Til nr. 1

Der er efter gældende ret ikke en udtrykkelig hjemmel til, at politiet må inddrage et pas fra personer, der har mistet deres danske statsborgerskab, eller hvor passet uretmæssigt er udstedt til personer, der ikke er danske statsborgere.

Det foreslås i pasloven at indsætte et nyt stk. 2 i § 2, hvorefter politiet kan inddrage et allerede udstedt pas, når grundlaget for udstedelsen ikke længere består, eller hvis passet er uretmæssigt udstedt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at der vil være en udtrykkelig hjemmel for politiet til at inddrage pas fra personer, som ikke længere er danske statsborgere, eller som aldrig har været danske statsborgere. Med bestemmelsen vil det være muligt for politiet at inddrage pas fra personer, som har fået frakendt deres indfødsret ved dom efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 1 eller stk. 2, eller § 8 B, stk. 1. Derudover vil politiet få mulighed for at inddrage pas fra personer, som administrativt har fået frataget deres indfødsret efter § 8 B, stk. 3, i indfødsretsloven, har fortabt deres indfødsret i medfør af § 8, stk. 1, i indfødsretsloven, eller hvor personen har løst sig fra sit danske statsborgerskab, jf. indfødsretslovens § 9.

Den foreslåede bestemmelse vil også betyde, at politiet får hjemmel til at inddrage pas fra personer, hvor passet er uretmæssigt udstedt. Dette vil eksempelvis omfatte tilfælde, hvor en person fremgår af lov om indfødsrets meddelelse og har fået udstedt et dansk pas, men hvor personen alligevel ikke opfylder betingelserne for at opnå indfødsret. Personen har således ikke fået dansk indfødsret, og det udstedte pas vil være ugyldigt (nullitet). Den foreslåede bestemmelse vil også kunne omfatte de tilfælde, hvor et pas ved en fejl er blevet udstedt til en person, hvor der ikke er hjemmel til at udstede passet, som ikke har dansk statsborgerskab.

Det vil være politiet, der i de konkrete tilfælde tager stilling til, om og under anvendelse af hvilke beføjelser et pas skal fysisk inddrages og spærres i politiets registre.

Inddragelse af pas efter paslovens § 2, stk. 2, vil ikke udgøre en selvstændig forvaltningsretlig afgørelse og vil derfor ikke være omfattet af forvaltningslovens regler herom. Politiets adgang til at inddrage pas efter den foreslåede bestemmelse vil være et accessorium til f.eks. en dom om frakendelse af indfødsret eller en afgørelse om fratagelse eller fortabelse af indfødsret.

Når pas inddrages efter den foreslåede bestemmelse, vil politiet kunne opdatere oplysninger om, at passet er inddraget i De Centrale Systemer, som også vil fremgå af Det Centrale Pasregister, samt opdatere oplysninger i relevante databaser, herunder SIS II og Interpols database. Derudover vil politiet fysisk kunne inddrage pas efter den foreslåede bestemmelse.

Klager over politiets dispositioner efter de foreslåede bestemmelser, herunder klager over politipersonales adfærd, følger de almindelige regler herfor.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af paslovens § 2 b, stk. 1, at politiet kan meddele en person, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, forbud mod at udrejse i det tidsrum, der er fastsat efter § 2, stk. 2. Det følger af paslovens § 2, stk. 2, at politiet skal fastsætte en frist, der ikke kan overstige 3 år, for afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 4, og en frist, der ikke kan overstige 1 år, for afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 5 og 6. For afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 7, skal politiet fastsætte en frist, der ikke overstiger 5 år. Fristen kan i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 4-7, forlænges med indtil 1 år ad gangen. Dog kan afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 5 og 6, kun gælde, indtil barnet fylder 18 år.

Det foreslås at ændre henvisningen i paslovens § 2 b, stk. 1, således at der henvises til paslovens § 2, stk. 3. Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 1, nr. 1, hvor den nugældende § 2, stk. 2, rykkes til § 2, stk. 3.

Til nr. 3

Der er efter gældende ret ikke en udtrykkelig hjemmel til, at politiet må foretage indgreb overfor personer for at håndhæve en afgørelse om at inddrage den pågældendes pas efter paslovens § 2, stk. 1, og en beslutning efter paslovens § 2, stk. 2 om at inddrage passet.

