Lov om ændring af momsloven, kildeskatteloven og lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Digitale salgsregistreringssystemer og ændring af reglerne om udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere)

Kilde

Til nr. 1

I momsbekendtgørelsen er det nærmere fastsat, hvilke krav der er til en fakturas indhold, herunder krav til forenklede fakturaer og kasseboner.

Fakturaen skal både danne grundlag for opgørelse og kontrol af salgsmoms (udgående afgift) hos leverandøren og udgøre dokumentation for fradrag for købsmoms (indgående afgift) hos køberen.

En fuld faktura skal indeholde en række nærmere definerede oplysninger, jf. § 58, stk. 1, i momsbekendtgørelsen om krav til fakturaens indhold – f.eks. oplysning om den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer, den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse, mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser og det afgiftsbeløb, der skal betales m.v.

I visse situationer kan der udstedes en forenklet faktura, der indeholder færre oplysninger end en fuld faktura, jf. § 63, stk. 1, i momsbekendtgørelsen.

Registrerede virksomheder, hvis afsætning af varer eller ydelser udelukkende eller overvejende sker til private købere, skal udstede en forenklet faktura, jf. § 63, stk. 2, i momsbekendtgørelsen, medmindre de benytter et salgsregistreringssystem og udleverer en kassebon til køberen.

En kassebon fra et salgsregistreringssystem – f.eks. et kasseapparat – kan træde i stedet for en forenklet faktura, hvis kassebonen indeholder oplysninger svarende til de oplysninger en forenklet faktura skal indeholde. Virksomhederne kan således frit vælge, om de vil udstede forenklede fakturaer eller benytte et kasseapparat og udskrive en kassebon til kunden. En kassebon skal grundlæggende indeholde de samme oplysninger som en forenklet faktura, dvs. oplysninger om virksomhedens navn og adresse, virksomhedens registreringsnummer (cvr-nr. eller SE-nr.), fortløbende nummer (fakturanummer), udstedelsesdato (fakturadato), mængden og arten af de leverede varer eller omfanget eller arten af de leverede ydelser, det samlede omsætningsbeløb og momsbeløbets størrelse – bortset fra fortløbende nummer. Endvidere kan der vælges mellem at anføre virksomhedens navn eller registreringsnummer, jf. § 63, stk. 3, i momsbekendtgørelsen.

Hvis Skatteforvaltningen har konstateret uregelmæssigheder i en virksomheds regnskab, kan Skatteforvaltningen i visse tilfælde pålægge virksomheden at udstede faktura eller benytte et kasseapparat. Efter de gældende regler kan Skatteforvaltningen dog ikke pålægge en virksomhed at anvende en bestemt type kasseapparat.

Uregelmæssigheder i regnskabet kan føre til, at Skatteforvaltningen afviser virksomhedens regnskab og i stedet laver et skøn over virksomhedens indkomst. Er uregelmæssighederne af en sådan karakter, at der er sket unddragelse af skatter og afgifter, vil virksomheden kunne ifalde strafansvar varierende fra bødestraf til fængselsstraf, alt afhængig af overtrædelsens karakter og de nærmere omstændigheder herved.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen efter momslovens § 55 a, stk. 1, skal kunne give en virksomhed et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem.

De nye regler foreslås at indebære, at virksomhederne ved et sådant påbud vil skulle registrere alle salg digitalt og i et bestemt format, så Skatteforvaltningen vil kunne indhente pålidelige data hos virksomheden om salgsregistreringen. Det vurderes, at et påbud om, at virksomhederne vil skulle registrere alle salg digitalt og ved brug af et salgsregistreringssystem – både de kontante og de digitale salg – vil styrke Skatteforvaltningens muligheder for kontrol i relation til at kunne afdække såvel ubevidste som bevidste fejl, herunder omfanget af evt. udeholdt omsætning og manglende opkrævning, angivelse og afregning af salgsmoms.

Digitale salgsregistreringssystemer indeholder en elektronisk journal, som »logger« alle handlinger, der foretages på eller via det digitale salgsregistreringssystem. Det bemærkes, at den elektroniske journal vil være omfattet af bogføringslovens § 3 om regnskabsmateriale. Derved vil den elektroniske journal skulle opbevares i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1.

Et påbud om at anvende et digitalt salgsregistreringssystem vil f.eks. kunne gives, hvis det konstateres, at virksomheden ikke har opbevaret fakturaer for købte eller solgte varer eller ydelser, hvis der foreligger fakturaer, men det ikke er muligt at identificere leverandøren, hvis der ikke kontinuerligt foretages salgsregistreringer, hvis der ikke udleveres kasseboner til kunder ved kontantkøb, hvis der ikke foretages daglige kasseafstemninger, eller hvis transaktionssporet på anden måde ikke er til stede – f.eks. hvis der ikke foreligger et regnskab. Det bemærkes, at der alene er tale om eksempler på situationer, hvor et påbud vil kunne gives. Skatteforvaltningen vil således ud fra en konkret vurdering kunne give en virksomhed et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem i andre situationer, hvor det er konstateret, at virksomheden ikke lever op til momslovens krav vedrørende salgsregistrering eller registreringer til brug for korrekt regnskabsaflæggelse i øvrigt. Formålet med et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem er at styrke Skatteforvaltningens muligheder for kontrol i forhold til at kunne afdække såvel generelle som bevidste fejl, der relaterer sig til salgsregistrering, herunder unddragelse af skatter og afgifter. Dette forudsætter dog, at et påbud efterleves.

Det er hensigten, at kravene til det digitale salgsregistreringssystem vil skulle gøre det vanskeligere at udeholde omsætning gennem manipulation af systemet. Ved et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem sikres bl.a., at alle handlinger i salgsregistreringssystemet logges – f.eks. frekvensen for benyttelsen af demoprogrammet i systemet eller antal »nul-salg«. Derved vil det blive vanskeligere for virksomhederne at snyde ved at udeholde omsætning, medmindre virksomheden helt undlader at benytte det digitale salgsregistreringssystem.

Et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem er en forvaltningsafgørelse. Virksomheden vil allerede ved kontrollen skulle underrettes om Skatteforvaltningens overvejelser om at give virksomheden et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem. I alle tilfælde vil der som udgangspunkt skulle ske skriftlig partshøring af virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse (virksomheden) om overvejelserne om at give virksomheden et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, inden den endelige afgørelse herom træffes. Virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse vil i den forbindelse skulle gives en frist på 14 dage til at komme med sine evt. bemærkninger hertil.

Et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem vil skulle indeholde en begrundelse og en klagevejledning med klageadgang. De almindelige forvaltningsretlige regler vil således skulle finde anvendelse ved afgørelser, der vil blive truffet efter momslovens § 55 a, stk. 1, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 1.

På baggrund af drøftelser med danske leverandører af digitale salgsregistreringssystemer forventes det, at salgsregistreringssystemer med de påkrævede nye standarder vil kunne udbydes af leverandørerne medio 2021. Enkelte danske udbydere af digitale salgsregistreringssystemer er dog formentlig allerede i stand til at levere digitale salgsregistreringssystemer, der lever op til de kommende lovgivningsmæssige krav.

Det foreslås, at skatteministeren efter momslovens § 55 a, stk. 2, skal kunne fastsætte regler om krav til de digitale salgsregistreringssystemer.

Det, der vil kunne fastsættes regler om, er regler, der definerer de overordnede krav til det digitale salgsregistreringssystem. Dvs. regler, der beskriver, hvilke funktioner salgsregistreringssystemet skal have og hvilke funktioner, salgsregistreringssystemet ikke må have.

Der findes en række forskellige salgsregistreringssystemer på det danske marked, herunder de traditionelle kasseapparater, softwarebaserede løsninger på PC eller via tablet og fuldt integrerede løsninger baseret på bagvedliggende Enterprise ressource planning systemer (ERP). ERP er betegnelsen for et softwareprogram, der håndterer størstedelen af en virksomheds funktionelle områder.

Digitale salgsregistreringssystemer indeholder en elektronisk journal, som »logger« alle handlinger, der foretages på eller via det digitale salgsregistreringssystem. Den elektroniske journal vil være omfattet af bogføringslovens § 3 om regnskabsmateriale. Derved vil den elektroniske journal skulle opbevares i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1.

