Kilde

Til nr. 1

Efter registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, 1. pkt., kan SKAT efter ansøgning meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter stk. 2 og 3 (forholdsmæssig registreringsafgift), når motorkøretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet.

Det foreslås, at motorkøretøjet ændres til køretøjet for derved at sikre en konsekvent begrebsanvendelse.

Til nr. 2

Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, 1. pkt., at SKAT efter ansøgning kan meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter stk. 2 og 3, når køretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig leasingaftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende eller hjemmehørende her i landet.

Efter registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, 2. pkt., skal den skriftlige leasingaftale indeholde nøjagtige oplysninger om den aftalte leasingperiode.

Kravet om en nøjagtig angivelse af leasingperiodens længde i leasingaftalen foreslås rykket til stk. 9, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13. Det foreslås derfor, at 2. pkt. udgår af § 3 b, stk. 1, som en konsekvens heraf.

Det følger endvidere af § 3 b, stk. 1, 3. pkt., at ansøgningen kan indgives af enten leasingvirksomheden eller af leasingtager. Da det i praksis alene er leasingvirksomheden, der er i besiddelse af de nødvendige oplysninger for indgivelsen af ansøgningen, foreslås det, at 3. pkt. ændres, så ansøgningen om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift herefter alene kan indgives af leasingvirksomheden.

Det er hensigtsmæssigt, at leasingvirksomheden indgiver ansøgningen til SKAT, blandt andet fordi SKAT kan have behov for at indhente yderligere oplysninger i forbindelse med ansøgningsproceduren. Da det endvidere som udgangspunkt er leasingvirksomheden, der hæfter for betalingen af registreringsafgiften, jf. § 3 b, stk. 4, er det desuden, af hensyn til SKATs kontrol, herunder behovet for at efterprøve realiteten i leasingforholdet, hensigtsmæssigt, at ansøgningen indgives af leasingvirksomheden.

Til nr. 3

Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 4, at leasingvirksomheden hæfter for betaling af afgiften og renter efter stk. 2, 3, 7 og 8. Tillades overdragelse af en leasingaftale i medfør af stk. 6, 3. pkt., så hæfter erhververen af leasingaftalen for betalingen af afgift og renter.

Henvisningen til stk. 6, 3. pkt., foreslås ændret til stk. 6, nr. 2. Dette er en konsekvens af forslaget om ændringen af stk. 6, jf. forslagets § 1, nr. 8 og 9.

Til nr. 4

Registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 5, 1. pkt., angiver, at hvis den aftalte leasingperiode forlænges, kan SKAT tillade, at afgiften for den tidsbegrænsede periode betales efter stk. 2 og 3, hvis ansøgning herom indgives senest 14 dage inden den gældende kontrakt udløber.

Begrebet kontrakt foreslås ændret, så der i stedet henvises til leasingperioden. Dette tydeliggør, at forlængelsen knytter sig til leasingperioden og ikke selve leasingaftalen.

Til nr. 5

Registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 5, 2. pkt., angiver, at der på ansøgningstidspunktet skal foreligge en skriftlig aftale om forlængelse mellem den herboende bruger og leasingvirksomheden. Aftalen skal indeholde oplysninger om den præcise tidsperiode, som kontrakten forlænges med.

Det foreslås, at begrebet den herboende bruger rettes til leasingtageren, da leasingaftalen indgås imellem leasingtageren og leasingvirksomheden, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, hvorfor en aftale om forlængelse af leasingperioden også rettelig må indgås imellem disse to parter.

Til nr. 6

SKAT kan i medfør af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 5, tillade, at der ved en forlængelse af leasingperioden kan betales forholdsmæssig registreringsafgift efter stk. 2 og 3 også for denne periode, hvis der indgives en ansøgning herom senest 14 dage inden udløbet af den gældende leasingperiode. Der skal på ansøgningstidspunktet foreligge en skriftlig aftale om forlængelse mellem leasingtageren og leasingvirksomheden. Aftalen skal indeholde oplysninger om den præcise tidsperiode, som leasingperioden forlænges med.

Ved leasingperioden forstås den periode, hvor leasingtageren har brugsret til køretøjet. Efter SKATs praksis tillades det, at leasingvirksomheden og leasingtager kan aftale, at den periode, som der betales forholdsmæssig registreringsafgift for, er 30 dage længere end leasingperioden. Dette har til formål at give rum til typiske småforsinkelser ved afleveringen af køretøjet og for at give leasingvirksomheden tid til at håndtere tilbageleveringen rettidigt i forhold til SKAT

Det foreslås derfor, at det indføres i § 3 b, stk. 5, 4. pkt., at hvis afgiftsperioden overstiger den tidsbegrænsede periode, som leasingperioden forlænges med, så skal der i aftalen om forlængelse foretages en særskilt angivelse af afgiftsperiodens starttidspunkt og længde.

Til nr. 7

SKAT kan i medfør af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 5, tillade, at der ved en forlængelse af leasingperioden kan betales forholdsmæssig registreringsafgift efter stk. 2 og 3, også for denne periode, hvis der indgives en ansøgning herom senest 14 dage inden udløbet af den gældende leasingperiode. Der skal på ansøgningstidspunktet foreligge en skriftlig aftale om forlængelse mellem leasingtageren og leasingvirksomheden. Aftalen skal indeholde oplysninger om den præcise tidsperiode, som leasingperioden forlænges med.

Det foreslås, at det indføres i § 3 b, stk. 5, 4. pkt., at forlængelsen af afgiftsperiodens længde kan maksimalt overstige forlængelsen af leasingperiodens længde med 30 dage.

Disse forslag vil tydeliggøre muligheden for at anmelde en længere afgiftsperiode på op til 30 dage, hvis dette ønskes.

Til nr. 8 og 9

Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6, 1. pkt., at hvis der sker en ændring i den leasingaftale, der har ligget til grund for SKATs tilladelse, eller hvis leasingforholdet afbrydes før leasingperiodens udløb, eller hvis det leasede køretøj ændrer afgiftsmæssig identitet, skal nummerpladerne afleveres til SKAT eller en nummerpladeoperatør, og køretøjet skal afmeldes fra Køretøjsregisteret. Det er således, som udgangspunkt, en konsekvens af førnævnte begivenheder, at grundlaget for tilladelsen til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter stk. 2 og 3 bortfalder på tidspunktet for den pågældende begivenheds indtræden.

Dette gælder dog ikke, hvis ændringen af leasingaftalen alene består i en forlængelse af leasingperioden, jf. stk. 5, et skifte af leasingtager (debitorskifte), jf. stk. 6, 2. pkt., eller et skifte af leasinggiver (kreditorskifte), hvis SKAT har givet tilladelse til, at kreditorskiftet ikke tillægges virkning efter 1. pkt., jf. stk. 6, 3. pkt. Der gives efter stk. 6, 3. pkt. en sådan tilladelse, når en portefølje af leasingaftaler overdrages som led i en omstrukturering eller et helt eller delvist salg af leasingvirksomheden, og vilkårene i leasingaftalerne skal i øvrigt forblive uændrede.

Da leasingaftaler som regel indgås for længere perioder (typisk 12, 24 eller 36 måneder), kan ændringer i leasingtagers forhold i løbet af leasingperioden føre til et behov for tilpasninger af leasingaftalen. Sådanne tilpasninger vil efter stk. 6, 1. pkt., føre til, at leasingvirksomheden på baggrund af den ændrede leasingaftale skal ansøge om en fornyet tilladelse fra SKAT, inden ændringen træder i kraft.

Anvendelsen af tilladelsesordningen for betaling af forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer indebærer afgiftsmæssige fordele set i forhold til en betaling af »ful«d registreringsafgift for køretøjet. Med henblik på at undgå misbrug i form af en uberettiget anvendelse af denne ordning er det nødvendigt at stille krav om fornyet godkendelse, når der ændres i den aftale, der ligger til grund for tilladelsen til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Kravet om en fornyet tilladelse udgør imidlertid en administrativ byrde for leasingvirksomhederne. Med henblik på at lette denne administrative byrde foreslås det, at der gives en række yderligere muligheder for at foretage ændringer efter SKATs godkendelse af leasingaftalen, uden at dette i sig selv fører til, at der skal ansøges om en fornyet tilladelse hos SKAT.

