Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1765 af 29/12/2025

Justitsministeriet

Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Forhøjelse af antallet af dommere og digital behandling af straffesager og sager om forebyggende rekonstruktion, rekonstruktion, konkurs, gældssanering og ægtefælleskifte m.v.) § 4

I selskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 331 af 20. marts 2025, som ændret ved § 2 i lov nr. 710 af 20. juni 2025 og § 16 i lov nr. 1648 af 16. december 2025, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 8 c indsættes i kapitel 1 a:

»§ 8 d. Skifterettens sager om tvangsopløsning, reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd behandles ved anvendelse af domstolenes skifteportal. Enhver skriftlig meddelelse til skifteretten om sagen skal gives på skifteportalen, jf. dog stk. 3-6 og 11.

Stk. 2. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for skifteretten.

Stk. 3. Skifteretten kan beslutte at undtage en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis der foreligger særlige forhold, som gør, at vedkommende må forventes ikke at kunne anvende skifteportalen. Skifteretten kan endvidere beslutte at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis brugeren anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Skifteretten beslutter samtidig, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives.

Stk. 4. Skifteretten kan beslutte, at en sag ikke skal behandles, eller at en meddelelse eller et dokument ikke skal gives til skifteretten ved anvendelse af domstolenes skifteportal, hvis navnlig hensynet til statens sikkerhed, personers liv eller helbred eller dokumenternes format eller omfang taler for det. Skifteretten beslutter samtidig, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives.

Stk. 5. Vedkommende retspræsident kan i særlige situationer, herunder hvis brugerne ikke kan anvende domstolenes skifteportal på grund af lokale tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, beslutte, at alle eller visse af skifterettens sager i en nærmere afgrænset periode ikke skal behandles på skifteportalen. Retspræsidenten beslutter samtidig, hvordan de omhandlede sager skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives.

Stk. 6. Skifteretten kan ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, der gør, at en bruger ikke kan anvende domstolenes skifteportal, beslutte, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten og skifteportalens øvrige brugere.

Stk. 7. Bestemmelserne i stk. 1-6 og 11 finder tilsvarende anvendelse på sager, der behandles af landsretterne og Højesteret.

Stk. 8. Skifterettens beslutninger efter stk. 3, 1. pkt., kan ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse indbringes for højere ret. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for den, der ansøger om kæretilladelse, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en højere ret. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at beslutningen i medfør af stk. 3, 1. pkt., er truffet.

Stk. 9. Beslutninger efter stk. 3, 2. og 3. pkt., og stk. 4-6 kan ikke indbringes for højere ret.

Stk. 10. Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes skifteportal, herunder om indførelse af data på skifteportalen.

Stk. 11. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at domstolenes skifteportal ikke kan anvendes.

Stk. 12. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at en person, som skifteretten påtænker at udnævne som likvidator, skal oplyse personnummer og give andre nærmere bestemte oplysninger til brug for udnævnelsen som likvidator, og om skifteretternes registrering og behandling af disse oplysninger.

§ 8 e. Skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original underskrift, når skifteretten finder anledning til det.

§ 8 f. Skifterettens behandling af tvister foregår efter retsplejelovens regler om borgerlige sager med de ændringer, som følger af forholdets natur.«

2. § 229 a ophæves.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Forhøjelse af antallet af dommere og digital behandling af straffesager og sager om forebyggende rekonstruktion, rekonstruktion, konkurs, gældssanering og ægtefælleskifte m.v.) § 4

Til nr. 1

Skifteretterne kommunikerer i dag i vidt omfang digitalt med brugerne, og meddelelser til skifteretterne sendes ofte digitalt, f.eks. anmodninger om reassumption og udmeldelse af skønsmænd.

Det foreslås at der efter selskabslovens § 8 c i kapitel 1 a indsættes to nye bestemmelser som § 8 d og § 8 e med regler om anvendelse af domstolenes skifteportal i forbindelse med behandling af sager om tvangsopløsning, reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd, samt en ny bestemmelse som § 8 f , hvorefter skifterettens behandling af tvister efter selskabsloven vil skulle foregå på domstolenes sagsportal efter reglerne i retsplejelovens § 148 a.

Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med, at selskabslovens § 229 a, der indeholder de gældende regler om behandling af tvangsopløsningssager ved anvendelse af skifteportalen, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 4, nr. 2.

Bestemmelserne vil indebære, at alle regler om digital kommunikation samles i selskabslovens kapitel 1 a om kommunikation.

(Til § 8 d)

Det foreslås i § 8 d, stk. 1, at skifterettens sager om tvangsopløsning, reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd behandles ved anvendelse af domstolenes skifteportal. Enhver skriftlig meddelelse til skifteretten om sagen skal gives på skifteportalen, jf. dog de foreslåede stk. 3-6 og 9.

