Til nr. 1

Antallet af dommere ved landsretterne er fastsat i retsplejelovens § 5, stk. 2. Det følger heraf, at Østre Landsret, der har sit sæde i København, består af en præsident og mindst 56 andre landsdommere. Vestre Landsret, der har sit sæde i Viborg, består af en præsident og mindst 36 andre landsdommere.

For at give mulighed for, at landsdommere kan overgå til ansættelse på deltid, jf. retsplejelovens § 51 a, kan der udnævnes yderligere op til 4 landsdommere. Ved ledighed i en dommerstilling ved en landsret, hvor der er udnævnt en eller flere yderligere dommere efter denne bestemmelse, bestemmer Domstolsstyrelsen, om stillingen skal søges besat, og i givet fald ved hvilken landsret stillingen skal placeres, jf. retsplejelovens § 5, stk. 3.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 5 indsættes et nyt stykke, hvorefter der i tilfælde, hvor en landsret har afgivet en landsdommer med henblik på at varetage hvervet som formand for en undersøgelseskommission, kan udnævnes en yderligere landsdommer ved den pågældende landsret, hvis det på grund af kommissionens forventede varighed og antallet af konstituerede dommere i landsretten skønnes at være nødvendigt.

Udnævnelse af den yderligere landsdommer ved det pågældende embede vil skulle ske efter sædvanlig procedure.

Det vil i praksis være Domstolsstyrelsen, der træffer beslutning om, hvorvidt der skal udnævnes en yderligere landsdommer ved en landsret, der afgiver en landsdommer til varetagelse af hvervet som formand for en undersøgelseskommission. Domstolsstyrelsens beslutning herom træffes efter drøftelse med den relevante landsretspræsident.

En landsdommer, der udnævnes som yderligere dommer i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være fuldstændig ligestillet med de øvrige landsdommere ved embedet. Dette indebærer bl.a., at den pågældende landsdommer kun kan afskediges efter de almindelige regler om afskedigelse af dommere.

Det foreslås som følge heraf, at stillingen bortfalder ved første ledighed i en fast landsdommerstilling ved den pågældende landsret, efter at den pågældende landsdommer er vendt tilbage til retten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 69, at der til nævning og domsmand kan udtages enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til Folketinget, medmindre den pågældende fylder 70 år inden udløbet af det tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller legemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog er ude af stand til at fyldestgøre en nævning eller domsmands pligter.

Det foreslås at hæve aldersgrænsen for lægdommere fra 70 år til 75 år.

De gældende regler indebærer, at en person ikke kan optages på grundlisten, hvis den pågældende er fyldt 66 år ved grundlisteperiodens begyndelse. Hvis lovforslaget vedtages betyder det, at en person ikke vil kunne optages på grundlisten, hvis den pågældende er fyldt 71 år ved begyndelsen af en grundlisteperiode.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af retsplejelovens § 70, at ministre, advokater, advokatfuldmægtige, centraladministrationens, domstolenes, anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukket fra at være nævning og domsmand.

Det foreslås, at retsplejelovens § 70 nyaffattes, således at den fremover opbygges punktvis for at øge overskueligheden. Endvidere foreslås ordlyden moderniseret.

Bestemmelsens nr. 1 svarer til den gældende regel, hvorefter ministre er udelukket fra lægdommerhvervet som følge af adskillelsen mellem domstolene og regeringen, som ministrene er en del af.

Som nr. 2 foreslås at udelukke ansatte i ministeriers departementer og ansatte i chefstillinger i de under departementerne hørende underordnede myndigheder. Formålet er fremover alene at udelukke ansatte, som kan antages at have sådan kontakt med en minister, at det kan skabe tvivl om domstolenes uafhængighed.

Ansatte i et ministeriums departement er således udelukket fra af være lægdommere, uanset hvilken stilling i departementet den pågældende bestrider.

Det er en konkret vurdering, om en person kan siges at være ansat i et departement. Det afgørende i forhold til denne vurdering er, om den pågældende udfører sit almindelige arbejde eller gør tjeneste i og for departementet.

Endvidere foreslås udelukket de personer, som bestrider chefstillinger i de underordnede myndigheder, som hører under et ministeriums departement, dvs. myndigheder, som hører under et ministeriums ressort, og hvor der består et sædvanligt over-/underordnelsesforhold mellem departementet og de pågældende myndigheder. Et sådant over-/underordnelsesforhold vil som oftest foreligge i forhold til styrelser, direktorater og lignende underordnede forvaltningsmyndigheder, som f.eks. tilsyn.

Derimod er en myndighed ikke underordnet, hvis den står uden for det almindelige administrative myndighedshierarki. Dette gælder navnlig for forskellige nævn, udvalg, råd osv., som i henhold til lovgivningen er uafhængige. Ministeriers departementer og deres underordnede myndigheder kan i forhold til disse nævn mv. have en administrativ funktion, men der består almindeligvis ikke et over-/underordnelsesforhold mellem de pågældende myndigheder.

For så vidt angår underordnede myndigheder, der har direkte referat til ministeren, har disse principielt set status af et departement.

Chefstillinger i underordnede myndigheder har stillingsbetegnelser som direktør, vicedirektør, afdelingschef, kommitteret, kontorchef eller enhedschef. Betegnelsen er ofte vejledende, men ikke afgørende. Ved vurderingen af, om en stilling i denne henseende må anses som en chefstilling, skal der lægges vægt på, om stillingen i forhold til bl.a. ledelsesbeføjelser og placering i det administrative regi (herunder omfanget af den pågældendes kontakt med ministeren) i det mindste svarer til, hvad en kontorchef almindeligvis må forventes at kunne have. Ligeledes kan lønforhold inddrages som et vejledende moment.

Det er uden betydning, hvilket fagområde i en underordnede myndighed, den pågældende chefstilling dækker.

Som nr. 3 foreslås udelukket ansatte ved domstolene og i politi, anklagemyndighed, kriminalforsorgen og andre myndigheder på Justitsministeriets område. Der er herved til dels tale om en videreførelse af de gældende regler om udelukkelse.

Det foreslås, at udelukkelsen skal omfatte samtlige ansatte i myndigheder på Justitsministeriets område, uanset om den pågældende er ansat i en underordnet myndighed under Justitsministeriet eller en myndighed, som varetager opgaver uafhængigt af ministeriet eller justitsministeren.

Den foreslåede regel supplerer til dels forslaget til nr. 2, idet udelukkelsen i forhold til myndigheder på Justitsministeriets område skal omfatte alle ansatte og dermed ikke kun dem, der er ansat i en chefstilling.

For at understrege lægdommeres uafhængighed foreslås bibeholdt, at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at personer, der er ansat ved domstolene eller i politi, anklagemyndighed og kriminalforsorgen (dvs. fængselsvæsenet), er udelukket fra at virke som lægdommere i fællesskab med ansatte i andre myndigheder på Justitsministeriets område.