Det foreslås, at de ændringer af leasingaftalen, der efter de gældende regler fremgår af stk. 6, 2. og 3. pkt., flyttes til de foreslåede stk. 6, nr. 1 og 2 . Disse bestemmelser bibeholdes således uændret.

Derudover foreslås der en række yderligere muligheder for at foretage ændringer efter SKATs godkendelse af leasingaftalen, uden at dette i sig selv fører til, at der skal ansøges om en fornyet tilladelse hos SKAT:

Det foreslås i stk. 6, nr. 3 , at der gives mulighed for, at der kan aftales ændringer i et angivet maksimum for antallet af de samlede kilometer, som leasingkøretøjet kan benyttes i leasingperioden.

Det foreslås i stk. 6, nr. 4 , at der gives mulighed for, at der kan foretages ændringer i leasingaftalen i form af tilføjelse, ændring eller fravalg af serviceydelser. Dette kan eksempelvis være serviceaftaler, aftaler om brændstofkort og forsikringsydelser, samt udstyr til montering på køretøjet.

Det fremgår endvidere af stk. 6, nr. 4, at for at kunne foretage disse ændringer uden krav om fornyet tilladelse er det en betingelse, at der i aftalen om at foretage ændringen indgår en nøjagtig beskrivelse af ændringen og dennes konsekvenser for leasingaftalen. For ændringer i form af tilføjelser, ændringer og fravalg af serviceydelser skal aftalen om ændringen desuden indeholde en nøjagtig beskrivelse af prisen og vederlaget for serviceydelsen. For ændringer i form af tilføjelser, ændringer og fravalg af udstyr til montering på køretøjet skal aftalen om ændringen desuden indeholde nøjagtige oplysninger om anskaffelsessummen for det eftermonterede udstyr og udgiften til montering samt vederlaget herfor

Det foreslås i stk. 6, nr. 5 , at der gives mulighed for, at ændringer, der på forhånd nøjagtigt er beskrevet i den allerede godkendte leasingaftale, kan foretages uden krav om fornyet tilladelse. Da disse ændringer, og konsekvenserne heraf, allerede har indgået i grundlaget for den oprindelige tilladelse, anses det for at være ubetænkeligt, at sådanne ændringer foretages uden krav om en fornyet tilladelse. Dette vil eksempelvist være relevant for prisreguleringsklausuler i tilfælde af nye eller ændrede bilafgifter.

Endeligt foreslås det i stk. 6, nr. 6, at der gives mulighed for, at ændringer, som er påkrævede som følge af anden ufravigelig lovgivning, kan foretages uden krav om fornyet tilladelse. Leasingvirksomheden vil herefter have mulighed for at foretage nødvendige, korresponderende tilpasninger af leasingaftalen, når der efter SKATs godkendelse af aftalen indføres ny præceptiv lovgivning.

Adgangen til at foretage de ændringer af leasingaftalen uden fornyet tilladelse, som er nævnt i stk. 6, nr. 1-6, gælder alene i tilfælde, hvor ændringen ikke fører til en omregning af den allerede beregnede registreringsafgift, og hvor leasingaftalen, ud over de tilladte ændringer i stk. 6 og eventuelle angivne økonomiske konsekvenser heraf, i øvrigt fortsættes på uændrede vilkår.

Den oprindelige tilladelse kan dog alene anses for fortsat at være opretholdt, når de øvrige betingelser i § 3 b for at anvende tilladelsesordningen fortsat er opfyldte efter den foretagne ændring. Hvis ændringen af leasingaftalen således eksempelvis fører til, at leasingaftalen, efter en konkret vurdering, ikke længere kan anses for at udgøre en reel leasingaftale, bortfalder grundlaget for tilladelsen efter stk. 1 som følge heraf på tidspunkt for ændringen. Virkningen heraf er, som angivet i 1. pkt., at nummerpladerne skal afleveres, og at køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret.

Til nr. 10

Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 7, 1. pkt., at på det tidspunkt, hvor leasingkontrakten afbrydes, eller hvor køretøjet udgår af ordningen, jf. § 1, stk. 3, 5. og 6. pkt., fastsætter SKAT efter ansøgning køretøjets aktuelle afgiftspligtige værdi efter § 10.

Det foreslås, at ”leasingkontrakten” ændres til ”leasingaftalen”, således at der sikres en konsekvent begrebsanvendelse.

Til nr. 11

Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 8, 1. og 2. pkt., at køretøjets nummerplader ved leasingkontraktens udløb skal indleveres til SKAT eller en nummerpladeoperatør. Hvis køretøjets nummerplader ved leasingkontraktens udløb ikke afleveres rettidigt, skal køretøjets nummerplader efter anmodning fra SKAT snarest inddrages ved politiets foranstaltning. I tilfælde heraf skal der efterfølgende betales afgift og rente for den periode, der forløber fra leasingkontraktens udløb til køretøjets nummerplader indleveres eller fjernes. Afgift og rente opkræves pr. påbegyndt måned, som fristen overskrides med, jf. stk. 2 og 3.

Det foreslås, at leasingkontraktens to steder ændres til afgiftperiodens.

Dermed tydeliggøres det, at det er afgiftsperioden, der er afgørende for, hvornår køretøjets nummerplader skal indleveres og afmelding af køretøjets registrering skal ske. Kravet om indlevering af nummerpladerne og afmelding af køretøjets registrering knytter sig således ikke til et ophør af selve leasingaftalen, som det fremgår af den nugældende ordlyd.

Ved leasingperioden forstås den periode, hvor leasingtageren har brugsret til køretøjet. Det tillades, at leasingvirksomheden og leasingtager kan aftale, at den periode, som der betales forholdsmæssig registreringsafgift for, er 30 dage længere end leasingperioden. Dette har til formål at give rum til typiske småforsinkelser ved afleveringen af køretøjet og for at give leasingvirksomheden tid til at håndtere tilbageleveringen rettidigt i forhold til SKAT

Forslaget vil derfor også tydeliggøre muligheden for at anmelde en længere afgiftsperiode på op til 30 dage, hvis dette ønskes.

Til nr. 12

Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 8, at hvis køretøjets nummerplader ikke afleveres rettidigt, skal køretøjets nummerplader efter SKATs anmodning snarest muligt inddrages ved politiets foranstaltning efter SKATs anmodning. I perioden fra leasingperiodens ordinære udløb og indtil indlevering eller inddragelse af nummerpladerne gives efter stk. 8, 2.-3. pkt., mulighed for, at der fortsat kan betales forholdsmæssig registreringsafgift efter stk. 2 og 3, uanset at tilladelsen efter stk. 1 ophører ved leasingaftalens udløb. Afgiften opkræves pr. påbegyndt måned, som fristen overskrides med.

Af 4. pkt. fremgår det, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Muligheden for at benytte sig af reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter stk. 2 og 3 ved leasingaftalens ordinære ophør udgør en undtagelse til registreringsafgiftslovens udgangspunkt om, at der skal betales fuld registreringsafgift for registreringsafgiftspligtige køretøjer, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvis køretøjet fortsat bruges her i landet.

Det foreslås derfor, at muligheden for fortsat at betale forholdsmæssig registreringsafgift efter stk. 2 og 3 efter tilladelsens ophør, begrænses alene til at finde anvendelse i de situationer, hvor leasingvirksomheden på grund af leasingtagers forhold ikke kan skaffe sig fysisk rådighed over køretøjets nummerplader ved afgiftsperiodens udløb. Det foreslås endvidere, at anvendelsen af stk. 2 og 3 begrænses til alene at finde anvendelse til og med det tidspunkt, hvor leasingvirksomheden igen har mulighed for at skaffe sig fysisk rådighed over køretøjets nummerplader.

Til nr. 13

I registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 9, stilles en række indholdsmæssige og formelle krav til leasingaftalen, der har til formål at sikre, at SKAT i forbindelse med ansøgningen får de fornødne oplysninger til at kunne vurdere, hvorvidt leasingaftalen opfylder betingelserne for en tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Særligt har oplysningskravene til formål at sikre, at SKAT får det fulde grundlag forelagt til brug for vurderingen af realiteten i leasingforholdet.

Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes med henblik på en præcisering af SKATs administration af bestemmelsen.

Det foreslås således i stk. 9, nr. 1-3 , at leasingaftalen skal indeholde oplysninger, hvorved henholdsvis leasingvirksomheden, leasingtageren og køretøjet kan identificeres. Dette er en videreførelse af den gældende stk. 9, 2. pkt.

I stk. 9, nr. 4 , foreslås det, at leasingaftalen skal indeholde en specifikation af køretøjets beskaffenhed og udstyr. Dette er en videreførelse af den gældende stk. 9, sidste pkt.

I stk. 9, nr. 5 , foreslås det, at leasingaftalen skal indeholde oplysninger om størrelsen af leasingydelsen. Dette er en videreførelse af den gældende stk. 9, 2. pkt. Det foreslås dog, at det i stk. 9, nr. 5, tilføjes. at leasingaftalen endvidere skal indeholde oplysninger om eventuelle andre ydelser, der udveksles imellem leasingtager og leasingvirksomheden.

I stk. 9, nr. 6 , foreslås det, at leasingaftalen skal indeholde oplysninger om leasingperiodens starttidspunkt og længde. Dette er en videreførelse og uddybning af den gældende stk. 9, 4. pkt.

I stk. 9, nr. 7 , foreslås det, at hvis den periode, hvor der betales forholdsmæssig registreringsafgift (afgiftsperioden), ikke er identisk med den periode, hvor leasingtager har brugsret til køretøjet (leasingperioden), så skal der foretages en særskilt angivelse af afgiftsperiodens starttidspunkt og længde. Det tillades således, at leasingvirksomheden og leasingtager kan aftale, at afgiftsperioden er 30 dage længere end leasingperioden, hvilket kan lette ulemper ved typiske småforsinkelser ved afleveringen af køretøjet og give leasingvirksomheden tid til at håndtere tilbageleveringen rettidigt i forhold til SKAT.

I stk. 9, nr. 8 , foreslås det, at leasingaftalen skal indeholde oplysninger om en aftalt køberet, købepligt, anvisningsret eller anvisnings pligt, samt de nærmere betingelser herfor, hvis der er aftalt en sådan ret eller pligt.

I stk. 9, nr. 9 , foreslås det, at leasingaftalen skal indeholde oplysninger om vilkårene for opsigelse, hvis aftalen kan opsiges gennem leasingperioden.

I stk. 9, nr. 10 , foreslås det endelig, at leasingaftalen skal indeholde en redegørelse for samtlige aftaler, der er indgået mellem leasingtageren og leasingvirksomheden, i det omfang disse aftaler har betydning for den økonomiske afvikling af leasingaftalen.

Dette oplysningskrav har til formål at sikre, at der i leasingaftalen foretages en fuld identifikation og beskrivelse af alle vilkår og aftaler mellem parterne, som har betydning for den økonomiske virkning af leasingaftalen. Et eksempel vil være et såkaldt sideletter, hvor vilkår, der har betydning for den reelle økonomiske virkning af leasingaftalen, adskilles fra selve leasingaftalen.

Stk. 9 vil herefter indeholde en samlet opremsning af de indholdsmæssige krav, der stilles for, at leasingaftalen kan danne grundlag for en tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter § 3 b, stk. 1.

Angivelsen af oplysningskravene i stk. 9 er ikke udtryk for en udtømmende opregning af de oplysninger, der kan kræves for at opnå og opretholde en tilladelse til betaling af afgift efter stk. 2 og 3. SKAT kan ud over de i leasingaftalen angivne oplysninger anmode om supplerende oplysninger af betydning for behandlingen af ansøgningen om tilladelse eller en efterfølgende kontrol heraf.

Til nr. 14

Det følger af § 3 b, stk. 10, at hvis et motorkøretøj overgår til varig anvendelse her i landet ved salg eller anden overdragelse, så forfalder resten af afgiften, medmindre afgiften af køretøjet i stedet berigtiges efter reglerne i §§ 4 - 5 d.

Det foreslås, at motorkøretøj ændres til køretøj. Dermed sikres en konsekvent begrebsanvendelse.

Til nr. 15

Med henblik på en smidigere og hurtigere sagsbehandling for leasingvirksomhederne foreslås det, at der i registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 11, gives mulighed for, at SKAT efter anmodning kan give tilladelse til, at en registreret virksomhed kan angive afgift efter § 14, også hvad angår betaling af registreringsafgift for leasingkøretøjer efter § 3 b. Denne tilladelse vil give leasingvirksomhederne mulighed for selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift efter § 3 b, stk. 2 og 3, forlænge leasingperioden i henhold til stk. 5, at foretage debitorskifte efter stk. 6 og at foretage en værditabsberegning for køretøjet efter stk. 7.

Anvendelsen af denne ordning forudsætter, at vilkårene i den leasingaftale, der danner grundlaget for angivelsen af afgift efter § 3 b, er identiske med vilkårene i en standardaftale, der på forhånd er godkendt af SKAT. Leasingvirksomheden vil herefter selv kunne angive afgiften for leasingkøretøjer, uden at der skal indhentes en forudgående tilladelse hos SKAT for hver enkelt leasingaftale. Ordningen vil også kunne anvendes for allerede forhåndsgodkendte standardleasingaftaler.

Hvis vilkårene i en leasingaftale afviger fra vilkårene i den forhåndsgodkendte standardleasingaftale, vil der skulle ansøges om en tilladelse hos SKAT efter den sædvanlige ansøgningsprocedure.

Det foreslås endvidere i stk. 12, at skatteministeren gives bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om SKATs behandling af ansøgninger om tilladelse til at angive afgift efter § 14, også hvad angår betaling af registreringsafgift efter § 3 b, jf. stk. 11. Disse regler vil efterfølgende blive udmøntet i en bekendtgørelse.

Til nr. 16

Konsekvensrettelse som følge af forslagets § 2, nr. 2.

Til nr. 17

Køretøjer med tilladt totalvægt over 4 tons, der er specielt indrettet som bibliotek eller til erhvervsmæssigt formål, f.eks. tandklinikker, udstillingsvogne, salgsvogne, mobile kontorer, værkstedsvogne og lignende, er fritaget for registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 2, nr. 8, litra b. Det fremgår endvidere af § 5, stk. 11, at der for køretøjer med en tilladt totalvægt på 2,5 - 4 tons, som er specielt indrettet til erhvervsmæssigt formål, herunder eksempelvis tandklinikker, udstillingsvogne, salgsvogne, mobile kontorer, værkstedsvogne og lign., og som anvendes hertil, skal betales registreringsafgift efter reglerne i § 5, stk. 1 - 9.

Det foreslås, at det præciseres i stk. 11, at der også for køretøjer med en tilladt totalvægt på 2,5-4 tons, der er specielt indrettet som bibliotek, og som anvendes hertil, skal betales registreringsafgift efter reglerne i stk. 1 - 9.

Til nr. 18

Det følger af registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, at registreringsafgiften af et brugt motorkøretøj, der er afgiftsberigtiget efter §§ 4 - 5 d, 29 eller 29 a, godtgøres, såfremt køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret og udføres fra landet. Opgørelsen af godtgørelsen sker efter stk. 2.

Det fremgår af § 7 b, stk. 3, at der i de efter stk. 2 fastsatte godtgørelsesbeløb fratrækkes 15 pct. af beløbet, dog mindst 8.500 kr. for personbiler og 4.500 kr. for motorcykler og varebiler. Den nugældende formulering af stk. 3 blev indført ved lov nr. 265 af 23. april 2008. Indtil da angav stk. 3, at der i de efter stk. 2 fastsatte godtgørelsesbeløb skulle fratrækkes 15 pct. af beløbet, men at der ikke blev godtgjort beløb på under 4.000 kr. for motorcykler, varebiler, hyrevogne og sygetransportkøretøjer, og under 7.500 kr. for personbiler, herunder autocampere og busser.

