Lov om ændring af registreringsafgiftsloven, skatteforvaltningsloven, virksomhedsskatteloven og forskellige andre love (Ændring af den skatte- og afgiftsmæssige behandling af ladestandere til køretøjer, stramning af leasingregler for køretøjer, indførelse af særlig procedure for partshøring ved værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer m.v. og indførelse af solidarisk hæftelse for selvanmeldere m.v.) § 5

Til nr. 1

Det følger af skatteforvaltningslovens § 7, stk. 1, nr. 2, at motorankenævnene afgør klager over Skatteforvaltningens afgørelser om fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af brugte køretøjer efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7, § 5, stk. 8, og § 10.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 blev registreringsafgiftslovens §§ 4 og 5 ændret, hvilket betød, at § 4, stk. 7, blev ændret til § 4, stk. 6, og § 5, stk. 8, blev ændret til § 5, stk. 7.

Det foreslås, at henvisningen i skatteforvaltningslovens § 7, stk. 1, nr. 2, ændres fra en henvisning til registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7 til en henvisning til registreringsafgiftslovens § 4, stk. 6 og at henvisningen til registreringsafgiftslovens § 5, stk. 8, ændres til registreringsafgiftslovens § 5, stk. 7.

Baggrunden for det foreslåede er, at registreringsafgiftslovens §§ 4 og 5 er ændret ved § 1, nr. 7 og 12, i lov nr. 203 af 13. februar 2021, hvorefter reglerne om fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af brugte køretøjer blev ændret til registreringsafgiftslovens § 4, stk. 5, og § 5, stk. 7. Der er tale om rettelse af en henvisningsfejl.

Til nr. 2

Skatteforvaltningsloven indeholder ikke særskilte regler om partshøring forud for fastsættelse af den afgiftspligtige værdi.

Fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af nye og brugte køretøjer er en forvaltningsretlig afgørelse, der har karakter af masseforvaltning, og de almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring i forvaltningslovens § 19 skal iagttages. Dette gælder uanset, om der er tale om manuel sagsbehandling forud for en afgørelse eller hel eller delvis maskinelt genererede afgørelser.

For at en borger eller virksomhed kan påsætte nummerplader på et køretøj, er det en forudsætning, at borgeren eller virksomheden har betalt den registreringsafgift, der er beregnet på baggrund af en konkret vurdering af køretøjets afgiftspligtige værdi. I lyset af at Skatteforvaltningen årligt træffer afgørelse i ca. 50.000 sager om værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer, er det nødvendigt, at Skatteforvaltningens sagsbehandling i forbindelse med værdifastsættelsen, herunder beregning af det afgiftspligtige beløb, kan tilrettelægges hurtigt og effektivt uden unødig ventetid for borgere og virksomheder.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes et nyt kapitel 7 b i skatteforvaltningsloven.

Den afgiftspligtige værdi for nye køretøjer fastsættes efter registreringsafgiftslovens §§ 8 og 9. Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet moms, men uden afgift efter registreringsafgiftsloven. Det følger desuden af registreringsafgiftslovens § 9, at den almindelige pris for et nyt køretøj ved salg til en bruger kan anmeldes til Skatteforvaltningen af den, som har fastsat prisen, og at anmeldelsen skal indeholde oplysninger om, hvilket udstyr den anmeldte pris omfatter.

Den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer fastsættes efter registreringsafgiftslovens § 10. For brugte køretøjer fastsættes den afgiftspligtige værdi til køretøjets almindelige pris indbefattet moms men uden afgift efter registreringsafgiftsloven. Det følger desuden af § 26, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1030 af 25. maj 2021 om registreringsafgift, at den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj fastsættes med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende brugt køretøj eller for et køretøj af så vidt muligt tilsvarende mærke og model i normalt vedligeholdt stand.