Sognefogeder er ansat af politiet, og vil allerede som følge af dette være udelukket fra at virke som lægdommere. På den baggrund er der ikke længere grund til, at det udtrykkeligt fremgår af retsplejeloven, at sognefogeder er udelukket fra at virke som lægdommer. Forslaget herom indebærer således ingen materiel ændring.

Som nr. 4 foreslås den gældende udelukkelse af advokater og advokatfuldmægtige opretholdt.

Som nr. 5 foreslås udelukket præster i folkekirken og andre trossamfund.

Det foreslås, at terminologien ”gejstlig” ændres til ”præst”. Der er dog ikke hermed tilsigtet nogen ændring i den personkreds, som er omfattet af bestemmelsen. Omfattet af begrebet ”præst” er således præster, herunder provster og biskopper. Omfattet er endvidere imamer, rabbinere, brahmaner og andre religiøse forkyndere, som i deres eget trossamfund udfylder samme rolle som en præst i folkekirken ved bl.a. at afholde prædiken. Det er ikke et krav, at hvervet som præst er et fuldtidshverv, og personer, der alene virker som præst ved siden af en anden fuldtidsbeskæftigelse, vil således også være omfattet af bestemmelsen og dermed være udelukket fra at være lægdommer.

Det foreslås endvidere, at præster fra alle trossamfund, herunder folkekirken og de anerkendte trossamfund, omfattes af bestemmelsen. Det er således uden betydning, om et trossamfund er anerkendt, godkendt eller ikke-godkendt.

I det omfang der ikke er tale om en præst i et anerkendt trossamfund eller et trossamfund, som er godkendt af Kirkeministeriet, beror det på en konkret vurdering, om der er tale om et egentligt trossamfund. Der vil i den forbindelse kunne tages udgangspunkt i de betingelser, som i praksis er opstillet herfor, dvs. om der er tale om en sammenslutning eller forsamling (et religionssamfund), hvis primære formål er gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære og ritus.

Den gældende udelukkelse af tjenestemænd og øvrige ansatte i overøvrigheden (Statsforvaltningen) foreslås ophævet, idet karakteren af de opgaver, som varetages af Statsforvaltningen, ikke længere kan begrunde, at alle ansatte er udelukket fra at være lægdommer. Ansatte i chefstillinger i Statsforvaltningen vil imidlertid være udelukket som følge af forslaget til nr. 2, da der i visse tilfælde består et over-/underordnelsesforhold mellem Børne- og Socialministeriet og Statsforvaltningen. Statsforvaltningen må på den baggrund betragtes som en underordnet myndighed under Børne- og Socialministeriet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter retsplejelovens § 71, nr. 8, kan personer alene fritages fra lægdommerhvervet på grund af helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold, såfremt de pågældende personer på grund af disse forhold ikke uden fare for deres velfærd kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten.

Det foreslås, at en person bør kunne begære sig fritaget fra lægdommerhvervet, selv om hvervet som lægdommer ikke truer den pågældendes velfærd, hvis vedkommendes udførelse af lægdommerhvervet ikke står i et rimeligt forhold til det samfundsmæssige udbytte herved.

Forslaget indebærer således, at en person kan begære sig fritaget fra lægdommerhvervet, såfremt vedkommende på grund af sin helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold ikke uden fare for sin velfærd eller uden uforholdsmæssig ulempe kan opfylde nævninge- og eller domsmandspligten.

Bestemmelsen vil kunne anvendes, hvor hvervet medfører en uforholdsmæssig ulempe for en domsmand eller nævnings erhvervs- eller familieforhold, f.eks. hvor en meget lang transporttid for den pågældende til og fra tingstedet ikke står i rimeligt forhold til den tid, den pågældende skal være i retten.

Det forhold, at man ikke bryder sig om at dømme i straffesager, kan derimod – som det også er tilfældet i dag – ikke begrunde en fritagelse fra at udføre hvervet som lægdommer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 og 6

Retsplejelovens § 71 indeholder en snæver mulighed for at blive fritaget for hvervet som lægdommer.

Det foreslås, at der i forlængelse af den gældende undtagelse i retsplejelovens § 71, nr. 9, indsættes et nr. 10, der bevirker, at en lægdommer kan begære sig fritaget for nævninge- og domsmandshvervet, hvis den pågældende i to perioder har været udtaget til nævninge- og domsmandslister. Det forudsættes, at den pågældende har været udtaget i to hele perioder (dvs. i alt 8 år) på nævninge- og domsmandslister. Det er derimod uden betydning, om der er tale om sammenhængende perioder.

Personer, der har været optaget på en grundliste, uden at blive udtaget til enten nævninge- og domsmandslisten, har derimod ikke krav på at blive fritaget.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det følger af retsplejelovens § 72, at udtagelsen til grundlisten inden for hver kommune foretages af et grundlisteudvalg på fem medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen for de kommunale råds valgperiode.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen fremover har mulighed for at sammensætte et grundlisteudvalg på flere end fem medlemmer, hvilket har til formål at lette grundlisteudvalgenes arbejde med at finde egnede personer til grundlisten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 1, at retssproget er dansk, og at afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, så vidt muligt skal ske ved hjælp af en uddannet translatør el.lign. Dog kan tilkaldelse af tolk undlades i borgerlige sager, når ingen af parterne gør krav herpå, og retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret.

Det foreslås, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 2. pkt., ændres således, at det fremgår, at ikke blot afhøring af, men også forhandling med personer, der ikke behersker det danske sprog, så vidt muligt skal ske ved hjælp af en uddannet translatør el.lign.

Den foreslåede ændring indebærer, at ordlyden af retsplejelovens § 149, stk. 1, bringes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning heraf, hvoraf følger, at en person, der ikke taler eller forstår dansk, har krav på, at alle oplysninger, der fremkommer under en straffesag, og som er nødvendige for, at den pågældende kan varetage sit forsvar, oversættes.

Med den foreslåede ændring følger det således direkte af retsplejeloven, at der skal anvendes en tolk under hele retsmødet og ikke kun i forbindelse med afhøringen af en person, som ikke taler eller forstår dansk. Kravet om anvendelse af tolk under hele retsmødet knytter sig til sigtede og tiltalte, mens der for vidner alene forudsættes at ske en oversættelse under afhøringen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 1, 3. og 4. pkt., at tilkaldelse af tolk kan undlades i borgerlige sager, når ingen af parterne gør krav herpå, og retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret.

Det foreslås, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., nyaffattes, således at det fremgår af bestemmelsen, at tilkaldelse af tolk kan undlades i tilståelsessager og i sager, der behandles uden domsmænd, såfremt retten og sagens andre aktører har det fornødne kendskab til det fremmede sprog, og hvis det i øvrigt findes ubetænkeligt.