Det blev imidlertid ikke videreført i den nye formulering af stk. 3 ved lov nr. 265 af 23. april 2008, at personbiler - på samme måde som hidtil - skal forstås som »personbiler, herunder autocampere og busser til privat persontransport«, og at motorcykler og varebiler også som hidtil skal forstås som »motorcykler, varebiler, hyrevogne og sygetransportkøretøjer«.

Det foreslås derfor, at det igen præciseres i stk. 3, at autocampere og busser til personbefordring er omfattet af reglen om et minimumsfradrag på 8.500 kr. for personbiler, og at hyrevogne og sygetransporter er omfattet af minimumsfradraget på 4.500 kr. for motorcykler og varevogne.

Til nr. 19

Det følger af registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 1, 1. pkt., at sammen med en anmodning om godtgørelse af afgiften efter § 7 b for en bil, der, regnet fra anmodningens indgivelse, første gang er registreret for mere end 10 år siden, skal der afleveres en synsrapport om køretøjets stand, jf. § 10, stk. 3.

Det foreslås, at en bil ændres til et køretøj. Herved sikres, at kravet om toldsyn ikke alene omfatter biler, men at der herefter også skal afleveres toldrapporter for andre køretøjer, herunder motorcykler. Forslaget medfører, at bestemmelsen er i overensstemmelse med SKATs nuværende fortolkning.

Til nr. 20

Det følger af registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, at eksportgodtgørelse skal udbetales inden for en frist på 3 uger.

I denne forbindelse er der ikke taget højde for, at der kan være anmodninger om udbetalinger af eksportgodtgørelse, der forudsætter en mere tidskrævende behandling. Her tænkes særligt på de situationer, hvor den person eller den virksomhed, der anmelder et køretøj til eksport har gæld til det offentlige. I sådanne situationer iværksætter SKAT nærmere undersøgelser vedrørende personens eller virksomhedens aktuelle restanceforhold, og der foretages eventuelt hel eller delvis modregning i eksportgodtgørelsen. Disse sagsbehandlingsskridt kan ikke i alle tilfælde håndteres inden for fristen på 3 uger.

Det foreslås, at udbetalingsfristen kan suspenderes med henblik på modregning i godtgørelse af afgiften efter § 7 b i tilfælde, hvor der er behov for nærmere undersøgelser af konstaterede restanceforhold til det offentlige. Suspensionen efter skal være så kort som muligt og må ikke overstige 3 måneder fra modtagelsen af anmodningen om godtgørelse.

Med den foreslåede bestemmelse gives der mulighed for, at SKAT kan suspendere udbetalingsfristen i registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, på 3 uger i særlige sager, hvor det ikke er muligt at foretage de nødvendige sagsbehandlingsskridt inden for 3-ugers-fristen.

Efter forslaget skal suspensionen være så kort som muligt og må ikke overstige 3 måneder fra modtagelsen af anmodningen om eksportgodtgørelse.

Det vurderes, at SKAT skal have en rimelig frist til at foretage nærmere undersøgelser af restanceforhold. I den forbindelse vurderes det, at 3 måneder er en rimelig frist hertil.

Når udbetalingsfristen suspenderes, skal ansøgeren have meddelelse herom, herunder også meddelelse om, hvornår der forventes at blive truffet afgørelse i sagen.

Til nr. 21

Ifølge registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 3, 1. pkt., kan SKAT stille udbetalingen af eksportgodtgørelse i bero, hvis det på udbetalingstidspunktet kan konstateres, at der i Bilbogen er tinglyst pant eller ejendomsforbehold i køretøjet. SKAT skal efter gældende ret realitetsbehandle en anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse uanset, om det allerede på anmodningstidspunktet kan konstateres, at der er tinglyst pant, udlæg eller ejendomsforbehold i køretøjet.

Det foreslås, at der indsættes en nyt bestemmelse i § 7 c, som medfører, at også realitetsbehandlingen af en anmodning om eksportgodtgørelse kan stilles i bero, såfremt det på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen kan konstateres, at der i Bilbogen er tinglyst pant, udlæg, eller ejendomsforbehold i køretøjet. Det foreslås således, at en anmodning om eksportgodtgørelse først realitetsbehandles, når et tinglyst pant, udlæg eller ejendomsforbehold er aflyst.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at der således ikke vil medgå unødvendige ressourcer hos SKAT på en realitetsbehandling af anmodningen om eksportgodtgørelse og en heraf følgende berostillelse af udbetalingen for de tilfælde, hvor det allerede på tidspunktet for anmodningen om udbetalingen af eksportgodtgørelsen fremgår, at køretøjet ikke fremstår ubehæftet.

I tilfælde, hvor der kun er én tinglyst ret, og ejeren af køretøjet fuldt ud har overdraget retten til eksportgodtgørelsen til denne rettighedshaver, kan SKAT dog realitetsbehandle anmodningen og udbetale godtgørelsen til denne, selv om retten over køretøjet ikke er aflyst, jf. § 7 c, stk. 3, som bliver stk. 4.

Til nr. 22

I lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås det, at realitetsbehandlingen af en anmodning om eksportgodtgørelse skal stilles i bero, såfremt det allerede på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen kan konstateres, at der i Bilbogen er tinglyst pant, udlæg eller ejendomsforbehold i køretøjet.

Det følger endvidere af § 7 c, stk. 3, der bliver stk. 4, at hvis det desuden på udbetalingstidspunktet i Bilbogen konstateres, at der er tinglyst pant eller ejendomsforbehold i køretøjet, så stilles udbetalingen som udgangspunkt i bero, indtil pantet eller ejendomsforbeholdet er aflyst.

Der foreslås, at § 7 c, stk. 4, udvides til også at omfatte situationer, hvor det på udbetalingstidspunktet kan konstateres, at der er tinglyst et udlæg i køretøjet.

Et tinglyst udlæg vil således herefter være at sidestille med tinglyst pant eller ejendomsforbehold efter denne bestemmelse.

Til nr. 23

En virksomhed kan blive registreret hos SKAT efter registreringsafgiftslovens § 15. Virksomheden gives herefter adgang til selv at angive afgiften af køretøjer, angive godtgørelsen af afgift af et køretøj ved eksport af køretøjet, og periodevis betale den angivne afgift. Opkrævning af afgiften vil herefter ske efter reglerne i opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 28/05/2014.

Følgende betingelser skal efter § 15 være opfyldt, for at en virksomhed kan opnå registrering:

1. Virksomheden skal være hjemmehørende her i landet.

2. Virksomheden skal erhvervsmæssigt handle med motorkøretøjer eller påhængsvogne eller sættevogne til motorkøretøjer eller erhvervsmæssigt udleje sådanne køretøjer.

3. Virksomheden må ikke have gæld til staten.

4. Virksomheden må ikke være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller likvidation.

5. Virksomheden skal stille sikkerhed på mindst 200.000 kr. for betaling af afgifter efter denne lov, herunder tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse, samt renter og gebyrer vedrørende disse afgifter og godtgørelser.

Det følger endvidere af § 15, stk. 3, at en virksomhed ikke kan registreres, hvis virksomheden, herunder virksomhedens ejer, ved en personligt drevet virksomhed, har udvist en sådan adfærd, at det er nærliggende at antage, at virksomheden ikke vil overholde registreringsordningen.

Betingelsen i § 15, stk. 1, nr. 1, om, at virksomheden skal være hjemmehørende her i landet blev indført med en henvisning til, at registrerede virksomheder løbende vil kunne have betydelige mellemværender med SKAT, og at det derfor er nødvendigt, at SKAT løbende kan kontrollere, at den enkelte virksomhed overholder de regler, der gælder for registrerede virksomheder. Nødvendigheden af at opretholde denne betingelse vurderes imidlertid ikke længere at gøre sig gældende i samme omfang i forhold til virksomheder, der er beliggende i andre EU-lande, eller i EØS-lande, som Danmark har en tilsvarende aftale om gensidig bistand til inddrivelse med.

