§ 1

Til nr. 1

Det følger af afskrivningslovens § 4, stk. 1, at ændrer en skattepligtig benyttelsen af driftsmidler eller skibe fra udelukkende erhvervsmæssig benyttelse til privat benyttelse eller omvendt, behandles dette som salg henholdsvis køb af de pågældende aktiver. Det samme gælder ved ændring fra eller til delvis erhvervsmæssig benyttelse. Som salgssum eller købesum anvendes handelsværdien på det tidspunkt, hvor benyttelsen ændres.

Det foreslås, at der i afskrivningslovens § 4, stk. 1 , indsættes et nyt 4. pkt. , hvorefter værdien af ladestanderen ansættes til 0 i den situation, hvor den skattepligtige beskattes af fri elbil eller pluginhybridbil i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, og hvor ladestanderen overgår til privat brug.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 1, og § 6, nr. 1. Formålet med disse er at sørge for ligestilling mellem lønmodtageren, der får stillet en ladestander til rådighed af sin arbejdsgiver på sin bopæl sammen med en elbil eller pluginhybridbil, og hovedaktionæren, der af selskabet får stillet en ladestander ved sin bopæl til privat rådighed sammen med en elbil og pluginhybridbil, og den selvstændigt erhvervsdrivende, der af sin virksomhed i virksomhedsordningen får en ladestander stillet til rådighed på sin bopæl sammen med en elbil eller pluginhybridbil. Lønmodtageren har mulighed for at kunne beholde ladestanderen skattefrit, når den pågældende ikke længere har fri elbil eller pluginhybridbil stillet til privat rådighed, forudsat at der har været tale om en periode på mindst 6 måneder med beskatning af fri bil.

Med forslaget vil hovedaktionæren og den selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, ligeledes kunne beholde ladestanderen uden skattemæssige konsekvenser, idet værdien af en blandet benyttet ladestander, der overgår til fuldt ud privat brug, ansættes til 0.

§ 2

Til nr. 1

Ifølge køretøjsregistreringslovens § 1, stk. 2, skal Køretøjsregisteret indeholde oplysninger om hvert enkelt køretøj og om køretøjets tilhørsforhold, herunder hvem der er ejere og brugere af køretøjet. Efter køretøjsregistreringslovens § 11, stk. 1, opkræves et gebyr ved registrering af en ny ejer eller bruger af et køretøj i Køretøjsregisteret, der sker uden afmelding af køretøjet.

Gebyret fremgik oprindeligt af færdselslovens § 124 m og skulle opkræves ved anmeldelse om ejerskifte (brugerskifte). Der var således hjemmel i bestemmelsen til at opkræve gebyr for registrering af ejer og bruger samt afmelding (sletning) af ejer og bruger, hvor der ikke samtidig skete en afmelding af køretøjet.

Ifølge bemærkningerne til lovforslag nr. 144 af 25. januar 2006, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A 4298, side 4322, hvor bestemmelsen blev foreslået flyttet fra færdselsloven til køretøjsregistreringsloven, fremgik det, at der med køretøjsregistreringslovens § 11, stk. 1, ikke var tilsigtet en indholdsmæssig ændring i forhold til den tidligere regel om gebyr i færdselslovens § 124 m.

Det foreslås derfor, at køretøjsregistreringslovens § 11, stk. 1, præciseres, så bestemmelsen ændres fra at omfatte opkrævning af et gebyr for registreringer af et køretøjs registrerede ejere eller brugere til at omfatte enhver registrering eller ændring af et køretøjs registrerede ejere eller brugere, herunder også sletning af registrerede ejere eller brugere, der sker uden samtidig afmelding af køretøjet.

Der tilsigtes ikke herved nogen ændring af gældende ret.

Til nr. 2

Efter køretøjsregistreringslovens § 12, stk. 1, opkræves et gebyr på 100 kr. for udstedelse af registreringsattest eller supplerende attest, bortset fra tilfælde hvor attesten udstedes i forbindelse med betaling for nummerplader efter køretøjsregistreringslovens § 8 eller betaling for registrering af ny ejer eller bruger efter køretøjsregistreringslovens § 11.

Det forslås i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1, at ændre køretøjsregistreringslovens § 12, stk. 1, så det præciseres, at der skal ske betaling for enhver ændring af et køretøjs registrerede ejere eller brugere, der sker uden afmelding af køretøjet.

Til nr. 3

Efter køretøjsregistreringslovens § 15 kan virksomheder autoriseres som nummerpladeoperatører. Nummerpladeoperatører kan blandt andet registrere og afmelde køretøjer samt udlevere og modtage nummerplader retur.

Ifølge køretøjsregistreringslovens § 15, stk. 2, nr. 3, må en virksomhed, som autoriseres som nummerpladeoperatør, ikke have gæld til staten. Ifølge § 15, stk. 4, ophører autorisationen, hvis virksomheden ikke længere opfylder betingelsen om ikke at have gæld til staten.

Ordlyden af bestemmelsen medfører, at nogle virksomheder er eller bliver autoriseret, selv om de har gæld til andre dele af det offentlige end staten, f.eks. kommunal gæld.

Det foreslås derfor, at betingelsen i køretøjsregistreringslovens § 15, stk. 2, nr. 3, ændres fra ”gæld til staten” til ”forfalden gæld til det offentlige”.

Det vil betyde, at virksomheden for at være eller blive autoriseret nummerpladeoperatør ikke må have forfalden gæld til det offentlige. Derved ændres afgrænsningen af den gæld, der medfører, at virksomheder ikke kan være nummerpladeoperatører.

Forslaget har til formål at sikre, at det undgås, at virksomheder autoriseres som nummerpladeoperatører, hvis de har forfalden gæld til det offentlige, uanset om gælden er til staten, kommuner eller andre offentlige myndigheder. Forslaget skal mindske risikoen for, at autoriserede nummerpladeoperatører ikke kan betale de løbende tilsvar, gebyrer m.v., som de skal efter køretøjsregistreringsloven. Når en virksomhed har forfalden gæld til det offentlige, er risikoen for betalingsvanskeligheder m.v. til stede, uanset om virksomhedens gæld er til staten eller til andre offentlige instanser, f.eks. kommuner.

Med forfalden gæld til det offentlige forstås f.eks. gæld under inddrivelse samt anden forfalden gæld, som Skatteforvaltningen har kendskab til.

Bestemmelsen om, at en virksomhed ikke må have forfalden gæld til det offentlige, skal forstås således, at en autoriseret virksomhed med forfalden gæld til det offentlige kan beholde autorisationen, hvis virksomheden straks efter modtagelse af en rykker for gældens betaling eller anden opfordring til at betale gælden bringer gælden ud af verden eller stiller fuldt betryggende sikkerhed for gældens betaling inklusive morarenter og eventuelle inddrivelsesrenter. Straks vil i denne sammenhæng sige samme dag eller dagen efter.

Endvidere følger det af køretøjsregistreringslovens § 15, stk. 3, at Skatteforvaltningen kan tillade, at manglende opfyldelse af betingelsen i § 15, stk. 2, nr. 3, ikke medfører bortfald af autorisationen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. En sådan særlig omstændighed kan være sygdom eller en anden ganske uforudset begivenhed, der med overvejende sandsynlighed kun vil være midlertidig.

Skatteforvaltningen vil rykke for evt. gæld til det offentlige, som en autoriseret virksomhed oppebærer efter bestemmelsens ikrafttrædelse, på samme måde som en situation med gæld til staten håndteres i dag.

Bestemmelsen har virkning for virksomheder, der er autoriseret ved bestemmelsens ikrafttrædelse, samt kommende autoriserede virksomheder.