Bestemmelsen vil medføre, at skifterettens sager om tvangsopløsning, reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd vil skulle behandles ved anvendelse af domstolenes skifteportal, samt at enhver skriftlig meddelelse til skifteretten om sagen vil skulle gives på portalen med de undtagelser, der følger af de foreslåede stk. 3-6 og 9.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 1, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, dog således at det med forslaget ikke alene vil være sager, hvor Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at tvangsopløse et selskab, jf. §§ 225 eller 226, der vil skulle behandles på domstolenes skifteportal, men også skifterettens sager om reassumption efter § 235, udpegelse af vurderingsmænd efter §§ 36 og 37 og udnævnelse af granskningsmænd efter § 150.

Ved »domstolenes skifteportal« forstås en digital indgang på internettet, som brugerne kan tilgå i forbindelse med skifterettens behandling af en sag om tvangsopløsning, reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd.

Bestemmelsen vil medføre en udvidet anvendelse af domstolenes eksisterende skifteportal. Behandlingen af skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd i skifteretten, landsretten og Højesteret vil således fremover skulle ske digitalt via skifteportalen. I det omfang skifterettens beføjelser udøves af Sø- og Handelsretten, jf. erhvervsvirksomhedslovens § 4 b, gælder de foreslåede ændringer tillige Sø- og Handelsrettens behandling af sagerne.

Al skriftlig kommunikation, dvs. meddelelser og dokumenter, der udveksles mellem skifteretten og kapitalselskaber, medlemmer af selskabets ledelse, selskabets eventuelle revisor, advokater og andre rådgivere, som optræder på selskabets vegne, likvidator, kreditorer m.fl. vil skulle ske via skifteportalen. Skifteportalen vil således med den foreslåede bestemmelse også blive én samlet indgang til skifteretten for alle aktørerne i forbindelse med behandlingen af skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd.

Kreditorer, der ønsker at anmelde et krav mod et selskab under tvangsopløsning til skifteretten, eller debitorer, der ønsker at oplyse skifteretten om et tilgodehavende, der tilfalder selskabet under tvangsopløsning, vil fortsat skulle anvende skifteportalen. Det bemærkes i den forbindelse, at skifteretten ikke vil skulle føre en gældbog efter det foreslåede.

Kravet om at anvende skifteportalen til skriftlig kommunikation med skifteretten vil gælde, uanset hvornår i processen meddelelser og dokumenter i sagen gives, dvs. fra Erhvervsstyrelsen anmoder skifteretten om at opløse et selskab eller fra anmodninger og begæringer indgives til skifteretten på portalen til skifterettens behandling af sagen er afsluttet. Kære af skifterettens afgørelser vil skulle ske på skifteportalen, medmindre kære sker mundtligt til retsbogen. Kæremålet vil skulle behandles på skifteportalen.

Hvis skifteretten modtager en meddelelse eller et dokument i en sag uden om skifteportalen, vil skifteretten skulle returnere meddelelsen og vejlede den pågældende om at anvende portalen og om muligheden for at søge om at blive undtaget fra at anvende portalen.

Det foreslås i § 8 d, stk. 2, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for skifteretten.

Bestemmelsen vil indebære, at en digital meddelelse vil skulle anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for retten, hvorved forstås det tidspunkt, hvor retten er i stand til at behandle eller læse meddelelsen. Det vil således være uden betydning, hvornår retten faktisk gør sig bekendt med meddelelsen.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 2, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, idet den foreslåede bestemmelses ordlyd dog er ændret, således at skifteportalen ikke nævnes, med henblik på at tydeliggøre, at den foreslåede bestemmelse også vil omfatte digitale meddelelser leveret uden om portalen, hvis en bruger eller sag er undtaget fra portalen. Herudover adskiller den foreslåede bestemmelse sig fra selskabslovens § 229 a, stk. 2, indholdsmæssigt, da det ikke alene vil være enhver digital meddelelse i tvangsopløsningssager, men også enhver digital meddelelse i skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd, der vil skulle anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor skifteretten er i stand til at behandle eller læse meddelelsen. Det vil fortsat være uden betydning, hvornår skifteretten faktisk gør sig bekendt med meddelelsen.

En digital meddelelse, der er modtaget på en given dato på skifteportalen eller på anden digital måde, når brugeren er undtaget fra at anvende skifteportalen, vil skulle anses for at være kommet frem denne dato, uanset om meddelelsen først er blevet tilgængelig for skifteretten efter kontortids ophør den pågældende dag.

Modtagelsestidspunktet vil normalt blive registreret automatisk på skifteportalen. Kan tidspunktet ikke fastlægges som følge af problemer med domstolenes it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan skaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunkt.

Det foreslås i § 8 d, stk. 3,

  1. pkt., at skifteretten kan beslutte at undtage en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis der foreligger særlige forhold, som gør, at vedkommende må forventes ikke at kunne anvende skifteportalen.

Bestemmelsen vil indebære, at skifteretten vil kunne beslutte at undtage en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis der foreligger særlige forhold, som gør, at vedkommende må forventes ikke at kunne anvende skifteportalen.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til selskabslovens § 229 a, stk. 3, 1. pkt., der foreslås ophævet (lovforslaget § 4, nr. 2), dog således at enhver bruger, der fremover vil skulle anvende skifteportalen efter den foreslåede bestemmelse i § 8 d, stk. 1, jf. bemærkninger til denne bestemmelse ovenfor, vil kunne undtages fra at anvende skifteportalen.