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal der, med de undtagelser, der følger af forvaltningslovens § 19, stk. 2, partshøres, hvis en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger. Således må myndigheder ikke træffe en afgørelse, før parten er gjort bekendt med sagens oplysninger og har haft lejlighed til at fremkomme med en eventuel udtalelse. Pligten til partshøring omfatter dog kun oplysninger, som parten ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af. Pligten til partshøring gælder desuden kun, hvis oplysningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for partens afgivelse af en udtalelse.

I sager om fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af nye og brugte køretøjer indgår de faktiske oplysninger om køretøjet, som borgere og virksomheder har oplyst til Skatteforvaltningen i forbindelse med anmodningen om en værdifastsættelse. For at oplyse sagen tilstrækkeligt vil det oftest også være nødvendigt for Skatteforvaltningen at indhente yderligere oplysninger om køretøjet fra f.eks. køretøjets producent. Derudover indgår oplysninger fra synshaller i oplysningsgrundlaget via Motorregistret (DMR).

Det foreslås med § 20 e, stk. 1, at Skatteforvaltningen kan træffe afgørelse om fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi efter registreringsafgiftslovens §§ 9, 9 a eller 10 under anvendelse af en særlig procedure for partshøring om sagens faktiske oplysninger.

Den særlige procedure for partshøring indebærer, at afgørelsen skal ledsages af sagens faktiske oplysninger, der foreligger på tidspunktet for Skatteforvaltningens afgørelse, hvorefter borgeren eller virksomheden får mindst 15 dage fra afgørelsens datering til at fremsende bemærkninger med henblik på, at Skatteforvaltningen skal træffe en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved høringsfristens udløb. Dette omfatter både faktiske oplysninger om køretøjet, herunder f.eks. køretøjets alder, stand og kilometerstand, og referencekøretøjer i annoncer for lignende køretøjer og andet sammenligningsgrundlag. Forslaget træder i stedet for forvaltningslovens § 19 om partshøring.

Med udgangspunkt i det konkrete køretøj vil Skatteforvaltningen skulle udsøge annoncer på sammenlignelige køretøjer, der vil indgå som forberedende materiale til Skatteforvaltningens endelige værdifastsættelse. Skatteforvaltningen skønner herefter, hvilke annoncer der vil være relevante, og som vil skulle danne baggrund for værdifastsættelsen. Skatteforvaltningens vurdering, der dokumenterer den fastlagte værdifastsættelse, vil skulle anvendes som bilag til den afgørelse, der træffes. Afgørelsen vil således indeholde de valgte annoncer, så borgere og virksomheder har det fulde overblik over det materiale, som er indgået i Skatteforvaltningens afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 e omfatter afgørelser om værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer, som er undtaget fra sagsfremstillingspligten i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 3 og 4.

Hvis der ved en samleafgørelse f.eks. samtidigt træffes afgørelse om både afgiftspligtens indtræden og værdifastsættelsen, som det er tilfældet i visse kontrolsager, finder den foreslåede § 20 e ikke anvendelse. I sådanne tilfælde vil der i medfør af sagsfremstillingspligten blive foretaget forudgående høring efter forvaltningslovens § 19 over hele afgørelsen, herunder værdifastsættelsen og den beregnede registreringsafgift.

Den foreslåede bestemmelse finder således kun anvendelse, hvis der alene træffes afgørelse om værdifastsættelse og beregning af registreringsafgiften.

Det foreslås således, at Skatteforvaltningen får mulighed for undlade at partshøre efter forvaltningslovens § 19 og i stedet kan anvende en særlig procedure for partshøring om køretøjets faktiske oplysninger, annoncemateriale og andet sammenligningsgrundlag til brug for værdifastsættelsen. Det foreslås, at Skatteforvaltningen kan vælge at partshøre efter den særlige procedure, men ikke nødvendigvis skal partshøre efter den særlige procedure. Således vil det i visse sagstyper være relevant for Skatteforvaltningen alene at partshøre efter forvaltningslovens § 19, herunder særligt i forbindelse med de ”blandede” kontrolsager, hvor Skatteforvaltningen både træffer afgørelse om afgiftspligt samt fastsættelse af køretøjets værdi og registreringsafgift.