§ 3

En aktionær i et selskab anses for at være hovedaktionær, når denne ejer eller inden for de seneste 5 år har ejet 25 pct. eller mere af aktiekapitalen, eller når denne råder eller inden for de seneste 5 år har rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien i selskabet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4. Ved opgørelsen medregnes aktier ejet af aktionærens nærmeste familie og aktier ejet af selskaber og fonde, hvorover aktionæren eller dennes nærmeste familie har eller har haft bestemmende indflydelse.

Hvis en hovedaktionær modtager udbytte fra selskabet i form af, at selskabet stiller et gode til rådighed for hovedaktionæren, da skal hovedaktionæren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet.

Hvis en hovedaktionær får stillet en fri bil til rådighed af selskabet, beskattes værdien af godet, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5. Beskatningen sker som personlig indkomst i medfør af personskattelovens § 3, stk. 1, jf. § 4 a, stk. 2. Dvs. at en hovedaktionær, der får en bil stillet til rådighed af selskabet, vil blive beskattet af værdien som personlig indkomst, uanset om rådigheden over bilen udgør udbytte for hovedaktionæren, eller om bilen stilles til rådighed i forbindelse med hovedaktionærens ansættelse i selskabet.

Uanset om rådigheden over fri bil skal anses som udbytte eller løn for hovedaktionæren, skal værdien af rådigheden opgøres efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, medfører, at den skattepligtige værdi skal fastsættes til 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 1. pkt. Satsen på 25 pct. reduceres med ½ procentpoint årligt fra og med 1. juli 2021, og satsen på 20 pct. forhøjes med ½ procentpoint årligt fra og med 1. juli 2021. I indkomståret 2025 og efterfølgende indkomstår fastsættes den årlige værdi til 22,5 pct. af bilens værdi, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 2.-4. pkt. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog af mindst 160.000 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 7. pkt.

Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg, der udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter lov om vægtafgift for motorkøretøjer m.v., med tillæg af 50 pct. Med virkning fra den 1. juli 2021 er miljøtillægget forhøjet til 250 pct. i 2021, til 350 pct. i 2022, 450 pct. i 2023, 600 pct. i 2024 og 700 pct. fra og med 2025, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 8.-14. pkt.

Hvis en hovedaktionær får en ladestander stillet til rådighed af selskabet, eller hvis selskabet foranstalter installation af en ladestander (ladestik) på hovedaktionærens bopæl er det afgørende, om rådigheden sker som følge af hovedaktionærens ansættelse i selskabet.

Det fremgår således af ligningslovens § 16, stk. 4, at værdien af en ladestander og installation af ladestander (ladestik), der er stillet til privat rådighed af arbejdsgiveren ved den skattepligtiges bopæl sammen med privat rådighed over en elbil eller pluginhybridbil, ikke beskattes. Hvis den skattepligtige beskattes af fri elbil eller pluginhybridbil i en sammenhængende periode, der er kortere end 6 måneder, skal markedsværdien af ladestander og installation dog medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ved periodens ophør, hvis installationen overgår til privat brug, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 26. og 27. pkt. En hovedaktionær, der er ansat af selskabet eller medlem af bestyrelsen og i denne egenskab får en ladestander stillet til rådighed i forbindelse med en fri elbil eller pluginhybridbil, vil således på tilsvarende måde som en anden ansat være skattefri af værdien heraf.

Får en hovedaktionær, der ikke er ansat eller medlem i bestyrelsen, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, i selskabet, stillet en ladestander til privat rådighed ved bopælen sammen med en fri elbil eller pluginhybridbil, da vil rådigheden over ladestanderen ikke være omfattet af reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, 26. og 27. pkt.

Bestemmelsen i ligningslovens § 16 A, stk. 5, medfører således, at værdien af en ladestander, der er stillet til rådighed for en hovedaktionær ikke i denne situation vil skulle fastsættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4. Det medfører, at en ladestander, der stilles til rådighed for en hovedaktionær, der ikke er ansat eller medlem i bestyrelsen, ikke i dette tilfælde vil være skattefri af ladestanderen og installationen heraf.

Det foreslås, at der i ligningslovens § 16 A, stk. 5, 1. pkt., indsættes ”en ladestander,” efter ”en bil,”.

Med den foreslåede ændring vil værdiansættelsen efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, også skulle ske for en ladestander, der stilles til rådighed for en hovedaktionær sammen med privat rådighed over en elbil eller pluginhybridbil. Herefter vil en hovedaktionær, som ikke samtidig er ansat eller medlem af bestyrelsen, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, i selskabet, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en ladestander samt installationen heraf til rådighed sammen med rådighed over en fri elbil eller pluginhybridbil, blive omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, 26. og 27. pkt.

Det vil medføre, at værdien af ladestander og installationen heraf, der er stillet til privat rådighed af selskabet ved den skattepligtiges bopæl sammen med privat rådighed over en elbil eller pluginhybridbil, ikke beskattes.

Reglen skal sørge for, at hovedaktionæren bliver skattemæssigt behandlet som øvrige ansatte i selskabet ved beskatning af en ladestander og installationen heraf, der er stillet til privat rådighed af selskabet ved den skattepligtiges bopæl sammen med privat rådighed over en elbil eller pluginhybridbil, uanset om rådigheden anses som udbytte eller løn.

§ 4

Til nr. 1

I henhold til registreringsafgiftslovens § 7, stk. 1, skal der svares afgift på ny af et tidligere afgiftsberigtiget køretøj omfattet af en skadesforsikring, der er genopbygget efter at have været ødelagt ved færdselsuheld, eksplosion, ildebrand m.v., såfremt udgiften indbefattet merværdiafgift til fuldstændig udbedring af de ved færdselsuheldet m.v. skete skader overstiger en nærmere bestemt procentsats, som afhænger af køretøjstypen. Et sådant køretøj betegnes som totalskadet.

Efter § 7, stk. 1, skal der således for et afgiftsberigtiget køretøj, der totalskades, betales ny afgift efter genopbygning. Formål er at sikre, at der ikke udføres uforholdsmæssigt mange dyre reparationer på et køretøj alene på grund af den registreringsafgift, der er iboende i køretøjet. Det vil overordnet sige de tilfælde, hvor udgiften til udbedring af de skete skader overstiger køretøjets værdi ekskl. registreringsafgift. Det sikres dermed, at der ikke repareres uforholdsmæssigt meget på en ældre og mere forurenende del af bilparken alene grundet de danske afgiftsregler.

Konsekvensen af en totalskade er, at der i Køretøjsregisteret indsættes en totalskadeblokering, som medfører, at køretøjet ikke kan indregistreres, før der er betalt registreringsafgift.

Bestemmelsen omfatter også udenlandske firmabiler, jf. registreringsafgiftslovens § 3 a, leasingkøretøjer, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, og køretøjer ejet af udlændinge, der bor i Danmark i en begrænset periode, jf. registreringsafgiftslovens § 3 c.

Køretøjer afgiftsberigtiget efter §§ 3 a-3 c er kendetegnede ved, at der alene er betalt en forholdsmæssig registreringsafgift for en nærmere afgrænset periode. Efter lovens §§ 3 a og 3 c betales der afgift for 3 måneder ad gangen, og der vil derfor altid skulle betales en ny registreringsafgift ved udløbet af et kvartal, hvis køretøjet fortsat ønskes anvendt i Danmark. Efter lovens § 3 b betales der en forholdsmæssig afgift, der modsvarer længden af leasingaftalen. Når leasingaftalen udløber, vil der skulle betales registreringsafgift igen, hvis køretøjet fortsat ønskes anvendt i Danmark.