Adgangen til at betale forholdsmæssig registreringsafgift i medfør af § 3 b blev oprindeligt indført ved lov nr. 154 af 3. december 2003. Baggrunden herfor var at sikre, at den registreringsafgift, der opkræves i Danmark for leasingkøretøjer fra andre EU-lande, er i overensstemmelse med EU-retten, herunder særligt at registreringsafgiften er proportional i forhold til den periode, hvor leasingkøretøjet anvendes i landet.

Betingelsen i § 15, stk. 1, nr. 1, om at virksomheden skal være hjemmehørende her i landet, betyder, at leasingvirksomheder hjemmehørende i andre EU-lande ikke som danske virksomheder vil kunne selvangive registreringsafgift efter § 3 b som foreslået i dette lovforslags § 1, nr. 15.

Det foreslås, at betingelsen i § 15, stk. 1, nr. 1, tilpasses, så det herefter fremgår, at også virksomheder, der er hjemmehørende i et EU-land eller i et af EØS-landene Norge og Island, kan opnå en registrering efter registreringsafgiftslovens § 15. Nødvendigheden af at opretholde et krav om, at virksomheden skal være hjemmehørende i Danmark af hensyn til en effektiv kontrol, vurderes ikke længere at gøre sig gældende i samme omfang i forhold til virksomheder, der er beliggende i andre EU-lande, eller i EØS-lande, som Danmark har en tilsvarende aftale om gensidig bistand til inddrivelse med.

Forslaget skal således ses i sammenhæng med Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger og Rådets direktiv 2010/24/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet.

Direktiverne er gennemført i dansk ret ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet. Det følger af disse direktiver, at SKAT kan få bistand fra myndigheder i andre EU-lande til at inddrive skatter og afgifter af enhver art, herunder den her omhandlede registreringsafgift. Dermed vil en skyldig registreringsafgift kunne inddrives hos en virksomhed gennem bistand fra hjemlandets myndigheder, hvis virksomheden er etableret i et andet EU-land, ligesom myndighederne i den anden medlemsstat også vil kunne anmodes om bistand til gennemførelse af kontrol m.v. hos virksomheden.

Danmark har desuden indgået en række bilaterale aftaler om at undgå dobbeltbeskatning, hvoraf nogle af disse indeholder bestemmelser om bistand i forbindelse med inddrivelse af primært direkte skatter.

Mellem de nordiske lande blev der i 1989 indgået en selvstændig bistandsaftale om inddrivelse af skatter og afgifter, jf. bekendtgørelse nr. 42 af 30. april 1992 af Overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager. Af bilag 1 til cirkulære nr. 174 af 3. december 1997 til artikel 20 i den nordiske bistandsaftale fremgår det, at motorafgifter, der opkræves i henhold lov om registreringsafgift af motorkøretøjer, er omfattet af den nordiske bistandsaftale. Reglerne for inddrivelse og kontrol mv., i medfør af den nordiske bistandsaftale kan sidestilles med de gældende regler i EU’s inddrivelsesdirektiv m.v.

Henset til de udvidede muligheder for bistand til inddrivelse, der følger af ovennævnte retsakter, kan adgangen til at selvangive registreringsafgift m.v., udvides til også at omfatte virksomheder fra andre EU-lande, Norge og Island, der opfylder betingelserne for at opnå en registrering efter § 15. Leasingvirksomheder fra andre EU-lande, Norge og Island vil herefter også kunne selvangive registreringsafgift for leasingkøretøjer efter § 3 b som foreslået i dette lovforslags § 1, nr. 15.

Til nr. 24

Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 8, 1. pkt., at det som udgangspunkt er en konsekvens af udløbet af den i stk. 9 nævnte leasingperiode, at nummerpladerne rettidigt skal indleveres til SKAT eller en nummerpladeoperatør, og at køretøjet skal afmeldes fra Køretøjsregisteret. Dette gælder dog ikke, hvis en forlængelse af leasingperioden på forhånd er godkendt af SKAT, jf. stk. 5.

Det følger også af stk. 8, 1. pkt., at SKAT kan anmode politiet om bistand til at inddrage køretøjets nummerplader, hvis ikke nummerpladerne afleveres rettidigt.

Ifølge stk. 6, 1. pkt., er der en tilsvarende forpligtelse til at indlevere køretøjets nummerplader og at afmelde køretøjet fra Køretøjsregisteret i tilfælde, hvor tilladelsen bortfalder som følge af en ændring af leasingaftalen, hvor aftaleforholdet afbrydes før leasingperiodens udløb eller hvor det leasede køretøj ændrer afgiftsmæssig identitet.

Dette gælder dog ikke i de i stk. 6 nævnte undtagelsestilfælde, hvorefter der eksempelvis gennemføres et debitorskifte, uden at dette vil blive anset som en begivenhed, der fører til et bortfald af den i medfør af stk. 1 givne tilladelse. På samme måde vil køretøjet ikke skulle afmeldes m.v., hvis ændringen alene består i en forlængelse af leasingperioden, der på forhånd er godkendt af SKAT, jf. stk. 5. Hvis leasingforholdet ændres, afbrydes før leasingaftalens udløb eller det leasede køretøj skifter afgiftsmæssig identitet, jf. stk. 6, 1. pkt., tillades det endvidere, at køretøjet ikke afmeldes m.v., hvis den derved afbrudte leasingaftale erstattes med en ny, godkendt leasingaftale, som ligger i umiddelbar forlængelse af den foregående leasingperiode. Køretøjet kan i disse tilfælde omregistreres i Motorregistret uden forudgående indlevering af nummerplader m.v.

En forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af stk. 6, 1. pkt., straffes efter § 27, stk. 1, nr. 2, med bøde, mens der ikke i medfør af § 27, stk. 1, nr. 2, er hjemmel til på tilsvarende vis at straffe en forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af § 3 b, stk. 8, 1. pkt., med bøde.

Det foreslås derfor, at der i § 27, nr. 2, indsættes en tilsvarende bestemmelse om, at også en forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af stk. 8, 1. pkt., kan pålægges bødestraf.

Kilde

Til nr. 1

I lovforslagets § 2, nr. 2, foreslås en teknisk beregning af brændstofforbruget for personbiler med en køreklar vægt, der overstiger 2.585 kg, som giver et mere retvisende brændstofforbrug. Den foreslåede bestemmelse er en særregel i forhold til hovedreglen i brændstofforbrugsafgiftslovens § 2. Det foreslås derfor, at det i § 2 tilføjes, at bestemmelsen ikke finder anvendelse for de køretøjer, som omfattes af den foreslåede § 3, stk. 9, jf. forslagets § 2, stk. 2.

Til nr. 2

Efter brændstofforbrugslovens § 3 beregnes brændstofafgiften (kaldet den grønne ejerafgift) på baggrund af køretøjets brændstofforbrug opgjort i km/l.

Det følger endvidere af brændstofforbrugsafgiftslovens § 2, at brændstofforbruget fastsættes efter direktiv 80/1268/EØF af 16. december 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om motordrevne køretøjers brændstofforbrug eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6).

Hvis der ikke foreligger en anmeldelse af en benzindreven bils brændstofforbrug, fastsættes brændstofforbruget i liter pr. 100 km, jf. § 2, som summen af et fast element på 3 l pr. 100 km og et variabelt element, der beregnes som 0,5 pct. af bilens egenvægt i kilogram, jf. § 3, stk. 2, 1. pkt. Hvis der ikke foreligger en anmeldelse af en dieseldreven bils brændstofforbrug, fastsættes forbruget i liter pr. 100 km ved at reducere forbruget beregnet efter 1. pkt. med 12,5 pct., jf. § 3, stk. 2, 2. pkt.

For visse særligt store personbiler, fx autocampere, er det i praksis ikke muligt at fastsætte et brændstofforbrug efter den metode, der anvises i forordning nr. 715/2007. Dette skyldes, at køretøjerne er så store, at det ikke er muligt at foretage en retvisende måling af bilens brændstofforbrug efter den metode, der skal anvendes ifølge forordningen. Ved »særligt store personbiler« forstås personbiler med en køreklar vægt, der overstiger 2.585 kg, jf. artikel 2 (1) i forordning nr. 715/2007.

For visse større personbiler med en køreklar vægt på imellem 2.585 kg og 2.815 kg foreligger der dog allerede oplysninger om brændstofforbruget, jf. artikel 2 (2) i forordning nr. 715/2007.