Det foreslås at indsætte paslovens § 2 d, stk. 1, hvorefter politiet har, hvis det skønnes nødvendigt for fysisk at inddrage en persons pas efter § 2, stk. 1 eller 2, og politiet har grund til at antage, at passet befinder sig dér, hvor de vil foretage indgreb, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til boliger, lokaliteter og transportmidler, der anvendes af en person, som har fået inddraget sit pas, samt besigtige personens ydre, herunder foretage visitation af personens tøj og genstande.

Derudover foreslås det at indsætte paslovens § 2 d, stk. 2, hvorefter indgreb som nævnt i paslovens § 2 d, stk. 1, også kan foretages overfor de nærmeste til et barn under 18 år, der har fået inddraget sit pas efter § 2, stk. 1, nr. 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2 d vil indebære, at politiet må foretage visse tvangsindgreb overfor personer, der har fået inddraget deres pas efter paslovens § 2, stk. 1, eller den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 1, samt mod de nærmeste til et barn under 18 år, der har fået inddraget sit pas efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5 og 6. Begrebet ”nærmeste” skal forstås i overensstemmelse med retsplejelovens § 171 og er f.eks. slægtninge i lige linje, søskende og efter omstændighederne fjernere slægtninge.

Efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2 d, stk. 1, vil det være muligt for politiet uden retskendelse at få adgang bolig, lokaliteter og transportmidler, som anvendes af en person, som har fået inddraget sit pas efter § 2, stk. 1 eller 2. Ved bolig forstås private lokaliteter, som anvendes til beboelse. Ved lokaliteter forstås lokaler og bygninger, der ikke anvendes til beboelse, som ikke er frit tilgængelige for politiet. Ved transportmidler forstås bl.a. biler, knallerter, motorcykler og cykler. I de tilfælde hvor en person har fået inddraget sit pas efter § 2, stk. 1 eller 2, vil politiet kunne besigtige en persons ydre, herunder foretage visitation af personens tøj og genstande. Ved genstande forstås bl.a. tasker, kufferter el.lign., som kan være skjulested for pas. Det er en betingelse, at boligen, lokaliteten eller transportmidlet anvendes af den pågældende person. Ved anvendes forstås, at den pågældende person tager ophold på stedet og f.eks. overnatter det pågældende sted. Det vil også omfatte lokaliteter, hvor den pågældende person har en særlig adgang til, f.eks. at personen er ejer af lokaliteten eller arbejder et sted. Ved anvendelse af transportmidler forstås, at den pågældende person enten befinder sig i transportmidlet, når politiet retter henvendelse til pågældende, at politiet har vished om, at den pågældende person har været i transportmidlet, eller at den pågældende person er anført i registre som ejer eller bruger af transportmidlet.

Derudover vil den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2 d, stk. 2, betyde, at politiet til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til bolig, lokaliteter og transportmidler, der anvendes af de nærmeste til et barn under 18 år, der har fået inddraget sit pas efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 5 og 6. Politiet vil også kunne besigtige personens ydre, herunder foretage visitation af personens tøj og genstande.

Indgrebet skal skønnes nødvendigt for fysisk at inddrage et pas efter paslovens § 2, stk. 1 eller 2, og politiet skal have grund til at antage, at passet befinder sig der, hvor de vil foretage indgreb.

Betingelsen om, at det skal skønnes nødvendigt, vil i almindelighed være opfyldt, hvis den pågældende, der har fået inddraget et pas efter paslovens § 2, stk. 1 eller 2, er blevet bedt af myndighederne om at aflevere passet, men ikke har imødekommet denne anmodning. I de tilfælde, hvor pasindehaveren har anmodet myndighederne om fristudsættelse for aflevering af passet, eller hvor det ikke har været muligt for myndighederne at sende en anmodning om aflevering af passet, vil betingelsen som udgangspunkt ikke være opfyldt. Det er ikke en forudsætning, at myndighederne har fået bekræftelse fra pasindehaveren på, at pasindehaveren har modtaget anmodningen fra myndighederne. Der kan også være tilfælde, hvor årsagen til, at der er truffet afgørelse om at inddrage passet, nødvendiggør at passet inddrages fysisk ved tvangsindgreb uden forudgående besked om, at passet skal indleveres, f.eks. ved håndhævelse af en afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Det vil f.eks. også kunne skønnes nødvendigt, hvis politiet vurderer, at barnets familie ikke vil aflevere passet frivilligt.