Ved »bruger« forstås de fysiske eller juridiske personer, der er en del af sagen, f.eks. kapitalselskaber, medlemmer af selskabets ledelse, selskabets eventuelle revisor, advokater og andre rådgivere, som optræder på selskabets vegne, likvidator, kreditorer m.fl.

Det vil derfor fremover ikke alene være f.eks. den hidtidige direktør i det selskab, der er under tvangsopløsning, og eventuelle kreditorer og debitorer, der vil kunne undtages fra at anvende skifteportalen, men også alle brugere af skifteportalen i skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd.

Det forventes, at alle professionelle repræsentanter, såsom likvidator, advokater, revisorer, vil være i stand til at anvende domstolenes skifteportal. Det forventes ligeledes, at virksomheder og myndigheder vil være i stand til at anvende skifteportalen eller lade sig repræsentere af en, som kan anvende portalen. Professionelle parter og aktører forventes derfor ikke at kunne blive undtaget fra kravet om at anvende skifteportalen, medmindre de er hjemmehørende i udlandet, eller andre særlige forhold gør sig gældende. En aktør, som har en partsrepræsentant, der er i stand til at anvende skifteportalen, vil ikke kunne undtages fra kravet om brug af portalen.

Skifterettens beslutning om at undtage en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal kan træffes af egen drift eller på anmodning fra brugeren. Beslutningen vil som udgangspunkt skulle træffes på grundlag af den pågældende brugers egen beskrivelse af sit funktionsniveau. Der vil være situationer, hvor beslutningen kan træffes uden at høre brugeren eller uden at modtage anmodning fra den pågældende om undtagelse, navnlig hvor den pågældende tidligere har været undtaget.

Muligheden for at blive undtaget fra at anvende domstolenes skifteportal skal hovedsagelig imødekomme borgere med særlige behov. Der kan f.eks. være tale om borgere med særlige handicap, herunder såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse eller demens. Særlige behov kan også foreligge hos borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder m.fl.

Særlige forhold kan tillige foreligge, hvor den pågældende er afskåret fra adgang til en computer, eksempelvis på grund af fængsling eller institutionsanbringelse. Det vil derimod ikke være tilstrækkeligt, at den pågældende ikke har internetadgang eller adgang til en computer på sin bopæl. I sådanne tilfælde vil den pågældende normalt kunne få adgang til en computer i skifteretten.

Er en borger i forvejen fritaget fra kravet om Digital Post fra det offentlige, vil dette være en omstændighed, som kan være med til at sandsynliggøre, at borgeren ikke kan anvende skifteportalen. Det vil imidlertid fortsat være en konkret vurdering, om borgeren kan anvende skifteportalen, og betingelserne for at fritage borgeren fra at anvende Digital post i kommunikationen med offentlige myndigheder er ikke sammenfaldende med vurderingen af, om borgeren kan henvende sig til skifteretten ved anvendelse af skifteportalen.

Skifteportalen forudsætter anvendelse af MitID eller tilsvarende elektronisk identifikationsordning for private og juridiske personer. Hvis en borger ikke har mulighed for at få MitID, og den pågældende ikke kan eller bør lade sig repræsentere af en anden, bør borgeren undtages fra at anvende domstolenes skifteportal. Der kan eksempelvis være tale om en EU-/EØS-borger, som ikke kan anvende MitID eller anden relevant elektronisk identifikationsordning. Der vil ikke kunne stilles krav om anvendelse af skifteportalen, hvis en borger eller virksomhed fra et andet EU-/EØS-land i praksis ikke vil kunne anvende portalen. Hvis brugeren derimod opfylder betingelserne for at få MitID, men ikke har fået det, kan dette ikke i sig selv begrunde undtagelse. Skifteretten vil i så fald skulle vejlede brugeren om reglerne og vil herunder kunne henvise til Digitaliseringsstyrelsen for nærmere vejledning om anskaffelse af MitID eller lignende.

Det vil afhænge af en konkret vurdering, om den pågældende med vejledning vil kunne bringes i stand til at anvende domstolenes skifteportal.

Skifterettens beslutning om at undtage en person fra at skulle anvende skifteportalen vil som udgangspunkt have retsvirkning for behandlingen af hele sagen. Beslutningen vil, når omstændighederne taler for det, kunne omgøres efter retsplejelovens § 222. Hvis beslutningen omgøres under appel, vil denne beslutning kun vedrøre sagens behandling ved appelinstansen.

Det foreslås i § 8 d, stk. 3, 2. pkt., at skifteretten endvidere kan beslutte at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal, hvis brugeren anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger.

Bestemmelsen vil indebære, at skifteretten får mulighed for at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, når brugeren anvender portalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger.

Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 148 a, stk. 4, 2. pkt., som indsat ved § 1 i lov nr. 661 af 11. juni 2024 om ændring af retsplejeloven m.v., hvorefter retten kan beslutte at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes sagsportal, hvis brugeren anvender sagsportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Det følger heraf, i overensstemmelse med bemærkningerne til § 148 a, stk. 4, 2. pkt., jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 115 som fremsat, side 57, at bestemmelsen tager sigte på ekstraordinære tilfælde, hvor en brugers anvendelse af sagsportalen på den angivne måde påfører domstolene og eventuelt modparten eller modparterne en uforholdsmæssig byrde set i forhold til det reelle indhold af den eller de sager, brugeren har på sagsportalen. Det fremgår videre, at forslaget ikke tager sigte på tilfælde, hvor en bruger har vanskeligt ved at agere hensigtsmæssigt i en konkret sag og eksempelvis indgiver irrelevante eller overflødige anmodninger i en verserende sag eller giver ufuldstændige svar på henvendelser fra retten, sådan at retten og eventuelt modparten skal bruge mere tid på sagen end ellers. Problemer af den karakter forudsættes stadig at skulle håndteres af retten gennem vejledning af brugeren og i yderste konsekvens, hvis det er nødvendigt og betingelserne er opfyldt, ved at give et advokatpålæg.

Det er efter forslaget en betingelse, at den pågældende bruger har anvendt skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Det kræves ikke, at det store antal ensartede anmodninger er fremsat i den sag, hvor skifteretten beslutter at udelukke brugeren fra at anvende skifteportalen. De mange ensartede anmodninger kan også bestå i, at brugeren har fremsat mange ensartede anmodninger i en eller flere tidligere sager.

Skifteretten vil også kunne lægge vægt på, at brugeren i en eller flere sager ved andre skifteretter har fremsat et stort antal ensartede anmodninger, hvis skifteretten har kendskab hertil, herunder hvis landsretten har henledt en skifterets opmærksomhed på, at en bestemt bruger har fremsat et stort antal ensartede anmodninger, eller hvis Højesteret har henledt en landsrets eller en skifterets opmærksomhed på, at en bestemt bruger har fremsat et stort antal ensartede anmodninger.

Det er en betingelse, at antallet af anmodninger fra den pågældende bruger er stort, og at anmodninger er ensartede. Det er ikke et krav, at anmodningerne er identiske. Betingelsen om, at anmodningerne er ensartede, vil være opfyldt, når en anmodning ikke i substansen adskiller sig fra en eller flere tidligere anmodninger.

Når betingelserne er opfyldt, vil det bero på skifterettens skøn, om brugeren skal udelukkes fra at anvende skifteportalen. Skifteretten bør navnlig tage hensyn til, om en udelukkelse af brugeren fra at anvende skifteportalen forventes at mindske den uforholdsmæssige belastning af domstolene, som brugerens adfærd medfører. Ved denne vurdering bør skifteretten også inddrage belastningen af andre skifteretter, herunder i givet fald appelinstanser.

Det vil være op til skifterettens skøn, om det kan være hensigtsmæssigt i første omgang at advare brugeren om, at den pågældendes måde at anvende skifteportalen på kan føre til, at brugeren udelukkes fra at anvende skifteportalen, hvis brugeren ikke ændrer adfærd, eller om det er mere hensigtsmæssigt at udelukke brugeren fra at anvende skifteportalen uden forudgående varsel. Det vil ikke være et krav, at brugeren har fået lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet, før skifteretten træffer afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for at udelukke brugeren fra at anvende skifteportalen i en konkret sag. Hvis brugeren fremsætter anmodninger i flere sager, vil det derfor kunne være nødvendigt at træffe en særskilt beslutning i hver sag om at udelukke brugeren fra at anvende skifte-portalen.

Der foreslås ikke nogen bestemt periode, inden for hvilken en bruger kan udelukkes fra at anvende skifteportalen, når det er konstateret, at brugeren har anvendt skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Det forudsættes dog, at hvis en bruger i mere end 2-3 år ikke har anvendt skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger, vil brugeren ikke kunne udelukkes fra at anvende skifteportalen, før brugeren i givet fald på ny anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede anmodninger. Dette vil gælde i nye sager. Når en bruger med hjemmel i bestemmelsen er udelukket fra at anvende skifteportalen i en konkret sag, vil udelukkelsen kunne opretholdes, indtil sagen er afsluttet og arkiveret, uanset hvor lang tid det måtte vare.

Skifteretten vil til enhver tid kunne omgøre sin beslutning om at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, hvis det findes hensigtsmæssigt, jf. retsplejelovens § 222.

Når skifteretten med hjemmel i den foreslåede bestemmelse beslutter at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, vil skifteretten teknisk fjerne brugerens adgang til sagens funktioner på skifteportalen. Det vil medføre, at brugeren ikke vil kunne anvende skifteportalen til at indgive f.eks. anmodninger om kære i sagen.

Skifterettens beslutning om at udelukke brugeren fra anvendelsen af skifteportalen vil ikke kunne indbringes for højere ret, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8 d, stk. 8, og bemærkningerne dertil nedenfor.

Det foreslås i § 8 d, stk. 3, 3. pkt., at skifteretten samtidig beslutter, hvordan sagen skal behandles og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives.