Ved vurderingen af et køretøjs afgiftspligtige værdi inddrager Skatteforvaltningen blandt andet annoncemateriale på sammenlignelige køretøjer.

Det foreslås med § 20 e, stk. 2, at Skatteforvaltningens afgørelse om fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi ved anvendelse af den særlige procedure skal ledsages af sagens faktiske oplysninger, der er lagt til grund for afgørelsen, og parten skal samtidig gøres bekendt med adgangen til at fremkomme med bemærkninger til afgørelsen inden for en frist på mindst 15 dage fra afgørelsens datering. Det foreslås desuden, at parten skal gøres bekendt med, at muligheden for, at Skatteforvaltningen kan træffe en ny afgørelse på grundlag af partens bemærkninger, bortfalder, hvis parten klager over afgørelsen truffet efter den særlige procedure.

For at sikre at den særlige procedure for partshøring opfylder det formål, der ligger bag forvaltningslovens regler og principper om partshøring, skal de oplysninger, der generelt kan forudsættes at have betydning for værdifastsættelsen, vedlægges afgørelsen.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen vil skulle sende de faktiske oplysninger om køretøjet, annoncematerialet m.m., der lægges til grund for værdifastsættelsen, til borgere og virksomheder sammen med afgørelsen om værdifastsættelsen, hvorefter borgere og virksomheder får mindst 15 dage fra afgørelsens datering til at fremkomme med yderligere oplysninger hertil.

Forslaget indebærer, at borgere og virksomheder får kendskab til det annoncemateriale m.m., som Skatteforvaltningen har tillagt betydning ved værdifastsættelsen af det konkrete motorkøretøj samt Skatteforvaltningens begrundelse herfor.

Forslaget indebærer desuden, at borgere og virksomheder får mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger til selve annoncematerialet end ved partshøring efter forvaltningslovens § 19, der alene vedrører indholdet af materialet og uden Skatteforvaltningens konkrete vurdering heraf, herunder Skatteforvaltningens vurdering af materialets betydning for selve afgørelsen.

Forslaget betyder, at Skatteforvaltningen på afgørelsestidspunktet vil skulle underrette borgeren og virksomheden om, at borgeren og virksomheden har adgang til at fremkomme med bemærkninger mindst 15 dage fra afgørelsens datering, og at Skatteforvaltningen, hvis der fremkommer bemærkninger fra parten, vil træffe en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger, når fristen er udløbet.

Det foreslås, at fristen sættes til mindst 15 dage fra afgørelsens datering, som er identisk med fristen efter skatteforvaltningslovens § 19, stk. 3, hvor borgere og virksomheder har 15 dage til at komme med bemærkninger i de tilfælde, hvor Skatteforvaltningen efter skatteforvaltningslovens § 19 skal sende borgeren og virksomheden en sagsfremstilling forud for en afgørelse. Sendes en afgørelse med fysisk post, vil Skatteforvaltningen kunne fastsætte en længere frist. Det samme gør sig gældende, hvis der er tale om særligt komplicerede sager.

Forslaget betyder desuden, at borgere og virksomheder får mulighed for at orientere sig om Skatteforvaltningens afgørelsesgrundlag, få rettet eventuelle misforståelser og gøre opmærksom på andre forhold, der efter borgerens og virksomhedens vurdering har betydning for værdifastsættelsen af det konkrete køretøj.

Det foreslås med § 20 e, stk. 3, at har parten bemærkninger til en afgørelse, truffet efter den særlige procedure, træffer Skatteforvaltningen en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved høringsfristens udløb.

Forslaget indebærer, at selv hvis borgerens eller virksomhedens yderligere oplysninger ikke giver Skatteforvaltningen grundlag for at ændre værdifastsættelsen, vil dette skulle meddeles med en ny begrundet afgørelse, der vil kunne påklages efter skatteforvaltningslovens regler. Giver oplysningerne derimod grundlag for at ændre værdifastsættelsen, vil der også skulle træffes en ny afgørelse, der ligeledes vil kunne påklages efter skatteforvaltningslovens regler.