Hvorvidt politiet har grund til at antage, at passet befinder sig der, hvor de vil foretage indgreb, beror på en konkret vurdering. Det vil i almindelighed være opfyldt, hvis der er tale om den pågældendes bolig, herunder leje- eller ejerbolig, eller der er tale om lokaler, som den pågældende enten ejer, lejer eller har fast adgang til.

Der er tale om et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, hvorfor reglerne om fremgangsmåden ved gennemførsel af tvangsindgreb og forholdet til strafferetsplejen i retssikkerhedsloven finder anvendelse.

Retssikkerhedslovens regler medfører, at såfremt politiet med rimelig grund mistænker en person for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen, jf. § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Når politiet vil foretage en husundersøgelse efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 3, skal reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 2 og 3 iagttages. Det følger bl.a. af kapitel i 2 i retssikkerhedsloven, at indgrebet skal være proportionalt efter § 2 i retssikkerhedsloven, og at parten for tvangsindgrebet som udgangspunkt skal underrettes om beslutningen, jf. § 5, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Retssikkerhedslovens § 2 indebærer bl.a., at husundersøgelse kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Det kan eksempelvis overvejes af politiet, om det i den konkrete situation vil være formålstjenligt skriftligt at påminde personen om pligten til at aflevere passet, før der iværksættes en husundersøgelse. En sådan påmindelse vil også kunne foretages af anden myndighed, f.eks. i forbindelse med en orientering om, at et udstedt pas er en nullitet.

Udgangspunktet efter § 5, stk. 2, i retssikkerhedsloven er, at underretning skal ske skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet gennemføres, og skal indeholde en række bestemte oplysninger. Kravet om underretning forud for tvangsindgrebet kan helt eller delvis fraviges, hvis øjemedet med tvangsindgrebet gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle gives, jf. § 5, stk. 4, nr. 1, i retssikkerhedsloven. Det fremgår af bemærkningerne i Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3088, at bestemmelsen bl.a. sigter til kontrolbesøg, som en myndighed foretager på områder, hvor det generelt må antages, at øjemedet med kontrollen ville blive forspildt, såfremt den pågældende borger eller virksomhed var »advaret« forinden. Det fremgår også af bemærkningerne i Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3089, at i tilfælde, hvor tvangsindgrebet ikke foretages som led i kontrol- eller tilsynsvirksomhed, kan der efter en nærmere vurdering af den enkelte sags omstændigheder være risiko for, at øjemedet med tvangsindgreb ville blive forspildt, såfremt der skete forudgående varsling. Som eksempel nævnes der sager, hvor tvangsindgrebet sker som led i fuldbyrdelsen af en afgørelse, f.eks. hvor kommunen i forbindelse med fuldbyrdelsen af en afgørelse om tvangsfjernelse af et barn søger efter barnet i forældremyndighedsindehaverens bolig.

Når politiet iværksætter en husundersøgelse efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2 d, vil politiet konkret skulle vurdere, om og hvordan den pågældende skal underrettes om beslutningen, jf. § 5 i retssikkerhedsloven.

Det er Justitsministeriets vurdering, at øjemedet med gennemførelse af tvangsindgreb efter de foreslåede bestemmelser i mange tilfælde ville forspildes, hvis der skulle gives forudgående underretning efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 2, om en husundersøgelse efter i paslovens § 2 d, når politiet har truffet afgørelse om at inddrage pas efter paslovens § 2, stk. 1 og stk. 2. I den forbindelse lægges der vægt på, at flere af de oplistede tilfælde i paslovens § 2, stk. 1, omhandler, at politiet vil forhindre, at den pågældende rejser ud af landet, f.eks. fordi der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det må i et sådan tilfælde forventes, at den pågældende vil skaffe sig af med passet eller rejse ud af landet inden, hvis den pågældende på forhånd bliver underrettet om, at politiet på et nærmere bestemt tidspunkt vil foretage en husundersøgelse.