Salgsregistreringssystemet skal kunne benyttes af alle brancher, der har salg til private, og alle handlinger, der foretages via systemet, vil skulle registreres i en elektronisk journal, som vil skulle indeholde et unikt serienummer fra salgsregistreringssystemet, så der findes et transaktionsspor.

Salgsregistreringssystemet skal kunne danne en rapport udvisende dagens omsætning, der efter registrering i den elektroniske journal nulstiller salgstællerne m.v. (en såkaldt Z-rapport).

Der skal kunne dannes en rapport vedrørende virksomhedens omsætning indtil dannelse af rapporten uden nulstilling af salgstællere m.v. (en såkaldt X-rapport).

Salgsregistreringssystemet skal kunne producere en fil direkte fra den elektroniske journal i OECD’s standardformat, SAF-T, som let skal kunne overføres digitalt til Skatteforvaltningen. Salgsregistreringssystemet vil skulle indeholde en funktion, der gør det muligt at udlæse den elektroniske journal digitalt og i en sikret form til Skatteforvaltningen i forbindelse med kontrol.

Salgsregistreringssystemet vil skulle indeholde funktioner, der gør det muligt at integrere forskellige typer af betalingsmidler (kontant, kreditkort, mobilbetaling m.v.) med særskilte totaler. De digitale betalingsmidler – f.eks. kreditkort og mobilbetaling m.v. – vil således skulle være koblet til salgsregistreringssystemet. Digitale betalinger (kreditkort- og mobilbetalinger) erstatter i stigende grad kontantbetaling. For at sikre et transaktionsspor for sådanne transaktioner er det afgørende, at disse data registreres og lagres i salgsregistreringssystemet.

Salgsregistreringssystemet vil skulle være udstyret med indbygget ur og dato samt en printerfunktion, bl.a. til udskrivninger af boner – såkaldte forenklede fakturaer, jf. § 63 i momsbekendtgørelsen, hvis ikke salgsregistreringssystemet kan udstede kasseboner elektronisk. Det bemærkes, at elektroniske kasseboner vil blive sidestillet med fysiske kasseboner.

Er salgsregistreringssystemet beregnet til at blive benyttet af flere sælgere, vil det skulle kunne registrere totaler separat for hver sælger.

Ved undervisning i brugen af salgsregistreringssystemet og lignende registreringer, uden et reelt salg ligger bag, vil kassebonen tydeligt skulle mærkes med f.eks. »test – ikke gyldig« eller »undervisning – ikke gyldig« og må ikke kunne forveksles med ordinære kasseboner.

Modtager virksomheden kontanter, vil salgsregistreringssystemet tillige skulle have en kasseskuffe til opbevaring af kontanter eller mulighed for vekselkasse (opgørelse over mønt- og seddeltyper).

Efter den foreslåede bestemmelse vil der tillige blive fastsat regler om, hvilke funktioner salgsregistreringssystemet ikke må indeholde.

Nogle kasseapparater indeholder funktioner, der gør det muligt at slette, redigere eller tilføje oplysninger i den elektroniske journal, ligesom det for nogle kasseapparater er muligt at integrere software eller hardware, der gør det muligt at slette, redigere eller tilføje oplysninger i den elektroniske journal. Denne mulighed er en stor udfordring i relation til at kontrollere virksomhedens salgstransaktioner, herunder om der er opkrævet, angivet og afregnet moms i overensstemmelse med de gældende regler herom.

Der vil således blive fastsat regler om, at salgsregistreringssystemet ikke må indeholde funktioner, der gør det muligt at slette, redigere eller tilføje oplysninger i den elektroniske journal, og regler om, at salgsregistreringssystemet ikke må kunne sammenkobles eller integreres med software eller hardware, der gør det muligt at slette, redigere eller tilføje oplysninger i den elektroniske journal.

Der foreslås indsat en bestemmelse i momslovens § 55 b , hvorefter virksomheder, der modtager digital betaling, og som skal benytte et digitalt salgsregistreringssystem, vil skulle integrere de forskellige typer af digitale betalingsløsninger i salgsregistreringssystemet.

Forslaget indebærer, at det ved at integrere forskellige tekniske løsninger vil blive muligt at registrere et transaktions-ID for betalingen i salgsregistreringssystemets elektroniske journal. Forslaget forventes derved at ville have en positiv effekt på antallet af registrerede salgstransaktioner, ligesom transaktionssporet i forhold til digitale betalinger vil være sikret i den elektroniske journal.

Det vil være virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse, der bærer ansvaret for, at integrationen mellem evt. betalingsløsninger og det digitale salgsregistreringssystem fungerer i overensstemmelse med de gældende krav og specifikationer.

Der foreslås indsat en bestemmelse i momslovens § 55 c, stk. 1, hvorefter skatteministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilke brancher der generelt vil have pligt til at skulle benytte et digitalt salgsregistreringssystem.

Det foreslås i den forbindelse, at pligten til generelt at skulle benytte et salgsregistreringssystem vil skulle gives til virksomheder inden for brancher, hvor der vurderes at være en særlig forhøjet risiko for fejl i registreringen af salgstransaktioner.

Det fremgår af aftalen »Styrket indsats mod sort arbejde«, at partierne bag aftalen er enige om, at virksomheder inden for brancherne »caféer, værtshuse, diskoteker m.v.«, »pizzeriaer, grillbarer, isbarer, m.v.«, »købmænd og døgnkiosker« samt »restauranter« generelt skal have pligt til at benytte digitale salgsregistreringssystemer. Valget af brancher er sket på baggrund af resultaterne fra Skatteforvaltningens compliancedata for årene 2008-2014. De valgte brancher er kendetegnet ved en generel lav regelefterlevelse og en relativt høj andel af bevidste fejl.

I brancher med salg til erhverv, såkaldt business-to-business salg, antages det, at køberen er interesseret i at modtage en faktura, som vil skulle anvendes som dokumentation for, at køberen har moms- og skattemæssig fradragsret for købet. Skatteforvaltningen har derfor i sin analyse af relevante brancher afgrænset målgruppen til brancher, der primært eller overvejende har salg til private.

Derudover har Skatteforvaltningen i sin analyse af relevante brancher valgt at fokusere på de brancher, hvori der begås fejl, der relaterer sig til salgsregistrering. Skatteforvaltningen indsamler løbende viden om regelefterlevelsen for såvel borgere som virksomheder i Danmark – f.eks. gennem complianceundersøgelser. Skatteforvaltningens complianceundersøgelser viser bl.a., hvilke fejltyper virksomhederne begår, herunder inden for hvilke brancher der forekommer flest fejl.

Baseret på resultaterne fra complianceundersøgelserne for indkomstårene 2008, 2010, 2012 og 2014 har Skatteforvaltningen identificeret de fejltyper, som vurderes at kunne mindskes ved brug af et digitalt salgsregistreringssystem og dermed øge regelefterlevelsen – f.eks. manglende angivelse af salgsmoms, fejlagtig opgørelse af momstilsvaret, konkrete bogføringsfejl og fradrag af udgifter, der ikke opfylder de almindelige dokumentationskrav eller slet findes dokumentation for m.v.

Med udgangspunkt i resultaterne fra complianceundersøgelserne har Skatteforvaltningen identificeret en række brancher, herunder brancherne »caféer, værtshuse, diskoteker m.v.«, »pizzeriaer, grillbarer, isbarer, m.v.«, »købmænd og døgnkiosker« samt »restauranter«, hvori der forekommer relativt mange salgsregistreringsfejl sammenlignet med øvrige brancher. Det bemærkes i den forbindelse at Skatteforvaltningens almindelige kontrolarbejde understøtter complianceundersøgelsernes resultater. Derudover er de identificerede brancher kendetegnet ved en generel lav regelefterlevelse.

Det bemærkes, at Skatteforvaltningen alene har udarbejdet en analyse af, hvilke brancher der kan kategoriseres som risikobrancher ud fra fejl relateret til salgsregistrering. Analysen er baseret på Skatteforvaltningens compliancedata fra 2008-2014.