Det sikres herved, at retterne får mulighed for at gennemføre et retsmøde om f.eks. en bødesag uden anvendelse af tolk i situationer, hvor retten og sagens andre aktører, dvs. typisk anklageren og sigtede, forstår det fremmede sprog. Det forudsættes, at en tilkendegivelse fra en af sagens aktører om, at den pågældende ikke fuldt ud forstår det fremmede sprog, fører til, at der tilkaldes en tolk, eller at behandlingen af sagen udsættes med henblik herpå. Der stilles herudover krav om, at det i øvrigt skal findes ubetænkeligt ikke at anvende tolk. Det kan efter Justitsministeriets opfattelse f.eks. være betænkeligt ikke at anvende tolk, hvis der er tale om sager med omfattende bevisførelse.

I de tilfælde hvor tilkaldelse af tolk undlades, vil ikke alene afhøringen, men hele retsmødet skulle kunne gennemføres uden tolk.

Med den foreslåede ændring bringes ordlyden af retsplejelovens § 149, stk. 1, i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3 litra e, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning heraf, idet det dermed ikke længere er tilstrækkeligt, at retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i retsplejelovens § 247, stk. 1, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af lovforslagets § 2, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 7, at justitsministeren kan tillade, at forbrugerombudsmanden og ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan møde for en part i byretten, landsretten samt Sø- og Handelsretten i retssager inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed, hvor Forbrugerombudsmanden optræder som mandatar. Det er dog en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at den ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsretten i andre sager end sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4, har opnået møderet for landsretten og for Sø- og Handelsretten efter bestemmelsen i retsplejelovens § 133.

Det foreslås, at retsplejelovens 260, stk. 7, 2. pkt., nyaffattes, således at det fremgår, at ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsretten skal have opnået eller kan opnå møderet for landsretten og for Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens § 133.

Forslaget indebærer, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat, der er advokat, kan møde som mandatar i sager omfattet af retsplejelovens § 260, stk. 7, med henblik på at opnå møderet for landsretten eller Sø- og Handelsretten efter bestemmelsen i retsplejelovens § 133.

Adgangen til, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan møde i retten for en part som mandatar, vil som hidtil være begrænset til retssager inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed, dvs. sager inden for Forbrugerombudsmandens til enhver tid værende tilsynsområde.

Der stilles endvidere fortsat krav om, at justitsministeren skal meddele tilladelse til at give møde i de pågældende sager efter retsplejelovens § 122, stk. 3.

Det vil være overladt til vedkommende ret at vurdere, om en sag er egnet som prøvesag, jf. retsplejelovens § 133, stk. 4, som ikke foreslås ændret.

Det foreslås desuden, at henvisningen til retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 4, der dog rettelig vedrører nr. 5, jf. afsnit 8.1 i de almindelige bemærkninger, udgår. Retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 5, vedrører behandling af begæringer om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering, og der er således tale om sager, hvori Forbrugerombudsmanden ikke har kompetence.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, at fri proces efter bestemmelsens stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæres uden tilladelse.

Det foreslås, at retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., ændres således, at kendelser om afslag på fri proces afsagt af en byret uanset kærebegrænsningen i retsplejelovens § 389 a skal kunne kæres uden særlig tilladelse i lighed med, hvad der gælder for sager, der behandles af Sø- og Handelsretten og af landsretten som 1. instans.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af retsplejelovens § 495, stk. 1, 1. pkt., at en fogedforretning kan foretages, selv om skyldneren ikke giver møde eller træffes. Ifølge bestemmelsens 2. pkt. kan der dog på fogedrettens kontor – hvis skyldneren ikke er mødt – ikke foretages udlæg i andet end fast ejendom eller andele i andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber i henhold til pantebrev, jf. § 478, stk. 1, nr. 6.

Den foreslåede ændring af § 495, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at fogedretten – hvis skyldneren ikke er mødt – som noget nyt også vil kunne foretage udlæg på rettens kontor i fast ejendom eller andele i andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. § 478, stk. 2, og som er sikret ved lovbestemt pant i det udlagte.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Det foreslås at indsætte en ny § 543 a i retsplejeloven, der indebærer, at lovens § 506 om telekommunikation i fogedsager finder tilsvarende anvendelse for behandlingen af auktionssager, jf. herved kapitel 49-52. Det gælder dog ikke ved afholdelse af selve auktionen (auktionsmødet), jf. den foreslåede bestemmelses 2. pkt.

Efter retsplejelovens § 506, stk. 1, kan retten – for retsmøder, hvor der ikke skal være mundtlig forhandling om et omtvistet spørgsmål – tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.

For retsmøder, hvor der skal være mundtlig forhandling om et omtvistet spørgsmål, kan retten tillade, at en part, der er repræsenteret i retten, deltager ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig, jf. § 506, stk. 2. Er parten ikke repræsenteret i retten – eller er der tale om en rettergangsfuldmægtig – kan retten tillade deltagelse i et sådant retsmøde ved anvendelse af telekommunikation, hvis sådan deltagelse af særlige grunde er hensigtsmæssig, jf. stk. 3.

Retsplejelovens § 506 finder anvendelse for telekommunikation både med og uden billede, jf. herved § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 980 af 25. september 2009 om ikrafttræden af reglerne om videokommunikation.

Retsplejeloven indeholder herudover forskellige generelle bestemmelser, der – alt efter omstændighederne – regulerer anvendelse af telekommunikation i retssager. Det drejer sig bl.a. om retsplejelovens § 32 d (anvendelse af telekommunikation med billede, når der i retsmødet skal afgives forklaring af en anden part e.l.) og § 174, stk. 2 og 3 (betingelser for afgivelse af forklaring ved anvendelse af telekommunikation).

Med den foreslåede bestemmelse vil det herefter bl.a. være muligt for en part eller rettergangsfuldmægtig at deltage ved anvendelse af telekommunikation i de vejledningsmøder, som fogedretten afholder med skyldneren forud for visse tvangsauktioner mv., jf. retsplejelovens § 561 (fast ejendom) og § 559 a, stk. 2 (andele i andelsboligforeninger mv.). Det vil også være muligt at anvende telekommunikation i forbindelse med de forberedende møder, der efter retsplejelovens § 563 kan afholdes forud for tvangsauktion over fast ejendom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det foreslås, at titlen på Bruxelles I-loven ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

Den foreslåede ændring skyldes, at der med lovforslaget lægges op til at værnetingsaftalekonventionen skal gennemføres i Bruxelles I-loven. Loven regulerer herefter forhold omkring gennemførelse, anerkendelse og fuldbyrdelse efter både Bruxelles I-forordningen, Luganokonventionen, underholdspligtforordningen og værnetingsaftalekonventionen. Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede ændring sikrer bedre klarhed om lovens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det foreslås, at der i § 1 i Bruxelles I-loven tilføjes en henvisning til Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler (værnetingsaftalekonventionen). Med forslaget vil konventionen fremover være inkorporeret i dansk ret, og konventionens regler vil således finde anvendelse her i landet.

Værnetingsaftalekonventionen foreslås samtidig medtaget i loven som nyt bilag 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det foreslås at indsætte et nyt kapitel 2 c om anerkendelse og fuldbyrdelse efter værnetingsaftalekonventionen.

