Lov om ændring af momsloven, opkrævningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Gennemførelse af aftale om skærpede og hurtigere sanktioner på skatteområdet) § 2

Til nr. 1

Afgiftspligtige efter momsloven skal efter udløbet af hver afgiftsperiode til Skatteforvaltningen angive størrelsen af virksomhedens tilsvar af afgift (moms), jf. momslovens § 57, stk. 1.

Reglerne om, hvem der er momspligtige, fremgår af momslovens § 3. Heraf fremgår bl.a., at juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er momspligtige, jf. stk. 1.

Momspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted (leveringstidspunktet), jf. § 23, stk. 1, og den momspligtige person skal for leveringen som udgangspunkt udstede en faktura til aftageren (kunden), jf. § 52 a, stk. 1,

1. pkt. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode, mens levering af en ydelse omfatter enhver anden levering, jf. § 4, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Momstilsvaret opgøres som forskellen mellem den udgående og den indgående moms, jf. § 56, stk. 1, 1. og 2. pkt., hvor den udgående moms udgøres af bl.a. virksomhedens leverancer, jf. stk. 2, mens den indgåede moms udgøres af bl.a. virksomhedens fradragsberettigede indkøb, jf. stk. 3. En momspligtig kunde vil således kunne trække sine fradragsberettigede indkøb fra ved beregning af sit momstilsvar.

Det følger af § 37, stk. 2, nr. 1, at den fradragsberettigede moms bl.a. er momsen af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden. Hvis varen eller ydelsen ikke er leveret til virksomheden, er momsen således ikke fradragsberettiget.

Som udgangspunkt skal enhver, der er skattepligtig her til landet, årligt oplyse Skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 1.

Driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst, kan fradrages i indkomsten, herunder i den personlige indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a og personskattelovens § 3, stk. 2. I det omfang, der ikke er anvendt udgifter til erhverve, sikre og vedlige indkomsten, kan der således ikke ske fradrag i indkomsten, medmindre der er særlig hjemmel hertil.

Den skattepligtige, der ønsker at fradrage udgifter i sin indkomst, skal kunne dokumentere, at udgiften er afholdt. Hvis den skattepligtige opfylder bogføringslovens krav, vil den skattepligtige som udgangspunkt opfylde kravene til bogføring og regnskab efter skattelovgivningen. Det udelukker ikke i sig selv fradragsret, at den skattepligtige ikke opfylder kravene i bogføringsloven, men i praksis stilles der dog et bevismæssigt krav om dokumentation i form af eksterne købsbilag, afregningsbilag godkendt af leverandøren, kontoudtog fra leverandøren og lignende som betingelse. Derudover skal den skattepligtige kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at eventuelle udgiftsbilag dækker over realiteter, og at samtlige betingelser for fradrag er opfyldt. Praksis angående betingelser for fradragsret ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er beskrevet i den juridiske vejledning, afsnit C. C. 2.2.1.1.

I de situationer, hvor betingelserne for at opnå fradrag ikke er opfyldt, eller opgørelsen af eller den skattepligtige indkomst ikke er korrekt, kan Skatteforvaltningen foretage en ændring af den pågældende virksomheds momstilsvar eller skattepligtige indkomst.

Det følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1, 1. pkt., at til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.

Det følger af § 46, stk. 1, 1. pkt., at i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.

Det følger af § 49 A, at den arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst, for hvilken der foretages indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag, omfatter vederlag m.v. som nævnt i § 43, stk. 1.

Opkrævningsloven indeholder regler, der fastsætter, at ledelsen i en virksomhed under visse betingelser hæfter for virksomhedens skatter og afgifter m.v. (tilsvaret), i det omfang disse opstår som følge af uregistreret virksomhed. Det følger således af opkrævningslovens § 10 b, 1. pkt., at den, der ved sin deltagelse i ledelsen af en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt medvirker til eller bevirker, at driften af virksomheden indledes eller fortsættes, uden at virksomheden er registreret for et eller flere registreringsforhold efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Ligeledes følger det af § 10 c,

1. pkt., at den, der ved sin deltagelse i ledelsen af en virksomhed, der efterfølgende er ophørt, forsætligt eller groft uagtsomt har medvirket til eller bevirket, at der er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger til brug for angivelse eller indberetning til indkomstregisteret af skatter eller afgifter m.v. efter § 2, stk. 1, eller § 9, stk. 1 eller 2, hæfter for de skatter og afgifter m.v., der som følge heraf ikke er blevet angivet eller indberettet.

I tilfælde, hvor Skatteforvaltningen ikke har mulighed for administrativt at pålægge ledelsesmedlemmer i en virksomhed at hæfte for virksomhedens skatter og afgifter m.v., kan der anlægges en erstatningssag ved domstolene over for ledelsesmedlemmer i en virksomhed, der er ophørt som insolvent med restancer til Skatteforvaltningen (f.eks. A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, moms eller punktafgifter) og dermed har påført det offentlige et tab.

Det foreslås efter § 10 c at indsætte en ny bestemmelse i opkrævningsloven som § 10 d.

Det foreslås i § 10 d, 1. pkt., at den, der ved sin deltagelse i ledelsen af en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt medvirker til eller bevirker, at virksomheden på baggrund af en faktura med et urigtigt indhold eller anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser afgiver urigtige oplysninger ved angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., hæfter for de skatter og afgifter m.v., der ikke bliver angivet eller indberettet som følge af de urigtige oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om virksomheden drives personligt eller i selskabsform.

Afgrænsningen af, hvem der i forhold til den foreslåede bestemmelse vil kunne anses for at have deltaget i ledelsen af en virksomhed, vil være den samme som efter f.eks. opkrævningslovens § 10 b, 1. pkt., og § 10 c, 1. pkt., der omhandler hæftelse ved uregistreret virksomhed og virksomhedsophør, og konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., der omhandler konkurskarantæne.

Det indebærer bl.a., at den foreslåede bestemmelse vil omfatte den, der i Erhvervsstyrelsens it-system har været registreret som direktør eller medlem af bestyrelsen eller tilsynsrådet. Dette gælder, uanset om den pågældende faktisk har varetaget hverv som direktør, bestyrelsesmedlem eller lignende i den relevante periode, eller om den pågældende f.eks. har været »stråmand«. Ved en stråmand forstås en person, der f.eks. registreres og officielt fremstår som direktør, bestyrelsesmedlem eller lignende for et kapitalselskab, men uden reel beslutningskompetence. En stråmand har således ikke noget at sige i forhold til det konkrete selskab, da det er en eller flere bagvedliggende personer, der bestemmer over selskabet. Det er dog en forudsætning, at den pågældende har accepteret hvervet (registreringen) som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, eller at den pågældende i det mindste var bekendt med registreringen og ikke har gjort indsigelse herimod. Det vil i den forbindelse efter omstændighederne kunne indgå i bevisbedømmelsen, hvis en person ikke fremkommer med relevante oplysninger, som kan understøtte den pågældendes forklaring om, at den pågældende – uagtet at andre oplysninger i sagen indikerer det modsatte – ikke havde accepteret hvervet (registreringen) som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem.

Det indebærer endvidere, at den foreslåede bestemmelse vil omfatte personer, der reelt er fratrådt som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, før de fiktive eller falske fakturaer blev anvendt, men først efterfølgende afregistreres i Erhvervsstyrelsens it-system. En sådan person kan således pålægges hæftelse, hvis den pågældende havde accepteret at forblive registreret i Erhvervsstyrelsens it-system som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, eller hvis den pågældende i det mindste var bekendt med registreringen og ikke har gjort indsigelse herimod.

Det indebærer herudover, at en person, der alene er registreret som suppleant til bestyrelsen eller tilsynsrådet, ikke i kraft af selve hvervet og registreringen som suppleant vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Suppleanten vil dog kunne være omfattet, hvis vedkommende i den relevante periode – dvs. mens virksomheden har anvendt fiktive eller falske fakturaer – faktisk har udøvet hvervet som bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, fordi det faste bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem har haft forfald.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere omfatte den, der deltager i ledelsen af en filial af en udenlandsk erhvervsvirksomhed.

Efter selskabslovens § 112, stk. 3, kan et enkeltmandsfirma eller et interessentskab være direktør i et rederiaktieselskab. I relation til den foreslåede bestemmelse vil indehaveren af enkeltmandsfirmaet henholdsvis interessenterne i interessentskabet i givet fald være at anse som deltagere i ledelsen af det pågældende rederiaktieselskab.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere omfatte den, der faktisk har udøvet en direktørs eller et bestyrelsesmedlems eller tilsynsrådsmedlems beføjelser i virksomheden. En person, der har udøvet sådanne beføjelser, men hvis ledelsesmæssige rolle på grund af virksomhedens form ikke er undergivet registrering i Erhvervsstyrelsens it-system – dvs. ledere af enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og kommanditselskaber, medmindre samtlige interessenter henholdsvis komplementarer er kapitalselskaber – vil således være omfattet.