Skatteforvaltningens analyse har dannet grundlag for det politiske valg af, hvilke brancher der vil skulle benytte digitale salgsregistreringssystemer, men Skatteforvaltningen har ikke været involveret i den efterfølgende proces i relation til det endelig valg af, hvilke brancher der foreslås at skulle benytte digitale salgsregistreringssystemer.

Brancherne er valgt ud fra et hensyn om at målrette pligten mod brancher med flest salgsregistreringsfejl, og hvor en pligt til at anvende digitale salgsregistreringssystemer dermed forventes at ville have den største effekt. De udvalgte brancher er kendetegnet ved en generel lav regelefterlevelse og en relativt høj andel af virksomheder, der begår bevidste fejl.

Det bemærkes, at en pligt til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem ikke vil kunne omgås ved enten at ændre registreringen af en igangværende virksomhedens branchekode, eller ved at lade sin nyregistrerede virksomhed registrere inden for en anden branche end de fire nævnte, hvis der reelt drives virksomhed inden for en af de nævnte brancher.

Det er virksomhedens faktiske aktivitet, der vil være afgørende for, om den pågældende virksomhed vil være omfattet af kravet om at skulle benytte et digitalt salgsregistreringssystem eller ej. Pligten til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem består uanset hvilken branchekode virksomheden måtte være registreret under, hvis virksomhedens faktiske aktivitet er omfattet af de oven for nævnte brancher. Konstaterer Skatteforvaltningen ved kontrol, at en virksomhed reelt udøver aktiviteter inden for en af de brancher, som skal benytte et digitalt salgsregistreringssystem, men er registreret med en branchekode, der ikke er omfattet af pligten til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, vil Skatteforvaltningen kunne træffe afgørelse om, at den pågældende virksomhed er forpligtet til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem.

Det foreslås, at en pligt til generelt at skulle benytte et digitalt salgsregistreringssystem alene skal kunne gives til afgiftspligtige personer, jf. momslovens § 3, med en omsætning under 10 mio. kr. Skatteforvaltningens brancheanalyse viser, at langt størstedelen af virksomhederne i de fire brancher har en momspligtig omsætning på under 10 mio. kr. Der er således kun ca. 750 virksomheder, som ikke omfattes af kravet som følge af den valgte omsætningsgrænse.

Det bemærkes i øvrigt, at der med forslaget til § 55 c vil blive givet virksomheder med aktiviteter inden for de udvalgte brancher en rimelig indfasningsperiode til at anskaffe et digitalt salgsregistreringssystem, der lever op til de nye standarder. Det forventes som nævnt, at digitale salgsregistreringssystemer med de påkrævede nye standarder vil kunne udbydes af leverandørerne af digitale salgsregistreringssystemer medio 2021.

I den foreslåede § 55 c henvises til § 55 a, stk. 2. Henvisningen indebærer, at § 55 a, stk. 2, vil finde tilsvarende anvendelse for de digitale salgsregistreringssystemer, virksomhederne inden for udvalgte brancher vil have pligt til at skulle benytte.

Til nr. 2

Efter momslovens § 77 kan Skatteforvaltningen pålægge ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder for manglende efterlevelse af påbud efter § 47, stk. 7 og 8, om virksomhedens registrering hos Skatteforvaltningen, § 74, stk. 5, om påbud om at efterleve reglerne for Skatteforvaltningens adgang til eftersyn samt udlevering eller indsendelse af materiale og § 75, stk. 9, om Skatteforvaltningens mulighed for at give en oplysningspligtig et påbud om at efterleve reglerne for meddelelse af oplysninger. De daglige bøder skal udgøre mindst 1.000 kr. pr. dag.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen skal kunne pålægge ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder for manglende efterlevelse af et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem efter momslovens § 55 a, stk. 1, eller en manglende efterlevelse af en pligt efter § 55 b til at lade evt. digitale betalingsløsninger integrere i det digitale salgsregistreringssystem, som foreslås indsat ved dette lovforslags § 1, nr. 1.

Det foreslås, at de daglige bøder vil kunne pålægges, indtil et påbud efter momslovens § 55 a, stk. 1, er opfyldt, eller en pligt efter § 55 b er opfyldt.

Formålet med reglerne om daglige bøder er at kunne fremtvinge en bestemt handling hos ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse, nemlig anskaffelse og benyttelse af et digitalt salgsregistreringssystem. Konstateres det ved kontrol, at et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem ikke er opfyldt, vil Skatteforvaltningen således kunne pålægge virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder, indtil påbuddet eller pligten opfyldes. Bøden vil skulle stiles til virksomheden.

Et påbud vil skulle indeholde en henvisning til den relevante lovbestemmelse, og det vil skulle specificeres, hvilke handlinger der ønskes opfyldt. Det vil skulle fremgå, at såfremt påbuddet ikke efterleves inden for en nærmere fastsat frist, så vil der kunne pålægges daglige tvangsbøder, indtil påbuddet opfyldes. De daglige tvangsbøder vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen.

Den daglige tvangsbøde vil skulle fastsættes ud fra, hvad der for den enkelte virksomhed vil opleves som tvingende. Der gælder et almindeligt proportionalitetsprincip i relation til daglige tvangsbøder. Det betyder bl.a., at tvangsmidlet (de daglige tvangsbøder) ikke må stå i misforhold til undladelsen.

Ved fastsættelsen af tvangsbøden vil der skulle tages hensyn til den erhvervsdrivendes økonomiske formåen, således at tvangsmidlet har effekt, men bødestørrelsen beror i øvrigt på et konkret skøn. En tvangsbøde vil mindst skulle være på 1.000 kr. dagligt, og der beregnes kun én daglig tvangsbøde, uanset antallet af forhold.

De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med skriftligt varsel, hvis den fastsatte bøde ikke har givet resultat. Tvangsbøder, der ikke er betalt, bortfalder, når det konstateres, at ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse har opfyldt påbuddet. Betalte og evt. inddrevne bøder tilbagebetales ikke.

Til nr. 3

Efter momslovens § 77 kan Skatteforvaltningen pålægge ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder for manglende efterlevelse af påbud efter § 47, stk. 7 og 8, om virksomhedens registrering hos Skatteforvaltningen, § 74, stk. 5, om påbud om at efterleve reglerne for Skatteforvaltningens adgang til eftersyn samt udlevering eller indsendelse af materiale og § 75, stk. 9, om Skatteforvaltningens mulighed for at give en oplysningspligtig et påbud om at efterleve reglerne for meddelelse af oplysninger. De daglige bøder skal udgøre mindst 1.000 kr. pr. dag.

Efter momslovens § 47, stk. 7, kan Skatteforvaltningen give den afgiftspligtige et påbud om at efterleve de bestemmelser, der er fastsat i stk. 1-3, stk. 5, 1. pkt., og stk. 6 om registrering m.v. Skatteforvaltningen kan i den forbindelse pålægge den afgiftspligtige daglige bøder efter § 77, indtil påbuddet efterleves.

Bestemmelsen indebærer, at Skatteforvaltningen vil kunne forsøge at fremtvinge en bestemt handling hos ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse. I dette tilfælde, at virksomheden lader sig registrere, jf. momslovens § 47, stk. 1-3, at anmeldelse til registrering skal ske senest 8 dage inden påbegyndelse af registreringspligtig virksomhed, jf. momslovens § 47, stk. 5, 1. pkt., eller at ejeren eller den ansvarlige daglige ledelse af en virksomhed, der ophører med at drive registreringspligtig virksomhed, underretter Skatteforvaltningen om virksomhedens ophør senest 8 dage efter ophøret, jf. momslovens § 47, stk. 6.

Efter momslovens § 47, stk. 8, skal et sådant påbud indeholde en henvisning til den relevante bestemmelse og en anvisning af, hvilke konkrete handlinger eller foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at overholde den pågældende bestemmelse. Påbuddet skal gives skriftligt, og det skal fremgå heraf, at hvis påbuddet ikke efterleves inden for den angivne frist, kan modtageren heraf pålægges daglige bøder, indtil påbuddet efterleves.