Kapitlet indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved eksekvatur, hvorefter udenlandske retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, kan erklæres eksigible i Danmark. Den foreslåede fremgangsmåde svarer med enkelte ændringer til reglerne i det gældende kapitel 2 a i Bruxelles I-loven om anerkendelse og fuldbyrdelse efter Luganokonventionen, og det er således hensigten, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen.

Der er foretaget enkelte ændringer i forhold til den fremgangsmåde, der er fastsat i det gældende kapitel 2 a i Bruxelles I-loven. Det skyldes, at værnetingsaftalekonventionen til forskel fra Luganokonventionen, ikke indeholder regler om fremgangsmåden ved eksekvatur, jf. konventionens artikel 14. De kontraherende stater er således ikke bundet af en særlig form, når de fastsætter en eksekvaturprocedure. Med henblik på at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen, optræder der således i det foreslåede kapitel 2 c en række supplerende bestemmelser i forhold til det gældende kapitel 2 a. Det drejer sig eksempelvis om, hvad der kræves for, at en udenlandsk retsafgørelse kan erklæres eksigibel, om frister for kære af en afgørelse om eksigibilitet og om stedet for indlevering af kæreskrift.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 8 i fastsætter regler for eksekvaturproceduren.

Det foreslås i stk. 1 , at en anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. Anmodningen skal være skriftlig.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 a, stk. 1, i Bruxelles I-loven. Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.

Med henblik på at sikre en enkel procedure for indgivelse af en anmodning om eksekvatur og om fuldbyrdelse foreslås det i stk. 2 , at der samtidig med en anmodning efter stk. 1, kan anmodes om efterfølgende tvangsfuldbyrdelse af retsafgørelsen efter retsplejelovens regler. Man kan således nøjes med at indgive én anmodning til fogedretten, der både omfatter, at den udenlandske retsafgørelse erklæres eksigibel, og at fogedretten efterfølgende tvangsfuldbyrder afgørelsen. Når fogedretten har truffet afgørelse om, at en retsafgørelse, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen erklæres eksigibel, kan retten tvangsfuldbyrde afgørelsen efter retsplejelovens regler.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 a, stk. 2, i Bruxelles I-loven, og forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.

Det foreslås i stk. 3 , at den, der fremsætter anmodning efter stk. 1 om, at en udenlandsk retsafgørelse skal erklæres eksigibel, i det omfang vedkommende ikke har bopæl her i landet, skal udpege en procesfuldmægtig. Den foreslåede bestemmelse svarer til Luganokonventionens artikel 40, stk. 2. Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.

Det foreslås i stk. 4 , at en retsafgørelse erklæres eksigibel, når kravene i konventionens artikel 13 er opfyldt, uden prøvelse af de i konventionen opregnede grunde til afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse. Den foreslåede bestemmelse fastsætter krav om, hvilke dokumenter der skal indleveres ved en anmodning om eksigibilitet, og fastslår i samme forbindelse, hvornår en retsafgørelse, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, kan erklæres eksigibel.

Det fremgår således af konventionens artikel 13, at den part, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse, skal forelægge en fuldstændig bekræftet kopi af dommen (stk. 1, litra a), den eksklusive værnetingsaftale, en bekræftet kopi heraf eller andet bevis på, at der er indgået en sådan aftale (stk. 1, litra b), hvis der er tale om en udeblivelsesdom, original eller bekræftet kopi af et dokument, hvoraf det fremgår, at stævningen eller et ligestillet processkrift er blevet forkyndt for den udeblevne part (stk. 1, litra c), eventuelle dokumenter, som måtte være nødvendige for at konstatere, at dommen har retskraft eller, når det er relevant, at den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten (stk. 1, litra d), og, hvis der er tale om et retsforlig efter konventionens artikel 12, en attest fra domstolen i oprindelsesstaten, hvoraf det fremgår, at retsforliget eller en del heraf i oprindelsesstaten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom (stk. 1, litra e).

Fogedretten skal vurdere, hvorvidt de i konventionens artikel 13 nævnte betingelser er opfyldt ved anmodningen om eksigibilitet. Fogedretten kan i denne forbindelse anmode om yderligere dokumenter. Konventionens artikel 13, stk. 1, er således ikke udtømmende, men ved anmodning om yderligere dokumentation bør det undgås at pålægge parterne unødvendige byrder.

Som det fremgår af konventionens artikel 13, stk. 3, kan der ved anmodningen om eksigibilitet vedlægges en formular i den udformning, som Haagerkonferencen om International Privatret har anbefalet og offentliggjort. Formularen er tilgængelig på Haagerkonferencens hjemmeside. Det er ikke obligatorisk at anvende formularen, og det vil således være fogedrettens vurdering på baggrund af alle de fremlagte beviser, om en retsafgørelse kan erklæres eksigibel. Det er ikke i sig selv afgørende, om der er gjort indsigelse mod de oplysninger, der er anført i formularen.

Det fremgår af konventionens artikel 13, stk. 4, at hvis de i konventionens artikel 13 nævnte dokumenter ikke er affattet på et sprog, der er et officielt sprog i den stat, hvor anmodningen indgives, skal de ledsages af en autoriseret oversættelse til et officielt sprog i denne stat, medmindre andet følger af lovgivningen i den pågældende stat. Det foreslås på den baggrund i stk. 5 , at retsplejelovens § 149, stk. 2, finder anvendelse på den dokumentation, der er nævnt i konventionens artikel 13. Det betyder, at dokumenter, der er affattet på fremmede sprog, skal ledsages af en oversættelse, der, når retten eller modparten forlanger det, skal bekræftes af en uddannet translatør el.lign. Oversættelse kan dog frafaldes, når begge parter er enige derom, og retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 8 i, stk. 4, at der ikke ved fogedrettens afgørelse af, om en retsafgørelse, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, kan erklæres eksigibel, kan ske prøvelse af de i konventionen opregnede grunde til afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse, ligesom den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke på dette tidspunkt af sagens behandling kan fremsætte bemærkninger. Bestemmelsen svarer herved til artikel 41 i Luganokonventionen, og indebærer, at retten ved sin vurdering af, om en retsafgørelse kan erklæres eksigibel i Danmark, ikke kan prøve, hvorvidt de i konventionen opregnede grunde til afvisning af anerkendelse eller fuldbyrdelse, finder anvendelse på anmodningen. Disse grunde er navnlig opregnet i konventionens artikel 9. Dette svarer til ordningen efter Luganokonventionen, hvor fogedretten træffer afgørelse om eksigibilitet efter en begrænset formel prøvelse af anmodningen. Først i forbindelse med en eventuel kære af fogedrettens kendelse kan der gøres indsigelser mod anmodningen. Bestemmelsen hænger således nært sammen med den foreslåede § 8 j, stk. 6, om adgangen for den ret, hvortil afgørelsen om eksigibilitet er kæret, til at afslå at erklære en retsafgørelse eksigibel, jf. nedenfor.