Bestemmelsen vil medføre, at skifteretten samtidig med, at den træffer beslutning om, at en bruger ikke skal anvende domstolenes skifteportal, eller at en bruger udelukkes fra anvendelse af skifteportalen i en konkret sag, skal træffe beslutning om, hvordan sagen skal behandles og hvordan meddelelser og dokumenter, herunder begæringer om forebyggende rekonstruktionsbehandling, rekonstruktionsbehandling, konkurs og gældssanering, skal gives til skifteretten.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 3, 3. pkt., der foreslås ophævet (lovforslaget § 4, nr. 2), dog således at enhver bruger, der fremover vil skulle anvende skifteportalen efter den foreslåede bestemmelse i § 8 d, stk. 1, vil kunne undtages fra at anvende skifteportalen.

Det foreslås i § 8 d, stk. 4,

  1. pkt., at skifteretten kan beslutte, at en sag ikke skal behandles, eller at en meddelelse eller et dokument ikke skal gives til skifteretten ved anvendelse af domstolenes skifteportal, hvis navnlig hensynet til statens sikkerhed, personers liv eller helbred eller dokumenternes format eller omfang taler for det.

Bestemmelsen vil indebære, at skifteretten vil kunne beslutte, at en sag ikke skal behandles, eller at en meddelelse eller et dokument ikke skal gives til skifteretten ved anvendelse af domstolenes skifteportal, hvis navnlig hensynet til statens sikkerhed, personers liv eller helbred eller dokumenternes format eller omfang taler for det, samt at skifteretten samtidig vil skulle beslutte, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter, herunder anmodninger om ægtefælleskifte m.v., skal gives til skifteretten, skal gives.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 4, der foreslås ophævet (lovforslaget § 4, nr. 2), dog således at den foreslåede bestemmelse ikke alene omfatter tvangsopløsningssager, men også skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd.

Det forudsættes, at bestemmelsen alene vil blive anvendt i ganske ekstraordinære situationer, hvor navnlig hensynet til statens sikkerhed eller til personers liv eller helbred taler for det, eller hvor domstolenes skifteportal i øvrigt ikke er egnet til at håndtere en bestemt situation.

Skifteretten vil desuden efter den foreslåede bestemmelse undtagelsesvis kunne beslutte, at et eller flere dokumenter ikke skal indlæses digitalt på domstolenes skifteportal. Denne del af bestemmelsen forudsættes anvendt i de situationer, hvor skifteportalen ikke er egnet til at håndtere dokumenter af en bestemt type, f.eks. fordi de har et format, som ikke nemt lader sig overføre til skifteportalen, eller hvor dokumenterne er så omfattende, at de teknisk ikke, eller kun meget vanskeligt, kan håndteres på skifteportalen.

Skifterettens beslutning efter det foreslåede om, at en sag ikke skal behandles på skifteportalen, eller at visse dokumenter eller meddelelser ikke skal gives til skifteretten via skifteportalen, vil som udgangspunkt have retsvirkning for hele sagens behandling ved domstolene, herunder også under en eventuel appel. Beslutningen vil, når omstændighederne taler for det, kunne omgøres efter retsplejelovens § 222. Hvis beslutningen omgøres under appel, vil denne beslutning kun vedrøre sagens behandling ved appelinstansen.

Det foreslås i § 8 d, stk. 4, 2. pkt., at skifteretten samtidig beslutter, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten.

Bestemmelsen vil medføre, at skifteretten samtidig med, at der træffes beslutning om, at en sag ikke skal behandles, eller at en meddelelse eller et dokument ikke skal gives til skifteretten ved anvendelse af domstolenes skifteportal, hvis navnlig hensynet til statens sikkerhed, personers liv eller helbred eller dokumenternes format eller omfang taler for det, vil skulle beslutter, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten.

Det foreslås i § 8 d, stk. 5, at vedkommende retspræsident i særlige situationer, herunder hvis brugerne ikke kan anvende domstolenes skifteportal på grund af lokale tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, kan beslutte, at alle eller visse af skifterettens sager i en nærmere afgrænset periode ikke skal behandles på skifteportalen. Retspræsidenten beslutter samtidig, hvordan de omhandlede sager skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten.

Bestemmelsen vil medføre, at vedkommende retspræsident i særlige situationer, herunder hvis brugerne ikke kan anvende domstolenes skifteportal på grund af lokale tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, vil kunne beslutte, at alle eller visse af skifterettens sager i en nærmere afgrænset periode ikke skal behandles på skifteportalen, samt at retspræsidenten samtidig skal beslutte, hvordan de omhandlede sager skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 5, der foreslås ophævet (lovforslaget § 4, nr. 2), dog således at den foreslåede bestemmelse ikke alene omfatter tvangsopløsningssager, men også skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd.

Bestemmelsen forudsættes anvendt sjældent og omfatter som udgangspunkt ikke nedbrud, der skyldes mindre fejl, f.eks. kabelbrud eller lokale strømsvigt, som opstår og løses inden for kortere tid, eller planlagte lokale strømafbrydelser. I sådanne tilfælde vil brugeren kunne afvente, at driftsforstyrrelsen eller nedbruddet ophører, og derefter anvende skifteportalen.

Retspræsidentens beslutning vil alene have retsvirkning for den pågældende skifteret.