Forslaget om en særlig procedure for partshøring adskiller sig fra den almindelige genoptagelsesregel i skatteforvaltningslovens § 31, som forudsætter, at borgeren eller virksomheden fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring. Med forslaget om en særlig procedure for partshøring vil alle oplysninger, som borgeren og virksomheden fremsender inden for den fastsatte frist på f.eks. mindst 15 dage fra afgørelsens datering, derimod skulle indgå i sagsbehandlingen. Forslaget er derved ikke afgrænset til kun at vedrøre oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der vil kunne begrunde en ændring efter skatteforvaltningslovens § 31, men omfatter også oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der ikke nødvendigvis vil kunne begrunde en ændring. Bestemmelsen bliver således, som ved partshøring efter forvaltningslovens § 19, en partsinddragelse, hvor også generelle eller specifikke indsigelser bliver behandlet, uanset om disse indsigelser giver grundlag for en ændring af den afgiftspligtige værdi.

Fremkommer borgeren eller virksomheden ikke med nye oplysninger inden for den fastsatte frist, vil den oprindelige afgørelse være den endelige, og klagefristen på tre måneder vil løbe fra afgørelsens datering, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3.

Forslaget om at indføre en særlig procedure for partshøring i værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer skal, som indledningsvist nævnt, ses i lyset af det meget store antal årlige værdifastsættelser, der foretages, og hensynet til at borgere og virksomheder ikke bør opleve unødig ventetid, før de kan få deres køretøjer indregistreret og taget i brug.

Det foreslås med § 20 e, stk. 4, at Skatteforvaltningens adgang til at træffe en ny afgørelse efter den foreslåedes bestemmelse i § 20 e, stk. 3, bortfalder, hvis den afgørelse, der er truffet efter den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 1, påklages.

Det foreslås, at borgere eller virksomheder vil kunne påklage en afgørelse til klagemyndigheden, uanset at fristen for at indsende yderligere oplysninger, jf. den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 2, ikke er udløbet. Dette vil således kunne aktualiseres, hvis borgeren eller virksomheden ikke ønsker at forlænge sagsbehandlingstiden, men derimod ønsker at få sagen klagebehandlet.

Forslaget indebærer, at påklages en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 1, efter de almindelige regler om klage i skatteforvaltningsloven, bortfalder Skatteforvaltningens mulighed for at kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 3, uagtet, at borgeren eller virksomheden har indsendt yderligere oplysninger.

Indsender borgeren eller virksomheden derimod yderligere oplysninger, vil Skatteforvaltningen skulle træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 3. Det vil i så fald være denne nye afgørelse, som klageinstansen vil skulle tage stilling til, og hvor der vil gælde en ny klagefrist på 3 måneder fra den nye afgørelses datering, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3.

Forslaget betyder også, at i de tilfælde, hvor borgeren eller virksomheden ikke kommer med bemærkninger, vil de almindelige regler om klage i skatteforvaltningsloven finde anvendelse. I de tilfælde træffes der ikke en ny afgørelse, som udskyder klagefristens påbegyndelse, og klagefristen på 3 måneder løber derfor fra den oprindelige afgørelses datering.

Forslaget afskærer ikke Skatteforvaltningen fra at kunne genoptage en afgørelse i forbindelse med en klagesag, dog under forudsætning af, at borgeren eller virksomheden er enig heri, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5.

Forslaget påvirker heller ikke i øvrigt partens adgang til at anmode om genoptagelse eller Skatteforvaltningens adgang til af egen drift at genoptage afgiftstilsvaret efter skatteforvaltningslovens § 31. Det samme er tilfældet i forhold til genoptagelse af selve værdifastsættelsen af et køretøj efter de ulovbestemte principper om genoptagelse.