Det foreslås i stk. 6 , at fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen er eksigibel, træffes ved kendelse. Dette indebærer bl.a., at retten, efter afsigelse af kendelsen, meddeler en part udskrift af kendelsen, hvis parten anmoder herom, eller hvis parten ikke var til stede ved afsigelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 219, stk. 6, 2. pkt. Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.

Det foreslås i stk. 7 , at fogedrettens afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres eksigibel, skal forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse. Forkyndelse sker efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17, og den retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, skal vedlægges forkyndelsen. Det svarer til ordningen efter Luganokonventionens artikel 42, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 8 j indeholder regler om kære af en kendelse om eksekvatur.

Det foreslås i stk. 1 , at fogedrettens afgørelse om eksigibilitet med de ændringer, der følger af denne lov, kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37, hvilket svarer til, hvad der gælder i forhold til afgørelser om eksigibilitet efter Luganokonventionen.

Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.

Det foreslås i stk. 2 , at landsrettens afgørelse med de ændringer, der følger af loven, og med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, kan kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, jf. § 392, stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal i dette tilfælde indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse til kære, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. § 392, stk. 4. Den foreslåede bestemmelse svarer til, hvad der gælder i forhold til afgørelser om eksigibilitet efter Luganokonventionen.

Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.

Det foreslås i stk. 3 , at kære efter den foreslåede stk. 1 og 2 sker ved indlevering af kæreskrift til den ret, hvortil afgørelsen kæres. Der er tale om en fravigelse af retsplejelovens § 393, stk. 3, hvorefter kære sker ved indlevering af kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæres.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Den foreslåede bestemmelse er således medtaget, fordi værnetingsaftalekonventionen i modsætning til Luganokonventionen ikke indeholder regler om fremgangsmåden ved eksekvatur.

På samme baggrund foreslås det i stk. 4 , at fristen for kære af en afgørelse om, at en udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel, er 1 måned fra det tidspunkt, hvor afgørelsen blev forkyndt. Kravet om forkyndelse følger af den foreslåede § 8 i, stk. 7, og sker efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17. Der er tale om en fravigelse af retsplejelovens § 394, hvorefter kærefristen er 2 uger, der regnes fra afgørelsestidspunktet. Den foreslåede bestemmelse regulerer alene kærefristen for afgørelser, hvorefter en udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel. For så vidt angår afgørelser om, at en udenlandsk retsafgørelse ikke erklæres eksigibel, finder retsplejelovens almindelige frister for kære anvendelse, hvilket svarer til ordningen efter Luganokonventionen. Det er formålet med bestemmelsen, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til forarbejderne til den oprindelige Bruxelles I-lov, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1547, hvor spørgsmålet er behandlet nærmere.

Det foreslås i stk. 5 , at den ret, hvortil afgørelsen kæres, giver parterne adgang til at udtale sig. Retten kan bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling. Bestemmelsen svarer til den gældende § 8 b, stk. 3, i Bruxelles I-loven, som gennemfører Luganokonventionens artikel 43, stk. 3, hvorefter appel af en afgørelse om eksekvatur behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure.

Der findes ikke et tilsvarende krav om kontradiktorisk procedure ved appelbehandling efter værnetingsaftalekonventionen, og bestemmelsen har derfor alene til formål at præcisere, at parterne – til forskel fra proceduren i 1. instans – har adgang til at fremsætte bemærkninger til retten under kæresagen. Det sikres herved, at sager efter værnetingsaftalekonventionen behandles efter samme procedure som sager efter Luganokonventionen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en mindre afvigelse fra reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Efter retsplejelovens § 397, stk. 1, har parterne adgang til at indsende skriftlige udtalelser til den ret, hvortil en afgørelse kæres. Retten har imidlertid ikke pligt til udtrykkeligt at vejlede parterne herom, og udtalelser, der fremkommer senere end 10 dage efter byrettens meddelelse om sagens oversendelse til landsretten, tages kun i betragtning, hvis sagen endnu ikke er afgjort. Efter retsplejelovens § 398 kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling, hvor særlige grunde taler derfor. Udgangspunktet efter de almindelige regler er således, at kæresager behandles på skriftligt grundlag.

Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til forarbejderne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.

Det foreslås i stk. 6 , at den ret, hvortil afgørelsen er kæret, kun kan afslå at erklære retsafgørelsen eksigibel eller ophæve afgørelsen om eksigibilitet efter de grunde, der er opregnet i konventionen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at landsretterne og Højesteret ved behandling af en kæresag om enten fogedrettens afgørelse efter den foreslåede § 8 i, eller af landsrettens afgørelse ved appel heraf, skal prøve, hvorvidt de i konventionen opregnede grunde til, at anerkendelse og fuldbyrdelse kan afslås, foreligger. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til Luganokonventionens artikel 45, stk. 1, og bestemmelsen skal således sikre, at sager efter værnetingsaftalekonventionen behandles efter samme fremgangsmåde, som sager efter Luganokonventionen.

Det fremgår af værnetingsaftalekonventionens artikel 8, stk. 1, 2. pkt., at anerkendelse eller fuldbyrdelse alene kan nægtes af de grunde, der er anført i konventionen. Disse grunde er navnlig opregnet i konventionens artikel 9, og er i øvrigt omtalt i afsnit 182-193 i den forklarende rapport til konventionen.

Efter konventionens artikel 9, litra a, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås, hvis værnetingsaftalen var ugyldig efter loven i den stat, hvor den valgte domstol er beliggende, medmindre den valgte domstol har fastslået, at aftalen er gyldig. Der er ingen krav til grundlaget for ugyldighed, men det fremgår af bestemmelsen, at ugyldigheden skal vurderes efter lovgivning i den stat, hvor den domstol, der er udpeget i medfør af værnetingsaftalen, er beliggende.

Efter konventionens artikel 9, litra b, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås, hvis en af parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå værnetingsaftalen ifølge lovgivningen i den stat, hvor anmodningen om anerkendelse og fuldbyrdelse indgives. Det fremgår af afsnit 184 i den forklarende rapport til konventionen, at eftersom manglende rets- og handleevne også ville gøre værnetingsaftalen ugyldig i henhold til konventionens artikel 9, litra a, afgøres rets- og handleevne både af den valgte domstols lovgivning og af lovgivningen i den stat, hvor den domstol, der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse, er beliggende.

Efter konventionens artikel 9, litra c, pkt. i, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås, hvis stævningen eller et hermed ligestillet processkrift, der indeholder de væsentligste oplysninger om kravet, ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i rette tid og på en sådan måde, at han har haft mulighed for at varetage sit forsvar, medmindre sagsøgte i oprindelsesstaten har deltaget i et retsmøde og redegjort for sine synspunkter uden at anfægte forkyndelsen, forudsat at lovgivningen i oprindelsesstaten gav mulighed herfor.