Køretøjer, der er afgiftsberigtigede efter reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens §§ 3 a-3 c, har en mindre iboende registreringsafgift, som ofte tilbagebetales til ejeren i forbindelse med ophør af leasingaftalen m.v., modsat de fuldt afgiftsberigtigede køretøjer. For køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift betales alene afgift for den periode, hvor køretøjet ønskes anvendt i Danmark. Når perioden udløber f.eks. ved udløbet af en leasingaftale, er der ikke længere noget afgiftsindhold i køretøjet. Det samme gælder typisk ved større færdselsskader, hvor leasingperioden som hovedregel afbrydes før tid, og en del af den forudbetalte afgift refunderes. Der skal således betales registreringsafgift igen, hvis køretøjet fortsat skal anvendes i Danmark. Afgiftsreglerne medfører således ikke det samme økonomiske incitament til at genopbygge sådanne køretøjer, hvis udgifterne overstiger køretøjets pris eksklusive afgift.

Der er derfor ikke samme risiko for, at der foretages reparationer af køretøjer på forholdsmæssig afgift, hvor udgiften til udbedring af skaderne overstiger køretøjets pris eksklusive registreringsafgift, selv om disse som foreslået undtages fra reglerne i registreringsafgiftslovens § 7. Begrundelsen herfor er, at køretøjsejere og forsikringsselskaber naturligt vil undlade at foretage reparationer og genopbygninger af disse køretøjer, når udgiften hertil overstiger køretøjets værdi eksklusive registreringsafgift.

Det foreslås derfor, at der i registreringsafgiftslovens § 7, stk. 1 , 1. pkt., efter ”tidligere afgiftsberigtigede motorkøretøjer,” indsættes ”medmindre disse er omfattet af §§ 3 a, 3 b eller 3 c,”.

Dette betyder at udenlandske firmabiler, jf. § 3 a, leasingkøretøjer, jf. § 3 b og køretøjer ejet af udlændinge, der bor i Danmark i en begrænset periode, jf. § 3 c, udgår af bestemmelsen om afgiftsberigtigelse af et totalskadet køretøj, der genopbygges. Det vil få den konsekvens, at der ikke skal svares ny registreringsafgift af et sådant køretøj, der er genopbygget efter at have været totalskadet. Dog vil der stadig skulle betales forholdsmæssig registreringsafgift, hvis køretøjet igen skal anvendes midlertidigt i Danmark. Da der ikke tidligere er betalt fuld registreringsafgift af køretøjet, vil der også skulle betales fuld registreringsafgift, hvis køretøjet overgår til varig anvendelse i Danmark.

Forslaget medfører, at de forholdsmæssigt afgiftsberigtigede køretøjer bliver undtaget fra den procedure, som gælder for fuldt afgiftsberigtigede køretøjer, der totalskades.

Til nr. 2

Ifølge registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, er den afgiftspligtige værdi af et nyt køretøj dets almindelige pris ved salg til bruger inklusive moms, men eksklusive registreringsafgift.

Efter registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, medregnes til den afgiftspligtige værdi værdien af alt udstyr, som leveres med køretøjet, eller hvortil køretøjet er indrettet.

Uden for afgiftsberegningen kan dog holdes ekstraudstyr, der leveres af forhandleren i forbindelse med køretøjets salg til bruger og efter særskilt aftale mellem forhandleren og brugeren. Montering eller udførelse af arbejdet i øvrigt på køretøjet må dog i så fald ikke foretages af fabrikations- eller importørvirksomheden.

Ved køb af et eldrevet køretøj eller et pluginhybridkøretøj medfølger typisk udstyr til opladning af køretøjet, f.eks. en ladestander.

Registreringsafgiftsloven indeholder ingen særregler om, hvordan værdien af udstyr til opladning af køretøjet, f.eks. ladestandere, skal behandles i forbindelse med opgørelse af den afgiftspligtige værdi for køretøjer. Udstyr til opladning af køretøjet som f.eks. ladestandere skal derfor behandles efter lovens almindelige regler.

Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3 , indsættes et nyt 4. pkt. , hvorefter værdien af udstyr, som installeres fast på en adresse med henblik på opladning af køretøjet, ikke medregnes til køretøjets afgiftspligtige værdi.

Ved udstyr til opladning af køretøjet forstås det samlede udstyr, der har til formål at oplade køretøjet efter fast installation på en adresse samt ladekabler. Ved udstyr til opladning forstås dog ikke udgifterne til installationen af dette udstyr på kundens adresse eller andetsteds, som ikke skal medregnes ved opgørelsen af køretøjets afgiftspligtige værdi.

Til nr. 3

Ifølge registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, betales registreringsafgift af motorkøretøjer. Afgiften betales som udgangspunkt som et engangsbeløb i forbindelse med køretøjets registrering i Køretøjsregisteret. For nogle køretøjer betales dog en forholdsmæssig registreringsafgift for en nærmere afgrænset periode, hvor køretøjet ønskes anvendt i Danmark. Det gælder blandt andet leasingkøretøjer, jf. lovens § 3 b.

Ifølge registreringsafgiftslovens § 3 b fastsættes den forholdsmæssige registreringsafgift som en andel af den fulde registreringsafgift, der skulle have været betalt, hvis køretøjet var indregistreret på almindelige vilkår med fuld forudbetaling af afgiften for hele køretøjets levetid. Denne andel af den fulde afgift fastsættes ud fra afgiftsperiodens længde og køretøjets alder regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt som en gennemsnitsbetragtning om det forventede værditab i afgiftsperioden.

Ifølge registreringsafgiftslovens § 3 b udgør afgiften for køretøjer, der er mellem 0 og 3 måneder gamle regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, 2 pct. af den fulde registreringsafgift pr. påbegyndt måned i de første 3 måneder fra køretøjets registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt. For køretøjer, der ved registreringspligtens indtræden er ældre end 3 måneder regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, udgør afgiften 1 pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned i de efterfølgende 33 måneder. For køretøjer, der ved registreringspligtens indtræden er ældre end 36 måneder regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, udgør afgiften ½ pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned i de efterfølgende måneder.

Afgiften for hele leasingperioden betales forud. Herudover betales der renter af den resterende ubetalte afgift af køretøjet.

Ifølge registreringsafgiftslovens § 9 a, stk. 1, skal den afgiftspligtige værdi for blandt andet leasingkøretøjer opgøres og angives igen til Skatteforvaltningen, når ejerskabet til køretøjet ved salg eller anden overdragelse overgår fra den første registrerede ejer til en tredjepart, dog senest 4 måneder efter tidspunktet for første registrering. Det er ejeren af køretøjet, der er forpligtet til at foretage fornyet angivelse af køretøjets afgiftspligtige værdi.

Ifølge registreringsafgiftslovens § 9 a, stk. 2, skal køretøjet afgiftsberigtiges på ny, hvis den tilbagediskonterede afgiftspligtige værdi ved genberegningen, dvs. den afgiftspligtige værdi korrigeret for værditabet i den forløbne periode, overstiger den afgiftspligtige værdi, hvoraf der oprindeligt er betalt afgift. Differencen mellem den nye og den oprindelige beregnede afgift skal betales, hvis den tilbagediskonterede afgiftspligtige værdi er højere end den oprindeligt angivne afgiftspligtige værdi.

Efter § 9 a, stk. 2, skal der for køretøjer, som er omfattet af en leasingaftale med betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, ikke efteropkræves afgift for den del af leasingperioden som ligger forud for tidspunktet for en eventuel genberegning af registreringsafgiften efter bestemmelsen.

I disse tilfælde vil genberegningen typisk blive foretaget fire måneder efter køretøjets første registrering, og for disse fire måneder efteropkræves ikke registreringsafgift, selvom afgiften efter den på ny fastsatte afgiftspligtige værdi måtte være højere end den oprindelige afgiftspligtige værdi. I disse tilfælde vil der derfor alene skulle betales yderligere afgift for den del af leasingperioden, som ligger efter tidspunktet for genberegningen.

Ordningen sikrer, at køretøjers afgiftspligtige værdi revurderes ved salg eller anden overdragelse eller senest efter fire måneder, og at den afgiftspligtige værdi herefter svarer til niveauet for tilsvarende køretøjer på markedet, uanset den oprindelige indkøbspris.