Herudover vil den foreslåede bestemmelse omfatte tilfælde, hvor en virksomheds ledelse er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, men hvor registreringen helt eller delvist ikke svarer til de faktiske forhold. Den foreslåede bestemmelse vil således bl.a. omfatte den, der i en stråmandskonstruktion ikke er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, men som reelt deltager i ledelsen af virksomheden.

Det vil i forhold til den foreslåede bestemmelse bero på en konkret vurdering, om en person kan anses for reelt at have deltaget i ledelsen af en virksomhed, selv om personen ikke i Erhvervsstyrelsens it-systemer har været registreret til at have været en del af virksomhedens ledelse. Ved vurderingen vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om personen har stået for virksomhedens daglige drift. Det kan f.eks. være kendetegnet ved, at personen har haft fuldmagt til at disponere over virksomhedens bankkonto, eller at personens e-mailadresse er registreret som virksomhedens kontaktadresse. Det kan ligeledes være kendetegnet ved, at personen udadtil har fremstået som virksomhedens leder, f.eks. at personen har forestået kontakten med virksomhedens bankforbindelse, det offentlige og øvrige samarbejdspartnere. Det kan desuden være kendetegnet ved, at personen har underskrevet på vegne af virksomheden, f.eks. vedrørende ansættelse og opsigelse af medarbejdere, eller at personen har udøvet ledelsesbeføjelser over for medarbejderne eller personer, der i Erhvervsstyrelsens it-systemer er registreret til at være en del af virksomhedens ledelse.

En faktura med et urigtigt indhold eller anden urigtig dokumentation med et urigtigt indhold vil kunne være en faktura eller anden dokumentation, der vedrører en vare eller ydelse, der i realiteten ikke er leveret og aftaget. Derudover vil det kunne være en faktura eller anden dokumentation, der vedrører en vare eller ydelse, der faktisk er leveret og aftaget, men som er udformet med et forkert indhold (f.eks. et forkert fakturabeløb).

Anden urigtig dokumentation vil eksempelvis kunne have karakter af en faktura, et afregningsbilag eller en kreditnota. Dokumentationen vil sædvanligvis indeholde oplysninger om karakteren og mængden af de varer eller ydelser, der er disponeret over, identifikation af leverandør og aftager, dato og eventuelt prisen. Det afgørende vil være, at dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af momstilsvaret eller den skattepligtige indkomst.

Der vil ikke være krav til, i hvilken form afgivelse af urigtig dokumentation eller oplysningerne er sket. Oplysningerne vil således kunne være givet i forbindelse med angivelse af købsmoms via TastSelv Erhverv eller afgivelse af oplysninger i oplysningsskemaet, men vil også kunne være givet i en anden forbindelse. Det afgørende vil være, at oplysningerne er afgivet til brug for og har haft indflydelse på momstilsvaret eller skatteansættelsen.

Begreberne »medvirker til« og »bevirker« omfatter samlet set alle tilfælde, hvor den pågældende har haft indflydelse på, at forholdet begås. Den pågældende vil f.eks. kunne medvirke til, at forholdet begås, hvis vedkommende blandt flere er med til at træffe beslutning herom. Den pågældende vil f.eks. kunne bevirke, at forholdet begås, hvis vedkommende instruerer en medarbejder til at afgive urigtige oplysninger, der har indflydelse på momstilsvaret eller skatteansættelsen.

Begreberne »grov uagtsomhed« og »forsæt« efter de foreslåede bestemmelser er identiske med de tilsvarende begreber i f.eks. straffebestemmelsen i opkrævningslovens § 17. Muligheden for at anvende de foreslåede bestemmelser vil imidlertid ikke være betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den pågældende. Uanset at der således ikke er rejst en straffesag, eller at der eventuelt er sket frifindelse i straffesagen, kan bestemmelserne således finde anvendelse, idet baggrunden for udfaldet i straffesagen kan bero på straffesagens særlige karakter, herunder andre krav til bevisets styrke end i sagen om hæftelse efter den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås med opkrævningslovens § 10 d, 2. pkt., at hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

Det betyder, at den, der pålægges hæftelse i medfør af de foreslåede bestemmelser, vil hæfte personligt med hele sin formue. Hæftelsens karakter (direkte hæftelse) indebærer, at Skatteforvaltningen kan gøre kravet gældende mod den, der er pålagt hæftelsen, uden at Skatteforvaltningen forinden har forsøgt at opnå betaling hos virksomheden. Hvis kravet oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, vil både virksomheden og den, der er pålagt hæftelsen, skulle oplyses som skyldnere, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden skal have mulighed for valgfrit at inddrive kravet hos begge, jf. § 2, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis betaling opnås hos den, der er pålagt hæftelsen, vil vedkommende kunne rette et regreskrav mod virksomheden, der er det egentlige pligtsubjekt i forhold til betalingsforpligtelsen.

Til nr. 2

En fordringshaver kan under nærmere betingelser opnå sikring (benævnt »arrest«) af et aktiv – f.eks. et indestående på en pengeinstitutkonto – til brug for senere fuldbyrdelse. Formålet med at få foretaget arrest er typisk at sikre, at der også, når fordringshaver har erhvervet et grundlag for at foretage udlæg, er noget at gøre udlæg i. Arrest kan således foretages allerede forud for indledning af en retssag om kravet. Formålet kan også være at sikre aktivet for et senere konkursbo. En arrest giver ikke den fordringshaver, der har opnået arresten, dvs. »arrestrekvirenten«, nogen eksklusiv ret til at kunne fortsætte sin kreditorforfølgning mod det formuegode, hvori arresten er foretaget, idet andre fordringshavere også kan foretage kreditorforfølgning mod aktivet. Hvis en anden fordringshaver foretager udlæg i aktivet, inden arrestrekvirenten gør det, vil den anden fordringshavers udlæg således få prioritet forud for arrestrekvirentens udlæg. Ved en konkurs gælder, at arresten bortfalder, jf. konkurslovens § 31, stk. 3, og aktivet vil i stedet komme konkursboet til gode, jf. § 32.

Reglerne om arrest findes i retsplejelovens kapitel 56.

Det fremgår af retsplejelovens § 627, at fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når to betingelser er opfyldt.

For det første er det en betingelse, at der ikke kan foretages udlæg for fordringen, jf. retsplejelovens § 627, nr. 1. Hvis en fordringshavers krav f.eks. er fastslået ved dom, kan der foretages direkte tvangsfuldbyrdelse af dommen gennem et udlæg, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, og der er derfor ikke grund til at foretage arrest for kravet. Det fremgår af § 485, at for krav, som er tillagt udpantningsret, er fuldbyrdelsesfristen 7 dage efter dagen for meddelelse om forretningen, jf. § 493, stk. 3, og for sådanne krav kan der derfor ikke foretages arrest, når fuldbyrdelsesfristen er udløbet. Fogedretten kan dog bestemme, at et krav skal kunne fuldbyrdes, selv om bl.a. fuldbyrdelsesfristen i § 485 endnu ikke er udløbet, eller selv om forkyndelse af meddelelse efter § 493, stk. 3, ikke er sket, hvis skyldneren samtykker, eller det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf. § 486, stk. 2, 1. pkt. Det samme gælder, hvis en dom er anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. 2. pkt. Fuldbyrdelsen kan betinges af forudgående sikkerhedsstillelse, jf. 3. pkt.

For Skatteforvaltningens krav på skatter og afgifter m.v. vil den manglende mulighed for at foretage udlæg ikke skyldes en manglende dom eller andet eksekutionsfundament som anført i retsplejelovens § 478, stk. 1. For alle krav, der tilkommer det offentlige, er der således udpantningsret, jf. § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. I stedet skyldes den manglende mulighed for at foretage udlæg, at betalingsfristen endnu ikke er indtrådt. I de situationer, hvor Skatteforvaltningen overvejer en arrest til sikring af et krav på skatter og afgifter m.v., vil Skatteforvaltningen, inden der træffes afgørelse om opkrævning af kravet på skatter og afgifter m.v., der f.eks. konstateres i forbindelse med en kontrol, skulle gennemføre en høring af virksomheden, og en afgørelse vil først kunne træffes, når høringsfristen er udløbet.