Efter konventionens artikel 9, litra c, pkt. ii, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse ligeledes afslås, hvis stævningen eller et hermed ligestillet processkrift, der indeholder de væsentligste oplysninger om kravet, er blevet meddelt for sagsøgte i den stat, hvor anmodningen indgives, på en måde, der er uforenelig med denne stats grundlæggende retsprincipper vedrørende forkyndelse af dokumenter.

Efter konventionens artikel 9, litra d, kan anerkendelse og fuldbyrdelse afslås, hvis retsafgørelsen er opnået ved processuelt bedrageri. I afsnit 188 i den forklarende rapport til konventionen fremhæves en række eksempler på tilfælde, hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse kan nægtes efter denne bestemmelse, herunder hvor sagsøger bevidst giver sagsøgte forkerte oplysninger om tid og sted for retsmødet, eller hvis en part søger at bestikke en dommer, en nævning eller et vidne eller bevidst skjuler vigtige beviser.

Efter konventionens artikel 9, litra e, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås, hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den stat, hvor anmodningen indgives, herunder hvis der er tale om en situation, hvor proceduren forud for dommen har været uforenelig med grundlæggende principper om retspleje i denne stat.

Efter konventionens artikel 9, litra f, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås, hvis retsafgørelsen strider mod en anden retsafgørelse, der i den stat, hvor anmodningen indgives, er afsagt i en tvist mellem de samme parter.

Efter konventionens artikel 9, litra g, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse tillige afslås, hvis retsafgørelsen strider mod en retsafgørelse, der tidligere er afsagt i en anden stat mellem de samme parter i en tvist om samme genstand og på samme grundlag, og den tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den stat, hvor anmodningen indgives.

Artikel 9, litra f, omhandler det tilfælde, hvor den modstridende dom blev afsagt af en domstol i den stat, hvor anmodningen blev indgivet. I en sådan situation har den domstol, som anmodningen forelægges, ret til at lade en retsafgørelse fra en domstol i sin egen stat gå forud for den retsafgørelse, som anmodningen vedrører, selv om førstnævnte retsafgørelse blev afsagt senere end den sidstnævnte. Konventionens artikel 9, litra g, omhandler derimod den situation, hvor begge retsafgørelser blev afsagt af udenlandske domstole. I dette tilfælde kan domstolen, som anmodningen forelægges, afslå at anerkende eller fuldbyrde en retsafgørelse, hvis retsafgørelsen, som anmodningen vedrører, er afsagt senest af de to retsafgørelser, hvis parterne i de to retsafgørelser er de samme, hvis genstanden og grundlaget for de to retsafgørelser er de samme, og hvis den modstridende retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den stat, hvor anmodningen indgives.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 8 k fastsætter supplerende regler om fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er erklæret eksigible i Danmark.

Det foreslås i stk. 1 , at en retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, kan fuldbyrdes efter de regler, der gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser, med de ændringer, der følger af loven. Bestemmelsen svarer til den gældende § 8 c i Bruxelles I-loven, der vedrører fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er omfattet af Luganokonventionen.

Efter konventionens artikel 14 er fremgangsmåden for bl.a. fuldbyrdelse af retsafgørelser reguleret ved loven i den anmodede stat. Den foreslåede bestemmelse indebærer i overensstemmelse hermed, at en retsafgørelse kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler, når den er erklæret eksigibel efter fremgangsmåden i de foreslåede §§ 8 i og 8 j. Med henvisningen i bestemmelsen til ændringerne, der følger af loven, sigtes der til den foreslåede § 8 k, stk. 2, jf. straks nedenfor.

Hvis der ikke allerede er indgivet anmodning om tvangsfuldbyrdelse samtidig med anmodningen om eksekvatur, jf. den foreslåede § 8 i, stk. 2, fremsættes anmodningen efter den almindelige regel i retslejelovens § 488.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 c i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202 som fremsat, side 186.

Efter forslagets stk. 2 , kan der i tiden indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet er udløbet, eller indtil en eventuel kære er afgjort, foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog ikke foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Et udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf. retsplejelovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen om, at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 c, stk. 2, i Bruxelles I-loven, og har til formål at sikre, at anmodninger om fuldbyrdelse af en retsafgørelse efter værnetingsaftalekonventionen behandles efter samme ordning, som efter Luganokonventionen. Der henvises på den baggrund til bemærkningerne til den gældende § 8 c, stk. 2, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 186.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i § 8 l fastsætter regler for fremgangsmåden i tilfælde af, at anerkendelsen af en udenlandsk retsafgørelse bestrides.

Som anført i afsnit 3.3.3 fremgår det af konventionens artikel 8, at udenlandske retsafgørelser, der er omfattet af konventionen, skal anerkendes og fuldbyrdes. Det fremgår endvidere, at anerkendelse og fuldbyrdelse kun kan afvises med henvisning til de grunde, der er nævnt i konventionen. Den foreslåede bestemmelse angår således de tilfælde, hvor anerkendelsen af en udenlandsk retsafgørelse bestrides.

Det foreslås i stk. 1 , at hvis anerkendelsen af en udenlandsk retsafgørelse bestrides, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, gennem eksekvaturproceduren, jf. det foreslåede kapitel 2 c, få fastslået, hvorvidt retsafgørelsen skal anerkendes. Bestemmelsen svarer til Luganokonventionens artikel 33, stk. 2, som er gennemført ved § 8 g, nr. 2, i Bruxelles I-loven.

Det foreslås herudover i stk. 2 , at hvis anerkendelsen gøres gældende under en verserende retssag ved en anden ret, og har betydning for afgørelsen af retssagen, kan den ret, som behandler hovedsagen, træffe afgørelse med hensyn til spørgsmålet om anerkendelse. Bestemmelsen svarer til Luganokonventionens artikel 33, stk. 3.

Den foreslåede § 8 l har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 g i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, side 187.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Som følge af forslaget om at indarbejde værnetingsaftalekonventionen direkte i loven, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, foreslås det, at bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 9, stk. 2, kommer til at gælde tilsvarende i forhold til værnetingsaftalekonventionen.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af loven, at justitsministeren fremover – ligesom hvad der i dag gælder i forhold til Bruxelles I-forordningen og Luganokonventionen – kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder tilsvarende anvendelse på ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til værnetingsaftalekonventionen, således at disse også gælder her i landet. Fra dansk side vil man således som udgangspunkt administrativt kunne tiltræde og gennemføre kommende ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til konventionen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.4.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af designlovens § 42, at Sø- og Handelsretten er EF-designdomstol i første instans, og at Højesteret er EF-designdomstol i anden instans i henhold til EF-designforordningen.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at det fremgår, at både Højesteret og landsretterne er EF-designdomstole i anden instans, og at afgørelsen af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Højesteret eller landsret, træffes efter bestemmelserne i retsplejelovens § 368, stk. 4-6.

Forslaget indebærer, at sager om EF-design behandlet af Sø- og Handelsretten fremover vil kunne ankes til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig betydning i øvrigt, eller hvis andre særlige grunde taler for, at sagen behandles af Højesteret som anden instans.