Det foreslås, at fristen for denne genberegning ændres i registreringsafgiftslovens § 9 a, stk. 1, 1. pkt., fra 4 måneder til 3 måneder efter første indregistrering af køretøjet i Køretøjsregisteret.

Forslaget udmønter dele af Aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 af 15. december 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, hvor ændring af fristen for genberegning af den afgiftspligtige værdi for leasingkøretøjer indgår som et finansieringsbidrag.

Forslaget medfører, at der i videre omfang end i dag skal betales afgift af køretøjernes markedsmæssige værdi. Ordningen med genberegning blev indført i 2017, og det grundlæggende formål er at modvirke, at der betales afgift af lave afgiftspligtige værdier grundet mængderabatter m.v., der således ikke er fastsat til markedsmæssige priser, herunder ved anvendelse af den såkaldte ”bilvask”-metode til omgåelse af afgiftsreglerne, som blev konstateret anvendt i leasingbranchen m.v. til at få pålagt en meget lav eller endog slet ingen registreringsafgift. Fremrykningen af tidspunktet for, hvornår der sker en genberegning af leasingkøretøjets værdi, og hvor niveauet på den forholdsmæssige afgift ændres til niveauet for tilsvarende køretøjer på markedet, vil i højere grad end i dag sikre, at der betales afgift af køretøjet fastsat på baggrund af markedsmæssige priser.

En fremrykning af genberegningstidspunktet vil endvidere forkorte den periode, hvor der eventuelt betales en særlig lav afgift af køretøjet. Ændringen vil derfor medføre et merprovenu.

Herudover foreslås der ingen ændringer af, hvordan revurderingen af køretøjet eller genberegningen af afgiften skal foretages.

Til nr. 4

Efter registreringsafgiftslovens §§ 14-16 kan virksomheder registreres som såkaldte selvanmeldere. Selvanmeldere kan fastsætte værdien af et køretøj ved import og angive og afregne registreringsafgift overfor Skatteforvaltningen gennem et selvbetjeningssystem (månedsangivelse).

Ifølge registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 3, må en virksomhed, som ønsker registrering som selvanmelder, ikke have gæld til staten. Ifølge § 15, stk. 3, ophører registreringen, hvis virksomheden ikke opfylder betingelsen om ikke at have gæld til staten.

Ordlyden af bestemmelsen medfører, at nogle virksomheder er eller forbliver autoriseret, selv om de har gæld til andre dele af det offentlige end staten, f.eks. kommunal gæld.

Det foreslås derfor, at betingelsen i registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 3, ændres fra ”gæld til staten” til ”forfalden gæld til det offentlige”.

Dermed må virksomheden for at være eller blive registreret som selvanmelder ikke have forfalden gæld til det offentlige. Derved ændres afgrænsningen af den gæld, der medfører, at virksomheder ikke kan være selvanmeldere.

Det foreslåede har til formål at hindre, at virksomheder kan registreres som selvanmeldere, hvis de har forfalden gæld til det offentlige, uanset om denne gæld er til staten, kommuner eller andre offentlige instanser. Forslaget skal dermed mindske risikoen for, at virksomheder, som har forfalden gæld til det offentlige og derfor risikerer ikke at kunne betale de løbende tilsvar, som de skal efter registreringsafgiftsloven, registreres som selvanmeldere. Når en virksomhed har forfalden gæld til det offentlige, er risikoen til stede, uanset om virksomhedens gæld er til staten eller til andre offentlige instanser, f.eks. kommuner.

Betingelsen svarer til betingelsen for at blive autoriseret nummerpladeoperatør efter køretøjsregistreringsloven.

Med forfalden gæld til det offentlige forstås f.eks. gæld under inddrivelse samt anden forfalden gæld, som Skatteforvaltningen har kendskab til.

Bestemmelsen om, at en virksomhed ikke må have forfalden gæld til det offentlige, skal forstås således, at en registreret virksomhed, der har forfalden gæld til det offentlige, kan forblive registreret, hvis virksomheden straks efter at have modtaget en rykker for gældens betaling eller anden opfordring til at betale gælden, bringer gælden ud af verden eller stiller fuldt betryggende sikkerhed for gældens betaling tillige med morarenter og eventuelle inddrivelsesrenter. Ved straks forstås i denne sammenhæng samme dag eller dagen efter.

Skatteforvaltningen vil rykke for evt. gæld til det offentlige, som en registreret virksomhed oppebærer efter bestemmelsens ikrafttrædelse, på samme måde som en situation med gæld til staten håndteres i dag.

Bestemmelsen har virkning for virksomheder, der er registreret ved bestemmelsens ikrafttrædelse, samt kommende registrerede virksomheder.

Til nr. 5

Når et brugt køretøj indføres fra udlandet og registreres i Køretøjsregisteret, uden at afgiften er betalt, kan krav om betaling af afgiften tillige gøres gældende mod den, der med henblik på køretøjets første registrering i Køretøjsregisteret har afsat køretøjet til den, i hvis navn køretøjet er registreret første gang i dette register efter indførelsen, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 7.

Det vil ofte være en forhandler, der importerer et brugt køretøj og sælger det til en kunde. I denne situation hæfter forhandleren for, at registreringsafgiften er betalt.

Den gældende regel i § 20, stk. 7, er videreført stort set uændret siden registreringsafgiftslovens tilblivelse i 1971 og fremstår i dag utidssvarende grundet senere ændringer i loven og på markedet i øvrigt. Der er ikke i ordlyden i § 20, stk. 7, taget højde for ordningerne med forholdsmæssig registreringsafgift i lovens §§ 3 a-3 c, da disse ordninger er indført efter § 20, stk. 7.

Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 7 , som 2. pkt. indsættes: ”Dette gælder tilsvarende for køretøjer, som har været omfattet af en af ordningerne i §§ 3 a-3 c, eller som har været omfattet af en afgiftsfritagelse efter denne lov, og som efterfølgende registreres med henblik på varig anvendelse i Danmark·”

Hæftelsesreglen vil dermed udvides til at gælde tilsvarende for køretøjer, som har været omfattet af en af ordningerne med forholdsmæssig registreringsafgift i §§ 3 a-3 c, eller som har været omfattet af en afgiftsfritagelse efter registreringsafgiftsloven, og som efterfølgende registreres med henblik på varig anvendelse i Danmark. Det betyder, at import at et køretøj og f.eks. køb af et forholdsmæssigt afgiftsberigtiget køretøj fra en leasingvirksomhed sidestilles. Således vil den, der registrerer køretøjet på fuld afgift og afsætter køretøjet hæfte for, at den korrekte registreringsafgift er betalt.

De øvrige afgiftsfritagelser efter registreringsafgiftsloven fremgår blandt andet af registreringsafgiftslovens § 2.

Det foreslåede skal sikre, at det fremgår klart, at hæftelse også kan gøres gældende for tidligere leasingkøretøjer m.v., hvis de efterfølgende registreres i Danmark til varig anvendelse med beregning af fuld registreringsafgift, og hvis denne fulde afgift ikke betales.

Til nr. 6

Registreringsafgiftslovens § 20 vedrører hæftelse for betaling af registreringsafgift. Efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, hæfter ejeren af et køretøj på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden for betaling af registreringsafgiften. Efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 2, hæfter tillige en virksomhed, der erhvervsmæssigt handler med motorkøretøjer eller påhængs- eller sættevogne til motorkøretøjer, for betaling af afgiften, hvis virksomheden har solgt køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden. Efter § 17, stk. 1, hæfter en registreret virksomhed (selvanmelder) for afgiften af de køretøjer, virksomheden angiver afgiften af efter § 16.