Når hindringen for at behandle sagerne på skifteportalen ikke længere består, vil sagerne atter skulle behandles på skifteportalen. Retspræsidenten vil træffe beslutning om, hvornår dette er tilfældet.

Det foreslås i § 8 d, stk. 6, at skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, der gør, at en bruger ikke kan anvende skifteportalen, kan beslutte, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten og skifteportalens øvrige brugere.

Bestemmelsen vil indebære, at skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, der gør, at en bruger ikke kan anvende skifteportalen, vil kunne beslutte, hvordan en sag skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten og skifteportalens øvrige brugere.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 6, der foreslås ophævet (lovforslaget § 4, nr. 2), dog således at den foreslåede bestemmelse ikke alene omfatter tvangsopløsningssager, men også skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd.

Bestemmelsen vil navnlig vedrøre den situation, hvor behandling af en sag eller kommunikation med skifteretten ikke kan ske på skifteportalen på grund af tekniske problemer på domstolenes it-systemer eller problemer på offentlige og private infrastrukturløsninger, som domstolenes it-systemer er afhængige af, f.eks. MitID. Der kan f.eks. være tale om tilfælde, hvor en bruger ikke kan logge ind på skifteportalen, hvor log-in-funktionen virker, men den pågældende ikke har adgang til sagen, eller hvor log-in-funktionen virker, og den pågældende har adgang til sagen, men det eksempelvis ikke er muligt at give meddelelser og dokumenter til skifteretten via skifteportalen. Bestemmelsen vil også omfatte situationer, hvor brugerne ikke kan anvende skifteportalen på grund af lokale it-nedbrud eller driftsforstyrrelser, medmindre retspræsidenten efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 har truffet en generel beslutning om, at skifteportalen ikke skal anvendes, jf. bemærkningerne til denne ovenfor. Planlagte opdateringer af domstolenes it-systemer eller nedbrud, der skyldes mindre fejl, som opstår og løses inden for kortere tid, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen. Tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på en brugers egne it-løsninger eller situationer, hvor det er pågældendes egne forhold, der medfører, at den relevante handling ikke kan gennemføres via skifteportalen, vil ligeledes ikke være omfattet.

Bestemmelsen forudsættes navnlig anvendt, når en bruger på grund af nedbruddet eller driftsforstyrrelserne ikke kan overholde en frist fastsat ved lov eller af skifteretten, f.eks. fristen for kære af en afgørelse truffet af skifteretten. I tilfælde, hvor skifteretten kan udsætte en frist, vil skifteretten i stedet for at træffe beslutning efter den foreslåede bestemmelse kunne meddele brugeren udsættelse af fristen.

Skifteretten har efter den foreslåede bestemmelse mulighed for at beslutte, at den bruger, der ikke kan anvende skifteportalen, skal sende en kopi af egne dokumenter og meddelelser til andre.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i stk. 5 og 11, jf. bemærkningerne til disse henholdsvis ovenfor og nedenfor, hvorefter retspræsidenten og Domstolsstyrelsen vil kunne henholdsvis beslutte og fastsætte regler om, at domstolenes skifteportal ikke skal anvendes ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser. Skifteretten vil efter den foreslåede bestemmelse alene skulle træffe beslutning, hvis vedkommende retspræsident ikke har truffet en generel beslutning om, at skifteportalen ikke skal anvendes, eller forholdet ikke er omfattet af de generelle regler, som Domstolsstyrelsen forventes at fastsætte.

Det foreslås i § 8 d, stk. 7, at bestemmelserne i stk. 1-6 og 11 finder tilsvarende anvendelse på sager, der behandles af landsretterne og Højesteret.

Bestemmelsen vil medføre, at de foreslåede bestemmelser i stk. 1-6 og 11 finder tilsvarende anvendelse på sager, der behandles af landsretterne og Højesteret.

Bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 7, der foreslås ophævet (lovforslaget § 4, nr. 2), dog således at bestemmelsen også henviser til og finder anvendelse for § 8 d, stk. 11, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse ovenfor, hvorefter Domstolsstyrelsen bemyndiges til at bestemme, hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at domstolenes skifteportal ikke kan anvendes, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, og ikke alene omfatter tvangsopløsningssager, men også skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd.

Henvisningen til stk. 1 vil medføre, at kæremål i skifterettens sager om tvangsopløsning, reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd behandles ved anvendelse af domstolenes skifteportal, og at enhver skriftlig meddelelse til landsretten og Højesteret i en kæresag skal ske på skifteportalen.

Hvis landsretten og Højesteret modtager en meddelelse i en sag uden om skifteportalen, vil landsretten og Højesteret skulle vejlede den pågældende om at anvende skifteportalen og om muligheden for at søge om at blive undtaget fra at anvende skifteportalen. I landsretten opstilles computere til brugerne, mens dette ikke er tilfældet i Højesteret.

Henvisningen til stk. 2 vil medføre, at en digital meddelelse efter ovennævnte stk. 1 anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for landsretten eller Højesteret på domstolenes skifteportal.