Hvis sagen ikke opfylder de nævnte betingelser, eller hvis parterne foretrækker det, kan anke ske til landsret.

Hvis den part, som anker sagen, vælger at anke til landsretten, har øvrige parter i sagen ifølge retsplejelovens § 368, stk. 5, krav på, at ankesagen behandles af Højesteret, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder uanset, om den anden part alene vil påstå stadfæstelse af dommen.

Højesteret påser af egen drift, at betingelserne for anke til Højesteret er opfyldt, og afviser anken ved kendelse, hvis betingelserne ikke er opfyldt, jf. retsplejelovens § 368, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af varemærkelovens § 43 a, at Sø- og Handelsretten er EF-varemærkedomstol i første instans, og Højesteret er EF-varemærkedomstol i anden instans i henhold til EF-varemærkeforordningen.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at det fremgår, at både Højesteret og landsretterne er EU-varemærkedomstole i anden instans, og at afgørelsen af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Højesteret eller landsret, træffes efter bestemmelserne i retsplejelovens § 368, stk. 4-6.

Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (varemærkeforordningen) blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 med ikrafttræden den 23. marts 2016. Betegnelsen ”EF-varemærkedomstol” blev i den forbindelse ændret til betegnelsen ”EU-varemærkedomstol”. Det foreslås derfor, at terminologien i den foreslåede affattelse af varemærkelovens § 43 a afspejler denne ændring i varemærkeforordningen.

Forslaget indebærer, at sager om EF-varemærker behandlet af Sø- og Handelsretten fremover vil kunne ankes til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig betydning i øvrigt, eller hvis andre særlige grunde taler for, at sagen behandles af Højesteret som anden instans.

Hvis sagen ikke opfylder de nævnte betingelser, eller hvis parterne foretrækker det, kan anke ske til landsret.

Hvis den part, som anker sagen, vælger at anke til landsretten, har øvrige parter i sagen ifølge retsplejelovens § 368, stk. 5, krav på, at ankesagen behandles af Højesteret, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder uanset, om den anden part alene vil påstå stadfæstelse af dommen.

Højesteret påser af egen drift, at betingelserne for anke til Højesteret er opfyldt, og afviser anken ved kendelse, hvis betingelserne ikke er opfyldt, jf. retsplejelovens § 368, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. – jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001 med senere ændringer – kan restanceinddrivelsesmyndighedens og kommunernes pantefogeder foretage udlæg for ydelser, der inddrives efter loven, jf. lovens § 3, stk. 1. Loven gælder for skatter, afgifter, bøder og andre ydelser, som opkræves eller inddrives af det offentlige, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. lovens § 1.

Det fremgår af lovens § 7, stk. 4, at der på pantefogedens kontor – hvis skyldneren ikke er mødt – ikke kan foretages udlæg i andet end fast ejendom for krav, der er sikret ved lovbestemt pant i ejendommen.

Efter lovens § 5, stk. 1, foretages udlæg – hvis ikke andet er bestemt i loven – efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47.

Den ordning om mulighed for udlæg på kontoret, der foreslås med lovfor-slagets § 1, nr. 13, vil dermed også gælde for udlæg foretaget af pantefogeder. Den foreslåede tilføjelse i retsplejelovens § 495, stk. 1, 2. pkt., indebærer således bl.a. – ligesom den gældende bestemmelse i § 7, stk. 4, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. – at pantefogederne, hvis skyldneren ikke er mødt, kan foretage udlæg på kontoret i fast ejendom for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, og som er sikret ved lovbestemt pant i ejendommen. Det foreslås på den baggrund at ophæve særreglen om pantefogedernes udlæg i § 7, stk. 4, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede m.v.), blev der indsat et nyt stk. 2 i retsplejelovens § 154, jf. lovens § 1, nr. 4. Bestemmelsen skulle efter lovens § 5 træde i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.

Ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af retsplejeloven m.v. (Revision af reglerne om forkyndelse m.v.) blev bestemmelsen ophævet, jf. lovens § 1, nr. 4.

Bestemmelsen var imidlertid ikke sat i kraft på dette tidspunkt og ophævelsen af bestemmelsen skete derfor ikke korrekt, da bestemmelsen rettelig skulle have været ophævet ved en ændring af lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven mv. (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.).

Det foreslås derfor at ophæve § 1, nr. 4, i lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven m.v. (Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.). Forslaget har ingen materiel betydning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det foreslås, at der i lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af forskellige bestemmelser om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer (Afskedigelsesbeskyttelse) indsættes en territorialbestemmelse som § 10, der ikke var medtaget i det oprindelige lovforslag.

Den foreslåede bestemmelse vedrører den territoriale gyldighed af lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af forskellige bestemmelser om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer (Afskedigelsesbeskyttelse), og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dog kan lovens § 1 ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Ændringen har ikke betydning for den territoriale afgrænsning af §§ 2-8 i lov nr. 1156 af 19. december 2003, da disse bestemmelser ikke gælder for Færøerne og Grønland. Da lovens § 1 imidlertid allerede gælder for Grønland, vil den foreslåede ændring medføre, at § 1 i princippet ikke (længere) gælder for Grønland. Ændringen i § 1 gælder også for Færøerne, men er ikke kundgjort, hvorfor ændringen ikke har fået retsvirkning.

Ændringen i lov om Domstolsstyrelsen i § 1 i lov nr. 1156 af 19. december 2003 vil således først gælde (igen) for Grønland og Færøerne, hvis der udstedes anordninger, der sætter ændringen i kraft for Grønland og Færøerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det foreslås, at der i lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ændringer som følge af kommunalreformen) indsættes en territorialbestemmelse som § 13, der ikke var medtaget i det oprindelige lovforslag.

Den foreslåede bestemmelse vedrører den territoriale gyldighed for lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ændringer som følge af kommunalreformen), og indebærer i medfør af § 13 , stk. 1 , at §§ 1-3 og 6-11 ikke gælder for Færøerne, at §§ 1-3, 6 og 8-11 ikke gælder for Grønland, og at § 4 ikke gælder for sager om færøske og grønlandske anliggender.

For så vidt angår §§ 1, 3 og 9 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der tale om ændringer af love, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, hvorfor ændringslovene heller ikke gælder for Færøerne og Grønland. Forslaget indebærer derfor ikke ændringer i den territoriale afgrænsning af bestemmelserne.