Ifølge registreringsafgiftslovens § 20, stk. 9, gælder hæftelsesbestemmelserne i § 20, stk. 1 og 2, ikke i en række tilfælde, herunder når en registreret virksomhed har angivet afgiften og hæfter herfor efter § 16, jf. § 17, stk. 1.

Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 2, om solidarisk hæftelse for en forhandler finder i medfør af § 20, stk. 9, således ikke anvendelse, hvis forhandleren har ladet en tredjemand (registreret virksomhed) afgiftsberigtige køretøjet.

Den gældende undtagelse for forhandlere m.v. fremstår utidssvarende i forhold til den udvikling, der er sket på markedet, siden indførelsen af reglerne. Der er tale om professionelle aktører, som bør vide, hvad de køretøjer, de sælger, er værd. Det er derfor også hensigtsmæssigt, at de hæfter for den værdifastsættelse, som deres samarbejdspartner udfører for dem, og for en eventuel manglende betaling af registreringsafgift som følge heraf. Den forhandler, der ejer køretøjet og sælger det til kunden, er desuden nærmest til at bære risikoen for, at der er betalt korrekt afgift af køretøjet, da det også er denne virksomhed, der har indtjeningen på køretøjet.

Det foreslås, at registreringsafgiftslovens § 20, stk. 9, ændres, fra ”§ 3 b, stk. 6, og § 17, stk. 1” til ”og § 3 b, stk. 6”, og at der som 2. pkt. indsættes ”Stk. 1 gælder desuden ikke i tilfælde som nævnt i § 17, stk. 1·”

Dermed vil undtagelsen til hæftelse efter § 20, stk. 2, udgå ved at henvisningen i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 9, til registreringsafgiftslovens § 17, stk. 1, udgår af bestemmelsen for så vidt angår § 20, stk. 2.

Det vil betyde, at en virksomhed, som erhvervsmæssigt handler med køretøjer, hæfter solidarisk for afgiften af de køretøjer, som virksomheden sælger, uanset om denne selv har angivet afgiften for det pågældende køretøj, eller om afgiften er angivet af en anden registreret virksomhed. Skatteforvaltningen vil efter gældende praksis i første omgang søge at inddrive den for lidt betalte registreringsafgift hos den registrerede virksomhed efter § 17, stk. 1.

Det foreslås samtidig, at henvisningen til § 17, stk. 1, fastholdes for så vidt angår § 20, stk. 1, ved at der indsættes et nyt 2. pkt. herom.

Det nye 2. pkt. udgør en videreførelse af gældende ret for så vidt angår de situationer, der er omfattet af § 20, stk. 1.

§ 20, stk. 2, vil herefter finde anvendelse, uanset om registreringsafgiften er angivet af en registreret virksomhed. Det vil således fremgå klart, at en virksomhed, som erhvervsmæssigt handler med køretøjer, hæfter solidarisk for afgiften af de køretøjer, som virksomheden sælger, uanset om denne selv har angivet afgiften for det pågældende køretøj, eller om afgiften er angivet af en anden registreret virksomhed.

Den foreslåede skærpelse skal gælde uanset, om den virksomhed, som sælger køretøjet, selv er en registreret virksomhed eller ej.

§ 5

Til nr. 1

Det følger af skatteforvaltningslovens § 7, stk. 1, nr. 2, at motorankenævnene afgør klager over Skatteforvaltningens afgørelser om fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af brugte køretøjer efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7, § 5, stk. 8, og § 10.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 blev registreringsafgiftslovens §§ 4 og 5 ændret, hvilket betød, at § 4, stk. 7, blev ændret til § 4, stk. 6, og § 5, stk. 8, blev ændret til § 5, stk. 7.

Det foreslås, at henvisningen i skatteforvaltningslovens § 7, stk. 1, nr. 2, ændres fra en henvisning til registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7 til en henvisning til registreringsafgiftslovens § 4, stk. 6 og at henvisningen til registreringsafgiftslovens § 5, stk. 8, ændres til registreringsafgiftslovens § 5, stk. 7.

Baggrunden for det foreslåede er, at registreringsafgiftslovens §§ 4 og 5 er ændret ved § 1, nr. 7 og 12, i lov nr. 203 af 13. februar 2021, hvorefter reglerne om fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af brugte køretøjer blev ændret til registreringsafgiftslovens § 4, stk. 5, og § 5, stk. 7. Der er tale om rettelse af en henvisningsfejl.

Til nr. 2

Skatteforvaltningsloven indeholder ikke særskilte regler om partshøring forud for fastsættelse af den afgiftspligtige værdi.

Fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af nye og brugte køretøjer er en forvaltningsretlig afgørelse, der har karakter af masseforvaltning, og de almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring i forvaltningslovens § 19 skal iagttages. Dette gælder uanset, om der er tale om manuel sagsbehandling forud for en afgørelse eller hel eller delvis maskinelt genererede afgørelser.

For at en borger eller virksomhed kan påsætte nummerplader på et køretøj, er det en forudsætning, at borgeren eller virksomheden har betalt den registreringsafgift, der er beregnet på baggrund af en konkret vurdering af køretøjets afgiftspligtige værdi. I lyset af at Skatteforvaltningen årligt træffer afgørelse i ca. 50.000 sager om værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer, er det nødvendigt, at Skatteforvaltningens sagsbehandling i forbindelse med værdifastsættelsen, herunder beregning af det afgiftspligtige beløb, kan tilrettelægges hurtigt og effektivt uden unødig ventetid for borgere og virksomheder.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes et nyt kapitel 7 b i skatteforvaltningsloven.

Den afgiftspligtige værdi for nye køretøjer fastsættes efter registreringsafgiftslovens §§ 8 og 9. Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet moms, men uden afgift efter registreringsafgiftsloven. Det følger desuden af registreringsafgiftslovens § 9, at den almindelige pris for et nyt køretøj ved salg til en bruger kan anmeldes til Skatteforvaltningen af den, som har fastsat prisen, og at anmeldelsen skal indeholde oplysninger om, hvilket udstyr den anmeldte pris omfatter.

Den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer fastsættes efter registreringsafgiftslovens § 10. For brugte køretøjer fastsættes den afgiftspligtige værdi til køretøjets almindelige pris indbefattet moms men uden afgift efter registreringsafgiftsloven. Det følger desuden af § 26, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1030 af 25. maj 2021 om registreringsafgift, at den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj fastsættes med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende brugt køretøj eller for et køretøj af så vidt muligt tilsvarende mærke og model i normalt vedligeholdt stand.

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal der, med de undtagelser, der følger af forvaltningslovens § 19, stk. 2, partshøres, hvis en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger. Således må myndigheder ikke træffe en afgørelse, før parten er gjort bekendt med sagens oplysninger og har haft lejlighed til at fremkomme med en eventuel udtalelse. Pligten til partshøring omfatter dog kun oplysninger, som parten ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af. Pligten til partshøring gælder desuden kun, hvis oplysningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for partens afgivelse af en udtalelse.

I sager om fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af nye og brugte køretøjer indgår de faktiske oplysninger om køretøjet, som borgere og virksomheder har oplyst til Skatteforvaltningen i forbindelse med anmodningen om en værdifastsættelse. For at oplyse sagen tilstrækkeligt vil det oftest også være nødvendigt for Skatteforvaltningen at indhente yderligere oplysninger om køretøjet fra f.eks. køretøjets producent. Derudover indgår oplysninger fra synshaller i oplysningsgrundlaget via Motorregistret (DMR).

Det foreslås med § 20 e, stk. 1, at Skatteforvaltningen kan træffe afgørelse om fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi efter registreringsafgiftslovens §§ 9, 9 a eller 10 under anvendelse af en særlig procedure for partshøring om sagens faktiske oplysninger.

