højde for, at alle sagsskridt i dødsboskiftesager fremover vil skulle foregå ved anvendelse af skifteportalen. Den foreslåede ændring vil ikke i øvrigt medføre en ændring af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 19

Kapitel 31 a i dødsboskifteloven indeholder i § 115 a regler om digital kommunikation.

Det fremgår af dødsboskiftelovens § 115 a, stk. 1, at krav om skriftlighed ikke er til hinder for, at meddelelser til skifteretten sendes som digital kommunikation. Af stk. 2 fremgår, at skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original underskrift, når den finder anledning til det.

Det foreslås, at kapitel 31 a i dødsboskifteloven ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i dødsboskiftelovens § 3 a, stk. 1 (lovforslagets § 2, nr. 1), hvorefter dødsboskiftesager som udgangspunkt vil skulle behandles på domstolenes digitale skifteportal. Da al kommunikation fremover vil skulle foregå digitalt på skifteportalen, bliver bestemmelsen overflødig.

Det foreslås, at reglen i § 115 a, stk. 2, flyttes til den foreslåede bestemmelse i dødsboskiftelovens § 3 b (lovforslagets § 2, nr. 1), der har samme indhold som den gældende bestemmelse i § 115 a, stk. 2. Begrundelsen for forslaget er, at reglerne om kommunikation med skifteretten foreslås samlet i det foreslåede kapitel 2 a i dødsboskifteloven om digital behandling.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil samt i øvrigt til pkt. 2.5.2. i de almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter arvelovens § 22, stk. 5, skal skifteretten efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til livsarvingerne. Det fremgår af bemærkningerne til stk. 5, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 100 som fremsat, side 3374, at der med bestemmelsen skabes åbenhed om og tillid til etableringen af det uskiftede bo. Det fremgår derudover af bemærkningerne, at skifteretten efter omstændighederne skal vejlede livsarvingerne om deres adgang til at få formueoversigten.

Det foreslås at nyaffatte § 22, stk. 5, hvorefter livsarvingerne kan få formueoversigten hos skifteretten.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at al kommunikation med skifteretten fremover som udgangspunkt vil skulle foregå digitalt ved anvendelse af domstolenes skifteportal. Skifteretten vil herefter ikke længere udlevere et eksemplar af formueoversigten til livsarvingerne, der i stedet vil kunne tilgå formueoversigten på skifteportalen.

I tilfælde, hvor en bruger er undtaget fra at anvende domstolenes skifteportal, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 3 (lovforslagets § 2, nr. 1), eller hvor en sag ikke skal behandles ved anvendelse af skifteportalen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 4 (lovforslagets § 2, nr. 1), vil skifteretten efter de pågældende bestemmelser beslutte, hvordan formueoversigten skal gives til livsarvingerne. Det forudsættes, at formueoversigten i disse tilfælde alene gives til livsarvinger, der har anmodet skifteretten om at få adgang til formueoversigten.

Til nr. 2

Efter arvelovens § 22, stk. 6, fastsætter justitsministeren nærmere regler om formueoversigten og om de blanketter, der kan anvendes. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1554 af 18. december 2007 om formueoversigten i uskiftet bo, hvorefter en længstlevende ægtefælle i uskiftet bo inden 6 måneder fra den førstafdøde ægtefælles dødsfald skal indlevere en formueoversigt til skifteretten med et i bestemmelsen nærmere angivet indhold. Bekendtgørelsen bemyndiger desuden Domstolsstyrelsen til at udarbejde en blanket, der kan anvendes ved udarbejdelse af formueoversigten.

Med lovforslaget vil al kommunikation med skifteretten fremover skulle foregå digitalt ved anvendelse af domstolenes skifteportal, hvorfor brugerne som udgangspunkt vil skulle indgive formueoversigten til skifteretten på skifteportalen. Anvendelse af en blanket vil fremover alene være relevant i tilfælde, hvor en bruger er undtaget fra at anvende domstolenes skifteportal efter den foreslåede bestemmelse i dødsboskiftelovens § 3 a, stk. 3 (lovforslagets § 2, nr. 1), eller hvor en sag ikke skal behandles ved anvendelse af skifteportalen efter dødsboskiftelovens § 3 a, stk. 4 (lovforslagets § 2, nr. 1).

På den baggrund foreslås det, at § 22, stk. 6, ændres, således at » og om de blanketter, der kan anvendes« udgår.