Brændstofforbruget har for de personbiler, hvor der ikke foreligger oplysninger herom, hidtil været fastsat på baggrund af Færdselsstyrelsens praksis, som er beskrevet i Vejledning om syn af køretøjer, afsnit 14.02. Det følger heraf, at brændstofforbruget for særligt store personbiler har været angivet på baggrund af en erklæring fra bilfabrikanten om det færdigbyggede køretøjs brændstofforbrug. Denne praksis ændres med virkning fra 1. juli 2016.

Dette vil medføre, at de særligt store personbiler, for hvilke det ikke er praktisk muligt at få fastsat et brændstofforbrug efter de gældende regler, vil få beregnet den grønne ejerafgift på baggrund af de vægtbaserede formler i § 3, stk. 2. Da de særligt store personbiler er kendetegnet ved at have en høj vægt, vil dette føre til en uforholdsmæssigt høj grøn ejerafgift for disse biler.

Det foreslås derfor, at der indføres en teknisk beregning af brændstofforbruget for personbiler med en køreklar vægt, der overstiger 2.585 kg, som giver et mere retvisende brændstofforbrug.

Den tekniske beregning er udarbejdet på grundlag af oplysninger om brændstofforbruget for særligt store personbiler, der er registreret gennem de senere år.

Beregningen forventes derfor kun i beskedent omfang at afvige fra det faktiske brændstofforbrug, som er angivet i de fabrikanterklæringer, der hidtil har været lagt til grund ved fastsættelsen af brændstofforbruget for særligt store personbiler.

For en dieseldrevet autocamper med en køreklar vægt på 2.765 kg, hvor brændstofforbruget er oplyst til 13,5 km pr. liter, vil der årligt blive opkrævet ejer- og udligningsafgift på 8.560 kr. (2016 satser).

For en dieseldrevet autocamper med en køreklar vægt på 2.765 kg, hvor brændstofforbruget ikke er oplyst, vil brændstofforbruget efter gældende regler i brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 2, blive beregnet som summen af et fast element på 3 l pr. 100 km og et variabelt element, der beregnes som 0,5 pct. af bilens egenvægt i kilogram. Og da bilen er dieseldrevet, fastsættes forbruget i liter pr. 100 km ved at reducere resultatet af beregningen med 12,5 pct. Forud for beregningen trækkes 150 kg fra den køreklare vægt for at nå frem til egenvægten. Resultatet af beregningen bliver 7,1 km pr. liter efter gældende regler, og der vil årligt blive opkrævet ejer- og udligningsafgift på 20.580 kr.

Med de foreslåede regler vil der, givet at brændstofforbruget ikke er oplyst, blive beregnet et brændstofforbrug på 7,4 l per 100 km tillagt 0,2 pct. af differencen mellem 2.765 kg og 2.585 kg svarende til 0,36 l per 100 km, således at det samlede forbrug udgør 7,76 l per 100 km. Det svarer til, at autocamperen kører 12,9 km per liter og der dermed skal betales en årlig ejer- og udligningsafgift på 9.380 kr.

Forslaget finder ikke anvendelse for personbiler med en køreklar vægt på imellem 2.585 kg og 2.815 kg, hvor der foreligger oplysninger om brændstofforbruget i henhold til artikel 2 (2) i forordning nr. 715/2007. For autocamperen i eksemplet vil der derfor årligt blive opkrævet ejer- og udligningsafgift på 8.560 kr.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der indsættes et nyt stk. 9 i § 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der indsættes et nyt stk. 9 i § 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Kilde

Priserne for registrering af køretøjer og for nummerplader er fastsat i §§ 8-13 i lov om registrering af køretøjer. Priserne indekseres ikke. Den almindelige pris for et sæt nummerplader er 1.180 kr. og 590 kr. for en enkelt nummerplade. Der betales et særskilt pristillæg for retten til ønskenummerplader. Pristillægget udgør 11.000 kr. for et sæt ønskenummerplader. Den samlede pris for retten til et sæt ønskenummerplader udgør således i alt 12.180 kr.

Siden forhøjelsen af pristillægget fra 6.200 kr. til det nugældende pristillæg på 11.000 kr. i 2012 er der sket en væsentlig reduktion i salget af ønskenummerplader. Den væsentlige reduktion i salget har betydet, at det samlede provenu fra salget af ønskenummerplader er faldet på trods af forhøjelsen af pristillægget. Tillægget foreslås derfor nedsat til 8.000 kr. Den samlede pris for retten et sæt ønskenummerplader vil herefter udgøre i alt 9.180 kr.

Kilde

Til nr. 1, 2 og 3

Der er tale om en genfremsættelse af § 42 i lov om spil, som ændret ved lov nr. 1574 af 15. december 2015. Som det fremgår af afsnit 2.6., er det ikke alle gebyrbestemmelser i § 42, der skal sættes i kraft samtidigt. Gebyrbestemmelsen for de almennyttige lotterier afventer en analyse, og vil derfor ikke træde i kraft den 1. juli 2016, som de øvrige gebyrbestemmelser. Det er af lovtekniske årsager imidlertid ikke muligt kun at sætte de øvrige gebyrbestemmelser i kraft den 1. juli 2016, og dernæst sætte gebyrbestemmelsen for de almennyttige lotterier i kraft på et andet tidspunkt, da en sådan løsning vil medføre, at stykkerne i § 42 i lov om spil rykker op, og dermed bliver henvisningerne forkerte.

For at sikre, at henvisningerne er korrekte, genfremsættes gebyrbestemmelserne i nærværende lovforslag med en ændret opbygning af § 42 i lov om spil, således at gebyrbestemmelsen vedrørende de almennyttige lotterier kan sættes i kraft på et senere tidspunkt. Materielt svarer bestemmelserne til de bestemmelser, der blev vedtaget af Folketinget ved lov nr. 1574 af 15. december 2015, og bemærkningerne hertil er derfor gentaget i nærværende lovforslag. De nedenstående bemærkninger svarer således til bemærkningerne til det tidligere fremsatte lovforslag.

Ændringerne i nr. 1, 2 og 3 er en konsekvens af, at der foreslås en ny tilladelsestype i § 42, stk. 5, jf. forslagets § 4, nr. 5.

Til nr. 4

Ophævelsen af § 42, stk. 4, er en konsekvens af forslagene til § 42, stk. 7, jf. lovforslagets § 4, nr. 5, og § 42, stk. 13, jf. lovforslagets § 4, nr. 7.

Til nr. 5

I stk. 5 foreslås en ny tilladelsestype, der er møntet på væddemål af typen managerspil, da managerspil som spiltype ikke passer til de lovens eksisterende tilladelsestyper for væddemål.

Managerspil er karakteriseret ved, at de typisk har en meget lav tilbagebetalingsprocent i forhold til de øvrige typer af væddemål og når derfor hurtigt grænsen på 1 mio. kr. i bruttospilleindtægt, som gælder for den 1-årige indtægtsbegrænsede tilladelsestype. Den 5-årige tilladelsestype er for omfattende i forhold til tilsynsbehov og de administrative omkostninger forbundet hermed, og risikoen for bl.a. hvidvask af penge og snyd med spillernes penge vurderes at være meget lav ved managerspil.

Henset til karakteristikaene for managerspil (begrænset omsætning og lav tilbagebetalingsprocent) foreslås en tredje tilladelsestype, som er bedre tilpasset managerspil.

Det foreslås, at der indføres en ny tilladelsestype af maksimalt et års varighed. Tilladelsen baseres på spilomsætningen i modsætning til de nuværende tilladelsestyper, der begge baseres på den afgiftspligtige spilleindtægt (bruttospilleindtægten).

Det foreslås, at spilleomsætningen i tilladelsesperioden ikke må overstige 5 mio. kr., og at tilbagebetalingsprocenten (svarende til gevinstandelen i forhold til indskudssummen) ikke må overstige 20 procent. Grænserne er foreslået for at adskille tilladelsestypen, på samme vis som med den lignende indtægtsbegrænsede tilladelse i § 42, stk. 5 (der bliver stk. 4), fra den almindelige tilladelse til væddemål.