Henvisningen til stk. 3 vil medføre, at landsretten og Højesteret vil kunne beslutte at undtage personer fra at bruge skifteportalen, herunder i tilfælde hvor vedkommende fik afslag på undtagelse i skifteretten, hvis der foreligger særlige forhold, som gør, at vedkommende må forventes ikke at kunne anvende skifteportalen. Landsretten eller Højesteret vil endvidere kunne beslutte at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, hvis brugeren anvender skifteportalen til at fremsætte et stort antal ensartede begæringer. Landsretten og Højesteret vil samtidig med, at der træffes beslutning med henvisning til stk. 3, skulle beslutte, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives.

Henvisningen til stk. 4 vil medføre, at landsretten og Højesteret vil kunne beslutte, at en sag ikke skal behandles på domstolenes skifteportal, eller at en meddelelse eller et dokument ikke skal gives til landsretten eller Højesteret ved anvendelse af skifteportalen, hvis navnlig hensyn til statens sikkerhed, personers liv eller helbred eller dokumenternes format eller omfang taler for det. Landsretten og Højesteret vil, samtidig med at der træffes beslutning med henvisning til stk. 4, skulle beslutte, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives.

Henvisningen til stk. 5 vil medføre, at retspræsidenten for en landsret eller Højesteret i særlige situationer, herunder hvis brugerne ikke kan anvende domstolenes skifteportal på grund af lokale tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, vil kunne beslutte, at alle eller visse af rettens sager i en nærmere afgrænset periode ikke skal behandles på skifteportalen, og at retspræsidenten samtidig vil skulle beslutte, hvordan de omhandlede sager skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives.

Henvisningen til stk. 6 vil medføre, at landsretten eller Højesteret ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser, der gør, at en bruger ikke kan anvende domstolenes skifteportal, vil kunne beslutte, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives til skifteretten og sagens parter m.v.

I vurderingen af, om der er grundlag for at tage beslutning efter det foreslåede med henvisning til stk. 4-6, vil landsretten og Højesteret skulle lægge vægt på de momenter, der er beskrevet i bemærkningerne til stk. 4-6 ovenfor.

Henvisningen til stk. 11 vil medføre, at Domstolsstyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om, hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til landsretten eller Højesteret ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at domstolenes skifteportal ikke kan anvendes.

Det foreslås i § 8 d, stk. 8, at skifterettens beslutninger efter stk. 3, 1. pkt., ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse kan indbringes for højere ret. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for den, der ansøger om kæretilladelse, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en højere ret. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at beslutningen i medfør af stk. 3, 1. pkt., er truffet.

Bestemmelsen vil medføre, at skifterettens beslutninger efter stk. 3, 1. pkt., ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse vil kunne indbringes for højere ret, samt at Procesbevillingsnævnet vil kunne meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for den, der ansøger om kæretilladelse, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en højere ret. Bestemmelsen vil endvidere medføre, at ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at beslutningen i medfør af stk. 3, 1. pkt., er truffet.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 8, der foreslås ophævet (lovforslaget § 4, nr. 2), dog således at bestemmelsen ikke alene omfatter brugere i en tvangsopløsningssag, men også brugere, der har fået afslag på en anmodning om ikke at anvende skifteportalen i en skiftesag om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd. De pågældende vil ikke kunne kære skifterettens beslutning til landsretten, uden at Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse hertil.

Det foreslås i § 8 d, stk. 9, at beslutninger efter stk. 3, 2. og 3. pkt., og stk. 4-6 ikke kan indbringes for højere ret.

Bestemmelsen vil medføre, at beslutninger efter stk. 3, 2. og 3. pkt., om at udelukke en bruger fra at anvende domstolenes skifteportal og den samtidig beslutning om, hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives, ikke vil kunne indbringes for højere ret. Bestemmelsen vil ligeledes indebære, at skifterettens beslutninger efter stk. 4 og 6, og retspræsidentens beslutninger efter den foreslåede bestemmelse 5 om at domstolenes skifteportal ikke skal anvendes, og om hvordan sagen skal behandles, og hvordan meddelelser og dokumenter skal gives, når skifteportalen ikke skal anvendes, ikke vil kunne indbringes for højere ret.

Bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 9, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, dog således at beslutninger efter det foreslåede § 8 d, stk. 3, 2. pkt., om at udelukke en bruger fra at anvende skifteportalen, fordi brugeren har fremsat mange ensartede anmodninger på skifteportalen, heller ikke vil kunne indbringes for højere ret.

Bestemmelsen vil også omfatte beslutninger vedrørende sager, der behandles af landsretterne, jf. bemærkningerne til det foreslåede stk. 7 ovenfor.

Det foreslås i § 8 d, stk. 10, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes skifteportal, herunder om den tekniske indførelse af data på skifteportalen.

Bestemmelsen vil medføre, at Domstolsstyrelsen vil kunne fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes skifteportal, herunder om den tekniske indførelse af data på skifteportalen.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til selskabslovens § 229 a, stk. 10, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, dog således, at den nye bemyndigelsesbestemmelse også vil omfatte skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd og ikke alene tvangsopløsningssager.