Forsalget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1. Det forventes, at forslaget vil medføre en ændring af bekendtgørelse nr. 1554 af 18. december 2007 om formueoversigten i uskiftet bo.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af databeskyttelseslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., at loven og databeskyttelsesforordningen også gælder for behandling af oplysninger om virksomheder, hvis behandlingen er omfattet af § 26, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås, at i § 2 stk. 2, 2. pkt., ændres », for så vidt angår behandlinger, som er omfattet af § 26, stk. 1, nr. 1« til: »behandlinger i advarselsregistre«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at henvisningen til behandlinger, som er omfattet af § 26, stk. 1, nr. 1, vil blive ændret til en henvisning til behandlinger i advarselsregistre. Ændringen er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af databeskyttelseslovens § 26, jf. forslagets § 4, nr. 3 om ophævelse af afsnit V. Med den foreslåede ændring vil reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen fortsat gælde for behandling af oplysninger om virksomheder i advarselsregistre.

Til nr. 2

Det følger af databeskyttelseslovens § 19, at den, som ønsker at drive virksomhed med behandling af oplysninger til bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed med henblik på videregivelse (kreditoplysningsbureau), skal indhente tilladelse hertil fra Datatilsynet, inden behandlingen påbegyndes. Det følger af § 47, at for behandlinger, hvortil der inden lovens ikrafttræden er opnået tilladelse efter § 50, stk. 1, nr. 2, 3 og 5, i den dagældende persondatalov, gælder tilladelsen efter databeskyttelseslovens ikrafttræden, indtil den erstattes af en ny tilladelse efter databeskyttelseslovens § 26, stk. 1.

Det foreslås, at §§ 19 og 47 ophæves.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med databeskyttelseslovens § 26, som foreslås ophævet, jf. forslagets § 1, nr. 3 om ophævelse af afsnit V.

Til nr. 3

Databeskyttelseslovens afsnit V omhandler tilladelse til behandling. Afsnittet består alene af § 26.

Det følger af databeskyttelseslovens § 26, stk. 1, at der i visse tilfælde stilles krav om en forudgående tilladelse fra Datatilsynet, inden behandling kan iværksættes. Kravet gælder for private dataansvarlige, når behandlingen af personoplysningerne sker med henblik på at advare andre mod forretningsforbindelser med eller ansættelsesforhold til en registreret, når behandlingen sker med henblik på erhvervsmæssig videregivelse af oplysninger til bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed, eller når behandlingen udelukkende finder sted med henblik på at føre retsinformationssystemer. Datatilsynet kan i forbindelse med en tilladelse fastsætte nærmere vilkår for udførelsen af behandlingen til beskyttelse af de registreredes privatliv, jf. databeskyttelseslovens § 26, stk. 4. Videre følger det af databeskyttelseslovens § 26, stk. 5, at forinden iværksættelse af ændringer i behandlinger efter stk. 1 eller 3, skal Datatilsynets tilladelse indhentes på ny, hvis der er tale om væsentlige ændringer.

Efter databeskyttelseslovens § 26, stk. 2, kan justitsministeren fastsætte nærmere reglerne om, at bestemte behandlinger i registre ikke kræver en forudgående tilladelse fra Datatilsynet. Bemyndigelsen er endnu ikke udnyttet. Efter databeskyttelseslovens § 26, stk. 3, kan justitsministeren endvidere fastsætte regler om, at der forinden iværksættelse af andre behandlinger end dem, der er nævnt i stk. 1, skal indhentes tilladelse fra tilsynet, herunder for behandlinger, der foretages for en offentlig myndighed. Bemyndigelserne er ikke udnyttet.

Det foreslås, at Afsnit V ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke længere vil gælde et krav om at indhente en forudgående tilladelse fra Datatilsynet, inden private dataansvarlige kan føre et advarselsregister eller drive kreditoplysningsbureauer og retsinformationssystemer, og at Datatilsynet ikke vil kunne fastsætte særlige vilkår for tilladelsen, ligesom private ikke vil være forpligtet til at indhente Datatilsynets tilladelse på ny, hvis der er tale om væsentlige ændringer i de pågældende advarselsregistre, kreditoplysningsbureauer eller retsinformationssystemer. Forslaget ændrer derimod ikke på, at private dataansvarlige i øvrigt skal overholde databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler.