Den særlige procedure for partshøring indebærer, at afgørelsen skal ledsages af sagens faktiske oplysninger, der foreligger på tidspunktet for Skatteforvaltningens afgørelse, hvorefter borgeren eller virksomheden får mindst 15 dage fra afgørelsens datering til at fremsende bemærkninger med henblik på, at Skatteforvaltningen skal træffe en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved høringsfristens udløb. Dette omfatter både faktiske oplysninger om køretøjet, herunder f.eks. køretøjets alder, stand og kilometerstand, og referencekøretøjer i annoncer for lignende køretøjer og andet sammenligningsgrundlag. Forslaget træder i stedet for forvaltningslovens § 19 om partshøring.

Med udgangspunkt i det konkrete køretøj vil Skatteforvaltningen skulle udsøge annoncer på sammenlignelige køretøjer, der vil indgå som forberedende materiale til Skatteforvaltningens endelige værdifastsættelse. Skatteforvaltningen skønner herefter, hvilke annoncer der vil være relevante, og som vil skulle danne baggrund for værdifastsættelsen. Skatteforvaltningens vurdering, der dokumenterer den fastlagte værdifastsættelse, vil skulle anvendes som bilag til den afgørelse, der træffes. Afgørelsen vil således indeholde de valgte annoncer, så borgere og virksomheder har det fulde overblik over det materiale, som er indgået i Skatteforvaltningens afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 e omfatter afgørelser om værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer, som er undtaget fra sagsfremstillingspligten i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 3 og 4.

Hvis der ved en samleafgørelse f.eks. samtidigt træffes afgørelse om både afgiftspligtens indtræden og værdifastsættelsen, som det er tilfældet i visse kontrolsager, finder den foreslåede § 20 e ikke anvendelse. I sådanne tilfælde vil der i medfør af sagsfremstillingspligten blive foretaget forudgående høring efter forvaltningslovens § 19 over hele afgørelsen, herunder værdifastsættelsen og den beregnede registreringsafgift.

Den foreslåede bestemmelse finder således kun anvendelse, hvis der alene træffes afgørelse om værdifastsættelse og beregning af registreringsafgiften.

Det foreslås således, at Skatteforvaltningen får mulighed for undlade at partshøre efter forvaltningslovens § 19 og i stedet kan anvende en særlig procedure for partshøring om køretøjets faktiske oplysninger, annoncemateriale og andet sammenligningsgrundlag til brug for værdifastsættelsen. Det foreslås, at Skatteforvaltningen kan vælge at partshøre efter den særlige procedure, men ikke nødvendigvis skal partshøre efter den særlige procedure. Således vil det i visse sagstyper være relevant for Skatteforvaltningen alene at partshøre efter forvaltningslovens § 19, herunder særligt i forbindelse med de ”blandede” kontrolsager, hvor Skatteforvaltningen både træffer afgørelse om afgiftspligt samt fastsættelse af køretøjets værdi og registreringsafgift.

Ved vurderingen af et køretøjs afgiftspligtige værdi inddrager Skatteforvaltningen blandt andet annoncemateriale på sammenlignelige køretøjer.

Det foreslås med § 20 e, stk. 2, at Skatteforvaltningens afgørelse om fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi ved anvendelse af den særlige procedure skal ledsages af sagens faktiske oplysninger, der er lagt til grund for afgørelsen, og parten skal samtidig gøres bekendt med adgangen til at fremkomme med bemærkninger til afgørelsen inden for en frist på mindst 15 dage fra afgørelsens datering. Det foreslås desuden, at parten skal gøres bekendt med, at muligheden for, at Skatteforvaltningen kan træffe en ny afgørelse på grundlag af partens bemærkninger, bortfalder, hvis parten klager over afgørelsen truffet efter den særlige procedure.

For at sikre at den særlige procedure for partshøring opfylder det formål, der ligger bag forvaltningslovens regler og principper om partshøring, skal de oplysninger, der generelt kan forudsættes at have betydning for værdifastsættelsen, vedlægges afgørelsen.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen vil skulle sende de faktiske oplysninger om køretøjet, annoncematerialet m.m., der lægges til grund for værdifastsættelsen, til borgere og virksomheder sammen med afgørelsen om værdifastsættelsen, hvorefter borgere og virksomheder får mindst 15 dage fra afgørelsens datering til at fremkomme med yderligere oplysninger hertil.

Forslaget indebærer, at borgere og virksomheder får kendskab til det annoncemateriale m.m., som Skatteforvaltningen har tillagt betydning ved værdifastsættelsen af det konkrete motorkøretøj samt Skatteforvaltningens begrundelse herfor.

Forslaget indebærer desuden, at borgere og virksomheder får mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger til selve annoncematerialet end ved partshøring efter forvaltningslovens § 19, der alene vedrører indholdet af materialet og uden Skatteforvaltningens konkrete vurdering heraf, herunder Skatteforvaltningens vurdering af materialets betydning for selve afgørelsen.

Forslaget betyder, at Skatteforvaltningen på afgørelsestidspunktet vil skulle underrette borgeren og virksomheden om, at borgeren og virksomheden har adgang til at fremkomme med bemærkninger mindst 15 dage fra afgørelsens datering, og at Skatteforvaltningen, hvis der fremkommer bemærkninger fra parten, vil træffe en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger, når fristen er udløbet.

Det foreslås, at fristen sættes til mindst 15 dage fra afgørelsens datering, som er identisk med fristen efter skatteforvaltningslovens § 19, stk. 3, hvor borgere og virksomheder har 15 dage til at komme med bemærkninger i de tilfælde, hvor Skatteforvaltningen efter skatteforvaltningslovens § 19 skal sende borgeren og virksomheden en sagsfremstilling forud for en afgørelse. Sendes en afgørelse med fysisk post, vil Skatteforvaltningen kunne fastsætte en længere frist. Det samme gør sig gældende, hvis der er tale om særligt komplicerede sager.

Forslaget betyder desuden, at borgere og virksomheder får mulighed for at orientere sig om Skatteforvaltningens afgørelsesgrundlag, få rettet eventuelle misforståelser og gøre opmærksom på andre forhold, der efter borgerens og virksomhedens vurdering har betydning for værdifastsættelsen af det konkrete køretøj.

Det foreslås med § 20 e, stk. 3, at har parten bemærkninger til en afgørelse, truffet efter den særlige procedure, træffer Skatteforvaltningen en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved høringsfristens udløb.

Forslaget indebærer, at selv hvis borgerens eller virksomhedens yderligere oplysninger ikke giver Skatteforvaltningen grundlag for at ændre værdifastsættelsen, vil dette skulle meddeles med en ny begrundet afgørelse, der vil kunne påklages efter skatteforvaltningslovens regler. Giver oplysningerne derimod grundlag for at ændre værdifastsættelsen, vil der også skulle træffes en ny afgørelse, der ligeledes vil kunne påklages efter skatteforvaltningslovens regler.

Forslaget om en særlig procedure for partshøring adskiller sig fra den almindelige genoptagelsesregel i skatteforvaltningslovens § 31, som forudsætter, at borgeren eller virksomheden fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring. Med forslaget om en særlig procedure for partshøring vil alle oplysninger, som borgeren og virksomheden fremsender inden for den fastsatte frist på f.eks. mindst 15 dage fra afgørelsens datering, derimod skulle indgå i sagsbehandlingen. Forslaget er derved ikke afgrænset til kun at vedrøre oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der vil kunne begrunde en ændring efter skatteforvaltningslovens § 31, men omfatter også oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der ikke nødvendigvis vil kunne begrunde en ændring. Bestemmelsen bliver således, som ved partshøring efter forvaltningslovens § 19, en partsinddragelse, hvor også generelle eller specifikke indsigelser bliver behandlet, uanset om disse indsigelser giver grundlag for en ændring af den afgiftspligtige værdi.