Efter momslovens § 74, stk. 5, kan Skatteforvaltningen give en virksomhed påbud om at efterleve reglerne for adgangen til eftersyn samt udlevering og indsendelse af regnskabsmateriale efter momslovens § 74, stk. 1-4. Skatteforvaltningen kan i den forbindelse pålægge ejeren eller den ansvarlige ledelse af virksomheden daglige bøder efter momslovens § 77, indtil påbuddet efterleves. Bestemmelsen indebærer, at Skatteforvaltningen kan give en virksomhed et påbud om at efterleve reglerne for adgangen til eftersyn samt udlevering og indsendelse af regnskabsmateriale efter bestemmelserne i momslovens § 74, stk. 1-4. Skatteforvaltningen kan således pålægge ejeren eller den ansvarlige ledelse af virksomheden daglige bøder efter momslovens § 77 indtil påbuddet efterleves.

Efter momslovens § 75, stk. 9, kan Skatteforvaltningen give den oplysningspligtige et påbud om at efterleve reglerne for meddelelse af oplysninger efter momslovens § 75, stk. 1-5. Skatteforvaltningen kan i den forbindelse pålægge ejeren eller den ansvarlige ledelse af virksomheden daglige bøder efter momslovens § 77, indtil påbuddet efterleves.

Det foreslås, at momslovens § 77, 1. pkt., nyaffattes, således at manglende efterlevelse af et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem efter momslovens § 55 a, stk. 1, pligten til efter § 55 b at lade digitale betalingsløsninger integrere i det digitale salgsregistreringssystem, eller regler udstedt i medfør af momslovens § 55 c, stk. 1, også vil kunne sanktioneres med tvangsbøder, indtil påbuddet eller pligten er opfyldt.

Bestemmelsen indebærer, at Skatteforvaltningen kan fremtvinge en bestemt handling hos ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse.

Det bemærkes, at det foreslås, at Skatteforvaltningen efter momslovens § 55 a, stk. 1, skal kunne give en virksomhed et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, ligesom virksomheder, der vil skulle benytte digitale salgsregistreringssystemer, vil være forpligtet til at integrere evt. digitale betalingsløsninger i det digitale salgsregistreringssystem, jf. § 55 b.

Efter momslovens § 55 c, stk. 1, vil skatteministeren kunne fastsætte regler om, hvilke brancher der skal omfattes af en generel pligt til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem. Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen vil Skatteforvaltningen kunne pålægge ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder for manglende efterlevelse af en pligt til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem efter regler udstedt i medfør af § 55 c, stk. 1, som foreslås indsat ved dette lovforslags § 1, nr. 1.

De daglige bøder vil efter forslaget kunne pålægges, indtil et påbud er opfyldt.

Der vil således kunne anvendes tvangsbøder for at gennemtvinge et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, en pligt til efter § 55 b at lade digitale betalingsløsninger integrere i det digitale salgsregistreringssystem eller en pligt til generelt at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, som følge af, at virksomheden tilhører en branche, som er omfattet af den generelle pligt til at skulle anvende digitale salgsregistreringssystemer.

Formålet med reglerne om daglige bøder er at kunne fremtvinge en bestemt handling hos ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse, nemlig anskaffelse og benyttelse af et digitalt salgsregistreringssystem eller integration mellem evt. betalingsløsninger og det digitale salgsregistreringssystem. Konstateres det ved kontrol, at et påbud eller en pligt ikke er opfyldt, foreslås det, at Skatteforvaltningen skal kunne pålægge virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse heraf daglige bøder, indtil påbuddet opfyldes. Bøden vil skulle stiles til virksomheden.

Et påbud skal indeholde en henvisning til den relevante lovbestemmelse, og det vil skulle specificeres, hvilke handlinger der ønskes opfyldt. Det vil skulle fremgå, at såfremt påbuddet ikke efterleves inden for en nærmere fastsat frist, så vil der kunne pålægges daglige tvangsbøder, indtil påbuddet opfyldes. De daglige tvangsbøder vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen.

Den daglige tvangsbøde vil skulle fastsættes ud fra, hvad der for den enkelte virksomhed vil opleves som tvingende. Der gælder et almindeligt proportionalitetsprincip i relation til daglige tvangsbøder. Det betyder bl.a., at tvangsmidlet (de daglige tvangsbøder) ikke må stå i misforhold til undladelsen.

Ved fastsættelsen af tvangsbøden vil der skulle tages hensyn til den erhvervsdrivendes økonomiske formåen, således at pressionen har effekt, men bødestørrelsen beror i øvrigt på et konkret skøn. En tvangsbøde vil mindst skulle være på 1.000 kr. dagligt, og der beregnes kun én daglig tvangsbøde, uanset antallet af forhold.

De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med skriftligt varsel, hvis den fastsatte bøde ikke har givet resultat. Tvangsbøder, der ikke er betalt, bortfalder, når det konstateres, at ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige ledelse har opfyldt påbuddet. Betalte og evt. inddrevne bøder tilbagebetales ikke.

Der er med nyaffattelsen ikke tilsigtet ændringer i forhold til gældende ret for så vidt angår anvendelsen af bestemmelsen i relation til momslovens § 47, stk. 7 og 8, § 74, stk. 5, og § 75, stk. 9.

Til nr. 4

Momslovens § 81, stk. 1, nr. 2, indeholder en opremsning af en række af momslovens bestemmelser, som indeholder forskellige forpligtelser. Der er bødestraf for overtrædelse af de bestemmelser, som er omfattet af momslovens § 81, stk. 1, nr. 2.

I lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås indsat en bestemmelse i momslovens § 55 b, hvorefter virksomheder, der modtager digital betaling via en eller flere digitale betalingsløsninger, og som er pålagt at benytte et digitalt salgsregistreringssystem efter momslovens § 55 a eller har pligt hertil efter regler udstedt i medfør af § 55 c, vil skulle integrere den eller de forskellige typer af digitale betalingsløsninger i salgsregistreringssystemet.

I den forbindelse foreslås det, at den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder kravet om integration mellem betalingsløsning og det digitale salgsregistreringssystem, vil skulle kunne straffes med bøde.

Gerningsindholdet vil være realiseret, når det ved kontrol konstateres, at kravet om integration mellem det digitale salgsregistreringssystem og evt. betalingsløsninger ikke er opfyldt. Pligt- og ansvarssubjektet er virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse. Den foreslåede bestemmelse er en ordensforskrift, og bødestraffens størrelse vil være uafhængig af, om der er forsæt til undladelsen, eller der er tale om grov uagtsomhed.

Af hensyn til at kunne sikre en effektiv håndhævelse af kravet om integration mellem digitale betalingsløsninger og det digitale salgsregistreringssystem, vil det være af afgørende betydning, at et sådant krav vil kunne sanktioneres – i dette tilfælde i form af bøde.

En bøde for overtrædelse af kravet om integration mellem evt. betalingsløsninger og det digitale salgsregistreringssystem, jf. momslovens § 55 b, bør herefter normalt fastsættes til i størrelsesordenen 10.000 kr. i et førstegangstilfælde, mens bøden i gentagelsestilfælde normalt bør fastsættes til det dobbelte. Det foreslås, at sanktionen herefter stiger med yderligere 10.000 kr. pr. gang.

Fastsættelse af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen. Det angivne strafniveau vil således kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at det vil blive gjort muligt at sanktionere overtrædelse af kravet om at integrere den eller de forskellige typer af digitale betalingsløsninger i salgsregistreringssystemet med bøde, jf. momslovens § 55 b.

Til nr. 5

Efter momslovens § 81, stk. 1, nr. 5, kan den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at efterkomme et påbud efter § 29, stk. 2 eller § 38, stk. 3, 1. pkt., straffes med bøde.

I lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås indsat en bestemmelse i momslovens § 55 a, stk. 1, hvorefter Skatteforvaltningen vil kunne give en virksomhed et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem.

I den forbindelse foreslås det, at den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at efterkomme et påbud efter momslovens § 55 a, stk. 1, skal kunne straffes med bøde.