Forslaget vil endvidere indebære, at justitsministeren ikke længere har bemyndigelse til at fastsætte undtagelser fra kravet om Datatilsynets forudgående tilladelse til bestemte behandlinger i registre, og at justitsministeren heller ikke i øvrigt har bemyndigelse til at fastsætte regler om tilladelseskrav til andre behandlinger end dem, der er nævnt i § 26, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

Til nr. 4

Det følger af databeskyttelseslovens § 41, stk. 2, nr. 1, at den, der overtræder § 26, stk. 1 og 5, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås, at i § 41, stk. 2, nr. 1, ændres », § 21 eller § 26, stk. 1 og 5« til: »eller § 21«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke længere vil være hjemmel til straffe overtrædelse af databeskyttelseslovens § 26, stk. 1 og 5, som foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 4, nr. 3.

Til nr. 5

Det følger af databeskyttelseslovens § 43, at den, der driver eller er beskæftiget med virksomhed som nævnt i § 26 eller som privat databehandler opbevarer personoplysninger, ved dom for strafbart forhold kan frakendes retten hertil, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug. I øvrigt finder straffelovens § 79, stk. 3 og 4, anvendelse.

Det foreslås, at i § 43, 1. pkt., ændres, »virksomhed som nævnt i § 26« til: »advarselsregistre, kreditoplysningsbureauer eller retsinformationssystemer «.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det fortsat i visse tilfælde vil være muligt at frakende retten til at drive visse former for virksomhed, uden at bestemmelsen vil indeholde en eksplicit henvisning til § 26, som foreslås ophævet.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2025, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens §§ 2 og 3.

Bestemmelsen skyldes behovet for administrativt at kunne fastsætte, hvornår de pågældende retsinstanser og øvrige aktører på området under hensyn til den løbende digitalisering af domstolene forpligtes til at tage domstolenes skifteportal i anvendelse til behandling af dødsboskiftesager.

Bestemmelsen vil indebære, at justitsministeren fastsætter, hvornår de foreslåede regler om anvendelse af domstolenes skifteportal i de sager, der er omfattet af loven, træder i kraft. Ikrafttrædelsestidspunktet for §§ 2 og 3 vil som følge heraf fravige regeringens målsætning om, at erhvervsrettet lovgivning skal træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli.

Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 16, ikke finder anvendelse for medlemmer af Advokatnævnet, der er udpeget før lovens ikrafttræden. For disse medlemmer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Bestemmelsen vil medføre, at udpegningsperioden på 6 år uden mulighed for genbeskikkelse vil gælde for medlemmer af Advokatnævnet, der er udpeget inden lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 27, ikke finder anvendelse for kendelser fra Advokatnævnet og endelige domme, der er afsagt før lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen vil medføre, at Advokatnævnets kompetence til at træffe afgørelse om en advokats valgbarhed til Advokatrådet og Advokatnævnet eller som stedfortrædere for disse, udelukkende vil finde anvendelse for kendelser fra Advokatnævnet og endelige domme, der er afsagt efter lovens ikrafttræden.

Lovens §§ 2 og 3 vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 finde anvendelse for sager, hvor dødsfaldet er sket efter lovens ikrafttræden. For sager, hvor dødsfaldet er sket før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler om behandling af dødsboskiftesager, herunder brugen af domstolenes skifteportal, anvendelse.

Lovens § 2 og 3 vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6 også finde anvendelse, hvis den længstlevende ægtefælle dør efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt, eller hvis der i øvrigt anmodes om skifte af et uskiftet bo, mens den længstlevende ægtefælle er i live.

Det foreslås med stk. 7, at Domstolsstolsstyrelsen bemyndiges til ved bekendtgørelse at bestemme, at lovens §§ 2 og 3 ikke skal finde anvendelse i bestemte retskredse og retsinstanser i en nærmere fastsat periode efter lovens ikrafttræden. I disse tilfælde finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Hvis lovforslaget vedtages, vil den praktiske udrulning af it-løsningen til behandling af dødsboskiftesager ved skifteretterne ske i etaper. Der vil således i en pilotperiode alene blive stillet krav om og være mulighed for ved udvalgte skifteretter i videre omfang end hidtil at anvende domstolenes skifteportal til skriftlig kommunikation med skifteretterne i dødsboskiftesager. Efter denne pilotperiode vil skifteportalen forventeligt i løbet af nogle måneder skulle anvendes til al skriftlig kommunikation i alle skifteretter. Ud over registrering af krav, tilgodehavende m.v. vil kommunikation med skifteretten på skifteportalen således kun være mulig i dødsboskiftesager, der behandles af skifteretter, som har taget den nye it-løsning i brug. Udrulning af skifteportalen til henholdsvis landsretterne og Højesteret forventes først at ske i forbindelse med en senere release i Straffe- og skifteprogrammet.