Det foreslås i § 8 d, stk. 11, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at domstolenes skifteportal ikke kan anvendes.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil medføre, at Domstolsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om, hvordan en meddelelse eller et dokument skal gives til skifteretten ved tekniske nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes it-systemer, der gør, at domstolenes skifteportal ikke kan anvendes.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 11, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, dog således, at Domstolsstyrelsens bemyndigelse med lovforslaget ikke alene vil omfatte tvangsopløsningssager, men også skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd.

Bemyndigelsen vil blive udnyttet til at udstede en ny bekendtgørelse om anvendelse af domstolenes skifteportal i sager om tvangsopløsning af kapitalselskaber, erhvervsdrivende fonde og virksomheder med begrænset ansvar, idet bekendtgørelse nr. 256 af 13. marts 2024 vil bortfalde, når selskabslovens § 229 a, stk. 11, ophæves, jf. lovforslagets § 4, nr. 2.

Det foreslås i § 8 d, stk. 12, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at en person, som skifteretten påtænker at udnævne som likvidator, skal oplyse personnummer og give andre nærmere bestemte oplysninger til brug for udnævnelsen som likvidator, og om skifteretternes registrering og behandling af disse oplysninger.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at bemyndige Domstolsstyrelsen til at fastsætte en pligt for en person, som skifteretten påtænker at udnævne som likvidator, til at oplyse sit personnummer og give andre oplysninger, som er nødvendige for at sikre entydig identifikation af likvidator i forbindelse med udnævnelsen af den pågældende.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i selskabslovens § 229 a, stk. 12, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 4, nr. 2.

Domstolsstyrelsen vil efter bemyndigelsen desuden kunne fastsætte regler om, hvordan likvidators oplysninger registreres og behandles af skifteretterne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i de almindelige bemærkninger.

(Til § 8 e)

Det foreslås i § 8 e, at skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original underskrift, når skifteretten finder anledning til det.

Bestemmelsen vil medføre, at skifteretten vil kunne bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original underskrift, når skifteretten finder anledning til det. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis skifteretten er i tvivl om, hvorvidt en meddelelse hidrører fra det pågældende medlem af selskabets ledelse eller den pågældende kreditor.

(Til § 8 f)

Det foreslås i § 8 f, at skifterettens behandling af tvister foregår efter retsplejelovens regler om borgerlige sager med de ændringer, som følger af forholdets natur.

Bestemmelsen vil medføre, at skifterettens behandling af tvister vil foregå efter retsplejelovens regler om borgerlige sager med de ændringer, som følger af forholdets natur.

Den foreslåede bestemmelse svarer til konkurslovens § 243 og følger hovedprincipperne i retsplejelovens ordning, hvorefter tvister om krav mod boet og om boets behandling påkendes af skifteretten efter de almindelige regler om behandling af borgerlige sager for byretten.

Bestemmelsen vil omfatte tvister om likvidators afvisning af anmeldte fordringer i forbindelse med opløsning ved likvidation af et kapitalselskab omfattet af selskabslovens § 221, stk. 3, og tvister om, hvorvidt der skal stilles sikkerhed, eller om hvorvidt en tilbudt sikkerhed er tilstrækkelig, omfattet af selskabslovens § 243, stk. 4, § 252, jf. § 243, stk. 4, § 261, stk. 4, § 278, stk. 4, § 298, stk. 4, og § 318 f, stk. 4.

Henvisningen til retsplejelovens regler om borgerlige sager omfatter retsplejelovens kapitel 1-5 og 13-39.

Bestemmelsen vil indebære, at tvister om afvisning af anmeldte fordringer og sikkerhed for fordringer vil skulle indbringes og behandles efter retsplejelovens regler om digital kommunikation, herunder retsplejelovens § 148 a med de ændringer, der følger af lovforslagets § 1, nr. 4-13, og forholdets natur.

Kreditor vil således skulle anlægge sagen ved indlevering af stævning til skifteretten på domstolenes sagsportal. Retsplejelovens almindelige regler om appel vil finde anvendelse på skifterettens afgørelse af sagen og på skifterettens afgørelser under sagens behandling. En sag om en tvist omfattet af det foreslåede vil skulle afgøres ved dom, og retsplejelovens almindelige regler om sagsomkostninger i kapitel 30 vil finde anvendelse, herunder således at den tabende part som udgangspunkt vil skulle betale sagsomkostninger til den vindende part.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Selskabslovens § 229 a indeholder bestemmelser om digital behandling af tvangsopløsningssager.

Det foreslås, at § 229 a ophæves.

Ophævelsen skal ses i sammenhæng med, at det i lovforslaget foreslås at flytte indholdet af selskabslovens § 229 a til den foreslåede bestemmelse i § 8 d, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, bemærkninger dertil, dog således at der samtidig tages højde for, at ikke kun sager om tvangsopløsning, men også skifterettens sager om reassumption, udpegelse af vurderingsmænd og udnævnelse af granskningsmænd fremover vil skulle behandles på skifteportalen. Forslaget indebærer, at alle bestemmelser om anvendelse af domstolenes skifteportal vil blive samlet i selskabslovens kapitel 1 a om kommunikation.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 1, og bemærkningerne hertil samt i øvrigt til pkt. 2.3.2 i de almindelige bemærkninger.