Fremkommer borgeren eller virksomheden ikke med nye oplysninger inden for den fastsatte frist, vil den oprindelige afgørelse være den endelige, og klagefristen på tre måneder vil løbe fra afgørelsens datering, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3.

Forslaget om at indføre en særlig procedure for partshøring i værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer skal, som indledningsvist nævnt, ses i lyset af det meget store antal årlige værdifastsættelser, der foretages, og hensynet til at borgere og virksomheder ikke bør opleve unødig ventetid, før de kan få deres køretøjer indregistreret og taget i brug.

Det foreslås med § 20 e, stk. 4, at Skatteforvaltningens adgang til at træffe en ny afgørelse efter den foreslåedes bestemmelse i § 20 e, stk. 3, bortfalder, hvis den afgørelse, der er truffet efter den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 1, påklages.

Det foreslås, at borgere eller virksomheder vil kunne påklage en afgørelse til klagemyndigheden, uanset at fristen for at indsende yderligere oplysninger, jf. den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 2, ikke er udløbet. Dette vil således kunne aktualiseres, hvis borgeren eller virksomheden ikke ønsker at forlænge sagsbehandlingstiden, men derimod ønsker at få sagen klagebehandlet.

Forslaget indebærer, at påklages en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 1, efter de almindelige regler om klage i skatteforvaltningsloven, bortfalder Skatteforvaltningens mulighed for at kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 3, uagtet, at borgeren eller virksomheden har indsendt yderligere oplysninger.

Indsender borgeren eller virksomheden derimod yderligere oplysninger, vil Skatteforvaltningen skulle træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 20 e, stk. 3. Det vil i så fald være denne nye afgørelse, som klageinstansen vil skulle tage stilling til, og hvor der vil gælde en ny klagefrist på 3 måneder fra den nye afgørelses datering, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3.

Forslaget betyder også, at i de tilfælde, hvor borgeren eller virksomheden ikke kommer med bemærkninger, vil de almindelige regler om klage i skatteforvaltningsloven finde anvendelse. I de tilfælde træffes der ikke en ny afgørelse, som udskyder klagefristens påbegyndelse, og klagefristen på 3 måneder løber derfor fra den oprindelige afgørelses datering.

Forslaget afskærer ikke Skatteforvaltningen fra at kunne genoptage en afgørelse i forbindelse med en klagesag, dog under forudsætning af, at borgeren eller virksomheden er enig heri, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5.

Forslaget påvirker heller ikke i øvrigt partens adgang til at anmode om genoptagelse eller Skatteforvaltningens adgang til af egen drift at genoptage afgiftstilsvaret efter skatteforvaltningslovens § 31. Det samme er tilfældet i forhold til genoptagelse af selve værdifastsættelsen af et køretøj efter de ulovbestemte principper om genoptagelse.

§ 6

Det følger af virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, at når den selvstændigt erhvervsdrivende har valgt at anvende virksomhedsordningen for et indkomstår, skal reglerne i virksomhedsskatteloven anvendes for hele virksomheden i hele indkomståret.

Som hovedregel skal erhvervsmæssige aktiver indgå i virksomhedsordningen. Det er derfor også nødvendigt, at den selvstændigt erhvervsdrivendes aktiver deles op i en erhvervsmæssig og en privat del.

Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, indeholder dog undtagelser hertil. Den selvstændige kan således vælge at lade visse blandet benyttede aktiver indgå i virksomhedsordningen. Efter virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 5. pkt., kan biler, telefoner, datakommunikationsforbindelser og computere med tilbehør, der benyttes erhvervsmæssigt og privat, indgå i virksomhedsordningen. Det følger af 6. pkt., at ved fastsættelse af værdien af privat benyttelse af aktiver, der indgår i virksomheden, finder ligningslovens § 16 tilsvarende anvendelse. Det vil sige, at værdien af fri bil opgøres efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, nævner ikke ladestandere og installation af ladestandere. Hvis den selvstændige får stillet ladestander og installationen heraf til rådighed af virksomheden ved sin bopæl, og hvis ladestanderen anvendes både erhvervsmæssigt og privat, da vil den ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, modsætningsvis.

Når ladestanderen ikke kan indgå i virksomhedsordningen, skal virksomheden godtgøre de faktiske omkostninger ved den erhvervsmæssige opladning af elbil eller pluginhybridbil. Den del af de samlede driftsomkostninger inkl. afskrivning, der svarer til den erhvervsmæssige andel af den samlede opladning, fragår ved opgørelse af virksomhedens overskud. Beløbene refunderes den selvstændige. Beløbene overføres på linje med andre udlæg, som den selvstændige måtte have for virksomheden. Beløbene medregnes ved opgørelse af den selvstændiges personlige indkomst. Den del af de samlede driftsomkostninger inkl. afskrivning, der svarer til den erhvervsmæssige andel af den samlede opladning af elbil eller pluginhybridbil, fratrækkes ved opgørelsen af den selvstændiges personlige indkomst.

Det foreslås, at der i virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3, 5. pkt., efter ”Biler,” indsættes ”ladestandere,”.

Med den foreslåede ændring vil en ladestander, der benyttes både erhvervsmæssigt og privat, kunne indgå i den selvstændigt erhvervsdrivendes virksomhedsordning. Det medfører, at værdien af ladestanderen vil skulle opgøres efter ligningslovens § 16, stk. 4. Efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, 26. og 27. pkt., skal værdien af ladestander og installation af ladestander (ladestik), der er stillet til rådighed sammen med privat rådighed over en elbil eller pluginhybridbil, ikke beskattes. Hvis der sker beskatning af fri elbil eller pluginhybridbil i en sammenhængende periode, der er kortere end 6 måneder, skal markedsværdien af ladestander og installation medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ved periodens ophør, hvis installationen overgår til privat brug.

Reglen sikrer ligestilling mellem lønmodtageren, der får stillet en ladestander til rådighed af sin arbejdsgiver på sin bopæl sammen med en elbil eller pluginhybridbil, og den selvstændigt erhvervsdrivende, der af sin virksomhed får en ladestander stillet til rådighed på sin bopæl sammen med en elbil eller pluginhybridbil.

Til nr. 2

Som hovedregel indgår blandet benyttede aktiver ikke i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 1. pkt. Der gælder imidlertid særlige regler for blandet benyttede ejendomme, biler, telefoner, datakommunikationsforbindelser og computere med tilbehør, der efter den selvstændigt erhvervsdrivende eget valg kan indgå helt eller delvist i virksomhedsordningen, jf. § 1, stk. 3, 2.-5. pkt.

Hvis en selvstændig overfører blandet benyttede driftsmidler fra virksomhedsordningen til privatøkonomien, skal overførslen ske i hæverækkefølgen, jf. virksomhedsskattelovens § 5.

Efter afskrivningslovens § 4 sidestilles det med salg, når et blandet benyttede driftsmiddel overgår fuldt ud til privatøkonomien. Driftsmidlerne skal overføres til handelsværdien på tidspunktet for overgangen til privatøkonomien. Det medfører, at overgangen til privatøkonomien kan udløse beskatning af en evt. fortjeneste, idet fortjenesten skal medregnes til virksomhedens indkomst.

Det foreslås, at der i virksomhedsskattelovens § 5 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter ladestandere, omfattet af § 1, stk. 3, 5. pkt., der overføres fra virksomheden til den skattepligtige, ikke omfattes af stk. 1, hvis den skattepligtige beskattes af fri elbil eller pluginhybridbil efter § 1, stk. 3, 6. pkt., i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder.

Ændringen indebærer, at overførslen af en ladestander fra virksomhedsordningen til privatøkonomien ikke vil påvirke hævningerne i hæverækkefølgen, når ladestanderen har været til rådighed for den selvstændige sammen med en elbil eller pluginhybridbil i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder.