Et selskab vil kun kunne udbyde managerspil enten efter den indtægtsbegrænsede tilladelse eller efter den foreslåede omsætningsbegrænsede tilladelse. Et selskab vil således godt kunne have en omsætningsbegrænset tilladelse til managerspil og herudover også have en indtægtsbegrænset tilladelse til onlinekasino og en indtægtsbegrænset tilladelse til væddemål, men hvor væddemål ikke udbydes som managerspil.

Ansøgnings- og tilsynsgebyret for den foreslåede tilladelsestype foreslås fastsat til 50.000 kr. i 2010-niveau (52.400 kr. i 2016-niveau), hvilket er det samme som gælder for den 1-årige indtægtsbegrænsede tilladelsestype. Den 5-årige tilladelse til udbud af væddemål koster 250.000 kr. i ansøgningsgebyr, og hertil kommer et årligt tilsynsgebyr afhængigt af spiludbyderens bruttospilleindtægt.

Det er hensigten, at de samlede årlige gebyrer for denne omsætningsbegrænsede tilladelse, ligesom det er tilfældet med den indtægtsbegrænsede tilladelse, jf. § 42, stk. 5 (der bliver stk. 4) skal modsvare de faktiske omkostninger for Spillemyndigheden ved behandling af ansøgninger, udstedelse af tilladelser og tilsyn m.v.

Da gebyret er fastsat til at dække både behandling af ansøgningen og det efterfølgende tilsyn, foreslås det, at halvdelen af gebyret (25.000 kr. i 2010-niveau og 26.200 kr. i 2016-niveau) tilbagebetales, hvis der gives afslag på ansøgningen.

Ansøgnings- og tilsynsgebyret samt det beløb, der tilbagebetales ved afslag, reguleres efter § 20 i personskatteloven, jf. lov om spil § 42, stk. 7.

I stk. 6 foreslås en ny gebyrstruktur for landbaserede kasinoer. Den foreslåede gebyrskala er følgende:

Spilleindtægtens størrelse Gebyr (2010-niveau)

Under 10.000.000 kr. 143.200 kr.

10.000.000 kr. indtil 20.000.000 kr. 286.500 kr.

20.000.000 kr. indtil 50.000.000 kr. 429.750 kr.

50.000.000 kr. indtil 100.000.000 kr. 716.300 kr.

100.000.000 kr. og derover 1.193.800 kr.

Gebyrskalaen, som foreslået, vil i 2016-niveau være følgende:

Spilleindtægtens størrelse Gebyr (2016-niveau)

Under 10.000.000 kr. 150.000 kr.

10.000.000 kr. indtil 20.000.000 kr. 300.000 kr.

20.000.000 kr. indtil 50.000.000 kr. 450.000 kr.

50.000.000 kr. indtil 100.000.000 kr. 750.000 kr.

100.000.000 kr. og derover 1.250.000 kr.

Det årlige gebyr beregnes på grundlag af kalenderårets afgiftspligtige spilleindtægt, jf. lov nr. 698 af 26. juni 2010 om afgifter af spil. Gebyret angives i 2010-niveau og skal reguleres efter § 20 i personskatteloven, jf. lov om spil § 42, stk. 7.

Der er med bekendtgørelse nr. 63 af 26. januar 2015 om ændring af bekendtgørelse om landbaserede kasinoer foretaget en ændring af kontrolformen for landbaserede kasinoer. Med ændringsbekendtgørelsen ophæves kravet om, at der skal være en uafhængig kontrollant ansat af Spillemyndigheden til stedet i hele kasinoets åbningstid. Kontrollen skal i stedet foretages ud fra en væsentligheds- og risikovurdering svarende til kontrollen på de øvrige spilområder. Omlægningen af kontrollen sker som led i en modernisering af reglerne for landbaserede kasinoer. En ny bekendtgørelse om modernisering af reglerne forventes at kunne træde i kraft den 1. juli 2016.

De syv landbaserede kasinoer har hidtil betalt et gebyr til Spillemyndigheden, som har svaret til udgifterne til kontrol af det enkelte kasino. Fremadrettet ændres gebyrbetalingen til et årligt gebyr, det vil sige et omsætningsafhængigt gebyr, som følger det enkelte landbaserede kasinos realiserede årlige spilleindtægt. Med den ændrede gebyrstruktur indføres en gebyrtrappe for de landbaserede kasinoer, og gebyrerne følger dermed strukturen for gebyrberegningen for væddemål og onlinekasino.

Det er hensigten, at de samlede årlige gebyrer for landbaserede kasinoer skal modsvare de faktiske omkostninger for Spillemyndigheden ved behandling af ansøgninger, udstedelse af tilladelser og tilsyn m.v.

Det foreslås i stk. 7, at hvis den realiserede årlige spilleindtægt bliver større eller mindre end det i stk. 3, eller det i foreslåede stk. 6, betalte gebyr, og det medfører et niveauspring i gebyrstørrelsen, efterreguleres det allerede betalte gebyr, således at gebyret betales ud fra den reelle årlige spilleindtægt. Reguleringen skal ske umiddelbart efter, at spillemyndigheden har konstateret, at spilleindtægten har oversteget eller er under det oprindeligt betalte niveau. Opkrævning eller tilbagebetaling af for meget eller for lidt indbetalt årligt gebyr kan først ske efter kalenderårets udløb.

Med det formål at samle og regulere alle gebyrbestemmelser i lov om spil foreslås det stk. 8 og 9 , at gebyrbestemmelsen vedrørende gevinstgivende spilleautomater, der i dag er fastsat i bekendtgørelse nr. 1302 af 15. december 2011 lig de øvrige gebyrbestemmelser reguleres i lov om spil.

Gebyret på 573 kr. (600 kr. i 2016-niveau) er pr. opstillet gevinstgivende spilleautomat pr. kalenderår. Gebyret skal betales, når spilleautomaten opstilles, og hvis der foretages konstruktive ændringer af spilleautomaten, som medfører, at den skal synes, jf. lovforslagets § 42, stk. 8, 3. pkt. Hvis en gevinstgivende spilleautomat opstilles og tages i drift i løbet af kalenderåret, skal gebyret angives og betales senest ved udgangen af den følgende måned. Gebyret reguleres efter § 20 i personskatteloven, jf. lov om spil § 42, stk. 7.

Det er hensigten, at de samlede årlige gebyrer for gevinstgivende spilleautomater i spillehaller og restaurationer med alkoholbevilling skal modsvare de faktiske omkostninger for Spillemyndigheden ved behandling af ansøgninger, udstedelse af tilladelser og tilsyn m.v.

Til nr. 6

Der er med den foreslåede ændring i § 42, stk. 7, der bliver stk. 11, tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af flere gebyrer i § 42. Der henvises til bemærkningerne til § 4, nr. 5. Herudover foreslås det af hensyn til gebyrernes størrelse, at gebyret i stk. 8 afrundes opad til nærmeste kronebeløb i stedet for til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100, som følger af personskattelovens § 20.

Til nr. 7

Det foreslås i stk. 12 , at ansøgeren i forbindelse med indgivelse af ansøgning om tilladelse til almennyttige lotterier skal betale et ansøgningsgebyr til dækning af de omkostninger, som Spillemyndigheden har i forbindelse med behandling af ansøgninger til almennyttige lotterier. Det årlige gebyr beregnes på grundlag af den samlede salgssum.

Den foreslåede gebyrskala er følgende:

Årlig lotterisalgssum Gebyr (2010-niveau)

Under 500.000 kr. 477 kr.

500.000 kr. og derover 3.820 kr.

Gebyrskalaen, som foreslået, vil i 2016-niveau være følgende:

Årlig lotterisalgssum Gebyr (2016-niveau)

Under 500.000 kr. 500 kr.

500.000 kr. og derover 4.000 kr.

Omkostningerne til sagsbehandling i forbindelse med ansøgning om almennyttige lotterier forventes generelt at være væsentligt højere for foreninger m.v. med en samlet årlig lotterisalgssum på 0,5 mio. kr. eller derover. Dette hænger bl.a. sammen med, at antallet af afholdte lotterier må forventes at være højere, jo højere den samlede lotterisalgssum er.

