Lov om ændring af miljøskadeloven og lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Ændring af handlepligten for den ansvarlige for en miljøskade, indførelse af godtgørelsesordning samt ændring af definitionen af arter og naturtyper) § 7

Til nr. 1 (§ 25 d)

Det fremgår af den gældende § 25 d, stk. 1, i lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2017 (herefter miljø og genteknologiloven), at den ansvarlige for miljøskaden ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige godtgør (ved omvendt bevisbyrde), at den 1) er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for en overhængende fare for at der indtræffer en miljøskade ikke har pligt til at forebygge denne, såfremt den ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet eller skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter.

Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objektive ansvar og handlepligt, der ellers følger af § 25 b, stk. 2, og § 25 c, i miljø og genteknologiloven.

Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.

Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at en producent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Hermed fastholdes, at der gælder et fuldt objektivt ansvar i disse situationer.

Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.

For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.

Det foreslås derfor, at § 25 d ophæves.

Ved ophævelsen af § 25 d, i miljø og genteknologiloven, sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget indebærer, at forholdet vil være reguleret af § 25 c, i miljø og genteknologiloven.

Det fremgår af § 25 c, stk. 1, i miljø og genteknologiloven, at den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade straks skal iværksætte de nødvendige tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår videre af § 25 c, stk. 2, at den ansvarlige for en miljøskade straks skal iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge en overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1.

Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter miljø og genteknologiloven. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Det følger af stk. 3, at tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 25 f. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forebyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Den foreslåede ophævelse af § 25 d, i miljø og genteknologiloven, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter der sker en implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47, i miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).

Retsstillingen hvorefter der gælder et fuldt objektivt ansvar for producenter eller importører, hvorefter de ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed jf. den gældende § 38 d, stk. 3, foreslås videreført uændret i den nye § 47, stk. 3, i miljøskadeloven. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, for producent-/importøransvaret.

Til nr. 2 (§ 25 f)

Det følger af den gældende § 25 f, stk. 1, i miljø- og genteknologiloven, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i miljøskadeloven.

Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der foreligger forhold som nævnt i § 25 d, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis § 25 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i miljø og genteknologiloven.

Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade lempes således, at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler. Såfremt der er tale om, at producenter og importører har ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret ikke kunne lempes efter den gældende § 25 d. § 25 f, stk. 2, finder derfor ikke anvendelse for producenter og importører.

Det foreslås, at § 25 f, stk. 2 og 3 ophæves. Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og 3.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af det lempede ansvar i § 25 d, i miljø og genteknologiloven, jf. lovforslagets § 7, nr. 1, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet ansvar, vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.

Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 7, nr. 1, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.

Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4-5 herefter bliver stk. 2-3.