Klager over politiets dispositioner efter de foreslåede bestemmelser, herunder klager over politipersonales adfærd, følger de almindelige regler herfor.

Til nr. 4

Det følger af paslovens § 4 a, stk. 1, at der betales et gebyr for udstedelse af pas, jf. stk. 2-6, og at der betales et gebyr for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af pas, jf. § 4 b.

Det foreslås at ændre ordet ”gebyr” til ”afgift”.

Den foreslåede ændring er af sproglig karakter og har ikke indholdsmæssige konsekvenser. Ændringen har således til formål at præcisere, at betalingen for udstedelse af pas efter § 4 a har karakter af en afgift. Ligeledes bør betalingen for optagelse af digitalt fingeraftryk i § 4 b også betegnes som en afgift.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1, 2.2.2 og 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af paslovens § 4 a, stk. 6, at stk. 1-5 også gælder ved ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden. Dog udstedes nyt pas uden betaling, hvis et pas på grund af forhold, der må tilregnes den pasudstedende myndighed, lider af væsentlige mangler. Ligeledes udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5 og 6.

Det foreslås at ændre henvisningen i paslovens § 4 a, stk. 6, således at der henvises til paslovens § 2, stk. 4. Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 1, nr. 1.

Til nr. 6

Det følger af paslovens § 4 b, stk. 1, at for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af pas betales 25 kr.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så det fremgår af stk. 1 , at for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af pas betales 32 kr.

Dermed vil beløbet blive opdateret til 2025-niveau.

Til nr. 7

Det følger af paslovens § 4 b, stk. 2, at gebyret efter stk. 1 pris- og lønreguleres en gang årligt den 1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilken regulering der skal finde sted.

Det foreslås at nyaffatte stk. 2 , således at det fremgår, at beløbet i stk. 1 er angivet i 2025-niveau. Derudover skal beløbet pris- og lønreguleres fra og med 2025 én gang årligt den 1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. Det herefter fremkomne beløb skal afrundes til nærmeste kronebeløb. Beløbet skal årligt offentliggøres på hjemmesiden borger.dk.

Det foreslåede i § 1, nr. 6 og 7, vil i vid udstrækning videreføre de gældende regler, hvorefter gebyret for optagelse af digitalt fingeraftryk også pris- og lønreguleres én gang årligt. Som noget nyt vil det foreslåede medføre, at gebyrets størrelse efter den årlige pris- og lønregulering ikke længere vil skulle bekendtgøres af justitsministeren. Med det foreslåede vil beløbet blive offentliggjort og opdateret årligt på www.borger.dk.

Til nr. 1

Det følger af retsplejelovens § 1019 c, stk. 1, at Politiklagemyndigheden undersøger adfærdsklager og sørger for, at alt relevant materiale tilvejebringes. Politiet og anklagemyndigheden stiller det materiale og de oplysninger til rådighed, som Politiklagemyndigheden anmoder om. Politiklagemyndigheden kan indhente oplysninger fra klageren, indklagede og andre.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 1019 c, stk. 2 , hvorefter juridiske personer og enkeltmandsvirksomheder på anmodning fra Politiklagemyndigheden skal stille tv-overvågningsmateriale til rådighed.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte enhver juridisk person, herunder selskaber, foreninger, fonde, kommuner og statslige myndigheder, samt enkeltmandsvirksomheder.

Det forudsættes, at anmodningen skal være skriftlig og indeholde en beskrivelse af, hvilket tv-overvågningsmateriale der ønskes udleveret.

Ved tv-overvågningsmateriale skal forstås vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat i overensstemmelse med definitionsbestemmelsen i tv-overvågningslovens § 1, stk. 2. Andre former for videomateriale såsom optagelser fra mobiltelefoner og lignende vil typisk ikke være omfattet af den foreslåede ordning, medmindre det undtagelsesvist måtte være omfattet af definitionen ovenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse vil juridiske personer og enkeltmandsvirksomheder skulle videregive tv-overvågningsmateriale til Politiklagemyndigheden. Dette kan være ved elektronisk at overføre materialet til Politiklagemyndigheden eller ved at overlevere materialet fysisk til Politiklagemyndigheden, f.eks. ved at stille en kopi til rådighed. Det vil ikke være tilstrækkeligt kun at give Politiklagemyndigheden adgang til at gennemse materialet hos den juridiske person eller enkeltmandsvirksomheden.