Det foreslås, at ansøgningsgebyret fastsættes til 477 kr. (2010-niveau) for foreninger m.v., som ansøger om tilladelse til afholdelse af almennyttige lotteri med en lotterisalgssum på 0,5 mio. kr. eller derover i tilladelsesperioden, og 3.820 kr. (2010-niveau) for foreninger m.v., som ansøger om tilladelse til afholdelse af almennyttige lotteri med en lotterisalgssum på 0,5 mio. kr. eller derover i tilladelsesperioden.

Det foreslås i stk. 13 , at hvis den realiserede årlige lotterisalgssum bliver større eller mindre end det i stk. 12 betalte gebyr, og det medfører et niveauspring i gebyrstørrelsen, efterreguleres det allerede betalte gebyr, således at gebyret betales ud fra den reelle årlige lotterisalgssum. Efter kalenderårets udløb skal reguleringen ske umiddelbart efter konstatering af, at lotterisalgssummen har oversteget eller er under det oprindeligt betalte niveau. Tilbagebetaling eller opkrævning af for meget eller for lidt indbetalt årligt gebyr kan først ske efter kalenderårets udløb.

Det foreslås i stk. 14 , at gebyret skal reguleres efter § 20 i personskatteloven, samt at de regulerede beløb afrundes opad til nærmeste kronebeløb.

Det er hensigten, at de samlede årlige gebyrer for almennyttige lotterier skal modsvare de faktiske omkostninger for Spillemyndigheden ved behandling af ansøgninger.

Til nr. 8

Med den foreslåede ændring får Spillemyndigheden mulighed for at tilbagekalde en tilladelse, hvis der ikke angives gebyrer efter lovens § 42, stk. 9. Det er kun gebyrer i relation til gevinstgivende spilleautomater, der skal angives, hvorfor en hjemmel til at kunne tilbagekalde en tilladelse ved manglende angivelse af gebyrer kun er relevant for denne type spil.

Inden en tilladelse tilbagekaldes, skal Spillemyndigheden meddele tilladelsesindehaveren, at manglende angivelse vil medføre, at tilladelsen kan tilbagekaldes. Dermed får tilladelsesindehaveren en mulighed for inden for en frist at angive gebyret. Hvis en person eller selskab har flere spiltilladelser, vil alle tilladelser eventuelt kunne tilbagekaldes på grund af manglende angivelse af gebyret for et spilsted. Dette skal ses i sammenhæng med, at en tilladelsesindehaver til gevinstgivende spilleautomater kan have flere spilsteder. Hvert spilsted får sin egen tilladelse bl.a. af hensyn til, at der skal ske lokalegodkendelse, og også beregning af afgiften, som sker pr. spilsted.

Selvom afgiften beregnes pr. spilsted, angives og betales den samlet af tilladelsesindehaver og via dennes CVR nr. Angivelse følges af en specifikation pr. spilsted. Gebyret følger samme praksis med en angivelse og betaling hos tilladelsesindehaver uanset antal spilsteder. Der sker dog ingen specifikation her. Derfor kan der i det konkrete tilfælde med manglende angivelse og betaling godt være en situation, hvor man tilbagekalder en tilladelsesindehavers tilladelse med påvirkning af tilladelser for flere spilsteder.

Tilladelsen eller tilladelserne kan kun tilbagekaldes, hvis der groft eller gentagne gange ikke angives gebyrer. En grov overtrædelse kan f.eks. være, hvis det konstateres, at det antal gevinstgivende spilleautomater, der er angivet gebyrer for, afviger væsentligt fra det reelle antal spilleautomater, og der dermed er unddraget et større gebyrbeløb. Et andet eksempel på en grov overtrædelse kan være, hvis en tilladelsesindehaver med flere tilladelser slet ikke angiver. Hvis der flere gange i træk ikke angives gebyrer rettidigt, eller gebyrangivelsen er forkert, vil det være en gentagen overtrædelse, der kan medføre en tilbagekaldelse af tilladelsen eller tilladelserne.

Til nr. 9

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 8.

Kilde

Til nr. 1

Ved lov nr. 1574 af 15. december 2015 blev § 42 i lov om spil ændret. Det fremgår af § 7, stk. 3, i lov nr. 1574 af 15. december 2015, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af ændringerne i § 42. Baggrunden herfor var bl.a., at en ikrafttrædelse af gebyrbestemmelserne skulle afvente Europa-Kommissionens stillingtagen i forhold til traktatens statsstøtteregler. Som det fremgår af afsnit 10 har Europa-Kommissionens Konkurrencegeneraldirektorat gennemgået sagen og er kommet med en foreløbig vurdering, hvori det konkluderes, at gebyrstrukturen ikke indeholder statsstøtte. Der foretages derfor ikke yderligere i sagen. Gebyrbestemmelserne vedrørende landbaserede kasinoer og gevinstgivende spilleautomater vil således kunne træde i kraft den 1. juli 2016. Gebyrbestemmelsen for de almennyttige lotterier kan ikke træde i kraft den 1. juli 2016, idet gebyrbestemmelsen for almennyttige lotterier skal afvente ikrafttræden af en bekendtgørelse om almennyttige lotterier, der p.t. afventer en politisk stillingstagen.

Ophævelsen af § 1, nr. 9-11 og 13-16, i lov nr. 1574 af 15. december 2015 er en konsekvens af, at gebyrbestemmelserne i § 42, der blev vedtaget med lov nr. 1574 af 15. december 2015, ikke alle sammen kan sættes i kraft af skatteministeren den 1. juli 2016.

De øvrige gebyrbestemmelser kan træde i kraft den 1. juli 2016. Grundet opbygningen i § 42 i lov om spil, som ændret ved lov nr. 1574 af 15. december 2015, er det af lovtekniske årsager imidlertid ikke muligt kun at sætte de øvrige gebyrbestemmelser i kraft den 1. juli 2016, og så sætte gebyrbestemmelsen for de almennyttige lotterier i kraft på et andet tidspunkt, da en sådan løsning ville medføre, at stykkerne i lov om spil § 42 rykker op, og at henvisningerne ville blive forkerte.

For at sikre, at henvisningerne er korrekte, foreslås det at ophæve § 1, nr. 9-11 og 13-16, i lov nr. 1574 af 15. december 2015, og gebyrbestemmelserne genfremsættes på ny, jf. lovforslagets § 4, med en ændret opbygning.

Til nr. 2

Ændringen er en konsekvens af ophævelsen af § 7, stk. 3, i lov nr. 1574 af 15. december 2015, jf. forslagets § 5, nr. 3.

Til nr. 3

Ophævelsen af § 7, stk. 3, i lov nr. 1574 af 15. december 2015 er en konsekvens af ophævelsen af bestemmelserne nævnt i forslagets § 5, nr. 1.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. juli 2016. Ikrafttrædelsestidspunktet er i overensstemmelse med regeringens målsætning om, at ny lovgivning, der har virkning for erhvervslivet, skal træde i kraft enten den 1. juli eller den 1. januar.

Det foreslås i stk. 2 , at skatteministeren kan fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for gebyrbestemmelsen, der foreslås indført i forhold til almennyttige lotterier. Dette skyldes, at gebyrbestemmelsen skal afvente ikrafttrædelse af en bekendtgørelse om almennyttige lotterier, der pt. afventer en politisk stillingtagen.

I lovforslagets § 2, stk. 2, foreslås det, at brændstofforbruget for personbiler med en køreklar vægt på over 2.585 kg fastsættes ved en nærmere angivet teknisk beregning. Det foreslås i stk. 3 , at § 2 har virkning for personbiler, der anmeldes til registrering den 1. juli 2016 eller senere. Det foreslås endvidere, at personbiler, som er anmeldt til registreringen senest den 30. juni 2016, kan ansøge SKAT om at blive omfattet af brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9, jf. lovforslagets § 2, stk. 2. SKAT vil imødekomme ansøgningen, hvis der er tale om en personbil, der i øvrigt lever op til de krav, som er angivet i registreringsafgiftslovens § 3, stk. 9.