Den foreslåede ændring vil medføre, at situationen for den selvstændigt erhvervsdrivende ligestilles med den situation, hvor en ansat vil kunne beholde ladestanderen skattefrit, når den pågældende ikke længere har fri elbil eller pluginhybridbil stillet til privat rådighed af arbejdsgiveren, dog forudsat at der har været tale om en sammenhængende periode på mindst 6 måneder, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

§ 7

Til nr. 1

Efter § 9, stk. 9, i lov nr. 203 af 13. februar 2021 kan der, hvis visse betingelser er opfyldt, ske afgiftsberigtigelse af et køretøj efter de regler, som var gældende den 17. december 2020. Der skal for køretøjet være indgået en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger senest den 17. december 2020, og køretøjet skal i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 1. juli 2021 være anmeldt til registrering. Anmodningen om, at køretøjet skal afgiftsberigtiges efter de regler, som var gældende den 17. december 2020, skal desuden være indsendt til Skatteforvaltningen senest i forbindelse med anmeldelse til registrering, og der skal vedlægges dokumentation for, at der senest den 17. december 2020 er indgået en bindende købsaftale mellem forhandler og slutbruger.

Det foreslås at ændre betingelsen i § 9, stk. 9, 3. pkt., i lov nr. 203 af 13. februar 2021, fra ”senest i forbindelse med anmeldelse til registrering” til ”senest den 1. juli 2021”.

Efter det forslåede vil det ikke være en betingelse, at anmodningen om at få afgiftsberigtiget et køretøj efter de regler, der var gældende den 17. december 2020, skal være indsendt til Skatteforvaltningen senest i forbindelse med anmeldelse til registrering. Det vil herefter være tilstrækkeligt, at anmodning og dokumentation er indsendt i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 1. juli 2021. Det vil efter det foreslåede fortsat være en betingelse, at der er indgået en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger senest den 17. december 2020, og at køretøjet i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 1. juli 2021 er anmeldt til registrering.

Med den foreslåede ændring gives der mulighed for, at de anmeldere, der har fået afslag under henvisning til, at de ikke senest i forbindelse med anmeldelse til registrering har anmodet om at få deres køretøj afgiftsberigtiget efter de regler, der var gældende den 17. december 2020, samt indsendt dokumentation, kan blive afgiftsberigtiget efter disse regler. Dette kræver dog, at der er indgået en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger senest den 17. december 2020, at køretøjet i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 1. juli 2021 er anmeldt til registrering, og at der i samme periode er indsendt dokumentation for aftaleindgåelsen. Anmodningen om at afgiftsberigtige et køretøj efter disse regler skal ligeledes være indsendt inden for den angivne periode, det vil sige senest den 1. juli 2021.

Til nr. 2

Efter § 9, stk. 9, i lov nr. 203 af 13. februar 2021 kan der, hvis visse betingelser er opfyldt, ske afgiftsberigtigelse af et køretøj efter de regler, som var gældende den 17. december 2020. Det gælder for køretøjer, for hvilke der er indgået en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger senest den 17. december 2020, og som i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 1. juli 2021 anmeldes til registrering, og hvor der i forbindelse med registreringen indsendes anmodning om, at køretøjet skal afgiftsberigtiges efter de regler, som var gældende den 17. december 2020. Virksomheder registreret efter registreringsafgiftsloven §§ 14 og 15 kan selv angive registreringsafgiften for disse køretøjer, men skal, inden afgiften angives, indsende en erklæring om anvendelse af de hidtil gældende regler og dokumentation for, at der senest den 17. december 2020 er indgået en bindende købsaftale.

Det foreslås i § 9, stk. 9, 4. pkt., i lov nr. 203 af 13. februar 2021, at ændre fristen for indgivelse af anmodningen fra ”inden afgiften angives” til ”senest 1. juli 2021”.

Det foreslåede medfører, at det ikke skal være en betingelse for at få afgiftsberigtiget et køretøj på de regler, der var gældende den 17. december 2020, at der inden afgiften er angivet, skal være indsendt en erklæring til Skatteforvaltningen om anvendelse af de hidtil gældende regler og dokumentation for, at der senest den 17. december 2020 er indgået en bindende købsaftale. Det vil derimod være tilstrækkeligt, at erklæringen og dokumentation er indsendt i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 1. juli 2021. Det vil efter det foreslåede fortsat være en betingelse, at der er indgået en bindende købsaftale senest den 17. december 2020.

Med den foreslåede ændring gives der mulighed for, at virksomheder registreret efter registreringsafgiftsloven §§ 14 og 15, og som har fået afslag på anmodning om at få afgiftsberigtiget et køretøj på de regler, der var gældende den 17. december 2020, under henvisning til, at de ikke, senest samtidig med at afgiften blev angivet, har indsendt en erklæring om anvendelse af de hidtil gældende regler, kan få afgiftsberigtiget et køretøj efter disse regler. Dette kræver dog, at der er indgået en bindende købsaftale senest den 17. december 2020. Erklæringen om at blive afgiftsberigtiget efter disse regler skal ligeledes være indsendt inden for den angivne periode, det vil sige senest den 1. juli 2021.

Til nr. 3

Efter § 9, stk. 9, i lov nr. 203 af 13. februar 2021 kan der, hvis visse betingelser er opfyldt, ske afgiftsberigtigelse af et køretøj efter de regler, som var gældende den 17. december 2020. Der skal for køretøjet være indgået en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger senest den 17. december 2020, og køretøjet skal i perioden fra og med den 18. december 2020 og til og med den 1. juli 2021 være anmeldt til registrering. Anmodningen om, at køretøjet skal afgiftsberigtiges efter de regler, som var gældende den 17. december 2021, skal desuden være indsendt til Skatteforvaltningen senest i forbindelse med anmeldelse til registrering, og der skal vedlægges dokumentation for, at der senest den 17. december 2020 er indgået en bindende købsaftale mellem forhandler og slutbruger. Tilsvarende regler finder anvendelse ved leasingvirksomheders indgåelse af bindende individuelle aftaler med slutbrugere om leasing af køretøjer.

For så vidt angår leasingkøretøjer følger en særlig overgangsbestemmelse af 6. pkt. , idet det heraf fremgår, at anmodning og dokumentation for, at der er indgået en bindende leasingaftale, skal indsendes til Skatteforvaltningen senest den 15. februar 2021 eller senest samtidig med registreringen af køretøjet, hvis dette sker fra og med den 16. februar 2021.

Det foreslås at ophæve § 9, stk. 9, 6. pkt.

Da 6. pkt. ikke længere er virksom foreslås det, at den udgår.

§ 8

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Det foreslås i stk. 2, at §§ 1-6 træder i kraft den 1. januar 2022.

Det foreslås i stk. 3, at §§ 1, 3 og 6 har virkning fra og med den 1. juli 2021. Det foreslåede virkningstidspunkt indebærer, at den foreslåede fritagelse af beskatning af ladestandere for hovedaktionærer og selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, tillægges tilbagevirkende kraft. Ændringen er alene af begunstigende karakter, da der er tale om en udvidelse af, hvem der er omfattet af den lempelige beskatning af ladestandere i ligningsloven.

Det foreslås i stk. 4, at § 4, nr. 3, har virkning for køretøjer, der indregistreres i Køretøjsregisteret fra og med den 1. januar 2022. Eksisterende og igangværende leasingaftaler m.v. på dette tidspunkt vil således ikke blive omfattede af de ændrede regler.

Leasingaftaler m.v., der er omfattet af de gældende regler, vil således senest skulle genberegnes den 30. april 2022. Med eksisterende og igangværende leasingaftaler forstås leasingaftaler, hvor køretøjet er registreret i Køretøjsregisteret senest den 31. december 2021.

Det foreslås i stk. 5, at § 7 har virkning fra og med den 18. december 2020. Forslaget er alene til gunst for borgere og virksomheder.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.