Det kan ikke udelukkes, at der i forløbet fra pilotperiodens begyndelse til den fulde udbredelse af skifteportalen i hele landet kan opstå tekniske udfordringer, som skal løses. Det kan derfor blive nødvendigt løbende at tage højde herfor i forhold til udvidelsen af skifteportalen for at sikre, at brugerne af skifteretten oplever færrest mulige gener i overgangsperioden. Bemyndigelsen omfatter derfor også, at Domstolsstyrelsen i forbindelse med udvidelsen af skifteportalen med det nye it-system til understøttelse af behandlingen af dødsboskiftesager vil kunne fastsætte regler om, at §§ 2 og 3 i en nærmere fastsat periode ikke finder anvendelse ved behandlingen af dødsboskiftesager i bestemte retskredse, hvor it-systemet ellers var taget i brug, hvis dette undtagelsesvis af tekniske grunde måtte vise sig at være påkrævet af hensyn til den forsvarlige behandling af dødsboskiftesager.

Efter forslagets stk. 8 kan skifteretten konkret beslutte, at en sag, hvor dødsfaldet er sket før lovens ikrafttræden, eller som efter stk. 7, 2. pkt., behandles efter de hidtil gældende regler, skal behandles på domstolenes skifteportal. Det er en forudsætning, at skifteretten først kan træffe en sådan beslutning, når den pågældende skifteret har taget domstolenes skifteportal i brug, og skifterettens sager behandles på skifteportalen. Bestemmelsen tænkes navnlig anvendt, hvor skifteretten vurderer, at der vil være en ressourcemæssig gevinst forbundet med at lade en sag overgå til behandling på skifteportalen, f.eks. fordi dødsfaldet er sket kort forinden lovens ikrafttræden, og sagen må forventes at versere i længere tid ved skifteretten. Træffer skifteretten beslutning om at lade en sag overgå til behandling på skifteportalen, gør skifteretten sagen tilgængelig på skifteportalen.

Beslutningen om, at en sag, hvor dødsfaldet er sket før lovens ikrafttræden, eller som behandles efter de hidtil gældende regler, skal behandles efter de foreslåede regler i lovforslaget, skal efter forslaget undergives samme kærebegrænsning som skifterettens afgørelser efter dødsboskiftelovens § 105, stk. 1. jf. retsplejelovens § 389 a, stk. 1. Beslutningen kan således ikke indbringes for højere ret uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Der indføres i forslagets stk. 9 bemyndigelse til, at Domstolsstyrelsen kan bestemme, at alle verserende dødsboskiftesager fremover skal behandles på skifteportalen. Det forudsættes, at denne mulighed bliver udnyttet, når størstedelen af de sager, hvor dødsfaldet er sket før ikrafttræden af lovens §§ 2 og 3, er afgjort, og der kun resterer et mindre antal sager, som ikke behandles digitalt. Bestemmelsen vil desuden kunne anvendes, hvis de nuværende DSI-systemer ikke længere anvendes af domstolene. Det vil påhvile skifteretterne at digitalisere de resterende sager.

Det foreslås med stk. 10, at regler udstedt i medfør af § 144, stk. 4, i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts 2024, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 144, stk. 3, i retsplejeloven, jf. denne lovs § 1, nr. 17.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensrettelse som følge af, at bemyndigelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 144, stk. 4, foreslås rykket til 144, stk. 3, i medfør af denne lovs § 1, nr. 17. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer med den foreslåede bestemmelser.

Det foreslås med stk. 11 , at regler udstedt i medfør af § 22, stk. 6, i arveloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1347 af 15. juni 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 22, stk. 6, i arveloven, jf. denne lovs § 3, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensrettelse som følge af, at bemyndigelsesbestemmelsen i arvelovens § 22, stk. 6, foreslås ændret i medfør af denne lovs § 3, nr. 2.

Kilde

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås i stk. 1 , at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2-4.

For Færøerne og Grønland gælder særlige retsplejelove, og lovforslagets § 1 skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Lovforslagets § 4 vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, da databeskyttelsesloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, ligesom loven ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland, jf. databeskyttelseslovens § 48.

Det foreslås i stk. 2, at lovens §§ 2 og 3 ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.