Politiklagemyndigheden skal skriftlig anmode om tv-overvågningsmaterialet fra den juridiske person eller enkeltmandsvirksomheden. Det skal fremgå af den skriftlige anmodning, at der gælder en strafbelagt pligt til at udlevere tv-overvågningsmaterialet, og der skal samtidig fastsættes en frist for at levere materialet til Politiklagemyndigheden. Ved fastsættelse af fristen skal der tages hensyn til omfanget af tv-overvågningsmaterialet og øvrige omstændigheder ved den konkrete anmodning. Såfremt den juridiske person eller enkeltmandsvirksomheden gør opmærksom på undskyldelige forhold for, hvorfor fristen ikke kan nås, eller gør forhold omfattet af retsplejelovens § 1019 c, stk. 3, gældende, så vil Politiklagemyndigheden kunne beslutte at udskyde fristen for at udlevere tv-overvågningsmaterialet eller trække anmodningen tilbage.

Det foreslås derudover med stk. 3 , at en juridisk person og enkeltmandsvirksomheder ikke har pligt til at stille tv-overvågningsmateriale til rådighed, såfremt der derved vil fremkomme oplysninger om forhold, som vil udsætte den juridiske person for straf. Der gælder allerede et forbud mod selvinkriminering efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indsættes et forbud mod selvinkriminering for de juridiske personer og enkeltmandsvirksomheder, der bliver pålagt at udlevere tv-overvågningsmateriale efter stk. 1, jf. i øvrigt retssikkerhedslovens § 10. Den foreslåede bestemmelse vil skulle forstås i overensstemmelse med retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1. Et eksempel på en situation, hvor der ikke er pligt til at afgive oplysninger til Politiklagemyndigheden vil være, hvor en juridisk person eller en enkeltmandsvirksomhed er blevet pålagt at udlevere tv-overvågningsmateriale, men tv-overvågningsmaterialet vil vise, at det optages i strid med reglerne i tv-overvågningsloven. I sådanne tilfælde vil en juridisk person eller en enkeltmandsvirksomhed ikke have pligt til at stille tv-overvågningsmateriale til rådighed. Dette vil være i lighed med reglerne om edition i retsplejelovens § 804, stk. 4.

Det foreslås endvidere med stk. 4 , at overtrædelse af stk. 2 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Retten kan således idømme en juridisk person eller en enkeltmandsvirksomhed bøde, såfremt den pågældende ikke efterkommer en anmodning fra Politiklagemyndigheden efter stk. 2, og undtagelsen i stk. 3 ikke gør sig gældende.

Der kan straffes efter bestemmelsen, hvis en juridisk person eller enkeltmandsvirksomhed – på trods af, at Politiklagemyndigheden fremsætter en skriftlig anmodning herom, hvor der fastsættes en frist for udlevering af materialet, og hvor det fremgår, at der gælder en strafbelagt pligt til at udlevere tv-overvågningsmaterialet – ikke udleverer materialet. Ved fastsættelse af fristen skal der tages hensyn til omfanget af tv-overvågningsmaterialet og øvrige omstændigheder ved den konkrete anmodning. Såfremt den juridiske person eller enkeltmandsvirksomheden gør opmærksom på undskyldelige forhold for, hvorfor fristen ikke kan nås, eller gør forhold omfattet af retsplejelovens § 1019 c, stk. 3, gældende, så vil Politiklagemyndigheden kunne beslutte at udskyde fristen for at udlevere tv-overvågningsmaterialet eller trække anmodningen tilbage. I så fald vil bestemmelsen ikke være overtrådt.

At tv-overvågningsmateriale ikke er stillet til rådighed for Politiklagemyndigheden vil betyde, at oplysningerne ikke foreligger hos Politiklagemyndigheden, dvs. at Politiklagemyndigheden ikke har modtaget tv-overvågningsmaterialet f.eks. via e-mail eller pr. post.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1 og 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det foreslås, at lovens § 1 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

De foreslåede ændringer af retsplejeloven vil således ikke finde anvendelse på hverken Færøerne eller Grønland, da Færøerne og Grønland har egne retsplejelove.