Gerningsindholdet vil være realiseret, når det ved kontrol konstateres, at et evt. påbud efter § 55 a, stk. 1, ikke er opfyldt. Pligt- og ansvarssubjektet er virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse. Den foreslåede bestemmelse er en ordensforskrift, og bødestraffens størrelse er uafhængig af, om der er forsæt til undladelsen, eller der er tale om grov uagtsomhed.

Af hensyn til at kunne sikre en effektiv håndhævelse af et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, vil det være af afgørende betydning, at et sådant påbud vil kunne sanktioneres, i dette tilfælde i form af bøde.

En bøde for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, nr. 5, bør herefter normalt fastsættes til i størrelsesordenen 10.000 kr. i et førstegangstilfælde, mens bøden i gentagelsestilfælde normalt bør fastsættes til det dobbelte. Det foreslås, at sanktionen herefter stiger med yderligere 10.000 kr. pr. gang.

Fastsættelse af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen. Det angivne strafniveau vil således kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at det vil blive gjort muligt at straffe undladelsen af at efterkomme et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem med bøde.

Til nr. 6

Efter momslovens § 81, stk. 1, nr. 5, kan den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at efterkomme et påbud efter § 29, stk. 2 eller § 38, stk. 3, 1. pkt., straffes med bøde.

Momslovens § 29, stk. 2, fastsætter, hvordan momsgrundlaget skal opgøres ved handel, når der er interessefællesskab mellem køber og sælger. Reglerne om interessefællesskab i momsloven skal anvendes i specifikke situationer, hvor modværdien enten er lavere end indkøbs- og fremstillingsprisen eller højere end normalværdien. Dvs. når modværdien for en momspligtig leverance er lavere end kostprisen, og modtageren har ikke fuld fradragsret efter momslovens § 37, stk. 1, når modværdien for en momsfritaget leverance, jf. momslovens § 13, er lavere end kostprisen, og leverandøren har delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, og når modværdien for en momspligtig leverance er højere end normalværdien, og leverandøren har delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1.

Der er som udgangspunkt ingen definition af begrebet interessefællesskab, men der er en formodning for, at der foreligger interessefællesskab i momslovens forstand, når parterne er nært forbundet gennem familie eller andre nære personlige bindinger, parterne er nært forbundet gennem retlige, ledelsesmæssige eller medlemsmæssige bindinger, eller når en af parterne har økonomisk interesse i den anden parts virksomhed eller ejendom.

Momsgrundlaget er normalværdien, defineret som det beløb, som en kunde i samme omsætningsled, som det, hvori leverancen finder sted, under frie konkurrencevilkår skulle have betalt for de pågældende varer eller ydelser til en selvstændig leverandør her i landet på tidspunktet for transaktionen.

Efter momslovens § 38, stk. 3, 1. pkt., kan Skatteforvaltningen efter forudgående ansøgning give tilladelse til eller påbyde, at fradragsretten i virksomheder med flere sektorer opgøres særskilt for hver sektor inden for virksomheden.

Afgiftspligtige personer, som driver flere forskellige virksomheder, eller har forskellige driftsaktiviteter i virksomheden, kan anmode om tilladelse til, at det delvise fradrag for fællesomkostninger efter momslovens § 38, stk. 3, opgøres for en del af virksomheden.

Baggrunden for reglen om sektorisk opdeling er, at der som udgangspunkt skal opgøres én samlet momsfradragsprocent, som anvendes på alle fællesomkostninger. Ved beregningen af denne momsfradragsprocent anvendes den afgiftspligtige persons samlede omsætning. Der kan derved opstå en skævvridning af fradraget for fællesomkostninger, der kun anvendes i en sektor af virksomheden.

Reglerne skal således sikre, at fradragsretten for fællesomkostninger i sektoren, i højere grad svarer til den faktiske anvendelse af fællesomkostningen, end hvis den generelle fradragsprocent, som er beregnet ud fra den afgiftspligtige persons samlede omsætning, blev anvendt.

Der er med nyaffattelsen ikke tilsigtet ændringer i forhold til gældende ret for så vidt angår anvendelsen af bestemmelsen i relation til momslovens § 29, stk. 2, og § 38, stk. 3, 1. pkt.

Det bemærkes, at det i lovforslagets § 1, nr. 1, dels foreslås, at Skatteforvaltningen skal kunne give en virksomhed et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, jf. momslovens § 55 a, stk. 1, dels at skatteministeren ved bekendtgørelse vil kunne fastsætte regler om, at udvalgte brancher generelt skal benytte et digitalt salgsregistreringssystem, jf. momslovens § 55 c. I den forbindelse foreslås det, at den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at efterkomme et påbud efter momslovens § 55 a, stk. 1, eller en pligt efter regler udstedt i medfør af § 55 c, stk. 1, skal kunne straffes med bøde.

Gerningsindholdet vil være realiseret, når det ved kontrol konstateres, at et evt. påbud efter § 55 a, stk. 1, eller en pligt efter regler udstedt i medfør af § 55 c, stk. 1, ikke er opfyldt. Pligt- og ansvarssubjektet er virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse. Den foreslåede bestemmelse er en ordensforskrift, og bødestraffens størrelse er uafhængig af, om der er forsæt til undladelsen, eller der er tale om grov uagtsomhed.

Af hensyn til at kunne sikre en effektiv håndhævelse af et påbud om eller en pligt til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, er det af afgørende betydning, at et sådant påbud eller en sådan pligt kan sanktioneres, i dette tilfælde i form af bøde.

En bøde for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, nr. 5, bør herefter normalt fastsættes til i størrelsesordenen 10.000 kr. i et førstegangstilfælde, mens bøden i gentagelsestilfælde normalt bør fastsættes til det dobbelte. Det foreslås, at sanktionen herefter stiger med yderligere 10.000 kr. pr. gang.

Fastsættelse af straffen beror på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen. Det angivne strafniveau vil således kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at det vil blive gjort muligt at straffe tilsidesættelse af et påbud om eller en overtrædelse af en pligt til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem med bøde.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen vil den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader af efterkomme et påbud § 29, stk. 2, § 38, stk. 3, 1. pkt., § 55 a, stk. 1, eller en pligt efter § 55 c kunne straffes med bøde.

Til nr. 7

Bestemmelsen i momslovens § 81 fastsætter området for strafbare overtrædelser af momslovgivningen. Det er kun groft uagtsomme og forsætlige overtrædelser af momslovgivningen, der er strafbare. Strafferettens almindelige strafbarhedsbetingelser finder anvendelse.

Straffen for groft uagtsomme og forsætlige overtrædelser af momslovgivningen er bøde. Hvis overtrædelsen er begået med forsæt til at unddrage statskassen moms eller til uberettiget at opnå udbetaling af moms, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Der foreslås indsat en ny bestemmelse som momslovens § 81, stk. 4, hvoraf det følger, at hvis nogen har begået en overtrædelse af momsloven og én eller flere andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen, eller regler udstedt i medfør heraf, og overtrædelserne medfører idømmelse af bøde, vil bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen skulle sammenlægges.

Det foreslås, at en manglende opfyldelse af et påbud om eller en pligt til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, eller en overtrædelse af pligten til at lade digitale betalingsløsninger integrere i det digitale salgsregistreringssystem, skal kunne sanktioneres med bøde efter momslovens § 81, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 og 6.

For effektivt at kunne håndhæve et påbud om eller en pligt til at benytte et digitalt salgsregistreringssystem er det af afgørende betydning at sikre, at de bøder, som udmåles for overtrædelse af et sådant påbud, er af en sådan størrelse, at bestemmelsens præventive virkning ikke svækkes.

En bøde for overtrædelse af momslovens § 55 a, stk. 1, § 55 b eller en pligt efter regler udstedt i medfør af § 55 c, stk. 1, bør herefter normalt fastsættes til i størrelsesordenen 10.000 kr. i et førstegangstilfælde, mens bøden i gentagelsestilfælde bør fastsættes til det dobbelte. Det foreslås, at sanktionen herefter stiger med yderligere 10.000 kr. pr. gang.

Overtrædes ikke en, men flere skatte- eller afgiftslove samtidig, finder de almindelige bestemmelser om kumulation af bøder anvendelse.

I praksis betyder det, at der vil blive fastsat en fælles straf, når nogen ved én eller flere handlinger har begået flere lovovertrædelser. Det kan være ved, at et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem ikke er opfyldt samtidig med, at den pågældende virksomhed undlader at opfylde pligten til at angive og afregne moms. Det kan også være den situation, hvor nogen – samtidig med ikke at efterleve et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem – har overtrådt f.eks. chokoladeafgiftsloven ved at have indført og solgt chokolade uden at betale afgift og ført regnskab over indførslen og salget m.v.

Det foreslås, at der i sådanne situationer vil skulle fastsættes en fælles bøde for samtlige overtrædelser.

Da en regel om absolut kumulation ikke i alle tilfælde vil føre til et rimeligt resultat, foreslås det i § 81, stk. 5, at bestemmelsen i stk. 4 kan fraviges, når særlige grunde taler for det. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, såfremt en sammenlægning af de forskyldte normalbøder fører til en uforholdsmæssig høj samlet bøde, herunder henset til forseelsernes karakter. Bestemmelsen vil f.eks. også kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor reglerne om absolut kumulation ville betyde, at der skulle idømmes en mindre tillægsbøde til en længere frihedsstraf. Det bemærkes dog, at der som alt overvejende hovedregel vil skulle anvendes absolut kumulation.

Den konkrete sanktion i form af bødestraf kan således blive mindre eller større end normalbøden, afhængig af om der foreligger formildende eller skærpende omstændigheder ved overtrædelsen, men normalbøden vil være udgangspunktet for sanktionsudmålingen.

Fastsættelse af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil således kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Kilde

Til nr. 1

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 6, kan Skatteforvaltningen, når omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor, og den skattepligtiges indkomst ikke vil blive så stor, at den skattepligtige skal svare de i kildeskattelovens § 40 nævnte skatter (indkomstskat til staten, virksomhedsskat, konjunkturudligningsskat, kommunal indkomstskat, ejendomsværdiskat, kirkeskat, udbytteskat og royaltyskat) bortset fra arbejdsmarkedsbidrag, med fremtidig virkning bestemme, at der ikke skal indeholdes skat i A-indkomst, som den skattepligtige oppebærer. Bestemmelsen kan begrænses til at angå en vis A-indkomst eller A-indkomst, som udbetales eller godskrives i en vis periode eller indtil et vist maksimalbeløb. Når en sådan bestemmelse er truffet, udarbejder Skatteforvaltningen et frikort. I tilfælde, hvor der skal foretages lønindeholdelse efter reglerne i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, udsteder Skatteforvaltningen dog i stedet et skattekort og bikort uden fradragsbeløb og med en indeholdelsesprocent svarende til indeholdelsesprocenten efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Endelig kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om opdatering af frikort og af skattekort og bikort, ligesom skatteministeren, når særlige forhold taler derfor, kan bestemme, at indeholdelse af skat i en vis art af A-indkomst skal undlades uden anvendelse af frikort.

For indbetalinger som nævnt i kildeskattelovens § 49 A, stk. 3, nr. 1 og 4, der indbetales til aldersforsikring efter pensionsbeskatningslovens § 10 A, aldersopsparing efter pensionsbeskatningslovens § 12 A, eller supplerende engangssum efter pensionsbeskatningslovens § 29 A, kan pensionsinstituttet m.v. indeholde en foreløbig skat i det indbetalte beløb efter § 48, stk. 10, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 6.

Det foreslås, at henvisningen til kildeskattelovens § 48, stk. 10, i kildeskattelovens § 46, stk. 6, ændres til kildeskattelovens § 48, stk. 11.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i kildeskattelovens § 48, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 2

Efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 48, stk. 1, 1. pkt., udarbejder Skatteforvaltningen skattekort og bikort eller frikort, jf. bestemmelsens stk. 6, til brug for indeholdelse af foreløbig skat i A-indkomst til skattepligtige, som forventes at få A-indkomst i det pågældende år.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 6, kan Skatteforvaltningen, når omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor, og den skattepligtiges indkomst ikke vil blive så stor, at den skattepligtige skal svare de i kildeskattelovens § 40 nævnte skatter (indkomstskat til staten, virksomhedsskat, konjunkturudligningsskat, kommunal indkomstskat, ejendomsværdiskat, kirkeskat, udbytteskat og royaltyskat) bortset fra arbejdsmarkedsbidrag, med fremtidig virkning bestemme, at der ikke skal indeholdes skat i A-indkomst, som den skattepligtige oppebærer. Bestemmelsen kan begrænses til at angå en vis A-indkomst eller A-indkomst, som udbetales eller godskrives i en vis periode eller indtil et vist maksimalbeløb. Når en sådan bestemmelse er truffet, udarbejder Skatteforvaltningen et frikort. I tilfælde, hvor der skal foretages lønindeholdelse efter reglerne i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, udsteder Skatteforvaltningen dog i stedet et skattekort og bikort uden fradragsbeløb og med en indeholdelsesprocent svarende til indeholdelsesprocenten efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Endelig kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om opdatering af frikort og af skattekort og bikort, ligesom skatteministeren, når særlige forhold taler derfor, kan bestemme, at indeholdelse af skat i en vis art af A-indkomst skal undlades uden anvendelse af frikort.

Det foreslås, at henvisningen til kildeskattelovens § 48, stk. 6, i kildeskattelovens § 48, stk. 1, 1. pkt., ændres til kildeskattelovens § 48, stk. 7.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i kildeskattelovens § 48, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Skatteforvaltningen er efter kildeskattelovens § 48, stk. 1, forpligtet til at udstede skattekort til skattepligtige, som forventer at modtage A-indkomst.

Det bemærkes, at det i § 2, nr. 3, foreslås, at en anmodning om udstedelse af skattekort fra en tredjelandsstatsborger alene vil skulle imødekommes, hvis Skatteforvaltningen kan konstatere, at den pågældende har ret til at arbejde i Danmark. Den foreslåede bestemmelse udgør en undtagelse til hovedreglen om, at Skatteforvaltningen er forpligtet til at udstede et skattekort til skattepligtige, som forventes at modtage A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 1.

Da undtagelsesbestemmelsen foreslås indsat som et nyt stk. 2 i kildeskattelovens § 48, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, er der behov for, at der i kildeskattelovens § 48, stk. 1, indsættes en henvisning til det foreslåede nye stk. 2.

Der er således tale om en konsekvensændring.

Til nr. 3

Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, fastslår, at personer, der erhverver A-indkomst her i landet, er forpligtet til at svare indkomstskat til staten. Bestemmelserne om skattepligt skelner ikke mellem personer, der opholder sig lovligt eller ulovligt her i landet, men alene om der f.eks. er tale om A-indkomst eller B-indkomst. Det betyder, at f.eks. illegale indvandrere er skattepligtige her til landet af den indkomst, de måtte erhverve for personligt arbejde i et tjenesteforhold under deres (ulovlige) ophold her i landet.

Skatteforvaltningen er efter kildeskattelovens § 48, stk. 1, forpligtet til at udstede skattekort til skattepligtige, som forventes at modtage A-indkomst. Når en person retter henvendelse til Skatteforvaltningen og anmoder om at få udstedt et skattekort, må det formodes at være den pågældendes forventning, at den pågældende vil oppebære en indkomst, også selv om udgangspunktet måtte være, at den pågældende ikke må opholde sig her i landet. Skatteforvaltningen kan derfor ikke efter gældende ret nægte at udstede et skattekort til en udlænding, som ikke har ret til at arbejde her i landet.

Skatteforvaltningens udstedelse af skattekort – til f.eks. tredjelandsstatsborgere – skal derfor ses i lyset af, at pligten til at svare indkomstskat i Danmark af en skattepligtig indkomst ikke afhænger af, om en person opholder sig lovligt i landet. Samtidig skal Skatteforvaltningens udstedelse af skattekort ses i sammenhæng med arbejdsgiverens pligt til at indeholde A-skat m.v. Reglerne om arbejdsgivers indeholdelsespligt afhænger heller ikke af, om en person opholder sig her i landet lovligt eller ulovligt. Indeholdelsespligten knytter sig til udbetaling af A-indkomst. A-indkomst er alle former for vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold. Det er f.eks. løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.

Danske arbejdsgivere, som udbetaler A-indkomst, skal foretage indeholdelse af A-skat m.v., som beregnes, indeholdes og indberettes på grundlag af oplysningerne på den skattepligtiges skattekort.

Den indeholdelsespligtige (arbejdsgiveren) har pligt til digitalt at rekvirere skattekortoplysninger (eSkattekort) fra Skatteforvaltningen. Hvis en skattepligtig ikke har et skattekort, vil den indeholdelsespligtige modtage skattekorttypen "intet skattekort", og arbejdsgiveren skal i en sådan situation indeholde A-skat med 55 pct. uden fradrag og arbejdsmarkedsbidrag med 8 pct. efter bestemmelserne i kildeskattelovens § 48, stk. 7, og § 49, stk. 1, jf. § 43, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse i kildeskattelovens § 48, stk. 2, foreslås det, at en anmodning om udstedelse af et skattekort fra en tredjelandsstatsborger fremadrettet alene vil skulle imødekommes, hvis Skatteforvaltningen kan konstatere, at den pågældende har ret til at arbejde i Danmark. Det bemærkes, at forslaget vil have virkning for anmodninger om udstedelse af et skattekort, der indgives fra og med 1. januar 2020.

Efter forslaget vil en tredjelandsstatsborger således alene kunne få udstedt et skattekort, hvis Skatteforvaltningen kan konstatere, at tredjelandsstatsborgeren har ret til at arbejde her i landet. Det betyder, at Skatteforvaltningen – modsat reglerne i dag – ikke vil kunne udstede et skattekort, før Skatteforvaltningen har konstateret, at den pågældende har ret til at arbejde her i landet. Skatteforvaltningen vil i den forbindelse kunne anmode den pågældende tredjelandsstatsborger om dokumentation for, at den pågældende har ret til at arbejde i Danmark.

Ved tredjelandsstatsborgere forstås udlændinge, der er statsborger i en stat udenfor EU, EØS eller Schweiz.

Det vil fortsat være de relevante udlændingemyndigheder, der vil skulle tage stilling til, om en tredjelandsstatsborger vil kunne meddeles arbejdstilladelse eller ej, eller om den pågældende er omfattet af en fritagelse fra kravet om arbejdstilladelse.

Derudover vil Skatteforvaltningen som nævnt kunne anmode den pågældende tredjelandsstatsborger om dokumentation for ret til at arbejde i Danmark.

Skatteforvaltningen vil på baggrund af en konkret vurdering af de tilgængelige oplysninger – herunder udlændingemyndighedernes evt. anvisninger og tredjelandsstatsborgerens egne oplysninger – kunne konstatere, om tredjelandsstatsborgere har de nødvendige tilladelser, og vil derved manuelt kunne registrere i Skatteforvaltningens systemer, om tredjelandsstatsborgere vil kunne forskudsregistreres og få udstedt et skattekort.

Om en udlænding er omfattet af reglerne i udlændingeloven og udlændingebekendtgørelsen om fritagelse for krav om arbejdstilladelse beror på en konkret og individuel vurdering, som vil skulle foretages af den relevante udlændingemyndighed.

Herudover vil en tredjelandsstatsborgers ret til at arbejde kunne ændre sig, f.eks. hvis en opholds- og arbejdstilladelse udløber.

I de tilfælde, hvor Skatteforvaltningen er i tvivl, vil der kunne indhentes en vurdering fra udlændingemyndighederne.

Uagtet det forhold, at Skatteforvaltningen ikke fremadrettet vil kunne udstede skattekort til en tredjelandsstatsborger, der ikke har ret til at arbejde i Danmark, ændres der ikke på reglerne om skattepligt. En tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder betingelserne for at få udstedt et skattekort, vil således fortsat være skattepligtig og skulle afregne skat til den danske stat, hvis den pågældende erhverver indkomst her i landet. I sådanne situationer vil arbejdsgiveren skulle indeholde A-skat med 55 pct. uden fradrag og arbejdsmarkedsbidrag med 8 pct. efter bestemmelserne i kildeskattelovens § 48, stk. 7, og § 49, stk. 1, jf. § 43, stk. 1.

Et afslag på en anmodning om at få udstedt et skattekort er en forvaltningsafgørelse. Et afslag på en anmodning om at få udstedt et skattekort skal være skriftligt og skal indeholde en begrundelse og en klagevejledning med klageadgang, herunder oplysning om fristen for at klage. De almindelige forvaltningsretlige regler vil således skulle finde anvendelse ved afgørelser, der træffes efter kildeskattelovens § 48, stk. 2.

Det bemærkes, at der fortsat vil påhvile arbejdsgivere et ansvar for at sikre sig, at deres ansatte har ret til at arbejde for dem. I den forbindelse bemærkes, at der med en ændring af udlændingelovens § 44 a ved § 1, nr. 33, i lov nr. 560 af 7. maj 2019 om ændring af udlændingeloven (Ændring af fast track-ordningen og certificeringsbetingelserne, ændring af reglerne om indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, forenkling af reglerne for forskere, ph.d.-studerende og etableringskortet, mere enkel ordning for autorisationsophold for læger og tandlæger, ny ordning for autorisationsophold for sygeplejersker og hjælp til arbejdsgivere m.v.) blev indført en ordning, hvorefter Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration i alle tilfælde, hvor en udlænding meddeles afslag på opholdstilladelse, hvor udlændingen har haft ret til at påbegynde ansættelsesforholdet, eller udlændingens opholdstilladelse, opholds- og arbejdstilladelse eller opholdskort nægtes forlænget, konstateres bortfaldet eller inddrages, orienterer den arbejdsgiver eller de arbejdsgivere, som udlændingen har arbejdet for inden for de seneste 3 måneder herom.

Det bemærkes i øvrigt, at lovforslaget ikke vil kunne afhjælpe de situationer, hvor en arbejdsgiver rekvirerer skattekort på en tredjelandsstatsborger, der har fået udstedt skattekort på et tidspunkt, hvor den pågældende havde ret til ophold og arbejde, men hvor den pågældendes opholds- og arbejdstilladelse siden er udløbet, inddraget, bortfaldet m.v. Lovforslaget vil heller ikke kunne afhjælpe den situation, hvor en tredjelandsstatsborger i forbindelse med sin opholdstilladelse har en begrænset arbejdstilladelse og f.eks. kun må arbejde et vist antal timer pr. uge eller hos en bestemt arbejdsgiver.

Til nr. 4

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 3, kan skatteministeren fastsætte regler, hvorefter der under særlige omstændigheder ikke skal anføres fradragsbeløb på skattekortet eller skal ske fordeling af det samlede fradrag på anden måde end efter bestemmelsens stk. 2.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 2, sørger Skatteforvaltningen for, at det på skattekortet anføres, hvilket beløb der skal fradrages i A-indkomst for henholdsvis en måned, 14 dage, en uge og en dag, forinden indeholdelse foretages. Fradragsbeløbene udgør forholdsmæssige andele af summen af de fradrag, der må forventes at ville tilkomme den skattepligtige ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende år. På bikort anføres der intet fradragsbeløb.

Det foreslås, at henvisningen til kildeskattelovens § 48, stk. 2, i kildeskattelovens § 48, stk. 6, 7. pkt., ændres til § 48, stk. 3.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i kildeskattelovens § 48, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 5

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 7, skal en indeholdelsespligtig, der hverken har modtaget skattekort, bikort eller frikort, indeholde 55 pct. af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst uden fradrag efter bestemmelsens stk. 2 og 3.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 2, sørger Skatteforvaltningen for, at det på skattekortet anføres, hvilket beløb der skal fradrages i A-indkomst for henholdsvis en måned, 14 dage, en uge og en dag, forinden indeholdelse foretages. Fradragsbeløbene udgør forholdsmæssige andele af summen af de fradrag, der må forventes at ville tilkomme den skattepligtige ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende år. På bikort anføres der intet fradragsbeløb.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 3, kan skatteministeren fastsætte regler, hvorefter der under særlige omstændigheder ikke skal anføres fradragsbeløb på skattekortet eller skal ske fordeling af det samlede fradrag på anden måde end efter bestemmelsens stk. 2.

Det foreslås, at henvisningen til kildeskattelovens § 48, stk. 2 og 3, i kildeskattelovens § 48, stk. 7, ændres til § 48, stk. 3 og 4.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i kildeskattelovens § 48, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 6

Efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 48, stk. 10, indeholder pensionsinstitutter m.v. 40 pct. i A-skat uden fradrag efter bestemmelsens stk. 2 og regler fastsat i medfør af bestemmelsens stk. 3, når indbetalingerne er omfattet af bestemmelsen i kildeskattelovens § 46, stk. 6.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 2, sørger Skatteforvaltningen for, at det på skattekortet anføres, hvilket beløb der skal fradrages i A-indkomst for henholdsvis en måned, 14 dage, en uge og en dag, forinden indeholdelse foretages. Fradragsbeløbene udgør forholdsmæssige andele af summen af de fradrag, der må forventes at ville tilkomme den skattepligtige ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende år. På bikort anføres der intet fradragsbeløb.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 3, kan skatteministeren fastsætte regler, hvorefter der under særlige omstændigheder ikke skal anføres fradragsbeløb på skattekortet eller skal ske fordeling af det samlede fradrag på anden måde end efter bestemmelsens stk. 2.

Det foreslås, at henvisningen til kildeskattelovens § 48, stk. 2, og henvisningen til kildeskattelovens § 48, stk. 3, i kildeskattelovens § 48, stk. 10, ændres til henholdsvis § 48, stk. 3, og § 48, stk. 4.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i kildeskattelovens § 48, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Ændringerne har ingen materiel betydning.

Til nr. 7

Kildeskattelovens § 49 A, stk. 3, nr. 2 fastsætter, at indbetalinger, som foretages til Arbejdsmarkedets Tillægspension for modtagere af nærmere oplistede ydelser, indgår i den arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst. Dette har gjort sig gældende for indbetalinger til Arbejdsmarkedets Tillægspension for bl.a. modtagere af introduktionsydelse efter § 27 i integrationsloven, jf. kildeskattelovens § 49 A, stk. 3, nr. 2, litra g.

Med lov nr. 361 af 6. juni 2002 blev satserne på integrationsydelse nedsat, hvilket betød, at kommunerne ikke længere skulle indbetale ATP-bidrag for de personer, der modtog introduktionsydelse, jf. ophævelsen af kapitel 6 a i integrationsloven.

Det foreslås på den baggrund, at kildeskattelovens § 49 A, stk. 3, nr. 2, litra g, ophæves.

Til nr. 8

Efter kildeskattelovens § 75, stk. 1, nr. 2, straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelse efter lovens § 45, stk. 1 og 3, § 48, stk. 6, § 49 B, stk. 3, § 51, § 52, stk. 5, eller § 53, eller i forbindelse med en af de i disse bestemmelser nævnte ansøgninger eller anmodninger fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse på samme måde, som anført i kildeskattelovens § 74.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 6, kan Skatteforvaltningen, når omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor, og den skattepligtiges indkomst ikke vil blive så stor, at den skattepligtige skal svare de i kildeskattelovens § 40 nævnte skatter (indkomstskat til staten, virksomhedsskat, konjunkturudligningsskat, kommunal indkomstskat, ejendomsværdiskat, kirkeskat, udbytteskat og royaltyskat), bortset fra arbejdsmarkedsbidrag, med fremtidig virkning bestemme, at der ikke skal indeholdes skat i A-indkomst, som den skattepligtige oppebærer. Bestemmelsen kan begrænses til at angå en vis A-indkomst eller A-indkomst, som udbetales eller godskrives i en vis periode eller indtil et vist maksimalbeløb. Når en sådan bestemmelse er truffet, udarbejder Skatteforvaltningen et frikort. I tilfælde, hvor der skal foretages lønindeholdelse efter reglerne i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, udsteder Skatteforvaltningen dog i stedet et skattekort og bikort uden fradragsbeløb og med en indeholdelsesprocent svarende til indeholdelsesprocenten efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Endelig kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om opdatering af frikort og af skattekort og bikort, ligesom skatteministeren, når særlige forhold taler derfor, kan bestemme, at indeholdelse af skat i en vis art af A-indkomst skal undlades uden anvendelse af frikort.

Det foreslås, at henvisningen til kildeskattelovens § 48, stk. 6, i kildeskattelovens § 75, stk. 1, nr. 2, ændres til kildeskattelovens § 48, stk. 7.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i kildeskattelovens § 48, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Kilde

Efter § 10, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan indeholdelse efter stk. 1 foretages, selv om udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst også er genstand for indeholdelse af skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49. Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdelsesprocenten) af den beregnede eller godskrevne A-indkomst. Indeholdelsesprocenten meddeles til Skatteforvaltningen og indgår i indeholdelsesprocenten efter kildeskattelovens § 48, stk. 4. Ved afgørelse om indeholdelse skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, og om fradrag af pensionsindbetalinger til fastsættelse af den del af A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der ikke kan ske indeholdelse i A-indkomst bestående af visse ydelser. Ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten kan den samlede indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke overstige 100.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, sørger Skatteforvaltningen for, at det på skattekort og bikort anføres, med hvilken procent indeholdelse skal foretages. Indeholdelsesprocenten fastsættes under hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold og under hensyn til forventet skat efter ejendomsværdiskatteloven. Skatteministeren kan efter bestemmelsen fastsætte regler om op- eller nedrunding af de beregnede indeholdelsesprocenter, som dog i intet tilfælde må forhøjes eller nedsættes med mere end 1,5. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvorledes der ved beregningen af skattekortets fradragsbeløb og indeholdelsesprocenten skal tages hensyn til den skattepligtiges personfradrag efter personskattelovens §§ 9, 10 og 12. Til den opgjorte indeholdelsesprocent lægges en eventuel indeholdelsesprocent efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås, at henvisningen til kildeskattelovens § 48, stk. 4, i opkrævningslovens § 10, stk. 3, 3. og 7. pkt., ændres til § 48, stk. 5.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i kildeskattelovens § 48, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Ændringerne har ingen materiel betydning.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.

Det foreslåede stk. 1 betyder, at Skatteforvaltningen fra den 1. januar 2020 ikke vil kunne imødekomme en anmodning fra en tredjelandsstatsborger om at få udstedt et skattekort, hvis ikke Skatteforvaltningen kan konstatere, at den pågældende har en arbejdstilladelse eller er fritaget for krav herom.

Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for § 1. Bemyndigelsen til skatteministeren er nødvendig, da der ikke foreligger en endelig afklaring af, hvordan data fra de digitale salgsregistreringssystemer vil skulle overføres til Skatteforvaltningen. Når den endelige afklaring heraf foreligger, herunder omfanget af evt. nødvendig systemudvikling og -tilpasning, vil skatteministeren kunne fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for § 1.

Det foreslås endvidere, at skatteministeren vil kunne sætte forskellige dele af § 1 i kraft på forskellige tidspunkter. Formålet hermed er at sikre fleksibilitet i forhold til at sikre, at de danske udbydere af digitale salgsregistreringssystemer får den nødvendige tid til at kunne tilpasse og udvikle de digitale salgsregistreringssystemer, så systemerne lever op til de kommende lovgivningsmæssige krav.

Enkelte danske udbydere af digitale salgsregistreringssystemer er formentlig allerede i stand til at levere digitale salgsregistreringssystemer, der lever op til de kommende lovgivningsmæssige krav. Henset til et ønske om at sikre en velfungerende konkurrence på det danske marked vil det dog være hensigtsmæssigt med en udviklings- og tilpasningsperiode, som tilgodeser et bredt udsnit af udbydere af digitale salgsregistreringssystemer. En bemyndigelse til at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet vil således kunne modvirke, at specifikke udbydere af salgsregistreringssystemer favoriseres med konkurrenceforvridning til følge.

Endelig vil det skulle sikres, at virksomheder med aktiviteter inden for de udvalgte brancher gives en rimelig indfasningsperiode til at anskaffe et digitalt salgsregistreringssystem, der lever op til de nye standarder.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.