For krav, der skønsmæssigt fastsættes efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, om tilfælde, hvor virksomheden ikke korrekt og rettidigt har indgivet en momsangivelse m.v., og hvor størrelsen af det tilsvar, der påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af dens regnskaber, gælder således, at Skatteforvaltningen, inden der træffes afgørelse, skal udarbejde en sagsfremstilling, der skal sendes til udtalelse hos virksomheden med en svarfrist, der ikke uden virksomhedens samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra høringsskrivelsens datering. Dette følger af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 4, hvorefter kravet efter stk. 1-3 om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, inden der træffes afgørelse, ikke gælder afgørelser, hvis klage herover efter regler udstedt i medfør af bl.a. § 35 b, stk. 3, kan afgøres af Skatteankestyrelsen. I medfør af § 35 b, stk. 3, er der udstedt bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen. I bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 98, er det fastsat, at Skatteankestyrelsen har kompetencen til at træffe afgørelse i klagesager, der vedrører afgørelser truffet efter opkrævningsloven bortset fra afgørelser om skønsmæssig ansættelse efter opkrævningslovens § 5, stk. 2.

I sager, hvor afgørelsen om efteropkrævning af skatter og afgifter f.eks. er truffet efter opkrævningslovens § 5, stk. 1, vil der således ikke skulle udarbejdes en sagsfremstilling efter skatteforvaltningslovens § 19, men de almindelige regler om partshøring i forvaltningslovens § 19 vil skulle iagttages, inden afgørelsen træffes.

Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., at har en virksomhed ikke afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., eller svarer et beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, ikke til det korrekte beløb, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, skal virksomheden betale det skyldige beløb. Det fremgår af § 5, stk. 1, 2. pkt., at for betalingen af det for lidt betalte tilsvar af skatter eller afgifter m.v. og kravet på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse finder betalingsfristen, der anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, anvendelse.

Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., at kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, eller afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, ikke fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen fastsætte tilsvaret eller den afregningsperiode eller dag, som tilsvaret vedrører, skønsmæssigt. Det fremgår af 2. pkt., at har en virksomhed modtaget et for stort beløb som negativt tilsvar eller godtgørelse, og kan størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen tilsvarende fastsætte beløbet skønsmæssigt. Det fremgår af 3. pkt., at stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse for betalingen af henholdsvis tilsvaret efter stk. 2, 1. pkt., og beløbet efter 2. pkt.

Når betalingsfristen for et krav, der er efteropkrævet i medfør af opkrævningslovens § 5, er indtrådt, debiteres kravet skattekontoen, jf. § 16 a, stk. 4, og overstiger saldoen 5.000 kr., iværksætter Skatteforvaltningen en rykkerprocedure, inden kravet eller kravene fra saldoen oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, jf. § 16 c, stk. 4. Først når kravet er overgået til inddrivelse, vil udlæg kunne foretages.

For det andet er det en betingelse for arrest, at det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf. retsplejelovens § 627, nr. 2. Fordringshaver skal i den konkrete sag påvise bestemte omstændigheder vedrørende skyldners personlige og økonomiske forhold, som antageliggør, at skyldner ved sine dispositioner vil bringe fordringshavers fyldestgørelsesmuligheder i fare. Eksempelvis vil tilfælde, hvor skyldner agter at tage ophold i udlandet, eller hvor en forretningsdrivende skyldner foretager usædvanlige dispositioner, der truer fordringshavernes fyldestgørelse, kunne udgøre en arrestgrund. Endvidere vil tilfælde, hvor skyldner direkte tilkendegiver, at skyldner agter at lægge hindringer i vejen for fordringshavers inddrivelse af kravet, kunne være arrestgrund.

Herudover kan arrest ikke foretages, hvis det må antages, at fordringen ikke består, jf. retsplejelovens § 628, stk. 1.

Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller en efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen, jf. retsplejelovens § 630, stk. 1.

Retsplejelovens § 631, stk. 1, indeholder regler om fordringshaverens anmodning om arrest. Det fremgår heraf, at anmodningen om arrest skal indgives skriftligt til fogedretten. Det fremgår herudover, at anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som fordringshaver vil påberåbe sig, og de oplysninger, som i øvrigt er nødvendige for sagens behandling. Det fremgår endelig, at anmodningen skal være ledsaget af de dokumenter, der påberåbes.

Retsplejelovens § 631, stk. 2, indeholder regler om behandlingen af arrestsagen. Bestemmelsen fastsætter således, at reglerne i § 487, § 488, stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, §§ 495-500, § 501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, § 503, § 504, nr. 1 og 4, § 505, stk. 2-4, § 506, § 507, stk. 2-4, §§ 508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt., § 523, stk. 2-4, og § 524 tilsvarende finder anvendelse i arrestsagen.

Det betyder bl.a., at hvis en arrestanmodning er ufuldstændig, afviser fogedretten anmodningen, jf. § 631, stk. 2, jf. § 489, stk.

1. Fogedretten kan dog indrømme fordringshaver en frist til at berigtige anmodningen, jf. § 631, stk. 2, jf. § 488, stk. 3. Oplysningspligten påhviler alene fordringshaver. Der er dog mulighed for, at retten efter begæring kan pålægge tredjemand at forevise eller udlevere dokumenter efter editionsreglerne i retsplejelovens § 299.

Udgangspunktet er, at retten giver skyldner lejlighed til at udtale sig, inden der foretages arrest. Retten kan dog undlade at underrette skyldner om tid og sted for arrestforretningen, hvis retten finder det ubetænkeligt at foretage forretningen uden forudgående meddelelse til skyldner, eller hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf. retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. § 493, stk. 1 og 2. Det følger af forarbejderne til reglerne om arrest, at det som en følge af retsmidlets karakter dog ofte vil være således, at der er behov for at påbegynde arrestforretningen uden forudgående underretning af skyldneren om tid og sted for forretningens foretagelse, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 290.

Arresten medfører, at skyldner afskæres fra at råde over de arresterede aktiver på en måde, som kan være til skade for fordringshaver, jf. retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. § 519, stk. 1. Arrest medfører således ikke i sig selv en adgang til fyldestgørelse af fordringshavers krav. Fordringshaverens retsstilling og dermed dennes udsigt til, at der til sin tid er noget at gøre udlæg i, sikres kun delvis ved arresten, idet arrest alene beskytter mod skyldners dispositioner i relation til aftaleerhververe. En aftaleerhverver, der f.eks. har fået aktivet overdraget, skal således som udgangspunkt respektere arresten, og aktivet vil kunne kræves udleveret fra erhververen, selv om denne måtte være i god tro. Arresten yder derimod ikke fordringshaveren beskyttelse over for skyldners øvrige retsforfølgende fordringshavere. En foretaget arrest sikrer tilstedeværelsen af det arresterede aktiv til senere kreditorforfølgning, uden hensyn til om denne iværksættes af arresthaveren (fordringshaveren), en anden fordringshaver eller et konkursbo. Arresten virker derfor til fordel for ikke blot arresthaveren, men retsforfølgende fordringshavere i det hele taget, og den arresterende fordringshaver har ikke nogen fortrinsstilling i det arresterede.

Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue, som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen, jf. retsplejelovens § 632, stk. 1.

Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for beslaglagt med arrest og vejleder skyldner om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over aktiverne i strid med fordringshavers ret kan medføre strafansvar, jf. retsplejelovens § 632, stk. 2.

Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af fogedretten, jf. § 633, stk. 2, og det er antaget, at rådighedsberøvelse er en gyldighedsbetingelse for arrest i rede penge.

Fordringshaver skal (medmindre skyldner giver afkald herpå) inden 1 uge efter, at der er foretaget arrest, anlægge retssag om det krav, der er foretaget arrest for, og fordringshaver skal under denne sag særskilt nedlægge påstand om stadfæstelse af arresten (benævnt »arrestsag«), jf. retsplejelovens § 634, stk. 1. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1. instans, skal fordringshaveren inden 1 uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme ret, jf. stk. 2. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis, jf. stk. 3. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort, anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden 2 uger efter arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i landet, jf. stk. 4. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal påkendelse af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet retskraftig afgørelse i den udenlandske sag, men retten kan dog straks påkende spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes, jf. stk. 5. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er afværget ved sikkerhedsstillelse, jf. stk. 6. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder, såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs eller dør, og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden gældsansvar for arvingerne, jf. § 635, stk. 1.

Under arrestsagen prøves arrestens lovlighed, jf. retsplejelovens § 636. Det fremgår af bestemmelsen, at skyldner under arrestsagen kan fremsætte alle indsigelser vedrørende arrestens lovlighed. Det fremgår herudover, at hvis retssagen om det krav, der er foretaget arrest for, behandles særskilt, skal indsigelser mod fordringens rigtighed dog fremsættes under behandlingen af denne sag.

Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen vedrørende fordringen, jf. retsplejelovens § 637, 1. pkt. Herudover bortfalder arresten, når ankefristen er udløbet, medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i dommen, jf. 2. pkt.

Hvis fordringshaver ikke rettidigt anlægger sag om kravet og arrestsag, eller hvis disse sager afvises eller hæves, kan skyldner kræve arresten ophævet af retten, jf. retsplejelovens § 638, stk. 1. Arresten kan endvidere ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder, som er indtruffet efter arrestens foretagelse, jf. stk. 2. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give fordringshaver lejlighed til at udtale sig, jf. stk. 3.

Retsplejelovens § 639 indeholder regler om fordringshaverens ansvar i forbindelse med en arrest. Det fremgår heraf, at den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som viser sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og tort, jf. stk. 1, 1. pkt. Det samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende omstændigheder, såfremt det må antages, at fordringen ikke bestod, jf. 2. pkt. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et mindre beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for det tab, der følger af, at arresten har haft for stor udstrækning, jf. stk. 2. Fordringshaverens ansvar efter stk. 1 og 2 er objektivt. Er arresten ulovlig af andre grunde (f.eks. hvis betingelserne for at foretage arrest ikke var opfyldt), skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt fordringshaveren burde have undladt at begære arrest, jf. stk. 3. I tilfældene omhandlet i stk. 3 er fordringshavers ansvar således betinget af culpøs adfærd. Det fremgår af stk. 4, at krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under selvstændigt søgsmål, og at selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er ophævet efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter §§ 635 eller 637, skal anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet. Reglerne i § 639, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse, når arrest afværges ved sikkerhedsstillelse, jf. stk. 5. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i kæresagen tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk. 1-3, jf. stk. 6.

Erstatning efter retsplejelovens § 639 forudsætter, at skyldneren kan dokumentere et økonomisk tab i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige regler. Derudover har skyldner krav på tortgodtgørelse, hvis skyldners selv- og æresfølelse er blevet krænket ved den uberettigede arrest.

Fogedrettens afgørelser kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53 om appel af fogedrettens afgørelse, men kære har ikke opsættende virkning, jf. retsplejelovens § 640.

Arrest foretaget inden konkursen bortfalder, når der afsiges konkursdekret, jf. konkurslovens § 31, stk. 3. Det skal ses i sammenhæng med § 29, stk. 1, hvorefter skyldneren ved afsigelsen af konkursdekretet mister retten til at overdrage eller opgive sine ejendele, modtage betaling og andre ydelser, modtage opsigelser, reklamationer og lignende erklæringer, stifte forpligtelser eller på anden måde råde over sin formue med virkning for boet.

Det fremgår af § 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af repræsentantskabet i en finansiel virksomhed, der ikke er en sparekasse, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, stiftere, vurderingsmænd, likvidatorer, direktører, ansvarshavende aktuarer, generalagenter og administratorer i et forsikringsselskab samt øvrige ansatte ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med, og at bestemmelsen tilsvarende finder anvendelse for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder. Det fremgår af stk. 2, at den, som modtager oplysninger efter stk. 1, er omfattet af den i stk. 1 nævnte tavshedspligt.

Det fremgår af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af bl.a. § 117 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås, at der i opkrævningsloven efter § 13 i kapitel 4 indsættes en ny bestemmelse, § 14 , der vil indeholde regler om en ny ordning (»arrestfogedordningen«), hvor en særlig personalegruppe hos Skatteforvaltningen får mulighed for at foretage arrest.

Det foreslås i stk. 1, at Skatteforvaltningen kan bemyndige personer til at udøve funktion som arrestfoged, jf. stk. 2-9.

Personerne, der i medfør af forslaget vil kunne bemyndiges til at udøve funktion som arrestfoged, vil således – ligesom personerne, der er bemyndiget til at foretage udlæg efter den lignende pantefogedordning, jf. lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. – skulle have en særlig autorisation, der i praksis vil forudsætte en intern oplæring om bl.a. betingelserne for at kunne foretage arresten efter den foreslåede ordning.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at en arrestfoged i indeståendet på en pengeinstitutkonto, der tilhører en virksomhed, hvis drift efter et konkret skøn vurderes at indebære en nærliggende risiko for tab for staten, kan foretage arrest til sikkerhed for virksomhedens betaling af krav efter § 5 og, for så vidt angår en personligt ejet virksomhed, indehaverens eller indehavernes personskatter og bidrag. Det foreslås i 2. pkt., at det er en betingelse for arrest efter 1. pkt., at kravene antages forsætligt eller groft uagtsomt ikke at ville blive afregnet til told- og skatteforvaltningen.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. give mulighed for at foretage arrest til sikkerhed for virksomhedens betaling af krav efter opkrævningslovens § 5. Det betyder, at den foreslåede bestemmelse vil omfatte tilfælde, hvor virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, uanset om det er muligt at opgøre kravet på grundlag af virksomhedens regnskaber, jf. stk. 1, eller om det er nødvendigt at opgøre kravet skønsmæssigt, jf. stk. 2. Dette vil gælde alle krav, der kan fastsættes skønsmæssigt i medfør af § 5, herunder moms, indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt selskabsskat.

Den foreslåede bestemmelse vil herudover give mulighed for, at der, for så vidt angår en personligt ejet virksomhed, kan foretages arrest til sikkerhed for indehaveren eller indehavernes personskatter og bidrag. Det skal ses i sammenhæng med, at den del af virksomhedsejerens personlige skat, som kan knyttes til overskuddet fra den personligt ejede virksomhed, kan betegnes som den personlig ejede virksomheds »egen« skat og dermed kan sidestilles med den selskabsskat, som betales af overskuddet fra virksomheder, der drives i selskabsform.

Det vil efter forslaget være en betingelse for, at der kan foretages arrest, at virksomhedens drift efter et konkret skøn vurderes at indebære en nærliggende risiko for tab for staten, og at beløbet, der foretages arrest for, må antages forsætligt eller groft uagtsomt ikke at ville blive afregnet til Skatteforvaltningen. Den foreslåede bestemmelse vil således – ligesom reglerne om sikkerhedsstillelse i opkrævningslovens § 11, stk. 1, nr. 4, og stk. 3 – kun kunne anvendes i sager, hvor der vurderes at være tale om svigagtige forhold, f.eks. hvor kravet er opstået ved levering eller aftagelse af varer eller ydelser i forbindelse med virksomhedens deltagelse i kædesvig – herunder ved udstedelse (»salg«) eller anvendelse (»køb«) af fiktive eller falske fakturaer – eller en momskarrusel, jf. nedenfor.

Momskarruseller er betegnelsen for kriminelle arrangementer, der forekommer ved handel mellem virksomheder i mindst to EU-lande, og hvor det er hensigten, at mindst én af de involverede virksomheder (skraldespandsvirksomheden) ikke afregner skyldig moms. Svindlen er mulig, fordi det ved intern EU-handel med varer mellem virksomheder er købervirksomheden (erhververen), der afregner moms i eget land (forbrugslandet), samtidig med at denne fradrager momsen for købet. Reglerne om erhvervelsesmoms (omvendt betalingspligt), jf. momslovens § 46, stk. 1, 2. pkt., er fastsat for at lette den almindelige handel mellem momsregistrerede virksomheder inden for EU. Hvis reglerne ikke eksisterede, skulle en udenlandsk virksomhed, som sælger varer til en dansk virksomhed, momsregistreres her i landet for at angive og afregne moms til den danske stat af sit salg. Ulempen ved reglen er imidlertid, at der sker »et brud« på momskæden, hvilket muliggør svig.

Kædesvig er – ligesom momskarruselsvig – betegnelsen for et kriminelt arrangement, hvor formålet er at begå svig med skatte- og afgifter m.v. Ved kædesvig benytter de implicerede bagmænd typisk en kæde af gennemfaktureringsenheder (underleverandører) i kombination med stråmænd, fiktive virksomheder og falske fakturaer. Kædesvig kan inddeles i to varianter. I den første variant er der tale om en konstruktion, hvor bagmænd via skraldespandsselskaber og ofte underleverandører leverer arbejdskraft til slutaftagere og efterlader kravet på moms, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v. i skraldespandsselskaber, efter at betalinger for ydelserne er videreoverført til udlandet eller hævet kontant. I den anden variant er der tale om en konstruktion, hvor bagmænd via en fakturafabrik, der er et skraldespandsselskab, »sælger« fiktive eller falske fakturaer til mellemhandlere og slutaftagere, med henblik på at de fiktive eller falske fakturaer skal indgå i købernes angivelser eller indberetninger for at give køberne et uberettiget fradrag skatte- og afgiftsmæssigt. I begge hovedvarianter anvendes konstruktionen til at dække over sort arbejdskraft eller hævninger i virksomheden uden beskatning.

Det vil alene være beløbet, der på tidspunktet for foretagelsen af arresten indestår på kontoen, der vil blive omfattet af arresten efter den foreslåede ordning. Arresten vil således ikke omfatte beløb, der efterfølgende bliver indsat på kontoen, eller renter m.v., der efter arrestens foretagelse tilskrives kontoen.

Ligesom efter arrestreglerne i retsplejelovens kapitel 56 er det alene »pengekrav« (i forhold til den foreslåede ordning pengekrav vedrørende skatter og afgifter m.v.), jf. retsplejelovens § 627, der vil være omfattet af den foreslåede ordning. Ligesom efter arrestreglerne i retsplejelovens kapitel 56 vil den foreslåede ordning også omfatte skatter og afgifter m.v., som endnu ikke er stiftet, når det dog er klart, at kravets stiftelse vil blive en realitet. Det betyder f.eks., at selv om Skatteforvaltningens krav på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag først stiftes i forbindelse med lønudbetalingen til de ansatte, jf. kildeskattelovens § 46, vil der også kunne foretages arrest efter den foreslåede ordning for virksomhedens pligt til at betale A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med kommende lønudbetalinger, hvis virksomheden har en eller flere ansatte.

Begreberne »grov uagtsomhed« og »forsæt« efter den foreslåede bestemmelse er identiske med de tilsvarende begreber i f.eks. straffebestemmelsen i opkrævningslovens § 17. Muligheden for at anvende den foreslåede bestemmelse vil imidlertid ikke være betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den pågældende. Uanset at der således ikke er rejst en straffesag, eller at der eventuelt er sket frifindelse i straffesagen, kan bestemmelsen således finde anvendelse, idet baggrunden for udfaldet i straffesagen kan bero på straffesagens særlige karakter, herunder andre krav til bevisets styrke end i sagen om arrest efter den foreslåede bestemmelse.

Forslaget vil give Skatteforvaltningen en hurtigere adgang til at få foretaget arrest til sikkerhed for skatter eller afgifter m.v., som antages forsætligt eller groft uagtsomt ikke at ville blive afregnet til Skatteforvaltningen. Forslaget har derimod ikke udvide Skatteforvaltningens adgang til at få foretaget arrest. Betingelserne for at kunne foretage arrest efter den foreslåede ordning, jf. nedenfor, vil således være underlagt samme betingelser som arrest foretaget af fogedretten efter gældende regler.

Det foreslås i stk. 3, at reglerne i retsplejelovens § 627, § 628, stk. 1, § 630, stk. 1, § 632, stk. 1, § 634, § 635, stk. 1, § 637, § 638, stk. 2, og § 639 finder tilsvarende anvendelse ved arrest efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2.

Henvisningerne til retsplejelovens § 627 og § 628, stk. 1, betyder, at arrestfogedernes adgang til at foretage arrest vil være underlagt samme betingelser som fogedrettens adgang hertil efter retsplejeloven.

Det vil således være en betingelse for, at arrestfogeder kan foretage arrest efter den foreslåede ordning, at der ikke kan foretages udlæg for skatterne eller afgifterne m.v., jf. retsplejelovens § 627, nr. 1. Der vil således ikke kunne foretages arrest efter den foreslåede ordning, hvis de pågældende skatter og afgifter m.v. er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og fuldbyrdelsesfristen efter § 485 er udløbet.

Det vil herudover være en betingelse for, at arrestfogeder kan foretage arrest efter den foreslåede ordning, at det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf. retsplejelovens § 627, nr. 2. Der vil således i den konkrete sag skulle være bestemte omstændigheder vedrørende virksomhedens forhold, som skaber en formodning for, at virksomheden ved sine dispositioner vil bringe Skatteforvaltningens fyldestgørelsesmuligheder i fare. Sådanne omstændigheder vil normalt foreligge i forhold til den foreslåede ordning, da arresten foretages til sikkerhed for skatter og afgifter m.v., der antages forsætligt eller groft uagtsomt ikke at ville blive afregnet til Skatteforvaltningen, jf. den grundlæggende betingelse herom i den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 14, stk. 2, 2. pkt. I sådanne tilfælde må der således ofte antages at være risiko for, at virksomheden vil flytte indeståendet på pengeinstitutkontoen til andre konti, herunder konti i udenlandske pengeinstitutter, hvilket væsentligt vil forringe Skatteforvaltningens mulighed for senere at opnå dækning. Hvorvidt betingelsen er opfyldt, vil dog altid skulle bero på en konkret vurdering.

Endvidere vil der ikke kunne foretages arrest, hvis det må antages, at Skatteforvaltningens krav på de pågældende skatter eller afgifter m.v. ikke består, jf. retsplejelovens § 628, stk. 1.

Henvisningen til retsplejelovens § 630, stk. 1, betyder, at arrest foretaget efter den foreslåede ordning vil skulle ophæves, såfremt virksomheden stiller en efter arrestfogedens skøn tilstrækkelig sikkerhed for skatterne og afgifterne m.v. med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende skatterne eller afgifterne m.v.

Henvisningen til retsplejelovens § 632, stk. 1, betyder, at arrest efter den foreslåede ordning kun vil kunne foretages i så stor en del af virksomhedens kontoindestående, som efter arrestfogedens skøn vil være nødvendig til dækning af skatterne og afgifterne m.v. med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende skatterne eller afgifterne m.v. Arrest efter den foreslåede ordning vil således forudsætte, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at arrestfogeden kan opgøre den beløbsmæssige størrelse af kravet og dermed, hvilket beløb der skal foretages arrest for.

Henvisningerne til retsplejelovens § 634 og § 635, stk. 1, betyder, at reglerne heri om anlæggelse af retssag om det krav, som der er foretaget arrest for, ligeledes vil finde anvendelse ved arrest efter den foreslåede ordning. Det betyder bl.a., at Skatteforvaltningen inden 1 uge efter arresten vil skulle anlægge retssag om de skatter eller afgifter m.v., for hvilken arrest er gjort, medmindre virksomheden under eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning, og Skatteforvaltningen vil under denne sag ligeledes skulle nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af arresten, jf. § 634, stk. 1. Dette vil tilsvarende gælde, når arrest er afværget ved sikkerhedsstillelse, jf. stk. 6. Skatteforvaltningens forpligtelse til at anlægge retssag vil dog bortfalde, hvis virksomheden, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs, jf. § 635, stk. 1.

Henvisningen til retsplejelovens § 637 betyder, at arrest foretaget efter den foreslåede ordning vil kunne ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen vedrørende skatterne eller afgifterne m.v., og at arresten vil bortfalde, når ankefristen er udløbet, medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i dommen.

Henvisningen til retsplejelovens § 638, stk. 2, betyder, at arrest foretaget efter den foreslåede ordning vil kunne ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder, som er indtruffet efter arrestens foretagelse.

Henvisningen til retsplejelovens § 639 betyder, at reglerne heri om fordringshaverens ansvar for, at kravet består, tilsvarende vil finde anvendelse ved arrestfogeders arrest foretaget efter den foreslåede ordning. Hvis arrestfogeden har foretaget arrest for en skat eller afgift m.v., som viser sig ikke at bestå, vil Skatteforvaltningen derfor skulle betale virksomheden erstatning for tab og eventuelt tortgodtgørelse, jf. § 639, stk. 1, 1. pkt. Det samme vil gælde, når arresten er bortfaldet eller ophævet på grund af efterfølgende omstændigheder, såfremt det må antages, at skatten eller afgiften m.v. ikke bestod, jf. stk. 1, 2. pkt. Viser skatten eller afgiften m.v. sig alene at bestå for et mindre beløb, vil Skatteforvaltningen skulle betale virksomheden erstatning for det tab, der måtte følge af, at arresten har haft for stor udstrækning, jf. stk. 2. Ansvaret efter stk. 1 og 2 er objektivt. Er arresten ulovlig af andre grunde, vil Skatteforvaltningen skulle betale virksomheden erstatning for tab og tort, såfremt arrestfogeden burde have undladt at foretage arresten, jf. stk. 3. Virksomheden vil kunne gøre krav efter stk. 1-3 gældende som modkrav under arrestsagen eller sagen vedrørende skatterne eller afgifterne m.v. eller under selvstændigt søgsmål, jf. stk. 4, 1. pkt. Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er ophævet efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter §§ 635 eller 637, vil skulle anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet, jf. § 639, stk. 4, 2. pkt. Reglerne i stk. 1-4 vil finde tilsvarende anvendelse, når arresten afværges af virksomheden ved sikkerhedsstillelse, jf. stk. 5. Ophæves arresten under kære, følger det af stk. 6, at der ved afgørelsen i kæresagen vil kunne tillægges virksomheden erstatning efter reglerne i stk. 1-3.

Det foreslås i stk. 4, at arrest efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fratager virksomheden rådigheden over det kontoindestående, der foretages arrest i.

Det vil svare til, hvad der gælder for arrest foretaget af fogedretten, jf. retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. § 519, stk. 1. Retsvirkningen af arrest foretaget efter den foreslåede ordning vil således være, at virksomheden f.eks. ikke længere vil kunne overføre kontoindeståendet til andre konti, herunder udenlandske konti, med henblik på at søge at undgå, at Skatteforvaltningen kan opkræve eller inddrive skatter eller afgifter m.v. fra virksomheden. Dette vil dog kun gælde den del af kontoindeståendet, som der foretages arrest i. Hvis f.eks. virksomheden har 1 mio. kr. stående på kontoen, og der foretages arrest for skatter og afgifter m.v. for 600.000 kr., vil virksomheden fortsat have rådighed over de resterende 400.000 kr.

De øvrige retsvirkninger af arrest foretaget efter den foreslåede ordning vil i øvrigt være de samme som for arrest foretaget af fogedretten efter gældende regler. Det betyder bl.a., at arrest foretaget efter den foreslåede ordning ikke i sig selv vil medføre en adgang til fyldestgørelse af Skatteforvaltningens krav på skatter og afgifter m.v. Skatteforvaltningens retsstilling og udsigt til, at der til sin tid er noget at gøre udlæg i, vil derfor kun delvis sikres ved arresten, idet arresten alene vil beskytte mod virksomhedens dispositioner i relation til aftaleerhververe. En aftaleerhverver, der f.eks. har fået aktivet overdraget, vil således som udgangspunkt skulle respektere arresten, og aktivet vil af Skatteforvaltningen kunne kræves udleveret fra aftaleerhververen, selv om denne måtte være i god tro. Arresten efter den foreslåede ordning vil derimod ikke yde Skatteforvaltningen beskyttelse over for virksomhedens øvrige retsforfølgende fordringshavere. En foretaget arrest vil sikre tilstedeværelsen af indeståendet på virksomhedens pengeinstitutkonto til senere opkrævning af skatterne eller afgifterne m.v., der foretages arrest på baggrund af, uden hensyn til om arresten iværksættes af Skatteforvaltningen, en anden fordringshaver eller et konkursbo. Arresten efter den foreslåede ordning vil derfor virke til fordel for ikke blot Skatteforvaltningen, men retsforfølgende fordringshavere i det hele taget, og Skatteforvaltningen vil ikke have nogen fortrinsstilling i det arresterede.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at arrestfogeden så vidt muligt underretter virksomheden om en arrest, der er gennemført efter stk. 2. Det foreslås i 2. pkt., at underretningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, der ligger til grund for arresten, sikkerheden, som virksomheden skal stille for at ophæve arresten efter stk. 3, jf. retsplejelovens § 630, stk. 1, arrestens retsvirkninger, jf. stk. 4, hvilken fogedret indsigelser mod arresten kan fremsættes til, jf. stk. 7, 1. pkt., og om fristen for virksomhedens fremsættelse af indsigelser, jf. stk. 8.

For så vidt angår forslaget om, at underretningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, der ligger til grund for arresten efter den foreslåede ordning, vil disse oplysninger svare til dem, der skal indgå i en anmodning om arrest efter retsplejelovens § 631, stk. 1, 2. pkt.

Forslaget skal tage hensyn til virksomhedens interesse i at få kendskab til arresten, så virksomheden f.eks. kan tage stilling til, om den ønsker at stille sikkerhed for at ophæve arresten, jf. henvisningen i den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 14, stk. 3, til retsplejelovens § 630, stk. 1, eller at gøre indsigelse mod arresten til fogedretten, jf. den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 14, stk. 7, 1. pkt. I det omfang, at det ikke er muligt at underrette virksomheden om arresten, f.eks. fordi virksomheden er fritaget for Digital Post, og post kommer retur fra den oplyste virksomhedsadresse, foreslås det dog, at arrestfogeden skal kunne undlade at underrette virksomheden herom. I de tilfælde, hvor det er muligt at foretage underretningen, vil dette skulle ske uden ugrundet ophold og typisk senest 5 hverdage efter, at arresten er foretaget.

Det foreslås i stk. 6, at arrest efter stk. 2 bortfalder, hvis Skatteforvaltningen undlader at anlægge sag vedrørende arresten eller det krav, som arresten efter stk. 2 er foretaget til sikkerhed for, inden udløbet af de frister, der er nævnt i retsplejelovens § 634, eller hvis sagen afvises eller hæves.

Det vil svare til, hvad der gælder for arrest foretaget af fogedretten efter gældende regler, jf. retsplejelovens § 638, stk. 1, dog med den tilpasning, at det efter den foreslåede ordning ikke er nødvendigt, at virksomheden forudgående kræver, at arresten bortfalder.

Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at indsigelser mod arrest efter stk. 2 kan indgives af virksomheden til fogedretten, der træffer afgørelse i sagen. Det foreslås i 2. pkt., at en arrestfoged kan henskyde tvivlsspørgsmål til fogedrettens afgørelse, selv om der ikke fremsættes indsigelser. Det foreslås i 3. pkt., at afgørelse efter 1. og 2. pkt. træffes af den fogedret, som skulle have foretaget arresten, hvis denne ikke havde været foretaget af en arrestfoged i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 2.

Det vil således være reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence, der fastsætter, hvilken fogedret der vil skulle træffe afgørelse om sådanne indsigelser. Forslaget svarer i det væsentlige til reglerne for skyldnerens indsigelsesret i den lignende pantefogedordning, jf. § 6, stk. 1 og 2, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Det foreslås i stk. 8, at fristen for virksomhedens fremsættelse af indsigelser, jf. stk. 7, 1. pkt., er 4 uger fra arrestens foretagelse. Det foreslås i 2. pkt., at indsigelser, der fremsættes efter fristens udløb, afvises af fogedretten. Det foreslås i 3. pkt., at fogedretten dog undtagelsesvis indtil 1 år efter arrestens foretagelse kan tillade, at en indsigelse behandles, medmindre der på dette tidspunkt er afsagt dom i sagen efter retsplejelovens § 634. Det foreslås i 4. pkt., at fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53. Det foreslås i 5. pkt., at kære ikke har opsættende virkning.

Det vil i det væsentlige svare til fristreglerne for skyldnerens indsigelsesret i den lignende pantefogedordning, jf. § 6, stk. 3, 3.-6. pkt., i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Det foreslås i stk. 9, at Skatteforvaltningen kan videregive nødvendige oplysninger om arrest efter stk. 2 til det relevante pengeinstitut. Det foreslås i 2. pkt., at oplysninger, der er videregivet til pengeinstituttet i medfør af 1. pkt., og som ledelsen eller ansatte i et pengeinstitut under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med, er omfattet af reglerne om tavshedspligt efter kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed.

Det betyder bl.a., at uberettiget videregivelse eller udnyttelse af sådanne oplysninger vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det er nødvendigt for Skatteforvaltningen at videregive oplysningerne om arresten til det relevante pengeinstitut, så pengeinstituttet kan sikre, at virksomheden fratages rådigheden over kontoindeståendet, som der foretages arrest i. Skatteforvaltningen vil i den forbindelse bl.a. videregive de nødvendige oplysninger, for at pengeinstituttet kan identificere virksomhedens konto, og oplysninger om, hvor stort et beløb der foretages arrest for, så pengeinstituttet kan fratage virksomheden rådighed over et tilsvarende beløb af kontoindeståendet. Skatteforvaltningen vil derimod f.eks. ikke videregive oplysninger om, hvad baggrunden er for arresten.

Til nr. 3

Det følger af opkrævningslovens § 17, stk. 1, at med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt 1) overtræder § 2, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 1 eller 2, § 11, stk. 11, 1. pkt., eller 2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for angivelse eller indberetning til indkomstregisteret af skatter eller afgifter m.v. efter § 2, stk. 1, eller § 9, stk. 1 eller 2.

Det følger af opkrævningslovens § 17, stk. 2, at den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen skatter eller afgifter m.v., straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Det følger af opkrævningslovens § 17, stk. 3, 1. pkt., at medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed driver en virksomhed, selv om registreringen er inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9.

Det følger af opkrævningslovens § 17, stk. 5, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Opkrævningslovens § 18 angår Skatteforvaltningens mulighed for at afslutte straffesager administrativt med et bødeforelæg. Det følger af opkrævningslovens § 18, stk. 1, 1. pkt., at skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter ansøgning kan forlænges, at betale en bøde, der er angivet i tilkendegivelsen.

Bestemmelsen i opkrævningslovens § 18 finder endvidere anvendelse i straffesager om overtrædelse af love, hvori der er henvist til bestemmelsen, jf. opkrævningslovens § 1, stk. 3. Sådan henvisning findes i momsloven, lønsumsafgiftsloven og punktafgiftslovene.

For nærmere om gældende ret henvises der til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor den gældende sanktionspraksis er beskrevet.

Det foreslås, at i § 17, stk. 1, og stk. 3, 1. pkt., ændres »den, der« til »den, som«, og i stk. 2 ændres »Den, der« til »Den, som«.

De foreslåede ændringer i opkrævningsloven har alene til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet ved overtrædelser, der kan medføre, at der realiseres en unddragelse, af § 17, stk. 1 og 2, og stk. 3, 1. pkt.

Med ændringerne er det forudsat, at sanktionspraksis i straffesager om overtrædelse af opkrævningsloven, der kan medføre, at der realiseres en unddragelse, ændres.

For det første forudsættes det, at en bøde i tillæg til en fængselsstraf vil skulle fordobles, så bøden efter ændringen vil skulle udgøre et beløb, der svarer til det dobbelte af unddragelsens størrelse. I sager, hvor der er tale om forsøg, jf. straffelovens § 21, vil bøden skulle udgøre et beløb, der svarer til det unddragne beløb.

For det andet forudsættes det, at beløbsgrænsen for, hvornår der vil kunne idømmes straf i form af fængsel, hæves fra 250.000 kr. i sager om unddragelse af skat, moms eller lønsumsafgift, jf. beskrivelsen af praksis i pkt. 2.1.1.1 om gældende ret, til 500.000 kr. Beløbsgrænsen for, hvornår der vil kunne idømmes straf i form af fængsel, hæves fra 100.000 kr. i sager om unddragelse af punktafgifter til 500.000 kr. Det forudsættes således, at beløbsgrænsen på 500.000 kr. vil skulle gælde, uanset om en sag angår unddragelse af skat, moms, lønsumsafgift eller punktafgifter.

Den forudsatte ændring vil medføre, at hvis en unddragelse ikke udgør 500.000 kr. eller derover, vil der i disse sager kunne straffes med bøde, og de vil dermed kunne afsluttes administrativt af Skatteforvaltningen med et bødeforelæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Hvis en unddragelse er 500.000 kr. eller derover, vil sagen skulle sendes til politiet med henblik på domstolsbehandling. En unddragelse på 500.000 kr. eller derover vil som efter gældende ret som udgangspunkt skulle henføres til straffelovens § 289 om overtrædelse af særligt grov karakter af bl.a. skattelovgivningen, hvor strafferammen er indtil 8 års fængsel.

Det er forudsat, at beløbsgrænsen på 500.000 kr. ikke vil finde anvendelse i gentagelsestilfælde.

I gentagelsestilfælde er det forudsat, at hvis den pågældende forsætligt unddrager skatter eller afgifter for mere end 250.000 kr., og den pågældende tidligere er blevet straffet for at unddrage skatter eller afgifter for mere end 250.000 kr., vil vedkommende kunne straffes med fængsel og en tillægsbøde svarende til to gange det unddragne beløb. I denne situation vil den gentagne overtrædelse således have en gentagelsesvirkning, hvor beløbsgrænsen for fængselsstraf er lavere.

Gentagelsesvirkningen vil finde anvendelse, uanset hvilke skatter eller afgifter den tidligere straffesag angik. Hvis der er tale om overtrædelser af forskellige love, og de enkelte overtrædelser ikke udgør mere end 250.000 kr., men overtrædelserne samlet set udgør mere end 250.000 kr., vil beløbsgrænsen være overskredet.

Gentagelsesvirkningen vil ophøre, når der, førend den nye strafbare handling blev begået, er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Er den tidligere straf en bødestraf, regnes den nævnte frist fra datoen for den endelige dom eller bødens vedtagelse. Med hensyn til betingede domme regnes fristen fra den endelige dom. Dette følger af straffelovens § 84, stk. 3.

For det tredje forudsættes det, at progressionsgrænsen på 60.000 kr., der efter gældende ret finder anvendelse ved beregning af normalbøder, ophæves. Dette vil medføre, at det fulde beløb af normalbøden vil skulle beregnes på samme måde. Der vil således ikke være forskel på beregningen af den del af bøden, der er over 60.000 kr., og den del af bøden, der ikke er over 60.000 kr. Normalbøden vil herefter udgøre en gang det unddragne beløb ved overtrædelser, der begås ved grov uagtsomhed, og to gange det unddragne beløb ved overtrædelser, der begås forsætligt.

For det fjerde forudsættes det, at praksis for, hvornår der rejses en bødesag i førstegangstilfælde i sager om unddragelse, og hvordan bøder udmåles i de mindste bødesager, ændres.

Efter den forudsatte praksis vil der skulle gælde en minimumsgrænse på 40.000 kr. i førstegangstilfælde. Der vil efter den forudsatte praksis således skulle være unddraget for mere end 40.000 kr., før der vil kunne rejses en bødesag. Den forudsatte minimumsgrænse vil skulle gælde, uanset om der er tale om unddragelse af skat, moms, lønsumsafgift eller punktafgifter. Den forudsatte minimumsgrænse vil desuden skulle anvendes, uanset om unddragelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt.

I sager om unddragelse, hvor unddragelsen ikke overstiger 40.000 kr., men overstiger 20.000 kr., vil der kunne straffes med en bøde, der forudsættes at skulle udgøre 5.000 kr., uanset om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

For det femte forudsættes det med den foreslåede ændring, at sanktionspraksis for sager om selvanmeldelse vil blive tilpasset de forudsatte ændringer, der følger ovenfor.

Efter den forudsatte praksis vil forsætlige unddragelser over 100.000 kr. og indtil 500.000 kr. skulle straffes med en bøde, der svarer til unddragelsens størrelse, når der er tale om en selvanmeldelsessag.

Derudover forudsættes det, at forsætlige unddragelser på 500.000 kr. eller derover vil blive straffet med fængsel og en tillægsbøde svarende til unddragelsens størrelse, når der er tale om en selvanmeldelsessag. Det vil være op til domstolene at vurdere, hvorvidt fængselsstraffen skal gøres betinget.

Det forudsættes, at der fortsat ikke vil skulle gøres et strafansvar gældende i sager, hvor der sker selvanmeldelse, når der er handlet groft uagtsomt, uanset unddragelsens størrelse. Der vil ligeledes ikke skulle gøres et strafansvar gældende, hvis der er forsæt til unddragelse, og den samlede unddragelse ikke overstiger 100.000 kr.

Med hensyn til de forudsatte strafniveauer vil fastsættelsen af straffen fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Til nr. 4

Det fremgår af opkrævningslovens § 19 b, at Skatteforvaltningen kan inddrage eller nægte en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v., hvis virksomheden eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger om virksomhedens adresse, jf. nr. 1, eller har afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltager i ledelsen af virksomheden, jf. nr. 2.

Opkrævningslovens § 11 indeholder regler om Skatteforvaltningens mulighed for at pålægge virksomheder at stille sikkerhed for kommende betalinger til Skatteforvaltningen. Bestemmelsens stk. 1 regulerer, hvornår en allerede registreret (»igangværende«) virksomhed kan pålægges at stille sikkerhed, mens stk. 2 regulerer, hvornår en virksomhed, der anmeldes til registrering, kan pålægges at stille sikkerhed som betingelse for registreringen. En virksomhed kan kun pålægges at stille sikkerhed efter stk. 1 eller 2, når den subjektive betingelse i stk. 3, 1. pkt., om, at det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten, er opfyldt.

Det fremgår af opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 2, at Skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis virksomheden inden for de seneste 5 år har fået registreringen, for så vidt angår det samme registreringsforhold, inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9, § 19 a, stk. 1, eller § 19 b.

Det fremgår af opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 3, at Skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller deltager i ledelsen af virksomheden, er eller har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en anden virksomhed, der inden for de seneste 5 år, og efter at personen fik den nævnte tilknytning til virksomheden, har fået sin registrering, for så vidt angår samme type registreringsforhold, inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9, § 19 a, stk. 1, eller § 19 b.

Det følger af opkrævningslovens § 11, stk. 4, at hvis den i stk. 2 nævnte virksomhed er et selskab, en fond eller en forening m.v., anses som ejer også en person, der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til hovedaktionæraktier efter aktieavancebeskatningslovens § 4, et selskab m.v., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er omhandlet i kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller en fysisk eller juridisk person, der udøver bestemmende indflydelse som defineret i ligningslovens § 2, stk. 2, over virksomheden.

Størrelsen på den sikkerhed, der skal stilles, fastsættes efter opkrævningslovens § 11, stk. 5. Efter 1. pkt. skal en sikkerhed efter stk. 1 og 2 stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter m.v., der opkræves efter opkrævningsloven, og det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders periode samt det skønnede eller opgjorte tilsvar fra den eventuelle periode, hvor virksomheden har været drevet uregistreret. Skatteforvaltningen kan ved sit skøn over virksomhedens forventede tilsvar inddrage brancheoplysninger og størrelsen af tilsvar fra tilsvarende virksomheder og eventuelle restancer. Skatteforvaltningen kan endvidere inddrage budgetoplysninger, men kan ikke kræve, at virksomheden udarbejder et budget. Efter stk. 5, 2. pkt., gælder 1. pkt. tillige for en enkeltmandsvirksomheds indehavers personskatter og bidrag, herunder restskat, der vedrører virksomhedens drift, og restancer vedrørende de i stk. 5 omhandlede skatter og afgifter m.v. fra indehaverens tidligere enkeltmandsvirksomhed, der er blevet afmeldt fra registreringen. Efter 3. pkt. beregnes det gennemsnitlige tilsvar for igangværende virksomheder på baggrund af det senest afleverede årsregnskab. Efter 4. pkt. beregnes den sikkerhed, der skal stilles, med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår reduceret med eventuelle acontobetalinger. Efter 5. pkt. beregnes sikkerhedsstillelsen for personskatter og bidrag ud fra skattebilletten.

Sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1 og 2, skal stilles senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget meddelelse herom, idet fristen dog i særlige tilfælde kan forlænges efter anmodning herom, jf. stk. 6, 1. pkt.

Det fremgår af opkrævningslovens § 11, stk. 7, at meddelelse om pålæg om sikkerhedsstillelse efter stk. 1 skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomhedens registrering vil blive inddraget, og at en fortsættelse af virksomheden efter en inddragelse vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og kan medføre pålæg af daglige bøder efter § 11, stk. 11, og hæftelse for virksomhedens skatter og afgifter m.v. efter § 10 b.

Det følger af opkrævningslovens § 11, stk. 8, at pålæg om sikkerhedsstillelse efter stk. 2 skal meddeles virksomheden senest 14 hverdage efter anmeldelsen til registrering, og at meddelelsen herom skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomheden ikke kan registreres, og at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og kan medføre pålæg af daglige bøder efter § 11, stk. 11, og hæftelse for virksomhedens skatter og afgifter m.v. efter § 10 b.

Hvis virksomheden ikke stiller en sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, rettidigt, nægtes virksomheden registrering, jf. stk. 9, 2. pkt.

Det fremgår af opkrævningslovens § 17, stk. 3, 1. pkt., at medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed driver en virksomhed, selv om registreringen er inddraget efter opkrævningslovens § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9, § 19 a, stk. 1, eller § 19 b.

Det foreslås i opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, at Skatteforvaltningen endvidere kan inddrage en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v., hvis virksomheden eller nogen på dennes vegne forsætlig eller groft uagtsomt 1) har afgivet urigtige oplysninger til brug for angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., på baggrund af en faktura med et urigtigt indhold eller anden urigtig dokumentation for levering eller afta-gelse af varer eller ydelser, eller 2) har udstedt en faktura med et urigtigt indhold eller anden urigtig doku-mentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser, hvis dokumen-tationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af en virksomheds skatter eller afgifter m.v.

Forslaget vil både give mulighed for at inddrage registreringen fra virksomheder, der »køber« en faktura med et urigtigt indhold eller anden urigtig dokumentation og anvender den til at afgive urigtige oplysninger til brug for angivelse eller indberetning af beløb omfattet af opkrævningslovens § 2, stk. 1, 4. pkt., jf. den foreslåede bestemmelse i § 19 b, stk. 2, nr. 1, og virksomheder, der udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller anden urigtig dokumentation og selv anvender og/eller »sælger« den til en anden virksomhed, jf. den foreslåede bestemmelse i nr. 2.

En faktura med et urigtigt indhold eller anden urigtig dokumentation med et urigtigt indhold vil f.eks. kunne være en faktura eller anden dokumentation, der vedrører en vare eller ydelse, der i realiteten ikke er leveret og aftaget. Derudover vil det f.eks. kunne være en faktura eller anden dokumentation, der vedrører en vare eller ydelse, der faktisk er leveret, men som er udformet med et forkert indhold (f.eks. et forkert fakturabeløb).

Anden urigtig dokumentation vil eksempelvis kunne have karakter af en faktura, et afregningsbilag eller en kreditnota. Dokumentationen vil sædvanligvis indeholde oplysninger om karakteren og mængden af de varer eller ydelser, der er disponeret over, identifikation af leverandør og aftager, dato og eventuelt prisen. Det afgørende vil være, at dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af skatter og afgifter m.v.

Der vil ikke være formkrav til afgivelse af oplysningerne. Oplysningerne vil således kunne være givet i forbindelse med angivelse af købsmoms via TastSelv Erhverv eller afgivelse af oplysninger i oplysningsskemaet, men vil også kunne være givet i en anden forbindelse. Det afgørende vil være, at oplysningerne er afgivet til brug for og er egnet til at kunne have betydning for opgørelsen af skatter og afgifter m.v.

Udtrykket »varer eller ydelser« vil samlet set omfatte enhver form for levering. Den foreslåede bestemmelse vil omfatte såvel urigtig dokumentation udstedt på papirmedium som urigtig dokumentation udstedt på anden måde, f.eks. elektronisk.

Det vil i forhold til anvendelsen af den foreslåede bestemmelse være uden betydning, om det er virksomhedsejeren, ansatte eller andre med tilknytning til virksomheden, der har afgivet den urigtige angivelse eller indberetning, jf. formuleringen »virksomheden eller nogen på dennes vegne«.

Begreberne »grov uagtsomhed« og »forsæt« efter den foreslåede bestemmelse vil være identisk med de tilsvarende begreber i f.eks. straffebestemmelsen i opkrævningslovens § 17. Muligheden for at anvende de foreslåede bestemmelser vil imidlertid ikke være betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den pågældende. Uanset at der således ikke er rejst en straffesag, eller at der eventuelt er sket frifindelse i straffesagen, kan bestemmelserne således finde anvendelse, idet baggrunden for udfaldet i straffesagen kan bero på straffesagens særlige karakter, herunder andre krav til bevisets styrke end i sagen om inddragelse eller nægtelse af registrering efter den foreslåede bestemmelse.

Herudover vil den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, nr. 2, kun omfatte tilfælde, hvor den urigtige faktura m.v. er »egnet til at blive anvendt« som grundlag for opgørelsen af en virksomheds skatter eller afgifter m.v. Dette skal forstås med den begrænsning, der ligger i, at urigtigheden i dokumentationen skal kunne påvirke opgørelsen af en virksomheds skatter eller afgifter m.v. Indeholder en faktura, der udstedes til en erhvervsdrivende, og som er egnet til at indgå i den pågældendes skatteregnskab, f.eks. en forkert dato, vil forholdet således alene kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 19 b, stk. 2, nr. 2, i det omfang den urigtige dato er egnet til at kunne have betydning for opgørelsen af en virksomheds skatter eller afgifter m.v.

Den foreslåede bestemmelse i § 19 b, stk. 2, vil blive omfattet af de gældende regler i § 11, stk. 2, nr. 2 og 3, og § 17, stk. 3,

1. pkt.

Det indebærer for det første, at en virksomhed, der inden for de seneste 5 år har fået registreringen, for så vidt angår det samme registreringsforhold, inddraget efter den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, vil kunne blive pålagt at stille sikkerhed i medfør af § 11, stk. 2, nr. 2.

Det indebærer for det andet, at hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller deltager i ledelsen af en virksomhed, er eller har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en anden virksomhed, der inden for de seneste 5 år, og efter at personen fik den nævnte tilknytning til virksomheden, har fået sin registrering, for så vidt angår samme type registreringsforhold, inddraget efter den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, vil førstnævnte virksomhed kunne blive pålagt at stille sikkerhed i medfør af § 11, stk. 2, nr. 3.

Både i forhold til opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 2 og 3, vil det dog være en betingelse for at kunne pålægge virksomheden at stille sikkerhed, at det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten, jf. stk. 3, 1. pkt. I de tilfælde, hvor en virksomhed vil kunne få inddraget registreringen i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 19 b, stk. 2, vil virksomhedens drift generelt anses for at indebære en nærliggende risiko for et sådant tab. Vurderingen efter § 11, stk. 3, 1. pkt., vil dog altid skulle foretages konkret.

Det indebærer for det tredje, at medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, vil den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed driver en virksomhed, selv om registreringen er inddraget efter den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Overtrædelsen vil være omfattet af den sanktionspraksis, som er beskrevet i pkt. 2.1.3 ovenfor.

Den nye bestemmelse i opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, foreslås at træde i kraft den 1. januar 2024 ligesom den øvrige del af loven, jf. lovforslagets § 36, stk. 1. Dette ikrafttrædelsestidspunkt vil medføre, at den nye bestemmelse vil have virkning for urigtige angivelser eller indberetninger af beløb omfattet af opkrævningslovens § 2, stk. 1, 4. pkt., som foretages fra og med den

1. januar 2024.