For så vidt angår §§ 2 og 4 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der tale om ændringer af henholdsvis forvaltningsloven og lov om Domstolsstyrelsen. Forvaltningsloven er ved anordning sat i kraft for sager om færøske og grønlandske anliggender, der er eller har været under behandling af rigsmyndighederne. Lov om Domstolsstyrelsen er sat i kraft for henholdsvis Færøerne og Grønland ved anordning. Lov nr. 552 af 24. juni 2005 indeholder ikke en territorialbestemmelse om lovens territoriale gyldighed. Loven er derfor som udgangspunkt gældende for henholdsvis sager om færøske og grønlandske anliggender, der er eller har været under behandling af rigsmyndighederne, og for Færøerne og Grønland. Loven er imidlertid ikke kundgjort i landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne og er derfor ikke trådt i kraft for henholdsvis sager om færøske anliggender, der er eller har været under behandling af rigsmyndighederne på Færøerne, og Færøerne. Det foreslås med § 13, stk. 1, at §§ 2 og 4 ikke gælder for henholdsvis Færøerne og Grønland og for sager om færøske og grønlandske anliggender. Det bemærkes, at da §§ 2 og 4 allerede gælder for Grønland, vil den foreslåede ændring medføre, at §§ 2 og 4 i princippet ikke (længere) gælder for henholdsvis Grønland og sager om grønlandske anliggender. Ændringen i §§ 2 og 4 gælder også for Færøerne, men er ikke kundgjort, hvorfor ændringen ikke har fået retsvirkning.

For så vidt angår § 5 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der tale om en ændring i offentlighedsloven af 19. december 1985, der er ophævet. Der foreslås derfor ikke ændringer i den territoriale afgrænsning af § 5.

For så vidt angår § 6 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der tale om en ændring i persondataloven. Persondataloven er efterfølgende sat i kraft ved anordning for Grønland. Justitsministeriet har foreslået, at persondataloven sættes i kraft for Færøerne for så vidt angår rigsmyndighedernes behandling af oplysninger, og udkast til anordning herom er forelagt for Færøernes landsstyre. Forslaget indebærer derfor ikke ændringer i den territoriale afgrænsning af § 6.

For så vidt angår § 7 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der tale om en ændring af § 2, stk. 2, i lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende (titlen er senere ændret til lov om udgivelsen af en Lovtidende) ændret. Det bemærkes, at § 2, stk. 2, efterfølgende er blevet ændret, jf. § 1, nr. 2, i lov nr. 305 af 19. april 2006 om ændring af lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende. Lov nr. 552 af 24. juni 2005 gælder for Grønland, da hovedloven gælder direkte for Grønland. Hovedloven gælder derimod ikke for Færøerne. Ændringen gælder derfor heller ikke for Færøerne. Forslaget indebærer derfor ikke ændringer i den territoriale afgrænsning af § 7.

Ved § 8 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der foretaget en ændring i værgemålsloven. Værgemålsloven er efterfølgende sat i kraft ved anordning for Færøerne. Værgemålsloven kan sættes i kraft for Grønland ved anordning og de ændringer, der følger af lovens § 8, vil også kunne sættes i kraft ved anordning. Forslaget indebærer derfor ikke ændringer i den territoriale afgrænsning af § 8.

For så vidt angår §§ 10 og 11 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, er der tale om ændringer i henholdsvis lov om fonde og visse foreninger og lov om erstatning for miljøskader, som vedrører sagsområder, som efterfølgende er overtaget af Færøerne. I forhold til Grønland er lov om fonde og visse foreninger sat i kraft ved anordning. Da ændringen i § 10 vedrører en bestemmelse, som er sat i kraft for Grønland med ændringer begrundet i de grønlandske forhold, gælder lovens § 10 ikke for Grønland. Lov om erstatning for miljøskader kan sættes i kraft for Grønland ved anordning og de ændringer, der følger af lovens § 11, gælder således ikke for Grønland nu, men vil kunne sættes i kraft ved anordning. Forslaget indebærer derfor ikke ændringer ikke i den territoriale afgrænsning af §§ 10 og 11.

Det foreslås endvidere i forslaget til § 13, stk. 2 , at § 2 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette giver således hjemmel til at udstede en anordning, der sætter ændringerne vedrørende lov om Domsstolsstyrelsen helt eller delvis i kraft.

Det foreslås endvidere i forslaget til § 13, stk. 3 , at § 4 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for sager om færøske og grønlandske anliggender, der er eller har været under behandling ved rigsmyndighederne. Dette giver således hjemmel til at udstede en anordning, der sætter ændringerne vedrørende forvaltningsloven helt eller delvis i kraft.

Endeligt forslås det i § 13, stk. 4 , at §§ 8 og 11 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Dette giver således hjemmel til at udstede en anordning, der sætter ændringerne vedrørende henholdsvis værgemålsloven og lov om erstatning for miljøskader helt eller delvis i kraft, hvilket forudsætter, at henholdsvis værgemålsloven og lov om erstatning for miljøskader sættes i kraft.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i lov om retsafgifter § 20, nr. 9, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 1.

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i sølovens § 310, stk. 5, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2 nr. 1.

Til nr. 2

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i sølovens § 429, stk. 3, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 1.

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i lov om internationale sikkerhedsrettigheder i flymateriel § 1, stk. 3, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 1.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017, jf. stk. 1.

Der er på tidspunktet for lovens ikrafttræden udtaget grundlister for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2019. Det indebærer, at de foreslåede regler om forhøjelse af aldersgrænsen for nævning og domsmand, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, om udelukkelse fra at være at være nævning eller domsmand, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og om adgangen for kommunalbestyrelsen til at udvide antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, i praksis først vil få betydning, når der skal udvælges personer til den grundliste, der skal gælde for perioden fra den 1. januar 2020.

I forhold til personer, som ved lovens ikrafttræden er optaget på nævninge- og domsmandslister på baggrund af de grundlister, som er udtaget for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2019, indebærer de foreslåede regler, at de pågældende fra ikrafttrædelsestidspunktet vil kunne begære sig fritaget i henhold til de foreslåede regler herom, jf. lovforslagets §§ 1, nr. 4, 5 og 6.

For så vidt angår den foreslåede udvidelse af muligheden for at foretage udlæg på fogedrettens kontor, hvis skyldner ikke er mødt, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, kan de foreslåede regler anvendes fra lovens ikrafttræden, herunder også i sager, hvori anmodning er fremsat over for fogedretten før lovens ikrafttræden.

Idet lovens § 2 først vil kunne træde i kraft, når Danmark har tiltrådt værnetingsaftalekonventionen, foreslås det i stk. 2 , at justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 10, § 2 og §§ 9-11. Det forudsættes herved, at ikrafttrædelsestidspunktet for disse bestemmelser fastsættes til samme dato, som værnetingsaftalekonventionen træder i kraft for Danmark.

Med stk. 3 foreslås det, at lovens § 1, nr. 3, om udelukkelse fra at være nævning og domsmand ikke finder anvendelse på personer, der ved lovens ikrafttræden er optaget på en grundliste. Det betyder, at de hidtil gældende regler om udelukkelse fra lægdommerhvervet finder anvendelse for personer, der er optaget på grundlisten for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2019. De foreslåede regler om udelukkelse fra at være nævning og domsmand vil således først få betydning fra og med udtagelsen af personer til grundlisterne for perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2023.

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Lovens §§ 3 og 4 (ændring af designloven og varemærkeloven) kan dog sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Ved Danmarks tiltrædelse af værnetingsaftalekonventionen vil der blive afgivet en erklæring om, at konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland.